Fortællingen om Torvard Kragenæse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Torvard Kragenæse

Þorvarðar þáttr krákunefs


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Der var en mand, der hed Torvard Kragenæse; han stammede fra Vestfjordene og var velhavende og en god mand. Han rejste mellem landene og var velset, hvor han kom. Han kom nu en sommer på sit skib nordpå til Nidaros. Kong Harald var da i byen sammen med sin svoger Øistein Urhane — søn af Torberg Arneson — som var en meget tapper mand og højt værdsat af kongen. Torvard lossede sit skib og lejede sig en hytte. Derefter opsøgte han kong Harald dér, hvor denne drak, og han ankom til stuen, mens kongen var ude. Da denne ville gå ind igen, sagde Torvard: »Vær hilset — herre! Jeg har et sejl nede på skibet, som jeg ønsker, at du skal modtage.« Kongen var noget studs: »Jeg har én gang fået et sejl af jer islændinge,« sagde han, »— og det gik sådan, at jeg kunne være kommet til skade; det gik i stykker under sejladsen — og jeg vil ikke tage imod det!« Øistein sagde: »Gå ned og se det — herre! — det kan jo være, at du synes om det. Og man kan formode, at du vil komme til at få ting, der er mindre værd, siden han sådan har tiltænkt dig det.« Kongen sagde: »Jeg bestemmer for mig, og du for dig!« — og derpå gik han ind i stuen og ville ikke høre et ord. Så tilbød Torvard Øistein at få sejlet, »— men kom med mig,« sagde han. Det gjorde Øistein, og han mente aldrig at have set et mere dyrebart sejl, og han takkede meget for gaven og sagde, at Torvard skulle komme til ham efter vinteren og besøge hans gård på Giske i Nordmøre.

Nordboernes skibe Figur 1.jpg
Der var nu stille vinteren over, og da det blev forår, gjorde Torvard sit skib klar og styrede sydpå langs landet mod Solskjel, hvorfra han ville stå til havs. En dag så de et skib komme susende frem forbi dem, og det var tæt bemandet overalt. Oppe i stavnen stod en smuk og stadselig mand. Han var klædt i en rød skarlagenskjortel. Han spurgte, om Torvard var dér. Denne svarede og tog godt imod Øistein. Øistein sagde: »Du var længe om at komme for at besøge mig, men kom nu om bord til os med så mange mand som du selv ønsker, for nu er der ikke udsigt til vind.« Det gjorde han så, og tog afsted med nogle folk, og de roede da til øen Giske, hvor der blev en vældig modtagelse og indrettet til gæstebud. Husene dér var store og gode. Og da aftenen og natten var gået, og det blev morgen, vågnede Torvard og så, at Øistein var oppe; denne sagde: »Der kan ikke ventes gavnlig vind. Bliv hos os i dag og lad mig holde øje med vejret for dig, for I skal jo ikke forspilde god vind.« Og op ad dagen, mens de drak og var glade, sagde Øistein: »Du forlod dit sejlklare skib og tog med mig hjem hertil — og derfor skal du modtage denne kjortel af mig.« Den var rigt forsynet med prydbånd og skåret af nyt skarlagen. Torvard takkede ham for gaven. Øistein sagde: »Dette er ikke som tak for sejlet.« De sad da hele dagen, og der var ingen mangel på gode drikkevarer.

Morgenen efter talte Øistein med Torvard: »I skal bare tage det med ro i dag,« sagde han, »— for der er ingen vind.« Torvard sagde: »Det er din afgørelse.« Der blev nu sat endnu flere drikkevarer og al salgs forplejning frem, og så lod Øistein en kappe bære ind. Den var helt foret med egernskind, som var meget nøje udvalgt, og yderstoffet var af skarlagen. Da sagde Øistein: »Du skal have denne kappe — og nu er sejlet betalt, for kappen er således beskaffen i forhold til de allerfleste andre kapper, som sejlet er i forhold til de allerfleste sejl.« Torvard takkede mange gange for gaven.

Natten gik, og tidligt om morgenen vågnede Torvard, da Øistein kom ind og sagde: »Nu skal jeg ikke opholde jer længere, for nu er der vind.« Så fik de mad og drikke, før de tog af sted. Da sagde Øistein: »Det magede sig ikke sådan, at kongen fik sejlet af dig, men jeg gætter på, at hvis han havde fået det, så ville han have lønnet dig, som jeg gjorde. Du har naturligvis ikke hermed opnået, at det var kongen, der belønnede dig, og jeg kan ikke gøre ved, at jeg er mindre fornem end ham, men for denne forskel i rang skal du have denne guldring ...« — som han trak af armen. Torvard takkede ham for ringen, og drog derefter ud til sit skib; han fik god vind og kom ud til Island, hvor han blev en betydende mand.

Så om sommeren, mens de sejlede frem langs kysten — kong Harald og Øistein — sejlede Øistein hurtigere og kom forrest. Da sagde kongen: »Hvor har du fået det gode sejl, du har dér?« Øistein svarede: »Det her er det sejl, som du afviste — herre!« Kongen sagde: »Jeg har aldrig set et bedre sejl — så har jeg sagt nej til noget godt.« Øistein sagde: »Vil du bytte sejlet for et kys — herre?« »Ja, hvorfor ikke?« sagde kongen smilende, hvorefter han gik op til sejlet. Øistein sagde: »Gør dig ikke til grin, men tag sejlet, hvis du vil have det — det er dog godt, at du ved, hvad du sagde nej til.« Kongen takkede ham og benyttede dette sejl på sit eget skib; det nyttede ikke på kongeskibet i kapsejlads — for det var et stort skib — men det ansås dog for at være en meget stor kostbarhed.


— o —