Fortale (Stjórn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Stjórn


Fortale


Efter den oprindelige Plan skulde Udgaven af nærværende Bibelhistorie have været ledsaget af Anmærkninger og Ordforklaringer. Hensigten med Anmærkningerne var at antyde de forskjellige Tillæg til den bibelske Text, paapege disses Kilder, saavidt det havde været muligt at opspore dem, og ved Citater af de latinske Originaler oplyse enkelte Vanskeligheder, som maaske kunde möde Læseren. Dog, da dette endnu mere vilde have foröget Bogens allerede temmelig betydelige Omfang, har Udgiveren, efter Forlæggernes Önske, opgivet dette, og indskrænket sig til at meddele Texten alene saaledes som den foreligger i Haandskrifterne.

Navnet Stjórn (d. e. Styrelsen) findes ikke tillagt Værket nogensteds i Haandskrifterne, og Benævnelsen er maaske först opkommen paa Island, hvor den rimeligvis er flere Aarhundreder gammel. Navnet er kort og bekvemt, og skal vel egentlig betegne Guds Styrelse, hvorledes han paa vidunderlig Maade styrede og ledede det jödiske Folks Skjebne.

Tiden naar, og Maaden hvorpaa Bogen er bleven til, antydes tilstrækkelig af Prologen. Det heder der, at Kong Haakon Magnussön allerede för havde ladet oversætte en Bog, som hed Heilagra manna blómstr, og som indeholdt Helgenes Liv, bestemt til at forelæses paa disses forskjellige Festdage, men nu vilde han ogsaa have en Bog, hvoraf han kunde lade forelæse paa Söndagene og de andre Festdage, der vare helligede Herren selv, og i den Anledning lod han da nærværende Bog istandbringe. Efter hans egen Befaling skulde Begyndelsen ske med Bibelens förste Bog (Genesis), og hertil skulde föies Tillæg af andre Böger, saasom af Scholastica Historia og Speculum Historiale.[1] Tiden for Bogens Tilbliven er altsaa Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, da Kong Haakon den femte Magnussön regjerede fra 1299 til 1319.

Dog har Oversætteren eller Samleren ikke naaet at arbeide længer efter den af Kongen lagte Plan end til Enden af anden Mosebogs 18de Capitel; i al Fald er ikke mere af hans Arbeide nu tilbage. Afskriverne af Haandskrifterne synes dog at have næret Haab om muligens at erholde Fortsættelse af Mosebögerne, og rimeligvis derfor levnet et ubeskrevet Rum paa det Læg, hvor de have sluttet med 18de Capitel af Exodus, for at kunne være i Stand til at lade Fortsættelsen umiddelbart fölge. De have imidlertid paa et nyt Blad begyndt med Josvas Bog efter en ældre Bibelbearbeidelse, og efter denne fortsat indtil Slutningen af 2den Kongernes Bog eller Jödernes Bortförelse til Babylon. I det Haandskrift som her i Udgaven er kaldet A, er senere bleven indskudt 8 Blade, rimeligvis skrevne en halvhundrede Aar sildigere end det övrige af Bogen, og indeholdende netop det der för har manglet, nemlig fra 2den Mosebogs 19de Capitel indtil Slutningen af Mosebögerne. Dette er dog ikke behandlet paa samme Maade som det foregaaende, men maa grunde sig paa en ældre nöiagtigere Oversættelse af Bibelen fra det 13de Aarhundrede, og höist sandsynlig har man her Levninger af en fuldstændig Bibeloversættelse. Oversætteren har rigtignok sprunget over hele Vers ja endog Capitler, der indeholde Gjentagelser af hvad allerede tilforn er fortalt (hvilket ogsaa er Tilfældet i den angelsaxiske Oversættelse af Pentateuchen), men i det han har beholdt, lægger han an paa at levere Bibelens egne Ord uden Tilsætninger. Josvas Bog indtil Slutningen af Værket grunder sig paa en ældre sagamæssig friere Behandling af den hellige Skrifts historiske Böger, sandsynligvis fra förste Halvdel af det 13de Aarhundrede, med adskillige Tillæg hentede andensteds fra, indeholdende navnlig allegoriske Forklaringer, hvorved de vigtigste Personer i det gamle Testamente typisk skulle betegne Kristus og Kristendommen.

Stjórn, saaledes som denne Bog nu foreligger os, bestaar altsaa af 3 forskjellige Dele:

1) Prolog - Cap. 94, den af Kong Haakon Magnussön i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede foranstallede Compilation, indbefattende Genesis og de 18 förste Böger af Exodus, med Tillæg af Scholastica Historia og Speculum Historiale, den yngste Del af Værket. I denne förste Part af Bogen har Stil, Foredrag og Sprogtone ganske det 14de Aarhundredes[2] Præg, og adskiller sig betydeligt fra det foregaaende (13de) Aarhundredes. Imellemstunder sporer man dog Benyttelsen af ældre indenlandske Kilder, saaledes i Homilien förste Söndag i Langfasten (Cap. 43), hvor Sproget flere Steder henpeger paa et ældre Stadium.

2) Capp. 95-145, Exodus fra Capitel 19 indtil Slutningen af Deuteronomium eller det övrige af Mosebögerne, Levning af en ældre Oversættelse af Bibelen uden Tilsætninger fra Midten af det 13de Aarhundrede. Herhen hörer ogsaa et Membranblad[3] (II Mosebog 4,24 - 7,15) i det kongelige Bibliothek i Stockholm, Fragment af en Codex in qvarto, med 32 helt over Siden skrevne Linier. Haandskriftet er med islandsk Orthographi og Haand fra Slutningen af det 15de eller Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og Afskriveren synes at have forkortet noget sin ældre Original.

3) Capp. 146-371, Josvas Bog indtil Slutningen af Kongernes Böger, friere Bearbeidelse af Bibelens historiske Böger fra förste Halvdel af det 13de Aarhundrede, med adskillige Tilsætninger.

För vi nærmere omtale nærværende Udgave af Stjórn og de til Grund for samme liggende Haandskrifter, skulle vi med nogle Ord beröre de to Værker, der have ydet de væsentligste Bidrag til den förste Part af denne Bog: Historia Scholastica og Speculum Historiale.

Forfatteren til den förste af disse, Historia Scholastica, var Petrus Comestor (Pierre-le-Mangeur), der efter at have været Præst og Dechant i Troyes og senere Kantsler ved Universitetet i Paris, döde 1178 (ell. 1198) som Klosterbroder i St. Victor i Paris, testamenterende sin Formue til de Fattige. I dette Kloster ligger han begraven, og der skal endnu findes fölgende Gravskrift, som han havde forfattet over sig selv:

Petrus eram, quem petra tegit, dictusque Comestor;
Nunc comedor; vivus docui, nec cesso docere
Mortuus; ut dicat qui me videt incineratum:
Oued sumus iste fuit, erimus quandoque quod hic est.[4]

Hans Værk er et Uddrag af den hellige Skrifts historiske Böger, begyndende med Genesis og sluttende med Apostlernes Gjerninger. Dog har Forfatteren ikke holdt sig til Bibelen alene, skjönt denne efter Vulgatas Text som oftest gjengives fuldstændig, men han anförer ogsaa sædvanlig samtidige Theologers og Philosophers Meninger om religiöse Materier, meddeler egne vilkaarlige Fortolkninger af Skriftens Ord, indlader sig paa forkerte Udledninger af Egennavne og lader oftere indflyde temmelig urimelige Fabler, citerer hedenske Philosopher som Plato og Aristoles, ja endog Digtere som Ovid. Fortlöbende anförer han samtidige Begivenheder af den verdslige Historie. Værket blev modtaget med stort Bifald, og ansaaes i flere Aarhundreder som et udmærket Repertorium for den positive Theologi, og er flere Gange bleven trykt, sidst i Migne's Patrologia Tom. 198.

Sit Arbeide tilegnede han Vilhelm, kaldet ad Albas Manus ɔ: med de hvide Hænder, Erkebiskop af Sens, som beklædte denne Stilling fra 1169 til 1175. Værkets Tilbliven falder altsaa mellem disse Aar. Som Pröve paa Sproget og Stilen, og til Sammenligning med den norske Bearbeidelse, anföres her Indledningen, som svarer til det förste Afsnit af Prologen i Stjórn.

Imperatoriæ majestatis est, in palatio tres habere mansiones: auditorium vel consistorium, in quo jura decernit; cœnaculum, in quo cibaria distribuit; thalamum, in quo quiescit. Ad hunc modum Imperator noster, qui imperat ventis et mari, mundum hunc habet pro auditorio: ubi ad nutum ejus omnia disponuntur. Unde illud Jeremiæ: Cælum et terram ego impleo. Secundum hoc dicitur dominus: Unde: domini est terra et plenitudo ejus. Animam justi habet pro thalamo, quia delieiæ sunt ei ibi quiescere, et esse cum filiis hominum. Secundum hoc dicitur sponsus, et anima cujusque sponse. Sacram Scripturam habet pro cœnaculo, in qua sic suos inebriat, ut sobrios reddat. Unde: Ambulavimus in domo Dei cum consensu, id est in Sacra Scriptura id ipsum sapientes. Secundum hanc dicitur pater familias. Cœnaculi hujus tres sunt partes, fundamentum, paries, tectum. Historia fundamentum est, cujos tres sunt species: annalis, calendaria, ephimera. Allegoria paries superinnitens, quæ per factum aliud factum figurat. Tropologia, dogma culmini superpositum, quæ per id quod factum est quid a nobis sit faciendum insinuat.[5]

Forfatteren til det andet Værk, Speculum Historiale, er Vincentius, efter sit Födested Beauvais, kaldet Bellovacensis; han var Dominicaner (Predikebroder), skal have været meget yndet af Ludvig den Hellige, var hans Forelæser og havde Tilsyn med hans Börns Undervisning, og döde 1264. Under Kongens Beskyttelse, som rigelig udstyrede ham med Böger, forfattede han sit store Værk: Speculum Majus. Dette er et stort Repertorium indeholdende Uddrag of geistlige og verdslige Forfattere. Det udgjör 3 Dele: Speculum Naturale, Speculum Doctrinale og Speculum Historiale. Dette sidste er en vidtlöftig Verdenshistorie, der gaar fra Verdens Skabelse til Aaret 1253. Den sidste Udgave blev trykt i Douay 1624 in folio under Titelen: Bibliotheca Mundi. Som Pröve og til Sammenligning anföres hvad der i Speculum Historiale svarer til Begyndelsen af Capitel 73 i Stjorn (1ste Bogs 125de Capitel i Latinen):

Extant autem testamente duodecim Patriarcharum, in quibus sunt apertissimæ atque pulcherrimæ de Christo prophetiæ; quas nuper transtulit magister Robertus grossum caput, Linconiensis episcopus, de græco in latinum; ideoque hic eas inserere placuit.
Testamentum Ruben. Quis noscet legem domini et dividet in iudicium et sacrificia pro omni Jsrael, usque ad consummationem temporum principis sacerdotum Christi, quem domiuus dixit. Et post pauca. Quoniam in eo elegit dominus regnare super omnes populos et adorare semen ipsius, quoniam pro nobis morietur in bellis visibilibus et invisibilibus, et erit in nobis rex sæculorum. Et mortuus est Ruben.
Testamentum Simeon. Dominus deus magnus apparebit in terra ut homo, et salvabitur in ipso Adam; tunc dabuntur omnes spiritus erroris in conculcationem, et homines regnabunt super pernitiosos spiritus; tunc resurgam in lætitia et benedicam altissimum in mirabilibus suis, quoniam deus, corpus assumens et comedens cum hominibus, salvabit homines: et nunc filioli obedite Levi, et in Judæa lætabimini, et non efferamini super duas tribus has, quoniam ex ipsis orietur vobis salutare dei: suscitabit enim deus ex Levi ut principem sacerdotum et ex Juda ut regem, deum et hominem, iste salvabit omues gentes et genus Israel. Et dormivit Simeon cum patribus suis.


____


De til nærværende Udgave af Stjorn benyttede Haandskrifter findes i den Arna-Magnæanske Haandskriftsamling paa Universitetsbibliotheket i Kjöbenhavn. De ere paa Pergament og synes alle at være skrevne paa Island. De ere fölgende[6]:

1) No. 226 fol., her i Udgaven kaldet A. Bogen er skreven i to Spalter rimeligvis ved Midten af det 14de Aarhundrede, er paa 2 Blade nær fuldstændig, og indeholder foruden Stjorn, der ender överst paa Spalte 445: Rómverja sögur,[7] Alexanders saga[8] og Gyðinga saga. Ved Slutningen af Bogen angives de to sidste at være oversatte, fra Latinen af Brand Jonssön Præst, siden Biskop paa Holum, efter Befaling af Kong Magnus Haakonssön (1263-1280). Fra denne Notits hidrörer sandsynligvis den urigtige Mening, at Biskop Brand skulde have oversat Stjorn, hvilket er en Umulighed,[9] da Biskop Brand Jonssön döde 1264, og Stjorn er bleven til halvhundrede Aar efter hans Död.

Bogen bærer stærke Spor af at være Afskrift af en i Norge skreven Original; vel lægger Afskriveren an paa at islandisere Orthographien, men der undslipper ham dog idelig norske Egenheder. Hertil maa man regne det hyppig forekommende ø: bøkr, døma, (d. e. bœkr, dœma) for det islandske bækr, dæma; Forkortningstegnet ', der sædvanlig betegner er, brugt som r finale, for hvilket Islænderne senere i Almindelighed benyttede den samme Forkortning, hvormed de betegnede ur: okk', fræg', geng', tek', ebresk' o. lign. = okkr, frægr, gengr, tekr, ebreskr. Bogen synes overalt at være skreven med een Haand, naar man undtager de 8 senere indskudte Blade.

I Codex Arn. Maga. 225 fol. har man en Afskrift af A, der vel ikke kan være stort mere end 30 eller 40 Aar yngre end sin Original. Det er at mærke, at denne Afskrift er tagen för end de 8 Blade, der indeholde den anden Bestanddel af Stjorn, er blevne indskudte i A (se ovenfor), og Afskriveren har begyndt Josvas Historie umiddelbart efter Cap. 94 i nærværende Udgave, som det synes uden at bemærke, at her manglede noget. Dette Haandskrift er bleven jævnfört nogle Steder, navnlig ere Varianter tagne deraf, hvor de 2 Blade nu mangle i A. Disse Lacuner i A ere ved en Feiltagelse ikke angivne, og Varianterne ere fortlöbende betegnede ogsaa her som tilhörende Haandskriftet A, uagtet de ere tagne af 225. Den förste Lacune i A indfalder Udg. Cap. 310 i Ordet þionostvmanna og ophörer Cap. 316 med Sichem; den anden indfalder Cap. 321 efter i milli meðan og ophörer Cap. 326 med aar voru liðin.

I Universitetsbibliotheket i Christiania haves en Papircodex (No. 1 fol.) af Stjorn, skreven i Sauðlauksdal ved Patreksfjorden paa Island 1764 efter en Afskrift af A. Denne Afskrift mangler Prologen.

2) 227 fol., her i Udgaven kaldet B, skreven i to Spalter ved Midten af det 14de Aarhundrede. I Bogen mangler 19 Blade. Den er skreven af to forskjellige Hænder. Anden Haanden begynder Spalte 251 (Udg. Cap. 73, Testamento Zabulon) i Ordet maalsendum (hvor maals er skrevet af förste Haand, endum af anden), og ophörer Spalte 396 (Udg. Cap. 216), hvor förste Haand atter begynder med Ordene at ok man. De to Hænder ere lidt afvigende i Orthographien. Pröver of förste Haand har man Cap. 271, Capp. 284-286, Capp. 291-292; Pröver af den anden Haand Cap. 146, 147 og 148 indtil mod Slutningen af det sidste Capitel, hvor C begynder med Ordet Jordan. Dette Haandskrift er defekt i Enden.

3) 228 fol., her i Udgaven kaldet C. Bogen er tospaltet og uden Tvivl skreven ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Dette Haandskrift er defekt i Begyndelsen (Udg. Cap. 148) og i Enden (Udg. Cap. 368), og forresten mangler der 3 Blade inde i Texten. Som orthographiske Egenheder kan mærkes: den hyppige Brug af ie = é, overensstemmende med den islandske Udtale; ę og æ = e, og omvendt hyppig e = æ, baade hvor det sidste er Omlyd af á, og hvor det staar for œ Omlyd af ó. Dog forekommer ogsaa oftere œ-Lyden udtrykt ved ø og ǫ. To Steder forekommer det sammenslyngede Tegn 2 = av for ø, nemlig f2tr Cap. 209 = føtr, og berf2ttr Cap. 275 = berføttr da denne Egenhed kun findes disse to Gange, er den ikke bleven bibeholdt i Udgaven. Flere Gange findes gvtt (Neutrum af góðr) for gott. Endelig skrives enkelte Gange y for v = u. Dette maa rimeligvis grunde sig paa en Misforstaaelse hos Afskriveren af hans ældre Original, hvor rimeligvis Bogstaverne y og v have lignet hinanden eller været skrevne ganske ens, som ofte er Tilfældet i de ældste Haandskrifter. Denne Særegenhed er ikke altid bemærket i Udgaven, og hvor de övrige Haandskrifter her have u, er y uden videre rettet til v overensstemmende med den sædvanlige Brug i C. De Steder, hvor dette urigtige y findes i C, uden at det er bleven angivet i Udgaven, ere fölgende: þyrftv Cap. 207, lyti, lyt Cap. 212, byri Cap. 212, þyrfa Cap. 279, þyrfið Cap. 284, tryr Cap. 289, lyctr Cap. 366.

4) 229 fol., indeholdende adskillige Membranfragmenter af Stjorn. De synes at være Levninger af 4 Haandskrifter, de fleste Brudstykker have henhört til en Codex skreven af samme Haand (eller Hænder) som B (227 fol.). Disse Brudstykker ere her i Udgaven numererede efter den Orden, hvori de slutte sig til Texten, og betegnede som Fragm. eller Frag.

Hertil slutte sig ogsaa 2 Membranblade i det norske Rigsarkiv, hvilke, da de kun ere af ubetydeligt Omfang, her meddeles fuldstændig.

Af det ene, der er skrevet med samme Haand som Codex B og ligesom denne har været en tospaltet Foliant, er der kun levnet det överste af förste Spalte paa förste Blads Bagside (paa Forsiden: förste Spalte har rimeligvis Prologen staaet), svarende til Begyndelsen af Indledningen. Overskriften er med rödt Blæk, den förste Initial A er ikke bleven tilskreven, men et Rum svarende til ti Linier i Texten er ladet aabent for samme. Hvad her er sat mellem [ ] er bortklippet af Fragmentet.


Her hefr bibleam sua som almattighr g[uð.] skapaðe himin [ok] iorð ok alla l[ulti]. capitulum.

Almattigr guð verande sat[t] lios huerr er lio[set] elskar. ok gerer [alla] luthi meðr lios[t by]riande rettlegh[a ok] vel viðrki0mil[iga] heimsins skap[an] ok smið af liosinu. A fyrste deghi sua [sem] saght er at hann skapaðe himin ok iorð. þ[at] er efni ok sua sem frio til himins ok iarðar [ok] þar meðr allra likamligra lutha sua segia[ndi.] Verði lios. ok þegar i stað varð liosit. ok þat [sa]ma lios meðr sinni birti ok vmferð giorði [þr]ia natturuligha dagha. þar til er sol ok Inn[ur] himintungl voru skapað a hinum fiorð[a de]ghi. Eigi skulum ver þann skilniugh eðr hug[leið]ingh a hafa fyrr sogðum guðs orða gr. . . . .


Det andet Blad er ligeledes Levning af en tospaltet Foliant, skreven med en ret smuk Haand, og det tiloversblevne er Nederdelen af et Blad indeholdende Yderspalten. Dette Fragment er her i Udgaven Capp. 349-350 betegnet Fragm. XVII.


Forsiden

. . . . Ec a erendi við þik hofðingi. Hiev suarar. her sitium ver margir samt. við huern attu erendi. Sueinninn svarar. við þik sialfan. Hiev stóð upp oc geck i annat herbergi með honom. Þa tok sendimaðr viðsmiorsker. er þeir kolluðu lentulam olei oc steypti ifir hofut honom sua segiandi. Þessa hluti segir drottinn gud Jraels. Ec smyr þik konung ifir lyd minn. at þu drepir niðr hirð oc hyski Achab oc hefnir sva minna spamanna. oc atlra þionostumanna er Jezabel hefir drepa latið. oc sva giorsamliga skaltu eyða allri ætt þeira oc afkuæmi at eigi einn hinn minzti sueinn skal eftir lifa i Jrael. en hræ hinnar illu Jezabél munu hundar rifa a akri Jezrael. oc engi mun grafa hana. Eftir þetta lauk sendimadr upp hurdu oc flýdi þar vt. En Hieu geck til sinna felaga. Hofdingiar mæltu. Huerr var þessi enn vitlausi snapr eða huat villdi hann þér. Hiev svaraði. kenna megi þer manninn. oc visir munu þér verda erenda hans. Þeir sogðu þat hegóma oc báðu hann . . . .


Bagsiden

. . . . mælti hann. Konungr fornitnaz huart friðr er. Hiev suaraði. huat mun varda vm frið. far oc fyll flock minn. Speculator sagdi enn konungi at þessi maðr var kominn til flocksins oc huarf ecki aftr. en likt þicki mer sagdi hann at her fari Hieu son Josaphat. oc eigi syniz mer miok fridlikt. Joram bað þa bua kerru oc beita hesta firir. Geck hann þa vt oc settiz i kerru. oc for sialfr imót Hieu. en Achazias i annarri kerru. Þeir fundu Hieu a skri Nahoth er Jezebel drotning lét drepa saklausan sem fyrr er sagt. Joram mælti þa. Huart er friðr Hiev. Hann suaraði. huat friði. hordómar oc hófleýsur oc ærslafull grimd Jezebel moðor þinnar hefir enn her til margan mann suikliga sigrat. Joram bra þa upp hendi sinni oc sneri a flótta. hann kalladi a Achaziam oc mælti. Suik suik Achazia. Hiev þreif einn handboga oc laust 2ru milli herða Joram konungi i gegnum hiartat sua at vt geck vm briostið. hann steyptiz afram i kerrun(n)i. Þa mælti Hieu við hertoga . . . . . .


____


Det staar nu tilbage med nogle Ord at omtale de forskjellige Haandskrifters Forhold til nærværende Udgave og til hinanden indbyrdes.

Den förste Del af Stjorn (Prolog - Cap. 94), der skylder Kong Haakon Magnussön sin Tilværelse, indeholdes kun i Haandskrifterne A og B. Her lagdes A til Grund for Texten, fordi dette Haandskrift er fuldstændigt, dog optoges Tillæg og Rettelser efter B, hvor Sammenligning med de latinske Originaler eller Meningen viste, at A var mangelfuld.

Den anden Del (Capp. 95-145) toges naturligvis af A, som dens eneste forhaandenværende Kilde, efter de i dette Haandskrift indskudte 8 Blade. Disse Blade ere rimeligvis skrevne i Begyndelsen af det 15de Aarhandrede efter en ældre Original. Afskriveren har skilt sig mindre godt fra sit Arbeide og gjort sig skyldig i mange Feil, hvoraf dog de fleste med temmelig Sikkerhed have ladet sig rette efter Vulgata.

Ved den tredie Del af Bogen (Capp. 146-371) er C, som det ældste Haandskrift, lagt til Grund, saaledes at den manglende Begyndelse og de faa Lacuner i Midten ere udfyldte efter B, og Slutningscapitlerne, som mangle i dem begge, ere tagne af A. Muligens er C Levning af et Haandskrift, der i sin Helhed har indeholdt en ældre friere Bearbeidelse af det gamle Testamentes historiske Böger (jfr. ovenfor).

I denne tredie Del af Stjorn er der en stor Overensstemmelse mellem C og B; A stemmer mange Steder nöie med C, men fjerner sig dog ofte fra samme.

A synes fra först af at have foresat sig at lægge Historia Scholastica til Grund for sin Bibeltext, hvilket ogsaa er udfört for Josvas Bogs Vedkommende, hvorfor denne ogsaa i A er bleven saa afvigende fra de to andre, at det har været nödvendigt at aftrykke dens Text særskilt (Capp. 146-156). Men fra Capitel 170 af maa man tro, at der til A har været benyttet en Original, som nöie har stemt med C (hvis det ikke har været denne selv), og at Bearbeideren hist og her, eftersom det har faldet ham ind, har omredigeret eller forkortet sin Original; thi ellers kan man neppe forklare sig den store Overensstemmelse mellem begge Haandskrifter paa mange Steder. Disse Forkortelser findes især i Dommernes Bog og i Samuels Böger, sjeldnere i Kongernes Böger, og ophöre næsten ganske mod Slutningen af Bogen.

Da denne Særegenhed i A ofte ikke har ladet sig gjengive i Varianterne, kan det maaske interessere Læseren at se et Exempel herpaa til Sammenligning med den udförligere Text. Vi skulle anföre Begyndelsen af Capitel 184 saaledes som den lyder i A[10]: Gedeon stefnir eptir guds bodi til sin Illu folki af heraði Abiezer ok af riki Manase Zabulon Neptalim ok Asser. ok komu þeir til hans. Sidan tok Gedeon eitt ullarreyfi ok setti ut i laafagarð sinn ok bad til guds sva segiandi. Ef þu drottinn minn vill frelsa lyð þinn fyrir minar hendr. sem þu hefir heitit. þa gef þu dIgg yfir þetta reyfi i naatt en aull iIrð see þurr. at vær truim fyrirheiti þinu. Sva varð sem hann bað at Ill iIrð var þurr en reyfit fullt af dIgg. at hann vatt þar or fulla skaal vatz. Ok enn mællti hann. Bið ek þik drottinn minn. at nu se reyfit þurt enn aull iIrð vat aa morgin af dIgg. Enn guð gerði sem hann bað. Um morgininn eptir reis Gedeon upp snemma o. s. v. Slutningen stemmende med C.

Stundom har A ogsaa Tillæg, som fattes baade i de andre to Haandskrifter og i de latinske Originaler. Saaledes lader den Samson, för denne river Stolperne om for at begrave Philisterne tilligemed sig selv under den nedstyrtende Bygning, bede Drengen, som veiledede ham i hans Blindhed, skynde sig ud, for at frelse ham fra Döden (Cap. 206).

Med Hensyn til Gjengivelsen af Haandskrifternes Text, er Udgaven ikke saa nöiagtig, at den altid angiver Mangelen af et enkelt Ord, som er, var ell. lign. i det til Grund lagte Haandskrift, naar Ordet findes i det eller de Haandskrifter, som man har havt til Jævnförelse. Det samme gjælder ogsaa hvor et enkelt Bogstav mangler, naar dette findes i de andre, f. Ex. veða for verða, se for sem og lign. Paa de Steder derimod, hvor man kun har det ene Haandskrift foreliggende, ere slige Mangler antydede i Udgaven ved at sætte det manglende Ord eller Bogstav i Parenthes. Dette gjælder navnligen ogsaa de Steder i C, hvor B svigter, og hvor A har forkortet Fortællingen, saa at den ikke har kunnet tjene til Jævnförelse.


____


Dette var hvad der forekom mig nödvendigst at forudskikke til Læserens Underretning vedkommende denne Udgave af Stjorn. Ved Slutningen af disse Forord maa jeg atter, som ved foregaaende lignende Leiligheder, med Taknemmelighed nævne Professor P. G. Thorsen, ikke alene for den Velvillie, hvormed han i sin Tid lettede mig Adgangen til de her benyttede Haandskrifter, men ogsaa for den Redebonhed, hvormed han senere hen under Trykningen hævede adskillige paa enkelte Steder opstaaede Tvivl om mine Afskrifters Rigtighed, ved at eftersee Originalerne, i hvilken Henseende jeg ogsaa maa bevidne Hr. Guðbrandr Vígfússon min Erkjendtlighed for velvillig Bistand. Maatte nu Udgaven af Bogen nogenlunde tilfredsstille disse og andre grundige Kjendere af vort gamle Sprog, vilde Udgiveren ansee sin Tid og Möie vel anvendt.


Christiania i Oktober 1862.

C. R. Unger.




Fotnoter

  1. Samleren har ogsaa benyttet Augustinus, Gregorius Magnus og Isodorus Hispalensis.
  2. Dette vil enhver, der er nogenlunde fortrolig med vort gamle Sprog og Litteratur, erkjende ved at slaa efter og læse et længere Stykke næsten hvorsomhelst. I det enkelte kan man mærke som Særkjende for denne Tid, at Relativet som oftest udtrykkes ved hverr er, en Sammenstilling af det spörgende Pronomen hverr med den relative Partikel er, herpaa finner man overalt Exempler; Brugen af léttliga i samme Betydning som det ældre tydske lihtecliche, vil lihte ɔ: det kan let være, sandsynligen; hertil slutte sig ogsaa enkelte Ord, der ikke komme tilsyne i det ældre og bedre Sprog, f. Ex. slekt ɔ: Stand, Rang, mekt, Magt, Pragt, skalkheiðr, Spot, hvilke synes at skyldes tydsk Indvirkning, det samme gjælder ogsaa om Verberne paa era: spazera, formera, divisera o. lign.
  3. Dette Membranblad, hvis Meddelelse skyldes Hr. Bibliothekar G. E. Klemming i Stockholm, aftrykkes her fuldstændig:
    . . . . . Moyses til Egipta. j þeire faur var kona hans med honum og syner þeira. Gud vitradist þeim j einu herbergi og avijtadi Moyses vmm þat ad hann hafdi ei skirt umskurnar skirn Gesram son sinn og hætti honom þvi ad hann skilldi hann af lijfi taka. Sidan tok Sephora huassan stein og sneid vmm sueinenn. Epter þat vitradist gud Aron a Egiptalanndi ok mælti. ad hann skilldi fara til funndar vid Moysen brodur sinn. Aron giordi sem gud baud. og uard med þeim mikill fagnafunndr. Moyses sagdi aull ord drottins þau er hann hafde talad vid hann og iarteikner þær er hann hafdi giort.
    Moyses og Aron foru a funnd Farao konungs sem gud baud þeim. og er þeir komu a konungs fund þa mæltu þeir. Þessa hluti mælti gud drottinn Jsraels. Lofa þu lyd minum at hann fari og færi mier forner a eydimork. Pharao mælti. Eigi veit eg huar drottinn ydar er. og eigi heyre eg raudd hans ad eg lofi lydnum ad færa gudi sinum forner. og ecki ætla eg ydr ad þui verda ad eg lofa ydr wt ad fara. Moyses mælti. Gud ebreskra manna kalladi a oss ad vier færum þriggia daga leid a eydimorku og færdum forn gudi vorum ad eigi berist oss bradr bani edr ofridr ad hendi. Pharao mælti. Fyrer hui sorgmædi þier lyd fra verkum sinum. fare þier til verks ydvars. Pharao kallar til sin greifa og verkstiora sina og mælti vid þa. Þat meigi þier sia ad mikill mannfioldi er ordinn Gydinga lydr a lanndi hier og mun þui meir folkid fiolgazt er þeir hafa betra vid sig. Nu skulu þier eigi giefa þeim sader vid er þeir knoda leirit og skulu þeir iafnmargar leirhellur giora sem adr. fari þeir og safni sier sádum og leiti sier spreka þuiat þeir beidaz fyrir þui farar ad þeir vinna of lijtid. Nu skal þeim þraungua meir j verkum ad þeir kenni sig giIr. Greifarner foru þa til fundar vid Gydinga og sogdu þeim. Nu vill konungr ad ydr sie eigi sader giefnar og vill hann ad þier giorid iafnmargar hellur sem adur. Nu fari þier og leitid ydr sada og minkid eigi ydar verk. Nu dreifdiz lydrinn vm allt Egiptaland ad leita sadanna. Konungs greifar bIrdu lydinn ef þeir vnnu minna enn akuedid uar. Enn Gydingar foru til fundar vid Farao og mæltu. Fyrir þui giorer þu suo vid oss þræla þina ad þu lætur eigi giefa oss sader og skulu uier þo (giora) iafnmargar leirhellur sem adur. Nu erum vier barder med suipum og giorer þu rangt lyd þinum. Konungr suarar. Þier tæmist fra verkum ydrum og gaid eigi ad vinna og beidist þier fyrir þui ad færa forner ydrar gudi ydrum. Nu fare þier til verks ydar og skal ydur eigi sader giefa og skulu þier þo fylla tolu ydars verks. Nu sau Gydingar ad þeir hofdu ecki ad sauk vmm sitt og gengu þa burt. Og er þeir voru heim a leid og ut komner vr kongshaullunni. þa komu þeir Moyses og Aaron a moti þeim. Þa mæltu Gydingar vid þa brædr. Gud siai og dæme a medal vor og ydar þuiat þid hafid rægt oss wid konunginn og er sem þid hafid giefid konunginum suerd til at drepa oss. Moyses bad gud fyrir lydnum og mælti. Heyr þu drottinn. þui liest þu kveliazt lyd þennan edr þui sennder þu mig hingad. Þuiat sijdan er eg kom a funnd konungs (og) rædda eg um þetta nafn vid hann. þa kuelur hann meir lydinn enn adur. enn þu leyser þa ei. Drottinn mælti uid þa. Nu muntu sia huad eg mun giora uid Farao konung. þui umm styrkua hound mun hann lydinn lausan lata. i styrkre henndi mun hann burt reka lydinn af iordunni. Eg er drottinn sa er vitradist Abraham Ysaac og Jacob almattigr gud og nafn mitt Adonay hefer eg enn ei sagt þeim. sáttmal mitt. og eg het ad giefa þeim iord þa er Kananeis iord heitir vtleidingar (iord) þeira a þeire iaurd voru þeir utlennder. Nu hefr eg heyrt syting sona Jsraels ad þeir syta af þui ad egiptskir menn þraungua þeim og minnist eg mins sattmals. fyrir þui skaltu fara a fund Gydinga lydz og seigia þeim suo. Eg emm drottinn sa er ydr mun burt leida vr fiotri Egiptalandz og leysa ydur burt fra þrældomi og mun eg leysa ydr med háfum armlegg og myklum dæmum og vpp mun eg ydur nema j lyd og mun eg vera ydr gud. sa er ydur mun burt leida fra þrældome egiptskra manna og mun eg leida ydr a iord þa er eg hefer hInd mina yfer og giefa hana Abraham Ysaac og Jacob. og mun eg þa iord giefa ydur til eignar. Eg emm drottinn ydar. Nu epter þessa vitran drottins wors sem gud hafdi þeim sagt brædrum foru þeir til Gydinga og saugdu þeim. Gydingar trudu ei ordum þeira fyrir vesalldar sakir þeirar er þeir hofdu. Gud mælti þa vid Moysen. Eg emm drottinn. mæltu wid Pharao konung Egiptalanndz alla hluti þa er eg mæli vid þig. Moyses mælti. Omalsniallr madr er eg og mun hann ad aunguo hafa þat er eg mæli. Eg hefer sett þig drottinn Pharao enn Aron broder þinn skal vera spamadr þeira. Nu mæl þu þa hluti er og mæli vid þig. en Aron mæli vid Pharao konung ad hann leyfi lydnum ad fara a burt af Egiptalandi. enn hardna mun hiarta hans vid þat og mun hann ei leyfa lydnum burtfor. Eg mun margfallda takn og iarteigner minar a Egiptalandi og sennda mun eg hound mina yfer Egiptaland. og bratt mun eg leysa lyd minn af Egiptalannde ad egiptskir menn uiti ad eg er drottinn sa er hond mina riette yfer Egiplalannd og leida eg i burt sonu Jsraels. Moyses og Aron giordu suo sem gud baud honom. Moyses var þa er þesser hluter barust ad attrædr ad alldre enn Aron þrim vetrum elldre. Aron var og kuongadr og atti þa kona er Elisabet het enn hun var dotter Aminadabs. þeira syner voru þeir Vada og Abiluth Elichar og Jdamar. Gud mælti vid Moysen. Fari þid nu til fundar vid Pharao og kaste Aron vendi yckrum fyrer konung og mun uIndrenn snuast j hIgorms lijkneski.
    Moyses og Aron foru til funndar vid konung suo sem gud baud. og er þeir komu fyrer konung. tok Aron uond upp og kastadi nidr fyrir fætr konungi og hirdmInnum hans og vard vIndrenn þegar ad orme. Enn er Pharao konungr sa þetta undr er ordit var. þa senndi hann epter spekingum sinum og galldramonnum. og er þeir komu a konnungs funnd og þeir sau huar hoggormer Moysis hrIcktust. þa kuodu þeir galldra yfer uondum sinum og kaustudu þeim nidr a golf fyrer konung. og syndist konungi og hans monnum sem þeir vennder yrdi ad hIggormum. og er menn litu a þetta undur. syndist monnum sem hIggormr Aron gleypti alla vondu þeira galldramanna. Enn þo ad Pharao sæi þessar iarteikner. þa var suo hardnat hiarta hans ad hann skipadist ecki vid slikt. Nv tok Aron uond sinn og var þa hans uonndr sem fyr. Epter þessa atburdi og iarteikner mælti drottinn vid Moysen. Þungt er hiarta Pharao konungs og vill hann ei lofa lydnum burtfor. Nu far þu a morgin a konungs fuund. og þa er hann fer vt vr hollunne til vatz. þa skaltu fara og standa a árbackanum fyrir konunginum og hafa vonnd þinn j henndi þer er nu snerist j orminn. Þa skaltu . . . .
  4. Jeg, hvem Stenen dækker, var Petrus, med Tilnavn Comestor (Æderen); nu ædes jeg; i levende Live underviste jeg, og ikke ophörer jeg dermed ved min Död; saa at den der seer mit Stövdtække, kan sige: Hvad vi ere, det var han, og engang skulle vi vorde hvad han er.
  5. Man vil see, ved her at sammenligne Latinen med vor Text, at denne har svulmet betydeligt ud under Oversætterens Haand, er bleven ordrigere og omstændeligere. Man jævnföre f. Ex. den sidste Passus: Tropologia dogma o. s. v. med den norske: En sú þýðingin er þekjan o. s. v., hvilken oversat paa vort nuværende Skriftsprog omtrent maatte lyde saaledes: „Men Taget er den Udtolkning, som forklarer os den Opfatning af de i Historien indeholdte Begivenheder og Handlinger, hvilken er os til Belærelse, med Hensyn til hvad der anstaar os at udöve eller efterfölge af deres Handlinger og Exempler, om hvem Talen just har været.“ Det andet Afsnit af Fortalen tilhörer naturligvis Stjorns Samler.
  6. En nöiagtigere Beskrivelse af disse Haandskrifter findes hos Gislason: Um frumparta íslenzkrar tunga í fornöld IX-XVI.
  7. Udg. af Gislason i: Pröver af oldnordisk Sprog og Litteratur. Kjöbenh. 1860.
  8. Udg. Christiania 1848.
  9. Dette antages som et Factum af Finn Jonssön i hans Histor. Ecclesiast. Islandiæ, I. 370-371. Han har dog sandsynligvis aldrig beskjæftiget sig nærmere med Bogen, men i en Fart antaget, at den sidste Bemærkning vedkom den hele Skindbogs Indhold. Dette maa man nemlig slutte af hans Yttring l. c. 371 sidst i Noten: Id pro certo habemus, hanc Bibliorum versionem seu Paraphrasin Norvegicam, aut si mavis Islandicam, quam ipse author rogatu Magni Norvegiæ regis se adornasse fatetur, omnium qyæ exstant septentrionalium longe antiquissimam esse.
  10. Da særskilt Afskrift her ikke er taget af A, har Udgiveren maattet benytte sig af Papir-Codex 1 fol. i Christiania Universitetsbibliothek.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.