Fortale (Strengleikar)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Strengleikar


Fortale


Det tör ansees for en almindelig bekjendt Sag, at der af den oldnorske Literatur, foruden en Mængde höist mærkelige originale Verker, ogsaa er bevaret et stort Antal Oversættelser fra forskjellige fremmede Sprog, skjönt det fortrinlige Verd, man naturligviis har tillagt hine, har bevirket, at man hidtil kun lidet har agtet paa disse, og sammenligningsviis i saare ringe Grad draget Omhu for deres Offentliggjörelse.

Men disse Oversættelser, om end fra Materiens Side betragtede ofte af underordnet Interesse, ere i sproglig og literærhistorisk Henseende af stor Vigtighed. Man lærer nemlig af dem, hvorledes Nordmændene i Middelalderen opfattede de fremmede Sprogs Aand og Former i Forhold til Modersmaalets; hvorledes de vidste at hjælpe sig, naar det gjaldt om at udtrykke i dette Tanker og Sætninger, som ikke vare udsprungne umiddelbart af deres egen Bevidsthed, eller som de ikke havde hört udtalte i de hjemlige tilvante Toner, men som de skulde tilegne sig fra Udlændinger gjennem disses Tungemaal; hvorledes Nordmændene forstode af Modersmaalets indre Kraftfylde at skabe Udtryk svarende til det fremmede Sprogs, i Tilfælde hvor saadanne tilforn manglede; hvorledes de formaaede at gjengive med Troskab det fremmede Forbillede uden Brud paa Modersmaalets eiendommelige Væsen. Man vinder end videre af dem et Indblik i det oldnorske Sprogs Udvikling, forsaavidt denne er bleven paavirket af literær Forbindelse med Udlandet, af den almindelige europæiske Culturretning, og man lærer endelig af dem at kjende denne literære Forbindelses hele Udstrækning og dens Indflydelse paa den nationale Characteer, Smag og Videnskabelighed. Det maa derhos overhovedet bemærkes, at det er en aldeles eensidig og vrang Forestilling, naar man med disse oldnorske Oversættelser forbinder som uadskilleligt Begrebet om et forvansket, skjödeslöst Sprog, tvungne Vendinger og affecterede Udtryk. Alle ere de naturligviis ikke lige heldige og lige smagfulde; men om den större Deel af dem tör man nok uden Betænkning sige, at Sproget i dem kun staaer lidet tilbage for, ja endog i mange Tilfælde fuldkommen kan maale sig med det i Literaturens bedste originale Verker, hvilket det endogsaa ikke sjælden overgaaer i Udtrykkenes Afvexling og Rigdom, - og at om nogen Affectation i Stilen findes, da er dette en Feil, der er overfört fra Originalen, og en ligefrem Fölge af Emnets Beskaffenhed samt Tidsalderens almindelige Tone i visse Gjenstandes Behandling. Oversættelserne findes jævnligen at være foranstaltede af Norges Konger og mægtigste Hövdinger, og det naturligviis for at læses og give Underholdning i Samfundslivets höieste Kredse, i hvilke den almindelige europæiske Dannelse mest var indtrængt; det maa saaledes ikke undre os at finde denne Dannelse i de her omtalte Literaturfrembringelser give sig tilkjende i et mere slebent og blomstrende Sprog, om end dette mangen Gang er mindre tiltrækkende for os end det haardere og mere afbrudte, men naive og kraftige, som findes i mange af de originale Verker, især de ældre. Hine ere Tidsalderens almindelige höiere Dannelses, disse den ægte Folkeaands Frembringelser; hver af de to Klasser maa betragtes fra sit særegne Synspunct for ikke at miskjendes. For den norske Sproggrandskning, Literaturhistorie og Culturhistorie maae altsaa disse Oversættelser være af overordentlig Vigtighed, og af den Grund alene fortjene de at fremdrages for Lyset, om end ikke andre Fortjenester skulde findes hos dem.

Dog ogsaa med Hensyn til Emnet fortjener denne Green af den oldnorske Literatur Opmærksomhed. Det er almindeligviis hentet fra Middelalderens Theologi og Romantik, Fag som nu ikke mere betragtes med fornem Ringeagt, men som i det seneste halve Aarhundrede have fundet ivrige Beundrere og flittige Granskere. Vist nok have Oversættelserne ikke Originalernes Verd, af hvilke de ofte kun give en svag Afglands; men i mange Tilfælde tjene de dog til at berigtige og fuldstændiggjöre dem i deres nuværende Tilstand; mangen Gang yde de Bistand til Originalens Fortolkning, i det de ligge selve Forfattelsestiden nær, og vise hvorledes man dengang har opfattet Meningen, medens man endnu var fortrolig med de Sæder, Skikke og Forhold, under hvilke den oprindelige Forfatter levede og virkede[1]; endelig ere ikke sjælden Originalerne tabte, og Oversættelserne have da dobbelt Verd, i det de maae træde i hines Sted.

Det Anförte, haabe vi; vil vise, at denne Klasse af oldnorske Literaturfrembringelser vel fortjener en större Opmærksomhed, end hidtil er bleven den til Deel; og til at vække en saadan Opmærksomhed have vi önsket at bidrage vort ved Offentliggjörelsen af efterfölgende Samling af mindre romantiske Digtninger, oprindeligen behandlede i Form af Folkesange i det bretoniske Sprog, siden overförte som versificerede Fortællinger i det gamle Nordfranske og fra dette igjen oversatte paa Oldnorsk i ubunden Stiil. Vi have troet at burde foretrække til en Begyndelse dette Arbeide for andre af samme Slags af flere Grunde: - 1) fordi det maa antages at være af höi Interesse ikke alene for den norske men ogsaa for den franske Literaturhistorie; - 2) fordi det er et af de omhyggeligst udarbeidede i sit Slags; - 3) fordi man er saa heldig at kunne for en stor Deel sammenligne det med dets Original; - 4) fordi det er et af dem, hvis Alder man kan bestemme og hvis Oprindelse man med Sikkerhed kan forfölge; - og endelig 5) fordi vi have det levnet i et samtidigt, udmærket godt Haandskrift, hvilket er det eneste hidtil bekjendte, hvis mulige Tab, för det blev udgivet, vilde være uerstatteligt. - I det vi haabe, at disse Grunde noksom ville tale til Forsvar for vort Valg, skulle vi for det förste omhandle Verkets Forhold til den franske Romantik i Middelalderen, dernæst yttre os om Oversættelsens Forhold til Originalen og endelig beskrive det benyttede Haandskrift samt gjöre Rede for vor Fremgangsmaade ved dets Udgivelse.

Fra det 11te Aarhundrede af, da det fra Latinen udsprungne romanske Sprog begyndte i Frankrige almindeligen at dyrkes og uddannes som Skriftsprog, deelte det sig som bekjendt i tvende Hovedgrene: det nordfranske (langue d'oil) og det sydfranske eller provençalske (langue d'oc). Et yndet Emne for begge blev snart den versificerede eller rimede Fortælling, der undertiden valgte sin Gjenstand af den virkelige Historie, men langt oftere dog behandlede fabelagtige Sagn og saaledes frembragte en overmaade rig romantisk Literatur, der saa at sige fremvoxet med Riddervæsenet afspeilede dette baade fra dets lyse og dets mörke Side. Det var i den nordfranske Sproggreen at dette Slags Digtninger især trivedes, og Normandi var det Middelpunct hvorfra det spredte sig baade over det övrige Nord-Frankrige og med Normannernes Indflydelse og Sprog tillige over andre Dele af Europa som England, Skotland og Nedre-Italien[2]. Efterat England i 1066 var blevet erobret af den normanniske Hertug Vilhelm Bastard, var i Löbet af tvende Aarhundreder de anglonormanniske Kongers Hof at betragte som den nordfranske Digtekunsts og især Romantiks Hovedsæde, og denne, skjönt i sin Aand altid ægte fransk, modtog saaledes sin Udvikling og Afslibning ikke mindre i England end i Frankrige selv. Den anden Halvdeel af det 12te og hele det 13de Aarhundrede var den nordfranske Romantiks ypperste Blomstringstid, da dens Verker fandt Beundrere, Oversættere og Efterlignere næsten over hele Europa.

Af den nordfranske Romantiks Verker gives der en talrig Klasse, som i det romanske Sprog benævnes Lais. Meningerne have været deelte med Hensyn til hvad der egentlig ved denne Benævnelse skulde antydes, og hvad under samme rigtigst indbefattes. De nyeste Undersögelser angaaende denne Gjenstand have imidlertid, som os synes, tilfredsstillende hævet Usikkerheden, i det de have godtgjort, at ved Lais forstodes oprindelig: Folkedigtninger, indrettede til at synges under Ledsagning af Instrumentalmusik, - senere: kunstigere Bearbeidelser af saadanne Folkesange, hvad enten nu disse Bearbeidelser vare indrettede for Sang eller for blot at fremsiges, - og endelig, ved en Misbrug af Benævnelsen: rimede Kunstdigtninger i Almindelighed, ikke blot episke men ogsaa lyriske, uden Hensyn til deres Oprindelse. I sidste Tilfælde har altsaa Benævnelsen tabt alt egentlig Characteristisk[3].

Benævnelsen er i sin Oprindelse keltisk. I det Kymriske har Llais den almindelige Betydning: Stemme, Tone, Sang; i det Gæliske og Irske betegner Laoidh (ogsaa Laoi, Laidh): Vers, Digt[4]. Den keltiske Folkeklasse besad og besidder endnu i alle sine Forgreninger megen Sands for Poesi og Musik. Det var i Oldtiden ikke alene de kunstigere Bardesange, som vakte deres Beundring og banede sig Vei til deres Hjerter men ogsaa simplere Folkesange, udgangne saa at sige uden Forfatter umiddelbart fra Folkets Fölelser. Disse sidste Digtninger overlevede i Almindelighed de förste paa Folkets Læber og have, tildeels i mundtlig Tradition bevaret sig lige til vore Tider[5], og disse, der paa det nöieste vare bundne til visse Melodier, var det man betegnede med det ovenanförte Navn.

Men som bekjendt dannede Kelter den ældre Grundbefolkning i de Lande, hvor Franker og Angelsaxer siden bleve herskende, og hvor det franske og det engelske Rige oprettedes. I England trængtes de for störste Delen til Side af det erobrende germanisk-tydske Folk, der beholdt sit eiendommelige Sprog, ligesom de fortrængte Kelter sit. I Frankrige derimod, hvor de allerede forud vare stærkt romaniserede, blandedes de efterhaanden sammen med Erobrerne til en större Masse med det ovenfor omtalte fra Latinen udgangne romanske Sprog, med Undtagelse af Indbyggerne i Bretagne (Britannia minor), hvilke forstærkede ved keltiske Flygtninger fra det större Britannia vedligeholdt sit keltiske Sprog og sin keltiske Folkeeiendommelighed. At en Mængde keltiske Folkesagn saaledes maatte gaae i Arv til Franskmændene, var naturligt, og Naboskab og Omgang med de reen-keltiske Bretoner bidrog til at vedligeholde og opfriske dem. Da nu i Normandi, Bretagnes nærmeste Naboland, en fransk-romansk Literatur begyndte at udvikle sig, og denne i sin fortrinsviis poetiske Retning sögte et passende Stof, saa laa intet saadant nærmere end netop hine gamle keltiske Folkesagn. Dem bearbeidede nu de nordfranske Kunstdigtere paa forskjellig Maade, i det nogle behandlede Sagnene friere, blot anvendende Indholdet uden Hensyn til den ældre digteriske Behandling, - andre derimod toge selve de keltiske Folkesange for sig, saaledes som de endnu levede paa Bretonernes Læber som Llais, og omarbeidede dem, uden Hensyn paa deres rythmiske Form, til franske Kunstdigtninger efter den franske eller anglonormanniske Smags og det romanske Sprogs Fordringer. Disse sidste Bearbeidelser - thi frie Oversættelser tör man neppe kalde dem - var det egentlig man benævnte med det samme Navn, de i sin originale Form og sit hjemlige Sprog bare, og kaldte Lais, i det man derved tilkjendegav baade deres oprindelige Bestemmelse at foredrages i Sang ledsaget af Instrumental-Musik, og deres Herkomst fra Frankriges keltiske Beboere, fortrinsviis fra Bretonerne.

En Samling af saadanne franske Lais er det, som vi her have for os i oldnorsk Oversættelse. Da Verket aabnes med en Prolog, hvori den franske Digter tydeligen omtaler sit Arbeide som omfattende flere af ham i det franske Sprog overförte Folkesange (Lais), og den samme Prolog ogsaa findes i Spidsen for den norske Bearbeidelse, saa er det klart, at den norske Oversætters Original har dannet en afsluttet Samling, hvis forskjellige Stykker skrive sig fra een og samme franske Forfatter, eller i det mindste have gaaet under hans Navn. Den franske Samling er endnu i det mindste for en Deel til i meer eller mindre fuldstændige Haandskrifter, men den er ikke udgiven i sit fulde Omfang. En betydelig Deel af den er leveret af B. de Roquefort i hans Poésies de Marie de France (Paris 1820), T. 1., og et Tillæg (nemlig le lai del Désiré) findes i Lais inédits par Fr. Michel (Paris 1836). Man har almindelig tillagt Digterinden Marie de France (Maria af Frankrige) Forfatterskabet. Denne Maria antages at have levet i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, at have været födt i Frankrige, men at have opholdt sig meget i England og at have været beskyttet i sin Forfattervirksomhed af engelske Stormænd. Man tillægger hende tvende Hovedverker, som endnu ere levnede, nemlig en Samling af versificerede Fabler tildeels efter Æsop, og den her omhandlede Samling af Lais[6]. At Fabel-Samlingen virkelig er af hende fremgaaer klart af den Epilog, som fölger samme, hvor det i Begyndelsen heder: Au finement de cest escrit, k'en Romanz ai turné et dit, me numerai par remembraunce; Marie ai num, si sui de Fraunce: „Ved Enden af dette Skrift, som jeg har overfört og digtet paa Fransk, vil jeg nævne mig for Erindrings Skyld; jeg har Navnet Marie, og er fra Frankrige“[7]. Sammesteds siges ogsaa, at hun har udfört dette Arbeide efter Tilskyndelse af en Greve Vilhelm (le cunte Willaume), hvilken man antager at have været Vilhelm med Tilnavn Longue-épée (Langsværd), Greve af Salisbury († 1226), en uægte Sön af den engelske Konge Henrik II. Mere usikkert forekommer os hendes Forfatterskab til Samlingen af Lais. Man udleder dette af Udtrykkene i Indledningen til Lai de Gugemer (Guiamars lióð), hvilken Indledning ei findes i den norske Oversættelse (s. Anm.); den lyder i sin Heelhed saaledes: Volentiers devreit-hum oïr cose k'est bonne à retenir; ki de boine matère traite mult me peise se bien n'est faite. Oiez, segnurs, ke dit Marie ki en sun tens pas ne s'ublie: Celui deivent la gent loer, ki en bien fait de sei parler; mais quant oent en un païs, humme u femme de grant pris, cil ki de sun bien unt envie, suvent en dient vileinie; sun pris li volent abeisier; par ceo coumencent le mestier del' malveis chien, coart, félun, ki mort la gent par traisun nel' voil mie pur çeo laissier. Si jangleur u si losengier le me volent à mal turner çeo est lur dreit de mesparler, d. e. „Man burde gjerne ville höre paa en Ting, som er god at erindre. Naar nogen behandler et godt Emne, gjör det mig meget ondt, naar det ikke er godt gjort. Hör Herrer! hvad Marie siger, som i sin Tid ikke glemmes: Den bör Folk rose, som for det Gode lader Folk tale om sig (som handler saaledes at han fortjener en god Omtale); men naar man hörer i et Land (tale om) en Mand eller Kvinde af stor Fortjeneste; saa tale de, som misunde deres Lykke, ofte ondt om dem; deres Ros ville de nedsætte; dermed begynde de en Id, som egner den onde, feige, lumske Hund, der bider Folk paa Nidingsviis, og aldeles ikke vil lade det fare. Hvis Spottere eller Smigrere ville vende mig dette til Onde, saa er det deres Ret at tale ilde om Folk“[8]. De Udtryk, hvori Marie her nævnes, forekomme os imidlertid mere at ligne et Citat hentet af Digterindens Arbeider, en Paaberaabelse af hendes Autoritet, end en ligefrem Yttring af hende selv som Digtets Forfatterske; og hvis denne vor Anskuelse skulde være rigtig, saa maa det anförte Sted snarere tale mod end for hendes Forfatterskab med Hensyn til Samlingen af Lais[9]. Men i hvorledes det end med Maries Forfatterskab kan forholde sig, saa maa dog efter al Sandsynlighed Verket være tilblevet i den tidligere Halvdeel af det 13de Aarhundrede. Thi at det ikke er ældre end dette Aarhundredes Begyndelse, antyder Sproget, og at det ikke er yngre end dets Midte, beviser den norske Oversættelse paa det uimodsigeligste, da den, som senere skal vises, maa være foretagen ved den nævnte Tid. Ogsaa synes det Bekjendtskab til det engelske Sprog, som den franske Forfatter lægger for Dagen, noksom at vise, at han har været fortrolig med England og rimeligviis en Anglo-Norman; og den Formodning, som af flere er fremsat, bliver saaledes heller ikke urimelig, at den Konge, hvem Verket i Prologen tilegnes, kunde være Henrik III af England, der regjerede fra 1216 til 1272[10].

At Verker af den nordfranske eller anglonormanniske Literatur kunde finde Veien til Norge og blive oversatte i det norske Sprog, kan ikke vække nogen Forundring, naar man blot sætter sig en Smule ind i dette Riges videnskabelige og literære Forhold i Middelalderen. Norge modtog Christendommen og med den Deelagtigheden i den almindelige europæiske Cultur fra England[11]. Denne Omstændighed knyttede allerede et mægtigt aandeligt Baand mellem begge Folk, som Handelsforbindelse og idelig politisk Beröring bidrog til at styrke. Det var den angelsaxiske Cultur og Videnskabelighed, som fra först af ved denne Forbindelse aabnede sig for Nordmændene. Den aflöstes imidlertid i England efter dette Riges Erobring ved den normanniske Hertug Vilhelm Bastard i 1066 af den nordfranske eller anglonormanniske. Vist nok maatte denne i Begyndelsen forekomme Nordmændene mere fremmed end hiin, da det nordfranske Sprog stod det oldnorske fjærnt, medens det angelsaxiske havde været det nærbeslægtet; men paa den anden Side vidste Nordmændene meget vel, at de England erobrende normanniske Herrer vare af deres eget Blod, noget disse ogsaa selv erkjendte. Den gamle baade aandelige og politiske Forbindelse mellem begge Riger fortsattes derfor fremdeles efter hiin store Omvæltning ligesom för; Forskjellen blev kun, at det nu var den anglonormanniske Cultur og Videnskabelighed, som gjennem det nordfranske Sprog tilflöd Norge fra England. Forskjelligartede Beröringer med det normanniserede Skotland og med selve Frankrige, ved hvis Höiskoler desuden flere Nordmænd studerede, gjorde disse end mere modtagelige for dens Indvirkning. Saaledes var det lige til langt ud i det 14de Aarhundrede, ligetil henimod den oldnorske Literaturs Hendöen i Norge, anglonormannisk Aandscultur og Videnskabelighed, der dannede det nærmeste Forbillede for den norske, for saavidt denne stræbte at tilegne sig et almindelig europæisk Præg. Det kan under saadanne Omstændigheder ikke forundre nogen, at Nordmændene i hiin Tidsalder kjendte den anglonormanniske Literaturs fornemste Frembringelser og önskede at udbrede dem blandt sig ved Oversættelser.

Hvad nu nærværende oldnorske Oversættelsesverk i Særdeleshed angaaer, da er det ifölge Oversætterens Fortale foretaget fra Fransk efter Foranstaltning af Kong Haakon (hinn virðulegi Hákon konongr lét norrœna or völsku máli). Om hvo denne Kong Haakon er, kan der neppe næres nogen Tvivl: det er Kong Haakon Haakonssön, der styrede Norge fra 1217 til 1263. Vist nok udmærkede sig ogsaa tvende andre norske Konger af samme Navn ved Iver for den norske Literatur og ved literær Virksomhed, nemlig hans Fader Haakon Sverressön (1202-1204) og hans Sönnesön Haakon Magnussön (1299-1319). Af disse oversatte nemlig den förstnævnte selv den berömte theologiske Roman om Barlaam og Josafat paa Norsk[12], og den sidstnævnte foranstaltede og havde selv en virksom Haand med i Forfattelsen af den gamle norske Bibelparafrase bekjendt under Navnet Stjorn[13]. Men ingen af disse Konger kunne være den, som Fortalen mener. Hvad nemlig den förste angaaer, da falder hans Levetid for tidlig, til at man vel kan antage den franske Samling af Lais, hvilken som för er sagt ikke synes at være tilbleven för i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, allerede da at have været bekjendt i Norge. Hvad den sidste angaaer, da er det tilværende Haandskrift af Oversættelsen aabenbare ældre end hans Dage, eftersom det maa henföres omtrent til Midten af det 13de Aarhundrede. Paa Kong Haakon Haakonssön derimod passe de nævnte Omstændigheder fortræffelig. Om ham vide vi derhos, at han ved Siden af en levende Opmærksomhed for den oldnorske Literaturs originale Frembringelser tillige i höi Grad yndede den samtidige franske eller anglonormanniske Romantik og lod oversætte mange af dens berömteste Frembringelser, som Tristan og Ysold, Ivent, Elis og Rosamuada m. f. paa Norsk[14]. Til at blive bekjendt med den franske Original til nærværende Verk, som til flere af samme Slags, savnede Kong Haakon ikke Anledning. I sin lange Regjeringstid stod han i jævnlig Berörelse med Ludvig IX af Frankrige, med Henrik III af England og Alexander II og III af Skotland, og norske Sendemænd besögte i Rigets og Kongens Anliggender deres Hoffer, ligesom Sendemænd fra dem igjen indfandt sig i Norge, og den bekjendte engelske Skribent, den lærde Mathæus Parisiensis var under Haakons Regjering to Gange her i Landet og stod i stor Yndest hos Kongen. Denne Konges Foranstaltning kunne vi saaledes med fuld Föie tilskrive det her omhandlede Oversættelsesverk. Hvo selve Oversætteren har været lader sig ei bestemme; maaskee var det den samme Broder Robert, der i andre lignende Arbeider fra Haakons Tid nævnes som Forfatter[15].

Det norske Verk har i det gamle Haandskrift ingen Titeloverskrift, men benævnes i selve Fortalen: ljóðabók (Sangbog), ligesom dens enkelte Stykker benævnes snart ljóð, snart ljóðsöngar, snart strengleikar, snart strengleiksljóð, snart strengleikssögur, - alt Benævnelser, som aabenbare skulle gjengive det franske Lais. Ljóð og ljóðsöngr betegner simpelt hen Sang, Kvad bestemt til at synges; strengleikr, der egentlig betyder Strengeleg, Strenge-Instrument, udtrykker skarpere det oprindelige Begreb af det franske lai, nemlig Digt bestemt for Sang under Ledsagning af Instrumental-Musik, og det samme gjör strengleiksljóð endnu tydeligere; strengleikssaga endelig henpeger paa Digtenes fortællende Form og er maaskee tillige brugt med Sidehensyn til den Skikkelse, de i den norske Oversættelse have antaget, i det nemlig der den versificerede Fortælling er gjengiven i Prosa og saaledes bleven til hvad Nordmændene almindelig benævnte Saga. Digtningernes oprindelige Bestemmelse at foredrages i Sang og med Musik er tydelig nok i dem selv angiven, og der er ogsaa henpeget til, at Musiken eller Melodien var noget meget væsentligt ved dem[16]. Dette maa imidlertid, saavidt skjönnes, blot gjælde dem i deres oprindelige Form som Folkesange, saadanne som de foredroges i det bretoniske Sprog; thi fra Bretagne angive de sig næsten alle udtrykkelig at være komne. Allerede i deres franske Bearbeidelse synes derimod deres Bestemmelse til at synges at være opgiven; men derfor er det ikke umuligt, at den oprindelige Melodi, der tilhörte hver enkelt, dog kunde være vedligeholdt i Erindringen og som et eget Musikstykke have ledsaget Fortællingen. I denne Henseende ere Udtrykkene i Strandar ljóð mærkelige. Hvad den norske Oversættelse angaaer, der er i reen Prosa, da kan naturligviis ved den aldeles ikke tænkes paa noget Foredrag i Sang; men ganske umuligt er det dog ikke, at, dersom visse Musikstykker have været satte i Forbindelse med den franske Text, disse da ogsaa kunne være blevne forplantede til Norge med Fortællingerne selv, og have forhöiet disses Interesse ved at foredrages som derhen hörende Slaatter. Man kalde sig kun i Minde, hvorledes endnu visse Sagn ledsage flere af vore nationale Melodier uden dog at knytte sig til disse som deres Sangtext.

Hvad Indholdet af denne Digtsamling angaaer, da ligner det overhovedet de övrige nordfranske romantiske Digtninger fra samme Tidsrum; den mest iöinefaldende Forskjel er den, at hine Digtninger ere af ringere Omfang, simplere i Anlæg og i sine Enkeltheder mindre udförte i det Brede, end de egentlige Romaner, - en naturlig Fölge af, at hine strængere fulgte de ældre Folkesange, hvis Characteer som saadanne udelukkede en vidt dreven Udförlighed eller en kunstig Indskydning af Episoder. Forresten maa man naturligviis ved Bedömmelsen af Aand og Tone i disse Digtninger i Almindelighed tage strængt Hensyn til den Tidsalder, som frembragte dem, og til den Nation og den Samfundsklasse de tilhörte. De udviklede sig, som allerede ovenfor yttret, med det franske Riddervæsen og bare ganske dettes Præg. En ofte affecteret Zirlighed i Udtrykket, en overdreven Sentimentalitet i Tonen, en vis Löshed i Sædelighedsbegrebet og deraf fölgende Dvælen ved letfærdige Skildringer, - dette er Pletter, som strax falde i Öinene. Paa den anden Side maa man beundre den livlige Indbildningskraft, den varme Fölelse for tapper Daad, for opoffrende Venskab og Kjærlighed, som udtaler sig i dem. Men disse baade Lyder og Dyder havde sin Rod i selve Riddervæsenet, i hvis eiendommelige Characteer de dannede fremspringende Træk.

Den norske Oversættelse, som saadan betragtet, er i det Hele taget, meget god. Sammenligner man den med Originalen, vil man finde den fri, undertiden forögende, endnu oftere forkortende, men, paa faa Undtagelser nær, hvor Oversætteren ikke tilfulde har forstaaet det franske Udtryk, eller hvor han er blevet vildledet ved Utydeligheder eller Feil i det ham foreliggende Haandskrift[17], - nöiagtig i at gjengive sin Originals Mening. Sproget er reent, Ord og Talemaader valgte med stor Omhu af dets eget Forraad. Originalens Zirlighed er heldig gjengiven og vel vedligeholdt. Aanden i det Hele, Sentimentaliteten naturligviis medregnet, er klart opfattet og mesterlig overfört. Hvad man kan dadle er at Oversætteren paa enkelte Steder röber en vis Tankelöshed eller i det mindste Uagtsomhed med Hensyn til Fortællingens Sammenhæng, muligen en Fölge af Hastværk[18]. Iövrigt sporer man i denne Oversættelse som i de allerfleste af samme Slags den i vore Tanker meget rigtige Maneer, at Oversætteren ikke har gjengivet Originalen Sætning for Sætning, men at han har gjennemlæst et större Stykke af den ad Gangen, og efterat have fuldkommen tilegnet sig dettes Indhold i Tankerne, nedskrevet det paa Norsk, saaledes som det i dette Sprog fremstillede sig for ham. Oversætteren har forudskikket sit Arbeide en egen Fortale og gjör ogsaa paa forskjellige Steder sine originale Bemærkninger. Disse, der ere foranledigede af Materien, fremsættes i et reent og flydende Sprog samt tyde hen paa en lærd Skoledannelse hos Forfatteren[19].

Det er forresten en Egenhed, som dog ikke tilhörer nærværende Arbeide alene, men er fælles for alle af samme Slags, at den norske Oversættelse er i ubunden Stiil, skjönt Originalen er versificeret. Aarsagen hertil ligger uden Tvivl i den store Forskjel baade med Hensyn til Form og Characteer, der endnu i det 13de Aarhundrede fandt Sted mellem den franske og den oldnorske Poesi. Hiin benyttede simple enderimede Vers og forresten et Sprog og en Udtryksmaade, som ganske faldt sammen med Prosaen; denne derimod bevægede sig i stivere Former, benyttede ikke Enderimet som noget charakteristisk, men derimod Bogstavrim og tildeels Stavelserim inde i Verslinien, medens Sproget i flere Henseender betydelig skjelnede sig fra det prosaiske baade i Udtryk og Vendinger. Desuden, om man ikke vil lægge Vegt paa Uligheden mellem begge Sprogs Versformer, saa var der en anden mere dybtliggende Uovereensstemmelse. Den franske Poesi var jævn og klar, men derhos saare vidtsvævende i sine Skildringer og bred i sine Samtaler; den oldnorske var afbrudt og ofte dunkel, men kort og kraftfuld, meer antydende end udmalende, oftest endog, i den simplere fortællende Form, beregnet paa at udfyldes og forklares ved Tillæg af den Foredragende i ubunden Stiil. Skulde nu de franske Digtninger have været overförte paa Oldnorsk under Iagttagelse af dettes eiendommelige poetiske Form og Tone, da er det aabenbart, at hele deres Eiendommelighed med det samme vilde være gangen tabt, og at i Oversættelsen Originalen ei mere vilde have været at gjenkjende[20]. Den lettere enderimede Versform, der udmærkede de saakaldte Rímur eller Kjæmpeviser, og som fra det 14de Aarhundrede af fik stærkt Indpas baade i Norge og paa Island, efterat have, som det synes, allerede langt tidligere fortrængt de ældre nordiske Versformer i Danmark og Sverige, - var i det 13de Aarhundrede, da den oldnorske Literatur mest beskjæftigede sig med de her omhandlede Oversættelser, endnu kun saare lidet anvendt; og selv denne Versform bærer altformeget Folkepoesiens Præg til ret at kunne gjengive den franske Kunstpoesi. Naar nu hertil kommer, at i det Oldnorske Prosaen allerede dengang havde naaet en saadan Udvikling, som i faa samtidige Sprog, og i den fortællende Stiil især anvendtes med et Slags Mesterskab, - saa falder det let begribeligt, at de norske Oversættere foretrak den ubundne Stiil i sine Arbeider og gjengav de versificerede Fortællinger som Sagaer.

Hvor mange enkelte Fortællinger nærværende Oversætters Arbeide har omfattet, lader sig paa Grund af det eneste bekjendte Haandskrifts Ufuldstændigked ikke afgjöre. De deels hele deels i Brudstykker bevarede ere fölgende: I. Guiamars lióð, II. Eskiu l., III. Equitans l., IV. Bisclarets l., V. Laustiks l., VI. Desire l., VII. Tidorels l., VIII. Chotovel, IX. Douns l., X. Tveggia elskanda l., XI. Guruns l., XII. Miluns l., XIII. Geitarlauf, XIV. Strandar l., XV. Leikara l., XVI. Ianuals l., XVII. Ionets l., XVIII. Naboreis l., XIX. Ricar hinn gamli; hvortil endnu komme de i Anhanget leverede Brudstykker af en Fortælling, hvis Titel ikke kjendes, og af Grelents saga. Imellem I og XIX synes ingen heel Fortælling at mangle, saaledes at vi for saavidt uden Tvivl have Rækken, hvad Titlerne angaaer, fuldstændig; men hvorvidt Samlingen efter XIX har indeholdt flere end de tvende, af hvilke Brudstykker ere leverede i Anhanget, lader sig med de til vor Raadighed staaende Hjælpemidler ikke bestemme. At den norske Oversættelse har omfattet den Samling af Lais, som den franske Fortale tilhörer, i dens Heelhed og gjengivet dens Indhold i Originalens Orden, er höist sandsynligt. Havde man altsaa Adgang til at kjende denne franske Samling, saa vilde man uden Tvivl af den kunne slutte sig til, hvad den norske Oversættelse i fuldstændig Tilstand har indeholdt. Men en saadan Samling er, saavidt vi have kunnet erfare, hidtil ikke udgiven; og vi have heller ikke fundet udförlig Beskrivelse over noget Haandskrift, der kunde antages at indeholde den franske Samling heel, skjönt dette maaskee kunde være Tilfældet med det Haandskrift i Musæum Britannicum (Bibl. Harleiana No. 978), hvori Fortalen findes, og efter hvilken denne er aftrykt hos Roquefort (I. p. 42). De af Roquefort udgivne Lais ere tagne af flere forskjellige Haandskrifter, og Ordenen, hvori de i hans Udgave forekomme, synes at være vilkaarlig. Der findes hos ham to, som savnes i den norske Oversættelse, nemlig: Lai d'Eliduc (I. p. 399-484) og Lai de l'Espine (I. p. 542-581); men saa findes der igjen i den norske Oversættelse flere, som mangle hos Roquefort, nemlig: VI, VII, IX, XI, XIV, XV, XVIII, XIX, og af Anhanget den förste, som er uden Titel; af de her nævnte findes dog VI hos Michel. Det er saaledes kun en Deel af de i den norske Oversættelse forekommende Fortællinger, som vi have havt Anledning til at jævnföre med deres franske Originaler, og disse ere: I. med Lai de Gugemer (Roquef. I. p. 48-113), II. med Lai del Freisne (Roquef. I. p. 137-177), III. med Lai d'Equitan (Roquef. I. p. 114-137), IV. med Lai du Bisclaveret (Roquef. I. p. 178-201), V. med Lai du Laustic (Roquef. I. p. 314-327), VI. med Lai del Désiré (Michel p. 5-37), VIII. med Lai du Chaitivel (Roquef. I. p. 368-387), X. med Lai des deus amanz (Roquef. I. p. 252-271), XII. med Lai de Milun. (Roquef. I. p. 328-367), XIII. med Lai du Chevrefoil (Roquef. I. p. 388-399), XVI. med Lai de Lanval (Roquef. I. p. 202-251), XVII. med Lai d'Ywenec (Roquef. I. p. 271-313), samt af Anhanget Grelents saga med Lai de Graelent (Roquef. I. p. 486-541)[21]. Af disse finder med Hensyn til V. desforuden den interessante Omstændighed Sted, at man endnu eier den gamle bretoniske Folkesang, der har dannet Grundlaget for den franske Digtning[22], og altsaa har Anledning til ved Sammenligning at gjöre sig en klar Forestilling om, hvorledes den anglonormanniske Kunstdigter har behandlet sine af Folkepoesien laante Emner. Hvad nu de Stykker angaaer, som ikke vides udgivne, da have vi al Anledning til at troe, at Originalerne til flere af dem, om ikke til Alle, ved nærmere Undersögelse maae findes i Haandskrifter i franske og engelske Bibliotheker. Saaledes nævner Michel i Indledningen til sin Tristan (p. LXIV) en Lai de Nabaret, som efter Titelen at dömme synes at svare til den norske Oversættelses Naboreis ljóð[23]. Den norske Oversættelse vil, som vi haabe, give en nyttig Veiledning i fremtidige Undersögelser med Hensyn til Omfang og Indhold af den franske Samling af Lais, som man, med Ret eller Uret, har tillagt Marie de France.

Det Haandskrift af nærværende Verk, hvilket ved Udgaven er benyttet, er som allerede ovenfor yttret det eneste hidtil bekjendte. Det findes i det Upsalske Universitets-Bibliothek i dettes Delagardiske Manuscript-Samling i Codex Membr. No. 4-7 fol. Bogen i sin Heelhed bestaaer af 42 Pergamentblade, hvert 12 Tom. langt og 9 Tom. bredt, alle beskrevne i to Spalter. Den indeholder egentlig Levninger af tvende forskjellige Codices, hvilke ved Indbinding ere forenede, og det maaskee ikke för end i 15de eller 16de Aarhundrede.

Af den förste Codex er nu blot de to sidste Blade levnede, indeholdende Slutningen af en Olaf Tryggvessons Saga efter Odd Munk; i flere Henseender afvigende fra den i Fornmanna sögur X. udgivne. Brudstykket begynder i Beskrivelsen af Svolder-Slaget med de Ord: En Olafs konongs menn flyðu þa allir upp a Orminn langa af oðrum skipunum ser til vigis o. s. v., og ender paa andet Blad, förste Side, 2den Spalte saaledes: Her lykr nu sogu Olafs konongs er at retto ma kallazt postoli Norðmanna. þessa sogu ritaði ok setti Oddr munkr til dyrðar þessom hinom agæta konongi ok til minnis þæim monnom er siðar ero ok til froðlæiks þæim monnum er vita vilia slik stormærki. þo at æigi se sagan samansett með mikilli malsnilld. Fragmentet er skrevet snarere för end efter Midten af det 13de Aarhundrede med en overmaade smuk Haand samt med ypperlig norsk Retskrivning. Paa sidste Side, der af Afskriveren er ladet blank, findes en Paategning fra circa 1300: herra Snara Aslaksson a mik (Hr. Snara Aslaksson eier mig), hvoraf man altsaa seer, at Haandskriftet af Olafs Saga den Gang har været i hiin bekjendte norske Ridders Besiddelse. Paa samme blanke Side findes en Tegning med Blæk, der rimeligviis skal forestille Kong Olaf, med en Overskrift: Olafs dyrd, der synes at være fra 15de eller 16de Aarhundrede.

Den anden Deel af Bogen, der ligeledes udgjör en Codex for sig, indeholder fölgende: a) Dialog mellem tvende Elskende, Pamphilus og Galathea; efter Bl. 5 indfalder en Lacune paa 3 Blade, hvorved Slutningen af denne Dialog er gaaen tabt ligesom Begyndelsen til - b) Dialog mellem Mod og Feighed (hugrekki ok æðra), hvoraf kun de sidste 13 Linier ere tilbage; - c) Elis saga, der begynder Bl. 6 S. 1 Sp. 1; efter Bl. 10 falder en Lacune paa 2 Blade; Sagaen slutter Bl. 17 S. 2 Sp. 1;- d) Strengleikar eller Ljóðabók, der begynder Bl. 17. S. 2 Sp. 1 Lin. 6 og ender med Bl. 43 hvilket er det sidste i Bogen[24].

Stykkerne a, b og c ere skrevne med een og samme Haand, en smuk og fast Haand fra Midten af det 13de Aarhundrede og med en conseqvent og god norsk Retskrivning.

Stykket d, hvilket er det som her nærmest vedkommer os, er skrevet med to, baade fra den foregaaende og indbyrdes forskjellige Hænder, af hvilke den förste gaaer fra Begyndelsen af Stykket indtil Slutningen af Bl. 29, og den anden begynder med et nyt Læg överst Bl. 30 (Desire lioð Cap. 4, med de Ord: at eigi þarf) og vedvarer til Bogens Ende, samt gjenfindes i de Brudstykker i den Arna-magnæanske Samling i Kjöbenhavn, hvilke i nærværende Udgave ere leverede som Anhang. Da den förste Haand slutter og den anden begynder midt i en Sætning, kan man med Bestemthed antage dem for samtidige, hvad ogsaa Bogstavtrækkenes Characteer viser. De ere begge faste og smukke, omtrent fra Midten af det 13de Aarhundrede, og bære paafaldende Lighed med Skriften i enkelte Breve fra Kong Haakon Haakonssons Tid. Ved Begyndelsen af de fleste Fortællinger findes Titel-Overskrifter med rödt, alle skrevne med den anden Haand. Initial-Bogstaverne, der maaskee ogsaa ere fra den anden Haand, ere tegnede med röd og blaa Farve. Om Skriftens Udseende giver forresten det Udgaven vedföiede Facsimil et godt Begreb; I er Pröve af den förste Haand (jfr. Texten i Eskiu lioð, Cap. 2 og 4), II af den anden (Jfr. Desire lioð Cap. 11 og Tidorels lioð Cap. 1).


De la Gardie - Strengleikar.jpg


Det er ingenlunde usandsynligt, at vi i Haandskriftet have for os den förste Reenskrift af Forfatterens Concept, hvilken Reenskrivning da er bleven besörget ved tvende Afskrivere. I ethvert Fald er det af Haandskriftets Beskaffenhed klart, at det ikke er Gjenpart af noget meget ældre med utydelige eller udslettede Steder. Feilene, som forekomme, ere ikke andre end saadanne, som let kunne forklares, endog om man antog Haandskriftet for at være umiddelbart efter Forfatterens eget Dictamen eller endog af hans egen Haand. Retskrivningen er for begge Hænders Vedkommende reen norsk, dog med en liden Forskjel mellem dem indbyrdes. Saaledes bruger I (förste Haand) ofte æ for e, II (anden Haand) adskiller for det meste rigtig disse Vokaler; I skriver Omlydsformen af au: œy, II anvender derimod det strengt taget rigtigere ey. Egenheder hvori begge stöde sammen ere: nöiagtig Adskillelse af æ og œ, og en Forvexling i saa Henseende forekommer, saavidt erindres, kun paa eet Sted hvor œ er brugt for æ, nemlig i Ordet lanndamœre, Strandar lioð Cap. 1, dog findes her strax nedenfor den rigtigere Form lanndamære. Ö-Omlyden af a paa Grund af et paafölgende u, lades deels ubetegnet, deels gjengives den ved o, sjelden ved au. Træder ö-Lyden istedenfor eller vexler med en anden Lyd, skrives den i Almindelighed œ: sœfr = sefr, gœre = gere, kœm = kem, mœrna = morna; ligeledes naar den skriver sig fra et a, som gjenfindes i et andet beslægtet Sprog (og i dette Tilfælde vexler den undertiden ogsaa med e i Oldn.) f. Ex. glœggr, got. glaggvus, œngr, got. aggvus; saaledes skrives endog i een og samme Linie nœkkuiðr og nokkuiðr Biscarets lioð Cap. 3, got. naqvaþs. Den reflexive Form af Verberne udtrykkes deels ved zc deels ved zt, undertiden zk eller sk, af og til ogsaa ved s, som: bums, fals, dvels, gærðes, snys.

Hvad den Delagardiske Codex i det Hele angaaer, da har den nærmest för den kom i Grev Magn. Gabr. de la Gardies Hænder, af hvem den skjænkedes til Upsalas Universitets-Bibliothek, tilhört den bekjendte Stephanius eller dennes Bogsamling. Paa et Papirsblad foran i Bogen er med hans smukke Haand skrevet en Indholdsliste paa Latin. Paa det sidst beskrevne Pergamentsblad staaer nederst til Höire: „L. Samuelides Arctander, 1624, m. nbr. Herness in Nordlandia“. Sidst i Codex er et blankt Pergamentsblad, som tydelig viser sig at være det yderste af det sidste Læg i Bogen, og er sammenhængende med det senest beskrevne, saaledes at de tilsammen have dannet det förste og sidste Blad i Læget. Da nu hvert Læg i denne Codex synes i Almindelighed at have indeholdt 8 Blade, saa skulde her 6 mangle, og Verket i dem være sluttet. Paa det sidste blanke Blads förste Side staaer tvende Gange skrevet med en Haand fra 16de Aarhundrede „Tolla Benckestock“, og paa den anden Side findes nogle halv udslettede, som det synes, i 16de eller Begyndelsen af 17de Aarhundrede med en slet Haand skrevne Ord, nemlig: „gammel Norsk Krönicke paa Gammel Norsk“, og nedenfor noget næsten ganske udslettet, hvoraf dog kan læses: „. . . heller Gilleskaal i Nordland“, og Underskrift; „Samuelides Arctander“. Bogen har altsaa ved Begyndelsen af det 17de Aarhundrede været i Nordlandene i Norge. Bogen er nu indbunden i hvidt Pergament.

Vi have allerede berört, at den Delagardiske Codex i denne Udgave ved Slutningen er bleven, dog desværre kun for en ringe Deel, suppleret ved nogle Brudstykker af samme, der findes i den Arnamagnæanske Samling i Universitets-Bibliotheket i Kjöbenhavn. Disse Brudstykker findes under No. 666 b. qv. og udgjöre större og mindre Levninger af 4 Membranblade, skrevne med samme Haand som den senere Deel af Strengleikerne i den Delagardiske Codex, og aabenbare oprindelig tilhörende dennes nu ufuldstændige sidste Læg. De ere ifölge en Annotation af Arne Magnusson fundne inden i en gammel Biskopshue paa Island. Da nu Haandskriftet er norsk og af de anförte Paategninger sees at have været i det nordlige Norge i det 16de og 17de Aarhundrede, samt ikke bærer Spor af nogensinde at have været paa Island, saa maa man antage, at det i Norge, rimeligviis i Catholicismens allersidste Tider, af uskjönsomme Ihændehavere er blevet lemlæstet for at benytte Pergamentet, en beklagelig Fremgangsmaade, der har ödelagt saa mange ypperlige indenlandske Membran-Codices fra Middelalderen, hvis ubetydelige Stumper og Stykker, der nu med Möie sammensamles, vidne om hvad literært Tab vi ved saadanne Yttringer af Raahed og Vankundighed have lidt.


Vi skylde til Slutning at gjöre Rede for vor Fremgangsmaade ved nærværende Udgave. I denne Henseende maa vi först, og fremst bemærke, at vi have fulgt Membran-Haandskriftet paa det nöiagtigste med streng Iagttagelse af dets Retskrivning, og uden at tillade os nogen Forandring i Texten, undtagen hvor en Feilskrivning var aabenbar, og da stedse med Anförelse af den oprindelige Læsemaade nedenunder Siden. Hvor vi fandt os overbeviste om at et Ord var udeglemt, have vi for Kortheds Skyld tilföiet det i Texten, men mellem ( ), saaledes at Tilsætningen let falder i Öinene. Indholdet af de Brudstykker af Codex, som findes i Kjöbenhavn, have vi tilföiet som et Anhang, da det havde sine Vanskeligheder at lade det löbe sammen med den övrige Text. Denne er trykt efter en ved undertegnede Unger tagen Afskrift af den Delagardiske Membran-Codex, hvilken Afskrift til yderligere Sikkerhed af begge Udgivere i Forening var collationeret med Originalen; efter denne blev ligeledes een Correctur læst af begge Udgivere i Forening. De i Anhanget leverede Brudstykker bleve afskrevne i Kjöbenhavn og siden sammesteds af undertegnede Unger nöie collationerede med Originalen. Vi ere os saaledes bevidste ingen Umage at have sparet for at levere Texten nöiagtig og correct. Hovedtitelen Strengleikar have vi, da ingen saadan fandtes i Codex, tilföiet, idet vi have benyttet en i selve Texten ofte forekommende Benævnelse. Titlerne til de enkelte Stykker mangle i Codex ved flere og ere ved andre feilagtig tilsatte eller slet redigerede; vi have i denne Henseende tilladt os nogle smaa Forandringer, hvilke dog altid nedenunder ere bemærkede. Hvad Anmærkningerne angaaer, da have vi i dem stræbt at forklare de vanskeligste Steder af Texten tildeels ved at jævnföre dem med den franske Original. Vi kunne maaskee synes i disse Jævnförelser undertiden at have været noget vidtlöftige; men vi antage, at Sagen, i det mindste for nogle Læsere, havde saa stor Interesse, at vor Möie i den Henseende ei vilde være spildt. I vore Oversættelser og Fortolkninger af de anförte Stykker af den franske Text have vi gjort os al mulig Flid for at udfinde det Rette; der hvor det maaskee ikke skulde have lykkets os haabe vi Overbærenhed paa Grund af de utilstrækkelige Hjælpemidler. Vi maa herved bemærke, at vi ikke altid have kunnet fölge Roqueforts smukke og smagfulde nyfranske Oversættelse, deels fordi denne var meget for fri til vort Brug, og deels fordi vi fandt den ikke allesteds at gjengive Originalens Mening nöiagtigen. At vi i Anmærkningerne have optaget Sangen om Nattergalen (Laustiks lióð) i fuld Udstrækning baade i ordret Oversættelse efter dens oprindelige bretoniske Form og i den oldfranske Text, haabe vi vil finde Læserens Bifald, ligesom og, at vi have i kortfattet Fremstilling meddeelt Indholdet af de Digtninger, som i den oldnorske Oversættelse vare os levnede i mangelfuld Tilstand, og som kunde fuldstændiggiöres efter den franske Original. I det tilföiede Ordregister ere ikkun Ord og Talemaader optagne, der ikke forekomme i de her forhen udgivne oldnorske Skrifter.

Vi ende dette vort lille Arbeide, i det vi aflægge vor Tak til de Mænd, som ved sin beredvillige Understöttelse have sat os istand til at udföre det. Vi nævne först og fremst Hr. Professor Dr. J. H. Schröder, Bibliothekar ved Upsalas Universitets-Bibliothek, der ledet af sand Iver for Videnskaben med en Liberalitet og Velvillie, som vi ikke noksom kunne paaskjönne, betroede os den Delagardiske Codex udlaant til Afbenyttelse i Christiania. Vi nævne ogsaa Hr. Thordsen, Bibliothekar ved Universitets-Bibliotheket i Kjöbenhavn, der har viist os den Godhed at besörge Afskrift af de i den Arnamagnæanske Samling bevarede Brudstykker. Nordmændene have hidtil ikkun med stort Besvær selv kunnet arbeide for sin Oldliteraturs Udbredelse. Saagodt som hver Levning af den er vandret til fremmede Lande, hvor vi med stor Opoffrelse baade af Tid og Bekostning have maattet söge den, hvis vi selv vilde have en Haand med i dens Udgivelse og ikke nöies med at skylde Udlændingers Iver og Virksomhed Takken for Alt hvad der i den Retning gjöres. Den Liberalitet og Tjenstvillighed, som ved nærværende Leilighed er os viist fra Upsalas Universitets-Bibliotheks Side, og som ligeledes samtidigen er viist os af det Kongelige Bibliotheks Bestyrer i Stockholm, der ved lignende Udlaan har sat Undertegnede i Stand til at lægge Haand paa et nyt Arbeide af samme Beskaffenhed som dette, - denne Velvillie, hvilken vi ikke betænke os paa at betragte som en Yttring af hele det svenske Broderfolks venskabelige Fölelser, har aabnet for os lysere Udsigter i Fremtiden. De svenske Bibliotheker indeholde mange kostelige Levninger af den oldnorske Literatur, og i det der gives os Adgang til at erholde disse udlaante til Norge, skjænkes os Forvisning om, at vi ogsaa i Hjemmet kunne arbeide for hiint Maal og dertil anvende Kræfter, som hidtil have maattet ligge ubenyttede. Vilde Danmark i Tiden ved lignende Anledning vise os samme Velvillie - og hvorfor skulde vi ikke vente dette? - da skulde vor Virksomhed end mere kunne udvikle sig og som vi haabe bære forholdsviis rigere Frugter. At der i Norge, endog i en videre Kreds og især blandt den yngre Slægt ikke fattes Interesse for en saadan Virksomhed eller Villie til at understötte den, det viser blandt mere den Forening, som i dette Aar har dannet sig for at befordre Udgivelsen af oldnorske Skrifter. Man bör altid have for Öie, at der er nok at gjöre for alle Nordens Folk til Opklaring af deres Fortid; ordnes deres Virksomhed i denne Retning paa en fornuftig Maade, skal aldrig det ene gaae det andet i Veien.


Christiania i December 1849.

R. Keyser.   C. R. Unger.




Fotnoter

  1. Saaledes kan t. Ex. den franske Text af Ywenec l. 115 berigtiges ved den norske Oversættelse i Jonet Cap. 2. s. Anm. til dette Sted.
  2. Roquefort-Flaméricourt: de létat de la poésie françoise dans les XIIe et XIIIe siècles (1815) p. 25, 39-46, 58.
  3. F. Wolf: über die Lais. Heidelberg 1841. p. 1-12.
  4. F. Wolf: über die Lais p. 8.
  5. Th. H. de la Villemarqué: chants populaires de la Bretegne (1846), Introduction.
  6. Roquefort: Poésies de Marie de France (1820) I. p. 1-23; I. L. Ideler: Geschichte der Altfranzösischen National-Literatur (1842) p. 185-189.
  7. Roquefort II. p. 401.
  8. Roquefort I. p. 48.
  9. Hermed vilde med det samme den af Roquefort og Ideler yttrede Formodning, at Marie paa Grund af hendes Kjendskab til det bretoniske Sprog, skulde være födt i Nedre-Bretagne, tabe sit eneste Stöttepunkt.
  10. Roquefort og Ideler paa de anf. Steder.
  11. Nordmændene, som i det Hele de nordiske Folkefærd, havde, vel at mærke, allerede i Hedendommen sin eiendommelige Cultur og Videnskabelighed, hvilken i visse Retninger vedblev ogsaa efter Christendommens Indförelse at udvikle sig selvstændigen. Her er kun Tale om den Tilvæxt til og Udvidelse af hiin Cultur, som den ved Christendommen knyttede nöiere Forbindelse med det övrige civiliserede Europa skjænkede dem.
  12. Herom giver Cod. membr. No. 5. fol. i det Stockh. Kgl. Bibls. Mscr.-Sml., indeholdende blandt mere Biskop Gudmunds Saga, en mærkelig Underretning. Det heder nemlig her Cap. 24: „Þat var i upphafi rikis herra Hakonar konunga Sverrissonar. en ei kunnu ver greina hvar Guðmundr byskup kom til hans. en þat er skrifat at herra konungrinn tok hann kiærliga. er þat ok liklig saugn firir þa sauk at Hakon konungr unngi hefir verit hinn mesti hIfþingi ok hofsemdar maðr ok allt aa Island lifir hans verka þat er hann hefir snarat meðr einkannligum stil saugu Barlaam ok Josaphaat er voru aa daugum Damasi pafa ok sæls Jeronimi“. Jfr. Cod. Arn. Magn. No. 398. qv. Bl. 27.
  13. Dette viser sig af selve Fortalen til Stjorn s. K. Gíslason: Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld p. X-XIV, hvor „virðulegr herra Hacon Noregs konungr hinn coronaði son Magnusar konungs“ nævnes som den der lod Bogen oversætte paa Norsk (norrœna), i det han forsynede den med Tillæg af historia scolastica, speculum historiale og flere Verker „eptir sialfs hans forsögn saman lesnum ok til lögðum“. Om den samme Konges Iver for Ridderromaners Oversættelse paa Norsk fra fremmede Sprog vidner Indledningen til Sagaen om Blaus og Viktor (No. 567. qv. i den Arnm. Sml. og No. 7. fol. i det Stockh. Kgl. Bibl. Mscr.-Sml.), hvor det heder: Marga merkilega hluti heyrðum vér sagða af herra Hákoni Noregs konungi Magnussyni einkanliga at hann héllt mikit gaman at fögrum frásögnum ok at hann lét venda mörgum riddara sögum i norrœnu or girzku eðr fraunzku (franzeisu).
  14. Tristans Saga i den Arn. magn. Saml. No. 543. qv. begynder med den Efterretning, at den i Aaret 1226 er skreven paa Norsk af Broder Robert efter Kong Haakons Befaling s. Nyrups Morskabslæsning S. 119-20. - I Slutningen af Ivents saga (Cod. mbr. No. 6. qv. i det Stockh. Kgl. Bibl.) heder det: „ok lykr her sogu herra Ivenz er Hakon konungr gamli let snua or franzeisu i norenu“. - I Slutningen af Elis Saga (Cod. mbr. No. 4-7. fol. i den Delagardiske Mscr.-Sml. i Ups. Univ. Bibl.) heder det: „Robert aboti sneri ok Hakon konungr son Hakonar konungs lét snua þessi norrœnu bok“.
  15. s. Not. o. f.
  16. Jfr. Forrœða, Guiamars lioð Cap. 19, Desire lioð Cap. 1, Strandar lioð, Leitare lioð, Grelentz saga.
  17. Jfr. t. Ex. Guiamars lioð Cap. 5, Desire lioð Cap. 4, Desire lioð Cap. 8, Ianuals lioð Cap. 2, Ionets lioð Cap. 4 o. f. S.
  18. Jfr. Bislarets lioð Cap. 8, Desire lioð Cap. 4, Desire lioð Cap. 11, Miluns lioð, Ionets lioð Cap. 2, Grelentz saga.
  19. Jfr. Slutningen af Equitans lióð og forresten Bisclarets lióð Capp. 8-9 o. fl. St.
  20. Lettere kunde man uden Tvivl tænke sig den oldnorske Poesi at have gjengivet de bretoniske Folkesange, som dannede de franske Digtningers Grundlag, naar man tænker sig hine overhovedet at have staaet i samme Forhold til disse, som den bretoniske Sang om Nattergalen (Laustiks lióð) til den franske Bearbeidelse af samme, s. p. Anmærkninger.
  21. At Fortællingen om Grelent ligesaavel som den meget lignende om Ianual eller Lanval findes i den norske Oversættelse, beviser at Roquefort har Ret, naar han henförer begge til een og samme Digtsamling og Forfatter, hvorfor han med Uret er bleven dadlet af flere f. Ex. af Wolf (über die Lais p. 238).
  22. Th. H. de la Villemarqué, Chants populaires de la Bretagne I. p. 247-253.
  23. Der gives et tydsk Digt med Titelen Titurel, men som dog, hvad Indholdet angaaer, ikke vedkommer Strengleiken VII af dette Navn, og den Lai de Guirun, som Wolf omtaler (über die Lais p. 236), synes heller ikke at staae i nogen Forbindelse med Strengleiken XI.
  24. Da dette Stykke (d) begynder ikke alene paa samme Side men endog i samme Spalte som det næstforegaaende (c) slutter, saa seer man, at skjönt Haanden er forskjellig, Stykkerne dog ligefra Afskrifternes Tilblivelse have hört til een og samme Codex.