Fortegnelse over grønlandske biskopper (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
GHM 3.jpg


Grønlands historiske mindesmærker III


XXXVIII
Fortegnelse over grønlandske biskopper


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


Med Angivelse af de Aar, i hvilke de vides eller formodes at være blevne viede, eller ved hvilket de först eller sidst nævnes o.s.v. Deres övrige Begivenheder m. m. ommeldes i den almindelige chronologiske Udsigt over Landets Historie til Reformationstiden.

Vielses- eller Beskikkelsesaar Fratrædelses- eller Dödsaar
1055 Albert eller Adalbert, viet i Hamborg -
1112 drog Erik Gnupsson til Grönland[1]; derfra til Vinland 1121
1124 Arnald[2], viet i Lund; entlediget 1150
1150 Jon[3], döde 1187
1187 Jon Arnason[4], viet i Nidaros; döde 1209
1212 Helge (Helgi) Ögmundsson; döde 1230
1234 Nicolaus; döde 1239
1246 Olaf; döde 1280
1288 Thord[5] (Þórðr); döde 1314
Arne (Árni); var i Live 1343, döde henved 1349
1343 Jon Eiriksson, kaldet Skalli; kom neppe til Grönland; blev ansat som Biskop for Holum Stift i Island 1357
1365 Alf (Álfr); döde 1378
1385 Henrik; nævnes sidst med Vished 1391
1408 nævnes först Biskop Bertold af Garde (da i Norge), og sidst – formodentlig som entlediget 1420
(1408 og 1409 fungerede Sira Eindride Andreasson som Officialis i Grönland.) -
1411 nævnes först Biskop Jacob Teppe af Grönland (i Danmark); sidst 1421
I422 (omtrent) sees en Nicolaus (den 2den) at være bleven udnævnt til Grönlands Biskop; han döde formodentlig omtr. 1432
1433 udnævntes Bartholomæus de St. Ypolito, om hvem man her intet videre veed. -
1440 nævnes först Biskop Gregorius, og sidst 1450
1460 nævnes först Biskop Andreas af Grönland, sidst 1476
1487 synes en Jacob (den 2den) at have kaldt sig Biskop af Garde -
1520 nævnes först Vincentius Petri Kampe som Biskop for Grönland; senere 1533, 1535, döde i Maribo Kloster 1537


og saaledes ophörer Landets (virkelige eller titulaire) Biskoppers Række med Reformationen i de nordiske Riger.

Lyschanders Grönlandske Krönike er, med Hensyn til Grönlands Biskopper, mestendeels urigtig, med Undtagelse af dens Begyndelse, og som det synes tillige af dens Ende, der endog lader til at indeholde mærkværdige, af nu tabte Kildeskrifter uddragne Efterretninger. Han nævner Erik som Landets förste ved sit Ophold der bekjendte Biskop og anförer ved Aar I 1121:

Och Erik paa Grönland lagde Haand oppaa
Plantet paa Vinland baade Folk og Tro.

Dette har nogen Grund i bekjendte Oldskrifter; men naar han lægger til om Troen:

som er der end ved lige;

saa kjende vi ikke de Grunde eller Skrifter, hvorpaa han har bygget denne Efterretning. Ved I 152 omtaler Lyschander (som det synes) en anden grönlandsk Biskop af samme Navn, der rimeligviis er den samme Erik, som Flatöbogen (1. c.) ommelder mellem de tvende Joner. Var da denne Erik Jon-Knuts Vie- eller Vice-Biskop i Vesterbygden eller Landets nordlige Egne og den ovennævnte Harald hans Efterſölger? Grönlands övrige almindeligst bekjendte Biskopper nævnes vel, men ommeldes utydelig og tildeels ved aldeles urigtige Aarstal. Mærkeligst forekommer os Krönikens Slutning, for hvis Rigtighed selv i chronologist Henseende skriftlige Efterretninger paaberaabes. Der meldes nemlig, at, efterat Eskild var valgt til Erkebiskop 1402, udrustede han et Skib til Grönland ("den Seiladz igjen at pröve"):

Og efter det var saa lang Tid forleed
Siden Henrich did kom oc ingen han veed -
om han var endnu i Live,
da gav han Anders bispelig Ret,
i hans Sted at komme og blive;
men lefde den Herre og var ved Magt,
at være Electus og give paa Agt
Guds hellige Ord og Kirke,
og raade sin Præster til Enighed,
og holde hart ved god gammel Sed
og Gud over alle Ting dyrke,
handhæve og styrke (som der var sæt)
Landsens Bedste og Kongens Ret,
at ingen Mand, skulde dem svegte.
Og naar der ej aarlig kom Skib eller Bud,
at Kongens Ridsel[6] dog lagdes ud,
som hver han burde og megte.
Og dermed gav de ham strax i Hand
Snekke og Gods og Styresmand,
som fuldt vel Kaasen vidste.
De sejlede hen, sidst saae man dem,
om de der blev eller vel kom frem,
det kan slet ingen udfriste.
Han er den sidste baade Bisp og Mand
til Grönland sendtes fra Norriges Land,
der Klerke og lærde Mænd skreve: -
Et Tusind aff Guds Söns Naades Aar 1406
fire Hundred og Sex, som skrevet staaer
i Norske Böger og Breve.

Ved denne Efterretnings Sammenligning med andre af os meddelte, forekommer det os nu at være höist sandsynligt, at denne Andreas er den samme, som vi finde ommeldt 1408 og 1409 i Diplomer under Benævnelse af Endride Andreassön (Andreæ) med Titel af Officialis paa Grönland. 1406 ommelde Annalerne netop at et Skib er gaaet fra Norge til Grönland (mulig först bestemt til Island). Annalerne nævne dog blot de derpaa værende Islændere, som dem mest vedkommende. Bertold nævnes dog allerede som Grönlands Biskop 1407. Det lader til at han hverken da eller i de to næste Aar er kommen til sit Stift, men at hin Andreæ eller Andreas (oversat af Endride?) har været hans Officialis der, – og 1410 ommelde Annalerne allersidst et Skibs Ankomst fra Grönland til Norge; denne sidstmeldte Efterretning har ikke været Lyschander bekjendt. De to Andreas (1406 og 1161) ommeldes af Torfæus som Grönlands sidste i historiske Efterretninger navngivne Biskopper, den sidste dog kun som forekommende i islandske Diplomer og nyere Annaler. Berthold, Gregorius og Arnius (?) ommelder han som indskudte af Hvidtfeld mellem Jon (den 3die) og Arne. See Torfæus's Chronologie i Grænlaudia antiqua mellem 1313 og 1317 (pag. 252).

Fodnoter

  1. I en Arnæ-Magnæansk Membran, 415 i 4., staaer en kortfattet Fortegnelse over Biskopperne i Norge og Skatlandene (Biskupa registri Noregi ok skattlöndum). Der nævnes Eirikr som den förste Biskop i Grönland. En anden lignende Fortegnelse over samme Lands Biskopper i Rimbegla (S. 320) begynder saaledes: Þessir hafa biskupar verit á Grænlandi, i Görðum: Eirikr, o.s.v. Dette er vel det eneste Sted i Oldskrifterne, hvor vi finde det berettet, at denne Biskop Erik har boet paa Garde. Nogle kalde ham Upsi; see III, 6.
  2. I ovenmeldte Membran og i Rimbegla kaldes han Haraldr, uden Tvivl urigtig, – hvis han ikke selv har villet forandre sit oprindelig hedenske Navn til det mere chiistelige eller præstelige Arnaldr. Saaledes kaldtes en Biskop Sigurd (i Norge og Sverrig, i det 11te Aarhundrede) ogsaa Jön eller Johannes. – De fortsætte, ellers Listen saaledes: Jón. Jón. Hælghi. Nicholas. Olafr. Þórðr.
  3. Jón den Iste kaldes af Nogle Knútr, som (hvis det ikke er det bekjendte Mands-Egennavn) betyder Knude; af andre Kütr (Kutting, en lille Tykkert) og af end andre (som i Rimbegla): krari, knari, kvari, af ubekjendt Betydning. Kavttr (Kat) i Flatöbogen er vel en Læse- eller Skrivefeil for Knútr (ligesom kótr for kutr? i Arngrim Johnsens Specimen Islandiæ historicum, S. I 18).
  4. Han kaldes af nogle smyrill (Spurvhög); af andre Sverrisföstri (Sverres Fostersön). Flatöbogen nævner (col. 850) to Biskopper Erik og Harald mellem de tvende Joner. Er dette rigtigt, have de rimeligviis været Officiales eller saakaldte Viebisper, i den senere Periode af Jon den lstes ikke mindre end 37aarige Embedstid.
  5. Rimbegla’s trykte Text nævner, efter Thord, en ellers aldeles ubekjendt Biskop, Bokki; dette er vel egentlig et blot Tilnavn, i sin Tid givet Biskop Thord. Ved det har man ellers plejet at betegne en stor og stormodig Mand. – Rimbegla tillægger her de to Biskopper Arne og Alf, med Udeladelse af Jon Skalle. – End et grönlandsk Bisperegister findes i Membranen 309 Folio i Arne Magnussens Samling; det er trykt i Langebeks Scriptores VI, 620, og lyder saaledes: Á Grænlandi: Eirikr. Arnatdr. Jön. Jón. Hælghi, Nicholas. Olafuer. Þórði. Arne. Alfuer. Hermed stemmer ogsaa den latinske Fortegnelse i Hvidtfelds Bispekrönike (1653) S. I 14. Deranföres endvidere efter Alpho: (1325) Bertholdus, Gregorius, Andreas, Johannes eller Jonas, Henricus, Andreas (1406). Desunt nonnulli”. Arngrim Johnsen nævner (1. c.) Henrik og Andreas (1460) Som de sidste ham bekjendte.
  6. Af det gamle Ord reiðsla, Ydelse, Afgift; i gammel Dansk Redzle, endnu brugeligt som Redsel om visse Ydelser til Præsterne paa Landet.