Fostbrædra saga - Uddrag (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XI
Uddrag af Fostbrædra saga

angaaende Thorgeir Havarsöns Drab
og Thormod Kolbruneskjalds Ophold i Grönland


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn



Denne Saga indeholder vigtige og interessante Efterretninger om det gamle Grönland i den förste Halvdeel af det 11te Aarhundrede, hvilke vi her meddele vore Læsere. Landets næstypperste (om ikke i Grunden mægtigste) Hövding, Thorgrim Trolle, anlöber Island paa en Handelsreise, og indvikler sig i dets Stridigheder ved at være sin islandske Handelsfælle, Thoraren Ofse, behjelpelig til at ombringe Landets mest uforsagte, men tillige alt for stridhare Kæmpe, Thorgeir Havarsön, den norske Kong Olaf Haraldsöns Hirdmand. Thorgeirs efterladte sorne Fostbroder Thormod drog fra sit Födeland, for at hævne den Faldnes Död, blev ligeledes norsk Hirdmand, og drog til Grönland, kun udrustet med sine egne Vaaben og Kongens Anbefaling til dette Lands (af Navnet) ypperste Hövding, Thorkel Leifsön, Erik den Rödes Sönnesön. Thormod fik vel sit Ophold hos ham, men forböd snart hans Venskab formedelst et i Hidsighed begaaet Drab, for, efter den Tids Tænkemaade, at hævne en haanlig Fornærmelse. Ikke desmindre vovede Thormod at efterstræbe og ombringe Trolle, og udsætte sig for hans mange mægtige Slægtningers og Venners Forfölgelser. Paa en næsten vidunderlig Maade, men dog med dybt beregnet Snildhed, ombragte han, efterhaanden, fire af Trolles tappre Brodersönner (og end flere Mænd), saa at kun een anseelig Mand af denne Familie synes at have overlevet de andre. Gjennem de störste Farer og heftigste Forfölgelser slap Thormod, dog adskillige Gange svært saaret, men lönlig huset og helbredet ved Hjelp af enkelte Indfödte, tilsidst fra det Land som han havde skilt ved dets vældigste Hövdinge, og kom lykkelig tilbage til Norges Konge, som glædedes over den for Thorgeirs Drab veludförte Hævn, samt siden agtede og lönnede Thormod som een af sine ypperste Skalde. Thormod var sin Hersker ikke mindre hengiven, og fulgte ham trolig i alle hans Gjenvordigheder, indtil han, efter Kongens Fald paa Stiklestad, der fandt den inderlig önskede Heltedöd.

Hverken den udförlige Meddelelse af denne vor Sagas ellers læseværdige Slutning, eller dens förste Halvdeel vedkommer os egentlig ved nærværende Værks Udgivelse, da Helten Thormod langt fra ikke hörte til Grönlands ægte Nybyggere eller Indbyggere, men snarere affolkede end befolkede Landet. Dog finde vi det passende her at meddele vore Læsere et kortfattet Udtog af de tvende her nævnte islandske Heltes ellers i Sagaen udförlig skildrede Levnet[1].

Baade Thorgeir og Thormod vare födte og opfödte i Isefjorden paa Islands Vesterland. Begges Fædre vare Bönder, aldeles ikke beslægtede med hinanden. Berse (eller Besse) Thormods Fader, var efter Landnamas 2 B. 29 Cap., en Sön af Haldor, Sön af den Gunnbjörn som först opdagede Gunnbjörnsskjærene og tillige var den förste Europæer som saae Grönlands Fastland, og underrettede andre derom (see I, 71 o. fl). De förstnævnte indgik allerede i Barndomsalderen, et svorent Broderskab, og lovede höitidelig: at den af dem, som overlevede den anden, skulde hævne hans Drab. Deres stridbare Sindelag og idelige Vaabenövelser lode dem allerede da forudsee at den da for hæderlig og önskelig anseete Vaabendöd vilde blive deres Skjæbne. I denne Anledning bemærker Sagaens Forfatter: "Endskjönt; Folk paa den Tid kaldtes Christne, var Christendommen dog meget ung og ufuldkommen, saa at mange af Hedenskabets Gnister endnu ulmede i manges Sind, og Vaner. - Det var een af Oldtidens Skikke at tappre Mænd indgik den Pagt mellem sig, at den længstlevende skulde hævne den andens Drab. De skulde gaae gjennem tre opreiste Jordringe og det ansaae de for en Eed. Det skete paa den Maade, at man opskar tre lange og tynde Græstörv (ved Siden af hinanden); med begge Ender skulde de alle være faste til Jorden, men oplöftes saaledes i Midten, at den sværgende kunde gaae under (eller igjennem) dem[2]. Denne Leg udövede[3] ogsaa Drengene Thormod og Thorgeir." Der gaves ellers flere Ceremonier i Hedenold ved Fostbroderskabets Stiftelse, end de som ommeldes i den, og de beskrives nöiere i andre Sagaer[4], men hin Drengeleg blev dog i den voxne Alder til ramme Alvor, samt havde med Tiden en stor (og rimeligviis afgjörende) Indflydelse paa Grönlands Herskerfamiliers og dets egen Skjæbne. Vore Fostbrödre sögte og i deres Opvæxt at ligne Hedenolds Kæmper i urolig og stridbar Færd, hvorved de indvikledes i mange og langvarige Feider. Thorgeir var kun 15 Aar gammel, da han hævnede sin (for hans Skyld fra Isefjorden bortviste) Faders Drab, ved at nedlægge hans tappre og mægtige Banemand. Siden begik han paa Island, Tid efter anden, 9 forskjellige Drab, foruden de 3 som berettes i det Stykke af Sagaen som vi her meddele. Nogen Tid af sit Liv tilbragde Thorgeir i Norge, som Kong Olafs Hirdmand, gjorde et Streiftog til England og Irland[5], samt var med Paa et krigersk Ledingstog fra Örkenöerne. Endskjönt han udenlands vandt megen Anseelse, reiste han dog, mod Kong Olafs Raad, tilbage til Island, hvor Fredlösheds Dom var gaaet ham over, og beskyttedes der et halvt Aars Tid af sin Ven og Frænde, Hövdingen Thorgils Aresön, men skulde atter afgaae til Norge med den sidstnævntes Broders, llluge Aresöns Skib, da Stolthed eller Hævngjerrighed forförte ham til end et Drab, som strax derefter kostede hans eget Liv. Thorgeirs Fostbroder Thormod hjalp ham trolig i adskillige af hans blodige Foretagender, men skiltes dog, for en Tid, fra ham, fordi Thorgeir önskede at pröve Styrke med ham, efter at have erklæret sig og Thormod for de raskeste af alle andre Mænd, hvilket den Sidstnævnte ei heller vilde ganske samtykke. I sin Ungdom gjorde Thormod sig ellers mere bekjendt ved forskjellige Kjærlighedsforstaaelser, og sine Digtninger til elskede Möers Pris, end ved sine Heltegjerninger. Om hans Udenlandsreiser ere denne Sagas forskjellige Recensioner tildeels uenige, hvorom vi forelöbig kunne henvise til dens trykte Udgave.

Fölgende Haandskrifter, som endnu haves af Sagaen, ere af os ved den nærværende Bearbeidelse fra vores Side blevne benyttede.

Vi have bragt i Erfaring at i det mindste tre Membraner af Sagaen fordum have været til; een af dem besidde vi heel, men kun Levninger af de to andre. Det ene af Fragmenterne (AA), have vi ved nærværende Arbeide egentlig slet ikke kunnet bruge i Originalen, da det nu ikke naaer til det Tidspunkt, hvor den os vedkommende Deel af Fortællingen begynder. Dog have vi været saa heldige at kunnne benytte to forskjellige Afskrifter (B, C), tagne af en Deel af samme Pergamentsbog som nu er aldeles forsvunden. Derimod have vi, forsaavidt vor Meddelelse naaer, lagt det andet Pergamentsfragment, A (som efter vor Mening indeholder Sagaens ældste Bearbeidelse), til Grund for Texten, og med det begynde vi Fortegnelsen over samtlige ved os afskrevne eller collationerede Haandskrifter.

A) Et Membranfragment i mindste Folio eller aflang Qvartformat, Nr. 544, 4to, i den Magnæanske Haandskriftsamling. Det begynder i Thormods Samtale med Katla (i den trykte Udgave S. 70), hvori hun giver ham en Guldring til Belönning for det Lovkvad som han havde digtet om hendes Datter Thorbjörg Kolbrun, og hvorved han tillige fik sit bekjendte Tilnavn. Hele Bindet er nærmere beskrevet og omhandlet af os her ovenfor I, 343-346, hvor vi have sögt at vise, at det maa være fra Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, samt at det til deels er skrevet af den berömte Laugmand og Historiker Hauk Erlendsön. Saavidt vi vide, er denne vor Afskrift den förste, som nogensinde er bleven taget af dette mærkværdige Fragment, som heller ikke er blevet benyttet ved den eneste trykte Udgave eller Sagaens i sin Tid af Suhm foranstaltede Collationering. For vigtigt Beviis for denne Membrans, eller maaskee rettere denne Recensions, höie Ælde, antage vi den Omstændighed, at den har kun faa Capitel-Inddelinger i Forhold til de nyere i Flatöbogen og de med den mest overeensstemmende Recensioner. Saaledes indbefatter f. Ex. 1 af vor Texts Capitler 8 i Flatöbogen, nemlig det 31te til 38 i den trykte Udgave.

AA) En Membran i Folio i samme Samling Nr. 132, indeholder Begyndelsen af denne Saga, som nu kun naaer til den trykte Udgaves Side 58, 4de Linie, i dens 14de Capitel, og ender med Ordet lagðist. Stykket udgjör et löst Læg, som forhen har været indbundet i en Bog, der ellers indeholder forskjellige andre Sagaer, og hvori denne er den sidste. Siden Bogen kom i Arne Magnussens Eie har den stedse været defect, men desværre see vi nu, af de Afskrifter som strax herefter ommeldes, at den da har indeholdt noget mere end nu, og at et Læg eller adskillige Blade senere ere bortkomne; naar dette er skeet, vides nu ikke. Pergamentsbogen har været afbenyttet ved de trykte Udgaver af fölgende Sagaer: Saga Egils Skallagrímssonar, Saga af Finnboga rama, Laxdæla og Kormaks Saga, og ommeldes i Udgavernes Fortaler. Efter ældre Lærdes og vort eget Skjönnende er denne Bog skrevet i det 14de Aarhundredes Begyndelse eller förste Halvdeel. Det er formodentlig denne Codex som i Arne Magnussens Tid kaldtes Kálfækjarbók eller Bogen fra Kálfalæk. Hans Optegnelse om den have vi ikke kunnet finde.

B) En Afskrift i samme Samling af Membranen AA, skrevet med Asgeir Johnsens Haand, 566 b, i 4to. Foran læses (med Arne Magnussens Haand): “Saga Þormóðar ok Þorgeirs, ex membrana mea in folio, vantar nærri hálfa aptan við." Afskriften naar uden Tvivl ligesaa langt som Originalens for den til Grund liggende men nu forkomne Blade, nemlig til den trykte Udgaves S. 131, Sde Linie, i dens 17de Capitel, hvor Afskriften slutter med Ordet allt, hvorved det dog maa bemærkes, at Membranens Indhold tildeels findes at være anderledes omsat, end i den trykte Udgaves Text.

C) En Afskrift af den samme Membran, tilhörende mig, Finn Magnusen, skrevet med den bekjendte Saga-Afskriver, Præsten Odd Johnsens Haand (formodentlig henved 1770). Foran er fölgende Bemærkning tilföiet: Ex codice membraneo in folio Msta A. Magnæi Num. 132. Hæc ultima est historiarum in Membrana, quæ ad finem mutila est. Den naaer til Udgavens S. 114, sidste Linie, til Ordet rennr incl. Her antegnes i den trykte Udgave: hér lýkr No. 132. I den anföres dog senere adskillige Varianter efter 132. Denne vor Afskrift indeholder 50 Linier mindre end den Arnæmagnæanske.

Noget af Originalens sidst tabte Blade vedkommer Grönlands Historie; i deres Sted have vi maattet bruge de ovenmeldte Afskrifter, for saavidt som de naae; vi have collationeret dem med hinanden, ligefra det Sted, hvor Membranen nu ophörer, og befundet, at de afvige i mange Ord, ja endog undertiden i hele Perioder, fra hinanden, samt at Odd Johnsens Afskrift her oftest synes at være den rigtigere og saaledes at burde have Fortrinet for Asgeir Johnsens Afskrift. Hertil kommer og den vigtige Omstændighed, at Asgeir ikke har kunnet læse adskilligt (deels enkelte Ord, deels hele sætninger), og derfor blot levnet blank Plads derfor, hvilket Odd derimod har dechiffreret og tillagt i sin Afskrift. Endelig kan det bemærkes, at i Asgeirs Afskrift fattes overalt Capitlernes Overskrifter eller Titler, hvilke Odd derimod, naar saadant fandtes i Originalen, overalt har tilföiet.

D) Et Foliobind, Nr. 141, tilhörende den Magnæanske Samling, skrevet med Asgeir Johnsens Haand. Foran i det findes en Seddel, skreven med Arne Magnussens Haand, hvori han bevidner at Afskriften er tagen ud af et Volumen af de 9 Böger (Haandskrifter?) som vare blevne kiöbte af ham efter deres forrige Eiers Etatsraad Mejers Död. Efter den trykte Udgaves Fortale er dette Haandskrift blevet lagt til Grund for en Afskrift, som Suhm i sin Tid lod tage, og siden collationere med andre gamle, og som, tilligemed de da saaledes tilföiede Varianter, er bleven udgiven her i Kjöbenhavn (efter en dansk Videnskabsynders Foranstaltning) i 8, 1822, under fölgende Titel: Fóstbræðra-Saga, eðr Sagan af Þorgeíri Hávarssyns ok Þormoði Bersasyni kolbrúnarskáldi. Nú úgengin á prent eptír handritum. Kaupmannahöfn, prentut hjá Thiele at forlagi hans. Dette Haandskrift synes vistnok i meget, og tit fuldkommen nöie at stemme overeens med den store Saga om Kong Olaf Haraldsön af Norge, kaldet den Hellige, som indeholdes i Flatöbogen (see herefter F). Med den stemmer D overeens i alle Capitelskifter (med Undtagelse af et eneste) og selv i de fleste af Capitlernes Overskrifter. Dog har baade D og den trykte Udgave adskillige Viser som mangle i Flatöbogen; derimod kunne andre af hines Viser, i visse Ord, berigtiges efter den gamle Codex.

E) Et Papirs-Haandskrift i 4 af Olaf den Helliges store Saga, vistnok eet af de fuldstændigste som haves, tilhörende mig Finn Magnusen, kommet hertil fra Islands Österland og er sandsynligviis skrevet i Island i det 17de Aarhundrede, paa nogle tillagte eller omskrevne Blade nær som formodentlig ere fra det 18de. Den Fostbræðra-Saga, som findes deri, stemmer i det meste, ligesom D og den trykte Udgave, overeens med Flatöbogens Recension af samme, og tildeels af hin större Olafs-Saga overhoved. Den er vel inddeelt i numererede Capitler, men disse have aldeles ingen Titler eller Overskrifter. Paa visse Steder er den rigtigere end den trykte Udgave.

F) Den berömte Membran fra det 14de Aarhundrede kaldet Flatöbog (Codex Flateyensis), tilhörende det store Kongelige Bibliothek. Den omhandles nærmere herovenfor I, 197. Nærværende Saga indeholdes der, inddeelt i forskjellige adspredte Afdelinger, i den större Saga om Olaf den Hellige, saaledes at Hovedbegivenhederne i Kongens og Fostbrödrenes Levnet afsondres og ordnes nogenledes efter Tidsfölgen. Den, og tillige her dens lste Afdeling, begynder i Bogens 1ste Bind Col. 354 med denne Overskrift: Her hefr Fóstbræðra-Sögu dvs. Her begynder Fortællingen om Fostbrödrene, og gaaer til (Kong Olafs Reise til Konghelle i Foraaret 1018) Col. 363. Den 2den Afdeling (med Overskrift: Þáttr Þormóðar Kolbrúnarskálds) fra Col. 385 (til Thorgeir Hofleysas Död) Col. 396. 3die Afdeling fra Col. 414 (Thormods Afreise fra Island) til Col. 421 (Fortællingen om Grim fra Island). Den 4de Afdeling (om Thormods sidste Dage) som næsten slet ikke vedkommer Grönlands Historie, er indrykket i de almindelige Beretninger om Kong Olafs Indfald i Norge og Slaget ved Stiklestad. F ugjör især Sagaens 4dc Hoved-Recension, ved hvis Undersögelse vi forbeholde os at meddele de övrige Bemærkninger som her vedkomme denne Codex.

G) En Foliant, Nr. 142, tilhörende den Magnæanske Samling, skreven med Asgeir Johnsens Haand, i Fölge hans egen Angivelse efter en Kongen tilhörende Codex (Membrana regía) i Qvart. Dette har Arne Magnussen selv bevidnet paa en tilföiet Seddel, paa hvilken det og hedder om selve Afskriften: "Fra Sal. Assessor Thormod Torvesens Enke 1720." Jfr. H.

H) Et Qvarthefte Nr. 566 A, af samme Samling, ogsaa skrevet med Asgeir Johnsens Haand. Paa en vedheftet Seddel har Arne Magnussen bevidnet, at det indeholder den sidste Deel af Fostbrödre-Saga, efter en (formodentlig ovenmeldt) Kongelig Pergamentsbog (Aptan af Þormóðar sögu Kolbrúnarskállds, ex membrana Regía). Den befindes og, forsaavidt den naaer, at stemme nöie overeens med G. Heraf maa man slutte at bemeldte Membran er bleven defect i Asgeir Johnsens Levetid, saaledes, at han först har afskrevet den complet for Thormod Torfesen, men senere, efter at den var bleven mutileret, for Arne Magnussen. Selv denne Afskrift er defect paa 3 Steder, i det paa hvert Sted eet eller flere Blade fattes, formodentlig formedelst Bogbinderens Feiltagelse, da Manuscriptet (efter Asgeir Johnsens sædvanlige Maade) ikke var blevet pagineret, og Bladenes Sammenhæng ei heller paa anden Maade tilkjendegivet.

I) En Foliant, Nr. 153, af samme Samling, skreven paa Islands Österland, enten af en Begynder eller en ukyndig Afskriver, dog som det synes efter en mærkværdig Original, som i sin Tid har tilhört Björn Johnsen paa Skardsaa, skreven omtrent 1712. Jfr. K.

K) En anden Foliant, Nr. 163, e, af samme Samling, er holdt af Arne Magnussen efter hans egenhændige Vedtegnelse fra en vis Jon Thorlaksen (i Island). Denne Afskrift stemmer temmelig nöie overens med I, og er formodentlig skreven i det 17de Aarhundrede. Hverken dette eller det næstforegaaende Haandskrift (I) er blevet benyttet ved Collationeringen til den Suhmske Afskrift eller den trykte Udgave.

L) Et Qvarthefte, Nr. 565, A, af samme Samling, hvilket Arne Magnussen havde erholdt af Præsten Hr. Olaf Gislesen til Hof i Vopnefjorden (fra 1675 til 1714), formodentlig skrevet i det 17de Aarhundrede, uden Tvivl efter en meget mærkelig Original; det har et Tillæg, som kun findesi eet af de andre os bekjendte Haandskrifter (vedkommende de gamle Grönlænderes Madlavning), see den trykte Udgaves S. 108. Dette Tillæg havde ogsaa Björn Johnsen paa Skardsaa fundet i en Codex af nærværende Saga, men savnet den i en anden (formodentlig liggende til Grund for vor I), efter en af Afskriveren ved dens Slutning tilföiet Bemærkning. Denne Afskrift sees ikke at være bleven benyttet til den af Suhm forehavte og siden trykte Udgave, Jfr. I, K, M.

M) Et andet Qvarthefte, 566 C, af samme Samling, skrevet, som det synes, sidst i det 17de eller först i det 18de Aarhundrede. Denne Afskrift har det under L ovenmeldte sjeldne Tillæg. Efter en vedheftet Seddel fra Arne Magnussens Haand er Afskriften tagen af en Bog i Folio, som tilhörte Sysselmand Olaf Einarsen, 1705.

N) Et ubetydeligt Fragment paa 2 Papirsblade, i Folio, 164, i, af samme Samling, formodentlig fra samme Tid. Hertil kommer den under D ovenommeldte efter Suhms Foranstaltning tagne Afskrift, forsynet med afvigende Læsemaader fra forskjellige Haandskrifter. Vi have slet ikke benyttet den, da vor Text er afskrevet efter en anden, dens Skriver ubekjendt Original (A), og vi selv have gjennemgaaet de övrige af ham collationerede Haandskrifter, samt end flere (see herovenfor E, F).

Derimod har P. E. Müller (i Sagabibliotheket I, 153 o.f.) kun afbenyttet den Suhmske Afskrift, med de den tilföiede Varianter, til hans Udsigt og kritiske Bedömmelse over nærværende Saga. Derved sattes han i Stand til at gjöre fölgende meget rigtige Bemærkninger: "Ved Sammenligningen mellem de forskjellige Haandskrifter vi have tilbage, som i den Suhmske Afskrift ere blevne collationerede, sees, at nogle af disse have erholdt usandsynlige Tilsætninger, tilligemed moralske Indledninger og Betragtninger, skrevne i en ganske anden Tone end det övrige. Den Recension af Sagaens Text der er optagen i Flateyarbogen og altsaa er fra det 14de Aarhundrede, hörer til de senere. I een (efter vor Collationering, to, see L; M) findes i Anledning af Thorgeirs Död fölgende Bemærkning: Syr kaldtes en Ret i Grönland, Kvinderne tillavede af Kalvetarme, siger sögumeistarinn, med hvilket Udtryk Nedskriveren sandsynligen har meent den Mand der havde fortalt Sagaen (de herommeldte to Ord udelades i vort L). Ved det nittende Capitel tilföier et Haandskrift, at en Bygning, Thorgeirs Ven havde opfört, nu havde staaet i 300 Aar, hvilken Bemærkning altsaa maa være nedskreven i den förste Halvdeel af det 14de Aarhundrede". Herved maae vi imidlertid anmærke fölgende: Det er kun Papirs-Haandskriftet M, hvori denne Bemærkning nu findes, og det er vel mueligt at den tilhörer en Afskriver fra det 16de eller 17de Aarhundrede; thi deels udmærkes den ved en Parenthese, deels er Tallet 300 betegnet med arabiske Chiffrer, men andre derimod (ligesom i Afskriftens Original) med romerske Chiífrer. Det hedder ellers saavel i denne som i de övrige Haandskrifter at Bygningens Paneelværk endnu var til da Biskop Magnus (Gissursön tilföie G, M; den senere, tilföie D, E samt K, L i Parenthese, som Anmærkning) raadte for Skalholts Bispestol; jævnför den trykte Udgave S. 82. Denne Magnus Gissursön blev Biskop 1216 og döde 1236. Bygningen (eller Panelet) havde i hans Tid staaet henved 200 Aar, - og denne Angivelse synes at vise, at Sagaen, eller i det mindste denne dens ældgamle almindelige Bemærkning, er nedskreven kort efter hans Död, altsaa ved Midten af det 13de Aarhundrede. Müller bemærker endvidere fuldkommen rigtig: "Den ældre Recension af Sagaen indeholder i sig selv paalidelige Efterretninger, der bestyrkes ved Overeensstemmelsen med andre Minder. Thorgeirs Historie er bygget paa Thormods Vers, hvoraf adskillige ere anförte. Thormod var en berömt Skald; han omtales og i Landnama" (see ovenfor S. 252; i 2 B. 25 C. nævnes og den Thorbjörg Glumsdatter, kaldet Kolbrun, som blev besjunget af ham). Derimod trænge de fölgende Angivelser til Berigtigelse): "Ljosvetninga-Saga Cap. 31 fortæller (er vel en Skrivefeil for: ommelder) Thormods Tog til Grönland og hans Drape om Thorgeir". I denne Saga forekommer kun det Fölgende herom (Islendínga-Sögur, 1830, ll, 109-110: Í þann tíma var Þormóðr Kolbrúnarskáld farinn at drepa Þorgrím trölla, til Grænlands, en hefna Þorgeirs Hávarðssonar; hann orti ok erfidrápu, ok mun sanna þann atburð; ds e. Paa den Tid var Thormod Kolbrunes-Skald dragen til Grönland, for at dræbe Thorgrim Trolle, og hævne Thorgeir Havardsön; han digtede og et Mindekvad, som vil bevise den Begivenhed". Og endvidere: "Den utrykte Deel af Snorres Edda har flere Fragmenter af hans Vers". Derimod anförer den samme Forfatter (i hans ypperlige Skrift om Asalærens Ægthed m. m.) ikke Thormod blandt de Skalde, hvis Vers forekomme i Skalda, i hvilken vi heller virkelig ikke have kunnet opdage det mindste af ham eller om ham.

Endskjönt Fortællingen om Thormods Heltedöd, samt de for, ved og efter Slaget paa Stiklestad indtrufne Begivenheder ikke egentlig vedkomme os her, maae vi dog, med Hensyn til Fostbrödre-Sagas kritiske Undersögelse overhoved, anföre P. E. Müllers Bemærkning over hin Fortællings Forhold til Snorres store historiske Værk: "I Olaf den Helliges Saga i Heimskringla staaer meget om Thormod og af hans Vers Cap. 217, 218, 220, 246[6]. Snorre har vistnok taget hvad han fortæller om Thormods Endeligt, af hans Saga, men om just af vor Saga, kan ei med Vished bestemmes[7], da de fleste af dens Haandskrifter ere defecte i Enden, og i det, som har Efterretningen om hans Död, er Fortællingen meget uordentlig og afbrudt. I det allermeste stemmer den overeens med Snorre, er blot udförligere. Kun i et Træk synes der at være Modsigelse, da Sagaen lader Thormod give et godt Raad til Dag, den Hövding der efter Olafs Fald endnu kort Tid fornyede Slaget; Snorre siger derimod at Thormod var for haardt saaret til at kunne begive sig til ham". Som ovenfor anmærket kjendte Sagabibliothekets Forfatter ikke det ældgamle Membranfragment, som netop indeholder Sagaens Slutning, og hvilket vi her have lagt til Grund for vor Text; og saaledes kunne vi, til hans Bemærkningers videre Oplysning og Bekræftelse nu tilföie fölgende. Fra vor her meddeelte Texts Slutning af, lige til Sagaens Ende, er Recensionen (Membranen A) i det Hele ganske forskjellig fra Flatöbogen og D, E.

Först berettes Kong Olafs Ankomst til Veradalen med sin Hær (hos Snorro 214 Cap. Hkr. II, 338), uden at omtale Jertegnet om Ageren eller andet (Snorro's 217 Cap. S. 343), indtil Thormods Vise, hvori han raader til at afbrænde Ind-Thröndernes Huse, anföres, tilligemed et kort Uddrag af Kongens Svar. Derpaa folge korte Beretninger i denne Orden: a) om Kongens Anmodning til Thormod om at opmuntre Tropperne med noget, hvorpaa han sang det gamle Bjarkamaal (hos Snorre i 120de Capitel) hvor og Digtets tvende forste Stropher anföres; det meldes dernæst at Kongen kaldte dette Foredrag Huskarlenes Opmuntring. b) Kongens og Thormods Samtale, med to Viser. Den enes senere Hælvte svarer ganske til den Vises som i Hoved-Recensionen D, E, F (den trykte Udgaves S. 124) længe för var bleven anfört, som fremsagt af Thormod i hans förste Samtale med Kongen; - ellers anföres Viserne, tilligemed Samtalen om den fraværende Skald Sigvat noget anderledes, hos Snorre i 118de og 120de Capitel, c) om Thormods heltemodíge Kamp i Slaget paa Stiklestad, ikke egentlig anfört af Snorre; d) om Thormods Banesaar, ved et Pileskud, efter at Hovedslaget var forbi, samt hans sidste Viser og Omstændighederne ved hans Död; denne Beretning stemmer i Hovedsagen overeens med Snorre (i 246-247 Cap., Hkr. Il, 374-378), dog i en noget afvigende Orden og med enkelte Udeladelser eller Tillæg (hvoriblandt flere Viser, som dog haves i Flatöbogen). Vi maae ellers her udtrykkelig bemærke, at det eneste Træk i Sagaen, hvori Müller fandt en Modsigelse mod Snorre, nemlig Thormods Raad til Dag og hans övrige Deeltagelse i det derpaa fölgende Slag, aldeles bortfalder i denne Sagaens ældste Recension, men findes kun i Flatöbogen og de med den mest overeensstemmende Haandskrifter. Det samme Træk er og bleven fuldkommen udeladt i den Kongelige Qvart-Membran (3die Recension, Exemplarerne G, H). Endelig glæder det os meget at vi have, ved den ældste Membrans Opdagelse, fundet Müllers (S. 263; jfr. Anm. 3) ovenanförte Formodning om Snorres Afbenyttelse af en ældre Saga paa det fuldkomneste bekræftet, i det Snorros 47de Capitel ender saaledes: ok lýkr þar frá Þormóðí at segja - men den ældste Membran just slutter med fölgende Ord: ok lýkr hér frasögn þeírrí, er ver kunn um at segja frá Þormóðr. Ikke desmindre har Snorre ogsaa benyttet den senere i Flatöbogen afskrevne Recension (för indfört i det, rimeligviis til hans Brug, af Styrmer Frode sammensatte Sagaværk), hvorom mere i det Fölgende.

Efter at have undersögt samtlige gamle Haandskrifter, som vi have kunnet overkomme, finde vi at Sagaen, med Hensyn til væsentlige Tilsætninger og andre, tildeels overflödige Tillæg, allerede i Middelalderen har været affattet i det mindste i 5 forskjellige Recensioner, hvilke vi mene hör inddeles saaledes, efter rimelig Ansættelse af den Tidsfölge, i hvilken de ere blevne affattede.

I) Den som indeholdes i Membranen A, hvilken vi her have lagt til Grund, og hvoraf heldigviis netop den Deel er bleven tilbage, som vedkommer nærværende Værk og det gamle Grönlands Historie. Dens Fortælling er paa mange Steder simplere og kortere fattet end de Övriges, som udmale Begivenhederne mere, som oftest dog paa en Maade der falder af sig selv, naar det passerede fortælles nöiagtig saaledes, som det næsten nödvendig har maattet skee, og hvorved Fortællingen bliver, som Islænderne udtrykke sig, mere sagamæssig (söguleg). Den udelader (forsaavidt den naaer) det meste af de hist og her, mestendeels af senere Afskrivere, overflödig tilföiede moralske, physiologiske eller allegoriske Tillæg eller Anmærkninger, paa hvilke især Recensionerne IV og V ere saa rige. Enkelte lignende Tilsætninger har den dog, hvilke vi paa sine Steder have udeladt, og henviist til de Steder i den trykte Udgave hvor de forekomme. Disse Tillæg skulle vi tildeels nærmere angive eller omhandle, ved Anmeldelsen af den 4de Recension (eller Flatöbogen) i hvilken de alle overhoved findes.

II) Denne Recension indbefattedes forhen, saavidt vi vide om Sagaens förste Halvdeel, i Membranen AA, men vi maae nu, forsaavidt som den har vedkommet Grönlænderen Thorgrim Trolles Bedrifter og hans Drabsmand Thormods Tog til Grönland m. m., lade os nöie med Afskrifterne B, C. Disse Haandskrifter tilhöre saaledes i Grunden den samme Original, og formodentlig en særegen Recension af vor Saga, som dog i meget nærmer sig til 3die Recension, og ligeledes i mange Udtryk til de övrige yngre. Den har dog overhoved indeholdt betydelig flere Viser end 4de Recension, der ellers som oftest er vidtlöftigere i andre Henseende. Den udelader aldeles den gudelige eller religieuse Indledning, hvormed Sagaen begynder i IV, men hvorvidt den har indeholdt de indskudte ethiske, physiologiske og allegoriske Tillæg som især findes i IV og V, kunne vi ikke bestemme, da dens sidste Halvdeel, som især udfyldes med slíge, fuldkommen mangler. Exemplarerne I, K have formodentlig hört til denne Recension, i Hovedsagen, skiönt de tit, i mindre betydelige Udtryk, nærme sig til IV o. fl.

III) Den som indeholdes i en fuldstændig og en knapt halv Afskrift af den nu forsvundne saakaldte Kongelige Qvart-Membran, her betegnede med G, H. Den udelader vel det udförligste af de anatomiske Tillæg, som maae være indskudt i sildigere Tider, men tillægger derimod en for den aldeles særegen Beretning om et Eventyr, som Thormod skal have havt strax efter sin förste Ankomst fra Island til Norge, ved at komme i Trætte med een af Kong Olaf Haraldsöns Hofsinder, som urigtig krævede Landöre (etslags Skibstold) af ham, og hvilken han i den derved opstaaede Trætte dræbte, hvorefter han blev tagen til Fange og bragt til Kongen, som dog skjenkede ham Livet og endelig antog ham til sin Hirdmand i den Dræbtes Sted o.s.v. See den trykte Udgaves S. 127-128. Denne Fortælling (som enten er opdigtet eller fordreiet, eller ogsaa först bleven bekjendt Sagaens Affatter eller Afskriver i sildigere Tider) forekommer os i det Hele noget usandsynlig. Dog har Torfæus optaget den, samt derved viist at han især har fulgt denne Codex, i sin Grænlandia S. 158-160; han erklærer dog tillige, at den forekommer ham sandsynligere end den som indeholdes i Flatöbogen om Thormods Reise til Danmark m. m. Vor her til Grund lagte Text har Torfæus saaledes slet ikke kjendt, og ei heller adskillige af de andre, af os benyttede Haandskrifter.

IV) Indeholdes egentligst i den berömte Flatöbog; see ovenfor under F. D og E ere lígelydende med den i Fortællingens Gang. Denne Hoved-Recension afviger især fra alle de övrige i disse Poster, a) indeholder den en særegen Indledning bestaaende i en Lovtale over den hellige Kong Olaf som Christendommens anden Stifter og Udbreder, i Norge og Island o.s.v. b) indskyder den en særegen Fortælling om Thormod Kolbrunarskalds Hændelser efter at han förste Gang var reist fra Island. Istedenfor at han efter de övrige Recensioner da ankom til Lofoden ved Helgeland i Norge, reiste han efter denne til Danmark, og havde der, samt senere efter sin Bortreise derfra til Norge, adskillige Eventyr, som fortælles heelt i Sagaens trykte Udgaves 24, 25de og 26de Capitel (fra S. 115 til 127) samt i kortfattet Udtog i Saga-Bibliothekets I, 155-156[8]). c) Ligeledes indfletter den en særegen Fortælling, hvoraf intet findes i de övrige, om Grönlænderen Hars Drab m.m.; see herefter i Varianterne, samt den trykte Udgave S. 177-180. Det er mærkeligt herved, at Thormod, i det han, efter den senere Recension opregner de af ham i Grönland begangne Drab, hverken ommelder eller antyder den herommeldte Kar[9]). d) indskyder den ogsaa forskjellige Reflexioner og Bemærkninger, som slet ikke vedkomme Fortællingens Gang eller Begivenheder, hvilke aldeles ikke findes i A (forsaavidt den endnu haves og hörer til den af os meddelte Text). Nogle af dem meddele vi ikke her, som aldeles umærkværdige, men nöies med at henvise til den trykte Udgave, som: a) S. 105, en underlig Munke-Blanding af poetisk Overdrivelse, religiöse Betragtninger og obscene Lignelser. Den förste Afdeling af denne Ramse fattes ogsaa i alle de övrige Recensioner. b) S. 142 en allegorisk Skildring af en Tosses Udyder. c) S. 186, en Bemærkning om Roms förste Opbyggelse ved Brödrene Romulus og Remus m. m.

Derimod forekomme os fölgende Tillæg, hvilke vi ved Textens Collationering have forbigaaet, som aldeles maerkværdige ihistorisk Henseende, mærkelige nok til at anföres her som Pröver paa den senere nordiske Middelalders physiologiske Meninger og anatomiske Kundskaber: a) S. 137: Lyftist þá lítt reiði í sínu rúmí; en reíði hvers manns er í galli, en lif í hjarta, mínni í heila, metnaðr í lúngum, hlátr í míltí, lystusemi í lífr, d.e. "Vreden hævede sig da noget i sit Rum; men ethvert Menneskes Vrede er i Galden, Liv i Hjertet, Hukommelse i Hjernen, Stolthed i Lungen, Latter i Milten, Begjerlighed i Leveren". b) S. 149: öll beín hans skulfu, þau sem í voru hans likama, en þat voru CC beína ok XIIII bein. Tennr hans nötruðu, þær voru XXX; allar æðar í hans hörindi pipruðu fyrir hræðslu sakir, þær voru CCCC olc XV (D har CCCXV), d.e. Alle de Been, som vare i hans Legeme, rystede, men de vare i alt 214 (eller, efter oldnordisk Regnemaade, 254). Hans Tænder klapprede, de vare 30; alle Aarer under hans Hud dirrrede af Skræk, de vare 415 (eller, som ovenanfört, 495)." Vi have adspurgt kyndige Chirurger, hvorvidt hint Antal af Been og Aarer i det menneskelige Legeme kunde antages for rigtigt eller sandsynligt? - og erholdt det Svar: at Benenes Tal virkelig var temmelig nöiagtig angivet, selv efter de nyeste anatomiske Læresætninger, at Aarernes derimod rimeligviis var ansat aldeles vilkaarlig, og at en numerisk Opregnelse af dem overhoved nu af Lægerne ansees for hartad umuelig. Af en lignende Art er endelig c) det Tillæg om det menneskelige Hjertes Störrelseo og Blodrighed (S. 108), hvilket vi, paa sit Sted, have meddeelt i Varianterne. d) Den hele Beretning om Thormods andet Tog til Löngunes, og Kars, Thordises Frændes, Drab i den trykte Udgave 8. 177-180.

Det er ellers meget mærkeligt at baade D og E til deels afvige fra Flatöbogen i en vigtig Omstændighed, nemlig Versenes Indrykkelse eller Udeladelse. Saaledes (for blot at anföre den her af os meddeelte Text, ved at henvise til den trykte) har D a) S. 101 en Vise som udelades af F, E; b) ligeledes S- 10-1; c) ligeledes S. 105.

V) Den Recension som nu indeholdes i Haandskrifterne L, M, der uden Tvivl nedstamme fra Membraner, som forlængst ere forsvundne, ja nu endog ganske ubekjendte. Dens mærkværdigste Afvigelse bestaaer i det ovenfor (S. 260) omhandlede halv-grönlandske Tillæg. Den har ligeledes den anatomisk-numeriske Tilsætning, men uden at angive Aarernes Antal. At Björn Johnsen fra Skardsaa har seet et eneste Exemplar af den, som i hans Tid (omtrent 1640) allerede vist har været gammelt, er og bemærket ovenfor. L er dog deri forskjellig fra M at den udelader ganske enkelte af Thormods Viser.

Disse vore egne nöiagtige Undersögelser, over alle os bekjendte Haandskrifter af Sagaen, lede os til at tiltræde eller med nye Grunde at stadfæste P. E. Müllers (l. c.) for længst udtalte Mening: "Den ældre (eller ældste) Recension, (eller og: de ældste Recensioner) af denne Saga, der er aldeles troværdig og har saa mange Vers, er uden Tvivl fra det 12te Aarhundrede". Dog vove vi at gjætte, med Müller selv, at vi ikke nu have Sagaens ældste Recension i sin oprindelige Tilstand. Thorgeir Havarsön, den ene af Sagaens tvende ypperste Helte, var af en Slægt, som i det 11te og 12te Aarhundrede frembragde ypperlige Sagamænd. Den ældste af dem her formodentlig virket meget for den islandske Saga-Literatur, hvis Forfattere næsten aldrig (paa Are selv nær) saavidt vi nu vide, Pleiede skriftlig at anföre deres Navne i Værkets Titel eller slutning. Det var nemlig Goden og Præsten Ingemund Einarsen paa Reikholum (en stor og berömt Gaard, som var hans Eiendom). Han var en Sönnesön af Thorgils Aresön, Thorgeir Havarsöns Södskendebarn. Sturlunga-Saga ommelder denne Ingemund saaledes, 1 B. 6 og 13 Cap.: "Præsten Ingemund var en god Skald og i mange Henseender en fortrinlig Mand. Han var en særdeles kyndig (eller lærd) Mand (frædimaðr mikill[10]) og heskjeftigede sig meget med Sagaer[11], fortalte særdeles godt[12], og digtede skjönne Kvad, for hvilke han fik Belönninger udenlands. Selv Pleiede han at holde store Giæstebud (især et saakaldet Olafsgilde, til Ære for den hellige Kong Olaf, hver Sommer, 7 samfulde Dage, hvor Gjæsterne morede sig ikke allene med Dands og Lege, men ogsaa ved at höre Sagaer fortalte samt ældre eller nyere Sange og Digtninger sjungne eller fremsagte. Ved eet af disse Gilder bemærkes det leilighedsviis, at Præsten Ingemund fremsagde en vis Orms, kaldet Bareyarskalds Saga, med mange til den hörende Viser, tilligemed et smukt Digt, som han selv havde forfattet o.s.v. Den anden (ellers kun lidet bekjendte) Sagamand af Familien var Goden Odde Thorgilssön, som var meget kyndig i Oldtidens Sagn og Sange (fróðr), fordi han var bleven opdragen af Sæmund Frode selv, men döde i sin bedste Alder; han var en Sön af Thorgils Oddesen, Præsten Ingemunds Fætter og fortrolige Ven; endelig var Are Frode, den tredie og mest berömte, en Sön af Ingemunds anden Fætter Geller Thorgilssön; hans Tipoldefaders Fader havde været Thorgeir Havarsöns Morfader. Are Frode skrev Norges Kongers Levnet (æfi Noregs konúnga), og har uden Tvivl deri nævnt sin Slægtning Thorgeir Havarsön, samt hans Hævner, Thormod, som den hellige Kong Olafs Hirdmænd. Deres mærkeligste Bedrifter tilhörte dog ikke den norske Historie som mest forefaldne Island og Grönland; dette har vel givet Are Anledning til at samle og optegne adskillige Efterretninger om dem, efter hans egne Slægtningers og andres Fortællinger. I sin Landnama nævner Are begge Helte som bekjendte Mænd, og bemærker særlig noget om den Slægt, til hvilken Thorbjörg Kolbrun, bekjendt af Thormods Lovkvad, hörte. Dette maa indgive os den Formodning, at noget allerede meget tidlig havdes skrevet om Fostbrödrene Thorgeir og Thormod; muelig da af deres Ælling, Ingemund Einarsön, den bekjendte Sagamand, som sandsynligviis, da han var Præst, ikke allene har fortalt, men ogsaa nedskrevet sine Sagaer, ligesaavel som de Digte, hvilke han sendte til Udlandet og erholdt derfra Belönninger for. Antages dette, havde man i lsland ældre Sagaskrivere end Are Frode, som i al Fald var 8 Aar yngre (samt döde 12 Aar senere, end Sæmund Frode, om hvem vi vide bestemt at han hörte til den samme Forfatterklasse). Dog - dette kan i Almindelighed sluttes af Ares egne Ord i hans Landnama, da han selv, saavidt vi kunne skjönne, deri nævner adskillige Sagaer, som allerede vare til i hans Dage, og dog havdes der rimeligviis da endnu flere slige, hvilke han ikke nævner. Vi antage det saaledes, med den i dette Fag udödelige Gransker P. E. Müller, for en Vildfarelse, skjönt den grundes Paa en ældgammel og tillige misforstaaet Angivelse[13], at Are Frode var den förste som förte Sagaer i Pennen paa Island[14]. Den fjerde Sagamand af Thorgeir Havarsöns Slægt var den bekjendte Forfatter Odd Snorresön, Munk i Thingöre Kloster; see om ham ovenfor S. l, 53 o. f., især S. 56. Efter at have nedskrevet de der forekommende Bemærkninger ere vi, ved nærmere Overveielse, bragte til endmeer at helde til det nyere Islands store Historieskriver, Finn Johnsens (ovenfor l, 54) anförte Hentydning om Odd Munks og hans Medbroder Gunlög Leifsöns Forfatterskab til den anden eller tredie Bearbeidelse af Olaf den Helliges Historie (efter Are og Sæmund[15]); i saa Fald have de tjent som Forarbeider til Styrmer Frodes[16] 4de og Snorre Sturlesöns 5te Affattelse af den samme Konges Saga, af hvilke dog maaskee andre flere, (ældre end den sidstnævnte) haves. I denne Undersögelse kunne vi ikke her videre indlade os, men bemærke, hvad der vedkommer os nærmest: at Munken Odd Snorresön var Thorgeir Havarsöns Ætling, hvad vi af gode Kilder have udfundet, og viist i en særegen genealogisk Tabel (tilföiet dette Bind), hvori tillige Kæmpens Slægtskabsforhold til de övrige ældre her ovennævnte Historikere oplyses. Er han een af Forfatterne til Olaf den Helliges Saga, bliver det rimeligst at han har knyttet Fortællingen om sin berömte Frænde og hans Fostbroder til den, for derved at forherlige den hele fælles Slægts Minde. Denne vor Gisning bestyrkes maaskee derved, at Fostbrödre-Sagas Forfatter især röber en nöiagtig local Kundskab om Isefjordens og Strandenes Egne, men det var netop fra disse at Odd Snorresön havde sin Oprindelse (see Landnama 2 B. 32 Cap. samt 3 B. 1 Cap). Den Stil, som hersker i den Olaf Tryggvesöns Saga, som er forfattet af Odd Munk (udgiven i Fornmanna-Sógur 10de Bind, 1835) viser sig virkelig at være beslægtet med Indledningen til Fostbrædra-Saga (som er indskudt i Olaf den Helliges Historie i Flatöbogen) og adskillige andre Stykker af den, som dog meer ligne Interpolationer end oprindelige Bestanddele af selve Sagaen. Hvorvidt Styrmer Frode, som den sidste (eller næstsidste) Forfatter eller sammensætter af Olaf den Helliges Historie efter Flatöbogens Recension, har forandret, afkortet eller foröget de ældre Bearbeidelser af samme store Saga eller dens Episoder, kunne vi naturligviis ikke sige; det antage vi derimod for vist, at den nu af os udgivne Recension (A) af Fostbrödre-Saga, er ældre, simplere og friere for nye overflödige Tilsætninger end den som indeholdes i Flatöbogen[17]. Den stemmer og bedre med Resultaterne af historisk-chronologiske Undersögelser, som vi have anstillet over denne Sagas os vedkommende Periode, og hvilke vi nu komme til at meddele vore Læsere.

Thormod maa være födt i Aaret 994 (om ikke först i 995), da han ved sin Död var noget over 35 Aar, efter de forskjellige Saga-Recensioners eenstemmige Beretninger. Kun een af dem (F, D, E) tillægger ham derimod en Vise, som han skulde have fremsagt ved sin förste Samtale med Kong Olaf den Hellige, og hvori han roser sig af at have, endnu ikke (eller knapt, varliga) 30 Aar gammel (þrítugr) ombragt 6 Mænd i Kamp. Vi nægte ikke at Thormod er denne Vises Forfatter, men antage at den hele Fortælling, hvori den er indskudt, enten ikke er paalidelig, eller ikke indfört i Sagaen, af Recensionens sammensætter, paa sit rigtige Sted. Den handler. som ovenmeldt, om Thormods Reise til Danmark, Ophold hos Kong Knud den Store, og med en Viking eller Krigsskibsförer Harek, Drab af en Kong Olafs Hirdmand og dog, med det samme, Flugt til Kongens eget Skib o.s.v. Det er overhoved usandsynligt at Thormod, som havde foresat sig at opsöge sin Fostbroders grönlandske Drabsmand, skulde först reise fra Island til Danmark, söge om at ansættes ved Knud den Stores Hof og opholde sig der en Tidlang m.m. - alt tvertimod de ældre Recensioners udtrykkelige Beretning. Den sidstes Forfatter har dog vistnok enten hört eller forefundet noget skriftligt om en saadan Reise til Danmark gjort af Thormod m.m. - og vi nægte ikke at det er mueligt at han har foretaget den, men det maa da være skeet för, uden at det var kommet til hans ældre Levnetsbeskriveres Kundskab - hvorimod Visen om hans Aldersaar ikke först er fremsagt til Kong Olaf, men derimod i Grönland, hvortil den netop vilde passe. Jeg Finn Magnusen besidder et Uddrag som jeg selv har gjort af Finn Johnsens (aldrig i Trykken udgivne) chronologiske Undersögelser over Gretters Saga, hvortil vi nu ikke her have originalen. De ere udarbeidede med den störste Flid og Sagkundskab, men omhandle kun et eneste Moment af Fostbrödre-Saga, nemlig Gretters Ophold paa Reikhole, hos Thorgils Aresön, tilligemed Fostbrödrene Thorgeir og Thormod[18]. Det ansætter Finn Johnsen til Vinteren 1019-1020, hvilket vi og finde at stemme overeens med Fortællingen i vor Sagas os her ellers uvedkommende förste Deel. Fra dette Tidspunkt af falder vor Udregning, grundet paa selve Fostbrödre-Saga og jævnfórt med de norske Kongesagaers Udregning, saaledes ud:

  • 1020: Gretter forlod Reikhole, men Thorgeir Havarsön tog fra Island til Örkenöerne, hvor han drog paa Ledingstog med Rögnvald, Bruse Jarls Sön, som da med sin Fader forsvarede Landet mod de mange der omsværmende Vikinger[19].
  • 1021: Thorgeir kommer til Norge i Sommeren eller Efteraaret.
  • 1022: - reiser til Island og overvintrer paa Reikhole.
  • 1023: - tager fra Reikhole til Rönhavn paa Sletten, dræber der Gaut Sleitesön, men ombringes selv snart efter af Thorgrim Trolle og Thoraren Ofse.
  • 1023: Strax efter Thorgeirs Död forlader Thormod Island og lander i Efteraaret ved Helgeland i Norge. Han begav sig strax til Kong Olaf, og har truffet ham i Nidaros, hvor han netop da, efter Hongesagaerne, overvintrede.
  • 1024: Thormod afreiste, om Foraaret, til Grönland, efter at have taget Afsked med Kongen (som da endnu opholdt sig i Nidaros).
  • 1024: Thorgils Aresön anlægger Sögsmaal mod Thorgeir Havarsöns islandske Drabsmænd, som domfældes paa Althinget (skjönt Sagen tildeels, med Hensyn til dem, efter Flatöbogen, er bleven forligt, med Gudmund den Riges Bistand).
  • 1023: Kong Olaf den Hellige sendte Thoraren Nefjulfsön til Grönland eller Island, med Ærender til Gudmund den Rige (som uden Tvivl tildeels have fordret Hævn for Thorgeir Havarsöns Drab) - efter Honge-Sagaerne 1023.
  • 1024: Thormod tager sit Ophold paa Bratlelid i Grönland, hos Thorkel Leifsön, i Efteraaret.
  • 1025: - dræber Lodin paa Brattalid fórst i Aaret.
  • 1025: - og Thorgrim Trolle i Sommeren.
  • 1025: - samt kort derefter Thorgrim Trolles 3 Söstersönner.
  • 1025: - tager sit Ophold hos Gamle og Grima.
  • 1026: - flytter derfra, efter et Aars Forlöb, til Stokkanes, og tager der sit Vinterophold.
  • 1027: - saarer Ljot, forfölges forgjeves af Thordise, og ombringer Ljot end senere, samt forlader Grönland for bestandig.
  • 1027: - kommer til Norge, med Skufs og Bjarnes Skib, i Efteraaret.
  • 1027: Efter Kongesagaerne opholdt Kong Olaf sig da i Vigen, hvoraf det bliver meget vel forklarligt at Bjarne fra Stokkanes, efter at have skilt sig af med Skibets Last, afseilede med det til Danmark, og solgte det der, men drog selv, som Pillegrim til Rom og flere hellige Steder.
  • 1028: Thormod drager fra Norge, med Kong Olaf, til Sverrig, sidst i Aaret.
  • 1029: - og fra Sverrig til Garderige eller Rusland.
  • 1030: - samt endelig fra Rusland, over Sverrig, til Norge, hvor han döde strax efter Kongens Fald og Slaget ved Stiklestad, af svære Saar.

Denne chronologiske Overeensstemmelse af Sagaen, saavel med dens egne, Angivelser af forskjellige Begivenheder som med andre Sagaer efter grundige Historikeres Udregning, er ikke eet af de ringeste Beviser for dens Sandfærdighed og Ægthed. De vigtigste indvendinger, som kunne gjöres mod den (med Fraregnelse af den 4de Recensions eller Flatöbogens ovenfor dröftede Tilsætninger) bestaae i forskjellige overtroiske Beretninger og Anskuelser. Nogle af dem findes netop i den af os meddeelte Text, og vi maae derfor kortelig tilkjendegive vor Mening derom. Hertil kunne regnes: Thormods Paakaldelse, i Tankerne, af Kong Olaf (eller hans mægtige Skytsaand), hvilken han tilskrev sin Modstander Falgeirs Uheld i en farlig Kamp m.m., forskjellige Beretninger om Drömme, i hvilke hedenske, trolddomskyndige Kvinder troedes at faae Underretninger om Begivenheder, som ellers var skjulte for andre, og om en Dröm eller Syn, i hvilket den hellige Kong Olaf gav sine christne Venner lignende Efterretninge: - en overtroisk Beretning om den Maade, paa hvilken den tryllekyndige Grima skjulte Thormod for hans Forfölgere. - Disse Fortællinger om Biomstændigheder grundes Paa Tidsalderens Overtro, af fuldkommen hedensk Oprindelse, endskjönt tildeels omstöbt i halv-christelige Former, men Historiens Troværdighed om Hovedbegivenhederne kunne de aldeles ikke nedrive. lövrigt henvise vi, med Hensyn til slige mistænkelige Tilsætningers nærmere Beskaffenhed, til Varianttillægene og vore paa vedkommende Steder til Oversættelsen föiede Anmærkninger. At et Land, som Grönland, isoleret fra den hele övrige Verden, af en uhyre Udstrækning og dog havende saare faa Beboere af europæisk Oprindelse eller Dannelse, maatte, med sit lange Vintermörke og mange forunderlige Naturphænomener, meget bidrage til sine Indbyggeres phantasliske Stemning og overtroiske Grublerier, i den aandelig mörke Middelalder, er af sig selv saare let forklarligt. - Hin Tids grönlandske Beretninger maae saaledes ikke bedömmes efter vore Landes og Dages Maalestok i denne Henseende, endskjönt de her forekommende Fortællinger af delte Slags langt fra ikke vare af den Beskaffenhed, at de virkelig historiske Beretninger jo ikke lettelig kunne skjelnes fra dem, som sande og troværdige, om de end af de samtidige tildeels saaes, med Hensyn til Begivenhedernes Aarsager og Sammenhæng, i et andet Lys, end det hvori vi, efter vor Anskuelsesmaade, kunne falde Paa at betragte dem.

Et höist besynderligt Beviis, baade for de herommeldte Fostbrödres og især Thormods grönlandske Togs vidtudbredte Berömmelse i det gamle Norden, samt tillige for Traditionens langvarige Bevaring uden Skriftens Hjelp, er en Færöisk Folkesang om dem, og især Thormod, som ikke förend i Fjor (1834) er bleven optegnet. Den er Selskabet tilsendt af Hr. Pastor Schröter i Thorshavn, og vil, forsynet med hans Oplysninger dertil, samt med fler Anmærkninger, især med Hensyn til vor Saga, blive trykt i nærværende Værk. Ovenfor (S. 253) have vi meddeelt en besynderlig Beretning fra samme Kvad, som med andet meer synes at vise, at den islandske Sagas ældste Bearbeidelse[20], om ei en anden selvstændig, eller endog et norsk os ellers ubekjendt ældgammelt Digt, har ligget til Grund for dette særdeles mærkværdige Færöiske Kvad, som ikke forhen har været kjendt her i Danmark, endmindre nogensinde udgivet. Det er saaledes et værdigt Sidestykke til Lyngbyes Færöiske Kvæder (som mest handle om Eddaernes berömte Volsunger) trykte i Randers 1822, samt Svaboes endnu ikke udgivne Samling af andre flere, som forvares her i det store Kongelige Bibliotheks Haandskrift-Samling. At vor Thormod og besynges i en islandsk Rima, som upaatvivlelig i det mindste er fra det 14de Aarhundrede, forbeholde vi os ved samme Leilighed at vise.


___________


Dráp Þorgeirs Hávarssonar.

Tveir bræðr bjoggu í Garpsdal, hêt annarr Kálfr, en annarr Steinólfr; þeir voru [ríkir menn[21] [ok vinsælir[22] ---[23] [En er vâraði þá sendir lllugi várníng sinn til skips[24]; þá skyldu fara utan með honum Þorgeir Hávarsson ok þeir bræðr í Garpsdal, Kálfr ok Steinólfr[25], ok fóru þeir Þorgeir norðr fyri at búa skipit[26], en Illugi reið til þíngs[27]. Ok er þeir komu [í Raunhöfn, settu þeir fram skipið. Þar var þá Helgi selseista. Gautr Sleituson var til skips kominn, ok [var eigi í mötuneyti með Þorgeiri[28]. Þar var íllt til eldiviðar, ok fóru sinn dag hvârir at afla eldiviðar[29]. Einn dag [fór Þorgeirr ok hans kumpánar[30], en Gautr var heima til [matgerðar[31]. [Menu Gauts þraut eldivíð[32], ok sögðu Gauti[33]. Hann gengr til tjalds[34] Þorgeirs, ok tekr þar[35] spjót hans, ok höggr af skapti, [ok kastar spjótinu í húðfat[36] hans[37]; hann tók ok skjöld Þorgeirs, ok klyfr sundr skjöldinn ok spjótskaptið[38], ok eldar uudir katlinum; ok varð þá vel matbúið. Þorgeirr kom heim um kveldit, ok saknar [spjóts síns ok skjaldar[39]; hann spyrr hverr tekit hefði. Gautr segir at hann klauf hvárttveggja undir ketil várn, er eigi mátti aðr matbúa er engi var eldiviðr, en oss þótti illt at eta rátt[40]. [Þorgeirr svarar: nauðsyn var þat at matbúa yðr, því at [hráæti eru fyriboðin[41] hêr í landslögum[42], ok minn herra, Ólafr[43] konúngr, fyribyðr öllum [sínum mönnum[44] at eta hrátt. [Engi maðr fann at Þorgeiri [45] mislikaði þetta[46]. Annan dag [fór Gautr ok hans kumpánar[47] at eldiviði[48], en sveinar[49] Þorgeirs sögðu honum at þá vantaði við. Þorgeirr[50] tók þá skjöld Gauts ok spjót, ok hjó undir ketíl. Gautr kom heim, ok sá spjót sitt liggja skaptlaust í húðfati[51] sínu; hann saknar ok skjaldar síns. Hann spyrr hverr tekit hefir. Þorgeirr svarar: þat klauf ek undir ketil í dag, þvíat sveinum varð eldiviðar skortr[52]. Gautr mælti: seint [lætr þú af[53] at auka [úsæmð við oss frændr[54]. Þorgeirr svarar: svâ er leikr hverr sem [byrjaðr var[55]. Gautr hjó þá til Þorgeirs, en hann lystr exi sinni við högginu, ok bar af sêr, ok skeindist þó nokkut[56] á fæti; lupu þá menn meðal þeirra[57], ok hèldu [þá Þorgeiri. Hann[58]mælti: ekki þurfit pèr mèr at halda, [ekki geri ek at sinni[59]. Voru þeir nú skildir, ok fór hvárr í sitt tjald, ok [fóru síðan at sofa[60]. Ok um nóttina stendr Þorgeirr upp, ok tekr exi sína, ok gengr [í tjald þat[61] er Gautr svaf í[62], ok vekr hann. Gautr[63] sprettr upp, ok vildi grípa vâpn sin. Þá hjó Þorgeirr í höfuð Gauti, ok klýfr hann í herðar niðr[64], gekk brott síðan til [tjalds síns[65]. Kumpánar[66] Gauts vöknuðu við brestinn, er hann var veginn, [ok bjuggu um líkið. Svâ segir Þormóðr[67]:

Gaut[68] veít ek at sun Sleitu
snarfengr[69] með lið drengja,
höldr við harðar deildir
hjördarfan[70] nam fjörvi;
[úfeigum[71] varð eigi[72]
álmþíng[73] í gný málma;
[opt verðr rík[74], þeim er rækir,
raun, stynfullu[75] launað[76].

Einn[77] dag sá þeir Þorgeir, hvar skip sigldi af hafi þángat til Hraunhafnar; [þeir köstuðu akkeri[78] ekki mjög nær skipí Þorgeirs. Hann fór [á báti með skipverjum sínum til kaupsins[79] at spyrja tiðinda eða hverir [formenu væri[80] fyri skipinu. Honum var sagt, at [Þorgrímr Einarsson er kallaðr var trölli, grænlenzkr maðr[81], rèði fyri skipinu[82]. Hann spurði, hversu margir menn voru á skipinu; honum var sagt at þeir væri XL[83] [vígra manna þar á[84]. Þorgeir sá at þar var mikíll liðs munr, ef þá greindi[85] nokkut á, þvíat þeir Þorgeirr eigi meir en XX[86] menn. Þá mælti Þorgeirr[87] af því at þat er mælt, at hêr sè hvârírtveggju [eigi at fullu jafnaðr menn[88], [þá synist mêr[89] at vèr[90] setím grið vâr á milli sakir varygðar[91]. Þórarin ofsi hèt annarr styrimaðr á skipi með trölla[92]; ok voru síðan grið sett með þeim. [Svâ segir Þormóðr:

Gulls rêð Þorgeir þolla
þvínæst griða æsta,
sèr er hann seyðis[93] fjarri[94]
svinngeðr með lið minna;
allt[95] tekr seggr enn snjalli
sannlegs[96] friðar mönnum,
fljót[97], þá er fyrðar nýtan[98],
fullmæli, rèðu tæla[99].

Nú voru gríð sett meðal þeirra; fór þá Þorgeirr til skips síns; flutti hann þá út allt fé skipverja sinna, ok lêt skip sitt liggja um akkeri [eigi allnær[100] landi, ok voru menn hans jafnan allir á skipí, þvíat hann trúði þeim Þorgrími ok Þórarni [eigi til fullnaðar[101], þóat grið væri millum þeirra. [Þeir Þorgrímr spurðu[102] þá víg Gauts Sleitusonar, þvíat Þorgeirr hafði eigi sagt þeim vígít. En er Þórarinn ofsi spurði þat, þá mælti hann við Þorgrím trolla: eigi munda ek grið hafa selt Þorgeiri, ef ek hefða vitað víg Gauts, vínar míns ok frænda; vil ek nú vita ef þú villt mik til styrkja at hefna hans. Þorgrímr segir: þèr mun ek at þessu fylgja, en torsótlegr sýnist mèr Þorgeir, [par sem nü er hann kominn[103]. Þórarínn mælti: vèr skulum bera á land [dýrgripi vâra[104], ok má vera at hans menn fari á land at [sjá ok forvitnast[105] gripina, ok munu vêr þá fyrst drepa ok fætka[106] svá lið þeirra[107]. Þeir Þorgrímr ok Pórarinn [voru fèlagar[108], ok höfðu ætlað at fara til Grænalands, ok báru þeir því eigi fé sitt af skipi. Einn góðan veðrdag báru þeir Þorgrímr á land skrúð ok marga góða gripi[109]. Þann dag fara þeír Kálfr ok Steinólfr XII saman til lands á báti eptir vatni, ok lupu þegar III af liði þeirra þángat sem varníngrinn var, ok voru þeir þegar drepnir. Þeir Þorgrímr ok Þórarinn fara þá með líði sínu at þeim Kálfi ok Steínólfi, ok [bundu þá[110], en drápu [VI þeirra menn[111]. Helgi selseista drap[112] í fyrstu einn förunaut þeirra Þorgríms, ok ljóp brott síðan. Menn ljópu eptir honum, ok náðu honum eigi; ljóp hann eð efra um fjöll nætr ok daga, þartil er hann kom [til alþíngis[113], ok sagði þeim Þorgilsi ok llluga þau tíðindi, er gerzt höfðu í Raunhöfn, þá er hann fór brott. En eptir þau víg er nú var frásagt tóku þeir Þorgrimr kaupskipsbátinn, þann er Kálfr hafði haft til lands, [ok fóru þá til skips síns[114]. Þorgeir var út í skipi[115], ok vissí eigi þau tíðindi, er á landínu höfðu gerzt[116], ok fann hann eigi fyrr en þeir Þorgrímr fluttu kaupskip sitt at skipi hans með II bátum, ok voru allir her klæddir, ok leggja borð við borð[117]. Þeir Þorgeír grípa þá vâpn sín, ok verjast vel ok drengiliga; [en af því at liðsmunr var svâ mikill at meirr var enn IIII um einn[118], þá gengu þeir Þorgrímr upp í skip Þorgeirs[119]. Þorgeirs menn fêllu brátt; hann[120] hafði [eigi fleiri (vâpn) en[121] eina exi[122], hjó hann með henni bæði stórt ok ákaft[123], ok var þat lengi er þeir komu eigi sárum á hann, þvíat engum þótti [girnilig gistíg[124] undir exi hans[125]; ok er hans menn voru fallnir, ljóp hann aptr í stafninn ok varðist þaðan[126]; [svâ kvað Þormóðr:

Stirðr rèð stafn at varða
strengreins togum[127] drengja,
ítr þvíat ár var heitinu
auðstjóri þrek fjórum,
áðr sigreynar[128] sínum
sár hlutu meðr[129] at hváru[130]
út við eigi lítin[131]
erríng fèll á knerri.
Kent[132] hef[133] fjör hvæ[134] frændum
fólkbettír[135] skal vetta[136]
dýrs[137] þó at drengi verri[138]
dylgjusamt[139] at fylgja,
þægs[140] fræ[141] ek Þorgeir eigi[142],
þau eru orð komin norðan,
handargrjóts frá hreyti,
hug þann er við man brugðið[143].

Allir [mæltu eítt um[144] hans vörn ok fræknleík[145], at engi þóttíst hans jafníngja fundið hafa; hann hjó hart ok tíðum, [ok voru honum lengi sín högg bæði[146] fyrí skjöld ok brynju[147]. Þeim Þorgrími sóttist (seint), þvíat harðfengra var fyrir en þeim kom í hug, ok varð þeim hann dýrkeyptr, þvíat Þormóðr hefir svâ ort, at hann [vâ par XIII menn[148], áðr hann lèt líf sitt, en II eru nefndir í Þorgeírs drápu[149]. Már hèt austmaðr, er fyrstr kom sári[150] á hann, á hönd Þorgeirs, ok bjó hann þann banahögg. Þórir hèt [sá maðr[151], er lagði spjóti í gegnum hann, en Þorgeír gekk á [spjótið upp at höndum Þóri, ok hjó í höfuð honum, ok klauf hann í herðar niðr. Svâ segír Þormóðr[152]:

Hauss[153] frá ek hræfa lækja[154]
harðræðis [þrot bræði[155]
við sviprunna sennu[156]
sverðs[157] aldregi verða;
Már hêt maðr ok Þórir
málsnjallr er lêt falla,
áðr frágum þá þeirra,
Þorgeirr, lokið eirum[158]
Olli fjörr, áðr felli
flugtrauðr[159], hjarar dauða,
sá var rækjandi enn ríki
reggis, XIII[160] seggja;
þat[161] let ek[162] hjaldrs[163] fyri höldum
hinn er þrek gat[164] vinna
mál [tjá mín[165] at deilast
mjúk, [vissa ek tal[166] lúkast[167]

Nú er Þórir var fallinn, en spjót stóð í gegnim Þorgeir, þá fèll hann eigi; [lupu þeir Þorgrímr ok Þórarinn þá at honum[168], ok unnu at honum báðir, þá fèll Þorgeir[169]. Þórarinn[170] bjó höfuð af honum, ok hafði með sêr brott. [Þeir skáru upp líkam hans, ok vildu sjá hjarta hans, ok var þat eigi meira en valnot, ok hart sem sigg, ok ekki blóð í[171]. En eptir bardagann skildu þeir Þorgrimr ok Þórarinn fèlag sitt[172], þvíat Pórarinn venti sêr [mikilla sæmda ok framgángs af sigri þessum, er hann þóttist unnið hafa[173]. Þorgrímr hafðí skip or fêlagi, en Þórarinn lausafê; sigldi Þorgrímr til Grænalands[174] en Þórárinn fèkk[175] sèr[176] hesta, ok reið norðan[177] með XII manna[178]. Hann hafði höfuð Þorgeirs [við slagálar[179] sèr í belg, til ágætís [sigrs síns[180]. Þat var skemtan þeirra [um daga, þá er þeir beittu hestum sínum[181], at þeir tóku höfuð Þorgeirs, ok settu upp á þúfur, ok lógu at. En er þeír komu í Eyjafjörð, þá áðu þeir skamt frá Stokkalöðum[182]. Þeir tóku þá enn höfuð Þorgeirs, ok settu uppá eina þúfu, sem þeír voru vanír. Þeim sýndist þá höfuðit svâ ógurlígt, [at augun rærðust ok umsnerust[183], [túngan var úti ok blaðraði[184]. Þeir urðu [svâ ræddir[185], [at engi þorði nær at koma[186]; [grófu þeir þá gröf[187] með exum sínum, ok rundu par siðan í höfðinu, ok báru síðan á torf ok grjót. Eptir bardagann voru þeir Kálfr ok Steinólfr leystir or fjötrum, ok [lètu þeir jarða likin með Slettukörlum[188]. Litlu siðarr kom Illugi til skips, ok fór hann utan þat sama sumar[189].


Af Þormóði.

[Þormóðr kolbrúnarskáld undi illa eptir fall Þorgeirs, ok fór[190] þat sama sumar utan[191], ok Eyjúlfr or Ólafsdal ok Þorgeir hófleysa, fóstbróðir hans, í Grímarósi.[Þeir tóku land norðr á Hálogalandi í Lofot[192]. Þormóðr fór á fund Ólafs konúgs ens helga, [ok sagði konúngi at hann var svarabróðir Þorgeirs Hávarssonar; sagði hann honum þá alla atburði um fall hans[193]. Konúngr mælti: [velkomínn skaltu með ors vera, ok þat vilda ek, ef mèr vinnst líf til, at hefnt yrði Þorgeirs[194]. Þá kvað Þormóðr:

Þarf sá er þèr skal hverfa[195],
þengill, fyri knè lengi,
svarar þú hógliga hverjum[196]
hugborð[197], konúngr orði;
fáir [eru um en frævit[198],
frændr vorum[199] þá[200] vændir,
minnumst[201] meirr á[202] annað,
mitt starf, konúngr[203] djarfir[204].

Konúngr mælti: skemtan man[205] vera at skáldskap þinum[206]. Litlu síðarr gerðist Þormóðr hirðmaðr Ólafs konúngs[207] Þat sumar[208] kom skíp af Grænalandi; [þat átti[209] sá maðr er Skúfr[210] hèt, grænlenzkr maðr, ok var vin konúngs ok [hirðmaðr hans[211]. Skúfr [var með konúngi[212] um vetrinn[213]. Eptir um vârið en Þorgeirr fèll, bjó Þorgils Arason[214] mál [til alþingis[215] um víg Þorgeirs á hönd Þórarni ofsa ok þeim öðrum er at víginu höfðu verið, ok voru gervír þeir útlagir skógarmenn, er at víginu voro, en Guðmundr enn ríki ok Þorgils Arason lètu drepa Þórarin ofsa[216] á mannamóti[217] í Eyjafirði[218]


Þormóðr fór til Grænlands.[219]

Þá er Þormóðr kolbrúnarskáld hafði verit einn vetr með Ólafi konúngi, þá bjó Skúfr grænlendingr skip sitt til Grænlands. Þormóðr gengr þá fyri konúnginn, ok mælti: Þat vildi ek, [minn herra[220]! at þú lofaðir mêr at fara út til Grænlands[221]. Konúngrinn spurði[222]: hvart ætlar þú at hefna Þorgeirs, svarabróður þins? Þormóðr mælti: eigi veit ek hvers auðit má verða um þetta. Konúngr mælti: eigi mun ek banna þer förina, þvíat ek veit[223], hvat þú vill[224]. Tekr Þormóðr sèr þá fari með Skúf; ok er þeir eru mjök búnir, þá fara þeir á fund konúngs, ok þakka honum alla vingan þá er hann hafði þeim veitt. Konúngr bað þeim vel farast. Koúngr gaf Þormóði sverð ok[225] gullhríng, er þeir skildu. Gánga þeir Skúfr á skip út; ok er þeir [voro albúnir[226] þá gengr maðr út á [skipit at bryggjusporðinum[227]. Sá maðr var mikill vexti ok herðibreiðr ok herðiþykkr[228]; hann hafði síðan hött á höfði, ok máttu þeir ekki[229] sjá í anlitit á honum; en þat er þeir máttu af sjá, [þá svndist þeim hann skolbrúnn ok skeggjaðr ok greppligr[230] í ásjóno[231]. Sá maðr kvaddi Skúf. Skúfr tók vel kveðju hans, ok spurði hann at nafni; hann kveðst Gestr heita. Skúfr mælti: hvar er kyn þitt? Gestr svarar: víða stendr kyn mitt fótum, en þat er eyrindi mitt híngat, at ek vil víta, hvart þú vill veita mèr far út til Grænlands [eða eigi[232]. Skúfr svarar: ókunnigr maðr ertu mer, ok mun ek [ráðast um[233]við skipverja[234] mína, hvat þeim sýnist ráð[235]. Gestr mælti[236]: þat hugða ek at stýrimaðr ætti fyri skipi at ráða, en eigi hásetar; ok er þat likligast at ek vinna hlutverk mitt[237], svá at eigi munu hásetar[238] þurfa fyri mik at vinna[239]. Nú lauk svá þeirra viðræðu at Skúfr [tók við Gesti[240]; gengr Gestr upp í bæinn, ok kemr aptr litlu síðarr með mikla byrði[241], svá at varla máttu lI menn [valdit fá[242]. [Gestr tók sèr rúm aptr á búlkabrún. Hann átti fátt við aðra menn, ok lét fátt til sín taka[243]. Skúfr lét þegar í haf[244], er byr gaf. Gestr var æ því [betri liðsmaðr[245] [er meirr þurfti[246]. Svá sýndist mönnum sem Gestr mundi hafa II manna [megin eða Ill[247]. Heldr skarst allt[248] í odda með þeim Gesti ok Þormóði, þat sem við bar. Svá bar at einn dag at þeir Þormóðr ok Gestr áttu austrmál at halda báðir saman. Í þat mund var byttu austr á skipum, en eigi dælu austr. Nú var Þormóðr niðri í kili, ok sökti byttunum, en Gestr tók við á þiljunum, ok bar út fyri borð. Þormóðr var ekki sterkr maðr, ok seldi opt ekki lángt upp bytturnar[249]. Gestr [ræddi um at hann skyldi lengra upp selja bytturnar[250]. Þormóðr svarar öngu, en gerði rètt sem áðr. Nú er minstar vanir var, þá lætr Gestr falla ofan byttuna fulla af sjó í fáng Þormóði; varð hann alvâtr, ok hleypr upp or austrinum, ok þrifr vâpn. Gestr tekr þá ok sin vâpn, vilja þeir þá á berjast[251]. Skúfr mælti: [þat er eigi samiv at menn sè úsáttir á kaupskipum í hafi, þvíat þar fylgir mart til meins, ok sjaldan mun þeim skipum vel farast, er menn eru ósattir innanhorðs. Nú viljum vèr beiða ykkr, at þit [setit grið meðal ykkar, meðan þit eru í hafi[252] á skipi[253]. Nú [var svâ gert[254]. Skip velkir úti lengi; fá þeir veðr stór, ok í einum storm gengr í sundr skiprá[255] þeirra; fór þá seglit utanborðs; taka menn seglit, ok heimta at sèr innanborðs ok voro tiltök Gests harðfengligust[256]. Skúfr vissi at þeir menn voro lítt hagir, er farit höfðu af Grænlandi með honum, en hann hafði sèð þá Þormóð ok Gest mart hagliga telgja. Skúfr mælti þá við Þormóð: vill þú skeyta[257] rá vâra saman? Þormóðr svarar: ekki em ek hagr, biddu Gest at gera at ránni, hann er svâ sterkr at hann mun stínga mega saman rárendunum[258]. Skúfr gekk þá til Gests, ok [bað hann bæta rána[259]. Gestr svarar: ekki[260] em ek hagr, mæl þú at Þormóðr geri at, þvíat hann er svá orðhagr[261] at hann mun yrkja saman rárendana[262], svá at fastir[263] sè; en [fyri nauðsynja sakir, þá mun ek[264] telgja annan hlutinn rárinnar, en Þormóðr telgi annan. Nú er fengin sin öx hvârum þeírra, ok telgir sinn hlut hvârr þeirra. Gestr lítr nokkut [um öxl[265] til Þormóðs; þá er hann hafði telgt sinn hlut rarinnar, sezt hann niðr á bálkann[266], en Gestr telgir nokkoro lengr þat trê er hann var at; ok er lokit var at telgja, þá bar hann saman hlutina, ok þurfti þá af hvârigum hlut at taka. Nú festi Gestr saman rána[267], ok eptir þetta festa þeir segl við rá, ok siðan sigla þeir. Síð um haustit tóko þeir Grænland; skípit kom í Eiríksfjörð[268]. Þorkell Leifsson[269] var þá [höfðíngi yfir[270] Eiríksfirði[271]; Þorkell var mikill höfðingi, ríkr ok vinsæll, hann var vin mikill ens helga Ólafs konúngs; Þorkell kom brátt til skips, [þá er þat var landfast orðit[272], ok keypti [at stýrimönnum ok at hásetum þá hluti er hann þurfti at hafa[273]. Skúfr gerði Þorkatli í kunnleika, at hírðmaðr Ólafs konúngs var þar á skipi, sá er Þormóðr hèt; sagði at konúngr hafði Þormóð honum til handa sendt til trausts[274] ok halds, ef hann þyrfti meira við. Nú af þessum orðum [Skúfs fór Þormóðr til vistar í Brattalíð[275]. Skúfr átti bú á Stokkanesi[276]; þat var[277] á Eiríksfirði öðrum meghum[278] en Brattalíð var. [Við Skúfi bjó sá maðr[279] er Bjarni hèt, vitr maðr ok vinsæll, gjörr at sèr í mörgu, [hagr vel[280]; hann varðveitti bú þeirra beggja, þá er Skúfr[281] var í förum. Þeir áttu fèlag[282] saman, ok fór vel með þeim. Þormóðr fór til vistar í Brattahlíð. Gestr vistaðist í Einarsfirði[283] á þeim bæ er hèt[284] í Vik, [þar bjó sá maðr er Þorgrímr[285] hèt[286].


Frá Þorgrími[287] trölla.

Þorgrímr trölli Eínarsson bjó í Einarsfirði á Löngunesi[288]. Þorgrímr var goðorðsmaðr, mikill höfðíngi ríkr ok fjölmennr, garpr hinn mesti [í skaplyndi[289]. [Við Þorgrim bjó[290] systir hans er Þórdís hèt, hana hafða átta sá maðr er Hámundr hèt. Synir Þórdisar IIII voro í víst með Þorgrimi[291]; einn þeirra hêt Böðvarr, annarr Falgeirr, þriðí Þorkell, fjórði Þórðr; þeir voro allir garpar miklír ok fráligir menn. Þórun hèt önnur systir Þorgríms trölla, hún bjó í Einarsfirði á þeim bæ sem[292] heitir á Lánganesí. Hún átti sun þann er Ljótr hèt; (hann) var mikill maðr vexti[293]. Allir frændr Þorgríms voro miklír hávaðamenn ok újafnaðar-fyllir[294]. Sigríðr hêt kona er bjó á þeim bæ, er at Hamri hèt[295]. Sigríðr áttí [gott bú [ok gagnsamt[296]. Sígurðr hêt sun hennar, er at búi var með henni. Sigurðr var fráligr maðr[297], vinsæll ok lítill hávaðamaðr, [ok þótti eigi alla vega jafnt[298]. Loðinn hèt verkpræll[299]í Brattahlíð, hann var verkmaðr góðr[300]; honum fylgði at lagi kona sá er Sigríðr hèt, hún var fengin til at vinna Þormóðí. Skemma var í Brattahlíð, eigi áföst[301] húsum, er Þorkell svaf í ok setumenn hans. Þar brann ljós í skemmuni hverja nótt eptir aðra[302],[en annat fólk svaf inni[303]. Nú þótti Loðni [Sigriðr helztí löngum dveljast í skemmuní[304] á kveldum[305]; þótti honum hún gá sín minnr en verit hafði; kom honum þá í hug kviðlingr [sá er kveðinn hafði verit[306] um lausúngarkonur[307]

[á hverfanda hveli
voro[308] þeim [hjörto sköput[309],
[310]brigð í[311] brjóst lagit[312].

Hann ræddi um við Sigríði, at hann vill eigi [vistir hennar lángar[313] í skemmunni á kveldum; hún svarar [honum[314], sem henni var í skapi til[315]. Þat barst at einn aptan, þá er Þorkell ok Þormóðr vildu gánga út til skemmu, ok Sigríðr [með þeim[316], þá tók Loðinn til Sigriðar ok hèlt henni; en hún [rogast or höndum honum[317]; ok er Þormóðr sèr þetta, þá tekr hann í hönd Sigriði, ok vill kippa henni or höndum Loðni, [en þat gengr eigi skjótt[318]. Þorkell sèr á þrætu[319] þeirra; hann mælir við Loðin: lát Sigríði fara leiðar sinnar; úskuggasamligt er allt um vistir[320] hennar á kveldunum í skemunni[321]; mun ek gæta hennar[322], svâ at [þèr sè skammlaust úti þar, ok svá henni[323], en þú gæt hennar[324] þess á milli[325].


Þormóðr drap Loðin.

Þá er at jólum dregr, lætr Þorkell mungát[326] heita, því at (hann) vill jóladrykkju hafa, ok gera sèr þat til ágætís, því at sjaldan [voro drykkjur[327] á Grænlandi. Þorkell bauð þángat vinum sínum at jólum, ok var þar fjölment. Skúfr af Stokkanesi, ok Bjarni voro þar um jólin. Þaðan var hafðr húsbúnaðr[328] ok ker ok klæði um jólin. Nú drukku menn um jólin með mikilli gleði ok skemtan. Affaradag jólanna bjoggust menn á brott[329]. Loðinn[330] greiddi mönnum klæði, sverð ok handagervi, er hann hafði varðveitt[331], hann setti ok fram skip þeirra Skúfs ok Bjarna[332]. Húskallar báru ofan ker ok klæði[333]. Loðinn var í selskins stakki[334] ok selskinsbrókum[335]. Þá kemr Loðinn í stufu við [hinn fjórða mann[336]. Þar voro áðr eigi fleiri en þeír Þormóðr ok Bjarni[337]. Þormóðr lá í bekkinum á framanverðum stokki. Nú er þeir koma í stufuna, þá greip Loðinn í fætr Þormðds, ok kipti honum fram á golfit, [ok dró hann[338] utar eptir gólfinu. Þá hleypr Bjarni upp, ok grípr um Loðin miðjan, tekr hann upp[339], ok rekr niðr við gólfinu hart, ok bölvar[340] [þeim er Þormóð drógu[341], ok bað þá láta hann lausan; [ok þeir gera svâ. nú stendr Þormóðr upp, ok mælti til Bjarna: engi tilkvâma þykkír oss Íslendíngum um slik brögð, þviat vèr erum opt sliku vanir í skinnleikum[342]. Þeir[343] ganga út, ok láta sem ekki hafi í orðit. Nú er þeir Skúfr voro albúnir til ferðar, þá gengr Þorkell til skips með þeim, ok heimamenn hans. Þeir höfðu eina ferju[344], ok lá ein byggja á land upp af ferjunni[345]. Bjarni stóð hjá ferjunni[346], ok beið Sküfs, er hann hjalaði við Þorkel. Loðinn var uppi skamt frá [skipinu, ok hafði af hendi greitt klæði[347] manna[348]. Þormóðr var þaðan skamt, ok er minstar vânir voro, bregðr Þormóðr [höggeyxi undan skikkju sinni, ok höggr í höfut Loðini, svâ at hann fèll þegar dauðr til jarðar[349]. Þorkell heyrir brestinn, ok lítr til, sèr hvar Loðinn var fallinn. Hann mælir þá við sína menn, at þeir gángi ok drepi Þormóð, en þeim varð bilt. Bjarni mælti, at Þormóðr skyldi ganga út á skip; hann gerði svâ. [Bjarni gekk eptir honum, ok svâ Skúfr[350]; ok er þeir komu á skipit, þá hemta þeir bryggjuna út[351]. Þorkell eggiar þá[352] atgöngu, ok víldi berjast við þá Skuf ok Bjarna, ef þeir vildi eigi Þormóð fram selja. Skúfr mælti þá: bráðlitit gerir þðu at þetta, Þorkell bóndi[353], ef þú vill drepa Þormóð, heimamann þinn, en hirðmann ok skálð Ólafs konúngs, mun yðr maðrinn (dýrkeyptr verða, ef Ólafr konúngr spyrr at þèr látit drepa hann, allra helzt er hann hafði selt hann þèr til trausts[354], ef hann þyrfti nokkurs við; sýnist þat í þessu máli sem opt, at reiðín lítr eigi hit sanna; nú vlljum vèr bjóða yðr fêbætr[355] fyri Þormóð um víg þetta [ok vausa þann er yðr hefir gjörr verit í vígínu[356]. Nú af þessum orðum Skúfs þá sefast Þorkell; áttu þá margir hlut í um sættir þeirra; [fór þat ok fram at Skúfr hannsalaði Þorkatli sjálfdæmi[357] fyri víg Loðins; fór Þormóðr Þá [til vistar[358] á Stokkanes[359].


Víg Þorgríms trölla[360].

Egill hèt húskall þeirra Skúfs[361], hann var mikill maðr vexti ok sterkr, ljótr yfirlits[362], úfimr ok úvitr; hann [átti kenníngarnafn, ok[363] var kallaðr Fífl-Egill. Þormóðr var löngum[364] úkátr. [Þeir spurðu Þormóð eptir, Bjarni ok Skúfr[365], ef þeir mætti nokkut bætr ráða á hljóðleikum hans. Þormóðr svarar: þat vilda ek at þit fengit mèr fylgðarmann þann er mèr fylgði, hvert er ek vilda fara[366]. þeir sögðu svâ vera skyldu, báðu hann kjósa þann mann af húskörlum sínum sem hann vildi. Þormóðr mælti: Fifl-Egill, hann er mikill vexti ok sterkr, hann kýs ek, ok mun eigi ofhygginn[367] at gera slíkt sem fyri hann er lagt. Þeir kvoðu svâ vera skyldu. Menn undruðust þat er hann kaus Egill[368]. Bjarni smiðaði Þormóði eyxi breiða at Þormóðs fyrisögn; hún var slegin[369] ofan [öll af[370] ok fram til eggjar; eigi var eggvölr fyrir henni, [helztí var hún bitrlig[371]. Um sumarit[372] eptir þessa atburðí fóru menn til þíngs í Garða í Einarsfjörð[373]. Þeir or Eiriksfirði höfðu tjaldat búðir sínar, ok var leiti á meðal ok þess er þeir höfðu tjaldat[374] or Einarsfirði. Nú er menn höfði flestir[375] tjaldat büðir, þá var Þorgrímr eigi kominn. Litlu siðarr var sèn för hans[376]; hann hafði skrautligt [skip, ok svâ liðskost valzligan ok vel búinn[377]. Svâ var offi Þorgrims mikill, at menn þorðu varla at mæla við hann[378]. Veiðarfæri höfðu þeir Grænlendíngar jafnan á skipi sínu. Nú er skip Þorgríms rendi at landi, þá gengu menn til strandar, at sjá skraut[379] þeirra ok vâpnabúnað[380]. Þormóðr var þar viðstaddr, ok tók upp selskutil einn, er þeir höfðu á land kastat, ok lítr á; einn förunautr Þorgríms[381] tekr til skutilsins, ok mælti: lukr af skytlinum[382], maðr, segir hann, þvíat þèr mun til lítils koma, þóttú haldir á, ok þat ætla ek at þú munír lítt kunna at beita skutlinum. Hann svarar [svâ: úvíst þikki mèr hvárt þú beitir betr[383] (en) ek; ifalaust mun þat, sagði hinn. Þá kvað Þormóðr vísu þessa:

Betr lèz beita skutlí,
baldr hælir því skjaldar,
þollr hleypr hart um hellur,
hlunnjóts[384], enn vær kunnum[385];
gjörr man[386] ek hitt hve[387] harri
hugdýrstr skípar fýstum[388]
veitti oss, sá er átti
ormstorg[389], í skjaldborgu.

Þormódr gengr þá heím til búdar [Þorgríms. Hann lætr þá tjalda búð sína[390] með miklum sóma[391] ok búast um vel. Þat barst at einn góðan veðrdag á þínginu at allir menn voro gengnir í brott frá búð þeirra Skúfs ok Bjarna nema Þormóðr; hann lá heima í búð[392] ok svaf, hann hafði breitt á sik feld tvíloðinn er hann átti; feldrinn var öðrumegin svartr, en öðrumegin hvítr. Nú er Þormóðr hafði sofit nokkura stund, þá vaknar hann ok sèr at allir menn voro í brotto[393]; hann undraðist þat, því at þá var mart manna í búðinni, er hann sofnaði, ok í því kemr Egill farandi í búðina, ok mælti: of fjarri ertu mikilli skemtan. Þormóðr spurði: hvaðan komtu at, eða hvat er nú [í leikum[394] til skemtanar. Egill svarar: ek var at búð Þorgríms Einarssonar[395], ok þar er [nú mestr[396] hluti þíngheimsins. Þormóðr spurði: hvat er þar til skemtanar? Egill mælti: Þorgrímr segir þar sögu. Þormóðr mælti: frá hverjum er saga sú er hann segir? Egill svarar: eigi veit ek gjörla, frá hverjum sagan er, en hitt veit ek at hann segir vel frá ok skemtiliga, ok er stóll settr undir hann úti hjá búðinni, ok sitja menn þar umhverfis, ok hlýða til sögunnar. Þormóðr mælti: kunna muntu nokkurn mann at nefna, þann sem í er sögunni, allralhelzt er þú segir svá mikit [gaman sé at[397]. Egill mælti: Þorgeirr nokkurr var mikill kappi í sögunni, ok svá virðist mèr sem [hann Þorgrímr[398] mundi verit hafa nokkut við söguna, ok gengit mjök vel fram sem líkligt er[399]; vilda ek at þú gengir þángat, ok hlýddir til skemtanar. Vera má þat, sagði Þormóðr; rís hann nú upp, ok tekr yfir sik feld sinn, ok snýr út hinu svarta á feldinum; hann tekr öxi sína í hönd sêr, ok setr hött[400] á höfut sêr, gengr til búðar Þorgríms, ok Egill með honum, nema þeir stað [undir búðar vegginum[401] ok hlýðast þaðan um, ok mátti paðan eigi gerla heyra þat er sagt var. Veðr hafði á verít bjart ok sólskin mikit; en er Þormóðr var kominn[402] undir búðina, þá tók veðrið at þykkna. Þormóðr gerði ýmist at hann horfði í himininn upp, eða niðr í jörðina [fyri sik[403]. Egill mælti: hví lætr þú[404] þann veg? Þormóðr svarar: þanninn er himininn [í at sjá[405] [ok svâ jörðin[406], sem [þá er vâbrestir verða. Egill mælti: fyrir hverju er vant at verða vâbrestir? Þormóðr svarar: fyrí tiðindum verða vâbrestir ávalt[407]; nú ef svâ kann at berast, at þú heyrir vábrestinn, pá forða þú þèr sem þú mátt, ok hlaup heim til buðar sem skjótast, ok gæt þin þar. Nú er þeir hjalast þetta við, þá gerir á skur mikla ok [mikit vâtviðri[408], hlaupa menn í brott[409] hverr tilr sinnar búðar, þvíat menn höfðu ekki við vatni[410] búizt. Sumir fóru inn í búð Þorgríms, ok var mikil þröng í búðardurunum[411] Þorgrímr sat eptir á stólinum, ok beið ef nokkut ryddist[412], í buðardurunum[413]. Þormóðr mælti þá við Egil: bíð þú hèr, en ek mun gánga fram fyrir büðina ok vita hvat þar sê til tiðinda, en ef þú heyrir vâbrestinn, þá hlaup þú heim til búðar sem skjótast. Nü gengr Þormóðr fram fyri büðina, ok þar at sem Þorgrímr sat. Hann mælti: hvat sögu var þat er þú sagðir áðan? Þorgrimr svarar: eigi [getr þat í fám orðum sagt[414], stórmerki þeirrar sögu, eða hvert er nafn þitt? Hann svarar: Útryggr[415] heiti ek. Hvers son ertu? sagði Þorgrimr. Ek em Tortryggsson[416]. Þá vildi Þorgrimr upp risa af stólinum. Þormóðr höggr þá í höfut honum, ok klyfr hann í heröar niðr, brá siðan öxinni undir feld sinn, ok sezt undir herðar Þorgrími, ok kallar: fari þêr hingat, á er unnit á[417] Þorgrími. nú snúast [margir þángat[418], ok sjá áverkann. Þeir frêtta hvat hann veit til þess manns, er á Þorgrími vann. Þormóðr svarar: hêr sá ek hann fyri skemstu , en ek hljóp þegar undir (herðar Þorgríms[419], er áverkinn var orðinn, sá ek þá eigi hvert sá fór[420], er á hafði unnit. nú taki hèr nokkurir til ok styði Þorgrím, en sumir fari at leita þess sem á honum hefir unnit. Þá settust þeir undir herðar[421] Þorgrimi, en[422] Þormóðr fór í brott. Hann gengr þá fram með sjónum fyri nes nakkvart; hann snýr þá feldinum, ok lêt þá horfa út hit hvíta. En er Egill heyrir brestinn, er Þormóðr vann á Þorgrimí, hljóp hann þá heim til büðar Skúfs. Menn geta at líta[423], hvar maðr hljóp, ok ætluðu at sá mundi valda áverkum við Þorgrím. Egill varð stórum hræddr, er hann sá mannaför eptir sèr ok með vâpnum; ok er hann var handtekinn, þá skalf á honum leggr ok liðr sakir hræðslu[424]; en þegar er þeir kendu Egíl[425], þá þóttust þeir vita at hann mundi eigi hafa unnit at Þorgrími[426]; rann hræðsla af honum sem hita af járni. Nú fara þeir í búðirnar, ok leita mannsins[427], ok finna eigi[428]. Þeir fara [í strá[429] fram til sjóvarins, ok fram fyri nesit, þat sem fram gekk í sjóinn. Þar mæta þeir manni í hvitum feldi, ok spyrja hann at nafni. Hann nefndíst Vigfúss[430]. Þeir spurðu, hvert hann ætlaði at fara. Hann svarar: ek leita þess manns er á Þorgrími hefir unnit; þeir gengust at móti, ok fóro hvârirtveggju [hart mjök[431], skilr nú skjótt með þeim[432]. Þeir Skúfr ok Bjarni sakna Þormóðs, ok [þykkir þeim eigi örvænt, at hann muni vera valdr áverkans, þvíat Skúfr hafði heyrt í Noregi konúngs átekjur[433] um hefnd eptir Þorgeir Hávarsson. nú er af líðr hit mesta hlaupit mannannana[434], þá tóku þeir Skúfr ok Bjarni bát einn á laun, ok lètu í nokkurar vistir. Þeir réru fram fyri nesit, þvíat sagt var at þar hefði sèzt maðr í hvítum feldi, sá er nefndist Vígfúss[435]. En er þeir koma fyri nesit, þá sá þeir, hvar Þormóðr var[436], reyru þeir þá at landi, ok mæla at Þormóðr skúli gánga á skipit út; hann gerði svâ. Þeir spyrja, hvârt hann hefði unnit á Þorgrími. Hann kvað þat satt vera. Þeir spurðu hann tíðinda, eða hversu mikill vera mundi áverkinn. Þormóðr kvað þá visu:

Örvendr trez[437] undir,
opt, finnumst[438] þat[439] mínni,
öll er [fremd of[440] fallin
fjörnepps í strá greppi,
ef hreggboða[441] höggit
hefi[442] vart í skör svarta,
naddaborðs því at nirði[443]
nettíngs[444] bana vættag[445].

Vera má, segir Þormóðr, at eigi hafi mikit[446] orðit höggit, þvíat [örvendr maðr hjó[447], en því hjó ek eigi fleiri, at ek hugða at þetta skyldi at fullu vinna. Skúfr mælti: þá gæfu hafðir þú á, er þeir kendu þik eigi, er þú sazt undir [höfði honum[448] Þorgrími, [eða þá er þeir fundu þik uppi á nesinu[449]. Þá kvað Þormóðr vísu:

Undr er hví eigi kendu
elbörvar[450] mik gjörva
stáls[hefi ek mark[451] á máli[452];
mart [í[453] skopt hit[454] svarta;
burguz[455] lángs[456], þvíat lengra
líf var mèri[457] skapat, drifu
[þremja linds[458] [en þollum[459]
þeim aldrtila[460] seima.

Auðkendr maðr em ek, segir Þormóðr, svartr maðr ok hrokkinhærðr ok málhaltr, en ek var eigi í þessu sinni feigr, ok má vera at ek hafi til nokkurs undan farit, ok lúti enn fyrri í gras nokkurir frændr Þorgríms en ek[461]. Bjarni mælti þá: þú munt [nú vera láta svâ búit[462] um hefndir eptir Þorgeir, ok hefir þú þó [leyst þínar hendr[463]. Þá kvað Þormóðr vísu:

Mátka[464] ek hefnð, en hrafni,
hríngs, fekk ek bráð[465] á þíngi
baldrs[466] lêt ek vígi valdit
varga flets[467] við marga;
[meirr hefni þó þeirra
Þorgeirs vinir fleiri,
gnýpolli lêt ek gjalla,
gjört hefi ek fyri [mik svartan[468].

Svá sýnist mêr, segir Bjarni, sem þú þurfir eigi meira at gera um hefndina eptir Þorgeir, þvíat mikit stórvírki hefir þú gert, einn ütlendr maðr ok eimnani, sem þú ert hèr, drepit þann höfðíngja sem [annarr er mestr (á) öllu[469] Grænlandi; ok [eigi sýnt hvar þú kemst í brott, þvíat Þorgrimir á[470] marga frændr þrifliga[471] eptir, ok mikla kappsmenn[472]. Nú flytja þeir Þormóð til Eiríksfjarðar[473], ok fylgja honum í helli þann er nú[474] er kallaðr Þormóðshellir; sá hellir er í sæfarhömrununum, öðrumegin fjarðarins en [Stokkanes. Hamrar[475] eru upp ok niðr frá hellinum ok[476] hvârttveggja íllt at fara. [Þeir Skúfr ok Bjarni mæla þá við Þormóð: vertu nú hèr í hellinum, en við munum koma til móts við þík, þegar lokit er þínginu[477], síðan fara þeir brott ok aptr til þíngsins. Þormóðs var saknat á þínginu; þikkjast menn nú vita at hann mun vegit hafa Þorgrím[478]. Böðvar ok Falgeirr bjuggu mál til á hendr Þormóði, ok varð Þormóðr sekr skógarmaðr um vígit. Nú er lokit var þínginu, fór hverr heim til sins heimiliss. Þeir Skúfr ok Bjarni komu [til fundar við Þormóð, ok færðu honum vistir, ok þat annat er hann þurfti, ok sögðu honum sekt hans; mæltu at hann skyldi þar við hafast í hellinum, sögðu at hann mundi hvergi frið hafa, ef menn vissi hvar hann var, sögðust þeir mundu koma [endr ok sinnum[479] til fundar við hann[480]. [Fyri hellisdyrunum var grastó mikil[481] ok máttu nauðuliga[482] þeir menn er fyrir[483] voro hlaupa af hamrinum ok í grastóna. Þormóði þótti daufligt í hellinum, þvíat þar var fátt til skemtanar. Einn góðan veðrdag rèðst Þormóðr brott frá hellinum; hann klifr upp hamrana, ok hafði eyxi sína með sêr, ok er hann er skamt kominn frá hellinum, þá mætti hann manni á leið; sá var mikill vexti ok úsinniligr[484], ljótr ok eigi góðr yfirbragðs; hann hafði yfir sêr verju[485] saumaða saman af mörgum tötrum, hún var[486] feljótt[487] sem laki[488], ok höttr á upp með slíkri gerð; hún var öll lúsug[489]. Þormdðr spyrr þenna mann at nafni. Hann svarar: ek heiti Oddi.[Þormóðr spyrr: hvat manna ertu, Oddi? Hann svarar[490]: ek em einn göngumaðr fast[491] á fótum, ok em ek kallaðr Lúsa-Oddi, nenníngarlauss[492] maðr ok [eigi allýgin[493], fróðr nakkvat ok hefi jafnan gott af góðum mönnum, eða hvat heitir þú? Þormóðr svarar: ek heiti Torráðr. Oddi spurði: hvat manna ertu, Torráðr? Hann svarar: ek em einn kaupmaðr[494], eða hvart viltu, Oddi, eiga kaup við mik? Oddi svarar: ek hefi fátt til kaupa, eða hverju viltu mik kaupa. [Þormóðr mælti[495] ek vil kaupa at þèr yfirhöfn þá er þú átt. Oddi svarar: eigi þarftu at spotta at mèr. Þormóðr svarar: eigi er þetta spott, ek man selja þèr kápuna er ek em í, en þú skalt gefa mèr við verjuna er þú ert í, ok fara sendiför mína á Stokkanes, ok koma þar í aptan ok seg þeim Skúf ok Bjarna, at þú hefir hitt mann í dag er Torráðr nefndist, ok skipti hann yfirböfnum við þik; ekki býð ek þèr fleíri eyrindi, skaltu þá eignast kápuna, ef þú kemr þessu [eyrindi fram[496]. Oddi svarar: eigi er auðveldligt at komast yfir fjörðinn, þar þarf skip[497] at hafa, en þó má vera at ek koma þessu til leiðar, ef ek vil, at koma á Stokkanes í kveld[498]. Nú skipta þeir skikkjunum[499], tekr Oddi við blárri kápu, en fær Torráði verjuna, ok ferr hann í. Þá fór Þormóðr til Einarsfjarðar, þartil er hann hittir smalamann Þórdísar á Löngunesi. Hann spyrr, hvârt synir Þórdísar væri heima. Smalamaðrínn svarar: eigi er Böðvarr heima, en bræðr hans voru heima í nótt, en nú eru þeir rónir á fiski. Þormóðr svarar: svá má vera[500]. nú hugði smalamaðr at hann væri Lúsa-Oddi[501]. nú skiljast þeir Þormóðr ok smalamaðr, ferr Þormóðr til nausta Þórdísar, ok hefst þar við; ok er kvelda tók, þá sá Þormóðr at þeir bræðr rèru at landi. Þorkell rèri í hálsi, Þórðr í miðju skipi, Falgeirr í austrúmi. Nú er skipit rennr at landi, þá stendr Þorkell upp, ok fór fram í stafninn, ok ætlaði at taka við skipinu. Þormóðr gengr þá út or naustinu, ok þikkjast þeir þar kenna Lúsa-Odda; þá snarar[502] Þormóðr at Þorkatli, ok höggr báðum höndum í höfit Þorkatli ok klýfr hausinu, fekk hann þégar bana. Þá snýr Þormóðr í brott, ok steypir af sèr verjunni. Þórðr ok Falgeir hlaupa eptir honum, hann tekr [undan fast[503] ok fram á sjóvarhamrana yfir hellinn, ok hleypr Þormóðr fyr ofan í tóna, [þá er fyri hellisdurunum var; ok er hann kom niðr[504], þá hleypr Þórðr eptir honum, ok kyknar[505] í knêssbótum[506]; hann kom niðr í tóna, ok lýtr áfram; þá hjó Þormóðr meðal herða honum, svâ at eyxin sökk [at skapti[507], ok fyrr en hann gæti eyxina or tekit sárinu, þá hljóp Falgeirr ofan í tóna, ok hjó þegar til Þormóðs. Þat högg kom meðal herða Þormóði, ok varð þat mikit sár; þá rann Þormóðr undir hendr Falgeiri, þvíat hann [var vápnlauss[508]. Þormóðr finnr þat at hann verðr aflvani fyri Falgeiri, [þikkist hann þá vera miðlúngsstaddr[509], slyppr maðr ok sárr mjök; rennir þá hugnum[510] þángat, er var Ólafr konúngr, ok vætti hans[511] hamíngju [at honum mundi duga[512]; fellr þá[513] eyxin or hendi Falgeiri niðr fyri hamrana [ofan á sjóinn[514]: þíkkir honum þá nokkuru vænna, er hvârtveggi var slyppr, ok þvínæst falla þeir báðir fyri hamrana ofun á sjóinn[515]; reyna þeir þá sundit með sèr, og færast niðr ymsir; finnr Þormóðr at hann mæddist af [miklu sári ok[516] blóðrás; en fyri því at [Þormóði varð eigi dauði ætlaðr[517], þá slitnaði bróklindi Falgeirs, rak Þormóðr þá ofan [um hann brækrnar[518]. Falgeiri daprast þá sundit, ferr hann þá í kaf at öðru hverju, ok drekkr nú úmælt, skýtr þá upp þjónum ok herðunum, ok við andlátit skaut upp anlitinu; [var þá opinn muðrinn ok augun[519], ok var þá því líkast at sjá í anlitit, sem þá er maðr glottir at nokkverju. Svá lýkr með þeim, at Falgeir drukknar þar. Þormóðr var þá mjök farinn[520]. Hann lagðist þá í eitt sker, ok skreið þar upp á grjótit, ok lá þar, ok vætti þá einskis annars en hann mundi þar líf láta, [þvíat hann var mjök móðr ok sárr, en lángt til lands[521]. Nú er at segja frá Lúsa-Odda; hann fór sem mælt var með þeim Þormóði[522], ok segir þeim Skúf og Bjarna at hann hafði fundit mann á leíð sinni of dag þann er Thoraðr[523] nefndist, ok skipti við hann yfirhöfnum, ok mælti at hann skyldi fara á Stokkanes, ok segja þeim Skuf ok Bjarna fund þeirra ok klæðakaup. Þeir kenna kápuna, ok þikkjast vita at Þormóðr mun því sent hafa Lúsa~Odda til fundar við þá, at hann mun ætlast fyri nokkut stórvirki at gera. Þeir tóko þá einn bát á laun um kveldit, ok róa [um nóttina[524] yfir fjörðinn, ok er þeir nálgast hellinum, þá sjá þeir kvikt nakkvat í einu skeri, ok ræða um, hvart [þat (muni) vera selr eða annat[525]; róa nú at skerinu, gánga upp á skerit, sjá þar mann liggja, ok kenna at þar er Þormóðr, spyrja hann tíðinda, en hann segir þau tiðíndi sem gerzt höfðu um nóttina[526]. Skúfr mælti: vist hefir þik eigi til einskis undan rekit á Garðdaþíngi, er þú hefir orðit á einu kveldi bani lll[527] kappa ok kynstórra manna. Þormóðr mælti: þat eitt kom mêr í hug, áðr þit komut híngat, at ek munda hèr lif mitt láta í skerinu, en nú þikki mèr eigi örvænt at ek verða græddr, ok má þá enn vera at [ek hafi undan rekit til nokkurs[528]. Þeir spyrja um samaneign þeirra Falgeirs. Þormóðr kvað þá vísu:

Skopta[529] ek enn[530] þá er uppi
undarligs[531] a sundi
hrókr dó heimskr við klæki;
hans raza[532] klof gandi[533],
alla leit ek á ulli
eggveðrs hugar glöggum[534]
setti gaurr ok glotti[535]
guðfjón[536] við mer sjónir.

Þeir Skúfr ok Bjarni bera Þormóð á skip út í fjórum skautum, því at hann mátti eigi gánga. Þá sækja þeir í hellínn klæði hans ok vist, þvíat þeim sýndist hann ekki þar mega vera. Þeir rèru þá inn eptir Eiríksfirði[537]. Gamli het maðr er bjó í Eiríksfjarðarbotni upp undir jöklunum[538], hann var fèlítill maðr ok einrænn, veiðimaðr mikill. Gamli var kvângaðr, ok hèt Gríma kona hans; hún var svarkr mikill, ger at sèr [um mart[539], læknir góðr ok nakkvat fornfróð; ekki voro þar fleiri hjón en þau II; þau komu sjaldan til annarra manna, ok sjaldan komu menn til þeírra. Þeir Skúfr ok Bjarni lendu[540] [báti sínum[541] skamt frá bygð Gamla, gengr Skúfr upp til hús, [en Bjarni sitr yfir Þormóði[542]. Skúfi var þar vel fagnat, ok boðinn greiði[543]: sáran mann höfum ver með at fara, er ek vildi at [þer læknaðit[544]. Gríma spyrr: hverr er sa maðr? Skúfr svarar: Þormóðr, skáld [ok hírðmaðr[545] Ólafs konúngs, er vorðinn fyri áverkum. Hverr hefir á honum unnit? segir hún. Skúfr segir henni tiðindin þau sem gerzt höfðu[546]. Mikill atburðr er sjá orðinn, ok [mikil vandkvæði hefir þessi maðr ráðit sèr[547], ok mikit[548] er at takast á hendr skógarmann frænda Þorgríms, ok allra helzt er hann hefir nú unnit svâ mikit stórvirki í sekt sinni. Skúfr mælti: ek skal fè fyri hann[549] bæta [eptir því sem vert er[550], ef þèr eru sakir gefnar of þetta mál, ok hvergi skal þik skaða í um kostnað þann er þú hefir fyr honum. Nú lykr þeirra viðræðu, ok tekr Gríma við Þormóði; er hann þá færðr upp til bæjar, ok fægir Gríma sár hans, ok bindr; er honum þegar nokkuru hægra. Skúfr ok Bjarni fara heim á Stokkanes. Þessi tíðindi þóttu öllum mönnum[551] mikil vera, ok varð eigi skjótt spurt[552] hit sanna um þetta, þvíat margir höfðu þat fyri satt í fyrstu, at Þormóðr mundi þar drukknat hafa, þá er lík Falgeirs fanst. Sár Þormóðs lifðust illa, ok lá hann [XII mánaði[553] í sárum. Þá er einn vetr var liðinn frá [þessum atburðum[554], þá gengr Þormóðr milli stufu ok eldhuss, ok var þó eigi gróit sár hans[555]. Um vârít varð sá atburðr at Þórdís á Löngunesi lét illa í svefni um nótt, ok ræddu menn um at hana skyldi vekja. Böðvarr, sun hennar, mælti: láti þèr móður mína njóta draums síns, því at vera má at þat nakkvat beri fyri kerlíngu, er hún vill vita, ok er hún eigi vakið[556]; en er hún vaknar, [hratt hún mæðilíga öndunni. Böðvarr, son hennar, mæltí þá[557]: þú lêzt illa í svefni, móðir, eða [hefir nokkut fyri þik borit[558]? Þórdís svarar: víða hefi ek göndnm rent í nótt, ok em ek nú vís orðinn þeirra hluta, er ek vissa eigi áðr. Böðvarr mæltí: hvat er þat? Þórdís svarar: Þormóðr sonabani minn en bróðurbani þinn er á lífi, ok er hann á vist með þeím Gamla ok Grímu inn í Eiríksfjarðarbotní. Nú vil ek fara á fund þeirra, ok taka Þormóö, ok [launa honum með ljótum dauða þann mikla skaða, er hann hefir oss gert[559], munu vær koma í Brattahlíð ok biðja Þorkel fara með oss, því at hann mun illa kunna, ef þeim Gamla ok Grímu er gert nokkut til meins, því at Þorkell heldr mjök hendi yfir þeim[560]. Böðvarr kveðst búinn til ferðar þegar vildi. Nú standa þau upp [um nóttína[561] ok taka eina [skútu er þau áttu[562], ok stiga þar á skip við[563] XV mann[564], róa um nóttina[565] til Eiríksfiarðar; þá var svâ missorum[566] komít at nótt var farljós[567]. Nú er Þórdís var á leíð komin við sínu föruneyti, [er þat sagt[568] at Gríma lætr þessa sömu nótt illa í svefni. Þormóðr mælti, at Gamli skyldi vekja hana. Gamli svarar: ekki vill Gríma at hún sè vökt[569], þvíat jafnan verðr hún í svefni þeirra hluta vís er henni [þikkir varða[570]. Nú hetta þeir hjalinu, en Grinia vaknar skjótt[571]. Gamli mælti þá: illa lèzt þú í svefni, Gríma[572], eða hvat bar fyri þik? Gríma svarar: þat bar fyri mik, at ek veit at Þórdís af Löngunesi er á leið komin með XV [húskarla sína[573], ok ætlar inn híngat til vâr, þvíat hún er nú vis orðin af tröllskap sínum, at Þormóðr er hèr á vist með okkr, ok ætlar hún at drepa hann. Nü vil ek at þú sèr at hüsi í dag, [ok farir ekki at veiðum[574], þvíat eigi eru þit ofmargir[575], þótt ið sêt II fyri, en XV menn sæki ykkr heim, allrahelzt er Þormóðr er eigi vâpnfærr, en þó [nenni ek eigi at[576] senda ykkr á jökla í brott, heldr munu þit heima við hafast[577]. Nú [fór Þórðís[578] um nóttina til þess er hún kom í Brattahlíð. Þorkell fagnar þeim vel, ok býðr þeim greiða. Þórdís segir: sá er málavöxtr at ek ætla at fara á fund þeirra Gamla ok Grímu, [þíngmanna þinna[579], þvíat ek þikkjumst[580] þess vis orðin, at þar er kominn Þormóðr, skógarmaðr várr, er margir menn hyggja at drukknaðr sè; nú vilda ek at þú farir með oss ok [halt til þess[581] at vêr [náim lögum af[582] þeim Gamla ok Grímu; veiztu þá gerla hvat vèr eigumst við, ef þú [heyrir ræður várar[583]. Þorkell svarar: úlíkligt sýnist mér vera at Gamli muni varðveita[584] skógarmann þinn, en þó mun ek fara, [ef þér vilit[585]. Nú eta[586] þau Þórdís þar dagverð, en Þorkell sópaz[587] [at mönnum[588], þvíat hann vildi ekki undir þeim Þordísi ok Böðvari eiga, ef [þau eyrði[589] eigi á eitt sátt[590]. Ok er menn voru mettir, þá stígi Þorkell á skip við[591] XX menn, ok fara þá hvárirtveggju við svâ búit. En Gríma, kona Gamla, átti stól einn mikinn, en á brúðum stólsins var [skorinn Þór[592], ok var þat mikit líkneski. Gríma mælti um myrgininn: nú vil ek skipa til verka í dag. Stól minn mun ek setja á stufugólf mitt, þar vil ek, Þormóðr, at þú sitir á, þá er menn koma; vil ek ekki at þú rísir upp af stólinum, meðan [Þórdís er[593] á bænum; nú þóat þér þikki[594] nokkurar nýlundur í gerast, eða þér sýnist úfriðr at þér borinn, þá rís þú ekki upp af stólinum, því at ekki mun stoða at hrökkva[595] hyrníngar undan, ef þér [verðr bana auðit[596]. Gamli skal festa upp ketil ok sjóða sel[597]; [þú skalt[598] bera sorp á eldinn, ok [lát verða mikinn reyk[599] í húsunum; ek mun [stá í durum[600] ok spinna garn ok [taka við komendum[601]. Nú er svá gert, sem Gríma sagði fyri, ok er skip þeirra Þorkels ok þórdísar sjást at landi fara, sezt Þormóðr á stólinn. Gamli hafði uppi ketilinn, ok bar á sorpit á eldinn, varð mjök reykfast í húsunum; þar fylgði ok myrkr mikit[602], svâ at ekki mátti sjá. Gríma sat á þreskeldi, ok spann garn[603], ok kvað nokkut fyri sèr, [þat er aðrir skildu ekki[604]. Nú renna skip at landi, ok gánga menn upp til bæjarins; gengr Þorkell [upp. Gríma heilsar honum vel, ok bauð honum þar at vera[605]. Þorkell mælti: þórdís á Löngunesi er hér í för, ok hefir hún þat fyri satt, at Þórmóðr, skógarmaðr hennar, sé hér með þér; viljum vær at þú selìr Þormóð fram, ef [þú veizt hvar hann er[606], þvíat þér mun at ofráð[607] verða at halda skógarmann fyri þeim [Þórdísi ok Böðvari, syni hennar[608]. Gríma svarar: undarligt sýnist mér vera, at Þórdís ætlar at ek muni halda skógarmann fyri svá ríkum mönnum sem þau eru á Löngunesi, þar sem ek sit við annan mann í húsi[609]. Víst er þat undarligt[610], en þó viljum vêr rannsaka herbergi þín. Gríma mælti[611]: Þess munu þèr kost eiga at rannsaka bæ minn, þó at þèr hefðit eigi svâ mikit fjölmenni. nú þikki mèr ávalt[612] gott, er þú kemr í mín hús, en íllt mun mèr þikkja geis[613] þeirra Einarsfirðínga [ok spellvirkni[614] um herbergi mín. Þorkell mælti: við Þórdís munum gánga inn Il[615] ok rannsaka. Nú gera þau svâ, fóro þau inn, ok rannsökuðu, ok var þar ekki löng dvöl, þvíat húsin voro [einkar lítil; þau luku þá upp stufunni[616], ok var þar fullt allt af reyk, ok sá þau ekki til tíðinda; ramt var í husunum af reyk, ok voro þau heldr skemr inni en þau mundi, ef reyklaust hefði verit. Nú koma þau út, ok var þá rannsakaðr bærrinn uti[617]. Þá mælti Þórdís: eigi þóttumst ek mega sjá gjörla fyri reykinum hvat í stofunní var títt; nú manum við fara uppá stofuna ok taka af skjána ok láta leggja út reykinn, ok sjá þaðan hvat í stofunni er til tíðinda. Nú fara þau Böðvarr ok Pórdís á stofuna upp, ok taka af skjánam; leggr þá út reykinn, má þá sjá um alla stofuna; geta þá at líta stól Grímu, þar er hann stóð á miðju gólfi; þau sá Þór með hamri sínum skorinn á stóls bruðunum, en pau sá ekki Þormóð; fara þau af stufunni, ok gánga til duranna. Þá mælti Þórdís: eptir er enn nakkvat [fyrnsku Grímu[618], er Þórs líkneski er skorít á [stólsbrúðum hennar[619]. Gríma svarar: ek [kem sjaldan[620] til kirkju, at heyra kenníngar lærðra manna, þvíat ek á lángt at fara, en fáment heima; nú kemr mèr þá heldr í hug, er ek se líkneski Þórs af tre gert, þat er ek má brjóta ok brenna, [þegar ek vil[621], hversu miklu sá er meiri er skapat héfir himin ok jörð ok alla hluti, sýniliga ok úsýiniliga, [ok öllum hlutum gefr líf[622], ok engi maðr má yfir stíga[623]. Þordís svarar: vera má at þú hugsir slíkt, en [nakkvat ætla ek at vær mundim nú[624] nauðga þèr meirr til sagna, ef Þorkell væri eigi hèr með sitt[625] fjölmenni, þvíat svâ segir mèr hugr, at þú vitir nakkvat til hvar Þormóðr er. Gríma svarar: nú kemr at því sem mælt er: opt verðr villr er geta skal, ok hitt annars[626]: at[627] hverjum bergr nakkvat, er eigi er feigr, en þer[628] er nauðsyn [þat er hans gæzla er svâ yfir þèr[629], at fjandinn á ekki þik svâ [heimska til illra hluta[630], sem þú vildir gert hafa, þvíat þat er vârkunn at menn geti [stundum annars en er[631], en þat er engi vârkunn at hann [trúi eigi því er satt er, þá er hann reynir sannleikinn[632]. Nú skilja þau at svâ mæltu; ferr Þorkell heim í Brattahlíð; Þórdis ferr ok heims. Þeir Skúfr ok Bjarni koma á laun til fundar við þau Gamla ok Grímu, [færa þeim þá hluti er þeim bar nauðsyn til, ok launa þeim mörgu þann kostnað er þau höfðu fyri Þormóði[633].


Frá Þormóði.

Þá er Þormóðr var orðinn heill maðr, þess er Falgeirr hafði á honum unnit, þá fluttu þeir Skúfr ok Bjarni Þormóð heim á Stokkanes, ok varðveittu hann þar á laun í [einu búri[634]. Þar var Þormóðr III[635] vetr. Þann vetr seldu þeir Skúfr ok Bjarni bæinn á Stokkanesi, ok aðrar jarðir bær sem þeir áttu, [ok svâ kvikfè[636], ok ætluðu at ráðast í brott af Grænlandi. Snemendis um vârit bjoggu þeir skip sitt, ok settu fram. Þá fýstíst Þormóðr or útibúrinu; hann sagðist eiga eyrindi norðr í fjörðinn[637]. Hann fær sêr þá einn bát; Fífl-Egill rêðst til ferðar með honum; sezt Egill til ára, en Þormóðr stýrir. Egill var [góðr ræði[638] ok vel syndr. Veðr var bjart[639] ok gott[640] sólskin, ok vindr lítill. Þeir fara [inn eptir Einarsfirði[641]; ok er þeir voro komnir inn í fjörðinn, þá ukyrrist Þórmóðr mjök, ok róast[642] um, ok hallar skipinu ymsa vega. Egill mælti: hví lætr þú[643] svâ heimskliga[644], ok ferr sem ærir menn, eða hvârt vill þú [hvelfa undir okkr skipinu[645]. Þormóðr svarar: úvært er[646] mér. Egill mælti: eigi[647] má ek róa fyrir [látum þínum[648], [ok er nauðsyn á, at þú látir eigi svâ ferliga, at þú hafir okkr á kaf; en hvat sem Egill ræðir um þetta, þá lykr svâ at Þormóðr hvelfir bátinum undir þeim; kafar Þormóðr undan skipinu[649], ok þegar eptir tekr hann annat kaf at öðru til þess er hann kemr á land. Hann hefir eyxi sína með sèr. Egill kemr upp hjá skipinu, ok kemst á kjöl; tekr þar hvíld, ok litast um, ok hyggr at, ef hann sjái Þormóð nokkut, ok fær eigi set hann; rettir Egill þá bátinn[650], ok eptir þat sezt hann til ára[651], ok rær út eptir firðinum[652], ok þar til er hann kemr heim á Stokkanes, segir þeim Skúf ok Bjarna hit sanna frá sínum ferðum, let þat fylgja sögunni, at hann hugði Þormóð dauðan mundu vera. Þeim sýndist sjá atburðr undarligr, ok þikkjast eigi svâbúit mega hafa at, en renna nokkut grunum á, hvârt Þórmóðr man týndr vera[653]. Nú er at segja frá Þormóði, hvat hann hafðist at, þá er hann kom á land. Hann vatt fyrst klæði sin, ok eptir þat tók hann á sik göngu, ok fór til þess er hann kom á Hamar til Sigríðar; þat var síð dags; hann barði þar á dyrr, ok gengr út [kona ein[654], ok heilsar honum, ok snýr inn aptr, ok gengr til stufu. Þormóðr gengr eptir henni[655] til stufu, ok sezt utarliga [á úæðra bekk[656]. Sigríðr tók til orða, ok mælti: hverr kom þar? Hann svarar: Ósvífr heiti ek. Sigríðr mælti: svâ er [hverr sem hann vill[657] vill Úsvífr vera hèr í nótt? Hann svarar, kveðst þat vilja. Um myrgininn kom Sigríðr at máli við hann, ok spurði [hvernveg af stæðist um ferðir hans[658]. Þormóðr mælti: [satt var þat at ek nefndumst Ósvífr í gær[659]. Hun svarar: [kenna þóttumst ek þik, þó at ek hefði ekki fyrri sêt þik, at þú ert Þormóðr Kolbrúnarskáld[660]. Hann svarar: [eigi gerir at dylja[661], því at rêtt kendan hefir þá manninn, [en ek ætla[662] at fara á Lánganes[663] til Þórunnar Einarsdóttur, ok hitta Ljót son hennar, [þau hafa opt ljótliga til mín lagt[664]. Sigriðr mælti: þá skal Sigurðr son minn fylgja þêr. Lengi hafa þau Ljótr ok Þórunn þúng[665] verit til var[666]. Þormóðr mælti: uráðligt sýnist mêr, at Sigurðr fari með mèr, þvíat þit munut eigi halda mega bustað ykkrum hèr, ef nokkut skerst í með okkr Ljóti. Gjarna vil ek láta bustað til þess, sagði Sigriðr, at Ljótr fengi nokkura svívirðing. Nú ferr Sigurðr með Þormóði á Lánganes<ef>Löngunes, D, E; Laungunes, G (urigtigt).</ref> [til Þórunnars. Þeir drepa þar á dyrr, ok[667] gengr út ein kona, ok heilsar þeim. Sigurðr spurði, hvârt Ljótr væri heima. hún segir: hann er í stufu. Sigurðr mælti: biddu hann út koma. Griðkona gengr inn, ok mælti, [Ljótr skyldi út koma[668]. Hann svarar: hverr mælti þat? Sigurðr af Hamri, segir hún, ok annarr maðr sá er ek kenda eigi[669]. Hvernveg var sá maðr sjónum, er þú kendir eigi? Hun svarar: svartr maðr[670] ok hrokkinhærðr, [ljótr maðr[671]. Líkann[672] segir þú hann Þormóði sakadólgi vorum. Nú gengr Ljótr fram, ok konur með honum pær sem þar voro. Ljótr tekr eitt spjót í hönd sèr, ok gengr í dyrin, ok kennir Þormóð, ok [leggr þegar á honum miðjum[673]. Þormóðr laust við laginu[674] eyxinni, er hann hafði, ok berr niðr[675] spjótit, kemr lagit í fót honum fyri neðan knè, ok verðr þat mikit sár. Ljótr lýtr eptir[676], er hann lagði til Þormóðs, ok þá höggr Sigurðr meðal herða Ljóti, ok særir hann miklu sári. [Hann ljóp[677] inn í dyrnar[678] en konur [hlaupa fram fyri hann[679]. Snúa þeir þá í brott, mælir Þormóðr at Sigurðr skuli fara heim á Hamar[680], ok seg móður þinni tíðindin, en ek mun leita fyri mèr, segir Þormóðr. Nü skiljast þeir, fór Sigurðr heim á Hamar, ok segir móður sinni þau tíðindi, sem í höfðu gerzt. Sigriðr mælti: þat er mitt ráð at þú farir á fund Skúfs[681], ok skorir á hann[682] til viðtöku; [seg honum[683] at ek vildi selja land mitt[684] ok ráðast [með honum[685] brott af Grænlandi. Nú ferr Sigurðr[686] á fund Skúfs, [ok berr upp eyrindi sín fyri hann[687]. [Skúfr tekr við Sigurði[688], ok selr land Sigríðar, ok tekr upp bú</ref> búferli, D F; búfé, J.</ref> hennar, ok flytr til skips. [Þormóðr bindr sár sitt, ok ferr ofan til nausts þess er Þórunn átti; sèr hann at skip hafði verit dregit fram or nausti, ok þikkíst vita at húskarlar Þorunnar munu vera rónir, [gengr Þormoðdr þá til sjófar, ok gerir sèr rum í einu þarabruki[689]; liggr þar um daginn, ok er aptnast tòk[690], þá heyrir hann áraglamm; verðr þess (varr) at húskallar Þórunnar eru komnir at landi[691]. Þeir mæla svâ: gott veðr mun á myrgin, ok munum vèr þá róa, munum ekki brýna[692] upp [skipi voru, ok láta fljóta hèr í höfninni í nótt[693]. Þeir gera svá, fara heim siðan. Þá var mjök kveldat. Nú er þeir eru heim farnir, þá ríss Þormóðr upp, ok ferr þángat sem skipit flaut, [leysir festar[694], ok sezt til ára, rær á fjörðinn[695], ok stefnir [til bæjarins[696] í Vik. [Á því kveldi lagðist Þórdis niðr á Löngunesi til svefns; hún lèt illa í svefni[697], ok er hún vaknaði[698], mælti hún: [hvar er Böðvarr, son mínu[699]? Hann svarar: hêr em ek, móðir, eða hvat vill þú? hún svarar: [ek vil at vêr róim á fjörðinn, þvíat þar eru veiðar efni. Böðvarr svarar: hvernveg er veiðar efni þat? Þórdís mælti: Þormóðr, skógarmaðr vârr, er á firði einn á skipi, ok skulu vêr fara til fundar við hann. [Þá fóru V húskallar með Þórdísi[700]. Þau[701] róa á fjörðinn[702] um nóttina. Þormóðr heyrir róðrinn ok manna málit ok grunar at Þórdís sê á för komin með huskörlum sínum, sýnist honum [þvígit vænni sinn kostr, þvígit vænni[703] hann verðr fundinn. Hólmr[704] einn lítill var skamt frá Þormóði; [þat var land lágt[705], ok gengu þar yfir háflæðar, [en eigi gekk þar sjór yfir at [meðals dögum[706]. Þat varð Þormóði fyri, at hann hvelfði skipinu, en hann leggst til hólmsins. Þarabruk var[707] um hólminn allan; grefst Þormóðr niðr milli tveggja[708] steina, [ok herr á sik ofan þarann[709]. Þau Þórdis fara um nóttina, ok sjá [í þokunni[710] sorta nokkurn á sjónum, ok vita eigi hvat þat er, róa at þángat, ok sjá at þar hvolfir skip á sjónum, ok eru árar í hömluböndum. Huskarlar Þórdísar mæla þá: hêr mun Þormóðr hafa róit á stein upp, ok [meiri von at hann sè drukknaðr[711]. Þórdís segir: eigi mun Þormóðr hèr drukknat hafa, heldr mun hann hafa [orðit varr við för vâra, ok mun hann sjálfr hvelft hafa skípinu, ok gert þat til þess at vèr skolum hann ætla dauðan, en hann mun hafa snúit í hólminn, ok mun hann fólgizt hafa[712]. Nú skulu vêr leggja skípit [við hólmínn[713], ok leita [hér í hólminum[714]. Nú skulu þèr stánga [með spjótsoddum [allan þenna hólma, optarr en eitt sinn[715]. Þeir gerðu sem hún mælti, ok fundu hann eígi[716]. Þá síndist þeim örvænt vera, at þeir fyndi hann. Þórdís mælti: þat hygg ek at hann sê hér í hólminum[717], þótt þèr finnít hann eigi. Nú ef Þormóðr má heyra mál mitt, þá svari hann mèr, ef hann [hefir heldr manns hug en merar[718]. Þormóðr heyrði, hvat Þórdís mælti, ok vildi svara, en hann mátti ekki mæla, því at honum þóttí sem tekit væri fyri munn honum. Nú fara þau Þórdís á brott við svâ búit; taka skip þat er hann hafði þángat haft, [ok hafa þat með sêr[719]. Nú er þau voro brottu, stendr Þormóðr upp or brukinu, hann svimr[720] þá þángat á leið sem honum þótti skemst til lands[721]. Hann hendir sker[722] þau er á leiðínni voru, ok tók þar hváldir; ok er skamt var til meginlands þá komst Þormóðr á eítt sker, ok var [þá orðinn[723] svâ at hann mátti hvergi þaðan komast[724]. Á þessi nótt dreymði Grím bónda[725] í Vík at maðr kom at honum, vænn ok merkiligr[726], [meðalmaðr vexti, riðvaxinn ok herðamikill[727]; sá maðr spurði Grim, hvârt hann vekti eða svæfi. Hann svarar[728] ek vaki[729], en hverr ertu? draummaðr svarar: ek em Ólafr konúngr Haraldsson, ok er þat eyrindi mitt híngat, at ek vil at þú farir eptir Þormóði, hirðmanni minum ok skáldi, ok veitir honum björg, svâ at hann megi þaðan komast sem hann liggr í einu skeri skamt frá landi[730]. Nú segi ek þèr þetta til merkja[731], at þat er satt er fyri ik berr, at sá maðr [útlendr er verit hefir[732] á vist með þèr [í[733] vetr[734] ok Gestr nefndist, hann heitir Steinarr, ok er kallaðr Helgu-Steinarr; hann er íslenzkr maðr, ok fór því híngat til Grænlands at hann ætlaði hefna Þorgeirs Hávarssonar. En þóat Steínarr sè garpr mikill ok harðfengr, þá mun honum verða lítils af auðít um hefnd eptir Þorgeir, [ok mun hans harðræði annarstaðar meiri fram koma[735]. Nú er Ólafr konúngr hafði svâ mælt, þá vaknar Grímr. Hann vekr Gest, ok bað hann upp standa[736]. [Hann gerir svâ, ok tekr vâpn[737] í hönd sèr, gengr út með Grími; setjast þeir niðr, ok mælti Grímr: hvat segir þú til þess, hvat þú heitir? Gestr svarar[738]: mantu þat, Grímr, hvat ek sagða til þess. Grímr svarar: man ek þat víst, hvat þú nefndist, en at því spyr ek, hvârt þú heitir svâ sem þau nefndist. Gestr svarar: hví eigi? Grímr mælti: því, ef þau heitir Steinarr ok ert kallaðr Helgu-Steinarr á þínu landi. Gestr mælti: hverr segir þèr at svâ væri? Grímr svarar: Ólafr konúngr. Gestr mælti: [hvenær fantu hann[739] Ólaf konúng? Þá svarar Grímr[740] ok sagði honum drauminn. Hann svarar: satt er þat í drauminum, er til mín kemr[741]. Nú fara þeir Steinarr at leita Þormóðs, ok finna hann, þar sem Ólafr konúngr hafði til visat, færa hann heim í Vík, ok varðveita hann þar á laun, ok græða hann; ok er hann var heill maðr orðinn [þeirra áverka, er Ljótr hafði á honum unnit[742], þá flytr Steinarr Þormóð til skips þeirra. Skúfr var þá einn[743] við skip, rèðst Steinarr þá brott or Vík, ok er þá við skip, [ok svâ Þormóðr[744] Skúfi frestast [mjök, allt[745] þar til er lokit var þínginu[746]. Böðvarr Þórdísarson gerði sekjan Sigurð Sigríðarson um áverka við Ljót. Eptir þíngit var Skúfr albúinn till brottferðar[747]; ok þann morgin er[748]Skúfr ætlaði út at sigla, fóro þeir Þormóör ok Gestr[749] [at óleyfi[750] Skúfs[751] frá skipi [á einum báti[752]. Þeir fóro til Einarsfjarðar, ok inn eptir firði [fyri bæ Þórunnar. Þar[753] sjá þeir III[754] menn á skipi sitja á fiski, þeir kenna þar Ljót Þórunnarson. Þeir leggja þegar at Ljóti ok berjast; lýkr svâ þessum fundi, at Ljótr fellr ok þeir menn III[755], sem (með) honum voru á skipi. Fara þeir Þormóðr[756] þá aptr til skips[757], ok var Skúfr þá búinn til siglíngar; stiga þeir þá á skip[758] Þormóðr ok Skúfr, en Steinarr sezt eptir; ferr hann þá til vistar í Brattahlíð til Þorkels[759]. Skúfr ok Bjarni láta í haf. Þeir fá góða byrí, ferst þeim vel, taka Noreg[760], ok er þeir voro landfastir, þá skiptu þeir fè sínu; hafði Bjarni skip or fêlagi þeirra, en Skúfr lausafè; heldr Bjarni suðr til Danmerkr, ok[761] gengr út til Róms, ok sækir heim hinn heilaga Petr postula ok [Pál postula[762]; ok í þeirri för andast Bjarni. Sigríðr ok Sigurðr son hennar keyptu jarðir[763] í Noregi, ok bjoggo þar til dauðadags. Skúfr ok Þormóðr fóro á fund[764] konúngs, [ok voro með honum til dauðadags[765]. Konüngrinn var ekki margr[766] til Þormóðs í fystunni[767]. [Maðr sá kom til[768] konúngs, er Grímr nefndist, [hann var íslendskr maðr[769], ok kallaðist hafa hefnt Þorgeírs Hávarssonar [fyrr en Þormóðr. Konúngr lagði[770] ok kallaðist á hann vírðíng, ok gaf honum gjafir; en Þornmoðr vissi deild[771] á Grími, at hann var [illr maðr[772], ok liafði myrt mann á Íslandi. [Þá gengr Þormóðr fyri konúng, ok kvað víso[773]:

Þèr fengut fè fleira[774],
flím er opt kveðit, Grími
fengut[775] miklu meira[776]_
mæríngs[777] enn til[778] væri;
hann hefir hundsverk unnit,
hvinn gerir[779] slíkt [at vínna[780],
mætr[781] en ek mestu[782] bættag
mina gramr ok þina.

Konúngr mælti: þikkíst þú Þormóðr meiri fremd hafa unnit á Grænlandi en Grímr] á Íslandi? Þormóðr svarar: [ráðit er þat[783]. Ólafr konúngr mælti: hvat vantu[784] til frægðar[785] á Grænlandi? Þormóör svarar:

Þollr, vâ ek[786] Þorgrím trölla
Þar laut harðr til[787] jarðar,
áðr rèð ek odda skúrar[788]
ótrauðr Loðins dauða;
Þar nam ek Þorkel fjörvi,
Þórðr lèt önð hinn fjórði,
felldr var frægr til moldar[789]
Falgeirr skörúngr þeirra.

ólafr konúngr mælti: framarr hefir þú þá gert um vígin[790] á Grænlandi, en fiskimaðrinn kallar aflausn [vera fiskinnar[791], þvíat hann kallast leysa sik, ef hann dregr fisk fyri sik, en annan [fyri skip sitt[792], III fyri aungul[793], fjórða fyri vað[794]; [nú hefir þú framarr gert[795], eða hvi drapðu svá marga menn? Þormóðr svarar: illr þótti mèr jafnaðr þeirra vera við mik, þvíat þeir jöfnuðu mêr til merar[796], töldu mik svâ vera með mönnum sem meri með hestum[797]. Konúngr mælti: vârkunn var þat at þêr mislíkaði þeirra[798] umræða, hefir þú ok stórt at gert. [Þá kvað Þormóðr visu:

Els hefir[799] illan díla
ekkils þeir[800] er mik sektu
geíg vann[801] ek gervi draugum
Grænlendíngum[802] brendan[803]
sá munat[804] sæki tiri[805].
sverð els frömum[806] verða
hríngs á[807] hryggjar tánga
hóggræddr[808] nema mêr[809] lógi[810].

Svâ mun vera[811], segir konúngr, seint mun sá díli [gróa, er þú hefir [þar brent[812]. Nú[813] var Þormóðr með Ólafi konúngí í góðri virðíngu, ok þótti[814] hinn röskvasti maðr í öllum mannraunum. Þormóðr fór ór landi[815] með Ólafi konúngi, ok þoldi með honum alla útlegð; hann fór ok aptr með honum til Noregs, þvíat honum þótti betra at deyja með honum en lifa eptir hann[816].


___________


Thorgeir Havarsöns Drab.

«Torgils og Grim fører Olavs Lig bort.» Halfdan Egedius: Illustration for Olav den helliges saga. Snorre 1899-edition.
Tvende Brödre boede i Garpsdal, den ene hed Kalf, den anden Steinolf; de vare rige og almindelig yndede Mænd[817]. - Da det vaaredes sendte Illuge[818] sine Varer til Skibet; da skulde Thorgeir Havarssön reise med ham ud af Landet, og ligeledes Brødrene fra Garpsdal, Kalf og Steinolf; de toge nord paa, for at udruste Skibet, men Illuge red til Thinget[819]. Da de kom til Rönhavn[820] trak de Skibet ud. Helge Selseysta[821] var da allerede der. Gaut Sleitesön[822] var ogsaa komnen til Skibet, og havde ikke Spisning tilfælles[823] med Thorgeir. Det var der vanskeligt at skaffe Brændsel tilveie, og Partierne skiftedes om, hver sin Dag, til den Bestilling. En Dag var Thorgeír ude med hans Reisefæller, men Gaut var hjemme, for Madlavningens Skyld. Gauts Folk manglede Brændsel, og androge det for ham. Han gik til Thorgeirs Telt og tog der hans Spyd, hug det fra Skaftet og kastede Spydsbladet paa hans Sengested. Han tog ogsaa Thorgeirs Skjold, klövede det i Stykker tilligemed Spydskaftet, og fyrede under Kjedelen dermed; saaledes blev Maden vel tillavet. Thorgeír kom hjem om Aftenen, og savnede sit Spyd og Skjold; han spurgte hvem der havde taget dem. Gaut svarede at han klövede begge Dele til Brændsel under deres Kjedel, da de ellers ikke havde noget, men, sagde han, vi syntes ilde om at spise raat. Thorgeir svarede: Det var nödvendigt for eder at lave Maden til, da raae Spiser ere forbudne i Landets Love, og min Herre, Kong Olaf, ligeledes forbyder alle sine Mænd at spise raat[824]. Ingen Mand mærkede at Thorgeir var misfornöiet hermed. Den anden Dag toge Gaut og hans Selskabsbrödre ud for at skaffe Brændsel, men Thorgeirs Fölgesvende fortalte ham at de fattedes Ved. Thorgeir tog da Gauts Skjold og Spyd, klövede dem, og kastede dem under Kjedelen. Gaut kom hjem, og saae sit Spyd ligge uden Skaft i sin Seng; han savnede og sit Skjold. Han spurgte, hvo der havde taget dem; Thorgeir svarede: det maatte vi bruge til Brændsel i Dag, fordi vi kom til at lide Mangel derpaa. Gaut sagde: Sildig hörer du op med at tilföie mig og mine Frænder Skam. Thorgeir svarede: Saaledes gaaer det med enhver Leg, som den er bleven anstillet fra Förstningen af[825]. Gaut hug da til Thorgeir, men han afvendte Hugget for det meste med sin Öxe; dog fik han et lille Saar paa Foden. Folk löb da mellem dem, og holdt Thorgeir fast. Han sagde: I behöver ikke at holde mig; jeg foretager mig intet denne Gang. De bleve da skilte ad, og hver gik til sit Telt, og lagde sig siden til at sove. Om Natten stod Thorgeir op, tog sin Öxe og gik til det Telt, hvori Gaut sov, samt vakte ham. Gaut sprang op og vilde gribe sine Vaaben. Da hug Thorgeir Gaut i Hovedet, og klövede det lige ned til Skuldrene; derefter gik han hastig til sit Telt. Gauts Selskabsbrödre vaagnede ved Knaldet, i det han blev dræbt, og sörgede for hans Lig. Saa siger Thormod:
Vist Gaut, en Sön af Sleita,
den vaabendjærve, raske,
af Krigere ledsaget,
ved Livet kjek han skilte;
han Vaabenmödet aldrig
undveg i Malmes Dundren;
men tit den tunge Pröve
tilsidst med Uheld lönnes.

En Dag saae Thorgeir og hans Mænd at et Skib seilede fra Havet derhen til Rönhavn. Det kastede Anker, ikke langt fra Thorgeirs Skib. Han tog paa en Baad med sine Skibsfolk, til Handelsskibet for at spörge om Tidender, og for at vide hvo der var dets Förere. Det blev ham sagt, at Thorgrim Einarsön, kaldt Trolle[826], en grönlandsk Mand, raadte for Skihet. Han spurgte, hvor mange Mand der vare om Bord, og man sagde ham at 40 vaabenföre Mand vare i alt paa Skibet. Thorgeir saae at der var stor Forskjel paa deres Skibsmandskabers Antal, hvis nogen Tvist opkom mellem dem, thi han havde tilsammen ikke mere end 20 Mand. Da sagde Thorgeir: Fordi man siger at ingen af os kan regnes til de allerfredeligste Folk, saa forekommer det mig raadeligst at vi höitidelig tilsige hinanden fuldkommen Tryghed, for Sikkerheds Skyld. Thoraren Ofse[827] hed den anden Skibsförer paa Thorgrims Skib. Mellem dem samtlig blev da Freden forkyndt. Saa siger Thormod:

Dernæst af Guldets Venner
mon Thorgeir Fred udbede;
han klogelig betænkte
hans Mænd langt færre vare;
fuld Sikkerhed for Sine
af hine sig betinged,
og ved de Ord, han troed,
i Snaren han blev lokket.

Efter at Freden var bleven forkyndt mellem dem, tog Thorgeir til sit Skib; han förte og sine Skibsfolks hele Gods ombord derpaa, og lod sit Skib lægge sig for Anker, ikke ret nær ved Landet, samt lod sine Folk bestandig være ombord, fordi han ikke troede Thorgrim og Thoraren fuldkommen vel, skjönt Fred var bleven lyst mellem dem. Thorgrim og hans Mænd spurgte da först Gaut Sleitesöns Drab, thi Thorgeir havde ikke fortalt dem noget derom. Men da Thoraren Ofse hörte det, sagde han til Thorgrim Trolle: Jeg havde ikke tilsagt Thorgeir nogen Tryghed, dersom jeg da havde vidst min Ven og Frænde Gauts Drab; nu vil jeg vide, om du vil hjelpe mig til Hævn for hans Död. Thorgrim svarede: jeg vil være dig behjelpelig dertil, men det forekommer mig at det vil blive meget besværligt at overmande Thorgeir paa det Sted, hvor han nu opholder sig. Thoraren sagde: Vi skulle bringe vore Kostbarheder der i Land, og det kan da hænde sig at hans Folk gaae i Land af Nysgjerrighed, for at see Kostbarhederne; da skulle vi dræbe dem fórst og saaledes formindske deres Mandskab. Thorgrim og Thoraren eiede Godset sammen i Fællesskab, og havde agtet at seile til Grönland, hvorfor de ikke för havde bragt deres Varer i Land. En Dag da Veiret var smukt lod Thorgrím og hans Handelsfælle megen Stads og andre smukke Ting bringe i Land. Den Dag gik Kalf og Steinolf i Land, 12 sammen, paa en Baad, for at hente Vand; tre af dem löb derhen hvor Varerne laae og bleve strax slagne ihjel. Thorgim og Thoraren med deres Mandskab, overfaldt da Kalf og Steinolf, samt bandt dem og dræbte 6 af deres Folk. Helge Selseista ombragde i Förstningen een af Thorgrims Fölgesvende, og löb derefter bort. Andre löb efter ham, men naaede ham ikke. Han löb opad, over Fjeldene, Nætter og Dage, indtil han kom til Althinget, hvor han fortalte Thorgils og Illuge de Tildragelser, som vare skete i Rönhavn, da han tog bort. Efter disse Drab, hvorom vi nu have berettet, toge Thorgrim og hans Mænd den Skibsbaad, som Kalf havde bragt med sig i Land, og gik derefter ombord paa deres Skib. Thorgeir var ude paa Skibet; han vidste intet af det, som var gaaet for sig paa Landjorden, og blev overrasket derved, at Thorgrim og Thoraren flyttede deres Handelsskib tæt op til hans Skib, med tvende Baade, og vare alle i fuld Rustning, Bord om Bord. Thorgeir og hans Mænd grebe da deres Vaaben og forsvarede sig som brave Karle, men fordi Forskjellen paa Skibsmandskabernes Folketal var saa stor, at der vare mere end 4 mod 1, gik Thorgrim med sine ombord paa Thorgeirs Skib. Thorgeirs Mænd faldt snart; han havde ikke andre Vaaben end en Öxe; med den hug han drabelig Slag i Slag, og det varede længe, inden de kunde tilföie ham noget Saar; thi ingen af Angriberne fandt det lysteligt at gjæste hans Öxe. Da hans Mænd vare faldne, sprang han hen i Agterstavnen og værgede sig derfra. Saaledes sang Thormod:

Mod tvende Snese Kæmper
han Stavnen værged ene,
stærk var han, blev dog mödig,
men vandt den Tappres Hæder;
med dybe, mange Vunder
hans Fjender Seiren kjöbte,
for han, i hidsigst Træfning,
paa Skibet falde maatte.
Den ædle Helt vel andre
har lært: for Slægt og Venner
man Liv og Kræfter offre,
og alle Farer trodse.
Hvad selv jeg vidste, sige
de Folk i Nord, ham kjendte,
og vidt det Rygte spredes,
At Thorgeirs Mod er sjeldent.

Alle sagde det samme om hans Forsvar og Raskhed, at ingen forhen havde kunnet træffe hans Mage. Han hug haardt og tit, og længe gjorde hans Hug allene ham den samme Nytte, som ellers Skjold og Harnísk. For Thorgrim og hans Vaabenbrödre gik det langsomt med Anfaldet, thi den Angrebne var haardförere end de havde forestillet sig og han blev dem dyrekjöbt, thi Thormod har sagt i sit Kvad at han fældte der 13 Mand[828], förend han lod sit Liv, men tvende navngives i (hans) Thorgeirs Drapa. Mar[829] hed den Östmand (Normand), som först tilföiede Thorgeír et Saar, paa den ene Haand, men fik strax af ham et dödelígt Hug til Gjengjeld. Thorer[830] hed den Mand, som gjennemstak Thorgeir med et Spyd, men han gik dog længere frem lige imod Stikket og Thorers Hænder, samt huggede ham i Hovedet og klövede det lige ned til skulderen. Saa siger Thormod:

Den tappre Helt, jeg hörte,
lod Blodets Strömme flyde,
men Kraft og Kjækhed aldrig
i Vaabenlarmen svinde;
Mænd nævnes, Mar og Thorer,
dem, snild i Tale, begge
lod Thorgeir, för han endte
sit Liv, i Kampen falde.
Og han som haded Flugten,
men Slagets Rædsler ynded
til Vaabendöden vied i
heel fyrig tretten Kæmper;
det Tal, för Striden endte,
den Helt, ved Daad udmærket,
af Slagne fyldte, dette
min Sang skal Folket tolke.

Nu da Thorer var falden, men Spydet stod igjennem Thorgeir, faldt han dog ikke alligevel. Da löb Thorgrim og Thoraren til ham, og fuldendte Begge hans Drab. Thoraren hug Hovedet af ham, og förte det bort med sig[831]. De opskare hans Legeme, og vilde see hans Hjerte; det var ikke större end en Valnöd, men haardt som en Skorpe og uden noget Blod[832]. Efter Slaget hævede Thorgrim og Thoraren deres Fællesskab, fordi Thoraren ventede sig store Hædersbevisninger og Fremgang af den Seier, som han saaledes tyktes at have vundet[833]. Ved Fællesskabets Deling erholdt Thorgrim Skibet, men Thoraren alle Lösöre. Thorgrim seilede til Grönland, men Thoraren skaffede sig Heste, og red Nord fra med 12 Mand. Thoraren puttede Thorgeirs Hoved i en Bælg, og hængte den ved Haleremmen af sit Hesletöi, for at forherlige sin Seier. Om Dagen, da de Reisende lode Hestene græsse, var det deres Tidsfordriv, at de toge Thorgeirs Hoved op af Bælgen, satte det op paa en Tue, og loe derad. Da de kom i Öfjorden, bedede de kort fra Gaarden Stokkalödum[834]; de toge da end engang Thorgeirs Hoved, og satte det op paa en Tue, som de pleiede. Hovedet forekom dem da saa forfærdeligt, at Öinene bevægedes og dreiede sig, Tungen hængte ud og dirrede.De blev saa forskrækkede herover, at ingen torde nærme sig dertil. De grove da en Grube med deres Öxer, og stödte Hovedet ned i den, samt bedækkede det derefter med Græstörv og Stene. Efter Slaget bleve Steinolf og Kalf löste af deres Fjædre, og lode da Ligene jorde med Slettebeboernes Hjelp. Kort derefter llluge til Skibet, og drog med det, den samme Sommer, til Udlandet.


Om Thormod.

Thormod Kolbrunes Skjald var ilde tilmode efter Thorgeírs Fald og indskibede sig, fra Landet, den samme Sommer, tilligemed Eyjolf fra Olafsdal og Thorgeir Hofleysa, hans Fostbroder, i Grimsaaens Munding. De kom til Land nord paa i Helgoland, ved Lofoden[835]. Thormod begav sig til Kong Olaf, og sagde til Kongen at han havde været Thorgeir Havarsöns eedsvorne Broder, samt berettede udförlig alle Tildragelser ved hans Fald. Kongen sagde: Du skal være os velkommen og jeg vilde vistnok önske, hvis jeg lever saa længe, at Thorgeirs Drab maa hævnes. Da kvad Thormod:

Den Mand, som for dit Aasyn
vil, Konning, stædes længe,
Forstand behöver, Iskjönt du
mild hvert et Ord besvarer;
heel fölgerigt mit Arbeid
kan vorde, faae ret djærve
til Bistand dog; man kaldte
os Frænder, Drot[836]! - jeg tier.

Kongen sagde: Man vil kunne have meget Morskab af dine Digtninger. Kort derefter blev Thormod Kong Olafs Hirdmand. Den Sommer kom et Skib (til Norge) fra Grönland; en Mand, som hed Skuf, var dets Eier, han var en Grönlænder, samt Kongens Ven og Hirdmand. Skuf opholdt sig hos Kongen den Vinter over. - I det næste Foraar efter Thorgeirs Fald anlagde Thorgils Aresön en Sag paa Althinget (i Island) for Thorgeirs Drab, mod Thoraren Ofse og de andre som havde deeltaget deri, og Dommen faldt saaledes, at de, som havde udfört det, bleve erklærede for fredlöse, men Gudmund den Mægtige og Thorgils Aresön lode Thoraren Ofse dræbe paa et Folkemöde i Öfjorden[837].


Thormod reiste til Grönland.

Da Thormod Kolbrunes Skald havde været en Vinter hos Kong Olaf, udrustede Skuf Grönlænder sit Skib til Grönland. Thormod gik da frem for Kongen, og sagde: Det önsker jeg, min Herre, at du tillader mig at reise ud til Grönland. Kongen spurgte: Agter du vel at hævne Thorgeír, din edsvorne Broder[838]? Thormod svarede: Jeg veed ikke, hvorledes det kunde falde ud. Kongen sagde: Jeg vil ikke forbyde dig Reisen, fordi jeg veed, hvad du har i Sinde. Thormod betingede sig da Overfarten af Skuf, med hans Skib. Da de vare næsten ganske færdige, begave de sig til Kongen, og takkede ham for al den Gunst, som han havde beviist dem. Kongen önskede dem en lykkelig Reise. Han gav Thormod et Sværd og en Guldring til Afsked. Skuf og hans Reíseselskab gik ombord paa deres Skib. Da de vare seilfærdige, gik en Mand ud til Skibet, og den yderste Ende af Skibsbryggen. Denne Mand var stor af Væxt, og havde tykke Skuldre; han havde en bredskygget Hat paa Hovedet, saa at man ikke ret kunde see hans Ansigt; af det lidet som kunde skimtes deraf forekom han dem at være guulbruun, stærk skægget og barsk af Udseende. Han hilste paa Skuf. Skuf besvarede hans Hilsen vel, og spurgte ham om hans Navn. Han kaldte sig Gest. Skuf spurgte: Af hvilken Slægt er du? Han svarede: Min Slægt er vidt adspredt, men det Ærende har jeg her, at jeg vil vide om du vil tage mig ud med til Grönland eller ikke. Skuf svarede: Du er mig ubekjendt, og jeg vil tage mine Skibsfolk paa Raad med mig, for at höre (fleres Mening. Gest svarede: Jeg troede at Skipperen burde raade for Skibet, men ikke Skibsfolkene, og det er sandsynligst at jeg forretter saaledes det Arbeide, som bliver mig paalagt, at Skibsfolkene ikke skulle behöve at udrette det for mig. Nu endtes deres Samtale saaledes at Skuf tog mod Gest. Gest gik derpaa op i Byen, og kom strax derefter tilbage med en saa stor Byrde, at to Mænd neppe kunde faae Bugt med den. Gest tog sin Plads agter ude paa Skibet, bag ved Lastrummet. Han indlod sig ikke meget med andre Folk, og var noget kort for Hovedet. Skuf gik strax til Söes, da Vinden blev god. Gest viste sig at være en des raskere Sömand, jo mere det behövedes. Det forekom Folk at Gest var ligesaa stærk som to eller tre andre. Mellem ham og Thormod gik det ikke meget venskabelíg til, naar de havde noget med hinanden at bestille. Det hændte sig en Dag, at de begge skulde besörge Kjölvandets Opösning; i den Tid udförtes Opösningen med Bötter; men ikke ved Pomper[839]. Thormod var nede i Kjölen, og sænkede Bötterne, men Gest tog mod dem paa Dækket, og kastede Sövandet ud af dem over Bord. Thormod var ikke ret stærk[840], og ofte rakte han ikke Bötterne höit nok i Veiret. Gest sagde at han skulde lange Bötterne höiere op. Thormod svarede ikke, men bar sig ad paa samme Maade som för. Da man mindst ventede det, lod Gest Bötten falde, fyldt med Sövand, lige ned paa Thormods Bryst, saa at han blev ganske vaad, sprang op fra Ösningen og greb sine Vaaben. Gest gjorde det samme, og de agtede da at slaaes med hinanden. Skuf sagde: det sömmer sig ikke at Folk kives paa Handelsskibe, i Söen, fordi megen Skade foraarsages derved, og sjelden vil det gaae godt for de Farlöier, som have Folk indenbords, der ikke forliges med hinanden. Nu ville vi bede eder at I tilsiger hinanden gjensidig Tryghed, saalænge som I ere i Söen til Skibs. Dette gik virkelig for sig. Skibet drev længe omkring i Havet, omtumlet af stærke Storme. Et Vindkast knækkede deres Storraa, saa at Seilet faldt i Söen; Mandskabet fik dog fat i det, og trak det ombord, hvorved Gests Anstrængelse især var virksom. Skuf vidste, at de Mænd ikke vare meget behændige som han havde taget med sig fra Grönland, men han havde seet at Thormod og Gest havde skilt sig meget net ved adskilligt Tömmerarbeide. Skuf sagde da til Thormod: Vil du föie Raaens Stykker sammen igjen? Thormod svarede: Jeg er ikke saa nævenyttig; bed kun Gest om at gjöre Raaen i Stand: han er saa stærk, at han vist uden videre kan sætte Raastykkerne sammen med de blotte Hænder. Skuf gik da til Gest med den samme Begjering. Han svarede: Jeg er ikke saa behændig; bed kun Thormod derom, for han er saa veltalende at han nok skal udrette det med sin Digtning, at Raaens Ender igjen heftes fast til hinanden. Dog vil jeg, da Nödvendigheden nu byder det, til hugge den ene Deel af Raaen, naar Thormod vil hugge den anden til. Man flyede da hver af dem en Öxe, og hver for sig tilhuggede sin Deel af Raaen. Gest skottede af og til, over Skuldrene, til Thormod. Da Thormod var færdig med at hugge sin Deel af Raaen til, satte han sig ned paa Lasten, men Gest tövede noget længere ved at tilhugge sit Stykke Tömmer, men da han var færdig dermed, eftersaae han stykkerne, og intet af dem trængte til nogen videre Bearbeidelse. Gest satte Raaen sammen; dernæst gjorde de Seilet fast til den, og Seiladsen gik igjen for sig. Sildig om Efteraaret anlöb de Grönland, og kom til Eriksfjorden. Thorkel, Leifs Sön, var i den Tid Hövding over Eriksfjorden. Thorkel var en mægtig Mand, rig paa Gods og Venner; han var ogsaa en god Ven af den hellige Kong Olaf[841]. Thorkel kom snart til Skibet, efter at det var gaaet til Ankers, samt kjöbte af Skipper, Styrmænd og Mandskab de Ting, som han behövede. Skuf lod Thorkel vide, at een af Kong Olafs Hirdmænd, som hed Thormod, var der paa Skibet, samt at Kongen havde sendt ham til Thorkel, for at söge Tilflugt og Beskjærmelse hos ham, hvis han behövede det. Paa Grund af denne Anbefaling tog Thormod sit Ophold paa Brattalid. Skuf eiede en Gaard paa Stokkanes[842]; den laa paa een Side af Eriksfjorden, men Brattalid paa den anden. En Mand, som hed Bjarne, boede sammen med Skuf; han var en forstandig Mand, og meget yndet, besad mange Færdigheder, især som Smed; han forestod deres fælles Bo, naar Skuf var paa Reiser. De eiede Boet i Fællesskab, og forligtes meget vel. Thormod blev til Huse paa Brattalid, Gest tog sit Ophold i Einarsfjorden, paa en Gaard som kaldtes Vig[843]; der boede en Mand som hed Thorgrim[844].


Om Thorgeir Trolle.

Thorgrim Einarsön Trolle boede i Einarsfjorden, paa Löngunes[845]. Han var en Gode[846], en stor og mægtig Hövding, holdt mange Folk og var stolt i sit hele Væsen. En Söster til Thorgrim, som hed Thordis, boede sammen med ham; hun havde været gift med en vis Hamund. Thordis's fire Sönner opholdt sig hos Thorgrim. Een af dem hed Bödvar, den anden Falgeir, den tredie Thorkel, den fjerde Thord. De vare alle meget raske og fyrige Mænd. En anden Söster til Thorgrim hed Thorun; hun boede i Einarsfjorden paa den Gaard som kaldes Langenes[847]. Hun havde en Sön, ved Navn Ljot; han var meget stor af Væxt. Alle Thorgeirs Frænder vare meget stöiende og ubillige i deres Fremfærd. Sigrid hed en Kone som boede paa den Gaard der kaldtes Hammer[848]; hun eiede et godt og indbringende Bo. Sigurd hed hendes Sön, som forestod Boet tilligemed hende; han var en modig og meget yndet Mand, holdt ikke af megen Stöi, og Folk syntes at han undertiden maatte vige for andre[849]. Avlskarlen[850] i Brattalid hed Lodin; han var en god Arbeider; han holdt til med en Kone ved Navn Sigrid; hende blev det paalagt at sörge for Thormods Opvartning. I Brattalid var en Bygning, adskilt fra Gaardens övrige Huse; der pleiede Thorkel og hans faste Gjæster at sove[851]; der brændte bestandig Lys om Natten, men andre Folk sov i Gaarden. Lodin tyktes at Sigrid opholdt sig alt for længe i Udhuset om Aftenen, og at hun viste ham mindre Opmærksomhed end førhen; da erindréde han sig den Vise[852] som (forlængst) havde været digtet om lösagtige Kvinder:

Paa rullende Hjul[853]
bleve dem Hjerter skabte,
og Svig i Brystet lagt.

Han lod Sigrid vide at han ikke skjöttede om hendes lange Ophold i Udhuset, ud paa Aftenen; hun svarede ham som hun var i Lune til. Det hændte sig en Aften at Thorkel og Thormod vilde gaae til deres Sovestue, og Sigrid med dem, at Lodin tog fat i hende og holdt hende fast, men hun sögte at slippe fra ham. Da Thormod saae dette, tog han Sigrid i Haanden, og agtede at rykke hende til sig, men det lykkedes ikke i en Hast. Thorkel lagde Mærke til deres Trætte, og sagde til Lodin: Lad Sigrid kun gaae sin Vei; paa hendes Ophold om Aftenen, i Udhuset, kan ingen Skygge kastes, thi der brænder et klart Lys, og jeg skal saaledes vogte hende der ude, at hverken du eller hun have nogen Skam deraf, men ellers kan du selv passe paa hende.


Thormod dræbte Lodin.

Da det lakkede mod Jul, lod Thorkel brygge godt Öl, thi han vilde holde Julegilde, og indlægge sig Berömmelse derved, da Drikkelaug kun sjelden pleiede at holdes i Grönland[854]. Thorkel indböd dertil sine Venner i Juletiden, og mange Folk forsamledes da der. Skuf og Bjarne fra Stokkanes vare der Julen over; de havde laant det Husgeraad, Kar og Klæder, som brugtes i den Tid. Gildet varede hele Juletiden igjennem med megen Lystighed og Tidskort. Den sidste Dag i Julen lavede Gjæsterne sig til Bortreisen; Lodin afhændede dem deres Klæder, Sværd og hvad de ellers hhavde bragt med sig, hvilket alt han havde havt i Forvaring. Han lod og deres Baade trække ud paa Söen. Lodin var ifört en Kofte og Buxer af sælskind. Han gik da ind i Stuen, selv fjerde; han traf der ikke andre end Thormod og Bjarne. Thormod laa foran i Löibænken. Da Lodin og hans Fölgesvende kom ind i Stuen toge de fat i Thormods Födder og rykkede ham frem paa Gulvet, samt trak ham langsefter det. Da sprang Bjarne op, greb Lodin om Midten, og kastede ham haardt ned paa Gulvet, bandede dem som trak Thormod og sagde at de skulde löslade ham, hvilket de ogsaa gjorde. Thormod stod da op, og sagde til Bjarne: Vi Islændere bryde os kun lidet om slige Puds, fordi vi tit have prövet sligt i Skindlege[855]. De gik ud, og lode som intet usædvanligt havde tildraget sig. Da nu Skuf og hans Reisefæller havde gjort sig færdige til Afreisen, fulgte Thorkel og hans Huusfolk dem til Skibs. De havde en Færge, som stod i Forbindelse med Landet ved en Brygge. Bjarne stod ved Færgen, og ventede efter Skuf, som havde en Samtale med Thorkel. Lodin stod, i Land, kort fra Baaden, og havde afhændet Folks Klæder. Thormod var i Nærheden, og da man mindst formodede det, svang han en Öxe, som han havde skjult under Kappen, og hug Lodin saaledes i Hovedet, at han strax faldt död til Jorden. Thorkel hörte Knaldet, og saae snart at Lodin var falden. Han sagde da til sine Mænd at de skulde anfalde Thormod og ombringe ham, men de bleve forbausede. Bjarne sagde at Thormod skulde gaae ombord i Baaden, hvilket han ogsaa gjorde. Bjarne gik efter ham og Skuf ligeledes, men da de kom ud paa Færgen, rykkede de Bryggen ud til sig. Thorkel opfordrede sine Folk til Angreb, og agtede at slaaes med Skuf og hans Fölge, hvis de ikke vilde udlevere Thormod til ham. Skuf sagde da: Du tager dig vel heftig af denne Sag, Thorkel Bonde, hvis du vil skille Thormod, som er din Gjæst, men Kong Olafs Hirdmand og Skjald, ved Livet, og han vil vistnok blive eder dyrekjöbt nok, hvis Kong Olaf spörger at lade ham dræbe, især da han havde anfortroet ham til din Hjelp og Beskjærmelse, hvis han skulde hehöve det. Det viser sig da, som tit ellers, i denne Sag, at Vreden seer ikke det Rigtige. Nu ville vi, paa Thormods Vegne, byde eder Pengeböder for dette Drab, og for den Skade, som er blevet tilföiet eder derved. Thorkels Hidsighed sagtnedes ved Skufs Forestillinger, og mange deeltoge da tillige i hans Forsög at stille Forlig mellem dem; det gik da virkelig for sig at Skuf overlod til Thorkel selv at bestemme Boden for Lodins Drab, Thormod begav sig da til Stokkanes, og tog sit Ophold der.


Thorgrim Trolles Drab.

Een af Skufs og Bjarnes Huskarle hed Egil. Han var stor af Væxt, stærk, men styg af Udseende, klodset og uforstandig, hvorfor man havde givet ham Ögenavn af Tosse-Egil. Thormod var ofte sörgmodig. Bjarne og Skuf spurgte ham, om de ikke paa nogen Maade kunde raade Bod paa hans Kummer. Thormod svarede: Det er mit Önske at I overlader mig een Fölgesvend, som kunde fölge mig overalt, hvor jeg saa end vilde begive mig hen. De svarede at de gjerne vilde det, og bade ham selv vælge den Mand blandt deres Huskarle som han önskede. Thormod sagde: Tosse-Egil her er stærk og stor af Væxt; ham vælger jeg, og han vil vist ikke blive for klog til at udrette det som bliver ham befalet. De svarede at det skulde saa være. Folk undredes over det, at han just skulde vælge Egil til sin Fölgesvend. Bjarne smedede for Thormod, efter hans Anviisning, en bred Öxe; ovenfra lige til Eggen var den slaaet lige; dens Eg var ikke i mindste Maade afrundet, men var dog særdeles skarp. Den næste Sommer, efter disse Tildragelser toge Folk til Thinget ved Garde i Einarsfjorden. De fra Eriksfjorden havde indrettet deres Teltboder paa et Sted, hvor en lille Bakke laa imellem det og den Plads, hvor Einarsfjordens Beboere havde opslaaet deres Telte[856]. Da de fleste havde teltet over deres Thingboder var Thorgrim ikke kommen. Kort efter saae man hans Tog. Han havde et prægtigt Skib og hans krigeriske Fölge var ligesaa udsögt og vel udrustet. Thorgrims Overmod var saa stort, at Folk neppe torde tale til ham. Grönlænderne pleiede stedse have Redskaber til Jagt og Fiskeri ombord paa deres Fartöier. Da nu Thorgrims Skib kom til Landet, gik Folk ned til Strandbredden, for at see hans og Fölges Pragt og Vaabenrustning. Thormod var ogsaa nærværende der. Han tog op en Sælhunde Harpun, som de havde kastet paa Land, og betragtede den, men een af Thorgrims Fölgesvende greb Harpunen og sagde: Giv kun slip paa den, Menneske! thi det vil kun nytte dig lidet at du holder den i Haanden, og det er min Mening at du forstaaer dig ikke synderlig paa dens Jagtbrug[857]. Han svarede: Jeg anseer det for uvist, om du forstaaer dig bedre paa Skytteriet end jeg. Det er dog vist upaatvivleligt, svarede den anden. Thormod kvad da en Vise:

Han som kan hurtig löbe
paa Klipper, lystig praler:
at han Harpunen bedre,
end vi forstaae, kan svinge;
Vistnok jeg vel det mindes
at ædelsindet Fyrste
os, som han Guld har givet,
en Skjoldborg tit lod danne.

Thormod gik derfra til Thorgrims Bod. Den blev beklædt med herlige Tapetserier, og alt der indrettet paa det bedste[858]. Det hændte sig paa Thinget, en Dag, da Veiret var smukt, at alle Folk vare gaaede bort fra Skufs og Bjarnes Bod undtagen Thormod allene; han laae hjemme i Boden og sov; over sig havde han bredt en dobbelt Pelts, hvor det laadne vendte ud til begge Sider; paa den ene var den sort, men hvid paa den anden. Da Thormod havde sovet en Stund, vaagner han og seer at alle Mennesker ere borte. Han undredes derover, thi förend han var sovet ind, havde mange Folk været der. I det samme kom Egil farende ind Boden og sagde: Du er alt for langt borte fra et herligt Tidsfordriv. Thormod spurgte: Hvorfra kommer du, eller hvilke Lege har man nu til at forlyste sig med? Egil svarede: Jeg var ved Thorgrim Einarsöns Bod, og der er Fleerheden af Thingfolket forsamlet. Thormod spurgte: Hvilket Tidsfordriv har man der? Egil svarede: Thorgrim foredrager der en Fortælling. Thormod spurgte: Om hvem handler den Fortælling. Egil svarede: Jeg veed ikke rigtig om hvem den egentlig handler, men det veed jeg, at han fortæller vel og fornöielig, og man har sat en Stol under ham ved Boden, men Folk sidde rundt omkring og lytte til Fortællingen. Thormod sagde: Du kan vel huske een eller anden Mand, som nævnes i denne Saga, allerhelst da du selv siger at den er saa morsom. Egil svarede: En vis Thorgeir omtaltes i Sagaen som en stor Helt, og det forekommer mig at Thorgrim selv ogsaa omhandles i den, og har gaaet heel drabelig frem, som man nok kunde formode; gid du selv vilde gaae derhen og höre det Morskab. Det kan nok skee, svarede Thormod; han stod op, kastede Peltsen over sig, og lod det Sorte vende ud; han tog sin Öxe i Haanden, satte en Hat paa sit Hoved, og gik derpaa til Thorgrims Bod, tilligemed Egil; de standsede ved Bodens Væg, og lyttede derfra til Fortællingen, men de kunde dog ikke höre den ret tydelig. Veiret havde været klart med stærk Solskin, men da Thormod kom til Boden, begyndte Luften at tykne. Thormod afvexlede da med snart at stirre höit op mod Himmelen og snart dybt ned paa Jorden lige for sine Födder. Egil spurgte: hvorfor skaber du dig saaledes? Thormod svarede: Baade Himmelen og Jorden have nu det Udseende, hvilket de pleíe at faa kort förend Skadeknald[859] indtræffe. Egil svarede: Hvad pleie slige Skadeknald at betyde? Thormod svarede: De pleie stedse at forkynde mærkelige Begivenheder, og naar du hörer Skadeknaldet, maa du söge at undflye og löbe som snarest hjem til vor Bod, og hytte dig der. I det de talte saaledes sammen, kom en Byge over dem med stærk Skylleregn, og Folk ilede bort, hver til sin Bod, fordi man ikke havde beredt sig paa noget Regnveir. Nogle gik ind i Thorgrims Bod, saa at der blev megen Treengsel ved Indgangen. Thorgrim blev tilbage paa Stolen, og ventede paa at Folkestimmelen ved Bodens Dör skulde formindskes noget. Thormod sagde da til Egil: Bi du kun her, men jeg vil gaae frem for Boden og see hvad der gaaer for sig, men hvis du hörer Skadeknaldet, saa maa du löbe hjem til Boden saa hurtig som muligt. Thormod gik da frem for Boden til det Sted hvor Thorgrim sad, og spurgte: Hvad var det for en Saga, som du fortalte för? Thorgrim svarede: De Heltegjerninger, som indeholdes i den Saga, kunne ikke lade sig fortælle med faa Ord, -- men hvad er vel dit Navn? Han svarede: Jeg hedder Utryg[860]. Hvis Sön er du? spurgte Thorgrim. Jeg er Tortrygs[861] Sön. Da vilde Thorgrim reise sig op af Stolen; Thormod hug da (med Öxen) lige i hans Hoved, og klövede det ned til Skulderen, men strax derpaa skjulte han Öxen under sin Pelts, og satte sig ned, lagde Thorgrims Skuldre i sit Skjöd og raabte i det samme: Kommer hid; Thorgrim er bleven farlig saaret. Da vendte mange sig didhen, og saae Saaret. De spurgte Thormod, om han vidste, hvem der havde anfaldet Thorgrim. Han svarede: Jeg saae ham ganske nylig; jeg löb hen og satte mig under Thorgrims Skuldre, da Gjerningen var skeet, men jeg saae ikke, hvor den blev af som havde begaaet den. Da satte andre sig henunder Thorgrims Skuldre, men Thormod gik bort; han gik derefter fremad langs med Strandbredden forbi en Huk; der vendte han Peltsen om, og lod da det Hvide vende ud. Da Egil havde hört Knaldet, i det Thormod hug til Thorgrim, löb han hjemad til Skufs Bod. Folk saae, hvor en Mand löb, og tænkte at han var den som havde saaret Thorgrim. Egil blev meget forskrækket, da han saae at mange Folk forfulgte ham, tildeels bevæbnede, og da de grebe ham, rystede hans Been af Frygt[862], men da de kjendte Egil, kunde de nok vide, at det ikke var ham som havde overfaldet Thorgrim; da forsvandt hans Frygt som Ildrödmen af det hedede Jern. De, som havde forfulgt ham, begave sig da til Boderne, for at opsöge Drabsmanden, men fandt ham ikke. De spredtes da ad langs med Sökanten, og frem for det Næs som der strakte sig ud i Söen. Der traf de en Mand i en hvid Pelts, og spurgte om hans Navn. Han kaldte sig Vigfus[863]. De spurgte, hvorhen han agtede at gaae. Han svarede at han sögte om den Mand som havde saaret Thorgrim. De toge da en lige modsat Retning, og begge Partier gik meget stærkt til, saa at de snart skiltes fra hinanden. - Skuf og Bjarne savnede Thormod, og havde nogen Formodning om, at det var ham som havde gjort sig skyldig i Overfaldet, thi Skuf havde hört i Norge, hvad Kongen havde ladet sig forlyde med, at han nok önskede, at Thorgeir Havarsöns Död blev hævnet. Da Drabsmandens ivrigste Eftersögelse af de Forfölgende var aftaget, toge Skuf og Bjarne hemmelig en Baad, og bare endeel Födemidler ud paa den. De roede siden frem for Næsset, fordi man sagde at en Mand i hvid Pelts, som kaldte sig Vigfus, havde ladet sig see der. Da de kom frem for Næsset, saae de hvor Thormod var, roede til Landet og sagde at han skulde gaae ud paa Fartöiet, hvilket han og gjorde. De spurgte, om han havde saaret Thorgrim; han tilstod at det var sandt. De spurgte ham, hvorledes det var gaaet til, eller hvor stort Saaret var. Thormod kvad da denne Vise:

Keithaandet Mand, jeg mærked,
tit mindre Saar forvoldte,
nu med den Store styrted
i Stöv hans Pragt og Vælde;
sortlokket Hövdings Hoved,
med Lempe knap, jeg rammed
og med det Hug jeg Helten
til Graven sende vilde.

Vel kan det være, siger Thormod, at Hugget ikke er blevet svært, fordi det kom fra en keithaandet Mand[864], men jeg lod dog ikke flere fölge derpaa, fordi jeg tænkte at det vilde nok blive tilstrækkeligt. Skuf sagde: Du havde Lykken med dig, at de ikke skulde kjende dig, da du sad med Thorgrims Hoved paa Skjödet, og ligeledes den Gang, da de traf dig oppe paa Hukken. Da kvad Thormod en Vise:

Det Under var, at ikke
de Folk mig kjende skulde,
vist har jeg Mærker mange:
det sorte Haar og Mælet.
Mig Skjæbnen Vel beskjærined
i Faren, og jeg haaber,
mit Liv skal længre vorde
men kort de Fjenders Alder.

Vistnok er jeg let at kjende, siger Thormod, en Mand med sort og kröllet Haar, som har et stammende Mæle; men denne Gang var Döden mig ikke bestemt, og det kan være at jeg ikke er undsluppet for ingen Ting, og at nogle af Thorgrims Frænder skulle för bide i Græsset end jeg[865]. Bjarne sagde da: Nu vil du vel lade det beroe herved med Hævnen efter Thorgeir, og har dog vel opfyldt dine Forpligtelser. Da kvad Thorgeir denne Vise:

End ei udföre kunde
jeg skyldig Hævn paa mange:
kun een, den höie Hövding,
paa Thinget jeg ombragde;
ham lod jeg Hugget ramme,
nu Thorgeirs andre Venner
mod hine Hævnen sende!
mit har jeg gjort, jeg sorte.

Det tykkes mig, sagde Bjarne, at du ikke behöver at udstrække din Hævn for Thorgeirs Drab videre, en saadan Stordaad som du har udfönt, selv kun en udenlandsk og eenlig Mand, da du har dræbt den ene Hövding af de to, som vare de störste i hele Grönland[866], skjönt det ingenlunde er sandsynligt at du kan slippe herfra, thi Thorgrim har mange efterlevende Frænder, som baade ere formuende og meget ivrige. De förte Thormod med sig til Eriksfjorden, og fulgte ham til en Klippehule, som nu kaldes Thormods Hule; den ligger lige ved Sökanten, i en Klint paa en Side af Fjorden, lige over for Stokkanes. Over og under Hulen ere Klipperne meget steile, og meget vanskelige at bestige. Skuf og Bjarne sagde da til Thormod: Du maa blive her i Hulen, men vi skulle komme til dig, saa snart Thinget er hævet. De toge derpaa tilbage til Thinget. Man savnede Thormod der, og Folk antoge det for vist, at han havde ombragt Thorgrim. Bödvar og Falgeir anlagde Sögsmaal for Drabet, mod Thormod, som og blev dömt til Fredlösheds Straf. Da Thinget derefter blev hævet, tog enhver derfra til sit Hjem. Skuf og Bjarne begave sig til Thormod, og bragde ham Levnetsmidler og hvad andet han behövede, samt fortalte ham den Fredlösheds-Dom, som var gaaet over ham, og raadte ham at have stadigt Tilhold der i Hulen, da han ellers ingensteds kunde leve i Fred, hvis Folk vidste, hvor han var at finde; dog lovede de af og til at ville besöge ham. Foran Hulens Dör var en stor Plet Jord begroet med Græs, men förlige Mænd kunde kun med Nöd og neppe löbe fra Klintens Spidse ned paa Græspletten. Opholdet i Hulen blev meget kjedeligt for Thormod, da der ikke kunde hittes paa meget til at fordrive Tiden med. En Dag da Veiret var smukt besluttede Thormod sig til at gaae ud af Hulen; han klatrede op paa Klinten, og havde sin Öxe med sig. Da han var kommen et kort Stykke Vei fra Hulen, mödte han en Mand paa sin Vei; han var stor af Væxt, men uhyggelig, styg og af modbydeligt Udseende; over sig havde han en Kofte, der var sammensyet af bare Pjalter, og rudret som en Ladelap[867], samt oventil forsynet med en Hætte af samme Art; den var fuld af Utöi. Thormod spurgte om Mandens Navn. Han svarede: Jeg hedder Odde. Thormod spurgte: Hvad er du for en Mand? Han svarede: Jeg er en Omlöber, rap til Beens, og man kalder mig Luse-Odde; jeg har ingen fast Tjeneste, men er ellers ingen Lögnehals og veed dog meget, samt har gjerne godt af gode Folk, men hvad hedder du? Thormod svarede: Jeg hedder Torraad[868]. Odde spurgte: Hvad er du for en Mand? Torraad! Han svarede; Jeg er Kjöbmand, og vil du Odde handle med mig? Odde svarede: Jeg har ikke meget til at drive Handel med, men hvorom vil du vel handle? Thormod sagde: Jeg vil kjöbe af dig den Overkjole som du har paa. Odde svarede: Du behöver ikke at drive Spot med mig. Thormod sagde: Det er ingen Spot, jeg vil sælge dig den Kappe som jeg har over mig, men du skal igjen lade mig faae den Kofte, som du har paa, og gaae med Bud for mig til Stokkanes, hvor du skal komme i Aften og sige til Skuf og Bjarne, at du i Dag har truffet en Mand, som kaldte sig Torraad, og som byttede Overklæder med dig; jeg paalægger dig ikke flere Ærender, men hvis du forretter dette vel, skal Kappen være din. Odde svarede: Det er ikke meget let at komme over Fjorden; dertil behöver man et Fartöi, men dog er det mueligt at jeg kan faae dette udrettet, hvis jeg endelig vil, og komme til Stokkanes i Aften. Derefter byttede de Overklæderne; Odde tog mod en blaa Kappe, men overlod Thormod Koften, hvilken han og tog paa. Thormod tog da til Einarsfjorden; der traf han en Faarehyrde, som tjente hos Thordis paa Löngunes, og spurgte ham, om Thordisis Sönner vare hjemme. Hyrden svarede: Bödvar er ikke hjemme, men hans Brödre vare hjemme i Nat, og nu ere de tagne ud paa Fiskeri. Thormod sagde: Det kan saa være. Hyrden tænkte da, at denne Mand maatte være Luse-Odde. De skiltes snart ad, og Thormod gik til Thordisis Nöst, hvor han opholdt sig, indtil det begyndte at aftnes. Da saae Thormod, at Brödrene roede til Land. Thorkel roede forrest i Baaden, Thord i Midten og Falgeir i Öserummet. Da nu Baaden nærmede síg hurtig til Strandbredden, stillede Thorkel sig i Forstavnen og agtede (at springe ud, for) at tage mod Baaden (i Landingen). Da gik Thormod ud af Nöstet, og de ankommende troede at gjenkjende Luse-Odde i ham, men i det samme rendte Thormod pludselig til Thorkel, og hug ham med begge Hænder i Hovedet, saa at det klövedes lige ned til Skuldrene, hvoraf han strax fik sin Död. Thormod skyndte sig strax bort, og kastede Koften fra sig. Thord og Falgeir löb efter ham, men han skyndte sig fra dem af alle Kræfter, indtil han kom paa Klinten, ved Strandbredden, over Hulen; fra dens Spidse löb Thorgeir ned paa Græspletten foran Hulens Dör; Thord sprang efter ham, men maatte krumme Knæleddene og böie sig forover, i det han kom ned paa Græstörven; i det samme hug Thormod saaledes til ham med sin Öxe, at den sank ned mellem hans Skuldre lige til Skaftet; og förend han kunde rykke Öxen til sig ud af Saaret, sprang Falgeir ned paa Jordpletten, og hug strax til Thormod. Det Hug rammede ligeledes Thormod mellem skuldrene, og efterlod et svært Saar; da löb Thormod til Falgeir, og greb ham under Armene, fordi han selv da ingen Vaaben havde. Thormod mærkede at han ikke havde Kræfter nok til at brydes med Falgeir; han tyktes da at det saae kun meget maadelig ud for ham, som en vaabenlös og saaret Mand; han vendte da sin Tanke til Kong Olaf og udbad sig hans Beskjærmelse, som vistnok vilde blive ham tilstrækkelig; da faldt Falgeirs Öxe ud af hans Haand ned over Klipperne og ud i Söen; nu fattede Thormod större Haab, i det begge vare vaabenlöse. Derefter faldt de begge ned fra Klipperne og ud i Havet; de prövede da Svömning med hinanden og dukkede vexelviís ned; Thormod mærkede at han udmattedes meget af det svære Saar og Tab af Blod, men fordi Döden endnu ikke var Thormod bestemt, gik Falgeirs Seler i Stykker, saa at Thormod kunde trække hans Beenklæder ned om hans Födder. Da udmattedes Falgeir af Svömningen, saa at han af og til dukkede under og slugte meget Sövand; hans Skuldre og Lænder hævedes op af Vandet samt Ansigtet ligeledes tilsidst ved Aandens Opgivelse; da vare hans Mund og Öine aabne, men hans Aasyn af saadant Udseende, som naar en Mand griner[869] ad eet eller andet. De skiltes saaledes ad, at Falgeir druknede der. Thormod var meget udmattet. Han svömmede til et Skjær, kröb der op paa Stenene, laa stille og ventede sig intet andet end at han der skulde lade sit Liv, thi han var meget mödig og svært saaret, men Skjæret laa i en lang Afstand fra Landet. - Nu maae vi fortælle videre om Luse-Odde. Han rettede sig efter Thormods og hans Aftale, og fortalte Skuf og Bjarne at han den Dag havde fundet en Mand, der kaldte sig Torraad, og som byttede Overklædning med ham, samt paalagde ham at han skulde gaae til Stokkanes og fortælle de nævnte Mænd om deres Möde og Klædehandel. De kjendte Kappen, og sluttede heraf at Thormod havde sendt Lusse-Odde til dem, af den Aarsag at han da agtede at udföre een eller anden Stordaad. De toge da hemmelig en Baad om Aftenen, og roede om Natten over Fjorden. Da de nærmede sig Hulen, saae de noget levende i et Skjær, og talte mellem sig, om det kunde være en Sælhund eller et andet Dyr. De roe da til Skjæret og bestige det, og see at en Mand ligger der, i hvem de snart gjenkjendte Thormod. De spurgte ham om Nyt, og han fortalte dem de Begivenheder, som havde tildraget sig om Natten. Skuf sagde: Vistnok var det ikke for intet at du undkom fra Garde-Thing, da du paa een Aften har ombragt tre Kæmper af fornem Slægt. Thormod svarede: Det var dog min eneste Tanke, förend I kom her, at jeg skulde lade mit Liv her i Skjæret, men nu fortvivler jeg ikke derom at jeg kan blive Helbredet, og kan det da endvidere skee at jeg ikke er undkommen for intet. De spurgte nöiere om hans og Falgeirs Sammenkomst. Thormod kvad da denne Vise:

Det mored mig i Svömning,
at underlig sig skabte
i Döden klodset Kjeltring,
da spiltes vidt hans Lænder;
paa Kroppen enhver Aabning
jeg nöie skue kunde:
den Knegt, som kaad af Ondskab,
med Smiil da paa mig stirred.

Skuf og Bjarne bare Thormod ud til Fartöiet i fire Hjörner (af et Lagen), fordi han ikke kunde gaae. Derefter hentede de fra Hulen hans Klæder og Födemidler, fordi de troede at han ikke længere maatte opholde sig der. De roede ind efter Eriksfjorden. Gamle hed en Mand som boede ved den inderste Ende af Eriksfjorden, tæt op til Isbjergene; han var en uformuende og sær Mand, samt en stor Jæger. Gamle var gift og hans Kone hed Grima. Hun var en særdeles rask Kone og ferm i mange Ting, vel lægekyndig og noget forfaren i Oldtidens Vidskab. Der vare ikke flere Mennesker i Huset end de to, og Fremmede kom sjelden til dem. Skuf og Bjarne landede med deres Baad kort fra Gamles Bolig; Skuf gik op til Huset, men Bjarne sad over Thormod. Man tog meget vel mod Skuf, og tilböd ham hvad han behövede. Han svarede: Vi före en saaret Mand med os, og ham önsker jeg I vilde læge. Grima spurgte: Hvo er den Mand? Skuf svarede: Thormod, Kong Olafs Skjald og Hirdmand, er kommen til Skade. Hvo har tilföiet ham de Saar? spurgte hun. Skuf fortalte hende da de Tildragelser som vare skete. Grima sagde: Det er en stor Begivenhed; denne Mand har sandelig sat sig i en meget vanskelig Stilling, og det er saare betænkeligt at tage imod den Mand, hvem Thorgrims Frænder have gjort fredlös, især da han nu paa ny har udfört saa store Foretagender i sin Fredlösheds Tilstand. Skuf svarede: Jeg skal betale Penge for ham, saameget som det rettelig kan anslaaes til, hvis man saa giver dig for dette Anliggende, og du skal ikke i mindste Maade lide nogen Skade derved, eller ved de Bekostninger, som du ellers maatte have for hans Skyld. Saaledes endte deres Samtale, og Grima tog mod Thormod; han blev da flyttet op til Huset. Grima renser hans Saar, og forbinder dem, hvorpaa han syntes at det blev noget bedre med ham. Skuf og Bjarne toge hjem til Stokkanes. Disse Tildragelser forekom alle at være meget betydelige, endskjönt deres sande Sammenhæng ikke rygtedes; thi saa snart Falgeírs Lig var fundet, antoge mange det i Förstningen for vist at Thormod var druknet paa samme Tid. Thormods Saar vare meget vanskelige at læge, og han maatte holde Sengen hele 12 Maaneder igjennem. Da en Vinter var forlöben efter disse Begivenheder, begyndte Thormod at gaae mellem Stuen og Ildhuset, og dog vare hans Saar ikke groede til. Om Foraaret tildrog det sig at Thordis paa Löngunes en Nat skabte sig ilde i Sövne, og Folk talte om at hun burde vækkes. Bödvar, hendes Sön, sagde da: Lad kun min Moder nyde sin hele Dröm, thi det kan være at den Gamle derved erfarer noget som hun Önsker at vide[870]. Hun blev da ikke vaagnet, men da hun vaagnede af sig selv, stönnede hun möisommelig. Hendes Sön Bödvar talte saaledes til hende: Du var meget urolig i Sövne, Moder! har du maaskee havt nogen Aabenbaring? Hun svarede: I Nat har jeg sværmet vidt omkring, og har nu erfaret de Ting som jeg forhen ikke vidste. Bödvar spurgte: Hvad er det? Thordis svarede: Thormod, mine Sönners og dine Brödres Drabsmand er i Live, og opholder sig hos Gamle og Grima, aller inderst ved Eriksfjordens Ende. Nu vil jeg drage derhen og gribe Thormod, og gjengjælde ham den store Skade, han har tilföiet os, med en forsmædelig Död. Först skulle vi dog tage til Brattelid og bede Thorkel ledsage os, fordi det vil være ham meget imod, hvis Gamle og Grima vederfares nogen Ulempe, da han er deres ivrige Beskytter. Bödvar sagde at han var beredt til den Reise, naar hun fandt det for godt. De stode derefter op om Natten, og toge en Skude som hörte dem til, og bestege den med 15 Mænd, samt roede den Nat til Eriksfjorden. Aarstiden var da saaledes beskaffen, at Natten var lys nok til Reisen. Da Thordis havde begivet sig paa Veien med sit Fölge, fortæller man, at Grima i den selvsamme Nat havde en meget urolig Sövn. Thormod sagde til Gamle at han skulde vække hende. Gamle svarede: Grima vil vist ikke selv at hun skal vaagnes, thi i Sövne erfarer hun gjerne de Ting, som ere hende magtpaaliggende. Deres Samtale ophörte, og Grima vaagnede snart. Gamle sagde da: Din Sövn var meget urolig, Grima! hvad har du vel drömt? Hun svarede: Jeg har drömt saaledes, at jeg nu veed at Thordis paa Löngunes allerede er paa Veien med 15 af hendes Huskarle, og agter sig hid til os, thi hun har nu udspeidet det ved sin Trolddom, at Thormod opholder sig her hos os, og hun agter at dræbe ham. Nu vil jeg at du bliver her hjemme i Dag og tager ikke paa Jagt, thi I blive ikke for mange sammen, naar 15 Mand hjemsöge eder to, især da Thormod ikke er vaabenför; dog nærmer jeg ikke at sende eder op paa Isbjergene, men I skulle kun blive her hjemme. Thordis reiste nu om Natten lige til Brattelid. Thorkel tog vel mod dem, og tilböd dem hvad de behövede som Reisende. Thordis svarede: Sagen hænger saaledes sammen, at jeg agter at besöge Ægtefolkene Gamle og Grima, dine Thingfolk[871], thi jeg troer at have faaet Vished derom, at Thormod, hvem vi have ladet dömme til Fredlöshed og mange antage for at være druknet, opholder sig hos dem; nu önsker jeg at du tager med os og laver det saa at vi vederfares vor Ret over Gamle og Grima; du faaer da nöiest at vide, hvorledes det spænder af mellem os, naar du selv hörer vore Samtaler. Thorkel svarede: det forekommer mig usandsynligt at Gamle har din Fredlöse i Forvaring, men dog skal jeg tage afsted, hvis I endelig ville det. Thordis og hendes Fölge spiste Davre der, men Thorkel samlede Folk imidlertid, fordi han ikke vilde underkastes Thordisis og Bödvars Forgodtbefindende, hvis de kom i nogen Uenighed med hinanden. Da Folk havde spiist sig mæt, besteg Thorkel et Fartöi med 20 Mænd, og begge Partier begave sig da paa Reisen. Grima, Gamles Kone, eiede en stor Stol, paa hvis Rygstykke Thor var indskaaret, som et anseeligt Billede. Grima sagde om Morgenen: Nu vil jeg befale, hvad der skal bestilles i Dag. Min Stol skal jeg sætte midt paa Stuegulvet; paa den vil jeg, Thormod, at du skal sætte dig, saasnart Fremmede komme, og at du ikke skal reise dig op af den, saalænge som Thordis er her tilstede. Om du end synes at noget Nyt er paa Færde, eller nogen Ufred nærmer sig til dig, skal du ikke staae op af Stolen, thi det vil da ikke hjelpe at ty til nogen Afkrog, hvis Döden er dig bestemt. Gamle skal hænge en Kjedel over Ilden og kaage Sælhundekjöd[872]; du (Gamle) skal kaste Feieskarn paa Ilden og lave det saa at Husene blive fulde af Rög; jeg vil staae i Dören og spinde Garn og tage mod de Kommende. Alt blev saaledes indrettet, som Grima havde anordnet; da Thorkels og Thordisis Fartöier saaes at styre til Landet, satte Thormod sig ned paa Stolen. Gamle havde da sat Kjedelen paa Ilden, og fyrede under den alskens Feieskarn saa at Huset fyldtes af en stærk og ildelugtende Rög; dermed fulgte og et tykt Mörke, saa at intet kunde sees der. Grima sad paa Dörtærskelen og spandt Garn, samt nynnede en Sang[873], hvoraf andre ikke forstode noget. Da landede Fartöierne, og Folk gik fra dem op til Husene. Thorkel gik foran; Grima hilste ham höflig, og indböd ham til at blive der. Thorkel svarede: Thordis paa Löngunes er her i Fölge med mig, og antager det for vist, at Thormod, hendes fredlöse Fjende[874], opholder sig her hos dig; det er da vort Önske at du udleverer ham, hvis du veed hvor han er, thi det vil ingenlunde være raadeligt for dig at skjule en Fredlös for Thordis og hendes Sön Bödvar. Grima svarede: Det forekommer mig underligt at Thordis kan troe at jeg hæler hendes Fredlöse, til Trods for saa mægtige Folk, som de paa Löngunes ere, da jeg kun er selv anden i min Hytte. Vist er det underligt, svarede Thorkel, men dog ville vi undersöge dine Værelser. Grima sagde: Det vilde staae eder frit for at gjennemsöge mit Huus, om I end ikke havde bragt saa mange Folk med. Vistnok er jeg ellers stedse fornöiet, naar du besöger mig, men derimod vil jeg blive meget misfornöiet med Einarsfjordsfolkenes Huseren og Voldsomheder i min egen Bopæl. Thorkel sagde: Jeg og Thordis skulle gaae ind, to sammen, og undersöge Huset. De gik da ind og ransagede, men opholdt sig ikke længe for det förste, thi Værelserne vare kun meget smaae. Da de lukkede Dagligstuen op, var den ganske fuld af Rög, og de saae intet mærkværdigt der, overhoved var Rögen allevegne meget stram, og de opholdt sig derfor meget kortere i Huset end de ellers havde, hvis det havde været frit for Rög. De gik da ud, og ransagede ude overalt i Nærheden af Husene. Da sagde Thordis: Jeg kunde ikke rigtig see hvad der var i Stuen, for Rögens Skyld, nu skulle vi gaae op paa Taget og aabne Vinduerne der[875] for at Rögen kan slaae ud, at vi derfra kunne see hvad der er i Stuen. Bödvar og Thordis gik da op paa Husets Tag og aabnede Vinduerne; Rögen slog da ud, og de kunde oversee hele Stuen,; de saae Grimas Stol, hvor den stod midt paa Gulvet, samt Thor med sin Hammer[876] udskaaren paa dens Rygstykke, men Thormod saae de aldeles ikke. De gik da ned af Taget til Husets Dör. Da sagde Thordis: Der er endu noget tilbage, Grima, af dit Hedenskab, da Thors Billede er udskaaret paa Ryggen af din Stol. Grima svarede: Jeg kommer kun sjelden til Kirke for at höre lærde Mænds Prædikener, fordi jeg har en lang Vei dertil, men kun faa Folk hjemme; des snarere maa det falde mig ind, naar jeg seer Thors Billede, forfærdiget af Træ, hvilket jeg kan knække og brænde, naar jeg vil, hvor meget större den er som har skabt Himmelen og Jorden, samt alle synlige og usynlige Ting, og som giver alle skabninger Liv, men kan ikke overvindes af noget Menneske. Thordis svarede: Det er mueligt at du tænker saaledes, men snarere troer jeg dog at vi vilde tvinge dig til at sige Sandheden, hvis Thorkel ikke var her tilstede med sine mange Folk, thi jeg aner det i mit Sind at du er ikke ganske uvidende om Thormods Opholdssted. Grima svarede: Her opfyldes Ordsproget, at den som skal gjætte, tager tit Feil, og ligeledes et andet: at immer skal noget tjene til Redning for den som ikke skal snart döe, men det er nödvendigt for dig at takke Gud derfor at han beskjærmer dig, for at Fanden ikke skal have Magt til at bringe dig saaledes til onde Gjerninger, som du nok havde Lyst til, thi det kan undskyldes at man undertiden, ved at gjætte, kan tage Feil af det Sande, men det derimod ikke at man ikke troer Sandheden, naar man allerede har erfaret den. Efter denne Samtale skiltes de ad. Thorkel drog til Brattalid. Thordis tog da ogsaa hjem. Skuf og Bjarne begave sig lönlig til Gamle og Grima, bragde dem de nödvendige Ting som de manglede, og erstattede dem alle de Omkostninger som de havde anvendt paa Thormod.


Om Thormod.

Da Thormod var bleven fuldkommen helbredet af de Saar som Falgeir havde tilföiet ham, förte Skuf og Bjarne ham hjem til Stokkanes og forvarede ham der hemmelig i et lille Udhuus. Der opholdt Thormod sig den tredie Vinter. Den Vinter solgte Bjarne og Skuf Gaarden Stokkanes og andet Jordegods som de eiede og ligeledes deres Kvæg, da de agtede at flytte bort fra Grönland. Tidlig om Foraaret udrustede de deres Skib og trak det ud paa Söen. Da fik Thormod Lyst til en lille Udfart; han foregav at han havde et Ærende at forrette nordpaa ved Fjorden, og skaffede sig en Baad. Tosse-Egil gav sig paa Farten med ham; han satte sig ved Aarerne, men Thormod ved Roret. Egil var en dygtig Roerkarl og en god Svömmer. Veiret var klart med meget Solskin, og tillige næsten stille. De roede hen til Einarsfjorden, men da de vare komne ind paa Fjorden, blev Thormod urolig, rokkede meget og fik Baaden til at helde til forskjellige Kanter. Egil sagde: Hvorfor bærer du dig saa tosset ad og tager af Sted som gale Folk, eller agter du at kantre Baaden under os? Thormod svarede: Jeg har det meget uroligt. Egil sagde: Jeg kan ikke roe for din Ustyrligheds Skyld, og det er nödvendigt at du ikke tumler dig saa forfærdelig omkring at vi styrte ned i Vandet, men uagtet al Egils Tale herom, gik det saaledes til paa Sidstningen, at Thormod kantrede Baaden over dem; han dukkede snart under, kom op paa den anden Side af Fartöiet, og blev saaledes ved indtil han naaede Land. Han havde taget sin Öxe med. Egil kom ogsaa op af Vandet ved Fartöiet, og fik fat i dets Kjöl; der lod han Hvile falde paa sig, og saae sig om, om han ikke kunde faae Öie paa Thormod, men saae ham dog ikke. Han fik da Baaden atter til at vende op, satte sig derpaa igjen ved Aarerne, og roede ud efter Fjorden, samt hjem til Stokkanes, hvor han fortalte Skuf og Bjarne hvad der havde hændtes ham paa Reisen, og lagde det til Fortællingen at han troede at Thormod maatte være omkommen. De fandt denne Tildragelse heel underlig, men vilde dog ikke lade den beroe derved, da de havde nogen Formodning om at Thormod neppe var saaledes druknet. Imidlertid maae vi fortælle hvad Thormod först tog sig for, da han kom paa Land. Han vred sine vaade Klæder, og derefter gav han sig til at gaae, og kom saaledes sildig om Aftenen til Hammer, hvor Sigrid boede. Han bankede paa Dören; en Kvinde kom ud og hilste ham, men vendte tilbage og gik ind i Stuen. Thormod fulgte hende derhen og satte sig, ei langt fra Dören, paa den lavere Bænk. Sigrid spurgte da: Hvem kom der? Han svarede: Jeg hedder Osviv[877]. Sigrid sagde: Saa er enhver, som han vil være. Vil Osviv være her i Nat? Han svarede at han vilde det. Næste Morgen gav Sigrid sig i Samtale med ham og spurgte hvorledes det havde sig med hans Reise? Thormod svarede: Det var sandt at jeg kaldte mig Osviv i Gaar. Hun sagde: Jeg troede nok at jeg kjendte dig, endskjönt jeg ikke havde seet dig för, at du er Thormod, Kolbrunes Skald. Han svarede: Det hjelper ikke at skjule sig for dig, thi du har rigtig kjendt Manden, men jeg agter at tage til Langenes til Thorun Einarsdatter og træffe hendes Sön Ljot; de have tit været mig stygt paa Nakken. Sigrid sagde: Da skal min Sön Sigurd fölges med dig, baade Ljot og Thorun have længe nok gjort os Overlast. Thormod svarede: Jeg anseer det ikke for raadeligt at Sigurd tager med mig, fordi I neppe ville kunne beholde eders Bopæl her, hvis I komme i nogen alvorlig Trætte med Ljot. Gjerne vilde jeg give Slip paa min Bopæl, svarede Sigrid, naar kun Ljot blev til Skamme. Sigurd tog da med Thormod til Langenes, hvor Thorun boede. De bankede der paa Dören. En Kvinde kom ud og hilsede dem, Sigurd spurgte om Ljot var hjemme. Hun svarede: Han er inde i Stuen. Sigurd sagde: Bed ham komme ud. Tjenestepigen gik ind og sagde at Ljot skulde komme ud. Han spurgte: Hvo sagde det? Hun svarede: Sigurd paa Hammer, og en anden Mand, som jeg ikke kjendte. Ljot spurgte: Hvorledes seer den Mand ud, som du ikke kjendte? Hun svarede: Det var en mörk og styg Mand, med kröllet Haar; Ljot sagde: Efter dit Udsagn ligner han Thormod, vor fredlöse Fjende. Ljot gik derefter frem, tillige med de Kvindfolk, som vare der tilstede. Ljot tog et Spyd i sin Haand og gik ud i Dören; han kjendte Thormod og stödte Spydet lige mod hans Midte. Thormod slog Spydet af med sin Öxe, men det rammede dog hans ene Fod nedenfor Knæet og tilföiede ham et svært Saar. Ljot böiede sig i det han stödte Spydet mod Thormod, men da gav Sigurd ham et Hug mellem Skuldrene, som efterlod et stort Saar. Ljot löb ud i Dören, og Kvinderne stillede sig (op i en Række) foran ham. De Fremmede vendte da bort. Thormod sagde at Sigurd skulde tage hjem til Hammer: og fortæl din Moder hvad der er skeet, men jeg skal gaae min egen Gang. De skiltes da fra hinanden; Sigurd tog hjem til Hammer og fortalte sin Moder Tidenderne. Hun sagde: Det er mit Raad at du begiver dig til Skuf og opfordrer ham til at tage mod dig; sig ham at jeg vil sælge min Gaard, og flytte med ham bort fra Grönland. Sigurd besögte da Skuf og forebragde sine Ærender. Skuf tog mod Sigurd og solgte Sigrids Gaard, samt hævede hendes Huusholdning, og förte Godset ombord paa sit Skib. Thormod forbandt sit Saar og gik til det Nöst som Thorun eiede; han saae at et Fartöi var blevet trukket ud af Nöstet, og sluttede deraf at Thoruns Huuskarle vare ude paa Fiskeri. Thormod gik da til Stranden, og opredte for sig en Art af Seng i en stor Tangdynge, hvor han laa til ud paa Dagen; men da det begyndte at aftnes, hörte han Lyden af Aareslag, og mærkede snart at Thoruns Huuskarle vare komne til Strandbredden. De talte saaledes: Veiret vil blive godt i Morgen, og saa skulle vi igjen til Söes; det er da ikke værdt at vi trække vor Baad op paa Landet, men den kan ligge her i Havnen Natten over. De lode det blive derved, og gik derpaa hjem. Da var Natten næsten falden paa. Da de vare borte, stod Thormod op, löste Landtougene, roede ud paa Fjorden, og satte sin Kaas til Gaarden Vig. Den Aften lagde Thordis paa Löngunes sig til at sove. Hun havde en meget urolig Sövn, og da hun vaagnede, sagde hun: Hvor er min Sön Bödvar? Han svarede: Her er jeg, Moder! hvad vil du vel mig? Hun svarede: Jeg vil at vi skulle roe ud paa Fjorden, for der er en god Fangst i Vente. Bödvar spurgte: Hvilken Fangst kan det vel være? Thordis svarede: Thormod, vor Fredlöse, er ude paa Fjorden, allene paa en Baad, og vi skulle see til at faae fat paa ham. Da toge fem Huuskarle med Thordis. De roede ud paa Fjorden om Natten. Thormod hörte Aareslagene og Menneskers Tale. Han formodede da at Thordis var kommen paa Farten med hendes Huuskarle, og tyktes da at han var i en slem Vaande, som dog vilde blive endnu værre, hvis de skulde finde ham. En lille Holm var da i Nærheden; den var kun lav, og pleiede at blive overskyllet af Höivande, men ved middelmaadíg Vandstand gik Söen ikke over den. Thormod greb til det Middel, at han kantrede Baaden, og roede til Holmen; den var bedækket overalt med Tang. Thormod udsögte sig der et Leie mellem tvende Stene, og tildækkede sig med Tang. Idet Thordisis Folk roede om Natten, see de i Taagen en mörk Plet paa Söen og vidste ikke hvad det kunde være. De roede da dertil og saae at det var en kantret Baad, med Aarerne bundne fast til Roerbretterne. Thordisis Huuskarle sagde da: Her har vist Thormod roet op paa et lille Blindskjær, og man maa snarest formode at han er druknet. Thordis svarede: Her er Thormod vist ikke druknet, men derimod har han mærket at vi vare i Nærheden, og har vist selv kantret Baaden, for at vi skulde troe at han var död, men han har formodentlig tyet til Holmen og skjult sig der. Lad os nu lande med vort Fartöi ved Holmen og undersöge den. Nu skulle I gjennemstikke Tangen overalt paa den hele Holm med eders Spydsodde, mere end een Gang. De gjorde det, men fandt ikke Thormod. Thordis sagde: Jeg troer sikkert at han maa være her paa denne Holm, skjönt I ikke kunde finde ham. Nu hvis Thormod kan höre min Tale, da svare han mig, hvis han snarere har Mod som en Mand end som en Mær. Thormod hörte hvad Thordis sagde, og vilde svare derpaa, men han kunde da ikke tale, thi det forekom ham at en holdt sin Haand for hans Mund[878]. Thordis og hendes Folk forlode derefter Holmen, uden videre, men toge den Baad, hvorpaa Thormod var kommet derhen, og bragde den hjem med sig. Da de vare borte, stod Thormod op af Tangdyngen; han gav sig da til at svömme i den Retning, hvor Veien til Fastlandet forekom ham at være den korteste. Han svömmede saaledes fra Skjær til Skjær, og hvilte sig ud paa dem, men paa et, som kun laa kort fra Land, maatte han standse for Alvor og var da bleven saa stiv og mödig at han ikke kunde vinde længere frem. I denne Nat drömte Bonden Grim paa Vig, at en vakker og anseelig Mand, af middelmaadig Væxt, med brede Skuldre og noget heldende forover, kom til ham og spurgte om han sov eller vaagede. Grim svarede: Jeg vaager, men hvem er du? Drömmanden svarede: Jeg er Kong Olaf Haraldsön[879], og det er mit Ærende hertil: at du tager afsted for at hente Thormod, min Hirdmand og Skald, og yde ham Hjelp, for at han kan komme fra det Skjær, hvorpaa han ligger, kun kort fra Landet. Til Beviis for Sandheden af denne Aabenbaring underretter jeg dig nu om at den Mand som har opholdt sig tre Vintre hos dig, og har kaldet sig Gest, egentlig hedder Steinar og kaldes ellers Helga's Steinar[880], samt er en Islænder, og drog derfor hid til Grönland at han agtede at hævne Thorgeir Havarsöns Drab; men skjönt Steinar er en meget rask og haardför Mand, vil det ikke lykkes ham synderlig at udföre denne Hævn, og hans Kjekhed vil mere vise sig ved andre Leiligheder. Da Kong Olaf havde talt dette, vaagnede Grim. Han vakte Gest og bad ham staae op, hvilket han og gjorde, tog sine Vaaben, og gik ud med Grim; de satte sig da ned, og Grim sagde: Hvad siger du om dit rette Navn? Gest svarede: Du husker vist, Grim, hvad jeg sagde derom. Grim svarede: Jeg husker nok hvad det var du kaldte dig, men jeg spörger, om du bærer det Navn som du gav dig. Gest spurgte: Hvorfor ikke? Grim svarede: Fordi du maaskee hedder Steinar og kaldes Helga-Steinar dit Land. Gest spurgte: Hvem siger at det er saa? Grim svarede: Kong Olaf. Gest spurgte: Naar traf du Kong Olaf? Dette Spörgsmaal besvarede Grim med at fortælle sin hele Dröm. Gest svarede: Det som vedkommer mig, i denne Dröm, er sandfærdigt. Steinar og Gest toge da bort, for at opsöge Thormod; og traf ham der, hvor Kong Olaf havde anvist dem. De förte ham hjem til Vig, og forvarede ham der hemmelig, indtil de Saar vare lægte, som Ljot havde tilföiet ham. Da förte Steinar Thormod til Skufs og Bjarnes Skib. Skuf passede da ene paa Skibet. Steinar forlod da Vig for fuldt og fast, og opholdt sig derefter paa Skibet, tilligemed Thormod. Skuf blev længe opholdt, indtil Thinget var hævet. Der udrettede Bödvar, Thordisis Sön, det, at Sigurd, Sigrids Sön, blev dömt til Fredlösheds Anfald paa Ljot. Strax efter Thinget gjorde Skuf sig færdig til Afreisen. Den Morgen, da Skuf om Dagen agtede at gaae til Söes, toge Thormod og Gest, uden hans Tilladelse, fra Skibet paa en Baad. De toge til Einarsfjorden, og ind efter den, frem for Thoruns Gaard. Der saae de 4 Mænd sidde (i Baaden) paa Fiskeri; blandt dem kjendte de Ljot, Thoruns Sön. De angrebe ham strax og sloges; Enden blev at Ljot faldt, tillige med de tre andre, som vare med ham paa Fartöiet. Thormod og Gest vendte tilbage til Skibet, og Skuf var da fuldkommen seilfærdig. Thormod og Skuf bestege da Skibet, men Steinar blev tilbage, og tog sit Ophold paa Brattalid hos Thorkel[881]. Skuf og Bjarne gik til Söes. De fik god Vind og en heldig Reise til Norge. Da de vare komne i Havn, deelte de deres Gods. Bjarne fik Skibet, for sin Andeel af Fællesskabet, men Skuf alle Lösöre. Bjarne tog syd paa til Danmark og foretog sig en Valfart til Rom, hvor han besögte de hellige Apostler, Peter og Paul. Paa denne Reise döde Bjarne. Sigrid og hendes Sön Sigurd kjöbte Jordegods i Norge, og boede der til deres Dödsdag. Skuf og Thormod begave sig til Kongen og fulgte ham til hans Död. -- I Förstningen var Kongen ikke meget mild mod Thormod. En Islænder, som kaldte sig Grim, kom til Kongen, og foregav at have hævnet Thorgeir Havarsöns Drab för end Thormod. Kongen viste ham megen Hæder og skjænkede ham Forærínger, men Thormod vidste Besked om Grim, som var et ondt Menneske og havde myrdet en Mand paa Island. Thormod gik frem for Kongen og kvad en Vise:

Tit meldes Tant, - saaledes
I Grim har mere skjænket
end mig, ja meget mere,
end være burde, Fyrste!
hans Gjerning hundsk maa kaldes,
en lumpen Tyv kun værdig.
For dig og mig, o Konning!
jeg værdig Hævn udförte.

Kongen sagde: Mener du da, Thormod, at du har udfört en större Daad paa Grönland, end Grim paa Island? Thormod svarede: det er vistnok. Kong Olaf spurgte: Hvilken Stordaad udförte du paa Grönland? Thormod svarede:

Jeg dræbte Thorgrim Trolle,
den tappre Hersker styrted
end för, til Kampen villig,
jeg Lodins Död forvoldte[882];
der Thorkel jeg ombragde,
Thord ligesaa, den fjerde,
selv Falgeir, hines Hövding,
berömt som Helt, jeg fældte.

Kong Olaf sagde: Du har udrettet mere ved Drabene paa Grönland, end Fiskeren antager at være tilstrækkeligt ved hans Fiskeri, thi han siger at han har bestilt nok, naar han har trukket en Fisk for sig, en anden for sit Fartöi, en tredie for Krogen, den fjerde for Medesnoren. Nu har du vistnok udrettet mere, men hvorfor dræbte du saa mange Mennesker? Thormod svarede: Den Lignelse, som de anvendte paa mig, forekom mig at være fæl, fordi de sammenlignede mig med en Mær, og sagde at jeg var det samme blandt Mennesker, som Hoppen blandt Heste. Kongen sagde: Man maa da have Overbærelse med dig, om du end tog denne deres Tale ilde op, men vistnok har du drevet din Hævn meget vidt. Da kvad Thormod denne Vise:

De Grönlands Mænd, som dömte
mig fredlös, vist jeg brændte
en Plet af Savn og Sorger
som smertefuld man kalder;
ei vel den lægt kan vorde
for de kamplystne Helte
hvis ikke selv, med Sværdet,
tilsidst de mig ombringe.

Deri har du Ret, sagde Kongen, at den Brandplet vil seent læges som du har tilföiet dem. Fra den Tid af var Thormod i stor Anseelse hos Kong Olaf, og ansaaes med Rette som den raskeste Mand i alle Manddomspröver. Thormod drog ud af Landet med Kong Olaf, og deeltog i hans hele Landflygtighed; han kom ogsaa med ham tilbage til Norge, fordi det tyktes ham bedre at döe med ham, end at overleve ham[883].


Fodnoter

  1. Uddrag deraf findes a) i Arngrim Johnsens uudgivne Grænlandia 6te Cap. og i Einar Eyjolfsens paa Skalholt trykte islandsk Oversættelse (det er især forsaavidt urigtigt at de heelt forskjellige Steder Langanes og Löngunes paa Grönland antages deri for eet og det samme). b) Torfæi Historia Norvegica III, 162, 190 o. f., og især, med Hensyn til det her beskrevne Grönlandstog, i hans Grænlandia S. 157-192. c) i P. E. Müllers Saga-Bibliothek I, 153-159. Dog har ingen af disse Forfattere kjendt Sagaens ældste Recension, som nu udgives af os, efter en ældgammel, hidindtil i den lærde Verden uhekjendt Membran, for saa vidt som den vedkommer Grönlands Historie.
  2. Denne symboliske Eed blev vel aflagt ved den nordiske Hedendoms höieste guddommelige Ægtepar, alles Forældre: Odin (Alfader), Himmelens Gud (thi Löftet aflagdes under den frie Himmel) og ved Frigga, den frugtbare Jords Gudinde, alles fælles Moder. De Sværgende, opfostrede tilsammen ved hendes Barm, satte dette naturlige Fostbroderskab, ved hin Ceremonie, i det virkelige Broderskabs Sted.
  3. Efter de i (AA) B,C og G forekommende Læesemaader: denne Ed aflagde o.s.v.
  4. Höist besynderligt er det, at netop et færöisk Digt, som er vedligeholdt ved Traditionen lige til vore Dage, om Thormod og Thorgeir (hvilket vi nærmere ommelde ved denne Indlednings slutning), strax i sin Begyndelse beretter at disse Fostbrödre blandede Blod med hinanden (röra saman dröyra), saaledes som Ceremonierne især beskrives i den ældre Edda (see den danske Oversættelse II, 287, 308-9,l IV, 88) Völsunga-Saga 31. Cap. og i Gisle Sursöns Saga 6te Capitel.
  5. Ved en Feiltagelse beretter Suhm (i hans Danmarks Historie III, 785, at Thormod fulgtes med Thorgeir paa hans Tog til England o.s.v., Thormod forlod ikke Island förend efter hans Fostbroders Död.
  6. Hertil kan man lægge Capitlerne 221 og 247, skjönt ikke Thormod, men alle de islændere, der vare hos Kongen, nævnes i det förstnævnte.
  7. Samme Forfatter bemærker folgende om den samme Gjenstand i hans Undersögelse om Snorro's Kilder og Troværdighed, Hkr. I. c. Vi, 300: “Et Tillæg til Beskrivelsen over Slaget som skyldes Snorre, er den udförlige Beretning om Thormod Kolbrunskalds Endeligt, Cap. 246-247. Hans fuldstændige Levnetsbeskrivelse findes i Fostbrödre-Saga, hvoraf der gives forskjellige Recensioner. At Snorre har hentet sine Efterretninger fra denne Saga bliver saa meget rimeligere, da han siger, efter at have fortalt Skaldens Död: og saaledes endes hvad der er at fortælle om Thormod; hvilket pleier at antyde at en vidtlöftig Fortælling er bragt til Ende."
  8. Ligesom og af Arngrím Johnsen i hans Grænlandía, 6te Capitel, Suhm melder at Thormod gav sig i Vikingsfærd med Rærek, en af Knud den Stores Hofmænd; Danmarks Historie III. 787. Torfæus havde dog allerede antaget Flatöbogens Beretning herom for usandsynlig, i hans Grænlandia S. 160, af den Grund at det vilde have været urimeligt for Thormod, som agtede at hævne den norske Konges faldne Hirdmand, först at begive sig til hans Fjendes, Knud den Stores Hof.
  9. Tortæus, som heri fulgte Flatöbogen, har dog antaget den hele Begivenhed for troværdig; Grænlandia, S. 189.
  10. Det kan og betyde: kunde meget af gamle Kvad; see ovenf. I) 320 II) 24.
  11. för míkið (andre a: mjök, b: vel) með sögur.
  12. hann skemtí vel, egentlig morede eller underholdt (Folk) særdeles vel, ved at fremsige Sagn eller Digte.
  13. Denne Angivelse indeholdes i et Stykke, hvilket de fleste hidindtil have meent at tilhöre Snorre Sturlesöns egen Fortale til Heimskringla, men vi ere nu, ved Forberedelsen til en ny kritisk Udgave af dette Værk, meget tilböielige til at hylde Egilsons skarpsindige Formodning, i Fortalen til Scripta histor. Island. IV, Præf. S. Vll, at bemeldte Fortales förste Stykke ikke er forfattet af Snorre selv; det andet, om Are Frode, skylder sikkert Snorre's egen Skrift sin Tilværelse, dog kun paa anden eller tredie Haand. Jfr. Werlauffs Bemærkning i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndiglied Ill, 121. Forfatteren ommelder vel Are Frode som den förste eller ypperste Forfatter over Islands og Nordens almindelige Historie, ikke som den allerförste Optegner eller Nedskriver af Sagaer om visse mærkelige Personer eller enkelte islandske Districters ældste Beboere. En saadan Optegnelse eller Nedskrivning udfordrede kun en tro skriftlig Gjengivelse af det mundtlig Fremsagte, - hvorimod Are's Arbeide ved den virkelig nationale Histories Atfattelse, og dens Vigtigste Begivenheders chronologiske Bestemmelse, var af en ganske anden og höiere Art, ligesom det end udförligere Værk over Nordens Historie, i hvis Fortale Snorre, som dets Forfatter, saaledes har ommeldt Are, som sin ældste og mærkeligste islandske Forgænger
  14. Jfr. P. E. Müller om den islandske Historieskrivnings Oprindelse, i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed l, 31 o. f. samt herovenfor l, 2 o. f. Odd Munk anförer i Olaf Tryggvesöns Saga flere Fortællinger, tagne af Sæmund Frodes Skrifter, med de udtrykkelige Ord: svâ hefir Sæmundr ritað um Olaf konúng í sinni bók d.e.: Saaledes har Sæmund skrevet om Kong Olaf i sin Bog (Fornm. S. X, 259).
  15. Dette er saa meget sandsynligere som Brand Sæmundsön, Biskop til Holum fra 1163 til 1201, var en af de störste Sagamænd som samlede og lod afskrive samt selv skrev eller lod forfatte alle de islandske Sagaer som han kunde overkomme, og de fleste af dem overhoved vare (efter Sturlungas Vidnesbyrd 2 Bog, 39 Cap.) skrevne inden han döde, (ogsaa i Fölge heraf maa Fostbrödre-Saga være skreven i det 12te Aarhundrede). At Biskoppen hertil for en stor Deel har benyttet sig af de under ham staaende Geistlige, maa fölge af sig selv, og til dem hörte Odd og Gunlög. At Biskop Brand selv især fremmede Affatningen af Historien om de norske Konger (begge Olaferne), som havde stiftet og grundlagt Christendommen i Island, er og höist sandsynligt. Hertil kommer den Omstændighed, at denne Biskop Brand ogsaa hörte til den samme Slægt som Thorgeir Havarsön, hvorom vi kunne henvise til vore Værket tilföiede Stamtavler. At Odd Munk især har bearbeidet Fostbrödre-Saga synes endelig at bestyrkes af den hans Angivelse, i Olaf Tryggvesöns Saga, at han har havt en stor Deel af sine historiske Efterretninger fra Gellir Thorkelsön, Are Frodes Bedstefader, som var gift med Valgerde, Thorgils Aresöns, Thorgeir Havarsöns Ven og Fætters, Sönnedatter.
  16. Det er mueligt at Styrmer Frode (ja endog Sturle Thordsön, som erholdt og tildeels fortsatte hans Samlinger og Værker) har tílföiet enkelte Tillæg eller Forandringer, til Beretningen om Thormods Bedrifter i Grönland, meddeelte af Grönlænderen Styrkar Sæmundsön eller Sigmundsön, der ommeldes i Sturlunga som "en stor og i Sandhed meget kyndig Sagamand" (sagnamaðr mikill ok sannfróðr; Sfurl, 2 B, 39 Cap), Den Beretning, hvorfor han der angives som Hiemmelsmand, angik en Tildragelse omtrent fra 1170. Styrkar levede formodentlig i Island, da han siges at have været fra Grönland (af Grænlandí) og meget af hans Beretninger er vist gaaet over i de skrevne Sagaer, men naar han levede, vide vi ikke bestemt.
  17. Dette Exempel viser klarlig, at en fuldstændig Bedömmelse neppe kan gives over nogen historisk islandsk Sagas Troværdighed eller sande Beskaffenhed, förend alle Recensioner af samme ere blevne bekiendte, paalidelig undersögte og nöie collationerede med hinanden. Hidindtil har man kun saare faa rigtig kritiske Udgaver af de Sagaer som angaae det egentlige Island; hvad der kan præsteres for adskillige flere, derpaa haabe vi at have forelöbigen givet Pröver i nærværende Værk, Det er saaledes et önskeligt og nödvendigt Foretagende af vort Selskab, at det foranstalter en, saavidt muelig, fuldkommen kritisk Udgivelse af de mange Sagaer, som egentlig angaae den islandske Historie. Af saadanne Undersögelser indsees det og tydelig at man ingenlunde maa fordomme en enkelt Saga, fordi et uhistorisk eller usandsynligt Stykke forekommer deri, förend man, ved egen eller andres kritiske Dröftning har overbeviist sig om, at det ikke er en senere Tilsætning, og saaledes virkelig vedkommer Sagaens ægte eller authentiske Original. Paa en lignende Maade kunne og den ældre Middelalders Sagaer om islandske Personer og Begivenheder i nyere Tider, efter disses fordærvede Smag være benyttede af romantiske Bearbeidere og saaledes indlemmede i Sagaer, som vi nu ansee for aldeles fabelagtige, men som dog neppe bör aldeles forkastes eller foragtes af Historiens opmærksomme Granskere. Ved disse er det dog hesværligere, ja undertiden næsten umueligt, at adskille det sande fra det falske. Til Lykke hörer vor Fóstbræðra-Saga vistnok ikke til denne i Klasse.
  18. Disse tre opholdt sig hos Thorgils Aresön, som havde ondt nok ved at forebygge Feider mellem Gretter og Fostbrödrene. Næste Aar sagde man til Thorgils paa Althinget, at han vel havde haft tre Vintergjæster, som aldrig kunde blive bange. Dertil svarede han: at han kun kunde sige dette om Thorgeir, thi Gretter var mörkræd (frygtede Nattens Spögelser) og Thormod frygtede Gud, (eller, maaske rettere, Guderne, da hans Religion synes at have været sammensat baade af christelige og hedenske Elementer, i det mindste til den Tid, da han tog stadigt Ophold ved Kong Olafs Hof, 1027, hvilket hans sidste religiöse Samtale med Kongen synes at bevidne). See den trykte Udg., S. S9, 200.
  19. Jarlen Bruse, Rögnvalds Fader, havde forpligtet sig til at forsvare Orkenöerne og deres Indbyggere mod Vikingers Anfald, og betinget sig först Besiddelsen af 2/3, siden kun 1/3 af Landet til Gjengield derfor. See Orkneyínga-Saga, S. 26 0. f. Hans Sön Rögnvald var da kun en Dreng, men gammel nok til at deltage i Toget, for Övelses Skyld. Denne Rögnvald opholdt sig ved Kong Olaf Haraldsöns Hof paa samme Tíd som Thormod, hvorfor Skalden maaskee, i sin Drapa over Thorgeir, udtrykkelig har nævnt hans Navn.
  20. Folkesagnet paa Færöerne beretter, at mange af disse saakaldte Rujumur (Islandsk Rímur) ere for adskillige Aarhundreder siden bragte dertil fra Island i en stor Pergaments-Bog. l en eller flere af selve Digtene foregives og at Sangen er kommen fra Island, skrevet i en (stor) Bog med brede Blade.
  21. fra [á úngum aldri ok vel fjáregandi, B, C, J, K, L, M, auðugir, D, E, F; fjáðir, G.
  22. udeL-F.
  23. Her udelades noget som ikke vedkommer Fortællingens Gang.
  24. a' Slèttu, paa Sletten. A, B, C, E.
  25. ok Helgí selseista, tilL F, E.
  26. norðr í höfnina, nordpaa til Havnen, B, C.
  27. Her er Fortællingen noget vidtlöftigere i de övríge, men giver den samme Mening.
  28. fra [hafði annat mötuneyti, B, C, D, E, F, G, J, K, L, M.
  29. eldibranda, B,C, G, J, K, L, M.
  30. förunautar, B, (J, L, M; menn, D, G (udel. Tr.), fra [fóru þeir Þorgeir, E, F.
  31. udel. B, C, F.
  32. fra [Matsveinar Gauts höfðu ketíl uppi, ok er vella var komin á ketil þeírra, þá var lokit eldíviði þeirra, B, C, D, E, F, G, J, K, L.
  33. til sinna vandræða, I. B, C, J, G.
  34. búðar, B,C.J.
  35. ofan, l. F,G.
  36. rúm, B,C,G.J.
  37. ok hefir með sèr skaptið, till. B, C, J, fra [ v. D, F.
  38. gengr síðan til eldstdarinnar, till. B, C, D, E, F, J.
  39. fra [skjött vâpna sinna, B, 0.
  40. en sjot þitt liggr í rúmi þinu, till. F.
  41. bönnuð, G.
  42. fra [udel. B, C, D, K, L, M.
  43. udel, G, K.
  44. fra tredie [u.B,C.
  45. fra [nú finna menn á (Þorgeiri at honum, nu mærkede Folk paa Torgeir at han var, F, L K; Þorgeiri likaði illa, en var þó vel stilltr, Thorgeir syntes ilde herom, men forholdt sig dog fuldkommen rolig; L) nú fann ekki á Þorgeiri at honum, F, G.
  46. sjá titlekja,B, C: þessi t.,D.
  47. förunautar, B, C; menn, G; fra [var Þorgeirr heima ok bjó skip sitt, en Gautr fór, var Thorgeir hjemme og udrustede sit Skib, men Gaut tog ud, B, C, F, L.
  48. fá eldibranda, E, C; at eldibründum, F.
  49. matsveinar,P.
  50. fór til tjalds Gauts, ok, t. D
  51. rúmi, F, G.
  52. fátt, B, C.
  53. leiðst þèr, G.
  54. fra [ oss skapraunir, B, C, E, F, G, J.
  55. heiman er gerr, B, C, E, F, G, J.
  56. litt, B, C, D, E.
  57. toku þá, l, B, C.
  58. fra [Þorgeirr B, C; þeim P, F,
  59. fra [því at ek mun mik nú til engis (úfriðar t. D, F.) likligan gera, B, C, D, E, F, G, J.
  60. hafa nætrfrið, G; leggjast síðan til svefns, ok er menn voru sofnaðir, B, C, D, E, J.
  61. til tjalds þess, B, C, D, E, F, J.
  62. ok spretti tjaldskörum, gengr inn í tialdit ok at rúmi Gauts, f. B, C, D, E,F,G,J.
  63. vaknar ok t. B, C, D,E,J.
  64. fèkk Gautr af því sári (skjótan) bana; Þorgeir, t. B, C, D,E,F, G, J.
  65. búðar sinnar, B, C, J.
  66. búðunautar, B, C, F, G; búðarnautar, D, J; búðanauta, E.
  67. fra [styrmðu þeir yfir líkinu ok bjuggu um. Um þenna atburð orti Þormodr vísu þessa, C, D, E, F, J.
  68. Gautr(rimeligviis urigtigt) B, C..
  69. snarfengan, D, E, F.
  70. ved Gisning; hiörkrafþan, A; er t. B,D,E; hjördjarfr, B, C.
  71. ofgeiginn, B,C,J,M; ofgeigum, G.
  72. fra [enn hnè örvaspennir, D,E,F.
  73. utydeligt; álmþíngs,B,C,D,E, F,G.
  74. fra[rík varð, D,E,F; ok varð ríkr, G.
  75. ofstopa, D, E, F.
  76. Visen udelades af L.
  77. Eptir þenna atburð sá þeir um, F,D,E.
  78. þat skip tók þar höfn, ok lágu, B,C,E,G,J.
  79. saal. B,C,D, utydeligt i A; komu skipsins, de ankomme Skib J, K, L.
  80. riði, F, D, E.
  81. saal. B, C, D, E; fra [utydeligt i A.
  82. þeir spyrja hverr fyri því skipi reði er þar var fyrir í höfninni; þeim var sagt at lllugi Arason ætti skipit, en þá reð fyri skipinn Þorgeir Hávarsson, t. B, C, D, E, G,J.
  83. 60 (sexaginta) findes kun i Arngrim Johnsens Grænlandía
  84. fra [karla innanbords, B, C, F, E, J.
  85. skildi, B, C, D, F.
  86. XXX, B, C, M, 30, J, K, L.
  87. yðr kveð ek at þessu styrimenn, t. B, C, D, E, F.
  88. fra [ofstoþamenn, D, G, F; nokkurir ójafnaðar menn, ok eigi óágiarnir við aðra, B, C.
  89. fra [Nú vil ek þess biðja
  90. vèr gerim eigi vàra hreysti ok harðfengi at fólsku, at vi ikke lade vor Tapperhed og Haardförhed udarte til Daarskab, till. B, C (fíflsku ok ófriði, D, E) J, F.
  91. Þorgrimr ok Þórarinn tóku því vel, Thorgrim og Thoraren svarede vel der paa, till. B, C, D, E, F, G (som för havde omtalt den Sidstnævnte).
  92. Þorvaldsson, norðlenzkr maðr, en nordlandsk Mand (fra Islands Nordland), till. D, E, F, G, J, K, L, M.
  93. sá,B, e, G.
  94. fari, B, c, G.
  95. öll, C.
  96. saal. D; sannleygs, A; sannleyks, B, C.
  97. fljóts, C, fjlózz C, fljótt, D.
  98. nýta, B, C, D.
  99. fra [udel. F, E, J.
  100. saal. B, C, D, E, G, J, utydel. i A.
  101. till. D, E, fulla, B, C, G, J, þó at gerðin væri sett, till. F.
  102. Menn komu af landi ofan til þeirra Þorgríms, ok segja þeim, Folk kom fra Land til Thorgrim og hans Skibsfolk og fortalte dem, B, C, D, E, F, G, J.
  103. udel. B, C.
  104. skrüð vor ok lèrept ok aðra goða grípi ok breiða til þerris, vore Stadsklæder og Linned og andre Ting af Værdi, for at lade dem törres, till. B, C, D, E, G, J. f
  105. fra [skoða, B,- undrast, C, D, F, G, J.
  106. saal. D, G,- fætta, A; fæcka B,C,E,F,J.
  107. Þorgrímr mæltí: gjöra má (máttu) þat, ef þú villt, till. F, D, G
  108. áttu fèlag saman, hæði skip ok áhöfn, eiede i Fællesskab baade Skibet og Ladningen, B, C, J, F, K, L, M.
  109. ok breiddu við þerri, og udbredte dem til Törring, till. B, C, F, J.
  110. gerðu þá handtekna ok settu þá í fjötra (fjötr), B, C.
  111. þar III (IV, D,- VI, F, N) menn hjá vatninn, der 3 Mænd ved Vandet, B, C, D, E, F, J, K, L, M, N.
  112. bjó banahögg, B, C.
  113. á Þíngvöll, B, C, F, E, I.
  114. fra [till.B, C, D, F, J.
  115. ok þeir IX (VIII, F, D, E, N) saman, till. C, D, E, F, G, J, K, L, M, N.
  116. því at leiti bar á milli þar sem vatnet var og skipit, fordi der laa en Bakke mellem Skibet og Vadstdet, till. B, C, E, J.
  117. tekst þar harðr bardagi, til. F.
  118. fra [udel.B, C, F.
  119. ok láta skamt stórra högga á milli, og uddeelte vældige Hug uden Oplhör, till. B, C, D, E, F, J.
  120. udel. F.
  121. udel. F.
  122. breíðöxi, D, E, F, G.
  123. tveim höndum, med begge Hænder, till. F.
  124. girniligt gistíngarhól, B, C.
  125. en þó hlutu þat margir menn: men dog blev det mange Mænd til Deel, till. B, C, E, F, J.
  126. þótt við mikinn liðs mun væri at eiga (etja); skjönt Fjenden havde meget flere Folk, till. F, D, G, J.
  127. tangum, B, C, J, tugum, K.
  128. sigreynir, C; sigrreynir, B, J.
  129. menn, G.
  130. voru, B, C.
  131. litla, B, C.
  132. saal. B, C, D, utydel. i A.
  133. hefir, D, G, J,- hef ek, B.C.
  134. hve, de övrige.
  135. fólkhneitir, B. C.; fólkbeitir, D. G.; förnheitir, J. K. M.
  136. veita, B, C.
  137. dýrr, B, C, D, J, K, M.
  138. veri (væri), rigtigere B,C,G,K.
  139. dylgjusamr, J, K, M,
  140. þregs, B, C: þreks, D.
  141. frá, B, C, D.
  142. eiga, D, C,D, G.
  143. fra [udel.E, F, L.
  144. fra [ágættu, B., C., G.
  145. þeir er vissu hvörsu röskliga hann varðist, till. D, G. o.fl.
  146. fra [af miklu afli ok oruggum hug, B, C, D, E; ok var honum hugr sinn, B, C, F.
  147. her till. D, E, F, V, N en vistnok nyere Sammenligning mellem Helten og en Lövinde m. m.
  148. yrðí XIIII manna bani, B, C; (yrði G, M; fjögra, F; þriggja, N; manni bani, E; áðr hann fèlli (var veginn), till. D, E, F, J, K, N.
  149. þeir er hann vá þar, som han ombragde der, till. B, C, D, J,
  150. banasári, et dödeligt Saar, D, F.
  151. Austmaðr, B, J C, D, J, K, L, M.
  152. fra [lagið, þartil er hann hjó hann banahögg. Um þenna atburö orti Þormóðr visur þessar (vísu þessa), F, B, C, D, E, J, K.
  153. Hauks (rigtigst), D, E, F, C, N,
  154. lauka, B, C, K.
  155. bæði, G, K; fra [þraut bæði, D, E, F.
  156. senna, D.
  157. sverð, D.
  158. eiru, D, E,F,
  159. fulltrauðr, G.
  160. XVI (formodentlig urigtigt), G; XIV, M.
  161. þar, D, e, J.
  162. ma. J,
  163. hjaldr, B, C.
  164. kann, B, C, G.
  165. mnnat, G.
  166. fra [viga til, B, C, G, J.
  167. fra [udel. E, F.
  168. en þá var skamt höggva á meðal, því at þeir Þorgrímr ok Þórarinn stoðu nærrí, F.
  169. ok lèt lifit, till. F: fra [at heldr, þá hljóp at Þorgrimr trölli (bjó til Þorgeirs framan á brjóstið, till. M), ok klauf á honum kviðinn, ok hljóp út (risti á honum kviðinn, svâ út hljóp, M) istrinn; þá greip Þorgeir til, ok sleit (greip) ístrina or sèr (með görnunum) ok kastaði framan í Þorgrim trölla, Grænlendíng, ok mælti: haf þetta til á Grænland (ok fær þat konu þinni, till. M) ok lát gera þèr or sýr; [en sýr var kölluð sú matgjörð er konur tóku kálfagarnir, ok söxuðu í smátt, ok bjuggu svâ til, ok var þat rikra manna rèttr: alligevel. Da löb Thorgrim Trolle dertil (hug til Thorgeir foran paa Brystet, till. M) og lovede hans Bug saa at Istervommen löb ud, Thorgeir greb den (med Tarmene, till. M) og kastede den lige i Änsigtet paa Grönlænderen Thorgrim Trolle, og sagde: Bring dette med dig til Grönland (og fly din Kone det, till. M), og lad dig lave Syr deraf; Syr kaldtes nemlig det slags Mad, som Kvindfolk pleiede at tilberede, naar de koge Kalvetarme og hakkede dem smaat, og lavede dem saaledes til at det var en Ret for rige Folk, till. L, M. I sidstmeldte Haandskrift udtrykkes Anmærkningen fra [saaledes kortere: Sýr var kallaðr rèttr á Grænlandi, er konur gjörðu úr kállagörnum, segir sögumeistarinn; Syr kaldte man paa Grönland en Ret, hvilken Kvinder pleiede at lave af Kalvetarme, siger Sagamesteren.
  170. ofsi, fill. B, 0,1.
  171. fra [Svâ segja sumir menn, at þeir klyfðí (krífði, D, E, G) hann til hjarta, ok vildu sjá, hvílikt væri, svâ hugprúðr sem hann var, en menn segja, at hjartat væri harla (einkar, F) lítit, ok höfðu sumir menn þat fyri satt, at minni sè hugprúðra manna hjörtu, en huglausra (blauðhugaðra, G), því at menn kalla minna bloð í litlu hjarta en miklu, en kalla bjartabloði hrælu fylgja, ok segja menn því detta (datta, F, 0) hjarta manna í brjóstinu, at þá bræðist (hrærist, F) hjartablóðit ok hjartat í manninum; Nogle sige, at de skar ham op lige til Hjertet, for at see, hvorledes det var beskaffent, da han var saa behjertet, men man siger, at Hjertet var særdeles lidet, og nogle Folk antage det for sandt at behjertede Mænds Hjerter ere mindre end de Feiges, fordi man siger at der er mindre Blod i et lille Hjerte, men at Frygt fölger med Hjerteblodet, og man siger at Hjertet synker i Brystet, fordi at Menneskets Hjerteblod og Hjerte da frygte (bevæges), B, C, F, D, E, G, J, K, L, M,N. De sidafanförte Ord udtrykkes saaledes af F, D, E: at þá hrærir hjartat blóðit, fordi Hjertet da bevæger Blodet (eller: sætter Blodet i Bevægelse),- Frá eptirmálum Þorgeirs, till. F som Capitel-Overskrift
  172. at bæn Þórarins, efter Thorarens Begjeríng, till. D, E, F.
  173. fra [virðíngar (framkvæmdar) hèr á landi, eptir sigrinn, D, G, F, J.
  174. Grænlands, ok fórst honum vel, og havde en god Reise, B, C, D, E, F, G, J.
  175. aflaði, F
  176. manna ok, till. F.
  177. or höfninni, fra Havnen, till. B, C, J; úr Hraunhöfn, D, E, F.
  178. mann, selv tolvte, B, C, D, F, G, J.
  179. slagólar, D, J, með sèr á brot, D.
  180. fra næstforr udel. G,F.
  181. fra [á áfángum, B, C; at áfaungum, D,J.
  182. naustum, Nöstene eller Skibshusene,B, C, D, F, G, J, K, L, M; naustinu, Nöstet, E, udel.N.
  183. fra [augun opin ok muðrinn, Öinene og Munden aabne, B,C,D,E.
  184. úti túngan F; ok skældi sik höfnðit framan í þá, L.
  185. allhræddir ok felmsfullir, B, C, D, E, J; hræddir osv. F.
  186. fra [udel.F.
  187. diki,G; fra [Slèttukarlar ruddu kanpskipit (skipit líkum, F), ok fluttu til lands ok jörðuðu þar í höfninni, allra manns lík þeirra, er þar höfðu fallit á skipi ok á landi, því þeir nentu eigi til kirkju at færa likin, því at í þann tíma voru engar kirkjur í nánd; Slettekarlene (Bönderne fra Sletten) lossede Handelsskibet, og förte Ladningen i Land, samt jordede der ved Havnen alle de Mænds Lig, som vare ombragte paa Skibet og paa Landjorden, da de ikke vilde gjöre sig den Umage at bringe Ligene til Kirke, fordi ingen Kirker da vare i Nærheden, till. B, C, D, E, F, O, J, K, L, M.
  188. fra [ruddu þeir til likagraptarins við Slèttukarla (við Slettukku, L, M). Þeir varðveittu varning þann er á skipinu var, þar til er lllugi kom til skips. Nú þú at kristni væri ting í þann tíma (tið, F.) hèr á landi, þá var þat þú eigi siðr (vandi, F) til þess (at taka fè, till. C, F) veginna marina; De dreve paa at Slettekarlene skulle begrave Ligene; de forvarede skibets Ladning, indtil Illuge kom til Skibet. Endskjönt Christendommen da var ny i Landet, havde det dog, lige til den Tid, ikke været Brug at bemægtige sig faldne Mænds Eiendele, till. B, C, D, E,J, K,M.
  189. norðr á Slèttu, till: F, B, C, D, E, J:; ok þotti eigi vænt til hefnda; og tyktes det ikke rimeligt at Hævn kunde iværksættes till. G.
  190. fra [Prýðimaðr mikill var Þormóör Kolbrúnarskald ok vel at í þróttum búinn, skáld gott, meðalmaðr á vöxt, allra manna snarastr. Hann undi nær engu eptir andlát Þorgeírs fóstbróður síns: Thormod, Kolbrunes Skald, var en herlig Mand, og meget erfaren í Færdigheder, en god Dígter, middelmaadig af Væxt, hurtigst (raskest) af alle Mænd, D. F. De samme anföre i det Fölgende adskilligt om Thormods Reise til Danmark, med en vis Harek, og derfra til Norge, samt et, kort efter Ankomsten der udövet Drab. Derimod siges i G, der og indeholder en Fortælling om en lignende Tildragelse, som den sidstmeldte, men dog paa en ganske anden Maade, at Thormod reiste med Harek fra Island lige til Norge. B udelader det Hele. See ovenfor, i Indledningen til denne Saga.
  191. x' Vañli, i (Havnen) Vadil, till. B, C, D, E, J.
  192. Þat skip kom í ey þá er Lafun heitir, det Skib kom til den Ö som kaldes Lafun, B, C, L, (Lofot, D), Lufot, E, G, Laafan, J, Laufuns, K. Her indskyde D, E, G en heel Fortælling om Thormods Reise til Danmark og hans Ophold der hos Kong Knud den Store, som ikke har mindste Sammenhæng med Grönlands Historie. Dernæst har D end et Sagn som aldeles udelades i A, AA, B, C, om den Maade, paa hvilken Thormod först kom til Ulaf den Hellige.
  193. fra [Þormóðr kvaddi konúng, ok tók konúngr vel kveðju hans, ok spurði hvat manna hann væri eða hvers son hann væri. Þormðr svarar: ek er islenzkr maðr ok heiti Þormóðr, en Bersi heitir faðir minn. Konúngr mælti: hvert ertu kallaðr Þormoðr Kolbrúnarskáld ok ert svarabroðir Þorgeirs Havarssonar? Já, segir Þormoðr, sá er maðr enn sami; Thormod hilste Kongen, og Kongen tog vel derimod, samt spurgte af hvilken Slægt og hvis Sön han var. Thormod svarede: Jeg er en islandsk Mand og hedder Thormod, men min Fader hedder Berse. Kongen sagde: Kalder man dig ikke Thormod Kolbrunes Skald, og er du ikke Thorgeir Havarsöns sorne Broder? Jo, svarede Thormod, jeg er den selvsamme Mand, B, C, J, K, L, M, N.
  194. fra [Njóta skalltu hans frá oss ok vel ertu her kominn, ok vist máttu vita þat, at ek tel mèr misboðit í vígi Þorgeirs hirðmanns míns, ok þökk kynna ek þess at hans yrði hefnt; for hans Skyld skal du nyde godt af os, og det er vel at du er kommen her, og du kan vide det for vist, at jeg föler mig fornærmet ved min Hirdmand Thorgeirs Drab, B, C, J, K,L, M, N.
  195. hvarfla, F, hvarfa, D, E, hvörfa,H.
  196. hverju, B, D, G, H, E.
  197. hugborðs, G,H.
  198. fra [erum vèr nè freyja, B, C, G, H, J; fryju, F.
  199. voru, E.
  200. vèr, B, C, J, þó, G, H.
  201. ek, till.G,H.
  202. enn, B, C.
  203. konúng,-H.
  204. djarfan, B, C, djarlr, F,
  205. gaman má, B, C, D,'.E.
  206. ok eigi ætla ek at þú verðir at lyktum ógæfumaðr, og ikke troer jeg at du tilsidst bliver nogen Ulyckesmand, till. D, E, F.
  207. Þormóðr var nú með konúngi, ok var hann því betr til hans, sem hann hafði lengr verit, því at konúngi reyndist hann hinn röskvasti maðr í öllum mannraunum; Thormod blev da hos Kongen, som stedse blev velvilligere mod ham, thi Kongen erfarede at han var den raskeste Mand í alskens Besværligheder, till. E, F; Þormóðr fór til Grænlands, till. F. G.
  208. haust, Efteraar, D, F.
  209. því skipi styrði, det Skib förte, D.
  210. Skumr,stedse,.l,K,M.
  211. at kyni (ætt);, farmaðr mikill ok vitr maðr ok vinsæll; af Slægt; en stor Söfarende, samt tillige en forstandig og af mange yndet Mand, lill. B, C, D, E, F, G, J.
  212. fra [fór til hirðar konúngs ok var þar, B, C, D, J.
  213. þann vetr voru þeir í Noregi llugi Arason, Steinólfr ok Kálfr, Eyjólfr ok Þorgeirr hófleysa; den Vinter opholdt Illuge Aresön, Steinolf og Kalf, Eyolf og Thorgeir den Umaadelige sigi Norge, till. B, C, J, K, Dette udelades og af D, som till. Fölgende: þeir Þormóðr ok Skúfr lögðu saman lag sitt, ok var með þeim allvingott, Thormod og Skuf sögte hinandens Selskab, og mellem dem gik det ret venskabelig til, till. D, E, F.
  214. ok Ari son hans, og Are hans Sön, till, B, C, D, J.
  215. udel. E, C, D, G, J.
  216. udel. E, C, D, G, J. to Hundrede Sölv, som bleve erlagte der paa Thinget for Thorgeirs Drab, og Gudmund den Mægtige fik (beholdt) et Hundrede (Sölv) efter Thorgils's Forslag, Den Sommer blev Thoraren dræbt, B, C, D, F, J, K, L, M.
  217. inn, till. F.
  218. Her fölger en Episode om Fostbrädrene Eyolfs og Thorgeir den Umaadeliges Reíse til Island og den mellem dem opstaaede Strid m. m., som ikke kommer Grönlands Historie, eller den her meddeelte sammenhængende Fortælling, i mindste Maade ved, undtagen for saavidt at et Sagn er indskudt deri om et Syn, som Brödrene Kalf og Steinolf í Garpsdal saae ved höilys Dag, noget efter Paaske, de troede nemlig at see Thorgeir Havarsön og de 8 Mænd som faldt paa Skibet med ham, komme til Fods, dryppende af Blod, over en Slette, indtil de forsvandt ved en Aa o.s.v. Dette betragtede: vel som et Varsel for Fostbrödrene Eyolfs og Thorgeirs Död, der skete paa det Sted, hvor Synet forsvandt den samme Dag, ved Garpsdal, i det de Stridende dræbte hinanden, See den trykte Udg. S. 110-115. Med denne Episodes Slutning ophörer C.
  219. saal. F; Dráp Þorgríms trölla, A.
  220. fra [konúngr, B, D, F, J.
  221. í sumar með Skúmi (Grænlendingi), nu i Sommer, med Skum (Grönlænder), till. C, D, E, F, J.
  222. hvert er eyrendi þitt til Grænlands, hvilket Ærende har du til Grönland? til B, C, D, E, F, J.
  223. þikjumst vita, troer at jeg veed, C, D, E, F, J.
  224. nú skilja þeir at svo mæltu, till. F.
  225. en Skúfi, men Skuf, G, H.
  226. fra [settust niðr, satte sig ned, F.
  227. fra [skipsbryggjuna, C, J; skipít at skutbryggju, paa Skibet, over Stavnbryggen,D,E,F.
  228. þykkr, C,J; þykkr undir hendina, D,E, F.
  229. (ógörla, utydelig, D,E, F.
  230. garpligr, D, F.
  231. bragði, G,H; fra udel. C, J.
  232. í sumar, C, D, G, H, J.
  233. fra [vita, C, D, F, G, J.
  234. skipara, G, H.
  235. hvört ek taka við þèr eðr eigi, enten jeg skal tage imod dig eller ikke, till. C, D, E, G, J.
  236. eigi veit ek enna, till. F.
  237. mín at mínum hluta, for min del, C, J; mitt at mínu leyti, D, E, G.
  238. þínir, till. C, E.
  239. ausa, G, H.
  240. heitir farinn, tílstod ham Plads i Skibet, C, D, E, G, J
  241. ok þunga, till. C, D, E, G, J.
  242. upp taka, lófte, C, G, J.
  243. fra [udel. D.
  244. þeir fengu stór áföll ok hvöss veðr, de fik store Söstyrtninger og stærke Storme, t. C, J; þ.f. hörð veðr ok hvöss, D, E.
  245. fra [liðbetri, C, D, E, F.
  246. kom í raun um, C; fra [sem meiri var raun, F.
  247. fra [afl í sínum tilökum, D, E, F, G, H, J.
  248. stöðdst, C, G, H, J.
  249. ok varð Gestr at seilast mjök í mot byttunum, áðr hann fengi náð; og Gest maatte tit strække Armene langt ud efter Bötterne, förend han kunde naae dem, till. F.
  250. fra [mælti þá: sel þú upp anvirðit (auvirðit, rettere, E, G, H), knáligar bytturnar; sagde da: ræk Bötterne raskere op, dit usle Skrog, D, E,F, G,H, N.
  251. fra [ eigi samir, F.
  252. fra [sýnit enga óvísu, meðan þit erut; viser ikke nogen Uskik, medens I ere paa, D, E, F; lýsit eigi tvilyndi o.s.v., K (tvisli, L).
  253. en gjörit sem ykkr likar, þá er þít komit á land; men gjöre som I finder for godt, naar I kommer paa Landjorden, till. F, D, E, J, K.
  254. fra [sefast þeir, D, N; sættust þeir, K, L; af orðum Skúfs, ok eru nú grið sett á millum þeirra, till. F.
  255. seglrá, F.
  256. sterkligtist, F.
  257. gera, F.
  258. hlutunum, svâ at fast man vera, F.
  259. fra[mælti: vill þú gera saman rá vára, F.
  260. litt, F.
  261. orðahagr, F. I.
  262. rána, F.
  263. föst mun vera sem negld, F.
  264. fra [þó mun ek freista, at, F.
  265. rettet,- avklx, A; fra [svâ, F.
  266. bunkann, D.
  267. lutina, G, F.
  268. ok skipuðu þar upp; og der udskibede de Lasten, till. D, E, F. Her ophörer N. Hèr segir frá þeim Grænlendíngum, till. F.
  269. Eirikssonar, till. G; hins rauða, tíll. endvidere M.
  270. fyrir í, G.
  271. Hann bjó í Brattahlið: han boede paa Braltalid, till, G, F.
  272. udel, D, F.
  273. mölt þau er þar voru til, ok aðra hluti þá er torugætastir voru á Grænlandi; Maltvarer og andre Ting havdes der og vare de sjeldneste í Grönland, F, D, E, J; mölt öll þau er voru, G, H.
  274. viðtökmu, Modtagelse, G, H.
  275. bauð Þorkell Þormóði til sin, ok þat þiggr (þekktist) Þormóðr (formedelst disse Ord) indböd Thorkel Thormod til sig, og han modtog Indbydelsen, F, G, H,J: Skúfr var við skip, þartil er upp var sett ok um bíit. Eptir þat rèðst hann heim til bús síns; Skuf blev ved sit Skib, indtil det var bragt paa Land í god Forvaring. Skuf tog da hjem til sin Bopæl, till. D, F, G, J.
  276. þeim bæ er á Stokkanesi heitir, F.
  277. er, G, udel. K.
  278. till. F (fjarðar)
  279. sá maðr átti bú við Skúfi, G.
  280. smiðr mikill, G, I.
  281. mal. de övríge; hann, A.
  282. allt báðir, begge alt, t. G, H.
  283. Eiríksfiði (rimeligviis urigtig), D, F (dog er Ordet i den sidstmeldte utydeligt).
  284. heitir, F.
  285. Grimr (maaske rettere), de övr; saaledes nævnes Manden ogsaa senere i denne Membran, Jfr. Anm. 28.
  286. fra [udel. G, H.
  287. berigtiget; Vig Þorgrims, A.
  288. bæ þeim er á Laungunesi heitir, F.
  289. udel. G, H.
  290. með Þorgrími var at búi, G, H.
  291. henni, hende, D, E, F.
  292. utydeligt i A, der synes at staae: á Swn (Sún), muelig feilskrevet, thi disse Ord udelades af de övrige, som have er i deres Sted.
  293. ok knálígr, f. G,H; ramr at afli, t. D, F.
  294. de övríge skrive ú, fullir eller ójafnaðarmenn; fullir up ójafnaðar, G (drambs ok metnaðar, H).
  295. í Einarsfirði. till. D,F,G,J.
  296. fra [en var þó eigi stórauðig (till. G) en vel auðig at vinsældum, men var ikke hovedrig; dog besad hun manges Yndest, till. F, D, E, J; frà næstforr.[gnógt í búi, L.
  297. kyrrlátr, stille, till. G.
  298. fra udel. D, E, F; Viðreign þeirra Loðins ok Þórmóðar, till. F.
  299. verkstjori, Avsforvalter eller Avlskarl, F, D, E, C, J, K, L, M; Þorkels, till, G, K, L, M.
  300. ok veiðimaðr mikill, og en stor Jæger, fill. D, G, H, J.
  301. allnær, tæt ved, C, G.
  302. um vetrinn, om Vinteren, till. D, E, F; á vetrum, hver Vinter, G.
  303. fra [Loðinn svaf inni í skála hjá verkmönnum Þorkels, Lodin sov inde i Sengestuen tilligemed Thorkel: Arbeidslkarle, D, E, F.
  304. fra [Sigríði verða dvalsamt úti, D, G, H, L, MF.
  305. er hún togaði af Þormoði, da han trak Fodbeklædningen af Thormod, till. D, B,F, J, K, L.
  306. fra [udel. L.
  307. lausakonur, löse Kvinder, G, H, J, K,udel. L.
  308. eru, D; er, G, H.
  309. hjarta skapat, G, H.
  310. ok, till. D, G.
  311. um, G, H.
  312. lagin, Versene udelades D, E, L, F, G, H. fra[udel. LK, L, M.
  313. lángvistir hennar, G, H, J, K, L.
  314. þannveg, till. F.
  315. fra [af skeytingi, ok kveðst sjálfráð ferða sinna; noget studs, og sagde at hun kunde selv raade for sin Gang, L; þikir honum hún byggja sjaldnar höndum háls sèr, en verit hafði, till. D, G, H; Þ.h.h. miðr vanda sèr orð e.v.h., J, K,M; her fölger en, rimeligviis nyere, Tilsætning i D, E, G, H.
  316. ,eptir, F.
  317. fra [rogaðist við ok vildi laus verða, G, H.
  318. fra [ok gat eigi, og kunde ikke, G, H.
  319. þæfu, D, E,F,J, K, L.
  320. verur, G.
  321. brennr þar ljós bjart, der brænder et klart Lys, till. D, E, J, F, nátt hverja, hver Nat, t. G, H.
  322. úti þar á kveldum, till. F.
  323. eigi verí of hennar ráð útí þar, till. D, F, G, H; at henni sè til svivirðingar nè her til sneypu, till. D, E, F. J.
  324. vel, till. F.
  325. nú við þessi orð Þorkels, þá lætr Loðínn rakna (skriðna) hendr af Sigriði, ok ferr hún leiðar sinnar með þeim Þorkeli ok Þormóð. Ok var nú kyrt um hrið; ved disse Thorkels Ord trak Lodin sine Hænder fra Sigrid, og hun gik sin Gang med Thorkel og Thormod. Derefter var alt roligt i nogen Tid, till. D, E, F, J.
  326. udel, G.
  327. fra [er jóladrykkja; D, E, F er drukkit, G, II.
  328. húsbúningr, F.
  329. ok fóru svá sem húnir voru, ok þókkuðu Þorkeli vel veizlu ok heimboð; og tage bort efterhaanden, som de bleve færdige til, og takkede Thorkel vel for hans Beværtning og Indbydelse, till. D, E, F, G, H, J.
  330. verkstjóri, till. D, E, F, I.
  331. um jólin, till. F.
  332. ok lèt búa, og lod det udruste, till. D, E, F.
  333. þau sem hölðu verit höfð til barðsins af Stokkanesi, till. F
  334. kufi, F.
  335. ok var stakkrinn girðr í brækr: till, G, H, F; nú voru þar allir menn nær í önn (vinnu) nokkurri; da har de næsten alle Folk der meget travelt, till. D, E, F; í brott, alle (andre) Folk borte, o.s.v., G, H.
  336. fra [IIII menn, D, E, F, G, H,
  337. ok var (lá) í sínum bekk hverr þeirra, ok töluðust svâ um þvert gólf (hjalast svo við); og enhver af dem var (Iaa) paa sin (een) Bænk og talte med hinanden, tvers over Gulvet, till. D, E, F, H, J.
  338. fra [þeir drógu þá Þormóð, till. D, E, F, G, H, J.
  339. á bríngu sèr, till. J, E, F, G, H, J.
  340. bannar, forbyder, F.
  341. fra [við er þeir drógu Þormoð G, H.
  342. úti á lslandi, till. F.
  343. Loðinn, till. F.
  344. gánga þeir menn á skip út, er fara skyldu; de Mænd gaae ud paa Baadene, som skulde reise, till. D, E, F, G, H, J.
  345. skútu, Skuden,M.
  346. bryggjusporðinum, Brohovedet, D, E, G, H, J, K, M.
  347. farángr, Reisetöi, D, E, F.
  348. fra [udel. G, H.
  349. fra [sverði (udel. G) ok höggr Loðin, banahögg, D,E, F, G, H, J.
  350. fra [ueal. F.
  351. at sèr, J.
  352. sína menn, till. D, E, F, G.
  353. udel. D-G, H, J.
  354. handa ok til skjóls, D, E, F; ok halda till. G, H, J.
  355. fè, G, H; sjálfdæmi, D, E, F.
  356. fra [þvílíkt sem þèr vilit gera; saa meget som I vil bestemme, G, H; en Þormóð munum vær eigi láta, meðan vær stöndum uppi; men Thormod ville vi ikke give slip paa, saalænge vi selv staae, till. D, E, F, J.
  357. fra [handsalaði Þorkell grið ok fríð, en þeir Skúfr fè slikt, sem Þorkell vildi gera, G, H.
  358. at vistafari, D, E, F; með þeim Skúfr ok Bjarna (til þeirra S. ok B.), till. D, E, F, G, H, J.
  359. ok var með þeim þat er eptir var vetrarins, og var hos dem Resten af Vinteren, till. D, E, J. K.
  360. Jfr. ovenf. S. 316, V ar 14.
  361. ok Bjarna, till. D, E.
  362. ok óbraðligr, till. D, E, F, G, H.
  363. fra [ udel. G, H.
  364. óglaðr ok, till. F.
  365. fra [húsböndum þotti þat mein, er hann var hljoðr, ok spurðu, D, E, F, G, H, J.
  366. ok gerði sá eigi annat; og han skulde intet andet bestille, till. D, E, F, G, H, J.
  367. ofvitr, G, H, J.
  368. nú gerðist hann fylgðarmaðr Þormóðs; nu blev han Thormods Fölgesvend (o.s.v), t. D, E, G, H, J, K, L, M (som have end et allegorisk, uden Tvivl nyere Tillæg .
  369. slètt, D, E, G, H, J.
  370. af hamri, G, H, o. frá h., D, E, J.
  371. fra [hún var herðugoð ok snarpegg ok seigt járn í; den var godt hærdet og havde en skarp Eg samt var gjort af seigt Jern; ok segia menn þær veggslegnar; og dem kalder man kileslagne (hamrede med - eller som Kiler?), till. J, K, L; ok kalla menn þær axir vigslögur; og det Slags Öxer kalder man Drabslagersker, D, E, F, G, H, M; herfra mangler eet eller flere Blade i H.
  372. vorit, Foraaret, D, E.
  373. þat er í Eiriksfirði, ok höfðu allir saman búðir; det er i Eriksfjorden, og havde de alle Boder sammen (i Fællesskab), t. D, E, F (aabenbart urigtig) skal vel være: þeir or Eiriksfirði höfðu o.s.v.
  374. biíðir, F.
  375. udel. D, E.
  376. ok var hún auðkend, því at, og den var let at kjende, fordi, till. F.
  377. fra [lið ok svâ skip, ok skipat (skorat, skarat) meðal stafna skrautligum skjöldum, þar voru ok mörg spjót á skipi; Fölge og ligeledes Skib, og (dette var, mellem Slagerne, besat med prægtige Skjolde; der vare og mange Spyd paa skibet, D, E, F, G.
  378. jöfnum orðum, eðr við frændr hans, jævne (almindelige) Ord, eller til hans Frænder, till. D, E, F, G.
  379. skart, F.
  380. þeír ryðja skipit ok kasta á land veiðarfærum, sem á skipinu voru; de som vare paa Fartöiet udlossede det og kastede Fangeredskaberne paa Land, till. F.
  381. gengr á land, gaaer i Land, till. F.
  382. skutlinum, de övrige
  383. fra [lízt þèr svâ, félagi! já, segir sá, lízt mèr víst at þú munnt lítt kunna at beita. Þormoðr mælti: hvárt muntu betr kunna at beita, D, E, F, G.
  384. hlunnrjoðs, D, E, F, G.
  385. kunne, D, E, J, K.
  386. veit, F.
  387. hverjum,D, E,J.
  388. fyrstum, D, E, G, J, K.
  389. ormstorgs, D, E, F.
  390. fra [sinnar eptír þat. Þeir förunautar Þorgrims tjalda þá buð hans; til sin Bod ((Telt); Thorgrims Ledsagere indrettede da Thorgrims Teltsal, D, E.
  391. snotrleik, Zirlighed, D, E, G, J; snöfrleik, Hurlighed, F.
  392. húðfati sinu, D, E,F, G, J, K,L, M.
  393. or búðinni, nema hann einn, till. F.
  394. udel. F,
  395. trölla, F.
  396. mikill, F.
  397. saal. D, E, F, J; frá, A.
  398. Þorgrimr, saal. E, G, J, K, L, M; Þg,D,- Þorgeirr, Tr.
  399. ok þat hygg ek at hann bæri af honum; og det troer jeg, at han overvandt ham (Thorgeir), till. G.
  400. hatt, D, G, J.
  401. gaflaðinu, Gavl, D, J, K, L, M; galhlaðinu, F; fra [víð búar gaflinn, G.
  402. fra [þeir Þg (Þm) komu, F.
  403. þér á, till. F.
  404. fra [ísiðnar F.
  405. udel. F, D.
  406. vant er þá er vobrestrinn verðr, F.
  407. of allt, F,
  408. fra [vatnfall, G; viðrí, F.
  409. fra sögunni, fra Fortællingen, till. D, E, F.
  410. vætunni, D, E, J; vætu, G; vætum, F.
  411. horfðu allir menn at búðinni; alle Folk saae (eller stimlede) hen fil Baaden, till. D, E, F.
  412. rýmðist, F.
  413. fra [udel. G, J.
  414. fra [má ek þèr þat í fám orðum segja, E, E, F, G, J.
  415. Vígfuss, D, E, P, J, K, L, M.
  416. Otryggsson, D,E, F, G, J, K, L, M.
  417. honum, D.
  418. menn í buðadyrnum, D; buðardyrunumum, E, F, J.
  419. höfut honum, D, E, F.
  420. hèðan, till. F.
  421. höfut, D, E, F.
  422. sumir fóru at leita vegandans, en; nogle toge afsted, for at opsöge Drabsmanden, men: till, D, F, G, J.
  423. þeir er í leítinni voru, till. F.
  424. Her fölger et (nyere) Tillæg i D, E, J, L, M, som ikke kommer Fortællingen ved.
  425. manninn hverr var, F, G, H; her begynder atter Texten i H.
  426. því at hann var engi (áræðis udel. F) maðr; da han ikke var nogen Vovehals, till. D, E, F, J; styrjaldarmaðr, Fredsforsfyrrer, G, H,J; hávaðamaðr, J.
  427. vegandans,D, E, F.
  428. Um hræzlu Egils var þetta kveðit:
    Hræddr mjök, (udel. F) var hinn er meiddi
    hjör aldrigi sviptr tjalda,
    skulfu siðan skúfs(skips, F.)í álfi
    skjótlyndum meðal hauss (hárs, F) ok fóta
    bæöi tennr, bein ok æðar,
    brann vitskunnor hverfi þannig
    firna hart, sem eldr á arni,
    ærslamíkil var þessi hræðsla.
    Om Egils Forskrækkelse blev dette digtet:
    Teltes Svinger, han som aldrig
    slöved Sværdet, blev forfærdet,
    da i hidsig Qvasteförer
    bæved, mellem Fod og Isse,
    baade Tænder, Been og Aarer,
    Viisdomskredsen stod i Lue,
    som om Ild paa Arnen blussed;
    Galskab denne Frygt ledsaged.
    till. D, E, F, J, K, L, M.
  429. udel. de övrige.
  430. Tortryggr (og senere D F J, K.
  431. snúðigt, D, E, C, H, J, F.
  432. ok fór Þormóðr leiðar sinnar, till. F.
  433. orð, G, H.
  434. þeirra manna er leituðu vegandans, F.
  435. Tortryggr, D, F, J, K,L, M.
  436. sat, sad, D, J, F.
  437. Aurvendis rèðst, D, E, F; Avrvendi trezt, G, H; trazt, J.
  438. finnast, J.
  439. þess, D.
  440. frendum, H; framdum, H. (rettet)
  441. saal. D, G; hergboðs, A.
  442. hefig, F.
  443. virðir, G,H; nyrðinn, J.
  444. nættíngs, F, G, H, M; nættíng, J.
  445. veittak, D; vættag, E, F; vætteg, J.
  446. nógt, tilstrækkeligt,F.
  447. smá verða jafnan örvendra manna högg; keithaandede Mænds Hug blive gjerne ringe, F, D, J, K, L, M: ek em maðr örvendr, siðan ek varð fyrir áverka á Íslandi út. Jeg er en keithaandet Mand fra den Tid jeg kom saaledes til Skade i Island, G, H.
  448. herðum, D, E, F.
  449. udel, D, E, J; eðr fundu þeir þik eigi hèr á nesinu; eller traf de dig ikke her paa Næsset?, G, H.
  450. álmbörvar,D,G, H.
  451. ber ek mart, D, E,F.
  452. mæli, J, L, M.
  453. um, D, E, F , ok, G, H.
  454. fra [umskiptið, J, L.
  455. björgunst, J, L, björg vinst, M; birgunz, D; birgjunst, E; byrgumz, H, birgiumzst, F; burgumz, G.
  456. lángt, D, E, F, G.
  457. tý, E, F.
  458. svells, G, fra [þrenna svells, H,- þrenna þolls, D, F, E.
  459. fra [er (æ,E) þolli, D, E, G, H.
  460. aldrtili, D, E, H, J, L, M; aldri til, G.
  461. fra [udel. L D, E, F, J, K, L, M, som have i dets Sted: Skúlr mælti: svâ má vera, en hvört var Falgeir þar hjá, Þórdisarson, kappinn (mesti, till. J, K? Þormóðr svarar: Þar var hann. Skúfr mælti: þó mundí hann mi óðr verða við víg Þorgríms frænda sins? Þormóðr kvað vísu:
    Strengði þess á þíngi
    Þrályndr (parflyndr, F) er mik fyndi,
    höldr at höggva skyldi,
    heit, lofgerðar veiti;
    nær stóð ek randarýri,
    rekkr lètz ei mik þekkja,
    gott er þat at huldar hetti
    hefir faldat smiðr stefja.
    Skuf sagde: da er han vel bleven rasende over sin Frænde Thorgríms Drab? Thormod sang denne Vise:
    Stivsindet Helt paa Thingot
    det Löfte gav, han skulde
    naar mig, Lovsanges Digter,
    han traf, i Stykker Klöve;
    nær stod jeg Kæmpen, dog han
    lod, som han ei mig kjendte,
    Usynlighedens Hætte,
    til Held da Skjalden dækked.
  462. fra [láta svâ standa, G, H.
  463. fra [gert fyri þitt nef, Þángút, D, E, F; þar at, J.
  464. Mákkat, G, H; Mætta, D, E,F.
  465. saal. D, E, G, H, K, M, brand, fl; bragð, F.
  466. bjaldrs, D, E, F.
  467. saal. D, E, F; fleys, J; setvrs, A; skers, G, H.
  468. fra næste [mèr svörtum; fra næstforrige omsætte Versene i D, E, F.
  469. fra [mestr var á, D, E, F,-ríkastr var á, G, H.
  470. átti, F.
  471. fráliga, D.
  472. fra [mun mikill reki at görr um eptirleit; og Forfölgelsen vil blive foretaget med megen Iver, till. G; Þormóðr svarar: eigi má þat vist víta enn, hverjum feigð er næst; endnu kan man ikke vide for vist, hvem Döden er nærmest, till. F, D, J.
  473. saaledes de övrige; Einarsfjarðar ved en skrivfeil, A.
  474. udel. D, E, síðan, J, K, M.
  475. Stokkanes öðrumegin; hamrar, Stokkane: paa den anden Side, steíle Klipper, D, E, F, G, H, J.
  476. má klifa upp ok niðr, ok var þó, man kan klatre op og ned men begge Dele, till. D, E, F, G,J.
  477. Þorgrimr lètst þegar eptir áverkann; Thorgrim döde strax efter at han havde faaet Hugget, till.D, E; Þorgrímr lifði litla hrið eptir averkann; Thorgrim levede en föie Stund efter till. G, H.
  478. fra förste [udel. D, E.
  479. fra förste [udel. D, E.
  480. l)fra [jafnan, jævnlig, F.
  481. udel, G; H, fra [udeL Tr.
  482. udel.G,H.
  483. færir,förlige, raske, D, E, J; vel færir, ret förlige, F, G, H.
  484. ósyniligr, D, F, G, H; ósýnilega, E.
  485. mjök síða, meget sid, t. F.
  486. margföld ok, till. F.
  487. margföld, G; forljót, J.
  488. bakki, ok fellr út (formodentlig urigtigt, H.
  489. D,E, F, G, H, J, K, M have her atter eet af de nye overflödíge Tillæg. H.
  490. fra [udel. D, E.
  491. fastr, D, E, F, G, H.
  492. eljunarlauss, D, E, G, H.
  493. allolýgin, G. H.
  494. einhleypíngr, enlig Vandrer, D, E, F, J, udel. G.
  495. udel A.
  496. fra [til leiðar, F.
  497. ok farning, till. F, J, K, L; faring, E; færíng, M,
  498. Her fattes atter eet eller flere Blade i H.
  499. klæðunum, D, E, J; yfirhöfnum, G.
  500. at sè, till. F.
  501. því at hann kendi búning hans; fordi han kjendte hans Dragt, till. D, E, F, G, J.
  502. snyrr, D, E, F, G, J.
  503. fra [dikt undan, G.
  504. fra [udel D, E, F, J.
  505. kiknar, G, J, K, L, M; liknar, D; lyknar, E, F.
  506. knèsfótunum, F.
  507. fra udel. F.
  508. fra [náði eigi öxinni, F.
  509. þikir honum þá miðlúngi vænn sinn kostr, D, E, F, G, L, M.
  510. til fulltingis sèr; til Hjelp for sig, till. F
  511. sèr þaðan, D, E, J.
  512. udel. D, F, J.
  513. því billi. F.
  514. fra [udel. F.
  515. ok í kaf, till. F.
  516. fra [udel F.
  517. fra [Þurmóðr var eigi feígr, D, G, J.
  518. fra [brækr um hæla honum, F.
  519. fra [udel. F.
  520. máttfarinn, D, F.
  521. _fra [svâ var hann máttlauss, saa krafteslös var han, D, E, F, G,J, M; þeír Bjarni hitta Þormóð í skerínu (Cap. Tit), till. F.
  522. Torraði, ok kom á Stokkanes um aptaninn ok, og kom den Aften til Stokkanes, D, E, J, M.
  523. Torraðr (riktigere) og de övrige
  524. udel. F,
  525. rostúngr, Hvalros, D,E, F, G, J, K, L, M.
  526. kveldit, F.
  527. bræðra, till. F,
  528. fra [nokkurr Grænlendíngrinn deyi fyrr en ek; at een eller anden Grönlænder döer för end jeg, D, E, F, J.
  529. Skaupta, G.
  530. udel D, E, G, J.
  531. undarligi, D, G,undlarligr, J, K, M.
  532. randa, J,K,L, M.
  533. þandi, L, K, L, M.
  534. gluggum D, E, F, K, M, glugga, G.
  535. saal D, E, F, glott, A.
  536. gunnfjóm D, E,F; geðfjón, J, griðfjón, K.
  537. um nóttina, om. Natten, till. G; frá Gamla ok Skúm, (Cap. Tit.), till. F.
  538. jökli,J.
  539. udel. F.
  540. brýna, G.
  541. skipi sínu, D,F.
  542. fra [udel. D, E, F, J.
  543. Skúfr mælti: er sá greiði, vèr vildum af þèr þíggja, Gamli svarar: hverr er sá greiði? Skúfr svarer; Skuf sagde: Hjælp vilde vi vistnok modtage af dig. Gamle spurgte: Hvilken er den Hjælp? Skuf svarede, till.D, E, J.
  544. þú græddir, F.
  545. udel. F.
  546. Grima mælti, Grima sagde, till. D,E, I.
  547. fra [udel. D, E, J.
  548. fra [mikit vandamál sýnist mèr vera; en meget vanskelig Sag tykkes det mig at være, D, J, H, hvis Text atter begynder her.
  549. þik, dig, D, E, F.
  550. fra [udel. F.
  551. í Grænlandi, i Grönland, till. D,
  552. vist, F.
  553. fra (langt, længe, G, H.
  554. fra [falli þeirra bræðra, Brödrenes Fald, F.
  555. Þórdis frèttir at Þormóðr lifði. Capitulum, till, F.
  556. rettet; nakit (nögen), A; vakín, G; vökt, D, E, F, H, J.
  557. andvarpar (hún) hátt, og stönnede höit, D,E,F, J; hún mælti: hvar er Böðvarr, son minn? Hèr, segír hann, hun sagde: Hvor er min Sön Bödvar? Her, svarede han, G, H.
  558. fra [hvat bar fyri þik, F.
  559. fra [láta taka Þormóð af lifi, D, E, F, J.
  560. sem öðrum þingmönnum sínum, som andre Folk i hans Thingsogn, till, G, H.
  561. udel. D, E, F, J.
  562. fra [ferju, G.
  563. ok, D.
  564. karlar, fráligir ok vel vâpnañir, Karle, raske og vel bevæbnede, D, F. G, H, J.
  565. út eptir Einarsfirði ok svà, ud efter Einarsfjorden og derpaa til, till. D, F, G, H, J.
  566. misserum, G, J, K, L; missarum, H; udel. D, F.
  567. ljós, D, F, J, K, L.
  568. varð sá atburðr í Eiríksfjarðarbotni,D, F.
  569. þótt hún láti illa í svefni, till. F.
  570. berr nauðsyn til at vita, det er nödvendigt for hende at vide, D, B.
  571. udel. F.
  572. kerling, G, H.
  573. kalla, D, F; menn, G, H.
  574. fra [udel. F; þó at veðr sè gott, skjöndt Veíret var godt, till. G, H.
  575. liðmargir, F.
  576. fra [mun ek eigi, F.
  577. fra Þórðisi ok Þormoði (cap. Tit.), till. F.
  578. fra [er at segja frá Þórdisi at hún fór, F.
  579. udel. D, E, F.
  580. er, D, E, F.
  581. fra [hèldir með oss, F.
  582. næðim lögmáli at á, Tr.), D, F; næðum lögmáls af, E.
  583. fra [ert sjálfr hjá, D, E, F, J.
  584. vita, D, E, F, J.
  585. fra [með yðr á fund þeirra Grímu, F.
  586. hafa,F.
  587. samnar, G, H.
  588. fra [sópast at um menn, D,F, J.
  589. saal. A; yrði er vel rettere.
  590. fra [þau (hann, Tr.) greindi á, D,E,F, J,
  591. ok, H.
  592. XX, saal.A,D,E,F; skorit likneski Þórs, Thor: Billede udskaaret, D, E, F.
  593. búmenn (eller búimenn), F; (búamenn) eru: boende Folk, Landfolk ere, J, K.
  594. nokkr úfriðr fara at þer, eðr; nogen Ufred nærmes dig, eller, till. F.
  595. hokra, D, E, F, G, H,.T.
  596. fra [er dauði ætlaðr, dersom Döden er dig bestemt, G, H.
  597. idag, till, F.
  598. hann skal, D, E, F, J. 3
  599. fra [gera reykfast, D, E,F, J.
  600. fra [sitja á þreskildí úti, sidde udenforpaa Dörtærskelen, D, E, G, H, J.
  601. fra [tala við komendr, tale med de Kommende, D, E, J.
  602. ok lagði of öll húsin, till. D, E, F, G, H, J.
  603. udel. F.
  604. udel. D, E, G, H.
  605. fra [at dyrum, ok heilsar Grímu; hún bað hann vel kominn (tekr honum vel, E), ok býðr honum greiða þann, sem hann vill þar hafa; til Dören, og hilste paa Grima. Hun böd ham. Velkommen, og tilböd ham al den Hjelpsomhed, som han maatte Önske, D, E, F, G, H, J.
  606. hann er hèr; han er her, D, E, F, I.
  607. örðigt, besværligt, D,E,J; erviðt, F, G, H.
  608. fra [udeL F.
  609. hèr í koti mínu; Þorkell mælti: Her i min Hytte; Thorkel sagde, till. D, E, G,
  610. ólíkligt, usandsynligt, D, F, G.
  611. Herfra fattes eet eller flere Blade i H.
  612. of allt, D, F.
  613. gems, D, F, G; gums, I, K. t
  614. ef þeir spílla hèr nokkru, D; ok spilla h.n.I.
  615. udel. D, I, F.
  616. )fra [hæði fá ok smá, baade faa og smaae, D, I.
  617. utan, G; udel. D.
  618. forneskju þinnar, Gríma, D, E, F, G, I.
  619. fra [stolinum, D, E, J; stolbrúðunum, G.
  620. er sjaldkvæm, D, E, J.
  621. fra [udel. D, E, F, J.
  622. fra [udel. D, E, F, J.
  623. hans veldi, till. F, J, K, M.
  624. fra [en nær mundi nú liggja, at vèr mundim meir at þèr leggja, (þraungva) ok, D, E, J.
  625. slikt, D, E, F.
  626. annat, D, E, F, J.
  627. saal. D, F o.fl; á, A.
  628. þat, det, D, J.
  629. fra [at þú þakkir þat guði, at du takker Gud derfor, D, J, K, M.
  630. fra [heimila (til ills), D,E, F, G, J, K, M.
  631. fra [ eigi sanns, D, G, F; udel. E.
  632. fra [hafi eigi trúnat á því, er hann sèr með augunum; ikke sætter Tro til det, som han seer med Öinene, D, F, J, M.
  633. ok er nú kyrt um hrið; og alt er nu roligt i nogen Tid, till. D, E, F, J, M; frá Þormóði ok Egli, till. F( Cap, Tit.)
  634. fra [stokkabúri sínu, D, G, F, J, M,- útibúri sínu, G.
  635. þann þriðja, den tredie, D, E, F, G, J, K.
  636. fra [udel. D, F, J.
  637. Fjörðu, (Fjörðum) Fjordene, F, D, E. J, K.
  638. ræðir, D, F, G, J; fra [góðræðr, F.
  639. gott, D.
  640. mikit, O, E, F.
  641. fra [(norðr) til Einarsfjarðar ok inn eptir firðinum; nord paa til Einarsfjorden, og ind efter Fjorden, D, E, G, F.
  642. ræðst, D; ryðst, E, F, J, udel, G.
  643. þer, till. D, E, F.
  644. æriliga, D, E.
  645. hafa skipit yfir okkr, D, E, F, J.
  646. gerist, G.
  647. valla, D, E, J.
  648. starfi þínu ok stanki (harki), D, E, F,- slarki, J.
  649. bátinum, F.
  650. ok eys upp, og kaster Vandet ud af den, till. D, E, F, J.
  651. ok snýr bátinumi, og vender Baaden, till. D, E, F, J.
  652. Einarsfirði, Eínarsfjorden, D, E, F, J.
  653. Þormdðr vann á Ljóti, Cap. Titt., F, (Kap. Tit.)
  654. fra [einn maðr, D, J), F, J.
  655. honum, D. E, J.
  656. fra [udel. D, E, J.
  657. fra [margr, sem heitir, mange bære deres Navn med Rette, D, E, F, J.
  658. fra [hvert ætlar þú at fara? Þormóðr! Hvorfor agter du at reise? Thormod! D, E, F, J.
  659. fra [Ósvifr nefndumst ek, D, E, F, J.
  660. fra [Satt var þat at þú nefndist Ósvifr, en þegar kenda ek þik, er ek sá þik; Sandt var det at du kaldte dig Osvíf, men jeg kjendte dig strax da jeg saae dig, D, E, J, F.
  661. þá er eigi dælt at dyljast, D, E, F, J, (dylja þik, G.
  662. þar er þú spurðir at um farir (ferðir) minar, þá ætla ek; da du spurgte om min Reíse, agter jeg, D, E,
  663. saal. G; Löngunes, C, D, E.
  664. fra [því at mèr er sagðr hann mikill maðr vexti ok skartsmaðr, hefi ek þat ok sannspurt, at hann leggi illar (illa) umræöur á við mik (til min); thi man har sagt mig at han var meget stor af Væxt og holdt meget af Pragt; ligeledes har jeg spurgt for vist, at han taler meget ilde om míg, D, E, J, K; ok ek sé svâ með mönnum, sem meri með hestum, at jeg er saaledes (det samme) blandt Mænd som en Mær blandt Heste, till. A,
  665. illa, G.
  666. sem til margra annarra, ligesom mod mange andre, till. D, E, F, J.
  667. Her begynder Texten atter i H.
  668. fra [þat var mælt, Ljótr, at þú skyldir út gánga, det blev sagt, Ljot, at du skulde komme ud, D, E, F, G, H, J.
  669. Ljótr mælti, till. D, E, F, G, H.
  670. á hárslit, af Haarfarve till. D, F, J.
  671. udel. D, E, G, H, J.
  672. glikun G, H.
  673. fra [stefnir á hann miðjan, sigte efter hans Midte, D, E, G, H, J.
  674. udel. F.
  675. af sèr, c, H.
  676. við lagit, D, E, F, J.
  677. þá ljóp Ljótr, da löb Ljót, D, E, J; Ljótr hopar, G, H.
  678. Þormóðr hjó eptir honum ok kom höggit á lærit, ok reist ofan lærit ok kálfann, hljóp öxin niðr í preskjöldinn. Ljótr fèll inn í dyrin; Thormod hug efter ham og Hugget traf Laaret, samt gjennemskar Laaret Og Læggen fra oven af nedefra. Ljót faldt ind i Dören, till. D. E, F, J.
  679. fra [ljópu yfir hann fram ok ráku aptr hurðina; löb frem over ham, og smak Dören í Laas, D, E, F.
  680. Her fattes flere Blade i H.
  681. ok Bjarna, till. D, E, F. G, H, J.
  682. þá, D, E, F, J.
  683. ok segir þú, F.
  684. ok kvikfè, og Kvæg, till. D, E, J, F.
  685. þeim, F, fra [ udel, G, H.
  686. leiðar sinnar, ok er hann var kominn skamt frá garði, þá hittir hann Þormóð, ok hafði hann þar beðit Sigurðar; fóru þeir nú baðir saman; sin Vei, og da han havde gaaet et kort Stykke fra Gaarden, traf han Thormod, som. der havde biet efter Sigurd; de toge nu begge sammen, D, F.
  687. ok Bjarna ok segja þeim slikt sem í halði gerzt, till. D, F.
  688. fra [ferr Skúfr þá, D, F.
  689. fra[þar var mikit þarabruk, ok býr hann þar um sik, ok, G, H.
  690. fra [kveldar, G; kvelda tók, H.
  691. ok bera upp feng sinn, og bare sin Fangst fra Baaden, till. G. H.
  692. vèr, till, G, H.
  693. fra [báti vorum or flæðarmáli, en draga eigi upp í naust, var Baad paa Strandbredden (Flodmaalet) men icke trække den op i Nöstet, G, H.
  694. hrindir fram skipinu, stödte Baaden fra Land, G, H.
  695. fra 5te [ Einn aptan rèðst Þómóðr heiman; hann tekr bát ok rèri yfir Eiriksfjörð um nóttina; hann gengr frá skípi, þar til hann kemr á Löngunes; hann ferr til nausts Þórdisar, ok leggst þar niðr ok felst, því at hann ætlaði at Böðvarr mundi róa á sjà um daginn (til fiska till. E, D), sem hann var vanr; ok er á leið morgininn, þá sèr hann at III menn gánga frá bænum til skipsins. Þeir ræddu um þat, hvert Böðvarr mundi heim koma um daginn, því at hann hafði farit at binda um sár Ljðts á Lánganes. Þormóðr líggr sem áðr þar sem hann var kominn, því at hann var litt gengr fyri sárinu. Þeir huskarlarnir rèru á fiski, sem fyri þá var lagt, ok er leið á daginn sèr Þormoðr at húskarlarnir róa at landi. Þormóði gerist verkmikill fótrinn. Maðr hèt Kárr; hann var verkstjóri Þórdísar; hann var nú róinn með huskarlum; hann var ok frændi Böðvars. Nú vinna þeir at fángi sinu, ok setja upp skip sitt ok búa um; veðri var þannveg farit at þoka var ok væta; (úrvæta, F, E, J, K, M),- gánga þeir heim, er þeir voru búnir. Þormóðr heyrir at þeir ræða um at Böðvarr væri heim kominn. Þormoðr vildi hafa skipit yfir fjörðinn til Vikar, ok er þeir Kárr voru nær at tungarði komnir, þá mælti Kárr: mèr hefir legit eptir bolöx mín, ok man ek gánga eptir (henni udel, F.); þeir buðu at fara meñ honum, en hann vildi þat eigi; ferr nú ofan snuðigt. Þormoðr var þá kominn til skipsins, ok hefir þá fram sett. Kárr litr manninn, ok kennir Þormoð; snýr hann heim ok ætlar at segja Böðvari hvat títt er, Þormóðr sèr Kár, at hann vill (snýr, F.) heim, ok ætlar Þormóðr at snua eptir honum, en honum var svâ styrðr fótrinn, at hann mátti hvergi komast; hann kastar þá öxinni eptir Kár ok kom á fótinn (fyri neðan knèsbótina till. E, M, J, K, knèfótinn, E) ok beit (tók) or kálfann or fætinum. Kárr haltrar heim ok verðr för hans sein. Þormóðr tekr öxi sína, ok hleypr á skip út, ok rær frá landi; en Aften drog Thormod hjemmefra. Han tog en Baad og roede over Eríksfjorden om Natten. Han gik fra Fartöiet, indtil han kom til Löngunes, Han gik til Thordis"s Nöst (Skibsbod), lagde sig der ned og skjulte sig, thi han tænkte at Bödvar den Dag vilde roe ud paa Säen, for at fiske, ligesom han pleiede. Ud paa Morgenen saae han at tre Mænd gik fra Gaarden til Fartöiet. De talte derom, om Bödvar vel kom hjem den Dag, thi han var dragen til Langenes, for at forbinde Ljots Saar. Thormod laa, ligesom för, der hvor han var stædt, thi han kunde knapt gaae for Saarets Skyld. Huskarlene roede da paa Fiskeri efter hvad dem var bleven befalet. Da Dagen heldede, saae Thormod at Huuskarlene roede til Landet. Thormod havde da megen Verk i Foden, En Mand hed Kar; han var Thordis´s Avlsforvalter, han var da taget paa Söen med Huuskarlene; han var ogsaa Bödvars Frænde. De beredte deres Fangst, satte Fartöiet paa Land, og sörgede for dets Sikkerhed. Veiret var saa ledes beskaffent at det var taaget og vaadt. De gik hjem, da de vare færdige. Thormod hörte det af deres Tale, at Bödvar var kommen hjem. Thormod vilde gjerne bringe Fartöiet med sig, over Fjorden, til (Gaarden) Vig. Da Kar og hans Folk vare næsten komne til det Gjærde, som omgav Gaardens Hjemmemark, sagde han: Min Bulöxe er bleven tilbage, og jeg maa gaae for at hente den. De andre tilböde, at de vilde gaae med ham, men han tog ikke derimod. Han gik da rask ned (til Stranden). Thormod var da kommen til Fartöiet, og havde sat det ud paa Söen. Kar saae Manden og kjendte Thormod i han vendte da hjem ad, og agtede at sige Bödvar hvad der var paa Færde. Thormod saae at Kar agtede at tage hjem, og vilde forfölge ham, men hans Fod var saa stiv, at han ikke kunde kamme af Stedet. Han kastede da Öxen efter Kar, og den rammede hans ene Fod, samt skar Læggen bort fra Benet. Kar haltede hjem efter, og hans Gang blev meget seenfærdig, Thormod tager sin Öxe, springer ud paa Fartöiet og roer fra Landet, D, E, F, J, K, M.
  696. udel. G.
  697. fra [Þórdis hafði sofit um daginn; Thordis havde sovet om Dagen, D; um kvölðit, om Aftenen, E.
  698. varpar hún mæðiliga öndinni, till. D, E, J.
  699. fra [Hvört er ok Böðvarr heim kominn eðr eigi? Er Bödvar kommen hjem, eller ikke? D, E, J.
  700. fra [voru þau V saman, G, H.
  701. fra [Bita mætti nú heitfiskr (beinfiskrinn, J, M.) ef at borði væri dreginn, því at (fra [udel. F) hèr hefir verit Þormóðr, skógarmaðr þinn, í allan dag í nausti voru, ok hefir hann nú unnit á Kár, frænda þínum, ok tekit bát þinn, ok rær nú yfir á fjörð, ok hygg ek at honum sè verkr í sári, því er Ljótr veitti honum; get ek ok, at honum verði eigi greiöfært yfir fjörðinn fyri þoku sakir. Þætti mèr eigi fjærri, at vèr færim til fundar við hann. Böðvarr sprettr þegar upp ok mælti: búinn er ek þeirrar ferðar, segir hann. En er þau koma út fyri dyr, þá sjá þau hvar Kárr haltrar, ok var hann þá kominn heim at húsunum (bæ sínum, E). En Þormóð sjá þau hvergi, því at þokan var svâ myrk. Hlaupa þau nú á skip (mæðgin, till. E, J) ok V (X; 10, M) aðrir menn með þeim; þrifa þau teinæring; og kunde nu faa Fisk paa Krogen, hvis den blev kastet ud med Maddingen paa, thi Thormod, den Fredlöse, har opholdt sig den hele Dag i dit Nöst, og har nu tilföiet din Frænde Kar store Saar, samt taget din Baad, og roer nu over fjorden, dog troer jeg det Hug smerter ham slemt som han fik af Ljot; ikke heller tænker jeg, at han kan komme saa let over Fjorden for Taagens Skyld; nu mener jeg at det ikke vilde være af Veien, at vi tage af Sted for af træfe ham. Bödvar sprang strax op og sagde: jeg er beredt til den Reise, siger han. Men da de kom uden for Dören, see de hvor Kar hinker, og han var da næsten kommen hjem til Husene; Thormod saae de derimod ikke, fordi Taagen var saa mörk. De löb derpaa. ud paa Banden, og 5 (10) Mand med dem, de grebe en saakaldet Tiaaring (et Fartöi , forsynet med 10 Aarer til ligesaamange Roerkarle) og, till. D, E, F,J, K, M.
  702. at leita Þormóðs, for at opsöge Thormod, till. D, E, F.
  703. fra [þeigi vænn kostr ef, D, E, G, H, J.
  704. hólmi, D, G, H.
  705. fra [en þaðan var þó lángt til lands, men derfra var dog langt til Land, D, E, F, J, þat var lítit land, G, H..
  706. meðaldögum, D, F, J; fra næstforrige [ udel. G, H.
  707. lágu, F.
  708. udel. D, H, F.
  709. mikit þarabruk, D, F; fra [í eitt þarabruk, D, E, J.
  710. saal. D, E, um nóttina, C,
  711. fra [hvelft skipinu, ok mun hann hafa tynzt, D, E, J.
  712. fra [fólgizt, F.
  713. at skerinu, D, E, F. J.
  714. hans þar; svâ gera þau, en er þeir komu í skerit, sagði Þórdís, D, E, F. J.
  715. fra næstforrige [brukin, G, H; fra sidste [þarann allan í hólminum, D, E, F, J. Her begynder atter Texten i L
  716. Þormóðr skeíndíst litt (skemdist víða) af spjótum þeirra er þeir höfðu farit um hólminn allan ok stángat spjótunum; Thormod blev (paa mange Steder af Legemet) let saaret af deres Spydsodde, da de havde gaaet hele Holmen omkring, og stanget med Spydene, till. D, E, F, G, J; Þormóðr vendí þá huginum til Ólafs konúngs, ef hans gæfa mætti nokkut duga honum; Thormod vendte da sin Tanke til Kong Olaf, hvis hans Lykke muelig kunde hjelpe ham noget, till. D, E, J.
  717. skerinn, D.
  718. fra [er snjallari en geit eðr hugprúðari en meri, kjekkere end en Gjed eller tapprere end en Mær, D, E, J, K, L, M.
  719. fra [udel. F.
  720. sveimar, G; legat, D, E, G, J.
  721. því at þá lýsti í þokuna, thi Tangen opklaredes da noget, till, D. E, F, J.
  722. þá sker, frá skeri, D, E, J.
  723. bæði stirðr ok moðr, baade stiv og mödig, D, F, G, H. I.
  724. fara, D, F, Ólafr konúngr vitraðist Grími bónda (Kap. Tin) till. F.
  725. udel. D, E, F, J, K, L, M. udel. D, E, F, J, K, L, M.
  726. tíguligr, D, E, J; drengiligr, GI H.
  727. fra [ udel, D, E, F.
  728. þóttist svara, F.
  729. vist, till, F.
  730. bæ þínum, din Gaard, D, E, E,- ok hefir hon um eigi slèzt tarist í dag (kveld), og det har ikke gaaet ham lempelig i Aften, till; C, E, F, G, H,.K, L, M.
  731. marks, D, G, H, I, L.
  732. fra [er hèr er, G, H.
  733. þrá, (tre Vintre) D, E, I, K, L,.M.
  734. fra [udel. G, H.
  735. fra [udel. G, H.
  736. ok gakk með mer, till, G, H.
  737. sverð, et Sværd, D, E, F, J.
  738. muna, till. F.
  739. fra [nær hittir þú, D, E, F, J.
  740. nú í nótt, Gestr mælti: hvernig má þat verða? nu i Nat, Gest sagde: hvorledes kan sligt skee? till. L.
  741. ok vænti ek at svâ muni vera fleira, og troer, at det ogsaa forholder sig saaledes med mere deraf, till. E, F, G, H, J, K, L.
  742. fra [áverkans, F.
  743. udel. D, E, D.
  744. udel. F.
  745. udel. D, E.
  746. þíngi Grænlendinga, F, G; fra [ok vildi hann vita tiðendi af þíngi þeirra Grænlendinga, og han önskede at höre Tidender fra Grönlændernes Thing, till. G, H
  747. síglíngar, D, E, F; Þormóðr drap Ljót (Cap. Tit.) till. F.
  748. byrr rann á, ok, god Vind indtraf og, till. D, E
  749. Steinarr, D, E.
  750. saaledes D, E,- utydeligt i A.
  751. fra [leyniliga, hemmelig, G, H.
  752. fra [II saman, svâ at enginn vissi, G, H.
  753. fra [udel. G, H.
  754. þrjá, tre, D, E, J, K, L,M, III, F.
  755. udel. D, E, F.
  756. ok Steinarr, till. D, E, F, J.
  757. Skúfs, J.
  758. skipfjöl, D, E, F, J, K.
  759. Leifssonar, Leifs Sön, till. D, E, F, J, K.
  760. með heilu ok höldnu, till. D, E, F, J.
  761. setti þar upp skip sitt, lagde der sit Skib op, till. G, H, J, K, L, M.
  762. fra [Paululn, de övrige. Herpaa till. D, E, F, G, H, J, K, M, en var Saga aldeles uvedkommende Anmærkning om Roms Navn, förste Opbyggelse m.m.
  763. sèr land, E.
  764. Olafs, till. D, E, G, H, J.
  765. fra [udel. D, E.
  766. margorðr, E.
  767. Þormóðr kom til konúngs, Cap. Tíf. till. F.
  768. fra [Sá máðr hafði komit af Islandi á fund Olafs, D, E, J, K.
  769. fra [udel. D, E, F, J, K.
  770. fra [0k fyri þat l.k., og derfor v.k. D, E, G, H, L, K.
  771. öll deili, D, E, F, G, H, J.
  772. ein illmenni, F.
  773. Þat bar at einn dag at Olafr konúngr sendi drykkjarhorn Þormóði, ok mælti at hann skyldi kveða vísu; det hændte sig en Dag, at Kong Olaf sendte Thormod et Drikkehorn, og sagde (befalede, önskede) at han skulde digte en Vise, till. D, E, J, K, L, M. Hann kvað, han kvad, till. E; hann tók við horninu ok kvað, till. L.
  774. ferra, E; færa, D.
  775. ,mèr ok, D, E, FJ, K, L, M,- færit, G, H.
  776. fleira, D, F, F. 9
  777. mæringr, D, F, F, J, K, M.
  778. þörf, D, F, F, J, K, M.
  779. getr, D, F, F, G, H, J, K.
  780. eðr minna, D, F, F, G, H, J.
  781. mátt, G, H, getr, F.
  782. menzku, D, E, F, G, H; menzka, J, K, L.
  783. Þat ætla ek, at þèr þiki svâ, ef þú veizt gjörla; jeg tænker at dig vilde tykkes saa, hvis du vidste det nöie, D, E, F, J, K, L.
  784. mest, till. D, helzt, J.
  785. fremdar, G.
  786. udel, D, H.
  787. till. D, E, F, G, H, J, K, L, M.
  788. hríðar, D, E, F, G, H, J, K, L, M.
  789. foldar, D, E, G, J, K, L, M.
  790. hefnd, G.
  791. um fiskni, G.
  792. fra [fyrir aungul, D, E, J, K, L.
  793. vað, D, F, G, J, K, L, skip, E, F.
  794. aungul, G, skip, D, J, K, L; vað, E,
  795. fra [Þormóðr svarar: vâ ek enn II menn um daginn, áðr vèr sigldum frá Grænlandi, en Helgu-Steinarr drap (vo) einnþ Konúngr mælti: hverir voru þeir menn? Þórmóðr svarar: Ljót vo ek, (ok húskarl hans, till. L, E, F, J., systurson Þorgrims trölla. Olafr konúngr mælti, Thormod svarede: jeg dræbte endda to Mænd den Dag vi silede fra Grönland, men Helga-Steinar ombragde een. Kongen spurgte: hvilke vare de Mænd? Thormod svarede: jeg dræbte Ljot, Thorgrím Trolles Söstersön og hans Huuskarl. Kong Olaf sagde, till. D, E, F, J, K, L, M. 9
  796. fra [merar jöfnuðr þeirra. Konúngr mælti: hvernveg var merar jöfnuðr sá? Þormóðr svarar: þeir, D, E, F, J, K, L, M.
  797. hrossum, D, E, F, J, K, L, J, H.
  798. sú, D, G, H.
  799. hef eg, D, E, F, C.
  800. þeim, D, E, F; þess, G, H.
  801. nam, G; (rann, rettet, H).
  802. Grænlendlnga, E, D, F, G, H, I, K, M.
  803. brenda, D, E, F, G, H, I, K, M.
  804. mun, G, H.
  805. tirum, F; tifnum, D, E, tifra, G, H.
  806. förnum, E.
  807. en, G.
  808. hógdregr (hógdrægr) G, huggræddr) I) KI M,
  809. meirr; D, E.
  810. lægi, G, H, blæddi, I, K, M fra [udel. L.
  811. verða, E.
  812. þá brenda; G.
  813. fra förste [græddr verða um mennina, er þú hafir (hefir) vegna á Grænlandi þaðan af; blive lægt, om (for) de Mænd, som du har ombragt paa Grönland, fra den Tid af, D, E, F.
  814. miklum kærleikum, því at hann, megen Yndest, fordi han blev prövet som, D, E, F, I, K, L, M; góðu yfirlæti, o.s.v., G, H.
  815. í Garða austr, öst paa til Garde (Garderigej D. E, F, G, H, I, K, L, M.
  816. dauðan, hans Död, D, E. F, [, K, L. M, sem síðan man sagt verða, till. F.
  817. Her fölger i Sagaen et lille Stykke som ikke vedkommer vor Fortælling.
  818. Illuge Aresön fra Beikhole (Broder til den berömte Thorgils). Han var Kong Olaf den Helliges Hirdmand, og drev jævnlig Handel mellem Island og Norge. See ellers om dem her ovenfor I, 152-155, 169, som Sönner af Are Max-Sön, Americas ældste europæiske Opdager og Indbygger.
  819. Saaledes kaldes Althinget eller Islands almindelige Landsthing (ved Thingvalle og Öxaraaen) ofte fortrinsviis i Sagaerne.
  820. Dette Rönhavn (Hraunhöfn) er forskjelligt fra det (i det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel) som ommeldes i Thorfinn Karlefnes Saga, Eyrbyggja o. fl., see ovenfor I, 372 3, 458-59 o. fl. St. Denne Havn ligger, som det ovenfor meldes i Sagaen, i Bygdelaget Melrakkasletta (Rævesletten, ofte kaldet blot Sletta eller Sletten) i det nuværende Norder- eller Thingöe-Syssel paa den nordöstlige Kant af Island. Denne Havn laa meget langt fra Illuges Hjemsted, men han havde i det næstforlöbne Efteraar, efter en meget besværlig Reise fra Norge, maattet tye til den som en Nödhavn, og Skibet laa der Vinteren over. Her tales om Skibets Udrustning til Norge i det næstpaafölgende Foraar. Denne Raunhöfn er maaskee den samme som den nu saakaldte Raufarshöfn, der endnu aarlig opseiles af Handelskibe. See Udgavens S. 92.
  821. Denne Mand omtales forhen i Sagaen som en særdeles rask Löber. See Udg. S. 93 o. fl.
  822. Denne Gaut Sleitusön havde för, som nærbeslægtet med en af Thorgeir ombragt Mand, teet sig som hans Fjende. (see Udg. S. 52-53) jfr. Gretters Saga i 29de Capitel. Baade han og Thorgeir var af Skibets Reder antagne til Overfart dermed fra Island til Norge.
  823. I Originalen Mötuneyti' (eller mavtuneyti efter Ordet Madlaug eller Madselskab, hvori Skibsmandskaberne forhen, ligesom og tidt endnu, vare inddeelte. Jfr. Ordet Madskabi eller Madskaberi i Danske Vidensk. S. Ordbog IV, 21.
  824. Denne Bestemmelse indeholdtes rimeligviis i Biskop Grimkels Christenret, eller de Love, hvilke Olaf den Hellige (Aar 1015 o. f.) udgav for Norge, og ligeledes, forsaavidt den angik Christendommen, formaaede Laugmand Skapte Thoroddsön til at indföre i Island. See Snorre Sturlesön i denne Konges Saga 58 Cap. (Il/cr. II, 65). Jfr. Fornm. S. IV, 109, 115, 116.
  825. Her anvendes et ældre Ordsprog.
  826. Hvad Tilnavnet Trölli eller Trolle her betyder, er uvist. Maaskee har denne Thorgrim pralet af at have dræbt eller forjaget Trolde, eller virkelig ombragt een eller flere Eskimoere, hvilke man fordum undertiden kaldte tröll eller Trolde. Muelig betyder Navnet og det samme som det mere bekjendte tröllsterkr, stærk som en Trold eller Jætte. I langt nyere Tider tog den dansksvenske Adelsfamilie Trolle en (efter Phantasien dannet) Trold eller Troldehoved i sit Vaabenskjold.
  827. Ofsi betyder egentlig alt hvad der er for meget, og dernæst især Overmod eller Heftighed i Sindet. Dette Tilnavn synes at have betegnet Mandens Sindelag rigtig. Han kaldes Thorvaldsön i andre gamle Codices, derimod Thorers eller Thords Sön i Ljósvetninga-Saga, 32te Cap. (I: Islendínga Sögur, 1830, ll, 109), der har en Fortælling om Thorgeir Havarsöns Drab, som afviger noget fra den her meddeelte og synes neppe at være saa nöiagtig, undtagen forsaavidt den (hvor der er rigtig læst eller skrevet) paaberaaber sig Thormods Mindekvad efter Thorgeir hans Fostbroder. Efter Ljósvetninga-Saga var Thoraren en stor Söfarer, og kom til Hrutafjord (formodentlig feilagtig læst eller skrevet for Hraunhöfn) med sit Skib, tildeels lastet med Bygningstömmer, samt traf der Thorgeir Havarsöns Skib. Thoraren havde (som det og her fortælles) 40 Mand, men Thorgeir ikke nær saa mange.
  828. See om dette meget forskjellig anförte Antal Varianterne S. 296. Ljósvetninga-Saga angiver det (l. c. 110) som 14; Flatöbogens Angivelse, nemlig 4, er bleven anfört af Arngrim Johnsen; 13 synes ved förste Öiekast at være de rigtigste efter Thormods eget Vers, her foran 8.298. Dog ansee vi det for troligst, at Skjalden herved har meent alle dem, som vare blevne fældede af Thorgeir Havarsön; vi have nemlig i denne Henseende gjennemgaaet hans Levnet i nærværende Saga og fundet deri, at Tallet af de Mænd, hvis Drab ved Thorgeir til hans egen Död, fortælles i den, netop belöb sig til 13.
  829. Ljósvetninga-Saga (l. c.) kalder ham Ivar, uden Tvivl ved en urigtig Læse- eller Skrivemaade, hvilket Thormods Endedigt tydelig viser.
  830. Denne Thorer nævnes og paa det sidstanförte Sted af Ljósvetninga-Saga.
  831. Ljósvetninga-Saga beretter at Thoraren saltede Thorgeirs Hoved tilligemed Hovederne af sex andre, som faldt i denne Kamp og bragde dem med sig til Landsthinget, hvor han foreviste dem, som Beviser for sit sagn, men jordede dem siden i en Höi ved Vadilshorn. Denne Adfærd skal især, som uhört, have opbragt Kong Olaf meget mod Thorgeirs Banemænd.
  832. See videre herom og om Middelalderens hertil hörende Overtro, Varianttillægget S. 299-300. Da sluttede man sig til Menneskets Sind af Hjertet, ligesom nu af Hjerneskallen.
  833. Ljósvetninga-Saga angiver og end en Grund dertil, nemlig Thorarens Begjerlighed efter at vinde den Priis, som paa Landsthinget var bleven udsat for Thorgeirs og flere med ham fældede Fredlöses Hoveder. Det meldes dog ikke at han virkelig fik de saaledes fordrede Penge. Bemeldte Saga afviger og deri fra vor, at det ikke var Gudmund, men hans Sön Eyolf, som lod Thoraren Ofse ombringe. Jfr. vor Indledning, hvori det bemærkes at Kong Olaf sendte Thoraren Nefjulfsön til Island 1024 med Ærender til Gudmund den Rige.
  834. Denne Gaard, som endnu bærer det samme Navn, var, efter Ljósvetninga-Saga, Thoraren Ofses egen Bopæl. De övrige Haandskrifter nævne Nöstet, eller Nösterne, i Öfjorden; enten dette her er et Stedsnavn, eller kun betegne Skibshusene ved Havnen eller Handelsstedet, kunne vi ikke sige.
  835. To andre Hoved-Recensioner af denne Saga vige fra den nærværende deri, at den ene lader Thormod afreise fra Island til Danmark, hvor han opholdt sig en Tid ved Knud den Stores Hof, og derfra kommer tilbage til Norge; hvor han strax dræbte een af Kong Olafs Hirdmænd o.s.v., men blev dog tilsidst taget til Naade af Kongen. Den anden Hoved-Recension lader Thormod vel komme til Norge lige fra Island, men tillægger og en Fortælling om et lignende Drab, begaaet af Thormod, dog med meget afvigende omstændigheder. Mere herom hare vi anfört i Indledningen, ovenfor S. 267. Jfr. varianterne S. 303.
  836. Det er uvist, om Thormod her löselig antyder sit Slægtskab (Fostbroderskab) med Thorgeir, eller med Kongen selv, hvilket sidste, ligesom flere Islænderes, af ham maaskee kunde beregnes, men her rimeligviis kun meget langt ude (skjönt andre blandt hans Landsmænd vare det meget nærmere).
  837. Ljósvetninga-Saga beretter (l. c. S. 112) at Kong Olaf sendte 8 veiede Mark (4 Pund) Sölv til Eyolf, Gudmund den Riges Sön, (Kongens Hirdmand, ligesom hans Fader), for at han skulde hævne Thorgeir Havarsöns Fald ved Thoraren Oises Drab. Hvorledes denne Hævn udförtes, har den nævnte Saga vel fortalt, men kun Begyndelsen haves nu af Fortællingen derom, da Sagaen, saaledes som vi nu have den, er defect, og ophörer dermed ganske.
  838. Eller Fostbroder. Om dette Slags frivillige Broderskab have vi handlet ovenfor l, 720-721. Fostbrödrenes fornemste gjensidige Pligt var den, at den Efterlevende skulde hævne den Faldnes Drab.
  839. Jfr. ovenfor Il, 144. Ved disse to Beretningers Sammenligning maa man formode at Indretningerne ved Skibes Ösning have været simplere i det lOde Aarhundrede, end senere i det 11te, samt er dog blevet endnu kunstigere i det 12te.
  840. Han var tillige keithaandet, fordi han forhen, ved et svært Saar, var sat ud af stand til ret at kunne bruge sin höire Haand.
  841. Ligesom og Thorkels Fader, Leif Eriksön, havde været; see ovenfor S. 242, 248.
  842. Navnets europæiske Oprindelse have vi viist ovenfor I, 467. Der havde Thorbjörn Vifilsön forhen boet (see I, 382.)
  843. Stednavnet Víg' var meget almindeligt i det gamle Skandinavien som og i Island. Som bekjendt betyder det en lille Bugt. I Angelsaxisk hed det fordum Vic, endnu i Svensk wik eller vik, i Dansk 'Vig o.s.v., i engelske og skotske Stedsnavne er Ordet blevet til wic, wick, wich eller vig. Rimeligviis er det beslægtet med Gjerningsordet víkia vige (cedere, reeedere, secedere), Angelsaxisk wican, Svensk wika, vika, Holl. wyken , Tydsk weichen - da Havet kan siges at vige tilbage til saadanne Bugter eller Vige. Jfr. det almindelige oldnordisk-islandske Ord vik', som har en noget lignende Betydning.
  844. De andre Haandskrifter (ligesaa vel som denne i det fölgende) nævne Manden Grim, - han bar vel forsaavidt begge disse Navne, som han, födt i Grönlands hedenske Tid, virkelig havde faaet dem begge (tildeels forenede) efter den Tids Skik, men har senere kastet Thors Navn bort som en ivrig Christen. Jfr. ovenfor l, 257, 537, 553, 567, 591.
  845. Löngunes eller Laungunes betegner enten a) to lange Næs, ved eller mellem hvilke Gaarden har ligget, skjönt Navnet ikke, som det da burde være, findes regelmæssigt declineret i Fleerltallet (jfr. Anm. 31), eller og snarere b) Langens Næs af Fisken lánga, Dansk-Norsk Lange, Svendsk långa, Engl. ling, Holl. leng (gadus molva), eller endelig c) af lángi noget som er langt (nu især i Islandsk Stortarmen, colon) eller strækker sig ud i Længden, her muelig svarende til det paa Örkenöerne endnu (mm en smal og lang Jord- eller Mark-Ryg) brugelige laing. Om Ordet nes, see ovenfor I, 65.
  846. Denne Benævnelse (goðorðsmaðr) er her især mærkelig, ved Undersögelsen over Grönlands gamle republicanske Forfatning. I Begyndelsen har vel Erik den Röde været Landets eneste Gode, men da dets Bebyggelse tiltog, ere de blevne flere, saa at Thorkel, Leifs Sön, har været Eriksfjordens, men Thorgrim Einarsfjordens (saaledes et særegent Districts) Gode. Muelig har en tredie da, eller senere været paa Herjolfsnes eller i dets Omegn, hvorom vi dog vel mangle tydelige Underretninger.
  847. Lánganes betyder udtrykkelig det lange Næs af Adj. lángr, lang (tilhörende alle gothisk-germaniske og selv de latinsk - romanske Sprog). See ellers (om Ordet nes) I, 265. Som bekjendt kaldes Islands nordöstligste, sig langt ud i Söen strækkende Forbjerg, endnu Lánganes.
  848. Ordet Hamar betyder vel almindeligst det danske, tydske og engelske Hammer, Svensk hammar, (eller hammare) Angelsax., Aleman. og Plattydsk hamer her betegnede det vistnok, ligesom ellers i Oldnordisk og endnu i Islandsk, en steil Klippe (af paafaldende Lighed med en Hammer uden Skaft) som ogsaa endnu i Norge kaldes Hammer. Af en saadan Klippe har og sikkerlig det fordum berörte, men nu ödelagte Slot Hammershuus paa Bornholm sin Benævnelse. Kjøbstedet og Bispesædet Hammer (fordom, ligesom denne grönlandske Gaard, Hamar) i Norge har havt den samme Skjæhne. I Island bære mange höie steile Klipper og enkelte i saadannes Nærhed liggende Gaarde endnu dette Navn.
  849. Den her forekommende, meget tvetydige Talemaade (som udelades i de övrige Haandskrifter) kan og modtage en aldeles modsat Fortolkning.
  850. Allene i det førhen til Grund lagde Haandskrift kaldes han Arbeidstræl eller Avlstræl (verksþræll), men i samtlige övrige verkstjóri, oversat af Arngrim Johnsen ved det græsk-latinske oeconomus, som ligefrem svarer til Avlskarl eller Avlsforvalter, hvilket og hans Stilling, som den der havde at befale over frie Mænd, synes at bekræfte. Dog finder man Exempler paa at Ordet þræll, skjönt stedse ved en fjendtlig eller nedværdigende Anvendelse, er blevet brugt om frie Mænd, ligesom det endnu undertiden bruges som Skjældsord i Island, hvor dog nu intet Spor af virkelig Trældom findes.
  851. Ved förste Öiekast synes den Beretning temmelig ligegyldig, at Hövdingen Thorkel pleiede at sove i samme Værelse som hans anseete Gjæster, men for dem som eftergranske det gamle Grönlands for os saa dunkle Historie forekommer den os at være meget mærkværdig. Deraf see vi nemlig, at Hövdingen Thorkel Leifsön ikke har været gift i hans Ungdoms- og Velmagtsdage, hvoraf man igjen kan slutte at han ikke har efterladt Livsarvvinger. Saaledes bliver det let begribeligt, som ellers forekommer besynderligt, og hvad vi af ældre Efterretninger vide, at Brattalilid, tillige med den vigtigste Övrighedsværdighed i Grönland, strax efter Thorkels Död er falden i fremede Hænder.
  852. Disse Vers findes i det ældgamle Eddadigt Havamaal; see den ældre Eddas store Udgave Ill, 105; Dansk Oversættelse lll, 123, 155.
  853. Formodentlig menes her Pottemagerens Hjul, hvilket adskillige i nordiske Gravhöie fundne Urner vise, at de hedenske Nordboere have kjendt og brugt.
  854. Jfr. ovenfor I, 404, 408, 617, 726; ll, 197.
  855. Disse saakaldte Skindlege vare vel af forskjellige Slags i det gamle Norden. Den her tilsigtede var vel af den Art at de Legende trak en stærk Skindrem imellem sig, for at pröve deres Styrke, da den tabende undertiden faldt til Jorden, men gav dog ikke Slip paa Remmen, og blev saaledes undertiden trukket over Gulvet eller Marken af den stærkere Modpart. Jfr. ovenfor ll, 112, 208 o.f. samt Thorlacii Ant. bor. obs. miscell. IV, 211. 0. f. Engelstoft om Oldtidens Skandinavers Legemsövelser i Skand. Mus. 1802, I, 62 o. f. og Liljegren Hjeltesagor l, 318 o. f.
  856. Gardething sees at have været de gamle Grönlænderes almindelige Landsthing. Jfr. ovenfor I, 265 o. f. Erik den Röde giftede sin Datter Freydis med en Thorvard, som först boede paa Garde, og har sandsynligviis selv indstiftet det der aarlig holdte Landsthing, hvorved Bispestolen sildigere blev oprettet. Det er især mærkværdigt, at Eriksfjordens og Einarsfjordens Indbyggere havde forskjellige og særskilte Pladse eller Tomter for deres Thingboder (jfr. Anrn. 43) ligesom indbyggerne af lslands forskjellige Thinglaug i fordums Dage havde paa Althinget eller det almindelige Landsthing
  857. Mærkelig nok har den grönlandske Natur tvunget de gamle europæiske Colonister til en lignende Opmærksomhed og Flid ved Sælhunde-Fangsten samt de til den tjenligste Maader, som deres eskimoiske Fjender og Efterkommere stedse have viist.
  858. Saadanne oldnordiske Thingboders Indretning troer jeg, Finn Magnusen, at have omtrentlig seet paa Islands Althing (eller almindelige Landsthing) som först blev ophævet ved indeværende Aarhudredes Begyndelse. De der saakaldte búðír eller þingbúðir vare forsaavidt indrettede ligesom almindelige islandske Bygninger, at deres Mure eller Vægge vare opförte af Stene eller Jord (et Slags Pisée), men Taget bestod af Sparreværk, som oventil var bedækket med hvidt Vadmel eller Lærred. Væggene vare indvendig beklædte med linnede Tapetserier, udsyede med Figurer og lndskrifter (med gothiske Bogstaver) af forskjellige Farver (forhen kaldte reflar eller veggjatjöld). Nogle saadanne (tildeels meget gamle) forvares her i det Kongelige Museum for nordiske Oldsager. I de Fornemmeres Thingboder brugtes og lignende Gulvtepper, samt Forhæng, som dannede forskjellige Værelser eller Afdelinger o.s.v. Min Fader, med hvem jeg som Dreng opholdt mig paa Althinget hver Sommer, en halv Maaned igjennem, var Islands sidste Laugmand; han Pleiede, der at opholde sig i den Thingbod, som fordum siges at have tilhört den berömte Snorre Gode, hvoraf den (eller dens Rudera) endnu almindelig kaldes Snorrabúð. Jfr. ellers ovenfor I, 521 o. f. om det ældre Thingvalle paa Vesterlandet, hvis Indretninger i meget have lignet det nyeres paa Sönderlandet og som formodentlig har tjent til Mönster for Grönlands almindelige Thingsteds Anlæggelse.
  859. Eller ogsaa efter Ordet (vobrestr) vidunderlige, uventet pludselige eller farlige Knald. Saadanne höres virkeligen undertiden i Grönland, og have maaskee faaet den her anförte Benævnelse af dets gamle Indbyggere. Jfr. ovenfor II, 198. Meget stærke Knald höres og undertiden i Polaregnene, af de Arter som nu i Island kaldes ísbrestr eller Isknald og jökulsbrestr (Isbjergsknald) eller jöklahjöð (Isbjergslyd eller Skraal), hvilke sidste endog, i Lyden, have Tordenens Styrke; see Eggert Olafsens Reise gjennem Island, ll, 770. Den overtroiske Tosse-Egil vidste ikke at skjelne mellem disse naturlige og andre forsætlig opdigtede Phænonmener.
  860. Bogstavelig oversat: utro, forræderisk.
  861. Tortryggr betyder, ligefrem oversat, efter den nu almindelige Talebrug, mistænksom; Thormod har herved snarere tænkt sig Begrebet: mistænkelig, vanskelig at stole paa.
  862. Det her i andre Haandskrifter sildigere indskudte, men for Middelalderens anatomiske Kundskaber ikke umærkelig Sted, er af os indrykket ovenfor i Indledningen, 8.269.
  863. Efter Ordet: drablysten, begjerlig efter Kamp; - et ellers almindeligt og endnu hyppig i Island brugeligt Mandsnavn.
  864. See ovenfor, Anm. 24, som viser at Thormod ikke var bleven keithaandet af Natur eller Barndomsvane, men af et ulykkeligt Tilfælde.
  865. Det er mærkeligt, at Sagaforfatteren, efter at have anfört denne og næstforegaaende Vise, som virkelig nu i en Hast ere vanskelige at forstaae, tillægger saadanne prosaiske Ord, som indeholde et Slags Omskrivning af Viserne, som da heller ikke maa have været let forstaaelige, enten for de Mænd, med hvilke Thormod talte, eller for Folk i Almindelighed paa den Tid, da denne Saga blev fört i Pennen.
  866. Ved disse to Mænd menes vistnok Elriksfjordens og Einarsfjordens samtidige Goder, Thorkel og Thorgrim.
  867. De drövtyggende Dyrs tredie Mave (pantices eller ventriculus centipellis) som har et rudret Udseende. Det her brugte danske Ord anföres saaledes af Rask i hans Udgave af Haldorsens islandske Ordbog, men mangler, saavidt vi vide, endnu i alle Danske
  868. Torráðr betyder raadvild, stædt i Vaande eller i vanskeligheder.
  869. Eller smiler ondskabsfuld eller med skadefro Spot. Med Hensyn til det Sted, hvor Falgeir druknede, er det sandsynligt at Vigen eller Havnen Falgeirsvig (Falgeírsvíg) har faaet sit Navn af denne mærkelige Begivenhed. Denne Havn laa, efter en herefter forekommende Beretning (i Skáldhelga-Rimur) i Eriksfjorden og i Nærheden af Brattalid. Dette er saa meget rimeligere, som Navnet Falgeir ellers sjelden eller aldrig forekommer i Sagaerne.
  870. Overtroen om Drömme var overalt i Oldtiden meget stor, ogsaa her i Norden, hvorom den lærde John Erichsen har skrevet en egen, nu sjelden Afhandling (de somniis et geniis veterun Septentrionialium, 1769.) Man meente nemlig at Aanden, eller den Personen ledsagende Genius, under en virkelig eller tilsyneladende Sövn, kunde forlade Legemet (i een eller anden paatagen Skikkelse), samt forske og virke uden dets Bistand. Denne Overtro har især været stor i det gamle Grönland, ligesom den og er det blandt Eskimoerne i det nye, og har fra Arildstid været blandt Finlapperne, samt overhoved alle de schamanske Folkeslag. Jfr. Heimskringla, i Ynglingasaga, 6te Cap. (i Begyndelsen), hvor denne herommeldte magiske Kunst især tilskrives Odin, som og meentes at meddele sine Dyrkere den, hvorfor den og, i Christendommens Dage antoges for en Levning af Hedenskabets Afguderi, og tilskreves Djævelens Indflydelse.
  871. Som Folk, der boede i Eriksfjorden, Goden eller Hövdingen Thorkels Thinglaug, stode Gamle og Grima under hans lovlige Beskyttelse, men han burde og, som det paastaaes af Thordis idet fölgende skaffe Fremmede fra et andet Thinglaug, som vare fornærmede af dem, Ret efter Loven. Som Folk, der boede i Eriksfjorden, Goden eller Hövdingen, "Thorkels Thinglaug", 'stode Gamle og Grima under hans lovlige Beskyttelse, men han burde og, som det paastaaes af Thordis idet fölgende skaffe Fremmede fra et andet Thinglaug, som vare fornærmede af dem, Ret efter Loven.
  872. Ligesom det ovenfor anlöres at selv de rige Grönlændere af europæisk Stamme stedse, paa deres Söreiser, förte Sælhnundeharpuner med sig, synes og denne Beretning at vise, at disse i Grönland saa almindelige Dyrs Kjöd ligeledes fordum udgjorde en stor Deel af de Fattigeres Næring.
  873. Uden Tvivl en ældgammel Tryllesang eller en rimet Bön til hedenske Guddomme. Jfr. ovenfor I, 378 o. f.,465 o. f.
  874. Efter Ordet Skovmand, skógarmaðr, da den til Döden dömte Fredlöse maatte vanke, som et vildt Dyr omkring i Skove og Örkener, fordi ingen, under stor Straf, maatte huse eller hæle ham, eller yde ham den ringeste Hjelp. Uden Tvivl nedstammer hin Benævnelse fra Skandinavien, især Norge, som fordum næsten overalt var begroet med Skov; at Fredlöse ogsaa der kaldtes saaledes og sagdes, naar de bleve dömte, "at rende til Skoven" sees af den bekjendte Vise om Gange-Rolf (eller Hertug Rollo) i Harald Haarfagers Tid; dog er hint Udtryk forsvundet af de gamle skandinaviske Love, saaledes som vi nu have dem, og kun beholdt i de ældste islandske.
  875. Til dette Slags Vindue eller Aabning hörte det over Ovnen eller Ildstedet anbragte Röghul, fordum kaldet ljóri, ligesom endnu i Norge Ljore, Lyre, Ljure. lstedenfor Vinduer brugte Nordens Almue fordum, ligesom den fattige islandske endnu, de heromtalte Skjaaer sjáír, i Enkelt. skjár) ogsaa skjágluggar, Skjaavinduer. De ere nu i Almindelighed mindre og ere, isteden for Glas, forsynede med tynde og gjennemsigtige Hinder eller Blærer. Efter Hallagers norske Ordbog (1802) bruges endnu i Norge (ligesom i Island) Ordet Sjaa (eller Skjaa): et tyndt Skind eller Hinde af Kreaturenes Mave; det bruges nogle Steder istedenfor Glas i Vinduer; sættes ogsaa for Ljuren eller Böghullet i Rögstuerne.
  876. Denne Hammer, Tordenens Sindbillede, hvormed den stærke Thor forfulgte og knuste Jætter og Trolde, var i Hedendommen hans sædvanligste Attribut og Kjendetegn, hvilket og Finlapperne lige til vore Dage have tillagt hans Billede. Fortællingen om den Maade, paa hvilken Grima skjulte Thormod klinger vel heel urimelig, men kan dog, efter vor Mening, med en höist ubetydelig Forandring, saare let forklares: vi antage nemlig at Thormod, medens Huset ransagedes, ikke sad paa, men under Stolen. Stolen har været stor, og saaledes skiult Nedgangen til et lille Jordhuus eller skjult Kjelder, hvori Thormod da har siddet eller staaet, og paa hvis Indretning den kloge Grima har været betænkt, for at den kunde bruges i et saadant Nödstilfælde, lige fra den Tid af, da hun tog sin forrige Gjæst i Huset, da hun sikkert vidste at han maatte udsættes for hans Forfölgeres Ransagelse. Efter hendes og Thormods Overtro var det vel tildeels den paa Stolen udskaarne Thor, som forhindrede hans opdagelse, men Rygtet og overtroiske Fortællere af Tildragelsen havde saare let ved at forvanske Tildragelsernes sande Sammenhæng, ved blot at sætte et eneste lille Ord i steden for et andet. At skjule Flygtninge i de saakaldte Jordhuse, var ellers en i Middelalderen almindelig Skik; jfr. ovenfor n, 66 o. f.,
  877. Originalens Osvífr eller Ésvyr betyder egentlig: uskaansom, balstyrig, formastelig. Navnet Orvifu er vel ellers det Angelsaxiske Omviv eller Osuíu, (baaret af en bekjendt Konge over det gamle Northumberland o. fl.) Til Ordets Betydning (og dets Anvendelse paa Thormod selv) sigtede uden Tvivl Sigrids Svar.
  878. Flatöbogens og flere Haandskrifters Beretning melde ikke denne Omstændighed, men derimod, efter de paa sit Sted anförte Varianter, at Thormod saaredes af hans Forfölgers Spydsodde og vendte da sin Tanke til Kong Olaf, om hans Lykke (eller her rettere: Skytsaand) kunde hjelpe ham. Hjelpen bestod, efter vort Haandskrifts Antydning, deels i den her omtalte pludselige Maallöshed, som hindrede Thormod fra at röbe sit Opholdsted og saaledes styrte sig i den visse Död, deels ogsaa i den, her senere fortalte, Aabenbaring, hvorved Grim paa Vig bragdes til at frelse den næsten döde Helt. Thormod eller Samtidens Overtro har her anseet en meget naturlig Begivenhed for et Mirakel af den hellige Konge. Ligesom Odin af hans Dyrkere meente at ile dem til Hjelp, naar de andægtig henvendte deres Tanke til ham, saa bildte og de nye Christne sig det samme ind om Christendommens ivrige, af Gud beskyttede, Udbredere. Jfr. Anm. 63.
  879. Det er ogsaa saa heel mærkeligt, hvorledes vort Nordens förste Christne, strax efter deres Omvendelse, pleiede at anvende deres ældre Overtro, om de hedenske Guders og Troldkarlenes overnaturlige Kræfter, paa den nye Troes halvhellige Forkyndere og virkelig dyrkede Helgene, m. m. Jfr. ovenfor Anm. 62. Man kan ikke andet end her tænke paa Ynglinga-Sagas Beretning om Odin (i 2det Cap.). “Hvor end hans Mænd vare stedte i Nöd, enten det saa var til Söes eller Lands, da paakaldte de hans Navn, og tyktes stedse at finde nogen Husvalelse derved; thi de satte al deres Lid til ham."
  880. Denne Steinar ommeldes virkelig paa forskjellige Steder af Landnama (nemlig i 2 B. 9 C. og 3 B. 20 C., efter den sidste Udgave) som en Sön af Thorer Ingjaldsön paa Hlid i Torskefjorden (i det nuværende Bardestrands Syssel), men i 2 Bogs 22 Cap., formodentlig efter en anden Recension, af Hergils, den samme lngjalds Fader, hvilket vistnok ikke kan være det Rigtige. Hans Tilnavn, Helgu (Steinar) giver tilkjende at han paa een eller anden Maade har staaet i Forbindelse med en Kvinde, ved Navn Helga. Det er saaledes formodentlig ham, af hvem Skalda (under Navn af Steinar) S. 157, anförer et Vers, hvori han beklager sig over Savnet af en elsket Mö, som af andre var blevet ham nægtet.
  881. Om Steinars sildigere Skjæbne og Bedrifter, som dog formodentlig have været mærkelige, have vi intet videre kunnet finde i Sagaerne; - muelig have da de hans Heltegjerninger, hvilke Beretningen om Grims Dröm synes at antyde, været udövede i Grönland, og en egen Saga för været til om ham, som nu er aldeles tabt.
  882. Her formode vi at en Feil er indlöben for Recitatoren eller Afskriveren, thi Lodin var ikke (saavidt vi vide) blandt Thorgrim Trolles Slægtninge eller Tilhængere, og vi gjætte derfor, at han her er sat i Ljots Sted, men at disse to Vers för have lydt saaledes (tildeels i Overeensstemmelse med de gamle Haandskrifter):
    ár réð ek, odda skúrar
    ótrauðr, Ljóti dauda
    En Morgen Ljot jeg, villig
    til Feide, Döden sendte.
  883. Resten af Thormods Levnet vedkommer ikke Grönlands Historie i mindste Maade, og kan læses a) i Snorre Sturlesöns Heimskringla I. c. II, 342 o. f. i fölgende Capitf ler: 217, 218, 220, 221, 246 og 247; b) i Kong Olaf den Helliges Saga i Fornmanna-Sögur ll, 54, 56-62, 89-93 samt endelig c) i Flatöbogen og den dermed for det meste overeenstemmende trykte Udgave af Fostbrædra-Saga S. 191-217. Af de deri forekommende Efterretninger om Thormod har den fölgende noget Sammenhæng med hans Begivenheder i Grönland og anföres derfor her af os, efter Flatöbogen, sammenlignet med Haandskrifiet D, som ligger til Grund for den trykte Udgave, (see S. 194). “Þormóðr kolbrúnarskáld hyggr at ráði sínu: minnist heits þess er jann het á Grænlandi, at fasta IX drottínsdaga en eta kjöt föstudaga IX, áðr han dræpi Þorgrím trölla. Þormóðr vaknar ok vil efna heitit, kemr at soðgreifa, ok tekr eitt mörbjúga ok bítr í sundr ok etr hálft. Soðgreifinn mælti: ert þú konúgsmaðr? Þormóðr mællí: satt er þat. Södgreifinn mælti: litt er vandat lið með kónungi, ok mun honum eigi vel lika, ef hann veit hvat þú gjörir. Þormóðr segír: opt gerum vér annat en kónungr vill; veit hann stundum, en stundum eigi. Soðgreifinn mælti: eigi munt þú Krist leyna. Eigi ætla ek þat, segir Þormóðr, en annathvort mun okkr Krist á skilja meir en hálft mörbjúga, ella munum víð verða vel ásáttír” d.e. “Thormod Kolbrunes Skjald overveiede sin Tilstand, og erindrede det Löfte, som han havde aflagt paa Grönland: at faste 9 Söndage, men spise Kjöd 9 Fastedage (eller Fredage), förend han dræbte Thorgrim Trolle. Thormod vaagnede (eller kom dette grandt i Hu) og vilde nu til at opfylde Löftet. Han gik til Suppekokken, tog en fed Kjödpölse, bed den tvers over, og spiste det halve af den. Kokken spurgte: Er du en af Kongens Mænd. Thormod svarede: Det er saa. Kokken sagde: Kongen har da temmelig usædelige Folk, og han vilde ikke være tilfreds med dig, hvis han vidste hvad du nu gjör. Thormod svarede: tit handle vi anderledes end Kongen vil; stundum veed han det, og stundum ikke. Kokken sagde da: For Christ kan du ikke skjule det. Det troer jeg ikke heller, svarede Thormod, men enten vil der blive större Aarsag til Uenighed mellem Christ og mig end en halv Kjödpölse, eller og vi ville forliges ret godt med hinanden." Det her fortalte Löfte af Thormod var vistnok höist besynderligt, da det stedse har været befalet den katholske Christenhed at faste om Fredagen, men Kjödspiser derimod været tilladte og almindelig brugelige om Söndagen uden for de store Fastetider. Han synes da derved snarere her at have hengivet sig til en hedensk end en christelig Overtro, hvilket vi ikke saa meget kunne undre os over, naar vi betænke, at den ovenanförte Fortælling, om den vidunderlige Beskjermelse, som Thor havde ladet vederfares ham i Grönland, maa være bleven udspredt af ham selv efter hans Tilbagekomst til Norge.