Fragment af en Angelsaxisk Homili

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Angelsaksisk Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Carl Richard Unger (1817-1897)


Fragment af en allitereret Angelsaxisk Homili
hvori nævnes nogle af Nordens
hedenske Guddomme


Meddeelt efter en Codex i Britisk Museum med en ordret Dansk Oversættelse


Ved Carl Richard Unger


Annaler for nordisk oldkyndighed
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1846


DET Haandskrift, hvoraf nærværende Fragment er taget, og som findes i Britisk Museum, Bibl. Cotton. Julius E. VII[1], er en fortræffelig og vel skreven Pergaments-Codex, neppe yngre end Begyndelsen af tiende eller Slutningen af niende Aarhundrede (omtrent 900). Det udgjör 238 Blade i liden Folio, 32 Linier paa Siden, og indeholder forövrigt Legender og Helgenhistorier, Alt angelsaxisk. Nærværende Homili indtager de sidste 5 Sider i Bogen, idet den begynder överst fol. 236, b. og er defect i Slutningen; den forangaaende Side fol. 236, a nederst findes den i Prædikenen behandlede Text paa Latin med Overskrift De falsis diis saaledes: »O, fratres dilectissimi ! Divina scriptura cultum unius veri dei nos docuit his verbis dicendo: Unus est dominus, una fides, unum baptisma; unus est deus et pater omnium, qui est super omnes et per omnia et in om- nibus nobis, ex quo omnia, per quem omnia, in quo omnio; ipsi gloria in saecula!«


Med Hensyn til den angelsaxiske Text bemærkes, at den er nöiagtigen afskreven efter Codex, paa det nær, at alle Forkortninger ere oplöste, de lange Vokaler efter Grimm overalt adskilte fra de korte ved Circumflex, Diphthongerne fra de brudne Vokaler ved Accenten, og ä, der gaaer over til a (stäf pl. stafas) adskilt fra det lange æ (dæl pl. dælas), hvilke to Lyd i Haandskrifterne udtrykkes ved samme Tegn æ. Desuden ere de almindelige Skilletegn satte isteden for Skindbogens Punkter. Enkelte Rettelser af aabenbare Skrivfeil i Codex ere bemærkede under Texten. Oversættelsen er affattet saa ordret efter Originalen som det var muligt.


Angelsaxisk
Eálâ, ge gebröðra ðá leôfestan! þät godcunde gevrit ûs tæhte þone biggeng ânes sôþes godes þysum vordum cveþende: Ân drihten is and geleáfa, and ân fulluht; ân god and fäder ealra Þinga, se þe is ofer ealle þing and þurh ealle þing and on ûs eallum; of þâm synd ealle þincg, and Þurh Þone synd ealle þincg, and on þâm synd ealle þincg; sŷ him vuldor â tô vorulde ! Amen.
Se älmihtiga fäder gestrŷnde ænne sunu of him sylfum butan vtfes gemânan, and þurh þone sunu he gevorhte ealle gesceafta, gesevenlîce and ungesevenlîce. Se sunu is eallsvâ eald svâ se fäder, forþan þe se fäder väs æfre bûtan anginne, and se sunu väs æfre bûtan anginne of him âcenned, eall svâ mihtig svâ se fäder. Se hâlga gâst nis nâ âcenned, ac he is þäs fäder and þäs suna villa and lufu, of him bâm gelîce, and þurh þone hâlgan gâst syndon ealle gesceafte gelîffäste, þe se fäder gesceôp þurh his sunu, se þe is his vîsdôm. Þeós hâlige þrŷnnys is ân älmihtig god, æfre unbegunnen and ungeendod. Hî synd þrŷ on naman: fäder and sunu and hâlig gâst , and hî ne synd nâ þrŷ godas, ac hî þrŷ syndon ân älmihtig god untôdæledlîc , forþâm þe him Þrym is ân gecynd and ân ræd and ân veorc on eallum þingum, and selre ûs is soðlîce to gelŷfenne on þâs hâlgan þrŷnnysse and hî geandettan , þonne ûs sŷ tô smeágenne tô svŷðe ymbe þät.


Ðeós þrŷnnyss gesceôp
þâ scînendan englas
and Adam and Euan
eft syððan tô mannum,
5   and sealde him anveald
ofer eorðlîce gesceafta;
and hî mihton vunian[2]
symle bûtan deâðe,
gif hî Þät ân godes bebod
10   næfre ne tôbræcon.
Þâ vunode Adam svâ
orsorh on blysse
and him nân gesceaft
scäððan ne mihte,
15   Þâ hvîle þe he geheóld
þât heofonlîce bebod.
Him ne derode nân fŷr,
þeáh þe he mid fôtum onstôpe,
nê nân väter ne mihte
20   þone mannan âdrencan,
þeâh þe he on ŷþum
urne færlice.
Nê nân vildeór ne mihte
nê nân vyrmcyn ne dorste
25   derian þâm men
mid his mûðes slite.
Nê hunger nê þurst
nê hefigtîma cŷle
nê nân svîðlîc hæto
30   nê seócnys ne mihton
Adam gesvincan
on þâm earde,
þâ hvîle þe he þät lytle bebod
mid geleáfan geheóld.
35   Eft Þâ þâ he âgylt häfde
and godes bebod tôbräc,
þâ forleás he þâ gesælða,
and on gesvincum leofode,
svâ þät hine biton lŷs
40   bealdlîce and fleán,
þone þe ær ne dorste
se draca furþon hreppan.
He môste þâ varnian
við väter and við fŷr,
45   and behealdan värlîce,
þät hearde ne feólle,
and mid âgenum gesvince
him ætes[3] tilian,
and þâ gecyndelîcan gôd
50   þe him god ongesceôp,
he môste þâ healdan[4]
gif he hî habban volde,
mid mycelre[5] gŷmene,
svâ svâ git dôð þâ gôdan,
55   þe mid gesvince healdað
hî sylfe við leahtras.
Eác svilce seó sunne
and sôðlîce se môna
vurdon benæmede
60   heora vynsuman beorhtnysse
äfter Aclames gylte,
nâ be âgenum gevyrhtum,
Be seofonfealdum väs
seó sunne þâ beorhtre,
65   ær þâm se man âgylte,
and se môna häfde
þære sunnan beorhtnysse,
svâ svâ heó scŷnð nû ûs.
Hî sceolon eft svâþeáh,
70   äfter dômnes däge,
heora beorhtnysse,
habban be fullan
be þâm þe[6] hî gesceapene væron;
and se môna ne ealdað
75   äfter þâm däge,
ac bið ansund scînende
svâ svâ seó sunne dêð nû.
Men magon eác geearnian
mid mycelre earfofinysse,
80   þät hî vunian mid gode
on vynsumnysse æfre
äfter dômes däge
â bûtan deâðe,
þâ þe nû gehŷrsumiað
85   his hæsum mid veorce;
and þâ þe god forseôð
beóð besencte on helle,
on þâm êcum vîtum
and endeleásum cvylmingum.
90   Nû ne rædde ve on bôcum,
þät man ârærde hæþengild
on eallum þâm fyrste
ær Noes flôde;
ôþ þät þâ entas vorhton
95   þone vundorlîcan stypel
äfter Noes flôde,
and him svâ fela
gereord god þær
forgeaf svâ þæra vyrhtena väs.
100   Þâ þâ hî tôfêrdon
tô fyrlenum landum,
and mancynn þâ veóx.
þâ vurdon hî bepæhte
þurh þone ealdan deofol,
105   Þe Adam ær besvâc,
svâ þât hî vorhton
vôlîce him godas,
and þone scyppend forsâvon,
þe hî gesceôp tô mannum.
110   Hî nâmon þä tô vîsdôme,
Þät hî vurðodon him for godas
þâ sunnan and þone mônan
for heora scînendan beorhtnysse,
and him lâc offrodon
115   and forlêton heora scyppend.
Sume men eác sædon
be þâm scŷnendum steorrum,
þät hî godas væron,
and vurþodon hî georne,
120   Sume hî gelŷfdon on fŷr
for his færlîcum bryne,
sume eâc on väter,
and vurþodon hî for godas,
sume on þâ eorðan
125   forþan þeheó ealle þing âfêt.
Ac hî mihton tôcnâvan,
gif hî cûþon þät gesceád,
þât se is âna god,
þe hî ealle gesceôp
130   ûs mannum tô brice
for his micclan gôdnysse.
Þâs gesceafta dôð
svâ svâ him gedihte hyra scyppend,
and ne magon nâht dôn
135   bûtan drihtnes villan,
forþan þe nân scyppend nis
bûtan se ân sôþa god;
and ve hine vurðiað
mid gevissum geleáfan,
140   cväþende mid mûðe
and mid môdes incundnysse,
Þät se is âna god
Þe ealle þincg gesceôp.
Git þâ hæþenan
145   noldon beón gehealdene
on svâ feavum godum,
ac fêngon to vurðigenne
mislîce entas
and men him tô godum,
150   þâ þe mihtige væron
on voruldlîcum geþincðum,
and egefulle on lîfe,
þéah þe hî leofodon fûllîce.
Ân man väs eardigende
155   on þâm îglande Creta,
Saturnus gehâten,
svŷðlîc and välhreóv,
svâ þät he âbât his suna,
þâ þâ hî geborene væron,
160   and unfäderlîce macode
heora flæsc him tô mäte.
He læfde svâ þeáh
ænne tô lîfe,
þeâh ðe he âbite
165   his gebrôðra on ær;
se väs Jouis gehâten,
hetol and þrymlîc.
He âflîgde his fäder
of þâm foresædan îglande,
170   and volde hine âcvellan,
gif he him côme tô.
Se Jouis väs svâ gâl,
þät he on his svustor gevîfede,
seó[7] väs gehâten Juno,
175   svîðe heálîc gyden.
Heora gedôhtra væron
Minerua and Uenus;
þâ forläg se fäder
fûllîce bûtâ,
180   and manega his magan
mânlice gevemde.
Þâs mânfullan men
væron þâ mærostan godas,
þe þâ hæþenan vurðodon
185   and vorhton him tô godum;
ac se sunu väs svâ þeáh
svîþor gevurþod
þonne se fäder være
on heora fûlan biggencge.
190   Þes Jouis is ârvurþost
ealra þæra goda,
þe þâ hæþenan häfdon
on heora gedvylde,
and he hâtte Þôr
195   betvux sumum þeódum,
þone þâ deniscan leóda
lufiað svŷðost.
His sunu hâtte Mars,
se macode æfre saca,
200   and vrôhte and vâvan
he volde æfre styrian.
Þisne vurðodon þâ hæþenan
for heálîcne god,
and svâ oft svâ hî fyrdodon,
205   oððe tô gefeohte voldon,
þonne offrodon hî heora lâc
on ær þysum gode.
Hî gelŷfdon þät he mihte
micclum him fultumian
210   on þâm gefeohte,
forþan þe he gefeoht lufode.
Sum man väs gehâten
Mercurius on lîfe,
se väs svðîe fâcenful
215   and svicol on dædum,
and lufode eác stala
and leáshrednysse;
Þone macodon þâ hæþenan
him tô mæran gode,
220   and ät vega gelætum
him lâc offrodon,
and tô heágum heorgum
him brôhton onsägednysse.
Þes god väs ârvurðe[8]
225   betvux eallum hæþenum,
and he is Ôþon gehâten
ôþrum naman on denisc.
Sum vîf hâtte Uenus,
seó väs Joues dôhtor,
230   svâ fracod on gâlnysse,
Þät hire fäder hî häfde
and eác hire brôþor
and óþre gehvylce
on myltestrena vîsan,
235   ac hî vurðiað þâ hæþenan
for hâlige gydenan,
svâ svâ heora godes dôhtor.
Manega ôþre godas
væron mislîce âfundene,
240   and eác svylce gydenan
on svŷðlîcum vurðmynte
geond ealne middaneard
mancynne tô forvyrde,
ac þâs synd þâ fyrmestan,
245   þeáh þe hî fûllîce leofodon.
Se syrvigenda deófol,
þe svîcað embe mancynn,
gebrôhte þâ hæþenan
on þät heálîce gedvyld,
250   þät hî svâ fûle menn
him fundon tô godum,
þe ðâ leahtras lufodon,
þe lîciað þâm deófle,
þät eác heora biggengan
255   heora bysmor lufodon,
and älfremede vurdon
fram þâm älmihtigan gode,
se þe leahtras onscunað
and lufað þâ clænnysse.
260   Hî gesetton eác þâ
þære sunnan and þâm mônan[9]
and þâm ôþrum godum
âlcum his däg;
ærest þære sunnan
265   þone sunnandäg,
and siððan þâm mônan
þone mônandäg,
and þone þriddan däg
hî þeóvdon Marte,
270   heora feohtegode,
him, tô fultume;
þone feorðan däg hî sealdon
him tô frôfre
þâm foresædan Mercurię,
275   heora mæran gode;
þone fîftan däg
hî freolsodon mærlîce
Joue tô vurðmynte,
þâm mærostan gode;
280   þone sixtan däg hî gesetton
þære scamleásan gydenan,
Uenus gehâten,
and Frycg on denisc;
þone seofoðan daghî sealdon
285   Saturne þâm ealdan,
þæra goda fäder,
him sylfum tô frôfre,
endenexð svâ þeáh,
þeáh þe he yldest være.
290   Hî voldon git vurþian
ârvurðlicor þâ godas,
and forgeáfon him steorran,
svilce hî âhton heora geveald,
þâ seofon tunglan:
295   sunnan and mônan
and þâ ôþre fîf;
þâ farað æfre
ongean þone rodor[10]
to eástdæle verd, [11]
300   ac hî gebîgð se heofon[12]
underbäc æfre.
Ac steorran svâþeáh
scinon on heofonum
on frymðe middaneardes,
305   ær þâ mânfullan godas
vurdon âcennecle
oþþe gecorene tô godum.
Hî vorhton eác anlîcnyssa
þâm ârvurðum godum,
310   sume of smætum[13]

            

Dansk
O, I elskeligste Brödre! den guddommelige Skrift har lært os at dyrke een sand Gud, sigende med disse Ord: der er een Herre og Tro og een Daab, een Gud og Fader for alle Ting, der er over alle Ting, gjennem alle Ting og i os alle; af ham ere alle Ting, ved ham bestaaer alting og paa ham beroe alle Ting; ham være Priis altid i Evighed! Amen.
Den almægtige Fader avlede en Sön af sig selv uden Kvindes Medvirkning og ved Sönnen frembragte han alle Skabninger, synlige og usynlige. Sönnen er ligesaa gammel som Faderen , thi Faderen var stedse uden Begyndelse, og Sönnen var stedse uden Begyndelse födt af ham, ligesaa mægtig som Faderen. Den hellige Aand er ikke födt, men han er Faderens og Sönnens Villie og Kjærlighed med lige megen Deel i dem begge, og ved den hellige Aand ere alle Skabninger levendegjorte, som Faderen skabte ved sin Sön, der er hans Viisdom. Denne hellige Treenighed er een almægtig Gud evig uden Begyndelse og Ende. Der er tre i Navn : Fader og Sön og hellig Aand, og dog ingenlunde tre Guder, men de tre ere een almægtig uadskillelig Guddom; thi de tre have een Natur, een Villie og eet Arbeide med alle Ting; og bedre er det os sandeligen at troe paa denne hellige Treenighed og bekjende den, end det vilde være for os at gruble for meget herover.


Denne Treenighed skabte
de skinnende Engle
Og Adam og Eva
siden til Mennesker,
5   og skjenkede dem Magt
over jordiske Skabninger;
og de kunde leve
stedse uden Död,
hvis de det ene Guds Bud
10   aldrig overtraadte.
Da boede Adam
saa tryg i Salighed,
og ham ingen Skabning
skade kunde
15   den Stund han holdt
det himmelske Bud.
Ham skadede ingen Ild,
skjönt han traadte paa den med Födder,
og heller intet Vand kunde
20   drukne Mennesket,
om han end paa Bölgerne
löb dristigen.
Og intet vildt Dyr kunde
og ingen Ormeyngel turde
25   plage Mennesket
med sin Munds Slid,
Ei heller Sult eller Törst
eller besværlig Kulde
eller overvættes Hede
30   eller Sygdom kunde Adam
pine i det Land
al den Stund han det lille Bud
holdt med Tro.

35   Da han nu derimod havde syndet
og brudt Guds Bud,
da tabte han de Herligheder
og levede med Möie,
saa at ham bede Luus
40   dristigen og Lopper,
hvem ei för vovede
Slangen engang at röre.
Han maatte da vogte sig
for Vand og for Ild,
45   og tilsee varligen,
at han haardt ei faldt,
og med eget Arbeide
erhverve sig Föden;
og de naturlige Goder,
50   som Gud skabte ham med,
han maatte dem passe,
hvis han vilde beholde dem,
med megen Omhu,
saaledes som end de Gode
55   gjöre,
der med Möie passe
sig for Synder.
Saaledes ogsaa sandeligen
Solen og Maanen
60   bleve berövede
sin yndige Klarhed
efter Adams Feiltrin,
ingenlunde ved egen Forseelse.
Syvfold
var Solen da lysere,
65   för Mennesket forbröd sig,
og Maanen havde
Solens Klarhed,
som den skinner nu for os,
De skulle dog atter
70   efter Dommens Dag
have tilfulde sit Skin,

saaledes som de skabtes
og Maanen skal ei aftage
75   efter den Dag,
men skal skinne i sin Heelhed
saa som Solen gjör nu.
Menneskerne kunne ogsaa opnaae
med stor Vanskelighed,
80   at de komme til at boe hos Gud
evig i Salighed
efter Dommens Dag
stedse uden Död,
de som nu fölge
85   hans Bud i Gjerning,
og de som Gud foragte
skulle styrtes i Helvede
i de evige Pinsler
og endelöse Martre.
90   Nu læste vi ei i Skriften,
at man reiste Afguder
i al den Tid
för Noas Flod,
indtil Kæmperne byggede
95   det underbare Taarn
efter Noas Flod,
og dem saa mange
Sprog Gud da
gav, som der var Arbeidere.
100   Da de nu droge
til fjerne Lande,
og Menneskeslægten tiltog,
da bleve de forlokkede
af den gamle Djævel,
105   som Adam för besveg,
saa at de ryggeslöse
gjorde sig Guder,
og foragtede Skaberen,
der skabte dem til Mennesker.
110   De grebe da til den Viisdom,
at de dyrkede som sine Guder
Solen og Maanen
for deres skinnende Glands,
og ofrede dem Gaver,
og forlode sin Skaber.
115   Nogle Mennesker sagde ogsaa
om de skinnende Stjerner,
at de vare Guder,
og tilbade dem ivrigen.
120   Nogle troede paa Ilden
for dens ödelæggende Brænden,
Nogle ogsaa paa Vandet,
og dyrkede dem som Guder;
Nogle paa Jorden,
125   fordi den ernærer alle Ting.
Men de maatte skjönne,
hvis de havde nogen Forstand,
at han er alene Gud,
som skabte dem alle
130   til Nytte for os Mennesker
for sin store Godheds Skyld.
Disse Skabninger gjöre,
som deres Skaber har tilsagt dem,
og kunne intet gjöre
135   uden Herrens Villie,
fordi der er ingen Skaber
uden den eneste sande Gud,
og vi skulle tilbede ham
med fast Tro,
140   sigende med Munden
og med Sjælens Inderste:
at han er ene Gud,
som Alting skabte.
Dog Hedningerne
145   vilde ei nöies
med saa faa Guder,
men begyndte at dyrke
forskjellige Jætter
og Mennesker som Guder,
150   hvilke vare mægtige
i verdslige Værdigheder
og anseede i levende Live,
skjönt de levede skjændigen.
En Mand boede
155   paa Öen Creta,
Saturnus kaldet,
ubændig og blodtörstig,
saa at han dræbte sine Sönner,
naar de vare födte,
160   og ufaderligen gjorde
deres Kjöd til sin Spise.
Han levnede dog
een i Live,
skjönt han, havde dræbt
165   hans Brödre tilforn;
han blev kaldet Jovis,
grum og vældig.
Han forjog sin Fader
fra den for omtalte Ö,
170   og vilde dræbe ham,
dersom han kunde komme over ham.
Denne Jovis var saa töileslös
at han ægtede sin egen Söster,
hun blev kaldet Juno,
175   en saare ophöiet Gudinde.
Deres Dötre vare
Minerva og Venus;
dem besov Faderen
skjændigen begge to,
180   og mange af sine Slægtninge
skjændede han nedrigen.
Disse ryggeslöse Mænd
vare de ypperste Guder,
som Hedningerne tilbade
185   og gjorde til sine Guder;
men Sönnen blev dog
mere hædret,
end Faderen havde været
i deres onde Dyrkelse.
190   Denne Jovis er ærværdigst
af alle de Guder,
som Hedningerne havde
i deres Vildfarelse
og han hed Thor
195   hos nogle Folk;
ham de danske Folk
elske höiest.
Hans Sön hed Mars,
han yppede altid Tvistigheder,
200   og Strid og Elendighed
vilde han altid vække.
Denne tilbade Hedningerne
som herlig Gud,
og saa ofte de togede,
205   eller vilde i Striden,
da ofrede de sine Gaver
i Forveien til denne Gud.
De troede at han kunde
storligen hjelpe dem
210   i Kampen,
fordi han elskede Kamp.
En Mand kaldtes
Mercurius i levende Live,
han var saare svigagtig
215   og falsk i Gjerninger,
og elskede ogsaa Tyveri
og Underfundighed.
Ham gjorde Hedningerne
til en ypperlig Gud,
220   og ved Korsveiene
ofrede de ham Gaver,
og til höie Bjerge
bragte ham Offere.
Denne Gud var hædret
225   hos alle Hedninger,
og han kaldes Odon
med et andet Navn paa dansk.
En Kvinde hed Venus,
hun var Jovis Datter,
230   saa fræk i sin Lyst
at hendes Fader havde hende,
og tilmed hendes Broder,
og andre hvilkesomhelst
paa Skjögers Viis,
235   og hende dyrke Hedningerne
som hellig Gudinde,
som sin Guds Datter.
Mange andre Guder
bleve paa forskjellig Maade opfundne,
240   og saaledes ogsaa Gudinder
i stor Anseelse
over hele Jordkloden
til Fordærvelse for Menneskerne,
men disse ere de fornemste,
245   skjönt de levede skjændigen.
Den besnærende Djævel,
som sviger Menneskeslægten,
bragte Hedningerne
i denne forfærdelige Vildfarelse,
250   at de saa onde Mænd
fandt sig til Guder,
som elskede de Synder,
der behage Djævelen,
saa at ogsaa deres Dyrkere
255   elskede deres Vanære,
og bleve vild fremmede
for den almægtige Gud,
som hader Synder
og elsker Reenhed.
260   De satte da ogsaa
for Solen og Maanen
og de andre Guder,
for enhver sin Dag;
först for Solen
265   Söndagen,
og derpaa for Maanen
Mandagen,
og den tredie Dag
underkastede de Mars,
270   sin Krigsgud,
til Hjelp for sig.
Den fjerde Dag
skjenkede de til Tröst for sig
den föromtalte Mercurius
275   den herlige Gud.
Den femte Dag
helligholdt de herligen
til Priis for Jovis
den ypperste Gud.
280   Den sjette Dag bestemte de for
den skamlöse Gudinde
Venus kaldet
og Frigg paa dansk.
Den syvende Dag gave de
285   Saturnus den gamle.
Gudernes Fader,
sig selv til Gavn,
dog allersidst,
skjönt han var ældst.
290   De vilde endnu dyrke
med mere Ære Guderne,
og gave dem Stjerner,
som om de havde Magt over dem:
de syv Himmellegemer,
295   Solen og Maanen
og de andre fem;
de bevæge sig altid
imod Firmamentet,
ad Östen til,
300   men Himlen bringer dem ved sin Omdreining
stedse tilbage.
Men Stjernerne skinnede
dog paa Himlen
ved Verdens Begyndelse,
305   för de ryggeslöse Guder
blev födte
eller kaarne til Guder.
De gjorde ogsaa Billeder
af de ærværdige Guder,
310   nogle af puurt . . .



Fodnoter

  1. See Wanley’s Catalog, S. 190.
  2. Dette Vers mangler Alliteration; man kunde læse sittan for vunian.
  3. Cod. œtas. —
  4. Cod. healden. —
  5. mycelre rettet for mycele i Texten, da gŷmen er Hunkjön.
  6. Her kunde man vente be þære þe paa Grund af de foregaaende Hunkjönsord beorhtnysse, men þâm er her Dat. Intetkjön: i Overeensstemmelse med det (ɔ: det Væsen) , hvormed de vare skabte.
  7. saaledes rettet for se i Codex.
  8. saaledes rettet for arvurða i Codex.
  9. rettet for Textens: þæra sunnan and þa monan. —
  10. þâ farað æfre ongean þone rodor; man kan hermed sammenligne et Sted af en gammel tydsk Naturlære, Wackernagels Althochdeutsches Lesebuch, 770, 10; die plânête hânt zwêne genge; einen betwungenlichen hânt si mit dem firmamente von oriente, unde der ganc nimet obern hant; der ander gane ist der naturlich gane den die plânêten hânt von occidente wider daz firmamente. —
  11. Partikelen veard, verd sammensættes almindelig med Adverbier for mere at udhæve Retningen af en Bevægelse: þiderveard didhen, hiderveard hid, hâmveard hjemad, men sættes ogsaa, skjönt sjældnere som paa dette Sted, efter et Substantiv med en Præposition, f. Ex. ealle deór beoð âlotene tô eorðan veard, alle Dyr skulle lude mod Jorden, við heofones veard op mod Himlen. —
  12. Codex seo heofon.
  13. smætum, med dette Ord ender Codex; det bruges kun i forbindelse med gold, gylden, og smæte gold forklares ved aurum obryzum, cfr. tydsk Geschmeide, angels. smitan, dansk smide = slaae, kaste.