Grønlands gamle topografi efter kilderne FJ

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Grønlands gamle topografi efter kilderne

Østerbygden og Vesterbygden

Af

Finnur Jónsson

Særtryk af
«Meddelelser om Grönland»

Kjøbenhavn 1898


Samtidig med at «Commissionen for Ledelsen af geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland» har ladet foretage Undersøgelser og Udgravninger af en Mængde Nordboruiner i den gamle østerbygd, har den ogsaa ønsket at kunne iden­tificere de i de gamle Kilder nævnede Steder og saaledes komme til et klart Resultat med Hensyn til den gamle grønlandske Geografi, særlig i østerbygden. Det nævnte Kildemateriale er ganske vist for største Delen samlet og udgivet i «Grønlands historiske Mindesmærker» I—III. Den kritiske Behandling af Materialet kan imidlertid langt fra siges at være foretaget saaledes, at Nutiden føler sig tilfredsstillet deraf. Forskellige Steder i Sagaerne maa underkastes Nutidens Kritik; de maa sammenlignes indbyrdes og ikke mindst sammenholdes med de Undersøgelser, der i de sidste Tider er foretagne, særlig af Kommandør G. Holm og Kaptajn D. Bruun. Commissionen har med Rette ment, «at en fornyet og paa Nutidens Kritik bygget Undersøgelse af de gamle Skrifter vilde være af afgørende Betydning for Opgavens heldige Løsning». Paa dens ærefulde Opfordring har jeg, der endel har beskæftiget mig med det gamle Grønland og de Kilder, der her kommer i Betragtning, paataget mig en kritisk Revision af disse. Det er Resultaterne af disse Undersøgelser, jeg her tillader mig at fremlægge. Da det ikke har været Hensigten her at give en Fremstilling af den gamle islandske Kolonis Historie, tillader jeg mig at henvise til min Afhandling herom i Nord. Tidsskrift (Lett. 1893), samt til min paa Islandsk skrevne Grœnalands saga, der vil udkomme i Aarets Løb. Særlig kan jeg her gøre opmærksom paa det for nylig fundne Pavebrev fra 1492, som ogsaa D. Bruun har omtalt i sin Afhandling S. 173-4.


I. De ældste Beretninger om Grønland.

Østerbygden
]
Vesterbygden
Som bekendt er det Are Frode (1068-1148), der i sin mindre Islænderbog (Íslendingabók) Kap. 6 giver os den ældste islandske Beretning om Grønlands Opdagelse og første Bebyg­gelse. Som ellers er hans Meddelelse herom meget knap. Han fortæller, at Erik d. røde, en Mand fra Bredefjorden, tog derhen og bosatte sig paa det Sted, «som siden kaldes Eriksfjorden». Han meddeler fremdeles, at man baade »østerpaa og vesterpaa i Landet» (vistnok et andet Udtryk for de to Bygder) fandt Genstande og Redskaber, der tydede paa, at «Skrællinger» (ɔ : Eskimofolk) havde opholdt sig der. Bebyggelsen skete, hedder det, «14 eller 15 Aar» før Island blev kristnet (1000). Efter Ares Udtryksmaade er hans Mening uden Tvivl den, at det sidste Tal er rigtigst; Erik nedsatte sig altsaa i Grønland Aar 985. Af andre Kilder vides, at selve Opdagelsen skete 3 Aar før. Endelig angiver Are som Hjemmelsmand herfor Torkel Gellisson; men en, «der selv fulgte Erik d. røde derhen», havde fortalt ham det. Torkel er Ares egen Farbroder. Vi ser altsaa, at Torkel er saa godt som en Førstehaandsmeddeler om de ældste grønlandske Forhold.
     Hvorvidt der i Ares første og vidtløftigere Islænderbog har staaet noget andet og mere end hvad den yngre indeholder, er usikkert. Men det er næppe rimeligt, at saa har været, Tilfæl­det. Alligevel har Torkel uden Tvivl været Hjemmelsmand for andre Beretninger, der fandt Vej til Litteraturen, skønt dette i alle Enkeltheder nu ikke kan paavises.


     Det vigtige Værk Landnámabók findes i forskellige Haand­skrifter. Først og fremmest findes det i Haukr Erlendssons Samlingshaandskrift, Hauksbók, skrevet e. 1325 (Haukr døde 1334). Her har Haukr selv skrevet «Bogen om Landnamene», og han giver os den vigtige Oplysning, at hans Afskrift er en Sammenstøbning af to andre, nemlig af et Haandskrift af Styrmer den frode (død 1245) og et andet af den bekendte Historiker Sturla Þórðarson (død 1284). Haukr siger, at han stadig har taget alt, hvad det ene Haandskrift havde fremfor det andet og saaledes faaet den mest fuldstændige Tekst. Nogle Enkeltheder, han selv har tilføjet, omtaler han ikke særlig. I øvrigt meddeler han, hvad der er af Vigtighed, at Hovedmassen af Indholdet var ens i Styrmers og Sturlas Bøger. Sturlas Bog haves endnu for det meste i den oprindelige Skikkelse; derimod er Styrmers tabt med Undtagelse af de Stykker, der hist og her findes i Hauks Bog.
     Hvad vi herigennem kan bestemme, er, at der har været en Grundstok, en oprindelig Landnámatekst, som baade Sturla og Styrmer, hver paa sin Vis, har benyttet og udvidet. Det er nu en temmelig let Sag, ved en nøjagtig Sammenligning mellem Hauks og Sturlas Tekster,(1) at udpege begges Udvidelser. Det til Grund liggende Værk kan ikke være yngre end omtr. 1230, heller ikke ældre end, omtr. 1210. Dets Kilder er dels Ares Værker, dels ældre genealogiske Optegnelser samt den mundtlige Tradition angaaende Personer og personlige Forhold. Endelig bygger det paa flere ældre Sagaværker. Værket bærer Præg af den største Grundighed og Samvittighedsfuldhed.
     Da Opdagelsen af Grønland og Landets Bebyggelse var saa nær knyttet til Island og islandske Slægter, er det ret naturligt, at Forfatteren ogsaa har medtaget en Udsigt over de grønlandske Landnam. Den findes i Udgaven fra 1843, S. 103—107 (2. Part, Kap. 14), i den nye Udgave: Hauksb. Kap. 77—80 (S. 34—5), Sturlub. Kap. 89—93 (S. 155—6).
     Her fortælles først om Erik d. røde og hans Faders Færd paa Island. Ares Meddelelse suppleres med en Beretning om, at Erik med velberaad Hu sejlede mod Vest for at opdage et Land, som. en Gunnbjørn ifølge en gammel Tradition skulde have set. Erik sejlede nu mod Vest og fandt det søgte Land; «han kom til Midjökel, der hvor det hedder Blaasærk (Bláserkr)». Meningen heraf maa være, at «Blaasærk» er en enkelt Del, en Fjældtinde, af et langstrakt Isfjæld — der har været mellem to andre —: Midjökel («den mellemste Jökel»). Han sejlede derfra Syd langs Landet, for at undersøge, om det skulde være beboeligt.(2) Heraf ses ganske tydelig, at Erik virkelig er kommen til den af Ise og Jökler opfyldte, ubeboelige østkyst, og er sejlet langs den henimod nuværende Cap Farvel. Den nærmere Undersøgelse af, hvad der menes med Midjökel og Blaasærk, er for os i denne Sammenhæng betydningsløs. «Han var, hedder det videre, den første Vinter i Eiríksey, nærved Midten af den vestre Bygd («nærved den østre, Bygd» Hauksb.). Her er der en beklagelig Afvigelse mellem de to Tekster. Men der er i og for sig større Rimelighed for, at det første er rigtigt, og det bestyrkes ved Erik d. rødes Saga (se nedenfor), netop fordi denne Eiriksey aabenbart er en anden end den, der lidt efter nævnes, og der forudsættes en længere Afstand mellem Øen og Eriksfjorden. Teksten i Olaf Tryggvasons Saga (Fms. II, 214: (nærved Midten af den østre Bygd») er vistnok urigtig. Denne Eriksø er derfor sikkert at søge nordfor østerbygden enten paa Vejen derfra til Vesterbygden (Hauksb.) eller i selve Vesterbygden (Sturlub.). Afgørelsen af dette Spørgsmaal maa betegnes som ligegyldig.
     Der fortsættes nu: Om Vaaren efter drog han til Eriksfjord [d. v. s. den Fjord, der bagefter fik dette Navn] og tog sig der Bolig; han rejste samme Sommer [aabenbart er Meningen tilbage] til den vestre Ubygd [«og tog — Ubygd» udelades i Hauksb.] og gav mange Steder Navne. Den anden Vinter var han i Eriksholmene ved Hvarfsgnípa; = [Hvarf – ’et Sted, bag hvilket man forsvinder'; gnípa 'en enkelt fritstaaende Fjæld­spids']. Den tredje Sommer drog han helt nordpaa til Snæfjæld og ind i Hrafnsfjord; da mente han at være kommen «til» Bunden (fyrir botn) af Eriksfjord [Meningen hermed maa være, at han mente, at Hrafnsfjorden skar sig lige saa langt ind i Landet som Eriksfjorden]. Da vendte han om og opholdt sig den tredje Vinter paa Eriksø udenfor Indløbet af Eriksfjorden». Saa drog han til Island o. s. v. Alt dette fortælles omtrent ordret i 2. Kap. af Erik d. rødes Saga (G. Storms Udgave, 1891); den har m. H. t. den første Eriksø den selvsamme Tekst som Sturlub. Forholdet mellem Landn. og Erikssaga er nu, som G. Storm har paavist (i Fortalen; jfr. Hauksb. Indledn. S. LXXXII—III), det, at det er Sagaen, som her har benyttet og udskrevet Landn. Dennes Tekst synes derimod at bero paa en ældre, snarest nedskreven Tradition. Dernæst meddeles Antallet af de Skibe, der 985 drog ud for at nybygge Landet, og her anføres «frode Mænd» som Hjemmelsmænd i Sturlub., medens Hauksb. har det oprindeligere «Are Torgilsson» ɔ: Kap. 6 i Islb.). Derefter nævnes de forskellige Landnamsmænd: Herjolf paa Herjolfsnæs (kap. 91/79), Erik og de, som drog ud med ham, og der gives en Optegnelse af de Fjorde, de tog i Besiddelse (Kap. 92/79); denne vil vi senere komme tilbage til. Endelig omtales (kap. 93/80) den Torkel, der tog Hvalsøfjorden og den største Del af Landet mellem Eriksfjorden og Einarsfjorden i Besiddelse»; om denne Mand meddeles en morsom Anekdote, hvoraf det fremgaar, at i Fjorden laa en Ø, Hvalsey, i en god halv Sømils (vika) Afstand fra hans Bolig.
     Der er næppe nogen som helst Tvivl om, at denne Frem­stilling gaar tilbage til den samme Torkel Gellisson, hvem Are fandt det var særlig Grund til at anføre som Hjemmelsmand. Vi tør betragte Opregningen af Landnamsmændene og de af dem bebyggede Fjorde som fuldstændig paalidelig. i øvrigt vil Fjordnavnene senere blive behandlede.
     Eyrbyggjasagas Fremstilling i Kap. 24, der er ganske kort­fattet, beror aabenbart paa Are. Tallet «14» er her, vistnok med Urette, valgt. Senere i Kap. 48 omtales ganske kort Torleif Torbrandsons Bosættelse i Grønland uden nærmere Stedsangivelse.


II. Fortegnelse over Fjorde og Kirker.

A. Fjorde. Den ældste Fortegnelse er den, der i For­bindelse med de enkelte Landnamsmænd findes i Landnama Kap. 92/79; den indeholder følgende Navne:

  1. Herjólfsfjörðr — Herjólfr, der bode «paa Herjólfsnæs» [dette mangler her i Hauksb., fordi det samme staar lige foran]
  2. Ketilsfjörðr — Ketill.
  3. Hrafnsfjörðr — Hrafn
  4. Sölvadalr — Sölvi.
  5. Alptafjörðr — Snorri Þorbrandsson.
  6. Siglufjörðr(3) — Þorbjörn glora.
  7. Einarsfjörðr — Einarr.
  8. Hafgrimsfjörðr og Vatnahverfi — Hafgrímr.
  9. Arnlaugsfjörðr — Arnlaugr.
  10. Hvalseyjarfjörðr — Þorkell farserkr.

I Spidsen for denne Opregning stilles
     11. Eiriksfjörðr — Erik d. røde. Dette er i og for sig ganske naturligt, ligesom Ingolfr sættes forrest i Opregningen af de islandske Landnam. Det naturligste havde nu været, at Opregningen gik mod Syd (Sydøst); men den gaar den om­vendte Vej; Herjólfsfjorden er nemlig, som vi snart skal se, den sydligste af de her nævnte beboede Fjorde; da nu Fortegnelsen slutter med den Fjord, der er mellem Eriksfjorden og Einars-fjorden, skulde vi vente, at Fjordene opregnedes i den rigtige, stedlige Rækkefølge fra Syd til Nord; hvorvidt dette virkelig er Tilfældet, vil en nærmere Undersøgelse vise.
     I Flatöbogen (III, 454, jfr. G. h. M. III, 246), findes en Kirkefortegnelse; her er Fjordrækken, for saa vidt som den indirekte antydes, følgende:

Herjölfsfjörðr
Ketilsfjörðr
Siglufjörðr
Austfjörðr
Einarsfjörðr

Eiriksfjörðr
Ísafjörðr
Hvalseyjarfjörðr
Miðfirðir (saaledes i Flertal).
 

Denne Rækkefølge svarer, som man ser, ret godt til den i Landnáma.
     Fremdeles haves en direkte Fjordfortegnelse, der stammer fra et gammelt Skindhaandskrift, som desværre er tabt Den findes i Afskrifter af Björn Jónsson fra Skarðsá (d. 1655) og Arngrimur Jönsson den lærde (d. 1648).
     Björns Fortegnelse er aftrykt i G. h. M. III, 226-8,(4) Arm­grims findes i forskellige Haandskrifter og trykte ældre Skrifter, som D. Torfasons (Torfæus) Grönlandia, samt den islandske og danske Oversættelse af Arngrims eget Skrift om Grønland: Grönlandia (1688). Jfr. Tillæg. Björns Fortegnelse er følgende:
     Efter at have bemærket, at Herjolfsnæs er sydligst og «Hvarfsgnipa» der vest for, samt nævnet en «Stjærne» Hafhverf, fortsættes der med: «saa er der Spalsund, saa Drangey, saa Sölvadalr; det er den østligst bebyggede Egn»; saa kommer den egenlige Fortegnelse, hvor Udtrykkene («saa ... saa ... saa ... o. s. v.») bestemt antyder, at del er den topografiske Rækkefølge, der benyttes:

Tófafjörðr
Melrakkanes
Ketilsfjörðr
Hrakbjarnarey, Lundey
Syllenda af Eiríksfirði
Álptafjörðr
Siglufjörðr
Hrafrisfjörðr
Sléttufjörðr af Hafursfirði(5)
Hornafjörðr
Öfundinnfjörðr, «dér er der en Bispestol»
Eiriksfjarðarkirkja eller
Einarsfjarðarkirkja
«af honum gengr» Austkarsfjörðr
 
 

Herjólfsfjardarkirkja
Hellisey og Helliseyjarfjörðr
Hafgrímsfjörðr
Hvalseyjarfjörðr
H — — f.(6)
H — — f.(6)
H — — f.(6) «úr Dýrnesi»
Ísafjörðr «þar af gengr»
Útibliksfjörðr
Strandafjörðr
«þá eru »Miðfirðir« næst byggðir»
«þá heitir einn » Kollufjörðr
Dýrafjörðr
Þorvaldsfjörðr
Steinsfjörðr
Bergþórsfjörðr

Arngríms Liste, der desværre ikke haves i hans egen Original, er af Afskrivere og Udgivere sikkert ofte misforstaaet og der er kommen en Forvirring ind, beroende paa, at Nav­nene er blevne opstillede i Kolumner, hvor man let tog fejl af den tilsigtede oprindelige Ordning. Ved en Sammenligning af Haandskrifter og Udgaver — ogsaa med Björns Fortegnelse — kan man dog temmelig let faa Arngríms Liste restitueret; den bliver (se særlig AM. 773 a, c) da saaledes:

Tófafjörðr(7)
Melrakkanes
Herjólfsfjörðr
Hellisey og Helliseyjarfjörðr
Ketilsfjörðr
Hrakbjarnarey , Lundey
5 Álptafjörðr
Siglufjörðr
Hrafnsfjörðr
Hafafjörðr
Hornafjörðr
10 Ófundinfjörðr
Einarsfjörðr
Austkarsfjörðr

Hafgrímsfjörðr
Hvalseyjarfjörðr
Norðfjörðr
Eiríksfjörðr
Ísafjörðr
Makleiksfjörðr(8)
Brandafjörðr
Miðfjörðr eller Miðfyrðer(9)
«Erre» el. «E…» Kollufjörðr(10)
Dýrafjörðr(10)
Þorvaldsfjörðr(10)
Austkóngsfjörðr(11)
25 Steinsfjörðr
Bergþórsfjörðr

Indledningen hos Björn findes ikke hos Arngrímur. I øvrigt er begge Fortegnelser i det væsenlige ens. Der er dog nogle Afvigelser, delvis ikke uden Betydning, som vi maa undersøge noget nærmere.
     Herjólfsfjarðarkirkja hos Björn (Nr. 3) er uden Tvivl blot Fejl for Herjölfsfjörðr kirkja. Efter Lundey findes hos Björn et mærkværdigt Tillæg: Syllenda af Eiríksfirði, dobbelt mærkvær­digt ved det uislandske Navn og Indblandingen af Eríksfjorden allerede her. Dette Tillæg kan jeg ikke forklare anderledes end som opstaaet.ved en eller anden grundig Fejllæsning af Origi­nalen, hvis der da overhovedet i denne har staaet noget, der ligger til Grund derfor; hos Arngrímur findes intet Spor til Tillægget. Heldigvis har det ingen Betydning for Topografien i det hele.
     Dernæst udelades Sléttufjörðr ganske hos Arngrímur, og den kendes kun fra Björn. Hafrsfjördr hos denne er sikkert identisk med Arngríms Hafa-fj.; dette er vistnok fejlskrevet eller det beror paa Fejllæsning; et saadant Fjordnavn er næppe tænkeligt, medmindre Hávi var et Mandsnavn. Derimod gør Hafrs- (jfr. den bekendte norske Fjord) Indtryk af at være rig­tigt. Ved Ófundinnfjörðr og derefter maa Björn have misopfattet sin Original. At Einarsfjorden — eller f. Ex. den lille østlige Arm af den — nogensinde har været kaldt «Den ufundne», er næppe tænkeligt. Ordene «dér er der en Bispestol» maa være indsatte for tidlig; de maa have staaet efter «Eiríksfjarðarkirkja», som ganske sikkert atter er en Fejl for Einarsfjördr. kirkja (Einarsfjardarkirkja findes i 3 Haandskrifter, sikkert ved en — rigtig — Konjektur).
     Af 3 Fjordnavne, som Bjørn ikke har kunnet læse, staar heldigvis de to hos Arngrímur. Hos denne findes derimod ikke Tillægget: úr Dýrnesi. Disse Ord er meget mistænkelige og kan ikke sættes i nogen sproglig rigtig Forbindelse med et foranstaaende Fjordnavn, eftersom en Fjord ikke kan siges f. Ex. at gaa úr — ”udaf” — et Næs«. Der maa have staaet noget andet end úr. I alle Tilfælde er det dog vigtigt, at netop Dýrnes her nævnes. Da Arngrímur kun har to Fjorde, fore­ligger der vistnok en Misopfattelse af Björn. Jeg formoder, at i Originalen har staaet noget saadant som at «nord (vest) for Dyrnes» skar Isafjord - sig ind o. s. v. Da Arngrims Fjordfortegnelse kun er et Uddrag, er disse Ord (eller den Sætning, hvortil de hørte) bortfaldne.
     Næst efter Isafjorden kommer Navnet Útibliksfj. hos Björn, Makleiksfj. hos Arngrimur. Det første er et meget paafaldende Navn (»den ude — ɔ: i dens yderste Del — blinkende Fjord«) og uden Sidestykke, hvorfor man endogsaa har tænkt paa det eskimoiske alliblik«, hvoraf det skulde være opstaaet. Dette vilde imidlertid forudsætte et vist fredeligt Samkvem mellem Eskimoer og Nordboer, og det i en saa tidlig Tid, at den For­klaring allerede af historiske Grunde vistnok maatte forkastes.
     Arngríms Makleiksfj. ser bedre ud; -leikr findes i Mands­navne som Þorleikr, Gudleikr, Hugleikr. Et Makleikr findes dog ikke som Mandsnavn; makleikr — 'Fortjæneste' kommer ikke i Betragtning.Mak- er vistnok en Forvanskning eller beror, ligesom úti- paa en Fejllæsning. Jeg formoder, at her har staaet et Mandsnavn paa -leikr; dette kunde bestyrkes ved, at de fleste af de tilbageværende Fjordnavne er sammensatte med Mandsnavne. — Dernæst er Strandafj. hos Björn utvivlsomt rigtigere end Brandafj.;(12) for dette vil vi i det følgende faa et yderligere Bevis. ft kunde let læses som b. — Arngríms Erri-kollu-fj. (Erri skrives i øvrigt paa flere Maader i Haand­skrr., hvilket er ganske betydningsløst) beror paa Misopfattelse. Erri- er simpelthen Fejllæsning for einn, som staar hos Björn lige foran, Navnet. Naar det hos denne hedder «þá heitir einn er dette sikkert urigtigt for þar heitir einn 'deraf hedder én' ogsaa dette vil i det følgende yderligere belyses.
     Endelig er der saa den vigtige Afvigelse, at Arngríms Austkóngsfjörðr helt mangler hos Björn. Vi skal ikke dvæle videre ved dette Navn her; vi faar Lejlighed til senere at be­handle det. Kun bemærkes, at der næppe er nogen Grund til at anse det som tilføjet; snarest er det oversprunget af Björn. I del hele er saaledes Björns Liste mindre god paa mange Punkter; paa den anden Side har den det Fortrin at være den fyldigste i visse Henseender. Begge supplerer de hinanden og hjælper til at bestemme Originalens Ordlyd, som jeg, hvad Navnene angaar, under Henvisning til det sagte antager har været omtrent følgende:

Tófafjörðr
[Melrakkanes]
Herjölfsljörðr
Helliseyjarfjörðr [med Hellisey]
Ketilsfjörðr
[Hrakbjarnarey, Lundey]
Álptafjörðr
Siglufjörðr
Hrafnsfjörðr
Hafrsfjörðr med Armen Sléttufjörðr
Hornafjörðr
Þorvaldsfjörðr
Aust«kongs»fjörðr

Ófundinn-fjörðr
Einarsfjörðr, med Armen Aust‑fjörðr [Austkars-]
Hafgrímsfjörðr
Hvalseyjarfjörðr
Norðfjörðr
Eiriksfjörðr
Ísafjörðr med Armen (Mak- ?) leiks- [Útibliks]fjörðr
Strandafjörðr
Miðfirðir, deraf én Kollufjörðr
Dýrafjörðr
Steinsfjörðr
Bergþórsfjörðr
 

Det skal hertil føjes, at C. C. Lyschanders Fjordfor­tegnelse i hans Den grønlandske Chronica er uden al Betyd­ning; se herom G. Storms Afhandling i Aarboger f. nord. Oldk. 1888.
     Endelig bemærkes, at i Torfasons Fortegnelse (Grönlandia S. 26 ff.), hedder det, at Sléttufjörðr og Hornafjörðr er begge Arme af Hrafnsfjörðr, ligeledes, at baade Austkarsfjörðr og Hafgrimsfjörðr er Arme af Einarsfjorden (jfr. Schacht i AM. 775) — samt, at det i AM. 772 b hos Þ. Thorlacius hedder, at Austkars­fjördr gaar ud fra Einarsfjorden paa højre, og Hafrsfjörðr (saa­ledes) paa venstre Side, og endelig at det sammesteds oplyses, at Strandafjörðr, Midfjörðr og Kollafjörðr (saaledes her) kaldes med ét Navn: Miðfirðir. Hvor Kilden til dette er at søge, vides ikke, men navnlig den sidste Oplysning er af stor Interesse og sikkert ikke grebet ud af Luften. Sst. oplyses til­lige, at Foss og Hólastaðr er Kongsjorde, den første beliggende mellem Hafrsfjörðr og Einarsfjörðr, den sidste mellem Hvalseyjar­fjörðr og Eiriksfjörðr. Til dette vil vi senere komme tilbage.
     Vi kommer nu til 'var Bårdsöns Grønlands Beskrivelse. Denne Mand var i det 14. Aarh. i en lang Række af Aar For­valter paa Bispesædet Garðar (se G. h. M. III), og havde saa­ledes den bedste Lejlighed til at lære Fjorde, Bygder og Kirker at kende tilbunds. Efter at være vendt tilbage til Norge, hvor han uden Tvivl har opholdt sig til sin Død, har han sikkert haft meget at fortælle om det, gamle Grønland. Hvorvidt han har efterladt sig nogen 'skriftlig Fremstilling af Grønlands Geografi og øvrige, Forhold, er tvivlsomt. I den paa dansk forefundne Beskrivelse hedder det: «Item dette alt, som før sagt er, sagde oss Iffver bort Grönlender ... at band haffde alt dette seett o. s. v.» Uagtet dette maaske ikke direkte gaar paa alt det foranstaaende, er det dog sikkert, al selve Beskri­velsen for det meste maa stamme fra ham, ikke mindst fordi der helt igennem tages saa meget Hensyn til Domkirken og dens Besiddelser. Men Udtrykket «sagde oss» tyder snarest paa mundtlige Meddelelser, der saa er førte i Pennen af en anden. At denne «anden» har skrevet paa Norsk, saaledes som det dengang lød, er ganske utvivlsomt; derom bærer den eksi­sterende danske Tekst (Oversættelse) et Vidnesbyrd, der ikke er til at tage Fejl af. Vi har saaledes Ivars egen Beretning, des­værre, kun i en tredje Haands Gengivelse, tilmed i en Over­sættelse, hvor Misforstaaelser af Originalens Udtryk ikke er umulige og ganske sikkert ogsaa forekommer. Dette vi maa regne med i Behandlingen af den fra ham stammende Beskri­velse.
     Hos Ivar forekommer følgende Stedsnavne, der uden Tvivl anføres i den rigtige topografiske Rækkefølge.
     Fra Hvidsærk til Hvarf er der en Dags Sejlads; mellem disse to Fjælde ligger et Næs, som hedder Herioldtznes, hvor der en Havn, der hedder Sand, Sandhavn. Nu gaar Ivar frem mod øst (Sydøst); den østligste beboede Egn er
     Skagefjord, som »ligger rett for østen ved Herioldtzness», er den »østerste by». Langt mod Øst er
     Berrefjord, der nærmere beskrives; endnu længere mod Øst er
     Allumlengre, der ogsaa beskrives. Længst mod Øst er Havnen Finsbuder og, Øen Kaarsøøe.
     Nu vender Beretningen tilbage til Udgangspunktet Herioldtz­nes, og der opregnes Fjorde og Steder mod Vest (Nordvest).
     Ketilsfjord, vest for det nævnte Næs. Paa højre Side er her en ós, en Elvemunding; længere inde ligger Peitersvig med Bygden Vatnsdal (Navnet er forskrevet i Afskrifterne); dér er et stort Vand, to «uger bredt. Inden for denne Bygd ligger et Munke­kloster.
     Rafnsfjord (Navnet er forskrevet i Afskrifterne). Inde i denne Fjord er et Nonnekloster, viet til Kong Olaf. I Fjorden er mange Holme; dér er «meget varmbt vand», der bringer Helse.
     Eynerfjord. Mellem denne og Rafnsfjord ligger Kongs­gaarden Foss i Nærheden af en stor Fiskesø. Paa venstre Haand i Fjorden er der først Vigen Thorvalzvig, derpaa læn­gere inde paa samme Side Næsset Klining, og endnu længere inde Grauevig, saa en stor Gaard, der hedder Daller. Udenfor Fjorden ligger øen Renøøe (dér er der saa mange Rensdyr, deraf Navnet). Vest derfor er øen Langøe.
     Hvaltzøerfjord, «nest Einarsfiord».
     Rambstadefjord, «som nest liger».
     Udi denne Fjord er.... Thiodhildestad (Hellestad)» — den her mente Fjord kunde efter Omstændighederne baade være den ene og den anden af de to sidst nævnte.
     Eriksfjord, som «dernest liger». Yderst i Fjorden ligger Eriksøe. Dyurenæs Kirke nævnes her, saaledes, at Dyur[e]næs derved bestemmes som liggende Vest (Nord) for Fjorden. Den nævnte Kirke ejer alt «innd udi Mittfiord»; «Mittfiord schiuder ud fraa Eriksflord reet udi Nordvest». Dernæst nævnes Sole­fjælds Kirke, som ejende «ald Mittfiord»; den ligger «ind lenger udi Erichsfiord». Da lenger ind, i Fjorden ligger ,,Leider» Kirke, der ejer alt til Burfjæld paa den modsatte Side af Fjorden. «Der ligger ... Brattelede».
     Vest for Langøe (se foran) ligger 4 øer: Lambøer med Lamb­øersund mellem Lambøe og Langøe. Nærmere ved Eriksfjorden ligger Fossasund.
     Ydrevig og Indrevig ligger Nord for Eriksfjorden.
     Bredefjord, og i den ligger
     Mjovafjord;
     Eirarfjord
     Borgerfjord
     Lodmunderfjord — «tha flest och vesterst alf østrebygden ligger
     Issefjord».(13)
     Alle disse Navne er let genkendelige og den oprindelige nordiske Form er let at indsætte; de maa være følgende:
     A. Herjölfsnes (Fjorden nævnes ikke) — Sandt (Sandhöfn) — Skagafjörðr — Berufjörðr — Allum [saaledes den oprinde­lige norske Form] lengri — Finnsbuðir — Krossey.
     B. Ketilsfjörðr med Pétrsvík og Vatsdalr
     Hrafnsfjörðr med øen med de varme Kilder
     Einarsfjörðr med Þorvaldsvík, Klíningr, Grafarvík, Dalr, og Øen Hreinsey
     Hvalseyjarfjörðr
     Kambstaðafjörðr — Þjóðhildarstaðir
     Eiriksfjörðr med Eiríksey, Dyrnes, Miö «fjord«, Hlið(14) Brattahlíð; Búrfell
     Langey, Lambeyjar, Lambeyjarsund; Fossasund
     Ytrivík og Innrivík
     Breiðafjörðr
     Mjóafjörðr
     Eyrarfjörðr
     Borgarfjörðr
     Loðmundarfjörðr
     Ísafjörðr.
     Naar man sammenligner Ivars Fortegnelse med Björn­-Arngrims, vil det, bortset fra de forskellige Tillæg, der begge Steder findes og som vekselvis supplerer begge Lister, ses, at de, hvad Rækkefølgen angaar, stemmer overens lige til Eriksfjorden. Herefter findes helt forskellige Navne i begge Lister med Undtagelse af Ísafjörðr, der hos Ivar synes at maatte ligge længere borte end ifølge den anden Liste. Vi maa nu drøfte disse to Lister noget nærmere og deres indbyrdes Forhold, samt søge at bestemme de enkelte Fjorde og Steder noget nærmere.
     De Navne, Bjørn har østfor Herjolfsnes, er af mindre Be­tydning; de stemmer ikke med Ivars Navne; dog kan de alle være rigtige nok. Det hedder hos Bjørn om Sölvadalr, at dér er den østligste Bygd; naar det saa hos Ivar hedder, al Skage-fjorden er den østligste Bygd, ligger det nær, ja synes det at være sikkert nok, al antage, at Sölvadalen er en Dal ovenfor eller i Skagefjorden, hvis Navn maa hidrøre fra en eller anden «Skage». Da Bjørn her i sin Opregning kommer østfra og nærmer sig Herjolfsnes, bliver Overensstemmelsen mellem de to Angivelser saa meget større. Kun bliver Skagefjorden næppe den allernærmeste Fjord efter Herjolfsfjorden, da Tórafjorden ifølge Björn-Arngrimur er imellem. Dette bestyrkes ogsaa der­ved, at de østligste hidtil fundne Nordboruiner findes i Fjorden llua ved Igdlorsuit (se Meddelelser om Grønl. VI, 137); mulig har man netop her, eller dog snarere ved Kangikitsok, Sölvadalen. Landspidsen Øst (Syd) for Kangikitsok er da »Skagen». Spal­sund er mulig identisk med Allumlengri. Drangey maatte, ved Hjælp af Navnet, kunne identificeres. De øvrige Navne hos Ivar kan det ikke nytte at søge at bestemme. Umuligt var det ikke, at man endnu kunde finde nogle Levninger af Finnsbuðir.
     Tófafjörðr — ikke hos Ivar — maa antages at være den Fjord, der er nærmest Øst for Herjolfsfjorden. Melrakkanes bliver da det disse Fjorde adskillende Næs. Da nu Herjolfs­fjorden ganske utvivlsomt er Fjorden ved Ikigait (Amitsok), maa Tófafjorden være Torsukatak. Det brede Næs, Narsak, er da det gamle Melrakkanes, Rævenæsset.
     Vi vil foreløbig stanse her med at identificere de enkelte Navne.
     Det er klart, at Ivar ikke har opregnet alle Fjordene, men saa at sige kun de vigtigste. Mindre vigtige springer han over.
     Efter Hvalsøerfjord = Hvalseyjarfjörðr nævner Ivar en Fjord, hvis oprindelige Navn, som det forlængst er set, ganske sikkert er Kambstadafjörðr. Denne Fjord maa bestemt antages at have været mellem Hvalsø- og Eriksfjorden. Hertil svarer hos Arngrimur ligesaa sikkert Norðfjörðr. Disse to Navne er kun Betegnelser for en og samme Fjord. Det sidste Navn er sikkert det ældste og givet Fjorden i Forhold til den — sydligere — Hovedfjord Hvalsøfjorden, hvor Kirken var. At denne aldrig har været kaldt »Sydfjorden», er ikke derfor paa­faldende. Lignende findes at have været Tilfældet flere Steder paa Island.(15) Det andet Navn hidrører fra en Hovedgaard, der maa have hedt Kambstaðir; et Navn, dannet efter denne, har man senere fundet mere betegnende end det gamle.
     Næst efter Eriksfjorden nævnes Ísafjörðr hos Bjørn-Arn­grimur. I Ivars Liste findes dette Navn allersidst. Enten er der da Tale om to Fjorde af samme Navn, eller er det en og den samme Fjord, der menes. Det sidste er det rimeligste. Ivars Tekst er her vistnok forvansket, se nedenfor.
     Hos Ivar hedder det, at Mittfjord er en Sidefjord (»skyder ud fra») til Eriksfjorden. Fler maa vi ganske sikkert antage en Fejl i Gengivelsen af Ivars Meddelelser. Da vi bestemt ved, hvad for en Fjord Eriksfjorden er, nemlig nuværende Tunugd­liarfik, behøver man kun at kaste et Blik paa Kortet for at se, at der her ikke er Tale om nogen saadan Fjord, der kunde gaa ud fra den Fjord «mod nordvest». Der er overhovedet intet i hele Fjorden, man kunde have givet et saadant Navn («den mellemste Fjord»). Da selve Udtrykket (»skyder ud») ikke som saa ofte ellers, direkte kan gaa tilbage til et norsk-islandsk, beror hele Fremstillingen her vistnok paa en Gisning eller Slutning. Da det lige iforvejen havde staaet, at Dyrnæs­ Kirke ejede alt ind til »Midfjord», har man sluttet, at saa. maatte denne Fjord »skyde ud» fra Eriksfjorden d. v. s. være paa Sydsiden af Dyrnæs; det faldt Istandbringeren (Oversæt­teren?) ikke ind at tænke paa dets Nordside. Mulig har der i Originalen staaet noget om, at «Midfjorden» var (laa) Nordvest for Eriksfjorden (dens inderste), hvilket netop vilde være en rigtig Betegnelse. Her er de islandske Kilder mere paalidelige Vejledere. Vi faar i disse dels den Oplysning, at der var en Miðfjörðr, dels at der var tre Fjorde, der kaldtes Miðfirðir (plur.), men hvoraf den mellemste kaldtes Miðfjörðr (kat' exochen). Dette er uden Tvivl rigtigt, og vi har, som vi skal se, ingen Vanskelighed ved at udpege disse Fjorde.
     Alle de følgende Fjorde er, som sagt, forskellige. De, der anføres i Ivars Liste, maa søges i Retning af Vesterbygden, de hos Björn-Arngrimur længere mod Syd (Øst) ad Østerbyg­den til.
     Til Slutning skal her bemærkes, at den Fjord, der hos Björn-Arngrímur har det løjerlige og umulige Navn Austkongsfj. uden Tvivl er en Forvanskning af Arnlaugsfjörðr i Landnama (jfr. den anførte Variant).
     Idet vi nu vil forsøge at identificere de nævnte Fjorde, vil vi begynde, med at nævne de faste og for længst anerkendte Holdepunkter.(16) For det første er det da sikkert, at Herjólfs­fjörðr er Fjorden ved lkigait. Dernæst er det hævet over enhver Tvivl, at Ketilsfjörðr er det nuværende Tasermiut — kun herpaa passer Ivars Beskrivelse —, at Hrafnsfjörðr med Øen med det varme Vand er Unartokfjorden (Unartok = «den sydende»), at Einarsfjorden og Eiriksfjorden er henholdsvis Igalikofjorden og Tunugdliarfik, samt at Kakortokfjorden med den store Ø er Hvalseyjarfjörðr med Hvalsey. Ligeledes er man vistnok enig om, at Sermelik — den nordlige — er det gamle Isafjördr; begge Navne betyder det samme. Hertil skal kun føjes den Bemærkning, at i et Par Tilfælde har vi her set Exempler paa, at de samme Naturfænomener ligger til Grund for det gamle nordiske og det eskimoiske Navn. Men deraf følger ingenlunde, at der skulde være nogen indre Forbindelse mellem dem. Visse Naturfænomener vil altid gøre samme Indtryk, vække samme Forestillinger hos to forskellige Betrag­tere og kan føre til samme Resultat hos begge.
     Herjólfsnes er naturligvis det Næs, hvorpaa Ikigait ligger. «Sand» som Havn lader sig her eftervise G. h. M. 851), men paa Østsiden af Fjorden.
     Helliseyjarfjörðr med Hellisey, maa sikkert have ligget mellem Herjolfsfjorden og Ketilsfjorden, og der kan da kun være Tale om den forholdsvis brede og noget uformelige Fjord Vest for lkigait-Næsset, hvori den langstrakte Ø: Igdlokasik ligger; denne ø er da formentlig Hellisey, Hule-Øen. Ved at undersøge Øen vil man vistnok kunne overbevise sig om Rig­tigheden eller Urigtigheden af denne Identificering. Den Hule, der har givet Øen Navn, maatte være at finde.
     Før vi gaar videre, vil en kort Bemærkning om Hvarf være paa sin Plads. Sædvanlig antager man nu, at dette er Cap Farvel. Dette strider dog imod de gamle Kilder. Björn Jóns‑son siger udtrykkelig, at Hvarfsgnípa er «nærmest vest for Herjolfsnæs». Ivar siger ligesaa bestemt, at Herjolfsnæs ligger «under» (ɔ:mellem) Fjældene Hvarf og Hvidsærk; lidt senere hedder det om Hvarf: «som forskreffne Heroldtzness och Sandhaffen liger under». Dette sidste Sted kunde synes at staa i Strid med det første, for saa vidt som man deraf skulde kunne slutte, at Hvarf netop var Pynten af selve Herjólfsnes; men det er dog vistnok kun en kejtet Udtryksmaade hos den danske Bearbejder, der her foreligger. Forudsat at denne Be­skrivelse af Hvarfs Beliggenhed er rigtig, — og andet har man ikke at holde sig til — maa denne Pynt være temmelig let at bestemme af den, der kommer sejlende sydfra langs Kysten fra Cap Farvel og op til f. Ex. Spidsen af Herjölfsnes Ikigait). Der kan da vel næppe være Tale om andet end Kangek paa Sermerssok, saaledes som man ogsaa i tidligere Tider har opfattet Sagen, Jfr. M. o. Grl. IX, 30.
     Vi kommer nu til en af de sydlige Hovedfjorde, Ketils‑fjorden, hvis Identitet som bemærket med Tasermiut er uom­tvistelig og forlængst erkendt. Ogsaa de al Ivar nævnede enkelte Steder er omtrent sikre. Først nævner han paa højre Haand en stor ôs ɔ:Elvemunding, og den paagældende Elv kaldes «en stor elv». Det vilde være fristende nok at identifi­cere denne med Eskimoernes Kugsuak = Storelv; i saa Fald er der her i Oversættelsen af Ivars Beretning indløbet en Fejl, ti Kugsuak falder ud i Ivars Petersvig. Sikkert maa i al Fald Aroskirken være at søge ved Tasiusak. Længere inde er Pétrs­vik med Bygden Vazdalr. Denne sidste er Kinguadalen over for den store Sø Tasersuak. Inderst i Fjorden var det af Ivar omtalte Munkekloster. Dette vil vi senere komme tilbage til. Ogsaa de to Kirker, der skal have været i Ketilsfjorden, be­kræfter at de gjorte Identificeringer er rigtige.
     De herefter nævnte øer Hrakbjarnarey (vistnok af Hrak­björn, et Mandsnavn?) og Lundey (vistnok af lundi = Søpape­gøje) er det næppe muligt med Sikkerhed at bestemme. Dog maa det være to af de største øer udenfor Ketilsfjorden og Nord for dennes Munding. Der kan da næppe være om andre at gøre end øerne Nanortalik(17) og Sermersok (?).
     Álptafjörðr nævnes dernæst — findes ikke hos Ivar — som den nærmeste Fjord. Uagtet Fjordens Navn indeholder en Hentydning til Svaner, maa vi ikke lade os vildlede deraf. Sagen er den, at denne Fjord blev taget i Besiddelse af en fredløs Islænder, der ligefrem opkaldte den efter den Fjord paa Island, hvorfra han stammede. Denne Fjord maa være den søndre Sermilik. Denne, der bærer Navnet «Isefjorden», har vistnok altid været lidet beboelig; det er da ogsaa meget faa Ruiner, der her er fundne. At den fredløse Snorre alligevel «tog den i Besiddelse» forklares paa det bedste ved, at han først i Aaret 998 kom til Grønland, og da har omtrent alt beboeligt Land allerede været taget i Besiddelse af andre. Det er en Fejl­tagelse, naar det i Landnáma hedder, at Snorre tog til Grøn­land sammen med Erik den røde.
     Hrafnsfjörðr skulde ifølge Rækkefølgen være Unartokfjorden; og herpaa passer alt, ligesom Tilfældet var med Ketilsfjorden.(18) Navnet er i Ivars Beretning forvansket, men om den rette Form kan der ingen Tvivl være. Ivar omtaler Holme i Fjor­den, hvor der er «meget varmt Vand»; herved sigtes der til de 3 varme Kilder paa øen Unartok (= den kogende), G. h. M. III, 806. Inderst inde i Fjorden var der, siger Ivar, et Nonnekloster.
     Siglufjörðr. Denne Fjord maa være identisk med den næste Hovedfjord: Agdlnitsokfjorden. Naar den islandske Fjord­fortegnelse først nævner denne Fjord og derefter Hrafnsfjorden, maa dette være en Fejl; her maa Ivars Beretning være den rigtigste; jfr. ogsaa Landnamas Opregning. Dette bestyrkes ved andre Angivelser. I denne Fjord var Vágar (med en Kirke). For Bunden af den nordre inderste Arm af Fjorden, Amitsuar­suk, ligger en stor og en mindre Sø. Mellem disse er der en meget høj Fos eller Vandfald (se f.. Ex. Meddelelser om Grøn­land XVI, 416); her er Gaarden Foss, som Ivar omtaler, sik­kert at søge; naar han siger, at den er beliggende mellem Rafnsfjorden og Einarsfjorden, er dette tilnærmelsesvis rigtigt og for saa vidt naturligt, som han slet ikke nævner Siglufjor­den. Den omtalte mindre Sø er aabenbart den, Ivar hentyder til (l. c. 417-18). Hvorvidt det er denne Arm af Fjorden, der kaldtes Vágar, er mindre sikkert, men dette Spørgsmaal vil vi under Omtalen af Kirkerne komme tilbage til.
     Herefter nævnes der nogle Fjorde, som det kan være van­skeligt sikkert at bestemme, tilmed da Fjordfortegnelserne her er noget afvigende indbyrdes. Hos Björn Jönsson hedder det i et mærkværdigt Sprog: «saa gaar Slettefjorden ind fra Hafrsfjorden»; man ventede dog, at denne sidste som Hovedfjorden først og særlig var bleven nævnet. Hos Arngrímur findes kun «Hafa»fjörðr og strax derpaa Hornafjörðr; «Slette»fjorden findes slet ikke hos ham. Jeg vilde være tilbøjelig til at tro, at Björns Tekst er opstaaet ved en Fejllæsning eller Misforstaaelse. Jeg formoder, at Hafrsfjorden er identisk med Sar­fartusokfjorden. — Hvorvidt den lille Vig Syd for denne Fjord og Nord for det Næs, hvorpaa Sydprøven ligger, kunde være Björns «Sléttufjörðr», ved jeg ikke; i saa Fald vilde det være mindre rigtigt at sige, at den gaar «ud fra» Hafrsfjorden. Ifølge G. H. M. III, 809 skal der være «store Sletter» her, som kunde have givet Fjorden Navn. Men disse Fjorde er af underordnet Betydning. — Dernæst nævnes Hornafjörðr; det er vistnok Akut­dlekfjorden; Navnet passer til Fjordens skarpt-hjørnede Form, hvis der da ikke er skarpe Fjældspidse omkring den, der har givet den Navn, ligesom Tilfældet er med Hornafjorden paa Island. At Hornafjorden ogsaa kunde være Hovedfjorden: Tor­sukatak er en Selvfølge. Afgørelsen af disse Spørgsmaal kan kun løses ved en stedlig Betragtning og Undersøgelse af de paagældende Fjorde og deres Omgivelser.
     Herefter er der ganske sikkert en Fejl hos Björn, der siger, at saa kommer (Ófundinnfjörðr med Bispestolen (hvorpaa Eriksfjorden nævnes). «Den ufundne Fjord» skulde altsaa være et andet Navn paa Einarsfjorden, uagtet «Einarsfjorden, — og dette alene — i alle andre Kilder til alle Tider optræder under dette sit eget Navn. Björns Angivelse afkræftes da ogsaa ganske af Arngríms Fortegnelse, der efter «den ufundne Fjord» udtrykkelig nævner Einarsfjorden (AM. 773 a). Denne «ufundne Fjord» er uden Tvivl en eller anden ubetydelig Fjord, som har unddraget sig Syn og Opdagelse, indtil den til en vis Forbav­selse — denne udtrykkes i Navnet — er bleven fundet. Jeg kunde tænke mig, at det var den smalle Fjord indenfor Øen Kangek syd for Indløbet til Igalikofjorden eller snarere den lille Fjord, der gaar ind fra Kakortokfjorden.
     Ejnarsfjorden. I Landnáma nævnes denne Fjord som en af de først opdagede og bebyggede. At denne Fjord er identisk med Igalikofjorden, er hævet over enhver Tvivl. Ivar giver os flere Stedsnavne i Fjorden. For det første er der straks ved Indløbet til venstre en Vig:Þorvaldsvik; det er aabenbart Kanisut. Dernæst er der paa samme Side Næsset Klíningr; det maa være Næsset lige Nord for denne Vig. Saa kommer Grafarvik, saaledes kaldt paa Grund af en eller anden «Grav» ɔ: Fordybning i Landet. Dette Sted kunde vistnok ved en nærmere Undersøgelse identificeres. Mulig er det den Vig paa Kortet, hvor Tallet 79 staar. Endelig nævner Ivar Dalr («Daller» er sikkert saaledes, ɔ: som sing., at forstaa). Denne Dalr er utvivl­somt den Dal, der gennemstrømmes af Elven Kugsuak; Stedet er paa Kortet betegnet med 58; det er Sigsardlugtok (jfr. G. h. M. III, 817). Vi kommer nu til det omtvistede Spørgsmaal om Gaarden Garðars Beliggenhed.Garðar var fra først af det Sted, hvor Nybyggernes aarlige Tingsforsamling holdtes (alþingi, Garðaþing). Det var ganske sikkert Fjordens Hovedgaard og den første Landnamsmands, Einars, Hjem. Senere, i det 12. Aarh., blev denne Gaard tillige Bispesædet og Kirken blev til en Dom­kirke, der efter grønlandske Forhold var saa stor og prægtig som muligt; den maa i hvert Fald have overgaaet de fleste andre. I de isl. Fortegnelser meddeles intet direkte om Gaar­dens Beliggenhed; derimod nok indirekte (hvorom mere neden­for). Hos Ivar faar man derimod en temmelig direkte Oplysning. Efter at Gaarden Dalr, som «hører Domkirken til», er nævnt, fortsættes der saaledes: «og paa højre Haand, naar man sejler paa Fjorden ind til Domkirken, som staar inde udi Bunden (ɔ: af Fjorden), ligger en stor Skov osv.» Det er klart, at Bestemmelsen «paa højre Haand» kun angaar Skovens Beliggenhed. Om Domkirken hedder det derimod, netop, som jeg synes Stedet naturligst maa opfattes, for at fjærne en mulig Misforstaaelse, «at den ligger i Fjordens Bund». Men «Fjordens Bund» kan i Virkeligheden kun betegne den direkte Fortsættelse at Fjorden indtil den stanser, og denne Fortsættelse er for ethvert uhildet øje den Del, der gaar op til Igaliko, men ikke den (Fjordarm), der gaar mod Syd—øst til Kagsiarsuk; dette er en Arm af Hovedfjorden, men ikke dennes «Bund». Da man nu ved Igaliko har fundet en af de største Kirkeruiner i Landet, der oven i Købet er den eneste, der har Tilløb til at være en Korskirke, — da Eskimoerne i deres Sagn fortæller, at der her har været en Klokke, der kunde høres videnom — og som altsaa maa have været større end de fleste andre —, og da man her har fundet Brudstykker af Klokkemalm, hvorefter man har udregnet, at Klokken maa have vejet ca. 1000 pund (se Rink Grönland 343), er det næsten givet, at vi maa søge Garðar ved det nuværende Igaliko og ingen andre Steder. Bevist bliver dette ligefrem ved den Oplysning, vi faar i Grœn­lendinga þáttr (Flat. III, 451). Der er her Tale om en Sag, der føres paa Gardeting (jfr. sækja til Þings þeira Grœnlendinga, S. 450); det hedder saa, at «ved Midsommer skulde der ind­gaas Forlig paa Eið», hvor Parterne skulde mødes; om den ene siges, at den lagde ind i en «skjult Vig kort Stykke Vej fra Bispesædet». Det er saaledes klart, at Tinget er ved Garðar og at der er Bispesædet, samt, hvad der er vigtigst, at begge Dele er beliggende paa en Istme, eið, et Ord, der i Sagaens Tekst fremtræder næsten som et Egennavn (det staar uden Artikel) og skrives da ogsaa i Udgaven som saadant. En saadan Istme er nu i Virkeligheden ingen andre Steder ved hele Einarsfjorden at opdrive, undtagen ved Igaliko. «Igaliko­Tangen» er derimod et saa godt eið i Ordets egenligste For­stand, som ønskes kan. Dette er afgørende(19). Naar man har villet henlægge Garðar et andet Sted, og antaget, at Igaliko var Erik d. rødes Bolig Brattahlíð, strider dette mod den simple Kendsgærning, at Brattahlíð ifølge alle Kilder var belig­gende ved selve Eriksfjorden, men Igaliko ligger jo ved Einars-fjorden. Denne Opfattelse af Beliggenheden maa man bestemt holde paa. Ikke én, der er vant til Fjordlandskaber og kender den dér anvendte Sprogbrug, kan være i Tvivl om den rette Sammenhæng.
     Næst efter Einarsfjorden nævnes i Fortegnelserne to Fjorde, der kaldes Austkarsfjörðr og Hafgrimsfjörðr. Det første Navn tindes saaledes skrevet baade hos Björn og Arngrímur. I denne Fjord siges der at have været en Kirke. I Kirke­fortegnelsen nævnes derimod Austfjörðr. (lige før Einarsfjorden). Det er tydelig den samme Fjord, der menes begge Steder, og vi kan heller ikke være i Tvivl om, at den sidste Form for Navnet er den eneste rigtige. Den anden maa bero paa en eller anden Misopfattelse eller Fejllæsning. Som ovenfor anført faar vi den vigtige Oplysning, at denne Fjord gaar ud fra Einarsfjorden(20) ( mod øst, hvad Navnet jo ogsaa antyder. Der kan herefter ingen Tvivl være om, at med «østfjorden» netop menes den Arm af Igalikofjorden, der gaar ind til Kagsiarsuk. Kirken her siges at have været «under Höfði» ɔ:under en lav ud til Havet (Fjorden) gaaende Fjældryg. Paa Tavle XXIX i M. o. Grl. VI ser vi et saa godt Billede af Fjorden og Höfðe'n som ønskeligt; det viser, hvor Navnet var træffende. Der er saa­ledes ikke den fjærneste Tvivl om, at Kirken i Kagsiarsuk er Kirkja undir Höfði í Austfirdi. — Ligesaa sikkert er det, hvor Hafgrims­fjörðr (nogle Steder i Hdskrr. forvansket til eller fejllæst som Hafrsfj.) er at søge. Det er nemlig særdeles oplysende, naar denne Fjord i Landnama sættes i Forbindelse med et saa udmærket betegnende Navn som Vatnahverfi (mærkes kan tillige, at Fjorden dér nævnes straks efter Einarsfjorden). Frem‑deles er det vigtigt, at Fjorden siges at være en Arm af Einarsfjorden. Men naar det hedder, at den, i Modsætning til Aust[kars]fjorden, gaar ind til venstre ɔ:den vestlige Side, beror dette sikkert kun paa en Gisning. Fjorden er nemlig identisk med Ekaluit paa Igalikos østlige Side. Her findes Ruiner, og her ovenfor er der netop et Vatnahverfi, d. v. s. en Gruppe af Søer med Bygder imellem (jfr. D. Bruun S. 389 og Medd. om Grønl. VI, 128). Andre Steder, som Navnet kunde passe paa, end disse, eksisterer simpelt hen ikke.
     Den udenfor Einarsfjorden liggende Ø, Hreinsey, 'Rendyrs­øen', er rimeligvis øen Akia.
     Efter Einarsfjorden med sine to Bifjorde nævnes i de isl. Lister Hvalseyjarfjörðr, og det samme sker hos Ivar. Da der her siges at have været en Kirke, er der ingen Tvivl om, at Fjorden er Kakortokfjorden. Den store i Fjorden liggende, i Landnama omtalte, ø, er Hvalsey. Kirken siges at have ejet hele «Ramb­stadefjord»; det er naturligvis den nærmeste Fjord, nemlig Kangerdluarsuk, og, som det ovenfor er paavist, den samme Fjord som Noröfjörðr i den isl. Liste. Ivars Navn er dannet af et Gaardnavn: Kambstadir. Denne Gaard maa have faaet sit Navn efter et Fjæld Kambr; det er dette, der genfindes i »Redekammen«, eskim. Kitdlavat, et takket Fjæld, lige Nordøst for Fjordens Bund (G. h. M. 864). — Den hos Ivar nævnede Gaard: Þjódhildarstaðir er snarest at søge i denne Fjord og er mulig identisk med Gaarden Hó1astaðr, der nævnes i AM. 772 b og siges at være beliggende mellem Hvalsøfjorden og Eriksfjorden. Ligesom Þjóðhildarstaðir hos Ivar siges at have været «en stor Hofgaard, som konningen hører til», var Hólastaðr ifølge samme Kilde en Kongsgaard. Har det nogen Betydning, at der som Variant til Ivars Navn findes «Hellestad» (P. Claussön, Saml. Skr. s. 470)?
     Vi kommer nu til Eiriksfjörðr, Eirik d. rødes Fjord. Det er nuværende Tunugdliarfik. Atter her kan vi følge Ivar. Han nævner da først Eriksø, Eiríksey i de isl. Kilder, der ligger »først i Fjorden», »fyrir mynni Eiríksfjaröðar»; det er sikkert Øen Igdlotalik. Saa. nævner Ivar Diurnes, Björns Dýrnes, hvilket var det største Kirkesogn i Grønland. Dermed menes, at Sognet var territorialt stort, og det er da næppe tvivlsomt, at det er største Delen af det store og brede Næs imellem Tunugdliarfik og Sermilikfjorden, der menes. Dets Grænser er med al Sandsynlighed at sætte ved Kangerdluak paa den nord­lige og ved Nugarsuk paa den sydlige Side. De af Ivar nævnte Kirker vil senere blive behandlede. Kun bemærkes, at Harðsteinaberg er blevet identificeret med det eskimoiske Sidlisit.(21) Efter at det er blevet klargjort, at Garðar er = Igaliko, følger det af sig selv, at Brattahlíð, Erik d. rødes berømte Gaard og Lovsigemændenes Hjem, maa være Kagsiarsuk inde i Fjorden paa den nordlige Side. Overhovedet kan der, bortset fra Spørgsmaalet om Garðar, ikke være Tale om, at søge Gaar­den noget andet Sted, da Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik er det eneste Sted ved Eriksfjorden, der fremviser en saadan Bebyg­gelse og Ruiner af en saadan Hovedgaard, som vi skulde vente, da Igaliko ikke ligger ved den Fjord. Navnet Brattahlíð viser tillige ved sin egen Hentydning til stedlige Forhold, at Gaarden var paa Fjordens nordlige Side. Erik d. røde er sejlet ind i Fjorden langs den stejle, lidet beboelige Side og er endelig kommet til det inderste af Fjorden. Den lille Gren af Fjorden, Korok, har sikkert altid været udenfor al Betragtning og har aldrig været beboet. — I Sammensætninger er det ganske naturligt og i Overensstemmelse med, hvad der var almindeligt paa Island, at Brattahlíð forkortes til Hlíd, jfr. isl. Fljótshlíð -Hlíð, Kræklingahlíð—Hlíðarmenn (Hlíðmannagoði) o. lign. — Naar det hos Ivar hedder, at »Mittfjord« skyder ud fra Eriksfjord lige mod Nordvest, er dette, som ovenfor bemærket, ganske umuligt. — Det hedder om Brattahlíðs Kirke; at den ejer alt indtil Bunden af Fjorden »og saa ud paa den anden Side til Burfjæld»; Landet Syd for dette er Domkirkens Ejen­dom. Dette Burfjæld, isl. Búrfell, antager jeg, da Korok maa henregnes til Eriksfjorden, er Igdlerfigsalik. Navnet forekommer flere Steder paa Island; det er dannet af búr ntr. og synes altid at betegne et lille temmelig stejlt, oventil hvælvet, fritstaaende Fjæld. — Endelig nævner Ivar Ytrivik og Innrivik «Nord for Eriksfjorden »; disse to Vige er aabenbart at søge yderst paa Dyrnæs, rimeligvis ved Narsak (Innrivik) og Kusinga.(22) Paa begge Steder er Nordboruiner fundne. Mindre rimeligt forekommer det at være, at «Indrevigen» skulde være d. s. s. Tu­nuarmiut, skønt dette ikke er umuligt.
     Ganske betegnende og sikkert rigtigt, er det af Ivar anførte Udtryk: «at fare till øyer». Han nævner Langø nord for Eriksfjorden; det er aabenbart Tugtutok; de Vest for denne Ø liggende 4 Øer, Lammeøerne, kan identificeres med de 4 største Øer Sydvest for nævnte ø. Her etsteds maa vel ogsaa Fossasund være at søge. Jeg kan ingen nærmere Bestem­melse give deraf.
     I de isl. Lister finder vi Ísafjörðr anført som den Fjord, der følger næst efter Eriksfjorden. Ogsaa Kirkelisten antyder det samme. I S.aa Tilfælde er der ingen Tvivl om, at dermed menes Sermilikfjorden, hvis eskim. Navn nøje svarer til det islandske. Hos Ivar nævnes Isafjord sidst af endel Fjorde, der synes opregnede i nordlig Retning, saaledes at det hedder: «tha nest och vesterst aff Østrebygden ligger I». Derefter tilføjes den mærkelige Sætning, der ikke synes at staa i nogen Sammenhæng med det Stykke, den afslutter: «Alle desse øer ere bøgde». Dette sidste viser, at Teksten ikke kan være rigtig. Rafn har i sin Tid kombineret den isl. Opfattelse med den, Ivars Ord formentlig gav, og han anbragte to Isafjorde paa sit Kort. Dette sidste beror imidlertid paa den gamle ukritiske Kombinations-Frerngangsmaade. Enten er Ivars Ord — forudsat at de virkelig stammer fra ham — saaledes at forstaa, at Isafjorden er den vestligste af de virkelig bebyggede Fjorde, uagtet den kommer til sidst, men da er Udtrykket «tha nest» næppe rigtigt, og den sidste Bemærkning om Øerne bliver uforstaaelig, — eller er Ordene «tha nest» til «bøgde» i Afskrifterne indkomne paa et galt Sted. Jeg formoder at det sidste er Tilfældet. De har rimeligvis staaet i Slutningen af Stykket om Øerne. Dér vilde de passe, og passe fortrinlig, og Isafjorden vilde da faa den Beliggenhed, der sikkert med Rette tilkommer den. Med den endte i Virkeligheden Øster­bygden; Ivars sidst opregnede Fjorde: Bredefjorden til Lod­mundarfjorden er udenfor deri, da der i dem ingen Bygder eller Gaarde fandtes. Under alle Omstændigheder maa det anses som sikkert, at Ísafjörðr er Sermilik. Som Sidefjord til denne nævnes Fjorden med det tvivlsomme Navn Útibliks- eller Mak­leiks-Fjörðr. Denne er vistnok den mod Nordvest gaaende Fjord Kangerdluarsuk, hvor der var en Gaard.
     Vi kommer nu til Miðfjörðr eller Miðfirðir (i Flertal), Ivars Mittfjord, hvorom ovenfor. De isl. Listers Oplysninger om disse Fjorde(23) er, foruden at være særdeles oplysende, i høj Grad troværdige, og svarer i et og alt til de virkelige Fjorde og Forhold. De Fjorde, der da menes, er Kangerdluak, Tasiusarsuk og Tasiusak. Den første af disse er Strandafjörðr, saaledes kaldt efter de lange, lige Strandir, (Kyst), der udgøres af Kyststrækningen paa den nordlige Side af Dyrnæs. Miðfjörðr er da «den mellemste Fjord», ɔ: Tasiusarsuk, og Kollu- (eller Kolla-) fjörðr Tasiusak. Man behøver kun at se paa Kortet for at se, hvor betegnende Navnet Miðfirðir er som Fællesnavn for alle 3 Fjorde. Ligeledes svarer Omtalen af disse Fjorde til den store Bygd, der her har været. Angaaende Garðanes, der siges at have været i Midfjorden, henvises til Afsnittet om Kirkerne.
     De Fjorde, der endnu findes i den isl. Liste, nemlig:Dyra­fjörðr, Þorvaldsfjörðr, Arnlaugsfjörðr (?, for Aust­kongs[-laugs]fjörðr), Steinsfjörðr og BergÞórsfjörðr, skal jeg ikke indlade mig paa nærmere at identificere. De maa være at søge nærmest Nordvest for Isafjorden, maaske er de Sidefjorde eller Dele af Bredefjorden. Enten enkelte Gaarde har været der eller ingen. De af Ivar nævnte Fjorde er uden Tvivl de nordligste, dem, han paa sin Rejse til Vesterbygden er kommen forbi og saaledes har lært at kende; de længere mod Sydøst og mere afsides liggende har han ikke kendt; de faa Gaarde, der dér fandtes, var i hans Tid rimeligvis allerede forladte. Kun bemærkes, at hans Bredefjord er identisk med det eskim. Ikersuak, hvilket Navn netop betyder »den brede Fjord»; den af Ivar nævnte Sidearm, Mjovafjord, er rimeligvis den smalle Fjord, der skærer sig ind fra den vestlige Ende af Ikersuak.
     De Bestemmelser af Fjordene, der her er forsøgte ifølge de gamle Kilder og ved Hjælp af de nyeste Kort og Undersøgelser, falder kun delvis sammen med tidligere Identificeringer, Eggers' og dem i G. h. M. III. Disse sidste er byggede for en Del paa unøjagtige Kort; den gamle umulige Opfattelse af Brattahlíð som beliggende ved Igalikofj. fastholdes. Men det værste er, at de gamle Fjordfortegnelser hos Björn og Arngrímur slet ikke følges, uagtet det netop er dem, der ved en kritisk Prøvelse viser sig at være særdeles paalidelige, nøjagtige og oplysende. Kun én Fejl har vi været i Stand til at konstatere, Ombyt­ningen af Hrafnsfjörðr og Siglufjörðr, bortset fra de Par Skrive­fejl, der findes i enkelte af Navnene. Betegnende for Opfat­telsen i G. h. M. er, at flere af Fjordene henlægges til Øer, Vatnahverfi henlægges til Dyrnæs-Halvøen, medens Hafgrims­fjorden, der dog skulde synes lokalt at maatte henføres til samme Sted, gøres til Kangerdluarsuk, samt og ikke mindst, at «Midfjordene», mod alle Kildeantydninger, uden videre antages at kunne have været «de i Østrebygdens Midte belig­gende fem mindre Fjorde», der i det foregaaende ikke havde fundet Omtale; det er Fjordene Syd for Igalikofj., der menes; Garðanes i Midfjorden «maatte da være» Næsset mellem Torsu­katak og Akutdlek; her har man fundet en «Rundbygning, som gør det rimeligt, at her ogsaa maa have staaet en Kirke, hvortil den som Baptisterium har henhørt». Alt dette er kun de løseste Hýpotheser eller rene Fantasterier.
     B. Kirker. Af saadanne siges der at have været 12 i det Hele i Østerbygden. Dette store Antal hænger paa det nøjeste sammen med de lange Afstande og de vanskelige Veje; særlig ved Vintertide maatte Trangen til korte Kirkeveje komme af sig selv. Derfor er det ikke paafaldende, hverken at Antallet er saa stort, eller at Kirkerne i det mindste i den nordligste Del er forholdsvis tætte. Sognene maa have været meget smaa. Lignende Forhold har i øvrigt i Oldtiden eksisteret ogsaa paa Island og i Danmark. Vort Kendskab til Kirkerne i Grønland stammer hovedsagelig huen særlig Kirkefortegnelse, der findes i Flatøbogen, Spalte 850-1, samt fra Fjordfortegnelserne og Ivars Beskrivelse.
     Flatøbogens Kirkefortegnelse meddeler (se G. h. M. III, 246, Flat. Udg. Ill, 454), at der var en Kirke paa

  1. Herjólfsnes ved Herjolfsfjord
  2. en i Vatsdal i Ketilsfjorden, og
  3. i Vík sammesteds,
  4. i Vágar i Siglufjorden
  5. under Höfðe i Østfjorden
  6. Bispestolen i Garðar i Einarsfjorden
  7. ved Harðsteinaberg
  8. i Brattahlíð, «ogsaa» i Eriksfjorden
  9. under Sólarfjöl i lsafjorden
  10. «og(24) den 10»
  11. i Hvalsøfjorden
  12. paa Garðanes i Midfjordene.

Hos Arngrimur findes denne. Fortegnelse, men i en noget afvigende Form; jfr. nedenfor. Der nævnes Kirken ved Sólar­fjöll (9), i Hvalseyjarfjörðr (11), paa Garðanes (12), og endelig en i Ísafjörðr, der vistnok altsaa svarer til Flatøbogens 10. Denne Fremstilling indeholder sikkert en Rettelse til eller, rettere sagt, en Nøgle til at forstaa Flatøbogens Tekst. Der skal uden Tvivl her interpungeres efter Sólarfjöll, saaledes at Ordene «i Isafjorden» og «den 10.» hører sammen som ét. Flatøbogens Skriver har ikke forstaaet dette; derfor tilføjer han sit «og» bagefter, fordi han urigtig henførte «i Isafjorden» til det foranstaaende. Alle andre Kilder er enige i at henlægge Sólarfjöll til Eriksfjorden; det gør ikke alene Fjordfortegnelserne, men ogsaa f. Ex. Skáldhelgarimur. Det er ogsaa ganske klart, at der slet ikke er Plads til 4 Kirker i Eriksfjorden og paa Dyrnæs. De Nord (Vest) for Isafjorden boende Folk havde desuden Trang til en særlig Kirke, da det ikke alene var farligt, men saa at sige ugørligt for dem, at søge til Kirkerne, og da den paa Garðanes, paa den anden Side af Fjorden. Det tør saaledes fastslaas, at Kirkefortegnelserne nævner en Kirke paa den nordlige (vestlige) Side af Sermilikfjorden.
     Ifølge Björns Liste var der en Kirke i Herjolfsfjorden (1), to i Ketilsfjorden (2-3), en i Siglufjorden (4), en i «Austkarsfjorden» (5); Bispesædet antydes (6) og en Kirke i Eriksfjorden (7 eller 8). Disse Antydninger hænger sammen med Björns mangelfulde Maade at læse sin Original paa. Hos Arngrímur derimod faar vi en bedre Fortegnelse (jfr. de af ham afhængige Kilder), nemlig en Kirke i Herjolfsfjorden (1), to i Ketilsfjorden (2-3), en i Siglufjorden (4), en i Einarsfjorden (6), en i «Austkarsfjorden» (5), en i Hvalsøfjorden (11), tre i Eriksfjorden (7, 8 og 9). Her anføres ingen i Midfjorden(e), derimod henlægges en til den
     «Ufundne Fjord»; dette beror sikkert paa en Fejl (Fejllæsning), der kan hidrøre fra den Maade, hvorpaa Navnene har været skrevne i Originalen.
     Hos Ivar finder vi følgende Kirker nævnte. «Auroos» Kirke (det hellige Kors') og »Peitersvig» Kirke, begge i Ketilsfjorden (2-3); «Voge» Kirke omtales som ejende «alt Land Fjorden (ɔ: Rafnsfjord) udenfore» og ind til (fra) Nonne­klostrets Jordejendom i Rafnsfjorden (4). Dernæst omtales en «kostelig Kirke, vigt til Sanetum Nicolaum, som konningen haver at forlenne», lige efter at Gaarden Foss «mellem Einars­ fjorden og Rafnsfjorden» er nævnt. «Domkirken i Bunden» af Eiriksfjorden» (6); — Hvalsøfjords Kirke (11) — Dyure­nes Kirke «paa Vesterhanden som man indsejler i Eriksfjord» - «og ind længer udi Eriksfjord ligger Solefjelds Kirke» (9) — «da længer ind i Fjorden ligger Leyder Kirke» (8). Der nævnes altsaa hos Ivar kun 9 Kirker; Herjolfsnæs­kirken (1), Höfdekirken (5) og Garðaneskirken (12) omtales slet ikke, den ved Harðsteinaberg (7) i det mindste ikke ved det Navn. Mærkes kan fremdeles, at Solefjældskirke hos ham siges at ligge ved Eriksfjorden, og det samme antyder (le' isl. Lister. Særlig mærkelig synes Oplysningen om den ellers ikke nævnte Kirke ved Foss at være, hvis Texten her er rigtig. Der synes saaledes at være Uoverensstemmelser her tilstede; og vist er det, at vi ved en kritisk Behandling af Kilderne alene ikke paa ethvert Punkt kan naa et endeligt Resultat. Hvad der er sikkert, er følgende.
     Herjolfsnæskirken (1) var den sydligste af alle. Det er den ved Ikigait fundne Kirkeruin med tilhørende Kirke­gaard (G. h. M. III 800 ff). Det er noget mærkeligt i, at Ivar ikke har nævnet denne Kirke, forudsat at det ikke er den danske Bearbejders Fejl. Muligt er det dog, at den ikke mere har eksisteret i hans Tid, med andre Ord, at Bygden ved Her­jolfsnæs tidligere er gaaet til Grunde. — Dernæst er Domkirken paa Garðar (6) konstateret, ɔ: Korskirkeruinen ved Igaliko. — Da vi i det Foregaaende har bevist, at den sydøstlige lille Arm af Igalikofjorden er den gamle østfjord, er altsaa Kirkeruinen ved Kagsiarsuk Kirken under Høfðe (5), hvortil Navne og Naturforhold ganske passer (jfr. ovf.) Fremdeles er Kakortok­kirken utvivlsomt den gamle Hvalsøfjordkirke (11). Saa har vi endelig Kirken i Brattahlíð (8), ved Kagsiarsuk i Tunugdliarfik, eller Hlíðarkirkja, som den ogsaa ved en almindelig Forkortelse (se ovf.) er bleven kaldt; det er Ivars «Leyder»kirke(25). Det er saaledes ialt 5 Kirker, hvis Beliggen­hed nu er utvivlsom.
     Af de andre 7 var for det første to i Ketilsfjorden (Taser­miut). Den ene hed ifølge Ivar Áróskirkja (3), og den ejede hele Landet ud til Herjolfsnæs og ind til Pétrsvik. Denne Kirkes Beliggenhed er hermed bestemt. Den maa have ligget ved Udløbet af den Elv, der kommer fra en lille Sø og falder ud i den lille Fjord eller Vig Tasiusak; det er den isl. Listes Kirkja i Vik. Dens Ruiner maa søges mellem dem, Kom­mandør Holm har omtalt M. o. Grl. VI, 133 (109 paa Kortet). Kirkesognet har vistnok været temmelig lille.
     Ligesaa let er det at bestemme Kirken i Vatsdalr. Denne Dal er den smukke Kinguadal ovenfor den store Indsø (Vatn), Tasersuak (jfr. M. o. Grl. VI, 133 ff; H. Rink: Grønland II, 355). Den lille Vig nedenfor Søen er da Pétrsvík. Her i Kinguadalen findes flere Ruiner, en af dem maa være Ruinen af den gamle Kirke; ved en nærmere Undersøgelse maatte den, synes det, være at finde.
     I Siglufjorden laa Vága-Kirken (4). Løsningen af Spørgs­maalet om, hvor Vágar i Siglufjorden er at søge, er et af de vanskeligste og bliver først med fuld Sikkerhed løst, naar det lykkes at finde Ruinerne af den efter Stedet opkaldte gamle Kirke. I det foregaaende er Siglufjorden identificeret med gdluitsok. M. H. t. Vágar har man at vælge imellem de to inderste Arme af Fjorden: Amitsuarsuk eller Sioralik. Der er dog visse, særlig terræne Forhold, der taler imod det sidste (jfr. M. o. Grl. XVI, 411). Hvis Kirken havde været her, maatte den desuden have været meget isoleret og ubekvem for alle Sognets Folk. Dér synes den saaledes ganske sikkert ikke være at søge. Saa maatte den da have været inderst i den anden Arm. Her er der ogsaa en ganske anderledes Plads til den. Her var mange Gaarde, ja en hel Bygd; ogsaa ude fra de enkelte ved Hovedfjorden liggende Gaarde kunde der søges hen til denne Kirke. Den af Ivar nævnte Gaard Foss er, som ovf. omtalt, sikkert at søge i Nærheden af det høje Vandfald nedenfor den store Sø (jfr. M. o. Grl. XVI; Fr. Petersens Undersøgelser). Men nu nævnes en «kostelig Kirke, vigt til Sanctum Nicolaum» i en saadan Sammenhæng, at man maatte tro, at denne Kirke maatte ligge paa eller lige ved Gaarden Foss. Ligeledes er det klart, at denne Kirke maatte — ifølge Beretningen — være forskellig fra Vágakirke, der kort efter særlig nævnes, og som ifølge samme Kilde var viet til Kong Olaf.(26) Denne «Foskirke» kendes ikke i nogen isl. Kilde; hvis den havde eksisteret, maatte man nærmest antage, at den var yngre end disse og var over­hovedet meget sent opført. Men her er mange Tvivl tilstede og flere Betænkeligheder, der gør den nævnte Kirkes Tilværelse højst tvivlsom. For det første synes den topografisk ganske overflødig, da Vágakirke maa have været, i det mindste, meget nærliggende. Beretningens Ord og Fremstilling er ikke ganske klar. «Och der stander en kostelig kirke osv.» kan forbindes med »[tern der nest ligger Eynerfjord», saa at »der» (stander) kunde gaa paa Einarsfjorden; med den «kostelige Kirke» maatte saa selve Domkirken menes;(27) oprigtigt talt skulde man ikke tro, at der overhovedet gaves nogen anden Kirke i Grønland end den ved Garðar, der kunde fortjene at kaldes «kostelig». Dette bestyrkes ved, at denne Kirke virkelig var viet til St. Nicolaus, og det var netop Domkirken ogsaa (ifølge Gripla, G. h. M. Ill, 224). Jeg tør da udtale den, som det synes velbegrundede Formodning, at der i Ivars Beretning fore­ligger en Misforstaaelse eller en forvirret Fremstilling af Ivars oprindelige Ordlyd. En saadan Forvirring eller Misforstaaelse findes ogsaa ellers i den gamle Beretning. Mulig er Sætnin­gerne «och emellum — Foss» og «och der stander — for-tenue » blot ombyttede. Vágakirke siges at have ejet Landet indenfor Rafnsfjords «Søster-Kloster» («ud fraa Vaage Kierehe»). Ogsaa dette passer til, at den har ligget ved Amitsuarsuk. Dunklere er Udtrykket, at den ejede «alt Land Fjorden uden-fore »; den her nævnte Fjord maa være Rafnsfjorden, og det her mente «Land» skulde da vel være Næsset mellem den (Unartok) og Agdluitsok. Ogsaa heri er der god Mening; Klosteret skulde da eje Landet Syd for Unartok og for denne Fjords Bund. Resultatet af disse Overvejelser maa derfor blive, at Vágakirke er at søge inderst i Amitsuarsuk i Nærheden af Gaarden Foss. Dens Sogn har bestaaet af den Bygd, der her fandtes, samt Gaardene ved Fjorden. «Fosskirken» (hos Ivar) maa forsvinde som kun beroende paa Misforstaaelse. Grundige Undersøgelser og Efterforskninger af Ruinerne ved den gamle Siglufjord vil forhaabentlig kunne give fuld Klarhed m. H. t. de Tvivl, der her kan rejses.
     Kirken ved Harðsteinaberg (7) maa for det første have været beliggende ved Eriksfjorden, eftersom det i Kirkeforteg­nelsen i Flatøbogen hedder, at Brattahlíðkirken (8) «ogsaa» (ene) er i den Fjord. Da vi nu i det foregaaende har identificeret det anførte Stedsnavn med det,eskimoiske Sidlisit («Hvæssesten»), og da der næppe kan være nogen Tvivl om Rigtigheden heraf, er det klart, at Kirkens Ruiner maa søges blandt Ruinerne paa Kysten paa Nord(Vest)siden af Eriksfjorden (blandt Kortets Nr. 22-27; skulde det være D. Bruuns 18 i Nr. 27 ??). Denne Kirke er ganske utvivlsomt den samme som Dýrneskirke hos Ivar.(28) Denne kan ikke søges paa Ydersiden af Næsset (f. E. ved Narsak); det hedder udtrykkelig, at den ligger paa den vestlige Side, naar man sejler ind ad Fjorden.(29) Det isl. Navn er taget fra Kirkens Beliggenhed, Ivars er dannet efter Egnen (Sognet).
     Vanskeligere er det at bestemme Sólarfjallskirkja (9) eller Kirkja undir Sólarfjöllum (i plur. rigtigst). Naar denne Kirke i Flatøbogen siges at have været i Isafjorden — i Mod­sætning til, hvad alle andre Kilder siger og antyder — maa dette bero paa en Misforstaaelse; se ovenfor. Ifølge har var den længere inde (ɔ: end Dyrneskirke) i Eriksfjorden og «hun eger all Mittfjord». Denne sidste Bemærkning beror vistnok ogsaa paa en Fejl, eftersom der i Midtjordene selv var en særlig Kirke. Skulde et «till» være Udfaldet efter «all (f. alt?)? Men hvordan dette end er at forstaa, synes denne Kirke at maatte henlægges til det inderste af Eriksfjorden, da der over‑hovedet ingen Plads er til den andre Steder. Det maa være en Fejl i Ivars-Beretningen, naar det dér hedder, at Brattahlíðkirken er endnu længere inde i Fjorden. Mulig er dette kun en Gisning af den danske Bearbejder. Ifølge den almindelige Beskrivelse af Fjældet Ilimausak omtrent midt paa Dyrnæs vilde det synes rimeligt, der at søge Sólarfjöll. Hvad der imidlertid taler herimod er, at der virkelig ikke her lader sig paavise nogen Gaard, der kunde være bleven kaldt «ved» eller «under» Solfjældene. Sydkysten af Sermilik er ganske ubeboelig og ved Eriksfjorden har Bebyggelsen kun været ved Kysten. Jeg for­moder, at Sólarfjöll har været inderst i Fjorden, ved Kordlortok eller deromkring(30). Fortsatte Udgravninger er vistnok det eneste, der kan bringe Løsningen paa dette vanskelige Spørgs­maal.
     Saa er der Gardaneskirkja i Midfjordene. Den findes kun i Kirkelisterne, og der staar, vel at mærke, «Midfjordene» i Flertal (ikke Midfjord i Enkelttal). Kirken bør altsaa søges i en af de 3 Fjorde, der udgjorde de saakaldte Midfjorde (se ovf). Den nærmere Bestemmelse: Garðanes maa være vejledende i saa Henseende. Særlig har jeg tænkt mig, at dens Beliggenhed var at søge ved Ruingruppe 6. Men det kan ogsaa godt være, at den er et andet Steds at søge. Synderlig mange Steder er der dog ikke at vælge imellem. Det kan bemærkes, at ifølge G. h. M. III, 828 har man forlængst her villet paavise en Kirkeruin. Endelig kan det ogsaa bemærkes, at de mange «Indhegninger», som ifølge D. Bruun her findes, fører Tanken uvilkaarlig hen paa Navnet Garða-nes.
     Endelig er der saa deri 12. Kirke hos Arngrímur (Flat. 10); denne er at søge paa Nord(Vest)siden af Sermilik, men det er foreløbig umuligt at angive dens Sted med nogen Bestemthed. Man kunde tænke paa Ekaluit 9 (Nr. 14 D. Bruun??) eller 10.
     Efter alt dette maatte altsaa de 12 Kirker være følgende:

  1. Herjölfsnesskirkja — Ikigait.
  2. Víki Ketilsfirði — Tasiusak, Tasermiut
  3. Vatsdalr sst. — Kingua, Tasermiut.
  4. Vágar i Siglufirði — Amitsuarsuk, Agdluitsok.
  5. Höfði i Austfirði — Kagsuarsuk, Igaliko.
  6. Garðar i Einarsfirði — Igalikofj.
  7. Harðsteinaberg-Dýrnes — Sidlisit, Tunugdliarfik
  8. Brattahlíð, Hlíð — Kagsuarsuk, Tunugdliarfik.
  9. Sólarfjöll i Eiriksfirði — ? længere inde.
  10. Ísafjörðr -- den vestlige Side af Sermilik.
  11. Garðanes i Miðfjörðum — Tasiusak eller Tasiusarsuk ved Sermilik.
  12. Hvalseyjarfjarðarkirkja — Kakortok.

Som et Tillæg til Kirkerne kan de to Klostre, hvis Til­værelse udelukkende kendes fra Ivars Beretning, betragtes. Det ene af disse, viet til Hellig-Olaf og St. Augustinus, med cano­nici regulares, laa i Ketilsfjorden (Tasermiut) længere inde end Pétrsvik og Vatsdalr, og ejede hele Landet ind til Fjordbunden og ud paa den anden Side. Ved Tasermiutsiak har man fun­det endel mærkelige Ruiner (se f. Ex. G. h. M. III, 804-5, M. o. Grl. VI,, 135), blandt hvilke man har villet paavise et Havegærde og Spor af en lille Kirkebygning. Dette vilde passe fortrinlig. Her antager jeg sikkert Klosteret er at søge; men Udgravninger vilde være højst ønskelige.
     Det andet Kloster var et Nonnekloster af Benedikts-ordenen; dette laa langt inde i Hrafnsfjorden, ɔ:Unartokfjorden; det ejede hele Landet ved Fjordbunden og til Vágakirkens Land­omraade. Jeg formoder, at Ruinerne af klosteret er at søge ved Sarkarmiut. Ogsaa her er Udgravninger ønskelige.


III. De i de islandske Sagaværker indeholdte Oplysninger om Grønlands Topografi.

Blandt de isl. Sagaer er der nogle, der særlig beskæftiger sig med Grønland og grønlandske Forhold, som Erik d. rødes Saga, den lille GrœnlendingaÞattr samt Fóstbrœðra saga, foruden den yngre Flóamannasaga og et Par mindre Sagaer,. der lejlighedsvis omtaler Grønland uden dog at give noget egenligt Bidrag til Oplysning af dets Topografi. Vi vil da nu i det følgende behandle hver enkelt af disse Sagaer, søge at bestemme deres Stedsnavne og kritisk undersøge deres topografiske Bidrag i Belysning af de Resultater, vi i det fore­gaaende har været i Stand til at slaa fast.
     Grœnlendingaþáttr. I Flatøbogen Spalte 847-50, Udg. 111, 445-54 findes denne lille þáttr (egenlig Saga-Afsnit), der hovedsagelig handler om Stridigheder mellem nogle Grøn­lændere og Nordmænd i Anledning af, at Biskoppen i Garðar havde bemægtiget sig nogle forliste Nordmænds Skib og Gods.
     Denne Biskop var den første Bisp til Garðar, der ved den unge Einar Sokkasons Virksomhed for Oprettelsen af Bispesædet i Grønland havde ladet sig bevæge til at blive Biskop der. Skild­ringen af disse Stridigheder hører ikke hid. Lejlighedsvis kastes,der i Fortællingens Løb Strejflys over visse Stedsforhold, særlig dem ved selve Garðar. Denne þattr er uden Tvivl op­rindelig ført i Pennen ikke senere end c. 1200 og maa anses for at være paalidelig i det hele og store.
     Her faar vi da for det første den vigtige Oplysning, som vi før har omtalt, at Bispesædet og Altingets Sted var paa Eid eller en Istme, som kun kan være Igalikotangen (s. 451 jfr. 448).
     S. 449 nævnes et Kidjaberg; dets Beliggenhed lader sig ikke bestemme.
     Dernæst nævnes Langanes (s. 449) — der i øvrigt ogsaa forekommer i Fostbrødresaga — : «og da man søgte til Kirke­messe (ɔ:paa Aarsdagen for Kirkens Indvielse) og til Gilde paa Langanes, var Bispen og Einar der tilstede ved Gildet«. I det følgende forudsættes Kirken at være paa samme Sted og Gaarden umiddelbart i Nærheden. Her møder der Vanskelig­heder. En Kirke paa Langanes kendes ellers slet ikke, og jeg tror ikke, at man er berettiget til at forudsætte, at der har været en ganske — ubetydelig Kirke, der kun var bestemt til en enkelt Bondes Brug, eller en meget lille Annexkirke. Er dette Tilfældet, faar man intet heraf at vide, hvor Stedet er at søge. Kun faar man Indtryk af, at det ikke har været saa meget langt borte fra Garðar. At Langanes har været i Einarsfjorden, frem­gaar klart af Fóstbrœðrasaga. — Hvis man ikke tør antage en saadan særlig kirke paa Langanes, hvorom alle andre Kilder tier, kan der ikke menes nogen anden Kirke end den i øst-Fjorden, under Höfðe. Men i saa Fald foreligger der i Grlþ. en fejlagtig Fremstilling, der i og for sig kunde være forstaaelig nok. Man har da sammenblandet Gaarden ved Kirken med selve Langa­nesgaarden, til hvilken man — Bispen osv. — skulde begive sig efter Gudstjænesten. Af en Mand, der skrev paa Island, er en saadan Fejltagelse fuldt forstaaelig, ja til en vis Grad naturlig. Lignende Fejl vil vi ogsaa finde i Föstbrœðrasaga. Hvis det altsaa skulde være Höfðekirken, der mentes, kan Langanes ikke være at søge langt borte; jeg formoder da, at det maa søges paa den nordlige Side af østfjorden, og tillader mig,. hvis Navnet er rigtigt, at udtale den Hypotese, at det er det længste af de to Næs, der udgør Foxhavn. Selve Navnet vilde da være relativt betegnende. Overhovedet er der ved. Einarsfjorden ingen Næs af nogen synderlig, paafaldende Længde. Skulde Langanes være her at. søge, var det meget nemt at komme derhen fra Kagsiarsuk-Kirken. Gaarden 63 paa Kortet kunde man da tænke paa som identisk med Langanesgaarden. I alle Tilfælde tror jeg Gaarden maa være at søge paa det brede Næs mellem Igalikofjordens to Arme, men det forekommer mig ikke sandsynligt, at hele det Næs har haft det anførte Navn. M. H. t. Gaardens Beliggenhed giver Fóstbrœðrasaga ingen direkte Oplysninger.
     Angaaende selve Tingstedet og Terrænet deromkring faar vi et Par Antydninger S. 451 (et lille Næs; en skjult lille Vig; en Skrænt), men Rigtigheden heraf kan kun konstateres ved Selvsyn. Hverken Kort eller Fotografier kan lier hjælpe. — S. 452 nævnes Skjálgsbúðir?, hvortil man kommer fra Garðar ved at sætte over Fjorden. «Dér var Handelsskibene, og de var da næsten sejlklare«. Heraf fremgaar, at der maa have været en Havn ved Skjalgsbúðr, og at disse var, hvad Navnet tyder paa, midlertidige 'Boder', af Jord og Sten opførte Hytter til Købmændene. Der kan vel næppe være nogen Tvivl om, at denne Havn, der naturligvis maa søges langt inde i Fjorden nærved Bygden, netop er nuværende Foxhavn. Nr. 61 (og 62?) er vistnok intet andet end de gamle Købmændsboder. (Skjálgr var et almindeligt Navn i den berømte Sola-Familje i Norge; det er vel en Købmand af den Slægt, efter hvem Boderne er opkaldte).
     Der har engang eksisteret en Saga om Digteren Helgi, Skáldhelgi, der var en Islænder, men som kom til at bo i Grønland, hvor han blev en anset Mand og endogsaa valgt til Lovsigemand. Sagaen om ham er tabt; men der haves en saakaldt Rime-Cyklus om ham; det er kun en Versificering af Sagaen fra c. 1400. I topografisk Henseende, er Rimerne, der er trykte i G. h. M. II, af meget ringe Betydning. Der nævnes en Gaard Hörnes (IV, 46; V, 5. 11), der (ifølge VI, 23) maa søges paa Herjólfsnes. Falgeirsvik nævnes IV, 33, hvor­efter den har været inderst i Eriksfjorden — det er en Lan­dingsplads eller Havn — og i Nærheden af Gaarden Sólarfjöll (IV, 35).
     Erik d. rødes Saga. Vi faar her tildels de samme Navne som i Landnáma; dem behøver vi ikke at dvæle videre ved. Her nævnes en Hrafnsfjörðr (S. 8, G. Storms Udgave) og i Forbindelse dermed Fjældet Snæfell. G. Storm antager, at der her slet ikke er sigtet til den bekendte Fjord i østerbygden (Unartok), men til en ukendt Fjord i det høje Nord, hvor der fandtes et Snæfell. Sammenhængen synes dog ikke bestemt at vise, at dette er rigtigt. Bagefter hedder det rigtignok, at Erik d. røde, — efter at have opdaget Hrafnsfjord — vendte om (hverfr... aptr) og «opholdt sig paa Eriksø udenfor Eriks-fjordens Munding», (dette er i fuld Overensstemmelse med Ivar, se ovf.). Men saaledes kunde det godt hedde, uagtet Erik drog mod Nord fra Hrafnsfjorden. Jeg tror derfor, at Snæfell maa søges i Nærheden af denne Fjord. — I Slutningen af Kap. 4 nævnes Gaarden Stokkanes, som Erik d. røde forærer til sin Ven Torbjørn, uden at dens Beliggenhed nærmere angives. Men det er klart, at den har hørt til Eriks Landnam.
     Da Leif Hepne kom hjem fra Norge og forkyndte Kristen­dommen, lod hans Moder sig straks døbe, og hun lod den Kirke bygge »ikke helt nærved Gaarden«, som kaldtes efter hende Þjóðhildarkirkja. Denne Beskrivelse er ganske rigtig. Paa G. Holms herhenhørende Tegning er III Gaarden, XXI Kirken, hver paa sin Side af en lille Elv.
     Skønt det er uden Betydning, skal det dog bemærkes, at naar det i Erik d. rødes Saga kap. 5 forudsættes, at Erik rider til det Skib, der skulde sejle til Vinland, maa det ikke glemmes, at det ingen Steds siges, at Skibet laa lige ved eller nedenfor Gaarden. Der kan godt have været en længere Afstand mellem begge.(31) Det selvsamme gælder om den formentlige Afstand mellem Eriks Gaard og de norske købmænds Skib i Kap. 7.
     Udbyttet af Eriks Saga er saaledes i det hele temmelig tarveligt.
     Vi kommer nu til Fóstbrœðrasaga. Denne Saga er oprindelig skreven c. 1200. Men den haves kun i Haandskrifter fra c. 1300 og derefter.. I disse er den paa flere Maader bleven omredigeret og bearbejdet; næppe nogen af de gode, gamle Sagaer er i den Grad bleven mishandlet som Fbr. Herom og om Haandskrifternes indbyrdes Forhold tillader jeg mig at henvise til min Udgave af Hauksbók, Indledningen, samt til min old.-isl. Litteraturhistorie II, 1. Det bedste af alle Haandskrifterne er Hauksbók, hvor Begyndelsen af Sagaen dog mangler; dette er imidlertid for os uden Betydning. De Stykker af Sagaen, der her kommer i Betragtning, er Kap. 6-8 i K. Gislasons Udgave (Hauksb.) S. 82-106 = Hauksbók (Udg.) S. 389 c-409; det tilsvarende Stykke findes i Flatøbogen 11, 205-24, samt i G. h. M. (efter alle Hdskrr.), 312-96. Af: de Varianter, der her lindes, er yderst faa af nogen Betydning. Det er forbundet med store Vanskeligheder at identificere enkelte af Sagaens Steds-navne, ikke mindst fordi der i den foreligger aabenbare Fejl­tagelser. Saaledes er det klart, at der, allevegne raader den urigtige Forestilling, at man fra Einarsfjorden altid kommer roende til Eriksfjorden, d. v. rejser fra den ene Fjord til den anden udenom alt det Land, der ligger imellem dem. For­fatteren eller, rettere sagt, Traditionen har ganske glemt den nemme Maade, man gør denne Rejse paa, blot ved at gaa over Igaliko-Tangen; Eiðit, Istmen, er ganske tabt af Syne. Denne Fejl gør dog ikke saa meget til Sagen i og for sig; Sagaen ved, at disse to Fjorde ligger ved Siden af hinanden, og det var jo paa en Maade Hovedsagen. Men der er, ogsaa paa andre Punkter en Forvirring. Endelig er Omtalen af de enkelte Gaarde ikke saa klar, at man ved Hjælp deraf bestemt kan sige, hvor de har ligget, hvortil kommer; at vistnok ikke alle Gaardruiner i de to Hovedfjorde endnu er afdækkede.
     Vi vil da først tage Eriksfjorden i Betragtning. Vi møder da først Brattahlíð, d. e. Kagsiarsuk. Dens Beliggenhed forud­sættes som bekendt. Her er der den skemma, som Tormod og Bonden Torkel sov i om Sommeren, af Interesse. Den siges ikke at have været sammenbygget med de øvrige, Huse (paa Gaarden), altsaa staaet som en lille Bygning for sig. Nu ser man paa Grundtegningen af den af D. Bruun udgravede Gaard, der utvivlsomt er Brattahlíð, netop et saadant Hus,ɔ: VIII, Side 288 (M. o. GrI. XVI), der utvivlsomt er en Skemma. Paa Tegningen ses den med en Væg forbunden med Hovedgaarden; hvilken Væg, da Huset ellers har 4 Vægge at opvise, vilde være højst besynderlig. Paa mit Spørgsmaal om, hvorvidt denne Forbindelsesvæg var ganske sikker, ytrede Kapt. Bruun, at det var den ikke; det kunde ogsaa være ned­faldne Sten fra de andre Vægge. Jeg tillader mig derfor at antage, at der i Virkeligheden ingen Forbindelsesvæg er, og at vi her har den Skemma Torkel, og Tormod sov i (Hauksbók S. 390).
     Dernæst nævnes Gaarden Stokkanes (jfr. ovenfor). Denne siges udtrykkelig at have været paa den modsatte Side af Eriksfjorden (Hauksbók S. 389). Gaarden maa vistnok være at søge blandt Gaardene 41-45 paa Kortet. 42 kan vistnok siges at ligge paa et Næs. 44 («et lille Næs skyder sig ud i Fjorden») passer dog vistnok bedre.
     Naar det dernæst hedder, at den Hule, som Tormod op­holdt sig en Tidlang i, Þormódshellir, igen var paa den af Stokkanes modsatte Side, maa den jo ifølge Sagaen og hele dens Opfattelse (Tormods og Lúsa-Oddes Samtale) være paa samme Side som Brattahlíð, og maaske ikke saa langt derfra (Hauksb. 397, jfr. 398, 3991. Ovenover Hulen var der Klipper; nedenfor den en lille græsbevokset Plet, hvorfra man Siges at have kunnet falde ned i Søen nedenfor. Hvis et- saadant- Sted overhovedet har eksisteret, maa det være at finde efter den forholdsvis nøj­agtige Beskrivelse, Sagaen giver af det., En Undersøgelse er her fornøden, da det Sted, man tidligere har villet antage, hverken passer til det Sted, hvor Hulen skal have været, eller til Beskrivelsen af den.
     Endelig er der Grimas og Gamles Gaard. Denne siges: udtrykkelig at have været i «Bunden af Eriksfjorden oppe under Jøklerne» (Hauksb. 401). Disse Ord tillader næppe nogen anden Opfattelse end den, at den paagældende Gaard var aller­inderst inde i Fjorden, med andre Ord, at den er at søge ved 40 paa Kortet.
     Vi kommer nu til Einarsfjorden og de Steder, Sagaen dér omtaler.
     Tingstedet i Garðar omtales, og der antydes Enkeltheder ved Terrænet, som et lille Næs, hvilket vistnok har sin Rig­tighed; men kun ved Selvsyn kan man bedømme Sagen tilfulde. Efter Omtalen af Boder (Bodvægge) er det klart (Hauksb. S. 393, 394), at man har forestillet sig, at Boderne var; ligesom de islandske, opførte af Sten og Tørv (eller Tørv alene). At det ikke er lykkedes at finde eller konstatere Levninger af saadanne Boder paa Igalikótangen har i og for sig mindre at sige, da det kun var ganske smaa Hytter, der helt kan være forsvundne i en saa lang Tid. Dog vilde det: være hensigtsmæssigt, om man endnu gjorde et Forsøg paa at finde saadanne Levninger (smaa Jordforhøjninger) i Nærheden af Garðar (Igaliko).
     I Sagaen er der særlig to Steder eller Gaarde, der spiller en stor Rolle og som har et næsten enslydende Navn. Det er Gaardene Löngunes og Langanes (jfr. foran). Paa den første, hvis Navn maa staa i Forbindelse med langa, Fisken gadus molvat, bode Godordsmanden, den mægtige Torgrim Trolle (Hauksb. 389), hvem Tormod Kolbruneskjald dræbte til Hævn for sin Fostbroder Torgeir. Denne Gaards Beliggenhed beskrives desværre ingen Steder. Kun svage Antydninger haves derom, saa at den Usikkerhed, der heraf kommer, næppe lader sig hæve. I og for sig maatte Gaarden være at søge blandt de bedste og gunstigst beliggende, da den jo var et Høvdingesæde, og den maa snarest have været i Fjordens inderste Del. Lige ved Garðar var den ikke, da Torgrim kommer sejlende til Tinget. I og for sig kunde Gaarden være at søge ud ad Fjorden til og da paa den nordlige Side lige saa godt som paa den modsatte Side af den. Men, som ovenfor bemærket, skulde man ikke vente at Torgrim havde boet yderst i Fjorden; Beskrivelserne af de her forefundne Ruiner bestyrker dette. Heller ikke ved Sigsardlugtok (Kortets 59) kan man søge Löngunes, da der her intet Næs synes at være og da der her — noget højere oppe — har været Gaarden Dalr (se ovenfor). Da Stedet heller ikke kan søges ved Ekaluit (Hafgrimsfjorden) og i dettes nærmeste Omegn, er der næppe nogen anden Udvej aaben end at søge Gaarden paa Næsset mellem Igalikofjordens vestlige og østlige Arm altsaa i Nærheden af Langanes (jfr. ovf.). Paa­faldende. er det, at der er to saa ligelydende Navne, og man kunde være fristet til at antage, at der i Virkeligheden kun var Tale om en enkelt Gaard, hvor Torgrim havde boet med sine to Søstre Tordis og Torun. I Traditionen kunde jo dette være blevet saaledes forvansket, idet man, efter at man var begyndt at bruge: to Navne, mente, at der da havde været to forskellige Gaarde. Saa maatte Lönugnes vistnok være det oprindelige, og man vilde blive fri for det Navn, som kun daarlig passer i og for sig.(32) Dette er imidlertid kun en Formodning, som muligvis ved fortsatte Undersøgelser vil kunne vinde i Sandsynlighed. Alt vilde under alle Omstændigheder passe nogenlunde godt, naar vi søger Gaarden(e) det antydede Sted. Da maatte ogsaa Gaarden Hamarr søges her i Nærheden. Dens Navn maa staa i Forbindelse med en Klippe eller en fremstaaende og iøjnefaldende Klippeknude, der mulig ved en Undersøgelse vil kunne findes. Jeg tillader mig at pege paa, at D. Bruun under Beskrivelsen af Ruin 60 ved Isotarfik (S. 362-3) nævner en Klippe. — Til denne Beliggenhed af Gaarden(e) svarer, saavidt det er muligt at bedømme Sagen, ogsaa det Skær, eller den Holm, hvor Tormod efter al Sandsynlighed skjulte sig efter Overfaldet paa Ljótr paa «Langanes». Det beskrives saa, at Søen ved Springvandstid gik over det, medens det ellers i Almindelighed var tørt (Hauksb. 407). Dette kunde være og er rimeligvis det bekendte Skær, som f. Ex. D. Bruun, omtaler (S. 341-2), og «som for en Del overskylles ved Højvande». Hvad enten dets Beliggenhed passer fuldkommen eller ej, synes vi her at finde en Reminiscens om dette Skær.
     Heraf følger atter, at Gaarden Vik, hvor Bonden Grímr, der hjalp Tormod, boede, ogsaa maa søges inderst i Fjorden; man tør hverken tænke paa en Forkortelse af Navnene Torvaldsvig eller Grafarvig (Ivar). Der kan næppe være Tale om andet end den lille Bugt i Igalikofjordens inderste» (D. Bruun S. 345), hvor Ruingruppen 49 findes. Hertil passer Sagaens Fortælling overhovedet særdeles godt. At Gaarden er at søge her, tyder ogsaa den Omstændighed paa, at det Skib, Tormod og «Gestr» (ɔ:Helgu-Steinarr) kom paa, landede i Eriksfjorden, og, som det af Skildringen fremgaar, ikke langt fra Brattahlíð, altsaa i alle Tilfælde forholdsvis nærved det inderste af Einarsfjorden. «Gestr» fik nemlig Vinterophold i Vík. Naar det i Flatøbogens Tekst (Udg. II, 222) antydes, at man fra Langanes skal ro «over» til Vík, passer dette ogsaa ganske godt.
     Alle de her nævnte Stedsbestemmelser passer i det hele taget ret godt baade til Sagaens Fortælling og, saavidt det kan ses, ogsaa til de stedlige Forhold. De er ogsaa ret sandsyn­lige, idet der ingen Vanskeligheder bliver for Forstaaelsen af Be­givenhedernes Gang; kun maa man da stadig se bort fra Sagaens Forhold tit de to Fjorde og Forbindelsen imellem dem. Der bliver kun én Uforstaaelighed tilbage, nemlig Tormods Kamp med, Falgeir; efter Sagaens Fremstilling, der i øvrigt godt kan være i det mindste tilnærmelsesvis rigtig, er det ganske umuligt, at deres Kamp kan være foregaaet i en umiddelbar Nærhed af Klippehulen. Her foreligger der en Udsmykning, eller en fantastisk Sammenblanding eller hvad man vil kalde det. Jeg tror nemlig ikke, at man, for at 'redde' Sagen, tør henlægge Kampen til Eriksfjorden -, hvor en Vig Falgeirsvík ifølge Skäldhelgarímur skal have været; det er kun en ganske løs Gisning, at denne Vig skulde være opkaldt efter den dræbte Falgeir (G. h. M. 111, 871).
     Skønt det i og for sig kunde være interessant at kunne identificere alle Sagaens Steder med Sikkerhed, ikke mindst for tilfulde at belyse dens troværdiglred, kan det dog ikke siges i samme Grad,at være af Vigtighed for den gamle grønlandske Østerbygd i det hele. Dens Beliggenhed og, dens Fjorde med Kirkerne er heldigvis: ikke i mindste Maade afhængige af de Uklarheder eller Ufuldkommenheder, en Saga kan have.
     I Flóamannasaga, et meget ungt og upaalideligt Saga­produkt findes Navnet Seleyrar; dette er at søge i de østligste Ubygder, uvist hvor. --Naar der her (S. 149) tales om «nogle øer i Eriksfjorden», hvor Ransmænd havde deres Tilhold, er dette vitterlig umuligt. Det maa være øerne udenfor Fjorden, der menes, hvis det hele ellers er historisk.
     Ganske opdigtede Sagaer som Krókarefssaga, der heller intet Bidrag yder til Belysning af de virkelige Bygder, og andre lignende «Kilder», behøver man ikke at tage noget som helst Hensyn til.




Om Vesterbygden vides overhovedet langt mindre end om Østerbygden. Der haves en Kirke og en Fjordfortegnelse sammen med den over Østerbygdens Kirker og Fjorde. Ifølge den har man følgende Fjorde (jfr. Aarb. for nord. Oldkh. 1887 S. 327-28

Lysufjörðr
Hornafjörðr
Andafjörðr
Svartifjörðr
Agnafjörðr

Rangafjörðr(33)
Leirufjörðr
Loðinsfjörðr
Straumsfjörðr
Eyjarfjörðr(34)

Ifølge denne Liste skal der have været en Kirke i Lýsufjörðr og Rangafjörðr. Desuden var der ifølge Kirkefortegnel­serne (se Tillæg) en Kirke i Hóp i Agnafjörðr, og vi faar der den Oplysning, at Kirken i Lýsufjörðr.var paa Sandnes (rigtigere end Sauð(a)nes) og at den i Rangafjörðr var i Ánavík. Endelig anføres hos Th. Thorlacius en Kirke paa Straumsnes i Straumsfjörðr (hos Arngrímr derimod i Andafjörðr).
     Jeg skal i al Korthed søge at identificere disse Fjorde, idet jeg da særlig holder mig til de Undersøgelser af gamle Nordboruiner, der er foretagne i Godthaabsfjorden (se Meddel. om Grønl. I og VIII, jfr. Grønl. hist. Mind. III).
     Lýsufjorden (af lýsa; Fisken gadus merluccius L.) er uden Tvivl (jfr. G. Storm l. c.) identisk med Fiskefjorden; om Sandnes er det samme som Fiskernæsset, ved jeg ikke, men ved Hjælp af Navnet, der antyder en sandet Kyst eller en Sandslette, maatte det paagældende Sted og da vel ogsaa en Kirkeruin være at finde. Den Steinsneskirke, som Ivar omtaler, er rimeligvis den samme som Sandnes-Kirke (Navnet da forvansket, jfr. G. h. M. 258-9); at her skulde nogensinde have været Bispesæde, er højst utroligt; Bemærkningen derom beror vistnok paa en eller anden Misforstaaelse.
     Hornafjörðr antager jeg, dog med en vis Tvivl, er identisk med Sermilikfjorden. I M. o. Grl. I, 30 hedder det, at «baade Nord og Syd for Sermilik hæver sig en Række høje, stejle Fjælde, hvis øverste Kamme som oftest er takkede». Efter disse «takkede Kamme», Horn (Flert.), antager jeg Fjorden har faaet sit Navn. Hvis saa er, er «Grædefjorden» oversprungen, ligesom vistnok ogsaa flere mindre Fjorde i det følgende.
     Andafjörðr, vistnok af önd, en And, er mulig Fjorden Alangordlia, lige Nord for Sermilik. Jeg har ingensteds kunnet finde en saa nøjagtig Beskrivelse af den nævnte Fjord, at den kunde bestyrke Identificeringen; det er heller ikke sagt; at de nuværende Forhold svarer til de gamle, ligesom det heller ikke er afgjort, at Navnet beror paa, at Ænder i Massevis har opholdt sig i Fjorden til Stadighed.
     Svartifjörðr, «den sorte, mørke Fjord», er mulig Bukse­fjorden. Jeg har heller ikke kunnet finde en Oplysning om, hvorvidt denne Fjord ser mørkere ud end andre.
     Agnafjörðr er ganske sikkert Ameralik og opkaldt efter en Mand Agni; næppe af agn 'Mading' (G. h. M.). Her var en Kirke i Hóp; dette Ord - betyder en lille Sø lige oven for Havet og med Forbindelse med dette. I Ameralikfjorden har man ment at kunne paavise en Kirkeruin; i M. o. Grl. VIII, 116 oplyses det angaaende Ruin 51 i den sydlige Arm af Fjorden, at dér skal findes mange Skeletter». Dette er jo meget betegnende, og Beliggenheden er særdeles heldig; til denne Kirke kunde nemlig ogsaa alle søge fra Dalen mellem Pisigsarfik og Søen Tungmeralik (se Tavle XI sst.). Efter Kortet kan der, saavidt skønnes kan, meget godt have været et Hóp, men der er aabenbart sket Forandringer i Terrænet, ti «Søen skyller efterhaanden Jorden bort og har taget Dele af Husene med sig».
     Rangafjörðr, «den vrange stærkt bugtede eller for­grenede Fjord», er utvivlsomt Godthaabsfjorden. Her fandtes en Kirke i Ánavík. Man har forlængst fundet en Kirkeruin med Kirkegaardsgærde i den lille Bugt Ujaragsuit (se f. Ex. G. h..M. III, 879 og M. o. Grl.VIII, 108-9 tilligemed Tavle VII e, hvor Tegningen ingen Tvivl lader tilbage). Ujaragsuit er altsaa den gamle Anavík (af Mandsnavnet Áni Det hele passer særdeles godt. Ogsaa denne Kirke kan siges at have været ret heldig beliggende.
     Disse to sidstnævnte Fjorde dannede Vesterbygdens Hoved­centrum; her var Bebyggelsen størst og tættest; se det oven­nævnte oplysende Kort i M. o. Grl. VIII.
     Leirufjörðr er vistnok Søndre Isortok. Denne Identifi­cering var jeg kommen til, førend jeg lagde Mærke til, at det eskimoiske Navn antyder et og det samme som det islandske. Isortok = den lerede; Leira betyder «Lerslette».
     Loðinsfjörðr identificerer jeg med nogen Tvivl med deri næstfølgende Hovedfjord, den skønne Evighedsfjord (Loðinn Mandsnavn).
     Straumsfjörðr anser jeg utvivlsomt for at være den samme Fjord som den, der nu kaldes «Strømfjorden», den første Hovedfjord Nord for Evighedsfjorden. Her burde man søge efter Nordboruiner. Her skulde der ifølge nogle Haand­skrifter have været en Kirke paa Straumsnes. Hvor dette Næs er at søge, kan jeg ikke nærmere angive. Hvis der overhovedet har været en Bygd i denne Fjord, maa der ogsaa, have været en Kirke, da der herfra ikke kunde være Tale om at søge til Kirken ved Ujaragsuit.
     Endelig er der den Fjord, der rimeligvis har haft Navnet Eyjarfjörðr; det er den næste hovedfjord Nord for Strøm­fjorden, nemlig Itivdlek; i denne Fjord ligger en lang ø; det er den, der har givet Fjorden Navn.




Tillægg:




Fodnoter:

( efter fodnoten fører tilbake til teksten)

  1. Se nærmere herom Indledningen til den nye Udgave af Landnámabók.
  2. Dette er Sturlub.s Tekst; i Hauksb. er Teksten aabenbart noget forkortet: «Han sejlede vest forbi Hvarf og var» o. s. v.
  3. Herefter staar igen i Sturlub.: Hrafnsfjörðr - Hrafn
  4. Da denne haves i Björns egen Original, aftrykkes denne Liste som Tillæg efter AM. 115, 50; andre Afskrifter er betydningsløse.
  5. Saaledes Björns eget Hdskr.
  6. Her har Björn ikke været i Stand til at læse Originalen, der dog ganske sikkert ikke var den gamle Membran, men en Afskrift.
  7. Navnet skrives ogsaa Lofa-, Lofu-; hermed begynder Listen.
  8. Machlichs- i 776.
  9. Midfjordene 776.
  10. I 773 a staar disse 3 Fjorde urigtig efter Hafafj.
  11. Ausslaugs- 770.
  12. Hos Þ. Thorlacius staar dog det rigtige Stranda- AM. 772 b.
  13. Disse Navne findes, tildels i en mere forvansket Form, hos P. Claussön Friis, Udg. S. 478-81.
  14. Se G. Storm i Aarb. f. nord. Oldkh. 1888, S. 217
  15. Saaledes havde man bl. a. her en Norðfjörðr, den nordligste af Jökul­firðir (Isefjordsyssel); Syd for den er den langt større Veiðileysa. Ogsaa her er Navnet i senere Tider afløst af et andet: Hesteyrarfjörður. Det er fuldstændig analogt.
  16. Det gamle Stridsspørgsmaal, om hvor den gamle østerbygd er at søge, kan vi her ikke tage det ringeste Hensyn til. K. Steenstrups Afhand­ling i M. o. Gd. IX er afsluttende for dets vedkommende. Dermed er det i Virkeligheden bragt ud af Verden.
  17. Det kan,bemærkes, at Nanok betyder isbjørn; deraf det eskimoiske Navn. Da Hrakbjørn ogsaa kunde tyde paa Bjørne og bjørnefangst, er det muligt, at vi heri har et Fingerpeg. Jfr. K. Steenstrups Foredrag ved Amerikanistkongressen 1883.
  18. Naar Ivar siger, at Fjorden ligger nærmest ved Ketilsfjorden, tager han intet Hensyn til den ubetydelige og lidet beboede mellemliggende Fjord: Alptafjorden.
  19. Jfr. H. Schirmer i Norsk hist. Tidsskr. 2. R. V.
  20. Jfr. Th. Thorlacius i AM. 772 a.Ex Einarsfjord Austkarsfjördur et Hafursfiordur, hic ex sinistro, ille ex dextro latere
  21. Hvæssesten; Harðsteinn har samme Betydning.
  22. Jfr. Forholdet mellem de norske Indviken og Utviken.
  23. Hos Th. Thorlacius, AM. 772a, i følgende Form: A sinistro latere sinus Eiriksfjord tres alii continentem ingrediuntur, nempe Strandafj., Midfj. et Kollafj., hi aliqvando communi nomine Midfirder appellantur.Den første Bestemmelse er at forstaa som «Vest for (ikke: fra) E.» osv.
  24. Dette «og»', der i G. h. M. anbringes i Klammer, staar i Hdskr., tilskrevet, men med samme Haand som det øvrige, over Linjen. Det har sikkert sin Betydning
  25. Saaledes allerede Eggers.
  26. Naar G. h. M. III 846 identificerer begge disse Kirker, er dette kritisk umuligt og utilladeligt.
  27. Saaledes faar Kapt. Graah paa en Maade Ret; jfr. M. o. Grl. VI, 122, Anm. 3.
  28. Saaledes allerede Eggers.
  29. Jfr. ogsaa. D. Bruun i M. o. G. XVI, 258.
  30. Jfr. Samleren VI, 1136 (1144-5).
  31. I den meget unge Grœnlendingaþattr om Bjarne Herjólfsson osv. (I Olafss. i Flatøbogen) fremstilles dette paa en lignende Maade. Men denne þáttr er af en meget sen Oprindelse og lidet paalidelig. Den kan vi ikke tage noget videre Hensyn til.
  32. Dog maa man maaske lægge større Vægt paa Grœnlendingaþattr, der har Langa-.
  33. Dette er sikkert det rigtige Navn, ikke Ragna-.
  34. Dette er vistnok det rigtige Navn, ikke Einars


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.