Grønlands og dets nabolandes geographiske forhold (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg
Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker III


XXXI
Grønlands og dets nabolandes geographiske forhold


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


Endskjøndt denne Art af Sagaer i sig selv er uden al historisk Værd, indeholde dog de fleste af dem eet eller andet, som fortjener at lægges Mærke til, med Hensyn til Fortidens Sprog, Sæder, Overtro, Folkesagn m. m. og undertiden tillige til de med Forfatterne Samtidiges Forestillinger om visse Landes og Steders Beliggenhed, Beskaffenhed, Frembringelse, Handel m. m. Af denne Grund have vi gjennemgaaet fölgende Sagaer i de os bekjendte ældste og fuldstændigste Afskrifter, for derfra at uddrage det i dem Forkommende af denne Art, angaaende Grönland og dets Nabolande.

1)Saga af Bárði Snæfellsds (Sneefjeldets Halvgud eller Skytsaand), om hvilken vi i Hovedsagen kunne henvise til P. E. Müllers Saga-Bibliothek I, 359-61. Vistnok er denne Saga kun et Æventyr, formodentlig skrevet i det 15de Aarhundrede, men det lader til at Forfatteren har samlet adskilligt af gamle Folkesagn og Kvad, hvilket han dog egenraadig har behandlet og sammensat til en sammenhængende for en stor Deel vilkaarlig opdigtet Fortælling. Vi kunne her ikke analysere denne Saga nöjere, men maae holde os til vort Æmne. Sagaen er trykt i de af Björn Marcussen udgivne Söguþættir Íslendinga. (Holum 1756, 4, S. 163-172). Ellers ſindes denne Saga forenet med en anden om Baards Sön Gest, (som nærmere omhandles her nedenfor), navnlig i et af os benyttet betydeligt Fragment af en Membran i Qvart i den Arnæmagnæanske Samling 489, samt et andet mindre (i Additamenta Nr. 20 i Folio) og endelig i et til den hörende fuldstændigt Papirafskrift i Folio, 158; den mærkværdige Codex, hvori den findes, er omhandlet af os her ovenfor (I, 511).

Efter Udgaven raadte Baards Fader for de Havbugter (hafsbotnum), som gaae ud fra Risaland mod Sydost (er gánga af Risalandi i landsuðr). Denne Angivelse strider mod den i vor senere Middelalder antagne Sætning, at Risaland egenligst hörte til det nærværende Rusland[1]. Den er heller ikke anfört i Haandskriftet 158, som har i dets Sted: norðr um Helluland, nordlig for Helluland. Det ægte historiske amerikanske Helluland omhandles her ovenfor paa forskjellige Steder, og ligeledes i Rafns Antiquit. Americanæ, hvorom vi henvise til de i begge Værkers Registre anförte Citater, men i den sildigere Middelalder dannede man sig i Island andre Forestillinger om dets Beliggenhed, da man nemlig antog det for en Deel af Grönlands Östkyst, eller for et Land, som mod Vesten grændsede dertil. Den trykte Udgave beretter at Dumbshaf laa sönden for Kong Dumbs Rige, med mange smaae Lande og Öer (liggja þar mörg lönd smá og eyar). Dette udelades i Haandskriftet, men synes at kunne passe til den af Scoresbyerne opdagede Kyststrækning (ellers kaldet Svalbard i Islændernes historiske Skrifter). Kong Dumbs Fædrenestamme var af Risernes store og velskabte Slægt, men hans Moder nedstammede fra Troldene (tröllakyni). Paa mange Steder herovenfor er det vist, at Eskimoerne af Nordboerne paa Forfatterens Tid kaldtes Trolde (tröll), og de have sikkert fordum, ligesom endnu, beboet denne samme Kyst. Kong Dumb fik sig en Mö til Hustru, som han, efter Udgavens Text, bortförte fra Grönland (der da ikke var fundet af Nordboerne) men efter andre Haandskrifter fra Qvenland (Kvænlandi), de finlappiske Kveners Land). Dumbs Undersaatter synes i Sagaen at regnes til Thusserne, en Art af Trolde; i et Oprör af dem blev han dræbt. Forhen var hans Sön Baard bleven fört til Halogaland (Helgeland), hvor han nedsatte sig i Fjorden Skjalfte, i den nordligste Deel af Landet. Derfra drog han nordpaa over Dumbshav, for at hævne sin Faders Död paa Thusserne. Selv maatte han dog for Harald Haarfagers Overmagt flygte til Island; dertil medtog han, blandt andre, Trolde (Eskimoer eller Finlapper), og Folk der vare blevne opdragne norden for Dumbshav, "hvor det var saare vanskeligt at faae Vadmel, men Sælskind brugtes isteden for det Slags Töi eller Linned.” Efter Ankomsten til Island (paa Sneefjeldsnæs) foretoge Baard og hans Fölge en stor Ofring i en Klippehule, som derfor siden er bleven kaldet Tröllakirkja (Troldenes Kirke); i en anden Grotte, kaldet Sanghulen (Saunghellir), plejede de at holde deres Raadsforsamlinger[2]. Baard havde allerede paa Halogaland været to Gange gift; med den anden Kone og ni Döttre tog han til Island. Den ældste af dem hed Helga. Nogen Tid efter at Baard havde nedsat sig paa Laugarbrekka, hvor hans Döttre, ved Stranden, pleiede at lege med hans Halvbroder Rödfelds Sönner, stödte een af disse Helga ud paa en stor Flage af Havis, som laa ved Stranden; men i det samme förte et Vindstöd fra Landet den ud paa Havet, og den bragte, ved at drive vesterpaa for Blæsten, vor Helga i 7 Dage til Grönland. Da havde Erik den Röde allerede boet en Vinter (eller et Aar) paa Brattalid[3]. Sagaen anförer en Vise i Nordens gamle Folkesanges Versemaal, som udtrykker Helgas Længsel efter hendes Hjemstavn paa Island; muelig er da denne Deel af Sagaen tildeels en Paraphrase af et saadant Digt. Den bekjendte Midfjords-Skegge fra Island, der tit var paa Handelsrejser, var den Gang Erik den Rödes Vintergjæst. Til Gjengjeld dræbte han tre Uvætter (der og efter Haandskriftet 158 vare Trolde – Skrællinger?), hvilke havde gjort Folk megen Skade. Næste Foraar tog han derfra med Helga til Island (dog rimeligvis ikke paa Havisen). Denne Fortællings Urimelighed falder af sig selv i Öinene, uden at trænge til nogen videre Udvikling.

2) Gest Baardsöns Saga[4] Den haves (som ovenmeldt) trykt for sig selv i Björn Marcussens Söguþættir (i 4to) 1756, S. 172-181, men derimod i Forening med Baards Saga, i de ovenfor (III, 517) opregnede Haandskrifter, hvorved det dog især maa bemærkes, at den allerstörste Deel af den haves i den Arnæmagnæanske Membran 489, 4to, – og at denne i meget findes at være afvigende fra Udgaven. I Sagabibliotheket omhandles denne Saga kun meget kort (I Deel S. 363), og ansees der med Rette som fuldkommen opdigtet. P.E. Müllers Gisning, at den kunde være noget yngre end Bárðar-Saga, er ingenlunde usandsynlig; dog kan det være at Forskjellen fra den foregaaende tildeels kommer deraf, at Sagaen er bleven fortsat ved en anden Forfatter. Vi behöve ikke at udvikle nogen af dens mange Anachronismer, thi det Heles Upaalidelighed falder af sig selv i Öinene, ja endog i en höiere Grad end i Heltens Fader Baard Dumbsöns Saga.

Paa eet af sine eventyrligste Tog seilede Gest Baardsön, udsendt af Norges Konge Olaf Tryggvesen (for at opsöge Kong Raknars eller Ragnars Höi i de nordlige Ubygder paa Helluland), forbi Halogaland og Finmarken[5] til Havsbotnene, og landede paa den Kyst som ligger nordenfor Dumbshav (ellers kaldet Svalbard; see ofr. III, 517).Efter en kort Reise fra Landingsstedet kom Eventyrerne til Grönlands (östlige?) Ubygder, hvor de ved höie Klippe bjerge overvintrede i en til det Brug opfört Hytte (skáli). De gik derfra næste Foraar, udrustede med Jernsko. Först fulgte de Kysten (eptir landinu) mellem Vest og Sydvest (milli vestrs ok útsuðrs); derefter gik de tvers over Landet (um þvert land). Först traf de paa Isbjerge, siden paa lave Strækninger; over disse gik de i tre Dage, til de atter kom til Havet, hvori der laa en stor Holm, forbundet med Landet med et langt og smalt Rev, som oversvömmedes ved Flodens Tid, men var tört medens Ebben varede. Paa denne Holm stod den kolossalske Höi, hvori Kong Ragnar, efter at have övet megen Udaad, lod sig levende bisætte tilligemed 800 Mand, i et stort Skib, som efter Membranen bar Navnet Ragnarslode[6]; efter Udgaven skulde man troe at Stedet kaldtes saaledes. Man siger – beretter Sagaen – at denne Höi har ligget ved Helluland. Efter Forfatterens Anskuelser synes det altsaa at have ligget norden for Grönlands Vesterbygd eller vestlige Ubygder, da dog den förste Forfatter af Baards Saga lægger det norden for Grönlands Östkyst eller nordlige Ubygder.

3) Þáttr af Jökli Búasyni findes og trykt i Marcussens Qvart-Samling S. 182—87. Den er, fuldt saa meget som de tvende sidstommeldte, en aabenbar Fabel, hvilket P. E. Müller naturligviis ogsaa antog; see Sagabibliotheket I, 356-57. Den er vistnok heller ikke ældre end fra det 15de Aarhundrede. Jökul udgives for en Sön af Islænderen Bue Andridsön, om hvem man har en egen Saga (see sidstnævnte Skrift I, 354-56). Paa sin Udreise fra Island forliste han med Skibets övrige Besætning i Fjorden Öllum lengri (see ofr. III, 253) ved Grönlands Ubygder. Kaldtes end denne Landstrækning saaledes, var den dog temmelig stærkt befolket med Jætter (jötnar), som collective, naar Hunkjönnet regnedes med, kaldes Trolde (tröll). Deres Klæder vare forfærdigede af Skind. Deres Konge hed Skram (Skrámr). Han blev ombragt af Jökul med en mod ham venskabeligsindet Troldkvindes Hjelp; hun var forelsket i Skrams Sön Grimner, som derfor skaantes af Jökul og indsattes til Konge over "alle Ubygder" i Faderens Sted.

4) Sagaen eller þáttr (Fortælling) om Islænderen Gunnar Keldugnúpsfifl og om hans Broder Helge, er af den selvsamme Beskaffenhed. See Sagabibliotheket I, 352. Dog synes den at være skrevet i det 14de Aarhundrede. Den haves ikke trykt. Islænderen Gunnar maatte i sin unge Alder, formedelst forskjellige Manddrab, römme ud af Landet paa et Skib, der tilhörte Baard, en fremmed Skibsförer. Næsten en heel Sommer dreve de omkring i taaget og mörkt Veir, saa at de tilsidst vare komne langt fra den rette Kaas. Tilsidst saae de, i klart Veir, at de vare komne nær til et med Jökler (eller Isbjerge) næsten bedækket Land. Dog saae man der store Fjorde og lange Næs eller Forbjerge. I een af disse Fjorde, kaldet Skuggi (Skygge), valgte de sig en Vinterhavn, og opförte en Hytte, for at kunne opholde sig deri. Föde kom de ikke til at mangle, da Fiske, Sælhunde og Hvale fandtes der i Overflod. Ogsaa hvide Björne fandtes der. Landet var beboet af Trolde, som opholdt sig i Klippehuler. Gunnar dræbte nogle af dem, men blev af andre, som yndede ham, begavet med meget Guld og Sölv. Gunnar forlod siden dette nordlige Polarland, som ikke nævnes, men Fjorden Skugge viser, at Helluland menes her. Forfatteren har vist tænkt sig det som grændsende til Grönland, da han beskrev det og dets Frembringelser, som om han meente det sidst nævnte Land. Det maa endelig bemærkes, at Baard og Gunnar siges at have gaaet til Söes fra det sydostlige Island (Havnen Skapátrós), og at de i Förstningen havde god Vind (uden Tvivl til Norge) – men derefter vildledtes de af Taage og Mörke paa den ovenommeldte Maade. Heraf maa man slutte at Forfatteren har tænkt sig sit Helluland (hvilket han dog ikke vil nævne saaledes) som liggende i Nord eller Nordost fra Grönland (jfr. ofr. III, 520).

5) Örvar-Odds Saga er sidst og fuldstændigst udgivet af Rafn (i forskjellige Recensioner) i Fornaldar Sögur Norðrlanda II, 1829) ledsagede af dansk Oversættelse; om dens övrige Udgaver og Haandskrifter kunne vi henvise til samme Deels Indledning S. IX-XII. At den ikke hörer til de ægte historiske, er tilstrækkelig vist i Sagabibliotheket II, 537-40. Örvarodd seilede, med Fölge, som det synes fra Norge, for at opsöge sin Fjende Ögmund i Helluland, til Grönlandshav; da de kom til Landet (rimeligviis Grönland), satte de Kaasen mod Syd, for at komme vestenfor Landet. Kort derfra stödte de paa Söuhyrerne Hafgufa og Lyngbag (see ofr. III, 302-307, 371-73), som vare udsendte af Troldmanden Ögmund, for at skade Odd, men det lykkedes ikke. Derfra seilede de til Fjorden Skuggi paa Helluland, Ögmunds Opholdsted. I det store, i Örvarodds Navn digtede Kvad besynges denne Begivenhed som indtruffen i Hellulands Klippe- eller Lavastræknings Ubygder (Hellulands hrauns óbygðum). Her er ellers öiensynlig Talen om et fra Norge (eller. Island) vestlig liggende Helluland.

6) Angaaende Sagaen om Halfdan Brönufostri (eller Brama's Fostersön) henvise vi til Rafns Udgave af Fornaldar Sögur Nordrlanda III, Indl. S. XIII og P.E. Müllers Sagabibl. II, 636-38, hvoraf det tydelig nok erfares, at den blot kan betragtes som et Eventyr. Dets Helt Halfdan, en dansk Kongesön, drog med 4 Skibe fra Bjarmeland, men foer vild paa Havet formedelst langvarig Taage og stærke Storme, i hvilke 3 af Skibene bleve borte, men med det 4de og störste strandede han ved Hellulands Ubygder, besatte med Isbjerge og kun beboede af Trolde, som opholdt sig i Klippehuler og vare Menneskeædere. Paa Kysterne fandtes meget Drivtömmer. (Fornaldar Sögur Norðrlanda, III, 568 o. f.). Her synes snarere det östlige end det vestlige Helluland at menes.

7) Sagaen om Halfdan Eysteinssön er af den selvsamme Beskaffenhed; see Fornaldar S. Norðrlanda III. Indl. S. XII-XIII og Sagabibliotheket II, 627-36. Her omtales den i Gest Baardsöns Saga omhandlede Raknar (see. ofr. III, 520), som siges at have været en Sön af Agnar, Konge i Gestrekeland, og en Söstersön af Harek, Bjarmemelands Konge. I sin Ungdom drev han, tilligemed sin Broder Val, Vikingskab fra Bjarmeland paa Dumbshav mod Jætterne, med sit meget store Skib, kaldet Ragnarsslode. Tilsidst erobrede han hele Helluland og udryddede Jætterne. Hans Broder Val dræbte (blandt andre) Jætten Svade, boende i Fjeldet Blesanerg norden for Dumbshav, og bemægtigede sig hans uhyre store Skat, bestaaende af Guld. (Fornaldar S. N. III, 556). Björners Udgave (Kämpedater, Stockholm 1737, Fol.) tilföier (S. 23), efter at have beskrevet den saakaldte Ulfkel Snillings Vikingsfærd med Ran, Drab, Skjænden og Brænden: Disse Voldsomheder bedrev Ulfkel i Hellulands Ubygder, Grönland, det kolde Sverrig (köldu Sviþjöð, d.e. Skythien eller Tartariet) o.s.v., lige til Bjarmeland.

8) Samson Fagres Saga, aftrykt i Björners nysnævnte Værk, er en saa aabenbar romantisk Digtning, at P. E. Müller ikke engang har optaget den anderledes, end blot ved at nævne den, i sit Sagabibliothek (III, 483). – I det 13de Capitel (S. 20), som har den Overskrift, "om nordiske Landes Beliggenhed” (Um Norðrlanda skipan) er fölgende Stykke indrykket, som enten synes at være taget af et ældre geographisk Skrift, eller og at udtrykke den i Forfatterens Aarhundrede (rimeligvis det 14de eller 15de) i Island vedtagne Mening om Sagen: "Risaland ligger mod Öst og Nord fra Östersöen, og mod Nordost der fra ligger det Land som kaldes Jötunheim, hvor Trolde og Uvætter (skadelige Uhyrer) boe, men derfra, ligetil Grönlands Ubygder, gaaer det Land som kaldes Svalbarde; der ere forskjellige Folk" o. s. v. "Risaland liggr til austrs ok norðrs af Austrveginum ok þaðan til landnorðrs liggr þat land er Jötunheimar heita, ok búa þar tröll ok uvættir, en þaðan til móts við Grænlands óbygðir gengr þat land er Svalbarði heitir; þad byggja ymsar þjóðir". Jfr. ofr. III, 216, 220, 222-24.

9) En saakaldet Þáttr af Halli geit (kort Fortælling om Hall Geed) har för været til som hörende til Middelalderens islandske Sagaliteratur, men er nu ganske forsvunden, paa det nær, at den ommeldes i Björn Johnsens Grönlandske (i Trykken ikke udgivne), Annaler (AM. 768, A, i 4), efter at han har forudskikket et Slags Indledning, tildeels taget af et andet nu ubekjendt og dog som det synes vigtigt Oldskrift:

"I vorri gömlu maldagabók verðr ok Grænlands getið ok þarum nockuð skrifað náttürur landsins, svo lángt sem bygðin tekr. Þó er svo að orði komið ðegar óbygd tekr til: siðan þá eru jöklar, fjallaauðnir, hafsbotnar, öræfi, allt austr til Gandvíkur. Þáttr nockr er skrifaðr af þeim manni er Hallr hèt; hann var kallaðr Hallr geit. Honum einum luckaðist þad að komast landveg á fæti yfir fjöll ok jökla ok öll öræſi ok fyrir alla hafsbotna, til Gandvíkur ok svo í Noreg. Hann leiddi með sèr geit eina ok fæddist við mjólk hennar; hítti hann optast þá dali ok mjó sund, jökla á millum, að geit hans mætti fæðast annathvort við gras eðr skóg." D.e. "I vor gamle Maaldagebog[7] ommeldes ogsaa Grönland, ligesom det og tildeels beskrives med Hensyn til Landets naturlige Egenskaber og saa langt som Bygden (den beboede Egn) strækker sig. Der hvor Ubygden begynder, udtrykker Forfatteren sig saaledes: Derpaa fölge Jökler (Isbjerge), öde Fjeldegne, Havbugter og Örkener, lige österpaa til Gandvig. En Fortælling haves skrevet om en Mand ved Navn Hall, som blev kaldet Hall Geed. Ham allene lykkedes det at komme landveis frem til Fods over Fjelde og Jökler og alle Örkener, omkring alle Havbugter til Gandvig og derfra til Norge. Han förte med sig en Geed og næredes ved dens Melk; som oftest traf han Dale og smalle Aabninger[8] mellem Jöklerne, saa at hans Geed kunde faae sin Föde enten af Græs eller Skov.

Saa urimelig end denne Fortælling maa forekomme os at være, saa har dog enten den eller andre af lignende Indhold forhen været i Gang i Island. Derom overbevises vi af Oldskriftet Rimbegla (med Blanda, Khavn 1780, 4, S. 466, 4de B. 2det Cap. 10 §.). Efter at have anfört et corrumperet latinsk Vers af Johannes af Pavilla (?), ud trykker Forfatteren sig saaledes: "Dette ville nogle forstaae, som om Digteren mener, at der ligger et Land under Nordstjernen, samt at de Kyster forbyde Havets Ring (eller Kreds) at naae sammen (gaae rundt om Jorden); dermed stemme visse Oldsagn (eller gamle Sagaer) som bevise det, at man kan gaae (eller har gaaet) til Fods, fra Grönland til Norge." "Þetta vilja sumir svo skilja at hann kalli land liggja undir leiðarstjörnu ok banni þær strandir at saman komi sjáfar hríngr; viðr þat accorda vissar[9] fornsögur þær, er þat sanna, at fæti megi fara, eðr hafi farit verit, af Grænlandi til Noregs".

10) Króka-Refs Saga findes trykt i Björn Marcussens Sagasamling i 8vo (ágjætar Fornmanna-Sögur, Holum 1756, S. 35-68; jfr. ofr. II, 579-80). Den er forsaavidt forskjellig fra de her under Nr. 1-9 omhandlede Sagaer, at den, for en med Nordens gamle Historie mindre fortrolig Læser, ikke just synes at indeholde noget særdeles urimeligt. Dog maa den, ved en nöiere Undersögelse af Sagkyndige, kun befindes at være et Æventyr. Dette synes allerede Arngrim Johnsen at have indseet i det han, i sin haandskrevne Gronlandia, undskylder at han meddeler et Uddrag af Sagaen, ved at forudskikke de Ord: at det neppe er værdt at læses (quamvis hæc vir digna quæ legantur); den islandske Oversætter Eyjolf Einarsen har dog haft en anden Mening, da han (S. 26) udelader (eller heelt forandrer, denne Sætning. Torfæus erklærede Sagaen allerede for en Fabel, og dette bekræftedes senere (tildeels) af Finn Johnsen (Hist. eccl. Isl. IV, Præfatio) og P.E. Müller, (Sagabibl. I, 357-59), hvilken Mening vi ogsaa fuldkommen bifalde. Sagaens Forfatter synes dog at have haft nogen Kundskab om Grönland, dets Frembringelser og Handel. Det hertil hörende ville vi derfor her i al Korthed söge at meddele. Foruden den trykte Text have vi især dertil benyttet en Membran af den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling Nr. 471 i 4, samt tildeels en god Afskrift af et Membranfragment i det Stockholmske Antiqvitets-Archiv (Nr. 8 i 4to).

Islænderen Ref sögte et Tilflugtssted i Grönland i Kong Harald Haardraades Tid (henimod Midten af det 11te Aarhundrede)[10]. Da de fik Grönland i Sigte, seilede de nordefter langs med Landet, indtil de meget nordlig i Ubygderne kom ind paa en stor Fjord, hvor Jöklerne strakte sig mod Syd og ud paa Söen. Langt inde i Fjorden vare der tvende Forbjerge (Hoveder eller Hukke), hvert paa sin Side af den, som i Nærheden af hinanden gik langt ud i Söen og syntes at lukke Fjorden. Dog gaves der en Gjennemseiling, og en anden meget stor og lang Fjord aabnede sig bagved den. Inderst i Fjorden fandt de en god Havn. Fjeldsider og Skrænter vare der bevoxede med Græs og Skov (Kratskov). Der var nok af Dyr (Rensdyr og Harer?); meget Drivtömmer laa paa Strandbredden, og der var nok at faae af Fisk. De opförte en Hytte til deres Bolig, men næste Vinter seilede de til Bygden, til en Vig eller Fjord; paa hver Side af den stode to Gaarde, kaldede Hlið og Vik (Vig)[11]. Efter 8 Aars Ophold paa förstnævnte Sted indvikledes Ref i Drabssager og maatte derfor flygte til de vestlige Ubygder, hvor han, paa sit förste Opholdssted, anlagde en meget kunstig Forskandsning, virki, i hvilket han med sine Sönner opholdt sig i 4 Aar, indtil hans Tilflugtssted opdagedes af Vestbygdens mod ham fjendtligsindede Hövding Gunnar, som i et Par Aar forfulgte ham der forgjeves, indtil det tilsidst kostede ham selv Livet, men Ref undkom lykkelig derfra til Norge og siden til Danmark, hvor han bosatte sig og blev een af Erkebiskop Absalons Forfædre.

Blandt de store Foræringer, som Hövdingen Gunnar sendte Norges Konge, vare: en hvid Björn, et særdeles kunstigt Skakspil m. m. af Hval- eller Hvalrostand[12], samtet Hvalroshoved (Pandeskal) med alle dets Tænder, kunstig udgraveret og indlagt med Guld (foruden endeel Peltsværk, Sværreeb eller Skindtougværk o. s. v.).

11) En islandsk Saga af Þorsteini Geirnefjufóstra haves kun i temmelig nye Afskrifter og er aldrig bleven udgiven, hvilket den heller ikke synes at fortjene, da den fra först til sidst kun viser sig at være en vilkaarlig Opdigtelse. Thorstein var födt i Norge, og udvandrede voxen derfra, for at fölge sin Farbroder til Island i Harald Haarfagers Tid, men kom dog, efter adskillige Aars Vikingstog til Lysufjorden i Grönlands Vesterbygd, paa en Tid da næsten det hele Land var blevet optaget til Beboelse. Erik den Röde i det 10de Aarhundrede og Sokke Thorarens sön (som endnu var rask og rörig i Aaret 1132) nævnes som Samtidige! Dette kan være tilstrækkeligt til at charakterisere Sagaens Troværdighed. Vi undlade derfor at anföre noget af dens udförlige Beretning om Thorsteins Ophold og Eventyrer i Grönland, men nöies med at nedskrive enkelte foregivne Stedsnavneder, som ellers ere os ubekjendte: Söidenæs (Sauðanes), en Gaard i Lysefjorden; Hafnarlón, en Havn der i Nærheden; Strömfjorden (Straumfjörðr) med en Gaard af samme Navn; Leerfjorden (Leirufjörðr). Hóp i Agnafjorden siges at have været Vesterbygdens Thingsted.

Fodnoter

  1. See Schönnings Kort over det gamle Europa efter Nordboernes Forestillinger 1679; jfr. Ynglinga-Saga 1ste Cap., Petersens Haandbog i den gamle nordiske Geographi I, 271, samt Finn Magnusens Afhandlinger om Runerne (Vidensk. Selsk. hist. og philos. Aſh. 6te Bind S. 277. jfr. 256) Mere herom vil forekomme i det Fölgende.
  2. Om denne Hules gamle Runeindskrifter (forsaavidt de endnu ikke ere udslettede) see Finn Magnusens Aſhandl. om Runerne, 1. c. S. 186, 199, 327
  3. Baard flyttede til Island omtrent paa den Tid, da Harald Haarfager havde indtaget det hele egentlige Norge, altsaa henved 874. Naar den her ommeldte Begivenhed gik for sig henved 889, maatte Helga have været omtrent 14 Aar, og – hun driver paa Isen til Grönland, samt modtages af Erik, der först nedsatte sig paa Brattalid henved 986. Her findes altsaa en historisk Misviisning hos Forfatteren af fulde 100 Aar. En tilstrækkelig Pröve paa Sagaens mange Anachronismer.
  4. I vore Dage har Gjest Baardsön, en berygtet norsk Forbryder, skrevet sin egen mærkværdige, men ikke opdigtede Saga eller Levnetsbeskrivelse.
  5. De to sidste Ord findes ikke i Udgaven, men tillægges af Membranen.
  6. Jfr. her nedenfor i Uddraget af Halfdan Eysteinsöns Saga.
  7. Det er os ikke klart, hvilket Oldskriſt Björn Johnsen her egentlig mener; han giver det sikkerlig en Titel, som det aldrig har baaret. Ordet "maldagi", som kun meget vanskelig lader sig oversætte saaledes, at det giver et bestemt Begreb, bruges i Almindelighed om Fortegnelser over faste og löse Eiendomme (nu blot dem som tilhöre Kirkerne), men findes og i gamle Skriſter i flere Betydninger; det kan saaledes f Ex. betyde Bestemmelse af Jordeiendommes Grændser og Udstrækning. I denne Betydning troe vi at Forfatteren her, sigter til den store af ham benyttede Codex, hvilken han kalder Hauksbók, som forhen har indbefattet en udförlig Bearbeidelse af Landnama, og vi erfare heraf, at en Beskrivelse over Grönland, som nu desværre er tabt, ogsaa har hört til Bogens Indhold, af hvilken vi maaskee nu kun have det halve tilbage. See ofr. I, 36, 37, 40, 47,345-45, 463 64.
  8. Nærmest maatte man her oversætte Ordet sund ved Sund i den sædvanligste danske Betydning, men i Islandsk betegner det desuder en lav og jevn Jordstrimmel mellem betydelige, især stejle Höider eller Forhöininger, f. Ex. i det sammensatte Ord husa-sund, som endnu bruges almindelig i Island.
  9. visar, hvilket Oversætteren gjengiver ved eruditæ, er vistnok kun en Skrive- eller Sætterfeil.
  10. Sagaens forskjellige urimelige Anachronismer ansee vi det ikke for Umagen værdt at anföre eller udvikle
  11. jfr. ofr. II, 317.
  12. Om saadanne Skakspil, i Mængde opdrevne af Söen, samt ellers bevarede i vore Dage, see Annaler for nord. Oldkyndighed, II 138, Tab. I.