Grønlandske Diplomer (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Latin Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
GHM 3.jpg


Grønlands historiske mindesmærker III


XXVIII
Grønlandske Diplomer


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Indledning

Ligesom et Par, i den Henseende især aldeles upaalidelige Bearbejdelser af de islandske Annaler anföre alt for gamle Aarstal for Grönlands Opdagelse (808) og Bebyggelse (970), saa haves der ogsaa gamle Udskrifter af adskillige Diplomer, som siges at ommelde Grönland allerede i Aarene 831, 835, 849 og 915 eller 920. Nærværende Værk viser tilstrækkelig disse Angivelsers Ugrund; at de ogsaa beroe paa blotte Interpolationer, haabe vi ved disse Brevskabers Undersögelse at kunne godtgjöre.

Grønlandske Diplomer

1.

Stiftelsesbrevet for Hamborgs Erkebispedömme af Keiser Ludvig den Fromme, er, efter dets Datum, af hans 21de Regjeringsaar, altsaa rimeligvis 834 eller 833; Lambeck og Langebek antage det sidstnævnte Aar, ligesom ogsaa Adam af Bremen udtrykkelig nævner dette Datum, men Münter og Miesegaes derimod snarest 831[1]. I Almindelighed findes Datum 834 anfört ved dets Afskrifter som det rigtige; Lindenbrog og Hvitfeldt[2] tilföie Aarstallet som virkelig hörende til selve Diplomet: Anno domini nostri DCCCXXXIV, men dette Tillæg forekommer ikke i andre efter vor Mening troværdigere Copier. Münter har ikke omhandlet de forskjellige Afskrifters Authentie eller övrige Beskaffenhed, og ikke engang bemærket det for os især mærkelige Sted om Grönlænderne (i hvilken Henseende han indskrænker sig til det yngre Diplom, som vi ville omhandle under Nr. 2). Vistnok bör Afskrifterne af dette höist mærkelige Document inddeles i tvende Klasser, nemlig: 1) Den ægte og meer authentiske; hertil höre efter vor Mening især de som findes i a) Philippi Cæsaris Triapostolatus septentrionalis, 1642, S. 174, hvor Afskriften synes at være tagen efter en Hamborgsk Membran, som nu ikke mere haves, b) Bollandi et Henschenii Acta Sanctorum ad 3 Febr. p. 404 under Titel: Ludovici Pii Diploma fundationis Archiepiscopatus Hamburgensis et legationis Anscharii ad regiones septentrionales. c) Baluzii Capitularia Reg. Franc. I, 681. d.) Mabillon Acta SS. Benedict. VI, 121, under Titel: Ludovici pii præceptum de missione S. Anscharii, ejusque ordinatione. e) Liljegren Diplomatarium Svecanum (1829) I, 3, Nr. 2. f) (fuldstændigst) Archiv für Staats- und Kirchengesch. der Herzogth. Schleswigs &e. (1833) I, 132. Efter Indledningen fölger den os mest vedkommende Periode:

"Idcirco sanctæ Dei ecclesiæ filiis præsentibus et futuris, certum esse volumus, qualiter, diuina ordinante gratia, nostris in diebus, aquilonaribus in partibus, in gentibus videlicet Danorum sive Sveonum, magnum coelestis gratia prædicationis sive acquisitionis patefecit atrium, ita ut multitudo hinc inde ad Christum conversa, mysteria coelestia ecclesiasticaque subsidia desiderabiliter expeteret. Unde Do mino Deo nostro laudes immensas persolventes extollimus, qui nostris temporibus et studiis, sanctam ecclesiam, sponsam videlicet suam, in locis ignotis sinit dilatari atque proficere”.

Det övrige Indhold angaaer Hamborgs Ophöielse til Erkebispedömme, med Paaberaabelse af Keiser Carls (den Stores) ældre Bestemmelse, Nordalbingernes Bispedömmes förste Stiftelse m. m. Slutningen lyder saaledes:

"Et ut hæc auctoritas sui vigoris perpetuam obtineat firmitatem, manu propria subter eam firmavimus et annuli nostri impressione signare jussimus.

Signum wici piissimi imperatoris.

Hirminmarus Notarius ad vicem Theodonis recognovi. Data Idus Maji, anno Christo propitio XXI imperii Domini Hludovici, pissimi Augusti, indictione XII, Aquisgrani in palatio regio, in Dei nomine feliciter Amen.”

2) Den anden Classe af dette Diploms Afskrifter er oprindelig tagen i Hamborg af en Membran fra Bremen; egentlig en temmelig gammel, men ofte interpoleret Copiebog. Den vigtigste af dem er först udgiven af Lindenbrog, i hans Scriptores rer. German. Septentr. (Fabricii Udgave 1706 S. 125) men siden af Staphorst o. fl.; – de findes ellers i Pontanus rer. Dan. hist. T. IV, 97, Pontoppidan Annal. eccl. Dan. I, 34; Lünig Spicileg. eccles.' I, 114; Staphorst Hamburgische Kirchengeschichte I, p. 26. EfterOrdene in partibus fölger denne Interpolation:

"in gentibus videlicet Danorum, Sveonum, Norueorum [Noruenorum], Furriæ [Farriæ], Gronlandon [Gronlandorum] [3], Islandon [Islandorum], Scridiuindon [urigtig Stridiwindon, Scrikfindorum] et omnium septentrionalium et orientalium nationum.” Istedenfor atrium staaer ostium; for Christum – Christi fidem – Signum o. s. v. mangler. Ligeledes mangle hos Nogle Ordene Hirminmarus til recognovi. [4]

2.

Signaturen til stiftelsesbrevet for Hamburgs erkebispedömme av keiser Ludvig den fromme, etter dets dato i hans enogtyvende regjeringsår, omkring 833 eller 834. Gjengitt i Grönlands historiske Mindesmærker. 3. bind, s. 68. Utg. København, 1845.
Pave Gregor den 4des Stadfæstelses-Bulle for Oprettelsen af Erkebispedömmet Hamborg, haves nu kun uden Datum, men er sandsynligviis udgiven i eet af Aarene 835, efter Hvitfeldts og fleres, eller 834, efter Pontanus's Mening; Den har undergaaet en lignende Interpolation som det förstommeldte Diplom, see derom Asmussen 1. c. S. 151 o. f. Den rigtigste Afskrift af Bullen findes formodentlig i Mabillon's Acta SS. Benedict. VI, 122, under Titel: Decretum Gregorii Papæ IV de missione S. Anscharii ejusque ordinatione. Det os vedkommende Sted lyder her saaledes: "Ipsumque filium nostrum, jam dictum Ansgarium, Legatum in omnibus circumquaque gentibus, Sueonum siue Danorum , nec non etiam Slavorum, vel in ceteris ubicunque illis in partibus constitutis divina pietas ostium aperuerit, unacum Ebone, Rhemensi Archiepiscopo, statuentes ante corpus et confessionem sancti Petri, publicam euangelizandi tribuimus auctoritatem”.

Derimod indeholde andre Afskrifter hos Lindenbrog, Hvitfeldt [5], Staphorst, Liljegren o. fl. fra den ovenmeldte Bremenske Copiebog fölgende Tillæg (der og forekomme i det efter Staphorsts Værk af Fr. Münter foranstaltede Aftryk 1. c. I, 576 o. f.) efter: "gentibus Danorum, Sveonum”. . . Nortwehorum (Norweheorum), Farriæ [Furrie], Gronlandan, Halsingalandan [6] , Islandon, Scridevindum [Stridivindin], Slavorum, nec non omnium septentrionalium et orientalium nationum, quocunque modo nominatarum delegamus, et posito corpore [andre: capite] et pectore super corpus et confessionem sancti Petri Apostoli sibi suisque successoribus vicem nostram perpetuo retinendam, publicamque tribuimus evangelizandi autoritatem” o. s. v.

Tvende Buller af lignende Indhold haves af 840 Tallet, dog med Undtagelse af de nordligste Landes Navne, nemlig: a) een af Sergius den 2den, hos Staphorst I, 38, Liljegren I, 7, Nr. 4, der er dateret hos St. i Margen 847, men i selve Diplomet: mense Aprili, indictione nona, svarende til Aarstallet 846. b) Af Pave Leo den 4de haves en lignende Bulle, formodentlig udgiven 849, hos Lindenbrog S. 146, Liljegren I, 9, Nr. 5, dateret Mense Martio, indictione XII. I begge forekommer fölgende Sted: Concedimus igitur, sicut a prædecessore nostro beato Gregorio concessum est, scilicet ut gentes Wimodiorum [Winethorum], Norblingorum, Danorum, Norwenorum, Suevorum [Svenorum], vel quascunque gentes septentrionalium nationum jugo fidei prædicatione tua subdideris ad sedem Hamaburgensem spirituali donatione possideas” o. s. v.

3.

Hermed stemmer Nicolai den 1stes Bulle i Cæsar (Triapostolatus S. 183–184) og hos Lambecius; Liljegren I, 9, Nr. 6, dateret Mense Maio (pridie Cal. Jun.) indictione VI (efter Lambecks Rettelse for XI eller XII), altsaa 858. "Unde nos vestigia tanti pontificis et prædecessoris nostri sequentes Gregorii . . . filium nostrum jam dictum Ansgarium legatum in omnibus circumquaque gentibus Sueonum sive Danorum, necnon etiam Slavorum vel in cæteris ubicunque illis in partibus constitutis" o. s. v. Dermed stemmer det hertil svarende Sted af Vita S. Ansgarii overeens i Cæsars, Lambecks og Bollands Udgaver, hvorimod det lyder saaledes i visse Recensioner af samme Skrift: . . . ”gentibus Sueonum, Danorum, Farriæ, Norwehorum, Gronlandon, Islondon, Scridevindum, Slavorum, necnon omnium septentrionalium et orientalium nationum quocunque modo nomi natarum delegamus”, o.s.v., – men et andet i Vita Remberti: "Ut ibidem Archiepiscopalis constitueretur sedes, unde prædicatio verbi Dei finitimis fieret populis Sueonum, Danorum, Norveorum, Farriæ, Gronlandan, Islandan, Scridvindan, Slavorum, necnon omnium septentrionalium et orientalium nationum" (Mabillon Acta SS. Benedict. VI, 472).

Af lignende Indhold, men mindre interpolerede ere: a) Pave Adrian den 2dens Stadfæstelsesbrev for Erkebiskop Rembert (Staphorst I, 67; Liljegren I, 15, Nr. 9) dateret Mense Novembri, indictione V – altsaa 872, efter de nævnte Forfatteres Angivelse; men i denne Maaned (eller endog för) döde denne Pave, saa at IV (eller 871) her vel burde være det rette, hvilket Münter ogsaa antager l. c. I, 326. Den ommeldte Periode begynder saaledes: "Concedimus igitur tibi, sic ut a prædecessoribus nostris, B. Gregorio et Nicolao concessum est, scilicet ut gentes Wimodiorum, Norblingorum, Danorum, Suenorum" (o. s. v., som forhen). b) i kortere Udtryk, Sergius den 3dies Bulle, Staphorst I, 76, Liljegren I, 18 Nr. 12; disse Forfattere anföre Datum 2 Februar 905; Bullen selv har quinto nonas Febr. (altsaa 1 Februar?) indictione III, altsaa 900, som maa være feilskrevet for VIII, 905, eller IX, 906.

4.

Staphorst har l. c. I, 278 meddeelt, fra en gammel i Hamborg forvaret Codex, en Skrivelse fra Pave Johannes den 10de af 29de October, og efter hans Mening af Aaret 917, hvormed Paven sender Pallium til Erkebiskop Unno (?). Den begynder saaledes: "Johannes Episcopus etc. dilecto confratri Unni venerabili episcopo Hamburgensis ecclesiæ, tibi tuisque successoribus in perpetuum”. Deri forekommer fölgende Sted: "cum illis etiam qui hoc tempore ad Christi fidem conversi sunt, procurante et protegente gratia Dei, videlicet Episcopos in omnibus gentibus Sueonum seu Danorum, Noruegiorum, Island, Scrideuinnum, Gronlandon et universarum septentrionalium nationum” o. s. v., og til Slutning dateret IV calend. Novembr. (28 Oct.) per manus Leonis sanctæ Romanæ sedis Cancellarii, anno Domini Johannis papæ primo, Indictione IX. Mooyer anförer dette Pavebrevs Datum som 915 l. c. S. 116, men Liljegren (der her ikke angiver nogen Kilde eller paapeger nogen Interpolation, Diplomat. Svec. I, 21, Nr. 14) som (29 October) 913, da dog Johannes den 10de ikke blev Pave förend sidst i April 914, men Unni ikke Erkebiskop förend 916. Langebek har, i sine diplomatariske Samlinger ved sin Udskrift af Staphorst anfört Datum: "circa 917", men siden overstreget Aarstallet og sat i dets Sted 920. Suhm henförer Bullen til dette Aar, og udlader sig saaledes herom i denne Anledning (Hist. af Danm. II, 521): "Erkebiskop Unni af Hamborg blev först af Pave Johannes den 10de i dette Aar stadfæstet ved en Bulle i sit Embede, som er given den 29de October. Vel sandt, at Bullen henföres i Underskriften til Pave Johannis 1ste Aar, men Langebek viser i en Note til sit Diplomatarium, at der bör læses septimo istedenfor primo, og det venteligen fordi Indictionen er den 9. Dog kommer det os for, at den snarere er given Aar 919, hvorvel man maa tilstaae, at Tidsregningen af Paverne i det 10 Seculo er temmelig forvirret. Bullen selv er og ved Afskrivere bleven meget fordærvet, da man ikke har Originalen, og dertil maa henföres at Island, Grönland o. s. v. nævnes i den.” Jfr. Asmussen l. c. S. 159–161. Vi finde det neppe sandsynligt at Unni ikke har sögt om sin Stadfæstelse som Erkebiskop förend 3 eller 4 Aar efter hans Ansættelse; Staphorst har antaget at det er skeet strax derefter og Confirmationen udgiven i det næstpaafölgende Aar 917, men det var da Pavens ikke 1ste men 4de Regjeringsaar, og Indictionen ikke den 9de men 5te, o. s. v. – Höist paafaldende er det ogsaa, at det anförte Sted cum illis o. s. v. ikke stemmer overeens med de ældre og vistnok falske Interpolationer, men derimod temmelig nöie med Udtrykkene i en Bulle af Victor den 2den af 1055, som vi snart komme til at meddele heel og holden. Af denne og flere Grunde have vi fattet den Mening, at den her omhandlede Bulle virkelig tilhörer det samme, nemlig det 11te Aarhundrede, saaledes nemlig at Unvan bör læses her isteden for det feilagtig skrevne eller læste Unni. Da vilde Erkebiskop Unvan menes, som kom til Embedet Aar 1013, men Paven derimod være Johannes den 19de, valgt efter nogle 1024, efter andre 1025; – i sidste Tilfælde kunde Bullens anno primo, indictionis VIIII eller IX fuldkommen svare til den her omhandlede pavelige Regjerings Chronologie; ligesom disse Data i al Fald afvige mindre fra det Rigtige, end Hypothesen om Johannes den 10de og det 10de Aarhundrede i denne Henseende. Da vilde ogsaa Bullens Bemærkninger om Nordmændenes, Islændernes og Grönlændernes da virkelig skete Omvendelse til Christendommen være fuldkommen rigtige. At enhver ny Pave da og sildigere confirmerede Erkebiskopper og Biskopper i deres Embeder, er almindelig bekjendt. Erkebiskop Unwan afgik först ved Döden i Aaret 1029.

De ovenmeldte, for det 10de Aarhundrede anstödelige Tillæg findes ikke i Pave Agapet den 2dens Stadfæstelsesbrev for Erkebiskop Adaldag af Hamborg (Staphorst I, 290, Liljegren I, 22 Nr. 159) dateret "mense Januario IV nonas Januarii (2.Janr) indictione VI,” som svarer til 948, hvortil Suhm ogsaa henförer denne Bulle (Hist. af Danm. III, 42). Staphorst og Liljegren antage derimod 952. Bullens os vedkommende Udtryk ere disse: "cum illis etiam qui nunc tuo tempore, diuina protegente gratia, ad Christi conversisunt fidem, videlicet episcopis Danorum, Norvenorum, Sveonum, necnon omnium septentrionalium partium.” Det er vel mueligt at disse Bullens Udtryk virkelig ere ægte; thi i Aaret 932 havde Norge allerede erholdt dets förste christne Konge, Hakon Adelsteensfostre (kaldet den Gode), som regjerede i det förstmeldte Aar og döde först 961; Færöerne og Island havde ogsaa da allerede været beboede i meer end 80 Aar, og det sidstnævnte Land havde virkelig paa den Tid adskillige christne Indbyggere. Jfr. Asmussen l. c. S. 191.

5.

Endnu henimod Midten af det 11te Aarhundrede finde vi ikke Grönland udtrykkelig nævnt i Pavernes ægte og umistænkelige Breve, med mindre det skulde være i et (der nu kun haves fejlagtig afskrevet) af 1024 eller 1025; see ovenfor S. 72-73. Derimod synes det da ellers at indbefattes blandt de unævnte Öer, som laa under (eller ved) Danmark, Sverrig, Norge og Island. Disse Udtryk findes saaledes i Benedict den 9des Stadfæstelsesbrev for Erkebiskop Adalbert, dateret i Marts, indictione III, publiceret fra en Pergamentsbog af Staphorst l. c. I, 393 (Liljegren I, 34, Nr. 19).

"Legationem igitur et Archiepiscopalem potestatem in omnia regna septentrionalia, regna Danorum scilicet, Svenorum, Norvenorum, Hislandicorum et omnium insularum hiis regnis adjacentium, tibi et omnibus successoribus tuis perpetuotenenda concedimus."

Det ovenmeldte Datum vilde, for denne Pave svare til 1035, men Adalbert blev först Erkebiskop 1043, fölgelig burde her staa indictione XII, altsaa 1044, hvilket Datum de ovennævnte Diplomatikere ogsaa antage.

6.

Det er först i den senere Halvdeel af det 11te Aarhundrede at Grönland udtrykkelig nævnes i noget ægte skrevet Diplom (hvoraf der dog nu kun haves en Copie i den ovenommeldte Hamborger Membran), trykt hos Staphorst I, 410 og Liljegren (efter Samme), I, 37, Nr. 21; da det derved bliver fuldkommen vist at Grönland, fra dets Datum af (29 October 1055) i 80 Aar hörte umiddelbart under Hamborgs Erkebispedömme, bliver dette Brev af Pave Victor af den Vigtighed for dets Historie, at vi her meddele det heelt og holdent efter Staphorsts troværdige Afskrift:

"Victor Episcopus, servus servorum Dei, dilecto confratri nostro Adalberto, venerabili Archiepiscopo Hammaburgensis ecclesiæ, tibi tuisque successori bus in perpetuum. Convenit apostolico modera mini pia religione petentibus benevola compassione succurrere et poscentium animis alacri devotione impertiri assensum. Ex hoc enim lucri potissimum præmium apud dominum procul dubio promeremur, dum venerabilia loca oportune ordinata ad meliorem fuerint per nos statum perducta. Igitur quia postulasti a nobis, quatenus Archiepiscopatum Hamburgensem totum in integrum tibi tuisque successoribus confirmaremus, sicut a prædecessoribus nostris Nicolao, Agapito, Benedicto, Leone hujus almæ apostolicæ sedis decretum est, inclinati precibus tuis, et nos auctoritate concedimus apostolica et confirmamus, cum omnibus generaliter ac specialiter ad eundem præfatum Archiepiscopatum per tinentibus, scilicet omnia, quæ tui antecessores suis laboribus adquisierunt, vel etiam quæ ob amorem æternæ patriæ ibi a Christi fidelibus largita sunt, vel adhuc largiuntur, cum illis etiam qui hoc tempore ad Christi fidem conversi sunt, provocante et protegente gratia Dei, videlicet Episcopos in omnibus gentibus Sueonum seu Danorum, Norwegorum, Island, Scrideuinum, Gronlandon et universarum septentrionalium nationum, necnon etiam in illis partibus Slavorum, quæ sunt a flumine Pene, usque ad fluvium Egidore. Ita ut sub tua tuorumque successorum Hammaburgensis ecclesiæ Archiepisco porum maneant potestate, vel quicquid a vobis, divina favente gratia ab errore perfidiæ sive hominum sive locorum ad religionem christianam ad quiri potest, tibi tuisque successoribus perpetualiter tenendum, inviolabiliterque retinendum censemus. Et insuper decernimus nullum Archiepiscopum, vel Coloniensem vel alium quemlibet, in tua diocesi ullam vindicare potestatem. Caput quoque tuum mitra, quod est insigne Romanorum, permittimus insigniri. Quod si quis huic nostræ auctoritatis privilegio contraire, vel in aliquo illud temptaverit temerare, anathema sit. Qui vero observaverit, gratiam et benedictionem consequatur a Domino Jesu Christo. Data IIII Kal. Novembris, per manus Friderici sanctæ Romanæ ecclesiæ cancellarii, anno Domini Victoris II Papæ primo, indictione octava.”

Desværre mangle vi nu de uden Tvivl tildeels skriftlige Forhandlinger, som gik for sig i Grönland, Norge og mulig tildeels i Skaane angaaende Grönlands Bispestols Oprettelse i Garde og de dertil daterede Eiendomme og Indkomster. Fortællingen om Einar Sokkesön nævner udtrykkelig forskjellige Breve eller Documenter, hvilke Kong Sigurd Jorsalsfarer i den samme Anledning Aar 1124 sendte, under sin egen Forsegling, til Erkebiskop Adser af Lund, som da af Kongen blev anmodet om at vie Arnold til Biskop over Grönland. See ovenfor II, 676, 680—84, 686.

7.

I Pave Alexander den 2dens Stadfæstelsesbrev for Erkebiskop Liemar af Hamborg (Staphorst I, 441, Liljegren I, 39 Nr. 23) findes en Clausul angaaende Nordens Biskopper, der for en Deel er fuldkommen ligelydende med den fra Agapet den 2dens Bulle (af 948 eller 952) ovenfor (S.73) anförte: cum illis etc. Dog har den heromhandlede fölgendefor os mærkværdige Tillæg:

"Legationem quoque et Archiepiscopalem potestatem in omnia regna septentrionalia, Danorum scilicet, Suenorum, Noruenorum, Islandicorum et omnium insularum his regnis[7] adjacentium, tibi et omnibus successoribus tuis perpetuo tenenda concedimus.”

Denne Bulles Datum er ellers, saaledes som vi have det, urigtigt, med Hensyn til Aarstallet: Data IIII Nonas Februarii, indictione V, – altsaa 1067, endskjönt Liemar ikke blev Erkebiskop förend 1072. Det rette Datum maa vel saaledes, efter hvad de nævnte Diplomatikere o. fl. have antaget, være 1073.

8.

Höist besynderligt er det at det endnu henved 30 Aar efter Pascal den 2dens Oprettelse af Lunds Erkebispedömme (1103 eller 1104), hvis Stiftelsesbrev vi dog besynderlig nok mangle [8] – kunde udgaae en Bulle fra Rom, som den der almindelig tilskrives Innocentius den 2den under Datum af 27 Mai 1133, – hvorved de lundske Erkebiskoppers Værdighed og Myndighed synes at blive fuldkommen ophævet, eller rettere aldeles ignoreret som nogensinde bestaaende, hvorfor Neumann og Münter ogsaa have draget dens Ægthed i Tvivl [9].

Hverken i Hamborgs eller i Bremens Archiv har nogen Original eller authentisk Afskrift af den kunnet opdages. Foregivne gamle Copier findes dog hos Lindenbrog, Harduin, Cæsar og fra disses Samlinger hos Pontoppidan (Ann.eccl. Dan. I, 355), Staphorst (I, 532) samt efter denne Liljegren (I, 46, Nr. 29). De her for os vigtigste Steder lyde saaledes efter en af Langebek besörget Afskrift:

"Sæpe utique venerabilis frater noster Adalbero, Hammenburgensis Archiepiscopus, in præsentia prædecessorum nostrorum felicis memoriæ Calixtiet Honorii ac nostra questus est, Acerum Lundensem et alios episcopos Daciæ, tibi debitam, sicut Metropolitano suo, quemadmodum in antiquis privilegiis Gregorii, Sergii, Leonis, Benedicti, Nicolai, Adriani, Romanorum Pontificum continetur obedientiam derogare: frequenter autem et a prædictis prædecessoribus nostris, Calixto et Honorio, et a nobis eis mandatum est, ut aut ad tuam et Hammenburgensis ecclesiæ redirent obedientiam: aut si quam super hoc se confiderent justitiam habere, ad sedem apostolicam venirent præparati. Ipsi vero apostolicis contemnentes obedire mandatis, nec venerunt, nec responsales miserunt. Quia igitur lucrum nemo de sua contumacia debet obtinere, ex deliberato fratrum nostrorum episcoporum et cardinalium consilio, tam Lundensem quam alios episcopos Daniæ tibi restituimus. Ad formam itaque privilegiorum Gregori, Sergi, Leonis, Benedicti, Nicolai et Adriani, episcopatus Daciæ, Suediæ, Norvegiæ, Farriæ, Gronlandiæ, Halsingalandiæ, Islandiæ, Scridiuindiæ et Slavorum, carissimi filii nostri, Lotharii regis precibus inclinati tibi et per te Hammenburgensi ecclesiæ, suæ videlicet metropoli, præsentis scripti pagina confirmamus . . . . Data Romæ, apud montem Aventinum, per manum Almerici, sanctæ Romanæ ecclesiæ Diaconi, Cardinalis et cancellarii, VI Calend. junii, Indictione XI, in carnationis dominicæ anno MCXXXIII, Pontificatus vero domini Innocentii, papæ IIdi anno quarto [10].”

Der haves og (tildeels hos de samme Forfattere, især Staphorst) 4 korte Breve, udstædte af samme Pave under samme Datum, 1) til Biskop (sic) Adzer af Lund, om at adlyde Metropolitanen i Hamborg, 2) til en Konge af Sverrig (hvis Navn man i senere Tider ikke har kunnet udfinde eller læse), af det Indhold, at alle Sverrigs Biskopper fremdeles skulde adlyde Hamborgs Erkebiskop, 3) Befaling til de svenske Biskopper af samme Indhold – og 4) et til Kong Nicolaus af Danmark, angaaende de Danske Biskopper, i selvsamme Henseende.

Hvor urimelige end disse Documenter ved förste Öiekast, kunne forekomme os, maae vi, med Suhm, dog tage i Betænkning aldeles at forkaste deres Ægthed, naar vi see hen til Keiser Lothars Forbindelser med Innocentz den 2den, hvem han (mod Anaclet) just i det ovenmeldte Aar oplöftede paa den pavelige Throne, og tillige den förstnævntes idelige Cabaler mod Danmark, om hvis Herredömme to Prætendenter da strede, og hvilket han vistnok, i verdslige Anliggender, har sögt at bringe i Afhængighed af det tydske Rige, hvortil Danmarks Henlæggelse i geistlige Sager under Hamborgs eller Bremens Erkebispedömme ret vel kunde passe.

9.

Innocentz den 2dens Bestræbelser for Ophævelsen af Lunds Erkebispedömme havde ingen varige Fölger – men ikke desmindre leed det et særdeles föleligt Tab ved Oprettelsen af et nyt Erkebispedömme for Norge, Island, Grönland o. s. v. i Nidaros eller Trondhjem efter Foranstaltning af Pave Eugenius den 3die og ved hans Legat, Cardinal Nicolaus Breakspire, Biskop af Albano, en födt Englænder, Aar 1152 eller 1153 [11]. Det oprindelige Stiftelsesbrev har haft den samme Skjæbne som det Lundske, men af den Bulle, udstædt 1154, hvorved Paven, nemlig Anastasius den 4de, först har confirmeret samme, have vi endnu Papirs afskrift efter en Copie paa Pergament, verificeret af adskillige Prælater i Nidaros den 26de Juni 1429. Afskriften findes, med Arne Magnussens Haand i de Kjöbenhavns Universitetsbibliothek tilhörende MSS. Bartholiniana T. E. p. 151 af en gammel Membran fra Bergen, som brændte med Universitetsbibliotheket 1728. Denne yderst vigtige Afskrift, der og angaaer Erkestiftets Privilegier udstædte af 6 senere Paver, er trykt i Pontoppidans Annales Eccles. Dan. I, 379 og i Thorkelins Arnæ-Magnæanske Diplomatarium, 2den Deel S. 3–5. Vi gjengive de for os vigtigste Uddrag af Diplomet nöie collationeret med den ovenmeldte Bartholinske Copie.

Universis ad quos præsentes litteræ pervenerint Sweno Decanus, Wlpho Archidiaconus, Ecclesiæ Nidrosiensis, Ingewaldus Prior canonicorum regulariumSancti Augustini in sancta sede apud Nidrosiam et Petrus Prior fratrum Prædicatorum ibidem, salutem in Domino sempiternam. Noveritis nos litteras infra scriptas felicis recordationis Domini Anastasi Papæ quarti, non cancellatas, non abolitas, nec in aliqua sui parte vitiatas, sub philis serici, brunei coloris, et plumbeo sigillo vidisse et diligenter perlegisse, cum subscriptione ejusdem summi Pontificis Anastasii et Cardinalium; quarum tenor, unacum subscriptionibus, signis tamen eorundem subscribentium illic appositis, hic autem omissis, de verbo ad verbum sequitur, et est talis:

Anastasius Episcopus, servus servorum Dei, venerabili fratri, Johanni Trwdensi [12] Archiepiscopo ejusque successoribus canonice substituendis in perpetuum [13] .... felicis memoriæ Papa Eugenius, antecessor noster, de corrigendis hiis, quæ in regno Norvegiæ correctionem videbantur exposcere, et verbo ibi fidei seminando, juxta sui officii debitum, sollisitus extitit. Et quod per se ipsum universalis ecclesiæ cura obsistente, non potuit, per Legatum suum venerabilem scilicet fratrem nostrum, Nicolaum Albanensem Episcopum, exsecutioni mandavit. Qui ad partes illas accedens, sic ut a suo patre familias acceperat in mandatis, talentum sibi creditum largitus est ad usuram, et tanquam fidelis servus et prudens multiplicatum in fructum studuit reportare. Inter cætera vero, quæ illic ad laudem nominis Dei et ministerii sui commendationem implevit, juxta quod prædictus antecessor noster ei præceperat, pallium fraternitati tuæ indulsit. Et ne de cætero provinciæ Norvegiæ metropolitani possit cura deesse, commissam gubernationi tuæ urbem Thru(n)-densemejusdem provinciæ perpetuam metropolim ordinavit, etei Asloensem, Hammarcopiensem, Bergenensem, Stavangriensem, insulas Orcades, insulas Guthraie [14], insulas [15] Islandensium et Grenelandiæ episcopatus, tanquam suæ metropoli perpetuis temporibus constituit subjacere, et earum episcopatus sicut metropolitanis suis tibi tuisque successoribus obedire. Ne igitur ad violationem constitutionis istius ulli unquam liceat aspirare, nos eam auctoritate apostolica confirmamus et præsenti privilegio communimus, statuentes, ut Tru(n)densis civitas perpetuis temporibus supradictarum urbium metropolis habeatur, et earum episcopi tam tibi, quam tuis successoribus, sicut metropolitanis obediant, et de manu vestra consecrationis gratiam sortiantur; successores autem tui ad Romanum pontificem tantum recepturi, domum consecrationis accedant; et ei, simili modo[16] et Romanæ ecclesiæ subjecti semper existant. Porro concesso tibi pallio, pontificalis scilicet officii plenitudine[17] o. s. v.

«Ego Anastasius catholicæ ecclesiæ Episcopus (14 Cardinalers og deriblandt Biskoppen af Albano Underskrifter). Datum Lat. per manum Rolandi, sanctæ Romanæ ecclesiæ presbyteri Cardinalis et Cancellarii. Kal. Decembris[18] Indictione III[19], Incarnationis dominicæ anno MCLIIII, Pontificatus vero [20] Domini Anastasii Papæ IIII anno II.

Nos insuper supradicti Decanus, Archidiaconus et Priores vidimus et alias sex litteras apostolicas, videlicet: Adriani quarti, Clementis terti, Innocentii tertii, Gregori noni, Innocentii quarti[21] et Clementis quarti, cum impendentibus plumbeissigillis, omni prorsus suspicione carentes, sub eodem verborum tenore, eadem per omnia privilegia præfatæ ecclesiæ Nidrosiensicon cessa, cum similibus ipsorum summorum Pontificum et cardinalium subscriptionibus et signis eorundem, continentes. In quorum omnium fidem et testimonium præmissorum, sigilla nostra præsentibus duximus apponenda. Datum Nidrosiæ VI Calendas Julii anno Domini MCDLXXIX." [22].

10.

Kun faa Aar efter Oprettelsen af det Trondhjemske Erkebispedömme og længe efter Pavernes fornyede Anerkjendelse af det Lundske, sögte Erkebiskop Hartvic paa ny at gjenerhverve det Hamborgsk-Bremiske Erkestifts gamle Herredömme over Nordens Riger og Lande. Först synes han at have henvendt sig til Pave Adrian 4 herom, skjönt denne neppe kunde tænkes saa snart at ville forstyrre sit eget Værk; han udstædte dog den 21de Februar 1158 en Bulle, hvorved Erkestiftet Bremen stadfæstedes i alle dets lovlige og paa canonisk Maade erhvervede Rettigheder og efter dets da bestaaende Grændser i selve Tydskland. Dette var ingenlunde tilstrækkeligt for Erkebiskop Hartvic, der ligeledes henvendte sig til Keiser Frederik den 1ste, da fjendtlig sindet mod Paven, som ogsaa virkelig, under 16de Marts, lod sig forlede til hin uretmæssige Begjerings Opfyldelse. Keiserens Stadfæstelsesbrev for de Hamborgske Erkebiskoppers forældede og tildeels af Paverne ophævede Privilegier findes hos Lindenbrog (Script. rer Germ. pag. 158—161, Staphorst 1. c. I, 559—60 og derfra hos Liljegren I, 59, Nr. 40). Det os deraf Vedkommende meddele vi her i fölgende Uddrag:

"In nomine sanctæ et individuæ trinitatis Fridericus, divina favente clementia, Romanorum imperator Augustus . . . . Noverint ... omnium Christi imperique nostri fidelium, tam præsens ætas quam successura posteritas, qualiter dilectus noster Hartwicus Hammaburgensis Archiepiscopus obtulit Majestati nostræ privilegium Divi et augustissimi Imperatoris Hludovici, primi fundatoris et constructoris Hammaburgensis ecclesiæ, supplicans nobis, ut bona, possessiones, jura, immunitates, terminos, sicut præfatus gloriosissimus Imperator instruxit, nos æternæ stabilitatis vigore prædictæ ecclessiæ confirmaremus. Nos itaque pia facta prædecessoris nostri clarius intuentes et divinæ dexteræ opus per manum Christi sui completum debita affectione cordis amplectentes, quidquid in Hammaburgensi ecclesia statuit statuimus, quod donavit donamus, et nostra imperiali auctoritate confirmamus [23] ... Recolimus quoque rem, magna veneratione dignissimam, quod in eodem loco trans Albiam, Hammaburch nuncupato, idem gloriosissimus imperator Hludewicus, proprii vigoris archiepiscopalem et super omnes ecclesias Danorum, Sveonum, Norwegiorum, Farriæ, Gronlandonum, Hallingolandonum, Islandonum, Scredevindonum et omnium septentrionalium partium metropolitanam sedem constituit, et ut in futurum omnibus casibus sæpe dictæ ecclesiæ obviare posset, ne quisquam Episcoporum aliquam sibi trans Albiam vel alicubi in prædicta parochia vindicare debeat potestatem, certo limite eam circumscripsit. Terminos itaque quos Imperator Hludovicus posuit et cos quos Otto Imperator postmodum ex consilio principum præfatæ ecclesiæ designavit, juxta temporum æquam considerationem, immutatos conservamus, et nostra imperiali auctoritate confirmamus, quod sint videlicet termini ejusdem ecclesiæ ab Albiaflumine deorsumus que ad mare Oceanum, et sursum per Slavorum provinciam usque ad fluvium Pene et per ejus decursum usque ad mare orientale, et per omnes prædictas septentrionis nationes [24] .... Et ut hæc nostræ confirmationis auctoritas sui vigoris perpetuam obtineat firmitatem, præsentem inde paginam conscribi et sigilli nostri impressione insigniri jussimus adhibitis idoneis testibus, quorum hæc sunt nomina: Arnoldus Maguntinensis Archiepiscopus, Eberhardus Bambergensis Episcopus, Gebehardus Wirceburgen sis Episcopus, Albertus Aquensis præpositus, Gerhardus Magdeburgensis præpositus, Fridericus Dux Svevorum, Chonradus Palatinus comes de Rheno, Hludowicus provincialis comes Thuringiæ, Marquardus de Grumbach.

Signum Domini Frederici Romanorum Imperatoris invictissimi. (L. S.)

Ego Reynaldus Cancellarius vice Maguntinensis

Archiepiscopi et Archicancellarii recognovi.

Data Frankenwort XVII Cal. Aprilis, Indictione VI. Anno ab incarnatione Domini MCLVIII, regnante Domino Friderico Romanorum Imperatore Augusto, anno regni ejus VIto, Imperii vero III."

Denne Handling af Keiser Frederik, der aabenbar sigtede til at omstyrte den da regjerende Paves egne Stiftelser og Anordninger i Norden, kan kun forklares af de Stridigheder, som fandt Sted i Aarene 1157 til 1159 mellem begge ovennævnte höie Personer, som vedvarede til Adrian den 4des Död, der indtraf den 1ste September i det sidst meldte Aar. I övrigt synes Keiserens ovenmeldte Edict ikke at have haft den mindste Virkning paa de geistlige Statsforholde i de nordiske Riger.

11.

Efter at Erkebiskop Erik af Trondhjem i Aaret 1203 var kommen hjem fra den Landflygtighed, som hans Stridigheder med Kong Sverre havde foraarsaget, nödte den ham paakomne Blindhed ham til at overdrage sit höje Embede til Kannik Thorer Gudmundsön af Oslo, som formelig valgtes dertil, og drog til Rom for at udvirke Pave Innocentz den 3dies Stadfæstelse, der og blev ham til Deel, tilligemed Pallium den 13de Februar 1205. Den af ham saaledes erhvervede Bulle er endnu til i troværdige Afskrifter, af hvilke een er meddeelt af Du Theil, i Værket: "Diplomata, Chartæ Epistolæ et alia Documenta ad res Francicas spectantia” &c. Parisiis 1791, 1 Fol. Tom 2 Part 2 p. 834–836, efter den ovennævnte Paves Copiebog:

"Nidrosiensi Archiepiscopo ejusque successoribus canonice substituendis, in perpetuum, confirmat ei privilegia et concessiones antiquas.”

Hele Indledningen er (paa enkelte Skriverfeil eller Trykfejl nær) aldeles overeensstemmende med Anastasius den 4des ovenfor (under Nr. 9) omhandlede Bulle af 1154, saaledes som denne findes trykt i Thorkelins Diplomatarium Arnæ-Magnæanum l. c., – lige indtil fölgende Ord:

"felicis memoriæ Eugenius papa, prædecessor noster, de corrigendis his quæ in regno Norvegiæ correctionem videbantur exposcere (o. s. v.). ... non potuit, per legatum suum, Nicolaum, tunc scilicet Albanensem episcopum, qui postea in Romanum pontificem est assumtus, executioni mandavit. Qui ad partes illas accedens (o. s. v.). . . . juxta quod prædictus antecessor noster ei præceperat, pallium Johanni, antecessori tuo, indulsit, et ne de cætero provinciæ Norvegiæ metropolitana cura possit deesse, commissam gubernationi suæ urbem Nidrosiarum ejusdem provinciæ perpetuam metropolim ordinavit, et ei Asloensem, Amatripiensem, (Hamarcopiensem), Borgensem (Bergensem), Stavangriensem, insulas Orcades, insulás Fareiæ, Suthraiæ et Islanden et Grenelandiæ episcopatus, tanquam suæ metropoli perpetuis temporibus constituit subjacere, et earum episcopi (o. s. v.)... aspirare, Nosfelicis memoriæ prædicti Eugenii et Alexandri, atque Clementis, prædecessorum nostrorum Romanorum Pontificum vestigiis inhærentes, eandem constitutionem auctoritate apostolica confirmamus et præsentis scripti privilegio communimus, statuentes ut Nidrosiensis civitas (o.s.v. som ovenfor l. c.). Datum Romæ, apud sanctum Petrum, per manum Johannis Sanctæ Mariæ in Cosmedin, Diaconi Cardinalis, sanctæ Romanæ ecclesiæ Cancellarii. Id. Februarii Indictione DX, incarnationis dominicæ anno MCCV, Pontificatus vero domini Innocentii Papæ IIItii anno octavo."

Meget interessant havde det været her at kunne meddele den ovenfor S. 47—48 ommeldte, i Aaret 1247 udfærdigede Befaling af den pavelige Cardinal Wilhelm af Sabino til Grönlænderne, om at hylde en Konge i Overeensstemmelse med den guddommelige Lov, men saavel dette Diplom, som andre i den Anledning vexlede Breve m. m.ere, desværre, forlængst sporlöst forsvundne.

12.

Efter Trondhjems Erkebiskop Sigurd Indridesön Sims Död 1252 valgtes i hans Sted Kannik Sörle af Hammer, som strax drog til Rom for at erholde Pavens Confirmation paa Valget. Den gaves ham i en Bulle af 25de Februar 1253 (efter Romernes da brugelige Tidsregning 1152), som endnu er til i det Kongelige Danske Cancellies Archiv, trykt i Thorkelins Magnæanske Diplomatarium II, 41. Det for os Vigtigste lyder saaledes:

(Innocentii IIII privilegia Ecclesiæ Nidrosiensi metropolitanæ, data Perusii)

"Innocentius Episcopus, s. s. D. venerabili fratri Nidrosensium Archiepiscopo ejusque successoribus canonice substituendis”. Det Paafölgende med Ordene "felicis memoriæ Eugenius” o. s. v. er næsten ligelydende med det her foran i Bullen Nr. 11 Anförte, til Ordene: "Pallium bonæ memoriæ Johanniantecessori tuo, indulsit. Et ne (o. s. v.)... commissam gubernationis suæ urbem Nidrosiensem ejusdem provinciæ perpetuam metropolim ordinavit et ei Aslohensem, Hamarcipiensem (Hamarscopiensem), Bargensem, Stavangriensem, insulas Orcades, insulas Fareie[25], Sitheraie et Isladensem [Islandensem] et Grenelandiæ Episcopatus, tanquam suæ metropoli (o. s. v.) . . . Ne igitur . . . nos felicis recordationis Alexandri et Gregori, prædecessorum nostrorum, Romanorum pontificum vestigiis inhærentes, eandem constitutionem auctoritate apostolica confirmamus. .. (iövrigt ligelydende med det ovenfor l. c. anförte)

... Ego Innocentius catholicæ ecclesiæ Episcopus. (Derpaa fölge 9 Cardinalers Underskrifter). Datum Perusi per manum Guillelmi Magistri scholarum Parmensis, S. Romanæ ecclesiæ vice cancellarii V Cal. Martii, Indictione XI, Incarnationis dominicæ anno MCCLII, pontificatus vero Domini Innocentii IIII Papæ anno decimo."

Kun 8 eller 9 Aar efter Udfærdigelsen af denne Bulle indtraf Grönlændernes frivillige Hylding af Norges Konge, 1261, men de Actstykker, der angaae denne mærkelige Begivenhed, ere forlængst aldeles tabte.

13.

Paul Henri de Mallet, födt i Genf 1730, som fra 1752 af i en Deel Aar var Professor i det franske Sprog ved Kjöbenhavns Universitet, rejste henved 1763 til Rom, og foretog, efter Begjeringer fra Danmark, adskillige Undersögelser vedkommende Grönlands Historie m. m., i det Vaticanske Archiv. Resultaterne deraf bleve först meddeelte paa Latin 1771 i J.H. Schlegels Sammlungen zur dänischen Geschichte 1 B. 1 St. (under Titel: "Excerpta ex archivo Vaticano de pristino statu Gronlandiæ") og henved 1789 (noget feilagtig) i Paul Egedes Efterretninger om Grönland S. 82—91. Det meste heraf er copieret ved Langebek, i en Afskrift, tilhörende det Kongelige Geheime Archiv, som vi have haft til Eftersyn.

Efter Tidsordenen optage vi her den förste af disse Noticer: den er tildeels uddragen af Pave Johannes den 21des Brev af 3die Decbr. 1276, hvorved han tillader Erkebiskoppen af Trondhjem (da Jon eller Johannes den 2den, kaldet den Röde), efter hans Forestilling og Begjering at lade indkræve i Grönland den ved det 2det Lyonske Concilium 1274 paabudne Tiende af Geistligheden eller Kirkerne, som Bidrag til Omkostningerne ved det hellige Lands da forehavende Gjenerobring, ved dertil udnævnte paalidelige Mænd, da en saadan Reise til, i og fra Grönland neppe vilde kunne tilendebringes i kortere Tid end 5 Aar [26]. Den lyder saaledes:

"Prima, quæ in Pontificii archivi monumentis occurrit hactenus mentio de Episcopale sede Gardensi in Groenlandia, est anni 1276. Cum enim pro expeditione in terram sanctam paranda decretæ fuissent in proximo consilio oecumenico Lugdinensi II an. MCCLXXIV decimæ e beneficiis ecclesiasticis in universo orbe christiano colligendæ, et ad earum exactionem in tota provincia metropolitana Nidrosiensis archiepiscopus ipse designatus fuisset, nec ipse posset (aut vellet) in Groenlandiam navigare facultatem petit a Johanne XXI, Romano Pontifice, ut id muneris idoneis et fidis viris delegare posset. Ejus precibus annuit Pontifex, ea præcipue ratione commotus (ut ipse ait) quod Gardensis Diocesis, Tuæ de tua et provincia et regno existit, a metro upolitana Ecclesia adeo sit remota, quod de ipsa Ecclesia illuc, propter maris impedimenta, vix infra quinquennium ire quis valeat et redire ad Ecclesiam supradictam. Sic habent literæ Pontificiæ, datæ Viterdo 20 Nonas Decembris (4 Dec.) anno I (Scilicet 1276), quæ servantur in Regesto ejusdem Pontificii Cap. 93 et 255."

14–15.

1280. I dette Aar holdtes et Concilium i Bergen af Erkebiskop Jon (den 2den) med disse norske Biskopper: Andreas af Oslo, Jorund af Holum i Island, Erlend af Færö, Arne af Skalholt, Narfe af Bergen, Thorfinn af Hammer. Dette Kirkemöde begyndte strax efter Trinitatis Söndag og vedvarede formodentlig til den 25de Juli (VII. Cal. Aug.), da et Document er blevet udfærdiget af de nævnte Prælater angaaende Kong Eriks Kroning (den 15de Juli) trykt i Thorkelins Diplomata Arnæmagn. II, 92. Dette stemmer fuldkommen overeens med Efterretningen i den islandske Saga om Biskop Arne Thorlaksön (Udgavens S. 42) paa det Tillæg nær, at en Biskop Marcus af Syderöerne (eller Hebriderne, som i Annalerne kaldes Biskop af Man, d. 1304) ogsaa har været tilstede ved bemeldte Kroning. – Paa dette Kirkemöde udfærdigedes af samtlige der forsamlede Prælater en ny Kirkeret, for Kongeriget Norge (oversat af Paus i hans Samling af norske Love), men den er rimeligvis hverken bleven bestemt til at gjelde for Island eller Grönland; Island havde da nemlig for 5 Aar siden (1275) faaet sin egen Kirkeret forfattet af Biskop Arne og confirmeret af den ovenmeldte Erkebiskop, som ligetil Reformationen gjaldt der i Landet, ja ansees i visse Henseender endnu for gjeldende. – Derimod udfærdigede det ovenmeldte Bergenske Concilium desuden tvende særegne Statuter, bestemte til at gjelde for hele Nidaros Erkebispedömme, altsaa for Island, Færöerne og Grönland forsaavidt det der kunde anvendes. Dette Synodale findes paa gammelt Norsk i forskjellige Codices i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling, især 351 og 354 i Folio samt 238 i 4, og er aftrykt derfra med latinsk Oversættelse af Finn Johnsen i hans Historia ecclesiastica Islandiæ, 1ste Deel o. fl., det förste (hvori Varianten Arne for Narfe af Bergen er urigtig) S.445–469 og det andet S. 469—471. Da dog intet udtrykkelig nævnes deri som angaaende Grönland i Særdeleshed, nöies vi her at henvise til sidstmeldte fortrinlige Værk. Jfr. Münter Kirchengesch. 1 Th. 1 Abth. S. 202—203.

16.

Den 2den af Mallet meddeelte Notice om Grönland fra det Vaticanske Archiv hörer formodentlig egentligst til Aaret 1285. Den omhandler en Erkebiskop af Trondhjem, som i sin Tid var Hoved-Indsamler af den under Nr. 13 omhandlede Tiende (af Norge og Grönland) men kom i Uenighed med Kongen, hvorfor han flygtede ud af Riget efter at have deponeret en Deel af det saaledes Indsamlede ved Erkestiftet, men ladet Resten staae hos de underordnede Indsamlere, hvorpaa han kort derefter döde udenlands. Her er Talen om den ovenmeldte Erkebiskop Jon den 2den, som formedelst sine Stridigheder med Kong Erik, kaldet Præstehader, udvandrede 1282 til Skara i Vestgötland, hvor han döde i det næstpaafölgende Aar. Saaledes stode Sagerne (hedder det i den Pavelige Regnskabsbog til 1287) indtil Magister Ugnatio Aretius blev af det apostoliske Sæde bemyndiget til at modtage det af bemeldte Tiende, der var blevet oppebaaret af Erkebiskoppen og hans Indsamlere. Noticen lyder saaledes:

In libro rationum Decimæ prædictæ annotatur, quod in regno Norvegiæ a principio fuit collector Archiepiscopus Nidrosiensis, quamdiu vixit; et quia venit ad discordias cum Rege propter facta Ecclesiæ suæ, regno exiens extra regnum decessit, et de pecunia, quam collegit et colligi fecit, deposuit apud Ecclesiam suam, aliam dimisit penes collectores, et sic stetit negotium dictæ decimæ, donec Magister Ugnatio, plebanus de Castellione, Aretius, fuit Deputatus per sedem apostolicam ad recipiendum quod collectum erat per dictum Archiepiscopum et collectores suos. (Ex libro ration. Decim. Collect. ab anno 1274 ad annum 1287, pag. 19).

Vi formode at Efterretningen om disse Forholde ved Tiende-Indkrævningen i Norge m. m. ankom til den Pavelige Curie 1283 eller 1284, og at den ovennævnte Magister Ugnatio er kommen dertil 1285 med Biskop Andreas af Oslo, som da (efter de Islandske Annaler) kom tilbage fra Rom med Pavelige Breve. Om Udfaldet af denne Sendelse er ellers intet os bekjendt.

17.

1299. Synodalier for hele Erkebispedömmet udgivne i Nidaros "die decollacionis beati Johanni Baptistæ (29 Aug.), anno dominimillesimo ducentesimononagesimo” af Erkebiskop Jorund, samt Biskopperne Erlend af Færö, Arne (Helgesön, da Electus) til Skalholt, Arne af Stavanger, Eyvind af Oslo og Thorstein af Hammer; see Finni Johannæi Hist. eccl. Island. T. 1. p. 472—474.

18.

1306. Synodalier for samme Erkebispedömme udgivne i Oslo af Erkebiskop Jorund, samt Biskopperne Erlend af Færö, Ketel af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen, Ingjald af Hammer; a.d. millesimo trecentesimo sexto, pridie nonas Julii (6 Juli) l. c. S. 475–76. Jfr. Münters Kirchen gesch. 1 Th. 1 Abth. S 203.

19.

1308. I de ovennævnte Bartholinske Haandskrifrer (Tom. E, S. 338) findes en Udskrift af et Pergaments-Haandskrift kaldet Registrum Bergense, indeholdende Udkastet til et Brev fra Biskop Arne i Bergen til Biskop Thord paa Grönland, af 22de Juni 1308. Rimeligvis har det Skib, hvormed det skulde overbringes med det dertil hörende Sendingsgods, da snart skullet afgaae; denne Afseilingstid synes at indfalde saa sildig i Sommertiden, at Skibsföreren neppe har agtet sig tilbage den samme Sommer, men först i det næste Foraar. Efter Sagaerne pleiede de norske Kjöbmænd og Skippere, som fore paa Island i gamle Dage, som oftest at bære sig ad paa en lignende Maade, og det var blandt dem en almindelig Skik, at Skibsfolkene fordeeltes til Vinterophold blandt Bygdens mere formuende Beboere. – Det samme udfinde vi og af de samme Kilder at have været Skik og Brug i Grönland; see f. Ex. herovenfor I, 238, 246, 402; II, 125, 316, 536 (o. f.), 638, 692. Annalernes Efterninger henpege og tit til den samme almindelige Fremgangsmaade.

Hvor vanskelige og sjeldne gode Skibsleiligheder fra Norge til Grönland have været i de Tider, viser Brevets Indhold, i det Bergens Biskop formoder at Kong Eriks Död, som indtraf i Sommeren 1299, endnu 1308 kunde være ubekjendt i Grönland. Endskjönt Brevets övrige Indhold synes at være ubetydeligt, finde vi det dog i visse Henseender at være interessant, ligesom det og anförer forskjellige historiske Data. Vi meddele det derfor heelt og holdent. En latinsk Oversættelse af dette Brev (med Undtagelse af det Stykke, som handler om Sendingsgodset) findes i den Bartholinske Samling 6te Tome S. 676. Den er uden Tvivl ny, som bedst indsees af fölgende isteden for det manglende Stykke indförte Notice: "Cetera epistolæ agunt de rebus, quas Bergensis Episcopus Gardensi mittit, quarum nomina intelligi non possunt.” – Den Part af Brevet, der omhandler Kong Eriks Död, er meddeelt af Finn Johnsen i hans Historia ecclesiastica Islandiæ T. I, S. 401, (hvorom mere her nedenfor i Anmærkningerne). Der tillægges dog dette Brev ved en Hukommelses- eller Skriverfeil Arnes Eftermand i Embedet, Biskop Audfinn.

Wirdulegom herra oc andleghom brödur sinum herra þorde med gudz miskunn biskupi a Grönalande, sendir A. med samre miskunn biskup i Biorgvin quediu guds oc sina brodorlega ælsku. Tidendi hafa med oss til fallet, bæde stor oc þung a þessom vetrom, hvart þer hafed þau spurt eda æigi um frafall virdulegs herra Eiriks kunungs i Noreghe, er andadezst i Biörgvin tvæim nattom efftir Seliu voku, anno domino M CC nonagesimo nono; so andadezst oc Öyvindur biskup i Aslo a fiorda are þar eftir, oc Arne biskup i Stavangre. Oc lidnu eigi fullu einu are þar efter andadezst virduleger herra broder Narfve biskup i Biorgvin, oc Þostæinn biskup i Hamre; sub anno domini M. CC. quarto, er artiid mins herra Narfva biskups decimo VII kalendas Novembris. En nu i sumar andadezst virduleger herra Erlendur biskaf Færæigium Idibus Juni. Bidium ver at þer minnizst þessarra hofdingia saler i ydru bönahalde oc minnazst later adra menn bæde lærda oc olærda. Sendu ver til ydar, sosem til vinar oc frenda, mæir minnilega en rika sending: eit skinger oc syrkot oc kaprunn af liosbaam[27] lit, er skingret, syrkot, kaprun fodrat med gram skinnum, oc kyrtil þar til af sama klæde. Bidium ver at þer firer litid þessa sending ei; þviat annan tima skal þar um bætra þægar gud vil. Þa luti flæiri sem ver sendum til klaustranna her[28] skal Olafur bonde ydur i hendur fa oc skipti efter þvi sem hann segir ydur til, hann skal oc fa ydur af varre haulfu eit fat med vinberium. Bidium ver at per ritid til var kunnlega um ba luti er ydur taka oc kyrkiu ydra. Göymi ydar gud. Scriptum Bergis X calend. Julii, Anno Domini M. CCC. VIII.

Höiværdige Herre og sin aandelige Broder Herr Thord, af Guds Naade Biskop paa Grönland, sender A [29] af samme Naade Biskop i Bergen, Guds Hilsen og sin broderlige Kjærlighed. Baade store og tunge Tidender have indtruffet blandt os i disse Vintre (Aar), enten I saa have faaet dem at vide eller ikke, – som den höithædrede Herres Kong Erik af Norges Dödsfald; han döde i Bergen tvende Nætter efter Sællö Helgenes Aften [30] i vor Herres Aar 1299. Ligeledes bortkaldtes Eyvind, Biskop i Oslo, paa det 4de Aar derefter, ligesom ogsaa Arne, Biskop af Stavanger. Ikke et fuldt Aar derefter döde den höiværdige Herre, Broder Narfe, Biskop i Bergen, og Thorstein, Biskop af Hammer 1304. [31]. Min Herre Biskop Narfes Aarstid (Anniversaria) indtræffer den 16de October. Men i denne Sommer döde den höiværdige Herre Erlend, Biskop af Færöerne, den 13de Juni. [32] Vi bede at I mindes disse Hövdingers Sjæle i eders Bönner, og lader tillige andre Mænd, saavel lærde som ulærde, mindes dem saaledes.

Vi sende eder, som vor Ven og Frænde, snarere for Erindringens, end for nogen stor Værdis Skyld, en Sending af et Skinger[33] og Syrkot [34] og Kaprun [35] af lyseblaa Farve, (Skingeret, Syrkotet og Kaprunet ere forede med Graaværk), og en Kjortel dertil af samme Klæde. Vi bede at I ikke forsmaaer denne Sending; thi en anden Gang skal den, naar Gud vil, blive forbedret. De flere Ting, som vi sende til Klostrene der [36], skal Olaf Bonde [37] indhændige eder, og skulle de deles saaledes, som han vil underrette eder om. Han skal og, paa vore Vegne, flye eder et Fad med Viinbær [38]. Vi bede, at I skriver os fortrolig til om de Ting, som vedkomme eder og eders Kirke. Skrevet i Bergen den 22de Juni 1308.

20.

1311. I de Bartholinske Haandskrifter paa Universitets bibliotheket Tom. E. pag. 555 o. f. findes forskjellige Afskrifter fra en gammel Bergensk Copiebog paa Pergament, som nu ikke vides at være til, af Actstykker, angaaende den Bergenske Biskop Arnes Klage over Ludvig, eller Lodowicus, "rector ecclesiæ beati Petri de Borghund, Nidrosiensis dyocesis”, som uretmæssig havde villet tilliste sig Biskopsembedet paa Færöerne (episcopatum Farensem) mod den Bergenske Kirkes formeentlige, dog kun ved Hævd erhvervede Privilegier, og var, efter det Nidrosiske Capitels ovenfor S. 99 ommeldte Skrivelse til Paven, den 18de August 1309, bleven udnævnt dertil af Erkebiskop Jorund, fra hvis Embedshandling Bergens Biskop havde appelleret til det Pavelige Sæde. I den Henseende er Biskop Thord af Grönland, da han i de to förste Maaneder af 1311 opholdt sig i Bergen, og efter det Ovenanförte var en Ven og Slægtning af Biskop Arne, bleven tilkaldt af 4 Bergenske Kanniker, den sidstnævnte Biskops Commissarier, til at indfinde sig med dem i St. Hans Minoriter-Kloster i Bergen, tillige med dets Abbed, Custos og Guardian, for at oplæse for ovennævnte Herr Ludvig en i Avignon den 10de September 1310 vidimeret Copie af den ovenommeldte Appellation, dateret i Bergen den 4de Marts 1309 (indrykket i det Trondhjemske Capitels Skrivelse til Paven af 12te Mai s. A.) og at æske hans Erklæring, om ikke sammes Original-Document, udfærdiget under Erkebiskop Nicolai af Upsala og flere Prælaters Segl, var blevet ham forkyndt, hvilket han og selv mundtlig tilstod at være skeet i Ekerö (Eykröy) den 26de Juli i sidstmeldte Aar, i adskillige Biskoppers Nærværelse, da han den Gang, efter det Nidrosiske (eller Trondhjemske) Capitels Befaling, forlangte at blive viet til Biskop over Færö ved Biskopperne af Stavanger og Hammer (til hvilke Capitlets Begjering desangaaende af 22 April 1309 endnu haves i Afskrifter). Denne begjerede Beskikkelseshandling gik for sig i det fornævnte Kloster i Bergen den 30te Januar 1311, da ogsaa dette derom udfærdigede Document er dateret. Dets Slutning lyder saaledes: "Nos igitur Thordo, Dei gratia, Episcopus Gardensis, Petrus abbas monasterii Sti Johannis Baptistæ Bergis, Sigwardus custos fratrum minorum in regno Norwegiæ et Olaus Gardianus fratrum eorundem domus Bergensis supradicti, præsenti kartæ sigilla nostra apposuimus in testimonium præmissorum."

21.

1311. Biskop Thord af Garde bevidner endvidere i et særskilt Document, udfærdiget i Bergen den 1ste Februar 1311, at han, den 30te Januar næst forhen, var tilstede i St. Hans Minoriter-Kloster i Bergen, tilligemed dets Abbed, Custos og Guardian, da de i sidstanförte Document nævnte 4 Bergenske Kanniker, som udnævnte dertil af Stedets Biskop Arne, oplæste den ovenmeldte Appellations – Gjenpart for Hr. Ludvig, Kirkeherre til Borgund i Nidaros Dioecese, og medbragte ligeledes Betjenten Herbrand, som erklærede at han havde overbragt samme Instrument til Staden Bergen, hvortil han ankom den 26de Januar næstforhen, hvilket han tilböd sig at bekræfte med egen Ed, og Vidnesbyrd af Præsterne Peter og Finn, som til Skibs havde ledsaget ham dertil. Biskoppen (m. fl.) bevidner fremdeles at ovennævnte Ludvig, da han af Kannikerne blev adspurgt, for hvilket Forfalds Skyld han ikke havde mödt i den rette Tid ved den Pavelige Curie, havde undskyldt sig med et Tilfælde, hvorved han havde brækket Benet, – hvilket Forfald nærværende Diploms Udstædere dog ikke vilde antage for gyldigt, thi skjönt han da haltede noget paa den ene Fod, havde dette ogsaa længe för været Tilfældet, hvorfor det og var bekjendt i Norge, at han, fra den Tid han i Aaret 1309 drog ud med Kongen (Hakon den 5te) paa Toget til Danmark, lige til Attestationens Datum, ikke havde, ved den ovenommeldte Svaghed, været - forhindret fra at reise, hverken til Skibs eller til Hest, naar han kun havde villet. Endelig erklærer Biskoppen og Klosterets Custos at titnævnte Ludvig, i deres Nærværelse (paa en anden, her formodentlig feilskrevet Dag) havde tilstaaet at Olav, udvalgt Erkebiskop til Nidaros, havde overdraget ham den Færöiske Kirkes Gods, hvoraf han, med sin Familie, havde tilstrækkeligt Udkomme, – ligesom de og bevidne at han skalter og valter med samme Kirkes (eller Bispestols) Gods, efter eget Tykke, som om han var dets retmæssige Administrator.

Med Hensyn til de heromhandlede Stridigheder angaaende Bispedömmet paa Færöerne bemærke vi end videre, at Erkebiskop Jörund, kort efter at have udnævnt Lodovicus til Biskop over Færöerne, faldt i en svær Sygdom, og blev af Kannikerne berövet al Myndighed, indtil han afgik ved Döden 1309. Des sikkrere kunde Bergens misfornöiede Biskop appellere fra sin Overmands Embedshandling, hvilken dog den sidstnævntes udvalgte Eftermand Olav, (formodentlig den samme som Eiliv, der blev virkelig Erkebiskop 1311) anerkjendte og sögte at sætte i Kraft. Den titnævnte Ludvig eller Lodvik er rimeligvis den samme, som i de Islandske Annaler kaldes Lodin, Biskop af Færóerne, og siges at være omkommen 1316 med sit da forliste Skib, hvoraf man maa formode at han da havde vundet sin heromhandlede (som det maa forekomme os fuldkommen retfærdige) Sag ved den Pavelige Domstol.

22. 1320. Erkebiskop Eilif af Nidaros, samt Biskopperne Helge af Oslo, Vilhelm af Örkenöerne, Audfinn af Bergen, Hakon af Stavanger, Hallvard af Hammer og Signar af Færöerne udgave en Anordning om forskjellige aandelige Anliggender, i Bergen, "in Concilio provinciali, anno domini millesimo trecentesimo vicesimo” og befalede at den skulde efterkommes i den hele Provincia (Erkebispedömme). Den norske Original, med latinsk Oversættelse, er indfört i Finn Johnsens Historia ecclesiastica Islandiæ, T. 1 S. 477–78. Jfr. Münter Kirchengesch. von Dänem. u. Norw. 1 Th. 1 Abth. S. 304–305.

23.

1322. Efter samme Værk T. 1 S. 452 holdt Erkebiskop Eilif atter et norsk Bispemöde, og udgav der talrige Befalinger om geistlige Anliggender, anförte i det gamle Norske med latinsk Oversættelse fra S. 478 til 496. Jfr. Münter 1. c. 1. Th. 1 Abth. S. 205—206.

24.

1325. I dette Aar opkom der en Tvistighed mellem Biskop Audfinn af Bergen og Erkebiskop Eilif, da den förstnævnte klagede over at de Kjöbmænd fra Trondhjems (eller Nidaros) egentlige Bispedömme, som hörte under Erkebiskoppens umiddelbare Bestyrelse, og som i den Sommer kom paa "Knaren" fra Grönland til Bergen, ikke vilde yde dets Biskop og Præster den Tiende, som dem tilkom med Rette. Biskop Audfinn androg dette i et Brev til Erkebiskoppen af 24de Juli 1325, hvilket vi her meddele efter en Afskrift deraf, tagen af det titommeldte gamle "Registrum Bergense", afskrevet ved Arne Magnussen i Bartholins Haandskriftsamling Tom. E, S. 101. En anden Afskrift, formodentlig derefter, fra Arne Magnussens eller Grams Tid, findes i Geheime-Archivet, ligesom og en for os mærkværdig, men meget ældre dansk eller norsk Oversættelse af Brevet, som (uden Tvivl ved Langebek) er bleven besörget udskrevet i Stockholm af en Copiebog fra Begyndelsen af 1500 Tallet i Antiqvitets-Archivet sammesteds, efter fölgende Vedtegning: "Ex diplomatario chart. negligenter exarato sec. XVI ineunte in Reg. arch. antiqvitt. Holm. 1761." Af den förstmeldte meddele vi her den i samme tilföiede Complettering af Begyndelsesordene, ligesom vi og ville optage nogle af den sidstnævntes mærkeligste Udtryk eller Afvigelser i Varianterne til Originalen; i övrigt er det tydeligt at Oversætteren paa forskjellige Steder (som her ikke behöve at anföres) har misforstaaet sin Original. Kun synes den senere Halvdeel af Erkebiskoppens Brev at være grundet paa en anden Text end den vi nu kjende.

Det maa og bemærkes at dette og tillige det næstfölgende Diplom allerede ere, fra den samme Kilde, med tilhörende ny Oversættelse blevne meddeelte paa Tryk af Lector A. P. Munch i Værket: Samlinger til det norske Folks Historie og Sprog, udgivne af et Samfund, 5te Bind (Christiania 1838, 4to) S. 547–550, blandt flere Diplomer ved kommende Norges Historie under Kong Magnus Eriksöns Regjering – med denne fælles Titel (10 og 11) Breve fra Biskop Audſind til Erkebiskop Eilif og Svar fra denne, betræffende de i Throndhjem hjemmehörende Grönlandsfareres omtvistede Forpligtelse til at svare Tiende i Bergen under deres midlertidige Ophold i denne Stad.

De Decimis mercatorum de Grönland.

Wirduleghom herra sinum etc. [39] sendir A. etc. [40]

Ver þröngiomzt nokkot so til mote[41] varom vilia ydrum herradom kunnict gera um nymæle þau oc undandraatt[42] er þeir kaupmenn af Thröndhæimi sem nu komo[43] i knærrinom af Grönalande, alæita oss og soknarpresta i Biorghvin, i þi at þæir næitta[44] oss reetta tiund luka af kaupöire sinum [45] þeim er þeir hafdu af Grönalande til Berghvinar; hafum ver med allu þolenmöde eftirlæitat vidur þa sem af ydar Erkibiskupsdöme ero, Olaf i Lexo og Æindrida Arnason og adra þeirra kumpana, at þeir lyke oss reetta Grönlands fara tiund, sem adrar skiparar þeirra [46]. Gatom ver en med ængom hætte þa læitt til reetz veghar vm vpplykting fyrsagdrar tiundar, saker sins sambandz og olydni. Viti þer þo vel, gode herra, huorsu tiunder æighu med loghuum at græidazst oc skiptazst medal biskupsdömanna, þar sem sann endamerki[47] ero sætt þeirra i millom, þo at Grænlandzfarar æin æda tvæir af þæim hafe sik nylegha vndandreghit at luka tiund sina i Berghvin, æda oss ovitande med löyndri hende[48] brot skotet; hyggium ver vaarn reett i þæirra misgerd i æingu skaddann vera. Enn saker þærss ad fridur og naader[49] ero i hæilaghre kirkiu iamfnan setiande fram firir dæilu og þrættor, gærdom ver þat at sinne efter þeirra bönastad[50] oc brödra vara rade i tighn oc vyrding vidr ydur oc hæilagha Nidaros kirkiu, at ver letom so mykit af varom reett at sinni, þat sem oss lea loghen opinbærlegha at æigha, lagþum ver under jamfna hond til göymslu i ydarn gard, so at ver hafum æin lykil, Paall bonde annan, oc þeir sealfer Grænlandz fararner hin þridia, þar til er gud gefe oss þat vndirstanda af ydr med ydru brefe, at ver meghem med naadom[51] varom oc vaarrar kyrkiu rette hallda ospilltum, þar sem ver oc varer firermenn, Berghvinar biskupar, hafum jamfnan efftir fornre sidueniu ok kirkiunnar loghom i frealsre æighn veret fyrsagdrar tiundar. Ritat[52] i Berghvin, in vigilia Jacobi, anno domini millesimo CCC. XX. qouinto.

Om de fra Grönland komne Kjöbmænds Tiende.

Til sin hæderværdige Herre (Eilif o. s. v.) sender Audfinn o. s. v. Vi nödes i visse Maader til, imod vor Villie, at gjöre eders Herredömme bekjendt med de nye Paastande og Unddragelser, hvormed de Kjöbmænd af Trondhjem[53], som nu ere komne med Knaren fra Grönland, fornærme os og Sognepræsterne i Bergen, i det de nægte at yde os rigtig Tiende af det Kjöbmandsgods, som de bragte med sig fra Grönland til Bergen. Vi have med al Taalmaadighed forsögt at formaae dem, der ere af eders Erkebispedömme[54], nemlig Olaf i Lexa[55] og Endride Arnesön og andre deres Kompaner, til at yde os rigtig Grönlandsfarertiende, ligesom deres övrige Skibsfæller; vi kunde dog ikke paa nogen Maade lede dem paa den rette Vei med Hensyn til fornævnte Tiendes Ydelse, formedelst deres Sammenhold og Ulydighed. I veed dog vel, gode Herre! hvorledes Tiender bör paa lovlig Maade ydes og skiftes mellem Bispedömmerne, da der jo ere satte rette Grændsemærker mellem dem; om end een eller to af Grönlandsfarerne nylig have unddraget sig fra at betale deres Tiende i Bergen eller os uafvidende hemmelig stukket den tilside, ansee vi ikke vor Ret at være i mindste Maade bleven svækket ved deres Misgjerning. Men fordi at Fred og Rolighed stedse i den hellige Kirke bör foretrækkes for Tvist og Trætte, da lempede vi os for denne Gang saaledes efter deres Bönner og vore Brödres Raad, af Höiagtelse og Ærbödighed for eder og den hellige Kirke i Nidaros, at vi nu eftergave saa meget af vor Ret, at vi henlagde det som Loven aabenbar hjemler os Eiendomsret over, under fælleds Opsyn til Forvaring i eders Gaard, saa at vi have een Nögel, Paul Bonde [56] den anden og Grönlandsfarerne selv den tredie, indtil Gud forunder os at erfare af eder, ved eders Brev, at vi i Ro kunne beholde vor og vor Kirkes Ret ubeskaaret, da baade vi og vore Formænd, Bergens Biskopper, altid efter gammel Sædvane og Kirkens Vedtægter have besiddet fri Eiendomsret til bemeldte Tiende. Skrevet i Bergen, St. Jacobs Aften, (24de Juli) 1325.

25.

1325. Herom henholde vi os til vore Indledningsbemærkninger til det næstforegaaende Diplom.

De decimis Grönlandensium mercatorum.

Eilifur med guds miskun Erkebiskup i Nidarose sender Audfinni med samre miskun biskupi i Biörghvin q. g. oc sina vinatto.

Bref ydart kom til vaar, kærande nymæle oc undandraatt þan, sem Grönlandzfarar af Throndhæimi, þeir sem vttan komo at sinni i knærrinum, gærdo ydur oc soknarprestom i Berghvin, oc þo at þer læitador efter med allo þolinmöde, þa kuadozst[57] þer þærs siidur fa ydrar kirkiu rett vm tiund kaupöyriss þærs er peir hafdu med seer af Grönalande, sem þer forot bæter efter. Eroydur ændamærki biskupsdömanna, logh oc forn siduenia þar vm iamkunnict sem oss; skal þat gud vita at so gerna vilium ver ydur oc ydar lærdom mönnum sins reettar unna, sem varom halda. Vita aller hinir ællzsto Grönlandz farar oc aller ællimenn her oc annarsstadar i landino, at Þrönder þeir sem af Grönalande hafa komet hafa opævilegha[58] (?) loket tiunder sinar varom prestmonnom oc ængom adrum [59] so at ver hafem freetter til; hyggiom ver þa oc þæirra godz hedan rærstz oc nærst hafa en æighi annar stadar, oc tiundagærdena en miok i þeirra valde oc sialfræde vera, þar til er þeir hafa koset huar þeir vilia vetersetar gerazst, oc ef þeir aller siglingarmenn, sem i Biorghvin riufa sinn bunka, skulu med banne ædr adrum hirtingum hæilagrar kirkiu her sudr þröngiazst til tiundagærda, þa monu flæiri en ver æinir nöydazst til jamhaarrar akæro sem þer ræisto þessa, oc kan pa at værda at flæiri vilia sinnar kirkio reette ospiltum halda. Þakkum ver ydur þo mykilegha at þer letor hældur tiundena vndir jafnadar hond læggia en medur bradare alaup um varar kirkiu rett oc hæfd vnder ydur gripa. Værde[60] oss þui sidzst af ydur nokkora alæitinga sem ver hyggium þar minzst til skyldad. Radom ver þui at þer lofet kaupmönnum þar stediazst sem þeir æighi godz oc barnföde oc þeim tiund gera i huærs biskupsdöme sem þeir vilia vistazst æda vera þan tima er kaupmanna tiund er von at gerazst hueriom kaupstad i Noreghe. Vilium ver oc skulum med ydur, sem skylda vor er, gærna oll god skipti æigha. In Christo semper valete. Scriptum Nidrosie in Octavis beati Olai.

Om de grönlandske Kjöbmænds Tiende.

Eilif, ved Guds Naade Erkebiskop i Nidaros, sender Audfinn af samme Naade, Biskop i Bergen, Guds og sin Hilsen og sit Venskab. Til os kom eders Brev, klagende over de nye Paastande og Unddragelser, som de Grönlandsfarere fra Trondhjem, der nu sidst ankom paa Knaren, anvende mod eder og Sognepræsterne i Bergen, og endskjönt I med al Taalmodighed forsögte (at overtale dem), siger I, at I desmindre fik den eders Kirke tilkommende Ret til Tienden af de Kjöbmandsvarer, de bragte med sig fra Grönland, som I forlangte den venligere; I kjende Bispedömmernes Grændser, Love og gammel Sædvane i den Henseende ligesaa vel som vi. Gud skal vide, at vi ligesaa gjerne ville unde eder og eders lærde Mænd[61] eders Ret, som beholde vor; det vide alle de ældste Grönlandsfarere og alle gamle Folk her og andetsteds i Landet, at de Thrönder, som kom fra Grönland, stedse(?) have ydet deres Tiender til vore Præstemænd og ingen andre, for saavidt som vi have erfaret; vi mene, at de og deres Gods ere udgaaede og vedligeholdte herfra, men ikke fra noget andet Sted, og at de selv for det meste kunne raade over Tiendeydelsen, indtil de have bestemt, hvor de ville opholde sig i Vintertiden,– og der som alle de Söfarende, som i Bergen (kun) bryde deres Last, skulle med Band eller andre den hellige Kirkes Revselser tvinges til at yde deres Tiender her (der) sydpaa, da ville flere end vi allene nödes til en ligesaa höiröstet Paatale, som den I nu have rejst, og det kunde da (let) skee, at flere ville beholde deres Ret uspildt. Dog takke vi eder meget, fordi I hellere lod Tienden henlægge under fælles Forvaring, end med mere overilede Anfald rive vor Kirkes Ret og Hævd til eder. Vi ventede aller mindst nogen Fornærmelse af eder, fordi vi troede at den var mindst forskyldt. Derfor raade vi eder at I tillade Kjöbmændene at stædes der hvor de baade have deres Eiendomme og Födested, og at yde deres Tiende i hvilket Bispedömme de ville være eller opholde sig paa den Tid Kjöbmandstiende plejer at ydes i hver Kjöbstad i Norge. Vi ville og skulle, som vor Pligt er, gjerne staae i de bedste Forhold med eder i alle Henseender. In Christo semper valete! Nidaros, Ottende Dagen efter St. Olafs Fest (den 5te – eller 9de? – August, 1325).

26.

1327. En Anordning om visse kirkelige Anliggender i hele Nidaros (eller Trondhjems) Erkebispedömme, udgiven i Bergen paa et Bispething (d biskupaþingi) af Erkebiskop Eilif af Nidaros samt Biskopperne Vilhelm af Örkenöerne, Audfinn af Bergen, Hallvard af Hammer og Erik af Stavanger, Cal. Septbr. (1ste Sept.) anno gracie millesimo trecentesimo vicesimo septimo. I Original og latinsk Oversættelse hos Finn Johnsen, Hist. eccl. Island, T. 1 p.498–508. Jfr. Münter l. c. 1 Th. 1 Abth. S.206–207.

27.

1327. Den 3die af Mallet meddeelte Notice om Grönland og den (S. 90, 93) ovenommeldte Tiende m. m. fra det Vaticanske Archiv:

"Anno 1326 die 15 Aug. designatus fuit a Johanne XXII Collector ejusmodi decimæ aliorumque redituum pro terræ sanctæ subsidio in Norvegia, Svecia et Gothia, Bertrandus de Ortolis, Rector Ecclesiæ de Novalibus Electen [62] Diocesis, qui de perceptis rationem reddens hæc in Schedis suis annotavit: "Decima Episcopatus Greuellenden[63] recepta Roardo [64], quas decimas recepi Bergis a domino archiepiscopo Nidrosiensi, an. dom. 1327 et 11 die mensis Augusti, videlicet 127 lisponsos[65] ad pondus Norvegiæ, postgue 6 die mensis septembris vendidi dictos dentes de consilio domini Archiepiscopi Nidrosiensis et Domini Episcopi Bergensis, Johanni de Pre, mercatori de Flandria, pretio 12 librarum et 14 solidorum Turonen. argenti, de quibus habuit Dominus Rex Norvegiæ medietatem [66]. Item recepi pro denario S. Petri [67] Episcopatus Greuellenden tres lisponsos dentium de Roardo; vendidi dictos dentes et habui pro quolibet lisponti 2 sol. Turon. argenti (Lib. 127 pag. 5 et 8 Collector).

28.

1328. Efter at de Nowgorodske Russer, under Fyrst Jurie, havde fra 1322 af i nogen Tid fört Krig med Kong Magnus Eriksön (kaldet Smek) af Sverrig og Norge, især ved Angreb og Krigstoge mod Finland og Helgeland, klagede Sidstnævnte sin Nöd for Pave Johannes den 22de, der ogsaa bevilgede Kongen Halvdelen af de sexaarige Tiender, som Pave Clemens den 5te havde befalet at skulle indkræves i Sverrig og Norge til Hjelp for Christenhedens Krigsförelse mod de Vantroende og som vare blevne opkrævede af Broder Johannes de Serone, Prior for Prædikebrödrene af Fygiacho og Magister Bernardus (?) de Ortulis, "Rector ecclesiæ de Novalibus Catecens. et Electens. dioeceseos” (see ovenfor S. 112–113). Omendskjönt Russerne da, som bekjendt, vare Christne, erkjendte de dog ikke den romerske Paves Herredömme over Kirken; derfor kalder Paven baade dem og deres Undersaatter eller Medforbundne Karelerne Hedninger og Christi Fjender, i det han bevilger hin betydelige Hjelp "pro expugnandis inimicis Christi, paganis videlicet Rutenis et Carelis". For den bekomne Halvdeel af Tienden, udbetalt af den ovennævnte Pavelige Commissarius, udstædte Kong Magnus sin udförlig specificerede Qvittering, i Oslo, "anno Domini MCCC vigesimo octavo, in crastino assumtionis beate virginis Marie”.

Blandt de fra Rigernes forskjellige Stifter indkomne Summer af ovenmeldte overordentlige Tiender ommeldes her den Grönlandske saaledes: "Item de ecclesia et diæcesi Groenlandensi, cuius summa ascendit ad duodecim libras et quatuordecem solidos grossorum Turonensium". At Tiendesummerne her ere fastsatte efter den Myntberegning, der brugtes i Tours, kom maaskee deraf at Paverne paa den Tid residerede i Avignon, en anden fransk Stad.

Diplomet findes aftrykt i Bringii (Lagerbrings) Monumenta Scanensia; Langebek har tillige besörget en i Geheime-Archivet forvaret Afskrift taget af det efter Peringskölds haandskrevne Svenske Diplomatarium i Stockholm. Om dette af Norges Geistlighed fordrede overordentlige Krigsstyr m. m. kunne vi ellers henvise til Suhms Hist. af Danm. 12 Tome, samt P. A. Munchs Meddelelser i Saml. til det Norske Folks Sprog og Hist. V, 550–555.

29.

1334. En Anordning for hele Trondhjems Erkebispedömme om forskjellige kirkelige Anliggender, udgiven af Erkebiskop Paul i Nidaros, samt Biskopperne Hallvard af Hammer, Salomon af Oslo og Erik af Stavanger, i Nidaros, sub anno Domini millesimo trecentesimo tricesimo quarto, decimo kalendas Octobris (den 22de September). Originalen med latinsk Oversættelse findes hos Finn Johnsen 1. c. T. 1. p. 508–511. Jfr. Münter l: c. 1 Th. 1 Abth. S. 207–208.

30.

1336. En anden Anordning, udgiven af samme Erkebiskop og Biskopper, hvorved forskjellige ældre kirkelige Statuter bekræftes; Tönsberg in festo Margarete virginis (20de Juli) sub anno domini (o. s. v.). I Original og Oversættelse 1. c. S. 511–518. Jfr. Münter l. c. S. 209–210.

31.

1345. Holdtes i Bergen et Provincial-Concilium in octava nativitatis beatæ Mariæ virginis (15 September) bestaaende af Erkebiskop Paul, Biskopperne Thorstein af Bergen og Guthorm af Stavanger, samt de övrige norske Biskoppers Syndicis, hvori det besluttedes at Rigets Geistlighed skulde söge at afvende Pave Clemens den 6tes Fordring om treaarig Tiende af alle dens Indkomster, men at en vis Sum skulde svares af ethvert Bispedömme i Erkestiftet med Undtagelse af Grönland og Færöerne, til de derpaa medgaaende Omkostningers Afholdelse. Hertil skulde nemlig Erkebiskoppen og Biskoppen af Oslo bidrage hver 6 Mark (sex libras) og Biskoppen af Hammer 3 Mark, men enhver af de övrige Biskopper 4 Mark , "– ex parte vero omnium aliorum Episcoporum et Dyocesium Nidrosiensis provinciæ, præter Gardensem et Farensem, pro quolibet qua tuor libras”. Diplomet findes i de Bartholinske Manuscripter (i Kjöbenhavns Universitetsbibliothek) Tom. VI. pag. 692. Det haves ellers udgivet paa Tryk i Pontoppidans Annal. eccl. Dan II, 169—70. Jfr. Suhms Historie af Danm. XIII, 144—45 og Münter Kirchengesch. 2 Th. 1 Abth. S. 211 (hvor dog Aarstallet 1435, som en blot Trykfeil, maa rettes til 1345).

32.

En Anordning, uden nogen Datering, af Erkebiskop Paul til Nidaros (död 1346), hvori den almindelige christelige Troesbekjendelse foreskrives, de 7 Hovedsynder tillige med Runer og alskens Trolddom, Aager og flere Forbrydelser forbydes o.s.v. I Original og Oversættelse hos Finn Johnsen l. c. S. 518—527. Jfr. Pontoppidans Annal. eccl. T. 2, pag. 169—170 samt Münters Kirchengesch. l. c. S. 207–208.

33.

1347. Kong Magnus Eriksöns (af Norge og Sverrig) og hans Dronning Blancas Testament, udgivet i Lödöse, Söndagen for St. Margarethes Dag, anno domini MCCCXL. septimo. De lovede derved betydelige Foræringer til alle Domkirker i Norge, saavel som og paa Örkenöerne, samt Skalholt og Holum paa Island. Færöerne nævnes ikke. Derimod hedder det om Grönlands Domkirke: "Item (legamus) ecclesie cathedrali in Grönelande centum marcas denariorum in vestibus pro ornatu ecclesie preciosis.”

Hundrede Mark i Penge var den Gang en betydelig Sum, hvorfor vistnok kostbare Messeklæder kunde indkjöbes, – men det er vel uvist om Garde Domkirke har nydt noget godt af denne testamentariske Gave formedelst Kong Magnus's mange paafölgende Gjenvordigheder, hvorved han rimeligvis er bleven forarmet. Dette originale Testament skal findes i det Kongl. Svenske Bibliotheks Samling af Pergamentsbreve og er aftrykt derfra i Handlingar rörande Skandinaviens Historia XII Deel Stokholm 1825; derefter er det (med forandret Orthographie) udgivet, med tilföiet Oversættelse, af P. A. Munch, i Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie, 5 Bind (1838) S. 579–588. Jfr. Suhms Hist. af Danm. XIII, 183–184, hvor Diplomet og er aftrykt S. 807—812 efter en Afskrift i Geheime Archivets Langebekske Diplomatarium.

34.

1348. Kong Magnus's Anordning, udgiven i Oslo den 16de Februar, hvorved det forbödes alle udenlandske Kjöbmænd at beseile hans Skattelande (Finmarken, Island, Færö, Örkenöer, Grönland) – ommeldes af Suhm [68] . c. S. 198–199; dog melder han ikke (som ellers oftest), hvorfra denne Efterretning er tagen. Det er sandsynligt at den er identisk med en anden, hvis Slutning saaledes anföres i Edvard Edvardsens haandskrevne Bergens Chronica (i den Arnæ Magnæanske Samling 888, 4 S. 196) under Titel af Konning Magni Bref givet i Oslo: "Thi forbyde Vi fuldkommeligen alle wdlendiske Kjöbmænd at seigle med deris Kjöbmandschab norden omkring Bergen, nogensted til vore Skatteland. Hvo det giör schal deris Gods optages os til hænde.” See ellers herom J. Chr. Bergs indholdsrige Afhandlinger: Historisk Underretning om Finmarkens Handel (i Saml. til Norges Sprog og Historie III, 266–267) og Ventilationer angaaende den nordlandske Handel (sammesteds V, 624, 625). Ville vi undersöge den förste Aarsag til disse Forbud, saa maa Roden vistnok söges i Hedenold, da Harald Haarfager allerede stræbte at udelukke alle andre, end hans egne Udsendinge, fra den fordeelagtige Handel paa Finmarken, hvorom Egil Skallegrimsöns Sagas 8de til 17de Capitel især kunne eftersees ; jfr. Schöning Forsög til Norges gamle Geographie (1751, 4) S. 72 o. f. samt Berg 1. c. III, 263—264, og V, 617 o. f. Paa sidstnævnte Sted udvikles Hansestædernes norske Privilegiers Historie i det 13de og 14de Aarhundrede meget udförlig, hvortil vi kunne henvise. Vi have heller ikke kunnet finde nogen ældre norsk Anordning, der udtrykkelig indskrænker Hansestædernes Handel i det nordlige Norge, end det af Kong Erik Magnussön den 7de Juli 1294 udgivne Privilegium for Stæderne Lübeck, Bremeh, Stralsund, Stettin, Rostock, Wismar, Campen, Wisby og Riga. Dette vigtige Diplom ſindes trykt paa Latin hos Tórfæus (Histor. Norv. IV, 3S7—389) og Thorkelin (Diplomatar. A. Magn. II, 147–151) o. fl. St. Det er og oversat paa Dansk af Paus S. 182—185. Deri hedder det udtrykkelig, at disse Stæder gives Tilladelse til at handle i og udenfor Riget, med Undtagelse af de Egne som ligge nordenfor Bergen, med mindre nogen af særdeles Naade kunde forundes Tilladelse dertil ("res suas venales vendere; alioquin eas ducere poterunt, quocumqve voluerint, extra regnum et infra, non tamen ultra Bergas, versus partes boreales, nisi hoc alicui de speciali gratia concedetur”). Suhm o. fl. mene at denne Indskrænkning blev hævet ved et Privilegium, hvor ved Kong Hakon den 5te den 19de Juni 1305 gav Bergens indenlandske Kjöbmænd Tilladelse til at drive Handel baade nord og sydpaa i Riget, samt ligeledes til Kongens Skatlande (til skattlanda vara), i det han forklarer Originalens klare Udtryk iulendsker kaupmenn i Bergrin saaledes: "Herved forstaaes de Hansestædiske, som vare bosatte i Bergen”. Dette kunde jeg, for min Deel ikke fatte, især da jeg lagde Mærke til at den samme Konge end senere,nemlig den 26de Juli, udgav nye Privilegier (paa Latin) for Kjöbmændene fra Campen, hvori han gjentog det selvsamme Forbud mod al Handel norden for Bergen, som indeholdtes i Anordningen af 1294 og som af os ere anförte. Hertil kommer den Omstændighed at Frihedsbrevet for Bergens indenlandske Kjöbmænd endnu haves paa Norsk, i en Copiebog som tilhörer det tydske Cancellie i Kjöbenhavn, rigtig nok blandt Hansestædernes Privilegier, (som ellers ere affattede paa Latin eller Tydsk), men det er let forklarligt, at Hanseaterne i Bergen helst have villet antage at det var givet deres egne Forgjængere der, endskjönt de aldrig ret kunde kaldes indenlandske i Norge. Jfr. Suhms Hist. af Danm. XI, 500–502, 890—895 og Berg l. c. V, 622, hvor det bemærkes at han af Prof. R. Keyser har erholdt den vigtige Oplysning, at Privilegierne for Bergenserne, som man hidindtil har antaget at være fra 1305, maa være fra 1361. Vi have saaledes ingen Anledning til at mene at Hansestæderne fra 1294 af havde nogen Tilladelse af Kongen til at beseile de norden for Bergen liggende norske Lande, förend 1343, da Magnus Eriksön fornyede deres ældste Friheder og tillod dem at handle over alt i Landet samt at opholde sig der saalænge de vilde; dog troe vi ikke at denne Tilladelse har gjeldt Skat- eller Bilandene, som heller ikke nævnes; det selvsamme kan vel gjelde om Hansestædernes norske Privilegier af 1361 og 1376.

Det er troligt at det herommeldte Forbud mod udenlandsk Handel i Skatlandene er ægte, og endvidere at Kong Magnus Eriksön, fra den Tid af at de overlodes ham som Livöre, har forbeholdt sig selv Handelen paa Island (vel ogsaa Grönland) da han adskillige Gange bortforpagtede alle Indkomster af Island i treaarsviis. Ogsaa Annalerne vise, at den islandske Händel forsömtes næsten ganske i Tidslöbet fra 1348 til 1361, da Kongen muelig har fundet det nödvendigt udtrykkelig at tillade Bergens Kjöbmænd Handelen paa de nævnte Skatlande. At Hansestæderne aldrig have haft noget saadant Privikegium i det 14de Aarhundrede, kan man vel slutte deraf at intet Spor findes til at de virkelig have drevet den paa Grönland eller Island i dette hele Tidslöb. Jfr. nedenfor Diplomerne No. 37, 38 og 47.

35.

1351. Anordning (eller Synodale) om forskjellige kirkelige Anliggender, især de Geistliges Forhold, for hele Nidaros Erkebispedömme, paa Latin, udgiven af "Olavus Dei patientia Archiepiscopus Nidrosiensis, Gisbertus Bergen sis, Havardus Hamarensis, Johannes Gardensis ejusdem gratia ecclesiarum episcopi, Nidrosiensis ecclesiæ suffraganei" og stilet til "universis Christi fidelibus, per Nidrosiensem provinciam constitutis". – Actum Nidrosiæ decimo Kalendas Septembris (23de August). Hos Finn Johnsen 1. c. pag. 530—536 og Suhm H. af D. XIII, 816—S23. Jfr. Münter l. c. S. 311.

36.

1354. Dagen for Christi Himmelfartsdag udstædte Jon, Biskop af Garde, tilligemed Abbeden i Hovedöe Kloster samt Capitlet og Cannikerne i Oslo et Vidisse af Pave Innocentius den 6te Bulle, udgiven i Avignon den 6te Januar næst forhen, hvorved Prælaten Gyrder udnævntes til Biskop af Stavanger. Begyndelsen lyder saaledes: "Universis Christi fidelibus presens scriptum cernentibus, frater Johannes, Dei patientia Episcopus Gardensis, frater.... innulphus ejusdem gratia abbas de Hofvudöy, Capitulum et Canonici ecclesiæ Osloensis, salutem” o.s.v. men Slutningen: "Scriptum Osloye in vigilia ascensionis Domini, anno ejusdem MCCC quinquagesimo quarto.” Documentet ſindes i de Bartholinske Manuscripter 6te Tome, S. S24. Jfr. Suhm Hist. af Danm. XIII, 303—301.

37.

1355. Blandt det store Kongelige Bibliotheks Haandskrifter, i den saakaldte gamle Samling Nr. 2432, 4to (indeholdende Miscellanea fra 1500 Tallet), findes, under Navn af Udskrift, en gammel dansk Oversættelse af Kong Magnus Eriksöns Befaling angaaende Kaarens” (skal vist være Knarens) Udrustning til Grönland. Stilen er meget forvirret, og dette maa enten være foraarsaget af feilagtig Oversættelsesmaade, Udeladelse eller Skrivefeil. Allerede i Aaret 1350 havde den nævnte Konge frasagt sig Regjeringen over Norge og Sverrig, men forbeholdt sig, til sin Underholdning, Indtægterne af Helgeland, Island, Færöerne, Hetland og (som vi heraf erfare) Grönland; see ovenfor S. 18, 55. Annalerne "ommelde Knarens Ankomst fra Grönland med overmaade meget Gods" formodentlig til Norge, 1346. Denne heldige Handelsbegivenhed har muelig været en medvirkende Aarsag til det ovenfor under Nr. 34 omhandlede udtrykkelige Forbud, som udgaves 1318 af Kong Magnus Eriksön mod udenlandske Kjöbmænds Handel paa Norges Skatlande. – Den strax derefter i Norge grasserende sorte Död standsede Kongens og hans norske Undersaatters Handel paa Island. I mange Aar nævnes intet Skib, som ankommet fra Grönland med Undtagelse af den til Island 1347 fordrevne Marklandsfarer. Overhoved synes man ikke siden at have tænkt paa nogen Handelsexpedition til Grönland förend 1355, efterhvad man kan slutte af Kong Magnus's Udtryk i nærværende Brev, om den Fare hvori Grönland var stædt med Hensyn til Christendommens Forfald.

I den ovenmeldte Haandskriftsamlings Nr. 2820, 4to, bemærkes, at dette Brev af Kong Magnus, formodentlig i Original, bevaredes in "choro bibliothecæ Universitatis Hafniensis”; det er da formodentlig tilintetgjort ved den store Ildebrand 1728.

Koning Magni Befalingsbref Powell Knudsson paa Anarm (?) gifvet at seigle til Grönland.

Magnus med Guds Naade Norgis, Suerigis oc Skone Konning sender alle mend som dette Bref see eller höre Guds helse och sind. Vi ville at I vide at I haffuer taget[69] alle de Mænd som i Kaaren ville fare af alle, hvad heller de ere nævnte eller ei nævnte, mine handgangne Mænd eller andre Mænds Svenne oc af andre Mænd, der I faae til os at före dermed som[70] Powel Knudssen, som Hövidsmand skal være paa Kaaren [71], fuld Befaling at nævne de Mænd i Kaaren som hannem tykkes bedst tilfalden være baade til Mestermænd oc Svende; bede vi at de anamme denne vor Befaling [72] rett god Villie for Sagen, at vi gjöre det i Hæder til Gud oc for vor Sjels oc Forældres Skyld, som udi Grönland haver[73] Kristendom oc Ophold til denne Dag oc vil end ei lade nederfalle om vore Dage. Vider det i Sandingen, at hvilken som denne vor Befaling bryder skal faae vor sande Ublyhed [74] oc derpaa svare os fulde Brevebrodt [75]. Gjordt i Bergen Mandagen efter Simonis oc Judæ Dag (2Sde October) paa sjette oc XXX vore Rigsherrer [76]. Her Örmer Östernis [77] wor Drottseter udi Norge inseylede.

38.

1384. Kong Oluf Hakonsön udgav fölgende mærkelige Forordning, der vel sigtede til at forebygge Mangel paa unge og dygtige Arbeidere ved Norges Land- og Agerbrug, ved at holde dem fra Handel og Söfart, men som dog uden Tvivl har bidraget til at grundfæste Hansestædernes Handelsmagt i Rigets Kjöbstæder. En lignende Anordning var tildeels allerede gjort af Kongerne Magnus og Hakon, i Bergen, Fredagen för Gregoriusmepse (12te Marts) 1328; den haves trykt i Suhms Hist. af Danm. XIII, 532. Da Norges Skatlande ikke nævnes i den, meddele vi den ikke her, men bemærke kun, at den udtrykkelig bekræftes og bestemmes yderligere for Skatlandene ved den herfölgende vidtlöftige Rettebod, af hvilken det end videre indlyser, at Regjeringen ogsaa da har sögt at forhöie Afgifter og anden Tynge af Islandsfarerne (vel og tillige af Grönlandsfarerne, skjönt de ikke udtrykkelig nævnes) til det yderste, hvorved intet Hensyn synes at være blevet taget til Islændernes ældgamle Privilegier vedkommende Handelen i Norge. Forordningen er aftrykt hos Suhm, l. c. XIV, 533—535, efter Langebeks Afskrift fra en i det herværende tydske Cancellies Archiv opbevaret Copiebog, indeholdende Hansestædernes Privilegier (hvoraf ogsaa den ovenommeldte 1328 udgivne er tagen). Formedelst den uden Tvivl vigtige Indflydelse, som den rimeligvis har haft til Indskrænkning og næsten fuldkommen Standsning af Grönlands da allerede ubetydelige og under de haardeste Vilkaar sukkende Handel, der dog i den Tid – (efter et Retsdocument, som vi snart komme til at meddele) – synes at være bleven forbeholdt et Kongeligt, omendskjönt mestendeels ubenyttet Monopol; – optage vi dette vigtige Actstykke heelt og holdent. Da Sproget synes at være meer Dansk end Norsk, (hvilket dog vel tildeels kan tillægges den gamle Afskrivers Opfattelse af Ordene), som og allerede den Gang kunde siges at være i sin Overgangsperiode, tillægge vi ingen heel Oversættelse, men blot nogle med Tal betegnede Ordforklaringer.

Olauer mett gudz nad Norigis, Dana oc Göta Koningr, sender allom mannom i Bergunar fæhyrdzslu [78] oc i allom Norderlandom, quediu gudz oc sina. Bidiande alt wort Riigis Raadt, baade biscopar oc lerder mend, Riddare oc Sveynar, haffue ther wnderstadet, att almugen her mett edher, baade leiker oc lerder, haffue ther höiglige keert oc kera endt i dag, att ther goder mend som boelhaffn[79] willie wphalde her mett ider, kunnu[80] ey hion[81] eller winnufolck [82] att faa, saker thess at flester wnger mend leggja seg til kaupferda, badi moti logum oc thera skipan[83] oc breffuom er forfader vaar, herra Magnus Konungr oc fader vaar hin kjerista herra Hokan konungr, gudt theira saell haffui, giordo mett alra rigisins raade oc samtyche i sua mote, att ingen mader skulu sigla i kaupferder, er mindre godz otte en til fimtan mark forngildra[84]y kaupöyra, uttan huars mands borgan wtlendskra eller indlendskra, oc en tho aff thessi skipan haffuer mindre holdet wærit en som tillbör, tha williom wiir oc alt wort rigis Raad, att adernempder[85] breff se fast oc stad ugt hedan i fraa oc stadfestom wiir thau i allom sinom greinom oc articulis, efter thii som the watta[86] sialff om seg, oc wp att landet byggest[87] ey meir i aandii[88] end nu er, bodi oss til scadi oc allom worum godum monnum, oc helder them sem noget gott eiga, oc giernu wilda oss till tienistæ wara oc ey formega, af[89] tui att boda waare jordar oc adre leggist öydi[90] oc leidangren werder skiöt[91] ingen. Tha hafuom weer oc wort riigis raadt, baadi Biscoper, lerder mend, Riddara oc Sveinar thessa skipan mett a gjort, att engen mand her mett eder huarki i böö[92] eller heradi megu bruka (eller) byggia nokrum[93] kaupskap[94], norder i landet sigla, eller oc til skatlanda[95] waro, uttan their mend, som thet formegu aff theira egni gotzi oc wttan all borgan wtlendskra eller indlendskra, efter thii som ther willie sanna met sin eidt, nema[96] huar som that gerir, willie haffue firigiort skipinn oc en offuan aa suara oss VIII ortoge oc XIII marckom[97] i breffua brott [98] Fulkomelige forbiodande ollom worom wmbotzmonnum [99], först fæhyrdi [100] worum i Bergwn, sidan thar allomvt i fra nogrom monnom loff thar til geffua eller oc nogrom monnæm tola eller stedia [101] skiip at byggy up, fra thessi skipan wari oc samtyckt alra godra manna, eller nogrer mend fara i kaupferdir emod thenna skipan som fore siger. Uttan helder biodom wiir syslemonnom worom her met eder, i huario sem huer er, at fulfiilgia thessa woro skipan oc vp att tage [102] för them som her emoti gera. Biodom weer Lagmonnum woorum att legga laga orskurd [103] aa the mend som syslomend waare sekio fore them som her emoti gera. Framdelis hafvom weer thett stadfest, att weer takom ther storan skada aff, att thet gotz, som af Islandi kemmer, werder fyr vp skipat en wer wort seckegiald [104] haffuom, eller oc adra tha luti [105] som oss bör ther aff med logum at haffua. Thii forbiodom weer allom theim mannom som fæhyrdr waar haffuir nokrur grundsemdt aa [106] noget gotz up att skipa, eller i nogra andra mota seg ther vndan luta, [107] för end weer haffuom wort sekkegjald eller oc annat som oss mett logum bör ther aff att haffuæ, vtan huar som thet dierffuest [108] at gera emoti thessare waare skipan, suari sliko fyri som than man er wort godz haffuer mett waldi teget, oc aa offuan suara oss VIII ortoge oc XIII marcker [109]. War thetta breff (giort) i Tunsbergi met raade oc samtyckt thessa godra manna som her neffnast: Herra Niclaes met gudz nade Erchebiscop i Trundhem, Her Jon biscop i Oslo, Herre Jacop, biscop i Bergen, Herra Oluff, biscop i Staffuangre, Herra Sigurder, biscop i Hammer, Herra Ogmunder Findssön, Herra Sigurder Hafftorssön, Hokann Jonssön, Otti Reimer, Erlender Philippussön, Gauti Ericsön, Alffuer Haraldssön oc flere adra wore goda mendt, aa midwikudagin nest efter Bartholomeus messo dag, anno domini MCCCLXXXIV aa tridia aare rigis wort Norigis, wndar waru oc aderneffndar godra manna aff [110] woru rigis rade insiglom.

39.

1386. Ovenfor (S. 62, hvor 1400tallet, paa flere Steder, som Trykfejl maa rettes til 1300) have vi bemærket, at Suhm syntes at have Ret i at anföre, at Biskop Henrik af Grönland er bleven viet i den Egenskab förend Annalerne ommelde, altsaa rimeligviis 1386 eller endog för. Ved nærmere Betragtning af Tidsomstændighederne maa det dog antages, at de Islandske Annaler have Ret deri, at denne Bispevielse er gaaet senere for sig, – naar vi nemlig lægge Mærke til den udtrykkelige Beretning af Annalisterne, at Erkebiskop Nicolaus, som blev viet i Avignon 1381 eller 1382, aldeles ikke har foretaget nogen Bispevielse. Han döde först 1386, men Erkebiskop Vinalde, som blev valgt til hans Eftermand, tiltraadte ikke Embedet förend 1387, og har altsaa ikke för kunnet forrette nogen Bispevielse. Den her omhandlede Henrik kan dog fra 1386 eller för have været valgt eller udnævnt som Biskop til Grönland, endskjönt han, efter det Ovenanförte, först sildigere er bleven ordineret dertil; jfr. ovfr. S.34–36; herom mere idet fölgende. Vi see af dette og de tre næstfölgende Diplomer at han i nysmeldte Aar har opholdt sig i Danmark, hvor han muelig vilde oppebie den norske Erkebiskop Vinaldes Tilbagekomst fra Sydlandene.

I Anledning af dette Diplom bemærke vi, at det har allerede været Arild Hvidtfeld bekjendt. Ved at omhandle Herredagen i Nyborg, i Juni og Juli 1386, beretter han (Danmarks Krönike, 4, 3die Part S. 38—40) at adskillige Prælater vare dertilstede, hvoriblandt (Biskop) "Henrich af Gaard (Garde) paa Grönland. Disse gaff mange Kircker och Klostre Afflad, som hjalp til deris Bygning. De befoel ocsaa Böner at holdis for Danmarckis rigis Velfært, Kongens oc Dronningens etc.” Jfr. Suhm XIV, 160, 172, der ommeldes Diplomet som et Aflads-Brev paa 10 (skal være 40) Dage for alle dem, der vilde yde noget til Ribe bröstfældige Domkirkes Reparation og tillige bede for disse Biskoppers Kirker, dem selv og den danske Kirkes Bedste. Det förste af disse Diplomer findes i de Bartholinske Haandskrifter VIII, 416 udskrevet af Originalen i Ribe Domcapitel. Det haves trykt i Terpagers Ripæ Cimbricæ S. 86—88 og i Pontoppidans Annal. eccles. Dan. II, 229–230. Det begynder saaledes:

"Universis et singulis Christi fidelibus, ad quos præsentes literæ pervenerint, Magnus miseratione divina Archiepiscopus Lundensis Sveciæque Primas et apostolicæ sedis Legatus, Nicolaus eadem miseratione Archiepiscopus Nidrosiensis, Johannes Ripensis, frater Jacobus Wibergensis, hveno Burglanensis et frater Henricus Gardensis, Dei Gratia, ecclesiarum Episcopi, salutem et continuam in Domino caritatem.” – Slutningen lyder saaledes: Datum Nyborg, Ottoniensis dioceseos, anno domini MCCCLXXX sexto, feria sexta post festum beati Jacobi Apostoli (25 Julii) nostris sub sigillis.”

40.

1386. De samme Prælater, som nævnes i det næst foregaaende Diplom, gave paa samme Rigsdag, den 15de Juli, Aſlad til dem, som gudeligen vilde besöge St. Andreæ Kirke i Snodwith (nu Snöde) paa Langeland. S. Pontoppidan l. c. 2 Th. S. 229; Suhm XIV, 172.

41.

1386. De samme Prælater gave paa samme Rigsdag, VII Kal. Aug. – (den 26de Juli) – Aflad til dem som gudelig besögte St. Michels Capel, der tilhörte det saakaldte "Pukhus” (Poghuus, Drengeskole) i Ribe, som da var meget fattigt. Det er trykt i Terpagers Chronicon Ecclesiæ Ripensis, pag. 38.

42.

1386. Den samme Dag og paa samme Sted udgave de samme Prælater et lignende Afladsbrev for Stendorp eller Stendrup (nu rimeligvis Stenstrup) Kirke i Fyen. (Hamsfort Chronolog. rer. Dan. i Langebeks Script. T. I. pag. 315.)

43.

1386. De samme Prælater gave, paa samme Rigsdag, IV Kal. August (den 29de Juli) Aflad til dem, som gudelig besögte Brendorp (nu formodentlig Brenderup) Kirke i Fyen. See Terpager Ripæ Cimbr. S. 86.

44.

De samme udstædte, paa samme Rigsdag, et lignende Afladsbrev for Harby (nu formodentlig Haarby Kirke i Fyen. Pontopp. Annal. E.D. 2.Th. S. 228.

45.

1386. De samme Prælater gave, paa samme Rigsdag, tilligemed Biskop Johan af Slesvig, IV Kal. Augusti – (den 29de Juli) – Aflad for dem som gudelig besögte Lygum Kloster (paa Latin kaldet Locus Dei). Hamsfort l. c. hos Langebek, (Scr. r. D. I, 315.

46.

1388. Vi antage det for sandsynligst at Biskop Henrik er, efter Erkebiskop Vinaldes Tilbagekomst til Trondhjem, bleven ordineret 1387, hvortil de da fra Grönland med Björn Einarsen (og flere) erholdte Efterretninger vel kunne have givet ny Impuls. Da der paa een Gang tilfældigviis ikke mindre end 4 Handelsskibe ankom til Norge, have disse vel saaledes udtömt de grönlandske Varebeholdninger, forsaavidt som slige Producters saa kostbare og farefulde Afhentelse kunde antages at ville svare Regning, at man ikke har vovet at udruste nogen Grönlandsfarer i Aaret 1388, da det her næstfölgende Document ogsaa viser at Handelen med hine Varer dreves i Bergen endnu i det næstpaafölgende Aar. Imidlertid var allerede i 1387 ved Kong Olafs Död en vigtig Regjeringsforandring indtruffen i Riget (jfr. ovenfor S. 34, 63). Derved kom hans Moder, Dronning Margrete (Valdemar Atterdags Datter og den norske Kong Hakons Enke) i Besiddelse af Regjeringen over Danmark og Norge. Nærværende Diplom viser at hun i den Egenskab er bleven hyldet i Oslo tidlig i Aaret 1388 (da Kong Olaf siges at være nylig död) af Rigets ypperste Mænd, blandt hvilke her först nævnes Erkebiskop Vinalde, tre egentlig norske Biskopper og Biskop Henrik af Grönland, hvilken sidstnævnte efter Hyldingsbrevets Udtryk og synes at have repræsenteret Norges Skatlande, især hans eget Stift. Saaledes faaer dette Document en særegen Vigtighed for os. Det haves trykt i Suhms nye Samlinger til den Danske Historie (under Titel: Dronning Margretes Udkaarelse til Dronning i Norge) 3die Bind S. 385–387, efter Klevenfelds Afskrift; det er dog ikke der fuldkommen correct, hvorfor vi meddele det her efter Originalen. Da dette Actstykkes Ordföining og Retskrivning fuldt saa meget ligne den Tids Dansk, som Norsk, tilföie vi ingen sammenhængende Oversættelse men kun enkelte fornödne Ordforklaringer.

Vinalder med gudz naadh Erkibiscup i Nidharos, Öystein af Oslo, Olafer af Stafwangre, Sighurder af Hamræ, Henrik af Gronlandæ med samræ naadh Biskupar, Profasten at Marie kirkiu i Oslo oc rikissens Canceller i Noreghe, Henrik Henriksson; Vlfuer Holmgeirsson, Vlfuer Jonsson, riddara; Hakon Jonsson, Gaute Eiriksson, Jon Marteinsson, Alfuer Haraldsson, Bendikt Niklesson, Ogmund Bolt, Jon Darræ, Hakon Stumpæ, Peter Niklesson, Niclos Gallæ, Finner Gyurdzson, Gudbrander Ellingsson, Þoralder Sighurdsson, Hærleiker Asulfsson, Magnus Stoltekarl, Hakon Top, Jappe Fastalsson, oc Swale Ottason sænda ollom monnom ifuir ændalangan Noregh oc þæs skattlændæn [111] quediu Gudz oc sina.

Vi kænnoms þat openbarligha med Hæsso varo opno brefue, at æfter þat at höghboren Förstinna, vaar kæra frw, frw Margareta, med Gudhs naadh Noregs oc Swyia drothneng, oc retter ærfuinge ok förstinna til rikit i Danmark var vaars kæra Herra konung Hakons husfrw, oc vaars kæra herra konung Olafs modher, sæm nu nyligha dödhe, sæm Gudh bæggias þæirra saal hafue, ok firer hænnæ gunst ok godh vilia þer vi hafuum altiidh af hænnæ befunnit, oc æn vi hopas þat sama till hænnæ naadha; þa hafuum vi allæ fyrnæſndir, Erkibiskup, Biskupar, Profaster, Riddara oc sueinar uppa vara vægna ok uppa ganska rikissens i Noreghe, endrakteligha anamat, wtvalt oc vmfanget mz [112] godhom vilia þa högborna Förstinna frw Margareta drothneng fyrnæfnda, till alla vara fyrnæſnda Erchibiskups, Biskupa, Profastz, Riddara oc Svæina oc ganska Rikissens i Noreghe mæktugha frwa oc rettan hushonda, oc at þænnæ fyrnæfnd Drothneng Margareta skal fulmæktugh væra at firestanda ok raadha Rikit i Noreghe mæktugligha ok valdeligha i allum stykkium ifuir ganska Rikit i Noreghe badhæ land, slot, fæsti ok [113] .... sunnerligha ok nordhaligha ifuer alt Noregb oc þess skatland i alla hænnæ lyfsdagha med gudz hiælp, oc at vi alle firirskrifnir [114]. ... rdæilis vm sik skulom hænnæ styrkia oc hiælpa i allum hænnæ Ret, oc ænktj þat hindra þer hon ret till hafuer, ok vi allæ fyrnæfndir Erchibiskup, Biskopa, Profaster, Riddara ok Swæinar uppa vara vægma, oc uppa altz Rikisens vægna i Noreghe hafuum sakt, lofuat oc sworet, þæirri sama fyrnæfnde varræ kæræ frw Drothneng Margareta, holt manskap oc tro þæneste med troskap æ mædhan hon lifuer, oc þæirri fornæfnde varræ kæræ frw Drothneng Margarete i all stykkæ swa at halda sæm her firerskrifuat staar. Framlæidis hafuum vi alle saman samþykt Erchibiskup, Biskopar, Profaster, Riddara oc Swæinar, at æingin varra skal flæirri Hwskarla ok setosweina hafua, en som loghbook oc Hyrdhskra vatta. Item hafuum ver allersaman, Erckibiskop, Biskopar, Profaster, Riddara oc Swæinarsamþykt, at sakar naudhzsynar sæm Rikine ligger uppa, bædhæ sunnan oc nordhan, skal almughen ifuer ændalangan Noregh wtgera nu aarlænges fullan almenning[115]. Item hafuum vi aller saman, Erckibiskup, Biskupa, Profaster, Riddara oc Swæinar Iofuat sakt oc sworet uppa vara, sva oc uppa ydra vægna holskap octronadh allan þæn sæm ver ok þeer æighum rettum Rikissens Hofþyngia at gera; swa hafuer hon ok os ok yder lofuat oc sworet, at hon skal os ok yder logh ok landzens ret at halda i alla sina lifsdagha. Þy bidhium ver ok raadhom yder at þeer gerer adernæſnde vare kæra frw Drothnengenne þæn sama trygdar æidb, ok at hwar syslumader i sinnæ syslu take þæn æidh, ok at þeer seer henne oc henner vmbodz monnom græidir oc godhuiliugher, lyghugher [116] oc æfterlatogher, oc later hona ok hænner vmbodzmen væl at komas allu þy sæm þeer æighir rettom Rikissens hofþingia at gera æfter laghom oc gamlæ landzens sidhuenio, okswa miklo hælder at hon hæfuer bodhet allum syslamonnom [117] oc þæirra vmbodzmonnom at hwar þænera [118] i sinni syslo skula logh oc landzens ret halda ok styrkia. Var þetta bref gort i Oslo a Kyndelmæssodagh a are fra gudz byrd Mo CCC" LXXXVIII., vndir varom incighlum.

Diplomet har haft 24 hængende Segl i Vox, af hvilke 15 ere tilbage, hvoriblandt Biskop Henriks (af Grönland) noget beskadiget paa Kanterne samt ellers med utydelig Omskrift. Klevenfeld har ladet Seglets Figurer aftegne, men erklæret Indskriften for fuldkommen ulæselig, især formedelst den ovenmeldte Beskadigelse. Vi agte at lade en saavidt mueligt nöiagtig Afbildning deraf (og af de flere grönlandske Biskoppers Segl som endnu ere til) fölge med nærværende Bind.

47.

1389. Dette Actstykke giver vel en ypperlig, men dog kun höist sörgelig, Efterretning om den grönlandske Handel paa den Tid. Allerede Hvitfeld har fundet det saa mærkeligt at han har indrykket en dansk Oversættelse deraf i sin Krönikes 3die Part, 4, S. 81—83. Han ledsager den med fölgende Indledning: "Dette Aar 1389 haffde nogen Skippere oc Kiöbmend understandet dennem at seygle paa Grönland, hvilcket vaar forböden i de Dage, thi Island, Vestpenöer (Vestmanöer), Helgeland, Fereöj, Findmarcken, udi fordumme Dage laa til Kongens oc Dronningens Fadeburd, saa ingen uden Kongerne maatte dennem beseygle, met tilföre eller afföre. Derfaar bleff samme Skipper oc Kiöbmend tilltalde, men fordi de det icke haffde gjort aff Forsæt, men aff nöd, bleff de fridömt. Dommen vaar saa liudendes.” Holberg henviser (Danm. Hist. I, .531) til denne Dom med tilföiet Anmærkning af Hvidtfeld, og bemærker, at efter Dronning Margretes Tid fik de andre efterfölgende Konger saa meget at bestille at de ikke kunde faae Tid til at tænke paa det gamle Grönland. Ved Udtrykket "Fadebur”, som baade Hvidtfeld og Holberg bruge, gjör J. Chr. Berg i hans Ventilationer over den Nordlandske Handel m. m. (Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie, V, 625) den Bemærkning at det (uagtet fatabur var gammel Norsk i en anden Betydning) snarere burde hedde fehirdsle (hvad rigtignok ikke er Dansk), som efter Ordet maatte betyde "Skatkammer", saaledes dog betragtet som Regentens private, eller hörende til hans Appanage. Samme Historiker antager ellers, som det synes med Grund (1. c. S. 626), at Anledningen til det herom handlede Kongelige Monopol i de saakaldte Skatlande (see ovenfor S. 134) har været den, at da Kong Magnus Erik sön aftraadte Regeringen 1355 [119] (efter Annalerne 1350; see ovenfor S. 18, 55) til sin Sön Hakon, "forbeholdtes ham til Livöre Halogaland tilligemed Island, Færöerne og Hjaltland;" (jfr. ovenfor l. c.), "men denne Bestemmelse maatte i Særdeleshed lamme deres Handel og Rörelse, da man betragtede det som en Fölge deraf, at ingen uden Kongens Forlov maatte beseile samme og der enten ind- eller udföre Varer. Hvorledes man har kunnet falde paa at gjöre en saa betydelig Indskrænkning i den Frihed, der jo maatte tilkomme disse Landskaber ligesaavel som Rigets övrige Indbyggere, og hvorledes de have kunnet finde sig deri, er ikke let at indsee. Maaskee har man fra först af anseet det som en Fölge af den Forkjöbsret som fra ældgammel Tid tilkom Kongen til alle Varer” (o. s. v.). Denne sidst meldte Rettighed havde Islands Goder (eller Herredshövdinger) i Republikens Tid tiltaget sig, og de grönlandske have uden Tvivl fulgt deres Exempel; jfr. ovenfor I, 402, II, 314. I det vi henvise til det ovenfor S. 118–119 anförte om den Bergens indenlandske Kjöbmænd 1361 givne Tilladelse til at beseile Norges Skatlande, maae vi tilstaae, at intet udtrykkeligt i Resten af Aarhundredet udgivet Kongebud, hvorved hin Tilladelse skulde være bleven ophævet, er os bekjendt. Hvem de 4 Skibe, som havde tilbragt 2 Aar i Grönland og kom derfra til Norge 1388, egentlig tilhörte, vide vi ikke. Dog er det höist sandsynligt at Islænderne Björn Einarsön og Sigurd Hvitkoll eiede to af disse Skibe. Dem har man vel ikke anseet for berettigede til at handle paa Grönland, og derfor anlagt det heromhandlede Sögsmaal mod dem. Det er ellers sandsynligt at ethvert Skib, som fra Norge vilde opseile Grönland paa den Tid, skulde have Kongens Pas eller formelige Tilladelse dertil, og at Mangelen af et sligt Hjemmelsbrev har givet Anledning til hin Tiltale overhoved.

Suhm omhandler vort Document paa fölgende Maade (Hist. af Danm. XIV, 257): "Den 17de Mai skrev 2 norske Laugmænd og andre et Brev fra Bergen til Dronning Margrete om den grönlandske Handel, som findes hos Hvidtfeld. Man seer heraf at Hakon Jonssen” (hvem mange ansaae for en retmæssig Thronarving, hvilket han selv fraskrev sig) "var i alting Dronningen til Tieneste. Da det altsaa gjordes vanskeligt at beseile Grönland, saa formindskedes Seiladsen didhen efterhaanden, saa at Farten og Landets Beliggenhed tilsidst glemtes. Blandt Bilagene har jeg ladet dette Brev trykke paa det gamle Sprog. (Dipl. Lang.)". Nyerup, som udgav denne Tome, længe efter Suhms Död,1828, bemærker hertil S. 554: "Det her omtalte Brev af Dronning Margrete i det gamle Sprog savnes nu i det Langebekske Diplomatarium.” Vi have dog været saa heldige at finde ikke allene denne Copie, men ogsaa Originalen, som her meddeles Læserne.

At Arne Magnussen ogsaa har været opmærksom paa dette Actstykke, erfare vi af Suhms nye Samlinger til den Danske Historie (3die Deel S. 111), hvor fölgende anföres af Dr. P. Deichmanns Optegnelser: "(1691) förtalte Arnas Magnæus mig at den sidste Tidende, som vi har faaet fra Grönland, var Aaret 1389, og at den störste Aarsag hvorfor Seglasen derpaa er efterladt, var fordi Seglasen Tid efter Tid blev mere farlig og Isen i större Mængde, hvilket maaskee saa har besat det rette Grönlands Littora at ingen kan komme dertil, til hvis Bekræftning han ydermere sagde, at der i vore Tider er skeet store Forandringer paa Seglasen, Saisons, Isen der i Island, ..." o.s.v. "Det er troligt, sagde han fremdeles, at det formedelst Isens daglige Formerelse og Nedrivelse fra Polo, ogsaa saaledes er gaaet med Grönland og de christne Indbyggere enten döde af Hunger, eller været nödt til at bruge det samme Vitæ genus som de Vilde, og saaledes degenereret til deres Natur.” (Jfr. Hvidtfeld I. c. S. 83 om Isens Forögelse i de grönlandske Farvande siden 1389). Det er ogsaa rimeligviis tildeels paa nærværende Diplom at Gebhardi har villet grunde fölgende Beretning og overhoved tillagt Begivenheden en altfor stor politisk Indflydelse: I Aaret 1389 forböd Dronningen, til de norske Indbyggeres Fordeel, alle Fremmede Farten paa Grönland og Island, for sammesteds at fiske eller handle. Dette synes at have bragt Hansestæderne paa det Indfald at opmuntre visse Sörövere, som kaldtes "Victualiebrödre” (Vitalianere) "fordi de sögte at forsyne Stockholm" (besat af Kong Albrechts tydske Krigsfolk) "med Levnetsmidler, til at udplyndre og ödelægge den vigtigste norske Handelsstad Bergen i Aaret 1393" (Norges Historie, oversat ved Heilmann, II, 98).

Da vor Originals Sprog meget nærmer sig til den Tids Dansk, oplyse vi kun nogle af de vanskeligere Ord i de tilföiede Anmærkninger.

Besynderligt er det at de tiltalte Mænd ikke nævnes i Domsbrevet. Deres Navne kunne vi tildeels tilföie fra Annalerne nemlig Islænderne Björn Einarsen og Sigurd (eller Sigmund) Hvitkoll, som 1385 fordreves fra Island og Grönland, med 4 Skibe i alt, og kom tilbage til Island 1387. Næste Aarseilede de til Norge, som det ogsaa her siges. See ovenfor S. 34—35, 62–63. Om Hövdingen Björn kaldet Jorsalsfarer, og hans Ophold paa Gunbjörnsskjærene (Danells eller Graahs Öer) m. m. kunne vi henvise til vore Undersögelser derom, ovenfor I, 110–122, 148–149. En kortfattet Udsigt over hans Levnet meddeles og af Finn Johnsen, Hist. eccl. Island. II, 395—397.

Höghborne Förstinne, vare werdulige Fru, Fru Margrete med Gudz naad, Noregs rikis stiorn [120], ok Danmarks retter erfuinge ok þes Förstinna, senda Arnulfuer Gunnarsson, Bergvinar logman, Jon Þorgylsson [121] logman a Halgolandi, Finner Gyrdzson sysloman a Lista, Henrich Vilialmsson [122], Hannes Jonsson hyrdman [123], Harnit Hæmingsson [124], Gunnar Biornsson, Anbiorn Vemundarson [125], Helge Sigurdarson, Eringiisl Eilifsson, Þorsteinn Sveinsson, Ormer Jonsson ok Þormoder Vidarsson [126], radmen i fyrsagdom staad, qvædiu gudes ok sina ödmiuka þiænist ([127], kunnikt gerande, att a manadagen nestan efter Haluardz messo [128] varom meer [129] a almenneligre stemfno [130]j konongs gardenom i Bergvin Anno Domino M.CCC. LXXX.IX. er erligen man ok vælboren, Hakon Jonsson, talade till þeirra godra manna er komo af Grönlande ok Islande i fyrro somar, ok gaf þeim þessar saker att þeir hafdo siglt till Grönlandz med retto forakt [131], samþykt ok vilja, ok adra þa saak, att þeir hafdo köft ok selt a Gronlande vttan orlof konungsdoomssens; ok þridia þa saak, att þeir hafdo köft krunonne godz a mote loghonum, ok þeir sagdo nei firer alla fyrnemfnda saker meder so grein sæm her efter fylger. Nemfde þa erligen man Erlender Filpusson, fæhyrde [132] i fyrnempdom staad, oss fyrnemda i doom med logmannenum. Var þat vaar domer att styromen ok sveinar skuldo sveria fullan bokar eid [133], hvar fyrer sigh, huad naudsyn þeim till droogh att beir komo til Grönlandz. Leiddo þeir þa fram tva [134] skilrika men, er a Grönlande varo fyrer þeim [135], ok suo suoro med fullom bokar eide, at þeir varo a alþinge [136] a Gronlande, er almogen took samhellde, att enger Austmen [137] sem þar varo komfner skylde fa kost [138] att kaupa, uttan þeir kaupto annad Grönlendzskan varningh mæder [139]; hafdo þeir ok þat i ejdstaf sinum, att Austmen budo skip til att föra krunonne godz, vilde konungs Umbodzman [140] þat eigi wtfaa, saker þes att þeir hafdo þar engæn bref till. Komom meer þorsdagen nestan þar efter j erckibiskops garden [141] þes sama stadar, herra Erchibiskope fyriverende [142], ok Hakon Jonssyni, er [143] Ellinder Filpusson let sveria fyrnempda Grönlandzfara, er so svoro med fullom bokareide, styromen ok sveinar, at þeer varo i hafve i storom vanda ok vada ok liifshaaska [144], fyrir storum siojaklum [145] ok isom, ok fengo storan skada a þeira skip om er brotnado ofvan sio, ok lofuado sigh til heilagra stada [146] fyr en þeir fengo land j þvilike store naudsyn. Hafdo þeir ok þat i ejdstaf sinom, att þeir köfto engkte konungs godz, ok kiændes þat Erlender at han hafdi takid sekkia gield af Grönlendzsko att allo iamfullo sem af Islendzsko godze [147] efter rette rekningh. Ok þy kundom wer enga logliga saker med þeim finna um þetta maal [148]. Ok till sanninda her um settom meer vaar incigli fyre þetta bref, er giort (var) i staad a dæghi ok are sem fyr segher.

Diplomet, som er skrevet paa Pergament, har forhenværet forsynet med 13 hængende Segl i Vox, hvoraf kunde 7 nu ere tilbage.

Udenpaa Brevet er senere tegnet:

Vm Gronlandzfare. Huro Hakon Jonsson tale the til noghræ, som vpa Grönland hafthe wæret, oc skylder them therefore, oc huro the orsaghe sik, at the giorthet fore nödh skyld oc ey mz meth) foreact.

48.

1408. Nærværende Diplom maa forekomme enhver noget gaadeagtigt, da det er udgivet af Erkebiskop Eskild (eller Askel) af Nidaros og Biskop Bertold af Garde for en Kirke, kaldet Svartalandh, i deres Stift; man maatte altsaa nærmest antage, at denne Kirke laa paa Grönland. Derimod synes det at stride, at selve Afladsbrevet er udgivet paa Kirkestedet (Svartalandh), men det neppe kan antages at være rimeligt, at Trondhjems Erkebiskop selv skulde have rejst til Grönland, – tilligemed den Omstændighed, at en Gaard, forhen kaldet Svartaland, nu Sortland eller Sorteland, ligger i Norges Nordland, det gamle Halogaland, og i YIfve Syssel, nu i Vesteraalens District, paa en stor Ö, kaldet Langö eller Langenæs, med en Annexkirke til Hassel; see Jacob Aalls Oversættelse af Norske Kongesagaer 1ste Hefte (Munthes Anm.) S. 24. Imidlertid tör vi ikke ganske modsige Muligheden af at Erkebiskop Eskild (som fungerede fra 1403 til 1429) virkelig kan være kommen til Grönland med eller til denne Biskop Bertold (hvis Navn vi kun ellers kjende af Hvidtfelds Bispekrönike og Lyschanders Grönlands Krönike) som Biskop til Garde i Grönland. Mærkeligt er det i al Fald, at baade Björn Johnsen (i hans haandskrevne Grönlands Annaler) og Finn Johnsen (Hist. eccl. Isl. II, 339) berette, at Erkebiskop Eskild i Aaret 1406 viede en Biskop til Grönland; vel anföres dennes Navn, nemlig Andreas, men dette sidste er vel saaledes tilsat efter fejlagtige Beretninger (f. Ex. i de saakaldte Hvidtfeldske Excerpter), som henföre en sildigere Biskop af dette Navn til denne Periode. Herom mere paa sit Sted i det fölgende.

Originalen til nærværende Diplom paa Pergament, hvor ved den norske Erkebiskops og den grönlandske Biskops Sigiller have hængt, er bleven skjenket til det Kongelige Museum for nordiske Oldsager, i hvis Besiddelse den nu for Tiden er. Udvendig har den blot denne, som det synes, samtidige Paategning: "Pro ecclesia Suortvland”. Vel er den mestendeels skrevet med en tydelig Haand, men paa enkelte Steder have dens Abbreviationer været vanskelige nok at dechifrere.

Hvad selve Indholdet angaaer, ligner vel dette Afladsbrev i Hovedsagen andre saadanne, givne visse til Hjælp trængende Kirker, men det afviger dog fra Mængden af dem, ved Opregnelsen af de fleste da i Brug værende Helligdage, paa hvilke samtlige Kirkens Besög ansaaes for fortjenstligt (formodentlig foraarsaget af en ringe Sögning, formedelst dens eensomme Beliggenhed i en lidet beboet og nordlig liggende Egn). Tillige er den tilföiede Betingelse af een eller flere religiöse Omgange omkring Kirkegaarden, med visse christelige Bönner for de der begravede Afdöde, baade synderlig og ellers i slige Documenter sjeldent forekommende. Man erindres herved om den store Kraft, som man tillagde slige Bönners Fremsigelse i det gamle Grönland; see ovenfor II, 514–515.

Dersom Biskop Bertold virkelig selv har været i Grönland 1408, maa han da have udnævnt den i et herefter fölgende Diplom nævnte Endride Andreassön til sin Officialis, hvilken Bestilling denne maaskee allerede havde forestaaet fra 1406 af. Overhoved er det sandsynligt at Bertold, i det saaledes forudsatte Tilfælde, enten i det Aar, 1409 eller 1410 er rejst tilbage til Norge, hvor han rimeligvis har resigneret, thi 1411 finde vi en anden Biskop til Garde, der kaldte sig Jacob, som fungerende Officialis eller Vicebiskop i Sjælland.

Vniversis sanctæ matris ecclesiæ filiis, præsentes litteras inspecturis, Eschillus divina miseracione Archiepiscopus Nidrosiensis et Bertoldus eadem gratia episcopus Gardensis, salutem et continuam in domino caritatem. Quoniam vota Christi fidelium ad divini cultus ampliacionem et animarum remedium piis sint exhortationibus ac indulgenciarum favoribus excitanda, Nos igitur de omnipotentis dei misericordia beatorum Petri et Pauli apostolorum auctoritate beatique Olavi Regis et martiris meritis ac precibus confisi, omnibus vere penitentibus et confessis, qui ecclesiam beatorum Michaelis archangeli et Dyonisi de Svartalandh nostre dyocesis in festivitatibus infra scriptis vide licet nativitatis domini circumcisionis et epiphaniæ, resurrectionis, ascensionis et penthecostes, trinitatis cum omnibus diebus dominicis, in omnibus festivitatibus beate Mariæ perpetuæ virginis, in utroque festo sanctæ crucis, nativitatis beati Johannis baptiste, die beatorum Petri et Pauli apostolorum et in omnibus aliis diebus apostolorum et evangelistarum, in utroque festo beati Olavi Regis et martiris, beati Laurencii, beati Michaelis ejusdem ecclesiæ patroni et sancti Dyonysii, beatorum Nicolai ac Martini episcoporum et confessorum, beatarum Katerine et Margarete virginum et martirum, beate Marie Magdalene, die dedicacionis ipsius ecclesiæ, die omnium sanctorum et inomnibus aliis summissive duplicibus, de quibus superius nulla fuit mentio facta, causa devocionis visitauerint, vel qui eidem ecclesiæ manus porrexerint adjutrices, seu missis, prædicationibus aut aliis divinis officiis interfuerint, vel cimiterium ipsius ecclesiæ legendo pater noster cum salutatione angelica prodefunctis ibidem quiescentibus, circuierint, quociens et qvumcunque premissa vel aliquid premissorum devote adimpleverint, tociens quemlibet illorum qua draginta dierum indulgencis de iniunctis sibi penitenciis, in domino misericorditer relaxamus. Datum et actum loco ubi supra, anno domini millesimo quadringentesimo octauo, ipso die decollacionis beati Johannis baptiste, nostris sub sigillis presentibus appositis, in euidens testimonium premissorum.

Originalen har været forsynet med tvende hængende Segl, som nu begge ere borte.

Tre herefter fölgende Diplomer meddele vi efter gamle verificerede Afskrifter i det Kongelige Geheime-Archiv. Originalerne have været sammenheftede, men ikke fulgt paa hinanden i chronologisk Orden. Disse Documenter er hvert for sig ommeldt i de fortlöbende, paa et Halvark med deelte Afskrifters Attestation af disses Udfærdiger, Biskop Odd Einarsön til Skalholt, – nemlig:

a) (Vort Nr. 57), Sæmund Oddsöns Erklæring af 1424, hvorved han bevidner: at han selv var nærværende paa Hvalsö i Grönland, da hans Frænke Sigrid Björnsdatter giftede sig med Thorstein Olafsen, med Udstæderens Raad og Samtykke, – efter Indholdet af det vedheftede Brev (vort Nr. 49).

b) (Vort Nr. 49). Den Grönlandske Officialis, Eindride Andreassöns, og Præsten Sira Paul Hallvardsöns Attest om 3 lovlige Lysninger til ovenmeldte Ægteskab – udstædt i Garde, 1409. Af dette Document har Arne Magnussen forfattet en tydsk Oversættelse, der endnu gjemmes, som Concept, i Geheime-Archivet.

c) (Vort Nr. 52) Brand Haldorsöns og tre andre Mænds Vidnesbyrd, at de vare nærværende paa Hvalsö i Grönland i Efteraaret 1408, ved det ovenmeldte Ægtepars Giftermaal, udstædt i Island 1414.

Den heromhandlede Thorstein Olafsön var rimeligvis en Sön af Olaf Björnsön, som af sin meget rige Fader Björn Brynjulfsön havde erholdt den store Gaard Akre i Skagefjorden paa Islands Nordland, og vor Thorstein har da faaet den samme Gaard, der blev hans faste Bopæl, som sin Fædrenearv. Som ung Mand har han rimeligvis foretaget sig den Reise, hvorpaa han, som vi her see, i Aaret 1408 giftede sig i Grönland, hvor han endnu befandt sig i Foraaret 1409, men har rimeligvis kort derefter vendt tilbage til Island. 1417 nævnes han som Vidne ved Eiendommes Overdragelse til Biskop Arne Olafsön, som da forestod baade Skalholts og Holums Bispedömmer, og som i gamle Slægtregistre siges at have været hans Broder, hvilket vel har været baade Finn Johnsen og Espolin ubekjendt, men er blevet mig skriftlig meddeelt af Hr. Biskop Steingrim Johnsen, som uden Tvivl blandt alle Nulevende maa ansees for Islands kyndigste Genealog. 1420 var han en af Domsmændene i en vigtig Eiendomssag, anlagt af Biskoppen til Holum Jon Tovesön. Efter Biskop Hans Finsens haandskrevne Optegnelser nævnes vor Thorstein allerede 1421 Laugmand, i gamle Brevskaber. 1423 finde vi, at han som Laugmand over Islands Sönder- og Öster-Amt har bekræftet en Dom paa Landstinget ved Thingvalle. 1427 var han tillige Kongens Lehnshövding over Island, hvilket Embede Biskop Arne forhen havde forestaaet; desuden var han Kongens Ombudsmand eller Foged over forskjellige Sysseler paa Nord- og Vestlandet. Dog vedblev han endnu 1432 at fungere som Laugmand.

Om Thorstein Olafsöns Hustru Sigrid Björnsdatter var födt i Grönland eller Island vide vi ikke; kun see vi at hun var i Slægtskab med Sæmund Oddsön, som i Aaret 1414 opholdt sig der, men om han var födt eller bosat i Island, vide vi heller ikke. Dette Ægtepars Datter Christine blev gift med Islænderen Torfe Aresön, som af Christian den 1ste blev udnævnt til Lehnshövding over Island, samt tillige adlet, og i hans Adelsbrev blev det ham foundt at före i sit Vaabenskjold en hvid Björn i blaat Feldt. Om Anledningen til dette Skjøldmærke blev givet ved hans Kones Faders Navn, vide vi ikke, men vist er det at Hvidbjörnen fordum, blev anseet for Grönlands ypperste Frembringelse, og at den endnu fremstilles som Landets Vaaben. Fra Thorstein Olafsön og hans Kone nedstamme adskillige af Islands nu mest bekjendte Slægter, som Finsenerne, Stephensenerne og Thorarensenerne, af hvilke de sidstnævnte nu före det ovenfor beskrevne Vaaben. Ogsaa jeg, Finn Magnusen, er af samme Herkomst og nedstammer saaledes fra den heromhandlede paa Grönland i Aaret 1408 stiftede ægteskabelige Forbindelse, om hvilken det blev mig forbeholdt först i et trykt Skrift at meddele authentiske Efterretninger. Vi skride saaledes til det ovennævnte förste Documents Udgivelse.

49.

1409 er fölgende Attestation udfærdiget paa Garde i Grönland, af Stiftets Officialis og af en anden Præst:

Þess kennunst ek, Sira Eindride Anndresson offissialis a Grǫnlande, og sira Paal Halvardssón, at wit hofum lýst hyuskapar bande millum þeirra Þorsteins Olafss, ogh Sigrijdar Bigrnz d. i helaghre khirkiu III sunnudaga, mörgum dandemanne ahiǫrande, bade vtlendskum ogh innlendskum, var sa enge þar, at nokkorra menbughe viste þar vpa, ogh at þat mętte ege með gudus lǫgum samanbinda. Ogh þil sannenda hier vmm settu vid okkur innsigle fyr þetta bref, er giort var i Gǫrdum friadaghinn nesta epter Magnus messu, þa er lidet var fra burð vorz herra Jhu Xri þwhundrut aara ogh IIII hundrut ogh IX ár.

"Þetta bref er lijka skrifad á bokfelle, suo sem þad fyrra, og samslúnged med þui”.

Det bevidner jeg Sira Eindrede[149] Andreassön, Officialis [150] paa Grönland og (jeg) Sira Paul Hallvard sön, at vi have lyst til ægteskabelig Forbindelse mellem de (Personer) Thorstein Olafsön og Sigrid Björnsdatter, i den hellige Kirke, paa 3 Söndage, i Paahör af mange Dannemænd, baade indenlandske og udenlandske [151]; der var da ingen tilstede som vidste nogen Hindringer derimod, eller noget saadant, hvorfor denne Forening ikke maatte indgaaes efter Guds Love. Og til Bekræftelse herpaa, satte vi vore Segl paa dette Brev, som blev udstædt i Garde, den næste Fredag efter Magnusmisse [152], da et Tusend Aar, samt fire Hundrede og ni Aar vare forlöbne fra vor Herres Jesu Christi Födsel."

Her fölger Biskop Odd Einarsöns Attestation:

"Dette Brev er ligeledes skrevet paa Pergament, som det forrige [153], og sammenheftet med det. [154]

50.

1411. I de ovenmeldte Bartholinske Haandskrifter T. VIII S. 108 findes en Afskrift af et Original-Diplom, udstædt den 13de November, hvorved Biskop Jacob, som General-Vicarius for Biskop Peder i Roeskilde, giver Sognefolkene til St. Mikkels Kirke i Slangethorp (nu Slangerup) den af dem önskede Tilladelse til at deres aarlige Kirkevielsesfest maa forflyttes fra St. Bricci Dag (13de November) til den næste Söndag efter Alle Helgenes Höitid. Begyndelsen lyder saaledes: "Universis Christi fidelibus præsentes literas inspecturis, Jacobus Dei gracia et apostolice sedis Episcopus Gardensis, venerabilis pro nunc in Christo patris, domini Petri, Episcopi Roschildensis, inspiritualibus generalis Vicarius, salutem in Domino” – og Slutningen: "In cuius rei testimonium sigillum nostrum presentibus est appensum." Datum anno Domini Millesimo CD undecimo, die sancti Bricii confessoris."

51.

1411. I Geheime-Archivets Diplomatarium haves en Udskrift med Langebeks egen Haand fra en Original-Membran, som var bleven laant ham af Biskop Harbo 1749, indeholdende en af den Grönlandske Biskop Jacob paa den ovennævnte Roeskildske Biskops Vegne den 8de December samme Aar udfærdiget Bevilling paa 40 Dages Aflad for dem som gudelig besögte Sognekirken i Kelby (nu kaldet Kielbymagle) paa Möen. Titel-Indledningen er fuldkommen den samme som til Nr. 50. Slutningen lyder saaledes: "In cuius rei testimonium sigillum nostrum presentibus est appensum. Datum anno Domini millesimo CDXI, die conceptionis Virginis gloriose.” I selve Documentet nævner Udstæderen i Særdeleshed et i Kirken af ham indviet Alter for den hellige Jomfru ("altaris beate virginis dicte ecclesiæ per nos consecrati"), hvorfor Diplomet og udenpaa er blevet paategnet saaledes: "Litera consecrationis altaris beate virginis".

Efter at det (S. 146 o. f.) ovennævnte Ægtepar Thorstein Olafsön og Sigrid Björnsdatter vare ankomne fra Grönland til Mandens Fædrenegaard Akre i Island, synes nogen Tvivl eller Indvendinger at være bleven rejst mod deres i et fremmed Land indgaaede Ægteskabs Lovlighed. De have da sögt at möde denne Modstand (der muelig har sigtet til at beröve deres Börn Arveretten), ikke allene ved de Grönlandske Geistliges ovenanförte originale Attests Ægthed, hvilken man muelig og har villet drage i Tvivl, men ogsaa ved tvende forskjellige, 1414 samt 1424 erhvervede og herefter fölgende Erklæringer fra 5 eller flere Mænd, som havde været tilstede i Grönland ved det ovennævnte Ægtepars Forlovelse og Giftermaal. De meddeles her (og nedenfor) efter de S. 146 ovenommeldte af Skalholts Biskop bekræftede Afskrifter.

52.

1414. Betegnet med c i vore S. 146 herovenfor forudskikkede Indledningsbemærkninger.

Öllum monnum þeim sem þetta bref sæ æðr hæyra, sænda Brandur Halldorsson, Þorður Jorundsson, Þorbiorn Bárdarson ok Jon Jonsson kuædiu gudz ok sina, kunnugt gerandi þá ær var frá higatburð vars herra Jhu Xri þushundrat, fiogur hundrat ok atta ár, worum wær i hiá, sám ok hæyrðum a í Hvalzæy a Grænlande, sunnudagenm næsta æptir Crossmæssu vm haustid, at Sigriðr Biǫrnzdotir giptiz Þorstæinæ Olafssyni met raði ok samþiktt Semundar Oddzsonar fręnda sijns, suo ok æi sidr voru vær fyr næſnder menn ner i sama stað ok dagh at aðrnæfndr Þorstæinn Olafsson fæste fyrrgræinda Sigride Biornzdotur sig til æigin konu, ad gudz lögum ok hæilagrar kirkiu. Ok til sannæynda hær sættu vær fyrnæfnnðir mænn var insigle fyri þetta bref, gert at Ökrum í Skagafyrde frædagin næsta fyri Hallvarðsmessu, anno domini M. CD0 Xij.

Alle de Mænd, som dette Brev see eller höre, sende Brand Haldorsön [155], Thord Jörundsön, Thorbjörn Bardsön og Jon Jonsön [156] Guds og deres Hilsen, tilkjendegivende, at Tusende fire Hundrede og otte Aar efter vor Herres Jesu Christi Födsel vare vi nærværende, saa og paahörte paa Hvalsö i Grönland [157], den næste Söndag efter Korsmisse om Hösten [158] at Sigrid Björnsdatter giftedes med Thorstein Olafsön, med sin Frænde Sæmund Oddsöns Raad og Samtykke, saa og ei mindre vare vi fornævnte Mænd nærværende paa samme Sted og Dag, da ovennævnte Thorstein Olafsön fæstede den förommeldte Sigrid Björnsdatter til sin Ægtekvinde, efter Guds og den hellige Kirkes Love. Og til Bekræftelse herpaa satte vi förnævnte Mænd vore Segl paa dette Brev, af fattet paa Akre [159] i Skagefjorden den næste Fredag,för Hallvardsmisse (15de Mai) i Herrens Aar 1414.

53—55.

1417. Biskop Jacob af Grönland (see ovenfor Nr. 50 og 51) har i dette Aar deeltaget i at udfærdige fölgende Vidisser, som endnu haves paa Pergament i det Kongelige Geheime-Archiv:

a) (53) af Kong Valdemar Atterdags Brev, dateret Roeskilde, "feria tertia ante diem b. Priscæ virginis” 1341, hvorved han tilstaaer at han holder og haver Kjöbenhavns Slot af Roeskilde Kirke og med dens Bevilling.

Vidisset begynder saaledes:

"Omnibus piis scriptum cernentibus Nos frater Jacobus dei gracia episcopus Gardensis, frater Nicolaus Thome, custos Roskildensis et frater Nicolaus Fynbo, gardianus ibidem, salutem in domino. Constare volumus universis presentibus et futuris, nos sub anno Domini millesimo quadringentesimo decimo septimo, ipso die sancte Agnetis virginis in domo capitulari Roskildensi præsentes fuisse, vidisse, legisse” (o.s.v.) Udstædernes trende Segl i Vox vedhænge. Deraf er Biskop Jacobs Segl noget beskadiget paa den Kant, hvor Omskriften begynder.

b) (54) af Pave Bonifacius den 8des Stadfæstelses Bulle paa Overdragelsen af Kjöbenhavn m. m. til Roeskilde Bispestol – udgiven paa Lateranet 7 Id. Mart., i hans Pave dömmes 5te Aar. Vidisset er udgivet af de samme Mænd og under samme Datum som det först nævnte. Den Grönlandske Biskops Segl vedhænger ubeskadiget.

c) (55) – af Dronning Margretes Skjödebrev paa Nebbe Slot til Roeskilde Domkirke, udgivet i Slagelse (Slaulosiæ) 1375, in crastino S. Nicolai Episcopi. Vidisset er udgivet af de samme Geistlige paa samme Sted og Dag, som de to sidstommeldte. De 3 Segl vedhænge ubeskadigede.

56.

1421. Biskop Jacob af Grönland har enten ikke nogensinde tiltraadt dette Bispedömme, eller har maattet forlade det efter nogle Aars Ophold i Landet, thi vi finde at han i ovenmeldte Aar atter har vicarieret for den daværende Biskop af Roeskilde Jens Andersön. I denne Egenskab har han udstædt et Aſladsbrev (paa 40 Dage) for St. Laurentii Kirke til Undlöse i Sjælland. Indledningen lyder saaledes: "Universis in Christo fidelibus presentes literas inspecturis, Jacobus, Dei gratia, Episcopus Gardensis, venerabilis nostri in Christo Domini Johannis, eadem gratia Episcopi Roschildensis in pontificalibus Vicarius, salutem in Domino”– Slutningen lyder saaledes: "Datum Unlöse anno Domini MCDXXI, die Sancti Kanuti Martyris, nostro sub secreto.”

57.

1424. Det fölgende Document er i chronologisk Orden det tredie og sidste, men efter Sammenheftningen det förste, (a), af de tre herovenfor S. 146 o. f., omhandlede Attestationer om et paa Grönland 1408 stiftet Ægteskab. Da det andet (c, herovenfor Nr. 52) blev udfærdiget, 1414, har Sæmund Oddsön, som ommeldes deri, ikke været til stede paa Akre, og han har da först efter 10 Aars Forlöb udfærdiget nærværende Erklæring. Man kunde derfor formode at denne Mand, om hvem de Islandske Annaler intet melde, har været en Grönlænder, eller bosiddende i Grönland, og at han först, efter at have erfaret Thorstein Olafsöns Forfremmelse til et af Islands fornemste og vigtigste Embeder, har reist til Island, enten i Besög hos Laugmanden og hans Hustrn, eller til stadigt Ophold. Muelig har han og flygtet fra Grönland formedelst det store Overfald af Skrælingerne eller Eskimoerne, som menes at være gaaet for sig omtrent 1418.

Egh Semundur Odds son kennest med þessu mijnu brefe, ad egh var ner i Hualzey i Grenlande, sa egh og heyrðe uppá ad Sigrijd Biornzdotter frendkona mijn gifte sig Þorsteine Ölaſssyne til eigenqvinnu, með mijnu ráde og samþycke, báde með já og handabande. Sua var egh og ner, ad nefndur Þorsteirn Olafsson feste Sigrijðe Biornzdottur sigh til ejgenn kuinnu med guðz logum og heilagrar kirkiu að lysijngum gengnum, sem vottar þad bref sem hier er med fest, í ádr sogdum stad. Og (til) meire sannenda og fullz vittnezburðar hier vm settu Þorgrijmur Solfvason, Brandur Halldórsson, Þordur Jorundarson og Jon Jonsson sijn inzigle med mijnu Inncighle fyri þetta bref, giort á Aukrum i Skaghafyrde, manadagh nesta fyri Mariumesso sijdare, anno domini M.CD.XXij. Voru ver fyrrneſndir menn ner fyrrsagdre gyptingh og festijngh.

"Þetta fyrrskrifað bref var med II gömlum hangande innsiglum hia Arna Oddssyne radssmanne í Skalhollte, 20 Augusti 1625.”

Jeg Sæmund Oddsön tilstaaer med dette Brev, at jeg var nærværende paa Hvalsö i Grönland, saae og hörte derpaa, at Sigrid Björnsdatter, min Frænke, giftede sig med Thorstein Olafsön som hans Ægtekvinde, med mit Raad og Samtykke[160], baade med Jaord og Haandslag. Ligeledes var jeg nærværende da bemeldte Thorstein Olaſsön fæstede Sigrid Björnsdatter til sin Ægtehustru, efter Guds og den hellige Kirkes Love, efter skete Tillysninger, bevidnede af det hertil heftede Brev [161], paa det ovenmeldte Sted. Og (til) ydermere Bekræftelse samt fuldt Vidnesbyrd herom, satte Thorgrim Sölvesön [162], Brand Haldorsön, Thord Jörundsön og Jon Jonsön [163], deres Segl, tilligemed mit Segl, for dette Brev, affattet paa Akre i Skagefjorden den næste Mandag for den senere Mariemisse [164] i Herrens Aar 1424. Vi förnævnte Mænd vare nærværende ved ovenmeldte Giftermaal og Fæstelse.

Biskop Odd Einarsöns Attestation:

Dette ovenskrevne Brev var, med tvende hængende Segl, hos Arne Oddsön, Forvalter paa Skalholt, den 20 August 1625.

Med denne Verificationspaategning af Biskop Odd Einarsön sluttes de sammenhængende Afskrifter af Diplomerne 49, 52 og 57.

"Þesse þriu fyrrskrifud bref eru skrifuð a bokfelle med gamla skrift, þó órasurada og aull samanslúngenn og med fiorum gomlum hángande innsiglum allz, enn fimta var brakad, þá vær lasum þau i Skalhollte 20 Augusti anno 1625, huor bref þa voru hiå Arna Oddssyne, sem þa var Skalholltz rádzmadr.

Oddur Einarsson med ejgen hende.

D. e. Disse tre ovenskrevne Breve, ere skrevne paa Pergament, med en gammel, men dog ikke raderet Skrift, og alle sammenheftede samt i det hele forsynede med fire gamle hængende Segl, men det femte var beskadiget, da vi læste dem i Skalholt den 20de August 1625, hvilke Breve da bleve forvarede hos Arne Oddsön, som da var Skalholts Forvalter. Odd Einarsön, med egen Haand.”

Den herommeldte Arne Oddsön var Biskop Odd Einarsöns Sön, og blev Laugmand over Islands Söndre og Östre Deel 1631.

Efter denne Paategning maatte vi, som ingen Originaler eller andre Afskrifter have kunnet finde af disse Breve, formode, at de förstmeldte endnu forvaredes i Skalholts Bispestols Archiv. Vi henvendte os derfor med Forespörgsel herom til Islands nuværende Biskop Hr. Steingrim Johnsen, som uagtet al muelig Eftersögning ikke har kunnet finde dem i Bispearchivet.

Thorstein Olafsön forestod vel ikke Laugmands-Embedet længere end til 1432 og efter dette Aar nævnes han neppe i nogle nu existerende gamle Brevskaber. Det eller det næstfölgende har da rimeligvis været hans Dödsaar.

58.

1425 udgav Kong Erik af Pommern et Forbud paa Norsk mod den Handel, som Tydske og andre Udenlandske, der ikke vare lovlig gifte (eller bosatte) i Norge, dreve paa Kongens Skatlande. Hvidtfeld nævner det (1. c. 3die Part S. 402) blot som et Forbud mod slige Folks Seilads paa Nordlandene; jeg, Finn Magnusen, har berigtiget denne Angivelse i min Afhandling om de Engelskes Handel og Færd paa Island i det 15de Aarhundrede (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed II, 118); jfr. Berg Samlinger til det Norske Folks Sprog og Hist. V, 627. Dette mærkelige Forbud, som ogsaa indbefattede Grönland, endskjönt det ikke udtrykkelig nævnes, trykkes her for förste Gang efter en Afskrift af Langebek, i Geheime-Archivet, efter en gammel Copie blandt Hansestædernes Privilegier i det Tydske Cancellies Archiv i Kjöbenhavn.

Ericker, met guds nad, Norigis, Danmarcks, Suerigis, Wenda konunger, Hertog offuer Pomeren, sender allom monnom them som thetta bref sia eller höyra qvediu guds oc sinæ. För oss oc Raad wort er komet att than wana, er nyliger haffuer byriader weret, so som er om sigling tydiske oc adra wtlenska manna, ther som ey ære laggiflther [165] her i Norgio, att their sigla eller siglt haffue till Helgelands, Findmarkenna, Islands oc andre waare Skatlanda mota lagom oc skipan waare forældre [166] huad weer williom mett ingio mote lenger lida latha, forthii biodom weer fæhyrde [167] worum i Bergun oc ollom worom adrom wmbotzmonnum [168], hueriom i sinæ wmbode, att sökia them till retta, them som tegat [169] sigla oc siglt haffua, oc so them er them före eller förtt haffue. Oc later thessa huerio tueggia eingar stadt wndtfara, för end the haffua giort [170] oss eller worum wmbotzmonnom saa meget, som lagene wtvise. Serdelis biodom weer lagmonnom warum, att ther seigia lag oc rett iffuer them oc allo thi frammare att weer haffuom wort breef ther wppaa gefuit fore wttan allt hindar eller motemæle, so frampt sem ther wilit ey suara wore sanre oblido. Scriptum Agershus, Anno Domini M.CDXXV, crastino beati Joannis ante portam latinam [171], nostro sub secreto presentibus appenso.

Dette Forbud er uden Tvivl (hvilket Berg allerede havde formodet) det selvsamme, som Paus har meddeelt (i Forordninger for Norge S. 184) i oversat Uddrag, men antaget at det var udgivet (i det seneste Aar 1299) af Kong Erik Magnussön, kaldet Præstehader.

59.

1431. Hvidtfeld anförer (1. c. 3die Part, S. 486 o. f.) "Kongens” (Erik af Pommern) "Klagemaal offuer Engelske, at de seygle paa forbudne Steder, Island, Grönland, Ferro, Hetland, Orckenöer, Helgeland, Findmarcken oc hafue beskad de Norske.” Saaledes Indholdsangivelsen i Margen; i Texten hedder det herom:

Aar 1431 den Tid Dr. Willem Spreen oc Her Hans Gremmersby först vaare herinde, da foresatte Kong Erich dennem disse Klager paa de Norske, hans Undersaattis Vegne, at det holdis effter Norgis Rigis gammel Rettighed, Frihed, aff arrild oc Mands Minde, hvor imod intet kand siges, hvilcken Norgis Rigis Frihed Kong Erich oc haffuer soret at holde, da hand antog hans Kongelig Krone, at icke de Engelske eller nogen Udlending oc Fremmede, uden Liffs oc Godsis Fortabelse [172] haffuer aldrig veret tilsted, eller maat löbe til Norgis Lande og Insler, som ere Island, Grönland, Ferrö, Hetland, Örckenöer, eller andre Öer Norgis Rige tilhörendis, til at kjöbslaae, uden til Bergen allene, som den almindelig Stappel er aff Kjöbmænd. Dette Forbunt haffue de Engelske freuentlich offuertræd, nu udi 20 Aar oc mere, Kongen, Rigit oc hans Undersaatte samme steds boendis oc den handterindes Kjöbmand icke uden stor Skade. Oc som mere er, da haffuer de Engelske, offuer dette Hofmod oc Forbunt, fientlig offuerfaldet mange Steder udi Norge met Roſf, Brand, Ild. De haffue borttaget mange Skibe, met Fisk oc andet Gods, visse Personer tilhörendis; mange haffue drucknet oc omkommet, Skibene tilhörende. Oc alligevel de offte oc i mange Aar haffue giort de Norske stor Skade, saa er det dog mere end som nu optegnet er, naar det bliffuer offuerregnet oc offuerveyet aff dennem som Skaden haffuer fanget; dog er dette Summariumsvis antegnet."

Denne Beregning angaaer kun de udövede Voldsomsomheder paa Finmarken, Helgeland, Island, Hetland og Örkenöer, samt den Skade, som visse Personer i Bergen, der havde Tilladelse til at handle paa Island med 12 Skibe, havde lidt ved Skibsfartens Standsning. Klagen angaaer de sidste 20 Aar, altsaa fra 1411; det er da höist mærkeligt, at just fra dette Aars Begyndelse af standse alle Underretninger i Middelalderens norskislandske Annaler om den Grönlandske Skibsfart (see ovenfor S. 40); i 1412 kom endog slet intet Skib til Island (sammesteds S. 42), – og dog protesterede Kong Eriks Gesandter 1413 i kraftigste Maade mod al fremmed og uprivilegeret Handel paa disse Lande! – Det var da ikke underligt, at kun Sörövere og væbnede Voldsmænd viste sig ved deres forsvarslöse Kyster.

Frugten af de her ommeldte Underhandlinger 1431, som i næste Aar bleve fortsatte i Kallundborg, blev den i Kjöbenhavn paa Juleaften 1432 mellem Kong Erik og Henrik den 6te indgaaede Tractat. Det blev ved den bestemt, at al Skade, som de Engelske havde tilföiet Kong Eriks Undersaatter paa Island, Helgeland, Finmarken og andre Norge tilhörende forbudne Havne og Kyster, skulde erstattes Vedkommende, og, hvad der maaskee for os i Særdeleshed er mærkeligt, at alle de Folk, som i hine 20 Aar med Vold vare blevne bortförte af Island, Finmarken, Helgeland, eller andre Steder i det norske Rige skulde, efter den engelske Konges Foranstaltning, hvor de end maatte findes i hans Lande, faae Betaling for deres Tjeneste, og frit vende til bage til deres Hjemsteder. Denne Bestemmelse skulde forkyndes over hele England, for at den, inden Aar og Dag, kunde efterkommes. Fremdeles blev det gamle Forbud mod Handel i Skatlandene saaledes fornyet ved Tractatens 6te Artikel, som her for os er den vigtigste, da den og har gjeldt den ulykkelige, endnu i samme Konges Regjerings Begyndelse vel bestaaende Grönlandske Colonie:

"Ceterum mercatores et alii utriusque partis homines ac subditi, tam per terras quam per mare se mutuo visitare possunt in locis et portubus non prohibitis, suasque mercantias legaliter exercere; ita tamen quod faciant et exhibeant debita uniuscujusque loci ad quem peruenerint, secundum quod ibidem debeat exhiberi. Caveant nihilomi nus omnes mercatores et alii quicunque homines et subditi Regis Angliæ et Franciæ ne de cætero, sub poena amissionis vitæ et bonorum, visitare præsumant terras Islandiæ, Finmarchiæ, Halghalandiæ, seu alias quascunque terras prohibitas aut portus illegales, in Regnis Daciæ, Sveciæ et Norvegiæ. Similiter caveant homines et subditi Regis Dacie, Sveciæ et Norvegiæ sub poena præmissa terras et portus prohibitos et illegales Regis Angliæ visitare, – nisi hos vel illos evidens maris periculum aut tempestatum impulsus coëgerint, ubi tamen sub poena præcedente minime mercari licebit.”

Det samme Forbud fornyedes og indskjerpedes fra engelsk Side af Henrich den 6te den 12te Mai 1444, og ved en ny Tractat imellem ham og Christian den 1ste, sluttet i Kjöbenhavn den 17de Juli 1449, dog blot til Mikkels dag 1451. Heraf benyttede vist de engelske Kjöbmænd sig, i det de fra den Tid af reve næsten den hele islandske Handel til sig, og dette vedvarede lige til 1490, da denne Handel frigaves paa visse Betingelser. Den engelske Söfart til Polaregnene förte 1477 Columbus til Island, og mulig tillige til Grönlands Kyster. See ellers herom Zahrtmanns og mine Afhandlinger i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, 2det Bind.

60.

1433. Mellem 1421 og 1433 maa Grönlands Biskop Jacob paa een eller anden Maade være afgaaet, og en vis Nicolaus i hans Sted bleven udnævnt, uden at vi vide, paa hvilken Maade eller hvorlænge han, enten af Gavn eller Navn, har forestaaet dette Embede. Efter Biskop Nicolaus's Död blev Broder Bartholomæus de Sto Ypolito beskikket i hans Sted til Grönlands Biskop. Dette erfares af fölgende Notice, optegnet ved Mallet fra det Vaticanske Archivs Brev skaber (see ovenfor S. 90 o. f.); jfr. Paul Egedes Efterretninger om Grönland S. 86, hvor det dog ved en Misforstaaelse hedder at Bartholomæus var den sidstafdöde Biskops Broder.

"Anno 1433 Bartholomæus ab Eugenio IV dictus Episcopus Gronelandiæ 8 Cal. Octobris legitur in Libris provisionum Prælatorum (Tom. 65 p. 183). Habentur etiam ipsius Eugenii litteræ, quibus ecclesiæ prædictæ, vacanti per obitum Nicolai Episcopi, præfecit fratrem Bartholomæum de St. Ypolito, Ord. Prædic. et Baccal. in Theol.”

Ingen af disse tvende Biskopper synes nogensinde at være kommen til Grönland. Paul Egede forstaaer denne Underretning saaledes, at Bartholomæus er bleven udnævnt til Grönlands Biskop den 22de September 1433, men det forekommer os ikke ligefrem at fölge af Udtrykket dictus, skjönt det vistnok kan bruges i en saadan Betydning. At Bartholomæus enten ikke længe har fört Titelen, eller i det mindste snart givet Slip paa sin Bestilling (hvis han ikke imidlertid er afgaaet ved Döden), erfares af det her næst fölgende Diplom.

61.

1440. Her viser sig först en Biskop af Grönland, kaldet Gregorius, ved en særdeles vigtig Leilighed, i det han da var tilstede i Oslo i en stor Forsamling af Rigets bispelige Prælater (hvoriblandt Biskop Gotskalk af Holum i Island), samt dets verdslige Raad og Tjenestemænd (eller Embedsmænd) – for (anden Gang) at fordre fornöden Hjelp af Kong Erik af Pommern mod fremmede Fjender, Hansestæderne og Hollænderne, som hærgede Norges Kyster. De Forsamlede erklære tillige, at hvis de ikke fik den saaledes forlangte Undsættelse, saae de sig nödte til at see sig om et andet Herskab og at opsige Kong Erik deres Tjeneste, Raad, Mandskab og Hyldest. Med Brevet afsendtes Biskop Jenes (Jöns) af Oslo, Provst Siguard Björnsson af Bergen, Johan Umereysse og Colbjörn Geest, men de bleve paa Overreisen stoppede i Öresund af de Danske, og Brevet kom ikke til dets Bestemmelse. Originalen deraf bevares i det Kongelige Geheime-Archiv og haves trykt ved Jahns Danmarks Historie under Unionskongerne (Kbhavn 1835, 4. S. 518–519). Brevets Begyndelse lyder saaledes: "Ether höygborne Herra Konung Erik nöthes wi thil, swosom ær: Erchebiskop Aslac aff Nydros og Pauesk Sætes Legatus, Jones i Oslo, Pæther i Hamar, Olaff i Bergen, Goscalk i Hola og Gregorius i Grönland meth samme nadhe, Biscopæ, Siguard Jonsson, Drotzste i Norrighe, Siguard Biörnsson Prouast i Bergen, Anders Muus, Prouest at Marie kyrke i Oslo oc Righens Canceler, Olaf Hakonson, Johan Vmereyse (o. s. v.) Righeszens radh i Norighe; Erik Sæmundzson, Thore Karlsson (o.s.v.) Righeszens thiænestemen i Norigh, ath kungöre ether oc formane” o. s. v. Slutningen lyder saaledes: "Scriptum Asloiæ, anno Domini MCD quadragesimo, secunda feria ante festum Bartholomæi apostoli (24 August) nostris sub sigillis presentibus impressis.” Originalen er skreven paa Papir og er nu meget skröbelig. Af de 35 i grönt Vox paa selve Diplomet trykte Sigiller, er Voxet nu for det meste borte.

62.

1448. I det alle vore authentiske Efterretninger fra eller om den Grönlandske Colonie, saavidt vi endnu have dem, ophöre med Aaret 1410, er det særdeles heldigt, at det Vaticanske Archiv i Rom har opbevaret for os en officiel Afskrift af et i denne Henseende særdeles vigtigt Pavebrev udstædt af Nicolaus den 5te den 20de September 1448. Det findes i denne Paves Libro XXIII Registri Bullarum S. 251, c. Professor Mallet sendte en fuldstændig Copie af Bullen 1765 til Statsminister Bernstorff; den blev afskreven ved Langebek, efter hvilken Gjenpart, som nu haves i Geheime-Archivet, nærværende fuldstændige Aftryk retter sig, paa enkelte Skriverfeil nær, som dog for det meste ere rettede efter en anden Udskrift, ogsaa med Langebeks Haand, af Mallets Excerpter (see ovenfor S.90 o. f.); dog bestaae disse her blot i et Uddrag, som har skullet opfatte Indholdets historiske Data. Dette Uddrag er meddeelt i Schlegels Sammlungen zur Dänischer Geschichte, 1 Bd. 1 St. (Copenh. 1773, 8) S. 174–179, og ligeledes i Biskop Paul Egedes Efterretninger om Grönland fra 1721 til 1788, S. 86–90, hvor de dog ikke haves correcte, især vrimler det sidstmeldte Aftryk (som dog er taget fra en selvstændig Afskrift, men ikke efter Schlegels Skrift) af uheldige Tryk eller Skriverfeil. Den i dette Skrift indeholdte danske Oversættelse af Uddraget er og meddeelt i Forerindringen til Graahs Undersögelsesrejse til Östkysten af Grönland S. 5—6.

Formedelst Hoveddocumentets store historiske Vigtighed forsyne vi det med en dansk Oversættelse, saa nöjagtig, som Originalens knudrede og langtrukne Stiil har kunnet tillade det.

Det har rimeligvis været Paven ubekjendt at en Biskop Gregorius til Garde, (som allerede var udnævnt 1440 eller för) opholdt sig paa den Tid i Norge; men i al Fald synes denne, hverken för eller siden, at være kommen dertil. Herefter nævnes han 1450 i Diplomet 64, hvortil vi forelöbig henvise.

Det vil maaskee forekomme nogle ubegribeligt, at ni Kirkesogne endnu skulde have været tilbage af den gamle Grönlandske Colonie 1448 eller noget för, uden at vi nu have directe Efteretninger fra den ved Annaler eller Diplomer siden 1410, altsaa i hele 38 Aar af hin Periode. Dog er dette, naar vi ret overveie Sagen, slet ikke underligt. Den store Pest, som ödelagde Island först i det 15de Aarhundrede, standsede for det meste dets literaire Virksomhed. Fra Begyndelsen af samme findes intet i dets Annaler optegnet om Grönland, med Undtagelse af noget blandt det mærkværdigste, som stod i Forbindelse med enkelte Islænderes Reiser til og fra Landet; at alt sligt dog ikke engang er blevet optegnet, erfares tilfældigvis af Diplomerne. Bergens Ödelæggelse af Victualiebrödrene 1393, som nogle Aar derefter blev gjentaget, og Kongernes Forbud mod uprivilegeret Handel paa Island og Grönland, med flere den paalagte Byrder, havde nær standset al Söfart til det först nævnte Land, og menes ganske at have ödelagt den Grönlandske. Saare meget har gaaet for sig i hin Tid baade i Norge og Island, uden at nu det mindste haves optegnet derom. Vi ere af den Mening, at Communicationen mellem Norge og Grönland, endskjönt den vistnok maa have været uregelmæssig og afbrudt, neppe er bleven ganske tilintetgjort, förend i den senere Halvdeel af det 15de Aarhundrede. Grunden for denne Mening forbeholde vi os at udvikle i en særegen Undersögelse. Det bliver da let forklarligt, at Grönlændernes Klager, efter hele Vestbygdens og maaskee tillige en Deel af Östbygdens Ödelæggelse ved de indtrængte Eskimoer (mulig og tillige europæiske Sörövere efter nogles Mening) – först have kunnet sendes til Norge og siden til Paven, som strax har sögt at raade Bod paa dem, ved at overdrage Islands Biskopper, i Forening med Norges Erkebiskop, at træffe den fornödne Foranstaltning til Kirkers og Geistligheds Oprettelse i Grönland. Det hierarchiske Schisma i Norge og det derved fremkaldte kirkelige Anarchie i Island, maatte, i Forening med de physiske, financielle og flere Vanskeligheder, som i selve Grönland optaarnede sig mod et saa vanskeligt Foretagende, tilintetgjöre Opfyldelsen af Pavens fromme Önsker, især da han selv synes at have anseet dem for at være af den Art, at de ikke let kunde opfyldes, i det han blot henviser til det arme udplyndrede Grönlands egne Hjelpemidler, uden at give Haab om den mindste Hjelp af den rige romerske Kirkes Overflod.

Nicolaus episcopus, servus servorum Dei, venerabilibus fratribus, Schaoltensi et Olensi episcopis, salutem et apostolicam benedictionem.

Ex injuncto nobis desuper apostolicæ servitutis officio, universarum ecclesiarum regimini præsidentes, sic, auctore Domino, pro animarum salute pretioso Salvatoris redemptas commercio nostræ sollicitudinis curam impendimus, ut illas non solum impietatis et errorum procellis sæpius fluctuantes, sed et ærumnis et persecutionum turbinibus involutas, ad statum optimæ tranquillitatis reducere studeamus.

Sane [173] pro parte dilectorum filiorum indigenarum et universitatis habitatorum insulæ Grenolandiæ [174], quæ in ultimis finibus oceani ad septentrionalem plagam regni Norvegiæ in provincia Nidrosiensi dicitur situata, [175]lacrymabilis querela nostrum turbavit auditym, amaricavit et mentem, quod in (ipsa insula [176], cujus habitatores et incolæ ab annis fere sexcentis Christi fidem, gloriosi sui præconis Beati Olavi regis prædicatione susceptam, firmam et intemeratam sub Sanctæ [177] Romanæ ecclesiæ et sedis apostolicæ institutis servarunt, ac quod tempore succedente in dicta insula, populis assidua devotione[178] flagrantibus, Sanctorum ædes quam plurimæ et insignis ecclesia [179] cathedralis erectæ fuerunt, in quibus divinus cultus sedulo agebatur, donec (illo permittente, qui imperscrutabili sapientiæ et scientiæ suæ scrutinio persæpe quos diligit temporaliter corrigit, et ad meliorem emendam [180] castigat [181], ex finitimis littoribus Pa ganorum ante annos triginta classe navali Barbari insurgentes, cunctum habitatorum ibidem populum crudeli invasione aggressi, et ipsam patriam ædes que sacras igne et gladio devastantes, solis in [182] insula [183] novem relictis ecclesiis parochialibus, quæ [184] latissimis" dicitur extendi terminis [185], quas propter crepidines montium commode adire non poterant; miserandos utriusque sexus indigenas, illos præcipue, quos ad subeundum perpetuæ onera servitutis aptos videbant et fortes, tanquam ipsorum tyrannidi acommodatos, ad propria vexerunt captivos. Verum quia, sicut eadem querela subjungebat, post temporis successum quam plurimi ex captivitate prædicta redeuntes ad propria, et refectis hincinde locorum ruinis, divinum cultum possetenus ad instar dispositionis pristinæ ampliare et instaurare desiderent, et quia propter præteritarum calamitatum pressuras fame et inedia laborantibus non suppetebat huc usque facultas Presbyteros nutriendi et Præsulem, [186] toto illo triginta annorum tempore episcopi solatio et sacerdotum ministerio caruerunt, nisi quis per longissimam dierum et locorum distantiam divinorum desiderio officiorum ad illas se conferre voluisset ecclesias, quas manus barbarica illæsas prætermisit, [nobis humiliter supplicari fecerunt, quatenus eorum pio et salutari proposito paterna miseratione succurrere, et ipsorum inspiritu alibus supplere defectus, nostrumque et apostolicæ sedis in præmissis favorem impartiri benevolum dignaremur. Nos igitur dictorum indigenarum et universitatis habitatorum præfatæ insulæ Grenolandiæ justis et honestis precibus et desideriis inclinati [187], de præmissis [et eorum circumstantiis certam notitiam non [188] habentes, Fraternitati vestræ, quos ex vicinioribus episcopis insulæ præfatæ esse intelleximus, per apostolica scripta committimus et mandamus, quatenus (vos vel alter vestrum diligenti examine auditis et intellectis præmissis, si ea veritate ſulciri compereritis, ipsumque populum et indigenas numero et facultatibus adeo sufficienter esse resumptos, quod id pro nunc expedire videbitis, quod ipsi affectare videntur, de sacerdotibus idoneis et exemplari vita præditis ordinandi et providendi, Plebanos et Rectores instituendi, qui parochias et ecclesias resarcitas gubernent, sacramenta ministrent, et si vobis, sive alteri vestrum demum expedire videbitur et oportunum, requisito ad hoc Metropolitani consilio, siloci distantia patiatur, personam utilem et idoneam, nostram et sedis apostolicæ communionem habentem, eis in episcopum ordinare et instituere, ac sibi munus consecrationis informa ecclesiæ consueta nomine nostro impendere, et administrationem spiritualium et temporalium concedere, recepto ab eodem prius juramento, Nobis et Romanæ ecclesiæ debito et consueto, valeatis, vel alter vestrum valeat.

Super quibus omnibus vestram conscientiam one ramus, plenam et liberam vobis vel alteri vestrum auctoritate apostolica concedimus tenore præsentium facultatem [189], statutis et consuetudinibus apostolicis et generalium conciliorum ac aliis in contrarium editis quibuscunque [190]

Datum Romæ apud Sanctam Potentianam, anno incarnationis Dominicæ Millesimo quadringentesimo quadragesimo octavo, duodecimo Kalendas Octobris, Pontificatus nostri anno secundo.

Collat. S. Consan.

Ja. de Rizonibus.

Nicolaus Biskop, Guds Tjeneres Tjener, sender ærværdige Brödre, Skalholts og Holums Biskopper, Hilsen og apostolisk Velsignelse

Som vi ved den apostoliske Tjenestes os ovenfra paalagte Pligt forestaae samtlige Kirkers Styrelse, bære Vi, efter Herrens Bud, omhyggelig Omsorg for at de ved Frelserens dyrebare Mægling forlöste Sjæle, som ikke alene tidt omtumles af Ugudelighedens og Vildfarelsernes Storme, men ogsaa indvikles i Gjenvordigheder og Forfölgelsernes Hvirvelvinde, igjen kunne ledes til den ypperligste Roligheds Tilstand.

I Henseende til Vore elskelige Sönner, de Indfödte og Beboernes Almeenhed paa Öen [191] Grönland, som siges at ligge ved Nordhavets yderste Grændser, norden for Riget Norge, i den Nidarosiske Provinds [192], saa har deres begrædelige Klage rystet vort Öre og foruroliget vort Sind: at (nemlig) bemeldte Öes Indvaanere have bevaret Christi Tro, som de for næsten sex hundrede Aar siden modtoge ved dens Forkynders, den salige Kong Olavs Prædiken [193], fast og uforvandsket, efter den hellige Romerske Kirkes og det Apostoliske Sædes Anordninger, og at i Tidens Löb, da Befolkningen besjeledes af varig og brændende Andagt, ret mange Bygninger opförtes for de Hellige, tilligemed en ypperlig Domkirke, i hvilke Gudsdyrkelsen flittig forrettedes, indtil der, ved Tilladelse af ham, som i sin uudgrandskelige Visdoms og Kundskabs Fylde ret ofte timeligen irettesætter og til en des fuldstændigere Forbedring revser dem som han elsker, – fra Hedningernes tilgrændsende [194] Kyster, for tredive Aar siden, Barbarerne ankom paa en Skibsflode [195], angreb det der boende Folk ved et grusomt Indfald, og ödelagde saaledes Fædrelandet og de hellige Bygninger med Ild og Sværd, at paa Öen kun bleve tilbage ni [196] Sognekirker, som siges at være længst bortliggende, til hvilke de formedelst steile Fjelde ikke let kunde komme. De ynkværdige Indbyggere af begge Kjön, især dem som de ansaae for stærke og skikkede til at paatage sig bestandige Trældoms byrder, som vel passende for deres Tyranni, förte de som Fanger til deres eget Land. Men fordi, som den samme Klage tilföier, i Tidens Löb de fleste ere komne tilbage fra det ovenmeldte Fangenskab til deres egne Hjemsteder [197], samt have hist og her udbedret deres Boligers Ruiner, længes de efter at oprette og udvide Gudstjenesten igjen, saavidt muligt, efter den forrige Indretning, og da de formedelst de forhen udstaaede Ulykkers Tryk, samt Hunger og Mangel, ikke hidindtil have haft Raad til at underholde Præster og Biskop [198], have de i hint hele Tidsrum af tredive Aar, savnet Biskoppens Tröst og Præsternes Tjeneste, med mindre nogen, af Længsel efter Gudstjenesten, har villet begive sig paa mange Dagsreiser over lange Strækninger til de Kirker, hvilke Barbarernes Haand ikke havde beskadiget. De have da ydmygeligen anraabt os om at Vi med faderlig Miskund vilde komme deres fromme og heldbringende Forsæt til Hjelp og afhjelpe deres Trang i aandelige Anliggender, samt at Vi velvilligen vilde værdige dem Vor og det Apostoliske Sædes Gunst i ovenomhandlede Sag. I det Vi ere tilböjelige til at bönhöre disse retmæssige og ærbare Begjeringer og Önsker fra den förmeldte Ö Grönlands Indfödte og dets Beboeres Almeenhed, men ikke have fuldstændig Kundskab om det Ovenanförte og dets Omstændigheder, overdrage og paalægge Vi eders Broderskab, som Vi erfare at höre til de i Nabolaget boende Biskopper [199], at I eller een af eder, efter at have nöiagtig hört, forstaaet og undersögt det ovenskrevne, dersom I finder at det grunder sig paa Sandhed, samt at selve Folket og de Indfödte igjen ere blevne saaledes styrkede ved Antal og Ævne, at I ansee det for at kunne komme til Nytte, hvad de nu synes at attraae – da at sörge for, at dertil bekvemme og for sædelig Vandel bekjendte Geistlige ordineres og ansættes, Præster og Sogneherrer beskikkes til at forestaae Menighederne og de gjenoprejste Kirker og betjene Sacramenterne; samt, dersom I eller een af eder, anseer det for gavnligt og betimeligt, med Erkebiskoppens dertilindhentede Raad, hvis Stedets Frastand tillader det, at en nyttig og bekvem Person, som staaer i Forbindelse med os og det hellige Sæde, ordineres og beskikkes til deres Biskop; at ham tildeles Indvielsens Gave i Kirkens sædvanlige Form og vort Navn, samt at ham forundes de aandelige og timelige Anliggenders Forvaltning, efterat I af ham have modtaget hans skyldige og sædvanlige Eed til Os og den Romerske Kirke, (alt) forsaavidt det er eder eller een af eder muligt.

Med alt dette bebyrde Vi eders Samvittighed, samt forunde af apostolisk Myndighed, efter dette Brevs Indhold, eder, eller den ene af eder, fuld og fri Fuldmagt hertil – (uden Hinder af) [200] de Apostoliske og de almindelige Kirkemöders, samt hvilkesomhelst andre i modsat Retning udgivne Anordninger.

Givet i Rom, hos den hellige Potentiana, Aar efter Guds Byrd et Tusende fire Hundrede förgetyve og otte, den tyvende September [201], i vort Pavedömmes andet Aar.

Confereret: S. Consan.

Ja. de Rizonibus.

63.

1449 döde Erkebiskoppen af Trondhjem, Aslak Bolt. Det er uvist om han har modtaget nogen Underretning om den her næstforegaaende Pavelige Skrivelse til Biskopperne af Skalholt og Holum i Island, men den maa dog, efter Bullens Indhold, være bleven tilstillet det Erkebispelige Sædes midlertidige Forstander, Olaf Throndsön, som i hans Sted (rimeligvis efter den canoniske Regel inden tre Maaneder fra Formandens Död) blev valgt til Norges Erkebiskop. Den sidstnævnte har altsaa modtaget hin Pavelige Bulle, og da vel strax sögt for sin Deel at bidrage til de deri indeholdte Befalingers Efterlevelse. Vi formode saaledes at han er Forfatter til en udateret Concept eller Copie til eller af et Pas for et Skib udrustet med hans "familiares”, Mandskab og Gods til de nordlige Egne eller Lande ("partes boreales”), hvorunder baade Island og Grönland kunde forstaaes, for at fremme hans Forretninger. Titel Udtrykket miseratione [202] synes at vise, at en Erkebiskop, men ingen Biskop, har udfærdiget Documentet, hvoraf en Afskrift haves i Geheime-Archivet, paategnet, som det synes, med Grams Haand, "ex apogr. A. M.” (ved hvilke Bogstaver Arne Magnussen sikkerlig menes). Endvidere staaer der med en anden Haand og paa et andet Sted "circa 1440", men da gaves der ingen norsk Erkebiskop af dette Navn. Da var Skalholts Bispestol ledig (ved Gotsvens Död eller Afgang 1448) og derfor syntes Nödvendigheden des mere at udkræve hint Skibs Udsendelse. – Dette er saaledes vor Gisning, men kort derefter foregik store Forandringer i Rigets, Erkebispedömmets og Skalholts Bispestols Bestyrelse. 1448 var Kong Christopher af Bayern afgaaet ved Döden; i hans Sted blev Christian den 1ste hyldet 1449 og kronet 1450 (paa St. Olafs Dag, den 29de Juli, i Trondhjem) til Konge af Norge. Da udvirkede han, ved sin Protest, Olaf Throndsöns Fortrængelse fra Erkebispesædet (endskjönt denne dog vedblev at kalde sig Electus) til bedste for sin fortrolige Raadgiver, Tydskeren Marcellus, hvem han allerede havde forskaffet Skalholts Bispedömme, hvilket han forestod i fulde 10 Aar, uden at see Island. Trondhjems Capitel valgte 1450 Marcellus til Erkebiskop, men han blev ikke stadfæstet af Paven, som derimod udnævnte en tydsk Dominikaner, Heinrich Kalteisen, hvem Nordmændene ikke anerkjendte; selv Marcellus mödte megen Modstand i Norge og efter nogle Aars Forlöb kom Olaf Throndsön igjen i fuldkommen Besiddelse af Erkebispedömmet. Om dette Schisma mellem Erkebiskopper har Werlauff skrevet en egen Undersögelse i en af hans Afhandlinger til Christian den 1stes Historie, i Skandinavisk Literatur-Selskabs Skrifter 10de Bind, 1818, hvortil, især S. 14 o. f., vi her ellers kunne henvise. Jfr. vore Bemærkninger om det her næst fölgende Diplom (Nr. 64).

Olavus, miseratione divina etc. universis sanctæ matris ecclesiæ filiis, ad quorum notitiam præsentes literæ pervenerint, salutem cum benedictione divina. Noveritis nos direxisse familiares nostros N. et N. cum navi, hominibus et eorum bonis ad partes boreales [203], in nostris negotiis faciendis; quare omnibus dominis, amicis et familiaribus nostris in spiritu dilectionis cum instantia supplicamus, quatinus prædictos in favorem et subsidium nostro amore dignemini acceptare, et ab omnibus injuriis et molestiis velitis defensare, prout in consimilibus vices reddere erimus quam [204] parati.

Scriptum etc.

64.

1450. Kort efter at Marcellus i Trondhjem, som nysmeldt, af Kong Christian den 1ste var bleven indsat til Norges Erkebiskop, har han i Bergen holdt et Slags Synode, hvorved den Mærkværdighed forekommer, at kun en Biskop fra det egentlige Norge, men derimod alle de nordlige Skatlandes (Færöes, Skalholts, Holums og Gardes Stifters) Biskopper samt endda en dansk Biskop deeltoge deri. I det mindste have alle disse i Fælledskab udfærdiget et Indulgenzbrev for en Kirke i Stavanger Stift, paa eller i Wormster [205], tilegnet den hellige Kong Olaf, hvorved dem, som gudelig besögte den paa visse Höitidsdage o. s. v., forundtes 40 Dages Aflad. Det kan vel neppe drages i Tvivl at den her forekommende Biskop Gregorius, som allerede nævnt 1440, maa være bleven, i Anledning af den næstforegaaende Pavelige Bulle, stadfæstet i denne Egenskab, hvilket vistnok allerbeleiligst kunde skee i det ovenmeldte Aar, da den udvalgte Erkebiskop, samt begge Islands Biskopper, af Skalholt og Holum, vare samlede i Norge. Hvorvidt Biskop Gregorius's Alder eller Helbred har tilladt ham at rejse til Grönland, eller om en saadan Reise, for at efterkomme Pavens Befalinger i nogen Maade er bleven forsögt, vide vi ikke. Det er da muligt at han er afrejst dertil, – men i al Fald have vi ikke kunnet finde ham nogetsteds ommeldt i sildigere Diplomer eller historiske Beretninger. 7 Aar derefter finde vi at en anden Biskop var bleven udnævnt i hans Sted.

Diplomet haves i Original paa Pergament i den Arnæ-Magnæanske Samling. Det har været forsynet med 6 hængende Segl i gult Vox, hvoraf de 4 ere bortfaldne. Det 4de har vel tilhört Biskop Gregorius, men kun Halvdelen deraf er tilbage. Det har indeholdt en Figur, som deels lignede en Lilie, deels Omridset af en stor Stjerne.

Afladsbrevets Titelafdeling lyder saaledes:

"Universis Christi fidelibus presentes literas audituris vel visuris, Marcellus Dei gratia, Episcopus Schalotensis, sancte Nidrosiensis ecclesie metropolitanus postulatus per Norvegie, Dacie et Svecie regna ipsorumque metropoles dioces. Apostolice sedis legatus, et Thorlavus Viborgensis, Gunnarus Stavangrensis, Gregorius Gardensis, Hemingus Farensis et Mathias Holensis, eadem gratia, salutem et sinceram in Deo caritatem.” – Og Slutningen: "In cujus rei testimonium sigilla nostra presentibus sunt appensa. Datum Bergis, ipso die translationis Sancti Cuthberti Epis copi et confessoris” (4de Sept.) "anno Domini MCDL.”

Hvorledes ellers den hernævnte Matthias eller (som han oftest kaldes) Mattheus (rimeligvis egentligst Matthis eller Mats, nu Mads) er bleven udnævnt til Biskop for Holums Stift i Island, vide vi ikke. At han har paaberaabt sig Pavens Breve derfor, vil erfares af det fölgende, og at Marcellus, som postuleret Erkebiskop samt tillige hans Collega for Skalholts Stift har erkjendt ham derfor, see vi af nærværende Diplom. Man mener at denne Mattheus er den samme som den formeentlige danske Præst af dette Navn, der ankom til Island fra England 1430 med Erik af Pommerns Ex-Canzler og afsat Erkebiskop til Upsala, Jon Gerriksön, som da satte sig i Besiddelse af Skalholts Bispestol, men blev 1433 druknet i Bruaraa af nogle ved ham forhen mishandlede Hövdinger. Vi finde at Gotskalk, som 1442 blev udnævnt til Biskop af Holum, ikke har betalt det Paven derfor tilkommende Gebyhr (119 Lod Sölv) förend fulde 8 Aar derefter. Heraf har mulig Paven taget Anledning til, efter Mattheus's Klage og Insinuation, at udnævne ham til Biskop af Holum. Men omendskjönt Erkebiskop Marcellus först i September 1450 havde erkjendt ham i denne Egenskab, har han kort efter forandret sine Tanker, i det han da, paa Pavens Vegne (uden Tvivl i Kjöbenhavn, i October ellee November) modtog af Biskop Gotskalk det ovenmeldte resterende Gebyhr og udnævnte ham til sin Vicarius for Skalholts Stift samt Islands General–Visitator; tillige har han vistnok skaffet ham Kong Christian den 1stes særdeles gunstige Beskjermelsesbrev, udgivet i Kjöbenhavn, St. Andreæ Dag (den 30te November) 1450. Marcellus vedblev at protegere sin Vicarius, i det han 1453, i et aabent Brev til Islænderne, stadfæstede ham i denne Egenskab, og advarede dem tillige mod at modtage Biskop Mattheus, som vankede omkring i Norge, uden fast Ansættelse, og sögte at indsnige sig allevegne. Ikke desmindre vidste denne saaledes forfulgte Geistlige igjen at indsnige sig i selve Erkebiskop Marcellus's Gunst, og blev endog af ham 1457 (eller för) beskikket til Vicarius for Skalholts Stift, sandsynligvis med Löfte om Holums Bispedömme, hvorpaa han havde gamle Prætensioner, ved förste Vacance. Samme Aar döde Biskop Gotskalk, og Holums Stifts Præsteskab udvalgte 1458 Olaf Rögnvaldsön i hans Sted. Derimod protesterede Biskop Mattheus, som den der ansaae sig for berettiget til dette Embede. Ved et mellem Prætendenterne, ved Hövdingen Björn Thorleifsöns Mægling paa Akre i Skagefjorden, Torsdagen för Ceciliemesse (den 22de November), indgaaet Forlig, blev Sagen udsat til Erkebiskoppens endelige Afgjörelse. Olaf Rögnvaldsön rejste ud af Landet, men Mattheus blev tilbage; han har rimeligvis stolet paa sin Principal Marcellus, men da Olaf Rögnvaldsön kom til Norge, havde den ovennævnte Olaf Throndsön sat sig i fuld Besiddelse af Trondhjems Erkebispedömme. Han greb denne Leilighed til at modsætte sig sin Modstander Marcellus og udgav et aabent Brev i Bergen paa Peters og Pauls Dag (29de Junii) 1459, hvorved han forböd Islænderne at vælge Mattheus til noget Bispedömme, da han ikke var bleven kaldet dertil af Kannikerne i Nidaros, samt erklærede ham ovenikjöbet for en Meeneder, Apostat fra sin Ordens Regler og for en excommuniceret Landstryger.

Efter en Underretning, som Finn Johnsen har erholdt af et Fragment af en Regnskabsbog for Kirken paa Teig i Skalholts Stift, skulde Mattheus, som der kaldes Biskop til Holum, være afgaaet ved Döden i Aaret 1458 [206] ; saaledes havde han naturligvis intet videre kunnet foretage i Island, men hint Fragment synes at være corrumperet ved Skrivefeil, eller og at være blevet fejlagtig læst, efter hvad vi her nedenfor udvikle. I al Fald er det vist at Olaf Rögnvaldsön, uden nogen Modstand af Islænderne, kom i Besiddelse af Holums Bispestol.

65.

1460. Det herfölgende Documents Datum er desværre deels bortrevet fra dets rette Sted, deels aabenbar feilskrevet, som Overskrift, formodentlig af Ukyndighed i de arabiske Taltegns Retskrivning. I den Magnæanske Samling haves to Folianter, heftede i Pap, betegnede Nr. 22 a, b, under Titel af "Varia Adversaria Hvitfeldiana"; om de virkelig ere samlede eller skrevne af Hvidtfeld selv er tvivlsomt; dog er det vel muligt med Hensyn til a og en Deel af b, som alt er af samme Haand, men i sidstmeldte Tome, findes en Deel Diplomer, skrevne af forskjellige Hænder og een af disse Afskrifter er paategnet: "Ar. Hvitfeld communicabat 1605". Indholdet er meget blandet, men alt vedkommer dog Nordens Historie, mest i det 14de og 15de Aarhundrede. I Tomen 22, b, findes en Copie af nærværende Diplom, skrevet i et blandet Sprog, Dansk og Islandsk, hvis det ikke skal være en Oversættelse af det sidstmeldte. Schöning er bleven opmærksom paa dette ellers ubekjendte Document, og har efterladt sig en Notice derom i Geheime Archivets Diplomatarium, hvori han bemærker at Brevets rette Datum burde anföres som 1460. Herimod synes det S. 182 anförte Fragment af Teigs Kirkes Regnskabsbog at stride. Naar vi forudsætte, at en Skrivefeil eller urigtig Læsning forandrer dets Hovedindhold, kan Biskop Mattheus virkelig have udfærdiget dette Brev, i Foraaret 1460. De Uroligheder, som Biskop Andreas af Garde (der her förste Gang nævnes og maa vel være bleven udnævnt isteden for Gregorius) efter dette Brevs Indhold skulde have vakt, ved Forsög paa at afsætte Biskop Mattheus fra Skalholts Bispestols Administration, maa have taget sin Begyndelse i Sommeren 1459, da Mattheus, som ovenmeldt, af Erkebiskop Olaf erklæredes for afsat og excommuniceret m. m. Dette Brev er rimeligvis blevet overbragt ved den for Grönland udnævnte Biskop Andreas, som ikke har villet eller kunnet overtage dette Embede, men som nu, isteden for Mattheus, er bleven udnævnt til Skalholts Domkirkes Administrator. Biskop Mattheus har dog ikke villet vige for sin Eftermand, og forsvaret sin Stilling paa Skalholt til nærværende Brevs Datum, i det han griber til det fortvivlede Middel at true sin Modstander med Band, efter at han allerede havde indstævnet ham for Erkebiskop Olafs Domstol, for hvilken han dog selv neppe kunde vente noget synderligt Held. Ellers er Mattheus's sildigere Skjæbne (hvis han virkelig har levet 1460) os ubekjendt. Som vi erfare af de fölgende Diplomer har Biskop Andreas af Garde, fra 1460 af, et Par Aars Tid, fungeret som Skalholts Domkirkes Administrator, indtil han blev aflöst fra denne Function ved en ny og virkelig Biskop.

Om Biscop Anders af Grönland A. 1406.

Vij Mattheus med Gudz naade, Biscop a Holum och Umbodzmader [207] helleger Schalholdz kirkiu, gerum godum monnum kunnigt med þessum vorum breſf, ad os och godum monnum os nerverende [208] list [209] och saa haffuer lyttist [210] ad hellog Skalholdz kirkiu haffuer mikin och uvinagulegom [211] skada nu fyr langen tima fengit aff then imislogom [212] vmbodum sem nu lange time heffuir iffuer henne veret, och du Biscop Anders af Gardum aa[213] Gronland först biriede [214]. Thi forbiodum vij ther [215] adurnefnder Biscop Anders, vnder fuld forbud, band och bandzpine ad fremme nokot bischopligt eda prestelig starff [216] for end du heffuer dig rensit eda ret stadit fyri their sakar sem vij haffuom ther fyri steffnt fyre verdu lekan fouder[217] ok herre, her Olaff med Gudz naade Erkebiscop i Nidarosi. Hermed forbiudom ver ollum och seerhuerium[218], bede lerdum ok lekum, vnder samme forband[219], band och bandzpine udi theirra Embete ad stande eda ther nokore lydni eda fylgia eda votte til nokors bischoplicks starff eda Embete, thartill sem endulegur veggur [220] ganger a um aull thau malle felli [221], fyri adur neffndur verduge foudur Erikjbiscopen ij Nidrossi er vij höffum ther fyrri steffnet, eda fyrri vor naduga herra konnunginn ef thes med tarff. Ok til Sande herum [222] settum vij vort Indsegli fyrri thetta breff, skreffuit ij Skalaholti den 6 dag epter Mariæ (bodun? [223]... . . . . dei ..

(Kun en Deel af Bogstaverne er læselig nederst paa Siden, det övrige er skaaret bort).

66.

1460. Ved nærværende Diplom erklærer Biskop Andreas af Garde, at han har aflöst en vis Jon Jonsön for uforsynligt Mandslet (eller Manddrab) og har modtaget saa meget (i Straffeböder) derfor, som ham vel nöies o. s. v. Dette Document, som findes i den Arnæ-Magnæanske Haandskriftsamling Nr. 22, b, Fol. er ligesaalidet som det næst ovenfor anförte för kommet til nogen islandsk Historikers Kundskab, da intet findes antegnet om at Biskop Andreas er kommen til Island eller har fungeret der, förend 1461. – Det er sandsynligt at han allerede da har faaet Mattheus fordrevet fra Skalholt (hvis denne ikke ellers för er afgaaet ved Döden i Aaret 1450), og at Andreas altsaa i hele det fölgende Aar (1461) har bestyret Skalholts Bispestol, hvis Gods dog ellers tildeels, da og i nogen Tid för, synes at være blevet forvaltet af Kongens Lehnsmand Björn Thorleifsön, der og her kan formodes at have staaet i nær Forbindelse med den omhandlede Andreas. Jfr. nedenfor under Nr. 67–70.

It andet breff om Biscop Anders aff Grönland.

Vij Andreas med Gudz naade, Biscop i Gordum paa Gronland oc ombodsmand for hellage Skaleholts kirke, giörre gode mend vitterligt med thette vort obne breſ, ad vij haffue afflöst Jone Jonssyni [224] for mandslett som hand wforsiunlig haffner ijfalled, och schrift sat [225] och for seg oppebored saa os vel nöyes. Huorfore vij giöre (hannem) herom quit och karelos paa den hellige Skalholte kirkis vegne for os och alle vore eptherkommere. Och til Sandhed herom sette vij vore Indsigler for thette breff Schreffit paa Aasbersstrand [226], neste dag epther festum St. Bartholom. apostoli [227] aa dni MCDLX.

67—68.

1461. Björn Jonsen paa Skardsaaa har, da han skrev sine Annaler, kun (i 1ste Deel S. 50) anfört ved dette Aar fölgende Uddrag af den ovenmeldte Biskop Andreas's Aktstykker: "Da lod Biskop Andreas, som förte Titel af Biskop til Garde paa Grönland og Ombudsmand til Skalholt, en Dom afsige ved 12 Præster her paa Island over Præsten Jon Jonsön til Hrune (i Arnæssyssel, kort fra Skalholt), som beskyldtes for at have ulovlig opkastet sig til Officialis paa Skalholt mod Erkebiskoppens Befaling og Biskoppens Forbud; derfor dömtes den Tiltalte fra sit Kald og Embede, samt at have forbrudt sit hele Gods til Kirken og Biskoppen, indtil han havde givet fuldkommen Erstatning. I det samme Aar overdrog Andreas, Biskop til Garde, Junker Thorleif Björnsön (en Sön af Lehnshövdingen Björn Thorleifsön), Hrune Præstegaard og skjenkede ham alt det Gods som denne Jon havde ejet”. Her synes Talen upaatvivlelig at være om to forskjellige Diplomer. Muligere disse de samme som de der ommeldes saaledes af Arngrim Johnsen i hans "Specimen Islandiæ" S. 149. "Anno 1461 Andreas cathedræ Gronlandicæ præfuit, qui una gesserat vice Episcopum Scalholtensem in Islandia. In cuius rei fidem testor me tabellas vidisse membraneas, cum sigillis, confectas et datas, in consistorio ecclesiæ Schalholtensis.”

69—70.

1462. Endnu i dette Aars förste Halvdeel fungerede Biskop Andreas af Grönland som Skalholts Stifts Administrator. Dog skulde han snart fratræde denne Forvaltning, og han har da været betænkt paa at gjöre sin overilede og uretmæssige Fremgangsmaade ved Hrune Præstekalds Bortgivelse til en Junker (eller ung Adelsmand, der slet ikke hörte til den geistlige Stand) og dets forrige Præsts Eiendeles Confiscation m. m., saavidt muligt, god igjen. Andreas synes nemlig at have formaaet Junkeren til at fratræde Kaldet og aflevere alt dets Tilbehör, samt til at jævne Sagen angaaende den imidlertid ved Döden afgaaede Præst Jon Jonsöns confiskerede og bortskjenkede Eiendele saaledes, at den Afdödes Broder (formodentlig en gammel Mand) vel erkjendte at Eiendelene vare blevne forbrudte, men forbeholdt sig dog, til Gjengjeld for denne Erklærings Afgivelse, Hjelp og fri Underholdning for sin Livstid af Junker Thorleif Björnsön, som forpligtede sig dertil, og tillige til at udvirke et Beneficium (eller Præstekald) for Contrahentens Sön hos den da forventede retmæssige Biskop til Skalholt.

Herom haves tvende Original-Documenter i den Arne-Magnæanske Samling, samt Afskrifter af dem i Geheime Archivet. Begge ere udfærdigede i Hrune, af Mester (Magister) og Officialis Svend Petersön (som 4 Aar derefter blev Biskop til Skalholt) med forskjellige tiltagne Præster og Legmænd. Det förste er dateret in Octavis Petri et Pauli Apostolorum (den 6te Juli) og angaaer det ovenom meldte formelige Forlig mellem Thorleif Björnssön og Stephan Jonssön, samt dennes Sön, Præsten Thorleif (som fuldkommen samtykkede den af hans Fader indgaaede Contract) angaaende Overdragelsen af Stephans formeentlige Arv efter Præsten Jon Jonsön til Thorleif Björnsön, efter den Adkomst eller Ombud (Bemyndigelse) som Biskop Andreas havde givet ham dertil ("eptir þeirre eign ok umbode er biskup Andres hefde honum uth geſit”) paa de ovenom meldte Betingelser. Det andet Diplom er dateret "in translacione Sti Thome Cantuariensis, Archiepiscopi et Martiris” (den 7de Juli, – altsaa næste Dag efter). Det angaaer den Forretning, hvorved Junker Thorleif Björnssön afhændede Præstekaldet Hrune med alt Tilbehör, hvoriblandt 6 Kjör og 140 Malkefaar, efter "en saadan Evaluation, som Biskop Andreas, den hellige Skalholts Kirkes Ombudsmand, vel nöiedes med at modtage paa Kaldets Vegne” ("i suo ordnum péningum sem biskupi Andresi, umbodsmanni heilagrar Skálhollts kirkiu, vel ánægde at taka stadarins vegna”) o. s. v. Dernæst tilföies i Instrumentet, at dets Udstæder saae og hörte derpaa, at Biskop Andreas med fuldt Haandslag gav Junker Thorleif behörig Quittanz for Kaldets Aflevering, for sig selv og for sine Eftermænd, Skalholt Domkirkes Forstandere. I den samme Sommer, og rimeligvis strax efter disse Aktstykkers Udfærdigelse, fik Skalholt endelig en fast og der bosiddende Biskop i Jon Stephansön Krabbe, (der för var bleven valgt til Biskop i Stavanger, men ikke erholdt Pavens Confirmation). Da har uden Tvivl den heromhandlede Grönlandske Biskop fratraadt sine Functioner i Island.

Pontoppidan, som har kjendt Arngrim Jonsens Beretninger om Biskop Andreas, tillægger (i Ann. eccl. Dan. II, 625) om den sidstnævnte: "Wie aus einem alten Briefe erhellt ist Andreas kein guter Mann gewesen, da er mit den Kirchengütern unverantwortlich hausgehalten, und daher vom Drontheimschen Erzbischoff zur Rechnung gefordert.”

Hvorvidt Biskop Mattheus's Embedsstilling i Island blev anerkjendt af hans Eftermænd paa Skalholt er os ubekjendt, men at hans Modstander, Biskop Andreas, har nydt denne Lykke, erfares af et ved Finn Johnsen meddeelt Uddrag af et Brev fra den ovenommeldte Biskop Svend Petersön til Biskop Olaf paa Holum, dateret 1471, hvori han omtaler: "Venerandum fratrem Andream, Gardensem in Gronlandia Episcopum, jam dum in vivis, quondam sub Marcello, beatæ Memoriæ, Vicarium Skalholtensem.” At denne Prælat senere er kommen til Grönland er ikke rimeligt, men vi gjenfinde ham , 4 Aar efter at det her omhandlede Document var udgivet, i Sverrig og efter andre 10 Aar i Danmark.

71.

1466 var den samme Biskop Andreas i Sverrig, hvor han fungerede som Vicarius for Biskoppen af Linköping. Dette erfares af en Afskrift i det Kongelige Danske Geheime-Archiv, taget af Langebek fra Örnhielms Samling af Diplomer 10de Tome S. 698 (forvaret i Antiqvitets-Archivet i Stockholm); den sidstmeldte Copie grunder sig paa den originale Membran, Aktstykket angaaer en af ham foretagen Gjenindvielse af Vadstena Klosters Kirkegaard, hvor Blodsudgydelse var skeet ved nogle ufornuftige Mennesker efter Djævelens Indskydelse ("per sangvinis effusionem qvorun dam insipientium, instigante diabolo") samt til Indvielse (consecratio) af tvende Helgenbilleder, det ene af Jomfru Maria, hængende midt i Kirken "per modum corone, ante crates fratrum”, det andet, som dog kun var lille, af den hellige Dorothea, opstillet i Kong Carls Chor. Desuden udloves 40 Dages Aflad til alle ret Bodfærdige, som vilde gaae omkring Kirkegaarden eller böie Knæ for de nyindviede Helgenbilleder, eller antænde Lys for dem o. s. v. Diplomet begynder saaledes:

Nos Andreas Dei et apostolice sedis gracia Episcopus Gardensis, pro nunc ad tempus in pontificalibus exercitiis Vicarius ecclesie Lincopiensis, om nibus et singulis Christi fidelibus notificamus per presentes, quod Anno Domini MCDLXVI in crastino beati Marci evangeliste (den 26de April), constituti fuimus in monasterio Watzstenensi, Linco pensis diocesis o. s. v.

72.

1476 holdtes en Forsamling ved Erkebiskoppen af Lund med forskjellige danske, svenske og norske Biskopper, hvor iblandt den ovenommeldte Biskop Andreas af Grönland, i Rotneby i Bleking. Den ommeldes ikke af Münter i hans titciterede Værk. Vi kjende heller ikke noget videre til denne Synodes Forhandlinger, end et Indulgenzbrev lydende paa 40 Dages Aflad for dem som gudelig besögte de hellige tre Kongers Capel i Frue Kirke i Kjöbenhavn. En Afskrift deraf haves i Geheime-Archivets Diplomatarium.

Diplomets Begyndelse lyder saaledes:

Universis et singilis Christi fidelibus presentes literas audituris seu visuris, Johannes Brostrop miseracione divina Archiepiscopus Lundensis, Suecie primas et apostolice sedis Legatus, Olaus Martini Roskildensis, Johannes Arusiensis, Jacobus Burglanensis, Petrus Ripensis, Johannes Scharensis, Karolus Ottoniensis, Johannes Bergensis et Andreas Gardensis, eadem gracia ecclesiarum Episcopi, eternam in domino salutem. Dateringen er denne: Datum in oppido Rotneby anno Domini MCDLXXVI, die decollationis Johannis Baptiste, nostris sub secretis.

De 5 förste hængende Sigiller ere bevarede, de andre derimod ikke.

1484. Vi formode at der gives, i Rostocks Archiv, et originalt Diplom, der viser, at den ovenomhandlede Biskop Andreas, som titulair Biskop af Garde (da rimeligvis afgaaet ved Döden) i dette Aar havde faaet en Efterfölger. Der findes nemlig blandt Langebeks Samling af Sigiller, i det Kongelige Geheime-Archiv, en Tegning af et saadant med denne Overskrift, der tydelig sees at være skreven med hans egen Haand: "Frater Jacobus, Gadensis Episcopus. Dipl. Rost. 1487." Sigillet har et Vaabenskjold, i hvis Midte man seer en stor Muslingskal, omgiven af 3 Pile med fravendt Spidse i gyldent Feldt; ovenover en Bispehue. Omskriften er denne: "Secretum Jacobi, Epi Gadensis". Det lader til at Signetstikkeren ikke har kunnet rumme Bogstavet r i det sidste Ord; i al Fald har han udeladt det, ligesom man paa den Tid tit har gjort ved een af to eller flere paa hinanden fölgende Consonanter, f. Ex. i Rigstad for Ringstad o. s. v. Et Biskopssæde Gade eller Gada kjender man aldeles ikke.

73.

1514. Det er bekjendt at Kong Christian den 2den strax efter sin Regjeringstiltrædelse, sögte at oplive og udbrede den danske Handel, især mod Norden, i det russiske Rige. – Det lader ogsaa til at han igjen har villet lade opsöge de Norge forhen tilhörende, men da mestendeels glemte Öer i Ishavet, ventelig især Gunbjörnsskjærene og Grönland, mulig ogsaa det gamle Vinland m. m. Desværre have vi dog ikke andre Underretninger derom end den vi kunne slutte os til af Langebeks i Geheime – Archivet beroende Afskrift af en Skrivelse til ovennævnte Konge, fra en höi romersk Prælat, hvori det (blandt andet) meldes at Paven har bevilget det af Kongen omsögte Aflad for dem som seile til Öerne paa den anden Side af Ishavet. Rimeligvis har Kongen forestilt eller lovet Paven at den christelige Religion, efter Omstændighederne, enten skulde gjenindföres eller fra först af forkyndes paa disse Öer, hvorfor det vilde være tilbörligt, at de Söfolk eller andre, der foretoge vovelige Reiser i en saa priselig Hensigt, opmuntredes ved det Pavelige Aflad. Dette har da vist været en af "de mange Grunde", paa hvilke Paven bevilgede en rigelig Aflad for slige Söfarende. Copien har denne Overskrift: "Litteræ Cardinalis ad Regem Christiernum, super tribus negotiis ecclesiasticis.” Brevets förste, os her vedkommende Post lyder saaledes:

"Serenissime et invictissime Domine, Dacie Rex etc., Domine mi observandissime! cum prompto obsequendi desiderio salutem. Nunc quia super tribus petitionibus sereniss. Maiestatis vestræ, contentis in litteris, quas tulit Dominus Joannes Joannis voluntatem Sanctissimi D. N. plenius intellexi, rescribam apertius. Et primo de indulgentiis navigantibus ultra mare glaciale ad insulas concedendis, idem Smus D. N., propter multas rationes, quas in medium adduxi, acquievit copiosam concedere in dulgentiam, quem (quam?) plenius intelligat Serenis sima Mtas V."

Den anden Begjering gik ud paa den tilkommende Besættelse af Lunds Erkebispesæde og den tredie vedkom den forlangte Stadfæstelse af "Jus patronatus” og andre Privilegier. Slutningen lyder saaaledes:

"Romæ XVII Junii MDXIIII. Sermæ V. Mtis humilis servitor M. Epis Prenestinus Car. Senogl.

Inscriptio epistolæ Sermo et Invictismo Dno D. Christierno, Daciæ, Sueciæ, Norvegiæ Regi etc. digmo Dno meo obsermo."

Vi antage det ikke for usandsynligt at Erik Walckendorff, medens han endnu var i stor Gunst hos Kongen, har foranlediget disse Bestræbelser, hvilke han selv, efter at være bleven Erkebiskop i Trondhiem, med Iver sögte at fortsætte, især fra Aaret 1516 af.

74—78.

1521–1537. Vi formode at Christian den Andens og Erkebiskop Erik Walckendorffs Planer til Grönlands Gjenopdagelse og nye Colonisering har foranlediget Biskop Vincentius's Udnævnelse for dette da længe forsömte og næsten aldeles forglemte Land, hvor man dog har troet at den gamle Colonie endnu var ved Magt. Han var af Födsel en Nederlænder og i sin Ungdom Franciskanermunk, men blev dog snart en Verdensmand, hvori han bragte det saavidt, at han blev Dronning Christines Raadgiver og Sekretair (".a consiliis annuli curis”). Naar han er bleven viet til Biskop vides ikke. Hvidtfeld siger (i sin Bispe-Krönike S. 43) at han först var Viebisp "oc förte den Titel for et Skins Skyld at han kaldtes Episcopus Tulensis” (da man vistnok har oversat Grönland ved Tule"). Der siger han og, at Vincentius efter Dronning Dorothes (skal vistnok hedde Christines) Fordring (Forbön) blev kaldet til Biskop i Fyen [228], da Biskop Jens Andersen Beldenak i Aaret 1520 blev fordreven fra dette Bispedömme, men at Vincentius igjen, da Dronningen döde, maatte afstaae det til den rette Biskop. Vincentius regnes endog der som den 27de af Fyens Biskopper. Rigtigere siger dog den samme Forfatter (i Christian den 2dens Historie S. 69, ved 1522) at Broder Vincentius forestod Odense Stift, medens Jens Andersen var fangen, eller fraværende i Sverrig. Dette antages ogsaa af Dr. Paludan Müller i sidstnævnte Biskops udförlige Levnets beskrivelse (Odense, 1836 S. 34), men det gotgjöres af denne Forfatter at Biskop Beldenak först var fangen fra 1517 til sidst i April 1520; da drog han med Kongen til Sverrig og kom tilbage derfra efter 15 Maaneders Forlöb 1521, men kort efter blev han igjen fængslet og var det, for det meste, til den 16de August 1522. Neppe har Biskop Vincentius fungeret længer ved Odense Bispestol i hans Fraværelse eller Forfald. Hans Beskytterinde Enke dronning Christine (som deels boede i sin egen Gaard i Odense, deels paa det nærliggende Næsbyhoved Slot) var allerede afgaaet ved Döden den Sde September 1521; i Hamsforts Series Episcoporum Ottoniensium (trykt i Langebeks Script. rer. Dan. VII, 239—40) beskyldes vor Biskop Vincentius (der rimeligvis indtil hendes Död har ved blevet at være hendes daglige Omgangsven) for at have lagt Haand paa hendes efterladte Bohave (quod suppellectiti Reginæ defunctæ manum injecisset) uden at have forespurgt sig derom hos Kongen, som derfor skal have ladet ham kaste i Fængsel, der dog ikke synes at have været af lang Varighed.

Tilfældigvis have vi authentiske Noticer om et Par Ovittancer, udgivne til denne Biskop, af Kong Christian den 2den eller paa hans Vegne, fra det saakaldte "Registrum Fyonie" i en gammel Cancellie-Registrant fra hans Tid, som nu forvares i Geheime-Archivet. Den förste, trykt i Suhms Samlinger til den danske Historie 2 B. 2 H. S. 39, lyder saaledes:

"Biskop Vincencius af Grönland, [som er Portener [229] paa Biskopsgaarden i Fion fich Quittanciam paa XIC oc en halff r. Gylden som han nu fremsende met en syn swend oc Canceller, som war i guld, sölff oc penninge, oc Presterne i Fywns styckt vdgaffue vor nadige Herre for en hjelp at löne sit folck met, hans nade hafver i Sverige i Rigens tiæniste. Dat. Hafnie, die Parasceues (Langfredag) 1520.”

Den anden l. c. S. 40:

"Biskop Vincencius flich qwitantiam paa XVC Gylden som hand haffuer antwordit myn Herris nade paa regenskab afſ then Help the Prester oc Kirker giorde wti Fien. Dat. Hafnie die sancti Georgii" ('23de April) "anno MDXX Relator Hans Dorknecht.”

I dette samme Aar indfaldt Langfredag paa 6te April. Först den 22de i denne Maaned underkastede Biskop Jens Andersen sig en Voldgiftskjendelse af tre Bisper, i hans Stridigheder med Christian den Anden, og denne Konge stadfæstede Kjendelsen den 25de næstefter. Vi see saaledes at Biskop Vincentius virkelig har forestaaet Odense Stift, da de ovenommeldte Qvittancer ere udgivne, – men Kongen var dog allerede da betænkt paa at indgaae Forligmed den retmæssige Biskop, og derfor kaldtes Vincentius, i den förste Qvittance blot "Portener" paa Biskopsgaarden i Fiun. Dog maa dette Ord vistnok ikke forstaaes efter Nutidens Sprogbrug, men betyder vel derimod omtrent det samme som Castellan eller Slotsforvalter, med hvilket Embede da Bispestolens Indtægters Administration har fulgt Derfor oppebar Vincentius en Trediedeel af disse, men de ðvrige to Trediedeele anvendtes til Afbetaling af den Gjeld til de Lybske, hvilken Biskop Jens Andersen beskyldtes for at have uretmæssig paabyrdet Riget (Pontopp. Ann. Eccl. Dan. II, 441).

I den ovenmeldte Cancellieregistrant findes endvidere en Dom afsagt af Kong Christian den 2den i Odense, i en Sag mellem Danmarks Riges Canzler Jörgen Marsvin og Herr Niels Erikssön, Kannik i Aars, angaaende Patronatet til St. Albani Alter i Odense, som tildömtes Canzleren. Dens Begyndelse lyder saaledes:

Wii Christiern etc. gjöre alle vitterligt, at Aar eflther Gudz Byrd MDXXI sancti Johannis apostoli et evangeliste dag (den 27de December) paa Dronninggaarden i Ottense, nerværende os elskelige verduge Fadher Hr. Vincentius, Biscop i Grönland, Hr. Mogens Gyöe, ridder, vor mand oc Danmarcks rigis Marschall o. s. v.

Documentet er trykt hos Suhm 1. c. S. 49.

Henved 9 Aar derefter finde vi vor Vincentius i Virksomhed i Sjælland, da Biskop Joachim Rönnow, der selv aldrig havde modtaget bispelig Vielse, udnævnte ham til sin Viebiskop, for at udföre de egentlig kirkelig-biskoppelige Handlinger. Vincentius maatte i denne Anledning udfærdige en Forskrivning til Rönnow, som findes hos Hvidtfeld (Fridr. 1 Hist. S. 189) og er saaledes lydende:

Wij Vincentius met Guds Naade, Biscop till Grönland, gjöre vitterligt, at vi hafue lofuet oc tilsagt, oc met dette vort obne breff oc egen handskriſt loffue og tilsige verdige Herre, Herr Jochim Rönnou, af samme Naade, udvald Bisp til Roskilde Domkirke, vor tro tjeneste at exercere oc giöre; sacros maiores et minores ordines, confirmationes ecclesiarum, altarium et coemiteriorum consecratio mes oc alle andre Pastoralia officia, som paa hans Naades vegne offuer alt Stictit gjöris skulle, huor oc naar behoff er, oc derom til sigis. Oc beplicte vi oss derfore met samme dette vort obne breſ, paa vor christelige loffue, ære oc redelighet, at ville oc skulle tiene hans naade troligen oc vell og ingen anden, sammeledis icke drage, fare eller giffue oss nogen sted, extra diocoesin, uden vi haffue det med hans Naadis minde, villige oc samtykke. In cuius rei testimonium has literas nostras sigilli nostri impressione fecimus communiri. Datum Roschildiæ, sabbato post dominicam Jubilate (3die Söndag efter Paaske) anno domini MDXXX.

Hvidtfeld fortæller, ved samme Aar, at Biskop Rönnow havde tilskrevet Capitlet i Roskilde, om at unde Biskop Vincentius det Kannikedömme, som da var blevet ledigt ved Sjellands Biskops Canzlers Död, hvorpaa det svarede, at de saae gjerne hans "decretum electionis” til det Embede, men det begierte Canonicat kunde han ikke bekomme, da det allerede var optaget o. s. v. Dog lovede de ham et andet "per ordinem”, saa snart det blev ledigt. Knudsen bemærker at saavel dette Biskop Rönnows Brev, som Capitlets Svar, maatte sandsynligst henföres til 1532. See hans Joachim Rönnow, Kh. 1840, S. 71—72.

At vor Vincentius har overlevet Reformationen og da vel kaldt sig Biskop, men dog ikke længer af Garde eller Grönland, erfares af fölgende ved ham udstædte Fuldmagt, afskrevet (for Geheime-Archivets Diplomatarium) af Langebek, med egen Haand, og denne Vedtegning: "Orig. chartac. af Sorö Academies Archiv, 1750.” Denne Original er nu uden Tvivl forgaaet i den Ildebrand, som for en Deel Aar tilbage ödelagde Archivet tillige med Academiebygningen.

"Vincentius Kampe, Biscop, giöre vitterligt for alle med detthe vort obne Breff, at vi nu haffue fulmectig giortt thenne Brefluiser: Beynt Koch, Borger i Maribo, at vdtkreffue Huuslege oc henne vp at bære, aff the tre Gaarde, som ligge till vaar Prebendæ i vor Frue Kirkæ i Köpinghaffn, till vor Frue Alteræ, som Hr. Könicke, Prouest i Roschilde haffde nest for oss, oc at han maa giffue Quittanzer paa dett som hand vppebær. Att saa i Sandhett er, vidtne vi mett vort Signett neden for dette vort obne Breſ. Gifuidt i Maribo, Odensdagen mest for Sancti Joannis Baptiste Dag, Anno Domini MDXXX septimo.”

(Uden paa: Bisp Wincensius).

Heraf maa man formode, at den sidste Biskop for Grönland, der levede i vort Norden, har tilbragt sine sidste Dage paa Lolland.

Om Paven senere har forundt nogen Geistlig en saadan Titel "in partibus inſidelium”, er os ubekjendt, men curieust er det at læse i den ellers for sin Tid særdeles kyndige Johan Hübners Staats-Zeitungs- und Conversations-Lexicon, Hamb. 1713, S. 633, at Staden Garde i Grönland da havde en Biskop.

Anhang

1. Efter Biskop Vincentius er ingen catholsk Geistlig bleven udnævnt i den Egenskab for Grönland. Ved det Ovenanförte er det blevet fuldkommen oplyst, at han, her i Danmark, har overlevet Reformationen; i denne aandelige Revolutions Storme havde Regeringen andet at tænke paa end Gjenopdagelsen af Polarhavets Lande. Da Reformationen var bleven heldig bragt til Ende, gjenerindrede Christian den 3die sig den forsvundne Colonie; han hævede Forbudet mod Seiladsen paa Grönland, og sendte Skibe ud for at opsöge det, men forgjeves [230]. Frederik den Anden fortsatte Faderens Bestræbelser, vistnok ikke uden Medfölelse for dets haarde Skjæbne, endskjönt han og formodentlig hans fleste (endog islandske) Samtidige vare af den Mening, at dets Befolkning var vedligeholdt, omtrent i de gamle Samfundsforhold, med Undtagelse af den Kongelige Magts og af det overordnede Hierarchies Paavirkning. Rygtet om Zeniernes Reiser og Foretagender i Grönland, Cabots, Frobishers, Davis's og fleres Opdagelser i de nordiske Farvande maatte vistnok vække vor Regjerings Opmærksomhed, for ei at gaae glip af saadanne Landes Herredömme, der med Rette, fra gammel Tid af, tilhörte den. Frederik den 2den var saaledes alvorlig betænkt paa Grönlands Gjenerhvervelse for den dansk-norske Krone. Af de ved ham i den Henseende foranstaltede trende Opdagelsesreiser har den förste i nyere Tider været ganske ubekjendt, og vi vide heller ikke noget mere derom, end hvad det Document, som vi nu komme til at meddele, indeholder. Det bestaaer i en original Membran, som forvares i det Kongelige Danske Cancellies Archiv, og er egentlig en Kongelig Proclamation, skreven paa Islandsk, som de gamle Colonisters Sprog, dog blandet med saa mange nye og til deels danske Ord og Udtryk, at det vel vilde have faldet deres Efterkommere meget vanskeligt at forstaae, om de end indtil den Tid (hvilket neppe er sandsynligt) havde vedligeholdt Modersmaalet. I övrigt erfare vi deraf, at Proclamationen, udgiven af Kong Frederik den 2den paa Kjöbenhavns Slot, den 12te April 1568, var bestemt til at over bringes til Grönland med Kongens Skibshövidsmand (Capitain) Kristiern Olborg (eller Aalborg)[231], som förte et Skib, lastet med Gods, der skulde deles mellem Landets Indbyggere paa bedste Maade, da Kongen havde erfaret at der fordum var bleven oprettet en Overeenskomst mellem Norges Konge og Grönlænderne, at der fra Norge hvert Aar skulde afsendes to Skibe til Grönland med de for Indbyggerne nödvendige Varer, hvilket dog i lang Tid ikke havde kunnet skee formedelst ondt Veirlig, Tidernes Vanskelighed og andre Forhold; i övrigt opfordres Grönlænderne til at underkaste sig Kongens Herredömme, hvorimod han paa bedste Maade skulde sörge for deres aandelige og legemlige Velfærd. Vi indrykke her det hele aabne Brev (der synes at være nedskrevet efter den förste Islandske Oversætters uigjennemseete Concept) efter Langebeks i Geheime Archivet forvarede egenhændige Afskrift, da det indeholder hin höist mærkelige Efterretning om Grönlands Forsyningsmaade i den gamle Colonies sidste Tid, uden at den fra nogen anden Kilde har kunnet blive os bekjendt. – At Jacob Aalborg virkelig er afseilet til Grönland med det i Proclamationen ommeldte Kongelige Skib maa vel antages for sikkert, men han, eller det maa dog være kommet tilbage med uforrettet Sag, – og Proclamationen henlagt i Archivet for mulig at afbenyttes ved et nyt Forsög. Vi bemærke her forelöbig (efter de i Geheime-Archivet bevarede Brevskaber) at Frederik den 2den i Aaret 1579 foranstaltede ikke mindre end 3 Skibes Afsendelse til Grönland, af hvilke eet var kongeligt, anfört af "Schibs-Capitin Jacob Aldaw” men de tvende andre havde Magnus Heinesön, Borger i Bergen, lovet at udruste paa egen Bekostning og Eventyr, mod Löfte om Kongelig Belönning, hvis han var saa heldig at opdage Landet og bringe visse Efterretninger derfra. I övrigt have vi overdraget Bearbeidelsen af de til Grönlands Gjenopdagelse i nyere Tider foretagne Expeditioners og Reisers Historie til Dr. Pingel, som selv af Erfaring kjender Grönland, og fölgelig bedre er i Stand til at udföre et saadant Arbeide.

Vi ansee det ikke for usandsynligt at den islandske Laugmand Orm Sturlesön, som var i stor Gunst hos Frederik den 2den, og i Vinteren 1567–68 opholdt sig i Kjöbenhavn, har givet Kongen nogen Underretning om det gamle Grönland, samt raadt til Expeditionens Foretagelse; han har da mulig tillige först affattet den islandske Oversættelse af Proclamationen.

Wier Fridreck [þan annann [232] med gudzs nade [233] Danmarckis [234], Noregx, [Vendizs og Gottis [235] kongvr, Hertvgi vtti Slezvick, Hollzstinn, Stormarin og Detmerskin, greifi vtti Oldinborg og Delmenhorst, heillsar yder avllum klerckvm, lærdvm mavnnvm og leickmavnum, somuleidis lögmonvm, fovittum og bifalningsmönnum og avllum vorum trvlegvm vndergiefnvm þeggnvm [236] og Bienvrvm, hvorium epter sinne stiett [237] og bifalningv, sem ather [238] bygia og bva vpp aa vortt land Grænland, ævenliga med gvdi og vori madi. Kvnigt yder avllum giorandi med ast, ellzskv oc kiærleicka, er vier til ydar hofum eptter Jhesu kristi bodann og vorvm villia, ath sæcker þess ath ader nefnd Grænland fra vorvm fyrsta forſedrvm og framlidnvm [239] kongana tid alla tima hefer leigitt og veret Noregx krvnvna [240] loglig eingn [241] og land, svo og hafa per siallfer med kienzst vora forfedra og rietta Noregx kononga sina rietta yfervalldzmon [242] vera, og sidan at vier vorum komner till vorar kongligrar rickissins stiornar formerttvm vier i sanleicka ath par skyldi vera giordvr nockur [sattmalli og skilldagi [243] vppaa begia sidv, ath fra Norie [244] til Grænlandzs skylldi sigla tvo skip hvortt ar [hier fra Norie til Grænlandzs [245], og færa bangat alla goda nyttsamlega vorvsem landinv og allmaga væri til besta, hvatt sodan velgiorningar med allri konglig renttv og rieltheitt [246] ath vier hofvm nv ſeingitt ath vitta att þer [247] hefir veritt forsomat fir sockvm [248] vedrana og timana, svo og annara stora forfalla nv vm tima heſir veritt forsomat, fir margar vorar stornaudsyniar og kongligt embæte, hvar med ath vier af gudzs forsia villium nv leggia yder alltid ed besta til, svo at vier skullvm nv skoda sama lanzs og þeira sem vpp aa landit bva og þar villiariett gvdzs vpp rietta, og giora þar slicka skickann sem landinv og inbyggirvm skal til nyttsemdar verda og ganzs [249] styrks og goda. Sockvm þess hofvm vier nv til skickat vorum [250] ellskuligan skipshöfudzman Kristern Olborg, som med þetta vortt skip at [251] vpp at sæckia þær hafner i Grænlandi sem at i morg ar hafa verit okvnar [252], og þvi hofum vier honvm bifallat, at han skylldi sama gozsi, er han vpp aa skipit heſir, per [253] skal han ydar i millum til ennzs besta hallda vpp aa vora veggna, hier med ydar [254] til at bioda, lofa oc til seia allt, hver [255] einum herra og kongi bier med log, skill og riett sinum vnder giefnum bienorvm at veitta og giora, epter gudis orda skickann sem oss ber att veitta i gvdz riett lætti og riettvise lagana, ollum þeim, er þar villia epterfyllgia og þeira velferd, gangn [256] og biskermelse [257], og vpp aa þat at han svo mickit bettra kann og epter vorum nadar villia at slick vor bifallning [258] kvnne med ydar vtt at riettast, og þier villit honum þar til trva epter vori skipan og bifallningv, svo og, med voru fromvstv og vittrvstu manna bestv radi, [til trvat [259] og giefit honum þetta vortt oppit bref med sier, hvar fir at vier bidivm ydvr nv alla, i sier hvorivm stad og bifallningv, at hvors er han verdar ydar tilseiiandi vppaa vora veggna at þier sievtt hann styrckiandi vorum [260] fyr greindan skips hofvozman, i slick vor erindi [til trvat [261], oc giefit honum at vitta hvatt ydar og landinv er til enzs besta, og sockvm þess hofvm vier hann nv sentt til ydar, sva at han skal vitta og sia ydartt ed besta. Þvi bidium ver ydar [262] og biodum, at þier skullut honum vera fyllgiandi og svo styrckiandi hvatt han kan ydar til at seiia vora vegna, og nær ver favm sanarliga att vitta vm landzsins navdsyniar, og ydar i svo matta, at þier villit vizsa oss ydra trv og æro eptir þui sem ydar forelldrar hafa giort og þier oss skyldvgar [263] ervtt oss at veitta, villivm vier hier eptir ydvr hialp oc styrck veitta [264], hvatt þier med þurfitt [265] og senda ydar þat sem ydar ma til goda verda. Svo og villium vier ydar hallda og hallda latta i allan matta med gvds log og riettheitt sem at vori nad og [herra konglig [266] Maistat, bier [267] at giora, og hvatt hellzst hlydne þier villitt [268] oss ydar riettum yfirmanni veitta, eptir gudzs skipan, og ydar forfedra [269] hafa giort, skal ydar [270] ecki verda til skada eder angvrs, en fast meir i framtidinne skal ydar [271] koma til anligrar [272] og lichamligrar bettrvnar. Og villivm vier til bioda ydar vora kongliga vernd, nad, ast og kiærleicka, sem einn goder og nadvger herra og konge ber at veitta, med log, skill og riett sinvm vndergiefnvm þeggnvm. Og til sanleicka hier vm, giefitt vppa vortt slott Keypenhafn, þan tolfta dag Aprilis ar M. D. sextier og VIII. Vnder vortt Signett.

Friderich.

(Sigillum ex cera rubra adpendet, sed læsum).

2. Norges Konge Erik Magnus (ogsaa kaldet Præstehader) sluttede Aar 1297 et vigtigt Forlig mellem Erkebiskop Jörund af Nidaros og Chorbrödrene eller Kannikerne sammesteds, i Anledning af foregaaende langvarige Tvistigheder. I det fölgende Aar blev en saakaldet authentisk Forklaring derover, eller vel rettere en udförligerc clausuleret Fornyelse deraf, fört i Pennen og bekræftet af begge Parter med tiltagne Vitterlighedsvidner. Den förste Artikel af denne Convention angaaer Besættelsen af Grönlands Bispedömme m.fl., hvorved det bestemmes at den kunde skee (af Erkebiskop pen) med Kannikernes Raad og Samtykke. Vi meddele da det væsentlig hertil hörende af det omhandlede Aktstykke efter dets Original paa Pergament, i Arne Magnussens Diplomsamling, bekjendtgjort ved Trykken i Thorkelins Diplomatarium Arnæmagnæanum, T. II, p. 193–196.

I nafne guds amen. Þat se allum mannum kunnight at þa er lidit uar fra burd vars herra Jhu xpi þushundrat vætra CC vætra XC vætra oc VII vætur, var þessi utskyring gor Jons vaku aftan i Tautru, um sattargærd þa sem virdulighr herra Eiríkr Magnus med guds miskun Noræghs konvngr gerdi millim andlighs fadur oc virduligs herra Jorundar erkebiscops oc korsbrödra í Nidarose, í fyrra sumar, med hvarstueggia þeirra samþyct oc godom vilia, oc onaudgun bæde þa oc nu sem her fylgher. Fyrst at korsbrödur skulo veita herra Erkibiscopi alla virding, lydni oc eftirlæti sua sem skylda þeirra er til oc hæilagrar kyrkiu logh vatta, en han skal vera þeim milldr fader, heill oc goduiliugr, söma þa oc söma lata i allum lutum, scolo korsbröder hafa med erchibiscopi rad oc samþygt í kosningum oc forrædom biscopa til Islandz, Grönalandz, Færöyia oc Suðröyia oc i confirmacionibus annara biscopa i rikinu, abota, abbadisa oc priora um erkibiscopsdömet....

Uar þessi sættargærd gör a þui are oc þeim deghi oc stad sem fyr seghir, nerværandom virdulighom herra Eíríki Magnusi medr guds miskun Noreghs konungi, herra Biarna Erlingssyni i Biarköy, herra Jóni Rögnvalldssyni oc herra Barde kanzeler, oc til sanz vitnisburdar setto þessir herrar sin insigli firer betta bref, med insiglum herra erchibiscops oc capituli, oc voru gord priu bref, hefir eitt herra konungrin annat herra erchibiscop, Bridia korsbrödr til varigdar.

I Guds Navn Amen. Det være vitterligt for alle Mænd, at da et tusinde tohundrede og halvfemtesindstyve og syv Vintre vare forlöbne fra vor Herre Jesu Christi Födsel, blev denne Forklaring gjort Dagen för Sanct Hanses Vigilie, i Tötra [273], over det Forlig som höiværdige Herre Erik Magnus [274], af Guds Miskund Norges Konge, gjorde mellem aandelig Fader og Höiværdig Herre, Erkebiskop Jorund og Chorbrödrene i Nidaros, i Fjor Sommer, med begge Parters Samtykke og gode Villie, samt uden Tvang, baade da og nu, som her fölger. Först at Chorbrödrene skulle vise Herr Erkebiskoppen al Ærbödighed, Lydighed og Eftergivenhed, som de ere forpligtede til og den hellige Kirkes Love vise, men han skal være dem en mild Fader, oprigtig og velvillig, ære dem og lade dem ære i alle Ting. Chorbrödrene skulle, tillige med Erkebiskoppen, deeltage med Raad og Samtykke i Valg og Beskikkelse af Biskopper for Island, Grönland, Færö og Syderöerne [275], samt i Confirmation af andre Biskopper i Riget, Abbeder, Abbedisser og Prioreri Erkebispedömmet...

Dette Forlig blev giort i det Aar og paa den Dag og Sted som ovenanfört, i Nærværelse af Höiværdige Herre, Erik Magnus, af Guds Miskund Norges Konge, Herr Bjarne Erlingsön til Biarkö, Herr Jon Rögnvaldsön og Herr Baard Canzler, og til sandfærdigt Widnesbyrd herom satte disse Herrer deresIndseglfor dette Brev, med Herr Erkebiskoppens og Capitlets Indsegl, – og bleve trende Breve affattede; et beholder Herre Kongen, andet Herr Erkebiskoppen, det tredie Chorbrödrene, for Forsigtigheds Skyld [276].

Kongens og Björn Erlingsöns Segl vedhængte i hvidt, men Canzlerens i grönt Vox ; – de övrige manglede.

Fodnoter

  1. Adam Brem. Hist. eccles. Lib. I. Cap. 17. Langebek, Script. rer. Dan. med. ævi I, 575. Münter Kirchengesch. von Dänem. und Norw. I, 280–281. Miesegaes tydske Oversættelse af Ad. Br. (1825) S. 43, 44. Denne Forfatter antager dog at Stiftelsesbrevet kan være blevet först udfærdiget 834.
  2. Danmarckis Riges Krönicke, 1 Deel(4) S. 45.
  3. Her indskyde nogle: Helsinglandorum.
  4. Om dette og det næstfölgende Diplom m. fl jfr. Mooyer (über Islands und Grönlands Entdeckung) Westphäl. Provinzial-Blätter 1 Bd. 4 H. S. 115 o. fl.
  5. En Notice med Arne Magnussens Haand i det Kgl. Geheime Archiv lyder saaledes: "Ludovici et Gregori Diplomatum editionem a Hvitfeldio anno 1603 adornatam et non aliam secutus est Pontanus adeo ut quæ in Pontano diversa appareant, proprii eius cerebri corneationi debeantur."
  6. Nogle Aſskriſter udelade dette Ord
  7. Det er mærkeligt at Island i denne og flere Pavelige Buller af samme Tidsrum betragtes som et særskilt Rige eller Stat, (jfr. ovenfor S 74), hvilket det og, som uafhængig Republik, da virkelig var. Sildigere sögte Paverne dog at beröve Landet dets Frihed (see ovenfor S. 48).
  8. Suhm mener (meget sandsynlig) at det er blevet opbrændt af Kong Erik Menved med Lunds Domkirkes övrige Brevskaber. Hist. af Danm. V, 139. Om Münters Anelse om Originalens Gjenfindelse i det Vatikanske Archiv gaaer i Opfyldelse, maa Fremtiden vise; – et yderst ſöleligt Savn for Nordens Kirkehistorie vilde afhjelpes ved et saadant Fund.
  9. Historia Primatus Lundensis, pag. 59-60; Kirchengesch. von Dänem. und Norwegen, 1 Th 2 Abtheil. S. 88.
  10. Saaledes ogsaa hos Staphorst: Lindenbrog har derimod III.
  11. Det sidstmeldte Aar antages for Stiftelsesaaret af de troværdigste islandske Annaler. Biskop Jon, Byrgers Sön, af Stavanger blev Norges förste Erkebiskop. Cardinal Nicolaus kom til Norge 1152 og reiste derfra i det fölgende Aar, men er vel neppe kommen til Rom förend efter Eugens Död og Anastasius's Valg, ſörst i Juli 1153. Strax eſter den sidstnævntes Död besteg Nicolaus selv den pavelige Throne ſörst i December 1154 Indtil sin Död den 1ste Septbr. 1159 var han en stor Patron af Nordmændene, som siden ansaae ham for en Helgen. I det næste Aar derefter döde den af ham först indsatte norske Erkebiskop.
  12. Skal vist være Trundensi, eller Trondensi (Trondhjemsk, af det Norske prændskr, pröndskr.
  13. Membranen havde herfor Abbrevationen ppm, hvorom det hedder i en med Afskriften samtidig Bemærkning: extat in membrana.
  14. Maa vist rettes til Suthraie. Her menes nemlig de för saakaldte Subreyjar eller Suðreyar (Suthreyar), Skotlands vestlige Öer, ellers kaldede Hebriderne eller Hebuderne. Hint gamle Navn er ellers blevet forvandsket til Sodora eller Sodor, hvorfor Biskoppen af Man indtil de nyeste Tider ogsaa har skrevet sig som Biskop af Sodor, som længe har været uforstaaeligt for de fleste Britter. Disse Stifter skiltes fra Trondhjems Erkebispedömme 1266; Örkenöerne derimod ikke ſörend efter 1461.
  15. Mon der ikke her skulde mangle Fariæ d. e. Færöcrne (som paa denne selvsamme Tid ophöiedes til et Bispedömme)? hvilket (eller noget lignende) Sammenhængen af de 4 næstfölgende Ord symes at udkræve ; disse vilde da betyde: Islændernes og Grönlands Bispedömmer. Siden 1106 bestod Island af 2 Stifter.
  16. Maaske rettere: solummodo, som og forekommer herefter i nyere Pavelige Buller af lignende Indhold.
  17. Her fölger en nöiagtig Opregnelse af de Höitider o. s. v., paa hvilke Pallium skulde bæres – med forskjellige almindelige geistlige Formaninger.
  18. Suhm antager Dagen for den 30te November. Hist. af Danm. VI, 192.
  19. Skulde vel snarere hedde II (se cunda).
  20. Ved en indlöben Trykfejl ommeldes saaledes Innocentius VI (ſor IV) i Suhms Hist. af Danm. 1. c. Han siger ellers ataf disse Privilegier ere kun Anastasii og Innocentii (at sige den 4des) tilbage.
  21. Ved en indlöben Trykfejl ommeldes saaledes Innocentius VI (ſor IV) i Suhms Hist. af Danm. 1. c. Han siger ellers at af disse Privilegier ere kun Anastasii og Innocentii (at sige den 4des) tilbage.
  22. Thorkelin har l. c. (formodentlig ved en Trykfejl) MCDXXIX.
  23. Herpaa ſölger Stadſæstelsen af Keiser Ludvigs Donationer an gaaende Klostrene Rodenach og Turbolt.
  24. Resten vedkommer allene Tydskland.
  25. Herved synes vor ovenfor S. 82 i Anm. 2 fremsatte Gisning at bekræftet.
  26. Dette synes vel ved förste Öiekast at være overdrevet, men naar man betænker at Erkebiskoppen paa en saadan Reise skulde besöge enhver Kirke i Grönlands Öster- og Vesterbygd, kunde Havisen (im pedimenta maris) let lægge saadanne Hindringer i Veien for ham, at den ovenmeldte lange Tid maatte medgaae til det hele Tog. Annalerne indeholde (ovenſor) Beviser nok for denne Mulighed.
  27. Bör sikkerlig læses ljósbläm.
  28. Maa rimeligvis læses þar, der (d. e. i Grönland).
  29. Dette A. betyder i Copiebogen Arni (Arne), Biskoppens Döbenavn. Han kom vel til Embedet 1304 eller 1305 (efter Brevets Indhold angaaende Formandens Dödsfald). I Hvidtfelds Bispekrönnike kaldes han Arno, og siges at have været bleven valgt (electus) 1304. Jfr. Anm. 3, samt ovenfor S. 95. Efter Annalerne döde baade denne Biskop og hans Ven Thord af Grönland 1314, men Audfinn blev viet til Biskop af Bergen. Hvidtfeld anförer ham som electus 1312.
  30. Paa en Copie af dette Brev (fra Langebeks Tid) i Geheime-Archivet findes anfört: "A. M. corr. V”, som vistnok vil sige saameget som at Arne Magnussen har rettet Tallet 2 til 5; uden Tvivl er dette skeet paa Grund af Annalernes Beretninger om Kong Eriks Dödsdag som III Id. Juli, – altsaa 13de Juli, der rigtignok indtræffer som 5te Dag efter Seljumannamessa (Sde Juli), som dog efter vor Mening maa antages for næste Dag efter Seljumannavaka (eller Sællömændenes Vigilie, 7de Juli). Finn Johnsen antager derimod (1. c. T. I. p. 401) nærværende Brevs Efterretning for den rigtige og for saa meget mærkværdigere, som Torfæus ikke nævner Kongens Dödsdag; see ellers ovenfor S. 95.
  31. De vigtigste Annaler henföre Biskop Arne af Stavangers Död til 1303, Eyvinds af Oslo, Thorsteins af Hammer og Narfes af Bergen til 1304.
  32. Denne Færöiske Biskops Död ommeldes saaledes i en Afskrift i den Bartholinske Samling Tom. E. p. 526, af det Trondhjemske Capitels Skrivelse til Paven af 12te Mai (quarto Id. Maji) 1309: "Sanctitati vestræ notum facimus quod cum venerabilis Pater piæ memoriæ Erlendus, quondam Farensis Episcopus Anno domini MCCCVIII idibus Junii diem clau sisset extremum" o. s. v. Biskop Erlend er rimeligvis död i Bergen, hvor han tit opholdt sig, efter samme Documents Medför.
  33. Ordet skinger er os ellers ubekjendt; det er muelig, ligesom det engelske cingle, fordrejet af det latinske cingulum, da det vilde betyde et Livbelte, som nok kunde passe til den övrige Dragt, hvortil det hörte.
  34. Ordet er aabenbare det Franske surcot, Engelske surcoat, som fordum betydede en kostbar vid Klædning eller Overkjole, brugt af fornemme Folk. Heraf det nyere Franske surtout.
  35. Dette Ord forekommer temmelig hyppig i den Tids norske Documenter, og betyder en vis Hovedbedækning for Mandfolk, lignende en Hætte. Det bruges ogsaa saaledes i Island. Det kommer uden Tvivl af det franske capron, som har en lignende eller den selvsamme Betydning.
  36. Vi have rettet "her" til "der", som rigtigere efter vor Stilemaade. Om end Originalen ikke her synes at være tydelig, er den dog et tilstrækkeligt Beviis for forskjellige Klostres Tilværelse i Grönland i det 14.de Aarhundrede.
  37. Ordet "Bonde" antyder vel her een anseet Borger (i Bergen).
  38. Rimeligvistörrede Druer, nu bekjendte herunder Navn af Rosiner. I Grönland maatte de stedse erindre om det gamle Vinlands Herligheder; jfr. ovenfor I, 222, 246, 412, 420. Vi haabe her at have tilstrækkeligen forklaret Fleerheden af de Ord, om hvilke Brevets latinske Oversætter i den Bartholinske Samling udtrykker sig saaledes: "Cetera epistolæ agunt de rebus quas Bergensis Episcopus Gardensi mittit, quarum nomina intelligi non possunt”.
  39. Her suppleres saaledes som Variant i Geheime-Archivets Afskrift: Eilifui med guds miskunn, Erchebiscopi i Nidarose d. e. Eilif, ved Guds Barmhjertighed Erkebiskop i Nidaros.
  40. Isteden for Originalens A. suppleres saaledes ved Geheime-Archivets Afskrift: Audfinner med samre miskun, biskup i Biorghvin, qvedio guds ok sina d. e. Audfinn ved samme Barmhjertighed, Biskop i Bergen, Guds og sin Hilsen. Begyndelsen til den gamle Oversættelse lyder saaledes: Om Grönlandtz tiendt. Sin werdelige Herre Eiliffuer medt Gudtz Naade, Erkebiskop i N. sender Audfind i Bergen Biscop etc.
  41. Her har den gamle Oversættelse "med” som aldeles forandrer Meningen.
  42. Samme udtrykker sig saaledes: "som nyllige begynt er och underdragitt”.
  43. Samme tillægger her "i Höst" (Efteraaret); hvis dette var rigtigt, maatte denne Grönlandsfarer allerede være ankommen til Bergen paa den Aarstid 1324.
  44. Samme har her "ueele", som forekommer os uforstaaeligt.
  45. Samme "af kopoyre sinne”.
  46. Samme (som andre skipare.
  47. Samme har her blot: "einmærckit”.
  48. Samme: "medt sledkihedt”.
  49. Samme (ligesom Munch) Naade.
  50. Samme : bönstad”.
  51. Samme "medt naadom”.
  52. Samme: "ritit”.
  53. D. e. Thröndelagen.
  54. Her menes naturligvis kun Throndhjems Stift eller Dioecese, hvilken Erkebiskoppen forestod som Biskop, hvorfor han der hævede de ham i den Egenskab tilkommende Indtægter.
  55. Enten Öen Lexa (fordum Lioxa) nu hörende til Nordmör eller een af de to Lexöer (Store og Lille Lexen) i Hitterdals Præstegjeld, menes her, maa vi overlade til de norske Sagnforskere at undersöge og afgjöre.
  56. Rimeligvis den Mand, som havde Tilsyn med Erkebiskoppens Gaard i Bergen (P. A. Munchs Anm.)
  57. Originalen har (ved en Skriverfcil) kuaddzst.
  58. Munch læser: opærilegha og oversætter: Aar ud og Aar ind. Ordet syncs i vor Original at kunne læscs paa begge Maader. Geheime Archivets Afskrift har opænlegha, som maatte oversættes: offentlig, aabenbare, – og synes at være rigtigere end de trende andre nu ellers ubekjendte Læsemaader. Den gamle Oversættelse gjengiver ogsaa Ordet ved offuentlig.
  59. Fra disse Ord af er den gamle Orersættelses Indhold saa aldeles forskjelligt fra Originalen, at vi meddele Resten heel og holden ved Textens og vor Oversættelses Slutning. Fra af, til Textens egentlige Slutning, lyder den gamle Oversættelse saaledes: "Och wide wy ingen nermer att were then thind som windist aff thet godtz herfraa kommer end vore prester, om thet icke bliffuer kjöp andenstedtz. Och tage wy tennom i word wald som kjöppe theris godtz i wore biscopdome att före till Grönlandt at the thervdaff skulle giöre theris thind her i Thrundhiem eller andenstedz i Biscopdome. En their som köpe theris werning i Bierguin och thet före till Grönlandt, skulle gjörre theris thindt thcraff, nar the tilbage kommer aff Grönlandt. Forbiodande ether nogen Trondhiem Grönlandts fare nogen anderledis att besuere enthen medt bandt eller andeth, thui wy willia wor kirkia rett wsplithit halda fraa ny seduanna, och icke etther eller etther lerde mendt theri nogit forkorte y nogrom lut, men wy och wore prestmend wille well om then thindt fordrages effther fordom skick, nar i och etthers oss then tiid bescicke wilde; In Christo" (o. s. v., som ovenfor). Her synes Oversætteren at have fulgt en anden Tert end den os nu bekjendte. Skulde den da oprindelig have hört til et andet Brev til Bergens Biskop eller andre Wedkommende af samme Datum ?
  60. Rettere varde (P. A. Munchs Bemærkning).
  61. I Middelalderen kaldtes kun de Geistlige "lærde Mænd”.
  62. Var saa utydeligt at det næppe kunde læses.
  63. Skal her og siden betyde Grenelenden. I Zeniernes Reise kaldes Grönland En grevelanden.
  64. roardo staaer vel for det sædvanligere rosmaro, da Talen her er om Rosshvalens eller Hvalrossets Tænder; jfr. ovenfor S. 48–49, hvoraf det og sees at en Mængde af dem plejede forhen at udföres fra Grönland som Handelsvare
  65. Lisponsus og (længere hen) lispont skal vel betyde Lispund
  66. Den halve Deel af denne overordentlige Tiende var nemlig bleven bevilget Kong Magnus Erikssön til hans Krige mod de vantroende Russer, Kareler o. fl., – hvorom vi ellers henvise til det næstſölgende Diplom-Nummer.
  67. Den saakaldte Peterspenge, hvilken Paverne og plejede at indkræve i eller fra Island ved saadanne Indsamlere som den herommeldte.
  68. Det maa meget beklages at mange Aſskrifter fra det Langebekske Diplomatarium ere forkomme ved at udlaanes til Suhm, Abraham Kall, o. fl., især til Brug ved Udgivelsen af Förstnævntes store Danmarks Historie, hvoriblandt en saadan Afskriſt som den herommeldte vel kan have været.
  69. Her burde formodentlig staae: ,at I haffuer at tage”, eller andre lignende Udtryk.
  70. Skal vel betyde: eftersom”.
  71. Her mangler formodentlig: haver
  72. Her maa vel tillægges "med”.
  73. Originalen maa her have tillagt "stiftet" eller noget lignende.
  74. Er vistnok det samme Ord som "Ublidhed” (Unaade).
  75. Uden Tvivl i Originalen: brèfabrot, d. e. Böder for Kongens skriftlige Befalingers modtvillige Overtrædelse.
  76. Skal være: (vort) Riges (eller Regjerings) Aar.
  77. Maa rettes til Öysteinssön. I Kong Magnus's og hans Dronnings (S. 116) ovenommeldte Testament kaldes han Ormerus Östinsson eller Östensson, i det han udnævnes som een af dets tilkommende Executorer. Han havde været tilstede ved Oprettelsen af Kongens og Dronningens Ægteskabspagt, sluttet i Bahus 1343, (see Suhms Hist. af Danm. XIII, 98), ligesom og ved en Forhandling om et Mageskifte af Dronningens svenske Godser mod norske, sammesteds 1353 (1. c. S. 288), hvor han kaldes Orm Öysteinsson. I et norsk Diplom af 1347 skrives Navnet Ormer Æstæinsson, (S. Saml. til det norske Folks Sprog og Hist. V, 585–589), ligesom og i et Mageskiftebrev mellem Norges Konge og Trondhjems Erkebiskop af 4de August 1354 (Suhm l. c. S. 304). De gamle Islandske Annaler melde ved 1350, at Orm Eysteinssön blev udnævnt til Drottsete (Drost) i Norge af Kong Hakon. Efter deres Beretning havde denne Magnat det ulykkelige Endeligt, at han i Aaret 1360 blev halshugget efter Kongernes (Hakons og Magnus's, eller Hakons og Eriks?) Befaling.
  78. Efter Ordet skatkammer; her vel rettere Oppebörsels-District.
  79. Huusholdning, fast Bopæl.
  80. rettet for kumu.
  81. Tyende.
  82. Arbeids- eller Tjenestefolk
  83. Den Anordning.
  84. efter gammel Værdie, det vil vel sige i rede Sölv, altsaa henved 120 Rigsbankdaler i vore Penge.
  85. fornævnte.
  86. vidne, vise.
  87. skal vel være leggest, lægges.
  88. rimeligvis feilskrevet for audn, Öde.
  89. rettet, for at.
  90. jfr. ovenfor Anmærkn. 11.
  91. (skjott), snart.
  92. (bö, bæ) By (Kjöbstad).
  93. maa vel hedde nockurn.
  94. rettet for kaupskat
  95. Hetland, Færö, Island, Grönland, Finmarken, muelig ogsaa Helgeland; see ovenfor S. 117, 121.
  96. uden, undtagen
  97. Denne Sum vilde formodentlig (naar Talen her er om talte men fkke reiede Penge) udgjöre henved 35 Rigsbankdaler Sölv i vore Penge, – altsaa en for hin Tid betydelig Sum, især for Uformuende.
  98. for Kongens skriftlige Befalingers Overtrædelse.
  99. Administratorer, Embedsmænd.
  100. Skatmester.
  101. stæde (tilsta de).
  102. ægge Beslag paa.
  103. Kjendelse, Dom.
  104. En vis Afgift af hver Sæk (eller Tonde) Gods. Den blev og paa den Tid indfordret af grónlandske Warer efter hvad vi neden for komme til at oplyse.
  105. Ting, Ydelser.
  106. Mistanke til.
  107. unddrage.
  108. drister sig til.
  109. see ovenfor Anm. 20.
  110. rettet for att
  111. For Norges Skatlande skattlönd, (terræ tributariæ, som Ordet pleier at oversættes paa Latin) ansaaes almindeligst Örkenöerne, Hjaltland eller Hetland, (Shetlandsöerne), Færöerne, Island, Grönland og Finmarken, vel endog fra 1350 eller 1355 af Helgeland (forhen Hálogaland eller Hölgaland), uagtet det egentlig var en Provinds af Norge; see herom J. Chr. Bergs Ventilationer om den Nordlandske Handel m. m. i Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie V, 625—629.
  112. forkortet for medh eller meth.
  113. Her er Haandskriftet beskadiget; Suhm tillægger efter Klerenfeldts Afskrift þeghna (Undersaatter) badhæ (baade).
  114. Atter en Lacun ; Afskrifterne have: ok hwar sæ(rdæilis).
  115. Almindelig Leding.
  116. formodentlig feilskrevet for lydhugher.
  117. Sysselmænd; om dette Ords Betydning og Oprindelse samt dets Brug i Grönland see ovenfor I, 118–122. Vor Originals "Ombudsmænd” betegner her ikke andet end Sysslmandens eller Herredshövdingens Befuldmægtigede, hvorimod Dronningens Ombudsmænd, som nævnes kort foran, vare i en langt höiere Stilling. Om den nærmere Forklaring over Ordet kunne vi henvise til det nysciterede Sted. Jfr. nedenfor, i det her næstfölgende Diplom, S. 140.
  118. for det ældre þeirra, dercs (enhver af dem)
  119. See herom Berg 1. c. V, 626 jevnfört med Arne Magnussens, Werlauffs og Schönings der citerede Skriſter. Det er vistnok besynderligt at hverken Finn Johnsen, i hans ellers ypperlige Hist. eccl. Island T. 1, S 423–429, eller John Espolin (i hans Islands Arbækur, 1te Deild) ved at omhandle Kong Magnus Eriksöns og hans islandske Lehnshövdingers Levnet og Bedriſter, melde det mindste om Islands og Norges övrige saakaldte Skatlandes Overdragelse til ham ved hans Resignation af Regjeringen over, eller Indtægternes Oppebörsel af selve det egentlige Rige.
  120. Styrerinde, Regentinde (ellers betyder Ordet Styrelse).
  121. Thorgilssön; Hvidtfeld har Torckildsön (Thorgils er det danske Trogels, Troels).
  122. Her tilföier Hvidtfeld "Hofmester", hvortil intet Spor findes i Originalen.
  123. Baade Navn og Bestilling udelades af Hvidtfeld.
  124. Arfuid Henrichssön, Hv.
  125. Ambiörn Semundssön, Hv.
  126. Torder Widaſfssön, Hv.
  127. for ö. b) ydmygeligen og underdanigst, Hv.
  128. Stedse den 15de Mai.
  129. For det ellers almindelige vér (vi).
  130. Stævnemöde (Sted, Hv.).
  131. Ordet er meget usædvanligt i denne Betydning. Hvidtfeld oversætter "Forraad” (d. e. Forsæt), hvorved og den rette Mening udtrykkes.
  132. Efter Ordet Skatmester, Hvidtfeld oversætter Slaatsherre, som svarende til hans Tids Begreber.
  133. Lovbogens (Lovens) Eed, en fuldbogs Eed, Hv.
  134. tre, Hvidtfeld.
  135. förend de (kom til Landet); findes ikke hos Hvidtfeld.
  136. Hvidtfeld oversætter rigtig: "Landsting"; her er det meget mærkeligt, at den grönlandske Benævnelse "Althing" stemmer overeens med den islandske.
  137. Östmænd (her rimeligvis Nordmænd og Islændere, see ovenfor I, 110–111, 274.
  138. Levnetsmidler.
  139. med, tillige.
  140. Kongens "Ombudsmand” er den da överste Befalingsmand i Grönland; jfr. ovenfor S. 134.
  141. Biskopsgaarden, Hvidtfeld.
  142. nærværende.
  143. da.
  144. Livsfare.
  145. Söjökler (svömmende Isbjerge); see ovenfor II, 560. Store Jökler "Iis”, Hv.
  146. Lovede at besöge hellige Steder (som Pilegrime); lignende Löfter hafde Gudleif Gudlögsön og hans Staldbrödre aflagt i Havsnöd, da de fordreves af Modvind til Amerika, og saaledes gik det end senere Columbus og hans Mandskab; see ovenfor I, 768, 774. Björn Einarsön synes först at have efterkommet dette Löfte 1405 eller 1406, da han med sin Hustru Solveig drog til Rom og Jerusalem; hun rejste derefter hjem, men han vandrede endvidere til den hellige Jacob i Compostella. Jfr. ovenfor II, 112–114.
  147. Jfr. ovenfor S. 123, 126.
  148. Sag.
  149. Dette Navn skrives ellers (efter nyere Brug) Endride eller Indride.
  150. Saaledes benævntes fordum den Geistlige, der i Bispestolens Vacance, eller og i Biskoppens Forfald, var bemyndiget til at udföre de til Embedet hörende Forretninger.
  151. Denne Bemærkning synes at vise at saavel Indbyggernes som de Fremmedes Antal i den sydlige Deel af den gamle Colonie ikke var ubetydeligt, endnu i Aaret 1408. Skulde vel indenlandske her menes om de Mænd, der især maatte kjende Bruden, udenlandske derimod om Brudgommens Bekjendtere?.
  152. Paa den Tid helligholdt man i Norden to Helligdage for Örkenöernes kanoniserede Jarl Magnus (död 1115) under Navn af Magnúsmessa, nemlig den 16de April, Helgenens Dödsdag og den 13de December, hans Translations eller Skrinlæggelses-Fest. Hvilken af disse to Höitidsdage her menes, kunne vi ikke bestemt vide, – dog antage vi det for sandsynligt at den i Foraarstiden indfaldende menes her, da, de i Grönland fremmede Mænd, fra Norge eller Island, have lavet sig til Bortreisen, og den nygifte Thorstein Olafsön fölgelig har været betænkt paa at forsyne sig i Tide med lovmæssigt Beviis for den af ham indgaaede ægteskabelige Forbindelses Gyldighed. I dette Tilfælde maa den 19de April være Brevets rette Datum.
  153. der i Indledningen er betegnet med a, men nu af os, som det her næstfölgende betegnes med Tallet 57.
  154. Den hele Bemærkning hörer til Biskop Odd Einarsöns Attestationer; see ovenfor S. 146. Den endelige, for alle tre sammenheftede Diplomers Afskrifter, fölger nedenfor efter de övriges Meddelelse under Nr. 52 og 57. Den nysnævnte Grönlandske Officialis er neppe, fra 1409 af, bleven aflöst af nogen virkelig Biskop. Efter Bertolds Död eller Resignation finde vi dog, allerede 1411, en Biskop Jacob indsat i hans Sted, uden at vi vide noget om hans Ophold i Grönland, men derimod i Sjælland. Herom hedder det i Efterretningerne om Biskop Peder Jensen i Roeskilde i Danske Magazin 5te Bind (1751) S. 74. "Paa sin Alderdom har Biskop Peder, som Moden var iblandt de catholske Biskopper, holdet sig en Vice-Bisp eller Vicarium i de geistlige Embedsforretninger. Saaledes havde han i Aaret 1411 een af det Navn Jacob, som skrev sig Biskop af Grönland." Vi have fundet adskillige Diplomer saaledes udfærdigede af denne Prælat, som meddeles i det fölgende.
  155. Denne Brand Haldorsön boede paa Bard i Fliotum, i Skagefjorden, hvilken Gaard han dog ikke fik til Eie förend efter 1417. Han var bekjendt som en formuende Mand. Heraf benyttede den engelske Söröver John Selby sig, i det han, 1424, tog ham til Fange og tvang ham til at udlöse sig med 4 Læster Platfisk. 1427 erhvervede han Gaarden Skaale ved en Fledförings Contract. 1432 var han een af Meddomsmændene i en Eiendomssag, angaaende Gaarden Kelduland og ligeledes 1433 i en Sag angaaende Kirkegodset til Hof paa Höfdaströnd. Han var gift med Ragna Rafnsdatter. Deres Sön var Laugmand Rafn Brandssön; to andre Sönner, Haldor og Eyolf, vare mindre bekjendte. Med dem alle havde Biskoppen til Holum, Olaf Rögnvaldsön, langvarig Trætte og Feide, tildeels foraarsaget af den dem af Biskoppen nægtede Raadighed over Bards Kirkes Eiendele.
  156. Det er formodentlig denne Jon Jonsön, som havde en vigtig Eiendomstrætte med Arnbjörn Einarsön, om 6 Gaarde i Skagefjorden, paadömt af Laugmand Rafn Gudmundsön 1426.
  157. Öen og Gaarden Hvalsö (Hvalsey) har saaledes været bekjendt fra den gamle Grönlandske Colonies förste til sidste Tid, da den (og hele Hvalsöfjorden) först blev beboet og taget i Besiddelse af Thorkel Farserk, Erik Rödes Fætter og Ven (see ovenfor I, 180—183; jfr. 191). Ivar Bere nævner Hvalsöfjordens Kirke, til hvilken vidtlöftige Jordeiendomme hörte.
  158. Den ellers saakaldte Korsets Ophöielse (exaltatio crucis), der stedse indtræffer den 14de September.
  159. Thorstein Olafsöns Hjem og Fædrenegaard, efter det Ovenanförte; – af den havde hans berömte Datter Benævnelsen Akra-Kristin.
  160. See her ovenfor S. 152, jevnfört med vor Indledning til nærværende Diploms Meddelelse
  161. Udstædt af Grönlands Officialis Endride Andreassön m. fl. her ovenfor Nr. 49, ellers (S. 146) af os betegnet b.
  162. Denne Mand ommeldes i Annalerne (her ovenfor S. 40–41, jfr. 64—65), hvor det blandt andet meldes, at han har opholdt sig i Grönland fra 1406 til 1410. Formodentlig er han kommen hjem til Island fra Norge 1411. Espolin har fundet ham nævnt som tilstedeværende ved et Jordsalg i Skagefjorden 1417.
  163. Disse tre Mænd havde alle været tilstede ved hint i 1408 indgangne Giftermaal, efter Diplomet 49 (S. 148). Her fattes derimod den dernævnte Thorbjörn Bardsön.
  164. Vor Fruedag, den 15de August.
  165. lovgifte, lovlig gifte, bosatte.
  166. Formænds i Regjeringen.
  167. Skatmester, Kæmner, Befalingsmand
  168. Befuldmægtigede eller Embedsmænd.
  169. derhen.
  170. ydet.
  171. altsaa er Brevets Datum den 7de Mai.
  172. . Under "Livs og Lemmers Fortabelse” hedder det i en Tale, som Kong Eriks Gesandte i England allerede skal have holdt til Kong Henrik den 5te 1413, – endog for Kongeriget Norges, saavelsom andre Landes Indbyggere, som uden særdeles kongelig Tilladelse dreve saadan Handel eller Fiskeri. "Scire dignemini, quod gratiosissimus Dominus noster, Rex Daniæ et Norvegiæ præfatus, habet insulas aliquas, videlicet Islandiam, Feroy, Hietland et alias plures, ad regnum suum Norvegiæ pertinentes, ad quas nulli ab antiquo solebant accedere de terris alienis, ex quibuscunque causis, sive piscandi, sive mercandizandi, sub poena vitæ et membrorum, non magis homines regni Norvegiæ, quam aliarum terrarum, præter specialern licentiam regiæ majestatis. Nec de alio aliquo loco, post obtentam licentiam, exire licebat, quam de civitate Bergensi, nec redire ad eunden locum cessante inevitabili necessitate, ubi eos custuma et alia jura ad regium fiscum exsolvere oportebat, juxta antiquissimarn regni Norvegiæ con suetudinem, sine aliqua hominum in contrarium memoria penitus observatum" etc. Aarstallets Rigtighed er oplyst (mod en Trykfejl – 1453) i Seldens Mare-clausum, som det synes af Gram, i en haandskreven Opsats i det Kongelige Danske Geheime-Archiv.
  173. Her begynder det Malletske Udtog.
  174. Grönlandiæ, hos Schlegel og Egede.
  175. longe, tillægger Udtoget
  176. saaledes Uddraget for ipsam insulam.
  177. sede, Uddraget.
  178. veneratione, Uddraget.
  179. saaledes Uddraget ; her ecclesiæ
  180. bör formodentlig være emendationen.
  181. Fra [ udelades af Uddraget.
  182. tillægges i Uddraget.
  183. her tillægger Uddraget Grocnlandia, derimod mangler det vigtige Ord novem.
  184. qua, Uddraget hos Schlegel.
  185. terminus, Udtoget
  186. Præsules, Uddraget.
  187. fra [ udelades af Uddraget, hvorimod der her blot indskydes Ordet Hoc
  188. fra [certa notitia nos habentes, Uddraget.
  189. Paverne synes stedse at have antaget Grönland for en stor Ö, hvilket ogsaa Adam af Bremen m.fl. i sin Tid gjorde. Jfr. ovenfor S. 74, 77.
  190. Fra [til Slutningen: scilicet, rcqvisito ad hoc, Metropolitani consilio, siloci distantia patiatur, personam utilem et idoneam eis in Fopiscopum ordinare et instituere valeatis.
  191. Paverne synes stedse at have antaget Grönland for en stor Ö, hvilket ogsaa Adam af Bremen m.fl. i sin Tid gjorde. Jfr. ovenfor S. 74, 77.
  192. Provinds er i den Pavelige Curies Stil det samme som Erkebispedömme.
  193. Dette beroer paa en stor Feilregning; der var knapt 448 Aar forlöbne fra Christendommens Indförelse i Grönland efter Foranstaltning af Kong Olaf Tryggvesön. Det er vel muligt at en Læse- eller Skriverfeil kan være indlöbet.
  194. Ordet betyder egentlig tilgrændsende, men kan og antages for nærliggende.
  195. t Skrælingernes eller Eskimoernes Fartöier undertiden dannede hele Krigsfloder (paa deres Viis) erfares ovenfor I, 424—426.
  196. Dette lille men særdeles vigtige Ord er blevet udeladt af Bullens hidindtil trykte Uddrag.
  197. Heraf slutter Graah (Undersögelsereise S. 7) at engelske Sörövere have begaaet det store Overfald (omtrent 1418), for at forsyne sig med Söfolk og at de, efter Englands Tractat med Danmark 1433, have bragt de bortranede mennesker tilbage til Landet. Eggers meente at Overfaldet maatte tilskrives den i Zeniernes Reise omtalte Fyrst Zichmi. Herom maae vi henvise til Zahrtmanns og Bredsdorffs Undersögelser, som herefter ville nærmere blive om handlede eller meddeelte.
  198. Dette Ord maa vel nærmest oversættes ved Biskop, men kan og betyde en anden Prælat, f. Ex. en Officialis. Det er tænkeligt at en saadan har boet i Vesterbygden, som Ivar Baardsön siger at engang har haft en Domkirke og Bispesæde paa et Sted som kaldtes Steensnes eller Strömsnæs (Straumsnes). See Rafns Antiqvit. Americanæ S. 315.
  199. Biskopperne af Skalholt og Holum vare vistnok nærmeste Naboer for Biskoppen af Garde, men de stode ikke i nogen umiddelbar Forbindelse med ham, da al Handel og Skibsfart til Grönland, i den Tid, efter de gjeldende Love, nödvendigvis maatte skee fra Bergen; dets Biskop var altsaa forsaavidt den, der bedst kunde have antaget sig dette Anliggende i Forening med Erkebiskoppen af Trondhjem, – men den sidstnævnte har mulig sögt at trække den endog for ham vanskelige Sag i Langdrag, ved först at henvise til de islandske Biskopper, med det Foregivende at de som Naboer til Grönland, bedst maatte kjende dets Leilighed. Om den da rimeligvis i Norge værende Biskop Gregorius til Garde da af Erkebiskoppen er bleven anseet for altfor gammel, svag eller i andre Maader uskikket til at drage til Grönland, – eller om Talen blot her er om Officialis og Præster for den af Geistligheden aldeles for ladte, men af de gamle Indbyggere tildeels besatte Vesterbygd (med Midfjordene) kunne vi nu ikke vide.
  200. De hertil svarende Ord have vel manglet i Copiebogen, som hörende til en almindelig Formular ved lignende Expeditioner fra det Pavelige Cancellie.
  201. Ikke den 12te October, som det hedder i Paul Egedes Oversættelse af Uddraget
  202. Dette Udtryk er en Oversættelse af det norsk-islandske mislun, hvilket Norges Konger pleiede at anvende i deres Titulatur; Erkebiskopperne skreve sig da ogsaa Dei miseratione; Biskopperne der imod længe permissione og tilsidst Dei gratia. Da Norges Konger (især de danske) havde optaget dette Udtryk i deres Titulatur, fulgte ogsaa de norske Erkebiskopper deres Exempel; Biskopperne, som havde brugt det för, vedbleve siden dermed lige til Reformationen. De danske Konger, Erkebiskopper og Biskopper havde stedse benyttet sig af Formelen Dei gratiu
  203. rettet for boriales.
  204. Maaske rettere quando eller noget lignende.
  205. Denne Kirke kan være een af de mange, som bleve afskaffede ved eller kort efter Beformationen i Norge. Vi kunne ikke paavise Stedet. Kan Navnet være en Fordreielse af Otursnes (Ottranes) nu Oddernæs, – eller af Ormstader (Vormstader, -- Vorster – Vormster)?. See Munuhe hos Aall 1. c S. 39.
  206. Visitationem Quartæ australis orsus fuerat, quam morte præventus perficere non potuit, de quo ita loqvitur fragmentun, Rationarii templi Teigensis in tractu Fjotshlid: «Anno Domini 1458, in generali sua visitatione, mobilis Dominus et spiritualis pater Matthæus Episcopus Holensis et generalis Visitator totius dioeceseos Skalholensis, Teigi mortuus est” Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II, 480. Espolins Årbækur II, 56. Vildfarelsen maa her uden Tvivl have indsneget sig ved Ordet "mortuus”; mulig burde det skrives eller læses (moratus” (i det Mattheus nemlig har opholdt sig der ved Kirkens Visitatz, hvorved Kirken eller Kirkeværgen vistnok er bleven sat i nogen Bekostning). Det er overhoved ikke sandsynligt at Biskop Mattheus, som neppe förend i December kunde være kommen tilbage til Skalholt, da henimod Thorlaksmesse og Julen (som med stor Pragt plejede at celebreres der) har begivet sig paa Visitatz i et langt fraliggende District. Biskoppernes Kirkevisitatzer plejede (og pleje endnu i Island) som oftest at foretages i Sommertiden, af meget natmrlige Grunde.
  207. Ombudsmand eller Administrator.
  208. Disse gode Mænd nævnes dog, mod Sædvane, ikke, formodentlig af den Aarsag at de frygtede for Erkebiskoppens Vrede og Biskop Andreas’s Misgunst.
  209. d. e. litst, "synes"
  210. ..litist," syntes.
  211. Et forkvaklet Ord, formodentlig "uvanalegan”, usædvanlig stor, eller "uyfirvinnanlegan"
  212. forskjellig.
  213. paa.
  214. begyndte.
  215. dig.
  216. Forretning.
  217. "faudur”, Fader.
  218. enhver.
  219. Forbud.
  220. et her aldeles uforstaaeligt Ord, ellers betyder det en Kile eller Væg. Muelig bör her læses "vegur”, Vei.
  221. "málaferli”, Processer, Retstrætter.
  222. Bekræftelse herpaa.
  223. Bebudelse, d. e. den 24de Marts (som og efter den historiske Sammenhæng maa være det rimeligste); Schöning har læst eller oversat Mariæ Besögelse, d. e. 2den Juli, men saalænge har vel den excommunicerede Mattheus neppe kunnet holde sig paa Skallolts Bispestol.
  224. burde snarere skrives Jon Jonsson.
  225. paalagt ham visse Bodsövelser.
  226. formodentlig Aarskogstrande.
  227. den 25de Aug.
  228. Dette hedder saaledes hos Hamsfort: Janus Andreæ privatus episcopa, successorcm Vincentium Belgam ... Reginæ Christinæ intercessu habuit.
  229. Fra [ er udeladt hos Suhm. Det sidste noget utydelige Ord er blevet rettet eller forandret fra et andet, maaske :Vicarius".
  230. Dette anföres af Graahs Indberetninger til hans Undersögelsesreise S. 8. Hermed stemmer Angivelsen i Lyschanders Grönlands Krönike, som kun stötter sig til Ordene: . Dog vil man sige”.
  231. I det næstforegaaende Efteraar 1567 havde han, som da ſörte Orlogsskibet "Björnen,” opbragt 2 skotske armerede Pinker, anförte af den berygtede Bothwell (gift med Dronning Marie Stuart, kaldet Hertug af Örkenöerne og Shetland), som med dem havde drevet Söröveri, til Bergen i Norge. I det Forhör, som optoges i den Anledning, og som forvares i Geheime-Archivet, kaldes han Christian Olborrig; i Åbsalon Pedersöns Dagbog s. A. Hövidsmand paa Kongens Skib David (Suhms Saml. 2 B. 2 II. S 101, 111).
  232. skulde være "sá annar"
  233. rettere "nád”.
  234. retterc "Danmerkur”.
  235. Skulde hedde "Vinda og Gauta”.
  236. Undersaatter, Vasaller.
  237. Stand.
  238. er maaske forkvaklet fra "at þar”.
  239. Skulde maaske være (i Genit), "franlidnra” (eller framlidinna
  240. rettere krünunnar" (Kronens)
  241. feilskrevet for "eign”, Eiendom.
  242. feilskrevet for "menn”
  243. Overenskomst og Betingelse.
  244. rettere "Noregi"
  245. fra [burde udgaae.
  246. "det danske Rettighed".
  247. det danske der”
  248. rettere "sökum”.
  249. skal være «gagns” (Gavn, Nytte).
  250. feilskrevet for «vorn”
  251. er vel urigtig sat istedenfor ,a”, bör, skal.
  252. ubekjendt.
  253. feilskrevet for "pv”, "det".)
  254. f. for "ydur”, eder.
  255. f. for "hvert” eller "hvat”.
  256. f. for ,gagn”, Gavn.
  257. et nyt dansk Ord.
  258. ligeledes.
  259. anbetroet.
  260. f. for "vorn”.
  261. Skal vel her betyde betroet, befuldmægtiget.
  262. f. for "ydur”.
  263. f. for "skylduger”.
  264. (for ,veita”) yde.
  265. behöver.
  266. skulde maaske hedde "berrakongligri”.
  267. ſ. for "ber", bör.
  268. ſ. for "viljit”
  269. f. for "forſedrar” (eller rettere "forfedur”).
  270. rettere "ydur”.
  271. rettere ,"ydur”.
  272. f. ſor "andligrar".
  273. En Ö i Trondhjemsfjorden, nu kaldet Tutteröen; der var fordum et Munkekloster, hvor denne Forhandling rimeligviis er gaaet for sig.
  274. Tilnavnet Magnus skal Kong Erik (ligesom forhen den berömte Sverrer) have antaget 1293.
  275. Ellers kaldede Hebrider eller Hebuder, nu "Western Islands”. See ovenfor S. 82.
  276. Denne Forsigtighed hjalp dog kun lidet, thi kort efter angave Kannikerne for Paven, at Erkebiskoppen ikke lod dem tilflyde visse, dem tilkommende Indtægter, og Stridighederne mellem dem vedvarede længe derefter. See herom Middelalderens islandske Annaler S. 172, 180, 196 (jevnförte med Biskop Laurentius's endnu ikke udgivne Saga)og Finn Johnsens Hist. eccl. Isl. T. I, p. 448–451. Disse Stridigheders Fornyelse var dog ikke Kong Eriks Skyld, thi han afgik ved Döden i Aaret 1299. Hans Broder Hertug Hakon arvede Kongedömmet, og nödte snart efter, ved sin Myndighed, Chorbrödrene til at falde til Föie og underkaste sig deres Erkebiskop paa vedbörlig Maade. De Misfornöjede synes da underhaanden at have henvendt sig med deres Klager til Paven, som ogsaa i Aaret 1301 afsatte Erkebiskop Jörund fra hans höie Embede. Han fik det vel snart igjen, men levede siden fredelig til sin Död i Aaret 1309. Een af hans ivrigste Modstandere, Kanniken Audun den Röde, som endog havde bidraget til at forbittre den syge Erkebiskops sidste Dage, blev af Trondhjems Capitel 1313 valgt til Biskop over Holums Stift paa Island, da det saaledes atter sees at have gjort dets Rettigheder til Bilandenes Bispevalg tilstrækkelig gjeldende.