Gudedyrkelsens Styrelse og Ordning (Henry Petersen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Om nordboernes gudedyrkelse.jpg
Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse


Henry Petersen

I.
Gudedyrkelsens
Styrelse og Ordning


Det maa antages at have været et gjennemgaaende Træk for Gudedyrkelsens Ordning i Norden, at Styrelsen af de den vedkommende Anliggender var knyttet til de forskjellige Trin af selve Rigets Styrelse.


Minder om Kongeværdighedens Betydning i en saadan dobbelt Retning foreligge klart gjennem de gamle Kvad[1] og Sagn, navnlig gjennem Ynglinga Sagas Fortællinger om Upsalakongerne, paa hvis Omhu for den offentlige Gudedyrkelse Folket nøje vogtede: vare de forsømmelige med Blotene, og der kom Uaar, blotedes Kongerne selv som Sonoffer til Guderne. Ogsaa i Hervarar Sagas Fortælling om den kristne Kong Inge Stenkilsøns Fordrivelse af Svearne og Blot-Svens Valg i hans Sted fremtræder Kongens Betydning som Leder af Gudedyrkelsen tydelig.[2]


Det Kongen nærmeste Trin i de nordiske Rigers Styrelse indenfor de enkelte Landsdele indtoge Jarlerne. Netop paa Grund af deres Stilling som Kongens Stedfortrædere indenfor de enkelte Landsdele, maa det antages, at de saavel overfor Gudedyrkelsen som overfor den verdslige Styrelse have haft en overordnet Betydning. Det siges da saaledes ogsaa om Sigurd Hakonsøn Jarl paa Hlade, at han holdt Blotene op “af hendi konungs,”[3] og vi finde i Skjaldekvadene Betegnelser af Jarlen ligesom af Kongen i hans Forhold til Gudernes Helligdomme.[4]


Foreningen af Styrelsen af de verdslige og gudelige Anliggender fremtræder endvidere indenfor det snevreste Omraade af Riget, Herredet, som en naturlig Afspejling af Styrelsen af videre Omraader. Der findes bestemte Efterretninger herom for Norges Vedkommende, og et tilsvarende Forhold træffe vi paa Island indenfor det enkelte”Tingsogn” (þingsókn); vi tør derfor vistnok antage det almindeligt i Norden, i alt Fald oprindeligt.


Tingsognets Forstander kaldtes paa Island ”Gode”, en Benævnelse, der særligt knytter sig til hans Virksomhed ved Gudehovet. Skjønt denne Benævnelse maa antages at stamme fra Norge, hvor en af de islandske Landnamsmænd, — Thorhadd den gamle, da ogsaa siges at have været Hovgode paa Möre, finde vi forøvrigt her — og det ikke blot efter at Landets hele Styrelse ved Harald Haarfagers Oprettelse af Enekongedømmet havde undergaaet Forandring — de Herredsforstandere, der vogtede Hovene og raadede for Blotene, ene nævnede efter deres verdslige Stilling som ”Hersir”. Heller ikke for Sverige foreligger der hidtil Minder om Godenavnets Brug, og havde ikke tre fynske Runestensindskrifter bevaret det for Danmark, vilde der næppe heller her kunne paavises bestemte Vidnesbyrd om dets Anvendelse,[5] som derimod nu ved hine Runestensindskrifter og de islandske Forhold tør antages almindelig for alle de nordiske Lande. Glavendrup-Runestenen er rejst over Ale Saulua-kuþi, Helnæs-Runestenen af, Flemløse-Runestenen over Rolf Nura-kuþi. — Forøvrigt ere Forskerne ikke enige om Forstaaelse af Sammensætningerne Saulua-kuþi og Nura-kuþi. Man vil dels deri se en stedlig Betegnelse for Goden svarende til de islandske Former: Tungugoði, Ljosvetningagoði, dels en Sammensætning med et Personnavn: Saului (isl. Sölvi), Nuri (isl. Nóri). hvilket da for Danmarks Vedkommende vilde antyde Goden som en fra Høvdingen forskjellig og ham underordnet Person — et Forhold der i hvert Tilfælde maatte antages kun gjældende for en forholdsvis sen Tid af Hedenold.[6]


Ved Fjerdingsinddelingens Vedtagelse paa Island i Aaret 965 bestemtes det, at der skulde være 3 Hovedgudehov indenfor hvert af de 13 Tingsogne, hvori Landet inddeltes. Der har saaledes her været et lovbestemt Antal af 39 Gudehov, men af at Landnáma betegner dem som”Höfuðhof” følger, at der foruden dem har været en Del mere private Gudehov eller Blothuse. Det var Godens Pligt at holde Hovet vedlige og at raade for Offer- eller Blotgilderne. Som Vederlag svaredes der Hovtold til ham”ligesom senere Tiende til Kirkerne”, bemærker en Saga[7] — det var vistnok en Afgift for, hvert Individ, hvert”nef.”[8] Besiddelse af ”Godordet” var knyttet til Ætten og arvelig i denne.[9]


Hvor tæt Gudehovene have ligget i de gamle nordiske Lande, er der ikke opbevaret Efterretninger om, men Sandsynligheden taler for, at der indenfor hvert Tingsogn, hvert Herred har været i det mindste ét saadant Sammenknytningspunkt i gudelig Henseende for Befolkningen, svarende til det verdslige Sammenknytningspunkt Herredstingstedet. [10] Da vi se, hvorledes paa Island Gudehovet rejstes i Nærheden af Tingstedet, og da vi i Middelalderen i Regelen finde Herredstingstedet i Nærheden af en Kirke, der derved som”Herredskirke” indtog en Forrang for de andre, er det ikke usandsynligt, at Herredets Hovedhov, navnlig om der ikke har ligget andre Hov end dette ene, har haft sin Plads ikke langt fra Herredets Tingsted.


Ligesom vi i Norge indenfor Fylket træffe et Herredshov, der har Forrang for de andre som det egentlige Fylkehov,[11] svarende til Fylketingets overordnede Forhold til Herredstinget, saaledes har sandsynligvis i de andre nordiske Riger indenfor de enkelte ”Lande”, hvori de sondrede sig, et af Herredshovene og da snarest det, der laa Landstingstedet nærmest, haft Forrang for de andre som det egentlige Landshov, det ved hvilket Jarlen viste sig i sin Egenskab af Hovgode. I Danmark maa Byer som Lund, Ringsted, Viborg og Odense antages at skylde netop denne Omstændighed deres Opkomst og Anseelse.


Enheden i Rigets Styrelse viser sig for Sveriges Vedkommende over for Gudedyrkelsens Ordning derved, at der fandtes et for hele Riget fælles Hovedoffersted, lige som et fælles Hovedtingsted, knyttet som dette til Hovedkongssædet i Upsala. Kongen var jo Rigets ypperste Hovgode.


Kongens Fremtræden som Rigets Hovgode er efter al Rimelighed ikke saaledes at forstaa, at han har været fast Hovgode ved Gudehovet i Upsala; dette har snarere været den Mands Hverv, der forestod Herredet (Hundaret) eller maaske Landskabet (Tiundaland), hvori Upsala ligger. Som Regel har formodentlig Kongen kun fremtraadt som Hovgode ved det for hele Riget fælles Hovedblot, der med et vist Antal Aars Mellemrum fejredes i Upsala; de forskjellige aarlige Offerhøjtider kan han ikke usandsynligt have fejret i de forskjellige Egne af Landet, hvor han til hine Tider var paa Gjæsteri.


Ligesom Sverige saaledes kunde ogsaa Danmark, i hvilket Rige Enekongedømmet viser sig endnu mere oprindeligt, antages at have haft sit Hovedoffersted. Vi finde da ogsaa en skriftlig Efterretning, ifølge hvilken der paa Sjæland fejredes lignende Ofringer som ved det store Upsalablot. Desværre er den ikke her fra Landet, idet Skribenterne herhjemme vistnok forsætlig tav med Minderne om deres eget Fædrelands hedenske Kultus; den skyldes Thietmar af Merseburg († 1028). Ved under Aaret 931 at omtale ”Northmanni” og ”Dani”, som tillige med deres Konge bleve tvungne til at antage Kristendommen af Kejseren, kommer han ind paa at omtale ”de underlige Ting”, han har hørt om deres Ofringer og dvæler da ved dem, der foregaa ”ved Kongerigets Hovedstad, Lederun kaldet, i den Landsdel, der nævnes Selon”, og til hvilke ”alle kom sammen” med 9 Aars Mellemrum.[12]


Paalideligheden af dennne Thietmars Beretning er imidlertid med Føje bleven betvivlet,[13] og man kan i alt Fald kun anse den for et lejlighedsvis under Aaret 931 anført Sagn. Dog var det jo muligt, at dette netop i sin Almindelighed kunde have Betydning, alene det at han henfører de store Fællesofringer til Lejre som ”Rigets Hovedstad”, viser et Forhold, der aldeles svarer til det, der gjorde sig gjældende i Sverige. Men netop ved at antage en saadan Betydning for Lejre som Rigets Hovedstad, det vigtigste Kongssæde og Hovedofferstedet frembyder der sig ikke ringe Vanskeligheder.


Medens vi nemlig her i Landet se Viborg og Odense, hvis Navne mere end andre Byers kunne vidne om deres Betydning som Offersteder i den hedenske Tid (Vébjörg, Oðinsvé), netop af denne Grund fremtræde som anselige Købinger ved Historiens Begyndelse, saa maa Lejre paa den Tid have været en meget ringe By; thi allerede i det 12te Aarhundrede betegnes den af Sven Aagesøn som en af de mest uanselige Landsbyer.[14] Naar vi i vore Tider se, hvor almindeligt Byer, det engang forlængst have haft en vis Betydning, endnu efter et Par Aarhundreders Forløb kunne have bevaret et ydre Præg af deres fordums Anseelse og i alt Fald fremtræde som betydelige Landsbyer, bliver det endnu mere paafaldende, om Lejre, 2 — 300 Aar før den af Sven Aagesøn betegnedes som anført, skulde have været Rigets Hovedstad, dets vigtigste Kongssæde og Offersted. Havde Lejre haft en saadan Betydning for Hedenold, maatte vi yderligere vente, at se denne By som et Centralpunkt for den Landsdel, for det Herred, hvori den laa, men selv indenfor sidst nævnte Omraade er Lejres ringe Betydning paafaldende. Det ligger lige ved den østre Grænse af Herredet, som nævntes Valbys (senere forvansket til Valborgs — Voldborgs) Herred og kan derfor med Rimelighed antages, hverken at have haft Herredstingstedet eller det formentlige Herredshov i sin Nærhed. Havde Lejre ved Hedenskabets Slutning haft nogen Anseelse som Offersted og som By, vilde en Kirke rimeligvis være bleven rejst der. Det var jo netop en af Paven udstedt Opfordring til Kristendommens Forkyndere at indvie de Steder til den kristne Gudedyrkelse, der alt fra gammel Tid vare hellige i Folkets Øjne, og denne praktiske Forholdsregel synes fulgt mange Steder her i Norden. Det skulde være mærkeligt om det Sted, der havde størst Betydning for den hedenske Gudedyrkelse i Danmark, var blevet forbigaaet i denne Henseende.


Men synes der saaledes end at være vægtige Grunde imod, at Lejre i Hedenold betegnede Rigets gudelige og verdslige Centrum, maa dog et saadant snarest søges netop paa Sjæland, som det midterste af de 3 ”Lande”, hvori Riget var inddelt[15] og det Land, der gjennem hele Historien har indtaget Forrangen ved Siden af de andre, saa Thietmars Beretning om et fælles Offersted paa Sjæland i denne sin Almindelighed kunde være paalidelig. Som et Centrum af den anførte Art — og man er sikkert berettiget til at tro, at det Sted, der valgtes til Hovedoffersted alt i og for sig havde en næppe ringe Anseelse som Offersted — fremtræder da ingen Stad paa Sjæland, som i Riget i det hele taget, snarere end Ringsted.


Efter Ringsted nævnedes det Herred, hvori Byen laa. Det var omtrent midt i Herredet, og af den Grund kunne vi saa meget snarere antage, at Herredstinget har været holdt, og Herredsgudehovet ligget nær ved, maaske i Ringsted By. Men Ringsted havde yderligere Betydning for hele Landsdelen, hvilket viser sig ved, at der holdtes Sjælands Landsting.[16] Ved sin Beliggenhed midt i Sjæland frembød denne By et naturligt Samlingssted for Øens Befolkning, men den betegnede tillige saa at sige Rigets geografiske Midtpunkt og kunde alene af denne Aarsag antages valgt til Hovedkongssæde, til Rigets Hovedstad. Sagnene tie heller ikke om Ringsted som Sæde for Danekongen, ihvorvel Lejre ved Tildragelserne paa dens Kongsgaard havde vundet et særligt Ry ej mindst ved Skjaldenes Kvad, der endog berømmede Sven Estridsön som ”atseti Hleiðrar” kun omtr. 100 Aar før denne By af Sven Aagesøn betegnedes som anført. Kong Frode den fjerde siges — ihvorvel Kilden nu ikke nøjagtig kjendes[17] — at have haft Sæde snart i Lejre, snart i Ringsted. Sagnkredsen om Sigarsætten findes alt hos Saxe knyttet til Ringstedegnen, og i Eddakvadet Helgakvida Hundingsbana hin fyrri, træflfe vi Stedsnavne som ”Hringstaðir” (samt et ”Hringstöð”) og ”Sigarsvellir” blandt de Ejendomme, Kongen giver sin Søn i Navnegave.


Naar det i Slutningsverset hedder:

Heill skaltu buðlungr
bæði njóta
Högna dottur
ok Hringstaða,
sigrs ok landa,

da synes ”Hringstaðir” endog fremhævet som det Sted, hvor han skal sætte Bo, som det egentlige Kongssæde. At det er bestemte, existerende Lokaliteter, Kvadet har benyttet, er der al Sandsynlighed for, og intet Ringsted kan man da snarere tænke paa end det paa Sjæland. Af Valdemars Jordebog ses Ringsted at have hørt til Danmarks Krongodser.[18]


Ved Historiens Begyndelse finde vi Ringsted som en af Sjælands største Byer, tydeligt en af dets Købinger. Den kappes som Møntsted i Ælde med andre danske Byer, og her opførtes i det 11te Aarhundrede en af Danmarks første Stenkirker, aabenbart blot paa en endnu ældre Trækirkes Plads — maaske som Kirke til et alt forhen stiftet Kloster, Efter Knytlinga Saga (Kap. 25) blev endog Kong Sven Estridsøn først gravlagt i Ringsted Kirke. Sagaen citerer for denne Efterretning et Vers af Kalf Mánason, men selv om denne Skjald, der ej lang Tid senere opholdt sig hos Knud den hellige,[19] skulde have forvexlet Ringsted og Roskilde, hvor Saxe siger Kong Sven gravlagt strax efter hans Død, og hvor hans Ben den Dag i Dag hvile, bliver dog alene Muligheden af, at en saadan Forvexling kunde indtræde, tilstrækkelig betegnende for Ringsteds Anseelse. Denne Anseelse maa have været saa meget større for end Ringsted, da Høgekøbing blev flyttet og fik Navnet Roskilde, fik en stærk Medbejler i denne ny By. Den støtter sig aabenbart paa en særlig Betydning for Ringsted i den hedenske Tid, en Betydning, som Minderne lade fremtræde som langt mere indgribende i Folkelivet, end den Lejre, trods Sagnene, kan have haft. Som det bestemt siges for Upsalas Vedkommende, gave Ofringerne Anledning til Afholdelsen af Markeder, og netop med denne Omstændighed for Øje kunne vi forstaa Muligheden af, at en Stad som Ringsted — ligesom andensteds Viborg og Lund — har kunnet fremspire i den Afstand fra Havet. Men naar vi da fremdeles lægge Mærke til, at der ikke langt fra Ringsted og ligeledes fjærnede fra Havet er opstaaet endnu tvende andre anselige Købinger: Slagelse og Høgekøbing (Roskilde), da viser det sig tydeligt, at vi i Midt-Sjæland fremfor andensteds har et Centrum for Folkelivet i Danekongens Rige — at vi i Ringsted kunne se den Stad, der i Hedenold snarere end nogen anden var for Danmark, hvad Upsala var for Sverige.


Men netop med denne Ringsteds Betydning som Baggrund ville vi ogsaa kunne forstaa, hvad der har været Grunden til, at Lejre i Sagnene har vundet saa stort et Ry, hvilket tydeligt nok ikke hviler paa dens Betydning som Stad i og for sig. Som liggende ved Isefjordens inderste Vig var Lejre den naturlige Havnestad for Rigets Hovedstad, og blev derfor et hyppigt Opholdssted for Kongerne og et vigtigt ved en Borg befæstet Punkt. Mærkelige Begivenheder paa Lejre Kongeborg kunne let — lad saa ogsaa være, at den én Stund ligesom Jellinge en anden var et af Kongerne i længere Tid foretrukket Opholdsted[20] — have bragt Stedsnavnet i større Ry end berettiget, og Sagnene herom kunne være komne Thietmar af Merseburg for Øre og saaledes ligge til Grund ogsaa for hans Opfattelse af Lejre som Rigets vigtigste Kongssæde, som dets Hovedstad, men i alt Fald i en Tid, der laa forud for hans egen. Fjordløbet til Lejre er sikkert en god Stund før den historiske Tid sandet til; Roskilde blomstrede frem som det gamle Havnestads Medbejler, over for den maatte tilsidst Ringsted vige Pladsen som Rigets vigtigste Kongssæde og Hovedstad. —


Men naar vi have vist, at vi i Ringsted fremfor andensteds maatte finde den Stad i Danmark, der svarede til Upsala i Betydning, da glipper Overensstemmelsen mellem dem dog i ét og det et væsenligt Punkt. Det antydedes ovenfor som et rimeligvis almindeligt Forhold, at Tingstedet og Samlingsstedet til den fælles Gudedyrkelse laa hinanden nær, og vi saa dette paa en betegnende Maade gjøre sig gjældende i Sverige ved at baade Hovedtingstedet og Hovedofferstedet fandtes ved Upsala, hvor Rigets øverste Tingstyrer og Hovgode, Kongen, havde sit Hovedsæde. Men Ringsteds Betydning som Tingsted udstrækker sig kun til Sjæland, Rigets Hovedtingsted finde vi et helt andet Sted — ihvorvel ogsaa ved Valget af det Sjælands geografiske Beliggenhed har gjort sig gjældende — nemlig ved Isöre,[21] hvis Beliggenhed vi derfor skulle søge nærmere at betegne.[22]


Af Saxes Beretninger om Isøretinget efter Sven Estridsöns Død fremgaar det tydeligt, at det holdtes nær Indløbet til Isefjorden og ved dennes vestre Side. Man har villet se Stedet for det, hvor Kongsöre Skov ligger ved Indløbet fra Isefjorden til Lammefjorden, dels ledet af Navnet, som dog ikkun er en Forvanskning af Kongswore (ɔ: Skov), og dels af den her i Skoven liggende ”Kong Øres Dysse”, en Langdysse fra Stenalderen, som efter de ældre Anskuelser opfattedes som Tingsted. Med større Sandsynlighed har man antaget Isøretinget holdt et eller andet Sted paa den Halvø ved Indløbet til Isefjorden, Rørvig Sogn omslutter.


Rørvig Sogn, der ved en flad omtr. ½ Mil lang og ¼ Mil bred, lynggroet Slette forbindes med Ods Herred og strækker sig i Retningen N— S., falder efter sin naturlige Beskaffenhed i 3 Dele: Nørre-Vang, Sønder-Vang, og Nakke, af hvilke den første og sidste ere temmeligt højtliggende, medens Sønder-Vang danner et lavere, jævnt Forbindelsesled imellem dem. ”Nakken” skraaner stejlt ned mod Øst, mellem Nørre-Vangens Skrænter og Havet er der derimod saavel mod Nord, som navnlig mod Øst en anselig lynggroet Slette, der i det sydvestlige Hjørne staar i Forbindelse med Sønder-Vangen. Sletten mod Nord, der indeslutter to store Søer, synes at være en forholdsvis yngre Dannelse af Havet, hvis Opskyllen af Rullestene i Forbindelse med Sandflugt vistnok har stoppet den Bys Næringsveje, ved hvilken den nu ensomt liggende Sognekirke er bleven bygget, og som Sagnet kalder ”Isby”.


Den temmelig vidt udstrakte Slette, nedenfor Nørre-Vangen mod Øst, hvor Viebrandsmosen og Langesömosen betegne fordums Søer, løber i Syd ud i den omtrent 800 Al. lange ”Skansehage”, der har en væsenlig Betydning for Dannelsen af Rørvig Havn, som efter den almindelig kaldes ”Skansehagebugten”. Denne helt naturlige Havn, som den Dag i Dag siges at være den bedste Havn mellem Sjælands Rev og Helsingør og selv i temmelig strenge Vintre er isfri,[23] er aabenbart den Isørehavn, som Saxe saa ofte omtaler ikke blot som Ankerplads for Skibene medens Isøretinget stod paa, men i det hele for Skibe, der styrede ind og udad Isefjorden; her kunde de trygt oppebie og hurtigt benytte Børen, der skulde føre dem østen eller vesten om Sjæland. Havnen er meget rummelig, endnu den Dag i Dag er der 6'— 8' Vand nær Bredden, 30 — 40 Al. fra denne maaler Dybden 40', og til ,,Skansehagen” kan man ofte lægge ind ”som til et Bolværk”.


Men den ”Øre”, hvorefter Havnen i fordums Dage havde Navn, er efter al Sandsynlighed den samme Landstrimmel, efter hvilken den i vor Tid kaldes ”Skansehage”-bugten. Anlægget af Skansen gaar saa langt tilbage, at det ikke har kunnet dokumenteres, hvorved ingen Oplysning om Hagens ældre Navn ad denne Vej har kunnet opnaas, men vi ville se, at det netop er saadanne fremspringende smale Landstrimler, der her i Landet stedse kaldes ”Øre”,[24] ligesom Tilfældet ogsaa skal være paa Island. Som hentydende paa det gamle Navn Isøre[25] kan vistnok anføres den endnu brugte Benævnelse ”Øretange” for en Landstrimmel mellem Viebrands- og Langesømosen.[26]


I Jomsvikinga Saga (Kap. 29) skildres et Isøreting under Sven Tveskjægs Regering, paa hvilket Kongen vilde mægle Forlig mellem den sjælandske Jarl Strut-Harald og den bornholmske Jarl Vesete. Det fortælles, at Vesete ”setr tjöld sin niðri viðsjö hjá sundi þvi, er atgengr þingsöðinni”; noget fra ham havde Strut-Harald slaaet Tjald og Kongen midt imellem dem. — Naar man er kjendt med de stedlige Forhold ved Skansehagebugten, vil det lokale Billede, Sagafortælleren her afmaler, vise sig paafaldende overensstemmende med dem, og det saa meget mere, som det senere hedder, at man fra Tinget saa Skibe sejle ud fra Strut-Haralds Hjem, og vi saaledes finde den vide Udsigt over Isefjorden antydet, der netop haves fra ”Skansehagebugten”.


Der kan sikkert ikke være Tvivl om, at Ophavsmanden til Fortællingen selv har været ved Isøre. Beliggenheden nær ved Strandbredden var den, der naturligst frembød sig for. Tingboderne, maaske støttes Sagaens Angivelse endog af et bestemt Stedssagn., og vi tør da med saa megen større Sandsynlighed formode, at den nedenfor Nørre-Vang liggende Lyngslette og den nærmeste Kyststrækning mod S. V. (hvor nu Toldstedet ligger) var Pladsen for Tingboderne, som her laa i Læ i alt Fald for Norden- og Nordvestvinden. Stedet, hvor selve Tinget holdtes, har rimeligvis været nær Tingboderne, om ogsaa i Læ ved Kysten eller paa Nørre-Vangens Højslette kan næppe nærmere afgjøres.


Byen ved Rørvigen i Isørebugten kan i hin Tid ikke have haft videre Betydning; thi da der opførtes en Kirke, fik denne trods den Tilstrømning af Mennesker, den gode Ankerplads foraarsagede, sin Plads til den modsatte Side i Sognet. Maaske var det kun et lille Fiskerleje, der laa ved Rørvigen. Selv Kongen synes, medens Tinget stod paa, at have maattet tage til Takke med Tingbodens Tag: den nærmeste Kongsgaard har efter Valdemars Jordebog vistnok været den paa Halsnæs. [27]


Lige saa gunstig en saadan afsides liggende, lidet befolket Egn kunde være for Udførelsen af en Handling, der havde politisk Betydning, lige saa ugunstig maa den have været som Samlingsted for Befolkningen til fælles Gudedyrkelse, en Højtid, hvorved Folkelivet kom til at udfolde sig paa en ganske anden Maade end ved Tingene. —


Men efter at have set den lokale Adskillelse, der i ethvert Fald maa have været mellem Danmarks Hovedtingsted og det Sted, der — fremfor noget — maatte antages at have været dets Hovedoffersted, paatrænger der sig Spørgsmaal, om Forholdene i Danmark ej skulde have fremkaldt en saadan Ordning, at der ikke har været et enkelt Hovedoffersted for hele Riget, men at derimod hver Landsdel har haft sit, henholdsvis i Lund, Ringsted, Viborg og Odense; alle lige sideordnede i Betydning.


Man kommer nemlig overfor Danmarks Statsstyrelse til at tage en Omstændighed med i Betragtning, som har haft stor Betydning for Folkelivets Fremtræden: de lokale Forhold — Rigets Adskillelse ved Sunde og Belter. I Sverige udgjorde Landsdelene et sammenhængende Hele.


Som det nedenfor nærmere skal omtales faldt den fælles Offerhøjtid ved Midvintertide, altsaa paa en Aarstid, da Frosten ofte hindrede Forbindelsen mellem de forskjellige Landsdele. Hertil kommer, at i Offerhøjtiden toge Kvinderne Del, saa ogsaa denne Omstændighed rimeligvis har krævet Hensyntagen ved Gudedyrkelsens Ordning til en vis Bekvemmelighed for Befolkningen i de forskjellige Landsdele, om endog én Person har kunnet møde til Ofring ogsaa paa andres Vegne, og det laa da nær at bestemme et Hovedoffersted for hvert”Land” knyttet til Jarlens Hovedsæde. Kongen kunde godt tænkes skiftevis at have raadet for Blotene ved de forskjellige Hovedhov, selv om han forlod Sjæland, var jo ogsaa der en Jarl, der kunde træde i hans Sted som Hovgode.


Vel har nemlig Sjælands Hovedoffersted, Ringsted, som det vigtigste Kongssæde haft Forrangen i Hedenold, men Viborg, Odense og Lund fremtræde dog ved den historiske Tids Begyndelse som Byer, der ej give hin synderligt efter i Anseelse, hvilken, som tidligere anført, aabenbart hviler paa deres fordums Betydning som Offersteder. En saadan Betydning skulde synes paafaldende, om de havde indtaget en underordnet Rang som Offersteder overfor Ringsted, med mindre man kunde tro, at ligesom der her hvert 9de Aar fejredes et Blot fælles for hele Riget, saaledes fejredes der i Viborg, Odense og Lund saa vel som ved Ringsted f. Ex. hvert 3dje Aar Hovedblot fælles for Befolkningen indenfor de enkelte Landsdele. Det er aabenbart den naturlige Beliggenhed, der i saa Fald indenfor et enkelt af Danmarks tre Lande har fremkaldt en Ordning som den, der her er antydet for Gudedyrkelsens øverste Styrelse, idet nemlig Fyn og Jylland skjønt forenede under et fælles Landsting (Viborg), hver havde sit Hovedoffersted. Ikke usandsynligt staa vi dog i dette Tilfælde som maaske i hint overfor et Forhold, der er mindre oprindeligt.


Ordningen af Gudedyrkelsens Styrelse i Danmark tyder klart hen paa de enkelte Landsdeles fuldstændigt sideordnede Stilling under den fælles Konge, hvilken ej mindre end Enheden i Rigets Styrelse træder frem ved det fælles Hovedting og Valget af Pladsen dertil.[28] Upsalas Fremtræden som Hovedoffersted og i det hele som Hovedstad baade for Gøte- og Svealandene maa antages at afgive et topografisk Vidnesbyrd for Gøtelandenes Undertvingelse af Upsalakongen. —


Naar vi fra Danmark og Sverige vende os til Norge, ville vi ikke for dette Rige finde Efterretning om noget for hele Befolkningen fælles Offersted eller fælles Tingsted, da Norge jo først i en sen hedensk Tid samledes som ét Rige under én Konge. Lige saa lidt meldes der om et Hovedkongssæde; der siges kun, men ret betegnende, om Harald Haarfager, at han som oftest sad ”midt i Landet”.[29] Derimod findes der Efterretninger om flere store Hovedhov, ved hvilke Fællesofringer fejredes af Befolkningen i forskjellige, sammenstødende Egne af Riget, og muligt kunne vi i disse se Hovedgudehov for enkelte af de Kongeriger, hvori Norge tidligere var delt. Vi have saaledes Hlade som Hovedhov for Trøndelagen, Skiringssal for Vestfold og Gaular for Befolkningen fra Firðir, Fjalir og Sogn (Firðafylki og Sygnafylki).



Fodnoter

  1. Saaledes Guðrunarkviða III. i d. ældre Edda, hvor Kongen foretager en højtidelig Indvielse, sammenholdt med Skjaldenes Betegnelser af Kongen som vörðr véstalls (Thjodolf i Ynglingatal, Ynglinga S. Kap. 24) mætir vébrautar (Thorbjørn Hornklofi om Harald Haarfager i dennes Saga Kap. 9).
  2. Hervarar Saga Kap. 16.
  3. S. Hákonar goda Kap. 16. (Heimskr.)
  4. Sigurd Hakonsøn betegnes af den islandske Skjald Kormak Øgmundsøn vés valdr (l. c.)
  5. Som et saadant kunde Navnet Lyuthguthi paa en af Braavoldskæmperne hos Saxe (ed. Müller. S. 381) selvfølgelig ikke betragtes.
  6. Den første Fortolkning er fremsat af G. Stephens i ”The oldn. runic monum.”. S. 697 og af Wimmer i Aarb. f. n. O. 1874. S. 234 og 248. Sidstnævnte tyder Saulua som Ejeform af Stednavnet Saului svarende til det norske Sölvi, nu Selven, eller som Ejf. Flertal af Indbyggernes Navn, og Nura ligeledes som Ejef. af Nurir eller Nurar, svarende til det norske Norar og svenske Norir, enten som Stedsnavn eller som Navn for Indbyggerne dannet deraf. — Den anden Fortolkning skyldes P. G. Thorsen i Danske Runemindesm. I. 337 — 38.
    Der synes at være Omstændigheder, som volde Betænkeligheder saa vel ved den første som anden af disse Fortolkninger, uden at dog nærv. Forf. har set sig istand til at fremkomme med nogen ny og tilfredsstillende. Derfor er ovenfor blot det Faktum anført, at Benævnelsen ”Gode” har været brugt i Danmark. Hvad den førstomtalte Forklaringsmaade angaar synes følgende at kunne indvendes: — Runestenene tilhøre alle tre Tiden ved Aar 800. Havde Sølvi og Norir paa denne Tid været saadanne Centralpunkter for Egnen, at der var opført Gudehov paa disse Steder, kunde vi med Rimelighed vente, at deres Navne havde bevaret sig til den historiske Tid, saaledes som den samtidige Snoldelev-Runestens ”at Salhaugum”, det nuværende Salløv. Sölvi kunde maaske antages at være Sølyng (Valdem. Jordebog), nu Sølling i Vinding Herred, eller Sallinge, hvorefter Salling Herred har Navn (se G. Stephens anf. St.), men der vilde da være den Besynderlighed, at Goden laa gravlagt fjærnt fra den Egn, hvor han havde udfoldet sin Virksomhed og derfor hørte hjemme. Herredsinddelingen ved Aar 800 har efter al Sandsynlighed svaret til den, vi finde i den tidlige Middelalder, og det maa da mærkes, at Glavendrup ligger i Skam (Schammæ) Herred tæt ved Skam-By. Overensstemmelsen mellem Herredets og Byens Navne, kunde maaske tyde paa, at denne oprindelig var Herredets vigtigste By, ved hvilken dets Tingsted og Hovedhov — der, som det strax ovenfor nærmere skal begrundes, rimeligvis have ligget hinanden nær — kan antages at have været. At der ligger en Thor-torp tæt ved Skamby og Glavendrup, kunde formodes at vidne om Egnens hellige Betydning. Den Hovgode, hvis Grav vi finde mellem disse Byer, og over hvem Runestenen er rejst under Paakaldelse af Thor, tilhører derfor efter al Sandsynlighed netop denne Egn, Skam Herred, men her findes intet Stedsnavn, der kunde minde om Sölvi. At dette kunde antages at være Tilfældet med Slevstrup, ville vistnok Sprogforskerne anse for usandsynligt. — Lignende Vanskeligheder træffe vi overfor Gisningen om, at der i Nurakuþi foreligger et Stednavn Norir og et saadant Navn ses ligesom da ogsaa Sölvi sjældent at forekomme i Sverige og Norge. Med Hensyn til Spørgsmaalet om i hvilken Egn Rolf Noregode har virket som Gode, er det af Betydning, at baade Helnæs- og Flemløse-Runestenen hidrøre fra Baag (Bokæ) Herred, og ydermere af Betydning, at den sidst nævnte, der maa antages at have staaet over Godens Grav siges (Worms Monumenta p. 246.) at hidrøre fra en stor Høj nær Flemløse. Netop denne Egn, hvor Goden saaledes maa antages højlagt, og hvor Byerne Flemløse, Kjøng, Voldtofte og Søllested ligge, synes efter Oldsagsfundene saavel som efter de nuværende Forhold at dømme fra Arilds Tid at have haft en vis Forrang i Baag Herred og udgjort den tættest bebyggede Del deraf. Ved Søllested har endog ligget en Kongsgaard. Ikke usandsynligt har Herredstingstedet ligget i denne Egn og derfor maaske ogsaa det Gudehov, ved hvilket Rolf var Gode — men som sagt vi lede forgjæves her efter et ”Norir”.
    Ved den anden Fortolkning af Saulua- og Nura- som Personnavne er den Vanskelighed, at det kulturhistoriske Resultat heraf vilde blive højst besynderligt. Medens vi i Norge endnu i Hedenskabets sidste Tider se Høvdinge- og Godeværdigheden forenede, skulde i Danmark allerede ved Aar 800 de til Asatroen knyttede Forestillinger og Sædvaner være saa forandrede, at Høvding og Gode indenfor samme Omraade vare to forskjellige Personer og denne oven i Købet hin underordnet. Det underordnede Forhold bliver saa meget stærkere, som Goden, naar Høvdingen døde, ikke længer kunde nævnes med hans Navn Sølvegode- Noregode. — Hvad der taler særlig mod denne Fortolkning og dens Resultater, er Runestenene selv. Naar vi læse Indskriften, der siger Glavendrup-Runestenen rejst af Ragnhild over Ale Sølvegode ”Helligdommenes trofaste Thegn” og Runerne ristede af Sote efter ”Drotten sin”, der siger at Ragnhild, Åles Hustru, og Åles Sønner have opkastet Højen og rejst den anselige Stensætning om denne, og slutter med en kraftig Paakaldelse af en Guds Bistand til Værn for Mindemærket, da viser denne Indskrift langt snarere Ale som en højbaaren Høvding og ivrig Blotmand end som en Mand, der ikkun tjente en anden som Hovgode. — Ej mindre overordnet fremtræder Rolf Noregodes Stilling til hans Samtid ved at endog tvende Runestene have bevaret hans Navn. —
  7. Þorsteins Þáttr uxafots Kap. 1.
  8. Herom synes Vidnesbyrd at foreligge i Snorres Fortælling i Ynglinga Saga Kap. 8: ”Um alla Svíþjóð guldu menn Óðni skatt, penning fyrir nef hvert, en hann skyldi verja land þeira fyrir ufriði ok blota þeim til árs”.
  9. Paa Island forekommer undertiden Kvinder nævnede ”gyðja” eller ”hofgyðja”, der paa en eller anden Maade have haft med Hovet eller Hovtjenesten at gjøre. Vel hedder det i Vápnfirðinga Saga, at Steinvör vogtede Hovedhovet, og at Mænd betalte Hovtold til hende, men det er dog lidet sandsynligt, at Goden saaledes helt har overladt Hovtjenesten til en Kvinde, om han end kan have overladt hende en vis Del deraf, som det kunde passe sig en Kvinde at udføre. Mærkes kan det, at Thord Fröjsgode og Thurid hofgyðja vare Søskende (Landn. IV.10) I alt Fald maa en saadan Optagelse af Kvinder som meddelagtige i Hovtjenesten under en særegen Betegnelse af denne Stilling være et sent Forhold. Vi finde det kun sikkert paa Island og først i Fortællinger om det 10de Aarh. Det kan godt være islandske Forestillinger, der ligger til Grund, naar det i Hervarar Saga fortælles, at Alfhild ”om Natten rødnede Alteret med Blod”, ej at tale om den eventyrlige Fortælling i Friðþjófs S. om Kvinderne, der ”bökudu goðin, smurðu — ok þerðu med dúkum”.
  10. Med Hensyn til Sogneinddelingen i Middelalderen maa det staa hen, om den er opstaaet paa Grundlag af en tidligere hedensk Inddeling efter ældgamle, gudelige eller militære Kredse (Joh. Steenstrup i Studier over Valdemars Jordebog S. 24).
  11. P. A. Munch har af Stedsnavnene, især et Navn som ”Hov” og Sammensætninger dermed, søgt at paavise Beliggenheden af Herreds- og Fylkeshovene i Norge (Nordmændenes Gudelære i Hedenold. 147 o. flg.). I Danmark er ”Hof” i Stedsnavne ikke saa almindeligt og frembyder ingen paalidelig Vejledning (s. Ann. f. nord. Oldk. 1863 S. 211). Heller ikke er dette Tilfælde med Sammensærtninger med. Gudenavne, hvad siden skal vises.
  12. Pertz : 'Monumenta Germ. hist. III. 739 (Thietm. Lib. I. Kap. 9).
  13. P. G. Thorsen: Skildring af det gamle Lejre (Særtr. af Trap: statisk-topogr. Beskr. af Danm. Suppl. S. 153 — 59), i hvilken Afhandling ogsaa Fantasierne om en Herthadyrkelse i Lejre er afvist.
  14. Lethra, qvæ tune famosissima Regis extitit curia, nunc autem Roskildensi vicina civitati, inter abjectissima ferme vix colitur oppida, Kap. I.). Script. Rer Dan I. 45.
  15. Johannes Steenstrup: Studier ov. Valdemars Jordebog S. 1.
  16. Skjønt vi kun kunne følge Ringsted som Landstingsted tilbage til 1131 (Saxe S. 642), tør vi sikkert antage, at dette Forhold ligesom Landstinget selv gaar tilbage til Hedenold.
  17. Anfört efter Arngrim Jonsson: Rerum Danicarum fragmenta ex vetustissimis Norvegorum commentariis historicis translata An. Dni M. D. IV. C, sidste Afsnit af hans Suppl. Hist. Norv. (Barthol. Manuskriptsaml. XXV. paa Universitets-Biblioteket).
  18. O. Nielsens Udg. af Jordebogen S. 127.
  19. Kongegravene i Ringsted S. 6.
  20. J. J. A. Worsaae har allerede 1841 i Historisk Tidsskrift III. 275 ved Sammenstilling af Lejre og Jellinge udtalt sig om Sagnenes formentlige Overdrivelse af Lejres Betydning.
  21. Om denne Isøretingets Betydning som Rigets Hovedting foreligger der navnlig Vidnesbyrd hos Saxe og Sven Aagesøn, Kilder, der have en særlig Vægt i dette Spørgsmaal. Saxe omtaler det som fælles Hyldningsting for hele Folket ”populus Danorum”, saavel i sine Kongesagn som i Beretninger fra Tider, der ligge hans egen nær, og ligesaa Sven Aagesøn nævner ”consvetudo, ut ad regium inaugurationes in lisore Danorum universa turba conflueret, ut ea in loco, assentientibus omnium civium suffragiis regium nomen rerumque summam obtinerent (Script. Rer. Dan I. qq). Ligesom det synes at fremgaa af Saxes Fortælling om Harald Heins Valg paa Isøreting (S. 569) — ogsaa Kong Niels's omtaler han (S. 615 — saaledes finde vi det bestemt udsagt af Sven Aagesøn, at det var paa dette Ting (“in Hegiæ electionis loco”), at Harald gav Danefolket Love, hvorved Isøretingets Betydning viser sig større end som alene et Hyldningsting. I denne Henseende foreligger der forøvrigt ogsaa andre Vidnesbyrd. Til Isøreting (Danorum concio publica apud portum, cui glaciei freqventia agnomen peperit) henfører Saxe Bisp Popos Mirakel og derved Danefolkets almindelige Antagelse af Kristendommen (S. 498). Sven Tveskjæg stævner (efter Jomsvikinga Saga Kap. 29) den sjælandske og den bornholmske Jarl, Strutharald og Vesete, at møde for sig til Forlig paa Isøretinget, og Saxe fortæller endelig, at det var ”apud celeberrima patriæ concilia” ɔ: paa Isøreting, at Erik Ejegod bekjendtgjorde, at han vilde drage paa Pilegrimsfærd. — Naar vi ved denne Lejlighed se, hvorledes Saxe efter med hine Udtryk at have omtalt Erik Ejegods Meddelelse paa Isøretinget fortsætter: quod quum in Wiberga quoque concione vulgasset o. s. v., synes herved Viborgtingets underordnede Betydning overfor Isøretinget umiskjendeligt antydet (S. H06— 8). Den underordnede Betydning for Sjælands og Skaanes Landsting fremtræder ogsaa hos Saxe, naar han fortæller om den fra Jylland fordrevne Erik Emun, at han ”ob rerum angustias regio apud Isoram nomine insigniri neqviret” og saa maatte nøjes med henholdsvis paa Sjæland og i Skaane at vælges til Konge (S. 645). — Efter Erik Emun taber Isøretinget under Borgerkrigene sin Betydning. Det er ikke klart, om Valdemar blev kaaret paa Isøretinget eller fra Landsting til Landsting, hvad Rigets foregaaende Splittelse gjør sandsynligt. Valdemar lod, medens han levede, sin Søn Knud krone til Konge i Ringsted, men skjønt Isøretinget derved ses at have udspillet sin Rolle, er, som man har ment, vistnok ”Danehoffet”, der fremtræder i det 13de Aarh. at betragte som noget meget Tilsvarende, med visse Forandringer som en Fornyelse af Isøretinget.
  22. Udførligst men uden bestemt Resultat er Spørgsmaalet hidtil behandlet af I. H. Larsen i Kjøbenhavnsposten 1832 Nr. 37 — 38.
  23. Det en almindelig Misforstaaelse, som alt Saxe har gjort sig skyldig i, at Øren og Fjorden har Navn efter ”Is” som her samler sig. Navnet kommer enten af Fisken ”Ise” (oldn. Ísa) ɔ: Kuller eller af ”Is”, Navn paa en Art Flynder (iflg. Jap. Steenstrup).
  24. Ann. f. nord. Oldk. 1863 S. 256 smlgn. f. Ex. Harboøre. — Navne som Bregne-Øre og Bregne-Tange bruges, som Forf. har erfaret ved Besøg der paa Stedet, vexlende om det Næs, der i sin Tid har givet Landsbyen Bregnör i Drigstrup Sogn ved Kjerteminde sit Navn.
  25. Den seneste Forekomst for dette Navn er i de roskildske Bispers Jordebog fra 1370. Her staar ”Isöörn” som Betegnelse for det hele Sogn (Script. R. Dan. VII. 121).
  26. De her anførte lokale Iagttagelser ere optegnede paa den af Forf. i Forening med J . B. Løffler 1874 foretagne Undersøgelsesrejse i Ods Herred for Direkt. f. de antikv. Mindesm. Bev. De praktiske Oplysninger skyldes Lodsoldermand Jensen i Rørvig.
  27. Med Hensyn til Oldtidsminderne i Isøreegnen maa det mærkes, at hidtil intet Jærnaldersfund foreligger, derimod er der oftere i Høje paa Sønder-Vang og Nakke fundet Bronzealdersgrave. Nogle faa Høje ligge paa Nørre-Vangen, en Høj nedenfor denne paa selve Lyngsletten, ”Rumpeliøj” kaldet, kunde snarest fortjene en Undersøgelse.NOTE
  28. At Tingstedets Plads blev paa Sjæland, skyldes som sagt ene denne Øs geografiske Beliggenhed midt i Riget, og det var kun Mændene, hvis Tilstædeværelse krævedes paa Tinge, men ret interessant er det, at den afsides og lidet befolket Egn af Sjæland, hvor Tinget henlagdes, var saaledes beliggende, at selv Sjælænderne saa at sige alle maatte sejle didhen. Hensyn til Befolkningen fra de andre Dele af Riget, der over Havet drog til Tings, lod snarest Valget falde paa en saadan Plads for dette, at de lige kunde lægge til med deres Skibe uden at behøve at drage længere op i Landet, — Heste førte de i alt Fald vel kun i sparsomt Antal med sig. Noget bestemt Tidspunkt for Isøretingets Afholdelse fremtræder ikke, dets Betydning som Hyldningsting for Kongerne viser, at det ogsaa lejlighedsvis kunde indstævnes ved tilfældig indtræffende Begivenheder.
  29. Haralds S. hins hárfagra Kap. 35. (Heimskr.)

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.