Hervarkvadet (NMP)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif


Eddalignende tekster

Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek
Besørget af N. M. Petersen


Oversat af
G. Thorarensen
København
1847


Hervarkvadet


(Bersærken Angantyr og hans elleve Brødre er efter en Kamp, hvori de alle falder, blevet gravsatte paa Øen Samsø. Angantyrs Datter Hervar vokser op hos sin Morfader, Jarlen Bjartmar, med større Lyst til Krig end kvindelig Syssel).

En Gang var Hervar tilstede paa Marken i Nærheden af nogle Trælle, hvilke hun fornærmede som alle andre. Da sagde een af Trællene: “Du, Hervar, vil kun gjøre det Onde, og kun ondt kan man vente sig af dig; derfor forbyder Jarlen alle og enhver, at aabenbare dig, hvem din Fader var; thi han skammer sig ved, at du skal faae at vide, at den arrigste Træl laae hos hans Datter, og du er deres Afkom.” Høilig forbittret herover gik hun til Jarlen og kvad:

1. Vor Berømthed
vil jeg ei prise,
skjøndt hun Frodmars Gunst
fik sig skaffet;
tapper min Fader
før jeg troed',
nu siges mig han var
Svinehyrde.

Jarlen kvad:

2. Løiet er for dig
lave Rygter;
høit stod din Fader
i Heltes Rækker;
mægtig staaer Angantyrs,
med Muld bedækket,
Sal paa Samsøs
sydlige Del.

Hun kvad:

3. Nu jeg ønsker at besøge,
Fosterfader!
Frænder døde;
vældige Skatte vist de eie;
dem skal jeg hente
eller Hel gjeste.

4. Herlig skal jeg
mit Hoved smykke
i hviden Lin,
før jeg heden gaaer;
meget varsler
at i Morgen skal
skæres til mig
Skjorte og Trøie.

Derpaa tiltalte Hervar sin Moder og kvad :

5. Rust mig fra Hjemmet
saa hurtig du kan,
søde Moder!
som din Søn jeg var.
Sandhed mine Drømme
i Søvne mig varsle,
her faaer jeg ikke
Huro længer.1)

(Hervar kommer efter forskellige Eventyr til Samsø og gaar i Land).

6. Truffet har en ung Mø,
i Munarvåg
ved Solens Nedgang,
en Svend hos Hjorden.

Hyrden:

7. “Hvem er du, som ene
til Øen er kommen?
gak du hurtig
Husly at søge.”

Hervar:

8. “Husly at søge
min Hu ei lyster;
thi af øens Folk
jeg ingen kjender;
sig mig hurtig,
før du heden gaaer,
hvor er det Hjørvards
Høie ligge?”

Hyrden:

9. “Ønsk ei det at vide2),
du er uforstandig,
Vikingers Ven!
i Vaade du svæver;
fare lad os hurtig
som vore Fødder mægte;
udenfor Skræk
alt frembyder.”

Hervar:

10. “Halsring jeg dig byder
her til Gjengjæld,
vanskeligt er Heltes
Ven at sinke.
“Ingen kan mig give
saa gode Skatte,
fagre Ringe,
at jeg farer ei.”

Hyrden:

11. “Dum mig tykkes,
den som heden
ene gaaer
i Nattens Mørke,
Ilden spiller,
aabnes Høie,
Jord og Sumpe brænde,
bort lad os ile!”

Hervar:

12. “Ei lad os frygte
for den Bragen,
skjøndt Ild over hele
Øen brænder;
lad ei saa hurtig
hedengangne
Kæmper os skrække;
skal vi samtale.”



13. Da gik Hyrden
hurtig i Skoven
bort, ved Møens
mandige Tale;
men i Hervars Bryst
hæftig koger
bitre Harme,
af ham opægget.

Hervar ved Angantyrs Gravhøj:

14. Vaagn du, Angantyr!
vækker dig Hervar,
eneste Datter
af dig og Tofa;
giv mig af Høien
hvassen Glavind,
som til Svafrlam
smedet de Dværge.

15. Hervard, Hjørvard,
Hrane, Angantyr,
eder alle jeg vækker
under Skovens Røder,
rustede med Hjælme
og hvasse Sværd,
blanke Skjolde
og blodige Landser.3)

16. I ere blevne,
Arngrims Sønner,
mægtige Helte,
til Muld forvandled',
hvis ingen skal
af Eyfuras Sønner
med mig tale
i Munarvåg.

17. Hervard, Hjørvard,
Hrane, Angantyr!
saa være alle eders
Sind beskaffet,
som I mugnede
i Myretue,
hvis ei Sværdet I mig giver,
smedet af Dvalin;
Gjenfærd bør ei skjule
gode Vaaben.

Da svarede Angantyr:

18. Hervar, min Datter!
hvi raaber du saa,
uhørt Fordærv
du iler i Møde;
du raser, Hervar!
og har tabt din Samling,
og vilfarende
vækker du de Døde.

19. Ei begrov mig Fader
eller Frænder andre,
Tyrfing beholdt de
to, som leved',
blev dog dens Eiermand
en omsider.

Hervar svarede:

20. Sig du mig Sandhed!4)
saasandt dig skjerme
Odin i Høien
uskadt, som du ei har
Tyrfing hos dig;
træg er du at yde
eneste Arving
en eneste Bøn.

Da aabnedes Høiene, og det saae da ud, som de stode i lys Lue. Angantyr kvad:

21. Sjunken er Hels Port,
Høie aabnes,
Hele Øens Kyst
i Ildslue staaer,
alt er udenfor
uhyggeligt;
skynd dig, hvis du kan, Mø,
til Skibene hen.

Hun svarer:

22. Brænde kan I ei
saa Baal om Natten,
at jeg frygter eders Flammer;
Skjælver ei Møens
modige Hjærte,
skjøndt hun Gjenfærd seer
gloe i Døren.

Da kvad Angantyr:

23. Siger jeg dig, Hervar!
hør til imedens,
vise Datter!
hvad der vil hændes:
denne Tyrfing vil,
troe mine Ord!
al din Æt, Mø!
ødelægge.

24. En Søn vil du føde,
som siden skal
Tyrfing føre
og troe paa sin Styrke.
Ham ville Folk
Heidrek kalde,
vældigst under Himlen
vil han blive.

Hun kvad:

25. Da vil jeg fortrylle
døde Kæmper,
saa at I skulle alle ligge
døde hos Gjenfærd,
i Gravene raadne;
giv mig, Angantyr!5)
ud af Høien
den for Harnisk farlige
Hjalmars Bane.

Han svarede:

26. Ungmø! du mig tykkes
ei andre Folk at ligne
da du paa Høie
ved Høinat vanker,
med indgravet Spyd
og Sværd ved Siden,
med Hjælm og Skjold
for Hallens Dør.

Hun kvad:

27. En Mand jeg mig tykkes
saa modig som Nogen,
inden jeg besøgte
eders Sale;
giv mig, ud af Høien
den som hader Brynjer;
Dværges Arbeid
dig duer ei at skjule.

Angantyr kvad:

28. Jeg har under Skuldren
Hjalmars Bane,
den er helt
af Ild omgiven;
paa Jorden ingen Mø
saa modig jeg kjender,
at hun tør det Sværd
tage i Haanden.

Hun svarede:

29. Glad vil jeg tage
og gjemme varlig
hvassen Glavind,
hvis jeg det faaer,
ikke jeg frygter
Ildens Flamme,
den sagtnes saa snart
jeg seer paa den.

Han kvad:

30. Dum er du, Hervør!
skjøndt heltemodig,
med aabne Øine
i Ild du dig styrter;
heller jeg dig rækker
fra Høien Sværdet;
unge Mø! Afslag
jeg kan dig ei give.

Da blev Sværdet kastet ud af Høien i Hervørs Hænder. Hun kvad:

31. Vel gjorde du
Vikingers Søn!
da du af Høien mig
Heltesværdet gav;
bedre mig huer,
Hersker, din Gave,
end om jeg havde
hele Norge.

Han kvad:

32. Ei du veed,
ussel i Tale,
dumme Kvinde!
hvad dig Fryd avler.
Hin Tyrfing vil,
hvis mig du troer,
din Æt, o Mø!
helt ødelægge.

Hun svarede:

33. Paa hurtige Snekker
nu jeg haster bort,
nu er Fyrstens Datter
ved freidigt Hu;
lidet jeg frygter,
du Fyrsters Ætling!
hvad senere mine
Sønner skal hænde.

Han svarede:

34. Du skal den eie
og ynde den længe,
hold du kun skjult
Hjalmars Bane;
rør ei dens Egge,
med Edder befængte.
Farligere er Sværdet,
end de fleste Meen.

35. Far vel, min Datter!
flux jeg giver dig
tolv Mænds Styrke,
hvis mig vil du troe,
Mod og Manddom
og mangt et Gode,
som Arngrims Sønner
sig efterlode.

Hun kvad:

36. Boer I der alle,
bort jeg lyster,
uskadte i Høien!
hurtig bort jeg iler;
selv jeg mig tyktes
svæve i mellem
Liv og Død, da Ilden
omkring mig raste.


Noter:

1. Membranen kortere: Hun kommer en Dag til Jarlen og sagde: Jeg vil bort herfra thi her faaer Jeg Ingen Ro.
2. Spørg du ei derom.
3. Pryded' med Skjolde og blodige Landse.
4. Du taler ei Sandhed.
5. Hvis ei du mig giver.