Hvad der i folkemunde går om Kâkâq. Fortalt af Sâjôk (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq

Fortalt af Sâjôk

I 1884 traf Gustav Holm Kâkâq og hendes mand, Kâjángman ved Akerninaq i Sermilik- fjorden. De var dengang begge ca. 20 år gamle. Kâkâq var en smuk ung kvinde, der ventede sit første barn. Det år (1885) blev Pîsue født. Omtrent et år efter Pîsues fødsel blev hans far Kâjángman dræbt. Senere blev Kâkâq gift med Imâka, med hvem hun fik flere børn, og med ham som stedfar voksede Pîsue op.

En sommer, hvor man lå på fangst på øen Angmâq ved Sermilikfjordens munding, fik Pîsue en hvalros, dyret blev flænset, og parter blev fordelt til de deltagende fangere. Da Pîsue senere skulle hugge tænderne af kraniet, så han, at tungen var fjernet. Der kunne ikke være tvivl om, at en eller anden ville bruge den imod ham ved trolddom.

Der gik da heller ikke lang tid, før han kunne mærke, at noget svævede under ham, særlig var det påfaldende, når han om natten havde lagt sig på briksen. Men Pîsue, der selv var åndemaner, var ikke sådan at komme til livs.

Årsagen blev gransket, og man fandt hurtigt ud af, at det var Imâka, der havde fjernet hvalrossens tunge, og at det var hans hjælpeånder, der svævede under Pîsue for at røve hans sjæl.

Næste forår lå man på fangstlejr ved Ajagítan. Dette forår var af Kâkâq bestemt til at skulle rumme Imâkas skæbnetime.

Med passende mellemrum faldt der mystiske hentydninger fra Kâkâq om, at Pîsue ganske vist havde en hvalros som amulet.

En meget smuk dag med høj sol og havblik kom Imâka roende hjem fra fangst. Han var nået langt ind over den lave klippe, der strakte sig ud under vandet, da en meget stor hvalros uden mindste varsel skød op fra dybet. Imâka nåede lige at vende hovedet bagud, da hvalrossen med et brøl lod hele sin enorme vægt falde ned over kajakkens agterende og samtidig huggede tænderne i skuldrene på ham. Det var, som det hele eksploderede, blodet stod i kaskader, og det rasende dyrs voldsomme kast rejste vandet, så det slog ind over klippen.

Der blev stor panik i lejren, hvor kun kvinder og børn var hjemme. Mændene var på fangst. Så nær ved stranden foregik det frygtelige, at man lige knap nok kunne nå Imâkas ene kajakspids med en lysterstang (ca. 8 m). Nogle kvinder forsøgte da også at stage kajakken ind, men hvalrossen lå ind over fartøjet og huggede løs på det med tænderne, den brølede, og hver gang den pustede med næseborene lige over vandspejlet, stod to blodrøde dampstråler ud af næsen på den.

Omgivet af en krans af bobler sank Imâkas sønderhakkede legeme og kajak. Det sidste, man så af hvalrossen, var en stor rødbrun krop, der krummede sig sammen og kastede sine brede bagluffers vifter i vejret. Trods spredt is og blankt vand så man aldrig mere til hvalrossen.

Hvem, der tog det med ro, var Kâkâq, der stående uden for teltet var vidne til sin mands blodige endeligt, og med ordene: »Det var det, jeg sagde, Pîsue havde amulet af en hvalros«, gik hun ind i teltet.

Snart gik rygtet viden om, at Kâkâq havde ombragt sin mand med en tupilak i hvalrosskikkelse, hun selv havde skabt.

Dette skete omkring 1920 (oplyst af Otto Rosing).

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 285-286, København, 1963.

Næste kapitel ►