Paperqia, Kâkâqs første hjælpeånd. Fortalt af Pîsue (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Paperqia, Kâkâqs første hjælpeånd

Fortalt af Pîsue

Min mor var endnu en lille pige. Dengang boede de ved Qeqertardivatsiaq på sommerlejr.

En ganske tidlig morgen vågnede min mor og opdagede, at hendes mor var borte. Også storebroderen var borte.

Grædende klædte hun sig på for at gå ud og lede efter sin mor og bror.

Svigerinden spurgte: »Hvad vil du?«

»Jeg skal lede efter dem«, svarede mor.

»De startede meget tidligt, du må hellere blive hjemme«, formanede svigerinden.

Men mor hørte ikke efter, hun gik op over fjeldet.

Hun var lige nået op på fjeldryggen bag lejren, da hun mødte en mand, som hun først mente var hendes bror; men det var en fremmed, som hun ikke kendte.

»Hvad er der i vejen?« spurgte den fremmede.

»Jeg leder efter mor og storebror«, svarede mor.

»Måske var det dem, jeg så gå den vej!« sagde den fremmede og pegede mod vest.

»Hvem er du?« spurgte manden.

»Jeg er Kâkâq«, svarede mor.

Mor så op på den store mand og spurgte: »Hvem er du så?«

»Jeg er Paperqia«, svarede manden.

»Hvor bor du henne?« fortsatte mor.

Paperqia svarede: »Deroppe«, og han pegede op mod en fjeldryg.

»Kan jeg besøge jer?« spurgte mor.

Paperqia svarede: »Ja, du må gerne besøge os. Du skal vandre langt fra bopladsen og prøve!« sagde Paperqia.

Det lød mærkeligt, og mor forstod ikke, hvad han mente.

Paperqia pegede derefter over på den anden side af Sermilikfjorden, mod Kakalik og sagde: »Når du grædende vandrer derover, vil du sikkert ikke græde forgæves, de derovre har store evner«. Det lød endnu mere mystisk.

Sammen gik Paperqia og mor op ad fjeldsiden.

Netop som de kom til en fjeldryg, lagdeltes mors syn, og da synet derefter klarede op, så hun, at de stod uden for en husgang, hvis mure var tætnet med kæruldens hvide frøhår. Paperqia gik ind, og mor fulgte efter.

Inde på briksen sad en kone.

Hun spurgte Paperqia: »Hvad vil hun her?«

»Hun prøver at vandre på vidderne«.

Paperqia fortsatte: »Hun græd meget, hun savner sin mor og bror, derfor græder hun«.

Mor sad nu på besøg.

Kvinden på briksen fortalte: »For længe siden havde jeg ellers en mand, men hans udgang blev spærret, og han gik hen og døde«.

Lidt efter sagde kvinden igen: »Paperqia, når hun vil til at gå hjem, må du endelig vise hende vej og passe godt på hende. Hun er så meget barn, at hun kan gå vild«.

Mor sad stadig på besøg, og hun havde siddet længe, da hun omsider tænkte på at gå. Hun havde knapt tænkt tanken til ende, før konen sagde:

»Paperqia, nu tænker hun på at gå hjem, du må endelig passe på hende og følge hende på vej«. Det var, som om konen havde læst hendes tanker.

Mor gik ud ad husgangen, Paperqia fulgte efter. Sammen gik de ned ad fjeldet mod bopladsen.

De havde gået længe, da de fik udsigt over teltlejren.

Paperqia sagde til mor: »Nu forlader jeg dig, gå nu ned til jeres telt«. Derpå udpegede han teltet, hvor mor hørte hjemme.

Før de skiltes, hoppede Paperqia rundt om mor, og idet han hoppede rundt hende for tredie gang, rørte han ved hende og sagde: »Så, nu må du gå derned«.

Mor gik ned ad fjeldet, og hun glædede sig til at komme hjem og fortælle alt om sine oplevelser. Men lige så snart hun kom imellem folk, glemte hun fuldstændig, hvad hun havde oplevet. Inde i teltet sad hendes mor.

Mor sov snart ind efter dagens tur. Midt om natten vågnede hun op. – »Hov, det må jeg fortælle om i morgen«. Hun faldt igen i søvn. Næste morgen erindrede hun ingenting. – Sådan gik det længe. Hver gang mor kom i tanker om sine oplevelser, glemte hun det lige så hurtigt, og det endte til sidst med, at hun aldrig fortalte noget om sit møde med Paperqia og hans mor.

Paperqia blev mors første hjælpeånd.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 286-288, København, 1963.

Næste kapitel ►