Hvam-Sturlas Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


HVAM-STURLAS SAGA
(1148-1183.)

Torgils hed en mand, sön af Odde, han var en stor hövding. Han boede på Stadarhol i Saurbø (1). Hallbera var hans moder, datter af Are på Reykjaholar. Han var gift med Kolfinna, en datter af Hall Styrmeson fra Asgeirså i Videdal. Følgende af deres börn nåede den voksne alder: Odde og Einar; Hallbera, som var gift med Gunnstein Toreson, som boede på Einarsstad i Reykjardal på nordlandet, var deres datter; en anden var Valgerd, som var gift med Torhall Finnsson i Fljotsdalsherred i Østfjordene, den tredje var Alov, som var gift med Snorre Kalvsson, som boede på Mel i Midfjord; den fjærde Alvdis, som var gift med Örnulv Kolleson fra Snefjæld i Isafjord; den femte Yngvild, som var gift med Halldor Bergsson; den sjette Ingebjörg, som var gift med Bödvar Börksson; den syvende Gudrun, som var gift med Halldor grubefod, som boede i Fagredal. Odde Torgilsson opfostredes i Odde hos Sæmund Sigfusson og blev en kundskabsrig mand. Einar Torgilsson opfostredes hos Torgeir Sveinsson på Brunnå; Vidar hed Torgeirs sön. Vermund den rige boede på Hol i Saurbø; han var gift med Turid Starredatter. Torbjörn hed deres sön, men de to døtre Tora og Torbjörg, som var gift med Are, en sön af Einar Areson. Tora var gift med Torgils Simonsson; deres sonner var Gunnlaug præst, Jon, Vermund og Torgeir. Da boede på Stad i Hrutafjord Skeljung Helgeson; han var gift med Torgerd, en datter af Asbjörn den døve. Deres börn var Helge præst, Narve og Torlaug, som var gift med Jon Torgilsson.

Lovsigemanden Snorre Hunbogeson (2) boede på Skard på Nordre Strand (3). Hans moder var Yngvild Hauksdatter; hendes moder hed Torgerd, hendes moder Yngvild, hendes moder var Olav Höskuldssons datter Torbjörg. Höskulds moder var Torgerd, en datter af Torstein den røde, sön af Olav den hvide, sön af Ingjald. Ingjalds moder var Olov, en datter af Sigurd orm i öje (4). Snorre lovsigemand var gift med Yngvild Atledatter; deres sönner var Torgils og Narve, fader til Snorre præst, som senere boede der (5). Alv Örnulvsson boede på den anden gård Fagredal (6). — Birning Steinarsson boede i Tjaldanæs; han var gift med Helga, en datter af Torgeir langhoved. Deres datter hed Sigrid. Birnings moder var Hallfrid, en datter af Birning, sön af Halldor, sön af Snorre gode.

Under Fell på Sydre Strand (7) boede Tord Gilsson. Tords moder var Tordis, en datter af Gunnlaug fra Straumfjord og Torkatla, en datter af Snorre godes sön Halldor. Tord Gilsson overtog Snorrungernes godord efter Måne-Ljot (8). Tord var gift med Vigdis, en datter af Sverting Grimsson. Deres börn var Sturla, Snorre, Tordis og Gudrun. Tord damps sön Hall var huskarl under Fell og tjænte der penge, til han købte en gård i Flekkudal. Han elskede Sturla, da han var lille, og blev hans fosterfader. Hall havde en kone, som hed Gudbjörg; deres sönner var Grim, Snorre og Ingjald. Erlend hed en mand, som boede i Svinaskog; han var gift med Olov, en datter af Torgeir Kaggeson (9). Deres datter var Gudleiv. Erlend døde, men Olov blev boende og ansås for en særdeles smuk og dygtig kvinde. Sturla Tordsson besluttede at tage hende til sig, og de havde 5 börn sammen: Helga og Valgerd var lige gamle, Svein og Turid var også lige gamle; Sigrid hed én datter.


Skegges og Odalriks tvist.

Skegge hed en mand, som boede på Skarvstad, en sön af Gamle, sön af Skegge korthånd, der var en sön af Grette Asmundssons søster Herdis (10). Skegge var en forstandig mand og en anset bonde. Torodd hed Gamles anden sön; han boede i Tjodulvshavn, og var en velstående bonde, hans sön hed Vilmund. Gamles tredje sön hed Einar, som boede i Midfjord; han var gift med Sigrid Kalvsdatter, en søster til Snorre. Desuden hed en datter af Gamle Helga, som var gift med Torarin Kroksfjord; deres sönner var Jon, Torstein og Odd, de var store og stærke mænd. Da boede i Hvam præsten Torkel, en velstående bonde (11); han var gift med Torunn Ormsdatter. Deres sönner var Gudmund og Bjarne; de var dygtige mænd. Men da Torkel døde, forbrugte de to brødre deres midler, og de solgte gården til Bödvar Börksson. Gunnfard hed en udenlandsk præst; hans börn var Asulv, Odalrik (12) og Margret; de var flinke folk, som arbejdede for betaling om somren.

Nu er at fortælle, at Odalrik tog tjæneste hos Skegge Gamleson. Om somren hændte det, at 6 alen lærred forsvandt for Arnora, Skegges kone; men Skegge mente at vide, at Vigdis, Odalriks frille, havde dem; hun var en upålidelig kvinde og var dengang vesterpå i Saurbø ved tangstranden (13) og boede i fårehusene, der hørte til Hvitedal. Skegge søgte en samtale med Odalrik og sagde: »således forholder det sig nu, at der er forsvundet noget lærred, og jeg formoder snarest, at du og din kvinde har det i eders besiddelse og er skyld heri; jeg vil bede dig sige mig dette i fortrolighed, og sagen skal da ingen vanskeligheder med- føre«. Odalrik svarede og sagde, at han ikke havde væntet sig sådanne ord af Skegge til lön for det arbejde, som han udførte for ham. Skegge spurgte: »vil I forpligte eder til jærnbyrd«? Odalrik svarede, at det vilde han gærne, og dette vedtoges, men Skegge tilföjede, at han ikke vilde have ham i sin tjæneste, för han havde renset sig for beskyldningen. Odalrik sagde, at han havde ingen lyst til at bære jærn, hvis han skulde miste sin tjæneste. Skegge svarede: »derfor skal man holde sig fra ugærninger, at de tager en dårlig ende«. Skegge havde mange venner og stod fast på sin ret, selv om han fik med stormænd at göre; derfor vakte sagen uvilje, ti alle Torgils Oddesons frænder mente, at enhver burde give efter for dem, og Odalrik var knyttet til dem. Nu begav Odalrik sig til Odde Torgilsson og fortalte ham, hvilken beskæmmelse der var tilföjet ham og bad ham om hjælp. Odde svarede, at han ikke ret vidste, hvad slags mand han var i henseende til troskab og andre ting, om man turde dömme efter hans udseende og legemlige dygtighed. Odalrik sagde, at herom var det vanskeligt at afgöre noget. Odde afslog dog ikke beskyttelsen. På denne tid havde Odde nedsat sig på Skard på Nordre Strand, men hans broder Einar boede i Tunge i Sælingsdal.

Samme sommer mødtes på tinget Torgeir Halleson og Sturla Tordsson, og Sturla friede til hans datter Ingebjörg. Torgeir optog denne sag vel og rådførte sig med sine venner; han vidste af omtale om Sturla, at han var en betydelig mand, ætstor og med gode udsigter som hövding. Udfaldet af sagen blev da, at Sturla fæster sig Ingebjörg på dette ting. Hun var en af Islands smukkeste kvinder på den tid. Hun havde været gift med Helge Eriksson, og Einar hed deres sön; han var da tre år gammel. Ingebjörgs moder var Hallbera, Einar Aresons datter. Torgeir boede da i Krossanæs i Øfjord og var en stor hövding. Sturla drog derhen til sit bryllup på nordlandet og med ham Torgils Oddeson og hans sön Einar og Magnus præst, 30 tilsammen og havde et godt følge; hans fader var da svækket af alder og blev hjemme. Ingebjörg fulgte nordfra med Sturla og de tilbragte vinteren under Fell. Om høsten ved Mattiasmesse var repp-møde i Hvam (14) og der kom mange folk tilstede. Odde Torgilsson var kommen på besøg der; om dagen mellem gudstjænesterne skulde man forhandle mödesagerne og man havde taget plads i stuen. Odde sad i höjsædet, Skegge Gamleson sad i den indre del af stuen på den fornemste bænk. Man væntede på Bödvar Börksson, men han kom ikke ind. Odalrik var kommen der og slentrede omkring på gulvet; men da han kom foran Skegge, drog han en økse frem under kappen og huggede ham i hovedet, så at øksen sank i, idet han sagde: »således kan jeg bære jærn«! Skegge sprang op ved hugget, men satte sig straks ned igen. Odalrik løb straks til dören og ud. Men Bödvar Börksson havde stået udenfor dören og lukkede den i efter ham, da han løb ud. Han løb op i fjældet og vestpå over heden. Da sagde Odde Torgilsson: »dette er en sørgelig tildragelse«. Skegge svarede: »men ikke langt fra hvad I kunde ønske«; ikke véd man, at han ytrede flere ord, og såret viste sig straks dødeligt. Da Skegge var Tords og Sturlas tingmand og ven, overtog Sturla søgsmålet og sagde, at det sömmede sig ilde, at snigmordere overfaldt folk. Til Odalrik hørtes i begyndelsen intet.

Næste vinter efter jul holdtes der skindleg (15) under Fjæld. Der var kommen en nordlandsk mand, som sagde, at folk der nordpå i Øxarfjord talte om, at her vestpå måtte der være dygtige legere, ti der var (herfra) kommet til dem en mand, som var leder af legene; om foråret var han rejst til Østfjordene. Sturla spurgte, hvad han hed. Gæsten svarede, at han havde et underligt navn, og ligeledes hans fader. Da nævnte Sturla navnene Odalrik Gunnfardsson. Gæsten svarede, at, således havde han kaldt sig, og sagt, at præsten Brand Ulvhedinsson havde sendt ham til Østfjordene til Torhall Finnsson. Sturla sagde, at nu lettedes eftersøgningen, og om foråret efter påske rejste han nordpå til Øxarfjord i forretninger. Da han var i Skagafjord ved Vallalaug (16) kom præsten Brand Ulvhedinsson der. Sturla søgte en samtale med ham og spurgte, om han var skyldig i drabsmandens underhold og hvorledes han tænkte at bære sig ad, — »vi vil med besindighed forhøre os desangående«. Han indrömmede sandheden, — »men nu står det således, at du skal få alt at vide om hans færden, og jeg ønsker, at du skal alene afgöre sagen mellem os«. Sturla sagde: »dette har du måttet göre, jeg forstår fuldt vel, hvad der har bevæget dig, og heri har Odde Torgilsson og mange andre, hvem jeg ikke vil nævne, haft del«. Han mente nu at vide nöje besked med, hvem der havde hjulpet Odalrik med råd og dåd, og der begyndte at komme skår i venskabet mellem ham og Odde. Denne sag kom for retten på tinget om somren, og Odalrik blev fredløs, uden at man forsøgte at hindre det, men man skaffede ham ud af landet i Østfjordene. Derefter stilledes der forespörgsel om, hvad folk vilde byde for den drabsmanden ydede bistand og anslag mod den dræbtes liv; ved brave mænds mægling kom det dertil, at der tilsammen bødedes 30 hundred (17).

Samme sommer lod Torstein Asbjörnsson og hans sön Erik sagsøge Gils, en sön af Tormod og Gudrun Gilsdatter, Tord Gilssons søster, fordi han havde börn med Asny knar-bringe, Torstein spurvs søster. Gils' og Asnys sönner var Håmund og Sigurd. Sturla bad om, at man vilde tage mod bøder for hans frænde, men det afsloges og sagerne kom for domstolen. Da søgte Sturla sig bistand og erklærede det nødvendigt, at hans frænder ingen overlast led, og folk lovede ham hjælp. Derefter gik han til domstolen og denne splittedes. Herpå sagde han: »nu gælder de samme tilbud som för, at for vor frænde skal penge blive fremlagt til fyldestgörelse, ti her vil vi ingen uretfærdighed begå«. Da tilstodes dette, men domstolen blev ikke sat, för end sagen var forligt og bøder uden fredløshed modtagne. Dette var for Sturlas vedkommende den förste begyndelse på de retssager, som han kom til at føre med folk.


Sturla køber Hvam. Einar Torgilsson bliver hövding.

[1151] Da man kom hjem fra tinge, opsøgte Sturla Bödvar Börksson og sagde, at han vilde købe hans gård af ham, og at den havde han især lyst til. Bödvar gav ham adgang hertil, og de blev enige om betingelserne. Derefter bosatte Sturla sig i Hvam og drev denne gård til sin alderdom; men Bödvar flyttede til Sælingsdals-tunge. På den tid flyttede Torgils Oddeson til Tingøre på nordlandet (18), men hans sönner overtog gården Stadarhol og godedömmet. Næste vinter var der megen sygdom. Da døde Odde Torgilsson, hvad der ansås for et stort tab, da han var en klog og meget veltalende mand; han døde barnløs. Da døde også hans søster Alvdis, og samme vår døde deres fader Torgils. Einar arvede da gods og godedömme og blev hövding, ti han støttedes på mange måder, ved frænder, besvogrede og venner, som hans fader Torgils havde skaffet sig; han manglede heller ikke iver og dristighed, men han var ingen lovkyndig mand og læspende i sin tale. Det berettes, at Vermund den rige døde og hans sön Torbjörn tog arv efter ham; han var en meget kvindekær mand, som havde mange börn, af hvilke de fleste kun udviklede sig dårlig. Han var gift med Helga Torulvs datter; deres sön hed Olav og var præst.


Einar Torgilsson beskytter en tyvebande.

Yngvild Torgilsdatter fattede ingen kærlighed til sin husbond Halldor, dog gik det nogenlunde tåleligt, så længe hendes fader levede; men siden kunde intet samliv mellem dem finde sted, og Halldor begav sig da på en udenlandsrejse og med ham Torbjörn Vermundsson. Da de kom over havet, foretog de sig en pilegrimsrejse og døde bægge. Da dette spurgtes ud til Island, overtog Torgils og Tora bestyrelsen af Torbjörns börns gods og boede på Hvål (19) Dêr tog præsten Helge. Skeljungsson ophold; han var en forstandig mand, en god gejstlig, med indsigt i mange ting og en udmærket læge. Da ægtede Jon Torgilsson Helge præsts søster Torlaug, men Helge giftede sig med Torgerd, en datter af Halldor grubefod og Gudrun Torgilsdatter. Jon overtog nu gården Hvål, da Torgils og Tora ældedes stærkt. Helge præst førte hus sammen med sin svoger Jon. Torodd Gretteson hed en stor og stærk bonde. Han avlede en sön med Tordis den lögnagtige: hun var tiggerske. Den dreng hed Geir og var en berygtet ugærningsmand, tyv og røver; han var så hurtig til fods, at ingen hest kunde indhente ham. Vidkunn hed en anden mand, han var en sön af Galman og Kort-Lina, han gjorde sig også skyldig i mange forbrydelser; han var lille af vækst og meget hurtig. Tore hed en nordlandsk mand, Torgrim örns fostersön, lille af vækst; han var i følge med Geir, og de gjorde meget ondt.

Det var en gang, at huskarlene fra Hvål var taget ud til øerne, og da de kom tilbage ved ebbetid, fortöjede de deres båd ved Saltholm (20), bar deres sager i land og drog hjem om aftenen. Men om natten kom Geir og hans ledsagere og borttog lævnedsmidler og klæder og alt som der var gemt, så at om morgenen, da Hvålfolkene kom, gik de glip af det forvæntede og var ilde tilfredse med deres rejse. Noget senere om høsten mente Helge præst at have nys om, at Torgeir på Brunnå og hans sön Vidar husede fredløse. Ved vinterens begyndelse, da moserne var tillagte, drog de 10 sammen fra Hvål tidlig om natten; det var nemlig nymåne. De drog til Brunnå, og da de var nær ved gården, kom imod dem 2 mænd, Vidar og Tore den troldkyndige, som intet mærkede, förend Hvål-folkene kom over dem, da de havde måneskinnet i öjnene. De løb op på en isbelagt brink og dækkede sig med våbnene. Men Hvål-folkene slog kres om dem og foruroligede dem med småanfald, samtidig med at man vekslede ord med hinanden. Jon sagde, at det var godt de mødtes og at Tore ikke havde færdedes pænt i bygderne, det var upassende for mænd, som anså sig for noget stort, at stjæle småstumper. Tore svarede han skulde stundum være villig til at skære större stykker. Han havde en økse med fremstående hjörner, som Drab-Stein (21) havde ejet. Han stak med øksen til Jon og ramte ham i bugen; det blev et stort sår. Tore fangede de, men Vidar undslap og begav sig til Stadarhol til sin fosterbroder Einar; han fortalte ham hvorledes det stod, og sagde, at han håbede han vilde skafte ham oprejsning, da de havde leget sammen som börn. Einar lovede at göre det, og sagde, at han ikke skulde behøve at flakke langs strandene. Tore derimod blev ført bunden til Hvål og var bestemt til at dræbes. Tidlig om morgenen kom Einar til Hvål selv femtende, de gik ind i stuen, og man vekslede ord med hinanden. Einar spurgte, om de vilde løslade manden. Helge præst svarede, at det stod ikke således til, at man kunde løslade en tyv og troldkyndig mand, som nu tilmed havde forbrudt sit liv ved sine gærninger. Einar sagde, at man kunde have meget at udsætte på ham som på andre folk, men at han havde vist sig som en mand ved at ville forsvare sig. Præsten svarede, at folk vilde sige, at det var at vise for stor voldsomhed, hvis de bortførte ham, og at det næppe var rådeligt at øge sin anseelse blandt ildgærningsmænd, så at man gjorde sig brave mænd til uvenner. Einar erklærede at ville have manden bort med sig, og enden blev, at han gik hen til Tore, skar båndene af ham og førte ham med sig. Men herefter blev Helge præst aldrig en sådan ven af Einar som för.

Jon lå en tid af sine sår og døde heraf. Tore levede som røver og opholdt sig på forskellige steder. Han og Vidkunn Linason havde en flok om sig; en af deres folk hed Vigfus og var østfjordsk, Geir var der også af og til, og man ymtede om, at de til tider var på Stadarhol, eller Brunnå, eller i Tjaldanæs. Om vinteren för faste, berettes det, kom Hvål-folkene derhen (22) i et antal af 15 eller 16 og angreb dem straks, men de værgede sig i husene. Hvål-folkene troede at vide, at det ikke vilde komme til nogen uvildig afgörelse, hvis Einar fik nys om hvad der foregik, og trak sig tilbage. Birning klagede over, at hans huse var beskadigede, men Hvål-folkene sagde, at der var gyldig grund hertil, da han havde huset ugærningsmænd, og af sligt opstod misstemning blandt folk. Om foråret fangede Helge præst Geir i fårehuset, der hørte til Brunnå; han førte ham med sig op til Hvål og opfordrede til nu ikke at opsætte at hænge ham, for at folk ikke skulde give sig til at tage ham fra dem; dette blev også udført, og han hængtes i Kops-folden bag husene. Næste sommer holdtes hestekamp på Stadarhol. Der var Vidkunn Linason tilstede. Han og Björn Gilsson kom i ordstrid. Vidkunn bebrejdede ham, at han havde ledsaget Hvål-folkene på toget til Tjaldanæs, og forlangte bøder derfor. Björn svarede, at han lagde en stor utilbørlighed for dagen ved at besøge offenlige møder, tyv og ransmand som han var, hvorefter de truede hinanden. Björn sagde, at Vidkunn ikke turde gå imod ham åbenlyst. Da svarede Vidkunn: »pas du nu på«! og stak Björn med øksen Steins-eje foran i bugen, så at han faldt. Men Vidkunn gik hjem til Stadarhol og ind i sydboden (23). Der var Tore til stede, og boden lukkedes nu i lås. Björn døde om natten. Senere skaffede Einar Tore ud af landet, men for drabene blev ingen bøder givne. Vidkunn opholdt sig forskellige steder. Man lagde Einar til last, at han var medvider i Björns drab; men han rensede sig ved ed, dog holdt rygtet sig bestandig.

Det hændtes på Kamb i Kroksfjord — der boede Erik Kjartansson — , at Torarin Kroksfjords sönner Jon og Torstein var kommet derhen for at søge tidsfordriv. Torstein var inde, han havde en frille der, men Jon stod ude ved væggen og talte med Steinunn husfrue. Da red nogle mænd frem for husene, det var Vidkunn Linason og Vigfus; han havde da øksen Steins-eje, men Vidkunn havde et svedjespyd (24), sølvbeslået forneden, et overmåde skarpt våben, hvis skaft var jærnbeviklet. De løb straks imod Jon og sagde, at nu skulde de lönne ham for hans efterstræbelser og forfølgelser, og Vidkunn stak til ham med våbenet; men Steinunn løb ind på Vigfus og holdt ham fast. Jon havde en bredøkse med kort skaft. Han afbødede stikket og greb om våbnet og halede det efterhånden til sig; da vilde Vidkunn drage saks-sværdet (25), men Jon greb fat på ham, og nu mærkedes forskel på kræfterne, så at Vidkunn veg tilbage. Da kom Torstein ud, men foretog sig intet, og da Jon så det, stødte han Vidkunn fra sig så hårdt, at han var ved at falde. Derpå huggede han til ham og ramte ham tværs over panden, og det sår var tilstrækkeligt til hans bane. Dette hug pristes meget af de fleste folk. — Efter disse begivenheder var det den almindelige mening, at bygdestyrelsen havde et andet præg, end da Torgils forestod den, og mange mænd, af dem for hvem meget syntes at stå på spil, søgte sig da bolig andensteds, hvor de kunde vænte sig støtte.


Yngvild Torgilsdatters og Torvard Torgeirssons kærlighedsforhold.

Nu er at fortælle, at med Bödvar, som boede i Tunge i Sælingsdal, gav Yngvild Torgilsdatter sig i bolag; hun var da enke. På den tid opholdt Torgeirs sönner Torvard og Are sig i Hvam hos deres svoger Sturla; de omgikkes meget med Tunge-folkene og mødtes sædvanlig ved den varme kilde (26). Det var om vinteren, at Torvard havde begivet sig til kilden i Sælingsdal, og da han skulde drage hjem, faldt han af hesten og beskadigede benet; han udmattedes af blodtab, og man førte ham til Tunge, hvor han blev tilbage. Yngvild forbandt hans ben og han forblev længe i Tunge for at helbredes, og om foråret var han vekselvis der eller i Hvam. Man talte om, at Torvard og Yngvild gav sig mere af med hinanden end andre folk, men deres venner benægtede det. I løbet af foråret begav Torvard sig til Øfjord, men Yngvild flyttede ud på Medalfellsstrand og bosatte sig på Ballarå. Hun lod sig indrette et sovehus og var ofte og længe der; hun havde om somren en fodskade og kunde intet synderligt tilsyn føre med arbejdet. Men om efteråret, da der var 6 uger af somren tilbage (27) kom der en kvinde, som hed Tordis Leivsdatter; hun var fra Øfjord. Da hun havde opholdt sig her en kort tid, fødte hun et barn, som blev kaldt Sigrid. Men som pigens fader nævntes Torstein Torsteinsson, en nordlandsk mand. Hun rejste om efteråret med barnet nordpå til Øfjord, men ikke desmindre havde folk mistanke og der taltes meget om Torvards og Yngvilds forhold. Og da Einar erfarede dette, forespurgte han sig om sagen hos Torvard og sagde, at han håbede han vilde sige sandheden desangående. Men hertil gav Torvard det svar at nægte alt, og jærnbyrd blev fastsat, således at biskop Kløng skulde skönne over gudsdommens udfald. Grim, en nordlandsk mand, hed den, som bar jærnet. Og da hånden blev løst, var det biskoppens afgörelse, at han var skyldfri (28). Derefter indrettede biskoppen afgörelsen og idömte Einar en bøde, og således endte dette ting.

Samme sommer rustede Torvard sig til bortrejse i Øfjord. Da overdrog også Yngvild Sturla alle sine pengefordringer og han overtog anklage og forsvar i alle hendes sager, som om han var hendes lovlige værge. Derefter rejste Yngvild hemmelig bort til Øfjord på nordlandet, idet hun anlagde sig mandfolkedragt og kortklippet hår, ledsaget af Steingrim Mårssön tykkert. Da købmændene sejlede ud gennem fjorden, lod de sejlet falde, satte en båd i søen og roede over til Galmastrand; der gik Yngvild ombord og drog bort med Torvard. De nåede Norge; da var Inge Haraldsson konge, Og Torvard begav sig til ham, men Gregorius Dagsson (29) tog Yngvild i sin varetægt. Da dette blev bekendt, var det påny den almindelige mening, at Sigrid vistnok var Torvards og Yngvilds datter, og tillige, at bevisprøven var bleven forvansket, samt at Sturla og Ingebjörg havde været Torvards medvidere i denne plan (30). Einar rettede nu sit fjendskab mod Sturla og sagde, at han havde indviklet ham i store vanskeligheder. Næste sommer udtalte Einar til sine venner, at han vilde anlægge sag mod Sturla for denne skammelige opførsel, og dette gjorde han. Han samlede en stor styrke og bragte den sag for retten, at Sturla havde givet Torvard det råd, at han skulde sige at Torstein var Sigrids fader, uagtet Torvard Torgeirsson var det, og således foranlediget urigtig udlæggelse af barnefader og brud på kristenretten; derfor nedlagde han påstand på den ringere fredløshed (31). Sturla tilbød da med ed at ville fralægge sig, at han havde haft del i disse planer. Einar sagde: »skaf 12 mænd med dig til at bekræfte din ed, og da skal jeg ikke forfølge denne sag«. Da man skulde aflægge ed, udtrykte Sturla sig i sin edelige forsikring således, at han havde ikke tilrådet Torvard at angive en urigtig barnefader. Hertil föjede Einar som forklaring: »og ikke været hans medvider«. Da svarede Sturla: »jeg mente ikke, at jeg skulde blive fredløs, fordi jeg ikke røbede slægtninges forseelser, så længe jeg ikke var adspurgt«. Einar sagde, at nu kunde man høre, hvorvidt Sturla havde kendt den falske udlæggelse eller ikke. Og folks mening var, at han vistnok havde kendt den, og hermed var forliget opgivet. Men da den bøde henstod ubetalt, som biskoppen havde idömt Einar, stævnede Sturla sagen angående betalingsterminen ifølge altings-forlig for retten og gjorde fordring på den mindre fredløshed. Bægge sager kom for retten, bægge partier mødte mandstærke, og bægge sager gennemførtes, så at både Sturla og Einar blev fredløse af mildere grad.

Efter tinget samlede bægge parter folk til eksekutionsdommenes udførelse. Da drog Einar til Hvam med halvfjlærde hundred mand, men lod tilbage i Saurbø Rolv Gunnulvsson med 1 hundred mand. Med Einar var Snorre Kalvsson, Torleiv beiskalde fra Hitardal, en öon af Torkel den rige, Hermund Kodransson, Halldor Egilsson og mange andre ansete mænd. Sturla havde også mange folk. Der var Bödvar Tordsson og Povl Bjarneson. Sturla red vestpå til Saurbø med 60 mand, op gennem Tværdal (32) og gennem Tradardal ned i Saurbø, hvor han på Stadarhol afholdt eksekutionsretten. Han red tilbage ad Sælingsdal og ad ridestien udenfra til Hvam; men Einars flok havde lejret sig ovenfor vejen mellem tungærdet og Stekka-mule. Da gik Bödvar med sine mænd hjemme fra gården for at møde Sturla; Einar sprang op og opfordrede til angreb, men Torleiv beiskalde (33) bad ham ikke føre folk i så stor våde, at den aldrig løstes, som vænteligt var, om en så talrig mængde sloges. Mange brave mænd i forening med ham lagde sig imellem, så at man skiltes uden at der skete nogen ulykke. Men da Bödvar og Sturla mødtes, sagde Bödvar, at Sturla havde vist stor forvovenhed i sagen ved at ride fra sine mænd. Sturla svarede, at man ikke vilde ansé ham for jævngod med Einar, hvis han sad hjemme og ikke afholdt eksekutionsdom; det var desuden ikke godt at vide, hvem af dem der vilde sejre.


Einar Torgilssons og Sturlas stridigheder.

[1160]. Nu sad bægge som fredløse den vinter, men næste sommer rustede de sig til tingridt, og Sturla red ad Langevatnsdal, men Einar over Brattabrekka. Da Einar kom sydpå til Karlsdal (34), delte han sine folk og sagde: »således forholder det sig nu, at vi vil forandre plan med hensyn til vor rejse og vende tilbage til bygden, men Alv, Torodd jarls sön, skal overtage mit godedömme (35). Dette kom mange uvæntet, og man mente at kunne forstå, at der måtte være en vigtig grund hertil. Einar vendte om med 25 mand; med ham var Gunnstein Toreson, Eyjulv, Odd Berseson og Vidar Torgeirsson. De spiste nadver på Saudafell og red om natten ind til Hvam. För de red hen til gården, sagde Einar: »nu kunde jeg ønske, at vi tændte rigelig op for dem i Hvam i nat, så at de kunde huske vort besøg«. De fleste at hans ledsagere var også folk, som ikke havde noget mod dette at indvende. Da de kom til Hvam, førte de alle folkene ind i kirken, men ranede alt gods og afbrændte gården; de førte alt med sig vestpå til Saurbø, idet de sagde, at det var deres retmæssige ejendom, som de havde taget i besiddelse. Einar red derefter til tinget selv-niende. Men da Sturla fik bud om disse tidender, sagde han, at én nat havde Einar forstået at fyre ulastelig (36). Dernæst forsøgte bægges venner at bringe forlig i stand og møder afholdtes, da man frygtede farlige følger. Derpå anmodede man biskop Kløng om at dömme i sagen; heri indvilligede Einar og ligeledes Sturla, og för tinget var endt, var alle sagerne forligt på disse vilkår. Men för sagerne endelig afgjordes, forlangte Sturla, at biskoppen skulde aflægge femte-doms ed på, at han fastsatte et for bægge parter lige antageligt forlig (37). Herefter afholdtes et meget talrigt møde i bondens kirkegård (38). Da udtalte biskoppen: »jeg bestemmer for branden og skade på gården 60 hundrede, men for forseelser overfor Einar 50 hundrede, samt at det røvede skal tilbagegives«, hvorpå han aflagde femtedomsed (39). Da sagde Sturla: »jeg agter biskoppens ed lige så höjt som en påskemesse, og sligt kan jeg ikke vurdere i penge, men er os en ære; dog vil de fleste finde udredelserne små og kendelsen ikke indbringende«. Siden drog folk hjem fra tinge og de var forligte af navn; ranene erstattedes for störste delen, men ikke fuldstændig.

Sturla lod husene på sin gård opføre om somren, og för vinternætterne (40) var den genopført og lige så god som för. Sturla og Ingebjörg havde to døtre, Tordis og Steinunn. Ingebjörg blev syg og døde, for denne sag endte. Senere ægtede Jon Brandsson Steinunn Sturladatter, de boede på Reykjaholar; deres sönner var Bergtor, Brand, Ivar og Ingemund. Men Tordis blev gift med Bård, en sön af Snorre, sön af Bård den sorte fra Selådal; deres sönner var Snorre, Peter og Sturla. Noget efter fik Sturla en sön med Gudfinna Sveinsdatter, som hed Björn. Og lidt senere ægtede han Gudny Bödvarsdatter; det bryllup stod i Hvam, og med hende var han gift til sin alderdom.


Einar Torgilsson ypper strid med Sturlas stesön Einar.

Den gang opholdt Einar Helgeson, Sturlas stesön, sig i Hvam; han var nu en voksen mand, og Sturla udbetalte ham hans formue. Det var gården Sælingsdals-tunge med tilhørende besætning. Han bosatte sig da og giftede sig, og ægtede efter Sturlas anvisning Gudny Brandsdatter, en søster til Jon Brandsson. Hun bragte i medgift jorden Kroksfjordsnæs og Kroksfjord-øerne (41). Men det havde nogen tid fundet sted, at Brand havde lånt Einar Torgilsson øerne til at sætte slagtefår i om efteråret, og nu var det kommet så vidt, at Einar Torgilsson mente at have bindende tilsagn om at benytte dem, så længe han boede på Stadarhol, Om høsten lod Einar Ingebjörgsson (42) flytte sine får derud og sagde, at han ikke agtede at lade sig udplyndre af Einar Torgilsson. Men da Einar spurgte dette, sagde han, at man måtte vænte han vilde holde på sin ret overfor sin navne, og at de ikke trættedes ved at forulæmpe ham. Derefter afsendte han Ljufine præst for at flytte hans får ud, men de andre hjem. Da de kom til Kroksfjordsnæs til Eyjulv Hallgrimsson, som var en gammel mand og agtet bonde, bad de ham om et fartöj; han afslog lånet. Da sagde præsten: »uhørt er din opførsel«, og slog ham med øksehamren, så at han fik et kendeligt sår, hvorpå de tog fartöjet og flyttede fårene ud, men de andre til land og drog så hjem.

Da Einar Ingebjörgsson erfarede dette, sagde han, at Einar Torgilsson som sædvanlig viste uretfærdighed og støttede en slet sag; sine får lod han hente og drive hjem. Derpå opsøgte han Sturla og klagede over sin navne. Sturla svarede: »de fleste antager vel, at jeg nu ønsker at undgå retssager med Einar; men jeg vil ikke tåle nogen usømmelighed af ham overfor mig og mine venner« 

Lidt senere rejste Sturla og Einar, 12 i alt, vestpå til gæstebud i Guvudal, og da de drog vestfra, begav de sig ud i Kroksfjord-øerne, hvor de slagtede alle Einar Torgilssons får og slæbte dem sammen i en bunke, hvorefter de drog hjem. Einar Torgilsson overværede et bryllup på Reykjaholar, hvor Bödvar Börksson bortgiftede sin datter Valgerd til Torhall Brandsson. Her hørte Einar om fåreslagtningen og ytrede: »de er da endnu ikke trætte af vore gensidige drillerier«.

Om vinteren efter jul rejste Einar Ingebjörgsson nordpå til Øfjord. Da Einar Torgilsson erfarede det, begav han sig selv-ottende til Tunge; han kaldte til sig Torgeir Grimsson og bød ham anfalde Gudny Brandsdatters fosterfader Loft; han vilde lade dem få at føle, hvad de havde gjort. (43)

Da de kom til Tunge, gik de ind i stuen; man hilste dem og spurgte om nyt; de satte sig ned. Men da Einar så, at Torgeir intet foretog sig, stod han op og gik frem på gulvet. Han var nærsynet og kunde ikke se, hvor Loft sad; han vendte sig da mod en mand, som hed Torulv, og stak ham med et spyd i låret, så at kødet gennemskares og han fik en flænge. Da sprang alle op, som var derinde, og den ene greb fat i den anden. Der var Gudfinna Sveinsdatter (44) tilstede og hun holdt på Einar. Man sendte en kvinde ud til Hvam for at give Sturla besked, medens de kvinder og mænd, som var tilstede, holdt dem fast, og de vilde ikke være slupne bort, hvis Sverting Starreson ikke havde hjulpet dem; han befriede dem, idet han sagde, at det gik ikke an, at her opstod flere forviklinger, og skaffede dem bort. Han var huskarl der. Einar og hans folk drog straks bort, de gik op på mulen (45) og så nordpå langs fjældet, indtil de kom hjem. Da Sturla med sine mænd kom til Tunge, lod han kundgöre de tilföjede sår (46). Han gik henimod Sverting og svingede øksehamren mod hans hoved og sagde, at han fortjænte at blive dræbt. Og det var nærved, at det skete, men det frelste ham, at han var Einar Ingebjörgssons huskarl. Nu mente Einar Torgilsson, at han havde hævnet fåreslagtningen.


Sturla lader en af Einar Torgilssons huskarle overfalde.

Om høsten, fortæller man, kom fra bygden nordpå præsten Torgrim brud-mand med sin kone Olov; hun var udmærket smuk, men han gammel. De kom til Stadarhol. Hall Tjodulvsson var huskarl hos Einar; han sagde, at det skulde aldrig ske oftere, at en gammel mand besmittede en så smuk kvinde, og tog hende fra ham og fratog ham ligeledes hans hest, som hed Måne, en fortrinlig hest. Torgrim forlod Stadarhol ilde tilmode. Han begav sig til Hvam og fortalte Sturla, at man havde tilföjet ham en beskæmmelse, og bad ham om hjælp. Sturla svarede, at i sligt lagde sig ingen overlegenhed for dagen, og at Einar handlede ilde i vedblivende at hjælpe forbrydere og således sætte sin anseelse på spil. Om efteråret var et skib strandet nordpå ved Horn (47); besætningen derfra kom efter at have mistet alt til Sturla og bad ham om hjælp. Han modtog dem hos sig om vinteren. En af dem hed Gjavvald; til ham sagde Sturla: »jeg synes jeg har underholdt dig rigtig godt; nu vil jeg sende dig vestpå til Saurbø under Helge præsts beskyttelse (48), så at han og hans folk kan yde dig bistand, men du skal forsøge at overfalde Hall Tjodulvsson. Han svarede, at han anså sig forpligtet til at göre hvad Sturla forlangte, og begav sig vestpå til Helge præst, hvem han sagde sit ærende. Denne lovede at tage imod ham og han var der en tid. Kort efter kom Hall gående der forbi og tog vejen ned til Mårskelda. Helge præsts huskarle slog følge med ham, men da de kom ud fra gården, kom Gjavvald efter dem og huggede straks til Hall. Hugget ramte den höjre skulder og løb ned langs armen næsten til albuen, så det blev et stort sår. Gjavvald løb da afsted og stansede ikke för han kom til Hvam. Da Einar Torgilsson erfarede dette, kaldte han sine venner til sig og sagde, at han vilde ikke finde sig heri, men nogle indvendte, at ved dette var det ikke let at göre noget. Derefter forlod Olov Stadarhol og begav sig til Hvam, hvor Torgrim tog imod hende. Sturla opfordrede nu Torgrim til at forsøge at få fat i sin hest. Han drog da til Saurbø og passede hesten op, han fik taget den under en snebyge og slap bort med den. Om vinteren kom Einar Ingebjörgsson tilbage fra nordlandet og var ilde tilfreds med, at hans huskarl var bleven såret.


Sturla støtter sin stesön mod Einar Torgilsson.

Sigurd kællingenæse hed en mand, som boede på Laugar i Sælingsdal; han var Einar Torgilssons tingmand. Med ham samlevede Arngerd, Asulv Gunnfardssons datter; hun var en smuk kvinde. Det var en gang, at Einar Ingebjörgsson red over til Laugar og bandt sin hest ved dören. Han gik ind i stuen og talte med Arngerd. Da Sigurd bemærkede dette, skød han bidslet af hesten, så at den løb bort; men kvinderne kom ind i stuen og sagde, at Einar vilde blive nødt til at gå til fods hjem, hvis han ikke tog sin hest. Einar gik ud og traf Sigurd og spurgte ham, hvorfor han gjorde ham en sådan forsinkning. Sigurd var stortalende og sagde, at han passede vel til at løbe og således jage efter sin hest. »Har man hørt mage«, udbrød Einar, »at du tör byde mig en sådan behandling«, og slog til ham med øksen ovenover øret, så at han straks vendte benene i vejret; »ønsker du ét hug til«? spurgte Einar. Sigurd stod op og smuttede ind i forstuen. Men kvinderne holdt Einar tilbage og bad ham begive sig hjem, og det gjorde han. Siden sendte han et bud til Hvam for sige Sturla dette. Einar Torgilsson var på besøg i Asgård (49) hos Erlend præst. Sigurd opsøgte straks Einar Torgilsson og fortalte ham, hvilken vanære han havde lidt, og bad ham om hjælp. Einar lovede at sørge for, at man ikke gjorde sig til vane at overfalde hans tingmænd. Sturla begav sig til Tunge og sammenkaldte bønder, så de blev henved 30 mand. Einar Torgilsson afsendte da Styr Gilsson for at bede bønderne at komme til Asgård. Da Sturla fik dette at vide, sagde han, at det skulde ikke ske. Derpå red Einar til Tunge selv niende. Sturla og hans flok gik ud imod Einar og hans mænd. Da sagde Sturla: »nu har vi fået nok af eders hjemsøgelser; i höj grad føler vi os fortrædigede ved eders foretagender, og kendelig har vi givet efter. Grunden hertil er, at vi ønsker at undgå forviklinger; men nu vil vi være i stand til at tage oprejsning overfor dig«. Einar svarede: »dette besøg er udelukkende af den art, at det ikke skal være eder til nogen skam«, og gav nu gode ord. Sagen afgjordes således, at Sturla skulde dömme imellem dem. Sturla sagde: »jeg bestemmer i erstatning for såret en hest og en treårs okse, at betale nu straks«; og hermed skiltes de. Hall Tjodulvsson var under lægebehandling på Hvål, til han blev rask. Helge præst sagde: »jeg råder dig til at tage til Hvam og henskyde din sag under Sturla, det tror jeg vil hjælpe dig bedst«. Hall opsøgte nu Sturla og sagde, at han ønskede hans afgörelse i sin sag. Sturla svarede, at han vilde give ham oprejsning for det tilføjede sår.


Sturla tager sig af Kjartan, som dræbte Einar Torgilssons fostbroder Vidar.

Halldor hed en mand, som kaldtes hvirvel; hans sön hed Kjartan, han var huskarl hos Uspak i Holt. Gudbjörg hed en kvinde; hun var Skjald-Tords datter. Hun havde levet sammen med Vidar Torgeirsson, men nu var de skilte og hun var tjænestekvinde i Holt. Man sagde, at Kjartan var forelsket i hende. Det hændtes en gang, da de gik fra messe, at Vidar traf dem på vejen. Han løb imod Kjartan og sagde, at det var for galt, at sådan en pjalt lagde sig efter kvinderne, og slog ham til jorden og handlede ilde med ham. Da der forlangtes bod, svarede han: »hvis jeg skal bøde for dette, så vil jeg se at få noget at betale for«. Endnu en gang, da han traf Kjartan og Gudbjörg på alfar vej, slog han ham til jorden og behandlede ham endnu værre end för, og brugte mange hånlige ord til ham. Da Uspak fik dette at vide, krævede han påny bøder, — »og tag hensyn til mig i denne sag, da han er min huskarl og jeg i dig må se en slægtning«. Uspaks fader Odd og Vidars fader Torgeir var brødre. Vidar nægtede at bøde noget, sagde at Kjartan havde været den værste både i ord og gerning, og der opnåedes intet. Det var om vinteren, Magnus-messe för jul (50) at de bægge to begav sig til Hvål til kirke. Da gudstjænesten var endt, tog folk afeted. Vidar gik ud af kirkegården og hjem, men Kjartan fulgte straks efter ham og huggede ham i hovedet, så at det sår blev Vidars bane. Kjartan drog derefter sydpå over heden til Hvam og gav Sturla underretning om såret. Sturla sagde, at nøden havde drevet ham, og tilstod ham nogen beskyttelse. Kjartan var beslægtet med brødrene på Skard Narve og Torgils (51), og derhen sendte Sturla ham. De tog imod ham og skaffede ham ud af landet, idet de betalte for hans overrejse (52).


Sturla overfalder Einar Torgilssons venner Erlend præst og Snorre.

Gils hed en mand, som boede på Medalfellsstrand, han var hverken velstående eller afholdt. Össur hed hans sön; han havde faret til søs og først været nordmanden Gudlaug den riges skibsforvalter, hvorved han tjænte penge, så at han blev en rig mand. Han købte sig gården Budardal på Nordre Strand, hvor han bosatte sig og blev en ansét og hjælpsom bonde, men var dog som oftest lidet rask. Torgils hed en mand, som boede i Kroksfjord, en udygtig mand. Hans sönner var Grim og Skofte. Grim forsørgedes af Alv Örnulvsson i Fagredal, Skofte boede i Kroksfjord og havde mange uforsørgede börn, men få midler og var selv ubetydelig. De to brødre udpegedes som arvinger efter Össur den rige, ti Torkatla Svartsdatter ansås ikke for at have forstand på at bestyre formuen, men var dog den Össur nærmest beslægtede. Josef hed en mand, en sön af Grette, sön af Skegge korthånd, han var en ansét bonde; hans kone hed Olov, datter af Trygve. Deres börn var Odd, Heimlaug og Tordis. Odd Josefsson var lige så nær beslægtet med Össur som Skofte og Grim. Odd var en dygtig mand, der forstod at tale for sig, og Össur anså sin formue for bedst anbragt, hvis Odd fik den; han opholdt sig ligeledes ofte i Budardal, og således også da Össur døde. Da boede præsten Erlend Halleson i Asgård; han var Einar Torgilssons tingmand og trofaste ven, og modtog hans besøg, hvad enten han rejste med flere folk eller færre; han var en velstående landbruger. Han levede sammen med Jorunn Grettedatter. Snorre, Damp-Halls sön, havde taget tjæneste vestpå i Saurbø, ti han havde en kærlighedsforståelse med Kolfinna Torgeirsdatter, Sigurd Höskuldssons kone på Bjarnastad, og blev Einar Torgilssons ven. Men da man påtalte hans ophold i Saurbø, gik han i fællig med Erlend præst i Asgård; han holdt med Einar i hans og Sturlas stridigheder. Da fattede Sturla uvilje til Erlend og Snorre og sagde, at det viste sig, at de vilde være hans modstandere. Det var en gang, at hestene fra Asgård var gået ud over åen (53) Mår Alvsson vogtede får i Hvam, han tog hestene og red dem, men Torleiv Ketilsson, Erlend præsts huskarl, kom til og kastede ham af hesten, og pryglede ham så han var både blå og blodig.

Sturla var reden ud på Stranden og kom hjem om mandagen; man fortalte ham da om Mårs og Torleivs mellemværende. Sturla erklærede det for ganske utilbørligt at slå sagesløse folk og sagde, at sligt ikke vilde føre til noget godt. Derefter lod Sturla holde öje med hvad de foretog sig i Asgård og fik at vide, at Erlend præst og hans folk agtede sig til den varme kilde om söndagen. Efter davre om söndagen drog Sturla og hans sön Svein hjemmefra til badet, og da de kom der, var præsten i badet, Snorre gik op af badet, men Torleiv sad ned og var ved at afklæde sig og agtede sig i bad. De tilföjede straks Snorre et sår og dræbte Torleiv. Da sagde Sturla til Svein, at han skulde anfalde Erlend præst. Han svarede, at det sömmede sig ikke for ham, — »ti han er min dåbsfader« (54). Derpå begav Sturla og Svein sig hjem, og ligeledes præsten. Ketil, Torleivs fader, var Einar Torgilssons tingmand. Han og Einar foretog sig at tillyse drab og sår; de sagde, at her var voldsomhed og fjendskab i höj grad lagt for dagen, og at Sturla som oftest var først til at vække ufred. Næste forår holdtes et møde i den ydre del af Sælingsdal, men uden at folk blev enige. Noget senere kom nordfra Snorre Einarsson (55), og da holdt man atter møde i Sælingsdal. Han tog megen del i forligsmæglingen, erklærede det nødvendigt, at stridighederne ikke fortsattes, og sagde, at bægge parter havde skyld. Da kom man overens om, at hver af de to skulde vælge en voldgiftsmand. Derefter hævede Erlend præst sin husholdning, men Snorre flyttede til Skarvstad.


Einar Torgilsson bemægtiger sig arven efter Össur den rige.

Da Einar Torgilsson erfarede ÖOssur den riges død, drog han ud i Fagredal, og da han kom der, sagde han Grim sit ærende: »jeg ønsker, at du skal følge hjem med mig, men jeg vil overtage de pengefordringer du har i Budardal«. Grim førtes ud af kirken og fulgte med Einar, men Alv sagde, at det skete ikke med hans vilje, — »jeg har underholdt ham, ti mig påhvilede forsørgelsespligten, da Össur var uægtefødt, og derfor anser jeg mig for berettiget til en del af hans arv« (56). Einar svarede, at han ikke brød sig om hvad han sagde, tog Grim — som man fra nu af kaldte Kirke-Grim — i hånden, nævnede vidner og forkyndte, at han ved håndslag og hjemmel lod sig overdrage alt det gods, som var i Budardal, og som Grim var bleven arving til, — »men jeg tilsiger ham ved håndslag til gengæld ophold og forsørgelse«. Derefter begav Einar sig til Skofte og fik af ham håndslag på lignende vis. Senere drog han til Budardal til Odd og sagde, at han vilde udkøbe ham fra alt det gods, som der var, med 60 hundred (57). Odd afslog dette, selv om Einar havde tiltvunget sig sådanne ulovlige fordringer af folk. Da sagde Einar: »jeg har ladet mig fortælle, at du ikke er ægtefødt, og det er vist rettest, at du intet erholder heraf«. Hermed skiltes de. Einar red hjem, men Odd rejste sydpå til Hvam for at træffe Sturla og bad ham om bistand i sagen. Sturla lovede at tage sig af ham. Derpå tilbød Odd Einar jærnbyrd som bevis for at han var lovlig arving, hellere end at han vilde slippe godset mod loven. På den tid opholdt sig hos Einar Mår Gilsson, Vilmund Snorreson, Ivar Össursson, samt Grim og Asbjörn Ljots-sönner. De var blevne fredløse for drabet på Kår Kodransson og Bödvar Grimsson; de kaldtes Skogunger, og havde forud været hos Torstein Gydason i Flatø.


Sturlas stesön Einar støtter Össurs arving Odd.

Om våren efter påske begav Einar Torgilsson sig til Budardal og borttog al den ejendom — lævnedsmidler, varer, kvæg — , som de kunde føre med sig. Odd fastholdt man så længe; Einar bød ham være stille, gik hen til ham og tog en sølvring af hans arm, hvorefter de drog hjem. Derefter opførtes en forskansning (58) omkring gården Stadarhol, hvori kvæget indelukkedes og bevogtedes om natten, medens man om dagen vogtede det ovre under fjældet lige overfor Stadarhol. Odd Josefsson drog straks efter ranet til Hvam og bad Sturla om hjælp, idet han erklærede i höj grad at behøve hans bistand, — »og jeg vil give dig penge for din hjælp«, sagde han. Sturla svarede, at han ikke kunde beslutte sig til at strides med Einar om slige sager, — »men du kan opsøge Einar Ingebjörgsson og høre, om han vil hjælpe dig på fode«. Nu gik Odd til Einar i denne sag, sagde at han var kommen meget til kort, — »og jeg vil betale dig for din hjælp«. Einar vilde først tale med Sturla. Nu begav bægge sig til Sturla; Einar sagde, at han vilde prøve på at gribe ind, »her forekommer mig at ske en uretfærdighed, som sagen nu står, men hvorledes stiller du dig, Sturla«? »Du ved, måg!« svarede Sturla, »at jeg ikke forlader dig i nogen retstvist« (59) Siden efter drog Sturla og Einar med Odd til Budardal og lagde en besætning på gården; de samlede til sig det kvæg, som var blevet tilbage, og ligeledes fik de fra øerne æg og sæler. Dernæst begav Sturla sig hjem, men Einar og Odd var i spidsen for besætningen. — Einar og hans mænd var bedre forsynede med skibe end Buddøleme, og hans folk gjorde derfor ofte den bedste fangst (60).


Einar Ingebjörgsson og Odd kæmper med Saurbø-folkene.

[1170]. Einar Ingebjörgsson drog en gang med nogle mænd til Tjaldanæs og sagde, at han vilde göre Saurbøingerne nogen skade. Da de kom til Tjaldanæs, huggede de hul på tre fartöjer og sagde, at nu kunde det gå lige op mellem dem. De begav sig tilbage langs kysten ved ebbetid; da kom imod dem Mår Gilsson og Bjarne Kalvsson ad den øvre vej over moserne, men Einar og hans folk bemærkede dem ikke, för de var komne forbi; de vendte straks om efter dem og forfulgte dem et langt stykke, men da fik de forspring og hermed skiltes de. Da Einar Torgilsson fik dette at vide, sagde han, at han vilde opsøge Buddølerne, og dette skete; men da bønderne så det, lagde de sig imellem, så de ikke kunde komme til at göre hinanden fortræd. Einar stævnede da sagen om fartöjsbeskadigelsen for retten og drog derefter hjem. Siden red Einar til tings, men den nærmeste tirsdag-nat för tinget drog Einar Ingebjörgsson og hans mænd over fjældet ned gennem Tradardal ovenfor Stadarhol, de sendte to mænd til fjælds, gennem Melådal og ned ad Asolvsstien for at udspejde, hvor det kvæg, der var kommet fra Budardal, befandt sig. De mødte Einar og hans flok i Tværådal og sagde, at kvæget var i nærheden af tunet på Stadarhol (61). De begav sig nu til kvæget; Odd kendte deriblandt den tyr, som var kommen fra Budardal, og derfor troede de, at det var dette kvæg, men i virkeligheden var det dog gård-kvæget fra Stadarhol. De drev kvæget foran sig og tog vejen til Tjaldanæs.

Da Einar (Torgilsson) red til tings, lod han blive tilbage Mår Gilsson og Vilmund. Sturla red også til tings. Vilmund og hans fæller var hjemme og var gåede til bords, men Mår fastede den dag. Da kom Mår ind i stuen og sagde, at der var andet at göre end at spise videre: Einars kvæg var bortdrevet og Buddølerne vistnok komne. Vilmund og hans folk greb straks til våben og forfulgte dem tillige med nogle mænd fra de nærmeste gårde, som så bægge partiers bevægelser. De mødtes vest for åen ovenfor Styrtebæk. Buddølerne var da 16 tilsammen, men Vilmund og hans folk 14. Da de mødtes, kom det straks til kamp, og tidlig på dagen huggede Ivar præst Einar Ingebjörgsson tværs over ryggen og tilføjede ham et stort sår; men Odd gav Ivar præst banehug. Odd Josefsson dræbte Einar Torgilssons huskarl Leiv. Derpå tilföjede Odd Asbjörn »Finnsson« (62) et hug i skulderen og kløvede den ned til siden, så at man så ind i legemet. Så huggede han til Torstein Olavsson og kløvede hans ansigt, så at han faldt der. Asbjörn Finnsson stak med et spyd til Grim, denne faldt ikke, men gik imod stødet, så at odden stod fast i ryggen; han drejede sig, så at spydet løb ud mellem ribbenene, gik derefter imod stødet og huggede med en håndøkse Asbjörn over armen, så at der tilföjedes ham et stort sår. Der faldt Grim og Audun »Tosteson« (63); Steinulv fra Kverngrjot og Einar Sigurdsson fra Bjarnastad var løbet til fra tørveskæring (64). Bjarne Finnsson fik også et stort sår i siden. Sigurd Ingemundsson fik et stort sår. Vilmund Snorreson kom også i stor fare, han veg hen mod åen, stak spydskaftet bag sin ryg ned hinsides åen og slap således ved et spring bort.

Da kampen ophørte og de var skilte, opdagede Buddøleme, at Einar Ingebjörgsson var såret, og nogle vilde da forfølge fjenderne og dræbe dem. Dog tog man den beslutning at begive sig til Hvål til Helge præst, ti det tilrådede Einar, som sagde, at store ting var allerede sket; han måtte bæres fra kampen på et skjold. Hall den røde drog til Hvål og sagde præsten tidenderne. Han drog dem derpå imøde, forbandt Einars sår og førte ham hjem med sig. »Det er mit råd«, sagde han, »at dyrene drives (65) til Stadarhol, da man dog har taget fejl af kvæget, ti nu drejer det sig om noget langt större«. Deri var også Odd enig. Kvæget blev da drevet til Stadarhol. Derefter drog Odd og hans mænd til Budardal og sendte straks en mand til tinget. En hest blev sadlet, og den red Olav Torgeirsson til Lækjarskog; her fik han en anden og den red han til Glystad; derpå en tredje, og den red han til Sturlas bod og berettede ham tidenderne. Da kaldte Sturla sine venner til sig og sagde dem, hvad der var sket. Kort efter kom Sigmund, som Herdis havde sendt fra Stadarhol for at forkynde Einar Torgilsson tildragelserne.


Striden blusser igen op mellem Sturla og Einar Torgilsson.

Nu opstod et stort gensidigt fjendskab, og man søgte sig hjælpere. Med Einar holdt hans frænde biskop Kløng, Gissur Hallsson, Torleiv beiskalde, Snorre Kalvsson og mange andre. Men biskop Brand hjalp sin frænde Sturla; biskoppens fader Sæmund var en farbroder til Sturlas moder Vigdis. Sturla blev også hjulpet af sin svigerfader Bödvar Tordsson, af Torvard Torgeirsson og mange andre. Nogle søgte at stifte forlig, men det førte ikke til noget, og sagerne kom for retten, hvor bægge parter gjorde hinanden fredløse. Da tingets opløsning nærmede sig, forekom det folk ufredeligt, om sagerne i denne tilstand nåede hjembygden. Man forhandlede da og det kom til forlig om, at biskop Kløng og Bödvar Tordsson skulde afsige en kendelse; denne blev straks forkyndt, men Sturla anså afgörelsen for skæv og uheldig. Derefter forkyndtes de dömtes fredhellighed (66) Sturla red bort fra tinget för end Einar. Da han kom hjem, var Einar Ingebjörgsson kommen der og med ham Helge præst, og lidt senere kom Odd Josefsson for at træffe Sturla. Sturla sagde, at det bedste var, at de indgik fælles-bo. Odd erklærede sig villig hertil, og det blev afgjort, at Odd skulde have del i husholdningen på Hvam. Derefter tog Sturla ledelsen at sagerne på alles vegne. Einar Ingebjörgsson, Odd og de andre Buddøler opholdt sig i Hvam det år, og der var da om vinteren 18 fredløse mænd (67). Einar Torgilsson holdt også en stor besætning om vinteren. Der var hans frænde Hall Gilsson, Asbjörn Hevlabjörnsson, Arne Basseson, Torgils Sighvatsson, Hall Tordsson og Torgrim Kolbeinsson; de var alle Einar Torgilssons følgesvende. De anså sig fuldt sikre overfor lige så mange mænd og var ikke bange for at give sig i kast med dobbelt så mange Buddøler. Der løb megen løs tale om mellem folk, men det kom ikke til kamp. Sturla betalte ingen bøder om somren, ti man stolede ikke på hinanden; han havde ladet opføre en forskansning om husene i Hvam.

Einar lngebjörgsson drog ofte om vinteren til den varme kilde selv femte eller sjette. Einar Torgilsson lod hans veje udspejde og fik at vide, at Einar Ingebjörgsson agtede sig næste dag til kilden. Han begav sig da vestfra med 30 mand. Samme dag gjorde Einar Ingebjörgsson sig færdig til en kildefærd selv femte. Sturla frarådede det, — »den slags omstrejfen synes jeg ikke om«. Einar sagde, at han alligevel vilde afsted. Så rustede Sturla sig til opbrud; de var mellem 20 og 30 mænd fuldt bevæbnede. Gils Styrmeson boede da på gården Laugar. Da han opdagede, at Einar Torgilsson havde lejret sig ved kilden med mange folk, løste han sine køer ud og drev dem ned på bankerne (68); han vidste nemlig, at Hvams-folkene agtede sig til kilden. Han kaldte höjt, at de skulde ride tilbage, men af og til råbte han efter kvæget for ikke at vække mistanke. Sturla og hans ledsagere valgte vejen til fjælds og kom til kilden. Der var Einar Torgilsson med sine mænd tilstede, men ingen af parterne angreb den anden; Einar Torgilsson begav sig nu hjem, og Sturla kort efter. Sturla sagde, at han antog, at Einar Ingebjörgsson næppe vilde have følt sig for mandstærk, hvis han var taget afsted selv femte, som han havde i sinde. Han svarede: »du er ofte klogere end jeg, måg (69)«! Fra den tid af var de forsigtigere med deres kilde-besøg end för. Denne vinter kaldte Hvam-folkene Buddøle-vinter.


Einar Torgilsson plyndrer Sturlas svigersön Ingjald.

[1171]. Næste sommer red bægge parter til tings. Da anlagde Einar Torgilsson sag angående forligets overholdelse. Deres venner bestræbte sig atter for at forlige dem, og der blev igen tilvejebragt forlig i sagen. I borgen for Sturla gik ved håndslag hans broder Snorre og Damp-Halls sön Ingjald; han var gift med Sturlas datter Turid og boede da på Skarvstad; da ikendte man Sturla en bøde for brud på forligets overholdelse, men alle de tidligere afgörelser blev bestående. Derpå blev bægges fredhellighed forkyndt. Denne sommer var Torvard Torgeirsson til stede på tinget. Han ytrede, at hans søstersön Einar (70) dér vestpå blev narret frem til dumdristig at stille sig blot, og forlangte, at han fra tinget skulde fölge med ham til nordlandet, og dette skete. Siden drog han udenlands og var hos kong Magnus Erlingsson, vel anset, og ansås for en beleven mand, men han faldt på Ilevoldene (71). Da Sturla kom hjem fra tinget, var han lige så utilfreds med afgörelsen som forrige sommer; han lod heller ikke sin svigersön Ingjald udrede nogen betaling, men tilbød ham ophold hos sig og erklærede det for det forsigtigste; men Ingjald sagde, at han vilde blive på sin gård. Snorre Tordsson betalte heller intet; han mente, at det ikke vilde blive til noget med forliget, selv om han betalte sin del af det fastsatte, hvis noget forblev ubetalt. Han opgav gården under Fjæld, som overtoges af Odd Kroksfjords-sön; men Snorre begav sig til Alv Snorreson på Ballarå og var der om somren. Det var en fugtig sommer og folks hø ødelagdes. Söndagen i vinter-nætterne kom Ingjald til messe i Hvam. Da sagde Sturla til ham: »jeg ønsker at købe beder til slagtning af dig, da det forekommer mig uforsigtigt, at du holder mange beder; jeg har hørt, at Saurbøingerne truer jævnlig dig og din ejendom«. Ingjald trak sig tilbage og tav.

Tirsdagen derefter kom Olav Torgeirsson til Hvam; han var huskarl på Bjarnastad. Sturla fulgte ham på vej og spurgte, hvorhen han skulde. Han svarede, at han havde ærinde op på Kugaldastad. Tidligere havde han været Sturlas huskarl, og nu opholdt sig i Hvam hans broder Asbjörn præst, hans moder Kolfinna Gisledatter og hans søster Cecilia; hun levede sammen med Svein Sturlason. Der var da få mandfolk tilstede i Hvam. Odd Josefsson var rejst nordpå i herredet for at købe håndværksarbejder. Svein og Odd præst var taget over til Dalene. Sturla sagde om aftenen, da han kom hjem: »vor fostersön Olav (72) forekom mig ikke pålidelig, og jeg kan ikke vide, hvad hensigten med hans rejse har været«. Om aftenen kom Svein og Odd præst hjem, samt mange af omegnens beboere. Efter nadver om aftenen sagde Sturla til sin hustru Gudny, at man skulde slå ringdans, og heri deltog de fleste af gårdens folk og ligeledes gæsterne. Sturla sagde, at man skulde se ud af og til og høre godt efter, ti det var stille vejr; man vågede til midnat eller mere, men bemærkede ingen menneske-færdsel. Olav Torgeirsson kom vestpå til Stadarhol og fortalte Einar alt hvad han havde fået at vide i Hvam og ligeledes, at der var få karle hjemme. Einar sagde, at han bragte god besked. Næste aften rustede Einar sig til færd; de var 14 eller 15. Der var Hall Gilsson, Asbjörn Hevlabjörnsson, Arne Basseson, Olav Klakkason, Hall Tordsson, Torgils Sighvatsson, Torstein Tjörveson og Tjostulv Starreson. Einar Torgilsson og hans flok drog om natten vestfra og syd over skrænten, som er øst for enden af den kløft, som ligger øst for ridestien. Der var i skrænten en drive af nyfalden sne, som de brød sig vej igennem. De drog ned gennem Sælingsdal ud forbi Hvam og lige til Skarvstad. Nogle begav sig hjem til husene og løste 13 stykker kvæg ud af stalden; andre begav sig ned til fårehusene og samlede alle de får sammen, som de stødte på, — her var Einar selv med. Han red i en grube, så at hesten styrtede under ham og han faldt af og kom til skade. De drev alt, hvad de fandt, med sig, tog derfra om natten og kom ved dagens frembrud til Sælingsdal.


Sturlas og Einars afgörende kamp. (73).

Det hændte sig på Skarvstad, at en kvinde stod op ved daggry og gik til bönhuset (74). Hun begav sig til kostalden, da hun hørte en ko bröle. Hun så da, at kvæget var borte og kun én kvie tilbage. Hun gik ind og sagde dette til Ingjald. Derefter klædte folkene sig på, tog deres heste og red ind til Hvam. Med Ingjald var Torstein Gunnarsson og Tord Bödvarsson. De kom køerne på sporet og så en af mange mænd trådt sti. Sturla var stået op, straks da det blev lyst, og gik til sin stakkehave; der var hans huskarle tilstede og nedtog en høstak, som om efteråret var bleven gennemvåd. Det var nordenvind og frost. De så tre mænd komme ridende hist ovre fra gården Aker, så hurtig de kunde, og da de kom til tunmarken, kendte de, at det var Ingjald. Da sagde Sturla: »min måg Ingjald ser mig ud til i dag at ville sælge mig bederne«. Ingjald kom til Hvam og fortalte Sturla og hans folk ranet. Sturla sagde intet og gik tiende ind og hen til sin plads, han tog skjold og økse ned. Hans hustru Gudny var vågnet og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: »intet videre, end at Einar Torgilsson og hans mænd har plyndret Ingjald for alt hans kvæg«, og løb med disse ord frem på gulvet og ud. Gudny stod hurtig op og gik frem på gulvet og sagde: »stå hurtig op folk! Sturla er gået ud med sine våben, og Ingjald udplyndret«. Folkene skyndte sig at klæde sig på og rustede sig, men i stor hast. Arne Bjarneson tog et skjold ned fra bræddevæggen, men ingen andre. De havde kun to spyd i alt. Og således drog de da afsted, hver som han var rustet, ud af gården, langs lien, og var to om én hest. Da de kom til Krossholar, var de 19 i alt. De så, at Einar og hans mænd drog op over Ranarvoldene (75). Da sagde Sturla: »jeg vil, at folkene bærer deres økseskafter således, at der ingen is lægger sig på«, og han bad dem göre deres bedste, sagde at nu var der for tapre mænd at vænte enten døden eller stor hæder. De skyndte sig nu fremad af alle kræfter.

Einar og hans mænd så, at man red efter dem. Da sagde Hall Gilsson, og flere støttede hans ord: »det forekommer mig rådeligst, frænde! at lade de unge dyr blive tilbage, men drive det kvæg afsted, som er hurtigere, ti det aner mig, at vi vil få med overmagt at skaffe, hvis vi mødes her syd for heden«. Dertil svarede Arne Basseson og andre af de ivrigste: »vi kan ikke se, at de er flere end vi, snarere noget færre, og det skal være vist, at vi ikke vil flygte, hvor styrken er lige«. Olav Klakkason sagde: jeg er en skarpsynet mand, og det forekommer mig, at de fleste af dem, som rider efter os, sidder to på én hest«. Einar erklærede: »hvert lam skal vi beholde, så længe det kan gå«. Det gik nu sent for dem at komme over åen, ti kvæget længtes efter hjemmet. Da Einar og hans mænd kom over Snorravad, drog Sturla og hans skare over Ranarvoldene (76). Einars flok havde besvær med at nå op over bakkerne, da der lå sne i driver. Einar sagde da til Arngeir Audunsson: »du skal begive dig vestpå over heden (77) og samle folk«, og dette gjorde han. Einar og hans mænd steg helt op på hedeskrænten og fulgte ridestien; da de var komne op, sprang de af deres heste og valgte sig en stilling yderst på brinken. Da var Sturlas flok kommet op til den øverste skrænt og sprang af hestene. Svein Sturlason og Torstein Gunnarsson sprang af og Svein kom forrest; de slog ind på den sti, ad hvilken Einars skare natten forud var kommet vestfra, men hvor der nu ikke fandtes folk. Arne Basseson afskød fra sin bue nogle pile, men ramte ikke. Da Einar og hans mænd så den retning de tog, løb de imod dem, hvor kløften ender; men Sturla steg op på samme sted, hvor Einar og hans mænd forud var draget frem, og da han og hans ledsagere kom op på skrænten, vendte Einar og hans mænd om imod dem. Da sagde Sturla: »vil I slippe kvæget«? Einar svarede: »aldrig så længe vi kan holde fast på det«. Så løb de mod hinanden, og Ingjald gik stærkt frem med hævet økse; men Olav Klakkason huggede straks til ham og ramte ham i venstre skulder, så at øksen trængte ind i brysthulen, og det blev et livsfarligt sår. Asbjörn Hevlabjörnsson huggede til Sturla, ramte skjoldet og kløvede det ned til håndtaget; da rettedes to spydstik mod ham, men bægge ramte i skjoldet. I dette öjeblik huggedes en hånd af Bruse Ljotsson. Omtrent samtidig såredes Torgrim Kolbeinsson. Svein Sturlason og Torstein Gunnarsson sårede ham; han ramtes på to steder i armen, så at den knækkede både ovenfor og nedenfor albuen. Han havde også et stort sår i skulderen. Derefter stak en mand til Olav Klakkason og ramte ham midt på livet; han havde to spydstik og mange andre store sår. Han forlod da kampen og gik op i skråningen og satte sig ned der. Da fik Snorre Hallsson et sår i armen. De to navnefæller Arne Basseson og Arne Bjarneson stod overfor hinanden med hævede våben. Da sagde Arne Bjarneson: »lad os ikke kæmpe mod hinanden, vi har lovet at være venner«. Da lod Arne Bjarneson skjoldet synke ned fra sit ansigt. Men da Arne Basseson så det, svingede han øksen med bægge hænder og huggede til ham: men denne undgik hugget, så at han (78) drev øksen nedad og selv styrtede efter. Da huggede Arne og Tord bægge til ham; det ene hug ramte i hovedet, det andet tværs over hærderne og trængte ned gennem brystet, så der lod Arne sit liv. På samme tid slap Asbjörn øksen, idet han huggede nedefter. og den gled fra ham, og da han vilde tage den, faldt han så lang han var, da grunden hældede. Da huggede Svein Sturlason til ham; han ramtes midt på livet, og der lød et höjt brag. Asbjörn var omgjordet med et saks-sværd, hugget traf hjaltet, og saks-sværdets odd stødte mod jorden. Han stod straks op og var ikke bleven såret. Da fik Einar et spydstik i siden og han mistede meget blod. Torstein Tjörveson trak med sin økse en Sturla-mand til sig, og de huggede løs på ham, medens han lå for deres fødder, indtil han slap ned i kløften under en fremludende snedrive.

Endnu flere mænd af bægge flokke såredes end de her er nævnte. Derefter sagde Einar til Svein Sturlason: »vi vilde gærne, at du tilstod os fred, ti du har jævnlig gjort dit til at bedre forholdet mellem os«. Svein svarede: »min fader råder for freden«. Da satte Einar sig ned, og blodtabet udmattede ham. Hall Gilsson sagde til Sturla: »fred mener vi nu at trænge til«. Sturla svarede: »læg da våbnene ned«. Det vilde de ikke. Sturla sagde så: »fred skal de have«. Da blev der tilstået dem fred, og nu gjorde ingen mand indvendinger imod, at kvæget udleveredes. Som Sturlas ledsagere på heden nævnes hans sön Svein og hans svigersön Ingjald samt dennes to huskarle, endvidere Ingjalds broder Snorre, Præst-Odd, Torgeir Basseson, Tord Eindrideson, Asbjörn Hjortsson, Odd Sveinson, Bruse Ljotsson og hans broder Ingemund, Arne Bjarneson, Hall Gudlaugsson og Atle Tormodsson. Ingjald og Arne Basseson døde straks. Men Olav Klakkason og Torgrim Kolbeinsson fik sakramentet, inden de døde. Torstein Tjörveson lå hele vinteren af sine sår og helbrededes af navn; ligeledes blev alle andre helbredede. Men Snorre Hallsson og Bruse nåede ikke deres fulde førlighed, ti Bruse mistede en hånd, og Snorre fik heller ikke gavn af sin hånd.


Endeligt forlig mellem Sturla og Einar.

Da Sturla drog hjem fra kampen, førte han med sig Ingjalds lig og alt det røvede kvæg. Einar og hans mænd begav sig også hjemad, og i Hvamsdal (79) kom der folk dem i møde. Efter denne kamp sad bægge parter rolige på deres gårde om vinteren. Men de fleste var enige om, at den kamp var afgörende for Sturlas og Einars anseelse. Næste vår stævnedes sagerne til altinget; bægge parter red til tings og forsvarede deres sag. Det gentog sig da, at deres venner mæglede, så at der tilvejebragtes forlig. Jon Loftsson og Gissur Hallsson (80) skulde kende i sagen; og disse kendelser indrettedes som det forekom rimeligst, når forliget skulde overholdes, og ikke så ubilligt som tidligere var skét. Således kom man på det ting til forlig i alle de sager, som havde været folk imellem, og drog derefter hjem og var nu forligte.


Sammenstød mellem Sturla og Torleiv beiskalde.

Tanne hed en mand, som boede i Galtardalstunge; han var gift med Gunnhild Brusedatter, Tords søster. Tordis hed Bruses anden datter. Hun levede sammen med en mand, som hed Torgeir; han benævntes efter sin moder og kaldtes Arnorason; Bödvar hed hans fader. Tordis var ustadig; hun tog en gang på besøg til sin søster i Tunge. Da Torgeir syntes hun var sén til at komme tilbage, rejste han efter hende, men hun var uvillig til at vende hjem. Da ytrede Tanne bonde, at han ikke vilde, at hun mod sin vilje forlod hans hus. Torgeir svarede, at han ikke skulde komme til at afgöre dette, og deres uenighed tiltog nu, indtil Torgeir huggede til Tanne og tilföjede ham et dødeligt sår. Derefter begav Torgeir sig til Sturla og bad ham om hjælp. Sturla svarede, at det var en slet gærning, men at han ikke overfor en tingmand kunde bekvemme sig til at jage ham fra sig. Tanne havde været Torleiv beiskaldes tingmand og frænde. Torleiv overtog søgsmålet efter Tanne og anlagde sag på altinget mod Torgeir til fuld fredløshed. Sturla mente ikke at kunne forsvare denne sag, så Torgeir blev fredløs skovgangsmand; men Sturla skaffede ham om somren ud af landet, i Øfjord på nordlandet.

Ufeig Salgerdsson hed en mand, hvis fader hed Berg. Han var Sturlas ven og hørte til hans husstand; han drog nordpå med Torgeir og rejste udenlands. Næste sommer kom Ufeig tilbage, begav sig til Sturla og var der om vinteren. Torleiv fik dette at vide og erklærede det for meget usömmeligt af Sturla, at han vilde forholde hövdinger deres oprejsning (81). Torleiv samlede om våren folk og drog til Dalene, hvor han gæstede i Asgård hos Bjarne Steinsson. Der sluttede Einar Torgilsson sig til ham, de havde da 3 hundrede mand og drog i stævnefærd til Hvam. Da Sturla erfarede deres rustninger, samlede han folk til sig, men fik et langt ringere antal. Torleiv stævnede nu Ufeig, fordi han havde ledsaget Torgeir. Sturla sagde, at Torleiv ofte havde store ting for, selv om dette ikke kunde sammenlignes med, da han indebrændte biskop Magnus i Hitardal, men selv grædende slæbtes ud af ilden (82) Torleiv svarede: »for ingen har den begivenhed været sørgeligere end for mig; men endnu er vi to ikke komne så vidt, at det er sikkert, at det går den bedst, som anser sådanne tildragelser for betydningsløse (83). Men nu har du nok glemt, at du vilde være bleven dræbt ved din gård som en ræv ved sin hule. hvis jeg ikke havde beskyttet dig (84). Dog det håber jeg, at færre går hovedløse for mig på dommens dag end for dig (85), da du nu ler af dine ugærninger«.

Derfra begav Torleiv og hans ledsagere sig om aftenen til Asgård og gæstede der næste nat med hele deres flok. Den følgende morgen skiltes han og Einar der og drog hver for sig hjem. Kort efter red Sturla selv sjette til Asgård; Bjarne bonde var hjemme selv anden og var i smedjen. Sturla kaldte ham ud og sagde: »jeg tror vi må hæve naboskabet«, og tilföjede, at han ikke vilde finde sig i at hans fjender havde frit gæsteri i Asgård, når de drog ud på slig ufredsfærd, og at en af de to måtte flytte bort. Derefter red Sturla hjem; men Bjarne solgte gården til præsten Erlend Halleson. Om somren red Torleiv beiskalde til tings og bragte sagen for retten; folk mæglede og fik dem forligte. Hver af de to tog en voldgiftsmand, Sturla valgte Bödvar Tordsson, men Torleiv Einar Torgilsson. Disse enedes ikke om kendelsen. Da sagde Bödvar: »det forekommer mig rådeligst at vi kaster lod om, hvem af os to der skal afgøre sagen«, og herpå gik Einar ind. Derpå kastede de lod, og afgörelsen tilfaldt Bödvar. Han ikendte Sturla en ringe pengebod.


Sturlas og Torleivs vedvarende uvenskab.

Noget senere herskede der megen sygdom i bygderne. En aften, fortæller man, kom der en mand til Hvam; han havde arbejdet for dagleje om somren og var nu kommen ude fra Snefjældsnæs, hvortil han tidligere var rejst fra Borgarfjord. Sturla gav sig i tale med ham og spurgte ham om mange ting. Han udspurgte ham først om hans rejse og fik besked. Da sagde Sturla: »er der stor sygdom sydpå i bygden«? Manden svarede, at så var tilfælde. »Kom du til Hitardal«? spurgte Sturla. »Ja«, svarede den fremmede. »Hvorledes befandt Torleiv sig«? spurgte Sturla. »Som vel var, befandt han sig godt«, svarede den fremmede. »Ja«, sagde Sturla, »det kan være, ti da er alle kvaler sparede ham til den anden verden«. Hermed endtes deres samtale, og næste morgen rejste manden videre og i løbet af efteråret helt vestpå i fjordene, hvorfra han henimod vinter kom tilbage. Kort efter vinterens begyndelse kom han til Hitardal. Torleiv bonde var spörgelysten overfor ham og udfrittede ham om meget; »er du kommet fra Vestfjordene«? sagde han. Den fremmede svarede, at således forholdt det sig. Torleiv spurgte, hvorledes åringen var der. Manden svarede, at der var god åring, men stærk sygdom herskede der nu. Torleiv spurgte: »kom du til Hvam?« »Ja«, svarede han. »Hvorledes havde Sturla bonde det?« »Han havde det godt«, svarede den fremmede, »da jeg drog vestpå, men nu lå han syg, da jeg kom vestfra, og var hårdt angreben«. »Det er rimeligt«, sagde Torleiv, »nu har han det dårligt, men dobbelt så slemt vil han få det senere«.


Fjendskab mellem Sturla og Torhall Svartsson.

En mand hed Bjarne Torsteinsson, han var gift med Helga Gelledatter; deres sön hed Torsten dretting (86). Torhall Svartsson hed en bonde, som boede på Holmlater på Skogarstrand, han var gift med Æsa Torkelsdatter; han var en meget rig mand, stærk og ufredelig, og en betydelig mand. Han var Torleiv beiskaldes tingmand og ven, som modtog gaver af ham. Torhall og hustru havde tre døtre, Tordis, Torny og Helga. Torny fik Torstein dretting til ægte; han var da en velstående mand og flyttede til Holmlater med sit gods. Da blev det bekendt, at Torny var bleven gift frugtsommelig og at faderen til hendes barn var en mand ved navn Tord, af dårligt rygte. Torstein dretting kunde også vænte sig et barn, men hemmeligholdt det. Tillige sagde Gudrun Asbjörnsdatter nu, at Torstein var fader til et barn af hende, som da var nogle år gammelt. Da alt dette blev bekendt, lod Torhall ham føle sin overlegenhed og tilegnede sig al Torsteins ejendom, men selv blev Torstein sat til arbejde, og hvis han gjorde indvendinger, blev han udskældt eller pryglet; Torstein var ikke nogen afholdt mand. Torvard hed en mand, som boede ude i Eskegræsø, en anset bonde. En gang ved vinterens begyndelse begav Svein Sturlason sig derud og købte mel af ham for Sturla. Men da melet kom hjem, viste det sig dårligere end man havde væntet. Dette mishagede Sturla, som mente, at Torvard havde bedraget ham. Noget efter begav Sturla sig afsted og opsøgte Torvard og sagde til ham: »jeg vil sætte dig to vilkår; enten stævner jeg dig, eller du skal tage min sön Halldor til dig (57).« Torvard svarede, at han vilde foretrække dette, og således ikke udsætte sig for Sturlas og Sveins fortrædigelser, hvorefter Halldor flyttede derhen. Torvard var en trofast ven af Torhall på Holmlater; da han erfarede dette, begav han sig derhen og førte drengen bort til hans mødrene-frænder, hvor han tidligere havde været, idet han erklærede ikke at ville tåle et sådant overgreb. Torvard sagde, at dette var et venskabsbevis overfor ham, »men jeg ansér det dog for bedre at vise svaghed i denne sag end at bringe mig selv i forlegenhed«. Torhall svarede, at det skulde have sit forblivende derved.

Da Svein erfarede dette, sagde han: »det ser ud til at Torhall vil råde over vore forhold, men ivrig skal jeg være for at göre gengæld«. Sturla erklærede det for öjensynligt, at sådanne folk vilde i strid med dem. Gudny bad dem forholde sig rolige, ti hun og Torhall var venner. Man besluttede da at sende folk til Holmlater og forlange tre vægter (88) fødevarer til købs, og at anmode herom i Gudnys navn; men Torhall svarede, at han vilde ingen fødevarer sælge Hvam-folkene. Æsa rådede til at sælge, men Torhall vilde ikke og han fik sin vilje. Sendebudene kom tilbage til Hvam og berettede Sturla hans ord. Sturla opfordrede Gudny til endnu en gang at prøve sine venner. Kort efter traf Svein Sturlason og Torstein dretting hinanden på Kambsnæs og talte sammen en tid, og det kom på bane imellem dem, at Svein skulde rydde Torhall af vejen, men Torstein betale ham 60 hundreder (89) derfor, og denne overenskomst skulde holdes hemmelig. Næste vår efter påske drog Svein ud til Holmlater selv tiende, de rejste til søs og landede ved Torhals fårefolde. Svein talte til sine mænd: »nu skal I vide mit ærende; vi vil stævne Torhall«. Siden gik de op til gården. Havtor Naddsson var Torhalls huskarl, men ven af Svein, og de havde i sinde at kalde ham ud for at høre stævningen. Torodd og Tord Bruseson gik først hen til indgangen og bankede på dören, men Torhall gik selv til dören og lukkede op, og blev stående indenfor. Da gik Svein og hans mænd hen til indgangen; han nævnte sig vidner og stævnede Torhall, fordi han havde skjult fjærdedelen af sin ejendom og ikke betalt tiende deraf; en anden stævning rettede han mod ham, fordi han havde to forskellige bismere, af hvilke han havde købt på den störste og solgt på den mindste, men bægge var falske; herfor gjorde han påstand på den mindre fredløshed. Han stævnede ham endvidere for, at han havde falsk alenmål, og gjorde påstand på den mindre fredløshed — og for hver af de tre sager tillige på 6 mark. Dernæst stævnede Torleiv Tormodsson ham med fire stævninger, en for hver af tiendens fire dele (90) og gjorde med hensyn til hver del påstand på 6 mark. Da sagde Torhall til Svein: »du vil vel købe mit gods til den værdi, hvormed du har ansat det til tiende«? Svein svarede, at han næppe vilde sælge ham 3 hundred hundreder på borg, når han ikke turde betro ham 3 vægter mad (91).

Derefter drog Svein bort, men Torhall opsøgte Torleiv beiskalde og spurgte ham til råds. Torleiv sagde, at her var to ting at vælge imellem, enten at sælge sin gård og flytte bort der vestfra, eller at forlige sig med Hvamfolkene og til- stå dem selvdom. Torhall spurgte: »vil du da skaffe mig en gård her sydpå«? Torleiv svarede, at det næppe vilde være tilstrækkeligt for ham, og rådede ham til at flytte længere bort. Torhall drog hjem og begav sig kort efter til Hvam og opsøgte Sturla; han overdrog ham selvdom og sagde, at det troede han vilde være bedst for ham, og at han ikke vilde drive denne sag til det yderste. Sturla svarede, at han også anså dette for det bedste for ham. Dernæst spurgte Sturla sin sön Svein, hvad man skulde tilkende sig. Svein mente, at man skulde tildömme sig ikke mindre end 1 hundred hundreder, og sagde, at sligt havde han fortjænt. »Nej«, sagde Sturla, »10 hundreder skal fastsættes, efter at han har henskudt sagen til min afgörelse«, og denne kendelse forkyndte Sturla. Torhall erklærede sig vel tilfreds hermed og lige så hans kone; han betalte straks med gården Langeyjarnæs og tre hundreder i slagtekvæg.

Torstein Torleivsson hed en mand, han havde været i Sturlas tjæneste, men opholdt sig nu hos Torhall; der var et dårligt forhold imellem dem, og Torhall stævnede ham for at have redet hans heste. Han drog da til Sturla og bad ham om hjælp. Torhall sagsøgte ham på tinge til fuld fredløshed, men Sturla erklærede at have optaget ham i sit hus, så Torhall vovede sig ikke til at afholde eksekutionsdom. Siden sendte Sturla ham til nordlandet og afholdt sig ikke fra at yde ham lovstridig hjælp. Nu forøgedes den gensidige utilfredshed. Sturla syntes, at Torhall intet hensyn tog til, at manden havde været under hans beskyttelse, men Torhall anså sig igen for forurettet. Da Torhall fik nys om Sveins og Torsteins aftale (92), opsøgte han en sommer på altinget Torleiv beiskalde og Einar Torgilsson og sagde dem, at han frygtede for at være kommen i en meget vanskelig stilling. Einar sagde: »vilde det ikke ligge nærmest, at Torleiv og jeg ryddede Sturla af vejen, om vi formåede, men du betalte drabsbøderne«? Han svarede, at det vilde han gærne. Men præsten Helge Skeljungsson fik nys om denne rådslagning og fortalte det til Sturla og hans sön. Kalv hed en mand, som boede på Gunnarsstad, nærmest øst for Holmlater; han havde tre sönner, af hvilke den yngste hed Börk. Da deres fader Kalv døde, solgte de to ældste gården til Torhall; efter at Börk var vokset noget til, krævede han gården Gunnarsstad tilbage af Torhall, men Torhall erklærede ikke at ville give slip på gården for hans skyld og svarede temlig afvisende. Börk vejede heller ikke sine ord. Han var Sturlas tingmand.


Torhall dræbes.

Kår hed en mand, som boede der i Dalene; han var et uroligt hoved. Denne mand fik Torhall gjort fredløs; men Kår opholdt sig dog der i Dalene. En gang traf Kår og Svein hinanden, og Kår klagede sin nød for ham og sagde, at han var ilde stedt. Svein indrömmede det og sagde, at mangen mand vilde ikke tåle sligt. En mand hed Alv; han var en fattig bonde. Han havde fæstet sig til hustru en kvinde, som hed Valgerd; deres bryllup skulde holdes på Ketilsstad en uge efter midsommer, og Torhall begav sig til gæstebudet med sin hustru og datter. Om söndagen red han ind til Leidarholm for at overvære en hestekamp. Der var da Svein Sturlason til stede; han havde også et følge med sig, men Torhalls var talrigst, han ledsagedes om dagen af 30 mand. Om aftenen red han ud på Ketilsstad og var der om natten. Svein og hans folk red også ud på Skogarstrand. Der var Börk Kalvsson og Snörts sönner Bergtor og Tjörve samt den fredløse Kår. De red til Gunnarsstad om aftenen til Hedin Bergtorsson. Næste morgen red Börk ind til Ketilsstad for at spejde og krævede da atter jorden af Torhall, så at der opstod en heftig tvist; derefter vendte han tilbage til Svein. I løbet af dagen red Torhall hjemefter, ledsaget af sin kone Æsa og sin datter Helga samt sin måg Halldor Gudbrandsson. Kolbrand hed en mand, som fulgte med ham. De red den nedre vej langs søen. Da Svein og hans folk så deres ridt, red de imod dem, og de mødtes ved søen lige overfor Gunnarsstad. Da Torhall og hans mænd så dem komme, steg de af hestene, og da de nåede hinanden, sprang Svein og hans ledsagere af. Börk holdt Halldor og Svein Kolbrand, men Kår og Bergtor dræbte Torhall, hvorefter Svein og hans ledsagere red ind til Hvam, hvor Sturla tog imod dem alle med undtagelse af Kår, som opholdt sig på forskellige steder.

Torleiv beiskalde overtog søgsmålet efter Torhalls drab og sagsøgte dem på tinge. Bergtor blev fredløs skovgangsmand, Tjörve forvistes fra landet og skulde være borte i tre år; Bergtor fik også adgang til at forlade landet, men for Svein og Börk betaltes bøder. Eksekutionsdommene holdtes i Hvam. Torleiv og Einar Torgilsson hjemsøgte Sturla og havde henved 1 hundred mand; dêr var også mange folk tilstede. Sturla indbød Torleiv med sin flok til davre. Torleiv svarede: »denne sinde kommer jeg ikke på besøg her«; Torleiv og Gudny var beslægtede. Sturla sagde: »du kan modtage indbydelsen til trods for, at Bergtor og Tjörve er her; de skal straks blive bortsendte, hvis I vil være her«. Derpå red Torleiv og hans følge bort, og således endte disse sager.


Sturla og Einar Torgilsson som medbejlere.

Klement Karlsevneson hed en mand; han var bonde og var gift med en kvinde, som hed Helga, en datter af Vincentius Eyjulvsson. Bård hed en mand, son af Alv Örnulvsson. Der gik det rygte, at han forførte Klements kone Helga. En mand hed Kjartan, sön af Torvald; han var Klements frænde. Det var en gang ved en hestekamp på Kleivar i Gilsfjord, at Bård og Helga talte sammen; da kom Kjartan til og tilföjede Bård et sår. Derefter bad Alv Einar Torgilsson om hjælp, men han undslog sig, da han stod Kjartan og hans fader Torvald nærmere; de var hans venner og tingmænd. Derpå henvendte Alv sig til Sturla, og han tog Alv og Bård i sin varetægt og påtalte Bårds sag; det kom derefter til et forlig og Sturla bestemte i bod 25 hundreder. Alv valgte sig så tinglag med Sturla.

Birning Steinarsson og hans kone Helga, datter af Torgeir langhoved, kunde ikke enes, og der foretoges skilsmisse mellem dem; dog havde de en datter ved navn Sigrid. Dernæst ægtede Birning Gudbjörg Alvsdatter, men Helga giftede sig med Torstein Torvardsson og fik med ham börnene Torgeir præst og Ingemund. Gudbjörg og Birning havde en sön, som hed Torleik. Birning betragtede Torleik som sin arving, men hans datter Sigrid gik det kun dårligt. Hun levede sammen med en Hjaltlænding ved navn Erik. Einar Torgilsson købte af hende den forvæntede arv efter Birning, idet han sagde, at Birnings giftermål med Gudbjörg ikke havde været noget lovligt ægteskab. Siden forlangte Einar, at Birning skulde flytte hjem til ham med sit gods, men han vilde da tildele Gudbjörg og hendes sön noget deraf, så meget som han fandt for godt. Det vilde Birning ikke. Han boede da på Heinaberg og havde meget gods. Om høsten sendte Einar sine huskarle ud på hederne for at samle Birnings beder sammen. De drog afeted og drev hjem til Stadarhol 70 beder, som Einar alle lod slagte. Derefter tog Birning til Hvam og opsøgte Sturla; han bad ham om råd og sagde, at han ved håndslag vilde overdrage ham alt sit gods. Det blev aftalt, at Birning begav sig til Hvam og var der, så længe han levede, men Gudbjörg styrede gården på Heinaberg. Således endte denne sag, at Sturla ikke sagsøgte Einar for ranet, ligesom Einar heller ikke gjorde indsigelse mod Sturlas og Birnings overdragelse, og bægge vogtede de på, hvad hver især havde fået.


Brødrene Snorre og Povl fra Vatnsfjord bortfører en kvinde.

På denne tid boede i Vatnsfjord brødrene Snorre og Povl, sonner af Tord Torvaldsson og Sigrid, datter af Havlide Mårsson og Rannveig, datter af Teit, sön af biskop Isleiv (93) De to brødre var fremragende hövdinger. Povl var en ualmindelig smuk og kraftfuld mand. Snorre var lille af vækst, men smuk og klog og en meget dygtig mand.

Da boede på Helgafell præsten Olav Sölveson, en broder til Povl præst i Reykjaholt. Der var til huse en fornem gejstlig, præsten Runulv, sön af Dalk Torsteinsson og brodersön til biskop Ketil; han var en ypperlig klærk. Hans datter var Hallgerd, som var gift med Olav præst; hun var en udmærket smuk kvinde, anselig og i alle henseender dygtig. Det berettes, at Povl meddelte sin broder, at han vilde drage sydpå til Helgafell og bortføre Hallgerd, og sagde, at han vilde have hans hjælp hertil. Snorre sagde, at det sömmede sig ilde at handle således mod ansete gejstlige, og mente at han havde sådanne mænd i sin nærhed, som ikke vilde finde sig i sligt. Povl erklærede at ville vove forsøget. Derpå drog de temlig mandstærke syd over heden og over Bredefjord (94); de kom ved nattetid til Helgafell og gik straks ind i sængestuen. Hallgerd blev tagen op af sin sæng og båren ud; men Olav holdt man fast og Runulv præst, han var stor og stærk. Da var dêr på Helgafell Jorunn Havlidedatter, Vatnsfjordingernes moster; hun havde været gift med Brand Gelleson, som havde bot på Helgafell. Derpå drog Vatnsfjodingerne bort. Dette spurgtes vide og folk syntes, at heri var stor usömmelighed lagt for dagen.

Om somren, da man kom til altinget, blev Jon Loftssons bistand søgt i denne sag; han var en god ven af brødrene Povl og Olav, samt Runulvs og Mödruvoldslægtens frænde (95). Eyjulv den haltes datter Torø var moder til Sæmund, Jon Loftssons farfader, og Runulv præst var sön af Dalk, en sön af Eyjulvs sön Torstein. Vatnsfjordingerne var også på tinget og ligeledes Hallgerd. Da havde Jon Loftssons anseelse nåt sit höjeste og alle vigtige sager henskødes til hans afgörelse. Povl, Runulv og Olav fortalte ham, hvilken vanære de havde lidt, og bad ham om hjælp. Han svarede, at visselig havde man heri vist stor usömmelighed og anmasselse, og lod hidkalde Hallgerd. Da dette var sket, havde Jon og hun en samtale, under hvilken han forestillede hende, hvor ilde sligt sömmede sig, og bad hende vende sit sind fra dette utilbørlige forehavende. »Vi har længe, sagde han, »været gode venner, og jeg vilde gærne, at du kom til en forståelse med din husbond. Selv om du synes der er forskel på de to mænd, da er dog af langt större vægt det dermed forbundne ansvar; denne handling vil få slemme følger, og det er bedre for dig frivillig at træde tilbage, end en tvungen adskillelse, ti du vil ikke længe få nogen glæde heraf. For denne gang vil jeg dog ikke tvinge dig angående dette, men jeg siger dig, hvad det gælder. Hvis du følger mine råd og drager hjem med din husbond af egen fri vilje, da er enden god. Det lover jeg dig, hvis du nogensinde behøver min bistand, at jeg skal være dig en oprigtig hjælper, dersom du nu gör efter mit ønske. Men hvis du afslår dette, da vil jeg aldrig hjælpe dig«. Hallgerd svarede: »det vælger jeg at have dig blandt mine venner«. Derpå foreslog Jon, at Olav præst skulde tage sin hustru til sig, og sagen forligtes.

Kort efter drömte Povl Tordsson, at han var iført en skinnende lærredskjortel, og derefter druknede han i Isafjord, og nogle mænd med ham. Da rådedes drömmen således, at linkjortelen var de store hvide bølger, som væltede sig imod ham. Efter ham blev hans broder Snorre hövding i Vatnsfjord; hans sönner var Havlide, Tord, Torvald og Bård. Hallgerds datter hed Valgerd; hende bortførte Svein Sturlason i Hvam, og deraf opstod megen strid. Da bad Hallgerd Jon om bistand i sagen og sagde, at hun nu vilde göre brug af, hvad han havde lovet hende. Han sagde det var til rede og sendte sin sön Sæmund og nogle mænd med ham til vestlandet. De drog til Borgarfjord, hvor Torleiv beiskalde og Einar Torgilsson stødte til dem, og begav sig til Hvam på stævnefærd. Da Sturla kendte mændene, spurgte han: »er Sæmund der«? »For ham tror jeg nok du kan antage mig«, svarede Sæmund. Sturla sagde da: »du er dog vel altfor forstandig til ikke at vide, om det er dig eller en anden mand«. Derefter stævnede de Svein Sturlason; hele denne sag kom under Jon Loftssons afgörelse på tinget, han rådede ganske som han vilde og ordnede den således, at de fleste var vel tilfredse.


Arvetvist mellem Sturlas svigerfader Bödvar Tordsson og præsten Povl Sölveson.

[1174-80] Povl Sölveson boede den gang i Reykjaholt; han var. gift med Torbjörg Björnsdatter, en søster til Aud-Helga (96) som var gift med biskop Brand. Povls og hans hustrus börn var Brand, Magnus, Torlaug og Arndis. Tore Torsteinsson hed en mand; han var præst og boede i Deildartunge i Nordre Reykjadal (97). Han var en meget rig mand; han havde på rente lejekvæg til en værdi af 1 hundred køer og ejede 10 bebyggede gårde. Han levede sammen med Asny Halldorsdatter; deres sönner var Læg og Led, subdiakonen (98) som omkom på Blåskogahede. Vigdis hed Tores ægtefødte søster, som var gift med præsten Klypp Torvardsson; deres börn var Torvard præst og Kolterna, som var gift med Sturla Tordssons frænde Håmund Gilsson. Torvard præst var gift med Oddny Torvedatter. Torvard præst og Oddny havde mange börn: Arne præst, fader til Are på Lund, fader til Lunde-svendene (99); Snorre præst, fader til Jatgeir præst; Torve præst, fader til Læg præst og Oddny; Gunnar; samt Gud brand. Tore den rige friede til Povls datter Torlaug. Povl svarede, at Tores velstand var ham bekendt; »men da standsforskellen er stor, vil jeg råde for ægtepagten« (100). Siden fuldbyrdedes ægteskabet, med de vilkår, at Torlaug skulde have i medgift 30 hundreder — og dog var det den almindelige mening, at Tore i gaver til Povl og kirken i Reykjaholt udredede lige så meget gods som hun bragte med sig — , men efter deres forbindelse skulde hver af dem eje den halve formue, så stor som den var eller kunde blive.

Efter giftermålet boede de i Tunge 7 eller 8 år; de fik börn, men som alle døde. Dernæst ønskede Torlaug at forlade landet og sagde, at hun under sin svaghed havde lovet en Rom-færd (101). Tore vilde nødig opgive sin sorgfri stilling og var utilböjelig til nogen forandring. Men hun bad ham meget, og for sin kærligheds skyld til hende lod han sig bevæge og gjorde det dog ugærne. Han overdrog sin formues bestyrelse til sin svigerfader Povl præst, så længe de var borte, og den udgjorde 4 hundred hundreder (102). Tore landede nordpå i Trondhjem (103) og opholdt sig der om vinteren. Men næste sommer drog de sydpå til Bergen og var der den følgende vinter. Her fødte Torlaug en sön, som hed Björn. Næste sommer rustede de sig til sønderfærden og gav drengen til opfostring på Mjølkerå kort fra byen (104). Derpå drog de til Rom, og ingen af dem kom tilbage. Somren derefter døde drengen Björn, nær Seljumændenes messe (105). Jon Torhallsson hed en islandsk præst, en sandfærdig mand og bredefjordsk af slægt. Han havde været på pilgrimsgang samme vinter. Han berettede således: at præsten Tore den rige var død i Lukaborg (106) fredag af tamperdagene i lange-fasten, men at Torlaug havde fortsat rejsen til Rom, og på vejen havde han truffet hende, da han kom sydfra; det var efter påske, og hun var da fattig og noget syg. Tore krakke (107) hed en norsk mand, som den gang var på pilgrimsfærd; han fortalte, at han havde truffet Torlaug om somren efter Tores død, nær Mariemesse (108). Da de tidender kom til Norge, var biskop Torlak (109) kommen fra sin indvielse til skibet, hvormed han samme sommer drog til Island, og han bragte disse efterretninger med sig. Nu erklærede præsten Povl Sölveson efter Tore krakkes udsagn om forskellen mellem deres dødstid, at først var Tore død og dernæst drengen; da var, sagde han, Torlaug hans og sin söns arving; men han var, sagde han, hendes arving, og tilegnede sig hele formuen. Bödvar Tordsson (110) var nær frænde af Tore og (hans søster) Vigdis, som endnu levede; han erklærede Vigdis for Tores rette arving, ti hun var den nærmeste ægtefødte slægtning (111).

Bödvar sendte bud til Povl om vinteren og forlangte på hendes vegne jordegods til en værdi af 40 hundreder, og sagde, at det passede sig bedst, at hun blev på en eller anden måde udløst. Povl svarede, at han mente formuen vilde tilfalde ham efter loven, og at han ikke vilde give slip på hvad han med rette ejede. Tores sönner syntes, at der måtte tilfalde dem en arv efter deres fader, og Eyjulv Torgeirsson, som den gang boede i Stavaholt, tilbød dem sin hjælp. Om våren red Bödvar til Tunge tredje påskedag med 60 mand og slog sig ned på gården; derefter tilbød han Povl 60 hundreder af godset; men Povl sagde, at man ikke således kunde lokke ham til at opgive hvad han ikke för vilde indrømme (112). Siden sendte Bödvar bud til sine venner Hermund Kodransson (113) og hans sönner Ketil og Kodran, som da var de dygtigste mænd, i egnen, ved siden af Magnus Torlaksson på Melar; Torlaks moder var Helga Sölvedatter, en søster til Tord, fader til Magnus, fader til Sölve, fader til Povl; Magnus Torlaksson var gift med Valdis, en datter af abbed Rein på Tværå (114). Brand Povlsson opfordrede Magnus til bistand, og Valdis tilskyndede ham ivrig til at hjælpe. Tord Bödvarsson bad også Magnus om hjælp og sagde, at det vilde være bekvemt for ham at støtte hans fader, da de bægge boede i samme bygd (115), men at det vilde falde ham vanskeligt at stå dem imod. Magnus svarede, at han vilde hjælpe Povl, som han først havde lovet bistand. Brand var en stærk mand og stor af vækst; hans broder Magnus var også en kraftig mand, og ofte opholdt der sig hos ham løse og ledige folk, når de var raske mænd. Hans fostbroder var Torarin svade (116), en overmåde stærk mand, og mange andre hans jævninge var på den tid i Reykjaholt. Hövdingerne blev dog enige om ikke at øge vanskelighederne i herredet, men afvænte altinget.

Bægge parter drog til tings om somren, og der holdtes møder angående sagen. Povl opregnede den skade han havde lidt, ved at Bödvar havde forødt meget gods i Tunge, og forlangte erstatning herfor, da han anså ham for med urette at have besat gården. Men Bödvar mente, at Vigdis havde ret til at overtage og bestyre den del af formuen, som hendes broder Tore havde ejet i fællesboet med Torlaug; for at nå et forlig i sagen vilde han dog gå ind på, at Vigdis lige overfor Povl fik en tredjedel af alt godset som sin ejendom (117). Da kom det dertil, at bægge samtykkede i at lade Jon Loftsson dömme. På tinget afsagde Jon sin kendelse, at Povl skulde have alle de jordejendomme, som Tore havde besiddet, og ligeså løsøret, men skulde betale Vigdis 40 hundreder, som Bödvar først havde forlangt; det forekom ham rettest, at Povl gjorde dette for enighedens skyld overfor Tores frænder, uagtet han lovlig besad godset. Povl erklærede sig tilfreds med hans afgörelse, men Bödvar syntes ikke om kendelsen og red tilbage til Tunge, hvor han blev siddende på gården hele det år.

Povl Sölveson havde bortgiftet sin datter Arndis til Gudmund dyre (118), og derfor understøttede han Povl. Næste forår efter påske kom biskop Brand og Gudmund dyre Povl til hjælp med en stor skare folk; ligeledes Torleiv beiskalde og Are Torgilsson den stærke (119), ti Magnus Povlsson var gift med Ares søster Hallfrid. Der kom også Hermund fra Kalmanstunge, som havde været gift med Hallfrid Runulvsdatter, og en mængde af bygdens folk. Nede fra Tunge kom Tord Bödvarsson og opfordrede Povl til at indrömme Vigdis' frænder hæderlige vilkår. Da svarede Gudmund dyre, at Povl havde henskudt sin sag til hövdingen Jon Loftsson og vilde nu rette sig efter alle hans bestemmelser, og det gjorde han for sin præstelige værdigheds skyld og for at store vanskeligheder i bygden kunde undgås, men tilföjede, at Tungefolkene kun lidet havde vist, at de fortjænte at hædres. Derefter drog Reykholtingerne på stævnefærd til Tunge. Bödvar havde ladet opføre en forskansning omkring gården Tunge og havde mange folk der. Der var da hans svigersøn Sturla Tordsson med stort følge, Tord Bödvarsson, Arne Borgnyson fra Holm og Svein Sturlason; de rådslog alle om, hvilken fremgangsmåde man skulde følge, hvis de stævnede dem. Nogle af de voldsomste rådede til, at man skulde anfalde dem. Sturla sagde, at det ikke var rådeligt, overfor en så stor styrke som de havde, men foreslog heller at stævne dem lige så mange gange og bruge som påskud hvad der faldt dem ind. Dette blev bestemt, og bægge parter anlagde sag. Sturla gik hen til Jon Torarinsson, Gudmund dyres broder — deres moder var Turid, Gudmund lovsigemands datter (120) — , og sagde: »god dag, Jon«! En mand spurgte, hvorfor han hilste ham og ikke Gudmund. Sturla svarede, at denne var bekendtest ved ugærninger. Jon var skjald, han kvad:

19.
Fanden er faret i Sturla,
finder sig let til rette —
ham man må jo for husvant
holde, hvor uret voldes.

Derefter red man fra den sammenkomst, og sagerne kom om somren for altinget. Povl lod da på tinget lovlig bevidne tidsforskellen mellem Tores og Torlaugs død, således som han havde för gjort. Men heller ikke denne gang blev de enige, og sagerne ordnedes således, at et forligsmøde i herredet blev bestemt til om efteråret efter Mikaels messe (121) i Reykjaholt. Heri tog mange ansete mænd del. Her var Bödvar Tordsson tilstede og hans svigersön Sturla; folk sad ude på græsmarken syd for gårdens huse og forhandlede om en overenskomst. Bödvar vilde fremdeles, at han og Vigdis skulde have en tredjedel af formuen, og anførte, som tilfældet var, at selv om husholdningen på Tunge havde givet ringe udbytte, havde han dog lagt meget til i mel og slagtekvæg. Men Povl var temlig utilböjelig og talte for sin sag, og afgörelsen trak i langdrag.


Sturla såres af Povl Sölvesons hustru.

[1180]. Povls hustru Torbjörg havde et vredagtigt sind og var meget misfornøjet med denne forhaling; hun løb ind mellem mændene, med en kniv i hånden, og stak til Sturla, idet hun sigtede efter öjet og udråbte: »hvi skal man ikke göre dig ham du helst vil ligne så lig som muligt, og det er Odin (122)!« men i det samme blev hun greben, så at stikket afbødedes og ramte kinden; det blev dog et stort sår. Derpå sprang Sturlas mænd op og svang våbnene. Da sagde Sturla: »anfald ingen mand, för jeg siger, hvem der skal rammes«. Bödvar var også meget ophidset. Da sagde Sturla: »lad folk sætte sig, så vi kan tale om forliget; det er ikke værd at tabe ligevægten for denne sags skyld. Kvinderne har forskellige måder at lægge deres kærlighed for dagen på, og Torbjörg og jeg har længe været gode venner«. Han holdt hånden for ansigtet, gned blodet ud over kinden og sagde: »det står til at vænte, at Povl og jeg enes om vore sager, uden at andre behøver at blande sig heri, og sæt Eder Povl måg«! Da svarede Povl: »visselig vil jeg forhandle om forlig med Bödvar, men dog forekommer mig det, som nu er sket, omtale værdt til udjævning af sagen«. Sturla svarede: »lad folk først tale om forliget mellem dig og Bödvar; dette har intet at betyde, jeg og min måg Povl kan senere tale derom«. Da forligtes han og Bödvar, og Povl opgav da, hvad der hidtil havde været dem imellem, så at sagen afgjordes på den måde, at Bödvar skulde have en tredjedel af det gods, som Tore havde ejet.

Efter dette beredte folk sig til at ride bort, og Povls venner bad ham om, at han skulde tilstå Sturla selvdom i sagen. Han gjorde det ugærne og sagde, at man af Sturla kun kunde vænte sig uretfærdighed, selv om han brugte fagre ord. Dog gik han efter folks opfordring hen til Sturla og takkede ham for den selvbeherskelse han havde vist på mødet. Sturla svarede: »det hører jeg, at det ansés for ligegyldigt, hvorledes jeg bliver behandlet, og jeg kan ikke mærke andet, end at du synes således«. Povl svarede: »hvis det skete derved kan göres godt, så er jeg villig til at lade dig selv bestemme den oprejsning, som du finder passende«. Sturla sagde: »tag dig i agt for, hvis jeg selv skal vurdere mig, at I ikke finder det overdrevent«. Povl svarede: »den forlegenhed, som er hændt, har ikke ramt mig med min gode vilje, og lige så lidt har jeg ønsket dig skade derved, det passer derfor godt, at du afgör sagen; men derom vil jeg bede dig«, tilføjede Povl, »at du ikke kender i sagen, för end rettænkende mænd og vore fælles venner er tilstede«. Derefter overdrog ved håndslag Povl Sturla selvdom, men Sturla til gengæld, at sagen ikke skulde retslig forfølges, og dermed skiltes de.


Sturlas ubillighed.

[1181]. Nu gik vinteren, og næste vår drog Sturla sydpå til Borgarfjord og red i Tunge til Bödvar. Derpå sendte han bud til Povl i Reykjaholt, at han skulde komme til Tunge og høre forligets forkyndelse. Det var korsmesse (123). Da Povl kom, spurgte Sturla: »hvor mange folk vil du medtage i forliget, så at du giver håndslag på deres vegne«? Povl svarede: »mig og mine sönner og min kone«. Sturla sagde: »ikke flere«? Da tilföjede Povl: »Hermund og hans sönner og Torve Svartsson«. Hertil svarede Sturla: »vil du medtage dem, så vil jeg undtage dem, ti nu bærer du vidne om, hvem der har lagt råd op mod mig«. »Det er min tro«. sagde Povl, »at i de anslag har ingen haft del uden den som udførte værket. Men derfor nævnte jeg disse mænd, at ingen viser sig redebonnere til at hjælpe mig end de. Nu vil du vel ikke både undtage folk fra forliget og alene kende i sagen dig til hæder«. Det kom så dertil, at Sturla forkyndte kendelsen og sagde: »hvorfor skulde vi undlade at følge den forstandigste mands, Havlide Mårssons, eksempel, da han kom til skade ved at såres. Nu tilpligter jeg dig at bøde for din hustru Torbjörgs overfald på mig 2 hundred hundreder; det skal være varer og kvæg, guld og renset sølv eller andre gode værdisager« (124). Povl sagde: »visselig har din ubillighed længe vokset, men nu er usömmeligheden dog nåt til det yderste,« og tilföjede at summen næppe vilde blive betalt til første fardag (125). Det var ikke gode ord, som folk, vekslede den dag, og alle fandt det uhørt, at det kunde falde ham ind at bestemme sligt; herefter drog folk hjem.

Povl kaldte sine sönner til sig og spurgte, hvad de vilde foretrække: »man må betænke, at hvis denne sum betales, så vil hele vor formue gå med; nu må I vælge, om I vil løbe den fare at udsætte eder for Sturlas overvold og efterstræbelser, eller I vil søge andres bistand og købe hjælpen for penge, ti de fleste vil mene, at i denne sag kan man ikke blande sig«. De svarede, at de aldrig vilde opgive deres ejendom. Siden sendte Povl sin sön Brand sydpå til Odde, hvor han blev vel modtaget af Jon. Han fremførte da sagen for ham og forklarede ham hele sammenhængen. Jon svarede, at det sömmede sig ilde, at hövdinger med så stor uretfærdighed angreb en så ypperlig gejstlig som Povl var, og sagde, at han på tinge vilde yde ham al den hjælp han kunde. Siden drog Brand hjem og sagde Povl, hvorledes sagen stod. Det led nu mod tinge.

Povl red til tings, ti han var indehaver af Reykholtinge-godedömme; mellem de forskellige flokke herskede stor mistro og agtpågivenhed. Han red til sin bod, men Jon Loftsson gik fra sin bod ud imod ham, hilste ham og bød ham velkommen og sagde: »følg med til min bod«. Povl takkede ham for tilbudet; »men«, tilföjede han, »jeg vil ride til min bod, derimod kan vi holde vore drikkelag i fællesskab, så længe tinget varer«. Dette gjorde de. Kort efter tingets begyndelse opsøgte Bödvar Tordsson Jon Loftsson og sagde, at Sturla havde sendt ham og håbede, at Jon ikke vilde være en modstander af denne sag, skönt sligt sagdes. Jon svarede, at man var gået frem med stor voldsomhed mod Povl, og at det ikke sömmede sig for mægtige hövdinger at yppe strid med gamle og værdige gejstlige; »derfor vil jeg yde Povl bistand«. Bödvar sagde: »det aner mig, at det vil koste nogle af Povls venner hovedet, hvis Sturlas vilkår forringes«. Jon svarede: »folk ved vel, at Sturla ofte er rask til manddrab, men flere forstår at lade mænd dræbe end Sturla alene, og det siger jeg dig, Bödvar! at hvis Sturla lader dræbe én mand for Povl, skal jeg lade dræbe tre mænd for Sturla«. Dermed endte deres samtale. Under hele tinget herskede gensidig mistro. Sturla opholdt sig sædvanlig i sin bod og gik kun få steder, men lod sig underholde hjemme i boden.

Povl præst opsøgte biskop Torlak, og de havde en samtale. Biskoppen sagde: »din og Sturlas tvist forekommer mig ikke at være mellem ligemænd; de er mægtige og underfundige, men du er en fremragende gejstlig. Nu beder jeg dig at være forsigtig og bære våben, så at du kan værge dig, hvis det behøves; ti af dem kan man vænte sig alt«. Povl gjorde så, men ofte lod han sine våben blive liggende, når han gik fra kirke, og det viste sig heri, at han ikke var vant til at bære våben.


Sturla giver efter for Jon Loftsson.

Nu forhandledes der om forlig, og Sturla og hans parti indså, at Jon havde besluttet med kraft at hjælpe Povl efter biskop Brands anmodning. Folk mæglede da imellem dem og bad Sturla, at han skulde henskyde sagen til Jons afgörelse; man kunde da vænte, at dette vilde blive ham til den störste ære, men det var meget usikkert, hvorledes det vilde gå, hvis det kom til strid; de fremhævede, at Sturlas parti havde brudt de aftaler, som Jon bestemte i Tunge-sagen, og derved vist ham mangel på agtelse; de ytrede også, at denne sag så meget mere burde ordnes, som den på en uhørt måde var rejst. En dag da folk i talrig mængde strømmede til lovbjærget (126) gik Sturla frem på forskansningen foran sin bod (127); det var nemlig ofte hans sædvane at holde lange taler om sine anliggender, ti manden var både klog og veltalende; han ønskede også, at hans berömmelse skulde overgå alle andres.

Han talte nu således: »sagen mellem Povl og mig vil være folk bekendt, og ligeledes den beskæmmelse, som var mig tiltænkt, hvis den var kommen til udførelse. og at det ikke skete, skyldtes mere min gode lykke end dens optræden, som handlede. Siden kom det til forlig i sagen og Povl overdrog mig selvdom, men nu hiddrages de ypperste mænd på Island, for at få denne sag afgjort ved voldgift, som för henvistes til selvdom. Hvis der gives tilfælde, hvor folk tidligere har båret sig således ad, kunde dette tages under overvejelse. Af de mænd, som nu har knyttet sig til sagen, nævner jeg først Jon Loftsson, som er den mest udmærkede mand her i landet og som alle henskyder deres sager til. Jeg ved da intet bedre for min anseelse end prøve, hvilken hæder han vil tilstå mig. Det kan være, at jeg ikke har forstand til at vælge hvad der er bedst for mig, men min ære vil jeg søge at bevare«. Da ytrede biskop Brand: »ingen har noget at udsætte på din forstand, men snarere tvivler man om din retsindighed«. Jon svarede, at Sturla ved sine kloge ord havde sørget for manges velfærd; »men«, tilföjede han, »for Povls vedkommende vil bøderne blive nedsatte, ti de var overdrevne, og herom skal man nu have med mig at göre og ikke med Povl«. Herefter gik folk fra lovbjæget og hjem til boderne. För tingets slutning tilbød Jon Sturla barneopfostring (128) og indbød hans sön Snorre og ham selv til kirkedagen (129) i Odde. Derpå fulgte Sturla drengen sydpå og modtog siden anselige gaver af Jon, men bøderne ændredes meget og fastsattes til omtrent 30 hundreder.

Povl præst indbød Jon Loftsson til Reykjaholt, og der var et godt drikkelag. Da førtes tre okser frem; af disse var én 6 år, en anden 9 år (130). Povl sagde: »den lön her bydes er ringere end du fortjæner for din hjælp; men nu skal du vælge, om du vil have denne 6 års okse eller bægge de andre«. Jon så på okserne og svarede: »det dömmer jeg om den 6 års okse, at der næppe findes bedre okse end den, og denne vælger jeg«. Povl sagde: »det er godt, ti denne har alene kostet mig lige så meget som de andre to«. Derefter trak han en guldring på oksens horn og sagde, at hermed skulde følge 10 hundreder i vadmel (131). Jon takkede ham varmt for sådanne vennegaver, og de skiltes med et oprigtigt venskab.


Sturlas sidste år.

Man fortæller, at da Sturla erfarede Torbjörgs, Povl præsts kones, død, lagde han sig til sængs, som han ofte plejede, når han var bekymret. Man spurgte, hvad det skulde betyde. Han svarede: »jeg har nu spurgt de tidender, som forekommer mig alvorlige«. Folk svarede; »vi troede ikke, at du vilde sørge over, at Torbjörg var død«. Sturla sagde: »grunden er også en anden; jeg føler mig ilde til mode, fordi jeg mente, at der altid vilde være anledning til fjendtligheder mod Povls og Torbjörgs sönner, så længe hun levede, men nu går det ikke vel an at forfølge dem, da hun er død«. Da boede på Helgafell Povls sön Magnus præst og Hallfrid, datter af Are frodes sön Torgils; hun var en særdeles dygtig kvinde. Sturla døde i sin alderdom på Hvam; men Gudny boede der længe efter. Einar Torgilsson døde 2 år efter Sturla, som senere skal beretttes (132).

---

Mange sagaer bliver nu samtidige (133), og man kan dog ikke på én gang nedskrive dem alle: biskop Torlak den helliges saga (134) og Gudmund Areson den godes, indtil han blev viet til præst (1185); Gudmund den dyres saga begynder 3 år efter Sturlas død (altså 1186) og ender, da biskop Brand er død; da viedes Gudmund den gode til biskop (135). Ravn Sveinbjörnssons og Torvald Snorresons saga er samtidig med Gudmund den godes saga, og denne endes efter biskop Brands død, således som Sturla Tordsson beretter i Islændinge sagaerne (136).

Næsten alle de sagaer, som har tildraget sig her på Island, var skrevne för biskop Brand Sæmundsson døde, men de sagaer, som senere har tildraget sig, var kun i ringe grad nedskrevne, för skjalden Sturla Tordsson forfattede Islændinge sagaerne, og dertil havde han kundskab fra indsigtsfulde mænd, som levede i hans første dage, men noget havde han fra breve, som de havde skrevet, som var deres samtidige, som sagaerne handler om. Meget kunde han selv se af de vigtige begivenheder, som i hans levetid tildrog sig. Og vi tiltror ham vel både forstand og oprigtighed til at fortælle, ti ham kendte jeg som den forstandigste og sindigste mand. Gud unde ham nu den lön, som overgår vor ros. (137)

---

Noter:

1. Torgils Oddeson vil være kendt fra den efter ham og Havlide benævnte saga, med hvilken denne til dels har skueplads fælles, nemlig Saurbø og omliggende bygder i det nu værende Dala syssel i det vestlige Island, ligesom hans sön Einar her er en af hovedpersonerne.

2. Snorre Hunbogeson, lovsigemand 1156—70.

3. Nordre Strand, nu Skardsstrand, bygd i Dala syssel.

4. Denne fornemme slægt nedstammede således fra Ragnar lodbroks sön Sigurd. Olav den hvide og Torstein den røde omtales som hærkonger på de britiske øer. Höskuld og hans sön Olav (Olav på) er hovedpersoner i Laksdøla saga,

5. Præsten Snorre Narveson døde år 1260.

6. I den lille dal af dette navn findes to gårde.

7. Sydre Strand eller Medalfellsstrand er den nuværende bygd Fellsstrand. Undir Fell (d. v. s. under fjældet) er navnet på den nu Staðarfell benævnte gård.

8. Snorre gode var en af Islands bekendteste hövdinger omkr. år 1000. Det i slægten arvelige godedömme benævntes Snorrunga-goðorð; Måne-Ljot, efter hvem Tord Gilsson havde overtaget del, var en sönnesön af Snorre gode.

9. Olov kaldes s. 53 Vilhjalmsdatter.

10. Den fredløse Grette er helten i den efter ham benævnte Grettes saga.

11. Betegnelsen „bonde“ angiver her, at præsten har været bosat på egen gård og ledet dens drift.

12. Han kaldes i teksten afvekslende Adalrik og Odalrik.

13. D. v. s. hun opholdt sig her for at samle spiselig tang.

14. Reppen (hreppr) er den islandske landkommune, der vel ikke falder sammen med „sogn“, men dog omtrent i störrelse svarer til dette. Mattiasmesse må her betyde Mattæusmesse 21. september.

15. En kraftprøve, der synes at have bestået i, at to personer eller partier trak hver i sin ende af et skind.

16. Vallalaug, med (som navnet antyder) en varm kilde, var et til offenlige møder hyppig benyttet sted.

17. 30 hundred, d. v. s. 30 h. alen? eller 30 h. tre-alens ører?

18. Gården Tingøre (Þingeyrar) i det nuværende Hunavatns syssel indviedes år 1133 til et Benediktiner-kloster; at Torgils Oddeson flyttede derhen, betyder vel, at han endte sine dage som munk; han døde ifølge annalerne 1151.

19. Tora og Torgils (Simonsson) var den afdøde Torbjörns søster og svoger.

20. Saltholmene (Salthólmar) benævnes to småholme, nær den vig, hvori Saurbø-elven falder ud.

21. Viga-Stein. Denne mand kendes ikke, men tillæget til hans navn tyder på, at han har dræbt mange mænd.

22. D. v. s. til Tjaldanæs.

23. Suðrbúr, d. v. s. det mod syd liggende forrådskammer.

24. Sviða, kastevåben, hvis beskaffenhed ikke nærmere kendes.

25. Sax, d. v. s. enægget sværd.

26. Efter en til badning benyttet varm kilde har den lige overfor Tunge i Sælingsdal liggende gård Laugar sit navn. Som mødested kendes kilden også fra Laksdøla saga.

27. Vinteren begynder ifølge den islandske kalender lördagen 11.—17. oktb. (gl. stil).

28. Umiddelbart efter jærnbyrden blev hånden forbunden og forbindingen først nogle dage efter fjærnet. Den, der her bærer jærnet, udfører altså prøven på en andens vegne.

29. Bekendt norsk hövding, kong Inges trofasteste støtte.

30. Sturla og hans hustru Ingebjörg var, som det vil erindres, Torvards svoger og søster; Yngvild derimod søster til Einar Torgilsson.

31. D. v. s. treårig landsforvisning m.v., forbunden med ejendoms-konfiskation.

32. Tværdal (Þverdalr) er en lille sidedal nord for Hvam, hvorfra man kan skyde en genvej over fjældet til nabobygden mod nord, Saurbø.

33. Torleiv beiskalde (tilnavnets betydning kendes ikke), en hövding fra det sydligere vestland, som her viser sig velvillig stemt overfor Sturla, bliver senere en af hans modstandere.

34. I Norderådal, i det nuværende Myra syssel.

35. Torodd jarl, hvor „jarl“ må være et tilnavn, kendes ellers ikke. Han skulde repræsentere Einar på altinget og udføre de ham som gode påhvilende pligter (deltagelse i den lovgivende forsamling [lovretten], udnævnelse af dommere osv.)

36. Branden i Hvam henfører annalerne til år 1160.

37. Den særlig strænge femtedomsed er tidligere (s. 50) nævnt. Et sådant krav som det af Sturla her stillede ansås for lidet hensynsfuldt.

38. Kirkegården ved den til gården Þingvellir (sml. s. 31) hørende kirke.

39. Som sædvanlig må ved bødebeløbene enten underforstås „alen“ eller „tre-alens ører“.

40. Vinterens begyndelse — sml. s. 68.

41. Disse steder ligger nordvest for Saurbø, skilte derfra ved den lille Gilsfjord.

42. Sturlas stesön Einar benævnes vekselvis efter sin fader og moder Helgeson eller Ingebjörgsson.

43. Gudny var den bortrejste Einar Helgesons (ell. Ingebjörgssons) hustru.

44. Moder til Sturlas uægte sön Björn.

45. D. v. s. op på den bag gården Tunge fremskydende fjældknude Tungumúli, som skiller mellem Sælingsdal og Svinadal.

46. For således at forberede søgsmålet (mere end ét sår omtales dog her ikke).

47. Islands nordvestligste forbjærg.

48. Helge præst er den 64 ff. optrædende Helge Skeljungsson.

49. En gård nær ved Hvam.

50. D. 13. december.

51. Disse mænd er nævnt s. 58.

52. Meningen er utvivlsomt, at de ved udredelsen af en pengebod opnåede, at modparten ikke krævede K.s fredløshed, men lod sig nöje med en landsforvisning.

53. Den mellem Asgård og det vestligere Hvam skillende Lakså.

54. D. v. s. han havde døbt Svein.

55. Denne person kendes ikke, og faderens navn er tvivlsomt.

56. Sml. s, 78. Grim er en af Össurs formentlige arvinger, men fattiglem og forsørget af sin hertil nærmest forpligtede slægtning Alv; denne vil nu have sine udgifter godtgjorte af den Grim tilfaldende arv og ønsker derfor at beholde værgemålet over ham. For at hindre Einar Torgilsson i at bortføre ham har man anbragt ham i den fredhellige kirke.

57. Vel snarest 60 h. alen.

58. Ved „forskansning“ gengives det i Sturlunga saga jævnlig forekommende „virke“, hvis beskaffenhed ikke klart fremgår af skildringen, men som regel synes at have været en husene omgivende vold.

59. Måg betyder her stesön.

60. Ved Einar må her forstås Einar Torgilsson, da Buddøleme er Einar Ingebjörgsson og Odd.

61. Tværådal (nu Þverdalr) og Tradardal er to smådale, der omtrent parallelt strækker sig fra Stadarholsdal i sydvestlig retning op i fjældet henimod Budardal. Asolvsstien (Ásólfsgata) er en bugtet vej, der fører op på fjældet lidt længere ude i Stadarholsdal og forbinder denne med Fagredal, blandt hvis forgreninger Melådal sandsynligvis er at søge. Tradardal står, som det af s. 70 fremgår, også i forbindelse med en lille sidedal fra Hvam, benævnt Þverdalr. Ved „tun“ forstås den indhegnede gården omgivende græsmark.

62. Rettere Ljotsson? Denne mand må nemlig være forskellig fra den straks efter anførte, modpartiet tilhørende Asbjörn Finnsson, som sårer Grim (Ljotsson?); sml. s. 80. hvor Grim og Asbjörn Ljotssönner nævnes blandt Vilmunds fæller og Einar Torgilssons mænd.

63. Rettere Grim og Asbjörn Ljotssönner?

64. Også disse skal betegnes som faldne.

65. For „dyrene drives“ har teksten egenlig „nogle begiver sig“, men en rettelse synes nødvendig.

66. D. v. s. den dem idömte fredløshed stilledes i bero som følge af forliget.

67. De kaldes vel her fredløse under hensyn til, at det indgåede forlig ikke overholdtes.

68. Disse banker er de såkaldte Laugahólar syd for gården Laugar.

69. Måg betegner her stefader.

70. D. v. s. E. Ingebjörgsson.

71. På Ilevoldene ved Trondhjem slog Sverre 1180 modkongen Magnus Erlingsson.

72. Som tidligere medlem af husstanden kaldes han formodenlig spøgende „fostersön“.

73. Kaldes efter slagpladsen „hede-kampen“ (heiðarvíg).

74. D. v. s. det til gården hørende kapel.

75. Ranarvoldene (Ránarvellir) kaldes en strækning i Sælingsdal, nord for gården Laugar; bankerne (hólar), hvorfra disse „volde“ (d.v.s. sletter) ses, må være de s. 85 nævnte Laugahólar eller Hólar syd for Laugar; fra Krosshólar (d.v.s.: Korshöjene) længere syd på er derimod udsigten spærret og afstanden desuden for stor.

76. Snorravað er et vadested over Sælingsdalså temlig höjt oppe i dalen, som overskrides kort för man stiger op på Sælingsdalshede, som i virkeligheden kun er en smal ryg, der adskiller Sælingsdalens nordligste forgreninger fra Saurbøbygdens sydligste del (Stadarholsdalen). 77. D. v. s. til Saurbø. Her, som ellers i disse egne, bruges „vest“ om en retning, der stærkt nærmer sig nord.

78. D. v. s. Arne Basseson.

79. Denne dal har ikke navn efter Sturlas gård, men er en forgrening af Stadarholsdal, hvor man stiger ned fra heden.

80. J.L. og G. H., bægge tidligere nævnte, var to af sydlandets anseteste hövdinger.

81. Sturla gör sig ved sin handlemåde til medskyldig af Ufeig, der var hjemfalden til straf som den fredløses hjælper.

82 På Torleivs gård Hitardal hændtes år 1148 den enestående ulykke, at Skalholtsbiskoppen Magnus Einarsson på en visitatsrejse indebrændte sammen med 72 andre folk under en ved nattetid opstået ildløs.

83. Dette vil nemlig først erfares på dommens dag.

84. Hermed sigter Torleiv til hvad der fortælles s. 70.

85. D. v. s. at jeg må have færre drab at stå til regnskab for overfor gud.

86. Dretting betyder sandsynligvis „driver”, „nøler“ eller lign.

87. Halldor er åbenbart en uægte sön, som det fremgår at det følgende, men. han synes snarere at måtte være Sveins end Sturlas sön.

88. En „vægt“ (vætt) er 80 pund.

89. Vel snarest 60 h. alen vadmel.

90. Tienden, som udgjorde omtrent 1 procent af al gældfri ejendom, deltes i 4 dele, mellem biskop, præst, kirke, fattige; ifg. teksten er det den kun her nævnte Torleiv Tormodsson, som bliver genstand for stævning af Svein angående tiendes 4 dele, men dette beror utvivlsomt på en forvanskning, T. T. må antages for at være en af Sveins ledsagere.

91. Til 3 hundred hundreder (alen), i nutidens penge c. 30,000 kr., anslås altså Torhalls formue; en bøde af 6 mark sølv vilde svare til c. 1800 kr.

92. Den aftale, som Svein og Torstein dretting havde sluttet om at rydde Torhall af vejen. Sml. s. 96.

93. Tord Torvaldsson optræder i Reykjahole-gildet, s. 22fg.

94. Gården Vatnsfjord ligger ved en vig af den store fjord Isafjordsdybet, på Islands nordvestligste halvø.

95. Denne slægt tilhørte præsten Runulv. Sml. foran s. 49.

96. Rigdoms-Helga.

97. Så vel Reykjaholt som Deildartunge er beliggende i det nuværende Borgarfjords syssel i det sydvestlige Island, bægge i samme dal, som nu efter den første af disse gårde benævnes Reykholtsdalen. D. kaldes i det følgende sædvanlig alene Tunge; Deildar-Tunga betyder Tvistens-T.

98. Subdiaconus, d. v. s. underdegn, den 5te af de 7 gejstlige grader.

99. Eller: Lunde-Bjarne (ifg. en anden læsemåde)?

100. Povl Sölvesön hørte som indehaver af et godedömme til landets styrende hövdinger.

101. Pilgrimsrejse til Rom.

102. Så vel her som ovenfor betegner „hundred“ vistnok hundred alen (1 hundred alen vadmel regnedes som tidligere anført i værdi lig med 1 ko).

103. D. v. s. det således benævnte norske landskab.

104. Gården Mjølkeråen ligger omtrent 10 km. nord for Bergen, nær fjorden og ved udløbet af en å (Prof. O. Rygh, privatmedd.).

105. D. v. s. 8. juli.

106. Byen Lucca i Italien (Toscana).

107. Tilnavn af usikker betydning.

108. D. v. s. 15. avgust.

109. Torlak Torhallsson, biskop i Skalholt 1178—93.

110. Sturlas svigerfader, boede på gården Gardar i Borgarfjord.

111. Repræsentationsret kendte den islandske arveret ikke, men de levende slægtninge kaldtes til arv efter en nöje bestemt orden, med særligt hensyn til ægte eller uægte fødsel.

112. Da gården Tunge (det senere Deildartunge) i jordtakst er ansat til netop 40 hundred, er meningen utvivlsomt, at Bödvar tager den i pant for sin ovennævnte fordring på jordegods til dette beløb. Men når han tilbyder Povl 60 hundred (alen), som er ¼ af det halve dødsbo, må dette forstås i forbindelse med hans i det følgende anførte, videre gående krav.

113. Hermund Kodransson repræsenterede hövdingeslægten fra Gilsbakke, hvortil også den bekendte skjald Gunnlaug ormstunge hørte.

114. Reins abbed-sæde er tvivlsomt; Tværå kan det næppe have været. Også han tilhørte Gilsbakkeslægten.

115. Bödvar Tordssons gård Gardar og Magnus Torlakssons gård Melar ligger ikke langt fra hinanden, bægge i den sydvestligste del af det nuværende Borgarfjords syssel.

116. Tilnavnet kan måske betyde „rå, plump“.

117. Bödvar forlanger strængt taget det halve bo, d. v. s. 240 hundred (hvert hundred udgör, som det vil erindres 120), men vil betingelsesvis lade sig nöje med en tredjedel, 160 hundred.

118. En nordlandsk hövding, om hvem et afsnit af Sturlunga saga handler.

119. Sönnesön af den bekendte historieskriver Are frode.

120. Lovsigemanden Gudmund Torgeirsson (1123—34) var de to halvbrødres morfader; Gudmund dyres fader hed Torvald.

121. D. v. s. 29. september.

122. Ordene indeholder en så grov fornærmelse som vel muligt, da Odin på de tider betragtedes som et med djævelen.

123. D. v. s. 3. maj.

124. Dette beløb svarer til det beløb af 80 hundrede tre-alens ører, som Havlide tilkendte sig som bod for det sår Torgils Oddeson havde tilföjet ham. Se s. 51.

125. Fardagene, 4 på rad i slutningen af maj måned, var egenlig den lovbestemte flyttetid for jordbrugere.

126. Sml. foran s. 34.

127. Denne bod må antages at være den samme som den senere i Sturlunga saga nævnte Hladbod, der lå ved indgangen fra tingsletten til Almanna-kløften, vest for Øksarå.

128. En stor æresbevisning, da man efter den gængse opfattelse derved bragte sig selv i en art underordnet stilling; det barn, opfostringen gælder, er den senere så bekendte hövding og forfatter Snorre Sturlason.

129. D. v. s. årsdagen for kirkens indvielse, der fejredes som helligdag.

130. Sandsynligvis er den tredje okses alder udfaldet i teksten.

131. D. v. s. 10 hundred alen.

132. Sturlas og Einars dødsår er henholdsvis 1183 og 1185.

133. D. v. s. nu (c. 1200) foreligger mange beretninger om indbyrdes samtidige begivenheder.

134. Biskop Torlak (d. 1193, skrinlagt 1198) nævnes kun ganske flygtig i Sturlunga saga.

135. Biskop Brand Sæmundsson døde 1201; hans efterfølger blev Gudmund Areson den gode, som indviedes i Norge 1203. Gudmund døde 1237, efter dog længe i forvejen at være fjærnet fra sit embede.

136. Den saga, som her benævnes efter Ravn og Torvald i forening, er utvivlsomt den Ravns saga, hvoraf sidste halvdel er optaget i Sturlunga saga, og som ender med Ravns drab 1213; Torvald indebrændtes 1228. Det påfølgende denne går vistnok på Gudmund den godes saga, men da der umiddelbart efter henvises til Sturla Tordssons beretning i Islændinge sagaerne (d. v. s. Sturlunga sagas midtparti), synes det at måtte være de heri indtagne fortællinger om Gudmunds bispeår, hvortil der sigtes.

137. Den her talende er Sturlunga-samlingens, ved c. 1300 levende redaktør, sandsynligvis lagmanden Tord Narveson eller en af hans nærmeste slægtninge, som ønsker her at give en oversigt over sine kilder for det efterfølgende. Hans beretning om nedskrivningstiden for islandske sagaer har været forskellig opfattet, så meget mere som den foreligger i en dobbelt redaktion. Som her gengivet udsiger den, at de fleste islandske sagaer, om hvad der hidtil havde tildraget sig (ikke blot de til de grund for Sturlunga-samlingen liggende), var nedskrevne för 1201, men at de begivenheder, der senere havde tildraget sig, kun i ringe grad var nedskrevne, för Sturlas forfattervirksomhed begyndte. Den her nævnte Sturla er Hvam-Sturlas sönnesön af samme navn, skjalden og historieskriveren Sturla Tordsson, som levede 1214—84; om hans andel i Sturlunga saga se nærv. oversætters afhandling i Aarb. for nord. Oldk. 1902. Sml. F. Jonssons, Oldnorsk-isl. litt. hist. II, 269—71. De i tekststykket tilföjede årstal skyldes oversætteren.