Maratse helbreder Iarqa (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse helbreder Iarqa

Mens Maratse havde boplads ved Nunakitsâjik sendte en dag gamle Ũmîtsuk fra Kangârdik bud efter ham. Ũmîtsuks unge datter Iarqa var blevet så dårlig, at hun ikke mere forlod briksen på grund af betændelse, som ganske havde underløbet hendes ene side. Man havde helt opgivet håbet om, at hun skulle overleve.

Maratse drog til Kangârdik. I fælleshuset fandt han Iarqa liggende som livløs på briksen. Hendes ene side var spændt af betændelse.

Ũmîtsuk henvendte sig til Maratse: »Du må prøve at helbrede hende ved åndebesættelse under et skinddække. Hun kan ikke leve mere«.

Maratse klædte sig af og lagde sig ved siden af Iarqa med hovedet vendt imod husets bagvæg og dækkede sig til med et skind.

Snart var Maratse i besættelse, og en af hans hjælpeånder besatte ham (dette kaldes târtamik iverneqarneq eller târtamik atineqarneq). En tid skiftedes hjælpeånderne til at besjæle deres herre. — Så sprang den åndebesatte Maratse op. Han så skrækindjagende ud, thi huden på panden over øjenbrynene strakte sig ud til en lang fold, der sitrende og bævende lukkede hans øjne til, og ansigtet begyndte at antage en langstrakt form. Han gned håndfladerne voldsomt mod hinanden og pustede i dem. Igen lagde Maratse sig på ryggen og dækkede sig til.

I en storbjørns skikkelse sprang Maratse brummende op. Hans hjælpeånd bjørnen havde taget bolig i ham. Fnysende nærmede bjørnen sig den bevidstløse unge kvinde. Ludende over pigen, brummende dybt inde fra brystet, greb bjørnen en stor kniv og stak den ind i siden på Iarqa. Der stod en strøm af blågrønt materie ud af siden på kvinden og hævelsen skrumpede gradvis ind.

Den bjørnebesatte Maratse gav sig til at slikke væsken i sig, den lange, smidige tunge slubrede. Da al den blodblandede materie var slikket op, gav bjørnen sig til at slikke rundt såret med stor omhu. Efter nogle gange at have suget såret, gav bjørnen sig atter til at slikke rundt såret. Den lange tunge syntes at blive længere og længere.

Alt imens brummede bjørnen ildevarslende. Med ét var Maratse igen i sit eget legeme. En af hans hjælpeånder i menneskeskikkelse besjælede ham, da bjørnen havde forladt ham. Maratse blæste på såret, som derpå straks lukkede sig. Derpå skiftedes hjælpeånderne til at besjæle ham, og da var det forfærdeligt at se på ham med hans håndfladegnidning. En efter én gik Maratses hjælpeånder igennem ham og trak sig tilbage.

Igen var Maratse sig selv.

Ũmîtsuk talte til Maratse: »Jeg skal betale dig«.

»Nej«, svarede Maratse, »du skal ikke betale mig nu. Først når hun er blevet rask, kan du betale mig, og det skal først ske, når hendes åndedræt er blevet helt normalt. Hvis du betaler mig, mens hun endnu ligger uden ånde, vil hun sove lige ind i døden. Ved Qíngeq prøvede jeg at helbrede Angînaqs unge søn, som man helt havde opgivet. Hans far betalte mig for besværgelsen, før sønnen havde fået sit åndedræt tilbage – og den unge mand sov ind i døden«.

Derpå drog Maratse hjem til sin boplads.

Når der kom folk fra Kangârdik, fik Maratse at vide, hvordan det stod til med Iarqa. Hun lå endnu på briksen, men var så småt ved at genvinde sin førlighed.

Næste gang, Maratse spurgte til Iarqa, kunne hun sidde på briksen og sysle med sit sytøj.

Der gik nu nogen tid, og da Maratse igen hørte fra Iarqa, var hun i stand til at færdes på gulvet.

Nogen tid efter kom en mand til syne på isen, gående med en stor, snehvid hanhund i bånd, og han havde noget på ryggen. Det var Iarqa far, Ũmîtsuk, der kom for at betale Maratse for hans helbredelse af datteren.

Da Ũmîtsuk var nået frem, rakte han hundebåndet til Maratse og tog et stort sammenrullet såleskind, han havde på ryggen, og gav det til Maratse. Det var et halvt skind af en fuldvoksen remmesæl.

»Her er betalingen til dig. Og når hun er blevet fuldkommen rask, skal jeg betale dig endnu mere.« 

Nogen tid efter da Iarqa var så rask, at hun kunne tåle alt legemligt arbejde — opsøgte Ũmîtsuk atter Maratse og gav ham en kostelig sav, hvis klinge var af jern.

Maratse kommenterede denne hændelse således: »Ved et rent tilfælde lykkedes det mig at helbrede Iarqa«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 275-277, København, 1963.

Næste kapitel ►