Ikâsagdivaq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Ikâsagdivaq

Familien Milagtêq rejste bort fra Qernertivardik og ankom til Ikâsagdivaq, hvor de byggede et hus og straks flyttede ind. De fik i løbet af efteråret nogle få sæler, som ikke rakte langt.

De led stor nød omkring årsskiftet. En dag ved spring gik Ujorqâq og Agdiartertoq ned til strømstedet Sarpaq, ikke langt fra bopladsen. Det var så lavvandet, at de kunne plukke al den bladtang, de ville, og indsamle muslinger. Mens de var i færd hermed, fik de ude i en våge øje på en edderfugl. De sagde til hinanden: »Der er da et dyr med blod i«. Den følgende dag bragte Agdiartertoq sin kajak til Sarpaq. Han så, at edderfuglen stadig var der. Agdiartertoq kastede sin fuglepil på edderfuglen, men kunne ikke ramme, hans arm var for svag og hans iver for stor. Han kastede flere gange, og til sidst fløj edderfuglen. Ærgerlig roede Agdiartertoq ind til stranden for at samle tang. Pludselig hørte han vingesus, edderfuglen vendte tilbage og slog sig ned i vågen. Efter en lang og nervepirrende jagt ramte Agdiartertoq endelig edderfuglen med fuglepilen. Da Agdiartertoq kom hjem med fuglen, jublede alle hans bopladsfæller, som om det var virkelig storfangst, han havde gjort. Alle i huset fik en mundsmag og drak af den varme suppe.

Februar var frygtelig. Sulten blev om muligt værre end nogensinde, thi man havde overhovedet intet spiseligt. En tidlig morgen – for en gangs skyld med strålende vejr – opdagede man, at Âvartik var borte; hvor han var gået hen, var der ingen der vidste. Dagen gik, og det blev aften. Endelig trådte Âvartik ind.

Milagtêq spurgte: »Var der noget?«

»Jeg fik dem«, svarede Âvartik.

»Hvad for nogle?« spurgte Milagtêq.

»Tre bjørne«, svarede Âvartik.

Der lød et glædeshyl gennem huset.

»Hvor fik du dem henne«? spurgte Milagtêq.

»Ved Kingigterduaq-kysten. Men hvordan i alverden skal vi få dem transporteret hjem?«

Næste morgen drog mændene af sted, vejret var dårligt, og det trak op til storm. Mændene var knapt gået, før alt forsvandt i tæt snetykning. Man hørte bulder fra syd, og en storm af sydvest satte ind med så stor styrke, at ingen kunne færdes ude. En kvinde jamrede: »Nu omkommer vore mænd«. For slukkede lamper – med rim overalt i huset – ventede kvinderne i længsel. Stormen rasede udenfor, og det blev nat.

Endelig kom mændene hjem, trækkende på noget tungt. Og alle råbte glade: »Nu er de her – nu er de kommet«. Lamperne blev tændt, og man satte kød over til kogning. Natten gik i festrus.

Mændene fortalte således om deres tur:

Da de var nået vel frem til bjørnekødet og havde pakket alt kødet ind i det største skind, begav de sig hjemover, alle bundet til byrden ved deres dragremme. Den første del af hjemturen gik over land, og det hårde slid tog på deres kræfter. De frøs forfærdeligt, men turde ikke hvile sig. Stormen buldrede fra syd. Netop som de var kommet ud på isen, kom stormen over dem, og det hele kogte sammen, så de ikke kunne se en hånd for sig, men da de var bundet sammen ved dragremmene, var der ingen fare for, at de skulle blive væk fra hinanden. De blev enige om, at de ville fortsætte med vinden på højre side. De havde gået længe og var til sidst ikke mere klar over, hvor de var. Mens de stred sig fremad, stødte de midt på isen på et fastfrosset isfjeld. Ingen vidste, hvor der var et isfjeld. Ujorqâq gik rundt om det, og derefter sagde han:»Det kan ikke være andet end det isfjeld, der ligger midt mellem Qernertivardik og Ikâsagdivaq«. Med dette holdepunkt lagde mændene kurs i den retning, de mente land skulle ligge. Endelig stødte de på en stejl klippevæg og genkendte stedet, de var tæt ved deres boplads og råbte af glæde: »Vi er hjemme – vi er hjemme«.

Et stykke ind i februar kom en ung mand fra Nunakitseq på besøg. Han fortalte, at han havde fået forfrysninger i fødderne. Da han tog kamikkerne af, så man, at hans fødder var så medtagne, at de ikke ville kunne komme sig lige med det samme. Den unge mands fætter Tusilarteq tog sig derfor af ham og gav ham plads for enden af sin familiebås. Den næste dag var fødderne opsvulmet til ukendelighed, og manden led forfærdeligt. Inden dagen var gået til ende, sagde den unge mand: »Jeg vil betale den mand, der vil hente mine bjørneskindsbukser, der ligger oppe under vores konebåd, i dem vil jeg dø«. Agdiartertoq ville gå den næste dag, og den unge mand fortsatte: »Sig til min far, at jeg snart ligger i havet, og han må følge efter mig«, og derefter hulkede den unge mand.

Den næste dag begav Agdiartertoq sig til Nunakitseq, hvor han under konebåden på stativet tog de ting, den unge mand havde bedt om. Agdiartertoq gik derefter op i huset.

»Hvem er du?« spurgte Pútorngoq, som lå under soveskindene, og da han fik at vide, hvem det var, spurgte han ud om sin søn. Agdiartertoq fortalte, hvad der var sket, og gav derefter sønnens besked videre. Pútorngoq blev grebet af dyb sorg og sagde: »Jeg kommer ikke igennem sultetiden – aldrig mere skal jeg smage hans fangst, og aldrig skal jeg se ham mere«. Den gamle mand faldt i veklage.

Dagen efter Agdiartertoqs hjemkomst gjorde den unge mand sig klar til at forlade huset. Man prøvede at tale ham fra hans forehavende, men det var umuligt. Da han havde trukket i »ligklæderne«, kravlede han på alle fire ud af huset. Da han var ude, spurgte han: »Hvor kan jeg styrte mig ned henne?« De, der var med ham, pegede ud på et strandet isfjeld, hvor tidevandet holdt en stribe vand åbent i isen omkring det. Da den unge mand så det, kvikkede han op, og kravlende begav han sig på vej mod isfjeldet. Efter at have hvilet sig nogle gange nåede han sit mål. Han stak benene i vandet og satte sig til rette på kanten af isen. Til dem, der havde fulgt ham ud til isfjeldet, sagde han: »Nu, da jeg endelig er nået herud, tør jeg ikke styrte mig i vandet«. Men med ét trak han benene op under sig og faldt forover i vandet, kun den sitrende ryg var over vandet. Lidt efter lå den unge mand midt i en krans af bobler — og det var enden på hans liv.

De, der havde fulgt ham på hans vandring, vendte ryggen til og gik ind mod land.

En tidlig morgen i marts kom Tupajángitseq farende ind og fortalte, at tre bjørne havde passeret bopladsen om natten. Mændene fik travlt. Tupajángitseq var allerede ude på isen, da de andre mænd kom ud. Men da de så, at bjørnene var løbet med stor fart sydover, vendte de hjem, thi de var klar over, at deres kræfter ikke ville slå til til en lang og anstrengende sporjagt. Kun Tupajángitseq trampede videre i sporene. Engang han så fremover, fik han et chok ved at se en stor blodpøl ved iskanten. Han tænkte ved sig selv, at den unge mand, der havde druknet sig, var blevet ført herud af strømmen og ædt af bjørnene. Tupajángitseq vendte om for at gå hjem, men da han ikke kunne forlige sig med tanken om, at han ikke fik det sete opklaret, vendte han om for at undersøge sagen. Da han kom nærmere, blev han betænkelig, thi det, der lå på isen, lignede et par bjørneskindsbukser. Først på meget nært hold så han, at det var en fjordsæl, der endnu bar den hvide ungedragt. Kun hovedet havde bjørnene ædt. Han tog sælungen i baglufferne og gik hjem. Der blev stor glæde i huset.

Der er i det foregående fortalt lidt om Orqisâqs flugt fra Qernertivardik fra svigermoderen Qiligagssaq.

Da Orqisâq var nået frem til Ikâsagdivaq, bød kvinderne hende op på briksen. De spurgte: »Hvornår gik du hjemmefra?« »Jeg gik allerede i morges«, svarede Orqisâq. Hun fortalte ikke noget om, at hun var på flugt.

Man gav Orqisâq et lille stykke spæk, som hun spiste med stort begær.

Henne fra sin plads hørte man Tusilarteq sige: »Hvem er det, der kommer?« Orqisâq svarede: »Det er min radmagre mand, han er på dødens rand. – I skal ikke lade ham komme ind«. Alle sad og stirrede på hustærskelen. Frem dukkede Kajimigteq. Med stort besvær kravlede han op over hustærskelen. Milagtêq bad ham sætte sig, og han var stakåndet. Orqisâq gav sin mand en spækterning, som han nærmest slugte, hvorefter han slikkede sig om munden. Næsten uhørligt spurgte han sin kone: »Orqisâq, er der mere spæk tilbage?« Konen bed ham af med høj røst: »Nu kan det være nok med dig. Men tag det her – og så får du ikke mere«. Resten af spækket gemte Orqisâq hen.

Orqisâq hviskede til de andre kvinder om at smide manden ud, for at han ikke skulle falde om inde i huset og dø. Der var ingen, der bifaldt hendes forslag. Men da Orqisâq blev ved, gik Ujorqâq ned til Kajimigteq og ruskede ham i skulderen: »Kajimigteq, hun siger, at du er ved at falde død om, og at du må gå ud!« Kajimigteq spurgte: »Hvem siger det?« Ujorqâq svarer: »Det er Orqisâq, der siger det«. Kajimigteq så op på Orqisâq og sagde: »Opfører man sig sådan, når man er på besøg?« – Konen skældte ud. Endelig gjorde Kajimigteq mine til at ville gå. Hans bevægelser var langsomme og tunge. Støttende hænderne til knæene stavrede Kajimigteq ud på gulvet. Siddende på briksen sagde konen: »Der kan I selv se, min mand er ved at dø«.

Nogen tid efter så man, at Kajimigteq var kommet ud på isen. Ved hjælp af sin stok kunne han lige klare at holde sig oprejst. Da Kajimigteq havde rundet det nærmeste næs, begav Orqisâq sig på vej til Ingmíkêrteq, hvor hendes slægtninge havde boplads.

I maj måned opdagede en mand en lille sæl på isen. Han krøb helt ind på den og løftede harpunen til kast, før han blev klar over, at det ikke var en sæl, men et menneske. Det var Kajimigteq, der lå død der. Isen lå endnu fast langt hen i maj. En dag fik man ved Ikâsagdivaq at høre, at isen inde i fjorden var brudt op, og at en mand ved navn Qátâvaq daglig fangede sæl. Milagtêq, der var gammel fjordbo, blev urolig og ville bryde op. Man pakkede sine ting sammen og kørte konebåden på slæde forspændt de sidste hunde ind ad fjorden mod iskanten. Milagtêqs svigersøn Ujorqâq og hans bror blev tilbage ved Ikâsagdivaq, fordi Ujorqâqs småbørn endnu var for svage til turen. De tilbageblivende slog teltet op, for huset var nu så tomt og uhyggeligt.

En dag bad Ujorqâqs kone sin mand om at følge sig til Ingmíkêrteq, hvor hun mente at kunne få lidt spæk til børnene, der på det sidste var skrumpet stærkt ind. Sammen gik ægteparret da en tidlig morgen med deres næstældste søn. Ved Ingmíkêrteq fik de en luns spæk og et lille stykke kød, og da det trak op til dårligt vejr fra syd, takkede de Ingmíkêrteq-folkene og begav sig på vej hjem. Midt ude i fjorden fik Ujorqâq øje på en sæl på isen. Ujorqâq sagde: »Nu skal jeg prøve at vise den noget«. Ujorqâq bad sin kone og søn om at skynde sig til land. Selv gik han ud imod sælen.

Mor og søn gik op på halvøen Qernerteq, hvor de gav sig til at plukke bær, som solen havde tøet frem. Bærrene var noget runkne, men de smagte de sultne godt. Drengen holdt hele tiden øje med faderen, og pludselig sagde han: »Mor, nu er far helt inde på den«. Moderen svarede: »Når man kommer så tæt ind på sæler, er de slemme til at forsvinde«. Sønnen blev ved at snakke, og til sidst vendte moderen sig for at se, hvordan det gik. Jo minsandten, manden var tæt inde på livet af sælen. Men hun kunne ikke holde spændingen ud, så hun vendte hurtigt ryggen til. Drengen snakkede: »Ih, hvor kødet skal smage, hvis far får sælen«. Moderen prøvede at holde ham hen, men han blev ved: »Nu er far helt inde på livet af den. – Åh, nu gik sælen ned, ligesom far rejste sig«. Moderen så efter, sælen var der ikke mere. Da hun så mod syd, var fjeldene næsten væk i et tæt snefog. Tung i sind gav hun sig igen til at plukke bær, drengen stod tavs af skuffelse. Pludselig råbte drengen op: »Far har fanget sælen«. Moderen for op og spurgte: »Fik han virkelig en sæl?« — Ja, det er en sæl, jeg så ham trække den op, nu skal vi spise os mætte i kød, ikke mor?« Moderen svarede: »Jo, det kan du tro«.

Drengen løb jublende sin far i møde.

Ujorqâq har fortalt følgende om sin fangst: »Jeg var meget nervøs for, at fangsten skulle mislykkes, jeg havde svært ved at udholde tanken om mine sultne børn og min sultne kone, hvis sælen skulle forsvinde. Jeg havde ikke krøbet længe, før sælen fik øje på mig og gjorde mine til at ville forsvinde. Den strakte sig helt ud over åndehullet og var tydeligt urolig. Jeg blev liggende på min plads og efterlignede sæl, det bedste jeg kunne. Endelig var sælen ved at falde til ro, den trak sig længere ind på isen og lod hovedet synke ned. Jeg tænkte ved mig selv: »Dengang vi ikke led nød, var sæler gerne til at få fat i, når de var faldet til ro som den«. Sælen var nu så rolig, at jeg kunne få den til at lægge sig igen, hvis den blev urolig, ved at efterligne sæl. Det tog lang tid at komme den nær; men endelig havde jeg den indenfor linens rækkevidde. Sælen gav sig til at »vælte«, lagde sig på maven og var fuldkommen rolig. Den var nu på den modsatte side af hullet.

Når en sæl ligger sådan, at hullet er mellem den og manden, er der størst chance for at få den. Sælen lagde sig på siden med ryggen til. Jeg rykkede da hurtigt ind på den og kunne nu nå den med harpunen. Idet sælen krummede sig sammen og trak hovedet helt ind i skindet, rejste jeg mig lydløst op, kastede mig frem, lagde hele min vægt i harpunstangen og stak sælen. Først da sprang den i hullet, og det gav et voldsomt ryk i linen – derpå blev den slap. Jeg troede, at harpunspidsen var røget ud i rykket. Jeg halede linen ind, og ligesom linens fæstespænde kom frem, gav det et ryk, sælen sad fast og var altså dræbt på stedet. Jeg havde besvær med at hale den op på isen. Da jeg omsider havde fået den op, hørte jeg buldren fra syd, sydvestenstormen var i opbrud. I hast fæstede jeg træklinen i sælen og begav mig på vej, men jeg var så afkræftet, at jeg næppe kunne trække den af sted. Endelig så jeg drengen løbe mig i møde – og da vi blev to, gik det rask fremad.«

Ujorqâq og søn anløb Qernerteq, hvor konen ventede på dem. De gik til imod den stigende storm. Og ligesom stormen for alvor brød løs, nåede de deres telt.

Ujorqâq og hans bror sikrede teltet mod stormen ved at lægge remme over, tynget ned med store sten. Bagefter byggede de en læmur af sne. Stormen varede i flere dage, og det er et spørgsmål, om de mindste børn ville have overlevet den, hvis Ujorqâq ikke havde fanget sælen.

Langt om længe stilnede stormen af.

Da vejret lagde sig, fik Ujorqâq og hans bror hver en sæl, og derefter led de ikke mere nød, thi med få dages mellemrum bragte de sæler hjem.

Kort efter drog Ujorqâqs ind i Qíngeq, hvor de sluttede sig til deres familie.

Alle Ikâsagdivaq-folkene overlevede. Hele vinteren igennem havde de haft fersk vand, selv om de ofte havde stort besvær med at hugge hul i vandsøen. Vandet hjalp dem til at klare sig tåleligt igennem hungervinteren.

Blandt Angmagssalik-folket går hungeråret under betegnelsen »dengang sulten var stor«. Man fortæller den dag i dag om, hvad folk åd for at opretholde livet: alle slags skindstumper, rødder af syre, som sad i husmurene, spækket med gammelt størknet spæk, som man skrabede af overalt, hvor det sad. Men af denne kost fik man en forfærdelig stank i munden.

Vinteren 1880-81 var tillige en grusom isvinter. Thi langt hen i juni kunne man lægge over isen i Angmagssalik-fjorden. Og de, der havde lejr ved Qíngeq, kunne gå over isen til øen Ingmíkêrteq et stykke ude i fjorden og hente terneæg.

De gamle, der har oplevet sultevinteren, har sagt, at havde man dengang haft skydevåben, ville man have klaret sig bedre igennem.

Det var særlig bopladserne i Angmagssalik-fjorden, der blev ramt. Ved bopladserne i Sermilik-fjorden levede man langt fra i overflod, men man fik dog en langt blidere skæbne end de folk, der ovenfor er fortalt om, idet man til stadighed fik noget mad.

Oplyst af Pisue, 77 år 1961, Tîleqilâq.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 146-151, København, 1963.

Næste kapitel ►