Indledning (J.Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Indledning
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
I sommeren 1961 var jeg som deltager i Nationalmuseets Grønlandsundersøgelser i Angmagssalik for sammen med fotografen Jette Bang, lærer Robert Petersen og komponisten Poul Rovsing- Olsen at indsamle etnologisk materiale. Fra denne rejse stammer hovedparten af fortællingerne i nærværende bog. Det er betegnende, at kilden til de fleste af beretningerne har kunnet angives ved vedkommendes hedenske navn, thi Angmagssaliks kolonisation er af så ny dato, at der stadig findes gamle mennesker, som ved fødslen fik et hedensk navn.
En stor del af stoffet er oversættelse af overkateket Karl Andreassens optegnelser, som også har dannet grundlag for bogen »Angâkortaligssuit I og II« (»Folket med de store åndemanere«, Det grønlandske Forlag, 1957-61), udgivet på grønlandsk ved min far, Otto Rosing (præst i Angmagssalik 1934—40), nogle af fortællingerne er optegnet af min far og af min farbror Peter Rosing (præst i Angmagssalik 1921-34).
De fortællinger, hvor Kârale står som kilde, skyldes Karl Andreassen, der blev kendt under navnet Kârale som fortæller og illustrator gennem William Thalbitzers, Knud Rasmussens og Therkel Mathiassens værker. Kârales hedenske navn var Kâvkajik, han var søn af den berømte åndemaner Mitsivarniánga, som omtales flere steder i bogen. Kârale blev født i maj 1890 og døde 26. februar 1934 i København, hvor han overvintrede med sin familie for at arbejde sammen med sin ven Knud Rasmussen (f. 7. juni 1879, død 21. december 1933).
Første gang man hører om Østgrønlands folk er i Floamannasaga, som beretter om en mand ved navn Torgils Orrabeinsfostre, der forliser i året 1001 og overvintrer 2 gange et sted på sydøstkysten; det hedder, at Orrabeinsfostre en dag han går en tur på isen finder et stort sødyr (hval) i en våge, og at to troldkoner flænsede af det og bandt store bylter sammen af kødet. Ved synet af fremmede folk kom vikingen op i Orrabeinsfostre, han trak sværdet, løb til og »hug« hånden af den ene troldkone, så hun tabte sin bylt, og konerne flygter.Siden var østgrønlandsfolk »troldfolk«. – Indtil Peder Olsen Walløe 1752 fandt dem som rigtige mennesker. Han nåede kun til Lindenowsfjordens munding på østkysten. Mod nord svandt kysten og dens folk i sagndisen. De folk, Walløe traf, berettede om det mærkelige folk ved Kollosub (Kulusuk = Kap Dan), hvis land var så isdækt, at befolkningen måtte brede teltskind ud på isen for at tørre deres angmagssatter.
Walløe viste, hvorledes storisen skulle besejres, han sejlede i »landvandet« med konebåd.
77 år efter Walløes dristige færd – 1829 – baner W. A. Graah sig vej i konebåd. Han kæmper ikke alene mod is og vejr, han må bogstavelig talt hugge sig vej gennem sine medhjælperes tro på, at kysten nordpå er befolket af trolde og ånder. Han når en ø, Qivdâq, hvor han planter Dannebrog og navngiver stedet Dannebrogs Ø.
Graah finder befolkningen yderst særpræget og skriver et sted følgende: »De tvende Koner havde aldeles ikke nogen grønlandsk Physiognomie, og deres hele Udvortes var mærkelig forskielligt fra Grønlænderindernes på Vestsiden; de havde ikke disses fede kiødfulde Legeme, eller udstaaende Mave; de var begge over Middelstørrelsen og udmærkede sig ved deres regelmæssigt smukke Ansigtstræk, rene Hudfarve, og ved Hovedets ovale Form«.
Atter går årene. 55 år efter Graah – i 1884 når Konebådsekspeditionen under ledelse af Gustav Holm Angmagssalik, og dens befolkning beskrives nøgternt og klart i bind 9 og 10 i »Meddelelser om Grønland«.
Også Holm finder – ud fra sit kendskab til Vestgrønlands befolkning – Angmagssalik-folket fremmedartet af ydre og kultur. Holm optæller beboerne til 413 (fra Kap Farvel til Angmagssalik var der i alt 518 mennesker).
Da man endelig i 1894 koloniserede Angmagssalik, var folketallet nede på 247. Sult og blodhævn havde hærget slemt blandt befolkningen, der trods deres materielle kulturs livskraft var uddøende på grund af »vedtægternes« hårde greb og overdrivelsernes åndelige nervepres.
Kolonisationen reddede folket, kristendommen løste for vedtægternes bånd, først og fremmest ved at ave blodhævnens truende kniv.
At der af og til har været europæiske hvalfangere på kysten kan der ikke herske tvivl om, men dette blev fortiet af østgrønlænderne, thi sagnet vidste at fortælle, at der engang ville komme skib udefra og tage hævn. Dette må ses i relation til nordboernes undergang i Sydvestgrønland, som i hvert fald til dels skyldes thulekulturens energiske og krigeriske folk. Først efter at have været kolonibestyrer i 15 år fik Johan Petersen nys om et nordbosagn, der i det væsentlige er som det i bogen fortalte.
Det berettes, at der umiddelbart før 1884 endnu fandtes akudan (blandinge), der var rødhårede, de skal have været vældige digtere og sangere.
For helhedens skyld skal det nævnes, at folk i Angmagssalik fortæller, at man engang var to forskellige folk, sproggrænsen var Sermilik. Kom disse to forskellige grupper hinanden i møde – den ene syd om, den anden norden om Grønland – og smeltede sammen på den mest gæstmilde del af Østgrønland, i bugten, hvor strøm og vind fra de to store hovedfjorde, Sermilik og Angmagssalik, holdt storisen på afstand? Deres slægtninge i syd måtte flygte – de sidste flyttede 1900 til Vestgrønland – da klimaet forværredes fra ca. 1750, og den mærkelige grønlandshval forsvandt.
Nord for Angmagssalik er der i historisk tid kun påtruffet eskimoer een gang – i 1823 – af englænderne Clavering og Sabine (Clavering øen).
Først i 1925 blev nordkysten igen befolket, nemlig ved folkeflytningen fra Angmagssalik til Scoresbysund, som blev ledet af den legendariske kaptajn Einar Mikkelsen, Miki. I slutningen af 1930-erne flyttede en gruppe fra Angmagssalik sydover og befolkede Tingmiarmîn-egnen. I alt tæller Østgrønlands samlede befolkning i dag 2725, fordelt med 422 i Scoresbysund, 2200 i Angmagssalik og 103 i Tingmiarmîn.
Forfædrene til disse 2725 skabte en kultur, der foruden dorset-træk (skeletornamentik, se ill. tupilak) fremviser træk fra Alaska-kulturer gennem de sidste 1000 år – masker og pånittede benfigurer på træsager – elementer, der bedst lader sig forklare som værende kommet norden om landet. Sydfra fik man kajakken, det skønne fartøj, der af samtlige kulturelementer må have den største del af æren for, at Angmagssalik-folket trods alt sejlede frelst gennem storm og uvejr.
Med dette arbejde har Sven Havsteen-Mikkelsen og jeg bestræbt os på at formidle Angmagssalik- folkets egen historie og kunst.
Nu da bogen står for udgivelse, vender mine tanker tilbage til den isfyldte kyst, hvor mennesker i fjerne tider slog sig ned og lod en af eskimokulturens mest særprægede blomster folde sig ud. Denne blomst forblev skjult for den øvrige verden helt op i det 19. århundrede, fordi storis og tåge holdt fremmede fra kysten.