Kilivpak, mammut. Fortalt af Kúnitse (Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Kilivpak, mammut
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortalt af Kúnitse
Der går sagn om, at menneskets fornemste jagtdyr i meget, meget gamle dage var kilivpak.
Kilivpak var et temmelig stort dyr, et dyr større end en bjørn.
Kilivpak blev jaget, dengang menneskene endnu boede på store bopladser — før de begyndte at sprede sig. Dengang var menneskene landjægere, hvis hu endnu ikke stod til havet; det var før de blev sælfangere.
Man har kun vage forestillinger om kilivpak, og hvad navnet egentlig betyder, ved man ikke.
Når menneskene havde nedlagt en kilivpak og spist kødet, lod de knoglerne ligge en stund. – Når man så så efter, var kødet igen vokset ud på knoglerne, og man spiste kødet for anden gang. Den tredie gang kødet igen voksede ud, var der ikke så meget af det.
Når man for tredie gang havde spist kødet og slængt knoglerne fra sig, så man, at der dannede sig rim på dem, og det skrabede man af og spiste, – og rimen var det sidste, man kunne nyde af kilivpak, for senere voksede der ikke mere kød ud på knoglerne.
Siden dengang — for umindelig mange år siden — har man haft det mundheld, der siger: »Bare der voksede kød ud på knoglerne igen«. Det siger vi, når maden har smagt os ekstra godt.