Ingvar den Vidtberejstes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Nordiske fornaldersagaer


Ingvar den Vidtberejstes saga [1]

Fra Yngvars saga víðförla


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


Kapitel 1

Gripsholmstenen i Mariefred
En af Ingvarsstenene

Erik hed en konge, der herskede i Sverige. Han blev kaldt Erik Sejrsæl. Han var gift med Sigrid Storråde, men lod sig skille fra hende på grund af hendes vanskelige sindelag, for hun var i alle henseender en meget stridbar kvinde. Han gav hende Gøtaland. Deres søn var Olof den Svenske.

Dengang herskede jarl Håkon i Norge, og han fik mange børn, men vi vil fortælle om en af hans døtre, der hed Aud. Kong Erik havde også en datter, hvis navn ikke er nævnt. Åge, der var en svensk høvding, bejlede til hende, men kongen anså det ikke for passende at bortgifte sin datter til en mand, der ikke var fyrstelig. Ikke længe efter friede en fylkeskonge fra Gardarige østpå til hende, og kongen fandt det bedst, at han blev gift med pigen, og hun fulgte med ham østpå til Gardarige. Noget senere overfaldt Åge dem uventet dér og dræbte kongen, men tog den svenske konges datter med sig derfra og hjem til Sverige, hvor han holder bryllup med hende. Åge havde indgået forbund med otte høvdinge, og de måtte en tid tåle kongens vrede, men han ønskede ikke at kæmpe mod dem og forvolde et stort tab af folk i sit eget land. Åge og hans kone fik en søn, der hed Eymund.

Efter dette tilbyder Åge kongen forlig for denne forhastede handling. Kongen tog vel imod det, og da det nu var blevet bestemt, bejler kong Erik til Aud, datteren af jarl Håkon i Norge. Dette friermål blev vel modtaget, men jarlen mente dog, at det var bedst, såfremt kongen ikke lod den svigersøn, han var blevet påtvunget, få samme stand som ham i Sverige. Nu fik han lovning på konen, og bryllupsdagen blev fastlagt, og nu bliver der på ny sendt bud mellem Åge og kongen, og Åge tilbyder kongen selvdømme foruden bøderne. Kongen lader nu stille an til sit bryllup og indbyder de indenlandske høvdinge, først og fremmest sin svigersøn Åge og de otte høvdinge, som var i forbund med ham.


Kapitel 2

På den fastlagte dag kom jarl Håkon fra Norge til Sverige, og der var mange mennesker forsamlet i Uppsala, for dér fandt man alle de bedste mænd i Sverige. Der var mange og store huse, for der var kommet mange høvdinge med store følger, men Åge havde dog — næst efter kong Erik og jarl Håkon — det største følge. Derfor blev det næststørste hus indrettet til Åge. Kongens datter og hendes og Åges søn var der ikke, for man fandt kongens indbydelse fordægtig.

Nu sidder folk en tid ved gildet og er meget glade og muntre. I begyndelsen af gildet omgav Åge sig med mange vagter, men der blev færre, efterhånden som brylluppet skred frem, indtil der kun var én dag tilbage af gildet. Så overfalder kong Erik dem alle uden varsel, og han dræbte da alle de otte høvdinge, som havde sat sig op imod kongen, og det samme skete med Åge. Efter dette sluttede gildet. Jarl Håkon drog til Norge, og hver især vendte hjem til sit. Nogle mener, at dette skete på jarl Håkons råd, mens andre siger, at han selv var til stede, da de blev dræbt.

Nu inddrager kongen alle de jorder og det løsøre, som havde tilhørt de otte høvdinge. Han lod Eymund og dennes mor hente hjem til sig. Eymund voksede op hos kongen og blev vel agtet, indtil kong Erik døde. Derefter kom Olof til magten, og han agtede Eymund på samme vis, som hans far havde gjort. Men da Eymund blev voksen, mindedes han sit tab, for hver dag kunne han se sine ejendomme for sig, og han mente, at al ære var blevet ham berøvet, for kongen tog alle skatter fra hans ejendomme. Kong Olof havde en datter, der hed Ingegerd. Hun og Eymund elskede hinanden højt for slægtsskabs skyld, for hun udmærkede sig i alle henseender. Eymund var stor af vækst og havde mange kræfter, og han var en fremragende ridder.

Eymund tænker nu over sin sag, og han syntes, at det trak ud med oprejsningen for det tab, han havde lidt, og han fandt, at det ville være bedre med en hurtig død end et liv med skam. Og da han erfarer, at tolv mand fra kongens hird var taget af sted for at opkræve skat i de herreder og riger, som havde tilhørt hans far, bestemmer han sig for at tage af sted med tolv mand og begive sig ind i skoven, som lå på kongens mænds vej. Og dér kæmpede de, og det blev en hård kamp. Denne samme dag fulgte Ingegerd efter dem ind i skoven og fandt dem alle døde på nær Eymund, men han var dog hårdt såret. Hun lod ham derpå anbringe i sin vogn og kørte af sted med ham og lod hans sår hele på et hemmeligt sted. Og da kong Olof hørte om disse hændelser, indkaldte han til ting og fik Eymund dømt og gjorde ham fredløs i hele sit rige. Men da Eymund var blevet rask, skaffede Ingegerd ham i hemmelighed et skib, og han begiver sig på hærtogt og vinder mange værdier og skaffer sig folk.


Kapitel 3

Nogle år senere bejlede den konge, der hed Jaroslav og herskede i Gardarige, til Ingegerd. Han fik hende, og hun rejste østpå sammen med ham. Men da Eymund erfarede, hvad der var sket, drog han østpå, og kong Jaroslav og Ingegerd tog godt imod ham dér, for der var da megen ufred i Gardarige, for kong Jaroslavs bror, Burislav, angreb riget. Eymund kæmpede imod ham fem gange, og i den sidste kamp blev Burislav taget til fange og blindet og ført for kongen. Derved vandt Eymund vældige summer i guld og sølv og mange værdier og store kostbarheder. Derpå sendte Ingegerd bud til sin far, kong Olof, og anmodede ham om at afstå de jorder, som tilhørte Eymund, og såfremt han ikke indgik forlig med ham, måtte han forvente, at der kom en hær imod ham — ja, man kan nærmest sige, at han fik lovning på det. Eymund opholdt sig imens i Holmgård; han var ofte i kamp, og han sejrede hver gang og vandt mange skatlande tilbage under kongen. Eymund fik da lyst til at tilse sine ejendomme, og han har en stor og veludrustet hær, for der var hverken mangel på penge eller våben.

Nu forlod Eymund Gardarige med stor hæder og anseelse hos hele almuen, og han kommer nu til Sverige og tager fast ophold på sine ejendomme i sit rige, og han får sig snart en kone og bliver gift med en rig mands datter, og med hende fik han en søn, der hed Ingvar.

Olof Svenskekonge erfarede, at Eymund var kommet til landet med et stort hærfølge og store værdier og havde sat sig i det rige, som havde tilhørt hans far og de otte høvdinge, og det var en stor sag, mente kongen, men han vover dog ikke at gøre noget ved det, for han hører hver dag beretninger om Eymunds store bedrifter. Nu forholder begge parter sig roligt, for ingen af dem ønsker at vige for den anden.

Eymund sidder nu i sit rige, får orden på det og styrer, som konger plejer, og han øger sin magt, for han får mange mænd under sig. Han lod en stor hal opføre til sig og udstyrede den fornemt, og dér lader han hver dag bordene dække for store skarer, for han havde mange riddere og en stor flåde. Han sidder nu i ro.

Ingvar vokser nu op hjemme hos sin far, indtil han var 9 år gammel. Da bad Ingvar sin far om tilladelse til at opsøge kongen og andre høvdinge i Sverige. Eymund gav ham lov til at tage af sted og udrustede ham på sømmelig vis til færden. Ingvar fik den bedste hjelm, hans far havde — den var forgyldt og besat med ædelsten — samt et guldsmykket sværd og mange andre kostbarheder. Ingvar drog nu af sted fra sin far med 14 mand i sit følge, og alle deres heste var iført brynje ligesom dem selv, og de bar skjolde og gyldne hjelme, og alle deres våben var smykkede med guld og sølv. Og med et sådant udrustet følge drager han østfra på langs af Sverige. Vidt omkring hører man om hans færd, og alle vegne søger høvdinge hen til ham og byder ham til gilde. Han tager imod det, og de giver ham gode gaver, og han dem.

Nu bliver Ingvars berømmelse omtalt vidt omkring i Sverige, og også kong Olof hører om den. Han havde en søn, der hed Ønund og var det bedste mandsemne. Han var nogenlunde jævnaldrende med Ingvar. Han bad sin far om tilladelse til at opsøge sin frænde Ingvar og modtage ham med hæder, og han fik lov til det, han bad om, og han tog imod Ingvar med stor hæder, og det blev et meget glædeligt møde. Siden opsøgte de kongen, og han kom dem i møde og tog godt imod dem, og han leder Ingvar ind i sin hal og giver ham plads ved sin side og sagde, at han og hans følge skulle være velkomne dér længe. Ingvar sagde, at han ville blive der nogen tid. Siden overrækker han kongen de kostbarheder, som før blev nævnt: Hjelmen og sværdet. Og han sagde: »Min far sendte disse gaver til dig for at styrke freden og fremme jeres venskab.« Kongen tog med tak imod kostbarhederne, men sagde, at det ikke var ham, Eymund havde sendt dem til. Ingvar opholdt sig dér hele vinteren, og kongen agtede ham mest af alle mænd. Da foråret kom, gjorde Ingvar klar til hjemfærden, og Ønund tog med. Da gav kongen Ingvar en god hest og en forgyldt sadel og et flot skib.

Nu drager Ingvar og Ønund af sted med kong Olofs gunst, og de tager nu hen til Eymund. Og da de kom til Eymunds gård, fik han at vide, hvem der var kommet, men han lod, som om han ikke hørte det. Nu kommer de frem til hallen, og Ønund ville stige af hesten, men Ingvar bad ham ride med ind i hallen. Så rider de helt ind foran Eymunds højsæde. Han hilser dem vel og spørger om nyt, og hvordan de kan være så dristige at fare frem med så megen uro og ride ind i hans hal. Da svarer Ingvar: »Da jeg kom til kong Olof, gik han mig i møde med hele sin hird og tog godt og hæderfuldt imod mig, men nu, hvor hans søn kommer hjem til dig, viser du ikke ham nogen ære. Nu véd du, at det var derfor, jeg red ind i din hal.« Da sprang Eymund op og omfavnede Ønund og løftede ham af hesten og kyssede ham og satte ham ned og sagde, at alle i hallen skulle tjene ham. Siden overrakte Ingvar sin far gaverne, som han sagde, at kong Olof havde sendt ham til styrkelse af freden mellem dem. Og det er en hest og en sadel og et skib. Da sagde Eymund, at det ikke var ham, kongen havde sendt dem til, men han gav dog kongen megen ros, fordi han havde givet Ingvar så hædrende gaver. Ønund opholdt sig dér den vinter.

Om foråret gjorde han klar til at drage hjem, og Ingvar fulgte med ham. Så giver Eymund Ønund en høg, hvis fjer havde farve som guld, og dermed drager de af sted og kommer til kong Olof, og han tager vel imod dem og glæder sig over deres tilbagevenden. Ønund overrakte ham høgen og sagde, at den havde Eymund sendt ham. Kongen blev da rød i ansigtet og sagde, at Eymund nok ikke havde nævnt hans navn, da han gav Ønund høgen, »— men det kan dog være, at han har tænkt det.« Noget senere tilkalder han Ønund og Ingvar og sagde: »Nu skal I tage tilbage til Eymund og tage noget med, som jeg vil give ham, og det er et bannermærke, for jeg har ikke noget mere dyrebart end dette at give ham. Det har den egenskab, at den mand, som det bæres foran, altid vil sejre overbevisende — og dette skal være beviset på vores forlig.«

Nu drager de tilbage og overrækker Eymund bannermærket med kongens venskabelige ord. Eymund tog imod kongens gave med taknemmelighed og sagde, at de straks skulle rejse tilbage igen og indbyde kong Olof og sige sådan til ham: »Eymund — din tjener — indbyder dig med god vilje til gæstebud og vil være taknemmelig, såfremt du kommer.« De tog af sted og traf kong Olof og viderebragte ham Eymunds indbydelse. Da blev kong Olof meget glad og drog af sted med et stort følge. Eymund tog godt imod ham og med megen hæder, og de gav hinanden løfte om et fast venskab og holdt det godt.

Kongen vendte siden hjem med gode gaver, og Ingvar opholdt sig altid hos kongen, for denne elskede ham ikke mindre end sin egen søn. Ingvar var stor af vækst, smuk og stærk og lys, klog og veltalende, venlig og gavmild mod sine venner, men grusom mod sine fjender, beleven og den raskeste mand i alle henseender. Således har forstandige mænd med hensyn til hans formåen sammenlignet ham med hans frænde Styrbjørn eller med kong Olav Tryggveson, som for både Gud og mennesker har været og i al evighed vil være den mest berømte mand i de nordiske lande.


Kapitel 4

Da de to frænder — Ønund og Ingvar — var blevet voksne, blev det folkeslag, der hedder semgaler, uenige med kong Olof, og de havde gennem nogen tid ikke betalt skat. Da sendte kong Olof Ønund og Ingvar af sted med tre skibe for at opskræve skatterne. De kom i land og indkaldte landets indbyggere til ting, hvor de krævede skat af deres konge. Ingvar viste der sin store formåen udi veltalenhed, således at kongen og mange andre høvdinge ikke så anden udvej end at betale den skat, der blev opkrævet. Der var dog tre høvdinge, som ikke ville følge kongens råd og nægtede at betale skat og samlede en hær. Men da kongen hørte om dette tiltag, bad han Ønund og Ingvar om at kæmpe mod dem og stillede hærfolk til rådighed for dem. De kæmpede, og der faldt mange mænd, før høvdingene flygtede. Den mand, der havde været størst modstander af at betale skat, blev pågrebet under flugten, og ham hængte de, men de to andre slap væk. De vandt derved et stort bytte og indkrævede alle skatterne og vendte således hjem til kong Olof og overdrog ham store værdier i guld og sølv og fine kostbarheder. Og Ingvars anseelse voksede så meget på denne færd, at kongen satte ham over de andre høvdinge i Sverige. Ingvar tog sig en frille, og med hende fik han en søn, der hed Svend.

Med denne rang opholdt Ingvar sig hos kong Olof, indtil han var 20 år gammel. Da blev han meget nedtrykt, og man hørte aldrig et ord fra hans mund. Kongen fandt, at det var en stor skade, og han spørger, hvad det skyldes. Ingvar svarer: »Såfremt du mener, at mit mismod er en skade, og hvis du vil mig det så godt, som du siger, så giv mig kongenavn med tilhørede værdighed.« Kongen svarer: »Hvad som helst andet du måtte bede om — rang eller gods — vil jeg tilstå dig, men dette kan jeg ikke give dig, for jeg er ikke mere indsigtsfuld end vores frænder, og jeg har ikke bedre dømmekraft end vores gamle slægtninge.« Denne sag afstedkom uenighed mellem dem, for Ingvar bad hele tiden om kongenavn, men fik det ikke.


Kapitel 5

En edderspyende drage
Fra et engelsk 1200-tals håndskrift

Så gjorde Ingvar sig klar til at forlade landet og finde et rige i udlandet, og han udvalgte mandskab til at følge sig og 30 skibe, alle fuldrustede. Kong Olof erfarer nu, at Ingvar var færdig til afrejse, og han sendte bud til Ingvar og bad ham blive og få kongenavn. Ingvar sagde, at han ville have taget imod det, hvis han havde fået tilbuddet tidligere, men nu, siger han, vil han sejle, så snart vinden bliver gunstig.

Snart derefter sejlede Ingvar fra Sverige med 30 skibe, og han bjærgede ikke sejlene, før de kom til Gardarige, og kong Jaroslav modtog ham med megen hæder. Ingvar opholdt sig dér i 3 år og lærte at tale mange forskellige sprog. Han hørte folk tale om, at der gennem Gardarige flød tre floder østfra, og den, som flød mellem de to andre, var den største. Da rejste Ingvar vidt omkring i landene østpå for at finde ud af, om nogen vidste, hvor denne flod havde sit udspring, men det kunne ingen fortælle ham.

Så gjorde Ingvar klar til at forlade Gardarige, og det var hans hensigt at undersøge denne flod og finde ud af, hvor lang den var. Han lod biskoppen vie en buløkse og flint for ham. Der nævnes fire mænd, som var med på Ingvars færd: Hjalmvige og Sote, Ketil — som blev kaldt Garda-Ketil, han var islandsk — og Valdemar. Derpå sejlede de ud på floden med 30 skibe, og Ingvar vender stavnen mod øst, og han sagde ganske bestemt, at ingen måtte gå i land uden hans tilladelse. Hvis nogen gjorde det, skulle det koste vedkommende en hånd eller en fod. På alle skibene skulle en mand holde vagt om natten.

Det fortælles, at da de havde sejlet på floden nogen tid, skulle Ketil holde vagt en nat, men tiden faldt ham lang, da alle folkene sov, og han fik lyst til at gå i land og se sig lidt om, men han gik længere, end han havde haft til hensigt. Han stod stille og lyttede. Han fik øje på et højt hus, og han gik derhen og ind i huset, og dér så han en sølvgryde på ilden, og han fandt det mærkeligt. Han tog gryden og rendte ned mod skibene. Men da han havde løbet et stykke tid, så han hen over sin skulder en frygtelig kæmpe, der løb efter ham. Ketil satte nu farten op, men afstanden mellem dem blev alligevel mindre. Han sætter gryden fra sig, men tog dog hanken med, og så løber han alt, hvad han kan, men han ser sig dog tilbage indimellem. Han ser, at kæmpen standser, da han når frem til gryden. Han går skiftevis hen imod gryden og væk fra den, men det endte med, at han tog gryden og gik tilbage til huset, mens Garda-Ketil gik ned til skibene og brækkede hanken i stykker og lagde dem i sin klædekiste.

Men om morgenen, da mandskabet vågnede og gik i land, så de fodsporene, der førte fra skibene, for der var faldet dug. Dette sagde de til Ingvar. Han bad Ketil fortælle, om han havde gået dér, for det kunne ikke være andre, mente Ingvar, og han sagde, at han ikke ville dræbe ham, såfremt han fortalte sandheden. Ketil sagde, at det var ham, og bad om tilgivelse for sin ulydighed, og han viste Ingvar hanken. Ingvar bad ham ikke gøre det igen, og dermed var de forsonede.

De sejlede siden i mange dage og gennem mange herreder, indtil de så, at folk levede på anden vis, og at dyrene så anderledes ud, og deraf forstod de, at de var kommet langt væk fra deres egne herreder og lande. En aften så de langt borte noget, som lignede en halvmåne, der stod på jorden. Den følgende nat holdt Valdemar vagt. Han går i land for at lede efter det sted, de har set. Han kom hen, hvor der var en høj foran ham, og den havde farve som guld, og han så årsagen til det, for højen var ganske dækket af drager. De sov, og derfor stak han sit spydskaft hen, hvor der var en guldring, og han trak ringen hen til sig. Derved vågnede en lille drage, og den vækkede med det samme de andre, der lå ved siden af, indtil Jakulus blev vækket. Nu skynder Valdemar sig tilbage til skibene, og han fortalte Ingvar alt, som det var. Nu bad Ingvar mændene gøre klar til at møde dragerne og lægge skibene på tværs af floden over til den modsatte havn, og det gør de. Derefter så de en skrækindjagende drage flyve over floden og hen imod dem. Mange blev så skræmte, at de gemte sig. Og da dragen Jakulus kom hen over det skib, som blev styret af to præster, udspyede den en sådan edder, at både skib og mandskab blev tilintetgjort. Derpå fløj den tilbage over floden og hen, hvor den holdt til.

Siden sejlede Ingvar mange dage på floden. Da dukkede der borge og store bebyggelser op, og de så en storslået borg. Den var bygget af hvide marmorsten. Og da de nåede frem til borgen, så de store flokke af kvinder og mænd. Disse menneskers skønhed og kvindernes fremtræden gjorde et stort indtryk på dem, for mange af dem havde et fornemt udseende. Dog var der én, som overgik dem alle med hensyn til både klædedragt og skønhed. Denne statelige kvinde gav tegn til Ingvar og de andre om, at de skulle komme hen til hende. Ingvar gik da i land og mødte denne agtværdige kvinde. Hun spurgte, hvem de var, og hvor de skulle hen, men Ingvar svarede ikke, for han ville vide, om hun talte flere sprog, og det viste sig, at hun kunne romersk, tysk, dansk og græsk og mange andre sprog, som tales i Østerleden. Men da Ingvar forstod, at hun talte disse sprog, fortalte han hende sit navn og spurgte, hvad hun hed, og hvilken rang hun havde. »Jeg hedder Silkesif,« sagde hun, »— og jeg er dronning i dette land og rige.« Så bød hun Ingvar og hele hans følge hjem til sin borg. Det tog han imod. Og borgfolkene tog deres skibe med alt udstyr og bar dem op til borgen. Ingvar indrettede sig i en hal sammen med alle sine folk, men han lukkede den grundigt til, for der foregik afgudsdyrkelse overalt omkring dem. Ingvar bad de andre være varsomme med at omgås de hedenske mennesker, og han forbød alle kvinder på nær dronningen at komme ind i hallen. Der var nogle mænd, som ikke rettede sig efter hans ord, men dem lod han dræbe, og siden var der ingen, der vovede at trodse hans befaling. Ingvar opholdt sig dér den vinter og havde det godt, for dronningen og hendes rådgivere sad hver dag i samtale med ham, og de fortalte hinanden om mangt og meget. Ingvar fortalte hende til stadighed om Guds almægtighed, og hun syntes godt om denne tro. Hun elskede Ingvar så højt, at hun tilbød ham, at han kunne få hele riget og blive konge, og det endte med, at hun lovede ham sig selv, såfremt han ville blive dér på stedet, men han sagde, at han først ville finde ud af, hvor lang floden var, og så siden tage imod dette tilbud.

Da foråret kom, gjorde Ingvar sig klar til at tage af sted, og han bad dronningen sidde i fred med sit folk. Ingvar sejlede på floden, indtil han kom til et stort vandfald og trange kløfter. Bjergsiderne dér var høje, så de måtte hale skibene op med reb. Bagefter trak de dem tilbage i flodløbet og sejlede længe, uden at der indtraf noget. Men sidst på sommeren så de en mængde skibe blive roet i mod sig. De var alle sammen runde og havde årer hele vejen rundt. De kom hen imod dem på en måde, så Ingvar ikke havde andre muligheder end at vente på stedet, for deres skibe skød samme fart som en fugl i flugt. Men før de stødte sammen, rejste en mand fra denne flok sig op. Han var klædt som en konge og talte mange forskellige sprog. Ingvar forholdt sig tavs. Så sagde manden noget på græsk. Ingvar forstod, at han hed Jolf og kom fra borgen Heliopolis. Og da kongen erfarede Ingvars navn, og hvor han kom fra, og hvor han ville hen, indbød han ham til vinterophold på sin borg. Ingvar afslog og sagde, at det passede ham dårligt at blive forsinket. Kongen påbød ham da at tage ophold dér denne vinter. Ingvar sagde, at så måtte det være sådan. Så sejlede de i havn med deres mandskab og gik i land og op til borgen. Men da de så sig tilbage, kunne de se borgens folk bære deres skibe på skuldrene op under borgen til et sted, som kunne aflåses. Overalt i gaderne så de omfattende afgudsdyrkelse. Ingvar bad sine folk være faste i troen og flittige med bønnen. Jolf stillede en hal til deres rådighed, men den vinter passede Ingvar på sine folk, sådan at ingen af dem blev fordærvet af omgang med kvinder eller hedenskab i øvrigt. Og når de gik hen for at forrette deres nødtørft, var de fuldt bevæbnede og låste hallen imens. Ingen, bortset fra kongen, måtte komme derind. Han sad hver dag i samtale med Ingvar, og de fortalte hinanden om mange tildragelser fra deres lande — både nyt og gammelt. Ingvar spurgte, om han vidste, hvor denne flod havde sit udspring, og Jolf sagde, at han vidste ganske sikkert, at den havde sit udspring på det sted, »— vi kalder Lindebælt. Derfra løber også en anden flod til Rødehavet, og dér findes en stor hvirvelstrøm, som kaldes Gabet. Mellem havet og floden findes det næs, der hedder Siggeum. Floden flyder ikke langt, før den falder over bjergvæggen ned i Rødehavet, og det sted betragter vi som verdens ende. Men på denne flod, som du har sejlet på, ligger der ugerningsmænd på store skibe, men de har skjult skibene bag siv, så folk antager, at det er øer, og de har alle slags våben og flammekastere, og de anretter større skade med ild end med våben.« Men folkene i borgen fandt, at kongen forsømte deres tarv på grund af Ingvar, og de truede med at jage ham ud af landet og vælge sig en anden konge. Og da Ingvar hørte dette, bad han kongen om at rette sig efter folkets ønske, og det gjorde han. Kongen bad Ingvar støtte ham i kampen mod sin bror. Denne havde den største magt af dem, og han behandlede sin bror meget uretfærdigt. Ingvar lovede at yde ham støtte på tilbagevejen.


Kapitel 6

Græsk ild
fra et 1100-tals håndskrift

Da vinteren er ovre, fører Ingvar sine mænd velbeholdne fra Jolfs rige. Og da de har sejlet nogen tid, kommer de til et stort vandfald. Der kom så kraftige vindstød fra vandfaldet, at de måtte lægge til land. Men da de kom i land, så de et fodspor efter en frygtelig kæmpe. Det var 8 fod langt. Bjergsiderne var så høje på stedet, at de ikke kunne hale skibene op med reb. De lagde deres skibe et sted ved klipperne, hvor floden slyngede sig, og strømmen var svag. Der var en smal åbning mellem klipperne, og dér gik de i land. Området var fladt og sumpet. Ingvar bad folkene fælde træer og lave graveredskaber, og det gjorde de. Siden begyndte de at grave, og de udmålte dybden og bredden på den grøft, som floden skulle løbe ind i. Det tog dem en måned, før de kunne sejle dér med skibene.

Og da de havde sejlet længe, så de et hus og en rædsom kæmpe, der var så fæl, at de troede, han var en djævel. De blev meget skræmte og bad Gud vise dem nåde. Så bad Ingvar Hjalmvige om at synge salmer til Guds ære, for han var en god klerk, og de lovede at faste i seks dage i bøn. Derpå gik kæmpen væk fra huset og fulgte en anden vej langs floden. Og da han var væk, gik de hen til huset, som de så var stærkt befæstet. Og da de gik ind i huset, så de, at det blev båret af én eneste stolpe, og den var lavet af ler. Derefter begyndte de at hugge hele vejen omkring stolpen ved jordoverfladen, indtil huset gav sig, når de rokkede med det. Ingvar bad sine mænd finde store sten og bære dem hen til huset. Det gjorde de. Og da det blev aften, bad Ingvar dem gå ind i fæstningsværket og skjule sig mellem sivene. Og ud på aftenen så de kæmpen komme hjem, og han havde mange mennesker fæstnet under sit bælte. Han låste fæstningen og ligeledes huset forsvarligt af. Derefter gav han sig til at spise. Efter nogen tid ville de se, hvad han foretog sig, og de hørte en vældig snorken komme fra ham. Så bad Ingvar dem fjerne de sten, de før havde båret derhen, og de hamrede på stolpen, indtil huset faldt sammen. Kæmpen gjorde en sådan modstand, at hans ene fod stak ud. Så gik Ingvar og hans følgesvende frem og huggede foden af kæmpen med buløkser, for han var så hård som træ. Og da det var gjort, kunne de se, at han var død. De slæbte foden ned til skibene og nedsaltede den i hvidsalt.

De drager nu af sted, indtil floden deler sig, og de ser da fem øer, som bevæger sig og kommer hen imod dem. Ingvar bad sine mænd stå klar. Han lod tænde ild med det viede fyrtøj. En af øerne kom hurtigt hen til dem og udsatte dem for en hård byge af sten, men de holdt skjoldene for og kastede stenene tilbage. Og da vikingerne kunne mærke, at de mødte modstand, begyndte de at blæse med smedebælge i ovne, hvor der brændte ild, og dette frembragte en vældig larm. Der stak også et kobberrør frem, og ud derfra blæste en voldsom ild hen imod et skib, og det brændte straks, så alt blev til aske. Og da Ingvar så dette, sørgede han over sit tab, men bad om at få fængstof med viet ild. Han spændte derpå sin bue og lagde en pil på strengen, og han stak pilespidsen i fængstoffet, der brændte med viet ild. Og denne brændende pil fløj fra buen og ind i røret, der stak ud fra ovnen, så ilden vendte sig mod hedningerne selv, og på et øjeblik brændte øen op med alt — både mandskabet og skibene. De andre øer nærmede sig også, men så snart Ingvar hørte smedebælgenes pusten, skød han med viet ild, og med Guds støtte udslettede han dette djævelske folk, så der ikke var andet end asken tilbage.

Ikke længe derefter kom Ingvar frem til det sted, hvor floden havde sit udspring. Og dér så de en drage, der var så stor, at de aldrig havde set mage. Og under dragen lå en mængde guld. De lagde til ikke langt derfra, og alle mand gik i land og derhen, hvor dragen plejede at bugte sig ned til vandet. Det var et meget bredt spor. Så bad Ingvar sine folk om at strø salt i sporet og slæbe kæmpefoden derhen. Han mente, at dette nok ville opholde dragen en tid. De skjulte sig og var stille. Og på den tid, hvor dragen plejede at søge til vandet og fulgte sporet, så den, at der var salt på vejen foran den, og den begyndte at slikke det i sig. Og da den kom hen, hvor kæmpefoden lå, slugte den straks foden. Dragen var nu længere tid undervejs, end den plejede, for tre gange, når den var nået halvvejs tilbage, vendte den om for at drikke. Ingvar og hans følgesvende gik hen til dragens rede, og dér så de en stor klump af guld, og guldet var så hedt, som var det lige løbet ud af diglen. Derpå huggede de noget af guldklumpen med deres buløsker, og det var en umådelig formue, de fik på den måde. Da så de, at dragen nærmede sig. De trak sig tilbage med et stort bytte, som de skjulte mellem sivene. Ingvar bad dem om ikke at iagttage dragen. De gjorde, som han sagde, bortset fra nogle få mænd, som blev stående og så, at dragen blev vred over sit tab. Den rejste sig på halen og frembragte en lyd, som når en mand fløjter, og rullede sig sammen oven på guldet. Mændene fortalte, hvad de havde set, men derpå faldt de døde om.


Kapitel 7

Efter disse hændelser tog Ingvar og de andre ud for at undersøge det næs, som de var kommet til. De fandt en fæstning, hvor de så, der stod en stor hal. Og da de kom ind i hallen, så de, at den var smukt indrettet, og de fandt dér mange værdier og store kostbarheder. Da spurgte Ingvar, om nogen ville tilbringe natten på stedet for at se, hvad man blev udsat for. Sote sagde, at han ikke ville holde sig tilbage. Og da det blev aften, vendte Ingvar tilbage til skibene med sit mandskab, mens Sote fandt sig et skjulested. Da det var blevet sent, viste en djævel sig for ham i skikkelse af et menneske og sagde: »Der var en stærk og mægtig mand, der hed Siggeus. Han havde tre døtre. Dem gav han en mængde guld. Og da han døde, blev han begravet dér, hvor I nu så dragen. Efter hans død blev den ældste datter misundelig over sine søstres guld og kostbarheder. Hun tog sit eget liv. Den næste søster gjorde det samme. Den tredje af dem levede længst, og hun tog arven efter sin far og ledelsen af dette sted — men ikke bare mens hun var i live. Hun navngav næsset og kaldte det Siggeum. Hun lader hver nat hallen fylde med djævle, og jeg er en af dem, og jeg blev sendt hen for at fortælle dig dette. Dragerne åd kongen og hans døtres lig, men der er også dem, der mener, at de er blevet forvandlet til drager. Du skal vide — Sote! — og fortælle jeres konge Ingvar, at Harald Svenskekonge drog denne vej for længe siden, og han omkom sammen med sit mandskab i Rødehavets hvirvelstrøm, men nu er han kommet for at herske her. Og som bevis på det jeg siger, findes hans banner her i hallen, og det skal Ingvar tage med sig og føre til svenskerne, så de ikke er uvidende om, hvad der skete med kongen. Du kan også fortælle Ingvar, at han sammen med en stor del af sit mandskab vil dø på denne færd. Men du — Sote! — har ingen tro og er uretfærdig, og derfor skal du blive her hos os, mens Ingvar vil blive frelst af den tro, han har på Gud.« Djævelen tav, da han havde sagt dette. Hele natten var der en vældig larm og råben på stedet. Og da det blev morgen, kom Ingvar, og Sote fortalte ham, hvad han havde set og hørt. Men da Sote var færdig med sin fortælling, faldt han død om for øjnene af alle.

Nu tager Ingvar banneret, der stod i hallen, hvorefter han går ned til skibene med sit mandskab. Han vender nu stavnen hjemad, og han navngav det store vandfald og kaldte det Bælgsote. Færden var begivenhedsløs, indtil de kom til kong Hromunds rige — han blev også kaldt Jolf. Og da de for anden gang sejlede hen imod borgen Heliopolis, kom kong Jolf imod dem med en stor flåde og bad Ingvar bjærge sejlene, »— for nu skal du hjælpe mig mod min bror Bjolf, der også bliver kaldt Sølmund, for han og hans sønner ønsker at røve riget fra mig.« Ingvar tog da hen til borgen og forberedte sig på kampen. Ingvar lod opstille vældige hjul, som var forsynet med store spidser og skarpe pigge hele vejen rundt. Derpå lod han slå hærsporer.[2]

Nu samler begge konger en hær og ankommer til det sted, som de har aftalt. Og selv om Ingvar stillede til kamp, var Bjolfs hær klart i overtal. Kong Jolf stillede sin hær i slagorden over for sin bror. Og da man var rede på begge sider, råbte de hærråb. Ingvar og de andre rullede da hjulene med al udstyret på hen imod fjenden, hvorved mange blev dræbt, og deres slagorden blev brudt. Ingvar og hans folk angreb dem da, uden at de var i stand til at forsvare sig, og de dræbte alle kong Bjolfs sønner, mens han selv flygtede. Kong Jolf gik da hårdt frem og forfulgte de flygtende, men Ingvar befalede sine mænd at blive dér og ikke forlade skibene, »— så vores fjender kan få fat i dem. Skaf jer hellere et stort bytte fra de fjender, som vi har dræbt her.« De fik fat i mange kostbarheder og store skatte, som de bar hen til skibene. Så kom Jolf med hæren, og han stiller sin styrke i slagorden og lader hærråbet gjalde. Dette overraskede Ingvar og hans mænd, og de trækker sig tilbage. Så kastede de hærsporerne dér, hvor fjenden gik frem. De kunne ikke undgå dem, og de rendte hen over dem, men da de mærkede, hvor skarpe piggene var, troede de, at de blev udsat for trolddom. Men Ingvar og hans folk blev i teltlejren, og dér fordelte de kostbarhederne mellem sig. De så da en stor flok kvinder komme hen til lejren, og disse begyndte at danse smukt. Ingvar bad folkene tage sig i agt for kvinderne, som var de de værste giftslanger. Men da det blev aften, og hærfolkene gjorde sig klar til at sove, kom kvinderne ind til dem i teltene, og den mest fornemme af dem lagde sig i sengen hos Ingvar. Da blev han vred, og han greb sin bæltekniv og jog den i kønsdelene på hende. Og da hans mænd så, hvad han gjorde, begyndte de at skubbe disse liderlige kvindfolk fra sig, men der var dog nogle, som ved djævelsk trolddom ikke formåede at modstå deres kærtegn og havde samleje med dem. Men da Ingvar hørte om dette, blev glæden over sølvet og fornøjelsen ved vinen ændret til stor sorg, for om morgenen, da de mønstrede mandskabet, lå 18 mænd døde. Ingvar beordrede da, at de døde skulle begraves.


Kapitel 8

Og efter dette gjorde Ingvar i al hast klar til at tage af sted med alle sine folk, og de begiver sig nu på vej og sejler nat og dag så hurtigt, som de formår. Men så opstod der sygdom i deres flok, så alle de bedste folk gik til, og der var flere døde end levende. Ingvar blev også syg, men de var da ankommet til Silkesifs rige. Han samlede da sine mænd og bad dem begrave de døde. Han tilkaldte derefter Garda-Ketil og sine andre venner og sagde: »Jeg er blevet syg, og jeg tror, at denne sygdom bliver min død, men der sker da det, som jeg har stræbt efter, og med Guds barmhjertighed venter jeg, at Guds søn indfrier sit løfte til mig, for jeg gav hver dag helhjertet min sjæl og mit legeme i Guds varetægt, og jeg passede så godt på disse mænd, som jeg formåede. Men jeg ønsker, at I skal vide, at det er Guds retfærdige dom, når vi rammes af denne pest, men denne farsot og forbandelse er dog særligt møntet på mig, for så snart jeg er død, vil sygdommen forsvinde igen. Men jeg vil bede jer om — og navnlig dig, Ketil! — at I fører mit lig til Sverige og lader det begrave ved en kirke. De ejendele, som jeg har her i guld og sølv og fornemme klæder, vil jeg lade dele i tre dele: Én tredjedel giver jeg kirkerne og præsterne; en anden giver jeg til de fattige; og den tredje skal min far og min søn have. Send min hilsen til dronning Silkesif! Men uanset hvad håber jeg, at I kan enes, og såfremt I bliver uenige om, hvilken vej I skal vælge, så lad Garda-Ketil bestemme, for han er den af jer, som har den bedste hukommelse.« Han bad dem siden leve vel og sagde, at de skulle gense hinanden på den yderste dag. Han ønskede dem alt godt og døde få dage senere.

De tog sig omhyggeligt af hans lig og lagde det i en kiste, hvorefter de begav sig på vej og lagde til ved borgen Citopolis. Og da dronningen genkendte deres skib, tog hun imod dem med stor hæder. Men da hun så, de gik i land, blev hun bedrøvet, og det forekom hende, at der var sket noget alvorligt, og hun kunne ikke få øje på den mand, som betød mere for hende end alle andre. Hun spurgte dem, hvad der var sket, og ville have nøje besked om, hvordan Ingvar var død, og hvad de havde gjort ved hans lig. De sagde, at de havde begravet ham i jorden. Hun sagde, at de løj, og at hun ville lade dem dræbe, hvis ikke de fortalte sandheden. Så fortalte de hende, hvad Ingvar havde påbudt dem at gøre med sit lig og sine ejendele. De overlod hende derpå Ingvars lig. Hun lod ham bære op til borgen med stor ærbødighed, og med herlige salver gjorde hun liget klar til gravfærden. Dronningen bad dem rejse med Guds og Ingvars fred. »Jeres gud er også min gud. Ønsk Ingvars frænder alt vel, når I kommer til Sverige, og bed nogle af dem om at komme hertil med præster for at kristne dette folk. Da skal vi bygge en kirke her, som Ingvar skal hvile i.« Da Ingvar døde, var der gået 1041 år fra Jesu Kristi fødsel. Han var 25 år gammel, da han døde. Dette var 11 år efter kong Olav den Hellige Haraldsons fald.

Ketil og de andre gjorde klar til at tage af sted, og de bad dronningen leve vel. De begav sig nu på vej, og de havde 12 skibe. Men da de havde sejlet nogen tid, blev de uenige om, hvilken vej de skulle tage. De skiltes da, for ingen af dem ville sejle efter de andre. Men Ketil havde valgt den rigtige vej og kom til Gardarige, mens Valdemar kom til Miklagård med et enkelt skib. Vi kan ikke med sikkerhed fortælle, hvad der blev af de øvrige skibe, men man antager, at de fleste er gået tabt.

Og så er vi ikke i stand til at berette mere om Ingvar, men vi véd dog, at han udrettede mange storværker på denne færd, som kyndige folk har fortalt meget om.[3]




Noter:

  1. I Sverige findes der omkring 25-30 runesten fra yngre vikingetid — de såkaldte Ingvarssten — som på forskellig vis beretter om en Ingvar og hans togt i Østerleden. Sagaen her »er bygget over gamle, afblegede minder om den svenske høvding« og den har ikke »nogen egentlig historisk overlevering som grundlag.« (Finnur Jónsson). Sagaen menes at være forfattet i første halvdel af 1300-tallet, og den findes bedst overleveret i håndskriftet AM 343 a 4to fra omkr. 1400-tallets midte.
  2. En slags partisansøm.
  3. Hermed slutter den egentlige Ingvarssaga. Forlægget fortsætter imidlertid med eventyret om Ingvars søn, Svend, der følger i sin fars fodspor. Fortællingen om Svend er sandsynligvis en senere tilføjelse, og den er ikke videre god; derfor findes den ikke oversat her.