Inurudsiak (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
18. Inurudsiak
Hævn paa Erkilik'erne
fortalt af Kutuluk
Inurudsiak hed en Dreng, der havde tre Erkilik'er til Plejesøskende. Naar Erkilik'erne kom inde fra Landet, lavede de Hul i Hjørnet paa Huset og skød alle Husfællerne med Buer. Da de saaledes havde dræbt alle, undtagen Inurudsiak og hans Søster, bleve to Erkilik'er tilbage, medens de andre toge ind i Landet igjen. De to Erkilik'er hængte Inurudsiak og hans Søster op ved Benene over en dyb Afgrund og toge derpaa bort.Da Børnene vare ved at sulte og tørste ihjel, urinerede Inurudsiak og opfangede sin Urin i Munden, hvorved han frelste sit Liv, medens Søsteren ikke kunde opfange sin i Munden og derfor døde. Inurudsiak gjorde Forsøg paa at tage fat i sine Ben, og klattre op af dem, for at faa fat paa Kobberemmen, hvori han hang; men han faldt ned igjen. Tilsidst lykkedes det ham dog at faa fat paa Kobberemmen og derefter paa Afsatsen paa Klippen, og han kom saaledes op.
Han saae en Konebaad ro forbi, hvori der blev sunget. Han raabte paa Folkene; men det var i en grædende Tone og derfor ikke højt, saa de hørte det ikke. Da Baaden næsten var forbi, var der En, der sagde: «Hør! det er ligesom der er En, der græder deroppe!» Kajakerne roede ind mod Stranden. Den stærkeste kom foran de andre. Han steg i Land, klatrede op og hjalp Inurudsiak, bragte ham ned til Konebaaden og tog ham til sin Plejesøn.
Medens Inurudsiak voxede, øvede han sine Kræfter, og da han blev ældre, blev han meget stærk og havde fem Hunde, som holdt meget af at tage Bjørne. Han rejste ofte ind i Fjorden, hvor han fangede Sæler ovenpaa Isen.
Om Foraaret, da Sneen smeltede, men det dog frøs om Natten, kjørte Inurudsiak ind i Fjorden. Det var paa den Tid, at Erkilik'erne plejede at komme ned til Huset. Han fik nu Øje paa to Erkilik'er, som stod og fangede med Ituartit. Han, der laa ved Hullet, raabte: «Kæ! kæ!» «Hvordan er den? Er den sort? Pas godt paa den!» sagde den anden. De vare saa ivrige, at de ikke saae Slæden, førend den var lige ved dem. Da de saae Inurudsiak, sagde den ene: «Naar er han bleven voxen?» De talte nu sammen og sagde til lnurudsiak, at han skulde blive der, medens de gik hen efter deres Fangst.
Da de bleve længe borte, spændte lnurudsiak sine Hunde for Slæden og kjørte efter Erkilik'ernes Spor. Hele Rummet mellem Opstanderne paa Slæden var fuldt af Hundepiske. Han kom til det Sted, hvor Erkilik'ernes Fangst laa. Der var baade sorte og lyse Sælhunde; men Erkilik'erne var der ikke, dem fik han Øje paa ovenpaa Indlandsisen. Snart løb de; men naar de vare trætte, stode de stille; derefter løb de igjen og sprang ligesom Hunde. lnurudsiak forfulgte deres Spor, indtil de kom til hel glat Is. Her kastede han Hundene op paa Isen; men de glede ned igjen. Han sprang da selv op, og kigede ned gjennem et Hul og saae, at Erkilik'erne boede dernede. Han sprang ned gjennem Hullet og lod som om han vilde lyske en af Erkilik'erne; men med et medtaget Bor borede han ham ind i Øret, saa at han døde. Saaledes dræbte han alle dem, som vare dernede. Men da de to, han havde forfulgt, ikke vare der, gik han op for at lede eller dem og saae da en stor Sten, der havde en Revne i Midten, og hvorfra det lød, som om nogen talte inde i den. Han sang Tryllesange over Revnen, for at denne skulde blive større, og medens han sang, blev Revnen større, og man saae, at Stenen var udhulet, og at der var flere Erkilik'er derinde, deriblandt de to som han havde forfulgt, og som vare de samme, der havde hængt ham og hans Søster. Han dræbte alle disse Erkilik'er, med Undtagelse af de to omtalte, paa samme Maade, som han havde dræbt de andre.
Da lnurudsiak skulde rejse hjem, spændte han Hundene foran Slæden, og de to Erkilik'er bagved disse. De vilde nødig til det, men han sagde: «Kan I huske, dengang jeg var lille, hængte I mig som en Hund?» Han havde trukket Tøjet af dem, inden han skulde bruge dem som Hunde. Han kjørte nu udefter, piskede paa Erkilik'erne, saa at der gik Hul paa Huden og Pisken blev blodig. Erkilik'erne vendte sig rundt, hvergang de fik et Piskeslag, og løb derefter videre, lnurudsiak kastede Hundepisken, da den blev for tung af Blodet paa Enden af den, og tog derpaa en ny Pisk. Undertiden piskede han ogsaa Hundene. Da han kom ned fra Isen, tabte han den ene Erkilik, der var pisket ihjel. Den anden Erkilik's Kjøresele havde strakt sig, saa at han kom frem mellem Hundene. Naar lnurudsiak piskede ham, drejede han sig til Siden og løb derpaa videre, og naar han piskede Hundene, sloges de noget og løb saa videre; og naar han ikke kunde bære Pisken mere, fordi der var for meget Blod paa Enden af den, kastede han den og tog en ny. Den anden Erkilik døde, da han kom ud af Fjorden.
Han kjørte derefter hjem og fortalte, at han havde hævnet sig godt ved at dræbe sine Plejesøskende.
