Jakob Apostels saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Apostelsagaer

Jakob Apostels saga

Jacobs saga postola

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Postola sögur, Christiania, 1874

---

1. Om apostlen Jakob

Pilgrim med ibsskaller

I dag holder vi messedag for apostlen Jakob, Johannes’ bror, idet vi mindes, at han lod sig pine for Guds skyld og som blodvidne og med sejr steg op til himmelsk herlighed og evig salighed. Jakob var Herrens halvfætter i jordisk slægtskab. Hans far hed Zebedæus og hans mor Maria, og hun var datter af Salome, hvis mor var Anna, som også var mor til dronning Maria. Herren kaldte brødrene Johannes og Jakob til at følge sig på den samme dag som Peter og Andreas, og de forlod både deres far og deres båd og fulgte Vorherre, og han gav dem stor hæder og anseelse; han kaldte flere gange brødrene og Peter sammen i så stor fortrolighed og ophøjet æresbevisning, at noget tilsvarende ikke blev indrømmet hans øvrige disciple. Jakob havde været gift, men hans kone var død, og derefter levede han i ærværdig afholdenhed.

Efter Guds søns pinsler og hans genopstandelse og opstigning til Himlen, og efter apostlene havde modtaget Helligåndens gave, da drog Guds apostle ud, sådan som hans selv havde påbudt dem før sin opstigning, for at de skulle rejse rundt i næsten hele verden og forkynde hans lære for alle skabninger. Således fortæller Speculum Ecclesiae, at Jakob drog til Spanien for at forkynde den rette tro for befolkningen dér. Men da han ingen vegne kom med det på grund af deres vantro og onde vilje, vendte Jakob tilbage til Judæa for at udbrede troen sammen med de disciple, som var dér. Jakob rejste gennem hele Judæa og Samaria og gik ind i jødernes forsamlingshuse og viste dem de hellige skrifter om Vorherre Jesus Kristus, som stod i deres bøger, og at de nu var gået i opfyldelse og var blevet fuldbyrdet.

2. Jakob og Hermogenes

Jakob, Vorherre Jesu Kristi apostel og evangelisten Johannes’ bror, drog rundt og forkyndte troen i hele Judæa og Samaria, som udgør ét land. Og han kom til jødernes ting og forsamlinger og viste dem alle de vidnesbyrd, som de hellige skrifter og profeternes bøger gav om Herren Jesus Kristus.

Men en troldkyndig mand, der hed Hermogenes, sendte sin lærling, der hed Filetus, og nogle jøder hen for at gå i rette med apostlen Jakob og med deres udsagn bevise, at Jesus Kristus ikke var Guds sande søn, sådan som Jakob hævdede. Men apostlen Jakob forpurrede med Helligåndens kraft alle hans spidsfindigheder og viste ham med eksempler fra hellige bøger, at Jesus er Guds sande søn. Filetus vendte da tilbage til Hermogenes og sagde til ham: »Du skal vide, at Jakob, der kalder sig Jesu Kristi tjener og apostel, aldrig kan besejres, for jeg så ham drive Djævelen ud af besatte mennesker og give blinde synet og helbrede spedalske i Herren Jesu Kristi navn, og mine venner siger, at de har set ham vække folk fra døden. Han kan alle de hellige skrifter udenad, og han viser dermed, at der ingen anden sand Gud findes, end den som jøderne korsfæstede. Tag mit råd til dig, og kom hen til ham og bed ham om formildelse. Og hvis du ikke vil det, da vil dine trolderier ikke gavne dig noget. Men du skal vide, at jeg vil gå hen til ham igen og bede om at blive hans discipel.« Hermogenes fyldtes af misundelse, da han hørte dette, og han bandt Filetus, så han ikke kunne bevæge sig, og sagde til ham: »Lad os se, om din Jakob er i stand til at løse dig fra disse bånd.« Filetus sendte da sin tjener hen til Jakob. Og da han kom derhen og fortalte om dette, gav Jakob ham sin svededug med disse ord: »Giv Filetus denne dug og sig: ‘Herren Jesus Kristus rejser dem, der falder, og løser de bundne.’« Og den, der var sendt ud, fór hjem og gav Filetus svededugen, og han slap fri af Hermogenes’ bånd og lo ad hans troldkyndighed og løb hen til apostlen. Hermogenes blev vred, da hans lærling lo ad ham, og han fremmanede nogle djævle og sendte den af sted, idet han sagde: »Tag hen og før Jakob og min lærling Filetus herhen til mig, så jeg kan hævne mig på dem, så mine andre lærlinge ikke vil vove at le ad mig.« Og djævlene kom derhen, mens Jakob sad i bøn. De begyndte da at hyle i luften og sagde: »Jakob, Guds apostel, forbarm dig over os, for vi brænder nu før den tid, hvor vi skal brænde!« Jakob sagde: »Hvorfor kom I?« Djævlene sagde: »Hermogenes sendte os, for at vi skulle føre dig og også Filetus hen til ham, men så snart vi kom herhen, bandt Guds engel os med flammende bånd, og vi brænder!« Jakob sagde: »Lad Guds engel befri jer i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Men tag tilbage, og bring Hermogenes bundet herhen, men tilføj ham ingen skade.«

Djævlene tog da hen og bandt Hermogenes’ hænder bag på ryggen med reb, og de førte ham hen til Jakob og sagde: »Du sendte os hen, hvor vi brændte og blev plaget meget.« Da sagde Jakob til Hermogenes: »Din usling! Hvor vover du at tjene menneskenes fjende? Hvad forestillede du dig, da du bad ham sende sine engle imod mig for at skade mig? Men jeg lod disse samme vise dig deres vrede.« Da råbte djævlene og sagde til Jakob: »Giv os lov til at fare på ham, så vi kan hævne den forulempelse, du har været udsat for, og de plager, vi har tålt«! Jakob sagde: »Hvorfor tager I ikke Filetus, der står her foran jer?« Djævlene sagde: »Vi kan ikke tage den, der står under din beskyttelse.« Jakob sagde til Filetus: »Min herre Jesus Kristus prædikede, at man skal gengælde ondt med godt. Hermogenes bandt dig, men løs du nu hans bånd, så han kan gå i fred for djævlene.« Men da Filetus havde sluppet ham løs, stod han og hang med hovedet og turde ikke gå nogen steder. Jakob sagde til ham: »Du er fri til gå, hvorhen du vil, for det er ikke vores lære, at man skal tvinges til at antage troen.« Hermogenes svarer: »Jeg kender djævlenes vrede, og de vil dræbe mig, så snart jeg går herfra, medmindre du giver mig noget, jeg kan have med mig.« Jakob sagde: »Tag du min stav, og gå du trygt, hvorhen du vil.« Så tog Hermogenes apostlens stav og gik trygt hjem til sit hus.

Hermogenes tog derpå han sine kister, som var fulde af trolddomsbøger, og han og hans lærlinge bar dem på ryggen og kastede dem for apostlens fødder og ville brænde dem. Jakob sagde til ham: »Læg du sten og bly i kisterne og sænk dem ned i havet, så ingen mennesker tager skade af dunsten fra dem, hvis de bliver brændt.« Hermogenes kom tilbage, da han havde gjort dette, og han kastede sig for apostlens fødder og bad om nåde og sagde: »Du sjælens forløser! Tag imod angeren fra den, som hidtil har været din modstander og talt ondt om dig.« Jakob svarede: »Hvis du giver Gud en oprigtig offergave og viser sand anger, så vil han skænke dig sand barmhjertighed.« Hermogenes sagde: »Det er et tegn på, at jeg viser Gud sand anger, når jeg har smidt alle mine bøger væk — dem, der indeholdt alskens formastelige ulovligheder — og jeg har fornægtet al Djævelens trolddom.« Jakob svarede: »Gå du hjem til de mennesker, som du har bedraget; kald dem tilbage til Gud, som du har kaldt væk fra Gud; sig, at det, som du tidligere sagde var løgn, er sandt, og fortæl, at det, du før hævdede var sandt, er løgn. Knus du også de afgudsbilleder, som du har tilbedt, og forkast al den vantro, du har fulgt. Brug den formue, du tjente ved onde gerninger, på gode gerninger, og sådan som du var Djævelens søn, da du gjorde dig lig ham, skal du nu være Guds søn og gøre dig lig ham, som hver dag skænker de uværdige sine velgerninger og giver føde til dem, der ikke fortjener det. Hvis Gud var nådig imod dig, da du var ond, så vil han vise dig endnu mere barmhjertighed, hvis du afstår fra misgerningerne.«

Og da Jakob havde sagt dette, blev Hermogenes lydig i alle disse henseender og fuldkommen i kærligheden til Gud, sådan at Gud lod mange mirakler ske for ham, og mange af hans venner og alle hans lærlinge forkastede jødernes vildfarelse og vendte sig ved hans forkyndelse til troen på Vorherre Jesus Kristus.

3. Jakob pågribes og henrettes

Men da jøderne så, at Jakob havde omvendt den mand til kristendommen, som de havde ment aldrig ville blive overvundet, så betalte de to hundredemandshøvdinge, der var i Jerusalem, for at pågribe Jakob og lægge ham i lænker; den ene af dem hed Lisias, den anden Theokristus. De indkaldte til møde og førte Jakob derhen for at dømme ham efter deres love.

Og da han var blevet ført derhen, sagde jøderne til ham: »Hvorfor tror du på den døde mand, som vi alle véd blev kostfæstet sammen med tyve?« Og fyldt af Helligånden svarede Jakob: »Hør mig — brødre og alle, som er Abrahams sønner! Gud lovede vores forfader Abraham, at i hans slægt skulle alle folk have fremgang. Og hans slægt regnes fra Israel, men ikke fra Ismael, for Ismael var trælbåren og blev sammen med sin mor drevet bort fra al arv i Abrahams slægt. Og Gud sagde til Abraham, at hans slægt skulle udgå fra Isak. Og Abraham blev kaldt Guds ven, før han lod sig omskære og holdt sabbat, og før han kendte til Guds buds lov. Men han blev ikke Guds ven på grund af omskærelsen, men derimod fordi han troede på Guds løfte om, at i hans slægt skulle alle folk have fremgang. Og hvis Abraham blev Guds ven, fordi han troede på Gud, da er det også sandt, at den, der ikke tror på Gud, er Guds fjende.« Jøderne sagde: »Hvem er det, der ikke tror på Gud?« Jakob svarede: »Den, som ikke tror på det, at alle folk i Abrahams slægt skal have fremgang. Den tror ikke på Gud, som ikke tror på det, Moses sagde: ‘Gud vil sende jer en stor profet; ham skal I adlyde, uanset hvad han befaler jer.’ Og Esajas fortalte, hvordan Guds løfte ville blive indfriet: ‘En jomfru vil føde et barn,’ sagde han, ‘— og hans navn skal være Immanuel’ — det betyder Gud med os. ‘Hør, Jerusalem!’ sagde Jeremias, ‘— din frelser vil komme, og hans kendetegn skal være, at han med sine ord åbner de blindes øjne og giver de døve hørelse og de døde liv.’ ‘Han vil komme som en menneskesøn,’ sagde Daniel, ‘— og han vil få al magten.’ David talte også med Guds søns ord: ‘Herren sagde til mig: Du er min søn.’ Gud sagde også dette til David: ‘Der vil komme en fra din slægt, som jeg vil sætte på din trone.’ Om hans pinsler sagde Esajas: ‘Han blev ledt til pinslerne som et får, der føres til slagtning.’ Daniel talte også med Guds søns ord: ‘De naglede mine hænder og fødder fast og stod og så på mig; de fordelte mit tøj mellem sig og trak lod om mine klæder og gav mig eddike at drikke, da jeg var tørstig.’ Om hans død sagde David: ‘Mit legeme skal hvile i fred, for du sender ikke min sjæl til Helvede.’ Og om hans opstandelse sagde David med sønnens ord til faderen: ‘Jeg rejser mig, og jeg er nu med dig; for de fattiges kvaler og de nødlidendes elendighed vil jeg genopstå, sagde Herren.’ David sagde også om hans opstigning til Himlen: ‘Herren steg op til Himlen med glæde.’ Og han sidder ved Gud Faders højre side, sådan som David sagde: ‘Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd.’ Dér sagde David også, at han vil komme med rædselsvækkende ild og dømme denne verden: ‘Gud vil træde synligt frem, og vores Gud vil ikke tie, flammer vil brænde i hans blik, og han omgives af en rædsom storm.’ Og alt dette er blevet opfyldt og fuldbyrdet af Vorherre Jesus Kristus i de ting, der er sket, men alt det, der endnu ikke er sket, vil gå i opfyldelse. Sådan som Esajas sagde: ‘De døde skal rejse sig, og de, der ligger i gravene, skal vågne.’ Og hvis I ønsker at vide, hvad der vil ske, når de døde genopstår, så lyt til det, som David siger, at han har hørt fra Gud: ‘Én ting sagde Gud,’ sagde han, ‘— disse to ting hørte jeg: Herren har magten og du, Gud, barmhjertigheden, for du vil gengælde enhver efter hans gerninger.’ Derfor — mine brødre! — skal I hver især angre, således at I ikke bliver gengældt for jeres gerninger ved at være i ledtog med dem, der korsfæstede den, som befriede hele verden fra kvaler. For han åbnede øjnene på en, der var født blind, og han gned muld og sit spyt i hans øjne og gav ham synet, og han viste med denne gerning, at han selv havde skabt mennesket af muld. Og vi spurgte Vorherre Jesus Kristus: ‘Hvem i hans slægt har syndet, siden han skulle fødes blind?’ Men han svarede os og sagde: ‘Hverken han eller hans frænder har syndet; det skete snarere, for at Guds gerninger skulle åbenbare sig på ham.’ Men da han siden helbredte spedalske og gav blinde synet og drev djævlene ud af besatte mennesker og vækkede døde, da råbte alle som med én stemme og sagde, at han skulle straffes og dræbes. Dette forudså David, da han med Guds søns ord sagde: ‘De gav mig ondt for godt og had for min kærlighed.’ Det blev også forudsagt, at han ville blive forrådet af sine disciple. ‘Jeg blev sveget af den,’ sagde David, ‘— som jeg delte brød med, og som jeg stolede på.’ Alle disse ting sagde Helligånden med profeters mund. Og hvis vi ikke tror på det, vil vi ikke undslippe Helvedes evige kvaler. Men hvorfor skulle vi undslippe pinslerne, hvis vi er vantro, når hedenske mennesker tror på profeternes ord, mens vi ikke tror på vores lærde forfædre? Lad os da — brødre! — græde over vores synder, og lad os med tårer angre disse skammelige misgerninger, sådan at den barmhjertige Gud tager imod vores anger, og sådan at det, som på Moses’ tid gik ud over Guds fjender, ikke rammer os, sådan som David sagde: ‘Jorden åbnede sig og slugte Datan og hele Abirams flok; ild brændte i jødernes forsamlingshuse, og de syndige mennesker brændte i flammerne.’«

Og da Jakob havde sagt dette, gav Herren hans udsagn så stor en kraft, at alle sagde som med én mund: »Vi har syndet. Hjælp os, og fortæl os, hvad vi skal gøre!« Jakob sagde til dem: »Fortvivl ikke! Tro, og lad jer døbe, og da vil jeres synder blive tilgivet.« Og mange af jøderne begyndte at tro på Kristus på grund af apostlens forkyndelse. Da fyldes jødernes biskop Abjathar af misundelse, og han skabte den største tumult og betalte en af jødernes øverste for at tage apostlen Jakob og føre ham bundet til kong Herodes’ borg. Og Herodes sagde, at apostlen skulle halshugges. Men da han blev ledt til hugget, råbte en spedalsk mand mand til ham og sagde: »Herren Jesu Kristi hellige apostel! Befri mig for denne sygdom, som plager alle mine led!« Jakob svarede: »I min korsfæstede herre Jesu Kristi navn: Rejs dig helbredt, og pris Gud, din frelser!« Manden rejste sig straks og løb af sted og priste Herren Jesu Kristi navn. Og den jødeleder, der førte apostlen Jakob til hugget, hed Josias. Han kastede sig for apostlens fødder og sagde: »Jeg beder dig om barmhjertighed, og at du lader mig få del i det hellige navn.« Jakob forstod, at mandens hjerte var oplyst af Gud, og sagde: »Tror du på, at Herren Jesus Kristus — ham, som jøderne korsfæstede — er Guds levende søn?« Josias svarede: »Fra dette øjeblik er det min tro, at han er Guds levende søn.« Biskop Abjathar lod da Josias pågribe og sagde til ham: »Hvis ikke du holder dig fra Jakob og forbander Jesu Kristi navn — det, som Jakob forkynder — så bliver du halshugget sammen med ham.« Da svarede Josias: »Forbandet være dig og alle dine levedage! Men lad Jesu Kristi navn, som Jakob forkynder, være priset til evig tid.« Abjathar lod ham da slå i ansigtet med knytnæver, og i et brev skrev han til Herodes, at Josias ville blive halshugget sammen med Jakob. Men da de kom til det sted, hvor de skulle henrettes, sagde Jakob til bødlen: »Bring os vand, før du halshugger os!« Da blev et stort, vandfyldt kar båret derhen. Og Jakob sagde til Josias: »Tror du på Vorherre Jesu Kristi navn, Guds levende søn?« Josias svarede: »Jeg tror.« Jakob hældte da vand over ham og sagde: »Giv mig et fredskys!« Og derpå lagde Jakob sine hænder på hans hoved og gjorde korsets tegn i hans pande. Josias blev øjeblikkelig fuldkommen i troen på Herren og derpå straks halshugget sammen med apostlen Jakob, og de blev sande blodvidner og fór begge samtidig til Herren.

4. Jakob gravlægges i Spanien

Hermogenes og Filetus tog ifølge Speculum Ecclesiae Guds apostels hellige legeme og førte det først til Jaffa i al hemmelighed, og derefter steg de om bord på et skib med apostlens hellige legeme. Men da de var kommet ombord, faldt de i søvn, og de vågnede ikke, før de var kommet til Spanien. Og de bar apostlens legeme i land og lagde det på en sten, men denne smeltede under ham, som var den af voks; da lå det hellige legeme som i en stenkiste. Ikke langt derfra herskede en ætstor kvinde, der hed Lupa; hun var så magtfuld, at hun havde stor indflydelse på landets styrelse. Hun var hedensk som en hund og fuld af vantro og galsind. Hermogenes sendte folk hen for at finde ud af, om hun ville bekoste apostlens begravelse, for selv om hun havde været modvillig over for Jakobs forkyndelser, da han levede, bad han hende nu om at hædre hans hellige legeme, som Gud havde ført dertil. Men da de kom derhen, lod hun dem alle pågribe og lægge i lænker, og hun overgav dem til kongen, for at han skulle dræbe dem. Kongen lod dem kaste i fængsel og afvente den død, han havde tiltænkt dem, når de blev ført derfra. Men da kongen gik til bords, kom Guds engel til syne i fængslet og førte dem væk derfra, mens mange mennesker så det. Og da kongen havde spist, sendte han folk hen til fængslet for at lede fangerne ud. De fandt fængselsdøren åben, og fangerne var væk, og de vendte tilbage og fortalte kongen, hvad der var sket. Han sendte folk efter dem, og de fik snart at vide, at fangerne havde passeret den flod, der løb gennem byen, og de satte straks efter dem, men da de kom ud på broen, styrtede den sammen, og de omkom alle i floden. Og da kongen hørte om dette, blev han meget skræmt, og han lod fangerne tilkalde med løfte om fred og forlig, og han og hele hans hird lod sig døbe.

Så vendte de tilbage til Lupa og bad hende igen om en grav til apostlen. Hun tog ikke uvenligt imod dem, men hun havde dog onde bagtanker, for hun vidste ganske nøje, hvordan de var undsluppet, og det værste var, at kongen og hans mænd havde antaget kristendommen. Hun forsøger da på anden vis at gøre det af med dem. Hun havde nogle store, olme tyre i skoven; de var ikke tamme, og ingen kunne komme i nærheden af dem. Hun viste dem hen, hvor tyrene var, og bad dem spænde dem for en vogn og på den måde køre ind til byen med apostlens legeme. De fulgte hendes anvisninger, og da de så tyrene komme farende vildt og voldsomt hen imod sig, slog de korsets tegn foran dem, og tyrene lagde sig da så fromme som lam for deres fødder. Derefter kørte de den lige vej til byen med apostlens legeme, og færden forløb uden vanskeligheder. Men da Lupa på lang afstand så, hvad der foregik, påvirkede det hende meget, og hun omvendte sig til det bedre og antog den rette tro og blev ydmyg og føjelig. Og hun helligede sin bedste hal til kirke og lod den vie til Gud og den salige apostel Jakob. Han blev begravet i denne kirke, og hun skænkede kirken hele sin formue, så den i alle henseender kunne smykkes med det bedste, hun formåede. Hermogenes blev den første biskop dér, og Filetus efterfulgte ham, og alle, som var kommet dertil med apostlens hellige legeme, blev tildelt bispesæder, og der skete vedvarende talrige mirakler. Straks begyndte mange folk fra nærliggende lande at besøge stedet, og det forekom dem, at de fik den lindring af deres lidelser, som de havde behov for. Og den ære, som den salige apostel Jakob vises af dem, der søger til stedet, er ikke aftagende, for der kommer stadig så mange folk dertil, som da det var på sit højeste, og denne kirke er nu så pragtfuldt udstyret som de bedst udstyrede kirker i verden, og der sker til stadighed mirakler dér af alle slags for syge mennesker.

Det fortælles i bøger, at den salige apostel Jakob skænkede livet til de mennesker, som opsøgte ham, og som havde gjort skade på sig selv. Evangelisten Lukas siger, at Jakobs dødsdag var nær påske, men siden har man højtideligholdt den dag, hvor man begravede hans hellige legeme med de mange mirakler, som fulgte deraf.

Sammen med Guds apostel pryder også den salige og hellige Kristoffers død denne dag. Han var Guds blodvidne og en kæmpe af vækst; og han var tilsvarende mægtig i sine gerninger, som han var af vækst. Han var fyldt af Helligånden og omvendte mange tusinde mennesker til Gud, men derefter blev han holdt som fange af en hedensk konge og svækket i fængslet, pisket med jernsvøber, brændt med ild og pint i en ovn, men Gud skærmede ham i alle disse prøvelser. Siden blev han brugt som skydeskive og endelig halshugget på denne dag. Men efter hans død lod kongen og alle hans mænd sig døbe på grund af de mirakler, der skete, og efter Kristoffers forudsigelse. Og hvor de tidligere havde hindret den meget, fremmede de herefter Guds kristendom betydeligt. Og alle steder skænker Gud nu på Kristoffers forbøn megen barmhjertighed til folk — dem, der nu hylder ham her i deres lovsange.

Lad os nu på denne dag bede disse Guds berømte kæmper om, at de vil gå i forbøn for os ved den almægtige Gud, sådan at vi sammen med dem kan opnå del i den evige herlighed i Himmeriges uendelige lykke. Amen.

---

Noter: