Kâkâq ædes levende af søens troldbjørn (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kâkâq ædes levende af søens troldbjørn

Ved Sêrarmîn kom min mor til at vælte en spand, hvori der opsamledes blod under sælflænsning. Hendes mor skældte ud, og mor begav sig grædende til fjelds. Da hun var kommet op på Nasipik – udkiggen – satte hun sig for at sunde sig. Mor havde hverken hørt eller set noget, men pludselig var det, som om der var én ved siden af hende, og da hun så op, stod der en pudsig mandsling ved siden af hende. Det viste sig at være Audâdak.

Audâdak spurgte: »Hvad er der med dig?«

»Åh, jeg væltede en spand blod ved flænsestedet«, forklarede mor.

Da Audâdak havde fået alt at vide om det skete, sagde den trøstende til mor: »Du må hellere lære til åndemanerske – og derigennem søge beskyttelse«.

Mor svarede: »Nej, jeg er bange for at møde troldtøj«. Og dog lå mors møde med Paperqia forud for det, der her skal berettes.

»Åh«, sagde Audâdak, »det skal du ikke bryde dig om, det er kun de første gange, man er bange«.

Audâdak gav derpå mor en grundig vejledning og bad hende gå hjem. Audâdak og mor havde under samtalen berørt hinanden – og i besiddelse af en ny hjælpeånd begav mor sig på vej ned til fangstlejren.

Ganske tidligt næste morgen – samtidig med at solens stråler ramte fjeldtoppene – begav mor sig på vej til fjelds. Hun kom til en fjeldsø, og fra den gik hun et stykke mod nord, og som Audâdak havde sagt, lå der pludselig to runde sten for hendes fødder. Det var to strygesten, den ene var for kvinde og sort, den anden hvid, en mands. Stenene lå på en jævn klippe. Mor tog kvindens strygesten, og den var fuldkommen blank og glat af brug og ælde. Prøvende strøg mor den en runde på klippen, den gled let og lå, som var den skabt til hendes hånd.

Mor tog strygestenen med hen til den føromtalte fjeldsø. Hun satte sig til rette på en flad klippe, tæt ved søens bred og gav sig til at stryge. Hun havde ikke strøget længe, før klippen fik mæle. Fra en spæd summen steg lyden til høj og ubrudt brummen. Og i overensstemmelse med, hvad Audâdak havde sagt, begyndte søens bredder at sitre, samtidig med at det brummende døde hen. Da strygestenen tav, rejste mor sig. For hendes fødder lå en bunke flade sten, som hun skulle kaste og slå smut med hen over vandspejlet. Når stenene havde hoppet hen over vandspejlet, nåede de næsten til land på den anden side søen og gik til bunds. Mens mor således stod og kastede, så hun, at søens midte rejste krusninger, og vandfladen blev riflet som på en hvalbug. Små smalle sorte striber rejste sig i søen, og det så ud som et skyggespil over en sø i aftenbelysning. Min mor holdt op med sine stenkast. Knapt var hun holdt op, før en bævende boble rejste sig midt ude i søen, og netop som boblen sprang, skød en kæmpebjørn op fra dybet. Et øjeblik tænkte mor: »Endelig har jeg fået en bjørn«. Og lige som mor gjorde mine til at ville løbe ned til bopladsen og melde om bjørnen i søen, blev hun fuldstændig kraftesløs – kun hendes øjne kunne bevæge sig.

Søens kæmpebjørn krøb ind på mor, og inden hun rigtig vidste af det, åd bjørnen hende levende.

Længe lå mor død, efter at kæmpebjørnen havde kastet hende op. Langsomt, meget langsomt kom hun til bevidsthed, ved at Audâdak sang over hende for at vække hende til live igen. Og da hun havde genvundet sin fulde bevidsthed og rejste sig op, var hun alene og fuldstændig nøgen. Der var ikke andet for hende at gøre end at begive sig ned over fjeldet uden en trevl på kroppen. Mens hun gik ned mod bopladsen, blev hun med ét grebet af skræk, thi lige foran hende stod en kæmpe-overkrop og spærrede vejen for hende, og hun faldt til jorden som en bylt for foden af kæmpeoverkroppen. Da hun var kommet sig af forskrækkelsen, så hun, at hendes pels lå ved siden af hende. Det, hun havde antaget for en kæmpeoverkrop, var hendes egen pels, den trak hun i og fortsatte sin gang.

Pludselig for hun sammen, lige foran hende stod et par kæmpeben. Hun sprang rundt for at undfly, men kæmpebenene spændte ben for hende, og hun faldt bevidstløs om. Da hun kom til bevidsthed, lå hendes kamikker og bukser ved siden af hende, og hun trak i dem.

Således blev mor ædt af søens troldbjørn – og hun fik derigennem »det klare syn«. Fra den dag var intet skjult for mor, hun så, hvad andre ikke kunne se.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 290-291, København, 1963.

Næste kapitel ►