Kâkâq får en skræmmeånd (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kâkâq får en skræmmeånd

Det, der her skal berettes om, skete, mens min mors familie havde sommerfangstplads ved Savanganeq.

En dag sad mor og syede sine kamikker. Det var dengang, jern var en sjælden og dyr vare. Medens hun syede, knækkede hendes synål. Hendes mor blev derover så vred, at hun skældte min mor ud.

Mor begav sig til fjelds, hun gik ind mod bunden af fjorden. Derinde begyndte hun at gå op ad forsiden af Oqúmiaq-fjeldet. Hun var kommet højt til fjelds, da hun syntes at opfatte et hyl. Mor stoppede op og tænkte, at det sikkert var en ræv, der ville aflede hendes opmærksomhed fra dens bo med unger, der måtte ligge i nærheden.

Med denne tanke fortsatte mor. Hun var næppe begyndt at gå, før hylet var der igen, denne gang syntes det at være nærmere. Mor stoppede atter op, og nu kunne hun høre et frygtindgydende langtrukkent råb: »Nâliviardivarnisâq« – »Store-spædbarneånd«, dette var altså navnet på den skræmmeånd, der nu var på vej til mor.

Mor vendte ryggen til lyden, der kom rullende ned imod hende, og løb, som hun aldrig før havde gjort det.

Mens hun løb, mærkede hun et åndedrag bag sig, og inden hun vidste af det, blev hun slynget ned over fjeldsiden med sådan en kraft, at hun trillede. Så blev alt sort for mor.

Ganske langsomt kom mor til bevidsthed, ved at én sad og sang over hende; ved siden af hende sad en løjerlig fyr med en stor næse og manede liv i hende med sin sang.

Da mor slog øjnene op, tav ånden og sagde: »Det var din vordende skræmmeånd, der løb dig over ende«.

»Hvem er du?«, spurgte mor.

»Jeg er Útuk«, svarede troldtøjet.

Útuk fortsatte: »Se nu er himmelfaklen ved at falde ned i sit skjul«.

Mor så nu, at solen var ved at gå ned, og at hun havde ligget bevidstløs fra ganske tidligt om morgenen.

Mor gik hjem.

Næste dag – ganske tidligt om morgenen – gik mor op til samme sted som den foregående dag, og ganske som dagen før blev hun løbet over ende – med så stor fart og kraft, at hun heller ikke denne gang så så meget som et glimt af skræmmeånden. Útuk sang hende atter til live. Først den tredie dag så hun skræmmeånden, efter at være blevet løbet overende. Den var uhyggelig, thi på hovedet, der nærmest lignede en blanding af hund, sæl og menneske, sad en vældig oppustet »hætte« som på en klapmydshan, dens krop var nærmest som en forvokset barnekrop med stor mave og svage ben, dens arme var lange, forsynede med tre opsvulmede fingre. Armene var sorte til albuen. Útuk sad som sædvanlig og sang mor til hægterne, da hun afkræftet, men ved fuld bevidsthed, langsomt genvandt sin førlighed.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 292-293, København, 1963.

Næste kapitel ►