Kâkâq forløser Paperqias kone (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kâkâq forløser Paperqias kone

Det blev vinter. Sommeren kom. Den efterfølgende sommer opslog mors forældre deres telt ved Tasîlaqs nordre næs. Der blev de, indtil rosenroden voksede op.

En dag gik mor med sin mor til fjelds for at plukke rosenrod til spæksyltning. Under deres sankning af urter nåede de til sidst op til toppen af næsset.

Her så mor en snespurv, der smuttede ud og ind ad en sprække i klippen; derinde havde den rede. Snespurven var en han, og mor så ikke dens mage.

Bedstemor sagde til mor: »Jeg går ned nu, hvornår kommer du?« Mor svarede: »Jeg vil først lukke den snespurv inde og fange den«.

Snespurvehannen smuttede ind, og denne gang varede det noget, inden den kom ud igen, og da den igen viste sig, var den blevet til en mand. Manden vinkede mor hen til sig, og hun gik ham i møde, han var en meget smuk mand, det var Paperqia.

Der, hvor klippeblokken med sprækken havde været, stod nu et telt, og Paperqia bad mor følge med ind.

Inde på briksen lå Paperqias kone og vred sig i fødselsveer.

Paperqia sagde: »Hun har ligget længe med veer, men hun kan ikke føde, vil du ikke prøve at forløse hende ved at lade dig besjæle af en hjælpeånd«.

»Hvordan kan jeg klare det, jeg, som ikke er åndemanerske?« spurgte mor.

»Hvad?« spurgte Paperqia. »Du er udset til at blive åndemanerske, du må besværge ånderne og forløse hende«.

Når det var sådan fat, var der ikke andet at gøre for mor end at klæde sig af og krybe op på briksen til Paperqias kone. Mor lagde sig med hovedet mod vest, men Paperqia rettede på hende og sagde: »Nej, du skal vende mod nord«. Derpå dækkede Paperqia mor til med et skind.

Paperqia hjalp nu mor, som man plejer under en åndebesværgelse, at »berede« vejen for ånderne ved at udstøde lange »êq – êq – êq«, og inden mor rigtg vidste af det, gned hun håndfladerne mod hinanden og blæste imellem dem. Hendes dække begyndte at blafre, hun var midt oppe i besættelse, hendes åndedræt sank i dybet. Derpå besjælede Paperqia hende, og hun så nu klart, at noget havde sat sig på tværs i hans kones indre kønsdele. Knapt havde Paperqia igennem mor peget på tingesten, før den trak sig sammen og trak sig til side. Derpå vendte mors egen ånde tilbage og krøb i hende, hun blev sig selv igen. Mens mor trak i tøjet, nedkom barselkvinden let og hurtigt.

Således prøvede mor for første gang qilâqutserneq, åndebesættelse under et skinddække, hvor hun kunne se, hvad der ellers var skjult for almindelige mennesker.

»Havde du ikke været her, ville hun ikke have født«, sagde Paperqia. »Hvad skal jeg give dig til tak«.

Paperqia tog en af de korteste teltstænger, og da han havde trukket den fri, gav han den til mor. Han ledte efter mere og fandt to tilskårne såleskind frem og rakte dem over til mor.

Hun gik derefter ned over fjeldet med Paperqias betalingsgaver. Hvordan skulle hun kunne fortælle om dem og vise dem frem?

Medens hun tænkte sig om, skete der pludselig noget med hendes syn, det vibrerede, og det var, som alt blev sprængt i lag. Da synet igen blev klart, stod hun med et vissent græsstrå og to indtørrede blade af rosenrod i hånden. Det var teltstangen og såleskindene, der var forvandlet til døde planter. Mor slap de værdiløse ting, og de faldt til jorden.

Det er, hvad mor som kristnet fortalte om sin første hjælpeånd, snespurven Paperqia.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 288-289, København, 1963.

Næste kapitel ►