Købstæders Navne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

De danske stednavne
Johannes Steenstrup

11. Købstæders Navne

De danske Købstæders Navne afspejler i mange Henseender den Maade, hvorpaa de er opstaaede, og den forskellige Betydning, de har haft til ulige Tider af Landets Historie.

De allerfleste er ved en jævn Vækst udgaaede af Landsbyer. I vor historiske Tids Begyndelse og ved Kristendommens Komme til Landet fandtes her kun faa og smaa Købstæder, men i Løbet af det 11te og 12te Aarhundrede voksede de frem i betydeligt Tal, og mange af dem tog til i Omfang. Paa Valdemar Sejrs Sønners Tid fandtes allerede Hovedparten af vore nuværende Byer. Samtidig havde Købstaden udskilt sig fra det omgivende Land som en særlig Tingkreds med egen Styrelse, med særlig Beskatning og egne Love; endvidere havde mange af Byerne omgærdet sig med »Mure« af Træ eller Sten, med Grave og Volde, eller de havde faaet Fæstningsanlæg (Borge) til deres Beskyttelse. En stor Del af Indbyggerne i dem drev vel endnu Agerbrug, men dette var dog afgjort traadt tilbage for Haandværk og Handel, der var Byernes ejendommelige Næringsvej (Købing).

Da Byerne oprindelig var Landsbyer, kan det ikke undre os, at mange Købstæders Navne falder sammen med Navne paa saadanne. Saaledes har Landsbyen Bognæs bevaret Mindet om det bøgeklædte Næs bedre end Bogense, hvis Navn dog i ældre Tid havde samme Form; ligesaa hedder en Landsby Asnæs, saaledes som Assens oprindelig hed (Horsnæs har paa samme Maade faaet Formen Horsens). Derimod har Haderslev holdt stærkere fast ved Mindet om Mandsnavnet Hather end Landsbyen Haarslev. Til Holbek svarer mangen Holbæk, Hulbæk og Hulebæk rundt om i Landet. Ikke heller var det Købstæder alene, der hed Hedeby, (Store) Hedinge, Husum, Rødby eller T(h)isted, og landligt klinger jo ogsaa Æbeltoft.

Vi kan iagttage, hvorledes de ældste Byer ikke netop opstod ved de aabne Havstrande, men inde i Fjordene og Vigene. Derom vidner foruden Slesvig ved Sli (Fjorden har Navn af Sli, hvorved forskellige Vandplanter betegnes) næsten alle Byer paa den jydske Halvøs Østside; inde i Limfjorden opstod Lemvig ved en Vig nær ved Kirkebyen Nørlem [Leem], Især vilde der, naar en Aa havde Udløb i Vigens eller Fjordens Indre, her blive en naturlig Ladeplads og Byggeplads med et godt Opland. Saaledes opstod Aaros, Aarus, hvis fordrejede Form Aarhus kendes tilbage til det 15de Aarhundrede; Aar-ós er Aaens Munding. Randers hed ligeledes efter en Aa Randr-ós; i Skaane er Åhus Aa-ós; Simbrishamn er Havnen ved Munding af Simbr [Simbr-ós-hafn]. Om Aabenraa gælder det samme, den har Navn efter en Landsby Opnør, som Kong Valdemars Jordebog nævner, og som laa paa den aabne Ør, d. e. stenet, gruset Mark. Den forbiløbende Aa fik heraf Navnet Opnør-aa, og da Købstaden opstod, tog den Navnet i Arv; dette fremgaar klart af den Maade, hvorpaa Købingen skreves i Middelalderen: Openraa, Apenraa. Derimod har Grenaa ikke Navn af Aaen, idet den gamle Form for Navnet er Grindhøgh. Her kan tillige erindres om, at Kerteminde er Byen ved Mundingen (Mindet) af Kertinge Vig.

Men ogsaa Broen over et Vandløb kunde give Byer Navne. Der, hvor Vejen fra den vestlige Del af Limfjorden Syd paa skar Storaa, og hvor den gamle Kvægdriftsvej gik, opstod Holste(d)bro [Hwolstathbro]. Hobro, hvis Bro fører over det smalle Løb, der forbinder den lille Vesterfjord med Mariagerfjord, har Navn efter det Ho, maaske et Gudehov, der har givet Hodal Bæk Navn; denne Bæk løber tæt forbi Hobro Jernbanestation til Vesterfjord. Fandtes der ikke en Bro, havde Vadestedet, Vedel, dog Betydning, og af et saadant har Vejle sit Navn [Væthæl].

Det blev ejendommeligt for Købstæderne, at de fik Værn af Mure eller Grave, eller at der ved deres Side rejste sig en Fæstning til deres Forsvar; derfor vilde Endelsen -borg blive knyttet til Stedets gamle Navn. Saaledes har der sikkert, førend Helsingborg fik sit Navn, ved Kysten ligget en eller anden Bebyggelse, der havde Helsing som Forled eller som eneste Led af sit Navn, og som hentydede til Øresundets Hals eller Snevring, ligesom Helsingør paa den modsatte Strand. Nær ved Vordingborg ligger Halvøen Oringe, der i Jordebogen fra Kong Valdemars Tid hedder Worthing; Byen og Borgen er mindst et Aarhundrede ældre, og den hed i lange Tider snart Warthingburgh, snart Oringhburgh; man kan sammenligne dermed, at Øen Ovrø i Isefjord, der nu af Almuen udtales Orø, i Jordebogen hedder Warthærø.

Der kan fremdeles næppe være Tvivl om, at der ved Hærvig fandtes en Lund Kalund eller Kaalund (Kaa, Allike) — i Lighed med de mange Kragelunde, Raagelunder og Ravnholte — forinden Esbern Snare grundede sin Borg Kalundborg. Derfor maa man ogsaa formode, at der ved Aalborg, hvis gamle Form er Aleburgh, har ligget en tidligere Bebyggelse, hvis Navn var sammensat med Aal, til Eks. Aalbæk, et Navn, som vi træffer flere Gange i Danmark. Swineburgh fik først efter at have bestaaet i nogle Aarhundreder sit Navn ændret, »man kan slutte — siger Holberg i sin Danmarks Historie — at Indbyggerne af bevægelige Aarsager har forandret Svinborg til Svenborg«. Der er dog ingen som helst Grund til at skamme sig ved det oprindelige, ærlige Navn; et tidligere med Svin sammensat Stednavn er efter Borgens Grundlæggelse overgaaet i dens og Byens Navn.

Paa lignende Maade er et Landsbynavn sikkert gaaet op i Faaborg [Foburgh], ligesom ogsaa i Egernborg [Ykærnburgh], den Borg, der paa Valdemarstiden fandtes ved Egernfjord; Byens Navn omændredes snart til Egernførde. Flensaaborg laa ved Flensaa og nær ved Flenstofte; i Flensborgs Navn indgaar vistnok Flen, Gren, Tand paa en Greb. I Kong Valdemars Jordebog nævnes Skanderup, Scandthorp, som kongeligt Gods, og vi véd, at der allerede paa den Tid fandtes en Skandthorpborg; i Ly af denne opstod en Købstad, der dog først ret fik Vækst paa Frederik II’s Tid, og den kom til at bære Slottets Navn Skanderborg.

Saaledes maa man, naar man søger en Forklaring paa disse med -borg sammensatte Købstadnavne, have Opmærksomheden henvendt paa, at Forledet sikkert har været fundet i et Stednavn, der var i Brug, førend Borgen eller Byen grundedes.

I denne Sammenhæng kan ogsaa erindres om, hvorledes Navnet Stege vidner om en Befæstning ved Søen og en Afgærding af Vandløbet ved Bolværk; Steg betyder Pæl eller Planke, ofte Bolværk og Palisade. Stegeborg [Stickeburgh, Stigheborgh] hed den Fæstning, ved hvis Side den mønske Købstad voksede op. Borgen laa paa Byens Sydside ved Indløbet til Noret, der altsaa var afgærdet med Bolværk. Det samme har været Tilfældet ved Udløbet af Odense Aa, hvor vi træffer Navnet Stige; de nu landfaste Stegøer ved Bogense maa vist forklares paa samme Maade. I Sverige fandtes de bekendte Borge Stäkeholm. i et Sund ved Smaalands Kyst, Stäkeborg i Sundet ved Söderköping og Stäket, Gustav Trolles Borg, ved Mälarn.

Paa Valdemarstiden blev det stadig stærkere betonet, at Byen er den Plads, hvor der købes og sælges, og er Købmændenes By; Havn bliver paa Absalonstiden til Kjøbmannehavn (København), og Byerne faar Navn af Købinge. De tre Nykøbing’er, som findes i Danmark, opstaar i det trettende Aarhundrede, og ældst er vel Byen paa Falster. Ved -købing gælder nu det samme som ved -borg, at Bynavnet er opstaaet ved Omdannelsen af et ældre Stednavn. I Kong Valdemars Jordebog nævnes i en af de ældre Lister en Landsby Saxtorp, men i en anden Liste, der er en Snes Aar yngre, opføres Købstaden Saxkøbing, saaledes at denne synes opstaaet i Midten af det 13de Aarhundrede, og Mandsnavnet Sakse er fra Torpen gaaet over paa Købingen. Lige ved Ringkøbing ligger i Annekssognet Landsbyen Rindum; denne hed tidligere Rænnum, og da nu Købstaden den første Gang, den nævnes (ved Tiden 1340), kaldes Rænnumkøpingh, udleder dens Navn sig altsaa fra, at den er bleven opfattet som Landsbyen Rænnums Handelsplads eller Ladeplads. Rudkøbings Navn stammer sikkert fra et ældre Stednavn; Ruemarken hedder endnu en af Byens Jorder. Ærøskøbing bliver af Byens Almue endnu ofte alene kaldt Købing.

Vi skal til Slutning endnu kun fremhæve, hvorledes Købstæders Navne indeholder Vidnesbyrd om den Tro, som til forskellig Tid raadede i Landet. Flere Navne minder om Hedenskabets Tid. Et berømt Offersted eller en Helligdom kunde give Anledning til, at der dannede sig en By der omkring, eller i alt Fald til, at en bestaaende Bebyggelse fik Navn efter Helligdommen. Dette var Tilfældet med Viborg — oprindelig Vibjerg, Bjerget, hvor der fandtes et Vi, en Helligdom — fremdeles med Odense [oprindelig Odins-Vi] og med Væ i Skaane, der fordum var en Købstad. Maaske har Lund ogsaa Navn efter en hellig Lund. Om kristne Tider taler Korsør, der næppe opstod før det 14de Aarhundrede; den har sikkert Navn af et paa Stranden rejst Kors, der viste Søfarende Vej, saaledes som ogsaa andre med Kors sammensatte Navne. Ogsaa Præstø, der først blev Købstad i det 15de Aarhundrede, kan her nævnes. Vi har to Byer i Danmark, som skylder den hellige Birgittas Munke- og Nonneorden deres Oprindelse, idet de to eneste Klostre af Ordenen, som byggedes her, gav Anledning til, at der hurtig opstod Købstæder ved deres Side. Birgitta havde stærkt fremdraget Dyrkelsen af Jomfru Marie, og som i flere Østersølande kom ogsaa de danske Klostre til at bære hendes Navn, nemlig Maribo og Mariager. Paa begge disse Steder rejste baade Kloster og Købing sig paa Erik af Pommerns Tid, Mariager fik dog ikke Købstadrettighed før Kristian IV’s Tid. En tredie By har i nogen Tid baaret et lignende Navn, idet Købingen Sæby, d. e. Byen ved Søen, efter at der her paa Kristian I’s Tid var grundet et Karmeliterkloster, blev kaldt Maristed, men dette Navn blev snart igen fortrængt af det oprindelige.

Vi har allerede nævnt nogle Købstæder, der ender paa -ør. En Ør, høj, gruset Strand, fandtes ogsaa tæt ved Landsbyen Løgsted ved Limfjorden, og da der her rejste sig en Købstad, fik den Navnet Løgstør (Løgsted-ør). Af Muslinger, Skælfisk, har Skelskør faaet Navn; endnu i Kong Valdemars Jordebog kaldes Stedet Skiælfiskør.

Det har været Købstædernes Skæbne, at de knyttedes stadig nøjere til Kongen og til Statsmagten, hvad der blev nødvendigt, efter at deres Karakter som Fæstninger og Krigshavne var trængt stærkere frem, og da de desuden var blevne vigtige Indtægtskilder for Kronen. Derfor maatte naturligen Byens Stilling som Kronens og Kongens Anlæg komme til at faa sit Udtryk i Navnet. Et af de ældste Eksempler er Landskrone, som Erik af Pommern grundede ved Landør; tyske og østerrigske Fyrster havde paa lignende Maade givet Borge og Byer Navnet Landskron. Dog var det først, da en dansk Konge for Alvor satte sig til Maal at være Grundlægger og Omordner af Byer, at disse kom til at bære Kongers Navne. Kristian IV grundede i Skaane og paa Amager Byer, som kaldtes efter ham, foruden at han i Norge grundlagde og gav sit Navn til Rigets senere Hovedstad og ligeledes til Kristianssand; hans Søstersøn Hertug Frederik byggede Frederiksstad, og Kong Frederik III og hans Efterfølgere har grundet Fredericia og Frederikssund og givet Fladstrand Købstadret og Navnet Frederikshavn.