Kekri – en høstfest til ære for de afdøde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Finsk religion og mytologi
Kekri – en høstfest til ære for de afdøde
af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2024
I 1754 udgav den finske præst Eric Castrén (1732-1787) en afhandling, hvori han gav en etnografisk beskrivelse af det centralfinske distrikt Kajana. I et afsnit af denne afhandling omtaler han flere af egnens årlige traditioner, herunder forskellige fester. Castrén var en frisindet præst, men på linje med den tids tænkning siger dog, at takket være læreres og præsters utrættelige arbejde er det meste af "gammel hedensk overtro" nu afskaffet. Man kan dog undertiden støde på enkelte rester heraf. Et eksempel herpå var kekri-festen, der stadig blev fejret på to måder: en hedensk og en katolsk. Castrén giver en beskrivelse af dem begge. Den hedenske blev holdt til ære for den gamle finske gud Kekri, mens den katolske blev holdt til ære for de største helgener. Både i hedensk og katolsk forståelse var kekri-festen først og fremmest en fest, hvor man mindedes og fejrede de afdøde slægtninge. Og disse tog selv del i festen.
Ifølge den hedenske skik blev et halvt år gammelt lam rituelt slagtet enten aftenen før festdagen eller tidligt næste morgen. Fåret blev kogt, og knoglerne skulle bevares hele. Det var ikke tilladt at smage på kødet under tilberedningen. Først når det kom på bordet, måtte man spise. Kødet skulle spises op, indtil den sidste bid var væk, og der ikke var noget tilbage. – Der blev også tilberedt anden mad og drikke, som aftenen før festen blev sat frem til gårdens og naturens skytsånder. Noget blev sat i kostalden til kvægets velfærd, andet i stalden for at få held med hestene, andet satte man neden for hellige træer, ind ved store sten, på markerne eller inde i skoven alt efter, hvor forfædrene ville have dem.
Ifølge den katolske skik begyndte fejringen med, at gårdens overhoved gik ud på gårdspladsen for at møde "de hellige mænd" aftenen før allehelgensdag. Han fører dem til badstuen, som er fejet og opvarmet til anledningen. Både koldt og varmt vand er stillet frem, så de hellige mænd kan tage sig et bad. På et bord er der også anrettet forskellig slags mad og drikke til dem. Hele det næste døgn vartes de op af gårdens overhoved. Dagen efter festen sent om aftenen tager værten afsked med dem og ledsager dem på vejen med øl og brændevin. – Hvis man nu i badevandet fra de hellige mænd finder halm-aks, tolkes det som tegn på en rig høst det kommende år. Hvis man derimod finder træspåner eller kulstumper, er det et tegn på kommende misvækst og hungersnød.
______________
Castrén skriver, at festen holdtes "den fordna finska Afguden kekri til ära." For Castrén var Kekri en af guderne. Denne oplysning havde han antageligt fra den finske biskop Mikael Agricola (1507-1557). I en liste over de gamle finske (karelske) guder anfører Agricola Kekri som en af dem. Han fortæller, at han var den gud, "som gav vækst til kvæget". Ganander (1741-1790) har måske også ment, at Kekri oprindeligt var en gud, men han formulerer sig mere åbent. I sin Mythologia Fennica har han to opslag under kekri. I det første skriver han med henvisning til Agricola: "Kekri: eller Käkri, Befordrare af Boskaps-trefnad. Ansågs af Carelare, såsom en Boskaps-patron." I det andet skriver han: "Kekri: (Allhelgona), en stor och gammal högtid, at fägna sig öfver god årsväxt och inbärgning."
Nyere forskere mener imidlertid ikke, at Kekri har været en gud men blot – som Ganander skriver – en gammel højtid, en førkristen fest (Anttonen 2012: 205f; Honko: KLNM 8: 371ff). Fejringen af kekri-festen fandt sted om efteråret omkring begyndelsen af november og markerede afslutningen på høsten, efterårsslagtningen og årets arbejde på marken. Etymologisk er ordet (og dets varianter keyri, köyri, köyry) blevet forklaret enten som "årets kredsløb" eller i betydningen "det sidste", "det afsluttende", "den sidste rest" o. lign. Honko giver eksempler på, at man i Tavastland forbandt ordet med den sidste vinterrug og at en variant af ordet i Satakunda var en betegnelse for de sidste strå, som stod tilbage på marken. Da kekri-festen markerede afslutningen på årets arbejde, blev det samtidig en markering af det nye års begyndelse og altså en nytårsfest.
Kekri-festen var imidlertid mere end en høstfest. Den var en fest for de døde. Afdøde slægtninge var inviteret med til festen, var festens æresgæster og blev behandlet derefter. – Husbonden står respektfuld ude for tage imod dem. Disse "hellige mænd" får tilbudt badstuen før husets egne, de kan spise og drikke først og de bliver beværtet af bonden selv. Og når han tager afsked med dem, tager han ydmygt huen af og tilbyder dem mere øl eller brændevin. Dette er de dødes besøg hos de levende. Dette er den ene gang om året, hvor de kan forlade graven og besøge deres gamle hjem.
Castrén betegnede flere af de her nævnte elementer som katolske og gæsterne som helgener. Dette stiller Lauri Honko sig dog spørgende overfor. "Detta är dock ändast riktigt så till vida som kyrkan redan tidigt förmådde ge den urspr. hedniska festen för de avlidna en ny kristen motivering." (Honko: KLNM 8: 372). Kekri-festen fejredes omkring første november – tidspunktet for den kristne allehelgensfest og var i lighed med denne en fest for de døde, hvilket må antages at være forklaringen på sammenblandingen, og at de to med tiden er smeltet sammen.
Den rituelle slagtning af et lam – omgærdet af en række præcise krav, ligner mest af alt en ofring. At der stilles mad og drikke frem på et bord til "de hellige mænd", ligner mest af alt et mad- og drikkeoffer til de døde. Agricola siger netop, at finnerne ofrer til de døde og at det er mad, som ofres. At ofre mad til de døde kendes fra stort set alle finnernes nabofolk. Når bonden sluttede festen af med at tilbyde gæsterne øl og brændevin, så er dette måske blevet slået ud på jorden som et drikoffer til de underjordiske/de døde – helt parallelt med nogle af samernes offertraditioner.
Til fejringen af kekri-festen hørte også den skik, at man klædte sig ud og bar masker lavet af birkebark. Sådanne udklædte folk blev kaldt kekritär (kekri-kvinder) eller kekripukki (kekri-bukke). De gik omkring fra hus til hus og fra landsby til landsby og truede med at rive folks ovne ned, hvis ikke de blev rigeligt beværtet og underholdt (Holmberg-Harva 1927: 65). Besøget af gæster, hvis ansigter man ikke kunne se, skal måske sættes i forbindelse med besøget af de døde.
En anden udbredt skik var, at man i den mørke novembernat tændte bål på toppen af de omgivende bakker og høje. Denne tradition kan have haft til formål at fordrive alle de onde magter, som kunne skade mennesker og dyr eller ødelægge afgrøden i det kommende år. Traditionen har dog ingen forbindelse til den nyere skik med at afbrænde en flere meter høj halmbuk, hvilket sker under kekri-festen i Kajana. – Også forskellige former for varsler og spådomme hørte med til festen (Holmberg-Harva 1927: 65f).
I sit store værk Finno-Ugric and Siberian mythology har Holmberg-Harva dokumenteret, at det at holde fest for de (usynlige) døde eller at have besøg af dem var et vidt udbredet fænomen blandt finsk-ugriske og sibiriske folk. Ikke mindst i forbindelse med begravelse og mindefester kunne man gå langt for at vise den døde størst mulig opmærksomhed. Man kunne tildele ham en fast plads ved bordet, servere hans livretter, hælde mad op til ham, give ham den bedste stol i stuen og sågar lade ham sove hos den efterladte enke. Det er antageligt i dette lys, vi skal forstå kekri-festen. De døde var stadig en del af de levendes verden.
Kekri-fejringen har overlevet helt til vor tid i flere dele af især det østlige Finland. Der er dog ikke meget af det oprindelige indhold tilbage, da nogle har knyttet traditionen til halloween og andre til jul og nytår. Men med de senere års fokus på Finlands hedenske fortid er der også kommet fornyet interesse for kekri-traditionens oprindelige indhold.
Hele Castréns tekst kan læses på dette link: Beskrifning Öfwer Cajanaborgs-Län
Anvendt litteratur
Anttonen, Veikko, 2012: "Literary Representation of Oral Religion – Organizing Principles in Mikael Agricola’s List of Mythological Agents in Late Medieval Finland" i More than Mythology.
Anttonen, Veikko, 2020: "Religion in prehistoric Finland" i The Handbook of Religions in Ancient Europe.
Castrén, Eric: Historisk och Oeconomisk Beskrifning Öfwer Cajanaborgs-Län Med Wederbörandes Tilstädielse, 1754
Ganander, Christfried, 1789: Mythologia Fennica.
Harva-Holmberg, Uno, 1927: Finno-Ugric, Sibirian, The Mythology of all Races, Vol. 4.
Honko, Lauri, 1963: Kekri i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder., Bd. 8.
Pöldvee, Aivar, 2016: "Agricola’s List (1551) and the Formation of the Estonian Pantheon" i Re-Forming Texts, Music, and Church Art in the Early Modern North (pp.449-474); 25 July 2016.
