Sæljagt – Peter Winkworth , u. å.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
69. Kelerartout. — Fangst af en sjelden Sælhund
(Uddrag)
Kelerartout boede paa Atangmik. Han roste sig af at kunne magte hvilkensomhelst Sælhund, skjøndt hans Broder formanede ham til ikke at tale saaledes. Engang vare de sammen paa Fangst, da Kelerartout harpunerede en Sælhund som først løb meget hurtigt bort med Blæren, derpaa forsvandt under Vandet. Kelerartout blev første Gang bange, og Broderen maatte hale Sælhunden op for ham. Da de fik den op, var det af de langsnudede. Han troede at have harpuneret den bag Lallen, men saa var det Øiet han havde truffet. Aldrig har nogen anden fanget af det Slags. Min (Fortællerens) Bedstefader har endnu i sin Ungdom seet Levninger af den i Muldjorden ved Huustomten. Kelerartout drog ogsaa til Iviangit (see I., S. 254) for at kappes med Erisatsiak i Kajakroening, men blev overvunden af denne. Derpaa drog han sydefter og kom til Tugtutuarsuk, hvor der var saamange Rensdyr, at deres Trampen forstyrrede hans Søvn om Natten. Af Ærgrelse byggede han en Varde og stillede paa den en Stang lavet af den venstre Side at en ufrugtbar Kones Lampehæk og pegende mod Nord. Fra den Tid af droge alle Rensdyrene bort derfra og trak mod Nord. Derpaa reiste han til Nanortalik, som han paa lignende Maade befriede for Bjørne. I sine gamle Dage drog han til Amerdlok og bosatte sig hos en Storfanger. Men engang indbød denne ham paa en spragled Sælhund og sagde, da Kjødet sattes frem for Mændene: »I Stakler som aldrig fange spraglede, spiser Bryststykker.« Herover forbittredes Kelerartout saaledes, at han hexede ved at stikke Smaastykker af Kjødet bag sine Støvleremme, da han skulde gaae. Storfangeren mistede derover Livet.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, s. 107