Kong Sverre - Forholdet til nybygderne og utlandet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Forholdet til nybygderne og utlandet


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



Fra første stund det norske kongedømme steg frem, laa det i dets plan at naa saa vide ut, som norsk stamme bodde. Det gjaldt at knytte nybygderne i vest til moderlandet. Ved erkebispesætets oprettelse blev de alle føiet ind i den norske kirkeprovins; det gav nye muligheter, og kongerne utnyttet dem med dygtighet.

Da Sverre tok magten i Norge, var Færøyerne den nybygd, der norsk styre var sterkest. Jarlen over Orknøyerne og Hjaltland (Shetlandsøerne) var den norske krones vasall, men uten altfor trykkende lenspligter. I et endnu løsere forhold til norsk magt stod "kongerne" over Suderøyerne (Hebriderne) og Man. Island og de grønlandske nybygder styrte sig selv.

Tufter etter norrøn bosetning på Jarlshof, Shetland. Foto: Knut Rage.

Sverre følger den traditionelle rikspolitik og holder vaakent øie med de norrøne lande ute i havet. Naar han i 1186 taler til Bergensfolket og de tilreisende kjøpmænd, passer han paa at rette en særlig tak til "de mænd, som er kommet fra Orknøyeme, Hjaltland, Færøyerne og Island". Naar den islandske biskop Paal, søn av en av øens mægtigste høvdinger, besøker ham, tar kongen imot ham, "som om hans søn eller hans bror var kommet". Og han lar erkebiskop Eystein indvie en mand, som kaldes "Sverres fostersøn", til biskop over Grønland. Men det største skridt fremover paa den vei, som gammel rikspolitik hadde utstaket, tok Sverre i forholdet til jarlen over Orknøyerne og Hjaltland. Leiligheten fik han, da øyskjeggernes reisning hadde fundet støtte paa øerne (1193). Efterat kongen, palmesøndagen i det følgende aar, hadde tilintetgjort sine motstanderes flok, var det hans tanke at sende en hær vestover mot den gamle Harald jarl. "Men da dette spurtes vest paa øerne", tok jarlen det forstandige raad at fare til Norge, sammen med sin biskop, skalden Bjarne Kolbeinsson. Bjarne var tilstede ved det bispemøte i Bergen 1195, som besluttet at la et norsk gesandtskap avgaa til paven. "Efter dette bragte kong Sverre og Harald jarl sin sak paa tale".

Ting blev stevnet ule paa Kristkirkegaarden, nogen av hirdmændene stod ved kongens side, andre sat i græsset foran ham. Ret imot stod "mange mænd", og mellem dem var jarlen. Han tok til orde:

"Jeg er nu saa gammel, som I kan se paa mit skjeg, og jeg har kommet for mange kongers knæ, stundom i stor kjærlighet, men ofte med vanskelige saker. Nu har jeg faat en ny vanskelighet at tænke paa: min herres, kong Sverres, vrede". Jarlen undskyldte sig saa godt han kunde; ikke alt, hvad orknøyingerne gjorde, var efter hans vilje. "Men ikke skal jeg tale langt om dette; jeg lægger alt i Guds vold, og i Eders, herre!" Kongen "saa sig om og tok sent til orde". Han mindet tilhørerne om det store "hærløp", jarlen hadde paaført Norge. "Men nu er han kommet hit, som I kan se, angrer nu det onde, han har gjort mot os, og ber om miskund. Og den vil jeg gi ham; ti jeg kan selv trænge av den almægtige Gud, at han gir mig større miskund, end jeg har gjort mig fortjent til. Staa op, herre jarl, og vær i Guds fred og i min!"

Men Harald led et betydelig magttap, og Norges krone vandt i myndighet og indtægt. Hjaltland blev skilt fra Orknøyerne og føiet til moderlandet; Sverre la øgruppen under sig "med skatter og skylder". Orknøyerne fik jarlen beholde. Men alle eiendommer, som hadde tilhørt de orknøyinger, Sverre hadde kjæmpet med og slaat ned, skulde være forbrutt til kronen, om ikke de dræptes frænder inden tre aar hadde løst dem ind. Av al "sakøre" (retsbøter til det offentlige), som faldt paa øerne, skulde kongen ha halvparten; og "sysselmænd", utnævnt av ham, skulde vaake over den norske krones rettigheter. Harald jarl svor Sverre troskapsed, før de skiltes; et forliksdokument blev opsat i saken og indlemmet i det kongelige arkiv.

Ellers laa det i Sverres hele stilling, at der ikke blev tid til at gaa langt i den vesterhavske rikspolitik. Først Haakon Haakonsson kunde her føre det norske kongedømmes gamle linje frem til maalet.

Blandt de tusen ting, som krævet Sverres opmerksomhet, var ogsaa forholdet til det skandinaviske utland. Den uundgaaelige følge av hans seier over Erling Skakke og Magnus Erlingsson var en konflikt med Danmark.

Erling Skakke hadde søkt kong Valdemars hjælp under sin første kamp for sønnens kongedømme, hadde siden brutt med ham, men var i 1170 gaat til forlik. Det heter i kongesagaerne, at han tidligere hadde lovet den danske konge Viken, at han nu tilstod ham overherredømmet over denne riksdel, og at Valdemar "ledet ham til jarlssæte og gav ham jarlsnavn og Viken til len og raadighet"". Detaljerne her kan være litt tvilsomme. Det er mulig, at Erling allerede længe hadde været det norske kongedømmes jarl, og at det jarlsnavn, som i sagaerne er hans andet tilnavn, kommer derfra. Ihvertfald sier Sverre i sin store tale paa Kristkirkegaarden i Bergen (1184), at Erling "lot sig gi jarlsnavn, og sin søn konges navn", som om jarletitelen var tillagt Erling i Norge, samtidig med at hans søn blev tat til konge (1161). Og hvor Saxo Grammaticus taler om forliket mellem Erling og Valdemar, sier han ikke, at den danske konge fik Viken, heller ikke at han gjorde nordmanden til sin jarl, — men bare, at Erling Skakke blev Valdemars haandgangne rnand (miles), med pligt til at følge ham med seksti skibe, om krigshjælp blev fordret. I Sverres saga hører vi aldrig, at Viken var kong Valdemars og Erling Skakkes eiendom. Den norske konge Magnus Erlingsson har i krigsaarene 1176—1179 like stor myndighet i dette landskap som i andre dele av Norge; og intet steds fortælles det, at han efter sin fars død arvet nogen stilling som kong Valdemars vasall, hverken for Vikens vedkommende eller i sin almindelighet. Det blir da mulig, at Erling Skakke, ved forliket i 1170, er sluppet fra sit oprindelige tilsagn om at overlate Viken til Valdemar, at han som norsk fyrste (jarl) har avlagt en rent personlig lensed til den danske konge — paa samme maate som baglerjarlen Philippus i 1204: Philippus var norsk jarl og hadde sin egen norske "konge" (baglerkongen) at tjene; men allikevel kunde han hylde ogsaa den danske konge (Valdemar Seier) som sin overherre. Det samme gjorde forresten, ved samme leilighet, baglerkongen selv. Magnus Erlingsson slap i sin tid lykkelig fri fra en slik pligt: som St. Olavs vasall (miles) var han undskyldt for at stille sin kongemagt ind under en fremmed fyrste. Men Erling Skakke kunde ta avhængigheten paa sig og har i en eller anden form gjort det.

Dermed faldt en skygge av ufrihet over Norge. Og naar Sverre aapnet sin kamp mot Erling jarl, stod han — mere end selve St. Olavs "vikar", som var Erlings søn og forbundsfælle — paa Olav Haraldssons norske selvstændighetslinje: ogsaa Olav hadde jo kjæmpet mot dansk magt i Norge. I striden med Sverre fandt kong Valdemars norske vasall døden (1179); men ogsaa for ettertiden stod Sverres kongedømme i klar motsætning til dansk kongepolitik i Norden. Magnus Erlingsson, og senere den ene norske "fIok" efter den anden, fik stadig hjælp i Danmark, indtil saa den nye kong Valdemar (Seier) efter Sverres død kunde træde frem med fordringer paa nyt dansk overherredømme over Norge — og finde baglerne rede til at gaa med paa dem.

Sverre drev likevegtspolitik i Norden: mot den danske konges og sine norske fienders magt søkte han støtte i Sverige. Der var god tradition for det. Like ofte som forholdet mellem Norge og Danmark, i aarhundredernes løp, hadde været fiendtlig eller kjølig, like sjelden hadde freden været brutt mellem Norge og Sverige. Der er noget i de ord, som folket i Trøndelagen, lange tider efter Sverres dage, skrev til den danske konge, efterat Sveriges konge Karl Knutsson Bonde var kronet til herredømmet over Norge, — ikke bare i vendingen om, at "Gud har landfast sammenføiet disse to riker, mere end 4 til 5 hundrede mil, det ene med det andre", men ogsaa hvor det heter: "Norge og Sverige har fra alder og evighet været sammen i forstaaelse og kjærlighet."

Olav den hellige hadde giftet sig med en svensk kongedatter og i et forbund med Sverige søkt støtte mot dansk magt og norske "drottinssvikere". Sverre fulgte ham. Han giftet sig med en søster av Sveriges konge, av Erik den helliges søn Knut, som stod saa nogenlunde i hans egen stilling: truet av et motparti, hvis "kongsemne"(Sverker) levet paa dansk hælp. En skarp politisk skillelinje gik over Norden: paa den ene side var Sverres Norge og "Erikernes" Sverige, paa den anden side Danmark, "Sverkernes" Sverige og det Norge, som kjæmpet mot kong Sverre. Det var en linje, skapt av dansk overhøihetstrang, og av slegtskapsforhold i kongehusene: baade Magnus Erlingsson (gjennem sin mor) og den svenske tronprætendent (gjennem sin mor) var frænder av Danmarks konge. Ogsaa kirkelige forhold var med om at lægge det store skille i Norden. Danmark stod i samme stilling som Frankrig: det søkte at undgaa al strid med pavestolen — bare i nogen faa aar (1159—1166) hadde kong Valdemar under tysk tvang staat i opposition til Alexander 3; ellers var den danske konge, som den franske, i regelen en særlig kjær "søn" for paven, og kirken kunde i hans land glæde sig ved megen "frihet". Paa samme linje stod de svenske "Sverkere" og Magnus Erlingssons parti i Norge. Derimot var kong Knut av Sverige, som kong Sverre i Norge, og visstnok endnu mere end han, en repræsentant for anskuelser, som gik gregorianernes idealer imot.

Ved en enkelt leilighet søkte de to forbundne fyrster at flytte den skillelinje, som gik over Norden, ind i Danmark, den faste borg for deres motstandere. Det var i 1192[1], ved et tidspunkt da alt var stille i Norge. Da søkte og fik den danske kongesøn biskop Valdemar av Slesvig norsk og svensk hjælp til en reisning mot kongen av Danmark: med 35 skibe seilet han tilbake til sit land og lot sig utrope til konge, samtidig med at en tysk forbundsfælle av ham faldt ind i Slesvig, — det eneste kjendte eksempel paa praktisk samhold mellem de hohenstaufiske keiseres Tyskland og kong Sverres Norge. Men det stort anlagte foretagende førte ikke frem. Under en forhandling med sine fiender blev biskop Valdemar tat til fange, efter hvad han selv paastod med brudd paa tro og love; freden var gjenoprettet i Danmark.

Men Norge og Sverige vedblev at holde sammen. Paa opfordring av Sverre tok hans svenske svoger vare paa en rnand, som var flygtet til Sverige og kunde ventes at ville vække ufred i Norge: han kaldte sig søn av Magnus Erlingsson. Nu havnet han foreløbig i "stenvæggen" (taarnet) paa Visingsö i Vattern. — Da kong Knut døde d. 8 april 1196[2], saa det værre ut. I Danmak rustet man sig til fremstøt baade mot Sverre og mot de svenske "Eriker". Nikolas Arnesson drog til Norge med baglerne, og den svenske tronprætendent Sverker Karlsson, som ogsaa hadde levet i landflygtighet, fór hjem til sit land og blev tat til konge med forbigaaelse av Knut Erikssons sønner. Hans tronbestigelse førte imidlertid ikke til brudd mellem Norge og Sverige. Sverker lot Sverres gamle forbundsfælle folkungen Birger Brosa vedbli i stillingen som rikets jarl, og det ser ut til at Sverre har knyttet svogerskapsforbindelse ogsaa med den kongeslegt, som nu hadde magten i Sverige. Den "herr Karl", som var gift med hans datter Ingebjørg, og som i 1198 blev dræpt av baglerne (s. 199), kaldes idetmindste "søn av kong Sverker". Flere svenske herrer kjæmpet i 1190-aarene i Sverres følge: der var Philippus, Birger Brosas søn, som ogsaa fandt døden ved et overfald av baglerne (s. 202), og Haakon Galen, søn av Sverres søster Cæcilia og lagmanden Folkvid. Haakon blev efter Sverres og Haakon Sverressons død en av magthaverne i Norge. Han vendte da tilbake til birkebeinernes traditionelle politik, at støtte "Erikerne" mot Sverkerne."

Sverre-ættens forhold til det danske kongehus (hovedlinjen) vedblev at være kjølig eller fiendtlig hele det 13. aarhundrede igjennem, og længer. Men endnu et par ganger blev vigtige forbindelser indgaat mellem den norske kongeslegt og den svenske. En søn av Haakon Haakonsson blev gift med en datter av folkungen Birger jarl (d. y.), arvingen til "Erikernes" magt i Sverige, og Haakon 5.’s datter og arving blev gift med Birgers sønnesøn hertug Erik († 1318). Denne sidste forbindelse forberedte Norges og Sveriges forening under Eriks søn, kong Haakons dattersøn (1319). Det var ikke hensigten med den, da den blev bragt istand, d.v.s. det var ikke kong Haakons hensigt med den. Men hertug Eriks var det visstnok. Der var forskjel fra kong Sverres dage. Norsk politik, som i hans tid hadde været vaaken ogsaa i vest, var blit mere og mere østlig orientert; tapet av Suderøerne og Man (1266), hovedstadens flytning til Oslo og ledingsflaatens begyndende forfald kan tjene som symboler paa denne omlægning fra vesterhavspolitik til ensidig skandinavisk orientering. Den blev farlig i det øieblik en kvinde var arving til Norge og var gift med en fyrste i nabolandet. Tilnærmelsen til Sverige var i sin tid kommet, fordi kong Sverre vilde trygge sit kongedømmes magt mot indenlandske fiender, dets selvstændighet mot dansk vælde; men under Haakon 5 blev Norge en indsats i det høie spil, de svenske folkungers begavelse og ærgjerrighet spillet i Norden. Og landet tapte sit nationale kongedømme, netop som det mindst kunde undvære det. Sverres rationale linje kom i fare; tiden var inde for folkungernes nordisk "dynastiske interesser".

Hvor langt Sverre har ført utenrikspolitik — utenfor forholdet til de norske nybygder og de nordiske nabolande — kan vi ikke se. Vi hører (1200), at han stod i gaveveksling med erkebiskop Hubert av Canterbury, som nylig hadde kronet Johan "uten land" til engelsk konge, og at Johan sendte Sverre en avdeling bueskyttere til hjælp under krigen mot baglerne[3]. Disse "ribbalder" skal ha faret vildt frem paa sin vei gjennem Norge — efter leietroppers vanlige vis i de tider.

De var tilstede ved Sverres sidste krigerhandling: beleiringen av baglernes befæstninger ved Tunsberg (1201). Men der hadde Sverre selv ledelsen og kunde hindre al vildskap. Aldrig er han menneskelig større end efter den sidste seier, han vandt over sine fiender.

Fotnoter

  1. Aarstallet er omtvistet (1192 eller 1193). K. B Westman:. D. sv. kyrkans utveckl. 193—195. Jfr. H. Bloch: Forsch z. Polit. Kals Heinrichs VI, s. 88-96 (og littetaturhenvisn. til disse to verker).
  2. K. B Westman:. D. sv. kyrkans utveckl. 198.
  3. Et "forbund" mellem kong Johan og Sverre har knapt eksistert. Den engelske konge levet endnu ved denne tid i god forstaaelse med paven. Johans søstersøn Otto 4 var pavens kandidat til den tyske trone (mot hohenstauferne). "Ribbalderne" har vel været leietropper, som Johan efter fredsslutningen med Frankrig vaaren 1200 vilde bli kvit.