Kong Sverre - Sverres kongedømme

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Sverres kongedømme


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



Da den tyske krønikeskriver Otto av Freising i 1140-aarene skulde skildre keiserdømmets nederlag i kampen mot Gregor 7, steg et billede fra skriften frem for ham: verdens rike var "kolossen paa lerføtter" (i Nebukadnesars drøm, Daniel kap. 2), og Guds kirke var stenen, som blev revet løs — "ikke av hænder" — og knuste leret og blev til et berg, som opfyldte hele jorden.

Otto skrev i dage, da det stod særlig smaat til med herskerens myndighet i hans land, — da en munk, Bernhard av Clairvaux, bar det største navn i tiden. Men han oplevet et skifte; det kom, da "det andet korstog" (ved aar 1150) var endt med en katastrofe for de vældige hære, som Bernhard hadde stampet frem av jorden og lovet seier. Korstogsiveren kjølnet for en tid, munkeidealerne tapte i glans, en mere virkelighetsnær vurdering av tilværelsen gjorde sig gjældende. Og kongedømmet steg atter konkurrerende frem ved "prestedømmet"s side. I Tyskland kom Fredrik Barbarossa, i England Henrik 2.

I det lange løp førte striden med kirken ikke til en forringelse[1] av den europæiske fyrstemagt. Kongedømmet blev nok tvunget til at opgi visse rettigheter. Men den heftige diskussion om kongemagtens idé — og det brede teoretiske grundlag, herskeren maatte bygge sig under kampen — gjorde ham selvbevisst, stillet ham med eftertryk foran i lensstaten og blev et utgangspunkt for nye magtmuligheter. Seiv ivrige gregorianere, som Johan av Salisbury (i "Policraticus" 1159) maatte med bibelen i haanden erklære, at kongen, om han var en "retfærdig konge" og ingen "voldshersker", hadde sin magt fra Gud.

Under konflikten med pavedømmet fik fyrsten i stor utstrækning hjælp av geistligheten i sit eget land. Han fik det, fordi "kirkens frihet" tidlig viste sig at være et tveegget sverd. Slagordet frigjorde nok fra kongen, men samtidig la det, stadig uttrykkeligere, hele "friheten" i hænderne paa paven. Og mange av kirkens mænd foretrak kongemagten, selv om den kom med "gammel landsret" i følge, for en kirkemagt, som tvers igjennem var Roms magt. Samtidig fik statslivet mere og mere bruk for kongen. Den økonomiske og sociale utvikling stillet stigende fordringer til lovgivning, forvaltning og retspleie, og kongemagten var den nærmeste til at tilgodese disse fordringer. En centraliserende fyrstestat, som satte embedsmænd i lensherrernes sted, arbeidet sig langsomt frem av det gamle lenssamfund.

For- og bakside av en mynt utsendt av Sverre. Teksten på forsiden lyder: REX SVERVS MAGNVS - «kong Sverrus Magnus», en latinisert form av kongens navn.

Kongedømmet utdypet stadig sin teori. Til landsretten og skriftens ord om "Herrens salvede" føiet det romerretten, "keiserretten". Studiet av romerretten vaagnet til rikt liv ved aar 1150, og en kongemagt, som vilde hævde sin høihet, fandt her en værdifuld hjælp. Johan av Salisbury liker ikke de lærde mænd ved Henrik 2’s hof: de fortæller, at fyrsten ikke er loven underkastet, og at alt hvad han behager, skal ha lovs kraft. Dette er enevælde-teori fra rommerretten[2]. — I Italien gjorde Fredrik Barbarossa praktisk bruk av "keiserretten", og i hans sprog satte antik herskerforgudelse[3] brede spor: han taler om .den guddommelige stat", "det hellige keiserdømme", "de guddommelige keisere og deres hellige love, som maa æres som guddommelige orakler". Til Fredriks søn Henrik 6 († 1197) sang en digter: "Du er en gud og av gudernes slegt".

Kirken saa naturligvis med mistanke paa "keiserretten". Engelske gregorianere hævdet (ved aar 1200): "Keiserens romerske love[4] kan vi altid forkaste, Guds lov paa ingen rnaate". Endnu varte det længe, før romerretten i videre utstrækning ændret det middelalderlige samfunds lovstof. Og endnu stod kirken sterk og magtbevisst ved kongedømmets side, omgjærdet av trygg teori som kongedømmet, tilsyneladende av en endda tryggere. Men de dage kom, da det overskudd av jordiske magtkilder, fyrsten sat inde med, gjorde ham til herre ogsaa over biskopen. Utviklingen stanset, i "den nyere tid" ved den suveræne fyrste.

Der er en tydelig sammenhæng mellem Sverres magt-teori, som den kommer til uttryk i "Talen mot biskoperne", og det samtidige europæiske kongedømmes teori. Men Sverres europæisk paavirkede opfatning av herskermagtens høihet, fandt forutsætninger nok i Norge. Hans kongedømme betyr ikke en revolution. Det er bare et kraftig led i en lang utviklingslænke. Den begynder ikke hos ham og den stanser ikke hos ham. Man maa vogte sig for at glemme, at han overtok en arv; man maa ogsaa vogte sig for at se ham paa linje med senere konger, med Magnus Lagabøter (†1280) og Haakon 5 († 1319). De bygger paa Sverre; men deres kongedømme har rettigheter, som Sverres ikke kjender eller bare aner. Den sunde sans for værdierne i gammel ret og i gamle samfundsforhold — midt i den sterke teori om kongedømmets magtfuldkommenhet — er ikke den mindste side ved Sverre. Hans etterfølgere har en feil: de overdriver. Men det er ikke Sverres feil. Han er ny, men ikke dræpende ny.

Den norske kongemagt hadde altid været sterk, sammenlignet med kongemagten i den europæiske lensstat. Kongedømmet hadde — i det første aarhundrede det bestod — maattet kjæmpe mot dansk vælde og mot en jarleslegts forsøk paa at tilrive sig styret i landet, og tilslut, i Olav den helliges dage, mot et forbund, der dansk magt, jarleslegtens krav og en stormandsgruppes misnøie gik sammen. Men efter slaget paa Stiklestad (1030) var kongedømmet kommet avgjort ovenpaa. Der var ikke saa avsides en bygd i Norge, at ikke folket der levet med i d. 29 julis samlende fest, at ikke tankerne den dag søkte helgenkongen i Nidaros. Og glansen fra hans skikkelse faldt over hans frænder paa Norges trone; han verget deres ret, han var deres ætts "mægtige hoved""; han hadde "helliget dette rike med sit dyrebare blods utgydelse", og "i hans leir — sa Magnus Erlingsson — skal mit hjerte ikke frygte"

Allerede Olav Haraldsson hadde hat høie tanker om kongens værdighet: hans herskerideal hadde været "Karlamagnus", Karl den store, og "drottinssvikere" hadde han agtet ringe; hans ven, skalden Sigvat Tordsson, tviler ikke paa, at helvede er deres lod og del, en anden av kongens venner fortæller, at de handler "til glæde for djævelen". Og det norske kongedømme fik, efter slaget paa Stiklestad, bare en sjelden gang bryderi med "drottinssvikere". I en tid, da den tyske, den franske og den engelske kongemagt laa i en evig strid med trodsige stormænd, arbeidet de norske konger haand i haand med sit lands høvdinger. Kongedømmet kunde optræde med hensynsløs kraft (som i Harald Haardraades dage); allikevel var en reisning av stormænd et særsyn. De par ganger den blev forsøkt, fik den ikke stor tilslutning, selv ikke i stormændenes egen kreds, og den faldt sammen like pludselig som den var begyndt.

I borgerkrigenes tid steg nok "drottinssvikerne"s tal; men frafaldet gjaldt ikke selve kongedømmet, bare den ene eller den anden av de kjæmpende konger. Kongedømmet selv stod altid ved magt, og krigstrætheten fristet til at styrke dets stilling. I Magnus Erlingssons dage kom kongekroningen og gjorde kronens bærer til en "Herrens Christus", gjorde hans "magt mere ophøiet og friheten til at befale større". Enkongedømmet blev fastslaat, vistnok under former, som gav kirken betinget tilsyn med tronfølgen, men som ingen magtforøkelse indebar for stormandsklassen, og som i alle tilfælder syntes at trygge rikets fred.

Sverre kom og brøt freden. Han begyndte med at hævde sin ret som konges søn. Men han endte med at hævde sin ret som konge. Kampen med kirken tvang ham til at gjennemtænke herskermagtens stilling fra grunden av.

"Vær lydige og trofaste mot Eders herrer, — saa mot kongen som mot keiseren", heter det, med en fri oversættelse av skriftens ord, i "Talen mot biskoperne" (s. 169). For en samtidig av Fredrik Barbarossa og Henrik 6 kunde det ligge nær at stille krigens autoritet tæt ind til keiserens. Men et direkte indslag av keiserretten findes knapt i Sverres teori. Sverre hævder ikke, at hans vilje er nok til at skape ny lov. Men han hævder, at undersaatterne har pligt til lydighet og troskap mot ham, fordi han selv viser troskap mot loven. "Talen mot biskoperne" indskjærper undersaatternes pligt under henvisning til en række skriftsteder. Det er de samme, som i spredt fegtning er med ogsaa paa de europæiske slagmarker, naar kongens sak skal styrkes. Alle gjenfindes[5] de, paa sammentrængt rum og for en del i samme rækkefølge, i det tyske skrift "Om bevarelsen av kirkens enhet”. Og med den tyske forfatter fremhæver den norske, at da lydighetsbudet utgik til de første kristne, — da gjaldt det ikke engang en kristen øvrighet, men en hedensk. Desto uimotsigeligere er dets kraft.

Norsk lov anerkjendte, under visse forutsætninger, en verdslig motstandsret mot kongen. Kirken holdt ogsaa paa en motstandsret, forutsat at den (med rette eller urette) kunde kalde kongen en "voldshersker”, en mand, som har vundet sin magt ved retsbrudd, eller som utøver den med brudd paa Guds og menneskers love. I baglerreisningen møttes verdslig og geistlig motstandsret. Men "Talen mot biskoperne" tier om motstandsretten (som Magnus Lagabøters landslov senere). Hvor forfatteren har ført sine skriftsteder frem, sier han: "En saa stor mængde eksempler viser aabenbart, at sjælens fortabelse truer enhver, som ikke iagttar fuldkommen troskap og retlydighet mot den kongelige værdighet; ti kongedømmet er forordnet efter Guds bud og ikke efter menneskers forskrifter". Paa samme maate slutter forfatteren av skriftet "Om bevarelsen av kirkens enhet", hvor han er færdig med sine skriftsteder: "Naar nu disse ting[6] er forordnet saaledes av Gud, hvad baade skriftord og eksempler stadfæster, mon det da ikke er at staa Guds orden imot, om man staar øvrigheten imot".

"Kongespeilet", som ikke er meget yngre end Sverres tid, trækker frem et av skriftstederne fra "Talen mot biskopeme" og bruker det, som allerede stridsskriftet gjør, til at bevise, at ogsaa Petrus, det kristne prestedømmes ypperste, av Kristus blev uttrykkelig bundet til at vise øvrigheten ærefrygt (Matth. 17, 26). Og Kongespeilet tilføier: "kongen bærer Guds eget navn (Herrens Christus); han sitter i det høieste dommersæte paa jorden, og naar en mand ærer kongen, er det at opfatte som om han ærer Gud selv". Og i Kongespeilet er "høvdingskapet" blit "hellig"[7], som Fredrik Barbarossas keiserdømme engang var det! Slik har kampen mellem kirke og stat ført det norske kongedømme op paa en teoriernes høide; og herfra hersker det 13. aarhundredes kongemagt tilslut over Norge. At kongedømmet fastslaar sin egen inderste idé, er den største og mest langtrækkende følge av Sverres strid med de norske prælater. Hans magtteori var ikke ny i landet; men ingen hadde utformet den med samme klarhet og styrke som han. Og langsomt skapte den statslivet om.

"Talen mot biskopeme" nævner et tilfælde, der kirkeretten sætter kongen som øverste dommer i geistlig (eller halvt geistlig sak). Stridsskriftet fortsætter: "Dette er et vidnesbyrd om, at kongen er sat over alle andre værdigheter. — Man kan forstaa, hvor stor magt kongen maa ha i verdslige saker, naar han skal sitte i det høieste dommersæte i saker, som angaar den hellige kirke". Teorien om kongedømmets magt i forholdet til kirken har allerede faat sine klart uttalte konsekvenser: magtfylden skal gjælde ogsaa paa andre omraader. I "Kongespeilet" sitter fyrsten, over hele linjen, "i det høieste dommersæte". Men først Haakon 5’s styre fuldbyrder en utvikling, som samler magten i kongens haand.

"Talen mot biskoperne" skiller mellem "verdens rike" og "den hellige kirkes embede", men hævder samtidig at Gud har "sammenbundet" disse to værdigheter, slik at kongen skal "vogte" kirken og ha ret til "tjeneste" av dens ombudsmænd. Nu er det ikke altid, middelaldersmennesker gjør et teoretisk skille mellem "kirke" og "stat"; vel saa ofte tales der i denne tid om "prestedømme" og "kongedømme", og begge dele føies da ind i "Guds stat", "Guds hellige kirke", — hvad vi nu vilde kalde "kristenheten". Det sker ogsaa i det norske stridsskrift, i de merkelige indledningsord, der forfatteren tegner sit idealbillede av et samfund:


"Krist og den hellige kirke utgjør et helt, uskadt legeme med alle dets hele lemmer. Krist selv er dette legemes hoved, kirken er kroppen. Dette legemes øine skulde være vore biskoper, de som burde vise os paa ret vei, fjernt fra alle vildstier. Dette legemes tunge og læber skulde være vore prester, de som burde fortælle os god lære og selv vise godt eksempel i al sin færd. Dette legemes hjerte og bryst skulde være kongerne, de som burde bære omsorg og omtanke og raad, djervhet og vern for alle andre lemmer. Dette legemes aksler og herder og rygg skulde være jarlerne og storhøvdingerne, de som kunde bære og gjøre lettere al tyngsel, som er for haanden. Dette legemes armer skal være lendermændene, de som burde være uryggelige støtter baade for brystet og for herderne. Dette legemes haandlegger og hænder skulde være riddere og hirdmænd og andre hærmænd."


Og saa gaar det videre til "maven og indvoldene", som er "munker og renlivsmænd", og til "leggerne og føtterne": "bøndeme og almuen", som "med sit arbeide og alt sit stræv holder dette legeme oppe".

Dette vidløftige billede (som i grundteksten er endnu vidløftigere utført) har bibelsk oprindelse. Kristus er "kirkens legemes hoved", heter det hos Paulus (Koloss. 1,17). Og legemet er ikke étt lem, men mange (1 Kor. kap. 12). Hvem der svarer til de forskjellige lemmer, paatar middelalderen sig at forklare, stundom med støtte i beslegtede antike (eller senantike) billeder. Johan av Salisbury beretter, at pave Hadrian 4. — "kardinalen" som kom til Norge, da erkebispesætet blev reist — engang fortalte[8] ham om en strid "mellem maven og lemmerne"; det er den velkjendte romerske fabel, som indskjærper nødvendigheten av samhold i staten. Johan selv[9] sammenligner ogsaa — paa grundlag av en senantik kilde — staten med legemet. Han taler netop om staten (respublica), gjør fyrsten til dens hode, "senatet" til dens hjerte, osv. Det norske stridsskrift har andre kilder: dets samfundsbillede har ikke antikt, men middelalderlig præg. Det taler ikke om "staten", men om "kirken"; og Kristus er kirkens hode (som hos Paulus); geistlige mænd er øine og mund, og kongen er "dette legemes hjerte og bryst".

Hele billedrækken er en videre utførelse — med tilpasning til hjemlige forhold — av mange lignende i det katolske Europa. Ustanselig vender sammenligningen mellem "kirken" og legemet tilbake i middelalderlig litteratur[10]- for tilslut (i det 15. aarh.) at virke som en ren haandbok i anatomi. Før aar 1200 findes billedbruken intetsteds bredere utført end i "Talen mot biskoperne"; men den er almindelig ogsaa før den tid, og i hovedsaken er rollerne fordelt paa samme maate som i det norske skrift. "Den prestelige stand er den fornemste i kirken, som øinene i hodet", heter det o. aar 1050 (hos kardinalen Humbert[11]); "den verdslige magt er sterk og ophøiet, likesom armene og brystet, for at adlyde og forsvare kirken; almuen er som de ringere, yderste lemmer, og er i like grad nødvendig for den kirkelige og verdslige øvrighet". Noget senere heter det (hos Abailard[12]): "Kirkens hoved er Kristus, øinene er prælaterne, som leder de andre, hænderne er de virkende, føtterne er det ringere folk, som trænges til at bære legemet". — Det norske stridsskrift fortæller, at nu har alle dette legemes lemmer "skiftet natur" og forlatt sin tjeneste. Ogsaa europæisk litteratur kjender dette syke kirke- eller statslegeme. Femti aar før den norske forfatter anviste biskoperne plads som de "øine, som skulde vise os paa ret vei, fjernt fra alle vildstier", og klaget over, at øinene negtet at gjøre tjeneste, hører vi paa tysk grund, at baade "verdslige og geistlige fyrster farer vild paa avveie, ikke paa veien"[13]; ti hele kirkens legeme er sykt, hænder og føtter strides med øinene, d. v. s. verdslig magt med geistlig. Johan av Salisbury erklærer, at en skade for hodet ("fyrsten" i hans "respublica") berører alle lemmer, og omvendt. Han er saa konsekvent, at han kalder en ulykkelig almue (føtterne) "fyrstens podagra"[14].

Sverre og hans omgivelser mener som alle andre, at der bør være god harmoni mellem lemmerne i den hellige kirkes legeme; klagen over, at harmonien er brutt, virker egte nok ogsaa i det norske stridsskrift. Men der staar intet om, at "øinene" (biskoperne) er de "fornemste"; heller ikke heter det, at armene og brystet (den verdslige magt) skal "adlyde". Hvor forfatteren kommer til kongen, staar han ved magtens og harmoniens kilde. Her er hjerte og bryst, her er "omsorg og omtanke og raad, djervhet og vern for alle andre lemmer".


__________


Sverres teori om kongemagtens høihet tok form under hans strid med kirken. Paa selve kampomraadet kjender vi den til punkt og prikke. Hvor langt han i detalj tænkte den igjennem, hvor det gjaldt forholdet til andre samfundsmagter, til aristokratiet og til "folket", kan vi ikke vite. Men det er klart, at en tankegang, som med eftertryk hævet kongemagten over alle andre "værdigheter", idetmindste maatte gi grundlag for en ændring i hele statslivet. Og den kom, bare ikke med én gang, — ikke voldsomt og pludselig med Sverre selv.

Det er let at se, at Sverre, mere end tidligere norske konger, holder de gamle ætter utenfor riksstyrelsen. Men han handlet under omstændigheternes tvang; derfor kan vi ikke vite, hvor langt et almindelig princip var med i spillet. I "Talen mot biskoperne" nævnes lendermændene bare én gang, og da heter det: "Dette legemes armer skal være lendermændene, som burde være uryggelige støtter baade for brystet (kongen) og herderne (jarlerne)". Hvilkensomhelst av de tidligere norske konger kunde talt i samme aand.

Sverre kunde imidlertid ikke regne tryggt med "armene". De stormænd, som levet igjen i Norge efter 1150-aarenes blodige kamptid, sluttet sig nogenlunde mandjevnt til Magnus Erlingssons fredskongedømme. I den situation, som forelaa, var det selvfølgelig, at lendermandsklassen gik med til striden mot Sverre; det berodde ikke paa nogen bevissthet om, at den nye tronkræver kom med idéer, som var farlige for de gamle ætter. Da han stod frem, kunde ingen vite, om han var myndig eller svak, eller om han overhodet hadde opgjort sig nogen mening om kongedømmets stilling. Men alle kunde se, at han kom i spidsen for 70 "ransmænd". Foreløbig fristet han ikke engang de trønderske høvdinger, som hadde noget at hevne.

Sverre var altsaa nødt til at kjæmpe mot stormandsslegterne. At kampen laa i hans plan, har vi ingen beviser for. Svina-Peter kan nok tale om "storbukkene" i fiendeleiren, og han kan oplyse om, at birkebeinernes vaaben "ikke skjønner sig stort paa gamle ætter". Kongen selv kan en enkelt gang, foran en farlig kamp, egge sine mænd med løftet om, at idag skal enhver arve den høie plads, hans vaaben rydder for ham; og han kan kalde sine rike og pragtklædte motstandere "gullhalser"[15]. Men vi hører aldrig andet, end at han med glæde tok imot de lendermænd, som gik over til ham. Kongespeilet, som staar under sterk indflydelse av Sverres teori, nævner det som en av borgerkrigens store ulykker, at "i slagene falder de bedste og ættbedste mænd".

Og da kampen med Magnus Erlingsson var forbi, satte ikke Sverre sig til doms over sine gamle fiender meliem stormændene. De, som vilde forlik, fik det, og kongen gav "len og lendermands ret til mere end en av dem. At lægge lendermandsværdigheten øde faldt ham ikke ind. Det er Haakon 5’s idé og ikke Sverres. For Sverre er lendermændene "armene"; og gjennem hele det følgende aarhundrede var de kongens "største og høieste raadgivere", tilslut var de det endog efter lovens bokstav.

Men Sverre maatte være forsigtig, naar han skulde bruke de gamle ætters mænd til riksstyrelsen. Han gjorde det i stor utstrækning. Men det er allerede et spørsmaal, om det gamle aristokrati — efter den blodige krig — hadde mænd nok at stille til kongens tjeneste. Og Sverre kunde ikke bygge trygt paa dem, det stillet. Han høstet bitre erfaringer med flere av dem han viste tillit (f. eks. Hallkell Jonsson og Nikolas Amesson); hevntrangen hos dem blev for sterk. Ikke bare taknemligheten, men ogsaa klokskapen — ja likefrem nødvendigheten — tilsa da Sverre at ta op i riksstyrelsen de mænd, hvis troskap han hadde prøvet, uten at spørre efter byrd. "Han gjorde somme slike til stormænd, som efter folks tale ingen ætt hadde til det", heter det i sagaen; "de var altid siden uryggelig trofaste mot ham." Naar han allikevel, efter alt hvad vi vet, gav faa av sine lavbyrdige tilhængere titel av lendermand, kan det like godt skyldes hensyn til aristokratiet og til "folks tale" som uvilje mot selve institutionen. Lendermandsnavnet hadde altid i første række været forbeholdt de gamle ætter; det krævet stamtavler og rotfæstet tradition; lendermandens stilling hadde sammenhæng ikke bare med kongen, men ogsaa med folket, bygden. Sverre forsøkte at forsone meliem gammelt og nyt ved at gifte ind i stormandsætterne en række av de mænd, hans seier hadde ført til magt.

Erling Skakke er blant de mest kjente norske lendmennene fra middelalderen. Her er Erling og mennene hans før det første slaget på Re i 1163, slik Erik Werenskiold forestilte seg dem i 1899.

Som kongen stod der, sterk ved sin seierrike hær, hadde medlemmerne av det gamle aristokrati valget bare mellem ett av to: enten maatte de slutte sig til Sverre og gi ham den troskap og lydighet, han i kongedømmets navn krævet, eller de maatte føre borgerkrigen videre. Deres kreds splittet sig paa det, — rimelig nok; ti det var et spørsmaal om følelser, ikke om principer. Indenfor lendermandsklassen fandtes ikke én samlende idé, ikke én klar fordring, som stormændene kunde stillet op f. eks. mot Sverres forherligelse av kongedømmets myndighet. Nogen av de høibyrdige høvdinger gik over til Sverre og blev hos ham. Andre tok kampen op, men en kamp, hvor hevnen synes at ha været et langt klarere maal end "lendermandsvældet".

Men at de, som grep til vaaben, tillike gjorde det ut fra standsinstinkter og fordi de saa sin anseelse truet, synes sikkert nok. At være en konges tjenere hadde de intet imot; de (eller deres fædre) hadde været Magnus Erlingssons og hadde idetmindste ikke i den unge fyrstes far møtt nogen medgjørlig repræsentant for kongemagten. Erling Skakke hadde kanske, uten at være særlig dypt bevæget av europæiske, langtvirkende idéer om en konges høihet, holdt like strengt paa "troskap og lydighet" som Sverre. Men i hans tid hadde de gamle slegter sluppet at dele pladsen nær kongen med "ransmænd, alle av traders og stavkarlers ætt." Sverres opstigning til magten, ved ættsmaa mænds hjælp, hadde ikke bare git meget at hevne; den hadde ogsaa stillet medlemmerne av det gamle aristokrati i skyggen for mænd med ubehagelig korte stamtavler. Med ringeagt taltes der om de sysselmænd, som kongen hadde "tat fra tiggerstien".

Lendermandens kongetjeneste bestaar først og tremst i hans pligt til at holde hærmænd til kongens hjælp. Det er den europæiske kronvasalls pligt, og som "kronvasallen" lønnes lendermanden med kongelig jordegods. Hans stilling er praktisk talt arvelig, hans ætt i regelen gammel i den bygd, hvor han bor. Han er baade en kongens krigsmand og en høvding i folket dets forsvarer mot ufred og voldsverk. Lendermanden repræsenterer den norske uradel i dens samvirke med det norske kongedømme.

Sysselmanden er en kongelig embedsmand. I sit distrikt — sin "syssel" — repræsenterer han i vid utstrækning kronens ret og myndighet. Sysselmanden opkræver de kongelige indtægter, vaaker over fred og orden, reiser retslig anklage paa kongens vegne og sætter fældet dom i verk. Tidlig nævnes han i spidsen for hærmænd, som han stiller til kongens tjeneste. Han overflødiggjør da efterhaanden baade lendermanden (som i 1308 kan forsvinde, uten at det merkes i det stedlige styre) — og "aarmanden", en kongstjener av ringere rang (kongelig gaardsfogd), som tidligere var kronens ombudsmand ved opkrævningen av dens indtægter og ved utøvelsen av kongens tilsyn med retspleien. Sysselmanden blir kongemagtens fornemste lokale organ ved riksvernet og administrationen. Som kongens krigsmand staar han foran aarmanden, som kongens ombudsmand er han i en ganske anden grad end lendermanden kronens tjener. Den "løn" han faar, har nøie sammenhæng med hans embedspligt; den bestaar i en del av de retsbøter, han har at opkræve paa kongens vegne.

Sverre har ikke skapt sysselmandsinstitutionen. Den nævnes i lovtekster fra Magnus Erlingssons tid: "sysselmanden" er stillet ved siden av "lendermanden" og "aarmanden". Det ser ut til, at anvendelsen av slike kongstjenere allerede dengang var almindelig. Da Sverre i 1178 drog gjennem Jämtland, "satte han sysselmænd over sakøre og andre (av kronens) indtægter". Dette nævnes som en selvfølgelighet, det heter ikke, at det var en idé av Sverre, — og her hadde det i tilfælde været god leilighet til at si det; ti det staar i den del av sagaen, som kongen selv "vaaket over". Endnu samme aar "la Sverre under sig alle de østlige sysler" (ved Gautelven); det synes, som om syssel (egentlig = arbeide, hverv) allerede er et klart distriktsbegrep. Tidlig i 1182 satte Magnus Erlingsson to sysselmænd over et av Trøndelagens fylker (Orkdølafylket); før jul samme aar "fór kong Magnus’s mænd, som var samlet hos kongen i Bergen, til sine sysler; og hele denne samling opløstes da". Til slut — efter Magnus Erlingssons fald — heter det: "Kong Sverre satte nu sysselmænd over hele landet".

Sysselmandens stilling er vokset frem paa helt norsk grund. Allerede i tidlig sagatid nævnes det, at norske konger gav "syssel" til den ene eller anden, gjerne til en stormand. At vi netop i borgerkrigenes tid finder "sysler" i mængde i landet og ser sysselmandens embede og titel uttrykkelig nævnt i lovbøkerne, er rimelig nok. Til de voksende krav paa fasthet i statslivets former, som den økonomiske og sociale utvikling stillet, kom i denne tidsalder trangen til de tryggest mulige fredsgarantier. For kongen var sysselmandens hærmænd et værdifuldt tilskudd til lendermandens krigsstyrke, saa meget mere værdifuldt som sysselmanden, i sin avhængige stilling, maatte ansees for at være en paalideligere tjener end den stormand, som ingen "syssel" hadde. Netop et kraftfuldt, men allikevel truet kongedømme som Magnus Erlingssons, netop "en god og virksom landsstyrer" som Erling Skakke kunde ha interesse av at forene kronens forvaltningsmyndighet og militære kraft paa samme haand, paa en utpræget kongstjeners haand.

Hvem sysselmændene var i Magnus Erlingssons dage, vet vi ikke. De to, som nævnes i Orkdølafylket i 1182, synes ikke at ha været lendermænd. Men der var naturligvis intet til hinder for, at kongen kunde knytte en lendermand fastere til sig ved tillike at gjøre ham til sin sysselmand. Hvor sagaen taler om opløsningen av Magnus Erlingssons hær under jul 1182 — en følge av at kongens mænd "fór til sine sysler"— ligger det nær at tænke paa stormænd.

Ogsaa Sverre maatte ha "sysselmænd". Endnu mere end Magnus Erlingsson trængte han sterkt avhængige hjælpere i sit kongedømme. Men han hadde ikke lendermænd nok til, at han kunde ta alle sine hjælpere fra deres klasse, selv om han hadde villet det. Fra først av hadde han ingen av de gamle ætters mænd med sig, efter Erling Skakkes fald nogen faa, efter Magnus Erlingssons død flere, — men endda ikke mange nok. Derimot hadde han nok av ættsmaa mænd, han skulde lønne for trofast følge. Saa tok han sine birkebeiner "fra tiggerstien" og gjorde dem til sysselmænd, sammen med gamle og nye tjenere av lendermandsklassen.

Han handlet som han maatte handle. Det er derfor, vi ikke kan se, om han ogsaa hadde principielle grunde til at optræde anderledes end Magnus Erlingsson, som tok hjælp og kunde ta hjælp hos "gjæve mænd og gode drenger". Baade kong Magnus og kong Sverre repræsenterte et kongedømme, som vilde være sterkt, og begge styrte med "sysselmænd"; Sverre fortsætter bare en utvikling. Men de to konger levet gjennem hele sit liv under ulike vilkaar i forholdet til landets gamle ætter. Og for medlemmerne av disse ætter blev derfor den faktiske følge av Sverres kongedømme en helt anden end av Magnus Erlingssons: dels stængte de sig selv ute fra Sverres "sysler", dels saa de sig sideordnet med mænd, som "ingen ætt hadde". Hvad end sysselmandsinstitutionen hadde været i sin oprindelse, i Sverres tid vendte den sig ihvertfald til den gamle stormandsklasses skade. Lendermændene stod i stor utstrækning den nye konge imot; saa viste det sig, at han hadde et middel til at styre riket uten deres hjælp. Midlet var i sig selv ikke hans opfindelse; men han tok det i bruk paa sin egen maate. Det maatte saa være; han behøvet ingen teori for at hæve sine lovlydige trofaste til sysselmandens stilling. Om det var et oprindelig standpunkt hos ham, blir det merkelig, at hans etterfølgere, som ellers førte hans verk videre i alle retninger, vek av fra ham paa dette omraade: sysselmandens stilling blev snart nok forbeholdt medlemmerne av rikets høiere adel; sysselmanden blev en vasall som lendermanden, bare med den forskjel, at hans pligter var flere, hans avhængighet større og hans "forlening" kronindtægter, ikke krongods.

Det er naturligvis mulig, at Sverre, ogsaa under andre forhold end dem han stod i, kunde trukket ringe mænd frem paa høibyrdiges bekostning. Vi kan ikke vite det; historien handler ikke derom. Men tænkes kan det jo. Det kan ogsaa tænkes, at Sverre anvendte sysselmandsinstitutionen ikke bare paa grundlag av sit kongedømmes selvgivne trang til sterkt avhængige hjælpere, men ogsaa med øie for samtidige europæiske fyrsters styresæt. I England utbygget jo Henrik 2 († 1189), og i Frankrig Philipp 2 August (1180—1223), med fast haand rikets kongelige centralforvaltning, og efter sit væsen har ihvertfald kronens anvendelse av sysselmænd sammenhæng med den almindelige vekst i det middelalderlige kongedømmes myndighet. Men klare laan fra utenlandsk styresæt kan neppe paavises. Sysselmandsinstitutionen er jo ogsaa helt norsk i sin rot, og ældre end Sverres tid.

De europæiske forhold var i mange maater forskjellige nok fra de norske. I Frankrig f. eks. gjaldt det at knække en lensadel, som gjennem aarhundreder hadde truet tronens magt, og kongerne fik under sin kamp mot lensstaten støtte av de fremblomstrende byers borgerstand. I Norge var sammenstøtet mellem stormændene og den enkelte konge (Sverre), ihvertfald i sin opprindelse, av tilfældig natur, og kongen kunde ikke her søke forbund med nogen bestemt klasse i samfundet. Kongen kjæmpet hverken for "borgerne" (som der var faa av i landet) eller for bønderne (som ikke altid blir omtalt med respekt i Sverres saga, og som i stor utstrækning betragtet Sverre som en fredsforstyrrer). Han kjæmpet for et samfund, der kongen er "hjerte og bryst", og han samarbeidet med alle stænder. Sine nærmeste hjælpere tok han, hvor han kunde faa dem, og eftersom han trængte dem og kunde lite paa dem: blandt lendermændene, blandt sine hærmænd, blandt de lærde mænd, som kjendte kirkens ret — og blandt de lovkyndige, som kjendte landets.

Retten til at gi lov og fælde dom tilkom fra gammel tid "folket" og dets "ting". Men kongedømmet stod ikke helt utenfor. Kongens ombudsmænd valgte ut de "nevndermænd", som skulde møte paa lagtinget, og initiativet til lovgivning utgik i stor utstrækning fra kongen og de riksmøter (i det 13. aarh. "høvdingmøter"), han fra tid til anden sammenkaldte. Kongen grep stadig sterkere ind i privatretten, indskrænket den enkeltes adgang til feide og hevn og satte strengere straf for voldsverk. Et stort skridt i denne retning blev tat under Magnus Erlingsson (s. 140), og Sverre fortsætter sin forgjængers (eller Erling Skakkes) verk. Samtidig som bansstraf blev utlyst for vaabenbyrd, til eller fra kirke (og ting), og for ransfærd mot kirker og prester (s. 170), blev ogsaa voldtægt lagt ind under ban, og det blev bestemt, at væbnet mand, som skadet en vaabenløs, skulde "ligge utlæg og uhellig" (ubeskyttet av lovlig "eftermaal"), om han fandt døden paa sin forbrydelse.

En kongemagt, som gaar videre paa denne linje, vil en dag bli fristet til i det hele at ta haand over retsforholdene i landet. Utviklingen ender ganske rigtig med, at kongen underlægger sig baade domsmyndighet og lovgivning (Magnus Lagabøter og Haakon 5). Men ogsaa i denne utviklingsprocess er Sverres kongedømme bare et led i lænken. Den virkelige arv fra ham til etterfølgerne ligger her som ellers i hans almindelige magtteori og i mindet om hans lysende herskerskikkelse.

En stilling ved retspleien, som omtales i forbindelse med kong Sverres navn og som tidligere ikke nævnes i vor historie, ihvertfald ikke paa utvetydig vis, er lagmandens. Paa et riksmøte i Bergen, som i 1223 skulde drøfte de forskjellige "kongsemners" krav paa Haakon Haakonssons rike, var ni lagmænd tilstede; om den ene av dem sier kong Haakon, at han er "den ældste lag" mand i landet, da han tok ved sit lagsogn i kong Sverres og erkebiskop Eysteins dage". Straks efter sier denne lagmand selv, at det er Sverre, som har git ham hans hverv.

"Han bød mig skifte sak mellem kotkarler (almuesmænd), og ikke mellem høvdinger", sier han. Og denne lagmandens myndighet til at "skifte sak" var endnu ingen domsmyndighet; dommer blev lagmanden, først da Sverres sønnesøns søn Magnus Lagabøter hadde lagt domsmagten ind under kronen. I Sverres tid eiet ikke kongedømmet en slik magt. Derfor kunde ikke hans lagmænd fælde bindende dom i en retssak, og det var de heller ikke sat til at gjøre. Meningen maa oprindelig ha været, at de skulde oplyse parterne om sakens stilling efter loven, saa trætten kunde bilægges og en langsigtig og kostbar process undgaaes. Kongedømmet grep altsaa ind i retspleien for at gjøre retsvæsenet smidigere og retsveien lettere at gaa; det hele har sammenhæng med den stadig sterkere statsdannelse i landet, med kongedømmets stadig mere iøinefaldende stilling som midtpunkt for ret og magt i riket, som "omsorg og omtanke og raad". Kongerne holdt strengt paa reformen; folkets lyst til at føre vidløftig process søkte allerede Haakon Haakonsson at hemme ved at lægge botsstraf paa en saksøkt, som ikke vilde møte, om han blev indstevnet for lagmanden, og paa de "mange", som ikke vilde bøie sig for lagmandens kjendelse. Hans retsbelæring skulde altsaa være jevngod med en dom. Skridtet over til Magnus Lagabøters høie lagmandsembede var da ikke langt. Men vi hører intet om, at Sverre tok saken saa strengt. Han tok den op som den dygtige landsstyrer han var, men ikke i revolutionær aand; lagmanden følger sysselmanden som et nyt uttryk for den voksende smidighet i statslivets funktioner; men han blir ikke paatvunget folket. Og hans tilsynekomst var forberedt paa mere end én rnaate. Allerede hans navn hadde en fortrolig klang. "Lagmænd" kaldtes fra gammel tid de særlig lovkyndige mænd i landet; slike mænds mening la man naturligvis vegt paa, baade paa tinget og utenfor det. Og mulig blir det altid, at en mand av deres kreds kan ha faat kongelig paabud om at staa til tjeneste ved retssaker endnu før Sverres tid, at f. eks."Gyrd lagmand", som nævnes i Inge Krokryggs følge (1159), er en slik mand. Ihvertfald føltes det neppe som et overgrep, naar Sverre tilsatte lagmænd; selv om kongen ikke hadde domsmyndighet, var det vanlig at man frivillig la saker ind under hans "dom" (voldgift). Sverres lagmænd hadde da støtte baade i den autoritet, som fra gammel tid tillaa kongen, og i den, som "lovkyndige mænd" altid hadde sittet inde med. Her som ellers virker Sverre vidsynt og rummelig i forholdet til det nye, han skaper, og det gamle, han rører ved. Han har nok sin sterke magtteori; men han har ikke stængt sig inde med den, han levet ikke i papiralderen.

Om hans politik i større utstrækning grep ind i landets næringsliv — som senere Haakon 5´s — kan vi ikke se. Paa dette omraade opfattet han kongedømmets opgave som en beskyttergjerning. Midt i den vilde krig vogtet han kjøpmandens og bondens fred og opfordret alle klasser til troskap i arbeidet. "Kjøpmænd og bønder skulde skaffe sig gods med rette", sier han til Bergensfolket i 1186, "og med virkelig arbeide, eie det med forstand og yde av det med gavmildhet; men de, som ringere er, skal være taknemlige, og hver skal tjene sin overmand med god vilje og efter sine evner". Med vaaken interesse følger Sverre handelslivet. Han skriver til kongen av Skotland for at lette kaarene for norske kjøpmænd, som lider skibbrud ved den skotske kyst. Han takker de engelskmænd, som bringer "hvete og honning, mel og klæde" til landet, og alle, som kommer med "lærred og lin, voks og kjedler" eller med andre varer, "som vi ikke kan undvære, og som dette land har gagn av". Men han er forarget over tyskernes vinindførsel. Og han liker ikke, at de er kommet "i stor mængde og med store skibe" for at hente smør og torsk, han kalder det "stor landøding" — enten han nu har ment, at hans eget folk kunde trænge disse varer, eller han har set en fare for landets selvhjulpenhet i den omlægning fra kornavl til smørproduktion, som jordbruket synes at ha begyndt med i hans tid[16].

At han har søkt at gi selve kongedømmet et nyt økonomisk grundlag, er der ting som kan tyde paa. Men de ligger ikke klart i dagen.

Ved hærvæsenet bygger Sverre, som de ældre norske konger, paa kystfylkernes pligt til "leding", paa det krigerfølge, lendermænd og sysselmænd stiller, og paa den kongelige hird. I krigsførselen virker han paa flere maater ny. Han lar sine skibe "fare løse" under sjøslaget; tillands bryter han med "fylkingen", den sluttede slagorden. "Den sed har vi birkebeiner tat op", sier Sverre (i Oslo, 1200), "at vi fylker ikke, men render sammen i smaaflokker; da kan hver mand være saa langt fremme, som han selv vil". Birkebeinerne vilde oftest være langt fremme. Den større bevægelighet, den nye "sed" gav, de rikere muligheter for den enkeltes initiativ, blev til avgjort fordel for Sverre. Han hadde i regelen det mindre følge i kampen; nu blev de faa ikke stængt inde, nu var de alle vegne. — Paa det faste forsvar lægger Sverre stor vegt. Han reiser palissader og "valslynger" (kastemaskiner), han bygger sterke borger. Han var ikke den første, som sørget for det faste forsvar i landet; men han tok arbeidet grundigere end andre. Og hans palissader ved Nidaros, hans borg i Bergen, blev vigtige støttepunkter for birkebeinernes magt. Der er situationer, hvor Sverres kongedømme synes at ha hvilet paa dem.

Men Sverre er ikke bare organisator og kriger; hans kongedømme har en bred kulturside. Han kræver form og takt av sine omgivelser; i hans nærhet blev "torpersønnen" Ulv av Lauvnes en "beleven" mand. Kongen træffer nøie bestemmelser om hirdens rettigheter] og pligter; han gjør Varna kongsgaard ("Værne kloster") til et hospital for slitte kongstjenere, lægger det ind under Johanniternes orden og holder det oppe ved bidrag fra kronen og hirden. Ved sit hof tar han imot skalder, sagafortællere og lærde. Selv sitter han over, naar den første del av hans egen historie skal føres i pennen, og han "lar skrive" om kampen mellem Harald Gilles sønner (verket er tapt[17]). "Talen mot biskoperne" viser magten av det europæiske indslag i aandslivet ved hans hof. Og dette drag fra Europa blir i den følgende tid stadig sterkere i den litteratur, som blomstrer frem omkring kongedømmet. Næsten alle de ældre norske konger øvet skaldskap — med mere eller mindre held; det er det forbi med nu; men næsten hver eneste mand i Sverreætten har knyttet sit navn til ett eller flere verker, oftest stilvakre arbeider, som fører europæisk digtning, legende eller teologi over til Norge.

Paa kongemagtens ytre symboler lægger Sverre vegt. Den norske mynt var i borgerkrigenes ældre periode frygtelig at skue. Med Sverre kommer en forandring. Kongens billede blir utført med omhu, og omskriften blir let læselig. Av Sverres breve er intet bevaret; et par fandtes endnu i 1622 paa Akershus slot: i det ene tok kongen Hovedøens kloster og dets gods i sit vern, i det andet stadfæstet han en gave fra Magnus Erlingsson til klostret. Med brevene er Sverres segl gaat tapt. Men gjennem William av Newburgh vet vi litt om det — William skriver: "Omskriften paa hans sigill sies at ha været saadan: Kong Sverre Magnus, vild som løven, mild som lammet (Suerus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus).

Sverre Magnus! Han har virkelig kaldt sig slik; det fremgaar av flere andre kilder, ogsaa av sagaen. Til overflod heter han saa paa sin mynt. Han har villet føie et navn, som var kjendt i den norske kongerække, til sit eget ukjendte navn. Men hvorfor Magnus? Saxo Grammaticus mener, at det er sin farfars far, Magnus Barfot, han har tænkt paa. Men nærmere ligger det at tro, at Sverre, som stred for "St. Olavs lov" og kaldte sine krigere "den hellige kong Olavs mænd", har tat navnet efter Magnus den gode, Olavs søn. Første gang han nævnes med det, er i en drøm, der han vil ha hørt St. Olav kalde paa Sverre Magnus og be "denne unge mand" bære merket for ham. Men navnet Magnus kan ogsaa være tat fra Magnus Erlingsson. Med dette navn blev Sverre ikke bare den virkelige konge, men ogsaa den virkelige "kong Magnus". Der gaves ikke plads for den anden.

"Vild som løven, mild som lammet". Sammenstillingen er bibelsk. Den kjæmpende Kristus er "løven", den triumferende Kristus er "lammet". I Johannes’ aabenbaring heter det: "En av de ældste sa til mig: se, løven som er av Judas stamme, Davids rot, har vundet seier ... Og jeg saa, og se, midt imellem tronen og de fire dyr, og midt imellem de ældste, stod et lam — — "

Sverres ord i omskriften til seglet er et program for ham; han forpligter sig selv og sine krigere til det. Vi kjender det igjen fra hans saga, der han sier til birkebeinerne, som er i Bergen og har drukket for meget tysk vin og holdt slagsmaal: "Hærmænd skulde i fred være spakfærdige som lammet, men i ufred stridbare som løven".

Sverre sier det i den store moralprædiken, som kaldes hans "tale om drukkenskapen" (1186). Først taler han om de handelsfolk, som har bragt vin til byen, saa om dem, som drikker til overmaal:


"I maa mindes hvordan det er med drikken, hvad den føder, og hvad den dræper. Først kommer det, som er det mindste, at den som farer med drikken, han forlater sit gods. Det er den anden ulykke ved drikken, at den ødelægger mindet, saa man glemmer alt, man burde huske. Det er den tredje, at man da begjærer alle ting, som man ikke har ret til, og ikke ræddes for at ta hverken gods eller kvinder. Den fjerde følge av drikken er, at den egger en mand til ingenting at taale, hverken av ord eller handlinger, men til at gi dobbelt gjengjæld for alt ondt, som blir gjort imot ham, og desuten til at lete frem ukvemsord mot slike, som er helt uskyldige. Det følger ogsaa drikken, at den trætter legemet, saa det ikke kan taale vanskeligheter. Den gjør en mødig av nattevaak, fordærver blodet i alle lemmer og led, gjør det ufriskt og ødelægger dermed al helse. Og naar den har ført det saa langt, at ødelagt er eiendom og helse og vett, da egger den til at øde det, som endnu ikke er dræpt, — men det er sjælen. Da egger drikken til at vanrøgte al sand sedelighet og alle gode budord, til at attraa synd og vende sindet bort fra den almægtige Gud og fra alt, som ret er. Tænk nu paa, I drikkemænd, hvem der kan bli nærmest til at ta imot sjælen, naar I skal skilles fra det hele, fra drikken og fra livet paa én gang. Tænk nu paa, hvor forskjellig Eders færd er fra det, den burde være; ti maatehold skulde følge alle ting. Hærmænd skulde i fred være spakfærdige som lammet — — "


En del av denne tale røber Sverre prest. Flere av de gamle norrøne prædikener vender sig med kraft mot drukkenskapen. Kong Sverres tale er imidlertid det sterkeste indlæg mot "ofdrykkja", vor middelalderslitteratur kjender, og man maa gaa over paa europæisk grund, om man vil høre like fyndige argumenter. I Frankrig sier teologen Anselm av Laon († 1117)[18]: "Drukkenskapen sløver hukommelsen, svækker opfatningsevnen, nedsætter sjælens kræfter, forvirrer forstanden, opflammer vellysten, besværer tungen, tynger talen, fordærver blodet, forringer synsevnen, forstyrrer blodaarerne, svækker senerne, stopper ørerne til, ødelægger maven, gjør hjernen fugtig, svækker alle lemmer, tar nattesøvnen bort." Paa lignende maate agiterer Anselms landsmand Alanus ab Insulis (1115—1202)[19] i sin bok "Om prædikekunsten", et verk, de vordende prester almindelig brukte som haandbok. — Der er en tydelig overensstemmelse mellem Sverres tale og de europæiske indlæg. Men hvor uendelig meget friskere, og indenfra bevæget, end de franske teologers tørre opregning klinger ikke den norske konges ord!

Det er mulig, at de hjalp paa birkebeinerne, — Sverre brukte jo ogsaa det sterkeste av alle argumenter: det gode forbilledes. Men i Bergen var det snart like galt, skjønt kongen for denne gang viste bort fra byen de tyskere, som hadde ført vin til landet. Faa aar efter, da de danske og norske korsfarere laa i Bergen og ventet paa Sverre, kunde de og hele byen gjøre de bedrøveligste erfaringer med hensyn til følgerne av "ofdrykkja". (s. 155).

Men for det norske kulturkongedømme blev Sverres tale en høit agtet arv. I den lov, kong Magnus Lagabøter næsten hundrede aar senere satte for sin hird, findes en indtrængende opfordring til mandig og ridderlig færd, og der klinger Sverres kraftige advarsler til birkebeinerne klart og tydelig igjen.

Fotnoter

  1. Keiserdømmets magttap i striden mot Rom har sin særegne forklaring. (Og i Tyskland arver de enkelte landsfyster keiserens myndighet).
  2. Policraticus, cd. Webb, I 259. Inztit. I, 2, 6.
  3. Kern: Gottesgnadentum 133—139.
  4. Liebermann: D. Gesetze der Angelsachsen I 636 (under linjen).
  5. Lib. de lite II 187—190.
  6. Lib. de lite II 188.
  7. I Kgs. er ogsaa lovene "hellige" (som for Fredrik Barbarossa).
  8. Policraticus (ed. Webb) II 71.
  9. Policraticus (cd. Webb) I 282—283.
  10. Gierke: Genossenschaftsrecht b. 3, s. 549—557.
  11. Lib. de lite I 235. (Jfr. Lib. de lite II 537).
  12. Saresb. Policraticus (ed.Webb) 282. anm.
  13. Baluz. Miscell. V 111-112.
  14. Policraticus (cd. Webb) II 59 (jfr. 73).— Paa fransk grund er billedet om "verden" som "legemet" utført av Jaques de Vitry, i Sverres tid eller litt senere. Jfr. H. Koht i "Edda" 1914, II 74.
  15. Vel i motsætning til til birkebeiner.
  16. Jfr H. Koht i "Edda" bind II (1914), 8. 68.
  17. Det kan ikke godt, som flere har ment, være Aagrip. Denne sagasamling dømmer haardere end nogen anden om det edsbrudd, Sverres farfar Harald Gille begik, da han tok kongenavn. Den omtaler ogsaa Sverres far kong Sigurd paa en utpræget ufordelagtig maate. Og den sier, folk fandt det urimelig, at Sigurd Jorsalafarer lot sin bror Harald gaa til jernbyrd bare for at bevise sin ætt naar Harald samtidig maatte frasi sig al ret til riket. Men paa nøiagtig de samme betingelser lot jo Sverre sin bror Eirik bære jern.
  18. Migne: Patr., ser. lat. b. 162, s. 1591.
  19. Migne: Patr., ser. lat. b. 210, s. 120.