Kong Sverre - Sverres strid med kirken

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Sverres strid med kirken


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



Den norske kirke, slik den blev grundlagt av Olav Trygvesson og Olav den hellige, var en utpræget "nationalkirke". Forholdet til Rom og til den utenrikske erkebiskop, som i navnet var de nordiske kirkers overhoved — først erkebiskopen av Bremen, senere erkebiskopen av Lund — var ganske løst. Saa meget fastere var kirken bundet til landet. Den kirkelige lov, "kristenretten", var en del av tingforbundenes lovgivning og berodde paa avtale mellem konge, biskop og folk; og retssaker, som angik kirken og kirkens mænd, blev avgjort paa landets ting. Biskoperne tilsattes av kongen, og over prestevalget hadde han og bønderne en utstrakt myndighet. Intet cølibat skilte endnu mellem geistlighet og folk; ingen faar lov at slaa presterne, heter det i Gulatingsloven; "ti vi besvogrer os med dem og lar dem oplære vore sønner".

Kirkens ufrihet er ikke noget særkjende for Norge. Alle europæiske middelaldersriker har gjennemlevet sin nationalkirke-periode. Sin seier i romerstaten og i de germanske folkevandringsriker kjøpte kirken med et frihetstap: herskeren tok magt over den. Og i middelalderens første aarhundreder var baandene, som skulde knytte de forskjellige nationalkirker til den katolske kirkes "øverste biskop", i regelen ikke sterke.

Sammen med det germanske kongedømmes forfald i det 9. aarhundrede — karolingerrikets opløsning under svære ytre og indre kampe — gik et kirkelig forfald. Krig og voldsfærd var en daglig fare for kirkens arbeide, den høiere geistlighet verdsliggjordes, i flere lande svandt klostervæsenet ind til en skygge, og aandslivet kom efterhaanden med i nedgangen.

Men netop som nøden var størst og fortvilelsen dypest, utgik fra klostret Cluni[1] i Burgund den mest gjennemgripende kirkelige reformation, middelalderens historie kjender. Cluni tok først og fremst sigte paa en livets reform, paa presteembedets og munkedømmets gjenreisning i kraft av religiøs aand og etik. Men allerede fra første stund fik reformbevægelsen til en viss grad kirkepolitisk betydning; ti Clunimændene stillet sine klostre i avhængighet av Rom og understreket dermed, at kirken var et universalsamfund, ikke mange "nationalkirker".

Og dit fører til syvende og sidst ogsaa den etiske reform, som utgaar fra Cluni. Ti den nye askese, den stigende indre værdighet og kraft gjør kirken selvbevisst. Den kirkelige lovgivning skyter fart, og helt naturlig kommer den dag, da kirkens lov (den kanoniske lov) støter sammen med statens lov (eller sedvane). Strenge "kanonister" — talsmænd for kirkelovenes gyldighet — reiser i det 11. aarhundrede slagordet: kirkens frihet. Det gripes og gjøres til en levende magt av Hildebrand, pave Gregor 7. I ekstatisk henførelse kjæmper han for "retfærdigheten", hensynsløst saa han kan forvirre endog meningsfællers følelser og øiebliksvis staa for dem som "en hellig Satan"[2]. Det var jo ikke let at færdes paa grænseomraadet mellem kirke og stat, det kunde vanskelig ske, uten at et farlig spørsmaal reiste sig: hvem skal ha størst magtfuldkommenhet, konge eller biskop? Gregor 7 var ikke i tvil om svaret. Det kristne prestedømme, som er utgaat fra Kristus, gjennem apostlenes mission, staar over det kristne kongedømme, som først ved missionen blev vundet ind for kristendommen. Og Kristi stedfortræder, Petri etterfølger, blir en dommer over kongen som over enhver anden i kirken.

Middelalderens trang til enhet i mangfoldigheten: én Gud, én kristenhet, én herre, — kommer Gregors tankegang i møte. Der er nok de, som vil, at keiseren (kongen) skal være herren, — ogsaa mange av kirkens mænd vil det; men det falder dem tyngre at bevise sin ret. For at komme til fred slaar man ofte av paa teorierne; man vælger at se keiser og pave (konge og prest) som likestillede repræsentanter for Guds vilje paa jorden. Og baade fyrster og prælater kan bekjende sig til en slik opfatning, — den er allikevel vanskelig at arbeide med. Naar det kommer til stykket, holder kongedømmet noksaa ivrig fast paa "gammel landsret", "gamle sedvaner", og gregorianerne maa da atter ta haardt i for "kirkens frihet". I det 12. aarhundrede er et "schisma mellem kongedømme og prestedømme" en forholdsvis vanlig tingenes tilstand, og teorierne om, hvordan schismaet bør overvindes, repræsenterer alle standpunkter, — fra den mest yderliggaaende gregorianisme, over det uopnaaelige likevegts-ideal til ren "cæsarisme". Striden har i regelen en praktisk indsats, den kan gjælde f. eks. "kirkens frihet i bispevalg"; men selv mindre spørsmaal end dette fører gjeme til et vældig opbud av bred teori.

Fra Gregor 7 stammer det første bevarede pavebrev til en norsk konge (Olav Kyrre † 1093). Kongen faar vite, at Roms omsorg strækker sig ut ogsaa til den fyrste, som bor "likesom ytterst paa jordens rund". — Og snart antyder en og anden tildragelse, at den norske kirkes tjenere begynder at sætte "Guds lov" — saa kaldes gjerne den overnationale kirkelige lovgivning — foran kongens paabud. Naar Sigurd Jorsalafarer († 1130) mot slutningen av sin regjering vil la sin dronning fare og egte en anden, indfinder Magne, Bergens biskop, sig hos kongen og forbyder ham "dette uraad", i Guds, Peter apostels og alle helgeners navn. Mens han taler, staar han rank, med halsen strakt frem mot den opbragte fyrstes dragne sverd. Paa hjemveien er han saa glad, at han hilser med smil paa hvert barn, han møter, og leker med sine fingre. Og til en, som finder hans stilling farlig, sier han: "Hvilken død kunde være bedre end at dø for Guds hellige kristendom, fordi man har forbudt det som ikke er sømmelig". Det er Peter apostel, som viser sin magt, det er moderne europæisk aand, som kalder og gjør sterk; ikke mange aar i forveien hadde, paa romersk grund, en biskop strakt halsen frem mot en kongstjeners blottede sverd, "som om han ønsket at dø for retfærdigheten, idet han heller vilde miste livet end overse en forbrydelse mot fromheten"[3].

I 1152 kom oprettelsen av erkebispesætet i Nidaros. Og to-tre aar senere fik erkebiskop Jon et brev, der paven sa til ham: "La det fremfor alle ting være dit forsæt urokkelig at iagtta det apostoliske sætes bestemmelser og ydmygt at adlyde det som din mor og din herskerinde!" Den mand, som hadde ført dette brev i pennen, het Roland. I 1159 blev han pave Alexander 3. Og to aar senere indviet han erkebiskop Eystein til hans stol i Nidaros.


__________


Nidarosdomen i Trondheim, egentlig Nidaros domkirke, er Norges mest sentrale kirke i kraft å være Olav den helliges gravkirke - «Cor Norvegiae» (Norges hjerte). I kong Sverres tid bar den navnet Kristkirken, og var sete for landets erkebiskop. Holger Uwe Schmitt, Commons.

Eystein Erlendsson tilhørte en av høvdingætterne i Trøndelagen. Han begyndte som prest i Konungahella, senere blev han kapellan og skatmester hos kong Inge, tilslut — ved Inges hjælp — erkebiskop i Nidaros kirkeprovins. Paa skilte omraader i det 12. aarhundredes norske historie stiger hans navn frem, og alle vegne staar der glans om det. Uløselig er det knyttet til Trondhjems domkirke. Men Eystein var ogsaa forfatter: han har redigert et skrift om St. Olavs martyrdød og jertegn. Og han var lovgiver: Frostatingslovens kristenret blev reformert av ham.

Kirkepolitisk var han gregorianer og Alexander 3’s forbundsfælle. Det kommer frem i hans forkjærlighet for augustinerbrødrenes klostersamfund — som overalt laante striden for "kirkens frihet" og for Roms magt sin støtte — og det staar med lysende skrift i den tronfølgelov han bragte i stand for Norge. Paa et begrænset, men betydningsfuldt omraade flytter loven herskende kirkelig teori fra Europa til Norge.

Men selv blev Eystein ingen hersker i landet. En gammel saga fortæller, at den dobbelte pligt: at "frygte Gud og ære kongen"[4] kunde sætte ham i stor vanskelighet. Og da ulykken kom, viste det sig, at tjeneren heller ikke denne gang stod paa høide med sin mester. Gregor 7 kunde si: "Jeg har elsket retfærdighet og hadet uretfærdighet, derfor dør jeg i landflyktighet". Men erkebiskop Eystein svigtet tilslut den konge, han hadde velsignet; han gik til forlik med hans fiende og "fór nordover til sin stol". Han kunde rigtignok ha meget at undskylde sig med; kirketjenesten kaldte paa ham, St. Olavs ufuldendte helligdom vinket ham, det saa ut, som om Guds hemmelige raad viIde Sverres seier. Og Eystein har kanske ikke været saa sikker paa sin "retfærdighet" som Gregor 7. Han var nok "europæer"; men han var vokset op i en norsk stormandskreds og i en tid, da ingen bestred, at retten til Norges trone laa hos kongesønnerne, selv om de ikke var egtefødte. Snorre Sturlasson har idetmindste hat den opfatning, at erkebiskopen i virkeligheten ansaa Magnus Erlingssons kongedømme for at være et klart brudd paa landets love. Snorre lar Eystein si det i en samtale med Erling Skakke.

Høsten 1187 blev erkebiskopen syk "og laa om vinteren, indtil det led over jul". Efter Magnus Erlingssons fald "stod der godt forlik"[5] mellem Eystein og Sverre, heter det i en gammel kilde; og en av erkebiskopens sidste embedshandlinger, før sykdommen kom, hadde været at indvie en mand, som kaldes "Sverres fostersøn"[6], til biskop paa Grønland. Da Eystein merket, at hans kræfter tok av, sendte han bud efter kongen. "De talte da sig imellem om mange ting, som før var hændt mellem dem, og da de skiltes, bad erkebiskopen, at kongen skulde tilgi ham alt det, han var gaat ham for nær i, den tid striden stod mellem kong Magnus og kong Sverre. De forliktes da fuldkommen, og hver av dem tilgav den anden alle ting, som hadde været mellem dem". Natten efter Paalsmesse (d. 26 januar 1188) døde erkebiskop Eystein og blev gravlagt i Kristkirkens "skrudhus". — "Og noget senere talte kong Sverre i koret i Kristkirken og sa, hvorledes talen var faldt mellem erkebiskopen og ham den sidste gang, og at erkebiskopen hadde vedgaat, at han hadde gjort ham sterkere motstand end saa, at han visste det var Guds ret[7]; og andre ting (end Guds ret) hadde ikke virket mindre med til det: han hadde ikke syntes, han kunde ta sin hjælp bort fra kong Magnus". — Det høres eiendommelig. Men den døende mand har staat under magten av Sverres personlighet, og "Guds ret" kræver ærefrygt for den rette konge. Naar Eystein kunde svigte kong Magnus, kunde han vel ogsaa tale, som han her skal ha gjort. Det gir god sammenhæng.

Erkebiskop Eysteins testamente til hans kirke var hans ønske om, at Eirik Ivarsson, biskop av Stavanger, skulde bli hans efterfølger. I ham har han set den kraft, som kirken trængte. Det heter om Eystein, ved en anden leilighet, at han var "skarpsynt"[8]. Det er, hvor han kalder den islandske biskop Torlak "den hellige" et mønster paa en biskop og tilføier: "Jeg skulde ønske at mit livs sidste dag blev, som jeg ser at hver dag er i hans liv!" Nu var den sidste dag kommet; den fandt ham trofast i sit kald og "skarpsynt" som før. Eirik Ivarsson hadde mange betingelser for den ledende stilling i kirken.

Eirik var søn av en mand (av islandsk ætt), som i 1140-aarene hadde beklædt bispestolen i Nidaros. I sin ungdom hadde han studeret i klostret St. Victor ved Paris, et centrum for aarhundredets teologiske dannelsesliv. Ved aar 1170 var han blit biskop i Stavanger og hadde under striden mellem Magnus Erlingsson og Sverre git kong Magnus krigshjælp. Sverre hadde da ingen lyst til at se ham paa erkebispestolen; men han gav efter. Sommeren 1188 fór Eirik til Rom for at hente "pallium", og i det følgende aar var han tilbake.

Eirik Ivarssons lærere i St. Victor var gregorianere, — som de fleste av tidens franske teologer. Det store navn i deres kreds var Hugo av St. Victor, som var død faa aar før Eirik kom til klostret. Om forholdet mellem kirke og stat[9] mener Hugo: "Saa meget mere ophøiet som det aandelige liv er end legemets liv, saa meget høiere rager den geistlige magt op over den verdslige i værdighet og lære. Ti den geistlige magt har at indsætte den verdslige magt, forat den kan være, og at dømme den, om den ikke er god. Men den selv er først indsat av Gud, og om den viker av fra den rigtige vei, kan den dømmes av Gud alene."

Det er et standpunkt for Gregor 7 og Bonifacius 8[10]. Erkebiskop Eirik har kjendt det og kanske delt det. Men han samler sine kræfter om de praktiske maal, de nærmeste krav. Han blir først og fremst den trofaste forsvarer av "kirkens frihet", der den aaabenbart staar i fare. Han virker snevrere end Eystein, men stridere og sterkere. Han er mere intens i sin kamp, virker endnu mere end den høvdingfødte Eystein som en europæisk katolsk prest. Han tilhører jo ogsaa et yngre slegtled, og kirken traadte stadig sterkere frem som et overnationalt samfund.

Straks Eirik var kommet til sin stol i Nidaros (sommeren 1189), "holdt han en prædiken i koret og talte med haarde ord til birkebeinerne". Snart efter kom han i strid med Sverre, som vilde ophæve en ret, erkebiskops-stolen hadde vundet i Eysteins og Erling Skakkes dage: retten til at faa bots-summen (i kirkelige saker) utbetalt i veiet mynt, ikke i tællet; det gav dobbelt fordel, da rikets mynt var saa slet, at den i virkeligheten bare veiet halvparten[11] av, hvad den "lød paa". Sverres opposition kunde ikke være lægfolk uvelkommen. Erkebiskop Eysteins svenske samtidige, biskop Bengt av Skara[12], berømmes — fra svensk lægmandsstandpunkt — fordi han nøiet sig med betaling i "blaa" mynt, d. e. gamle, slette mynter, og ikke krævet den nye, gode "hvite" mynt, som hans konge Knut Eriksson slog. Sverre, for sin del, opfattet hele retsforøkelsen som en godtgjørelse, erkebiskop Eystein hadde faat for at krone kong Magnus, og han hadde allerede av den grund liten respekt for den.

Nye stridsemner kom til. Kongen forlangte, at erkebiskopen skulde krone ham; men at indvie Sverre fristet naturligvis ikke Eirik, og da en særlig tilladelse egentlig maatte til — siden Sverre hadde forlatt sin prestetjeneste[13] og desuten ikke var egtefødt — henviste han saken til paven. "Da blev fyrsten opbragt[14] paa os, og hele hans hær med ham", fortæller erkebiskopen, med en bibelsk vending, som egentlig gjælder kong Herodes, og som i disse aarhundreder stadig kommer til anvendelse, naar kirkens mænd tror at se den onde kong Herodes gaa igjen. Til gjengjæld satte Sverre sin vilje mot erkebiskopens, da Stavanger bispestol[15], som stod ledig efter Eirik, skulde besættes[16]. Ogsaa om retten til at kalde prester til kirkerne stod der strid; kongen vilde ikke i alle tilfælder overlate den til biskoperne, slik som kirkeretten krævet det. Heller ikke vilde han gaa med paa, at lægfolks retssaker mot kirkens mænd skulde føres for geistlig domstol.

Bruddet kom paa spørsmaalet om erkebiskopens frihet til at holde hærmænd. Sverre mente, det maatte være nok med de "30 mand og 12 skjolder, alle hvite", som gammel lov tillot en biskop at ha med, naar han reiste i sine embedssysler. En tyvesætet skute, skjoldsat fra stavn til stavn — 90 mand eller mere! — kunde erkebiskopen ikke ha bruk for. Sverre nævnte, at han hadde prøvet farerne ved et slikt skib, baade foran Hattehammeren (1178) og i Bergen (1183), da erkebiskopens mænd var raskere til at finde sine vaaben frem, end Magnus Erlingssons egne krigere var. Kongen syntes, det maatte være mere i pakt med "Guds ret", om Eirik holdt sig loven etterrettelig; "ti ingen vil herje paa ham eller hans stol", føiet han til. Heller end til stort hirdhold burde erkebiskopen bruke sine penger til at "Ia mænd arbeide med at bryte sten, og med at flytte stenen eller med at hugge den til, og holde domkirken oppe, som det før er lagt an". Men Eirik erklærte, at "paven i Rom" hadde sat ham til styrer over "denne stol", og det var ikke kongens sak, hvad han brukte indtægterne til. Hans mænd fór med fred og ikke som Sverres "med ufred og ugjerninger". Skulde ikke erkebiskopen frit kunne raade for, hvem han gav "mat og klær", naar Sverres sysselrnænd, som kongen hadde "tat fra tiggerstien", kunde fare med saa stort og ustyrlig følge, de vilde?

Kongen lot Frostatingets bønder dømme i saken, og de gav ham ret. Erkebiskopen fik fem dages frist til at skille sig av med det overskytende antal hirdmænd. Eirik brukte fristen paa anden vis: han rustet sig til at fare bort fra sin stol. Med alle sine mænd, og det løsøre de kunde faa samlet, seilet han sydover til Bergen og videre til Danmark, der han fandt en hjertelig mottagelse hos erkebiskop Absalon. Eirik "fik den vanhelse, at han mistet sit syn og blev blind". — Sverre la foreløbig beslag paa hans indtægter av erkebispestolen.


__________


Striden mellem kong Sverre og erkebiskop Eirik har sin brede europæiske bakgrund. Lignende strid staar, i det samme aarhundrede, rundt om i Europas lande. Det er en strid, der gammel landsret føres frem mot den internationale kirkeret, en strid som maatte komme i det øieblik kravet paa kirkens frihet grep ind paa omraader, som tidligere hadde underligget staten. Sverre møter op med "den hellige kong Olavs lov", Eirik med "Guds romerske lov", "Guds ret", — med pavebreve og med erkebiskop Eysteins kirkelige lovgivning. Det er som i England, der Henrik 2 († 1189) holder sig til "de fra fædrene nedarvede sedvaner"[17], mens prælaterne fører kirkerettens sak. Men den engelske konge er rigtignok ensidigere end den norske. Sverre slaar broer over til den "kanoniske ret" Han ser sig om i Europa, finder former for en forsoning mellem "kirkens frihet" og kongens magt, og flytter disse former over til Norge. Han er — nærsagt selvfølgelig — ny ogsaa i sin norske kirkepolitik, ingen ren "reaktionær"".

Da erkebispestolen i Nidaros blev oprettet (1152) hadde staten straks gjort den visse indrømmelser[18]. Kongerne Eystein, Sigurd og Inge hadde edelig tilstaat kirken "frihet", og kong Eystein hadde utstedt et brev paa det. Vi kjender ikke ordlyden av de tre kongebrødres løfter; men Magnus Erlingssons kroningsbrev gir et begrep om dem. Kong Magnus stadfæster her et privilegium "om valg og om raadigheten over kirker". Han sier, at i disse saker er "det kongelige samtykke forhen avskaffet og avsvoret, saaledes at baade bispedømmer og kirker skal bortgives, kongerne uspurt". Han stadfæster ogsaa "de øvrige, dengang indrømmede ting".

I 1202 lover Sverres søn, kong Haakon, at gi kirken "al den frihet som de tre konger tilstod og besvor og som kong Magnus stadfæstet". Men Haakon stanser ikke her; han sier: " — som kong Magnus stadfæstet, og min far selv med sit brev." Nu vet vi, at kong Magnus stadfæstet alle "de dengang indrømmede ting", deriblandt (uttrykkelig) privilegiet om "valg og om raadigheten over kirker", et privilegium, som avskaffer og avsverger "det kongelige samtykke, saaledes at baade bispedømmer og kirker skal bortgives, kongerne uspurt." Og saa har Sverre, "med sit brev", stadfæstet det samme som kong Magnus! Hvordan kan han da føre strid med erkebiskop Eirik, netop om kirkens frihet til at vælge sine biskoper og til at sætte prester ved kirkeme?

Sverre fortolker anderledes end Eirik. Han er i saa maate intet særsyn; middelalderskonger har det med at fortolke andres og egne privilegier anderledes end gregorianerne.

Sverre har ved en eller anden leilighet — vi kjender den ikke — i et brev stadfæstet den "frihet" for kirken, som de tre kongebrødre besvor. Men étt av privilegierne fra dengang, det som Magnus Erlingsson, antagelig i nær tilslutning til dets oprindelige ordlyd, gjengir slik: bispevalg skal ske, "kongerne uspurt", — dette privilegium er efter Sverres opfatning forældet. Det kan være, heter det i den "Tale mot biskoperne", som ved aar 1200 utgik fra Sverres leir, at kongerne har git sit "ja-ord" paa, at de ingen magt skal ha over biskopsvalget. Men det er netop kongerne, som har git sit ja-ord, d. v. s. de tre kongebrødre av 1152, og de har (saa fortolkes der) git det bare for sin fælles regjeringstid; "vise mænd" fandt det nemlig "farlig", som det var: de tre brødre kunde jo en vakker dag utse hver sin biskop til étt og samme bispesæte, "saa tre høvdinger blev valgt til én stol". Privilegiets ord "kongerne uspurt" skal altsaa gjælde samkonger, ikke en enekonge. Bevis: saasnart Inge Krokrygg var blit enekonge (1157), gjorde han Eystein til erkebiskop i Nidaros uten at spørge saa meget som en eneste "lærd mand" til raads.

Nu vil Sverre, for sin del, ikke optræde saa egenmægtig som Inge. Bare paa étt punkt: hvor det gjælder vendingen "kongerne uspurt" — tar han en av tronens indrømmelser tilbake. Men ellers har han i sit brev, antagelig i almindelige uttryk, stadfæstet kirkens "frihet", slik den blev fastslaat ved erkebispesætets oprettelse. Kongen kan da ikke længer, uten videre, tilsætte en biskop. Valg maa ske, og paa kanonisk vis. Men Sverre vil selv ha et ord med i laget. Og den form, han finder for sin medvirkning, er en form, som mange av det 12. aarhundredes kirkemænd erklærer "kanonisk" forsvarlig, — ja selv pavedømmet hadde engang, i en snever vending, godtat den.

De bestemmelser om frit bispevalg, som blev truffet ved erkebispesætets oprettelse, har antagelig i al almindelighet fastslaat "kanonisk" valg[19]. De kan ikke godt ha mundet ut i, at en biskop skal vælges av presterne ved biskopskirken (domkapitlet). Ti det 11. og 12. aarhundredes store strid for "kirkens frihet i bispevalget" blev ikke ført for domkapitlets valgret. Gregor 7’s mening[20] var: valget skal ske ved "fælles overenskomst mellem geistlighet og folket" paa denne maate blir det "i overensstemmelse med de kanoniske forskrifter", sier Gregor. Man viste nok tidlig en tilbøielighet til at trænge "folket" tilbake fra valghandlingen ; men først gjennem "Talen mot biskoperne" faar vi en antydning om, at kravet paa en valgret[21], som utelukkende tilkommer domkapitlet[22] ("korsbrødrene"), er blit aktuelt i Norge, og først det store koncil av 1215[23] (i Rom) forutsætter, at en slik indskrænkning av valgretten er regelen i den katolske kirke. Endnu i 1194, naar paven stadfæster det frie bispevalg i Norge, nøier han sig med det svævende, ofte anvendte uttryk, at "de, hvem salget tilkommer">ref> Böhmer: Kirche u. Staat in England 303, anm. 3.</ref>, skal vælge.

Erkebiskop Eirik sier da heller ikke, at den mand han i 1189 ansaa lovlig (kanonisk) valgt til biskop i Stavanger, var valgt av et domkapitel; han sier — i et brev til paven (1190) — at manden var valgt ved "endrægtig overenskomst mellem geistlighet og folk." Han bruker Gregor 7’s ord; det kanoniske bispevalg er ogsaa for ham et valg, hvor "folket" er med.

Og her er det Sverre finder formen for sin medvirkning ved bispevalget, uten at valget mister sit "kanoniske" præg. Den ret, som i nationalkirkens dage tillaa kongen: at vælge biskop helt paa egen haand, har Sverre opgit. Han har jo stadfæstet kirkens frihet. Men han kommer igjen paa en anden kant: han kommer som den første i "folket', det "folk" som "ifølge de kanoniske forskrifter" skal være med at vælge biskop. Han har lært av Europa. I begyndelsen av det 12. aarhundrede erklærer selv ivrige gregorianere, at kongen som "folkets hoved"[24] har ret til del i valget. Eller det heter: "keiseren" (kongen) bør være tilstede ved valget, ikke som herre, men som søn; et saadant valg er "kanonisk". Og keiseren selv (den tyske konge) hævder — med al anerkjendelse av "det frie kanoniske valg" — ret til nærvær (præsentia) ved bispevalget. Paven tilstod ham i 1122 uttrykkelig en saadan ret. I Sverres tidsalder gjør Fredrik Barbarossa[25] († 1190) stadig bruk av sin adgang til "nærvær". Han tar sin plads som den første i "folket", utpeker sin kandidat — og faar ham valgt. Men de biskoper, som vælges med omgaaelse av keiserens ret til "præsentia", maa vike fra sin stol.

Med dette passer det helt, naar erkebiskop Eirik fortæller, at Sverre negtet at anerkjende valget paa Stavangers biskop, "fordi han ikke hadde været tilstede og avgit første stemme." Sverre stadfæster kirkens "frihet"; men han forlanger som Fredrik Barbarossa ret til "nærvær", og har man holdt ham utenfor valget, kan han negte at anerkjende det. Keiserens ret skal være Sverres; skarpt træder det frem i "Talen mot biskoperne", der det heter: "Vær lydige og trofaste mot Eders herrer, mot kongen saaledes som mot keiseren"[26]. Det er et skriftsted, men frit oversat; i grundteksten nævnes ikke nogen keiser, bare "kongen". Sammenstillingen er gjort for anledningen og findes bare i "Talen mot biskoperne".

For kirken kunde en konges ret til at blande sig ind i bispevalget aldrig bli noget ideal. Og begreperne om kirkens frihet var i rivende vekst: hvad der var god kanonisk ret ved begyndelsen av det 12. aarhundrede, blev agtet ringere i kong Sverres dage. For fredens skyld kunde nok kongelig myndighet ved bispevalg taales en tid og blev i mere end étt europæisk land taalt i praksis som i teori[27], endog av pave Innocents 3, — som ikke kunde finde nok av haarde ord om Sverre. Naar pave og erkebiskop tar saa tungt paa ham, spiller et særeget forhold ind: den norske kirke hadde ved erkebispesætets oprettelse et brev paa saa megen "frihet", at ikke mange europæiske kirkesamfund kunde opvise maken[28]; Sverres fortolkning av "friheten" føltes som et angrep paa vunden ret og maatte avvises. Det var altid et grundprincip for kirkens strid, at en stilling skulde holdes; Guds ret maatte ikke formindskes, sa erkebiskop Eirik. Men for ham og for andre av den norske kirkes mænd spillet det ogsaa ind, at Sverre var seierherren over Magnus Erlingsson; erkebiskopens trang til forsoning med ham gik neppe dypt.

Sverre holder konsekvent paa den form for bispevalget, som et stort parti i det katolske Europa endnu hævder som fuldt kanonisk. Selv erkebiskop Eirik mener jo, at det er geistlighet og folk, som har valgretten. Han vil bare ikke ha kongen med i "folket".

Ved Eiriks valg (1188) er imidlertid kongen, biskoperne og "andre stormænd" til stede. Her blir der "talt om" valget; de fleste "tilnævner" Eirik, Sverre taler imot, men gir sig tilslut. Det hele er saa "kanonisk", som det kan bli. Og naar Sverre forkaster valget av Stavangers biskop, utnævner han ikke den nye mand paa egen haand, men lar nyt valg avholde (1189); "han tvang" — sier erkebiskop Eirik — "geistlighet og folk til at ene sig om en anden person". I det følgende aar gaar Sverre med paa, at Nikolas Arnesson faar bispestolen i Oslo; men ogsaa Nikolas blev "valgt": han kaldes i et pavebrev av 1190 "utvalgt biskop til Oslo". Og naar Bergen i 1194 skal ha en ny biskop, holder kongen møte med kirkefyrsterne (og sagtens med "andre stormænd"); "der blev da talt om valg, hvem man skulde vælge efter biskop Paal."

At Sverre og hans omgivelser har hat god samvittighet, lyser frem av "Talen mot biskoperne", der det heter: "vi tror, at faa konger har git geistligheten bedre ret og frihet, og bedre har holdt sin haand over hellige steder, end denne konge, — om sandhet skal vederfares ham". Ordene virker ikke som nogen overdrivelse. Formerne for et bispevalg var i Sverres dage i virkeligheten mere "kanoniske" end tidligere (Magnus Erlingssonstid undtat), de var bare ikke i overensstemmelse med det gamle privilegium og ikke moderne nok for en kirke, hvis frihetskrav var i sterk utvikling. Ellers maatte vel nogen hver indrømme, at kongen ialfald holdt sin haand over "hellige steder". Birkebeinerne, som brænder i Sogn (1184), har befaling til at redde kirkerne. Og et brev, som kongen utsteder, sammen med rikets biskoper, før Eiriks flugt til Danmark, sætter bansstraf for alle, som raner fra kirker og prester, og for alle som bærer vaaben til eller fra kirke. Selv William av Newburgh maa indrømme — og det lyder underlig efter alt hvad han før har sagt om dette "djævelens redskap" — at Sverre "øvet mildhet mot undersaatteme og viste ærefrygt for kirker og klostre."

Sverre stadfæster kirkens "frihet". Men om kirken skal være fri, maa det træde frem ikke bare ved bispevalg, men ogsaa naar prester skal tilsættes. Sverre gaar ganske rigtig med paa det; men ogsaa denne gang gir han "friheten" en egen fortolkning. Kirkens frihet til at tilsætte prester skal ikke gjælde ved de kirker, som kongerne eller bønderne har reist paa sine egne gaarder[29]. "Det var gammel lov og sedvane", heter det i sagaen, "at for de kirker skulde de selv (kongen og bønderne) raade, og selv skulde de tilsætte prester ved dem". Sverre holder paa "gammel lov og sedvane", trods erkebiskopens forargelse. Men samtidig (eller noget senere) søker han, akkurat som ved bispevalgene, at tillempe den gamle ordning efter kirkelig ret. De kirker, som staar paa kongens eller paa privatmands grund, maa ikke grovt opfattes som det man i samtidig europæisk sprog kalder "egenkirker"[30] (eiendomskirker); kongen nøier sig med hvad man netop i denne tid var begyndt at kalde "patronatsret" (beskyttelsesret). Forskjellen fremlyser klart av et citat (av kirkeretslæreren Gratian ( † 1158), som findes i "Talen mot biskoperne". Det lyder: "kirkestiftere har ret til omsorg og forsorg (for kirkerne) og til at finde prest (til dem); men de har ikke ret til at sælge dem eller til at gi dem bort eller til at ta indtægter av dem, som om de var deres eiendom". Dette er en opgivelse av eiendomsretten og en bekjendelse til "patronatsretten". Kirkestifteren skal ha lov til at "finde" presten, til at "præsentere" ham[31] for biskopen til indvielse. Slik er Sverres standpunkt, og slik er den kirkelige patronatsret, som den utdannes av pave Alexander 3 (1159—1181) paa grundlag av samtidig kirkeretslig teori. Patronatsretten blir kirkens middel til at slaa "egenkirkerne" ned, er en indrømmelse, kirken gjør, for at komme et større onde tillivs. Men Sverre skal ikke faa godt av denne indrømmelse. I pavebrevet til erkebiskop Eirik (av 1194) heter det, at de tidligere norske konger har git avkald endog paa patronatsretten. Men det kan umulig være rigtig. Hverken uttrykket eller begrepet "patronatsret" var optat i kirkens praxis, da de norske kongebrødre gav sine løfter til den nyoprettede erkebispestol i Nidaros; det hele var dengang saa nyt[32], at uttrykket patronatsret ikke engang findes hos Gratian, som ellers grundlægger begrepet. Pavebrevet (av 1194) maa da sigte til det gamle privilegium, som bestemte, at baade "bispedømmer og kirker skal bortgives, kongerne uspurt"; men dette privilegium anerkjendte jo ikke enekongen Sverre.


__________


Røldal stavkirke, Ullensvang kommune. Kirken ble bygget på 1200-tallet og spilte en stor rolle som pilgrimskirke pga. sitt svettende krusifiks. De fleste eksisterende norske stavkirkene ble reist i årene 1150–1350. Det ble kanskje reist så mange som 1000 stavkirker i middelalderen. Foto: Knut Rage.

Saasnart erkebiskop Eirik var kommet til Danmark (1190), vendte han sig til Rom med sin sak, og brukte bitre ord om "ham, som roser sig av kongelig navn og av den kongemagtens fylde, han har anmasset sig". Det tok tid, før Eirik fik svar. Der blev paveskifte; den mand, som hadde indviet Eirik til hans stol, døde tidlig i 1191, og hans etterfølger Cølestin 3, som var 85 aar gammel, da han blev valgt, hadde det ikke med at forhaste sig. Han laa desuten i alvorlig konflikt med erkebiskop Eiriks beskytter den danske konge; men langt om længe blev denne konflikt bilagt, og saa grep Cølestin omsider ind i Eiriks sak. Den 15. juni 1194 skrev han til den landflygtige norske erkebiskop og gav ham ret i alle punkter. Pavens "bulle" endte med en trudsel om, at den som satte sig op mot hans bestemmelser, han være geistlig eller verdslig, skulde utstøtes av kirken og miste sin værdighet og magt.

Palmesøndag samme aar hadde Sverre tilintetgjort øyskjeggernes flok. Efter seiren drog han østover; i Konungahella fandt han en pavelig legat, som han bad til sig. Han vilde, at legaten skulde krone ham, og fik venlige svar. Men nogen prester satte den fremmede ind i striden mellem kongen og erkebiskopen og gjorde Sverre saa svart, de bare kunde. Saa sa legaten nei. Det viste sig da, at kongen i virkeligheten ikke hadde stor agtelse for ham. Han slog paa, at legaten var en bedrager, som ikke hadde anden hensigt med sin reise end at ta penger fra nordmændene — for siden at tale ondt om dem, og han viste ham ut av landet. Sverre hadde kanske ikke saa helt uret; mellem "legaterne" i denne tid fandtes der virkelig rene bedragere[33], og selv om de var egte nok, var deres færd ofte slik, at endog ivrige gregorianere høilydt klaget[34] over det. Almindelig het det, at legaterne til egen fordel utpresset svære pengesummer av geistlighet og folk. Fredrik Barbarossa hadde i den anledning set sig nødt til at forbyde de pavelige legater ethvert længere ophold i Tyskland[35].

Fra Konungahella reiste Sverre til Oslo for at hilse paa biskopen, Nikolas Arnesson.

Nikolas var en av de høibyrdigste mænd i Norge. Han var søn av Harald Gilles enke dronning Ingerid i hendes egteskap — det fjerde — med en lendermand fra Nordfjord og var halvbror av kong Inge Krokrygg († 1161) og av Orm kongsbror († 1184). Han hadde kjæmpet paa Magnus Erlingssons side; men Sverre hadde allikevel git sit minde til, at Nikolas blev biskop av Oslo (1190).

Ved Nikolas Arnessons død i 1225 sa Sverres sønnesøn, kong Haakon Haakonsson, at den døde neppe hadde hat sin like i denne verdens visdom. Og Nikolas hørte denne verden til; han var ikke først og fremst katolsk prest som erkebiskop Eirik. Han hadde et krigerliv bak sig, da han traadte over i geistlig stilling, og hans slegts traditioner og egen lyst bandt ham stadig til rikspolitiken. I den kunde han sætte sig store maal, men ogsaa nøie sig med de mindre. Hans "visdom" var av den slags, som regner med realiteter. Og kunde han naa en sikker fordel, gav han i tide avkald paa de usikre, selv om de egentlig var større og mere fristende. Birkebeinerne hadde meget at si paa ham, og det var netop hans verdslige visdom de sterkest bebreidet ham. De fandt ham feig og falsk. For at bli biskop i Oslo gav han Sverre mange gode løfter, og siden sveg han kongen og blev hans farligste motstander. Men det var vel ikke bare gammelt had og evig lyst til magt, som drev Nikolas til frafald. Saa meget av en kirkens mand var han vel trods alt, at ogsaa kirkens sak spillet ind for ham, da han brøt med Sverre. Han hadde mange evner, men ikke evnen til at følge en klar linje; og fordi han altid saa sig om efter øieblikkets vinding, kom der noget splittet og tilfældig over hans liv. Allikevel kan det ikke godt tænkes, at hans appel til "Peter apostel" og "St. Hallvard" var bevisst hykleri. Da Sverre blev sat i ban, kunde han ihvertfald, som en kirkens tjener, med anstændighets skin slaa haanden av kongen. Værre var det, at han intrigerte paa forhaand.

Da Sverre vaaren 1194 opsøkte ham, var det for at bebreide ham, at de "svigraad", som førte til øyskjeggernes reisning, i virkeligheten "var kommet fra biskopens tungerøtter". Nikolas gav gode løfter for fremtiden og indrømmet ogsaa et og andet; "han var da meget myk av sig". Sverre tok ham med til Bergen, og dit kom ogsaa rikets andre biskoper. Nikolas var da "i stor kjærlighet med kong Sverre", heter det i sagaen, og talsmand for alle kongens "raad".

Sverre bar frem for biskoperne sin gamle plan om at la sig krone, og alt gik elter ønske. Dagen for kroningen valgte han med omhu. Det blev d. 29. juni, apostlene Peters og Paulus’s dag. Sverre vilde vise, at hans følelser overfor de helgener, som paven stadig tok til indtægt for sig, var de rigtige, og at der forsaavidt var fuld overensstemmelse mellem Petri efterfølger og ham. — Nikolas Arnesson "var hovedmanden ved vigselen". Kongen gav ham og de andre biskoper gode gaver, og de skiltes "i stor kjærlighet". Den samtidige engelske krønikeskriver Roger av Hoveden[36] fortæller rigtignok, at biskop Nikolas oprindelig negtet at krone kongen, "fordi hans erkebiskop var fraværende"; men saa, sier Roger, lot kongen Nikolas gripe og binde fast paa et skjær, hvor bølgerne ved flodtid "næsten fløt ind i munden paa ham", og det skræmte biskopen til samtykke. "Skjæret" maa være den rene skipperskrøne; Roger har flere slike; han fortæller bl. a. at mens Sverre, "prest og konge", sat ved kroningsmaaltidet "sammen med rikets biskoper og fyrster, lot han hugge hodet av kongesønnen Sigurd og lot det bære frem for sig og sine gjester." Men Sigurd (Magnus Erlingssons søn) hadde i virkeligheten fundet døden paa palmesøndag samme aar, og i redelig slag.

Sverre fik liten glæde av apostlene Petrus og Paulus. Omtrent samtidig med kroningen kom Cølestin 3’s brev erkebiskop Eirik i hænde — og dermed tilladelsen til at lyse ban over enhver, som handlet pavens bestemmelser imot. Og Eirik fulgte vinket. "Hver søndag lyste han ban over kong Sverre oppe fra koret" (i Lunds domkirke).

Bannet var utstøtelsen av den hellige kirkes samfund. Maalet med straffen var at bringe synderen til ettertanke, at "forbedre ham, ikke at utrydde ham". Men bannet var allikevel et haardt middel; det besvor alle gode magter til kamp mot forbryderen, det overgav "hans legeme til Satan, forat sjælen kan bli frelst paa den yderste dag". I en av de gamle bansformularer heter det[37]: "Vi utstøter ham og forbander ham og skiller ham fra Guds hellige kirkes terskler, saa at han ikke skal ha nogen del i Gud, og ikke i hans engler, og ikke i hans helgener". Tolv prester (jfr. tolv apostler) skal staa omkring erkebiskopen, med brændende kjerter i haanden, og naar de hører, at der blir sagt: "saaledes skal hans lys utslukkes i evigheters evighet" — skal de svare: "det ske! det ske!" og kaste kjerterne til jorden og træde flammen under hæl. Siden, heter det, skal erkebiskopen forklare folket, at fra nu av bør den bansatte ikke holdes for en kristen, men for en hedning.

"Da Sverre fik høre dette, talte han ofte paa tingstevner om denne sak." Han mente, at det hele berodde paa danernes og erkebiskop Eiriks fiendskap og ondskap, og sa, at Eirik ikke skulde faa "lyve ham ut av hans kongedømme"; han var kongesøn og "med rette kommen til dette land og rike". Eirik maa da ogsaa ha erklæret Sverre avsat. Pavens bulle gav ham uttrykkelig adgang til det; avsættelsen var en skjærpelse av banstraffen[38] og hadde ofte fulgt den, helt fra Gregor 7’s dage av. Det har sikkert været en lyst og glæde for Magnus Erlingssons gamle ven at erklære Sverre avsat, som det var kirkefyrsten en glæde at lyse ban over kirkefienden.

Sverre avviste ogsaa bannet; han hadde ikke gjort noget bansverk, sa han, saa forbandelsen maatte falde tilbake paa dem, som med urette hadde sagt den frem. Den var "faret i øinene" paa erkebiskopen, sa han. Eirik kunde naarsomhelst flytte hjem til sin stol, om han bare vilde føie sig efter landets love, den hellige kong Olavs love. Men Sverre vilde ikke gjøre sig til en lovbryter, selv om erkebiskopen forbandet ham aldrig saa meget.

Snart kom et nyt slag; d. 18 november 1194 stod Cølestin 3 frem i Peterskirken og banlyste, i nærvær av "en utallig mængde", de norske biskoper, som hadde git Sverre kongevigselen. Kongen baade advaret og trøstet biskoperne. Vaaren 1195 holdt han møte med dem i Bergen; han bad dem staa fast i striden, røgte sit kald med forstand og aldrig la sig forlede til at tro, at de kunde være ham foruten: deres stilling var jo ikke deres "fædrenearv". Vilde de bare holde paa "sambaandet" med kongen, skulde han ta ledelsen i "vor fælles sak". Og biskoperne lovet, at de ikke skulde skille sin sak fra kongens.

De og Sverre blev enige om, at et gesandtskap burde avgaa til paven. Biskop Tore av Hamar (som hadde studeret i St. Victor) og en Rikard "svartemester" reiste avsted. Om gesandtskapets skjæbne hører vi bare, at sendebudene fór nordover fra Rom i følge med en kardinal, og at de aldrig kom hjem. Sagaen fortæller, at de fik "braa sykdom" i Danmark og døde. "Nogen tid senere" kom "danske mænd" til Sverre og bragte breve, som kongens sendebud skulde ha overlatt dem, og som bar pavens segl. I brevene stod det, at paven, som nu "hadde faat sandheten at vite", løste Sverre og hele hans rike fra bannet. Kongen "lot disse breve læse op i koret" (1197).

Det er et spørsmaal, om brevene var egte; vidnesbyrdene peker i forskjellig retning. I heftig oprør drøfter de stridende parter saken. Sverre fortæller, at hans gesandter og med dem den romerske kardinal, som var i deres følge, i et gjestebud hos en dansk prest har faat gift i sin drik. — Med kardinalens reise til Danmark har det sin rigtighet; danske kilder kjender og nævner den høie geistliges navn. At han døde i Danmark er ogsaa sikkert (februar 1197), og like sikkert er det, at den danske geistlighet, som led under hans pengeutpresninger, saa paa ham med meget ublide øine. At han og Sverres sendebud reiste i følge har sagtens gjort galt værre for begge parter.

Men netop dette følgeskap antyder et virkelig meningsskifte ved pavestolen. Naar en kardinal slaar sig sammen med en av Sverres biskoper, kan han ihvertfald ikke ha regnet dem for bansalte. Og hans mission maa vel ha strakt sig ut til hele den norske kirkestrid; idetmindste tør han ha hat i opdrag at høre de stridendes mening og om mulig megle i saken. Cølestin 3 var nu 90 aar gammel; han hadde altid været en paavirkelig mand, og de sidste aars begivenheter — en vældig magtstigning for keiser Henrik b, Fredrik Barbarossas søn († 1197) — hadde vænnet ham til at slaa av paa sine fordringer.

Nu fortæller imidlertid hans efterfølger Innocents 3, i oktober 1198, at Sverre, i Cølestins dage, har forseglet "flere breve" med falskt pavelig segl. Og om Sverre har trodd, at fiendesvig hadde hindret godt bud fra at komme frem til ham, kan han ha søkt erstatning paa denne maate. Ihvertfald medgav Sverres norske motstandere aldrig, at bannet over ham var hævet; for dem er han (i sagaen) fortvæk "bansat". Men hvad de eller Innocents 3 har bygget paa, vet vi ikke. Innocents blev i sin formands tid med flid holdt borte[39] fra alle romerske regjeringshandlinger av betydning, og hvor han siden har faat sin kundskap fra[40], røber han ikke. Han nøier sig med det almindelige uttryk, at "Han, for hvem alle ting er aabenbare, avdækket Sverres falsket."

Det kunde naturligvis ogsaa tænkes, at forfalskningen — om den virkelig foreligger — er skedd i Rom, og at Sverres sendebud bærer det nærmeste ansvar for den. I Rom fandtes, ogsaa inden geistligheten, mænd som skaffet sig indtægt av godt eftergjorte "pavebreve"[41], og man kunde mene, at gesandterne i slike breve har villet sikre sig en reserve for kardinalen, om han skulde bli en skuffelse. Men rimelig ser det ikke ut. Innocents 3 advarer nok mot romerske falsknere i den samme skrivelse, som taler om de angivelig uegte breve fra pave Cølestin. Men hans advarsler kommer i en anden forbindelse. Han lar den norske geistlighet vite, at (nye) sendebud fra Sverre forgjæves har søkt at paavirke ham, saa om de kan fremvise brev paa indrømmelser, maa det skyldes falsknerne i Rom. Til nærmere forklaring av dette sted oplyser Innocents, at han har opdaget en mængde slike. Men han antyder ikke med et ord, at det er en av dem, som har git ham bevis for Sverres "falskhet" i Cølestin 3’s dage.

Mulig blir det imidlertid, at enten Sverre eller hans gesandter har digtet op "pavebreve". Har gesandterne gjort det, kan det hænde, at kongen selv har været mellem de bedragne, og at han i god tro har latt brevene læse op. Men han kan ogsaa (i tilfælde) straks ha forstaat, hvad de var værd. Man tok det ikke saa tungt med dokumenters ukrænkelighet i de dage heller. Striden mellem kongedømme og prestedømme blev ført efter vanlige principer for strid: krigslist var tillatt. Da Fredrik Barbarossa lot "kirkemøtet" i Pavia erklære den saakaldte Victor 4 for den eneste retmæssige pave (1160), blev beslutningen utstyrt med underskrifter av prælater[42], som ikke hadde sat sine ben i Pavia og ikke hadde anelse om, at deres navn blev misbrukt. Dette hindret ikke, at Alexander 3 nogen aar senere optok keiser Fredrik "i sin kjærlighetsarme", med fuld anerkjendelse av hans "fromme sind og gode vilje." Samtidig som Sverre førte sin strid i Norge, laa Fredriks søn Philipp i kamp med en motkonge, som hadde pavens støtte. Philipps parti kjæmpet flittig mot falske pavebreve[43] og hadde endog, i nødens stund, den freidighet at bruke et rygte om pavens (Innocents 3’s) død til at lage breve undertegnet av en ny og ikke existerende pave Clemens[44]. Kong Philipp kom ikke i vanry paa det; han prises for sine dyder. Selv en from erkebiskop som Stephan av Canterbury la falske pavebreve frem for sin beskytter Innocents 3, — som avsløret dem, "ikke uten erkebiskopens store forvirring og undseelse.[45]"

Om de angivelig falske pavebreve til en begyndelse var Sverre til hjælp, saa maa de siden, da deres egthet blev underkjendt, ha skadet ham. Har han selv trodd paa dem, saa blev han ihvertfald snart revet ut av den mening, at han nu hadde Rom for sig. Hans fiender kom og oplyste ham om, at det ikke var tilfældet. Og "Talen mot biskoperne" (ved aar 1200) indrømmer dem, at det nok kan være lyktes dem at forlede paven. Allermindst søker "Talen" at lægge skjul paa, at de lar det regne med bansættelser over Norge. Sverres stilling blev stadig vanskeligere. Biskoperne var begyndt at forlate ham, og det kunde ha sin undskyldning: efterat bannet var lyst over dem (nov. 1194), hadde erkebiskop Eirik stevnet dem til sig; og i gregorianske kredse var dommen over deres færd trykkende haard. I 1195 skrev en dansk abbed (Vilhelm) til paven og kaldte det en "uhørt" handling at salve "en bansat prest til konge". Med en kraftig bibelsk vending, som under middelalderens kirkelige kampe er alt andet end "uhørt", skrev han om biskoperne, at "de har sammensvoret sig mot Herren og mot hans salvede"[46] (paven).

Som ventelig kunde være, blev det Nikolas Arnesson, som først brøt ut av kredsen. Høsten 1195, samtidig som det norske gesandtskap avgik til Rom, fór Nikolas til Danmark og søkte forlik med erkebiskop Eirik; og da han aaret efter vendte tilbake, var det i spidsen for baglernes parti og som tilhænger av et nyt motkongedømme i Norge. De andre biskoper gik efterhaanden samme vei som Nikolas. Den sidste trofaste var Martin av Bergen, som endnu sommeren 1198 holdt sig til Sverre og i oktober samme aar blev gjenstand for Innocents 3’s ufordelagtige omtale. Tilslut maatte kongen se sig forlatt av ham ogsaa.

Innocens III (ca. 1161 - 1216) var pave fra 1198 til sin død. Freske fra klosteret Sacro Speco.

Innocents 3 besteg St. Peters stol i januar 1198. I ham fik Rom en mand, som med en ganske anden kraft end den gamle og forsigtige pave Cølestin kunde tale kirkens sak. Som organisator var han stort utrustet, som politiker indsigtsfuld, altid opmerksom paa motstanderens svake punkter, men ikke altid likevegtig i sin kamp. "0 ve! paven er for ung", klager den tyske digter Walther von der Vogelweide; "Herre, hjælp din kristenhet". Den friske sikkerhet i Roms optræden skræmte.

Den 30. juli 1198 sendte Innocents et brev til Islands geistlighet og et andet til øens høvdinger og folk og advaret mot ethvert samkvem med Sverre, "den banlyste og frafaldne, som har gjort sig til en uven av Gud og hans hellige". Og d. 6. oktober samme aar skrev paven til erkebiskop Eirik og roste ham, fordi "hverken forfølgelse eller sverd, hverken hunger eller utlændighet" hadde kunnet skille ham fra "Kristi kjærlighet" eller fra kampen for "den kirkelige frihet". Ham har "frygt ikke tvunget, trusler ikke rørt, smiger eller bønner eller løfter ikke forført" til at bøie sig for Sverre, "helligdomskrænkeren, den frafaldne". Hans tro er like ren som før, hans glød like sterk. — Samme dag sender paven et andet brev, stilet baade til Eirik og til alle andre norske geistlige. Med styrke gaar han løs paa Sverres "tyranniske grusomhet". "Men vi forundrer os ikke over Gud, som indtil nu, til forbedring for Eders sjæle, har taalt hans voldsherredømme, eller over ham selv, hvis aand, forhærdet i ondskap og vant til uretfærdighet, ikke kan lægge bort det onde". Paven forundrer sig over dem, som endnu kan følge Sverre. Hvis det fortsætter, skal de norske geistlige lyse ban over alle hans følgesvender og negte dem begravelse, om de dør, og i den del av Norge, som maatte holde fast paa ham, skal de lukke kirkerne og ikke foreta noget sakrament undtagen barnedaap og døendes skrifte ("lokalt interdikt"). — Paa denne travle 6. oktober skrev paven ogsaa til kongen av Danmark, til kongen av Sverige og til "den høibyrdige mand, Sveriges jarl" (Birger Brosa). Han bad de tre fyrster ruste sig til at "forsvare kirkerne og verge de geistliges frihet", til at "løse ringe og mægtige ut av forfølgerens haand", til at slaa ned "dette uhyre" (monstrum), saa "dette djævelens lem ikke mere kan rase i Norges rike". Han søkte altsaa det verdslige sverds hjælp i striden for kirkens frihet, et middel, som ogsaa Gregor 7 hadde grepet til, men ikke bare faat ros for.

Innocents var utholdende. To aar senere sendte han et brev til erkebiskop Hubert av Canterbury[47] — en mand hvis hjerte slog varmere for egen fordel end for "prestedømmet" — og forbød ham enhver gaveveksling med Sverre. Og efter dette navn kommer atter en flom av uhyggelige ord. Kongen er (som Judas) "hint fortabelsens barn", er (som djævelen) "en svigefuld manddraper". Hver enkelt av de konkrete beskyldninger, paven i sine breve retter mot Sverre: at han "underkuer kirkerne, forfølger de geistlige, slaar ned de ringe og raser mot de mægtige" — betyr ikke saa meget i sig selv. Det hele svære opbud av anklager er det samme, som gregorianerne stadig lægger i vei med, naar de skal skildre en "voldshersker" (tyrannus). Men selve begrepet "voldshersker" var farlig at komme ut for; en saadan gik for at være djævelens utvilsomme forbundsfælle. Og ikke mot nogen vildfarende konge tar Innocents 3 saa sterkt i som mot Sverre. Keiser Henrik 6 er "nordenvindens raseri"[48]; men den norske voldshersker "overgaar nordenvindens raseri". Innocents dømmer paa det grundlag, Sverres fiender har git ham; selv i pavebrevene og endnu i aaret 1200 merker man, at hadet mot Magnus Erlingssons overvinder er ute og spøker, hadet mot den mand, "som efter hvad der sies har utgydt kongelig blod og villet tilrive sig Norges rike". Paa samme, ikke helt betryggende maate gjør paven sig i 1208 til dommer i den svenske tronstrid[49]. Ogsaa kong Erik Knutsson, en brorsøn av Sverres dronning, angripes med ord, som karakteriserer "voldsherskeren": i Sverige ser det sørgelig ut; kirker ødelægges, og enker lider uret. Og kongens slegt har en svær blodskyld paa sig. Ikke desto mindre tar Innocents 3 seks aar senere Erik og hans rike under St. Peters vern. Kongen hadde ikke været til at rokke.

Men Sverre fik staa i kampen saa længe han levet. Til en begyndelse tok man det rigtignok ikke saa tungt med bannet. Da den islandske biskop Paal Jonsson efter nyaaret 1195 kom til Sverre, møtte kongen ham, som om Paal var "hans søn eller hans bror", og biskopen fandt intet betænkelig ved denne venlighet, endda han var paa vei til sin indvielse hos erkebiskop Eirik. I Danmark fik han ogsaa den bedste behandling, endda han kom fra den bansatte Sverre og agtet sig tilbake til ham. Erkebiskop Eirik viet Paal og tok villig imot den guldring, biskopen skjænket ham.

Men det blev værre. Da baglerreisningen kom, da de norske kirkefyrster drog sin vei, da Innocents 3 rykket ut med masse-ban og interdikt, var de store farers tid inde. En del av presterne holdt fast ved Sverre; men kirkelivet kunde ikke længer fungere paa normal vis. Om det pavelige interdikt, med kirkestængning og indskrænket sakramentsbruk — en langt mildere straf end bannet, (som var en utstøtelse av kirkesamfundet) men samtidig en bredere virkende straf — om dette interdikt virkelig blev forkyndt i nogen del av Norge, er kanske tvilsom[50] Gjennemføres kunde det ihvertfald ikke. Men banlysningerne maa ha skapt frygt og vanskeligheter nok. Det var nu, "vort lands sykdom" blev stor (Talen mot biskoperne)[51], det var nu, det het, at "kristendommen staar for fald" (Haakon Sverresson). Saa tungt føltes det kirkelige indslag i borgerkrigen, at uenigheten mellem kongen og biskoperne almindelig blev anset som roten til "alle de ulykker, som nu en stund har ligget over dette land" (Haakon Sverresson).

Sverre og hans omgivelser bestemte sig til at verge kongedømmets ret ogsaa med pennen. "Talen mot biskoperne" blev utsendt, sikkert efter at Innocents 3’s store banlysningsbrev av oktober 1198 var kommet erkebiskop Eirik i hænde, ti talen regner med at forbandelser i mængde er sendt Sverres parti paa halsen, og vistnok ogsaa med at alle biskoper har forlatt kongen[52]. Skriftet, som er paa norsk sprog, er tydelig forfattet i Sverres nærmeste nærhet, sikkert med hans egen hjælp. En vending blandt flere: at de geistlige tar penger av nordmændene og "flytter dem utenlands til ond kjøpfærd, ti de blir sendt til Romaborg, og der blir ban og ulykkesbønner kjøpt for dem og sendt tilbake mot kristendom og kirkevigsel i vort land" — har samme reisning som Sverres sterke stil. Men det ser ogsaa ut til, at en geistlig, utrustet med den allerferskeste kirkeretslige kundskap fra Bologna universitet, har hat en haand i spillet, og kanskc den oftest anvendte.

Skriftet er étt mellem mangfoldige andre, som den store europæiske strid mellem kongedømme og prestedømme kaldte frem. I rækken av disse skrifter staar de gregorianske paa første plads, hvad evne til logisk tænkning angaar. De kongeligsindede forfattere har aabenbart hat store vanskeligheter at kjæmpe med. Det falder ikke mange av tidens aander ind at benegte, at paven er Peters efterfølger, og dermed er kongens sak straks nødlidende i forhold til gregorianernes. Ti bør ikke en kristen konge bøie sig for en institution, som er indsat av Kristus selv til at vogte kristendom og kirke? Man kan se, at dette spørsmaal har været et kors for dem, som talte kongedømmets sak. De klamrer sig fast til de skriftsteder, som fortæller, at ogsaa den verdslige øvrighet er av Gud; men de kan aldrig skaffe kongen den direkte, historiske forbindelse med Kristus, som Petri efterfølger har. Og midt iblandt deres store ord kan en indre usikkerhet ofte grine frem, en hjælpeløs mine, en tapt sak.

Paa engelsk grund findes et originalt og uttrykkelig, men bare delvis vellykket forsøk paa at ramme selve pavedømmets grundlag og gjøre kongen til landskirkens øverste biskop ("Den ukjendte fra York"[53], ved aar 1100). Mellem de mangfoldige tyske stridsskrifter, som tar standpunkt for kongedømmet, rager skriftet "Om bevarelsen av kirkens enhet"[54] frem ved sin nogenlunde ubestikkelige sans for realiteter og ved sin slagfærdige kraft. Forfatteren hævder, at baade prest og konge staar i "kirkens enhet", begge er velsignet av Gud og sat til arbeide av ham, hver paa paa sit omraade, med kristenhetens fred som formaal, og med like ret. Ved standpunktet er der intet originalt, det er saa almindelig som noget andet. Men i polemiken mot Gregor 7, som beskyldes for at ha brutt ut av "kirkens enhet", kommer skriftets sterke sider frem. Man blir rigtignok, her som ellers ved de kongeligsindedes indlæg, sittende tilbake med motforestillingen: hvem har ret til at dømme over Petri efterfølger?

Det norske stridsskrift har de samme fortrin som det 100 aar ældre tyske (latinske) skrift: virkelighetssans og dygtighet i debatten. Og forfatteren (eller forfatterne) kommer lykkelig forbi det skjær, som spørsmaalet om Roms autoritet ellers var, ved at stille paven helt utenfor striden, ved at hævde at han er ført bak lyset av andre: "Selv om vi maa høre bebreidelser av Romaborgs biskop, vil vi ikke gi paven skyld for det; ti han vet ikke mere om, hvad der hænder i dette land end i andre, som ligger langt borte fra ham; det er vore biskoper og prester, som volder det, ti de bærer snak og løgn frem for paven, os til fiendskap, og siden tror paven, at de farer med sandheten, der de farer med falske og løgnagtige ord. Og om paven har avsagt en dom, da kan den ikke ramme hverken kongen eller nogen anden skyldløs mand i landet; ti Gud er altid ret-dømmende, og Guds domme følger altid retfærdigheten, og ikke løgnaktige og svigefulde mænds uretfærdighet." Bannet faar ramme dem, som med sine løgne har faat paven til at paabyde det.

Slagene mot disse mænd føres med kraft i skriftet. Paa de norske biskopers øine ligger nu den tyngsel, "som faldt paa apostlenes øine, den nat da Gud blev forraadt," de geistlige ligner Elis sønner, som ranet folkets offer, de ligner de to olding-prester, som fordømte Susanna i Babylon. — Det er altsammen billeder, som gjenfindes i de klagemaal over geistligheten, europæiske stridsskrifter indeholder.

"Graadighet, begjærlighet, hovmod og uretfærdighet blinder nu øinene paa vore biskoper[55] og paa andre høvdinger, som skulde vogte kristendommen". Hvor forfatteren gaar i detalj, beretter han, at "vi" blir drevet bort fra de kirker, "vi" selv har reist, — det er derfor de geistlige minder om Elis sønner, som stjal folkets offer. I sit liv gir de ogsaa et daarlig eksempel; "de forfører mænds hustruer og døtre og andre frændkoner oftere end uforstandige, ulærde mænd, og de skammer sig ikke ved at bære frem usande vidnesbyrd og sverge falske eder. Og om de gjør ondt mot os, og vi forlanger bot av dem, da sier de bare, at de ingen pligt har til at staa til ansvar for os[56], eller til at gi os bot, som om vi var sat til at være retløse mænd for dem og passende til at taale al den skam, de vil, at vi skal ha".

Det mørke billede, som her tegnes[57] har sammenhæng med øieblikkets kampstilling og rummer intet principielt fiendskap mot kirken. Slike klager over geistligheten er almindelige, og fra gregoriansk hold kan de lyde med samme styrke. Bernhard av Clairvaux f. eks. er ikke naadig og heller ikke Sverres ældre samtidige Johan av Salisbury. Der er ingen av de haarde vendinger i det norske stridsskrift, som ikke gaar igjen i Tyskland, Frankrig eller England, selv forsikringen om, at presterne er farligere end andre, gjenfindes utenlands. Fra England hører vi, efter midten av det 12. aarhundrede, at "i enhver forbrydelse[58] kan man neppe finde nogen som er værre end de geistlige — — til hvem den verdslige rettergangs kraft ikke kan utstrækkes".

Med særlig styrke hævder det norske skrift, at det ikke er presternes opgave at drive "sine faar" bort fra de gode enger "og i munden paa rivende varg". Kirkens mænd er ikke sat til at "vise Guds folk fra Gud og til helvede, med uretfærdig ban eller vildledende tale". De skal øve "kjærlighet" i sit kald, og "om en stakkar virkelig gaar paa vildsti", skal de lede ham tilbake med "blid lære". Tre ganger spurte Gud apostelen Peter: "Elsker du mig?" Det var, forat apostelen skulde merke, hvor streng en fordring Gud stillet til ham, da han tilføiet: "Røgt mine lam!" Saa meget som han elsket Gud, saa omhyggelig skulde han røgte dem. Og disse ting kan "vore lærde mænd" ikke være uvidende om, "hvis de selv forstaar, hvad de læser eller synger i den hellige kirke". Nu farer mange av dem vild i sit kald, og forleder andre til følgeskap. Skriftet citerer et bibelord, som det ikke er alene om: "Ve Eder, som lukker himlenes rike; selv gaar I ikke ind, og ikke vil I la andre gaa ind!"

Mellem de aktuelle stridspunkter, som skriftet trækker frem, er pavens ban, det frie biskopsvalg og patronatsretten for en kirkes "forsorgsmand". Forfatteren henter her beviser fra kirkeretslæreren Gratian (s. 171), som o. 1140, i det saakaldte "Dekret", hadde stillet sammen gamle og nye kirkelige lovtekster og git dem en utjevnende fortolkning, — et arbeide, som gjør Gratian til grundlægger av en kirkeretslig videnskap. Hans eget standpunkt er avgjort gregoriansk. Men hvad patronatsretten angaar, gav han allikevel — selv — Sverre gode vaaben; ti den er hans egen idé og gik endnu i hans tid for at være en vældig vinding i forhold til kirkestifternes gamle eiendomsret til kirkerne (s. 171). Og i massen av de ældre og nyere kirkelige bestemmelser og forskrifter, skriftet citerer, var det ikke vanskelig at finde slike, som kunde føres i marken mot det gamle privilegium paa bispevalg, "kongerne uspurt" eller paa pavens bekræftelse av det[59]. Heller ikke var det vanskelig at finde slike, som forklarer, at et uretfærdig ban er uten kraft. Enhver kirkelig dom, selv den uretfærdige, skal man frygte og ikke i overmod foragte den, citerer skriftet; men man skal heller ikke føle sig bundet av en slik dom. Man skal frygte den; ti enhver har jo sine synder at tænke paa, og granners omtale at ta hensyn til, erklærer forfatteren; men ikke skal man frygte, at Gud er med paa den; ti han fælder bare retfærdig dom, og jo mere et menneske maa lide under uretfærdighet, desto nærmere er hjælpen fra Guds retfærdige dom.

Tilslut hævder forfatteren, at det ikke er kongens skyld, om et schisma er i færd med at opstaa i den norske kristenhet. En "schismatiker", en som brøt ut av kirken, var efter gjængs opfatning i tiden tillike en kjætter (hæretiker)[60]; man skilte ikke nøie mellem kirkens autoritet og troens. Og Sverre var for sine kirkelige motstandere en schismatiker og kjætter. Men stridsskriftet for kongens sak vil ha det til, at faren for kjætteri ("vildfarelse") kommer fra biskoperne snarere end fra kongen. Der er ikke mange eksempler paa, at konger har skapt "vildfarelser", heter det, men fra biskoper er de ofte kommet; og forfatteren regner op en række slike. Han begynder med Annas og Kaiphas[61], "de som fordømte Gud selv". De ser jo litt merkelige ut i rækken av kirkelige mænd; men ogsaa i Europa kan de vise sig i samme forbindelse. I et tysk (latinsk) skrift, som ikke er meget ældre end det norske, heter det om pave Alexander 3, at han er en schismatiker, en kjætter som Kaiphas var, og fordømt som han.

Den sidste og værste av alle kjættere, "Talen mot biskoperne" nævner, er den fabelagtige "Nikolas advena, som blev kaldt vor Herres discipel, og siden blev biskop i Serkland og nu kaldes Mahommed". Naar han er saa sterkt fremhævet, beror det nok for en del paa hans navn: Nikolas. Det gav mindelser om norske forhold[62].


__________


I sin tale paa Kristkirkegaarden i Bergen (1184) forteller kongen: "Somme sier: seiersæl er Sverre, vis er Sverre! Da svares der: hvad under er det? meget har han latt det koste sig, han har git sig til djævelen. Somme sier, at jeg er djævelen selv, kommen fra helvede, — at han er sluppen løs og er blit til mig."

Den underlige tale, som gaar om Sverre, har sammenhæng med en sluttet forestillingskreds, som ofte glimter frem i kilderne til Sverres historie og oftest under hans strid med kirken. Det er en forestillingskreds, som er skapt av Augustin, paa bibelsk grundlag, i hans verk "Om Guds stat"; i det 7. aarhundrede har den passert et arbeide av en ukjendt forfatter ("Pseudo-Cyprian"), og under striden mellern kongedømme og prestedømme i høimiddelalderen er den allemandseie.

Den samlede teori (med de væsentlige av dens slagord) ser slik ut: Baade kongedømme og prestedømme hører med til "Guds stat"; men kongedømmet hører med, bare om kongen viser kristelige dyder. Den første av disse dyder er retfærdighet; og med den hænger fred uløselig sammen: "Retfærdighets verk skal være fred og retfærdighets frugt ro", heter det i bibelen.

Ved retfærdighet forstaar Augustin det sindelag, som i lydighet mot Guds bud "tildeler enhver sit". Ved fred forstaar han den harmoni mellern de styrende og de undergivne, som utspringer av en slik retfærdighet. En fredsommelig konge er ikke en konge, som lar være at føre krig, men en som vil grundlægge freden paa retfærdighet.

I middelalderens kirkelige strid er begreperne fred og retfærdighet skjærpet. Ved retfærdighet forstaar Gregor 7 — hvis breve flyter over av dette ord — praktisk talt det sindelag, som i lydighet mot Guds statholders bud tildeler enhver sit. En retfærdig og fredsommelig konge er for Gregors parti en konge, som bøier sig for pavens krav. Paa den anden side forsøker motpartiet at hævde den sande "retfærdighet og "fred" for sig.

Den konge, som falder av fra retfærdighet og fred, er ifølge den almindelige teori ingen virkelig konge længer, men en "voldshersker" (tyrannus). Han er forført av hovmodet, ursynden, djævelens og Adams synd: "hovmodet driver voldsherskere til at reise sig mot konger"[63]), heter det. En slik voldshersker, en hovmodig konge, er en frafalden (apostata), en helligdomskrænker. Han staar ikke mere i Guds stat, han tilhører djævelens stat, er et djævelens lem og en djævelens forbundsfælle. Og som djævelens forbundsfælle er han en antikrist. I oprørte tider kan man i ham likefrem se djævelen selv[64], djævelen som i tusen aar har ligget bundet og nu er sluppen løs (Johs. Aab.) En tysk forfatter, som døde i 1169, fortæller at i keiser Henrik 4’s dage var der mange "troende og forstandige mennesker", som mente, at djævelen var ute. Han er "likesom sluppen løs gjennem kong Henrik"[65], forsikrer forfatteren selv. Den motpave, Henrik gav Gregor 7, blev av en samtidig kaldt "den fra helvede komne synlige satan".

Her er hemmeligheten ved den tale, som i Norge gik om kong Sverre, at "jeg er djævelen selv, kommen fra helvede, — at han er sluppen løs og er blit til mig". Forestillingen er et utsnit av den vidløftige idékreds som knytter sig til begreperne en retfærdig konge og en uretfærdig konge.

Dele av denne idékreds gjenfindes i kilderne til norsk historie, endnu før Sverres tid. Krønikeskriveren Theodricus kalder Eystein Meyla "en usalig voldshersker" (tyrannus). Snorre fortæller at en anden motkonge til Magnus Erlingsson med hele sit parti blev dømt "til djævelen, baade i livet og i døden"; og karakteristisk nok gik det for sig under ledelse av en veltalende prest. — I Magnus Erlingssons kroningsbrev møter vi den retfærdige konge. Brevet sier, at under kongens spir bør "retfærdighetens førerskap" bevares, og kongen lover at gaa til strid for "retfærdigheten".

Om Sverre sier allerede Erling Skakke, at han er en "djævelsprest", og Magnus Erlingsson kalder Ilevollene sin fiendes "blótvoll". Men "blótvoll" holder bare en avgudsdyrker, det vil i Sverres tid si en djævledyrker. — Magnus Erlingssons lendermand Asbjørn Jonsson fortæller foran sin konges sidste kamp, at Sverre tror paa djævelen og har tat alle sine raad fra ham. Han fortæller tillike, at djævelen pleier at svike sine venner tilslut. Ogsaa dette er utbredt europæisk tankegang og hænger sammen med hele teorien om djævels herskeren, tyrannen. De hovmodige skal dø "en skjændig død"[66]. I Sverres historie kommer forestillingen igjen: paa dødsleiet fortæller kongen, at Nikolas Arnesson har spaadd, han skulde bli "hugget ned for hund og ravn".

Nikolas kalder Sverre en "gudniding" (apostata). En gang han flygter for kongen, sier han, at "nu er djævelen sluppen løs". Uttrykket rummer mere, end det nutildags gjør.

Men latinerne er de mest gjennemførte. For William av Newburgh er Sverre en "voldshersker" og et djævelens redskap. Erkebiskop Eirik haaber, at "uretfærdighets fængstof" maa knuses under "retfærdighets hammer". Hans danske ven abbed Vilhelm fortæller paven, at de norske biskoper har lagt "uretfærdige raad" mot den "retfærdige" (erkebiskopen). Men han haaber, at de "uretfærdige" maa fanges i sit "hovmod", saa der kan bli "fred" for alle mennesker med god vilje og undergang for de onde, — først og fremst naturligvis for "voldsherskeren".

Verket "Om Guds stat" er rustkammeret for alle disse slagord. At de gaar igjen ogsaa hos paven er en selvfølge. Innocents 3’s utfald mot Sverres "tyranni" og "uretfærdighet", mot denne "apostata" og "helligdomskrænker", mot dette "djævelens lem" forraader øieblikkelig i hvilken tankekreds han bevæger sig.

Nu er det klart, at Sverre her som ellers tar motstandernes vaaben op. Han vil ikke være nogen voldshersker, han vil opfylde Augustins fordringer til den "retfærdige konge". Derfor sier han efter seiren over Magnus Erlingsson, at han vil gi Gud tak ved at være "fredsommelig", og "retfærdig"; han bruker to adjektiver, og det er netop de to, som ifølge den herskende teori kjendetegner den konge, som hører Guds stat til. For Sverre blir det motparten, som lider av hovmod, voldsherskerens synd, djævelens første synd. Gud har sendt ham frem mot hans fiender "for at faa deres hovmod til at stupe", fortæller han paa Kristkirkegaarden. Og mellem de laster, som ifølge "Talen mot biskoperne" blinder de norske kirkefyrster, er hovmod og uretfærdighet. Biskoperne har da brutt med Guds stat, med dens fred og dens retfærdighet.

Men Sverre gaar ikke til yderligheter, som hans motstandere gjør. Han maner ikke djævelen frem for dem, for at vise dem, hvem de har tat sine raad fra, eller hvis sak de fører. Langt mindre antyder han, at en eller anden av dem skulde være djævelen selv. Med begrænsningens mesterskap spør han: "Er det ikke stortaapelig at si slike ting om hvem det saa skulde være, — og allermest om sin konge?"

Men naar det blev sagt, var det ikke bare tillærte ord. Heftige følelser grep efter ordene, og for tidens barn hadde de levende kraft. De gjemte forestillingen om den evige kamp mellem himmel og helvede.

Fotnoter

  1. Se E. Sackur: Die Cluniacenser.
  2. W. Martens: Gregor VII, b. 2, s. 207.
  3. Otto av Freisings Chronika (i Script. Rer. Germ. — in us. scholar. s. 327).
  4. Bisk. Sög. I 100.
  5. Bisk. Sög. I 429, anm. 5.
  6. Bisk. Sög. I 432.
  7. Oversættelserne av sagaen er her unøiagtige. Der tales netop om "Guds rett". Det kunde vel i særlig grad kaldes "sterkere modstand" end tillatt, at Eystein hade brugt vaabenmagt mot kongen.
  8. Bisk. Sög. I 101.
  9. Eichmann: Quellensamml. z. kirchl. Rechtsgesch. II 162.
  10. B. citerer Hugos ord i bullen Unam Sanctam. Eichmann: Acht u. Bann 47.
  11. Jfr Taranger: D. norske rets hist. II s. 130
  12. K. B. Westman: D. svenske kyrkans utveckl. 178
  13. Den tyske konge Phiipp († 1208) var efter den byzant. kelsers mening hjemfalden til bannet, fordi han uten lov hadde opgitt stilling i kirken. E. Winkelmann: Philipp v. Schaben I 15, ang. 5.
  14. Jfr. Matth. 23. Samme citat om Henrik 2 av England († 1189), se Reuter: Gesch. Alexanders III, b. 1, 8. 345, anm. 1, — og hos Gerhoh av Reichersberg (1146), se Baluzii Miscellan. lib. V 3. 155.
  15. Erkebiskop Eirik fortæller: geistlighet og folk valgte enstemmig en mand, "som var skikket, baade ved sit liv og sine kundskaper", og som under ledigheten hadde forestaat bispedømmet. Men Sverre forkastet valget — fordi han ikke selv hadde været tilstede — og tvang geistlighet og folk til at vælge en mand, "som under selve valget stod i begrep med at ekte en to gange gift hustru" (en enke; cølibatet var endnu ikke trængt helt igjennem i kirken, men egteskap mellem en geistlig og en enke hørte ihvertfald til de strengt forbudte ting. Jfr. turter: Innocenz 111, b. 3, s. 253. Erkebiskop Eirik kalder det — i overensstemmelse med kirkeretten — bigami. Jfr. Du Cange I 657). Erkebiskopen nektet at vie denne mand til biskop. Sverres saga fortæller: "alle mænd" valgte til biskop i Stavanger Nikolas Arneson, og Sverre gik tilslut med paa det; erkebiskopen viet Nikolas, heter det. Ved denne tid døde imidlertid biskopen i Oslo, og, heter det, Nikolas fik da "lov av erkebiskopen" til at sætte sig i stolen i Oslo." Men nu nævnes i étt og samme brev fra 1189 (eller 1190): Njaal, den nye biskop i Stavanger, og Helge, Nikolas Arnessons forgjænger i Oslo. Njaal, ikke Nikolas, har da været biskop i Stavanger i de sidste maaneder av Oslobispen Helges tid: for Nikolas blir der ingen plads i Stavangers række av biskoper. Sammenhængen maa være følgende: Nikolas har aldrig været valgt til biskop i Stavanger. Det er ikke han, erkebiskopen sigter til med sin "skikkede" kandidat, som under ledigheten har forestaat bispestolen; det vilde heller ikke været rimelig, at Sverre vilde indrømmet ham en slik stilling, siden han senere gjorde sterk motstand mot hans valg. Men denne motstand og dette valg (jfr. sagaen) maa gjælde bispestolen i Oslo, som blev ledig ved Helges død, og som Nikolas til slut fik. Sagaskriveren maa være galt underrettet, naar han henlægger striden om Nikolas til Stavanger; hans hjemmelsmand maa her ha blandet sammen med den strid, som (ifølge erkebiskop Eirik) ogsaa stod i Stavanger— litt tidligere. Det vilde heller ikke været let for erkebiskop Eirik at gi Nikolas lov til at flytte fra Stavanger til Oslo. En slik "translation" krævet egentlig pavelig dispensation. Se K. B. testman: D. svenska kyrkans utveckl. 114, og Hurter: Innocenz 111, b. 3, s. 93. Om biskop Njaal av Stavanger er erkebiskopens kandidat til stillingen (den "skikkede"), eller Sverres, eller en tredje, lar sig ikke avgjøre.
  16. Om denne strid, som har uopklarede sider, se tillægget.
  17. Reuter: (Gesch. Alexanders III, b. 1, s. 341, jfr. s. 343 og 360.
  18. I en gammel krønike heter det, at legaten Nikolaus (Hadrian 4), som blev sendt til "legation" til Norge, omhyggelig underviste hint barbariske folk i den guddommelige lov." Monum. Germ. Hist. SS. 22, s. 436.
  19. Saa er det længe almindelig i Europa, jfr. Sämuller: Die Bischofswahl bei Geratian 6-8, 10, 13. Böhmer: Kirche u. Staat in England 331—332.
  20. Sagmüller: D. Bischofswahl
  21. Sagmüller: D. Bischofswahl 9-17.
  22. Lateransynoden 1139 vender sig uttrykkelig mot en valgret, som bare skulde tilkomme kapitlet. Den tier rigtignok om "folket"; men den bestemmer under trudsel om banstraf, at kannikerne ved biskopskirken ikke maa utelukke munkene fra biskopsvalget. Et valg, foretat av kanniker alene, skal ikke være gyldig. Sagmüller: D. Bischofsw. 12. — Hadrian 4, "legaten" av 1152, betegner selv (i 1158) som kanonisk norm, at bispevalget skal ske gjennem kapitlet og "consilium religiosorum". Ved "vid religiosi" forstaaes i denne tid i særdeleshet munker og abbeder; men uttrykket kunde ogsaa omfatte "folket". Sagmüller: D. Bischofsw. 21, jfr. 12, anm. 2.
  23. Sagmüller: D. Bischofsw. 21-22.
  24. E. Bernheim i Hist. Vierteljahrschr. X 200, anm. 1. Benr. X 200, anm. 1.
  25. Peters: Charakteristik d. inneren Kirchenpolit. Friedr. Barbarossas.
  26. At her skulde foreligge en misforstaaelse av bibelens tekst (1. Petr. 2.13) synes ikke rimelig.
  27. Luchaire: Hist. des instit. monarchiq. (2. utg.) II 78—79. Hurter: Innocenz lll, b.3, s. 226.
  28. Kanske ikke noget. I Frankrig, hvor kirken ellers stod sterkest, maatte kongelig samtykke til eiter et biskopsvalg. Luchaire: Hist. des inst. II 79. Nærmest Norge kommer vel kong Stephans England. Böhmer: Kirche u. Staat in England 332.
  29. De gamle norske love, sagaens beretning og "Talen mot biskoperne" lægger det nær at tro, at den ret, Sverre forbeholder kongedømmet, bare gjælder kongens privatkirker, ikke fylkeskirkerne. Erkebiskop Eirik taler nok ogsaa om "parrochialkirker"; men de andre kilder synes at motsi ham.
  30. Om egenkirkerne og om patronatsrettens oprindelse, se U. Stutz: Gratian u. die Eigenkirchen, i Zeitschr. d. Savigny-Stift., kanonist. Abt., b. 1.
  31. Jfr. H. Wirtz i Zeitschr. d. Savigny-Stift., kanonist. Abt., b. 4. s. 148, anm.1 (finde = "præsentere").
  32. Patronatsrettens begrep findes hos Gratian o. 1110; dette begrep faar i kirkeretten navn hos Rufinus i hans "Summa" (1157—1159) og føres over i kirkelig praksis (men endnu uten navnet) av Alexander 3 (1159—1181). Jfr. de i forrige anmerkninger nævnte arbeider av Stutz op Wirtz. Hvor uttrykket "jus patronatus" forekommer før Rufins tid (1157) — en yderlig sjelden gang — beror det paa senere forfalskning, eller det staar brukt i en helt anden betydning end i kirkeretten og i pave Colestins brev av 1194. J. Dom i Zeitschr. d. Savigny-Stilt., kanon. Abt., b. 6, s. 391-395, og b. 8, s. 221. H. Wirtz i samme tidsskr., kanonist. Abt., b. 4, s. 149.
  33. Hurter: Innocenz III, d. 3, 8. 172.
  34. Hurter: Inn. III, b. 3, s. 170. Johan av Salisbury sier, at legatene stundom "raser" som om "Satan er gaaet bort fra Herrens aasyn for at plage kirken" (jfr. Jobs bok). Policratius, ed. Webb, I 354.
  35. Ribbeck i Forshungen z. deutsch. Gesch., b. 24, s. 61.
  36. G. Storm i Hist. Tidsskr. 4 R. 2, s. 188.
  37. Marténe: Deantiq. eccl. ritibus (1783) tom. 11, 323—324.
  38. Martens : Gregor VII, b. /, s. 88. og 2. s. 28. Kern: Gottesgnadentum 422—424.
  39. Winkelmann: Philipp w. Schwaben I 94. Jfr. Hurter: Inn. III (2. oppl.), b. 1, s. 49. anm. 282.
  40. Det skulde vel ikke være fra baglerne eller fra den danske biskop Absalon? Endnu i slutningen av mai 1198 er Innocents venlig nok mot Sverres tilhænger biskop Martin av Bergen. Men i oktober s.a. bruker han haarde ord om biskopen. Er det i mellemtiden "Han, for hvem alle ting er aabenbare, avdækket Sverres falskhet", og har "Han" brukt baglernes eller biskop Absalons tvilsomme forsikringer som middel? Innocents lot sig oftere vildlede av sine venners paastande og eget ønske. Senere i den norske tronstrid tror han uten videre, at Nikolas Arnessons søstersøn nedstammer fra Norges gamle konger. — I 1201 fortæller Innocents, at hans kandidat til keiserværdigheten, Otto 4, har hat like mange, om ikke flere, vælgere end motkongen, hohenstauferen Philipp. Det er imidlertid i aabenbar strid med sandheten. Aaret i forveien hadde Innocents selv indrømmet, at Otto hadde de færreste tyske fyrster med sig! Jfr. Winkelmann: Philipp v. Schwaben I 202, anm. 4.
  41. Hurter: Inn. III b. 1, s. 116.
  42. Reuter: Gesch. Alexanders III, (2. utg.) b. 1, s. 120.
  43. Winkelmann: Philipp v.Schwaben I 225, 552.
  44. Philipp v. Schwaben I 300. Jfr. R. Schwemer: Innocens III u.d. deutsce Kirche
  45. Hurter: Inn. III, b. 2, s. 717, anm. 348.
  46. Davids salme 2. 2 (Vulgata). Jfr. Baluz. Miscell. V 116 (Gerhoh av Reichersberg). Også Bernhard av Clairvaux citerer David og kalder paven "Herrens salvede". Radcke: v. eschat. Anschauung. B v. Cl. 28—29.
  47. Jfr. Hurter: Inn. III b. 1, s. 231.
  48. Winkelmann: Philipp v. Schwaben I 25.
  49. K. B. Westman. D. svenska kyrkans utveckl. 242-243, 251.
  50. Jfr. Edv. Bull i Hist. Tidsskr. 5 R. 3, s. 321. Rigtignok heter det ved aar 1202, at "erkebiskopen tok hele landet i forlik igjen". Men det kan vel sigte til alle de bannsatte. I Sverres saga findes et lignende uttryk, hvor det gjælder ban, ikke interdikt: "paven løste kongen og alt hans rike fra alle bansættelser" (det gjælder de "falske" pavebreve av 1196).
  51. Jfr. G. Storms indledning til hans utgave av skriftet. — Naar birkebeinerne sommeren 1198 fortæller, at "alle bagler staar i ban", behøver det ikke — som Storm mener — at være, fordi denne forestilling er kommet til dem gjennem "Talen". Sverre kan jo ha git dem den, før den blev nedskrevet.
  52. Biskop Martin findes først 1199 i Danmark.
  53. Jfr. Böhmer: Kirche u. Staat in England, og utg. i Libelli de lite III.
  54. Skriftet er utgit i Lib. de lite II. Jfr. Mirbt: Die Publizistik im Zeitalter Gregors VII. Et skrift av Wenrich av Trier er endnu friskere end "Om bevarelsen" osv. Men "Talen mot biskoperne" er "lærdere" end Wenrichs lille arbeide og kommer derved "Om bevarelsen" næmere.
  55. Maatte føre tankerne hen paa den virkelig blinde erkebiskop Eirik. Jfr. Cederschiöld: Konung Sverre 143, anm. 1.
  56. Sigter til kravet paa, at saker mot geistlige skal føres for geistlig domstol (jfr. pavebrev av 1194). Denne del av striden spiller bare en liten rolle i skriftet. Om privilegierne av 1152 har indrømmet kirken domsmyndighet, er ikke klart. I "Talen mot biskoperne" nævnes ihvertfald ikke nogen slik indrømmelse. — Skriftet forutsætter geistlig domsmyndighet i geistlige saker. — Jfr., til det hele, Alex. Bugge i Hist. Tidsskr. 5 R. 3, s. 183—191.
  57. Prælaternes "søvn" = apostlenes, Lib. de lite III 545. Elis sønner, Baluz. Mis cell. V 108. (Gerhoh av Reichersberg). Olding-presterne i Babylon, Baluz. Miscell. V 100 (Gerhoh).
  58. Reuter: Gesch. III (2. utg.), b. 1, s. 333, anm. 4. Jfr. Luchaire: La société franfaise au temps de Philippe-Auguste 186—187, og Zeitschr. f. kath. Theol. IX 547 (Gerhoh).
  59. Stridsskriftet hævder, at hvad man har bedt om "med bedragersk sluhet" (dette gjælder den norske erkebiskops forestillinger til paven), ingen gyldighet har, selv om det indvilges. Kongespeilets fromme forfatter bruker samme uttryk: hvad en mand har bedt om "med bedragersk sluhet", kan tages tilbake (Kristiania-utg. s. 170).
  60. Egentlig er det som "simonist", Sverre blir hæretiker, mens hans ulydighet mot paven gjør ham til schismatiker. Martens: Gregor VII, b. 1, s. 261-262.
  61. Lib. de lite 111 567. "Nikolas advena". Se Storms utg. av stridsskriftet "Den samlede teori". Se Lernneim: Mittelalterl. Zeitanschauungen I, og videre de mange avhandl. (av Bernh. selv, av hans elever og av andre), som nævnes i Mitt. Zeitansch., og som handler om denne teori.
  62. Mere om stridsskriftet i kapitlet Sverres kongedømme
  63. Werderrnann : Heinrich IV, s. 18.
  64. Særlig i tider av dommedagsfrygt. Den hadde man i 1184, jfr. Hurter: Inn. III, b. 4, s. 482. Og ved aar 1200, jfr. Radcke: D. eschat. Anschauung. Bernh. v. Clairvaux 6.
  65. Lib. de lite III 328 (Gerhoh).
  66. Jfr. B. Kumsteller: D. Bruch zwischen Regnum u. Sacerdotium 17—18, 41.