Kongespejlet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Kongespejlet

Konungs skuggsjá


i dansk oversættelse ved
Finnur Jónsson


Udgivet af
Det kongelige nordiske Oldskriftselskab


Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
Kjøbenhavn

1926




Kongespejlet.jpg
Indhold:

  1. Oversætterens forord

  2. Prolog

  3. Første afsnit
    Sönnen beder om nyttig lære — Købmandens færd — Havet og vindene
    Årstiderne — Solens bevægelse — Utrolige beretninger — Hvalarter
    Islands undere — Irlands undere — Grönlands undere
    Himlens og jordens bælter — Sejladsens ophør — Sejladsens begyndelse

  4. Andet afsnit
    Sæder i kongens hird — Tjænester hos kongen — Foretræde hos kongen
    Opførsel hos kongen — Tiltale til kongen — Uår i land og folk
    Forhold til kongen — Opførsel i hallen — Krigskunst
    Mandevid. Høviskhed — Overmod og mådehold — Retsind i domme
    Kongens retsind — Syndefaldet — Adams brøde og dom
    Lucifer i slangen — Tale og tolkning — Guds domme
    Kongens bön — Kongens dommervirksomhed — Visdommens tale
    Kongens domme — Dommes væsen — Strænge og milde domme
    Retfærdige domme — Hvorledes løfter bör holdes — Retfærdige domme
    Konge og biskop




FORORD

Kongespejlet — Konungs skuggsjá —, forfattet af en Nordmand o. 1220-30, har i sin helhed kun foreligget i én oversættelse på dansk, nemlig den, der fandtes i udgaven fra 1768. Det kgl. nordiske Oldskriftselskab besluttede derfor at lade en ny oversættelse følge efter den udgave af dette vigtige værk, som det foranstaltede og som forelå afsluttet 1920. Angående selve værket, dels tilblivelse og indhold, henvises til den udførlige indledning til nævnte udgave. Her skal kun bemærkes, at forfatteren, som det fremgår af hans egen prolog, vilde skrive om købmanden, kongen, den gejstlige stand og bonden. Men han har kun nået at få de to förste afsnit færdige. Rimeligvis har døden hindret ham i værkets fuldførelse. Forfatteren var uden tvivl en ældre mand med rig livserfaring. Af selve værket fremgår endvidere, at han har bot så nordlig som i egnen omkring Nærö (Njarðey, Naumdœlafylki). At han var gejstlig viser indholdet tydeligt, men hans navn er ukendt; det skjulte han selv med flid. De formodninger, man senere har anstillet om forfatteren, er alle lige usikre. Bogen vidner selv bedst om ham, om hans lærdom, hans sunde blik, hans mådehold og bravhed, men også om hans lettroenhed (som han iøvrigt selv begrunder). Ikke mindre vidner den om hans sproglige ævne og stil, der dog er stærkt påvirket af latin. Værket er både i den ene og anden henseende enestående i oldnorsk litteratur.

Oversættelsen er gjort så nöjagtig som muligt. Det vil ses, at teksten er fuld af overflødige ord og sætninger, hvilke forfatteren har fundet nødvendige for den fulde og nøjagtige forståelses skyld; alt dette er bibeholdt her. Iøvrigt er det tilstræbt at göre den danske oversættelse så mundret som muligt, i overensstemmelse med nutidssproget. Oversætteren håber dog, at læseren vil få et indtryk af forfatterens ejendommelige stil i det hele og store.

Tallene i randen sigter til den ovennævnte udgaves sidetal. [Udeladt i denne udgave (jl)].

Oldskriftselskabets sekretær, museumsinspektör G. Neergaard bringer jeg herved min bedste tak, fordi han har gennemlæst manuskriptet og deri foretaget mangfoldige stilistiske forbedringer.


København, i november 1926.


FINNUR JÓNSSON.



Vignet.jpg



PROLOG

Da jeg førte alle livsstillinger frem for min tankes öjne og med opmærksomhed undersøgte enhver livsstillings samtlige sæder (1), så jeg en stor mængde folk udmattes på de vildstier, der skrånede ned fra de sædelige hovedveje og førte til den dårlige vandels vildene veje. De folk, som fulgte de stier, der mest førte ned ad skråningen, gik tilgrunde i ubeboelige dale, ti de blev trætte af den store möje ved den gennemløbne vej, og de havde ikke kraft til at gå opad skråningen, og de fandt heller ikke de genveje, som kunde føre dem til sædernes hovedvej. Denne menneskemængde syntes mig at gå tilgrunde på forskellig vis; nogle som følge af vankundighed, ti vildstierne var så stærkt betrådte, at de syntes at være de mest farbare, hvorfor vankundige mennesker trode, at det var folkeveje, eftersom de fleste færdedes på dem. Men andre gik til grunde af dovenskab og skødesløshed. Atter andre fandt det så ensomt at gå ad andre veje end dem, de fleste fulgte. Nogle lod sig bevæge af hån og spot, [som de blev genstand for], hvis de færdedes alene på vejen. Andre lod sig bevæge af trods og slethed i forbindelse med forskellig art begærlighed. Men da jeg havde set, hvorledes man kastede vrag på sædeligheden og tillige set den vragendes undergang, så overvejede jeg med mig selv, hvilken art sti jeg skulde betræde, for at jeg ikke skulde komme til at færdes alene på den vej, jeg valgte, uden at jeg dog gik ad de stier, på hvilke jeg så de fleste blive udmattede, og dette for at jeg ikke skulde berøves mine kræfter til at gå opad, hvis jeg fik lyst til at vende om (2).

Men da min fader endnu var i live og holdt meget af mig, vilde jeg hellere ty til hans råd end efter et overilet skön fatte en beslutning, han ikke syntes om. Jeg gik da straks til min fader og forklarede ham hele mit ærinde. Men da min fader både var klog og velvillig, blev han venlig stemt, så snart han hørte, at mit ærinde var at søge [oplysning om] gode sæder, og han tillod mig at spörge om alt, hvad jeg vilde, angående både arten af og forskellen på de sæder, enhver livsstilling krævede; han lovede at belære mig om enhver livsstillings sæder, hvorom jeg spurgte, alle de sæder nemlig, som burde være hver livsstillings, og han lovede at vise mig — for at jeg kunde undgå dem — alle de vildstier, som de fleste mennesker, der vender sig bort fra de sædelige hovedveje, slår ind på; tillige lovede han at vise mig de genveje, som er farbare for dem, der ønsker fra vildstierne at vende tilbage til hovedvejene.

Dernæst begyndte jeg min tale med et første spörgsmål om købmændenes livsstilling og dens sæder. Efter at den tale var sluttet og svarene færdige, blev jeg dristigere i min tale og mine spörgsmål, og steg med hensyn til livsstilling som genstand for vor tale til den allerhøjeste, idet jeg begyndte at spörge om kongens sæder, samt om de sæder, andre stormænd og de, der følger og tjæner disse, bör beflitte sig på. Heller ikke undlod jeg ganske at spörge om lærde mænds (3) livsstillinger og deres sæder. Så sluttede jeg mine spörgsmål med at nævne bøndernes og den almene befolknings livsstillinger og disses sæder og væsen. Men medens jeg modtog fyldestgørende og vise svar af min faders mund angående alt det, jeg spurgte om, var der höjtstående og kloge mænd tilstede, som hørte mine spörgsmål og hans vise og sande svar; de bad mig da om at nedskrive og i en bog at optegne al vor samtale, så at denne ikke skulde være glemt i samme øjeblik vi tav, men siden hen blive nyttig gammen for de mange, der ikke havde kunnet nyde den underholdende belæring af os, der selv havde været vidner til samtalen og hørt den. Jeg handlede efter deres bön og råd. Jeg overvejede (4) alle disse taler med opmærksom erindring, og jeg har nu nedskrevet dem alle i én bog, ikke blot til ørenslyst og et öjebliks underholdning for dem, der hørte talerne, men også til mangeslags nytte for alle dem, som med rigtig opmærksomhed tilegner sig denne bog og rigtig lægger vind på alt, hvad bogen byder. Bogen er således indrettet, at man ikke blot vil finde, at den indeholder lærdom og underholdning, men også at den er til megen nytte, hvis det, der er skrevet i bogen, nöje tilegnes og iagttages (i livet). Men den, der har fuld og rigtig dømmekraft, vil erkende, at den bog, der består i fortolkning af et værk (5), må blive vidtløftigere end selve dette.

Bogen har fået et skönt navn, ti den hedder SPECULUM REGALE, dog ikke på grund af den mands overmod, som skrev den, men forat de, der hører den, skulde finde den så meget mere tillokkende til tilegnelse, og dernæst forat enhver, der vil udforske gode sæder eller høviskhed eller smukke og passende talemåder (6), i bogen kan finde og se mange billeder, som man kunde kalde det, eller al slags forarbejdede genstande ligesom i et klart spejl. Men af den grund hedder bogen Kongespejl, at der deri ligeså bestemt er skrevet om kongers som om andre mænds sæder; kongen bærer da også det höjeste navn, og han skal beflitte sig på de skönneste sæder, ligeså hans hird og alle hans tjænere, for at alle andre folk fra dem kan hente gode forbilleder på retskaffenhed og god opførsel og alle andre høviske sæder. Enhver konge bör se i dette spejl og da først se på sine egne sæder og dernæst på alle deres, som står under hans magt; han bör hædre alle dem, der har gode sæder, men ved i tugt vænne alle dem til gode sæder, der ikke kan lære disse uden frygt (for straf).

Men selv om bogen kaldes Kongespejl snarere end noget andet, så er den dog bestemt for alle og dermed, som en alminding, frit overladt alle, ti enhver, som vil, har lov at se deri og udspejde (ved hjælp af den), hvad enten det gælder andres eller hans egne sæder; han vil finde sågodt som alle sæder omtalte deri, og jeg mener, at til uhøviske mænd vil den ikke blive regnet, der rigtig følger alt, hvad deri kan findes og som angår hans sæder, hvem han end er med hensyn til stilling eller navn.

Men hvis nogen ønsker eller har lyst til at høre eller tilegne sig denne bog, er det ikke nødvendigt at efterforske, hvad den mand hed eller hvem han var, som satte den sammen og lod den skrive, for at det ikke skal ske, at nogen vrager hvad nyttigt der findes deri, enten for at forhåne forfatteren eller af misundelse eller en eller anden uvilje mod ham. Men derom vil vi gærne bede, — hvad alle kan efterkomme, — at de, som hører bogen, undersøger den med omhu og rigtig vurdering, og dersom der skulde være noget, som anses nødvendigt for bogen og ikke findes i den, enten angående sæders væsen eller passende udtryksmåde, da beder vi, at de vil indsætte det på rette plads, og at man til gengæld, hvis noget findes deri, som anses at være til skade for bogen og som vi i vor kortsynethed har sagt for meget, med billighed vil fjærne det og (således) bøde på vor ukyndighed og (iøvrigt) vurdere vort arbejde godt og velvilligt; ti ikke har vi arbejdet af hovmod, men af velvilje mod alle dem, der mener at trænge til og ønsker en sådan lærdom. Men da jeg gik til min fader med det spörgsmål, hvorom nu er talt, belærte jeg ved det første ord, hvormed jeg hilste ham (7), alle om, hvorledes enhver bör hilse eller tiltale sin fader.



Vignet.jpg



FØRSTE AFSNIT


Sönnen beder om nyttig lære

S. (8) God dag, min herre. Jeg er kommen til eder, som det sömmer sig en lydig og ydmyg sön at træffe sin kærlige og höje fader. Jeg vil bede eder om at have tålmodighed til at høre på de ting, som jeg har lyst til at spörge om, og have nedladenhed til at svare på spörgsmålene med velvilje.

F. Eftersom du er min eneste sön, er jeg glad ved, at du ofte kommer til mig, ti en samtale mellem os om mange ting vilde være naturlig, og jeg vil gærne lytte til, hvad du måtte ønske at spörge om, og svare på de spörgsmål, der rettes til mig på forstandig måde.

S. Jeg hører det enstemmige og efter min formening rigtige vidnesbyrd af alle om eders visdom, at der næppe gives en klogere mand i dette land end eder med hensyn til al visdom, ti eders afgörelse eftertragtes af alle, som har med vanskelige sager at göre. Jeg hører da også, at da I var hos konger, tyktes det så, at hele landets styrelse, såvel love og forlig som al slags kløgt, fandtes i eders mund. Eftersom jeg nu er rette arving til eders formue, så vilde jeg også gærne blive delagtiggjort i noget af eders visdoms arv, og jeg vilde, at I skulde lære mig, hvilket alfabet (9) eller hvilke begyndelsesgrunde jeg kunde modtage af eder, af en sådan art, at jeg ved hjælp deraf kunde læse alle eders mandevids skrifter og således træde i eders fodspor, ti jeg antager, at når I går bort, vil mange betragte det som sikkert, at I har oplært mig overensstemmende med eders sæder.

F. Sådanne taler er jeg både glad ved at høre på, og jeg er villig til at svare derpå. Ti det er mig en stor trøst, at jeg har efterladt mig en stor formue, forat min rette sön skal nyde den efter mig; jeg vilde næppe betragte en person som min sön, selv om jeg havde avlet ham, hvis han var en tosse. Men hvis du vil lære mandevid, vil jeg udpege for dig den grundvold, som er al visdoms ophav, således som en hovedvismand (10) har sagt: »Det er visdommens ophav at frygte den almægtige gud«. Ham skal man dog ikke frygte som en fjende, men med kærlighedsfrygt, således som guds sön lærte ham, der spurgte, hvad det förste bud var; guds sön henviste ham da til det skriftsted (11), som lød så: »Elsk du gud af hele dit hjærte og af al din styrke og af al din formue«. Man skal altså elske gud fremfor alt andet, men frygte gud, hvergang man begærer onde ting, og give slip på vrangt begær for guds skyld, selv om man for menneskenes skyld har mod til at holde ved det. Da du nu spörger om, hvilken grundvold der er for visdomstilegnelse, så er dette det eneste sande ophav og intet andet. Den som lærer det og iagttager det, han går ikke glip af den sande visdom og alt hvad godt er.

S. Dette er tilvisse et kærligt råd, som det var at vænte af eder; tilmed er det godt og let at lære for enhver, der har lykken med sig. Men desuden må der være mange ting angående livsstillingerne, der bör læres, hvis man skal kaldes vis.

F. Dette er alle gode tings ophav og alfabet. Men ved hjælp af alfabetet læres alle bøger, og jo flere kundskaber der ledsager dette, desto bedre, ti deraf bliver man klog på, hvorledes man fremdeles skal leve, hvad enten man agter at være kongsmand eller bonde eller købmand.


Købmandens færd

S. Eftersom jeg nu er i min bedste alder, har jeg lyst til at rejse mellem lande, ti jeg har ikke mod til at begive mig til hirden, för end jeg har set andre mænds sæder. Nu er dette min lyst, medmindre I giver mig et andet råd.

F. Uagtet jeg mere har været en kongsmand end købmand, vil jeg dog ikke nedsætte den virksomhed (ɔ: handelen) for dig, ti dertil bestemmer ofte de bedste mænd sig. Men det har meget at sige, om man helst vil ligne dem, der er rigtige købmænd, eller dem, der vel giver sig købmænds navn, men alligevel er (ikke andet end) kræmmere eller bedragere, som sælger og køber falsk.

S. Det vilde passe mig godt at ligne dem, der er retskafne, ti det vil synes værre, end man havde kunnet vænte, om eders sön kom til at ligne dem, der opfører sig ilde. Men hvilken så end min skæbne bliver, vil jeg gærne, at I gör mig bekendt med de mænds sæder, der anses for at bære sig rigtig ad i den livsstilling.

F. Den mand, som vil være købmand, må underkaste sig mange livsfarer, snart ude på havet, snart i hedenske lande, og så godt som altid blandt ukendte folkeslag (12). Altid må man tænke på at opføre sig godt dér, hvor man tilfældigvis befinder sig. Ude på havet har man megen raskhed og kraft behov. Men hvis du befinder dig i købstæder, eller hvor du så end er, så skal du beflitte dig på god opførsel og forekommenhed. Det skaffer én yndest hos alle gode mænd. Væn dig til at være årvågen om morgenen, og gå straks til kirke, hvor det synes dig bekvemmest at høre messe, og hør da på alle dagtider og messen straks efter ottesangen, og bed for dig dér med dine salmer og de bönner, du kan. Men efter gudstjænesten skal du gå ud og undersøge (mulighederne for) dine handeler. Dersom du er ukendt med handelsforholdene i byen, så undersøg nöje, hvorledes de, som regnes for at være de störste og bedste købmænd, bærer sig ad med deres handel. Med hensyn til de varer, du køber, må du sörge for, at de er helt ufordærvede og uforfalskede, og du skal have undersøgt dem, förend du helt afslutter din handel. Men hvergang du slutter en handel, skal du altid have nogle pålidelige mænd tilstede, som kan bevidne, hvorledes den handel blev sluttet. Din handel skal du nu skøtte lige til davre eller til middag, hvis det (sidste) er nødvendigt, og så skal du gå hen og spise. Dit bord skal du pænt dække med hvid dug og renlige madvarer og god drik. Skaf dig gode varer til dit bord, hvis det er dig muligt. Efter at du har spist, skal du göre ét af to, enten sove en stund eller også spadsere ude i nogen tid og more dig, undersøge hvad andre gode købmænd foretager sig, eller om der er kommet nogle nye varer til byen af den art, som det er nødvendigt for dig at købe. Men når du kommer tilbage til dit herberg, så undersøg dine varer, for at (være sikker på, at) de ikke bliver fordærvede, efter at de er kommen dig i hænde. Men hvis dine varer bliver fordærvede, og du vil sælge dem til andre, så skjul aldrig (fejlen) for dem, som køber dem, vis køberen den fejl, der er på (varen), og kom så overens om eders handel så godt I kan — da hedder du ikke bedrager. Sæt også en passende pris på alle dine varer, nær det, du ser, man kan forlange, og ikke mere end mådeholdent er — da hedder du ikke kræmmer. Det skal du ihukomme, hvergang du kan få ledige stunder dertil, at tænke på hvad du skal lære; navnlig gælder det lovbøger, ti i virkeligheden er alle andre mænds viden ringere end deres, som af bøger får deres mandevid; og de, som har studeret mest, har de fleste beviser på deres kundskaber. Gör dig bekendt med alle lovbøger, men når du vil være købmand, skal du tilegne dig Bjarkøretten (13). Når du kender loven, vil du ikke blive genstand for ulov, hvis du har en sag til afgörelse med en ligemand, og du vil kunne svare i enhver sag i overensstemmelse med loven. Men uagtet jeg nu taler vidtløftig om loven, så bliver dog ingen tilfulde vis, medmindre han véd god besked med alle sæder og véd, hvori de består på det sted, han stedes; og hvis du vil blive fuldkommen i lærdom, så lær alle sprog, men allerhelst latin og vælsk (14) ti de tungemål er de mest udbredte, men du må dog ikke for det glemme din egen tunge.

S. Gud takke eder, min herre, for at I viser mig en så faderlig kærlighed, at I forklarer mig alle de ting, der er mig nødvendige, hvis jeg blot var så heldig at kunne huske dem og tilegne mig dem. Men hvis I synes, at der i denne tale (angående dette æmne) endnu er noget nødvendigt tilbage, vil jeg gærne lytte opmærksomt dertil.

F. Der er endnu punkter, man ikke kan undvære vedrørende dette æmne, men som dog kan tilendebringes i nogle få ord, hvis man vil så. Væn dig altid til at være så bevægelig som muligt, dog så, at det ikke ødelægger dit helbred. Væn dig til ikke at være nedslået, ti nedslået sind er altid sygt; du skal hellere altid være venlig og glad, med ligevægt i sindet og ikke vægelsindet. Vær selv retskaffen og lær enhver, som vil lære det af dig, hvad godt er og søg altid at vinde de bedste mænd til samvær. Vogt omhyggelig din tunge, og vid, at det er et kærligt råd; ti din tunge kan sömme (15) dig, og din tunge kan dömme dig. Når du bliver vred, så sig kun lidt og ingen overilede vredesord, ti hvis man ikke passer på kan man komme til at udtale et eneste ord af en sådan art, som man bagefter vilde give guld for skulde være usagt. Jeg kender heller ingen hævn — uagtet mange gör sig skyldig deri —, hvorved man indlægger sig selv mindre ære, end den, at mundhugges med en anden ved brug af skældsord, når man således har en strid med sin ligemand. Det skal du også tilvisse vide, at der ikke gives nogen höjere eller stærkere kraft end den at kunne afholde sin tunge fra banden eller skældsord og sladder eller enhver anden tungegift.

Hvis du får börn, så lad ikke dit barn opfødes uden at lære idrætter, ti da kan man snarest vænte, at barnet selv kan stræbe efter mandevid eller idrætter, såsnart det bliver voksen, hvis det har lært noget i sin ungdom, medens det var under tugt.

Der er endnu ting, du skal undgå som djævelen selv, det er drikfældighed og tavl, skøger og væddemål og tærningekast om gevinster, ti op fra den slags grundvolde tømres de største ulykker (16), og kun få som ikke tager sig i agt for disse ting vil kunne leve uden (at begå) laster eller forbrydelser.

Lær også omhyggelig luftens lysning og himmellegemernes gang, vekslingen mellem nat og dag og himmelegnenes ordning, og du skal forstå dig godt på, hvorledes havets bevægelse forminskes og tager til; det er (udtryk for) megen kyndighed, og det er tilmed nødvendigt for dem, som vil være rejsende købmænd. Sørg for at blive dygtig til at regne; det trænger købmænd stærkt til.

Men hvis du tilfældigvis er stedt dér, hvor den herskende konges eller en anden høvdings ombudsmænd befinder sig, så gör dig dem til venner, og dersom de dér på landshøvdingens vegne, foretager nogle nødvendige pålæg (17) så vær redebon med hensyn til alle pålæg og ydelser, for at du ikke skal tabe store ting ved at ville holde på de små. Sørg også for at kongens sager (18) ikke kommer i din pung, ti du ved ikke, om ikke dén måske bliver pengegrisk, som har at varetage sagefaldet; det er vanskeligere bagefter at skulle anvende bönner, end i forvejen at undgå (fejlen).

Du skal heller aldrig sidde længe inde med dine varer, hvis du kan blive af med dem til passende priser, ti det er købmænds art stadig at købe og siden sælge til andre. Men hvis du skal berede din købmandsrejse over hav og du selv ejer et skib, så tjær dit skib godt om efteråret, og lad det stå vinteren over med tjæren, hvis det kan ske. Men hvis dit skib kommer så sent på rullestokkene (19), at du ikke kan tjære det om efteråret, så tjær det ved vårens begyndelse og sörg for, at det törrer godt. Sörg altid for at besidde part i gode skibe, eller også skal du slet ikke eje nogen del deri. Gör også dit skib tillokkende, så byder gode mænd sig frem dertil, og skibet bliver da godt bemandet. Gör også altid dit skib sejlklart ved sommerens begyndelse (20) og sejl i den bedste sommertid, og hav altid pålidelige tove (takkelage) på dit skib, og vær aldrig om efteråret længe ude på havet, hvis du selv kan råde derfor. Iagttag vel alt dette; da vil det væntelig med guds miskundhed gå godt.

Det skal du også betænke, at der aldrig hengår en dag for dig således, at du ikke lærer noget, som er dig til nytte, hvis du vil kaldes meget vis; bliv ikke dem lig, som finder det beskæmmende, at en anden siger eller lærer dem de ting, hvis tilegnelse vilde være dem til stor nytte. Lad det altid være dig en stor ære at lære såvelsom at belære, hvis du vil være meget kyndig.

Der er endnu nogle småting, som man bör give agt på. Hver gang du rejser ud til havs, skal du på skibet medtage to eller tre hundrede alen vadmel, som egner sig til at udbedre sejlet med, hvis det skulde blive nødvendigt, fremdeles mange nåle og godt med tråd eller söftebånd (21). Uagtet sligt er småtterier at nævne, hænder det dog ofte, at der bliver brug derfor. Du behøver også altid at have mange söm med dig, så store som passer til det skib, du har, både drivsöm og klinksöm, gode dybslod, huløkser, huljærn og bór og alle andre redskaber, man behøver til at bygge skibe med. Alle disse ting, som jeg nu har nævnet, skal du huske at medtage på skibet, når du gör handelsrejser og selv ejer skibet.

Men når du kommer til en købstad, hvor du skal opholde dig, så skaf dig herberg dér, hvor du erfarer, at husbonden er fredeligsindet og vennesæl både blandt stadens og kongens mænd. Sörg også altid for at have god mad og gode klæder, hvis det er dig muligt. Hav aldrig ufredelige mænd eller urostiftere som madfæller eller omgangsfæller. Vær selv så fredelig som muligt, men dog så, at du ikke finder dig i overlast eller store bebrejdelser på grund af frygtagtighed. Men når nødvendigheden tvinger dig til ufred, så udøv ikke hævnen altfor rask, (og ikke) för end du ser, at den godt kan udføres og rammer den, der har fortjænt den; men du skal ikke styrte frem (til hævn), hvis du ser, at den ikke kan udøves; søg dig oprejsning senere, medmindre din modpart byder en sådan, som kan blive dig til ære.

Hvis din formue begynder at blive stor ved handelsrejserne, så del den i flere dele til fællig (for at anvendes) dér, hvorhen du ikke selv kommer, men vær omhyggelig i valget af (handels)fæller. Lad altid den almægtige gud og den hellige Maria samt den helgen, du oftest påkalder til din hjælp, eje noget i fællig med dig, og pas omhyggelig på det gods, som hellige mænd ejer sammen med dig, og bring det pålidelig til de steder, hvortil det fra först af blev lovet. Men hvis du har erhværvet meget gods ved handelsrejser, så del det i tre dele; anvend en af disse til fællig med de mænd, som altid bor i gode købstæder, og som er pålidelige og forstår sig godt på handel; de to andre portioner skal du fordele på forskellige steder og handelsrejser; da kan man snarest vænte, at, hvis dit gods samtidig er på forskellige steder, ikke alt på engang går til grunde, og da er det snarest at håbe, at det ialfald kan bevares nogle steder, selv om tab af gods ofte kan indtræffe. Men hvis du ser, at dit gods for alvor begynder at vokse stærkt ved handelsrejser, så tag deraf de to (tredje)dele og anvend dem til køb af gode jorder; ti den formue anses oftest at være sikker, hvad enten det bliver en selv beskåret at nyde den eller ens slægtninge. Så kan du göre ved den ene tredjedel, hvad du synes, enten anvende den til handelsrejser eller det hele til køb af jordegods. Hvis du længe (fremdeles) vil anvende dit gods til handelsrejser, så hold selv op med at befare havet eller foretage handelsrejser mellem lande, såsnart dit gods har fået sin fulde vækst (22) og du har undersøgt andre mænds sæder, således som du synes, og husk godt alle dem, du ser, hvad enten de er gode eller slette. Husk alle de slette for at undgå dem, men tilegn dig alle gode sæder, til nytte for dig selv og alle dem, som vil lære dem af dig.


Havet og vindene

S. Det er tilvisse nødvendigt for enhver, som ønsker at lære de ting at kende, I nu har omtalt, at forstå rigtig hvad der bliver udtalt og bagefter huske det godt. Men da I nu for kort tid siden i eders tale nævnte nogle ting, hvis beskaffenhed jeg ikke forstår, — og dog har jeg overvejet dem med mig selv, det gælder luftens lysning og havets uro —, og da I bød (mig) at lære disse ting og erklærede tilegnelsen af dem som udtryk for kyndighed, og da jeg ikke forstår dem, för jeg hører dem nærmere forklarede for mig, og da jeg (fremdeles) ingen vis mester kender, som måtte have ligeså megen lyst til at belære mig om de ting som eder selv — så vil jeg af disse grunde med forlov bede eder at forlænge denne tale, således at jeg får mere kundskab om disse ting, nemlig om hvorledes luftens lysning tager af eller til, hvorledes det forholder sig med himmellegemernes gang, dag og nat, eller himmelretningernes ordning, men især med havets urolighed, hvad det er, der volder dets ustadighed, eftersom det stundom synes så blidt, at man får lyst til at lege med det vinter og sommer, men i næste öjeblik viser så megen vrede og ondskab, at det strides om de mænds gods og liv, som har med det at göre. Nu har jeg bildt mig ind, at solen fuldførte sine løb ifølge en bestemt orden således, at det ikke voldte havets bevægelse. Hvis nu det er eders vilje at forklare mig disse ting nöjere, vilde jeg gærne opmærksom lytte dertil.

F. Det kan jeg godt göre ud fra det, jeg har hørt af vise mænds mund og udfra hvad jeg efter den forstand, som gud har givet mig, synes er rimeligst. Solen har fået et hværv med mange pligter, ti den skal oplyse og opvarme hele verden, og snart det ene, snart det andet sted i verden glæder sig ved dens nærhed. Men således er dens løb, at den stundom fjærner sig fra de steder, hvortil den til andre tider nærmer sig.

Når den begynder at bevæge sig mod øst med varme og lyse stråler, begynder dagen dér först at løfte østenvindens sølvbryn og venlige ansigt. Dernæst kranses den (østenvinden) med gylden stråleglans, og den ifører sig hele sin frydsdragt, ophører med sine bekymringer og sörgende suk, viser sine naboer til begge sider sit blide åsyn og beder dem være glade med sig i sin glæde og at holde op med vinterens sorger. Den sender også lysende stråler i ansigtet på vestenvinden for at forkynde den sin fryd og glæde; tillige byder den vestenvinden, at den skal iføre sig en sådan dragt om aftenen, som østenvinden havde om morgenen. Men når dagen har fået nogen styrke og til den bestemte tid, roser sydøstvinden sig af sin nys modtagne dragt og sender med blidt budskab varmende stråler i ansigtet på nordvestvinden. Ved middagstid viser søndenvinden sig at være styrket ved varmens rigdom og sender varme vennegaver til nordenvinden og opvarmer dens svale ansigt og tilbyder alle sine naboer at göre dem meddelagtige i sin rigdoms overflod. Men når dagen ganger på hæld, tager sydvestvinden med glad ansigt mod det aftagende skin og de varme stråler, viser på sin side fred og forlig, efter at dens vrede har lagt sig; den byder de stærke bølger og stejle styrtesøer at blive sagtmodige og minske deres kraft, den fremkalder frugtbargørende dugg som tegn på fuldt forlig med sine naboer og blæser med varm ånde sagte i ansigtet på nordøstvinden og opvarmer de blæstkolde læber, optør den rimfrost-belagte pande og de frosne kinder. Men efter aftenens frembrud viser vestenvinden sin lysende pande over det venlige åsyn, ifører sig pryddragt og aftenlig skönhed, som om det var en festaften, forkynder med sine udsendte stråler østenvinden, at den skal berede sig til den kommende fest morgenen efter. Men efter solnedgang begynder nordvestvinden at opløfte sine fagre öjenbryn og viser ved hævede bryn alle sine naboer, at den i sin varetægt har den strålende solglans; dernæst fører den skygge frem over jordens åsyn og forkynder alle, at hvilestunden nu nærmer sig efter dagens arbejde. Men ved midnat tager nordenvinden mod solens løb og fører den gennem fjældörkener mod tyndt befolkede strande og danner en tyk krumrygget skygge og dækker sit ansigt med en skyhjælm og forkynder alle, at den ved natlig vågen er rede til vagthold for sine naboer, forat de kan tage sig en frygtløs og bekvem hvile efter dagens varme; med sval mund puster den også skånsomt i ansigtet på søndenvinden, for at denne den næste dag kan udholde den stærke varme. Den renser også himlens ansigt ved at fordrive skyerne, forat solen den kommende morgen med lethed kan sende varme stråler med lyst skin ud i alle retninger. Men når morgenen kommer, begynder nordøstvinden at åbne de lukkede öjenlåg og bevæger sit runde öje som for at se sig om ved den tid, da man står op; mættet af sövn efter den nydte hvile lukker den dernæst årvågent de lyse öjne op. Derefter fører den til alles gårde den lyse dag som en skön yngling og som en passende forløber og forkynder for vist, at straks efter vil det strålende hjul, den skinnende sol, komme, og den byder alle at være godt forberedte. Dernæst rinder solen op og skyder sine stråler i alle retninger for at undersøge den sluttede pagt, og siden går den ad sin bestemte bane, således som för er sagt. Men efter at freden helt er sluttet mellem alle de hövdinger, der nu blev nævnede, kan man rejse indenfor ethvert område, som man da lyster. Da begynder havet at udelukke alle storme og danner glatte veje dér, hvor der för var ufarbart på grund af store styrtesøer og svære bølger, og kysterne frembyder da på mange steder havne, hvor der för ingen landingssteder var.


Årstiderne

F. Medens denne pagt står ved magt, kan du og enhver anden, der vil føre sit skib eller selv rejse mellem lande, sejle over det farlige hav, og det vilde være menneskenes pligt, tilmed en nødvendighed for dem, at vide rigtig besked om, når tiden er farlig (for sejlasen) og umulig, eller når den tid kommer, da man let kan vove alt, ti den fornuftløse skabning iagttager sådanne tider, om ikke fordi den har fornuft dertil, så dog ved sin natur (instinkt), ti forstandsløse fiske forstår at gemme sig i havets dybder, sålænge stormene om vinteren står på sit höjeste. Men når det lider ud på vinteren, søger de nærmere til land og samler sig glæde som efter en overstået sorg. Når de så har fået rogn, og det lider på våren, så gyder de rognen og skaber en stor mængde små fisk og formerer således deres slægter, hver efter sit køn og sin art. En snild beregning hos den forstandsløse skabning er det at tage sig så godt iagt for den kommende storm om vinteren, at den i begyndelsen af våren fremfører sin yngel, for at denne kan nyde det stille vejr om sommeren og søge sig udenfor de vidtstrakte strande føde i god fred, og ved hjælp af sommeren erhværve sig en sådan styrke, at den har tilstrækkelige kræfter til ved vinterens komme, at gemme sig i de kolde dyb blandt andre fisk.

Dette forlig glæder luften såvelsom vandet sig ved, ti når våren kommer, søger fuglene op i den höje luft med liflig sang og glæder sig ved det forlig, der lige er bragt i stand mellem disse høvdinger, som var det en tilstundende fest, og de fryder sig da så meget, som om de havde undgået en stor og truende fare under høvdingernes strid. Dernæst gör de sig reder på jorden og udklækker dér unger, enhver efter sin art, og formerer således deres slægter og opføder dem om sommeren, for at de selv kan søge sig føden den følgende vinter.

Jorden selv glæder sig ved dette forlig, ti når solen begynder at sprede varme stråler ud over jordens åsyn, begynder den at optø de frosne græsrødder og fremlokker dernæst duftende urter med smaragdfarve; den viser, at den glædes og fryder sig höjtidelig ved det grönne skruds nytagne pragt, og gladelig byder den føde til alt sit afkom, hvad den för måtte nægte dette på grund af vinterens nød. De træer, som stod med frosne rødder og ludende grene, sætter nu græsgrönt løv og glæder sig således efter vinternødens overståede sorg.

Den urene og modbydelige skabning viser sin kløgt og forståelse derved, at den evner at fordele (vælge) den passende tid (dels) til formering af sin slægt, (dels) til at forlade sit skjul. Så iagttager den også den tid, da den skal fly frosten og den stormfulde vinternød, og gemmer sig så under stene eller i store huller eller i dybe jordsænkninger, indtil den tid indtræder, da den atter kan komme frem. De vilde dyr, der lever i fjælde eller skove, forstår godt at fordele hele tiden, ti de går med det undfangede foster, sålænge vinteren er koldest, for at de kan føde deres unger, såsnart græsset er spiret frem og sommeren er bleven varm. En lille maddik (23), som kaldes myre, kan lære kloge mænd megen økonomi, hvad enten det gælder købmand eller bonde, ja endogså konger såvelsom ringere mænd. Den lærer konger, når de skal opføre borge eller kasteller; den lærer også bonden og købmanden på samme måde, hvor ivrigt eller til hvilken tid de skal udføre deres gærning, ti den, der har den rette forståelse og lægger nöje mærke til myrens færd, han kan lære deraf og drage sig den i höj grad til nytte.

Alle andre dyr, såvel rene som urene, glæder sig ved denne tid og søger i den varme sommer deres føde med al forsynlighed, så at de uden bekymring kan modstå hele vinternødens fare. Denne pagtslutning mellem disse 8 vinde volder nu luftens eller landets blidhed, samt havets bevægelse efter dens bud og lönlige indretninger, som fra begyndelsen af ordnede det så, at det på den vis skal blive ved med at bestå, indtil han befaler en ændring deri. Hvis du nu synes, at der er noget, du ikke har spurgt om, kan du rette yderligere spörgsmål om, hvad du har lyst til.


Solens bevægelse

S. Da jeg synes, at det var heldigt, at jeg spurgte om disse ting, hvorom jeg nu har fået så skönne svar, vil det ægge mig til med forlov endnu at spörge om andre ting: om solens eller månens vækst (til- og aftagen), og om havets strømninger eller flod (og ebbe), nemlig hvor hurtig eller i hvilken grad disse ting vokser eller tager af. Og da jeg nu taler om noget, der snarest hænger sammen med en rejsende købmands gærning, finder jeg det rimeligt, at det er godt for en sådan at få noget at vide derom, for at han kan blive desto mere vejkyndig. Og da jeg nu agter at udøve denne gærning, vilde jeg gærne, at jeg skulde forstå lidt af disse ting, hvorom jeg nu har spurgt, — hvis det kan lade sig göre.

F. De ting, som du der har nævnet, foregår ikke alle lige hurtigt hverken med hensyn til af- eller tiltagen, ti strømmene bruger 7 dage og en halv time af den 8. til at vokse, og der indtræder da hver 7. dag flod, hvor der för var ebbe; ti strømmene vokser med 1/7 del, så snart de begynder at tage til, og på samme vis tager de af i andre 7 dage, idet de straks (efter at floden er dér) begynder at tage af og forminskes i løbet af 7 dage og den smule langsommere, som der skal føjes til de 7 dage, hver gang en halv time af den 8. dag. Men om disse timer kan jeg meddele dig, hvor lange de bliver; der skal være 24 timer i løbet af to halvdögn, én nat og én dag, medens solen bevæger sig gennem 8 himmelegne, og det bliver da, ifølge rigtig tælling, 3 timer, som solen bruger for at bevæge sig gennem en himmelegn. Men månen fuldfører sit løb, idet den tiltager, i løbet af 15 dage på 6 timer nær, og på samme måde aftager den, indtil dens løb er fuldført og en anden (den næste) kommer, og derfor foregår de to ting samtidig, at strømmene er stridest og ebben størst i primtiden (24). Men når månen er halvvoksen, er alle strømme svagest og ebben ligeså. Ved fuldmåne er de derimod stridest og ebben störst. Men når månen er halvt aftaget, er atter strømmene og ebben mindst. Disse ting kan købmændene imidlertid næppe iagttage, fordi de foregår så hurtigt, eftersom månen stiger så rask enten op eller ned, at man af dens løb næppe kan iagttage himmelegnene. Solen bör man derimod såmeget heller iagttage, som den fuldfører sit løb langsommere, hvad enten det gælder dens op- eller nedgang, og man kan let ved dens løb iagttage himmelegnene. Men den stiger op i 180 dage og halvtredje dag og 3 timer, og på samme måde går den også ned igen; den fuldfører da sit løb både opad og nedad i løbet af 300 dage, tolv-talt (25) og 5 dage og 6 timer; hvert 4. år (26) bliver det 300 dage, tolv-talt, og 6 dage (366 dage), det kaldes »skudår«, ti da er der én dag mere i (det samlede antal af) 12 måneder end ellers; disse »timer« samles da til disse to halvdögn, én nat og én dag. I bogsproget (27) kaldes alle hundreder derimod »titalte«, og det (hele) bliver da ifølge rigtig tælling 3 titalte hundreder og 60 dage og 6 dage, hvergang det er skudår, men ellers 5 dage og 6 timer og så mange dage, som jeg ifølge den anden tælling opregnede. Men hvad angår dit spörgsmål om solens vækst, hvorledes denne pålideligst kan iagttages, da kan den næppe iagttages eller forklares så tydeligt, at det ikke kan slå fejl, eftersom solen ikke tiltager lige hurtigt i alle verdens lande; men jeg kan forklare dig sagen i overensstemmelse med, hvad jeg har fundet i de mænds ord, som nöje har behandlet den, og ud fra hvad almindeligst anses for at være sandhed. Jeg fortalte dig, hvor mange timer to halvdögn har, og jeg angav dem til 24, og jeg betegnede enhver times længde ved den forklaring, at der medgår 3 timer for solen til at gennemløbe en himmelegn. Nu er der også andre små timer, der kaldes ostenta (ostensa) (28), og 60 af disse udgör en af dem, jeg för nævnede. Det synes mig nu rimeligst, at så nordlig som vi lever (på jorden), (29) tager solen til i 5 af disse småtimer daglig og desuden så meget mindre end 6 som 1/12 af denne lille time (30). Med hensyn til solens vækst, synes det mig rimeligst, at den vokser 3/4 af disse timer fra øst mod vest, og (den resterende) 1/4 i höjden på himlen. Denne iagttagelse (beregning) kan slå fejl syd for os, ti nord for os vokser den hurtigere, men sydpå langsommere end jeg nu har sagt, og desto langsommere, jo længere man kommer mod syd.

S. Med eders tilladelse vil jeg udspörge nærmere om denne sag, ti jeg forstår den ikke helt. I sagde, at solen vokser hurtigere nord for os, hvor der næsten ikke er sommer, og hvor vinterens styrke er så stor, at sommeren tykkes blot at være en skygge, og der er mange sådanne steder, hvor der både ligger sne og jökel hele sommeren igennem ligesom om vinteren; dette gælder Island og Grönland. Men det erfarer jeg fra de sydlige lande, at dér er der ingen vinternød, og solen er dér lige så varm om vinteren som her hos os om sommeren, og dér vokser om vinteren, uagtet solen (da) har mindre styrke, både korn og alle andre jordens frugter. Men om sommeren kan jorden ikke tåle solens varme, og der vokser (da) hverken korn eller græs på grund af heden, og sommeren er da på grund af sin varme dem (de dér boende mennesker) til lige så stor en nød, som vinteren er det for os på grund af kulden. Det er sådanne lande som enten Apulien eller endnu snarere Jerusalems land. Da I nu sagde, at solen vokser hurtigere her nord på, kan jeg ikke forstå det, eftersom man sydpå har ligeså megen solstyrke om vinteren, som vi om sommeren, blot så meget stærkere om sommeren som al jordens afgrøde da afsvides formedelst den stærke varme, og jeg finder det rimeligst, at solens vækst er större dér, hvor dens kraft er större. Hvis I nu kan forklare mig dette, så at jeg kan forstå det, vil jeg gærne lytte efter og give nöje agt derpå.

F. Foreløbig vil jeg med hensyn hertil anvende en ringe genstand til forklaring og se, om det kan bringe dig til forståelse af sagen, eftersom du synes at nære så lidet håb om, at det kan lykkes. Tag et tændt lys og sæt det i et stort værelse; det vil da, selv om værelset er nok så stort, lyse overalt i værelset, hvis intet hindrer det deri. Men hvis du så tager et æble og hænger det op lige ved selve flammen, så nær derved, at æblet bliver varmt, så vil det næsten formörke den ene halvdel af værelset eller endnu mere. Men hvis du hænger det lige ved væggen, bliver det ikke varmt og lyset oplyser da hele rummet, og der bliver næppe så stor en skygge på væggen, hvor æblet hænger, som halvdelen af æblet. Heraf må sluttes, at jordens kres er kugleformet og ikke alle steder er lige nær ved solen. Men dér hvor dens udbuede ring kommer solens vej nærmest, dér bliver det varmest, og nogle af de lande, der ligger lige mod dens ubrudte (31) stråler, er ubeboelige. De lande derimod, der ligger således, at solen kommer til dem med skrå stråler, kan godt bebos, men alligevel er nogle af disse varmere end andre, ti de ligger nærmere ved solens løb og vej; men den kugleformede rings buede skråning frembringer en mörk skygge nærmest ved solen, såsnart som skråningens runding kan skygge for solens skin, men alligevel bliver det altid varmest dér, hvor den er nærmest. Jeg giver dig ret i, at Apulien eller Jerusalems land er varmere end landene her nordpå hos os, men der er dog de steder, som er langt varmere end nogen af disse, ti nogle steder er ubeboelige på grund af heden. Alligevel har jeg fået en sand underretning om, at dér bliver en nat både mörk og lang, når solen går höjest, og deraf kan du forstå, at den både vokser og går langsommere ned der, hvor dens kraft og styrke er störst og den er nærmest; ti der hersker en lang nat om sommeren, når den går höjest, og en lang dag om vinteren, når den går lavest. Nu vil jeg forklare dig dette så grundig, at du forstår det tilfulde. Du ved, at her hos os er dagen og solens gang om vinteren kort, så at solen ikke har et længere løb end at den gennemløber én himmelegn, og dog kun dér, hvor solens styrke er ret god. Men mange steder kan den slet ikke ses en stor del af vinteren, således især her på Hålogaland, og derom har vi ikke blot meddelelser (af andre), men vi har også set det med vore egne öjne og prøvet det, ti det ved vi med vished, at fra den tid, da quarto idus novembris (10. nov.) kommer og indtil quarto idus januarii (10. jan.) bliver der aldrig så lys en dag i Vågan (Lofoten) eller på Andenæs i Hålogaland, at man ikke selv ved middagstid kan se stjærnerne på himlen ligeså godt som ved midnat. Selv når dagen begynder at blive så lys, at man ikke kan se stjærnerne, er det dog mange steder — hvorom vi nu har talt — så, at solen ikke kan ses lige til decima kal. februarii (23. jan.), men derefter begynder dagen at længes og solens gang at vokse, og den tid, da octava idus aprilis (6. april) kommer, går dagen ikke under, för end quarta decima kal. octobris (18. septbr.) indgår; hele den mellemliggende tid er lutter dag, som aldrig går ned. Nu kan du med sikkerhed se, at uagtet solen er varmere i de sydlige lande, som vi för nævnede, vokser den dog mindre stærkt i höjde på de steder, hvor der er en både lang og mörk nat midt om sommeren, og hvor den tid aldrig kommer i hele året, da dagen ikke går ned. Men her på Hålogaland, hvorom vi nu talte, er der ingen dag om vinteren, og man kan se stjærnerne midt om dagen, når denne er lysest, men så snart dagen begynder at tage til, da tager den så stærkt til, at tidlig om våren og sommeren bliver dagen lys hele natten, og det varer ved, indtil en god del af efteråret er forbi. Nu er der yderligere et bevis tilbage, som du vist vil finde klarest; du ved, at på disse steder i Hålogaland begynder solen, når octava decima kal. junii (15. maj) indtræffer, at skinne lige så klart ved nat som ved dag, og den går aldrig under hverken nat eller dag, og skinner altid på samme måde, når da ikke sky fordunkler dens skin, lige til octava kal. augusti (25. juli). Solen er heller ikke mere end passende varm på Hålogaland, og det er desuden kun en kort tid af sommeren, at den har tilstrækkelig varme; dog er den der med sin lysende skive omtrent sålænge, som vi nu har sagt, og så længe gör den dagen lys, som vi nu har regnet. Men således er det ingen steder i de sydlige lande, uagtet solen dér er varmere. Disse ting vidner om, at solen her er længere borte, ti her er det koldere end dér, men det vidner om dens tilvækst, at denne foregår hurtigere her, eftersom den skinner her ligeså klart ved nat som ved dag, men hine steder så meget senere og i ringere grad, som natten dér har sin fulde udstrækning både med hensyn til mörket og længden såvel sommer som vinter.


Utrolige beretninger

S. Dette forstår jeg nu så godt, at jeg intet har at indvende imod, at solen dér, når den stiger op, vokser meget hurtigere og i stærkere grad, hvor der næsten ingen dag er om vinteren, men hvor dagen er så lang om sommeren, at solen skinner ligeså klart ved nat som ved dag næsten hele sommeren, og jeg indser, at solen vokser i langt ringere grad dér, hvor dagen om vinteren er lang, og solen er höj og varm, og dog er om sommeren en lang og mörk nat. Dette må købmænd nöje kende, og de må beregne forskellen, hvor de end færdes på havet, hvad enten det er i syden eller nordpå, og det synes mig, at jeg ikke behøver yderligere at spörge angående denne sag, ti jeg mener at have fået tilstrækkelige og rigtige svar. Eftersom vi nu (i længere tid) har haft travlt med samtaler, der kræver opmærksomhed (alvorlig overvejelse), vil vi nu i nogen tid søge lettelse i vor samtale ved spörgsmål af underholdende art, og jeg vil nu bede eder i al kammeratlighed, selv om jeg spörger om nogle ting, — uagtet disse ikke er så nødvendige, som de andre, der går ud på at medføre stor nytte —, at I dog vil svare derpå, ti min hu står undertiden gærne til at spörge om fornøjelige ting ikke mindre end om sådanne ting, der angår det nødvendige. Det kan også være, at det kan betragtes som hvile under en lang samtale, hvis sådant spörgsmål, der vækker tanken til ringe skæmt, indflettes i den. Dog ønsker jeg kun at spörge om morsomme ting, forsåvidt som I giver eders minde og lov dertil.

F. Det vænter jeg, at du kun vil spörge om, hvad der ikke er dumt, da du hidtil alene har spurgt om det, som synes mig passende, og derfor kan du med mit minde spörge om nogle ting, som du synes, ti det vil altid være muligt at lade spörgsmålet falde, hvis det ikke findes passende.

S. Da jeg altså har lov til at spörge om underholdende ting, mener jeg, at jeg har spurgt for lidt om Irland eller Island eller Grönland og om de undere, som findes der, hvad enten det gælder underlig ild eller mærkelige søer eller fiskearter og uhyrer, der færdes i havene deromkring, eller isen både i havet der og på disse lande, ligeså det som Grönlænderne kalder nordlys eller havgærdinger, sådanne som der sker i Grönlandshavet.

F. Jeg er ikke så særlig villig til at tale om de undere, som findes her i norden hos os, og det formedelst en ringe årsag. Det er nemlig mange mænds skik, at, når de ikke med deres egne öjne har set noget, tror de ikke på det og erklærer alt for opdigtet, og jeg er ikke glad ved at göre noget sådant til genstand for tale, for hvilket jeg siden skal kaldes lögner, selv om jeg med vished ved, at det er sandt, dels, hvad jeg med mine egne öjne har set, dels det, hvorom jeg daglig har lejlighed til at udspörge folk, der har set det og undersøgt det og med vished ved, at det er sandt, og det mænd, som jeg ved er sanddru. Jeg udtaler af den grund disse kritiske ord, fordi der er kommet en lille bog her til landet, der siges at være skreven i Indieland, og som fortæller om Indiens lande; det siges i bogen, at den er bleven sendt til Emanuel, Grækernes kejser (32). Nu siger de fleste af dem, der hører bogen, at det, som meddeles i denne lille bog, er umuligt og ikke andet end lögn. Men hvis forholdene her i vore lande nöje skal undersøges, så er der her ikke færre mærkeligheder, end hvad dér fortælles, og de vil forekomme ligeså underlige eller endnu underligere i andre lande, hvor sådanne ting ikke för er sete eller dér er uden eksempel. Nu erklærer vi de ting for at være lögnagtige, fordi de ikke er sete og ikke tidligere hørte, förend de er bleven nedskrevne (og læste) her i denne bog. Denne lille bog er bleven ført viden om og har altid været mistænkeliggjort og beskyldt for lögn, og jeg synes ikke, at der for dem, der skrev den, er nogen ære vundet, fordi den er blevet meget udbredt, eftersom det, der står deri, altid er blevet erklæret for lögn.

S. Jeg ved ikke, hvor udbredt vor samtale vil blive i eller efter vore dage; jeg vil dog yderligere fastholde ønsket om en underholdning af den art, så at vi taler vidtløftigere om de ting, vi mener vil synes mærkelige i andre lande, og hvorom vi tilvisse ved, at de er sandfærdige; men ikke går jeg for mit vedkommende vidt i at have mistillid til den bog, der blev skrevet i Indieland, selv om meget underligt er fortalt deri, ti der er her hos os mange sådanne ting, som dér vilde synes underlige, men som for os slet ikke er mærkelige, dersom vor tale kunde flyve så langt bort, at den kom derhen, — men det er der ingen udsigt til. Men skulde jeg udtale min forbavselse over noget, som står deri, så vilde jeg ikke mindst nævne det, at små mennesker kan tæmme de stærke flyvedrager, som findes dér i fjældene eller ødemarkerne, — hvad den bog jo omtaler, — således at de kan ride på dem, hvorhen de vil, ligesom på heste, så vildt og giftfyldt som det dyr siges mig at være, og at være af den art, at intet menneske måtte synes at kunne være i dets nærhed, og endnu mindre være istand til at betvinge eller tæmme det.

F. Både vil sådanne og mange andre ting, hvorom der tales i den bog, synes mærkelige, og mange udtaler deres mistro til dem; derfor synes det mig ikke nødvendigt (hensigtsmæssigt) at stille de ting, som findes deri, op imod dem, der findes her hos os, og som vil synes ligeså mærkelige dér, som disse ting, hvorom du nu talte. Ti det kunde (dog) ske, at man kunde tæmme disse dyr eller andre dyr, selv om de var grumme eller vanskelige at have med at göre. Det vil da synes dem et större under, når der fortælles (dem) om sådanne mænd, som forstår at anvende træstykker eller brædder således, at såsnart en mand, som ikke er mere rapfodet end folk er flest, sålænge han ikke har andet på fødderne end sine sko alene, såsnart han binder brædder på sine fødder, enten 8 eller 9 alen lange, da overgår han fuglen i flugten eller de mynder i løb, som kan løbe stærkest, eller han overgår en ren, der løber dobbelt så stærkt som en hjort. Der er en stor mængde mennesker, som kan løbe på skier, således at de i et eneste rend kan stikke 9 eller flere rener med deres spyd. Disse ting vil synes utrolige og underlige i alle de lande, hvor man er uvidende om, med hvilken kunst eller hvilket redskab sligt kan ske, nemlig at et bart brædt kan bevirke så megen hastighed oppe på fjældene, at intet, som er jordbundet, kan undgå den mands løb og hurtighed, som har brædderne på fødderne, men såsnart han har taget dem af sig, er han ikke hurtigere end andre. Hvor man derimod ikke er vant til sligt, vil der næppe findes en så hurtig mand, at han ikke mister al sin ævne til hurtigløb, når sådanne træer bindes på hans fødder. Nu ved vi med vished, (at det forholder sig så), og vi har om vinteren, når der er sne, lejlighed til at se en mængde af de mænd, som forstår sig på denne kunst. For lidt siden nævnede vi de ting, som de fleste steder vil synes mærkelige, eftersom de strider imod, hvad der er naturligt, nemlig hvorledes det i de fleste andre lande forholder sig med hensyn til dag og nat, ti solen skinner lige så klart og med samme varme både nat og dag en stor del af sommeren. Det vil også synes mærkeligt her i landet på Möre, hvad der gælder den myr (mose), som kaldes Björkedalsmyren; hvilket træ der end kastes deri og ligger dér 3 vintre, bliver det til sten; således mister træet sin natur, og selv når det kastes i ilden, bliver det gloende som en sten, men ellers brænder det som træ; af sådanne stene har vi set mange og har haft dem i hånden, og deraf har halvdelen været træ, nemlig det som har raget op over myren, medens den del var sten, som havde stået i vandet. Dette må kaldes mærkeligt, ti den myr findes i en sådan skov, hvor der er overflod af træer, og disse tager ingen skade, sålænge de vokser; men såsnart de er fældede, og de begynder at törres og så kastes i myren, forandres de til sten og aflægger træets natur.


Hvalarter

S. Alle disse ting er mig bekendte, ti de findes her i landet, og jeg har set dem alle; men alle de øvrige, som enten angår Grönland eller Island eller Irland, er mig ukendt, ti derom ved jeg kun, hvad jeg har hørt, og det samme gælder om havene der omkring.

F. I havene ved Island synes jeg ikke, at der er så meget, som fortjæner at mindes eller omtales ud over de hvaler, som er i farvandene dér; de er imidlertid meget forskelligartede og af forskellig störrelse. De hvaler, der er i störst antal og kaldes grindehval, bliver (kun) 20 alen lange; endel af dem er endogså så små, at de ikke er större end 10 alen og derimellem, hver efter sin vækst. Men disse fisk har hværken tænder eller barder, og ikke er de farlige, hverken for skibe eller mennesker, men de undgår at møde fangere, og dog bliver de drevne i land i hundredevis, hvilket giver megen næring for mennesker på steder, hvor de bliver fangede i hobetal. Så er der andre små hvalarter, såsom nise, der ikke bliver længere end 5 alen, eller hvidnæsen, der ikke bliver större end 7 alen. Der er endnu en hvalart, som man kalder spækhugger; de bliver ikke större end 12 alen; de har tænder i forhold til deres vækst, omtrent som hunde, og er i deres grumhed overfor andre hvaler som hunde overfor dyr, ti de samles i flokke og anfalder store hvaler, og når en stor hval er alene, bider de den og udmatter den indtil døden; dog kan det også ske, at den under sit forsvar, förend den dør, idelig dræber en stor mængde af dem ved svære slag. Der er fremdeles to hvalarter, hvoraf den ene hedder næbhval, den anden nordkaper(?); de som bliver störst, bliver ikke större end 25 alen, disse fisk kan folk ikke spise, ti det fedt, der flyder af dem, kan man ikke fordøje, og det kan heller ikke noget andet dyr, der nyder det, ti det løber lige gennem en og endogså igennem træ; ja selv om det er horn, vil dette vanskelig kunne holde fedtet, hvis det står deri nogen tid. Så er der endnu nogle hvalarter, der ikke fortjæner megen omtale, både sejhvalen og hvidfisken, og derfor kaldes de ‘hvidlinge’, fordi de er snehvide af farve, medens de fleste andre hvalarter er sorte, undtagen for så vidt som der er pletter på nogle, såsom enten skjoldhvalen eller vågehvalen eller kaskelotten. Alle disse hvalarter, som jeg (lige) nu har nævnet, er spiselige, og ligeledes mange andre. Så er der endnu en hvalart, som kaldes ‘fiskedriver’ (finhvalen?); den bliver menneskene næsten til störst nytte, ti ude fra havet driver den både sild og alslags andre fisk ind til landet, og den har en ret mærkelig natur; den forstår at skåne mennesker og skibe, og hen til dem driver den sild og alslags fisk, som om den var bestemt eller sendt af gud dertil, og som om det var dens embedspligt, sålænge fiskerne udøver deres fangst på en fredelig måde; men hvis disse bliver uenige og kæmper indbyrdes, så at blod flyder (ud i søen), da er det, som om denne hval forstår det, og den svømmer da ind imellem land og fiskene og driver dem alle sammen bort og ud i havet, væk fra fiskerne, ganske som den för havde drevet fiskene til dem. Men denne hval er ikke större af vækst end 30 alen, og den kunde godt spises, dersom det var tilladt at fange den; men det er ikke tilladt at fange den eller tilføje den noget mén, fordi den er menneskene til så stor nytte. Der er endnu den hvalart, som hedder knölen(?); de har tænder, der (dog) ikke er större end at man deraf kan lave knivskafter eller tavlbrikker; de er ikke vilde eller grumme, men stilfærdige og undgår så meget som muligt at møde fangere; de er omtrent så store som de, jeg sidst talte om; men en enkelt af dem har så mange tænder i hovedet, at den har henved 70. Så hedder endnu en hvalart nordkaper; den har intet horn på ryggen og er omtrent af samme störrelse som den, vi sidst nævnede. Men søfarere frygter den meget, ti dens natur er at lege med skibe. Endnu er der den hvalart, som kaldes ‘brugden’ (?); den har en mærkelig natur, ti den har i sin bughulning fedthinde og fedt ligesom får; de hvaler, som bliver længst, bliver ikke större end 30 alen. Så er der endnu hvalarter, der er vilde og grumme mod mennesker og altid søger at dræbe mennesker, hvor de kan få lejlighed dertil; den ene hedder hvalros og den anden rødkam; de er fulde af griskhed og ondskab, og aldrig bliver de mætte af manddrab, ti de farter rundt i alle have og søger efter skibe; så springer de op, for at de på den måde des hurtigere kan sænke og ødelægge dem. Disse fisk har man ikke lov til at spise, men de er ligesom bestemte til at være menneskeslægtens fjender; de, som bliver længst, bliver ikke större end 30 eller 40 alen. Så er der endnu den hvalart, som hedder narhval; den kan man ikke spise, ti man får sygdom deraf og dør, hvis den spises. Men den hval er ikke stor af vækst, den bliver ikke mer end 20 alen; den er i ingen henseende grum, men den undgår at møde fangere. Den har tænder i hovedet og alle er små undtagen én, som er stor; den står i den øverste kæbe foran i hovedet; den er smuk og velformet og så lige som løg; den er 7 alen lang, når den bliver længst; den er helt igennem drejet, som om den var lavet med redskaber; den står lige ud fra dyrets hoved, når det svømmer fremad. Men så spids og lige den end er, får dyret dog ingen værn af den, ti det er så omhyggeligt for den og har den så kær, at det tåler ikke, at noget kommer i berøring med den. Jeg kender ikke flere hvalarter, som man ikke har lov til at spise, end disse 5, jeg nu har opregnet; de to, jeg først nævnede, nemlig nordkaperen og næbhvalen og så disse 3, jeg siden har nævnet, nemlig hvalrossen, rødkammen og narhvalen. Der står nu tilbage at nævne de hvalarter, der er endnu större af vækst, og som man har lov til at spise; dem skal jeg nu forklare dig. Nogle af disse er også farlige for mænds liv, medens andre er spagfærdige og fredelige. En af disse kalder man ‘skalhvalen’ (knölen); den fisk er stor af vækst og grum mod skibe; det er dens natur at slå skibene med sine finner, eller den lægger sig til at flyde og lægger sig foran de skibe, som kommer sejlende; og selv om man styrer bort fra den, svømmer den dog stadig frem foran skibet, og der er ingen anden udvej end at sejle lige mod den; men hvis man sejler ind på den kæntrer den skibene og ødelægger dem og alt, hvad der er i dem; den fisk bliver 70 eller 80 alen lang, de som bliver störst, og de er spiselige. Så er der endnu en hvalart, som hedder Grönlandshvalen; den er 80 alen lang eller 90, de som bliver længst, og lige så tyk som den er lang, ti et reb, der udstrækkes i hele dens længde, det passer rundt om den, på det sted hvor den er tykkest; den har også et så stort hoved, at det næsten udgör 1/3 af den. Men denne fisk lever af renlig føde, ti man siger, at den ikke tager anden næring end den tåge og regn, som fra luften falder ned på havet; når den bliver fanget og dens indvolde åbnede, findes der intet uklart i dens mave som i andre fisks, deltager føde til sig, ti dens mave er ren og tom; sit gab kan den ikke godt åbne, ti de barder, der vokser i dens gab, rejser sig tværs i det, når den lukker det op, og den får tit og ofte døden derved, at den ikke igen kan lukke sit gab. Den er ikke særlig grum mod skibe; den har heller ingen tænder; det er en fed fisk og spiselig. Der er endnu en hvalart, der kaldes rørhval; det er den bedste fisk at spise, og den er sagtmodig og ikke farlig for skibe, selv om den kommer dem nær. Denne fisk er stor og lang af vækst; man siger, at den største, man har fanget, var 130 alen lang, det er 30 alen og et hundrede titalt; den bliver ofte fanget af fangere på grund af dens sagtmodighed og fredelighed, og den er bedre at spise, og har bedre lugt end nogen af de andre, vi har omtalt, og dog regnes den for at være meget fed. Den har ingen tænder. Det siges også, at hvis man kunde få fat i dens sæd, således at man var sikker på, at den (den anvendte sæd) stammede fra den og ikke fra andre hvaler, vilde det være det sikreste middel til al helbredelse både for (svage) öjne og spedalskhed og koldfeber og hovedpine og (overhovedet) alle de sygdomme, mennesker får. Dog er også andre hvalers sæd god, selv om den ikke er så god som denne. Nu har jeg opregnet for dig så godt som alle de hvalarter, man fanger.

Der er endnu en fisk, der ikke er nævnet, og som jeg betænker mig noget på at fortælle om på grund af dens vækst; ti de fleste vil synes, at det er utroligt; de færreste ved også at fortælle noget med vished derom; den kommer nemlig næsten aldrig nær ved land eller dér, hvor fiskere færdes, og jeg tror ikke der er mange af den art i havene. I vort sprog kalder vi den som oftest hafgufa (‘hav-damp’). Noget bestemt om dens længde i alental kan jeg ikke sige, ti de gange den har vist sig for mennesker, har den mere lignet et (helt) land end en fisk; jeg har intet hört om, at den er bleven fanget eller fundet død, og det synes mig sandsynligt, at der ikke er flere end to sådanne i havene, og jeg tror ikke de avler noget afkom med hinanden; jeg tror det altid er de samme; heller ikke vilde det være så heldigt for andre fisk, om de var ligeså talrige som andre hvaler på grund af deres störrelse og den umådelige næring, de behøver. Men det siges at være den fisks natur, at når den vil æde, så udsender den fra sin hals en stærk ræben, og med den følger så megen mad (33), at alslags fisk, både små og store, der er dér i nærheden, samles om den i den tro, at de dér kan finde mad og rigelig føde. Men denne vældige fisk lader imidlertid sit gab stå åbent, og den åbning er ikke mindre end et stort sund eller en fjord, og det tager fiskene sig ikke iagt for, og hele flokken løber derind. Men så snart dens bug og gab er fyldt, lukker den gabet sammen og har da fanget og indelukket alle dem, som för dér vilde söge deres næring.

Nu har jeg fortalt og meddelt de fleste ting, der snarest vil synes mærkelige i Islandshavet, og dog har jeg her (i denne sammenhæng) opregnet ting, på hvilke der andre steder (34) er större rigdom end dér, hvor de er nævnede.


Islands undere

S. Eftersom vi nu har nævnet de fleste af de fisk, der færdes dér i havene og som er omtale værd i (vor) samtale, vil jeg gærne, at vi skal tale om de ting i landet (selv), som snarest fortjæner en omtale. Hvad mener I om den voldsomt rasende ild, der findes i det land, om den hidrører fra en egenskab ved landet (selv), eller om det er muligt, at den har en åndelig årsag; ligeså de frygtelige jordskælv, der finder sted dér, eller de mærkelige søer eller den is, der dér dækker det indre af landet?

F. Hvad angår den is, der findes på Island, forekommer det mig muligt, at dette land må undgælde for den nærhed, hvori det er ved Grönland, og det er rimeligt, at megen kulde kommer derfra, eftersom det mere end alle andre lande er dækket med is. Men hvis Island derfra får megen kulde og tilmed kun får ringe varme fra solen, har det, af den grund, så megen is ovenpå sine fjælde. Men hvad den dér voldsomt rasende ild angår, ved jeg mindre godt, hvad jeg skal sige derom, ti den har en mærkelig natur. Jeg har hørt, at der på Sicilien er en meget stærk rasen af ild, og det fortælles mig om den ild, at den brænder både træ og jord, og det fortælles i dialogen (35), at den hellige Gregor (36) har sagt, at der er pinselssteder på Sicilien, i den ild, som findes dér; men der er dog större grund til at formode, at der tilvisse er pinselssted i den ild, der er på Island, ti den ild, der er på Sicilien, drager levende ting til sig til sin næring, eftersom den brænder jord og træ; ti træet er levende, det vokser og sætter grönt løv, og så visner det og törres, såsnart det begynder at dø. Men derfor kan det, medens det er grönt, kaldes levende, fordi det dør, når det visner. Jorden kan også tilvisse kaldes levende; den giver ofte megen afgrøde, og når denne er nedfalden, giver den atter ny afgrøde. Således forholder det sig også med al legemlig skabning, der er levende, og som gror af (på) jorden, og derfor kan den (jorden) kaldes levende. Men bægge de nævnte ting, træet og jorden, brænder Siciliens ild og bruger til sin næring. Men den ild, som er på Island, brænder ikke træet (37), selv om det kastes deri, og heller ikke jorden, men sten og hårde klipper drager den til sin næring og tændes derved, ligesom al anden ild tændes af tört ved, og der findes ingen så hård sten eller klippe, at ilden ikke smælter den som voks og brænder den siden som fed olie; men hvis du kaster træ i ilden, så svides det kun og vil ikke brænde. Da nu denne ild ikke vil næres af andet end døde ting — ti vi ved, at stene og klipper er døde ting — og vrager, hvad (al) anden ild næres ved, kan man tilvisse sige, at det rimeligste er, at det er helvedes ild, ti dér er alle ting døde.

Ligeså synes det mig at være tilfældet med nogle af de søer, der findes dér, og deres tildels døde væsen, ganske som med den ild, vi nu talte om. Ti der er de kilder, som uafbrudt koger vinter og sommer. Undertiden koger de så voldsomt op, at de spyr vandet langt op i luften, men hvad man så end lægger ved siden af kilden, i den tid den spyr, hvad enten det er klæde eller træ eller hvad det så end er, som rammes af det vand, når det falder ned, så bliver det alt til sten. Det synes mig således rimeligst, at vandet må være dødt, eftersom det bringer alt, hvad det væder ved at falde derpå, til dødens natur, ti stenen har død natur. Men hvis den ild ikke var død og den opstod ved en eller anden egenskab ved landet eller (naturlige) tildragelser, så vilde det være rimeligst med hensyn til landets beskaffenhed, at dets grund måtte have mange årer eller tomme gange eller store huller. Siden kunde da sådanne tildragelser indtræffe, enten på grund af vinde, der trænger gennem (gangene) eller af det brusende vands kraft, at disse årer eller huller fyldes af vind, så stærkt, at de ikke tåler vindens kraftige bevægelse, og at derved de vældige jordskælv opstår, der finder sted i det land. Dersom dette kunde være rimeligt eller naturligt, så kunde det være, at af de stærke bevægelser, der opstår i landets grundvold, kunde den vældige ild, der bryder ud i landets forskellige egne, tændes og opstå. At det forholder sig så, som vi nu har omtalt, skal man nu ikke betragte som fuld sandhed; vi har kun samlet sådanne ting, der måtte synes at være de rimeligste, som (en slags) sandsynlighedsforklaring, ti det ser vi, at af kraft udspringer al ild; hvor en hård sten og et hårdt jærn stødes mod hinanden i hug, opstår der, når de slås, ild af det jærn og den kraft; træstykker kan du også gnide mod hinanden, så at der opstår ild af den möje, de lider. Det sker også hyppig, at to vinde på éngang rejser sig imod hinanden, og hvis de mødes oppe i luften, bliver det til et svart hug, så at det giver megen ild af sig, der spredes vidt omkring i luften. Det kan også undertiden ske, at den ild føres ned til jorden og dér volder megen skade, brænder huse og stundom skove og skibe ude på havet. Men alle disse arter af ild, som jeg nu har nævnet, hvad enten de kommer af jærn eller af vindenes fart i luften eller af et sådant overmål af kraft, hvoraf ild kan opstå, de brænder dog træer, skove og jorden. Men den ild, vi för omtalte, og som bryder ud på Island, den vrager alle disse ting, således som jeg för fortalte. Nu må man (således) drage den slutning og formode om dens natur, at den snarest må komme af døde ting og et andet stof, end det vi nu talte om. Og hvis det er således, som vi nu har formodet — og det er sandsynligt om de store jordskælv, der opstår i det land, — da kommer de af den ilds rasen, som tumler sig i landets grundvolde.

S. End yderligere har jeg lyst til at spörge om denne ild. I omtalte för i eders tale, at Gregorius har skrevet i dialogen, at der på Sicilien var pinselssteder, men jeg synes det er rimeligere, at der er pinselssteder på Island. Men hvad det angår, som I talte om, at der findes så megen ild i landets grundvolde, at der opstår jordskælv af ildens rasen, og at ilden er så farlig for stenen eller klippen, at den smælter dem som voks og næres kun derved, — da skulde jeg mene, at den snart måtte have opbrændt alle landets grundvolde og alle klipperne. Selv om I synes, at mit spörgsmål om disse ting er barnligt, vilde jeg bede eder, at I svarer derpå med overbærenhed, ti jeg vil (nok) spörge om mangt og meget, der mere vil tyde på ungdom end visdom.

F. Jeg tvivler ikke om, at der er pinselssteder på Island, på tiere steder end i ilden alene, eftersom der dér i det land jökler og kulde er ikke mindre overmægtige end ilden. Dér findes også sådanne kilder og kogende vande, som vi för fortalte om. Dér er også kolde vande (elve), som strømmer frem fra jökler så vældige, at klipperne og den jord, der er lige ved, ryster, fordi vandet falder så stridt og i så store fosser, at klipperne ryster formedelst dette overmål af kraft og stridhed; man kan ikke nærme sig dem på bredderne for at undersøge dem, medmindre man har lange reb, der bindes om de mænd, der vil forsøge at undersøge dem; de, der vogter rebet, må sidde langt borte, så at de straks kan trække mændene til sig, når vandets buldrende kraft gör dem tossede. Nu mener jeg tilvisse, at allevegne, hvor så rædselsfulde ting findes med så stor en voldsomhed, dér må være pinselssteder, og gud viser menneskene af den grund så store og frygtelige ting tydelig på jorden, forat de så meget snarere skal tage sig iagt og eftertænke, at de pinsler, som man kunde vænte, måtte være store, når de skulde lides efter at mennesket er død, hvis det kan se dem, medens det lever på jorden. End mere bör man betænke og tro, at langt större vil de ting (vise sig at) være, der er usynlige og man ikke har lov til at se. Men disse ting kan tjæne til vidnesbyrd om, at det ikke er lögn, hvad der er os meddelt, (nemlig) at de mennesker, som forlader denne verden og ikke vil tage sig iagt, medens de lever her, kan vænte pinsler på grund af deres slette gærninger og uretfærdighed. Ellers kunde mange ukyndige mænd tro, at det kun var lögn og uden betydning, og kun sagt for at indgyde frygt, hvis der ikke var sådanne vidnesbyrd tilstede, som vi nu har omtalt. Men nu kan ingen benægte dette, når man kan se det for sine øjne; ti sådanne ting fortælles os om helvedes pinsler, som man nu kan se på den ø, som kaldes Island, ti dér raser ilden overmåde og dér er kulden overhånds stærk og dér er overflod af jökler, kogende vande og iskolde elves stridhed. Men hvad det angår, du för sagde om ilden, at den vilde smælte eller brænde landets grundvolde eller fjældene, så at hele landet derved vilde gå til grunde, så kan det ikke ske, för gud bestemmer det; ti skabningen og alt andet råder ikke sig selv, men alle ting må følge, hvad det guddommelige forsyn fra begyndelsen af har ordnet. Dette vil blive dig mere indlysende, når jeg viser dig nogle eksempler, hvoraf man kan slutte sådant. Dengang da dødens hövding vilde friste Job, havde han ikke större magt, end at han måtte bede om lov, og da han havde fået lov, kunde han ikke udføre sin vilje yderligere, end han havde fået lov til, ti heller end gærne vilde han have dræbt Job straks, hvis han havde haft lov dertil. Men der var givet ham lov til (kun) at tage hans kvæg, og alt det tog han straks, men det var ikke tilladt ham at ombringe Job selv. Men da han fik lyst at bede igen om lov til at friste Job yderligere end för, så blev der givet ham lov til at udføre sin vilje med hensyn til Jobs legeme og til alle dem, som tilhørte ham; derimod fik han ikke lov til at skille hans sjæl fra legemet för den tid kom, som han forud havde bestemt, der havde al rådighed over hans skæbne og levedage. Men da satan havde fået lov til at udføre sin vilje på ham, viste han straks, hvor venlig han var med hensyn til alt, hvad han havde magt til; ti således er der skrevet, at satan fratog Job alt hvad han ejede af kvæg, så og hans 7 sönner og 2 døtre, samt slog hans hele legeme med frygtelig spedalskhed fra isse til fodsål. Der er nu den forskel, som vi bör vel erindre, at livets hövding har magt over alt, og han selv er velvillig, medens dødens hövding er ondsindet og har ingen magt over noget som helst undtagen det, hvortil han först får lov af ham, der råder over alle ting, men det er gud almægtig. Djævlen kan derfor ikke skade menneskene, så at de går tilgrunde i den døde ild, som han tænder og siden med omhu vedligeholder med frygtelige jordskælv eller med en eller anden grumhed eller ondskab, som han får lyst til, men han får ikke lov til andet og mere, end han i hvert givet öjeblik foretager sig og som snarest viser sig i sådanne eksempler, som jeg nu fortalte dig om Job. Der er (iøvrigt) mange og talrige eksempler af den art, hvis det måtte anses nødvendigt at anføre mange i en tale.

S. Såmeget bedre vilde jeg være tilfreds, jo flere sådanne eksempler, der måtte bringe mig belæring, jeg kunde höre af eders mund. Men disse eksempler, som I nu har nævnet, fører mig til fuld forståelse af, at, eftersom satan ikke havde magt til at udføre sin vilje mod ét menneske udover hvad der var ham lovet, er det sikkert, at han endnu mindre har magten over tusinder til på dem at udføre sin vilje udover hvad der er givet ham lov til, hverken han selv eller nogen af hans embedsmænd. Da vi fremdeles vil fortsætte denne gammenstale, som vi nu har ført (en stund), så vil jeg spörge, om I synes, at der er flere ting på denne ø, som I finder omtale værd og som vil synes at være mærkelige.

F. Vi har omtalt de fleste af de ting på denne ø, som særlig er omtale værd. Der er dog endnu sådanne ting, der kan omtales, hvis man vil. I det land findes der rigdom af det malm (jordart), hvoraf jærn kan göres, og det malm kalder man ‘røde’. Det malm har man én dag fundet i mængde (et steds); men når man den næste dag har begivet sig derhen for at smælte det og lave jærn deraf, da er den ‘røde’ forsvundet fra stedet, uden at nogen ved, hvor den senere er bleven af, og dette kaldes i det land ‘rødeunder’. Så er der endnu ét, som vil synes mærkeligt. Det fortælles, at der er sådanne kilder på Island, som man kalder ølkilder; de kaldes således, fordi det vand, der findes deri, med hensyn til lugten mere ligner øl end vand. Og når man drikker deraf, mættes man ikke af det vand som af alt andet, men det sætter sig og løber ud i kroppen som øl. Der er i det land flere ølkilder end én, der bærer det navn. Dog er en af dem bedst og navnkundigst af alle; den findes i den dal, i der hedder Hitådalen. Det fortælles om den kilde eller det vand, der er deri, at det lugter omtrent som øl, og der er rigeligt deraf til at drikke, og det siges, at dersom man drikker deraf i ret rigelig mængde, virker det berusende. Men bygger man et hus om kilden, forsvinder den fra huset og bryder frem udenfor det. Det siges også, at enhver kan drikke af kilden selv såmeget han lyster, men vil man tage noget af dens vand bort med sig, dovner det hurtigt og er da ikke bedre end hvilket som helst andet vand eller endnu værre. Nu har vi omtalt så mange og ubetydelige ting, fordi sådanne ting anses dér for at være mærkelige. Jeg mindes nu ikke flere sådanne ting, som i det land er værd at omtale.


Irlands undere

S. Da vi nu har begyndt denne gammenstale og talt om de undere, der findes på Island og havene ved Island, vil vi slutte den med at omtale de ting, der findes i havene ved Grönland eller i dette land selv, eller vi vil tale om Irland og de undere, som findes dér.

F. Skulde vi tale mere om disse lande, (må det siges, at) de er meget forskelligartede og ikke af samme natur, ti de undere, i som findes enten i Grönland eller Island, består i frostens og jöklernes eller også ildens og brandens rasen, eller i store fisk og overmåde mange havuhyrer; bægge disse lande er så slette og ufrugtbare, at de af den grund næsten er ubeboelige; men Irland er næsten det bedste af alle lande, man kender, og dér er mange ting, som vil synes mærkelige, og nogle af dem er af den art, at det land vil blive kaldt helligere end andre på grund af de ting, som anses for at være mærkelige dér. Det ligger i den del af verden, hvor heden og kulden blandes så ligeligt, at der aldrig bliver for varmt eller for koldt. Dér bliver aldrig for megen hede om sommeren til mén, heller ikke formegen kulde om vinteren, ti hver vinter fødes kvæget ude, både får og kreaturer, og folk dér er næsten uden klæder både vinter og sommer. Men det land er så helligt udover hvad andre er, at intet giftigt dyr kan trives dér, hverken hugorme eller padder, og selv om et sådant føres derhen fra andre lande, dør det straks, såsnart det kommer i berøring med den nøgne jord eller sten. Og tager man noget i det land, være sig træ, muld eller sand, og bringer det til andre sådanne lande, hvor giftige dyr lever, og udstrøs det sand eller den jord i en rundkres omkring dem, hvor de ligger, kan de aldrig mere komme udenfor den kres, og inde i den (kommer de til at) ligge døde. Ligesådan, hvis du tager et træ (gren), som er fra det land, vi nu talte om, og fører det i en ring omkring dem, så at der dermed dannes en fure i mulden, vil de alle ligge døde inden i denne kres. Det siges også om Irland, at så stor en ø det er, kender man intet andet land, hvor der er så mange hellige mænd som dér.

Det siges fremdeles, at det folk, som bebor landet, både er grumt af naturen og drabslystent og meget barbarisk. Men så drabslystne som de er, og så mange hellige mænd som der er i deres land, har de aldrig dræbt nogen af disse, og alle de hellige mænd, som findes der, er alle døde af sót, ti de (indbyggerne) har været velsindede mod alle gode og hellige mænd, selv om de har været grumme mod hinanden.

Der er også en sø i det land, om hvis natur der fortælles noget mærkeligt. Den kaldes i deres sprog Logheehag; den er temlig stor. Men det er den søs natur, at hvis du (man) tager det træ, som nogle kalder ben-ved, men andre ‘hulfr’ og som på latin kaldes acrifolium, og stikker det ned i søen, således at endel deraf står i jorden (bunden), endel er i vandet og endel rager op derover, så bliver det, der står i bunden, til jærn, men det der er i vandet til sten, men den del deraf, der rager op over vandet, forbliver uforandret. Men selv om du tager et andet slags træ end dette, mister det ikke sin natur, fordi du stikker det ned i denne sø.

Der er fremdeles to kilder i det fjæld, der hedder Bladma; det er næsten et øde fjæld, men de kilder har en mærkelig natur. Den ene har den egenskab, at hvis du tager enten et hvidt får eller nød eller en hest eller et menneske, der har hvidt hår, og hvis du vasker noget af dem i dette vand, bliver det straks kulsort. Men den anden kildes natur er, at vasker man sig i den, bliver ens hår, hvilken farve det så end i forvejen har, hvad enten det var rødt eller hvidt eller sort, snehvidt, som om han var gammel af alderdom.

Der er endnu den sø der i landet, som de i deres sprog kalder Loghica; i den sø er der en lille holm, en flydende holm; den flyder omkring i søen og kommer til land, snart hist snart her, undertiden så tæt, at man kan skræve ud på den, og det sker som oftest om söndagen. Men den egenskab har denne holm, at hvis en syg mand kommer ud på den, ligegyldig hvad sygdom han har, og han spiser af de urter, som vokser på holmen, bliver han straks rask. Dertil kommer også, at der aldrig på éngang kan komme flere end én ud på den, selv om mange vilde, ti den holm flyder fra land, såsnart én er kommen ud på den. Denne holm har også den egenskab, at den flyder omkring i søen uafbrudt i 7 år, men når 7 år er gåede, flyder den til land et eller andet steds og gror fast til landet, som om den altid havde hængt sammen dermed. Men samtidig dermed er det, som om man hørte et tordenlignende brag, og efter tordenbraget ser man en lignende holm i søen som den, der var der för, af samme störrelse og med de samme egenskaber, og således går det ene 7-år efter det andet, at såsnart den ene holm gror fast til landet, kommer en anden, uden at nogen ved, hvorfra den kommer.

Der er endnu en lille ø i det land, som i indbyggernes sprog hedder Inhisgluer. På den ø er der en talrig bygd, og dér er en kirke, ti omtrent så mange mennesker er der på øen, som kan udgöre et kirkesogn. Når folk dør dér, bliver de ikke begravede i jorden, men de stilles oprejst rundt om kirken ved kirkegærdet, og står dér som levende mennesker med alle lemmer visnede og alt hår og negle uskadte, og de rådner aldrig og aldrig sætter en fugl sig på dem, og enhver efterlevende kan dér se sin fader eller farfader og alle sine slægter, hvorfra han nedstammer.

Så er der fremdeles dér en stor sø, der hedder Logri, og i den ligger der en lille ø, hvor der findes ‘renlivsmænd’, som kan kaldes enten kanniker eller eremiter; de lever dér i en så stor mængde, at de udgör et helt konvent, undertiden er de endnu flere. Men det fortælles om den ø, at den er sund og fri for sygdomme, og senere ældes man på den ø end andre steder i landet. Men såsnart de mænd ældes så meget eller bliver så syge, at de ser, at gud har fastsat deres dødsdag, må de bringes bort fra øen til land, hvor de kan dø, ti på øen kan ingen dø, og ikke för de bliver ført derfra.

Der er endnu dér en stor sø, som de kalder i deres sprog Loghærne. I den sø er der en mængde af den slags fisk, man kalder laks; deraf er der sådan overflod i hele deres land, at de har nok deraf til deres bord. Der er mange øer i den sø, men der er én, som de i deres sprog kalder Kertinagh. Den ø vilde efter sin störrelse være beboelig, hvis man havde mod til at bo på den. Men det siges om den ø, at djævlene har ligeså megen magt over halvdelen af den, som de har i selve helvede, og hver gang forsøgslystne mænd har gjort et forsøg, har de siden fortalt, at så mange farer og pinsler har de måttet lide dér, som sjælene siges at lide i helvede. Men på den anden halvdel af øen er der en kirke og kirkegård; dog er nu bægge halvdele øde. Men det fortælles, at over den halvdel af øen, hvor kirken står, har djævlene ingen magt.

Det skete endvidere i det land, — hvad der vil synes meget mærkeligt —, at man i en skov fangede et sådant dyr, hvorom ingen vidste at sige, om det var menneske eller et andet dyr, ti man fik det ikke til at tale, og man blev heller ikke vár, at det forstod menneskelig tale. Men det var dog i alle henseender skabt som et menneske; det havde både hænder og fødder og et menneskes ansigt, men hele kroppen var bevokset med hår som andre dyrs. Over hele ryggen var der en manke som på en hest, med lange og nedhængende hår, der faldt ned på bægge sider af ryggen, så at det slæbtes langs jorden, når det gik foroverböjet.

Nu tror jeg, at jeg har omtalt de fleste ting, som hører sammen med landets egen natur, og hvorom man mener at vide fuld besked.

S. Jeg er glad ved, at jeg har spurgt om disse ting, ti mange mennesker er vistnok så ukyndige, at de ikke för har hørt om sådanne ting, og dog vil de på den ene side synes mærkelige, på den anden side tjæner de til belæring for alle dem, der hører derpå. Men da jeg mener at forstå af eders ord, at der endnu er nogle ting, som måtte være mærkelige, hvad enten de nu angår landets natur eller noget andet, og som måtte synes omtale værd, vil jeg udtale det ønske, at sådanne ting, som I vil finde omtale værd, ikke lades uomtalte, eftersom vi nu engang er begyndt at tale om den art ting.

F. Der er endnu forskellige ting, der vil synes mærkelige, ting som ikke har deres rod i landets natur, men består i hellige mænds jærtegn, og som vi ved er sande. Der er også nogle ting dér, hvorom vi ikke tilfulde ved, om de er sande eller ej, men som vi kun kender af folks omtale og som almindelig fortælles dér i landet. Følgende ting ved vi er tilvisse sande.

I det vand, som vi nævnede för og som hedder Loghri, ligger der en lille ø, som hedder Inisclodran. Dér levede en hellig mand, som hed Diermicius, og han havde der en kirke, som han betjænte. Men i den kirke eller på den kirkegård, som han forestod, kan ingen hunskabning komme, og alle sådanne forstår at undgå det; både fugle og andre dyr uden menneskeforstand ved at tage sig iagt herfor, og intet dyr, som er af hunkön, forsøger at komme på den kirkegård, og selv om de forsøger derpå, formår de det ikke.

Der var endvidere i det land en hellig mand, ved navn Kevinus, i den by, som hedder Glumelaga. Han var dengang etslags eneboer; i hans tid skete den tildragelse, vi nu vil fortælle. Det traf sig så, at han havde en ung mand hos sig, en slægtning af sig, der tjænte ham, og han elskede denne yngling höjt. Denne faldt i en sygdom, og hans sygdom blev så tung og hæftig, at han lå for døden. Det var på den tid om våren, i måneden marts, hvor folks sygdomme bliver allerfarligst. Da hændtes det, at den unge mand bad sin frænde Kevinus, at han skulde give ham et æble (at spise), og sagde, at hans sygdom da vilde blive mildere, hvis han fik hvad han bad om. Men der var ingen udsigt til, at man på den tid kunde få æbler, ti det var jo først ved denne tid, at knopperne begyndte at svulme om våren for at udfolde løv på alle frugttræer. Men da den hellige Kevinus meget sørgede over sin slægtnings sygdom og da han ikke kunde skaffe ham, hvad han bad om, så faldt han på knæ for at bede, og han bad gud om at sende sig noget, hvoraf hans slægtning kunde hænte trøst ved det, som han ønskede. Etter bönnen gik han ud og så sig omkring, men et lille stykke fra hans hus stod der et piletræ, höjt afvækst; han så op i træets grene, som om han væntede nåde og nogen trøst derfra. Da så han, at der på den pil var vokset æbler frem, som vilde vokse frem på et æbletræ, når den rette tid var inde, og han tog deraf 3 æbler og bragte dem til den unge mand. Da denne havde spist af æblerne, blev hans sygdom mildere, og han kom sig af den sygdom, men pilen har altid siden beholdt den gave, som gud dengang gav den, ti den bærer hvert år æbler som et æbletræ, og de kaldes altid siden den hellige Kevinus’ æbler, og de bringes rundt omkring i Irland således, at de mænd, som bliver syge, spiser af dem, og de mener at mærke en lindring derved og tillige, at æblerne er gode mod alle sygdomme, men disse er ikke hvad sødme angår tillokkende at spise; de bruges mere som lægemiddel.

Mange sådanne ting er forefaldne dér, som hellige mænd rask har udført ved deres kraft og som ligeledes vil synes mærkelige. Men vi har hidtil kun omtalt de ting, der er udførte med en sådan hellighed, at de består endnu den dag i dag (og tjæner) til vidnesbyrd, og de synes ligeså mærkelige endnu denne dag som den første dag, da de skete. Men også sådanne ting, som man tilvisse anser for sande og som holdes for tilforladelige, kan vi nu meddele.

Der er fremdeles i det land et sted, der hedder Temere, og dér var fordums etslags hovedsæde og kongeborg, men nu er det øde, ti man tör ikke bebo det. Følgende begivenhed var årsagen til, at stedet blev øde. Alt folket, som var dér i landet, trode, at den konge, som sad på det sted, altid vilde fælde retfærdige domme og aldrig modsat. Men uagtet de ellers var hedenske og ikke havde den rigtige tro på gud, så var de dog fuldt og fast overbeviste om, at alt, hvad den konge dømte, måtte være retfærdigt, og aldrig trode de, at der fra det kongesæde vilde udgå en uretfærdig dom. På en höjde i staden havde kongen sig en smuk og velbygget borg. I den borg havde kongen en smuk og stor hal, hvor han plejede at holde ret i folks sager. Men engang skete det, at der kom en sag til kongens afgörelse, i hvilken den ene part var hans venner og bekendte, og han vilde da fremfor alt støtte deres sag. På den anden side var part i sagen mænd, som han nærede uvilje mod og som han var stor uven af, og da skete det så, at kongen læmpede dommen mere efter sin vilje end efter retfærdigheden. Da der således kom en uretfærdig dom fra det sted, hvorfra hele folket væntede retfærdige domme, da vendtes der op og ned på det sæde formedelst folkets tro; borgen og hallen med alle dens grundvolde vendtes om, og ligeledes jorden, så at den del af jorden, som för vendte nedad, vendte sig nu opad, og alle huse og haller vendtes nedad mod jorden, og således har det altid siden været. Men eftersom der skete en sådan mærkelighed, vover man ikke siden at bebo det sted, og ingen konge vover at have sit sæde dér, og dér er dog det skønneste sted, man kender på jorden. Det siges også, at hvis man vilde bebo det sted, vilde den dag dog aldrig komme, hvor der ikke kunde ses et nyt under.

Så er der endnu den mærkelige ting dér, som man vil finde utrolig; de mænd, som bebor landet, siger dog, at den tilvisse er sand. Den skete på grund af en hellig mands vrede. Det fortælles, at da den hellige Patricius forkyndte kristendommen i det land, var der en stamme, der stod ham langt mere imod end andre folk i landet, og de søgte at tilföje ham alslags forhånelse, både gud og den hellige mand. Men da han forkyndte dem kristendommen som andre mænd og han kom til møde med dem dér, hvor de havde deres forsamlinger, fandt de på at hyle af ham som ulve. Men da han så, at han kun vilde kunne få udrettet lidet overfor disse mænd, blev han meget vred og bad gud om, at han vilde straffe dem for deres opsætsighed med en eller anden plage, som den stamme altid siden kunde mindes. Den stamme fik siden en stor og fortjænt straf, tilmed en meget mærkelig straf, ti det siges, at alle de, som nedstammer fra den stamme, er altid nogen tid ulve og föjter om i skove og tager til sig samme føde som ulve, men de er så meget værre, som de har menneskeforstand til al deres list, og tillige en sådan begærlighed og grådighed overfor mennesker som andre dyr. Det siges, at nogle får dette (kun) hver 7. vinter, men er mennesker imellemtiden, medens andre har det så længe, at de har det 7 år uafbrudt, og får det så aldrig mere.

Så er der endnu en ting, der vil synes mærkelig, nemlig de mænd, som kaldes gelt (38). Men det er grunden til, at folk bliver til ‘gelt’, at hvor hære støder sammen med to fylkinger (mod hinanden) og bægge hære opløfter et forfærdeligt krigsråb, dér kan det vederfares frygtsomme og unge mænd, der ikke för har været i en kamp, at de mister deres forstand på grund af den frygt og rædsel, som de da får; siden løber de til skovs bort fra andre mennesker og lever dér som dyr, og de undgår at møde mennesker som (var de) vilde dyr. Om disse mænd meddeles det, at dersom de på denne måde lever i skovene 20 år, vokser der fjær på deres kroppe ligesom på fugle, hvormed de kan tildække deres legeme mod frost og kulde, men på den anden side ingen fjær så store, at de dermed kan hæve sig til flugt som fuglene. Deres raphed siges at være så stor, at andre mænd ikke kan komme dem på nært hold, og heller ikke mynder mere end mænd, ti de mennesker kan næsten bevæge sig ligeså hurtig i trætoppene som aber eller egern.

Dér er også endnu en ting, som vil synes ret mærkelig, og som tildrog sig i den by, der hedder Cloena. I den by er der en kirke, som er indviet til minde om den hellige mand, der hedder Kiranus (Kiaran). Her hændte det en söndag, da folk var i kirken og hørte messe, at der kom glidende ned fra luften et anker, som om det var kastet ud fra et skib, ti der var et tov derved; ankerspidsen hagede sig fast i buen over kirkedören, men alt folket gik ud af kirken og undredes; man så da op i luften og fulgte tovet (med øjnene) og så et skib flyde for tovet og mænd ombord; dernæst så de, at en mand sprang overbord fra skibet og svömmede ned til ankret for at løse det; hans adfærd, både bevægelsen med arme og ben, syntes dem at være ganske som dens, der svömmer i vandet. Men da han kom ned til ankret, søgte han at løsne det, men da løb folk til og vilde tage manden. Dér hvor kirken var, var også et bispesæde; bispen var (selv) tilstede ved denne tildragelse og forbød folk at holde den mand fast, ti han sagde, at han vilde omkomme derved, som om man holdt ham fast nede i vandet. Men såsnart han kom løs, skyndte han sig op til skibet igen, men såsnart han var kommen op, kappede de tovet, sejlede derpå deres vej og forsvandt. Men ankret har siden ligget dér i den kirke, til vidnesbyrd (om sagen). Så godt som alt, hvad der er nødvendigt at omtale i dette land, mener vi nu at have fortalt. Dog er der endnu tilbage en ting, der kan meddeles, hvis man vil, for gammens og underholdnings skyld. En spøgefugl var dér i landet for lang tid siden, og han var dog kristen; han hed Klefsan ved navn. Det fortaltes om den mand, at der ikke vilde være noget menneske, der så ham, som han ikke ved sine spøgefulde og dog utrolige ord kunde bringe til at le. Og selv om man var nedtynget af sorg i sindet, siges der, at man ikke vilde kunne bare sig for latter, når man hørte den mands tale. Han faldt i en sygdom og døde deraf og blev begravet på en kirkegård som andre mennesker. Han lå længe i jorden, så at alt kød var rådnet af hans knogler; desuden var også flere af disse rådnede. Da skete det, at man var i færd med at begrave nogle lig på den samme kirkegård og så nærved det sted, hvor Klefsan var begravet, at de gravede hans hoved, der var helt, op; det blev siden sat på en höj sten i kirkegærdet, og der har det altid siden stået. Men enhver, som kommer dér og ser det hoved og det sted, hvor hans mund og tunge var, han ler straks, og det selv om han för han så dette hoved er sorgfuld i sind. Hans døde knogler bringer nu ikke færre mennesker til at le end (han gjorde) dengang han var levende.

Jeg ved nu ikke flere ting i det land, som jeg synes egner sig til at forlænge denne tale med.


Grönlands undere

S. Eftersom vi nu har talt om de ting, som vil synes mærkelige i Irland, vil vi nu tale om de ting og undere, der er i Grönland eller Grönlandshavet.

F. Det siges om havene ved Grönland, at der deri er uhyrer, som jeg dog mener ikke ofte viser sig; derfor ved man dog vel at fortælle om dem, fordi man har set dem og er bleven dem vár. Det fortælles om det uhyre, som man kalder ‘hav-stramber’ (39) at det er i Grönlandshavet. Det uhyre er stort af vækst og höjt, og det har vist sig stående oprejst på havets overflade. Det har set ud, som havde det et menneskes skuldre, hals og hoved, öjne, mund, næse og hage. Men ovenfor öjnene og brynene lignede det mest et menneske med spids hjælm på hovedet. Skuldre har det haft som et menneske, men ingen arme, og det har set ud, som det smalnede af nedenfor skuldrene og blev stadig smallere, jo længere ned man har kunnet se det. Men ingen har set, hvorledes dets nederste ende er formet, om den har endt i en hale som på en fisk, eller om den har været spids som en hæl. Men dets krop har af udseende været som en jökel (istap). Ingen har set det så nöje, (at man kan sige) om det har haft skæl som en fisk eller hud som et menneske. Hvergang dette uhyre er blevet set, har man bestemt bagefter kunnet vænte storm på søen. Man har også draget slutninger af den måde, hvorpå det har vendt sig eller ladet sig falde ned på vandet, når det har dukket sig; hvis det har vendt sig mod skibet og styrtet sig forover i retning af dette, har man bestemt vidst, at der vilde ske tab af menneskeliv på det skib; men hvis det har vendt sig fra skibet og styrtet sig i den retning, har man næret godt håb om, at de vilde beholde alle deres folk, selv om de kom ud for oprør i havet og stærke storme.

Man har også dér set et uhyre, som man kalder ‘søtrold’ (margyge); dets udseende har været af den art, at det har lignet en kvinde fra bæltestedet opefter, ti dette uhyre har på sit bryst haft store patter som en kvinde; (det har haft) lange arme og langt hår og i alle henseender med hensyn til hals og hoved været som et menneske; man har syntes, at det uhyre havde lange hænder, dog ikke med adskilte fingre, men med en forbindende hinde som den, hvormed på svømmefugle tæerne forbindes. Nedenfor bæltestedet har dette uhyre lignet en fisk; det har haft både skæl og hale og finner. Det gælder om dette uhyre som om det forrige, at det sjælden har vist sig undtagen for stærke storme. Dette uhyres adfærd har været følgende: det har gentagne gange dukket sig og altid haft fisk mellem hænderne, når det kom op igen; hvis det da har vendt sig mod skibet og leget med fiskene eller kastet dem mod skibet, har man været bange for at lide tab på mennesker. Dette uhyre har også vist sig stort og frygteligt af udseende, med spids pande og brede öjne, stor mund og rynkede kinder. Men hvis det uhyre selv æder fiskene eller kaster dem i søen bort fra skibet, da har man næret lyst håb om at beholde sit mandskab, selv om man fik stærke storme.

Der er endnu ét sådant under i Grönlandshavet, men jeg er ikke særlig kyndig om, på hvilken måde det forholder sig dermed: nemlig det, man kalder ‘havgærdinger’. Det ligner mest, som om alt hvad der hedder havstorm og alle styrtesøer, som findes i det hav, samlede sig 3 steder, så at der dannes 3 (langstrakte) bølgerygge. Disse 3 bølger danner gærde i hele havet, så at man ingen åbninger har set derpå, og de er höjere end store bjærge og ligner stejle (ludende) bjærgtinder, og man kender kun få eksempler på, at de mænd, som er kommet ud for dem, er kommen frelste derfra. Men derfor er der vel fortællinger herom, fordi gud altid må have frelst nogle, som har været stedt deri; deres fortælling har så siden spredt sig mellem folk, hvad enten der nu berettes derom ganske som de (oprindelig) har fortalt, eller deres fortælling er blevet noget overdreven eller forringet; derfor vil vi tale forsigtig om de ting, fordi vi nylig kun har truffet få (40), der er sluppet levende derfra og som kunde fortælle os om sådanne begivenheder.

I det samme hav er der mange flere undere, selv om de ikke kan regnes til uhyrer; ti såsnart man kommer ud af størsteparten af det vilde hav, er der en sådan mængde is i havet, at jeg ikke kender magen dertil noget andet steds i den vide verden. Nogle af disse isstykker er så flade, som om de var dannede på selve vandet, og er enten 4 eller 5 alen tykke; de ligger så langt fra land, at det bliver enten 4 eller flere dages rejse, man skal gå på isen (for at nå land), men al denne is ligger snarere noget mod sydøst eller mod nord langs landet end mod syd eller sydvest eller vest; derfor må enhver, som vil nå landet, sejle omkring landet mod vest-sydvest, indtil han er kommen forbi alle disse ismasser, og så sejle ind til landet. Men atter og atter har det hændtes mænd, at de for tidlig har villet ind til landet, og derfor er de kommet ind i disse ismasser. Nogle, som er kommet ind imellem dem, er forlist, men andre er slupne derfra med livet; vi har set nogle af disse og hørt deres taler og fortællinger. Men alle de, som er komne i våger mellem disse isflager, har fundet på den udvej, at de har taget deres småbåde, trukket dem op på isen og så søgt ind til landet, men havskibet og alt andet gods er blevet ladt tilbage; det er så forlist; andre har måttet opholde sig på isen 4 eller 5 dage, nogle endnu længere, inden de har nået landet. Disse ismasser er mærkelige af naturen; stundom ligger de så rolige, som man (egenlig) væntede, med skillende våger eller (ligesom) store fjorde imellem, men undertiden er de i en så stærk og voldsom fart, at de farer afsted ikke langsommere end et skib, der har strygende medbør, og de bevæger sig ikke sjældnere mod vinden end med den, såsnart de kommer i drift. Der er også i det hav nogle sådannne ismasser, som har et andet udseende og som Grönlænderne kalder ‘faldjökler’ (kalvis). Deres udseende er, som om et höjt fjæld ragede op af havet, og de blander sig aldrig med andre ismasser, men holder sig for sig selv.

I det hav er der også mange af de hvalarter, vi för har omtalt. Det siges også, at dér i det hav findes alle sælarter; de opholder sig meget i disse ismasser, som om der dér aldrig blev mangel på overflod af føde. Følgende sælarter findes dér. Den første art er den, som kaldes ‘no-sæl’; de bliver ikke mere end 4 alen lange. Så er der en anden sælart, som hedder gråsæl; de som bliver længst bliver 5 eller 6 alen lange. Så er der den 3. sælart, som hedder grönlandssæl, og de bliver omtrent lige så lange som de, vi nu talte om. Så er der den 4. sælart, som kaldes skægsæl, hvoraf nogle, de som bliver de længste, bliver 6 eller 7 alen lange. Dernæst er der endnu nogle mindre sælarter, hvoraf en kaldes åbensæl (grönlandssæl); de kaldes således, fordi de ikke svømmer med bugen nedad som andre sæler, men de svømmer med bugen opad eller også på siden, og de bliver ikke större end 4 alen. Der er endnu en sælart, som er den mindste og som kaldes ringsæl; den er ikke længere af vækst end to alen; den har en underlig egenskab, ti det siges, at den svömmer ind under de isflager, der er flade og enten 4 eller 5 alen tykke, og blæser igennem dem, så at de opnår store våger, hvor de vil. Der er endnu en art tilbage, som Grönlænderne regner til hvaler, men jeg synes, at de heller kan regnes til sæler; den hedder hvalros, og de som bliver længst, bliver i störrelse 14 eller 15 alen. Den fisks udseende er ganske som en sæls, både hvad hår og hoved og hud og bagluffer angår, og foran har de svömmeluffer som en sæl. Den må heller ikke spises på fastedage mere end sæl(kød). Men deri er den forskellig fra andre sæler, at den har 2 store og lange tænder foruden andre, små tænder, og de sidder i den øvre kæbe foran i hovedet. Dens hud er tyk og god til reb; man rister deraf store remme, (og de er så stærke) at 60 mand eller flere godt kan trække i et sådant reb uden at få det rykket itu. Disse sælarter, som vi nu har talt om, kaldes fisk, ti de lever i havet og nærer sig af andre fisk, og de kan godt spises af mennesker, men dog ikke således som hvaler, ti disse må man gærne spise på fastedage som andre fisk, men disse fisk (sælerne) må kun spises, når det ellers er tilladt at spise kød. Men jeg kender ikke flere ting i selve Grönlandshavet, som jeg mener er omtale eller fortælling værd, foruden dem, vi nu har omtalt.

S. Alle disse ting vil forekomme dem mærkelige, som hører derom, også hvad angår de uhyrer, som nu har været opregnede i det hav. Ligeledes forstår jeg, at dette hav må være mere stormfyldt end noget andet, og det synes jeg er mærkeligt af den grund, at det er dækket med is vinter og sommer i langt höjere grad end alle andre have, som er til; jeg finder det mærkeligt, at man har lyst til så hyppig at drage derhen, eftersom det er forbundet med så megen livsfare; (jeg forstår heller ikke ret) hvad man kan hænte i det land, som er til nytte eller fordel. Med eders tilladelse vil jeg også spörge om, hvoraf det folk lever, som bebor det land, eller hvorledes landet er beskaffet, om det er dækket med is som havet, eller om det er isfrit, selv om havet er tilfrosset, eller om der er nogen kornavl i landet som i andre lande. Ligeledes vilde jeg gærne vide, om I mener, at det er fastland eller ø-land, eller om der er nogle dyr i det land eller sådanne ting, som findes i andre lande.

F. Når du spörger om, hvad man hænter i dette land eller hvorfor man rejser derhen (og udsætter sig for) en sådan livsfare, da er der 3 egenskaber hos mennesket, der bevirker det. Den første er kappelyst og ry-lyst; ti det er menneskets egenskab at rejse derhen, hvor der kan væntes store farer og hvor man derved kan vinde sig berömmelse. Den anden er videbegærlighed, ti det er menneskets natur, (selv) at undersøge og se de ting, hvorom der bliver fortalt, for at skønne, om det forholder sig så, som det er blevet en fortalt, eller ikke. Den tredje egenskab er (lysten til) at erhværve gods, ti allevegne søger man efter gods, hvor man erfarer, at der er noget at erhværve, selv om det er forbundet med megen fare. Men i Grönland er det så, som du selv kan gætte dig til, at alt, hvad der føres derhen fra andre lande, er dyrt dér, ti landet ligger så langt borte fra andre lande, at man sjælden rejser derhen. Alt, hvad man skal have for at ophjælpe landet (befolkningen) med, må købes fra andre lande, både jærn og alt det tømmer, hvoraf de skal bygge huse. Men følgende gods fører man derfra (købt) for sine egne varer: bukkeskind, kohuder, sælskind og de reb, vi för talte om, som man skærer af de fisk, der kaldes hvalrosser og som kaldes ‘svær-reb’ (hudreb), samt disse fiskes tænder.

Men hvad det angår, du spurgte om, om der er nogen kornavl dér eller ej, mener jeg, at landet kun i ringe grad nærer sig af den, men der findes dog dér de mænd — de mest udmærkede og mægtigste —, som forsøgsvis prøver at så, men størsteparten i det land ved dog ikke, hvad brød er og har endnu aldrig set brød. Men hvad angår spörgsmålet om landets störrelse eller om det er ø-land eller fastland, mener jeg, at kun få (ɔ: ingen) kender landets störrelse, men alle formoder, at det er et fastland, sammenhængende med andre fastlande, ti det er bevisligt, at der findes dér en mængde sådanne dyr, som man véd lever på fastlande, men kun i ringe grad på øer. Der er en mængde harer og ulve og en stor mængde rensdyr; og man mener at vide, at disse dyr lever ikke på øer, medmindre man fører dem derhen. Man mener også at vide tilvisse, at ingen har ført dem til Grönland, men de må være løbne derhen fra andre fastlande. Der er også i det land björne, men hvide; man mener, at de (til stadighed) lever i det land, ti de har en helt anden natur end de sorte björne, som færdes i skove og fanger heste og okser og andet kvæg og lever af det; men den hvide björn, som er i Grönland, færdes mest i vandet ude på isen og fanger dér både sæler og hvaler og lever deraf. Den er ligeledes meget dygtig til at svømme ligesom sæler og hvaler.

Men hvad angår dit spörgsmål, om landet er isfrit eller dækket med is som havet, skal du tilvisse vide, at det kun er en ringe del af landet, som er isfrit; alt det øvrige er dækket med is; derfor ved man (heller) ikke, om landet er stort eller lille, fordi alle fjældkæder dér og alle dalene er dækkede med is, så at der ingen steder er åbninger imellem. Men det må dog i virkeligheden forholde sig så, at der er åbninger enten i de dale, som ligger mellem fjældene, eller langs kysterne, hvorigennem dyrene kan finde vej, ti ellers vilde dyrene ikke kunne løbe derhen fra andre lande, hvis de ikke fandt åbninger i isen og landet (delvis) isfrit. Men ofte har man forsøgt at gå op i landet, op på de fjælde, der er de höjeste, og (det) på forskellige steder, for at se sig om og undersøge, om der findes nogen del af landet, der er isfri og beboelig, men nogen sådan del har man ingensteder fundet, undtagen dér, hvor man nu bor, og det er kun en ringe strækning langs kysten selv. Der er megen marmor (vegsten) i det land, hvor bebyggelsen findes, af forskellig farve, både rød og blå og grön. Der er mange falke i det land, som i andre lande vilde blive betragtet som stor kostbarhed, hvide falke; der er flere sådanne end i noget andet land, men landets egne beboere forstår ikke at drage nogen fordel deraf.

S. I omtalte også för i eders tale, at der ikke er kornavl i det land, og nu vil jeg spörge om, hvoraf da det folk, som er i landet, lever, eller hvor talrig befolkningen er og hvad den har af madvarer, og om den har antaget kristendommen eller ej.

F. Der er kun en lidet talrig befolkning i det land, ti kun lidet deraf er så isfrit, at det er beboeligt; men folket er kristent, og det har kirker og præster. Men hvis det lå nærmere ved andre lande, vilde det blive regnet for en tredjedel af et bispedömme, men alligevel har de sig nu biskop, ti andet går ikke an på grund af den lange afstand, hvori de lever fra alle andre. Men når du spurgte om, hvad folkene i det land lever af, eftersom de ingen kornavl har, så lever man af meget andet end brød alene. Det fortælles, at der i Grönland er gode græsgange, og der er store og gode gårde, ti man har dér mange kreaturer og får, og man laver der meget smör og megen ost; deraf lever man fortrinsvis og ligeledes af kød og alslags fangst, både rensdyrkød, hvalkød, sælkød og björnekød; af alt dette lever folk i det land.

S. Endnu har jeg noget at spörge om angående dette land. Hvad mener I er grunden til, at det land har mere is end noget andet, ligeså havet, der omgiver det; og dog mener jeg at forstå, at det hav både er dybt og dertil meget salt og hyppig stormende; jeg skulde tro, at det ikke så let vilde kunne fryse til, ti allevegne, hvor havet er dybt og dertil salt, kan det næppe fryse til, og allermindst dog, hvor det bevæger sig stærkt og er stormpisket. Men jeg hører, at dette hav, vi nu talte om, og ligeledes landet, er således, at det altid uden afbrydelse er dækket med is, både land og hav, undtagen forsåvidt som det hist og her kan hænde, at der kommer åbninger i isen på grund af vandets brusende bevægelse, men ikke på grund af nogen varme. Eftersom det nu altid er frosset både vinter og sommer, vil jeg nu bede eder om at forklare mig, hvorledes vejrliget er i det land, om der bliver nogen varme eller dejlige solskin(stidsrum) som i andre lande, eller der altid er dårligt vejr og af den grund så megen overflod af is og kulde; jeg ønsker, at I forklarer mig dette spörgsmål, og ligeledes det, hvorom jeg för har spurgt i denne forbindelse, tilligemed det, som Grönlænderne kalder nordlys. Jeg vilde gærne, at I nu forklarer mig disse spörgsmål, samt hvad I mener om, i hvilken del af verden dette land ligger, om det ligger i en eller anden udkant af verden eller ind imellem andre lande, som andre store lande, siden I siger, at det hænger sammen med andre fastlande.

F. Om disse ting, du nu har spurgt om, kan jeg ikke underrette dig tilfulde, ti jeg har ingen truffet, der har undersøgt alle verdens dele eller dens form eller alle verdens udkanter og landenes ordning eller de grænser, som deri er satte. Hvis jeg havde fundet en sådan mand, der havde set og undersøgt alt dette, kunde jeg give dig rigtig besked derom; derimod kan jeg meddele dig, hvilke formodninger de mænd har udtalt, som har gjort sig tanker derom, efter hvad de har fundet sandsynligt. De mænd, som især har skrevet om jordens form efter Isidors eller andre kyndige mænds anvisning, har udtalt, at der i himlen (luften) er sådanne hovedbælter, hvorunder jorden er ubeboelig. Et er så varmt, at man ikke kan bo derunder på grund af hede og brand; alt, hvad dér er under, svides, og jeg finder det sandsynligst, at det må være solens hovedbane, og jeg tror, at hele den bane er udsat for dens brændende stråler, og derfor kan ingen, som vil have en vel tempereret bolig, bo derunder. Således har de også beskrevet de to (andre) zoner, der ligger i himlen, at under dem kan man (heller) ikke bo, fordi de er så kolde, at det ikke er lettere at bo under dem for kuldens skyld end hist på grund af den stærke varme; ti dér har kulden trukket såmegen kraft til sig, at vandet aflægger sin natur, idet det forvandles til is og alle landene dækkes ligervis med is, samt havene, der ligger under den zone. Jeg forstår da, at der er 5 zoner i himlen, to, hvorunder man kan bo, men 3 andre, hvorunder der er ubeboeligt. Allevegne under de bælter, der er mellem kulden og branden, kan man bo, og det er sandsynligt, at der derfor er forskel på landene, fordi nogle er varmere end andre, og at de, som er varmere (end andre), ligger nærmere ved brandzonen. Men de lande, som er kolde, således som vore, ligger nærmere ved den zone, der er kold og hvor frosten kan anvende al sin styrke til afkøling; men efter min tanke og beregning anser jeg det sandsynligst, at den varme zone ligger fra øst mod vest i en krum ring og omgivende hele jordens klode.

Til gengæld er det så atter sandsynligst, at de kolde zoner ligger over jordens yderste dele mod nord og syd, og hvis jeg har formodet dette rigtigt, er det ikke usandsynligt, at Grönland ligger under det kolde bælte, ti det vidnesbyrd om Grönland aflægger alle, som har været der, at kulden dér har fået megen styrke, og allevegne vidner landet og havet om, at frosten dér har fået overhånd og kulden sin hovedstyrke, ti det er frosset både vinter og sommer, og bægge dele er dækkede med is. Det siger man også er vist, at Grönland ligger i verdens yderste kant mod nord, og jeg mener, at der ikke er noget land længere ud fra verdens kres bortom Grönland, kun det vældige hav, som strömmer omkring verden; og det siger de mænd, der er kyndige, at der ved siden af Grönland skærer sig et sund ind, hvorigennem det tomme hav løber ind (og) imellem landene, hvorefter det deler sig i fjorde og större bugter mellem alle lande, hvor det når at strömme ind i verdens kres.

Men hvad det angår, at du spurgte, om der skinner sol i Grönland eller om det nogensinde sker, at der til tider er godtvejr som i andre lande, da skal du tilvisse vide, at der er smukke solskinstider, og i det hele siges landet at have et godt vejrlig. Men der er en stor forskel i solens gang, ti såsnart det er vinter, er det næsten kun én nat det hele, men såsnart det er sommer, er det som det hele næsten er en eneste dag, og sålænge solen går höjst, har den overflod af kraft til at lyse og skinne, derimod kun ringe styrke til at varme og hede; men så megen styrke har den dog, at hvor jorden er optøt, opvarmer den landet så meget, at jorden frembringer gode og duftende planter, og derfor kan befolkningen godt bebo landet, hvor det er optøt, men det er (rigtignok) kun en ringe del deraf.

Men hvad den ting angår, hvorom du ofte har spurgt, hvad det måtte være, som Grönlænderne kalder nordlys, da er jeg ikke så særlig kyndig i den sag. Jeg har ofte truffet de mænd, der har opholdt sig længe i Grönland, og de mener (selv) ikke at besidde sandt kendskab dertil. Men det forholder sig med den sag som med alle andre, hvortil man ikke har virkeligt kendskab, at vise mænd gör dem til genstand for slutninger og formodninger, og de formoder (da) sligt, som de synes er rimeligst og sandsynligst. Men dette er nordlysets natur og beskaffenhed, at det altid bliver desto lysere, jo mörkere selve natten er, og det viser sig altid om natten, men aldrig om dagen og oftest når der er næ, men sjælden i måneskin. Det er af udseende således, som om man så en vældig flamme slå höjt op i luften fra et stort bål. Derfra udstråler der op i luften hvasse spidser, ulige höje og meget urolige, og snart hæver den ene sig, snart den anden; alt dette lys skinner, at se til, som en bevægelig flamme. Men sålænge disse stråler er höjest og lysest, udgår der fra dem så meget lys, at de mænd, som da befinder sig ude, godt kan fortsætte deres rejse og gå på fangst, hvis de behøver det. Ligeledes, hvis man sidder inde i sit hus og (selvom) der er hinde for (lyren, lyshullet), da er der så lyst derinde, at den ene kan se den anden af dem, som er stedt derinde. Men så omskifteligt er dette lys, at det undertiden synes mörkere, som om en mörk røg eller tæt tåge skød sig op imellem, og det ser da nöjagtig ud, som om lyset kvæles i den røg, som om det var ved at slukkes; men når dette mulm begynder at blive tyndere, bliver lyset for anden gang klarere, og det kan undertiden ske, at man synes, som om store gnister skyder op derfra som af et glødende stykke jærn, der lige er taget ud af essen; men når natten er ved at være forbi og dagen nærmer sig, begynder dette lys at blive lavere, og det er som om det helt forsvinder samtidig med at det lysner af dagen. Men de mænd, som har gjort disse ting til genstand for betragtning og omtale, har fremført tre forklaringer og ment, at en af disse måtte være rigtig. Nogle siger, at havene og alle de vande, der strömmer omkring jordkresens yderste rand, er omgivne af ild, og da nu Grönland ligger i verdens yderste del mod nord, mener de, at det er muligt, at dette lys er genskin af den ild, der omgiver de yderste have. Følgende (forklaring) har andre nævnet, at når solen i sit løb er under jordkresen om natten, føres nogle lysninger fra dens stråler op på himlen, idet de (også) minder om, at Grönland ligger så yderlig på denne verdens side, at jordens runding, der (ellers) skygger for solens skin, dér måske bliver mindre. (Atter) andre er der, som mener — og det synes ikke at være det urimeligste —, at ismasserne og kulden i sig samler så megen styrke, at derfra udgår denne lysning. Men så kender jeg ikke flere formodninger, der er fremsatte om denne sag, end disse tre, vi nu har talt om, og vi afgör ikke om nogen af dem, at den er den (eneste) sande, men den sidste, vi nævnede, synes mig ikke usandsynligst i så henseende. Jeg kender ikke flere ting i Grönland, som jeg synes er omtale værd, end disse, som vi nu har omtalt [og som her er skrevne efter kloge mænds formodninger] (41).

S. Der er nu blevet talt om alle de ting, som jeg synes er mærkelige. Mærkeligt er det at vide, at man kan rejse udenfor (den beboede) verden og selv se de grænser, som gud har sat (udstyrede) med så store vanskeligheder, som I nu har fortalt om. Men endnu synes jeg, at der ikke er spurgt tilstrækkelig angående et ringe punkt vedrørende denne samme sag, om hvilket I talte i den foregående replik. I sagde, at af de tre formodninger syntes I den rimeligste var den, at dette (omtalte) lys måtte udstråle fra kulde og jökler; men I lod også det følge i den forrige tale, da I sagde, hvorledes dette lys var at se til, at nu og da skød tåge og mörke, der lignede en sort røg, sig op i det lys; hvis kulden dér er så fremherskende, at dette lys, der ligner ildstråler, hidrører fra den, synes jeg det er underligt, (så jeg ikke forstår), hvorfra den røg kommer, som undertiden synes at skygge for og fordunkle lyset, så at det næsten synes at kvæles derved; ti jeg finder det rimeligt, at røgen snarere opstår ved varme end af kulde. Så er der også en anden ting, som I ligeledes för omtalte i eders tale og som jeg finder mærkelig, nemlig at I regnede Grönland for snarest at være vejr-godt; men da det dog er fuldt af jökler og kulde, kan jeg næppe forstå, hvorledes det kan kaldes vejr-godt.

F. Når du spurgte om den røg, som undertiden synes at følge med nordlyset, og tilföjede, at du fandt det rimeligt, at røgen snarere var forårsaget ved varme end kulde, så kan jeg give dig ret deri; men det kan du vide, at allevegne, hvor jorden er optøt under jöklen, bevarer den altid nogen varme i sine dyb. Således også havet under ismasserne, det bevarer også endel varme i sine dyb, men hvis jorden var uden al varme eller lunhed, vilde den kun være en eneste frostmasse; således også havene, hvis de slet ingen varme havde i sig, vilde de være en eneste jökel fra overfladen til bunden. Der er vel også på den ene side store spalter i de jökler, der ligger ovenpå landet, og på den anden side våger i de ismasser, der ligger på havet; men allevegne hvor jorden bliver bar ved tø, hvad enten den blottes dérved, at ingen jökel ligger på den, eller den åbnes under jöklens gabende spalter, og således også havet, hvor det blottes ved, at isen slår rævner og der fremkommer våger dér, giver bægge dele (jorden og havet) en uddunstning fra deres dyb, og det er muligt, at de dunster samles og kommer til at ligne røg eller mulm, og at det er denne tåge, der udbreder sig foran nordlyset, hver gang det synes som om røg eller mulm kvæler det.

Men hvor du talte om landets vejrlig (og sagde), at du fandt det mærkeligt, at det land kaldes vejr-godt, da vil jeg fortælle dig, hvorledes det land er beskaffet. De gange det dér kan blive uvejr, sker det med större voldsomhed dér end de fleste andre steder, hvad enten det gælder vindenes styrke eller frostens og nedbørens voldsomhed; men som oftest varer uvejret dér kun kort tid, og der er lange mellemrum imellem, og da er der godt vejr i mellemtiden, selv om landet er koldt; derfor bliver det jöklens natur, at den altid kaster kold gus fra sig, der stryger bygerne bort fra dens ansigt (overflade), så at den som oftest har sit hoved bart (snefrit). Men dens naboer må dog tit og ofte undgælde for den, ti alle andre lande, som er i nærheden af den, modtager derfra store uvejr, og de kommer alle til (disse lande), når den med sit kolde pust jager dem fra sig. Hvis du nu forstår dette, mener jeg, at der ikke kan gives flere svar på spörgsmålet, end du nu har hørt.


Himlens og jordens bælter

S. Alle disse ting forstår jeg godt, og jeg finder det rimeligt, at det forholder sig således; men der er dog endnu sådanne ting, som I nævnede noget för i eders tale, hvorom jeg endnu med eders tilladelse vil spörge. I sagde, at bægge verdens sider var kolde, såvel den sydlige som den nordlige, men jeg hører alle mænd, der kommer fra de sydlige lande, sige, at disse stadig bliver varmere, jo sydligere man kommer. Således også vindene, der kommer fra syd, de er blødere og lunere end andre vinde. Disse vinde volder også idelig om vinteren god tø, medens andre vinde er så kolde, at de volder frost og is. Men når det er varm sommer, er også søndenvinden altid lunere end andre vinde. Hvis I nu ikke er ked af mine spörgsmål og ikke synes, at jeg spörger om for meget, vilde jeg endnu bede eder om at svare på dette spörgsmål.

F. Da jeg fortalte dig, at der i himlen (luften) findes 3 bælter, vanskelige at færdes under, hvoraf et er brændende og to kolde, bemærkede jeg, at det varme bælte går fra øst mod vest. Men hvis det er rigtigt sagt, mener jeg, at det er sikkert, at der er ligeså koldt under det sydlige som under det nordlige. Dog mener jeg, at alle de lande, som ligger nærmere ved det varme bælte, hvad enten de ligger syd eller nord derfor, er varme, men de lande, der ligger fjærnere på bægge sider, er kolde. Men når du bemærkede, at alle fortæller, at landene stadig bliver varmere, jo længere mod syd man kommer, mener jeg, at grunden dertil er den, at du vistnok aldrig har truffet nogen, som er trængt så langt frem i landene syd for det varme bælte som disse lande, vi nu har omtalt, ligger nord derfor.

Men når du talte om, at de vinde, der kommer sydfra, er varmere end andre, da er det sandsynligt, at de må komme varme til os, selv om de kommer helt fra verdens kolde sydside, eftersom de farer igennem det brændende bæltes bue, og derfor kommer de varme nordpå gennem den, selv om de blæser koldt syd derfor. Og hvis nogen bode lige så nær ved det kolde bælte på sydsiden, som Grönlænderne bor på nordsiden, mener jeg sikkert, at nordenvinden måtte komme ligeså varm til dem som søndenvinden til os; ti således vender de mod nord og ser mod middag og hele solens gang, som vi, der bor på nordsiden af solen, har at se mod syd. Således som vi för har omtalt, er solens gang kun ringe her om vinteren, men så rigelig om sommeren, at det næsten er, som om der var lutter dag. Deraf kan du nu slutte, at solens vej er meget bred, og dens løb ikke er så smalt eller lige, som om den altid løb henad en (udspændt) line. Men når den begynder sit yderste løb på sin skæve bane mod syd, da har de, der bor på jordens yderste kanter mod syd, sommer og rigelig sol-gang; men da har vi vinter og mangel på sol-gang. Men så snart solen begynder det yderste løb mod nord, da har vi rigelig sol-gang, men da har de kold vinter; og således går det bestandig, at solen stiger da op mod nord, når den stiger ned mod syd, men når den stiger ned mod nord, begynder den at vokse mod den sydlige side. Det skal du også vide, at afvekslingen med dag og nat retter sig efter solens gang, ti nogle steder er der middag, hvor der andre steder er midnat. Men nogle steder rinder dagen op og begynder at lyse, medens det andre steder begynder at blive skumring og nat, ti altid følger dagen og lyset med solen, medens skyggen flygter for solen og følger dog efter den, efterhånden som den glider fremad, og natten er altid dér, hvor skyggen er, men dagen altid dér, hvor lyset er.

Hvis nu alle disse ting, som vi har talt om i disse timer, både angående dag og nat og solens gang og ligeledes alle andre ting, hvorom vi har talt, er blevet dig forståelige, kan du for den sags skyld være en fuldgod farmand, da kun få har erfaret mere derom end du.


Sejladsens ophør

S. Tilvisse vilde det synes mig at være megen lærdom, når jeg nu blot kunde huske alle de ting, som I har gjort mig bekendt med. Jeg mærker også af eders tale, at I synes jeg har spurgt om mange ting under denne samtale. Men hvis I ikke er ked af mine spörgsmål, er der endnu et ringe spörgsmål, som jeg med eders tilladelse vilde göre, og hvis genstand jeg synes angår købmandens virksomhed. I bemærkede for længe siden i eders tale, at de mænd, der vil være købmænd, skulde være tidlig rede (til rejsen) om foråret og tage sig iagt for at være længe ude på havet om efteråret; men I angav ikke bestemt det tidspunkt, når I syntes man om våren tidligst kunde vove at besejle havene fra det ene land til det andet, og ligeledes når I mente man om efteråret senest kunde vove at sejle over havet. I forklarede, hvorledes ude på havene stormene begyndte at lægge sig, men I talte ikke om, på hvilken måde havene begynder at blive urolige, og (derfor) vil jeg gærne endnu bede om, at I ikke bliver ked af at forklare mig dette spörgsmål; ti det synes mig at kunne ske, at det ved en eller anden lejlighed måtte være nødvendigt at vide det, og desuden er det kyndighed at vide sligt.

F. De ting, som du nu nævner, er næppe ensartede, ti alle have er ikke ens. Alle have er ikke ligestore; små have frembyder små vanskeligheder, og næsten til alle tider kan man vove at befare dem; ti det er kun lidet, man dér har behov, kun en eller to dages bör for dem, der er vejrkyndige; ti der er mange lande, hvor der er fuldt op af havne, så snart man kommer til landet. Men allevegne, hvor det forholder sig så, at man kan oppebie god bör i en god havn eller man kan vænte gode havne, når man kommer frem og hvor havrejsen er så kort, at man kun behøver at forberede sig til en eller to dages rejse, dér kan man vove farten over slige have, snart sagt til hvilken som helst tid man vil. Men hvor rejsen er forbundet med större vanskeligheder, når enten havet er stort, fuldt af malströmme, eller man kan vænte sådanne lande foran stavnen, som har farlige havne, enten på grund af skær eller blindskær eller grunde eller udstrakte sande, dér behøver man allevegne, hvor det forholder sig så, megen forudseenhed, og dér kan man ikke sent (på året) vove sig ud på havet mellem lande. Men når du spurgte om (den belejlige) tid, synes mig det rimeligst, at næppe bör man vove sig ud på havrejser (af denne art) senere end til den tid, da oktober indtræder, ti da begynder havene at blive meget urolige og stormene på dem vokser stadig, jo længere det lider ud på efteråret og man nærmer sig vinteren. Men til den tid, da den 16. oktober indtræder, begynder østenvinden at blive mindre glad og anser sig berøvet sin værdighed, når dens guldkrones hovedpynt er fjærnet. Dernæst sætter den på sit hoved en skyhat, stönner i stærk vrede, som om den sörgede efter det nys lidte tab. Men når sydøstvinden ser sin nabos sorg, betages den af en dobbelt sorg; dens ene sorg er den, at den selv frygter et lignende tab som det østenvinden led; den anden består deri, at den sörger over sin gode og udmærkede nabos sorg; den ophidses af det vrede sinds sorg og rynker truende sine öjenbryn under den skjulte, strittende hårmasse og udpuster vredt sin mundvæske, der spredes. Men når søndenvinden ser sine nære naboers vrede, ifører den sig sin skypels og gemmer således for dem sin rigdom og sine varmende skatkamre og blæser hårdt ligesom med et frygtens værn. Men når sydvestvinden mærker, at venskabet kølnes efter forligsbruddet, udsender den hulkende, i sin sindsvrede, store regnbyger, hvæsser öjnene over det tårevædede skæg, udspiler sine kinder under den tykke skyhjælm, blæser i voldsom vrede med kolde regnbyger, danner meget svære bølger og brystknejsende søer med styrtninger, farlige for skibene, og befaler alle havets storme at rase med hårdnakket vrede. Men når vestenvinden ser, at en sorgens blæst og et sörgende suk kommer den imøde fra øst, hvorfra den för var vant til at modtage lysende stråler med höjtidelige vennegaver, da forstår den tilfulde, at forliget er brudt og al fred opsagt, og den betages af sorg med megen frygt på grund af ufreden, og den ifører sig en sort sörgekjortel, og over den en kappe af grå skyer, og sukker voldsomt med sörgelig angst, sidder med prustende næsebor og skælvende læber. Men når den ilsindede nordvestvind ser denne sine naboers sorg og ser sit eget tab af den aftenlige skönhed, som den för plejede at besidde, da viser den hurtig sit sindelag ved sin voldsomme vrede, den rynker truende, sine skarpe bryn, udsender kraftig raslende haglkorn og fremfører skraldende tordner med frygtelige lyn, og viser fra sin side uden al skånsel en frygtelig vrede. Men når nordenvinden savner den venlighed, som den modtog af søndenvinden, og dennes milde gaver, så undersøger den sine skatkamre og fremviser da den rigdom, hvoraf den har overflod, og drager mörk skygge med skinnende frost, sætter på sit hoved en iskold hjælm over sit istap-fyldte skæg, og blæser kraftig på haglfulde skybjærge. Men den kolde nordøstvind sidder vred med snefyldt skæg og pruster koldt med to stormfyldte næsebor, den skeler barsk med öjnene under de rimfrosne bryn, rynker kinderne under sin kolde skypande, skærper kæberne med sin iskolde tunge og blæser vredt med alt gennemtrængende snefog. Når nu freden er brudt mellem disse 8 hövdinger og vindene er bleven helt rasende med stormende voldsomhed, bliver det umuligt at befare havene fra land til land på grund af de mange vanskeligheder. Dagene kortes, natten bliver mörk, havet bliver uroligt, bølgerne tiltager i styrke og styrtesøerne bliver koldere, regnen tiltager og stormen vokser, brændingen øges og kysterne nægter gode havne, folkene udmattes, skibsladningen forskubbes, og mange mennesker omkommer hyppig på grund af altfor megen forvovenhed; sjæle underkastes farlige domme på grund af uagtsomhed og hurtig død. Derfor må alle kloge mænd tage sig iagt for at være ude på havet sent (på året); ti der er mange farer og ikke en enkelt at undgå, hvis man stoler for meget på sådanne tider. Det er bedre beregning at rejse i den bedste sommertid, ti hvis det går galt, går det værre end man havde lov til at vænte, når man havde forberedt sig (rejsen) godt og klogt; men hvis alt går godt, går det tilvisse bedre end man kunde vænte, når man har taget en dum bestemmelse eller fra begyndelsen af gjort gal beregning, selv om det undertiden kan spænde godt af. Det kalder jeg for en klogere beregning, at man forbliver i ro, sålænge sådanne farer kan væntes, og at man nyder med godt mådehold og rolig hvile om vinteren, hvad man i sommerens løb har erhværvet, heller end at man ved selvrådighed udsætter sig for i kort tid at miste alt det, man om sommeren har arbejdet for. Men allermest bör man sørge for sig selv, ti aldrig senere erhværver man noget, dersom det går så ilde, at man går til grunde med sit gods.


Sejladsens begyndelse

S. Det var en heldig beslutning, at jeg i den sidste tale øgede mit spörgsmål, ti siden har jeg af eder fået både kyndige svar og svar gavnlige for alle, der har ævne til at skönne og drage nytte af disse ting, som I nu har omtalt. Jeg vil endnu bede eder om, at I med nogle ord forklarer, hvor tidlig om foråret I synes, at man kan vove sig ud på havene (til rejse) mellem lande, og det med bestemte tidsangivelser, således som jeg ønskede det i den forrige replik.

F. De fleste have, med undtagelse af de allerstörste, kan man vel vove at besejle på den tid, da april begynder; ti når den 16. marts indtræder, begynder dagene at blive længere, solen vokser og natten kortes, nordenvinden renser blidt himlens åsyn med kølig og let vifte og fejer alle uvejrsskybanker væk og kræver med venlig opfordring nyt forlig, og da stiftes påny fred mellem alle vinde; ti da vil de alle gærne søge hvile efter den hæftige vrede og möjsommelige blæst, og da knyttes anden gang nyt forlig imellem dem, således som det för blev sagt, da der taltes om deres forlig; regnbygerne holder op, bølgerne tager af, styrtesøerne minskes, og det brølende havs hele svulmen svinder og alle storme lægger sig; der kommer ro efter det hvileløse oprør.

Nu har jeg gjort, som du bad om, og har med bestemte udtryk forklaret dig bægge de tidspunkter om vår og efterår, da jeg finder det rådeligst at befare det farlige hav. Ligeledes har jeg gjort dig bekendt med de tider, hvilke synes mig bedre egnede til hvile end til rejser. Med nogle ord har jeg også betegnet for dig luftens lysning og de grænser, der findes i himlen, både de (bælter), under hvilke man ikke godt kan færdes, og ligeledes de andre, under hvilke der er farbart. Og hvis du nöje husker alle disse ting, som jeg har omtalt for dig, vil du ikke blive regnet blandt ukyndige købmænd, hvis du vil prøve den livsstilling. Nu er det bedst, at du foreløbig godt indprenter dig alle disse ting, som du nu har hørt; senere hen kan du så spörge om andre ting, hvis du synes.



Vignet.jpg



ANDET AFSNIT

S. I det sidste møde, da jeg talte med eder, herre, hørte jeg af eders mund en vis og for enhver, der vil tilegne sig den, nyttig tale vedrørende den livsstilling, hvorom talen blev holdt. Jeg har siden overvejet den tale, og jeg tror, at jeg i min hukommelse har fæstnet det meste af, hvad der da blev sagt, hvilken lykke jeg så end i fremtiden får med hensyn til at leve efter den; det skulde jeg dog trænge til, så godt som nogen, at følge trolig alt det gode, man lærer. Det er også mere vænteligt, at de gör det, som overvejer sagerne, end de, som glemmer dem. Men hvilken lykke og hvilket held jeg så end får til at efterleve (det sagte), vil jeg gærne lære, sålænge der er mulighed derfor. Da jeg nu i min hu endnu har sådanne ting, hvorom jeg gærne vil spörge, vil jeg dog bede om lov til at tale, för jeg begynder at fremføre de punkter, jeg har lyst til at høre om, og siden vænte svar, når jeg har fremført min tale.

F. Når vi sidst talte om købmændenes liv og færd, mener jeg, at vi omtalte så godt som alt, hvad da var nødvendigt at berøre; og det vænter jeg, at den mand ikke vil blive kaldt dårlig i sin færd, som i alle henseender godt husker det, som da blev sagt. Men dersom du har lyst til at spörge og vide noget mere angående de ting, vil jeg venlig svare dig, hvis jeg kan. Og vil du tage fat på et andet æmne, vil jeg gærne svare, hvis jeg er tilstrækkelig kyndig, og du skal have lov til at spörge om, hvad du vil; da skal der som svar fra min side komme, hvad gud har givet mig forstand på.


Sæder i kongens hird

S. Den tale, som jeg sidst hørte eder fremsætte om købmændenes livsstilling, blev fremført med större kyndighed i svarene end i spörgsmålene, og nu vil jeg lade (yderligere) tale derom fare. Da jeg nu, med eders tilladelse, agter at forsøge den gærning, kan det være, at der går lang tid imellem vore møder; men hvis jeg er fjærnet fra eder, er der ingen udsigt til, at jeg kan ty til eders råd, selvom jeg kunde ønske det, ifald jeg skulde få lyst til at tage en anden beslutning og (optage en anden) livsstilling end den at være købmand. Men selv om vi atter ifølge guds vilje mødes, anser jeg det dog fornuftigt at spörge om de ting, som min videbegærlighed ønsker besked om, sålænge jeg har viss udsigt til at få svar. Men det er den allerstørste pligt at lære, hvad man ikke ved, sålænge der er lejlighed dertil, af den grund, at det ikke er sikkert, om det bliver muligt at spörge, når man ser det er nødvendigt. Hvis det nu kan skikke sig så, at jeg har lært købmænds færd og har foretaget rejser hjemmefra til ukendte lande, og hvis jeg (så) får lyst til at drage til kongen for dér at se större ypperlighed med hensyn til (gode) sæder, end jeg havde lejlighed til på mine handelsrejser, vilde jeg gærne herhjemme af eder lære at kende de sæder, der er de nødvendigste at kende, når man er i kongens følge, selv om det ikke er så sikkert, at jeg får brug derfor. Hvis I nu ikke synes, at en sådan videbegærlighed er unyttig, kunde jeg ønske, at I belærte mig om de sæder, jeg nu har antydet.

F. Det kan ikke kaldes unyttigt at ville kende de sæder, der findes hos kongen og dér skal overholdes, ti dér er ophavet til alle gode sæder og al belevenhed, hvis det da forholder sig, som det skulde og som det har været fra gammel tid af. Dog er det ikke så, som om der var meget enkle sæder hos kongen, ti dér er mangeartede tjænester og stillinger, og jo ringere tjæneste (virksomhed) den enkelte har, desto mindre gode sæder iagttager han. Selv på de mænd, som har höje stillinger, er der stor forskel med hensyn til deres opførsel og færd; des værre bliver altid de, som iagttager de bedste sæder, færre end hine, der er middelmådige i deres sæder eller næppe engang det. Nu ved jeg ikke, hvilke mænds sæder du har lyst at lære at kende, enten deres, der er de mest belevne, eller hines, som er i flertal.

S. Det vilde gavne mig især, men også enhver, der vil lære ukendte ting at kende, hvad enten det nu gælder at lære gode sæder eller få anden kyndighed, at lære hvad der er bedst og nyttigst, ti de læremestre er de færreste, der véd at oplære i det; det er også altsammen vanskeligere at lære end hvad der er lidet nyttigt eller ganske unyttigt. Da jeg nu hører, at der er forskel på bægge dele, både på mænds virksomheder og sæder i kongens hird, vil jeg nu bede om, at I belærer mig om al den ordning, som dér findes, og at I forklarer mig, hvilken forskel dér er på virksomheder og hvori hver virksomhed består; ligeledes (at I belærer mig om), hvilke sæder det er, som I synes er gode og tilvisse nødvendige at lære for den, som med hæder vil tjæne kongen; fremdeles hvilke man bör tage sig iagt for og forkaste, når man vil være beleven. Af den grund spörger jeg så indtrængende herom, fordi jeg har set mange sådanne mænd komme fra kongens fölge, hvis sæder jeg nöje har lagt mærke til, og jeg har syntes, at de fleste var omtrent lige så (lidet) belevne som de, der aldrig har opholdt sig ved hirden, eller næppe engang det. Nu ved jeg ikke, om det mere er mig, der ikke ved besked om, hvad belevenhed er, eller om det i virkeligheden forholder sig, som det er forekommet mig at være.

F. Hvis det bliver din skæbne at komme til hirden, må du tage dig iagt for det, som hændes dem, der ubelevne kommer til hirden og kommer (tilbage) derfra uden høviskhed, — forsåvidt du både vil kaldes dannet og høvisk. Men da du har spurgt om, hvilken forskel der er på virksomhed eller sæder i kongens hird, skal det nu forklares dig, hvorfor man kommer derfra uhøvisk og udannet. Hvis en uskönsom mand kommer til hirden, er det omtrent som hvis en ukyndig mand drog til Jerusalem eller en ubegavet mand kommer i en god skole. Ifald en ukyndig mand kommer til Jerusalem, tror han selv, at han er (bleven) så (grumme) lærd, og han fortæller om sin rejse, men mest sådanne ting, som en kyndig mand ikke synes fortjæner andet end spot og hån. Det samme er tilfældet med den ubegavede; når en sådan kommer fra skolen, mener han, at han er en fortræffelig klærk, bliver glad, når han træffer en, som slet intet har lært, og gör vældig nar ad ham; men træfter han en sådan, som er (virkelig) klærk, da ved han selv intet. Således sker det også, når ukloge mænd kommer til kongens hird, da opsøger de deres jævninge og lærer af dem det, de bedst kan lære og hvad de i forvejen var bedst kendt med, men det er ikke andet end kortsynethed og enfoldighed. Når de så kommer fra hirden, kan de kun vise andre en sådan belevenhed og sådanne sæder, som de lærte dér. Det gör dog mange, der kommer fra ukendte steder, hvad enten det er fra andre ukendte lande eller hirder, og som træffer dem, der har været hjemme, at de bringer mange tidender, og de mener, at de véd udmærket besked både om sæder og tidender, såsnart de (blot) har set ukendte folk eller andre lande; især hændes dette kortsynede mennesker. Nu må du tage dig iagt for, at du ikke viser dig så ukyndig, hvis du vil opføre dig dannet.

Men når du spurgte om, hvilken forskel der er på virksomheder i kongens hird, kan det (godt) forklares, og ligeledes hvori enhver virksomhed består. Alle de, som er kongens håndgangne mænd, er huskarle, men stilling og magt fordeles siden mellem dem efter deres ævne til at kunne tjæne (kongen) og således som kongen vil overdrage det til enhver. Nu er der for det første sådanne huskarle, som altid er indenfor hirden, uden at de dog modtager sold, og ikke skal de spise eller drikke dér, hvor kongens hird spiser. De skal også i kongens gård udføre alt, hvad forvalteren forlanger af dem, hvad enten han byder dem at rejse eller pålægger dem anden virksomhed i kongens gård.


Tjænester hos kongen

S. Jeg vil nu bede eder, herre, at I ikke opfatter det som tegn på hastværk eller som om jeg vilde stanse eders tale, hvis jeg med nogle ord spörger om disse mænds virksomhed.

F. Sålænge vi fører denne samtale, kan du spörge om, hvad du synes, hellere end at du bagefter fortryder (at du ikke har spurgt) og at du af den grund er uvidende om, hvad du ønsker at vide, fordi du ikke har spurgt tilstrækkelig.

S. Eftersom disse mænd, som I nu har omtalt, udfører arbejde og virksomhed i kongens gård og lever dér uden høviskhed som hjemme i bygden, hvilken fordel ser de ved hellere at opholde sig hos kongen end at arbejde til gavn for deres slægtninge eller fædre i bygden eller foretage handelsrejser og således hellere tjæne penge?

F. Der er mange grunde til, at sådanne mænd hellere er hos konger end i bygden eller på handelsrejser. Nogle ønsker at være hos kongen hellere end på landet, selv om de dér (hos kongen) udfører det samme eller endnu större arbejde, fordi de er så fattige, at de på grund af fattigdom ikke kan foretage handelsrejser, selv om de har mange gode slægtrækker (bag sig). Dersom de arbejder på landet, er der mange dér, der er rigere, uagtet de ikke er af bedre herkomst og knap af så god (som de); men hvis de da får noget mellemværende med hinanden, får de rige støtte i deres penge, og de undertrykker dem, der er fattige, så at disse ikke kan få deres ret, når de har med hine at göre; derfor synes de det er bedre at arbejde hos kongen, hvor de har støtte, end at arbejde uden støtte på landet. Nogle lader sig bevæge dertil formedelst drab (de har begået) eller andre vanskeligheder, og på grund heraf søger de støtte i kongens magt. Der er også nogle, som finder det morsomt at færdes blandt mange, og desuden til stor støtte, hvad der end kan vederfares dem. Når de så kommer hjem til bygden, hvor de tidligere var uden støtte, mener de at kunne være enhver andens ligemænd på grund af den støtte, de har som kongens mænd; og bliver de dræbte i tvekamp, tager kongen 40 mark som undersåtsbod for dem som for andre af sine undersåtter og desuden 1 mark som huskarlebetaling, når en af hans huskarle bliver dræbt. Du bör også vide, at der til hirden kommer mange sådanne fra landet, som dér ikke regnes for noget; men det sker dog hyppig, at de, som hjemme i bygden ikke regnedes for noget på grund af deres virksomhed, får megen hæder hos kongen, når de forstår deres pligt. Men de som agtedes meget værd hjemme blandt bønderne både på grund af deres rigdom, frænder og fostbrødre, de bliver ofte ikke mere agtede i hirden hos kongen end hjemme på landet eller undertiden ikke engang det, og ofte får de mindre hæder hos kongen, som kommer pengestærke til ham, end hine, der er fattige. Men de, der kommer til kongen med kun ringe midler eller med slet ingen, og som ikke får andet end hvad kongen vil unde dem, dem hæver han så höjt både med hensyn til magt og pengemidler, at de kommer til at stå over deres frænder, medens de tidligere, inden de kom til kongen, end ikke ansås for at være deres frænders ligemænd. Grunden dertil er enten deres raskhed i kampe og deres gode sæder indenfor hirden, eller den, at de er tro mod ham i alt og lægger vind på visdom og kærlighed mod ham; så ophjælper han og hæver höjt dem, som han ser vil vise ham sand kærlighed og tjæne ham med sandt venskab. Sådanne ting volder, at kongen tit og ofte hæver dem, der er fattige, höjt ved sin nåde, og derfor vover mange at begive sig til kongen, fordi alle vænter, at de af ham vil få hæder og höj stilling og ærefuld værdighed.

S. Nu mener jeg at have fået tilstrækkelige og vise svar, så jeg ikke finder det mærkeligt, at disse mænd, hvorom I nu har talt, hellere vil være kongsmænd end leve på landet, selvom de dér får ligeså tungt eller tungere arbejde end hos bønderne. Jeg vil nu bede eder om at forklare mig endnu flere af de virksomheder, der udføres hos kongen, således at ingen af dem skal forblive mig ukendt, — hvis det kan ske således.

F. Det kan godt lade sig göre. Da du har lyst til at vide sådanne ting, skal jeg meddele dig, hvad jeg ved derom. Der er fremdeles hos kongen de huskarle indenfor hirden, som har et øgenavn foruden at kaldes huskarle; de hedder ‘gæster’, og de har fået dette navn på grund af deres virksomhed, hvortil der hører mange pligter, ti de gæster mange mænds hjem, og dog ikke alles med venskab; disse mænd er dog soldtagere hos kongen og får halvdelen af en hirdmands lön. Disse mænds tjæneste består i, at de er forpligtede til at udspejde kongens hele rige og skaffe sig underretning om, hvorvidt han har nogle uvenner indenfor riget; opdages sådanne, skal gæsterne ombringe dem, hvis det er dem muligt. Og hvis kongen sender gæsterne imod sine uvenner, og de, mod hvem de udsendes, dræbes, får gæsterne for deres arbejde alt det gods, som de straks kan føre bort med sig. undtagen guld; dette tilfalder kongen ligesom også alt andet, gæsterne ikke fik taget med sig; og hvor end kongen bliver sine uvenner var, er det gæsternes pligt at undertrykke kongens uvenner og således rense hans rige. Men når de er indenfor hirden hos kongen, holder de også alslags vagt om kongen ligesom alle andre bordfaste mænd i kongens gård, undtagen hovedvagten, den holder de ikke, og heller ikke har de lov at træde over bordet til mad og drikke i det hus, hvor kongen sidder, undtagen i julen og påsken, da har de lov til at spise og drikke i kongens hal sammen med hans hird, men ellers ikke. Hvis nogen af disse mænd bliver dræbt i tvekamp, tager kongen slig bod efter dem, både huskarlebod og undersåtsbod, som efter dem, vi først nævnede. Så er der endnu de huskarle, som ikke er bordfaste hos ham og kun sjælden kommer til hirden, og som intet modtager af kongen undtagen hjælp og støtte for at kunne få deres ret overfor andre mænd, og dog er de kongens mænd; ligeledes tager kongen også huskarlebod tillige med undersåtsbod efter disse mænd, hvis de dræbes, ganske som efter de huskarle, der er bordfaste hos ham. Disse mænd bliver hans mænd på grund af deres forskellige livsstillinger; nogle er bønder, andre købmænd og atter andre lægmænd. Men følgende tjæneste er de forpligtede til at yde kongen udover hvad andre af hans undersåtter er forpligtede til, nemlig at overalt, hvor kongens ombudsmænd kommer efter hans befaling for at udføre kongens sag eller hværv, og de huskarle, vi nu har omtalt, befinder sig dér, er disse pligtige til at slutte sig til ombudsmændenes følge og yde dem al den støtte, som de er i stand til vedrørende kongens sager; men de har også ret til at få hjælp af kongens mænd i alle de sager, som de har med andre, for at de kan få deres ret. Ligeledes, hvis de bliver dræbte, øges kongens (ret til) bøder for disse mænd lige som for dem, vi för talte om.

Så er der endnu de kongens huskarle, der modtager penge (gods) af kongen, nogle 12 øre, andre 2 mark og (atter) andre 3 mark og nogle mere, alt eftersom kongen ser, at han får större bistand og støtte af dem. Disse mænd er ikke bordfaste blandt hirden hos kongen, men de er ude i bygderne som etslags styrere; ti nogle af dem er lendermænds sönner, andre så mægtige bønder, at de anses for at være lendermænds jævninge. Disse kongens huskarle er forpligtede til at yde kongen den selvsamme tjæneste som de, hvorom der för blev talt, og en så meget större, som de er istand til at yde mere; de nyder også större ære hos kongen, og omtrent i samme grad tiltager kongens bøderet med hensyn til disse mænd, hvis de bliver mishandlede, som för blev sagt. Af alle disse kongens mænd, hvorom vi nu har talt og som ikke er bordfaste hos ham, kan kongen dog kræve sådan tjæneste, som han synes enhver af dem egner sig til at udføre. De får befaling til at styre langskibe på krigstog med kongen, medens andre sendes i sendefærd mellem lande til udenlandske konger eller andre fyrster. Nogle bliver også sendt ud på handelsrejser mellem lande med kongens gods eller med hans skibe. De er pligtige til alt sådant og til alle andre ting, som kongens fornødenheder medfører.

Nu har jeg fortalt dig om en hel del af kongens tjænestemænd, og du kan nu selv slutte, hvilke af dem, der nu er opregnede, der synes dig at måtte kende godt til høviskhed og de sæder, som med rette burde herske i kongens hird. Og dog er de alle kongens mænd, og deraf kan du slutte, at ikke enhver mand straks kan kende alle kongelige sæder eller værdighed, såsnart han (blot) har set kongen eller hans mænd; ti en mand må både være lærenem med hensyn til sæder og desuden klog, hvis han, når han har opholdt sig ved kongens hird blot i 12 måneder og selv forudsat, at han har været hver dag indenfor hirden hos kongen, dog skal have erhværvet sig gode sæder og høviskhed i løbet af 12 måneder. Nu skal du vide det tilvisse, at flertallet af mændene hos kongen udgöres af dem, der er dér den störste del af deres liv og daglig har lejlighed til at se gode sæder, og som dog aldrig bliver hverken rigtig dannede eller høviske.

S. Dersom det forholder sig så, at nogle sæder er så vanskelige at lære i kongens hird, at dertil kræves både lærenemhed og lang iagttagelse, er det sikkert, at disse mænd, som I nu har omtalt, ikke kan vide meget om, hvad høviskhed eller gode sæder er i kongens gård, uagtet de er kongens mænd, eftersom de kun sjælden kommer i kongens herberg, hvor snarest gode sæder vises. Men der er endnu andre ting, som jeg har lyst til at vide om disse mænds tjæneste, nemlig: hvilken fordel vænter de mænd sig af at tjæne kongen, som både har rigdom nok og höj byrd, når de forpligter sig til kongens tjæneste og blot får huskarlenavnet alene; hvorfor har de ikke de rangstitler, at kaldes hirdmænd, eller hvorfor lader de sig ikke nöje med deres egne forhold (42), som andre bønder gör?

F. Dette er ikke det kyndigste spörgsmål fra din side; men da du ikke mener at være særlig kyndig heri, finder jeg det bedre, at du har spurgt end at du vedbliver at være ukyndig, og fordi der spörges, skal der (også) svares. Der er mange bevæggrunde til, at folk hellere vil være kongens mænd end blot og bart kaldes bønderkarle, således som der för blev sagt. Det første svar er da dette, at kongen ejer hele riget og ligeledes hele den befolkning, der findes i riget, og alle de mænd, som er i hans rige, er pligtige til at tjæne ham, såsnart hans tarv kræver det. Og kongen har ret til at pålægge enhver bonde, som han synes egnet dertil, sendefærd til udenlandske hövdinger, hvis da nogen af bønderne efter deres klogskab er i stand dertil. Ligeledes, hvis kongen byder bønderne at styre skibe på krigstog med sig, er enhver, der bliver udnævnt dertil, nødt til at drage afsted, selv om han ikke er håndgangen, men kun kongens undersåt. Og selv om det er en klærk eller biskop i riget, kongen befaler sendefærd til andre konger eller til paven — hvis han ønsker det —, så må den, som får opfordring dertil, rejse, medmindre han vil udsætte sig for kongens fjendskab og for at blive jaget ud af hans rige. Eftersom nu alle mænd, der er i hans rige, er pligtige til at tjæne kongen, hvorfor skulde så ikke enhver klog mand finde det mere magtpåliggende at nyde kongens fulde støtte og venskab, hvad der end kan vederfares ham i hans mellemværender med andre mænd, samt at være sine stalbrødres overmand og styre dem til lydighed mod deres konge, hvis de ikke ellers vil være kongen lydige, heller end at kaldes bondekarl og altid være under andres styrelse, og tilmed være næsten lige så pligtbunden som uden det? Og det skal du tilvisse vide, at det navn er ikke at foragte — som om det var vanærende —, at kaldes kongens huskarl, tværtimod er det for enhver, der får det navn, et stort hædersnavn; ti både lendermænd og hirdmænd ønsker, når de bliver kede af krigstog og hellere vil røgte deres gård i bygden formedelst en eller anden skrøbelighed, alligevel ikke at miste huskarlenavnet på grund af den ære og støtte (der følger dermed). Hvis du nu finder, at der (endnu) mangler noget i spörgsmål eller svar vedrørende dette punkt, kan vi, hvis du synes, endnu fortsætte talen derom.

S. Om denne sag har jeg nu spurgt næsten tilstrækkelig, og den er nu blevet forklaret mig med gode og fyldestgörende svar, så at jeg nu synes, at ingen kan undvære kongens støtte, såfremt han ønsker at beholde sit i sikkerhed, eftersom den store menneske-mængde er vankelsindet og gensidig ubillig mod hinanden, alene med undtagelse af dem, der af gud har fået i gave både klogskab og billighed; men dette gælder kun nogle få og ikke hele folket. Da der endnu er noget vedrørende kongens tjæneste eller sæder, hvorom der ikke er talt tilstrækkelig, ønsker jeg gærne, at I vil tale derom, for at jeg ikke skal være ukyndig om de ting, jeg har lyst at vide besked med.

F. Så skal nu tales om de af kongens huskarle, der snarest lærer, hvilke gode sæder der hersker i kongens følge, hvis de lægger vind derpå; men de falder i to dele, og de, der skulde være flest i tal, bliver som oftest de færreste. De kongsmænd, vi nu skal omtale, bærer, foruden at kaldes huskarle, det navn: hirdmænd. Dette navn gives nogle med rette, men for mange er det et øgenavn. Men de, som indstiftede dette navn fra begyndelsen af, gjorde det på et godt grundlag, ti hirdmand betyder såmeget som bevogter og skærmer (43); de, som med rette vil erhværve sig dette navn, vil være rigtige bevogtere og skærmere af kongen og hele kongedömmet. De skal, hvor de har med folks sager at göre, våge over retfærdighedens grænser mellem alle mænd i riget; de skal også iagttage høviskhed og god opførsel og alle nyttige sæder, ti de er altid i alle henseender kongens nærmeste (omgang). De bevogter kongens liv og legeme både ved nat og dag. De er også stedse hos kongen, når der spises og drikkes, på målstævner og i al godt samvær, som om de var hans nære slægtninge. Med rette bör disse mænd kaldes herrer af alle dem, som bærer ringere navne end de selv, ti, hvis de overholder de sæder, som det sömmer sig deres navn, gælder de så meget som landstyrere. De bör være udvalgte blandt alle, ikke blot efter deres höje byrd eller rigdom, men de selv, som bliver valgt (til at bære) dette navn, bör være fuldkomne i alle henseender, både med hensyn til slægt, rigdom og mod og høviskhed, og tilmed være de mest dannede. De bör også fremfor andre mænd iagttage alslags retskaffenhed, så at de fuldtud forstår, hvilke ting der bör efterstræbes for ærens og god adfærds skyld, og hvilke ting der bör hades på grund af (den dermed forbundne) vanære og skam; ti allevegne hvor de kommer, hviler alle mænds öjne på deres sæder og adfærd, og alle lytter til deres ord, og alle vænter, som det bör være, at de desmere overgår alle andre i sæder og adfærd, jo nærmere de står kongen i tjæneste eller yndest. Og dersom disse mænd vil komme i besiddelse af de navne, som de får tilligemed huskarlenavnet, må de undgå enhver tølperagtighed og al uhøviskhed, og de må fremfor andre mænd afholde sig fra meget, hvad kortsynet begær kræver; ti mange ting både i ord og handling kan blive høviske mænd til skam, hvis de ikke passer godt på deres tunge og adfærd, medens det samme ikke bliver til nogen skam for bønderkarle, ifald de gör sig skyldig deri. Ofte kan det også hændes, at høviske sendemænd kommer fra andre lande til kongen og hans hird, og jo mere høviske disse sendemænd selv er, desto nöjere iagttager de så hans tjæneste (44) og hans og hans hirds høviskhed og alle sæder i hans hird. Og når de kommer hjem igen til deres land, fortæller de om sådanne sæder og beretter alle andre tidender, som de så og hørte hos den konge, til hvem de da var sendte. Men alle de tidender, der bringes til andre lande og berettes om hövdinger, — forudsat da, at de er sande, — bliver oftest enten til spot og hån eller til ære. Det kan også ofte ske, at kongerne selv skal mødes for at forhandle om den ordning og de forhold, der skal herske mellem deres lande; og dér, hvor kongerne har deres stævner, mødes altid de bedste mænd. Da kommer til stævnet sammen med dem deres stormænd: ærkebisper, jarle, biskopper, lendermænd og hirdmænd eller riddere; da bliver alle disse mænds høviskhed og sæder omhyggelig iagttagne, først de mægtiges, derpå alle de andres, ti den ene iagttager dér den andens adfærd. Og hvis da en af kongerne eller nogen af de andre stormænd findes at være uhøvisk, bliver han straks genstand for spot og hån og vurderes som enhver anden bondekarl. Og selv om det (kun) er en konges hird, der findes uhøvisk eller ikke ret dannet, og navnlig hvis den tjæneste (opvartning), der ydes ham (ɔ: kongen) i hans herberg, ikke udføres på en høvisk måde eller med gode sæder, bliver kongen selv dömt uhøvisk, og alle vil sige, at dersom han selv var høvisk eller vel dannet, vilde alle af ham lære gode sæder. Men det kan dog ske, at en høvisk hövding får megen skam for en uhøvisk og udannet mands skyld, og derfor vilde det være meget magtpåliggende, om de, der ønsker at være kongen nærmest med smukt og hædrende navn, forstod sig godt på alt, hvad der sömmer sig vel eller ilde; ti den mand kan, efter at han har været kongen til vanære på steder, hvor mange fornemme mænd samles og han fandt det magtpåliggende at beholde sin hæder, ikke vænte sig megen hæder fra kongens side; men dette gælder (rigtignok) alle steder (hvor kongen er), ti kongen bör ingensteds blive genstand for ringeagt. Da bekommer mangel på dannelse og opmærksomhed en mand ikke godt, hvis han med vanære og uvenskab mister sit hædersnavn, sin gode yndest og smukke tjæneste, selv om han beholder liv og lemmer. Men han kan blive sin konge i den grad til vanære, at han og ligeså mange af hans frænder fortjæner en forsmædelig død derfor.

Sådan forskel, som du nu har hørt, er der nu både på virksomheder og navne indenfor kongens hird. Men finder du, at du ikke har spurgt nok, kan du spörge om mere, hvis du så synes.


Foretræde hos kongen

S. Nu synes jeg, at det er nødvendigt, at denne samtale fortsættes, og jeg vil nu dreje min tale eller mit spörgsmål hen på et eller andet ophav (grundspörgsmål), for at det kan stå mig endnu klarere for öje, hvorledes man skal komme for kongens åsyn, hvis man vil søge sig ære, eller hvorledes man siden skal te sig for at kunne opnå alle disse ting, som I nu har omtalt. Hvis det nu skulde ske, at jeg får lyst til at drage til kongen og ønsker at tjæne ham — eftersom min fader og mine frænder har tjænt kongen för mig og erhværvet sig ære og yndest hos kongen ved deres tjæneste —, er det sandsynligt, at jeg ønsker at foretage mig det samme som mine frænder tidligere. Da nu sligt kan væntes, vil jeg bede eder om, at I nu forklarer mig, hvorledes jeg skal begynde min tale, når jeg vil søge foretræde hos kongen, og det så godt som om I selv fulgte mig til kongen. Forklar mig, både hvorledes jeg skal bære mig ad, hvilken dragt jeg skal bære, hvorledes jeg skal udtale mig, og hvorledes overhovedet al anden fremgangsmåde skal være, som det sömmer sig at vise for kongens åsyn. Nu har jeg i öjeblikket spurgt om, hvad jeg ønsker; men uagtet spörgsmålet ikke er så kyndigt, som det burde være, må I göre som för, beregne spörgsmålet fra min side og svarene fra eders.

F. Dette er ikke et så ukyndigt spörgsmål, at man ikke kan svare derpå; ti sådanne spörgsmål trænger mange til at stille, dersom de vil lade deres sag fremføre hos hövdinger, og de færreste fører deres sag så omhyggelig som nödvendigt er. Nu vil jeg forklare dig de ting, hvorom du har spurgt, så sandt og kyndigt som mig synes.

Når du nu kommer dér, hvor kongen er stedt, med det ærinde, at du vil vinde hans gunst, så skal du nöje efterforske, hvilke de mænd er hos kongen, som især er vant til at forebringe for ham andre folks sager, således at han finder mest behag i deres tale. Men når du har fået rigtig besked om, hvem de mænd er, skal du først søge at vinde dem for dig og göre dem til dine venner; dernæst skal du forklare dem dit ærinde og bede dem fremføre dit ønske, og dersom de påtager sig at støtte din sag, forstår de, der hyppigst taler med kongen, bedst at vælge tid og sted til at træffe ham og tale med ham. Men hvis det til den tid, da kongen sidder til bords, sker, at du skal tale med ham om din sag, skal du nöje have fået at vide, om kongen da er i godt humör og i lyst lune. Men hvis du bliver var, at han er i noget ublid stemning, eller at han af en eller anden grund er vred, eller at han har nogle sådanne pligtsager at forhandle, så at du af den grund mener, at din sag ikke kan komme på tale, så opsæt din tale for den dag og forsøg, om du kan træffe ham på et belejligere tidspunkt en anden dag. Men hvis du bliver var, at kongen er i venlig stemning, og han ikke har sådanne nødvendige sager til behandling, som gör, at du ikke kan fremføre din sag, så vænt dog til kongen næsten er mæt. Din påklædning skal du have ordnet således i forvejen, at du er iført al den bedste klædedragt, du ejer; du skal have hoser og sko; ikke skal du være uden kjortel, og du skal bære den bedste overkappe, du har. Vælg dig altid sådant töj til hoser, som er brunt af farve; det anses heller ikke for at passe ilde, om man har sort skind til hoser, men ikke andet töj, undtagen skarlagen. En kjortel kan du også have af brun eller grön eller rød farve, og af godt og passende töj. Dine linnedklæder skal du lade göre af godt lærred og ikke have altfor rigeligt töj deri; gör din skjorte kort og (ligeledes) alle dine linklæder. Lad altid din skjorte beregnes til at være et godt stykke kortere end din kjortel, ti ingen høvisk mand kan pynte sig med hör eller hamp. Dit skæg og hår skal du lade sætte smukt i lave, för du træder frem for kongen, således som det da bliver skik i hirden, når du søger til den. Da jeg var i hirden, var det skik dér, at håret blev klippet kortere end øreflippen og så kæmmet bagom (ørerne), således som hvert hår bedst vilde sidde, og så blev det klippet kort på panden. Hvad skægget angår, var det skik dengang at rage det kort og rage overskægget helt af, og så blev der raget kantskæg (bakkenbarter) på tysk vis, og det er ikke sikkert, at der senere kommer en skik, som er kønnere eller sömmer sig bedre for kongens krigere. Hvis det nu sker så, at du, både hvad dragten og andre ting angår, er rede til at træde for kongen, og du kommer i en heldig stund og af dörvagten får tilladelse til at gå ind, må du indrette dit komme således, at du ledsages af en flink tjæner. Men selv om I bægge to får lov til at komme ind, så lad ham ikke følge dig længere end lige indenfor døren eller höjst til stallerstolen, og lad ham tage vare på din kappe. Men uden kappe skal du gå frem for kongen. Iforvejen skal du have kæmmet dit hår glat og strøget dit skæg; du skal hverken have hat eller hue eller hætte på hovedet, men du skal med bart hoved og bare hænder gå frem for hövdingen med venligt ansigt og vel renset legeme og lemmer. De mænd, der skal fremføre din sag, skal du have i dit følge. Væn dig til at bære dit hoved ret og ligeledes hele dit legeme; væn dig til at gå ret op og ned og træde med smukke skridt, men du skal ikke gå for langsomt. Når du så kommer for kongen, skal du bukke ydmygt for ham og hilse ham med disse ord: »gud give eder en god dag, herre konge«. Hvis kongen sidder til bords, når du kommer frem for ham, lad det så ikke hændes dig, hvad der hændes mangen en kortsynet mand, (nemlig) at du støtter dig til kongens bord, end mindre at du lægger dig derpå som udannede tåber gör, men du bör blive stående så langt fra bordet, at al den opvartning, som behøves ved kongens bord, let kan udføres, og således at der er tilstrækkelig plads mellem bordet og dig. Men hvis der ikke er bord foran kongen, så træd (kun) så nær kongens sæde, at der er rigelig plads til al opvartning mellem dig og de fodskamler, der står foran kongens sæde. Dine hænder skal du, når du står nærved kongen, holde således, at din höjre hånd omspænder venstre håndled, og lad dine arme hænge ned, som det er mest utvungent for dem. Dernæst skal så de mænd, som dertil er udsete, føre din sag for kongen. Men hvis du er så heldig, at dit ønske kan opfyldes med det samme, skal du gå kongen til hånde og dernæst blive medlem af hirden efter den skik, som de, der har støttet din sag, belærer dig om. Men hvis kongen lover dig og fastsætter en mødedag, når det skal ske, må du oppebie den. Men udsætter han sagen og siger han som så — hvad man ikke mindst kan vænte —: »denne mand er mig ukendt både af udseende og sæder, og jeg kan derfor ikke så hurtig svare på hans andragende, för jeg lærer hans kløgt og anden adfærd at kende«, så er sagen afsluttet for den gang. Du må da søge din sag fremmet underhånden, hvis du synes, og se, om du ikke finder en gunstig lejlighed til, at dit ønske opfyldes. I den tid, du vil vænte derpå, trænger du først og fremmest til at skaffe dig de bedste og viseste mænds gunst, og omgås flittigt dem, der er kongen kærest. Alt det underhold, du behøver, sålænge du er i gang med dette, skal du betale af dine egne penge, medmindre du en eller anden gang bliver indbudt til kongens bord. Og lad det ikke hændes dig, som det hænder mange, at du så meget mere begærer at underholdes af andre, jo oftere du ser, at du bliver indbudt, for at det ikke skal ske, at ærlige mænd opfatter det som gærrighed og påtrængenhed, og du af den grund bliver ildeset af de mænd, hvis venskab du ellers kunde erhværve dig. Du skal undgå laster, og pas så på, at du ikke af mangel på opmærksomhed gör dig skyldig i sådanne ting.

S. Jeg vil endnu spörge om nogle ting vedrørende dette æmne. Hvoraf kommer det — som I sagde —, at det skal anses for at være passende hos hövdinger, at man er bar og uden overkappe, når man går til samtale med dem? Ti hvis man gjorde det på landet, vilde almuen sige, at man var en tåbe, når man således som en skifting løb omkring uden overkappe.

F. Jeg sagde dig lidt tidligere i vor samtale, at mange mænd er ukyndige om, hvad der sömmer sig vel i kongens hus, af den grund, at dét ofte menes at være udannet blandt bønderkarle, som anses for høvisk hos kongen eller andre stormænd. Nu skal du vide, at det ikke blot sömmer sig at være uden overkappe, når man første gang kommer til kongen, men du skal også tilvisse vide, at det er de færreste steder for kongens åsyn, at det sömmer sig så godt at bære sin overkappe som at undvære den. Men da du spurgte, hvilken fornuftgrund der var til, at det var mere høvisk at være uden overkappe for stormænd end at bære en sådan, da vilde dét alene være et tilstrækkeligt svar at sige, at overhovedet allevegne, hvor høviske mænd træder frem for hövdinger, er de uden overkappe, og enhver, der ikke kender den skik, kaldes tølper. Men følgende ting tjæner endvidere til svar derpå, at hvis en mand træder frem for en hövding således, at han har svøbt sig i sin kappe, da viser han, at han mener at være den mands ligemand, han kommer til; ti han er da udstyret med al fuldkommenhed (i dragten) som hövdingen, og han mener ikke at behøve at tjæne nogen. Men hvis han tager sin overkappe af, viser han (derved), at han er rede til nogen tjæneste, dersom den, som mere egner sig til at modtage den end (selv) at tjæne, vil modtage den. Så er der også mange eksempler på — hvilket bör undgås —, at kongen har mange avindsmænd. Såfremt hans fjende er djærv og dristig, kan han godt træde frem for kongen med skjult livsvåde (våben), hvis det tillades ham at bære en kappe. Men han kan ikke så let udføre sit forsæt, hvis han er uden kappe; og derfor er det sikkert, at den var vis, som først indrettede det så som en høvisk skik, at man skal træde frem for stormænd og især for kongen uden overkappe; ti denne skik har siden ydet et godt værn mod skjult svig, hvilken man godt kunde dølge under en kappe, dersom man havde en sådan på. Den skik har også siden gjort alle ligesindede og enige, når alle i så henseende har en og samme ret; og siden det blev skik, bliver ingen mere mistænkt eller undersøgt end en anden.


Opførsel hos kongen

S. Så mærkelig en skik som dette syntes mig at være, för jeg hørte denne tale, så viselig forekommer den mig nu at være opfunden, så at man ikke kan undvære den; og derfor behøver I endnu (kun) at opregne og forklare for mig alle de ting og den adfærd, man bör vise for konger eller andre stormænd.

F. Det skal du også omhyggelig huske på, at du under dit foretræde for kongen ikke taler med andre mænd, så at du ikke lægger nöje mærke til alt, hvad kongen siger, for at det ikke skal ske, at du, når han henvender noget til dig, da skal behøve at spörge, hvad han sagde; ti det anses altid for at være lidet passende, at nogen er så uopmærksom, at man skal behøve at gentage sine ord til ham, för han hører det; men allerværst og dummest anses det for at være, når man er hos stormænd. Ofte kan det dog tildrage sig, medens man står for stormænd, at andre samles tæt om en og spörger ham om mange ting; de, som gör det, gör det stundom på grund af indskrænkethed. Undertiden kan bevæggrunden også være den, at de, som gör det, ikke vilde være misfornöjede med, at der var noget, man kunde dadle den mand for, som skal føre sin sag frem. Dersom det nu skulde hændes for dig, at du engang er stedt for kongen, således at en eller anden vil rette et spörgsmål til dig eller tale om noget med dig, da skal du svare ham venligt, men sige følgende til ham: »vænt et öjeblik, kære mand, medens jeg et öjeblik hører på kongens tale; bagefter vil jeg gærne tale med dig om, hvad du selv ønsker«; men selv om han bruger flere ord derom, skal du for den gang ikke tale mere til ham, för end kongen har sluttet sin tale. Hvis det nu sker, at kongen siger nogle ord til dig, skal du omhyggelig tage dig iagt for i dine svar at bruge flertal i udtryk, der angår dig selv, omendskjönt du bruger flertal, som det sig hør og bör, i alle de udtryk, der angår kongen. Endmere skal du undgå det, som undertiden kan hænde tåber, at anvende flertal i de udtryk, som vedrører dig, men enkelttal i dem, der angår kongen. Men hvis det skulde ske, at kongen siger nogle ord til dig, som du ikke hører og hvorom du er nødt til at spörge igen, må du hverken sige »ha« eller »hvad«, men du skal ikke sige andet end blot: »herre«. Vil du bruge flere ord, skal du sige: »min herre, bliv ikke fortörnet over, at jeg spörger om, hvad I sagde til mig, ti jeg hørte det ikke tydelig«, men lad det så sjælden som muligt hændes dig, at kongen mere end én gang behøver at sige noget til dig, för du hører det.


Tiltale til kongen

S. Hvilken fornuftgrund er der til, at det er bedre at anvende flertal end enkelttal, når man vil tiltale stormænd, hvorimod man, når man beder sin bön til gud, der dog er ypperligere og höjere end alle andre, anvender enkelttal i hver bön i alle udtryk, der angår ham; enhver, der fremfører sin bön til gud, udtrykker sig således: »du min almægtige herre gud, hør min bön og vis mig större nåde end jeg fortjæner.« Men intet menneske hører jeg tage så tilorde: »I min herre, hører min bön og görer bedre mod mig end jeg fortjæner ved eders miskundhed.« Nu ved jeg ikke, om mit spörgsmål er så kyndigt; men da I har tilladt mig at spörge om, hvad jeg gærne vil vide, vænter jeg gode svar som för, skönt jeg (mulig) spörger som et barn.

F. Tilvisse vil jeg gærne forklare dig alt, hvad jeg er istand til, men ikke ved jeg, hvorfor du så nöje spörger mig herom, at jeg skal give fornuftgrunde for, hvorledes udtrykkene er ordnede i hellige bönner; ti vore lærefædre vilde bedre kunne give dig svar på de ting, der angår guddommen. Men da ethvert spörgsmål vænter svar, vil jeg forklare dig denne sag i al kortfattethed, således som jeg finder det rimeligst, og jeg vil først svare med det, som jeg synes er mest udmærket. Jeg mener da, at udtrykkene af den grund er ordnede således i hellige bönner, at man hellere anvender enkelttal end flertal i påkaldelsen af guds navn, forat alle de, som tror på gud, tilfulde skal forstå, at vi tror på én sand gud, men ikke på flere afguder, således som hedningerne fordum trode på 7 guder og sagde som så, at én gud styrede himlenes rige, den anden himmellegemerne, den 3. denne verden og jordens afgrøde, den 4. have og vande, den 5. vindene og luften, den 6. mandevid og veltalenhed, og den 7. helvede og død. Nu skal vi dyrke én gud, hvem alt det skabte tjæner, og vi skal bede til ham i enkelttal af den grund, at ikke falske guder skal løbe efter vor påkaldelse, fordi vi anvender flertal, som om der var flere guder end én i påkaldelsen af guds navn. Disse grunde er der også til, at kortsynede mennesker kunde tro, at der var flere guder end én, hvis man i henvendelsen påkaldte ham med flertal, og det er anordnet ret og viselig, forat ikke den enfoldige og hellige tro skal have rum eller en vildsti at slå ind på, bort fra den rigtige hovedvej. Hvis du nu ikke til fulde forstår denne tale, kan vi finde endnu flere grunde. Men hvis denne tale kan bringe dig fuld forståelse, kan vi godt dreje vor tale til besvarelse af de andre ting, du har spurgt om.

S. Disse grunde forstår jeg godt, og de synes mig både sande og derhos nødvendige med hensyn til, at man hellere skal bruge enkelttal end flertal i alle henvendelser til gud, forat hverken den rigtige tro skal forvanskes på grund af flertalsanvendelsen, eller snedige uvenner (afguderne) skal kunne tilegne sig de påkaldelser, som den enfoldige og rigtige tro bortviser dem fra. Jeg ønsker nu, at I forklarer mig, hvad jeg spurgte om vedrørende verdslige stormænd, (nemlig) hvorfor man finder det bedre, at man i tiltale til dem bruger flertal end enkelttal.

F. Et tilstrækkeligt svar derpå er, at af den grund anses det for bedre i tiltale til stormænd at anvende flertal end enkelttal, at høviske mænd fra först af har fundet på det, og at det siden er blevet almindelig skik blandt alle kloge og høviske mennesker, dem til hæder, man taler til og som har ret til at modtage hædrende tiltale. Men de, som fra begyndelsen af indstiftede denne tiltaleform, havde det til grund, at stormænd ikke er som enhver ret og slet person, der kun har omsorg at drage for sig og sin familje og kun har at svare for nogle få. Men hövdingerne drager omsorg for alle dem, der er dem underlagt ved tjæneste (stilling) eller magt, og de har ikke at svare for en enkelt, men de skal svare for mange; og når en god hövding går bort, er det ikke, som når en enkelt mand må undværes, men det bliver et stort tab for alle dem, han ydede underhold eller hæder, og det er, som om alle bliver ringere, når de har mistet deres hövding, end de var i hans levetid, medmindre der kommer en anden i hans sted, der er ligeså velvillig mod dem som den afdøde. Eftersom nu hövdingerne både vedligeholder i manges hæder og svarer for dem og drager mangeslags omsorg for dem, kan man godt yde dem den ære i al tiltale at udmærke dem ved flertal, til adskillelse fra, hvad man skal sige til dem, der er lavere og ringere. Men der er fremdeles følgende ting (grunde), som blev opfundne eller overvejede dengang, da dette förste gang gjordes til en skik, nemlig at konger eller andre stormænd ikke er alene om at tage beslutninger, men de har hos sig mange andre kloge og fornemme mænd, og det vil da, når man taler til hövdingen med anvendelse af flertal, se ud, som om man ikke taler til kongen alene, men til alle dem, der deltager i rådslagninger med ham og som er hans rådgivere. Jeg bemærkede også i den foregående tale, at du skulde tage dig ivare for at anvende flertal i de udtryk, som angår dig selv, så at du ikke vurderer dig som dens ligemand, med hvem du taler og som er höjere (stillet) end du. Og selv når du taler med din ligemand eller en, der står under dig, sömmer det sig ikke for dig at bruge flertalsudtryk om dig selv. Det skal du også, når du er hos stormænd, tage dig iagt for, at du ikke taler ustanselig, ti stormænd og alle kloge mænd vredes over snakkesalighed og bliver kede deraf og anser den kun for at skyldes dumhed. Ligeledes, hvis du skal fremføre en tale, hvad enten den vedrører dig selv eller andre, så fremfør den tydelig og dog kortfattet og med så få ord som muligt, ti for kongen og andre stormænd fremføres altid en sådan mængde sager angående folks mangfoldige fornødenheder, at de ikke kan have og heller ikke har sind til, at der holdes en dröj eller lang tale om en og samme sag. Det er tilvisse også en sandhed, at dersom en mand er veltalende og dygtig til at tale, så er det en let sag for ham at fatte sig kort og med få ord, således at den, der skal svare derpå, godt forstår sagen. Men hvis vedkommende ikke er nogen veltalende mand eller kun lidt veltalende, så er det bedre, jo kortere tale han fører, ti han kan i nogle få ord göre rede for sig og således skjule sin uformuenhed for dem, der ikke kender den; men holder han en lang tale, vil han synes så meget udygtigere til at tale, jo længere han taler. Sådanne og andre lignende ting er det nødvendigt for en mand tilfulde at indse og lære hjemme, inden han ofte træder frem for stormænd for at tale med dem — hvis han da ellers vil gælde for at være klog. Heraf kan du slutte, hvor dannede og kloge i deres adfærd og høviskhed de bör være, som altid skal være omkring kongen og i alle henseender optræde på en sömmelig måde, eftersom kloge mænd synes, at man ikke ret er i stand til at træde frem for kongen for at tale med ham, medmindre han kan alle disse ting godt, vi nu har omtalt; ti ellers er man en ren tølper, og man skal hverken regnes eller vurderes som hørende til de mere høviske, men (kun) til rigtige tølpere. Dog skal du vide, at der lever mange sådanne hos kongen og det i flere år, der kender enten kun lidt eller slet intet til disse ting, og det hændes endogså dem, der bærer hirdmænds navne og som skal udgöre kongens nærmeste omgang, ligesåfuldt som hine, der bærer ringere navne og kun sjælden ser kongen. Og det er nok disse, vi nu har talt om, som du sigtede til, da du för i vor samtale svarede således, at du syntes, at de, der kom fra hirden, ikke var mere dannede eller høviske, og næppe engang det, end hine, der aldrig havde været i hirden; jeg svarede dig dengang, som sandt var, at enhver, der vil vise sig dygtig i sin færd, må undgå at göre sig skyldig i en sådan vankundighed, som de viser, der ikke ved, hvad der er skam eller hvad der er hæder eller høviskhed, og som ikke lærer gode og høviske mænds adfærd, selv om de har den daglig for öje.


Uår i land og folk

S. Sikkert er det, at jeg har truffet sådanne mænd, som, uagtet de kom fra hirden, enten skjulte sådanne sæder, ihvorvel de kendte dem, I nu har omtalt; eller også har det været, som jeg sagde, at de ikke har lært sådanne ting. Da er det dog ikke så mærkeligt, at de, der hjemme er ukyndige og lidet spörgelystne, kender enten lidt eller intet til sådanne ting. Men det er mere mærkeligt —, hvad I nu en tidlang har udviklet —, at mange længe er hos kongen og er ham nærstående med hensyn til tjæneste, og dog ikke lærer, hvad der er høviskhed eller hvad hirdsæder er; og derfor vil jeg spörge eder, hvad årsagen er dertil, eftersom I bød mig at undgå deres vankundighed, eller hvorfor kongen har sådanne mænd som sine nærmeste tjænere, der ikke viser smukke sæder, uagtet han selv er høvisk og dannet; ti jeg skulde mene, at hvis kongen var dannet og høvisk, vilde alle lære gode sæder af ham, og han vilde ikke i nogen særlig grad holde af udannede mennesker.

F. Det kan ske, at en bonde, som er vant til godt brød og rene fødevarer, en eller anden gang må blande avner eller såder i sit eget og sin husstands brød, for at fødemidlerne derved kan blive dröjere end för, og han bliver da nødt til at modtage den føde, han nu får, med samme tak som den, hvormed han modtog god og ren føde. Den trange nød, uår, volder sådanne tildragelser. Men uår indtræffer på mange måder. Det sker stundom, at der kommer uår med hensyn til kornet, og dog giver jorden græs og halm, men undertiden ingen af delene. Det hændes også stundom, at jorden giver rigelig og god afgrøde, uden at man kan nyde den; ti der er uår i luften, og vejret ødelægger al afgrøde netop i den tid, da den skulde høstes. Men undertiden fordærver ukrudt afgrøden, selv om den er rigelig og vejret er godt. Det kan også stundom hændes, at jordens hele afgrøde står i den herligste blomst, uden misvækst, og dog er der meget uår i ens bo og kvægbesætning eller ude på havet eller i søer eller alt hvad der hedder fangst. Det kan, hvis det går uheldig, også undertiden ske, at alle disse arter af uår indtræffer samtidig, og da bliver blandt folk såder lige så dyre som eller dyrere end det rene korn, når der er et godt år. Alle disse arter af uår, der nu er opregnede, anses for at være en stor trængsel for det land, hvor de indtræder, og det vil nærmest blive kaldt landsødelæggelse, hvis de alle kommer på engang og varer ved i 3 år. Men det uår er endnu ikke nævnet, der alene er langt tungere end alle disse, vi nu har opregnet, nemlig, hvis der kommer uår i selve folket, der bebor landet, og endnu mere, hvis der kommer uår i de mænds sæder, mandevid og adfærd, der skal stå i spidsen for landets styrelse; ti der gives mange udveje til at ophjælpe det land, hvor der er misvækst, i fald der er gode forhold i de nærliggende lande og kloge mænd har med sagen at göre. Men hvis der kommer uår i folket eller landets sæder, så vil deraf opstå de störste tab; ti da kan man ikke i andre lande for penge købe hverken sæder eller mandevid, hvis det, som för var i landet, er gået til grunde eller blevet fordærvet. Men når der kommer uår på en bondes gård, der för har været god, og som han eller hans frænder för ham længe har ejet, vil han ikke fatte en sådan lede ved eller had til sin gård, at han straks vil opgive den uden at bryde sig om, hvad der bliver af den; men han vil gribe den udvej, at samle græs og avner ligeså omhyggelig som eller endnu omhyggeligere end han för tog vare på godt og rent korn, for dermed at underholde sine folk, sågodt han kan, indtil gud vil, at en bedre tid oprinder. På samme måde må kongen også bære sig ad, dersom den nød rammer ham, at der kommer uår i landets sæder eller mandevid; da kan han ikke afhænde riget, og han bliver af den hårde nød tvunget til at tage til takke ligesåvel med en uvidende som med de kloge, dengang riget stod i sin fejreste blomst og havde de bedste sæder. Endel må revses, endel må man affinde sig med ved bön, endel må læres ved undervisning og næres (holdes i live) på alle de måder, man (bedst) kan, indtil gud vil, at det bliver bedre.

S. Det forstår jeg nu meget godt, at nødstilfælde på mange måder kan ramme folk, såvel mægtige som ringe, såvel konger som bønderfolk. Formedelst den fortrolighed og tilladelse, I för har givet mig til at spörge i denne samtale, vilde jeg gærne, at I endnu mere fuldkomment vilde forklare mig dette æmne, för end vi tager fat på et andet. Hvad mener I er grunden til, at det kan ske, at så svære uår kan ramme folks mandevid, at alt går til grunde på engang, landets mandevid og sæder; eller mener I, at det tab er forvoldt af folket, som bebor riget, eller af kongen og de mænd, der med ham skal styre riget?

F. Det, hvorom du nu spörger, skyldes forskellige skadelige årsager og tildragelser; men sjælden mener jeg, at den slags farer fra begyndelsen af opstår af den befolkning, som opdyrker og bebor landet, hvis de, der skulde styre det, (blot) var kloge, og hvis kongen selv var klog. Men vil gud på grund af folkets synder sende et land en sådan plage, at sæderne eller mandevidet fordærves, ordner han det såsnart han vil så, hurtigt igen på forskellig vis. Der er mange eksempler på, at det på forskellige steder, hvor det gik uheldigt, er sket, at en hövding, der både har været klog og rig, og som har nydt stor hæder hos kongen, deltaget i hans rådslagninger og haft stor andel i hans rigsstyrelse, at han er død fra sit hjem, og således, at han har efterladt sig 4 eller 5 sönner, alle meget unge eller som börn; da bliver det et stort tab for kongen og hele riget, (ti) da har kongen mistet en god ven, mange gode råd og et vigtigt forsvarsvåben, medens (den dødes) rigdom deles i 5 dele, og hele hans virksomhed er forstyrret; hans familje forringes ved, at enhver af hans sönner (kun) har den femte del af den støtte, som han selv i levende live havde i sin rigdom; men på grund af deres ungdom får de endnu mindre af hans mandevid eller adfærd. Men forskellen bliver endnu langt större, hvis han ved sin død ingen sön efterlader sig, men ligeså mange døtre (f. eks.), som jeg för forudsatte, at der var sönner. Den allerstörste forskel fremkommer imidlertid, hvis der hverken er sönner eller døtre tilbage, og det da sker, at hans rigdom deles i små portioner mellem fjærne udarvinger, siden ingen meget nære slægtninge er i live. Hvis der nu indtræffer mange sådanne tildragelser på éngang i et kongerige, vil hurtig al styrke i råd hos kongen forsvinde, uagtet han selv er i besiddelse af megen klogskab. Men hvis det sker — der gives eksempler også på sådanne ting —, at kongen selv falder bort under sådanne omstændigheder, at han efterlader sig en ung sön og denne overtager regeringen i sin barndom, og hvis der tilmed er unge rådgivere istedenfor de gamle og de vismænd, der tidligere levede —, hvis nu alle disse ting, vi nu har nævnet, sker på éngang, da er der stor udsigt til, at der opstår uår i landets hele regering, og at landets sæder fordærves noget, når regeringen fordærves. Tilbage er dog nu de tildragelser, hvoraf man allermest kan vænte sådanne uår som dem, hvorfra de störste hovedsynder har deres udspring; desværre findes der ikke færre eksempler på sådanne tildragelser end på de nys opregnede. Hvis det sker, at en konge, der har styret et rige, falder bort og efterlader sig 3 eller 4 sönner, alle fulde af ungdom og kappelyst, stammende fra de slægtlinjer, der för deltog i landets styrelse sammen med kongen og som både var gode og rige, — hvis det sker så uheldig i et eller andet rige, således som det nu er sagt, at der er mange kongsæmner, og man så griber en så dårlig udvej, at de alle på éngang prydes med kongelig höjhed og navn, da kan det rige kaldes ‘åreløs skude’ (?) eller øde-odel, og det kan da næsten betragtes som et fortabt rige, ti det er da besået med det værste uårsfrø og ufredssæd; ti de småkonger, der da har splittet riget, de splitter straks i ligeså mange dele befolkningens interesser, både den riges og den ikke riges, og da søger enhver af disse konger så meget som muligt at vinde sig venner. Dernæst undersøger enhver af dem sin magt og mængde (af tilhængere) og rigdom, og de har deres opmærksomhed rettet på, hvad enhver af de nærmeste forgængere besad, og enhver af dem mener da at have for lidt. Da begynder også hvers venner at mindes og omtale, hvor meget den konge, der för styrede riget, kunde påtage sig, både med hensyn til gods og mængde (af tilhængere) eller andre store forehavender, og det er da, som om enhver (sådan) påmindelse gik ud på at ægge hövdingen til at erhværve sig en större magt, end han i öjeblikket har. Derefter begynder enhver af disse hövdinger til sit skatkammer at samle den rigdom, hvori der er mindst rigs-bod, nemlig avind. Så samles der på små beskyldninger, hvoraf megen vrede opstår; derefter forværres frændskabet, og man ser da i den, som för blev kaldt ven og frænde, kun en, der volder fortræd, og så nærer den ene mistanke mod den anden. Men når mistænksomhed og rygter opstår, mener ufredsfolk, at der er håb om et godt år, og da bærer de deres plove ud. Så spirer der ufredsgrøde frem, begærlighed og uret vokser, man bliver dristig i manddrab og i begærlige ran og tyverier. Men hvis det sker, at en af disse hövdinger vil afstraffe usæderne i hans rige, flygter vedkommende til en anden hövding og siger, at de, skönt selv uskyldige, har pådraget sig deres hövdings strænge vrede, og det er just de mænd, som for deres egen usæds skyld flygtede bort fra hjemmet. Så modtager den, til hvem de flygtede hen, disse folk mere på grund af kappelyst end af mildhed; ti han vil søge at skaffe sig nogle venner i en andens rige, sådanne venner, som kunde blive hans støtte og som vilde blive den andens modstandere, hvis der opstod uenighed mellem hövdingerne. Men de, som er flygtede bort på grund af deres usæd og lovbrud, opfyldes af fjendskab mod ham, hvis undersåtter de tidligere var; de volder uvenskab, så meget de kan, mellem ham og den, de har taget tilflugt hos; de søger at hævne deres flugt ved manddrab, ved ran og plyndring i hans rige, ret som om de selv var uden skyld, hvorimod han havde voldt hele ufreden. Så begynder de onde sæder at mangfoldiggöres, ti gud viser således sin vrede, at der hvor de 4 grænser mødes i disse hövdingers rige, dér sætter han ned et rullende hjul, der drejer sig om ufredsakslen. Derefter glemmer enhver af dem det gensidige slægtskab, der opstår frændskabsbrud, og man tager intet hensyn til de nære forbindelser; ti allevegne, hvor et folk er mangedelt på grund af hövdingernes stræben (for deres egne interesser) og uenighed, bliver almuen også dristig som følge af sin begærlighed, og den gör det fuldstændig af med alle landets (gode) sæder, og da danner enhver sig selv sæder efter sit eget tykke, og ingen frygter straf, når hövdingerne bliver uenige og forringes. Men når enhver (kun) tager hensyn til (ɔ: følger) sin egen færd og underfundighed, så bliver i det land alslags ulykker almindelige, manddrab og strid forøges; da bliver nogle kvinder hærtagne og voldtagne, andre besnærede ved list og lejermål, börn avles i utugt og lovløst ægteskab. Nogle tager deres kvindelige slægtninge og svigerinder til sig, andre lokker hustruer bort fra deres ægtefæller, og ved sådanne tildragelser begås alslags utugt, og alle de slægter, som avles ved sådan uskikkelighed, forringes. Da begås også alslags andre ulykker; bønderfolk og almuen bliver da magtsyge og ulydige, bryder sig intet om bøder og betaler kun få, selv om de begår mangt og meget, de holder oprørske sammenkomster, stoler på deres mængde og person-antal, og de træffer sådanne afgörelser for dem selv, som helst fører til vanskeligheder, ti de forpligter alle indenfor et hele; kloge folk og sædelige såvelsom slette og tåber unddrager fra tiltale enfoldige mænd og uretfærdige mænd, selv om disse daglig begår forseelser, og de enten sværger mened med dem eller afgiver vidnesbyrd, der ikke kan aflægges ed på, eller også støtter de dem på tinge med kappelyst og lovtrækkeri, så at de skyldige intet svarer de kongens mænd, som på kongens vegne skal styre landet. Ti den dumme almue har den opfattelse, at kongen er skikket som dens modstander, og den dumme mener, at det er en stor hæder for ham og tillige, at han er stor i ukloge mænds öjne, dersom han i nogen tid kan klare sig i sligt og stå udenfor kongens magt eller lovlige ordrer; og hvis de selv har mellemværende indbyrdes, støtter den dumme den enfoldige, så at han bliver den stærkeste, medens den redelige og kloge taber sin ret. Og dersom den begærlige og den ufredsomme bliver dræbt som følge af sin begærlighed, mener de dumme frænder, der overlever ham, at de har lidt et stort tab og ætte-skår, og hvis nogen tidligere er blevet dræbt indenfor den slægt, der både har været klog og vis og hvis kløgt og visdom har været mange til nytte, og i fald denne er bleven erstattet (de efterlevende) frænder med gods, da vil man kræve samme bod for den dumme, som tidligere modtoges for den kloge, eller også skal han hævnes ved manddrab. Men når gud ser en sådan ulighed i domme på grund af uråd og vrang bedømmelse, da vender han igen den uret mod dem, som först har udøvet vrange og uretfærdige domme; ti såsnart den dumme og begærlige ser, at han er højagtet og mere agtet end den kloge med sin klogskab, og at hans dumhed og begærlighed har ført ham til hæder og ære, da gör han, således som alle dumme mennesker plejer at göre: han gör sig endnu yderligere anstrængelser og viser sit begær på mange flere punkter. Men når det, som er slet og alle burde hade, bliver til berömmelse og hæder blandt almuen, da lærer den anden og den tredje og derefter den ene efter den anden det samme, indtil det bliver almindelig sædvane, at kun dén anses for at være brav, der er begærlig og med urette kan berøve en anden noget af hans hæder, til fordel for sig selv. Dernæst viser den ene mand begærlighed mod den anden (i al almindelighed), og så vender denne slethed sig imod selve dem, der med kortsynet slethed fra först af var ophavsmænd til denne uret; ti enhver forsynder sig tilsidst mod den anden ved at begå legemlig overlast eller anden uret, og derved tilintetgöres alle gamle lovregler. Men dog kræver alle, at kongen og store hövdinger ved skånsomhed skal mildne loven meget, uagtet ingen af almuen vil anvende lov og ret overfor en anden og enhver vil stige höjt over det (den grænse), han fra först af var berettiget til. Men når alle lovregler er trådt under fødder og retfærdige straffe bortfaldne, medens ulov og slethed træder istedet og dette bliver almindeligt, således at gud fortörnes, da søger han den hævn, der rammer alle, som begik misgærningerne. Så udsår han had og fjendskab mellem de hövdinger, som styrer riget; dermed kan også følge uår, hvis det går ilde, og hövdingerne begynder at strides indbyrdes og den ene finder beskyldninger mod den anden, indtil de strides med manddrab og kampe. Men når alt dette følges ad og breder sig ud blandt alle dem, der bebor riget, nemlig uår, manddrab og kampe, da er det rige på grænsen af ødelæggelse og ophør, ifald en sådan tid varer en stund; og ifald man i de tider, der för nævnedes (ɔ: de gode), har i nogen grad iagttaget eller overholdt love eller duelige sæder, går det nu alt til grunde, når en sådan tid kommer, som vi nys talte om; ti i kampe omkommer de bedste og de mest höjættede mænd, men uår og plyndringer og alslags ufred, som da indtræffer, berøver dem gods, som för havde noget og som med rette havde erhværvet det; og den, som bedre kan plyndre og rane fra en anden, han beholder det. Og når en sådan tid overgår et land, har det både mistet gode sæder og brave mænd, rigdom og frihed og alt, hvad godt er, i så lang en tid, som gud vil, at den plage skal vare; men dette gör han efter sin miskundhed, ti han formår at befri det land, såsnart han finder, at folket er blevet tilstrækkelig plaget for dets synders skyld. Nu kan du, dersom det land befris ved guds miskundhed og siden kommer under en enehersker, selv slutte, hvor dannet et folk og hvor nyttigt et rige det vil være i de nærmeste tider efter en sådan uro, hvorom der nu blev talt, siden riget för var delt og hele folket ligeså under de mangfoldige blandede sæder og de mange hövdingers stræben, og hvor enhver søgte at tilegne sig (andres gods) og mod andre at øve rænker og svig, utroskab og alslags slethed.


Forhold til kongen

S. Det er tilvisse let at se, at hvis alle disse ting rammer et rige, går det sikkert tilgrunde, såfremt den tidstilstand varer ret længe. Men dog er der vist eksempler på sådanne tildragelser, og det er bestemt at vænte, at meget ondt og mangfoldig ulykke vil være følgen deraf, allevegne hvor sådanne ting sker, förend enden kommer. Det er mig nu også klart, at hvis under en sådan ulykke sæder og love i et rige ødelægges, således som I nu har sagt, og selv om gud omsider vil befri det for ufred og plage og lader det komme under én hövding efter en sådan uro, da vil dog hele folket, som på den tid er tilbage, være uhøvisk og udannet, og det vil, som I för sagde, både trænge til god lære og desuden undertiden til stræng revselse. Og den, der overtager det rige, vil behøve meget lang tid, megen kraft og strænghed, för end riget bliver som det var forhen, uanset om han selv er klog og folket har haft gode sæder, förend en sådan ufred indtraf. Eftersom jeg nu mest har tragtet efter at høre de forhold udviklet, hvoraf et rige kan tage störst skade, og hvorved det bliver unyttigt både på grund af sædeligt forlis og mennesketab og pengetab, hvis sådant sker, — da jeg nu har fået tilstrækkelig oplysning om, hvorledes sligt kan tildrage sig, hvis ulykken skulde ske, — da det fremdeles er kommet mig klart for öje, hvorledes der kan opstå stor skade og tab ved sådanne tildragelser, og jeg nu synes, at talen er bleven temmelig lang om de forhold, som må være uhyggelige for hver den, der vil være dannet, — og da enhver må bede gud om, at sådanne tider ikke opstår i hans egen levetid, hvad enten han er rig eller fattig, — så vil jeg som følge af alt dette nu bede om, at I, som jeg i begyndelsen fremførte, vil belære mig om de sæder, som I måtte finde i ret passende for mig, hvis jeg sætter mig fast i kongens tjæneste, hvorledes så tiderne da end bliver; dog vilde jeg bede gud om, at der, sålænge jeg lever, må blive fred og ro og gode tider.

F. Det er alle ukendt, hvorledes gud vil ordne, til hvilken tid ethvert menneske skal leve. Men dersom man vil være kongsmand, og det sker på et sådant tidspunkt, hvor ulykker og uheld hersker, fordi der er mange hövdinger, eller en eller anden ufred består, vilde det være at stor betydning for ham, om han vandt dens gunst, der har den störste lovlige ret til riget og som mest vilde følge de sæder, som retmæssige og dannede konger för ham har overholdt; da behøver han mindst at ængstes for farefulde angreb på grund af sit (trofaste) følge, hvad enten det gælder denne eller den anden verden. Men når du spurgte om, hvilke sæder du skulde vise, hvis du kom i kongens tjæneste, kan jeg nu godt forklare dig det.

Det skal du lægge til grund for dine sæder, at du aldrig lader dig komme af minde frygt og angst for gud, og at du bör elske ham over alt. Dernæst skal du elske retfærd. Væn dig til at være billig, retsindig og mådeholden i alt. Tænk altid på din dødsdag og tag dig iagt for at begå synder. Husk på, at mangen en lever en kort tid, hvorimod hans gærninger lever længe efter ham, og det har meget at sige, hvad man husker (om ham) efter hans død. Ti nogle bliver navnkundige som følge af gode gærninger, og disse overlever ham altid, og hans hæder lever stedse, også når han selv er død. Andre bliver navnkundige af andre handlinger, og efter deres død bærer de altid en levende skam, når deres gærninger omtales; ligeledes bærer deres frænder og hele afkom, som udspringer fra dem, denne skam efter deres død. Men den störste del (af folket) dør som kvæget, således at de hverken bliver omtalte for det gode eller det onde, og du skal tilvisse vide, at det (dog) ikke egenlig er menneskets natur, ti alle andre skabninger blev skabt mennesket til samvær og glæde. Men mennesket blev skabt for at besidde både alle verdslige herligheder og ligeledes den anden verdens goder, hvis det vil opnå dem, hvortil det skabtes. Derfor skulde enhver, medens han lever, stræbe efter at efterlade sig noget sådant, hvorfor han vilde blive omtalt for det gode, når han faldt bort, men navnlig gælder dette konger og alle dem, der slutter sig til disse og går i deres tjæneste; ti man bliver ikke bagefter vurderet som en bondekarl, men som en landstyrer eller en hövding; og således bör han også være, hvis han vil lægge vind på de sæder, der sömmer sig hans navn. Undgå at blive tvetydig i venskab med hövdinger, ti det gör kun vankelmodige mænd sig skyldig i, og ingen, som bærer sig således ad, er sikker på bravhed i sin handlemåde. Elsk din hövding uden al falskhed, sålænge du vil tjæne ham, og bliv aldrig ven af eller fortrolig med hans uvenner, hvis du vil opføre dig som en brav mand. Gud alene skal du elske fremfor din hövding, men intet menneske. Men følgende ting er af den art, at du i höj grad skal tage dig iagt for at göre dig skyldig i dem: eder, der ikke (med god samvittighed) kan aflægges, og falske vidnesbyrd, skøgehuse, drikkelag undtagen i kongens hus, eller rigtige sammenkomster, tærningespil om sølv, higen etter at modtage bestikkelser samt al anden urigtig pengebegærlighed; ti alle disse ting er for enhver kongsmand til stor skam i denne verden, og han lider tab på sin sjæl i den anden, ifald han bliver overbevist om at have begået dem. Hvor du end færdes, berus dig aldrig, ti det kan ofte ske, at du da bliver kaldt til at deltage i behandling af folks sager og til overopsyn (med noget), eller at du skal have med dine egne sager at göre; hvis sådant hændes en mand, medens han er i beruset tilstand, er han ikke i stand til noget, og derfor sömmer det sig for enhver, og især for kongens mænd, som vil kaldes dannede, at undgå drukkenskab, ti de bliver oftest kaldt til at behandle folks sager eller til andet behov; de skal også være gode forbilleder for enhver, ifald nogen skulde ville lære at leve overensstemmende med deres sæder. Den omhu skal du også vise i dine forhold og din væremåde, og ikke glemme det, hvis du er kongens mand, nemlig ofte at ses i nærheden af din hövding. Tidlig om morgenen skal du ledsage ham til kirke, hvis han lægger vind på den opførsel, hvilket han med rette bör vise, og du skal med opmærksomhed lytte til gudstjænesten, medens du er i kirken, og bede med (dyb) bevægelse om guds miskundhed mod dig; men når kongen forlader kirken, skal du følge ham, og vær ham så nær, at han kan se dig, for at han af dig kan kræve et eller andet, hvortil han mulig vil kalde dig. Men så nær ved ham bör du ikke være, at han kan finde, at der på grund af din nærhed bliver ringe plads, ifald han enten ønsker at tale med de mænd, som han kalder til samtale med sig, eller han vil forhandle om sådanne ting, som han ønsker skal være en hemmelighed. Om intet sådant, som du ser, at han vil holde hemmeligt, må du spörge din hövding, medmindre han kalder dig til sig for at indvi dig deri. Men hvis der forefalder noget sådant, hvori din hövding benytter dig som sin fortrolige og som han vil skal holdes hemmeligt , så behold det hos dig selv med klogelig tavshed, og åbenbar ikke (for nogen) de ting, som er dig betroede. Du skal også vænne dig til tidlig om morgenen at besøge kongens herberge, för han står op; vær da tvættet og vasket og iført fuld klædning, og vær nærved hans herberg, indtil han vil stå op. Kun da må du gå ind i hans herberg, når han lader dig kalde. Men hver gang kongen lader dig kalde til sig, skal du gå ind til ham uden overkappe. Men er det så tidlig om morgenen, at du ikke för har truffet ham, så byd ham god dag med de ord, som jeg för har nævnt for dig; dog skal du ikke træde ham nærmere, end at han har rigelig plads til at tale med dem, der er nærmest ved ham, og bliv da stående foran ham. Men byder han dig at træde nærmere og vil han tale med dig i enrum, da bör du sætte dig på knæ foran ham og så nær ved, at du godt kan høre hans tale til dig, og dog uden overkappe. Men byder han dig at sidde, kan du lægge din kappe over dig, hvis du vil, og sidde dér, hvor han befaler dig. Dersom det nu sker, at kongen går etsteds hen for at more sig, hvad enten det er i en købstad eller på landet eller hvor han end er stedt, og hvis du og dine fæller følger ham, hvad enten I er bevæbnede eller våbenløse, så er følget fra eders side skönnest, hvis I går ligemange på hver side af ham, og dog må ingen (af disse to skarer) være kugleformet. Indret det således, at han kommer til at være midt i eders skare, hvor I går, og at I bliver ligemange på hver side af ham eller foran ham og bag ham, men ingen af eder bör gå så nær ved ham, at han ikke har tilstrækkelig plads til at tale med de mænd, som han vil kalde til sig, hvad enten han vil tale med dem, således at alle kan høre det, eller hemmelig. Men selv om han ikke kalder nogen til samtale med sig, så lad ham gå således mellem eder, at han altid har rigelig plads rundt omkring sig. Hvis kongen rider ud for at more sig og du og dine fæller følger ham, bör I indrette eders ridt således som jeg har sagt om eders gang, og dog skal I være så meget længere fra ham, at ikke noget skarn flyver fra eders heste på kongen selv, når I rider meget stærkt.


Opførsel i hallen

F. Hvis kongen kalder på dig ved navn, så tag dig iagt for at svare med »hu« eller »ha« eller »hvad«; tag heller således tilorde: »ja, herre, jeg hører gærne«. Tag dig også ombyggelig iagt for, at du ikke altfor tidlig om morgenen styrter afsted til mad eller drik med de mænd, som er udsvævende og uden dannelse. Vænt som en dannet mand på kongens bord og gå til bords med kongen, når du er indenfor hirden. Men når kongen går til bords med sin hird, bör alle hans hirdmænd lægge vind på gode sæder og smuk orden, så at den ene ikke løber frem for den anden som udannede personer, men enhver bör kende sin rette plads under gangen og sin bordfælle, og de bör indtage den samme orden i deres gang, som de bagefter bör have i deres siddepladser. To og to bænkefæller eller samsiddere bör tage håndtvæt sammen, hvad enten vandet dertil fremsættes ude eller inde, og siden gå til bords i den rette orden, således som enhver ved, at hans plads fra först af er bestemt. Hirdmændene skal også tale så sagte ved bordet, at de, der sidder på bægge sider af dem, der tales ved, ikke hører deres ord; så sagte bör enhver tale med sin pladsfælle, at ingen hører det undtagen de, som tales ved. Da er der både god lyd og dannede sæder i kongens hus. Men det fordærver ikke dine sæder, at du ved bordet nyder din mad godt og hurtigt efter dit behov og ligeledes din drik. Men det skal du altid undgå, at göre dig beruset. Derfor skal du altid se hen til kongens plads for at se, hvorledes det går med hans opvartning. Pas altid på, når du ser, at kongen har drikken ved munden, at du da ikke spiser, medens han drikker; og selv om du da har drik i din hånd, så sæt dit kar og lad være med at nyde din drik. Den samme ære, som du viser kongen alle steder, således som jeg nu har sagt, skal du også vise dronningen. Men hvis kongen hos sig ved bordet har en gæst, der har ret til den samme ærbødighed, enten en konge eller en jarl eller en ærkebiskop eller en biskop, skal du iagttage den samme skik, som jeg för har forklaret dig. Men hvis der er en stor mængde stormænd tilbords hos kongen, behøver du ikke, medmindre du vil det, at vise andre mænd denne (æres)skik med hensyn til din drik, undtagen kongen og dronningen og en anden konge, der er til bords hos ham. Hvis det nu sker så, at kongens hird sidder i kongens herberg og bordene ikke er fremsatte, og sådanne hövdinger, hvem kongen vil modtage med ære, kommer derind, bör alle mænd ikke mindre rejse sig imod disse end imod deres egen hövding, og de bör modtage dem venlig, således som de ved, at kongen ønsker det. Men den ære har enhver sidefælle at vise den anden, dersom han, der för har været ude, kommer ind og nu går til sin plads ifølge rigtig gang og orden, da bör de to rejse sig imod ham, som sidder ham nærmest til bægge sider, modtage ham venlig og byde ham velkommen blandt dem. Hvad enten kongens mænd er stedt til gilde, eller de er i kongens følge, eller de alle sammen går ud for at more sig på steder, hvor de bliver genstand for andres blikke, da bör de altid helst forholde sig stille og vise belevenhed i opførsel, bruge smukke ord og undgå smudsig tale. Alle disse ting, jeg nu har sagt dig, bör alle kongens mænd lægge vind på og følge, hvis de vil gælde for at være høviske. Men hvorledes end andre bærer sig ad, så iagttag omhyggelig alt dette, jeg nu har sagt dig, og lær oprigtig enhver, som vil lære det af dig.


Krigskunst

F. Hvis det nu sker så, at dine bænkefæller vil gå fra kongens herberg til forlystelse og drik, skal du dyrke den forlystelse, som jeg nu skal give dig besked om. Hvis du befinder dig på steder, hvor man kan ride, og du selv har en hest. så bestig din hest med tunge våben og indøv dig i at sidde til hest således, at du sidder på den så smukt og fast som muligt. Væn din fod til at trykke stigböjlen kraftig med lige lægge, og lad din hæl synke en lille smule lavere end tæerne, medmindre du behøver at afparere stød forfra, og væn dig dog til at sidde fast med tætsluttende lægge. Dæk godt dit bryst og alle dine lemmer med et lukket (hvælvet) skjold. Væn din venstre hånd til at passe godt på bidslet og skjoldhåndtaget, men din höjre hånd til godt at foretage et spydstød ved hjælp af din bryststyrke. Øv din hest til at være let at dreje til siden i udstrakt løb og sörg for, at den er i god stand og ren; beslå den godt og stærkt og giv den i det hele stærkt og smukt hesteudstyr. Men hvis du befinder dig i en købstad eller på et sådant sted, hvor man ikke kan bruge heste til at forlyste sig med, skal du dyrke den forlystelse, at gå til dit herberg og iføre dig tunge våben; søg dig så en sådan kammerat, der vil lege med dig, og som du ved forstår sig godt på at kæmpe bag dækkende skjold eller bukler, og det hvad enten han er udlænding eller indlænding. Tag også stedse til den leg tunge våben, enten brynje eller tungt panser, og hav i hånden enten et tungt skjold eller bukler og et tungt sværd. I den leg skal du søge at lære passende og nødvendige og nyttige hug og gode modhug. Lær også at dække dig godt med dit skjold, samt, at du kommer til at undgå disse ting (ɔ: modhuggene), hvis du har med en fjende at göre. Hvis du finder, at det har nogen betydning at blive vel oplært i denne kunst, så øv dig i denne leg to gange daglig, ifald du kan mage det så. Men lad ingen dag gå tilende uden at du øver dig i denne leg éngang, medmindre det er helligdag; ti denne kunst er det passende for enhver kongsmand at kunne, og desuden nødvendig, hvis man får brug for den. Hvis du bliver træt af denne leg og du gærne vil drikke noget, så drik ofte, men lidt ad gangen, således at du ikke bliver tørstig. Men tag dig iagt for at drikke dig let beruset i denne leg, og endnu mere for at blive drukken. Men hvis man ønsker at udøve forskellige lege eller have (forskellige) forlystelser, så gives der sådanne lege, som man godt kan udøve i det frie, hvis man finder det fornöjeligere. Dertil skal du göre dig et skaft, der er noget tungere end en spydstage, og rejs så mellem et par banker et mål som en skive. Deraf kan du lære, hvor langt og hvor lige du kan kaste et spyd, således at dit kast bliver virkningsfuldt. Det er fremdeles en god idræt, og desuden moro, at gå sammen med andre mænd med sin bue til en skydebane. Den forlystelse er også god og nyttig, at man øver sig i at kaste med slynge både langt og lige, både med stavslynge og håndslynge, eller også i at kaste godt med våbensten. Fordums var der den skik, at alle de mænd, som i vilde være fuldkomne i den slags idrætter, nemlig i at forstå sig godt på våbenbrug og rytteridræt, de øvede bægge deres hænder i at være lige dygtige til at gribe i alt våbenskifte; og søg at indøve det, hvis du mener at mærke, at du har lyst og ævner dertil; ti de, der har lært det, er de dygtigste i den kunst og de farligste for deres fjender.

Afsky så meget som muligt alle manddrab, og undgå dem, når der da ikke er tale om rette afstraffelser (henrettelser) eller almindelige kampe. I en almindelig kamp skal du, efter din hövdings rette befaling, ikke undgå manddrab mere end enhver anden gærning, som du ved er god og rigtig. Vis dig i kampe djærv og frygtløs; slås skal du med passende og nyttige hug, således som du för har lært det, i en god stemning og dog i virkningsfuld lidenskab. Ikke skal du kæmpe med blotte paradehug eller unyttige stød eller med skæve skud som en ængstelig mand. Husk på, at du forstår at tage dig iagt for den andens kampdygtighed. Vær i alle kampe sej og udholdende, men undlad voldsomme (pludselige) anfald, og vær mindst af alt pralende. Tænk stadig på (at sörge for), at andre kan aflægge fordelagtige vidnesbyrd om dig, men selv skal du ikke rose dine gærninger, for at det ikke skal ske. at du efter nogen tids forløb bliver genstand for hævn(forsøg), når de mænd er faldne, over hvis død man har sörget, og hævnen kommer til at gå ud over dig, på grund af den tilskyndelse, dine egne ord har indeholdt.

Hvis du befinder dig i kamp på land og du skal kæmpe tilfods og du står i den svinefylkede fylkings klump, er det meget magtpåliggende, at der i begyndelsen af slaget sörges godt for, at hæren ikke splittes eller den sammenbundne skjoldborg ikke brydes, og du må undgå at binde dit skjolds forreste kant til en andens. Det skal du også tilvisse tage dig iagt for, at du ikke slipper dit spyd i fylkingen, medmindre du har to, ti bedre er ét spyd i kampen på marken end to sværd til kmap. Men kæmpes der på skibe, så vælg dig to spyd, hvoraf du ikke skal skyde det ene bort, og dette bör have et langt skaft, så at det kan nå fra det ene skib til det andet; det andet bör være med kort skaft, og det kan du især göre brug af, når du forsøger entring. Forskellige slags skudvåben skal man anvende på skibe, både tunge pålstave og lette kastespyd. Søg at ramme en andens skjold med din tunge pålstav, og så skal du, hvis skjoldet trækkes ned fra ham, søge at ramme ham selv med den lette kastepil, hvis du ikke kan nå at ramme ham med det langskaftede spyd. Så skal man kæmpe på skib som til lands med ro i sind og med anvendelse af alle passende hug. Men aldrig skal du bortkaste dine våben ved frugtesløs skydning. På skibet kan mangeartede våben godt anvendes, som man ikke kan få brug for til lands, medmindre man befinder sig i en borg eller en fæstning. På skibet er det nyttigt at have langskaftede léer og langskaftede skægøkser, ‘slåbrande’ og stavslynger, stenslynger med skafter og alle slags andre våbensten; låsbuer (armbrøst) og håndbuer er også nyttige dér og alle andre slags skudvåben. Men kul og svovl er hovedvåben blandt alle dem, jeg har nævnet. Blystøbte hærsporer (fodangler) og stærke spydøkser er ligeledes gode våben på et skib. Mastetopskastel er også særdeles brugbart til anvendelse af alle disse våben og mange andre og en op til toppen ført firemundet ‘slåbrand’ (stødbjælke) med stålhårde spidse. ‘Rorgalt’ (stormbuk) med en jærnbeslået tryne er god i søslag. Men sådanne ting har man iforvejen måttet lære at anvende, för end man får brug for dem, ti man ved aldrig den stund eller time, da man får brug for ethvert våben. Sörg for, at du får samlet så mange våben som muligt, sålænge du ikke trænger til dem, ti det er ærefuldt altid at besidde gode våben, og de er i nøden en god beskyttelse for ens ejendomme, hvis man får brug derfor. Men til værn på et skib skal man træffe følgende foranstaltninger, nemlig forsyne sit skib godt med ‘kampbrædder’ (skanser) og bjælker, lægge ‘viderne’ (45) höjt og derunder indrette fire åbninger (gange), hvorigennem man kan skyde, og så rummelige, at én mand eller to uden hindring kan løbe der igennem med alle deres våben, og fremdeles langs bryggerne til den udvendige side göre en jævn vej at træde på hos ‘viden’. Denne indretning bör göres stærk og urokkelig, så at man ikke gör fejltrin, når man i en fart løber ud derpå. Brede skjolde er på skibe gode til dækning, og ligeledes alslags brynjer. Dog er til værn på skibe hovedvåbenet pansere, dannede, af blødt lærred, der er helt sort, (fremdeles) gode hjælme og nedhængende stålhuer.

Der er endnu mange andre våben, man kan bruge på skibe, men jeg finder det ikke nødvendigt at opregne flere end dem, jeg nu har nævnet.

S. Efter som vi nu taler om det æmne, som bedst lærer, hvorledes man skal ruste sig mod sine fjenders angreb eller til værn, synes jeg, at vi fremdeles behøver at tale om, hvorledes man skal kæmpe til lands, enten til hest, eller værge befæstninger eller angribe dem; og hvis I synes, at der her er noget at tale om, vil jeg gærne lytte til.

F. Den, som skal kæmpe til hest, må især iagttage det, vi för har sagt, nemlig at være vel øvet i al kampdygtighed tilhest. Men således bör man udstyre sin hest, at den skal have solide og stærke sko; ligeledes må man indrette sin sadel solidt, så at den er stærk og höjbuet og forsynet med stærke gjorder og alt andet sadeltöj, med en pålidelig rem midt over sadlen og en brystgjord foran. Således må en hest udstyres både foran og bagved sadlen, at den ikke er sårbar ved våben, hverken spyd eller hug, eller (udsat for) anden våbenskade. Den bör have et godt dækken, gjort som et panser af blødt og godt sort lærred, ti det er godt til værn mod alle våben, hvorledes det end er udvendig prydet, og derover en stærk hestebrynje. Med dette udstyr skal man dække sin hest godt, både hoved og lænder og bryst og bug og hele hesten, så at ingen med listig anvendte våben kan komme til hesten, hvis manden (angriberen) selv (tilfældigvis) er tilfods. Hesten bör have et stærkt bidsel, som er pålideligt at holde, både for at holde hesten oppe dermed, hvis det behøves, og ligeledes til at dreje den til siden, hvis der trænges dertil; men udenom bidslet og foran om halsen hen til sadlen skal hesten have en maske, dannet i lighed med et panser af stivt lærred, så at ingen kan komme til ved et eller andet kunstgreb at tage fat i ens bidsel eller ens hest. Følgende udstyr bör manden selv have: gode og bløde hoser, dannede af blødt og godt sværtet lærred, og de skal nå helt op til brogebæltet; udenpå dem skal han have gode brynjehoser, så höje, at man kan spænde dem om sig med dobbelt slyngning. Der udenpå skal han have gode brynjebroge, lavede af lærred, som jeg för har sagt, men uden på dem igen bör han have gode knæskinner af tykt jærn og med stålhårde spidser. Ovenfor alt dette og nærmest kroppen skal han have et blødt panser, som ikke må gå længere ned end midt på låret, men dernæst må han have et godt brystværn af godt jærn, som går fra brystvorterne til brogebæltet, og udenpå det en god brynje og atter udenpå denne et stærkt panser, gjort på samme måde, som vi för bemærkede, men uden ærmer. To sværd må han have, et, hvormed han er omgjordet, og et andet, der hænger ned fra hans sadelbue, tilligemed en god brynjekniv. En god hjælm skal han have på hovedet, lavet af stærkt stål og forsynet med fuld ansigtsskærm, om halsen et godt og tykt skjold, der skal være forsynet med en stærk (forsiret?) skjoldrem; dertil et godt og hvast glavind af godt stål og med et stærkt skaft.

Nu mener jeg ikke det er nødvendigt at tale vidtløftigere om de mænds udstyr, der skal kæmpe tilhest. Dog er der flere våben, som man kan bruge tilhest, hvis man vil, for eksempel enten en hornbue eller en blød låsbue, som man med lethed kan spænde, når man sidder på hesten; og der er endnu flere våben, hvis man vil.

S. Da det synes, som I nu har nævnet de fleste af de våben, det er passende at anvende på skibe eller til hest i kamp, vil jeg nu bede om, at I med nogle ord omtaler de våben, som I mener man skal bruge til at angribe eller forsvare en befæstning med.

F. Alle disse våben, vi nu har omtalt, og som både benyttes på skibe og til hest, kan man bruge både til at angribe en befæstning med og værge den med, og desuden er der mange andre våben. Den, som vil angribe en befæstning med de nys opregnede våben, behøver tilvisse ‘valslynger’, nogle af dem stærke, for at slynge store sten mod stenvæggen og prøve, om man kan bringe stenvæggen til at falde ved svære skud. Men svage valslynger behøves for at slynge (projektilet) hen over stenvæggen og nedbryde de huse, der er i fæstningen. Men kan man ikke med de stærke valslynger nedbryde eller nedvælte stenmuren, kan man forsøge at anvende følgende maskine: en vædder med jærnbeslået pande, ti mod dens stød kan kun få stenmure holde stand. Men hvis stenvæggen ikke styrter om eller brydes ned ved hjælp af denne maskine, kan man tillige hertil benytte et ‘gravsvin’ (murbór). Et ‘kastel’, sat på hjul, er udmærket til at overvinde en anden fæstning med, og dette er således bygget, at det er noget höjere end den fæstning, som det bekæmper, selv om forskellen kun er 7 alen; men det er altid des bedre til at besejre en anden fæstning med, jo højere det selv er.

Stiger, som føres på hjul, og som kan trækkes både frem og tilbage og forneden er forsynede med bræddegulv og stærke håndreb på bægge sider, er også gode til denne krigslist. Kort at sige: alle våben kan man godt benytte til at erobre fæstninger med. Men enhver, som er i gang med dette, bör vide, at han skal kunne indse, når og til hvilket tidspunkt han skal anvende hvert enkelt våben. De, som skal forsvare fæstninger, kan bruge næsten alle de samme våben, som nu er opregnede og mange flere, både valslynger, store og små, håndslynger og stavslynger. Låsbuer er for dem også fortræffelige våben, samt alle andre håndbuer og skudvåben, spyd og pålstave, både tunge og lette. Men imod valslynger eller gravsvin eller den maskine, man kalder vædder, er det nyttigt at styrke hele stenmuren indvendig med store egestammer. Men hvis der er tilstrækkelig jord eller ler forhånden, er det det bedste, man kan få (dertil). Det gör også de, der vil forsvare en fæstning, at de bygger skærmtag af store egegrene og dækker alle stenmure med dem, tre- eller femdobbelt; og desuden skal de flager være vel dækkede med godt og sejt ler. Det har man også brugt mod angreb med vædre, at fylde store sække med hø eller avner og sænke disse med lette jærnkæder ned foran vædderens hoved, der hvor dette vil nærme sig stenmuren. Det kan også hændes, at så store skud rammer fæstningen, at man ikke kan opholde sig i skydeskårene; i så fald er det nyttigt at göre ‘hænge-skydeskår’ af lette flager, og de må være 2 alen höjere end fæstningens egne skydeskår og 3 alen længere nedad. Så langt fra væggen må de også hænge, at man godt kan kæmpe nedad mellem fæstningen og skydeskårene (på den ene side) og hænge-skydeskårene med alle våben. Men de skal hænge på lette bjælker, som man kan trække ind til sig, såsnart man vil, og skyde dem ud igen. Et godt våben for den, som vil forsvare en fæstning, er også et ‘pindsvin’, bygget af store og tunge træer med börster af egepigge på ryggen; det skal bindes udvendig til skydeskårene og (derfra) styrtes ned på folk, der mulig kommer tæt op til fæstningen. (Endvidere) ‘Slå-brande’, gjorte af lange og tunge stænger, med skarpe tænder af hård eg, stående oprejste nærved skydeskårene, så at man kan lade dem falde ned på de mænd, der kommer nær til fæstningen. ‘Brynjetorn’ (46) er også et godt våben, gjort af godt jærn med stålhårde og krumme torne, med modhagepil på hver torn; men den skal göres således, at det tov, som er den nærmest og hvormed man kan nå allerlængst, består af jærnbånd, besatte med pigge, for at man hværken skal kunne overhugge det eller holde fast på det. Men længere oppe kan man anvende et sådant reb, som anses brugeligt og pålideligt nok i styrke. Dette redskab er godt til at kaste ned mellem folk for at prøve, om man kan få fat i nogen, enten en eller flere, og så trække dem op til sig. Et ‘løbehjul’ er også et godt våben for den, der vil forsvare en fæstning; det skal være lavet af to kværnstene, og en akse af sej eg skal der være imellem dem; så skal man ud igennem skydeskårene lægge skråtløbende brædder, på disse skal hjulene så løbe og ud (ned) på folk. En ‘skudvogn’ er også et godt våben; den skal bygges som enhver anden vogn, enten med 4 eller 2 hjul, ganske som man vil det. Således skal den udstyres, at dens læs kan være, som man vil, enten ophedede eller kolde stene; således skal den også laves, at der i den til begge sider fæstes to reb, stærke og solide, som kan holde vognen uden at brydes, når den skal have et langt løb; men den skal løbe på skrå brædder, og der må sörges for, at dens hjul ikke glider ud fra brædderne; men såsnart rebene begynder at stanse dens løb, kaster den sit læs af og ned på folk. Dens læs er desto nyttigere, jo mere forskellige de sten er, der er læssede på den, nogle store, andre små. Det gör også de mænd, der er kloge og som skal forsvare en fæstning, at de laver de sten, som de vil slynge ud imod fylkinger eller skjolde, af ler og anbringer der indeni hårde småsten, både kløvede stene (skiver) og andre hårde stene, og siden brænder leret så hårdt uden om dem, at det godt kan tåle flugten, når det kastes, men at alt, når det kommer ned, springer istykker, og så kan det ikke slynges tilbage. Man skal anvende hårde og store sten for at nedbryde store mure. Ligeledes, når du udfra en stenfæstning beskyder en træfæstning, som er overfor dig, eller beskyder de akselbjælker, som er under hjulene eller under et ‘kastel’ eller stiger eller under ‘gravsvin’ eller hvilkensomhelst anden maskine, der er bygget på hjul, — er det desto bedre, jo större og hårdere de sten er, der anvendes dertil. Kogende vand og glødende glas eller smeltet bly er godt våben i en fæstning. Men hvis et gravsvin eller en anden maskine er ført mod fæstningen, således at kogende vand ikke kan volde dem (fjenden) nogen skade, og det, selv om disse maskiner er lavere end fæstningens mure, er det godt til værn derimod at bruge de bjælker, der forneden er godt beslåede med jærn, men så göre dertil hvasse og glødende plovjærn, og så skyde hele denne indretning ned i træmaskinen, således at plovjærnet bliver stående tilbage, når bjælkerne trækkes op; dermed skal også følge beg og svovl eller også kogende tjære. Tildækkede grave (løbegrave) er også gode våben, når de graves rundt omkring en fæstning, og de er desto bedre, jo dybere og smallere de graves og jo flere i tal de er, på steder, hvor man trækker nogle maskiner på hjul hen til fæstningen. Således skal alle disse sviggrave være indrettede, at de har mange åbninger, men små og dækkede, så at man ikke kan se dem i jorden, men så skal de (gravene) fyldes med det ved, som lettest fænger ild, enten fyrr eller andet letfængeligt ved. Men når om natten en fæstning angribes fra trækasteller eller stiger eller en anden maskine, der står på hjul, skal man hemmeligt udsende mænd fra fæstningen for at tænde ild i sviggravene. Hvis det nu sker så, at sten kastes så voldsomt ind over skydeskårene, at man ikke kan opholde sig ude eller værge fæstningen, er det godt at oprejse stærke bjælker af tykt egetræ og derover igen anbringe store og stærke tværbjælker og derefter beklæde den øverste del med solidt egetræ og derpå lægge megen jord, så at den (jordlaget) ikke er tyndere end 3 à 4 alen, og så lade sten falde derpå. Den samme indretning skal man også fremstille imod det trækastel, der skal bekæmpe en stenfæstning, nemlig opføre gode og stærke stolper, betydeligt höjere end trækastellet. Men af alle de maskiner, vi nu har omtalt, er hovedvåbnet dog en krum ‘skjoldjætte’, der udspyr flammende lue (47). Opregningen af våben, der tjæner til at forsvare en fæstning med, slutter vi med den bemærkning, at dertil kan man benytte alle de våben, hvormed man kan skyde, kaste eller hugge eller stikke, og alle de arter af våben, hvormed man kan forsvare sig eller angribe.


Mandevid. Høviskhed

S. Eftersom I synes, at der nu er talt tilstrækkelig om våben, hvad enten det gælder til angreb eller forsvar, eller om, hvorledes de skal være indrettede og formede, eller på hvilket tidspunkt ethvert våben skal bruges, og da jeg godt forstår disse ting efter eders belæring, vil jeg endnu spörge og har lyst til at få at vide, om der endnu mellem det, der vedrører sæder, som man skal have blandt mægtige mænd eller i kongers hird, findes noget, som I anser nødvendigt at omtale.

F. Der er endnu mange ting, man ikke kan undlade at omtale og iagttage, om man skal være hos konger eller andre mægtige mænd og dér kaldes en dannet mand. Der er 3 begreber, — hvilke dog, når alt kommer til alt, kun er én og samme ting, — som man nöje skal iagttage. Det er: mandevid, dannelse og høviskhed. Men det er høviskhed, at være venlig og oprömt og forekommende og pæn i sin tale, forstå at være god kammerat ved sammenkomster og i samtale med andre mænd. Ligeledes at forstå sig godt på at tale med kvinder, hvad enten de er unge eller mere til års eller andre, der er mindre mægtige, nemlig at bruge de ord, som passer for enhver art, således som det sömmer sig vel for dem at høre, og som det sömmer sig vel for en mand at sige. Ligeledes om man taler med en mand, hvad enten han er ung eller gammel, mægtig eller ikke-mægtig, sömmer det sig godt at kunne forme sine ord på en passende måde (og vide), hvilke udtryk det passer sig for enhver at høre. Men hvis det skal være spøgefulde ord, bör de både være smukke og passende. Det er også høviskhed at vide med hensyn til forskel i anvendelse af ens ord, hvor man skal anvende flertal eller enkelttal i tiltale til de mænd, man taler med, eller hvorledes man skal indrette sine klæder både i henseende til farve og andre ting, ligeså hvornår man skal stå eller sidde eller være næsten oprejst eller næsten på knæ. Det er også høviskhed at vide, når man skal lade sine arme hænge lige ned og holde dem rolige, eller når man skal röre sine hænder til en eller anden opvartning enten af sig selv eller en anden, eller hvorhen man bör vende sit ansigt og bryst, eller hvorledes man skal vende sin ryg og sine skuldre. Ligeledes at vide god besked med, når man frit kan bære sin kappe eller hat eller hætte, hvis man har en sådan, eller når man bör lade være. Ligeledes, hvis man sidder tilbords, hvornår man da for høviskheds skyld bør iagttage mægtige mænds måde at nyde maden på, eller hvornår man godt kan nyde sin mad eller drik, således at det anses for at være sömmeligt og passende. Det er fremdeles høviskhed at afholde sig fra al spot og hån og forstå godt, hvad tølperagtighed er, og undgå denne omhyggelig. Men det er dannelse, at stemme overens med andre, ikke være sær, men ligevægtig og jævn i sind. Gangprud bör man være, når man går, passe godt på sine lemmer(s bevægelse), hvorhen man end går, således at ethvert af dem er lige og dog som det falder naturligt. Det er også dannelse, når man færdes i købstæder blandt folk, man ikke kender, da at være stilfærdig, ikke bruge mange ord, undgå udskejelser og alt forfængeligt drikkeri, også at straffe tyveri og alle andre dårlige optöjer. Det er endvidere dannelse at undgå banden eller forbandelser og spottelyst og al anden tungegift. Også skal man tage sig iagt for at opkaste sig til talsmand for dumme og uredelige mennesker, og endnu mindre skal man yde dem støtte i deres dumheder; tværtimod skal man hade al uefterrettelighed. Det er fremdeles dannelse, at undgå tavl og tærningespil, skøgehuse eller eder, man ikke kan sværge, lögnagtige vidnesbyrd eller anden letfærdighed og skörlævned. Det er også dannelse at sörge for renlighed både i mad og klæder, at have smukke huse, hvis man ejer sådanne, eller skibe eller heste eller våben, være forsigtig og ikke fremfusende, men dog modig, når der trænges dertil, ikke pragtlysten eller begærlig eller fuld af misundelse, undgå overmod og al hoffærdighed. Men det er dannelsens höjdepunkt at elske gud og den hellige kirke, omhyggelig høre messe, være flittig i hellige bönner og bede om nåde for sig og alt kristent folk. Alle disse ting, som vi nu har opregnet, både med hensyn til høviskhed og dannelse, kan ingen komme i besiddelse af, medmindre han også besidder mandevid. I disse (følgende) ting består mandevidet: ordkunst og veltalenhed og forståelse af alle sæder, endvidere godt at forstå, hvad gode sæder er, eller hvad der kaldes sæder efter dumme folks mening, men som dog er det modsatte. Det er også mandevid, når man befinder sig i en stor forsamling af mænd på tinge eller til møder, hvor man hører mænds taler og ærinde, da at forstå sig vel på, hvilke ord og udtalelser dér bruges således, at de udgår fra en mandevids grundvold, eller hvad der (blot) siges med rivende tungefærdighed eller er kortsynet læbevrövl. Det er også mandevid, når der fældes domme i folks sager, da omhyggelig at forstå, hvorledes dommen lød, for at ikke ordene bliver øgede eller forringede, hvis man en anden gang selv skal sande det (d. v. s. gentage det i sin hukommelse, sig selv til nytte). Det er også mandevid i opmærksom ihukommelse at bevare alle ting, som bliver talte eller aftalte mand og mand imellem. Det er fremdeles mandevid at kunne loven godt og vide god besked med, hvad der er rette lov, eller hvad der (kun) kaldes lov, uden at være andet end lovtrækkeri og lovkneb. Det er fremdeles mandevid, når man vil udbede sig noget, da at vide besked med, om de ting, man beder om, er af den art, at det er passende (at bede derom) og den anden kan stå sig ved at yde dem. Ligeledes hvis man selv bliver anmodet om noget, da godt at forstå, hvilke ting man godt kan yde, og hvad man bör undgå, for at man ikke tilstår sådanne ting for sig eller dem, der er ens efterkommere, som bagefter snarere kan anvendes en selv til vanære end til hæder. Det er ligeledes mandevid ikke karrigt at holde på det, man godt kan yde, for at ikke ens karrighed eller egennytte bliver en til skam. Alt mådehold og al billighed er også meget mandevid, al kyndighed og al forståelse og god forudseenhed, som er nødvendig med hensyn til høviskhed eller dannelse, landets vedligeholdelse eller beskyttelse af lov og ret og styrelse af landet. Dette er også meget mandevid, og derfor bör du omhyggelig lære alle disse ting, hvis du vil kaldes en hædersmand blandt konger eller andre store fyrster, fordi alle de, der forstår sig på disse ting, er vel ansete af stormænd. De, som forstår sig vel derpå, kan også leve således, at de er sig selv til stor hæder og mange andre til nytte.

Men mandevidet er mangeartet, ti det står på mangegrenede rødder. Op af mandevidets rødder vokser den stærkeste stamme, der kan tænkes, med store og mangeartede grene og kviste i forskelligt antal; nogle er små, andre större, og de forgrener sig således blandt menneskene. Nogle får större grene, andre mindre, og den rigdom er, som den er elsket. Den som vil elske denne rigdom og give rigeligt af den (til andre), han får meget, ti denne rigdom har den egenskab, at den samles mest hos den, som elsker den mest og nyder den med störst gavmildhed. Og hvis man forstod at bedömme og vurdere denne rigdom, som ret er, så vilde både guld og sølv synes at være rust eller muld eller aske ved siden af den. Og for den, som vil erhverve denne rigdom, skal ophavet (grundlaget) være: at frygte den almægtige gud og elske ham over alt andet.

S. Det var tilvisse heldigt, at denne tale blev forlænget, ti nu har jeg fået både nöjagtige og nyttige svar, og enhver, der har fået nogen indsigt, vil ved denne tale vinde bedre forståelse af sin egen indsigt end för. De er i flertal, der snarere (kun) får små skud af mandevidets kviste end store grene. Nogle får de allermindste kviste, og andre ikke mere end det bare løv, men kun få er der, som slet intet får. Derfor vil jeg fremdeles bede om, at I vilde belære mig om den kunst, hvormed jeg bedst kunde tilegne og udvælge mig de kviste, der kunde blive mig og ligeledes andre til nytte.

F. Disse ting, som jeg nu har vist dig, vokser snarest på mandevidets grene, og fordeler sig siden med mange gode grene og kviste. Men disse er de grene, der er nyttige: al billighed og alt mådehold og at forstå klart med mådehold, hvad enhver er den anden skyldig. Hvis du er vred på nogen formedelst et eller andet fjendskab eller en skyld, så ransag först omhyggelig, förend du søger hævn, i dit sind, hvor stor skylden er, eller hvor stor en hævn denne har fortjænt. Vær meget forsigtig, når du af andre mænds læber hörer om en brøde, der krænker dig, og undersøg först med klog agtsomhed, om den skyld er sand eller falsk; men hvis den viser sig sand og det tilkommer dig at tage hævn derfor, så tag denne med mådehold og billighed, men ikke med hadefuld voldsomhed. Hvis du også hører nogle tidender fortælle, der synes dig skadelige for dig selv eller dine forhold, hvad enten det gælder tab af gods eller mennesker, da skal du også bære det med mådehold og god sindsligevægt. Af den grund skal du føle tab af gods så lidt som muligt, at du skal tænke på, at det igrunden er synd at være træl af rigdom eller elske godset höjt, selvom det til gengæld elsker en og bliver vedkommende rigelig til del; men da er det tilvisse synd og desuden sorgvækkende at elske rigdom höjt, når den vil vende sig bort fra en og slet ikke yde genkærlighed. Tænk også på, at alle kommer uden gods til verden, og alle skilles igen således fra verden, at ingen ledsages af gods ud af verden. Dog skal du sörge for, at du ikke mister noget på grund af vanrøgt og forsømmelighed. Bliv aldrig så nedslået over et lidt tab, at du ikke lader et (nyt) godt håb trøste dig. Men hvis du lider tab af mennesker, skal du også bære det tab med godt mådehold, og husk på, at enhver følger menneskelig natur deri, at han dør bort fra denne verden, ti ingen er skabt for bestandig at skulle leve i den. Lad det bringe dig större sorg, ifald en ven af dig dør således, at han ikke har levet hæderlig i denne verden eller har forladt den belastet med en eller anden skam; og især hvis du på hans vegne frygter en sjælefare, så må man sörge over sligt langt mere end over, at han ved at dø følger menneskets natur. Men hvis man lever hæderlig, sålænge man er i denne verden, og dør således, at man har sörget vel for sin sjæl, skal du trøste dig ved det gode rygte, der lever efter ham, men især ved den gode fryd, som du vænter, at gud vil give ham i den anden verden. På samme måde skal du også styre dit sind med mådehold og god ligevægt, hvis de ting vederfares dig, der vækker fryd og glæde i dit sind og som du synes er gode, og det hvad enten det gælder de mænds bortgang, du nærede fjendskab mod, eller noget andet, som synes dig glædeligt. Men hvis det skulde ske, at du erfarer de mænds død, som du för nærede fjendskab mod, og mod hvem du vilde udføre avindsgærning, hvis du havde kunnet, da skal du mere glæde dig over, at gud har befriet dig for en tredobbelt synd; du kan glæde dig over den dødes bortgang og frydes over, at gud har befriet dine hænder for en syndig gærning, som du havde tænkt at udføre på grund af den langvarige vrede og avind, som du nærede mod manden i hans levende live. Ligeledes, hvis du af kongen eller en anden stormand modtager hæder og höj stilling, er det magtpåliggende, at du forstår at modtage den med mådehold. Og lad dét ikke vederfares dig, hvad mange ukloge gör sig skyldige i —, ti det hændes mangen en, som ikke er klog, når han af stormænd opnår en anset stilling —, at du med overmod og begærlighed hæver dig så höjt, at du ikke mener at have nogen ligemand; en sådan selvhævning volder enhver, som bærer sig således ad, fald, ti det er guds natur at nedslå for meget overmod med hellig ydmygelse; enhver, der går frem med meget begær og overmod, kan være sikker på, at han altid har gud imod sig. Dersom du nu bliver så heldig, at du får en höj stilling hos kongen eller andre stormænd, bör du mindes, at det er guds vilje og fristelse; ti han har i sin hånd de mægtige hövdingers hu og hjærte og kan indgive dem at hæve med hæder og stillinger de mænd, som han vil, og det er til gengæld enhvers pligt at hjælpe dem, der formår mindre end han selv. Tænk på, hvis gud hæver dig til nogen anseelse, at det skal blive til held for dem, der er ringere end dig, når det da ikke er sådanne mænd, som hader (gode) sæder og retfærd; for dem skal dét være en ulykke, hvis en brav mand vinder i kraft og magt. Men hvis gud giver dig mandevid og god indsigt, og du desuden er så heldig at opnå höj stilling hos stormænd, da er der følgende ting, som du i höj grad skal tage dig iagt for: storagtigt overmod, pengebegærlighed i retning af bestikkelse, glemsom vanrøgt af andre mænds tarv, der formår mindre end du. Hav til advarsel altid for öje de mænds ulykke, der på grund af for meget overmod faldt forsmædelig. Husk for det gode håbs skyld også på de mænds adfærd, der altid fik hæder for deres standhaftige retsind og ydmyghed.


Overmod og mådehold

S. Det forstår jeg godt, at gud gör mennesker forskellige i henseende både til magt og mandevid, fordi han således vil prøve, med hvilket mådehold enhver er i stand til at nyde det, han giver, hvad enten det er i retning af pragtfuld optræden hvad ham selv angår, eller af mådeholden gavmildhed overfor dem, der trænger til ham og som ikke af gud har fået de samme gaver. Derfor vil jeg bede eder, at I viser mig nogle eksempler både på dem, der ved billighed og ydmyghed har skaffet sig hæder, og på dem, der har lidt tab og skade på grund af overmodigt begær.

F. Så stor en mængde af sådanne eksempler findes, at vi vil behøve at forlænge vor tale ganske betydeligt, hvis vi skal nævne alle dem, både i den ene og den anden retning, om hvem vi ved, at sådanne ting er vederfaredes dem; og derfor vil vi (kun) omtale nogle få, men dog nogle, der er eksempler på bægge slags, ti det vil forkorte den lange tale. Følgende eksempler er gamle og gode at mindes. Dengang Joseph blev solgt til Ægypten, var det en mægtig hövding, der købte ham. Men efterat denne havde købt ham, mærkede han på ham, at han var en klog mand, og han hævede Joseph til hæder og ære fremfor alle andre af sine tjænestemænd, både dem, der var rige hos ham, og endog hans frie slægtninge, og han gav ham til overopsyn sine ejendele, rigdomme, hus og alt hvad hans var. Men da Joseph var skön af udseende og mådeholden i sin færd og ydmyghed og klog i sine ord, blev han elsket og afholdt af alle, der kendte ham og som stod under den hövding, der var hans herre. Denne mægtige mands hustru fattede kærlighed udover al måde til Joseph, ti hun vilde med ondt begær være sin mand utro på grund af den elskov, hun havde fattet til Joseph, og hun skammede sig ikke for ved dristig lyst at vise ham, hvad hun attråede. Men da han mærkede hendes attrå, svarede han således: »vi kan ikke være lige med hinanden, eftersom du er min herskerinde og jeg er din slave, og det er en for stor skam for dig at ligge hos mig, og for mig er det for stor en dristighed og overmod at tilföje dig vanære; men det allerværste er den utroskab, som jeg viser mod min herre, hvis jeg som en svigefuld slave således skal lönne ham hans godhed, eftersom han som en tillidsfuld hövding har overdraget mig opsynet med hans rigdom og hele eje, og jeg kan ikke bedrage min husbond med en nederdrægtig skam, medmindre jeg vilde sande det ordsprog, der siger: det er slemt at have en træl til ene-ven«. Men da denne kvinde så, at Joseph var en brav mand, der vilde være pålidelig, fandt hun, at det var en skam, at han skulde kende hendes udyd, og hun vilde da, hvis hun kunde, gærne have ham taget af dage ved fjendskab, men ikke ifølge retfærdighed. Hun fortalte sin husbond, at Joseph havde opfordret hende til at begå en vanære, og hun sagde, at det var overmodig gjort af en slave at tale så dristig til sin herskerinde. Hun blev trot, som var hun en brav kvinde, Joseph blev kastet i fængsel, med tykke lænker og tunge jærnbånd, og det var hensigten, at han på grund af sit overmod og sin utroskab skulde ende sit liv således, at han dér rådnede levende op. Men da gud altid elsker ret og ydmyghed, og han kendte Josephs troskab og vidste, at han var uskyldig, ordnede han det så, at den dom, han uskyldig måtte lide, blev ham til gavn; ti gud befriede ham ud af fængslet, så at han derefter blev hævet til langt större magt end för, og gud indgav kong Pharao den tanke at göre Joseph til hövding og dommer over hele Ægypten næst efter kongen selv, og den hæder beholdt han stedse siden til sin alderdom og sålænge han levede.

Følgende tildragelse skete igen et andet sted noget senere, at en berömt konge rådede for mange riger og havde tredobbelt navn, hvortil grunden var forskellen i de tungemål, han herskede over. Et sted kaldtes han Artaserxes, et andet sted blev han kaldt Scirus, og nogle mænd siger således, at gud talte smukt til ham gennem sin profets mund: Til min salvede, Scirus, hvis höjre hånd jeg har taget, for at kaste hedningerne ned for hans åsyn og vende (böje) kongernes rygge osv. Men andre siger, at det var en anden Scirus end den, det skriftsted sigter til; derom dömmer vi ikke yderligere, ti vi ved ikke med sikkerhed, om det er skrevet om denne Scirus eller en anden. For det tredje blev denne konge kaldt Assverus. Men da han selv var mægtig og berömt, havde han en mægtig hustru, der var hans dronning; hun hed Vastes. Medens kongen (engang) havde foretaget et langt krigstog for at udvide sit rige, havde han indsat dronning Vastes til at styre den del af riget, hvor hans egenlige hovedsæde var. Da han var vendt tilbage hjem til hende med rigt bytte og udvidet magt, foranstaltede han et vældigt gæstebud for at fejre alle de hövdinger, som havde fulgt ham på dette krigstog. Men dronning Vastes foranstaltede et andet gæstebud for de hövdinger, der var forblevne hjemme og som sammen med hende havde styret riget. Da lod kongen befale, at dronning Vastes skulde komme til ham i hans hal, iført dronningeskrudets herlighed med al værdighed og således modtage ham som hjemkommen og hædre hans gæstebud. Men dronning Vastes svarede nej til kongens befaling og sagde, at hun ikke kunde forlade sit gæstebud, eftersom hun havde bedt mange gode hövdinger til sig. Men da kongen så hendes overmod og stolthed, forstod han, at hun satte sin hjemmebliven og rigsstyrelse, som han havde overdraget hende, ligeså höjt som kongens farefulde arbejde, hvilket han havde udført, medens han udvidede sit rige. På grund af dette hendes overmod blev kongen så vred, at han fratog Vastes hendes dronningeværdighed og al den magt, hun havde. Men til hustru tog han da en hærtagen mø af Israel, som dengang var i hans rige i fangenskab; hun var ellers dér, hvor hun var født, af fornem herkomst. Hun hed Ester. Denne satte kongen i Vastes’ sæde og overdrog hende al den magt, som Vastes för havde haft, og gjorde da Ester til dronning over hele sit rige.

Nogle dage senere hændte atter en anden tildragelse hos denne samme konge. Aman hed en mægtig og berömt hövding hos kong Assverus. Kongen havde givet ham en så anset stilling, at hele folket skulde adlyde ham og böje sig for ham som for kongen selv. Men en mand hed Mardocheus, en krigsfange blandt Israels folk; han var dronning Esters farbroder. Da han vidste, at han var både fattig og slave, havde han ikke mod til at åbenbare, at han var så nærbeslægtet med dronningen. Heller ikke vovede dronningen at vise ham större gunst end enhver ukendt tjæner. Så skete det en dag, at hövdingen Aman havde været til møde hos kongen, og da han gik hjem igen, førte hans vej ham derhen, hvor Mardocheus sad. Men Mardocheus var sorgfuld i anledning af den trældom, som han og hele Israels folk, det som var blevet ført fanget ud af Israels land, var stedt i. På grund af denne bekymring ænsede han ikke, at Aman kom ham så nær, hvorfor han ikke rejste sig op for at bukke for ham. Men Aman blev så vred over, at en fremmed træl ikke vilde bukke for ham, at han straks, da han kom hjem, lod rejse en höj galge hjemme i sin gård og agtede at lade Mardocheus hænge i den galge. Han lod også den meddelelse udgå over hele kongeriget, at enhver kunde give Israels folk den ret, som han selv fandt for godt, enhver måtte plyndre det, som vilde det, enhver tage det i tvang og trældom, som vilde det, enhver slå det ihjæl, som vilde det. Men da Mardocheus fik disse tidender at vide, blev han af nødvendigheden tvungen til större dristighed overfor dronningen; han gik da til hende og faldt ned for hendes fødder og fortalte med megen sorg i hjærtet disse tidender. Da dronningen hørte, at hele det folk, hun nedstammede fra, var fördömt, bad hun til gud af sit ganske hjærte. Derpå gik hun til kongen, iført al dronningepragt, og faldt ydmygt ned for hans fødder. Da dronningen var nået derhen og kongen så, at hun var kommen med så megen ydmyghed og så blegt ansigt, forstod han, at hun havde en vigtig grund til at søge ham, og at hun ved hans blidhed måtte få djærvhed til at fremføre, hvad der så tungt lå hende på hjærte. Han tog hende (derfor) i hånden og rejste hende op, og lod hende med venlige ord sætte sig i sædet hos sig og bad hende nöjagtig at sige ham alt vedrørende hendes ærinde. Dronning Ester gjorde, som kongen bød, og forklarede ham alt, hvad der var sket, således som det havde tildraget sig, og bad ham siden ordne sagen mere efter hans kongelige nåde end efter Amans grænseløse vrede. Man da kongen så Amans overmod og hoffærdige vrede, lod han Aman hænge i selve den galge, hvori denne för havde tænkt at hænge Mardocheus, og han befalede over hele sit rige, at Israels folk skulde have lov til at leve dér i fuld frihed, således som Israels folks hellige lov havde bestemt det. Han skænkede Mardocheus al den rigdom, som Aman för havde ejet. Af alt dette kan du skönne, at gud af den, han hæver til hæder, pligtskyldigst kræver mådehold og billighed, ydmyghed, retsind og trofasthed; ti Joseph fik, som vi för sagde, udmærket hæder og megen ophöjelse for sin pålidelighed og ydmyghed, uagtet han (kun) var en slave, købt for penge og solgt til fremmed folk; gud hævede ham siden ved kongens ordning til at være herre og höjeste dommer, næst efter kongen selv, over hele Ægypten. Dér kan man også se, hvormeget man forsynder sig imod gud ved med overmodig ærgærrighed at hæve sig selv, eftersom dronning Vastes mistede sin dronningeværdighed og hele sin magt i løbet af én dag på grund af hoffærdighed, men i hendes sted toges siden en hærtagen slavinde af et fremmed folk — eller også det, at Aman i løbet af én dag mistede al sin magt på grund af umådehold og overmod, og at hans magt gaves til en udenlandsk hærtagen træl.


Retsind i domme

F. Hvis du nu opnår hæder hos stormænd, så tag dig iagt for sådanne tildragelser, som de eksempler, du nu har hørt, viser, ti der er mange (andre) af samme art, og drag nytte af det eksempel, jeg för sagde dig angående Joseph. Der er endnu et eksempel, som skete langt senere, i kejser Konstantins dage, hvem gud havde gjort til hövding over hele verden. Han havde omvendt sig til retfærd og kristendom, såsnart han fik forståelse af den hellige tro. Han havde givet dronning Helena, sin moder, et rige at styre østfor havet, Jødernes vælde. Da hun nu havde regering og overstyrelse dér, forstod hun, at der ikke kunde være nogen anden ret tro på gud end den, Jøderne havde. Og da der så gik breve mellem kejseren, hendes sön, og dronningen, begyndte det at gå op for dem, at der var forskel på den tro på gud, som de, hver for sig, havde. Da bød kejseren, at dronningen skulde komme østfra over havet med sine lærde mænd og vismænd og mange andre hövdinger, og de skulde mødes i Rom; dér skulde den hellige tros sandhed undersøges. Da nu dronningen kom der med sit følge, havde kongen samlet mange biskopper hos pave Silvester, tilligemed mange vismænd, såvel kristne som hedenske. Men da stævnet var sat og tinget indledet mellem kejseren og dronningen, mente de bægge at kunne mærke, at der vilde blive en hæftig ordstrid mellem kristne biskopper og lærde mænd af Jøderne og andre vismænd, som havde fulgt dronningen østfra, eftersom bægge parter vilde fra deres bøger fremføre mod hinanden eksempler, værdige til overvejelse, for at bevise og bekræfte deres opfattelse og den hellige tro. Da indså de grant, at i det stævne måtte det være nødvendigt, at retfærdige dommere blev ansatte, der med mådehold og billighed dömte i alle de sager, som dér blev fremførte fra bægge sider. Men da kejseren tilligemed paven og de kristne biskopper var beskytter af den hellige kristendom, medens dronningen beskyttede Jødernes tro, indså de bægge, at det ikke passede, at de lod sig friste til at være dommere i denne strid, og derfor lod de omhyggelig undersøge, om der blandt alle vismændene kunde findes nogle i hele den mængde, der var så pålidelige med hensyn til mandevid eller retfærd og billighed, at alle de, som dér var samlede, kunde tiltro dem at dömme retfærdig i denne strid. Da hele mængden blev undersøgt, fandtes der ikke flere sådanne end to mænd, hvem man turde vælge til dommere i denne vigtige sag; men bægge to var hedninger og var hverken bundne til kristne mænds lov eller Jødernes tro. Den ene af dem hed Kraton, han var en stor vismand og vel uddannet med hensyn til alt mandevid. Han var mægtige mænds ven og havde vidst at vinde deres gunst. Han ønskede aldrig mere jordisk rigdom end hvad han behøvede til klæder og føde, men når stormænd gav ham mere, bortskænkede han alt videre, og gav alt, hvad der var til rest fra det han behøvede, til dem, der var trængende. Den egenskab havde han også, at han var lidet talende og derhos sanddru, og ingen kendte noget til, at der var funden lögn i hans mund, og alle syntes, at den fortjæneste, der bestod i hans mandevid og gode natur, gjorde ham vel skikket til at vælges til dommer i en så stor sag. Den anden, der valgtes til dommer, hed Zenophilus; han var en mægtig og berömt hertug. Dér hvor han styrede rige, kendte ingen noget eksempel på, at han havde böjet retten. Han var en overordenlig veltalende mand og vel uddannet med hensyn til alt mandevid, venlig i samtale og nedladende, uagtet han var mægtig; og ingen kunde huske, at lögn var funden i hans mund. Efterat disse var valgte til dommere på alles vegne, blev tinget mellem kristne og Jøder sat, og de dömte i al denne strid, således som de var valgte dertil, og de blev nu fundne at være de samme som för, som de, der på intet punkt dömte vrangt. Men af den grund har jeg fortalt dig disse eksempler, for at du skulde forstå kejserens ydmyghed og retsind og ligeledes dronningens, eftersom de var hövdinger over hele verden og desuagtet fandt det passende, i lydighed at underkaste sig sådanne valgte dommere, der var langt ringere end de selv både i magt og myndighed og alle andre ting. Det skal du også forstå, hvor stor en ære disse mænd vandt sig ved deres mandevid og retfærd, eftersom de bægge var hedenske og dog overgik hele den øvrige verden i forståelse af den hellige tro og (dens) tarv, og du kan nu forstå, hvad jeg för sagde dig i vor samtale, at det har meget at sige, hvad en mand efterlader sig, som kan være forbillede for andre. Joseph levede för vor herre Jesu Kristi fødsel og blev solgt for penge til Ægypten som en fremmed slave; men hans troskab og ydmyghed behagede gud så vel, at han kom til at være den næste efter kongen som styrer af alle dem, der var indfødte i det land og som dér havde ejendomme eller slægtninge, hvad enten de var mægtige eller ikke-mægtige. Mange hundreder af år er det, siden Joseph selv døde, og dog lever hans hæder endnu og mindes hver dag blandt alle vise mænd overalt i verden. Dronning Vastes døde længe för Kristi fødsel, ligeledes hövdingen Aman, og den skam, som de fik for deres dumhed og overmod, lever endnu. Endnu i dag besidder dronning Ester en levende hæder, hvilken hun vandt ved sin ydmyghed, idet hun, der var hærtagen slavinde (og ført) til Indieland, dog siden blev dronning over mange og store riger, og fik det sæde, hvorfra dronning Vastes blev jaget bort. Men uagtet de eksempler, som vi siden omtalte, de om kejser Konstantin og dronning Helena, hans moder, tildrog sig efter guds byrd, så er det dog sket for så længe siden, at ingen er så gammel, at han kan huske det, og dog nyder de endnu i dag lysende ære. Uagtet Kraton og Zenophilus selv er døde, æres de på grund af deres retsind og mandevid, idet de bægge var hedenske; og dog blev de valgt til dommere ene af næsten alle de mennesker, der var i verden, og det blev tiltrot dem på alle mænds, både de kristnes og Jødernes, vegne at dömme ifølge en lov, ingen af dem selv bekendte sig til, og hvorpå hele verdens vel beroede. Nu kan du heraf slutte, at gud selv har i sin hånd den rorpind, ved hvilken han böjer og bevæger store hövdingers hjærter og efter sin vilje bevæger hele deres sinds styrelse, når han vil det; ti kong Pharao hævede Joseph til hövdingemagt over alle de mægtige mænd, der för var i hans rige. Men Assverus jog Vastes bort fra dronningemagten, hun som dér för var både mægtig og storættet, og han satte dronning Ester i hendes sted. Han korsfæstede også Aman, en udmærket hövding, og gav siden hele hans magt til Mardocheus, der för havde været hærtagen slave fra et fremmed land. Kejser Konstantin gjorde Kraton og Zenophilus, der bægge var hedninger, til dommere, og tiltrode dem at dömme om sandheden og forståelsen af den hellige tro. Nu skal du tilvisse vide, at alle disse tildragelser skete ved guds forsyn og skjulte bud. Men af den grund er disse ting i eftertiden blevet nedskrevne til erindring, for at alle skal tilegne sig dem og høste gavn af alle gode eksempler, men tage sig iagt for de dårlige. Dersom du nu skulde blive kongens mand, så husk disse eksempler, som nu er bleven dig fortalte, ti der er en stor mængde andre sådanne eksempler, uagtet de ikke er nævnede i denne tale. Men selv skal du tilegne dig alle dem, som du ser kan blive dig til nytte.


Kongens retsind

S. Gud lönne eder, min herre, for at I med megen tålmod tager eder tid og ledighed til så frugtbringende at besvare alle mine spörgsmål, ti disse taler vil føre mig til större nöjagtighed i mine overvejelser end för. Det kan også ske, at der endnu er andre, der i fremtiden vil forstå denne kyndige tale, hvoraf de fremdeles kan lære både mandevid og god forståelse eller andre nyttige sæder. Men jeg har lyst til fremdeles at spörge om flere sådanne ting, som jeg tænker på at udfritte eder om, og jeg vil bede eder om, at I fremdeles ikke bliver ked af at belære mig yderligere, ti eders tilladelse bibringer mig den dristighed og fortrolige færd overfor eder, ikke at forsömme noget, som min hu har lyst til at vide. Men jeg mener at kunne se, at denne tale tyder på, at der endnu er mange sådanne ting tilbage, som den mand, der ønsker at være hos konger eller andre store hövdinger, nødvendigvis må vide og lære at kende vel, og en sådan tale ønsker jeg fremdeles. Men jeg ønsker nu foreløbig at spörge om de större mænd hellere end om dem, som skal tjæne under dem, der er mægtige; ti jeg mener at forstå, at de, der er tjænere, er forpligtede til at iagttage både de bedste sæder eller kyndighed eller mandevid og al retskaffenhed. Så vil det også være at anse som en hovedpligt for dem, der skal være hövdinger over andre og hvem alle andre skal tjæne, nemlig at være både kyndige og vise, og de vil være pligtige til at elske al retskaffenhed, eftersom de har rådighed over alle andre for at revse dem, der ikke er retskafne. Derfor vil jeg nu med eders tilladelse spörge om, hvilke sæder kongen selv skal beflitte sig på og som sömmer sig vel for ham i hans kongelige virksomhed. Forklar mig, så nöjagtig, at jeg kan forstå det, hvad der er hans pligt-hværv eller gærning om morgenen, eller hvori hans virksomhed i løbet af dagen bör bestå, ti han er i den grad mægtiggjort og hædret på jorden, at alle skal böje sig for ham som for gud. Han har også så megen magt, at han råder over enhvers liv i hans rige, således som han selv vil, han lader den dræbe, som han vil, og den leve, som han vil. Men det har jeg set, at hvis en mand slår en anden ihjæl, er han genstand for alle retskafne mænds had, som om han var en hedning, og det regnes for at være stor synd at dræbe et menneske; den, der gör det, får stor straf og megen bodsøvelse, för kristne mænd igen vil optage ham i deres samfund. I omtalte för i eders tale, at jeg skulde undgå alle manddrab, men I tilföjede derimod, at alle de manddrab, der foretoges ifølge kongens bud eller i kamp, skulde jeg ikke mere undgå end en hvilkensomhelst anden god gærning. Dersom nu kongen har fået så megen magt af gud, at alle de manddrab, der udføres efter hans bud, er syndefri, så skulde jeg tro, at han måtte være meget klog og forsigtig og retsindig i al sin færd, og derfor trænger jeg til, at I forklarer mig nöjagtig disse ting, som jeg spörger om, hvis I da synes, at det ikke er et altfor tåbeligt spörgsmål eller at det ikke er altfor dristigt at spörge om så store mænds færd.

F. Spörgsmålet om sådanne ting er ikke så tåbeligt, at man ikke fuldtud kan tale om, hvorledes kongen skal bære sig ad i sin kongelig virksomhed eller færd, ligesom om, hvorledes alle andre mænd skal det. Det er kongens bestemte pligt at tilegne sig mandevid og kyndighed, og han bör tilvisse være meget kyndig i alle historiske eksempler, der findes, for at han deraf skal kunne lære forståelse af al den styrelse, han overhovedet skal øve som konge. Men når du bemærkede, at han var hædret og mægtiggjort på jorden og at alle böjer sig for ham som for gud, da er grunden dertil den, at kongen betegner den guddommelige höjhed, ti han bærer selve guds navn, og han sidder i det höjeste dommersæde på jorden, og det er således at forstå, som om man ærer gud selv, når man ærer kongen, på grund af det navn, han har fået af gud. Guds sön viste, da han selv var her på jorden, eksempler på, at alle bör hædre kongen og vise ham al lydighed, idet han bød sin apostel Peder at trække fisk op af vandenes dyb og åbne munden på den förste fisk, han fangede, og sagde, at dér vilde der ligge en mønt, og han bød ham at bringe kejseren den mønt som skattebetaling for dem bægge. Heraf kan man se, at ethvert menneske på jorden er forpligtet til at hædre og ære kongens navn, (det navn) som en jordisk mand har fået af gud, eftersom selve guds sön fandt det passende at hædre det kongelige navn så höjt, at han gjorde både sig selv skatskyldig og tillige, kongedömmet til ære, den af sine disciple, han satte til hövding over alle apostlene og al gejstlig værdighed.

S. Her er et punkt, hvorom jeg nu som för trænger til eders afgörelse, ti dette bliver mig ikke helt forståeligt. I bemærkede, hvad jeg finder rimeligt, at kongen har fået sit navn, höjt både ved værdighed og ære, af gud selv; men det er mig ikke klart, hvorfor gud selv gjorde sig skatskyldig under en jordisk konge, da jeg (dog) tror, at han måtte stå over alle andre konger, eftersom han råder både for et himmelsk og et jordisk rige.

F. At gud selv hædrede det jordiske kongedömme, kan du se deraf, at, da han nedsteg fra himlens höjeste höjde til jordens rige, betragtede han sig, efter sit komme her til menneskene, som en gæst, og han vilde ikke berøve det jordiske kongedömme noget, selv om han kunde det, og han opfyldte (derved) de ord, som David havde sagt: »herren råder over himmerig, men han har i sandhed givet menneskenes sönner et jordisk rige«. Nu vilde gud, medens han var på jorden, hellere hædre en jordisk konge og kongedömmet end på nogen måde forringe det, ti gud vilde ikke tage dét fra det jordiske rige, som han för havde givet en jordisk hövding at styre, og (derfor) viste gud fuldkommen lydighed mod kejseren. Det skal du også se, at da gud bød sin apostel Peder at undersøge den förste fisk, han trak op, og ud af dens mund at tage en penning, vilde gud ikke, at han også skulde undersøge den anden eller den tredje, men kun den förste, fordi enhver i alle ting skal först hædre kongen og den kongelige værdighed, ti gud selv kalder kongen for sin »krist« (salvede), og enhver konge, der har fuld kongeværdighed, hedder med rette »herrens krist«. Således sagde også guds apostel i sin lære, da han lærte folk den rette tro: »frygter gud og ærer eders konge«, næsten som om han sagde, at den frygter ikke gud, som ikke yder kongen fuld hæder. Enhver konge skal, som du bemærkede, tilvisse være klog og meget kyndig og derhos velvillig, fordi det sömmer sig ham at forstå tilfulde, at han selv er guds tjæner, uagtet han bliver så stor og så hædret i guds höje tjæneste, at alle viser ham ærbødighed som gud; ti alle tjæner derved gud og det hellige navn, han bærer, men ikke ham selv. Derfor er det grundlaget i kongens natur, at alle nærer frygt og bæven for ham, så at ingen, der hører ham nævne, er uden tugt; men selv bör han vise sig nedladende og mild mod alle gode mennesker, så at ingen nærer så stor frygt for ham, at han på grund af kongens barskhed undser sig for at bringe alle sine nødvendige sager frem for ham. Dette skal om natten være hans pligt og syssel, når han er mættet af sövn, da at tænke på hele sit rige, tænke på, hvorledes han skal ordne det og styre det således, at den omsorg, han drager derfor, behager gud bedst, og ligeledes tænke på, hvorledes riget kan blive ham selv så nyttigt som muligt i al lydighed mod ham, fremdeles finde med skarphed det mådehold, hvor kraftig han bör holde den mægtige tilbage, så at denne ikke bliver for begærlig overfor den fattige, ligeledes ved passende mådehold hæve den fattige, så at denne ikke bliver for djærv overfor den mægtige; det behøver han fornuftig at ordne og gennemskue, at enhver er mådeholden i den stilling, han er anbragt i. Det må han også omhyggelig betænke med sig selv, at dersom han skal anvende straf mod dem, der ikke vil være tilfreds med den stilling, gud har givet dem, skal han i sin afstraffelse aldrig være så eftergivende, at enhver kan mene, at han på grund af hans for store eftergivenhed kan tillade sig at bryde, hvad der ifølge rigtig ordning skal stå. Heller ikke bör han være så hård i sine straffe, at gud eller hellige mennesker synes, at han mere straffer af grumhed end efter hvad ret er. Derfor behøver kongen at overveje disse og mange andre ting om natten, når han har sovet ud, fordi han da om dagen i den tid, da landets nødvendige sager føres frem for ham, vil møde færre ting uforberedt.


Syndefaldet

S. Nu synes jeg, at det kommer til det punkt, I för talte om i eders tale, at der både skal meget mådehold og retsind til, hvis kongen skal ramme mådeholdet så, at han i sine straffe hverken er for strid eller for mild. Og nu vil jeg spörge, om der gives nogle eksempler, hvoraf han kan lære at indrette sig med hensyn til et sådant mådehold, eftersom I bemærkede, at kongen måtte være meget kyndig i alle de (historiske) eksempler, der fandtes.

F. Det siger jeg nu ligesom du, at ingen burde være mere kyndig eller klog i alle ting end kongen, ti dette er for ham selv en stor nødvendighed og ligeledes for det folk, der er under hans styrelse. Men for den, som er meget kyndig i de (historiske) eksempler, indtræffer der ikke mange tilfælde, hvor han ikke kan finde eksempler (ɔ: oplysende forbilleder at følge). Men fra gammel tid stammer følgende eksempler, som enhver konge ofte bör have for öje og deraf drage slutninger om, hvorledes han skal styre sit rige. Da gud havde skabt hele verden og prydet den både med urter og andre vækster, ligeså med dyr eller fugle, så satte han to mennesker, en mand og en kvinde, til at bevogte alle disse ting, og han førte dem bægge, Adam og Eva, op på paradisets höjeste sted og viste dem alle fugle og dyr, blomster og al herlighed i paradiset. Da sagde gud til Adam og Eva: »alle disse ting, som I nu ser, giver jeg eder til underhold og styrelse, hvis I vil holde den lov, jeg nu sætter mellem os. Men dette er den lov, I omhyggelig skal lyde, hvis I vil beholde de gaver, jeg nu har givet eder. Det skönne træ, som I ser stå midt i paradiset med tillokkende æbler, det hedder kundskabens træ. Men den frugt, det bærer, hedder kundskabsæbler. Det træ skal I ikke røre, og I skal ikke æde af de æbler, som det bærer, ti, når I æder deraf, så vil I dø. Men alt, hvad I iøvrigt ser, det skal I have lov til at nyde, som I lyster«. Til vidne på denne pagt blev tilkaldt 4 søstre, guddommelige møer, som skulde høre på fastsættelsen af denne lov og kende alle denne pagts bestemmelser. En af dem hed Sandhed, den anden Fredsommelighed, den tredje Retfærd, den fjærde Miskundhed. Og gud sagde til disse møer: »eder byder jeg at passe på, at Adam ikke bryder den lov, der nu er sat imellem os; følger ham godt og beskytter ham stadig vel, sålænge han holder disse ting, der nu er aftalte. Men dersom han bryder dem, skal I sammen med eders fader sidde i dom imod ham, ti I er selve dommerens døtre«. Efter denne tale forsvandt gud fra Adams åsyn; men Adam gik hen for at betragte paradisets hele skönhed. Men eftersom slangen er listigere og mere indsmigrende end noget andet dyr, kom den i samme stund til Eva, Adams hustru, med en møs ansigt, og sagde til hende med stor venlighed: »lykkelig er din mand, og ligeledes du selv, idet gud har givet alle ting i eders vold, og alle dyr skal adlyde eders bud, eftersom Adam er vor herre og du vor herskerinde; og jeg vil nu spörge dig, om gud har undtaget nogen ting, som er på jorden, fra eders styrelse, eller om I kan nyde alle ting, som I lyster, uden al begrænsning«. Eva svarede: »alle ting, som gud skabte på jorden, har han underlagt os, undtagen det træ, der står midt i paradis; det forbød han os at nyde, og han sagde, at vi vilde dø, hvis vi åd deraf.« Atter sagde slangen til Eva: »o-ho, min frue, han vilde (altså) ikke, at I blev så kyndige, at I kendte både godt og ondt, ti han forstår selv al skelnen mellem onde og gode ting, men I kender kun de gode ting; men når I spiser kundskabens æbler, så vilde I komme til at ligne gud og være ikke mindre kyndige om de onde ting end de gode.« Men da slangen forsvandt fra Evas åsyn, kaldte hun sin mand, Adam, til sig og fortalte ham hele denne samtale. Derpå tog hun to kundskabsæbler og åd selv det ene, men det andet gav hun Adam. Men da de havde spist disse æbler, voksede deres kundskab angående onde ting, således som slangen havde sagt, og da begyndte de at undersøge alle dyrs skikkelse, såvel (også) fuglenes som træernes, og ligeledes, hvordan de selv var skabte. Da sagde Adam: »skamvækkende står vi to ægtefæller nøgne, ti intet skjuler vore lemmer (48). Alle dyr dækkes af hår eller hale, fugle af fjær, træer af grene og løv, men vi to alene står med skamnøgne lemmer.« Derpå tog de sig brede løvblade af det træ og dækkede dem af deres lemmer, over hvis nøgenhed de undså sig mest.


Adams brøde og dom

F. Da kom Fredsommelighed gående og sagde til Adam og Eva: »nu har I brudt loven og overenskomsten med gud, og jeg vil ikke længere tillade eder at være frie (og færdes) i dette vidtstrakte land, som I för har gjort. Men jeg vil holde eder frie i et hemmeligt skjul, indtil der falder dom i eders sag, og jeg vil lade eder beholde eders frihed, for at I kan få lejlighed til at forsvare eder. Men I skal selv sörge for, at eders svar bliver eder gavnlige, til hjælp, men ikke til skade«. Sandhed gik frem og sagde til Adam: »husk på, når din sag skal behandles, at du da ikke lyver. Da vil jeg optræde som vidne for dig. Fortæl om alle ting således, som de er gået til; ti såsnart du lyver noget, optræder jeg som vidne mod dig«. Retfærd gik frem og sagde: »det er min pligt at undersøge, at du ikke bliver genstand for urigtig dom. Men desto stridigere bliver jeg mod dig, jo mere du gör dig skyldig i lögn og uretfærdighed.« Miskundhed trådte frem og sagde til Adam: »nåde og hjælp vil jeg yde din sag, hvis du overholder alle de ting, mine søstre har belært dig om«. Men da Adam var bleven bange, skjulte han sig mellem træerne, for at han ikke skulde blive set nøgen. Men ved middagstid gik gud hen for at skue paradisets herlighed og Adams bevogtning. Men da han ikke så Adam på den åbne, vide mark, råbte han på ham og spurgte, hvor han var. Adam svarede: »derfor skjulte jeg mig, herre, fordi jeg skammede mig over at være nøgen for dit åsyn«. Gud svarede ham: »hvorledes kom det sig, at du nu forstod at skamme dig over din nøgenhed mere end tidligere, da vi taltes ved, medmindre du har brudt loven og spist af de kundskabens æbler, som jeg havde forbudt dig at nyde?« Adam svarede som for at værge sig i sin skyld: »den kvinde, du gav mig, æggede mig til dette uråd. Hvis jeg havde været ene i min færd og du ikke havde givet mig denne kvinde til at råde mig, vilde jeg have overholdt den satte lov og ikke brudt dine bud«. Da sagde gud til Eva: »hvorfor gav du din mand dette slette råd, at han skulde øve lovbrud?« Eva svarede som for at værge sig i sin skyld: »denne ordslu slange gav mig dette slemme råd; var den ikke bleven skabt eller var den ikke kommet hen til mig, vilde jeg ikke have gjort dette«. Da sagde gud: »eftersom der nu er sket lovbrud, vil jeg nu, at de møer, som jeg satte til at vogte vor pagt, skal deltage med mig i dommen«. Da svarede Sandhed: »det er min pligt at fremstille Adams skyld, eftersom han med lögn vilde skjule, hvad der var hans störste skyld og lovbrud fra hans side. Men dette var den störste skyld hos eder, at æblerne var skönne og tillokkende og söde at smage, men I vilde gærne blive kyndigere, end det var eder tilladt, og herved begik I tyveri, idet I tænkte at tage i hemmelighed; men begærets ran var det, at I tog uden lov, og hovmodigt overmod var det, at I vilde blive gud lig i henseende til kyndighed udover det, som der var blevet eder hjemlet«. Da sagde gud til Fredsommelighed, at hun i nogle ord skulde udtale sin dom om denne sag. Men Fredsommelighed svarede således: »da du satte mig til at passe på Adams frihed, sålænge ingen lovbrud var forefaldne, vil jeg endnu tilbyde mig til at sörge for så meget mindre frihed for ham, da han ikke forstod at holde på den, han för havde fået«. Da sagde gud til Retfærd, at hun skulde dömme. Men hun svarede således: »da Adam ikke har forstået at holde på den frihed, som Fredsommelighed vågede over til bedste for ham, skal han nu istedet derfor få elende og nød. Men da han eftertragtede kyndighed om slette ting, skal han nu lide ondt istedet for godt. Men da han vilde blive gud lig i kyndighed udover det tilladte og med lögnagtigt forsvar beskyldte gud for at være årsag til hans lovbrud, skal han derfor lide den død, som han blev truet med, för han begik lovbrud«. Da sagde gud til Miskundhed, at hun skulde udtale sin dom om dette lovbrud. Miskundhed svarede med disse ord: »da det er min natur at søge nogen nåde og eftergivenhed i alle ting, vil jeg bede om, at Adam ikke fortabes ved en skånselsløs død. Da han nu, medens han lever, kan angre sit uråd, skal han, sålænge han ikke fortvivler, vænte hjælp og nåde i sin død«. Da blev der talt om, at hvis han fik sønner, disse da skulde undgælde for hans lovbrud, eller om de skulde nyde de gaver og odel, hvorfra Adam som fredløs blev fordrevet, og som gud fra begyndelsen af havde givet ham. Retsind svarede: »hvorledes kan hans sönner, der bliver avlede i hans fredløshed, nyde de gaver, hvorfra han fredløs blev fordrevet? For hans lovbrud skal hans sönner følge ham i døden. Men da han skal have håb om nåde og miskundhed og om genkomst til de odel, han nu mister, skal hans sönner blive kaldt tilbage med ham ved en ny overenskomst«. Men da der var falden dom i Adams sag, blev alle disse søstre ved en blid pagt enige indbyrdes, således at Miskundhed og Sandhed favnede hinanden og Retsind og Fredsommelighed kyssede hinanden med blid halsomfavnelse. Nu skal enhver konge have disse eksempler for öje, hvorledes gud her overfor mand og kvinde beherskede sin vrede over den brudte lov, og betænke, hvilke dommere han havde hos sig, for at hans straf ikke formedelst mangel på nåde skulde blive for strid. Nu dömmer kongen også ret for alle, når han efter loven dommer mand og kvinde. Men således skal han i sine domme, der går ud på at straffe, altid betænke, at han har disse søstre med sig, og göre dem enige, så at de kysser og favner hinanden, og da bliver alle hans domme hverken for stride eller for milde. Det bör kongen også omhyggelig undersøge, om han forstår vel at blande disse søstres sind (ɔ: bringe dem til at komme hinanden imøde); ti således er deres sæder indrettede i alle domme, at de to: Sandhed og Retsind sidder sammen for sig på den ene side, men Fredsommelighed og Miskundhed på den anden side i dommen. Nu skal de stedse være enige og velforligte i enhver dom. Men idelig sker det, at Fredsommelighed og Miskundhed henskyder hele dommen under Sandhed og Retsind og ikke destomindre samtykker i dommen. Stundom sker også det, at enhver af de søstre har sin fulde ret (ɔ: stemme) i dommen efter det rette forhold. Men undertiden kan det hændes, at hoveddommen tilfalder Fredsommelighed og Miskundhed, og alle søstrene samtykker ikke desto mindre i den. Det er også undertiden sket, at, efter at dommen er ordnet og afsagt, har Fredsommelighed og Miskundhed tilstået eftergivelse på grund af déns bön og anger, der har trængt til nåde.

S. Nu synes jeg, at denne sag er endnu vanskeligere end jeg trode för, ti der behøves megen kløgt og forstand til at blande disse søstres sind således, at de altid skal være enige, og dog bestemmes dommen undertiden mere af den ene part end den anden; ti I omtalte för i eders tale, at undertiden tilfalder hele dommen uden al skånsel Sandhed og Retsind, men til andre tider tilkommer den störste del af dommen Fredsommelighed og Miskundhed. Det bemærkede I også, at undertiden er en ordnet og afsagt dom bleven ændret. Hvis der nu var eksempler på sådanne ting — og I har jo sagt, at der vilde kunne findes eksempler på snart sagt alle ting, hvis man vilde søge derefter —, så vilde jeg nu gærne høre disse eksempler, for at dette kan blive klarere for mig og ligeledes for andre, som måtte høre dem. Störst pligt er det vel for konger at vide god besked herom, såvel som (rigtignok) for enhver anden, ti de vil oftest trænge til sådanne ting.

F. Så gammel er verden nu, at næppe vil sådanne ting kunne ske, hvorpå der ikke kan findes eksempler fra tidligere tider, og derfor vil der ikke kunne ske sådanne ting, hvorpå en kyndig mand ikke vil kunne finde eksempler. Men med hensyn til denne sag gives der eksempler — skete så tidlig, at jeg ingen kender fra ældre tider —, på, at hele dommen uden al skånsel tilkom Sandhed og Retsind. Da englen Lucifer i himlen sveg sin herre og øvede niddingsdåd mod sin hersker, da dömte Sandhed og Retsind ham ved (til) et pludseligt fald, uden alt håb om nåde. Ved denne dom faldt med ham alle hans fæller og rådgivere. Dette var et lovbrud, som gud straffede ved en nådeløs dom.


Lucifer i slangen

S. Derom vilde jeg nu bede eder, at I ikke bliver fortrydelig, hvis I synes, at det spørgsmål, jeg nu gærne vil stille, bliver barnligt og ukyndigt, ti jeg forstår ikke fuldtud de ting, jeg nu agter at spörge om. Det kan også være, at der er mange andre, der ikke forstår det bedre end jeg. Det spörgsmål angår slangen, som I sagde kom til Eva og talte til hende i menneskeskikkelse og æggede hende til at begå lovbrud. Jeg vil nu spörge, om slangen var således skabt, at den kunde tale mere end andre dyr; eller talte (måske) flere dyr i den tid, tiltrods for at de nu alle er umælende, eller hvad var grunden til, at slangen vilde lokke kvinden til lovbrud?

F. Vi har ført en lang samtale, og hvis vi nu skal til at tolke den helt, så bliver det en lang forøgelse af en vidtløftig tale, ti det er sikkert, at der kun er få ord i vor samtale, som ikke trænger til tolkning, hvis en meget kyndig mand træder til, en som fuldkommen forstår disse taler. Jeg finder det da rimeligere, at vi fortsætter vor tale, som vi har begyndt og ført den, men overlader det hværv at tolke vore taler til andre, der senere hører dem og som med dybt indtrængende opmærksomhed vil udføre det arbejde. Men da ethvert spörgsmål vænter nogen løsning og et svar, er det rigtigst, at jeg til en vis grad oplyser dette æmne for dig, så at det kan blive klarere for dig eller for dem, der ikke mere end du forstår det; men jeg vil dog kun anvende nogle få ord derpå, da jeg ikke ønsker at blive meget opfordret til at tolke min tale.

Da du spurgte, om slangen eller andre dyr var begavede med mæle, dengang Adam blev sat til at vogte paradiset, skal du tilvisse vide, at ingen legemlig skabning var til, foruden mennesket, hvem mælet var tildelt. Men da du spörger om, hvorfor slangen fik mæle, eller hvorfor den lokkede kvinden til lovbrud, skal det nu forklares. Det er begyndelsen til denne forklaring, at gud havde skabt englene för menneskene; de var alle skabte med stor skönhed som udødelige ånder, uden al legemlig skrøbelighed. Dog var de skabte med denne store skönhed således, at de skulde iagttage den lov med ydmyghed og uden al svig at være lydige mod og nære kærlighed til deres skaber. Det var lovet dem, at de skulde beholde al deres skönhed og al anden hæder, som han havde givet dem, sålænge de adlød denne lov. Dog gav han dem fri selvrådighed til at begå lovbrud, hvis de vilde, og gud talte således til dem: »da I alle blev skabte samtidig, og ingen blev avlet af den anden, skal enhver af eder svare for sig selv og ingen for nogen anden, hvad enten den lov, som jeg nu har sat, bliver overholdt eller brudt. Men dersom der er nogle, der bryder den, skal de jages bort fra dette lyksalige liv. Men de, der overholder den, får stedse evindelig salighed og et liv uden ende i min ærefulde tjæneste. Men derfor giver jeg eder alle selvrådighed, om I heller vil bryde denne lov end overholde den, for at de, som overholder den, kan blive udvalgte til at være mine udsøgte kostbarheder, men de, der bryder loven, kan blive genstand for had og fordrives til pinefuld trældom og fjendtlig virksomhed«. Alle disse engle var fagre, og dog var en af dem skönnere end alle andre, og derfor blev han kaldt Lucifer; og han var sat til hövding over mange engle, og en stor mængde engle bar ærefrygt for ham i tjæneste og alt venskab. Men da gud havde sluttet sin tale, forsvandt Lucifer fra gud med alle sine tilhængere ligesom mod nord og talte således: »hvorfor skal vi finde os i trusler fra guds side for vor tjæneste, eftersom vi selv har kraft nok, skönhed og talrighed nok til at beholde vor hæder. Nu vil jeg rejse mig et andet höjsæde, ligesom det gud har, i den nordlige del af verden, eller rejse mig et endnu större, og med en udmærket styrelse besidde den ene halvdel eller en endnu större del af himlen«. Da svarede gud og sagde til Lucifer: »da du har begået lovbrud ved et svigefuldt oprør, kan du intet fast ophold have hos os længere, og da du nu vil styre et rige, så begiv dig til det rige, der er dig beredt, og nu skal du have nød for frihed og elendighed for salighed, enhver slags kval uden al trøst; alle de skal følge dig, der ikke rejste sig imod din plan«. Men da gud så vredt på dem, skjalv alle himlene for guds åsyn, men hans fjender flygtede med frygteligt fald og fik et modbydeligt ændret udseende, idet de mistede deres skönhed. Dernæst indfandt de sig på alle de steder, hvortil de henvistes, og de spredtes i alle helvedes huler, hvor hver fik sin virksomhed, og således skiltes mörket fra lyset. Men efter at gud havde skabt mennesket og det var anbragt i paradisets salige liv, da sagde Lucifer til sine fæller: »dette menneske har gud nok tiltænkt det rige, hvorfra han jog mig bort, dersom det ikke er ulydigt mod hans vilje; men ifald han anbragte andre engle i vort (tidligere) rige, vilde vi aldrig kunne finde os deri, hvis vi da kunde göre noget derved. Men dette er for os en stor tort, hvis det menneske, der er dannet af ler eller smudsigt jordstøv, skal føres til den evige salighed, som vi blev fordrevne fra. Derfor skal vi altid kæmpe mod enhver, der tragter derefter, og med bitter vrede hævne vor skade (tab) på alle dem, vi kan besejre. Derfor vil jeg forsøge at besejre det förste menneske, som gud har skabt, for at andre af mine fæller kan overvinde dem, der senere kommer«. Dernæst udstyrede han sig med syv hovedrænker, hvoraf han væntede sig hjælp; en var giftig avind, den anden brændende vrede, den tredje forvirrende sluhed, den 4. pralende falskhed, den 5. overmodigt begær, den 6. begærlig egenkærlighed, den 7. nydelsessygt begær. Dernæst sagde han til sig selv: »da jeg nu er en usynlig ånd, kan jeg ikke synlig komme i samtale med et legemligt menneske, medmindre jeg ifører mit hæslige åsyn en eller anden legemlig skönhed. Nu vil jeg gå ind i denne slange, som gud har skabt med en møs ansigt, der mest ligner menneskelig skönhed, og jeg vil gennem dens mund tale til Eva, Adams hustru, og af hende få at vide, om de er skabt til grænseløs frihed, uden at behøve at iagttage nogen lov, eller om gud har bestemt for dem en lov (overenskomst), så at jeg ved hjælp deraf kunde forstyrre deres forlig med ham«. Dernæst traf den avindfulde ånd den slange, som nu kaldes aspis; den gik dengang på to ben, med oprejst legeme som et menneske, og havde et jomfruansigt, som vi för sagde, og således som nogle lærefædre har ment (49). Men da den ondskabsfulde ånd kom til Eva, skjult i denne slanges legeme, benyttede han den list, som kaldes pralende falskhed, idet han talte til Eva med falsk venlighed og tog således til orde: »lykkelig er din mand og du selv også«. Denne lov gav han dem ikke af godhed, men han lovpriste deres lykke, fordi han vilde føre dem ud i elendighed med forbitrelse og avind. Men så benyttede han forvirrende sluhed, idet han bad Eva sige sig, om gud havde givet hende og Adam overstyrelse og nydelse (fuld frihed til at nyde alt), uden at behøve at tage sig iagt for nogen ting. Da han ved sine blide ord havde fået sikre svar af Eva og han hørte, at de var bleven truede med døden, hvis de begik lovbrud, blev han glad og benyttede sig da af overmodigt begær, idet han sagde til Eva, at de vilde med hensyn til disse ting komme til at ligne gud i kyndighed og viden om at skælne mellem gode og onde ting. Men så benyttede han det nydelsesyge begær, idet han bad hende prøve, hvor sødt og vellugtende det var, kundskabsæblet nemlig, som det var hende forbudt at spise. Men da benyttede han begærlig egennytte, idet han fik Eva til at tage det, som gud för havde forbudt hende. Ti gud havde givet Adam og Eva alt andet at råde over, undtagen dette træ, og de fik netop lyst til dette uden tilladelse, idet alt andet stod under deres magt. Kun den forskel kendte de på gode og onde ting, at godt var bedre end det onde og at de frygtede den død, der var dem lovet. Men da de ikke havde smagt onde tings bitterhed, kunde de ikke vide, hvilken elendighed de vilde komme til at lide på grund af deres lovbrud, men de syntes det var en stor forfremmelse, hvis de blev gud lig i kyndighed og hvis de vidste fuld besked med forskellen på gode og onde ting. Da slangen nu æggede Eva til at spise æblet, frygtede hun døden og sagde til slangen: »jeg er bange for at dø, hvis jeg æder, fordi gud truede mig dermed. Æd du nu först, så at jeg kan se, og hvis du ikke dør, vil jeg spise deraf, ti denne frugt må vel være bestemt til at volde andre dyrs død såvelsom min, hvis den i sig har dødende kraft«. Men den ånd, der skjulte sig i slangen, sagde til sig selv: »jeg kan godt æde æblet, ti jeg bliver ikke mere skyldig eller mere dødelig, eftersom jeg i forvejen har pådraget mig guds fulde vrede« — men disse ord hørte Eva ikke. Dernæst tog Eva et æble og lagde det i slangens mund, og den åd det straks. Og da hun så, at den ingen skade tog, plukkede hun straks et andet æble og spiste det selv, og hun fandt, at det var meget sødt, således som slangen havde fortalt hende. Derpå forsvandt slangen fra Evas åsyn. Hun kaldte på Adam, sin mand, og fortalte ham disse ting. Men da han også frygtede døden, som gud havde truet ham med, vilde han ikke spise, medmindre han först så, at Eva spiste. Eva tog da igen to æbler og spiste straks dristig det ene, ti hun havde för mærket æblets sødme, og hun havde lyst til oftere at smage den istedet for at skamme sig over, hvad hun för havde begået. Men da Adam så, at hun ingen skade tog, og mærkede den dejlige sødme ud af hendes mund, tog han imod det æble, som hun rakte ham, og spiste det ikke mindre end hun (havde gjort). Men da de havde spist æblet, åbnedes deres öjne for större kyndighed end de för havde ejet, ganske som slangen havde sagt det; ti da forstod de at skamme sig over de nøgne lemmer, idet de så fuglenes legemer tildækkede med fjær og dyrenes legemer med hår, men de så, at deres egne legemer var nøgne, og de skammede sig meget derover. Men hovedgrunden til denne skamfølelse var, at de vidste, at de havde forbrudt sig mod gud ved at bryde hans lov, og de nærede frygt i hele deres legeme og skammede sig over de nøgne lemmer. Derpå skjulte de sig mellem træerne og gav os eksempler på deres tåbelighed, ti de huskede ikke, at gud kendte så godt sine hænders gærninger og alt hvad han havde skabt, at hverken krat eller skove kunde skjule dem for hans åsyn, eftersom enhver skjult vrå i helvedes huler er utildækkede og synlige for hans åsyn til enhver tid. Men medens Adam var i sit skjul, sagde gud til ånden, der skjulte sig i slangen: »med overmod og ondskab øvede du det förste lovbrud, og der var intet, der lokkede dig dertil undtagen dit eget overmod og din avind. Derfor stiger min vrede mod dig uden al nåde, og du har mistet den evige salighed og ethvert håb om at kunne vende tilbage. Men uagtet du nu for anden gang har vakt mit sind til vrede på grund af dette lovbrud, der nu er begået, vil Adam blive straffet for sit lovbrud og dog få håb om tilbagevenden og nåde, efter som han pådrog sig min vrede på grund af din ondskab og falske list. Og ligesom du vandt sejr over Adams hustru, der endnu er jomfru, således skal en af hendes døtre, som er jomfru, overvinde dig, og ligesom du nu mener at have ført Adam eller hans slægt som bytte til dit rige, således skal en af hans sönner undersøge alle dine skatkamre og fratage dig alle dine kostbarheder som bytte, føre Adam og alle hans brave efterkommere med herlig sejr bort fra dit rige, og give ham en hædersplads mellem sine sönner i det rige, som du efter fortjæneste mistede; og ligesom et grönt træ bar den frugt, hvormed du nu vandt sejr, således skal et visnet træ bære den frugt, hvorved din sejr skal forspildes«. Dernæst talte gud til slangen, hvori ånden havde skjult sig: »forbandet skal du være fremfor alle dyr på jorden, ti du tog imod min fjende og skjulte ham for Evas öjne, for at han fra sit skjul i dig kunde vinde sejr over den menneskelige slægt. Derfor skal du forandre dit udseende, som du havde i skikkelse af en møs åsyn, og du skal nu have et stygt og barsk ansigt, modbydeligt for menneskene. Forsvinde skal de ben, som bar dit oprejste legeme, og herefter skal du gå på din bug og dit bryst. Den bitre og smudsige jord skal være din føde, ti du åd det søde æble, som du tog ud af Evas hånd. Du skal være selvgjort kar for gift og død, til vidnesbyrd om, at du skjulte giftig avind i din krop. Jeg erklærer freden brudt mellem dig og alle menneskeslægter. Dit hoved og din hals skal møde menneskenes fødder og deres trin, til straf for den svig, som menneskene led ved din falskhed og indsmigrethed. Men eftersom du forførte mennesket til ved dets mund og ædelyst at begå lovbrud, så skal menneskets spyt, som udgår af et fastende menneskes mund blive for dig ligeså livsfarlig gift, hvis du smager derpå, som din gift er for mennesket, når det nyder den«. Dernæst kaldte gud på Adam og Eva og spurgte, hvor de var. Adam svarede: »vi skjulte os, herre, fordi vi skammede os over at være nøgne for dit åsyn«. I det förste ord, hvormed Adam svarede gud, löj han for ham, ti de følte sig skyldige i lovbrud, og af den grund skjulte de sig, og det var dette, Adam skjulte i det svar, han gav gud. Da sagde gud til Adam: »hvorfor kunde I nu mere skamme jer over at være nøgne end under vor sidste samtale, medmindre eders viden er blevet forøget ved, at I har spist af de æbler, som jeg forbød eder?« Men da Adam hørte det, og at det ikke vilde forblive skjult, at de havde begået lovbrud, overvejede han straks sagen (for at finde en udvej) og således, at en anden end han selv fik irettesættelsen (straffen) for den skyld; derfor sagde han: »havde jeg ene haft med sagen at göre, og havde du ikke givet mig denne kvinde til at rådslå med mig, vilde jeg have overholdt den befalede lov og ikke brudt dine bud«. Disse ord forøgede i höj grad Adams skyld i guds öjne, ti han (Adam) søgte mere et forsvar i sagen end nåde. Men hvis han havde sagt som så: »mindes, min herre, at jeg er formet af lidet kraftigt stof som en skrøbelig lergryde, og at jeg mere trænger til din miskundelige, skånsel, end min sags fortjæneste kræver det, ti jeg svage menneske ifaldt megen skyld mod dig, min herre, ved mit lovbrud«, da vilde Adams skyld straks være bleven forminsket i guds öjne, ti da havde han søgt nåde og ikke forsvar for sin brøde. Men da gud hørte, at Adam svarede som den, der vilde værge sin sag, da sagde han, opfyldt af vrede: »ikke skal du give mig skylden for, at jeg skabte kvinden, ti til ægteskab og fryd gav jeg dig kvinden, men ikke for at du ifølge hendes råd skulde begå lovbrud. Jeg advarede dig mod at øve lovbrud, og jeg sagde, at du kunde vænte straf, hvis du begik lovbrud; hvorfor fulgte du hellere din hustrus dårlige råd end mine herlige råd, hvis du ikke på grund af overmod og begær vilde blive ligeså kyndig som jeg, og derfor higede du efter det, som ikke var dig tilladt?« Derpå talte gud til Eva: »hvorfor æggede du din mand til, at I skulde begå lovbrud?« Men Eva vilde gærne, at en anden fik straffen for hendes skyld end hun selv, idet hun udtalte sig således: »denne slange, den ordslu, gav mig dette uråd; var den ikke bleven skabt, eller var den ikke kommet mig i møde, havde jeg ikke begået lovbrud og heller ikke ægget min mand til at göre det«. Da gud hørte Evas forsvar i sagen, sagde han vred: »det synes mig, som om I vil give mig skylden for, at I begik lovbrud; ti han (Adam) gav mig skylden for, at jeg havde skabt dig til at pleje råd med ham, og nu giver du mig skylden for, at jeg har skabt slangen. Således skabte jeg slangen som alle andre dyr på jorden, men jeg gav dig den ikke til rådgiver; jeg lagde den som alle andre dyr på jorden ind under eders herredömme. Jeg advarede eder bægge mod at begå lovbrud og jeg sagde, at I vilde kunne vænte døden derfor. Nu er eders handling til forsvar i sagen ikke bleven bedre, end den var i det tidligere lovbrud. Derfor skal I lide den død, hvormed jeg truede eder; selv om I ikke falder døde om med det samme, skal I dog i eders død få en langvarig straf for eders lovbrud, og der skal ingen slægter udspringe af eder, som ikke skal lide straf for dette lovbrud. Men den tid, I lever på jorden, skal I lide sorgvækkende nød til gengæld for, at I ikke forstod at besidde fri salighed. Men eftersom du begik lovbrud för Adam, mangedobler jeg denne din nød udover det, som I bægge skal lide. Du skal være din mands herredömme og hele hans ledelse underkastet og alle vegne betragtes som ringere og lavere i eders sönners öjne. De börn, du undfanger i vellystigt begær, skal du bringe til verden med sygdom og öjeblikkelig livsfare. Du skal også være forpligtet til at yde eders börn al tjæneste med arbejde (for dem) og bekymringsfuld omsorg under deres opfostring«. Fremdeles sagde gud: »nu er Adam bleven ligeså kyndig som enhver af os, idet han kender godt og ondt. Sörger da for, at han ikke uden tilladelse nyder (frugt) af livets træ, således som han spiste af kundskabens æbler«. Dernæst befalede gud keruber at vogte den vej, der fører til livets træ, med flammende sværd, der stadig med ildskarpe ægge svinges over hele vejen, så at ingen uden tilladelse kan komme frem dér. Derpå sagde gud til Adam: »da du mere adlød din hustrus uråd end mine gode råd og nød jordens forbudte frugt, forbandes jorden ved din gærning, den som gav dig al den udmærkede frugt ligesom ved moderlig gavmildhed. Nu skal den nægte dig den afgrøde, som er passende til dit underhold, som om den var sörgende vred. Tidsler og ukrudt skal den give dig i afgrøde, medmindre du plejer den ved arbejde, således at den drikker din sved, ti herefter skal du ved arbejde skaffe dig føde på jorden«. Dernæst gav gud Adam og Eva skindkjortler og sagde til dem: »siden I skammede eder over de nøgne lemmer, skal I nu tildække eder med arbejds-bluser og uglædes-klædning, og drager nu ud på jordens vide overflade til et møjsommeligt arbejde og søger (dér) eders føde. Dog skal I hvile i jordens dødelige favntag og forvandles igen til det naturlige, dødelige stof, hvoraf I fra först af blev tagne«. Da sagde Adam: »for din nåde og retfærdige dom takker jeg dig, min herre; ti jeg indser fuldkommen min store misgærning; således indser jeg også din nåde, eftersom jeg ikke som Lucifer skal fortabes uden nåde. Sörgende vil jeg stige ned til helvedes dødskygger; dog vil jeg altid glædes ved håbet om min genkomst, ti det vænter jeg af dig, min herre, at du endnu vil vise mig livets stråler i dødens mörke. Og det vil jeg altid eftertragte, at den, der nu glæder sig over min ulykke, som om den var en vunden sejr, engang som overvunden og sejrberøvet skal bedrøves formedelst vor genkomst«. Da sagde Eva: »således som vi nu skilles sorgfulde, min herre, på grund af vor store skyld, således vil vi endnu glædes over din nåderige trøst i vor nød«. Derpå forsvandt gud fra deres öjne, men de indrettede sig på jorden, som gud havde befalet dem. — Nu har jeg gjort, som du bad om, forklaret dig med nogle ord, hvorfor slangen talte til kvinden, og hvad grunden var til, at den æggede kvinden til lovbrud, og dog har jeg anvendt et så letforståeligt æmne, denne tale, ti jeg vil til andre gemme det arbejde med dyb indtrængen at tolke vore taler; men vi skal nu hellere fortsætte den påbegyndte tales ligefremme vej, da vi ikke har tid og lejlighed til bægge dele.


Tale og tolkning

S. Nu forstår jeg, at I synes, at svaret på det spörgsmål, jeg sidst fremsatte, snarere er en tolkning og forklaring af de taler, vi för har haft, hellere end en ligefrem fortsættelse af den påbegyndte tale, og jeg er bange for, at hvis jeg spörger yderligere om disse forklaringer, da vil I synes, at mit spörgsmål er lidet kyndigt. Men på grund af den frihed, at I har tilladt mig at spörge om de ting, jeg ønsker besked om, vil jeg endnu vove at spörge; ti jeg vænter endnu som för gode svar, selv om jeg spörger barnligt. Nu har I også forklaret, hvorfor slangen talte til kvinden på den måde, at det var ånden, der talte gennem slangens mund. Dernæst forklarede I mig også, at kvinden blev ægget til at begå lovbrud, og at grunden hertil var den avind, at Lucifer ikke undte mennesket at komme til det rige, hvorfra han var fordreven, og i behandlingen af det spörgsmål omtalte I de guds domme både over Lucifer og Adam på en sådan måde, som det ikke er sikkert för er hørt. Men kunde jeg huske den tale og kunde jeg fremføre den igen, som jeg hørte eder holde den, og en, der hørte den, så vilde sige, at han ikke havde hørt den tale för, vilde jeg bede eder at vise (belære) mig, hvorledes jeg skulde indrette mit svar, for at jeg ikke skulde synes straks at blive modbevist i min sag på grund af ukyndighed, men finde den hjælp, hvormed jeg kunde støtte min sag, og som kunde bevirke, at alle fandt min tale mere sand end usand.

F. Tolkningen af enhver tale er ganske som grene eller kviste på et træ. Der vokser först op fra rødderne en stamme, der siden forgrener sig med mange grene og kviste, og hver kvist, du tager og undersøger med rigtig iagttagelse, er altid fastvokset til stammen, som fra först af er vokset op af rødderne, og alle grenene og kvistene nyder godt af de rødder, som træet selv står på. Men hugger du en gren af og kaster den langt bort fra træet og en finder den, som ikke ved, hvor den har været (fra först af), synes han, at den gren er ganske som enhver anden, han finder på sin vej, da han ikke ved, hvor enhver er vokset. Men bærer han den tilbage til den samme stamme, som den blev hugget af, og lægger den derpå, bærer grenen selv vidne om, af hvilke rødder den er runden. På samme måde forholder det sig nu med fortolkning af enhver tale. Den, som ævner at give en god tolkning, så at talen kan forløbe rigtig, han har også indsigt nok til, at tolkningen kan forløbe rigtig. Men da jeg hørte, at der har været nogle ting i denne tolkning, som ikke ofte er hørte, så vil jeg nu en stund være den spörgende, medens jeg hidtil hyppigere har svaret end spurgt. Og jeg vil da spörge (dig), om der er nogle ting i denne tale, hvorom du för har fået besked.

S. Ja, der er nogle ting, men ikke mange. Det har jeg hørt om Lucifers ord, at han vilde sætte sin stol ligeså höjt som guds; men af de svar, som gud gav ham, har jeg ikke för hørt noget forklaret, för I nu har fremsat en tolkning.

F. Endvidere vil jeg spörge: hvem mener du har genfortalt de ord af Lucifer og har kunnet stå hos og høre hans svigefulde og overmodige ord?

S. Dens navn er aldrig nævnt for mig, og jeg mener ikke det er sikkert, at nogen fra först af har hørt dem og så genfortalt dem.

F. Det skal du dog tilvisse vide, at hvis en, der fra först af har hørt Lucifers ord, har genfortalt dem, måtte han også have hørt de svar af gud, som jeg nu har talt om, og han måtte kunne forklare bægge taler, hvis han vilde, ti enten måtte han have hørt dem bægge eller ingen af dem. Men dersom han efter sin formodning har fortalt Lucifers svigefulde pral, kunde han også godt efter sin formodning tænke sig guds sande svar om straffen. Ti enten har bægge taler været sande eller ingen af dem; ti i samme stund, som Lucifer begik lovbrud enten i sine tanker eller med ord, havde gud i sin tanke hele den straf rede, som skulde gælde fra den förste til den sidste stund; ti så stor er guds mandevids og beregnings rigdom, at det guddommelige skarpsinds indsigt i et öjeblik omfatter alle de ting, der skal ske fra den förste til den sidste time. Men siden vogter han med guddommeligt tålmod på alle de ting, som han vil skal ske, indtil den passende tid kommer, da han vil, at alt det, han iforvejen har bestemt, bringes til fuldførelse; og dersom gud havde givet nogen enkelt så megen forståelse eller indsigt, at han kunde gennemskue alle de ting, gud havde udtænkt, og så meddele, at gud havde forklaret dem alle med ord eller taler, vilde denne ikke fare med usandhed. Ti alle de ting, som gud har bestemt i sin tanke, har tanken sagt ham selv, hvad enten læberne har frembragt en tale derom eller ej. Men det beretter apostlen Paulus, at gud har givet mennesket sin hellige ånd med de dertil hørende egenskaber og embede. Nogle opnår spådoms-ånden, andre mandevids- og kløgts-ånden, atter andre veltalenheds-ånden, nogle forståelses-ånden, andre kunsts-ånden. Nogle opnår disse gaver i rigelig mængde, andre får mindre deraf. Nogle får kun én af disse gaver, andre to, andre tre, men nogle alle, ganske som gud vil give hver især. Men de, der både får forståelsens og veltalenhedens ånd, som kong David, de har vovet at sætte taler sammen og skrevet bøger, for at de taler ikke skulde glemmes. David har nogle steder talt om guds tanker, andre steder om guds ord, og atter andre steder om hans gærninger. Men de, som derefter i tidens løb har tolket det salter, David forfattede, har talt vidtløftigere om, hvad David alt imens tænkte, end om de ord, han har sagt, ti de har skrevet lange forklaringer til hvert ord om, hvad David tænkte, da han sagde det ord, og de viser med taler, hvilken fortolkning Davids sind tog sigte på med hvert ord, han sagde i salteret. På samme måde har de båret sig ad, der har fortolket evangelisternes taler; de har sagt meget, som evangelisterne ikke har nævnt et ord om, og derved har de vist, at de dér har tolket tankens ord, som ikke (tillige) var læbernes; det er den naturgave, at den, hvem gud har givet forståelsens ånd i fuldt mål, han forstår mange tankers ord uden at høre dem fremsagt med læberne. Men af den grund tolkede David ikke selv salteret, fordi han tiltænkte andre det arbejde, at forklare i ord alle de ting, hvis tolkning han tænkte i sit eget sind, dengang han skrev og fortsatte de påbegyndte salmer i den rigtige rækkefølge; og således gör alle de, der holder en tale, som kræver en forklaring, de tiltænker andre det hværv, i ord at tolke det, de selv har i tanke, medens de fortsætter den påbegyndte tale. Dog skal du vide, at ingen, der sad hos David, medens han skrev salteret, og spurgte, hvad han samtidig tænkte, har tolket hans tale, og således skal du da begribe, at forståelses-åndens nåde fører dem til den tanke at undersøge grundlaget for de taler, som de hører. Derpå ransager de, hvor mange grenede rødder der er under den tale. Det tænker de også omhyggelig på, hvor mange grene der vokser op af den tale. Dernæst overvejer de, hvor mange kviste der hører til enhver gren. Og derpå har de deres opmærksomhed i særlig grad henvendt, at hvilken gren de end tager for, vil de være istand til at føre den rigtig tilbage til de rødder, hvorfra den fra begyndelsen af var runden. Men hvis du rigtig forstår dette og med meget indtrængende opmærksomhed undersøger, hvad du hører, tager du ikke fejl af, om de tolkninger, du hører, er vrange eller rigtige, såfremt da gud har givet dig den ånd, at du véd at forslå rigtigt; ti hver den, der får en god forståelse og som kommer ind på den rette farvej fra begyndelsen af, han kan godt kende alle sandsynligheders veje fremad og hvilke de ord er, der passer bedst til at bruges om hver enkelthed. Nu kan du af disse ting lære dig såmeget til, som du kan, for at du kan forstå sagen, men jeg finder ingen grund til at tale vidtløftigere herom.


Guds domme

S. Gud lönne eder, min herre, fordi I har tålmodighed til at svare på de ting, hvorom jeg spörger, og dog mærker jeg nu, at I synes, at mit spörgsmål er barnlig vaklende, eftersom jeg ikke forstår at fastholde æmnet for den påbegyndte tale, hvorfor mit spörgsmål også gælder snart dit snart dat, ganske som man kan vænte det af en ukyndig yngling. Men jeg synes dog selv, at det er bedre at spörge end lade være dermed om de ting, hvorom jeg sidst spurgte, nemlig om, hvorledes man kunde vide, om tolkningen traf det rigtige eller ikke. Men nu forstår jeg godt det, som I sagde mig, at en mand ikke löj gud noget på, når han meddeler guds tanker ikke mindre end hans ord, ti alt hvad gud har tænkt i sit sind, det har tanken udtalt til ham, hvad enten han har sagt det med læberne eller ej; og derfor kan man tolke de ting, ret som om det var en fremsagt tale, ti alt dette har tanken talt til ham selv. Det forstår jeg nu også godt, uagtet ingen kan gætte sig til, hvad gud fra begyndelsen af tænkte; han har nu selv forklaret det, idet han har ladet de ting blive til virkelighed, som han tidligere har tænkt og beregnet; ti tilvisse er det mig indlysende, at alt, hvad gud har ladet ske, har han i forvejen tænkt (beregnet) og ordnet fornuftig i sin tanke, för end det skete. Det forstår jeg også godt, at de, der har tolket Davids taler med forklaringer eller tolket de taler, andre har sat sammen og nedskrevet i bøger, de har forfattet forklaringer således, at de har overvejet, hvilken grundvold eller hvilket æmne der fra först af har været grundlaget for talen. Siden har de klogt overvejet, hvor godt en sandsynlighedsberegning kunde udrede enhver gren eller kvist i den tale, således at, dennes æmne forbliver uforvansket. Da jeg nu begynder at forstå disse ting noget, kan det være, at jeg i fremtiden overvejer dem, såfremt da gud giver mig forståelsen deraf. Men da jeg fatter, at I synes det er trættende og et stort arbejde at svare både på (punkter i) den påbegyndte tale og endvidere give den dertil hørende tolkning, vil jeg nu bede om, at vi vender tilbage til den påbegyndte tale og at I fremdeles vil vise mig flere eksempler på guds domme, dels sådanne, hvor han har fuldbyrdet dem i deres fulde strænghed ifølge Retsinds og Sandheds dom, dels hvor han har formildet dem.

F. Følgende eksempler skete langt senere på samme måde. De angik kong Farao i Egypten; han gik ved Retsinds og Sandheds dom tilgrunde uden al nåde. Abiron og Dathan gik fortabt ifølge en retfærdig dom. Men da Josva førte Israels folk ind i det land, som gud havde forjættet det, da bestemte gud en så hård straf over det folk, der bode i den by, der hedder Jeriko, at alt hvad dér var levende skulde dræbes. Det skete også længe efter, da kong Saul gjorde krigstog til Amalech, at gud bød ham at ihjelslå alt, hvad dér var levende, og derfor pådrog Saul sig guds vrede, fordi han ikke udførte, hvad der var ham befalet. Følgende eksempler skete langt senere angående Judas, en af guds apostle; ti Sandhed og Retsind dömte ham uden skånsel for niddingsdåd og forræderi mod sin herre. Der findes mange andre lignende eksempler, selv om vi (kun) har nævnet disse; på grund af talens længde vil vi ikke kunne indflette alle de eksempler, som vi ved har lignet disse, i én tale. Da gud idömte alle de nysnævnte straffe, havde han alle disse søstre med sig i dommen, Sandhed, Retsind, Fredsommelighed og Miskundhed, og alle de søstre var ganske enige med ham, de favnede og kyssede hinanden.

S. I de eksempler, hvorom nu er talt, vil det tilvisse vise sig, at den störste del af dommen tilfaldt Sandhed og Retsind mere end Fredsommelighed og Miskundhed. Men derom kan ingen tvivle, at disse søstre har været enige i disse domme, ti det er sikkert, at gud aldrig fælder en dom uden nåde; derfor bör man betænke disse ting med megen omhu og indtrængende klogskab, ti guds domme er i höj grad skjulte for menneskene. Dog vil jeg bede eder om, at I nu viser mig eksempler på sådanne domme, hvor hovedparten af dommen berode på Fredsommelighed og Miskundhed, så at jeg kan lære bægge ting at kende — eftersom der (sikkert) vil findes eksempler på bægge dele.

F. På bægge dele gives der så mange eksempler, at vi ikke kan anføre dem alle i én tale. Dog kan vi vise nogle af dem, for at der så kan være svaret på (spörgsmål om) bægge arter. Følgende eksempler skete langt senere. Da biskop Aaron og Ur forsyndede sig mod gud ved så svar en forbrydelse, at de gav guds folk to okser, støbte af guld, og da hele folket forvildedes i sin tro, — ti folket kaldte disse okser Israels guder og ofrede til dem som til gud —, og da så Moses kom vandrende til folket — han havde för opholdt sig i det fjæld, hvor han havde talt med gud selv — løb biskopperne Moses imøde og angrede hæftig deres forbrydelse og faldt Moses tilfode og bad, at han vilde bede til gud for dem, for at gud ikke skulde vredes på dem, som de fortjænte det. Men da gud så biskoppernes fuldkomne anger, hørte han Mose bön, og biskopperne beholdt den hæderspost, de för havde haft, og afsonede deres forbrydelse ved anger. Dette, som nu er fortalt, er et af eksemplerne på, at hovedparten af dommen fældedes af Fredsommelighed og Miskundhed; og dog samtykkede Retsind og Sandhed i denne dom, uagtet biskopperne havde fortjænt døden for deres skyld, hvis ikke miskundhedens skånsel havde haft mere at sige end skylden. Følgende, som skete længe efter, er (atter) et lignende eksempel. Kong David faldt i så stor en skyld, at han bedrev hor med Urias’ hustru og bagefter voldte hans død; men efter Urias’ død tog David hans hustru og gjorde hende til sin hustru, og han fortjænte tilvisse døden for denne skyld, men han angrede hæftig sin gærning for gud og bad ydmygt om skånsel for den begåede forbrydelse. Men gud hørte hans bön og lod ham beholde sit rige, hellere end at fratage ham det som følge af de forbrydelser, han havde begået. Følgende eksempler er der (fremdeles), der indtraf (endnu) langt senere, i den tid, da herren Jesus Kristus færdedes blandt menneskene på jorden; da rejste Jødernes biskopper sig til modstand mod ham, og alle andre lærde mænd med dem, og de lurede stadig på, om de kunde finde sådanne ting, der kunde anvendes til anklage imod ham. Da fandt de en kone, der havde begået offenligt ægteskabsbrud, så at hun efter Mose lov til straf fortjænte døden. Denne kone førte de til Jesus og fortalte ham hendes skyld; de meddelte også, at loven dömte hende til døden; de spurgte ham da, hvilken dom han fældede i hendes sag. Jesus svarede således, at den, der ikke havde begået nogen synd, skulde kaste den förste sten mod hende. De forsvandt da hurtig og havde ikke mod til at spörge yderligere, ti de vidste, at de alle var syndige. Da sagde Jesus til konen: »da ingen af dem, der har anklaget dig, kone, har fældet dom over dig, vil jeg ikke dömme dig til døden; vær da nu fri og undgå herefter at synde«. Der er endnu et eksempel, der ligner dem, jeg för har omtalt, og som skete den nat, da Jesus blev pågrebet. Hans apostel Peder havde i meget stærke udtryk erklæret, at han aldrig skulde skilles fra ham, selv om alle andre gjorde det, og han sagde, at för skulde han lide døden med Jesus, end han af frygtagtighed skulde skilles fra ham. Men den samme nat, i hvilken Jesus blev fanget, nægtede Peder to gange, at han hørte til hans følge, og tredje gang aflagde han ed på, at han ikke havde været en af Jesu mænd. Derimod gik han ud af den gård, hvor Jesus holdtes fangen, og angrede straks sin brøde og alle sine ord og græd bittert. Dog blev den skyld Peder tilgiven efter Jesu opstandelse, således at han beholdt al den hæder, der för var ham lovet. Endnu er der følgende eksempler, der skete nogle dage efter. Da vor herre blev korsfæstet, korsfæstedes to røvere med ham, en på hver side af ham. De var bægge grebne på fersk gærning ifærd med en og samme forbrydelse, både manddrab og tyverier; men medens de hang på korset, kom den ene af dem ihu at angre og bad Jesus om miskundhed, uagtet denne hang på korset ligesom røverne selv. Ham blev hans skyld tilgiven, således at han samme dag fik løfte om ophold i paradiset. Men hans fælle blev dömt i forhold til hans misgærninger.

S. Hvis jordiske konger eller andre hövdinger, der er satte til at dömme, skal efterligne disse domme, I nu har fremført, i deres egne domme, vilde det være meget magtpåliggende for dem, at de forstod grundlaget for sagerne; ti det vil fremgå af mange af disse eksempler, at sagerne ligner hinanden temmelig meget, når de betragtes; alle dommene i de först nævnte eksempler gik ud på stride straffe, men i de sidst nævnte gik de alle ud på eftergivenhed og nåde. Derfor vil jeg nu spörge, hvorfor Farao uden al nåde gik fortabt, eller Dathan og Abiron, eller det folk, der bode i Jeriko, eller også de i Amalech, som blev genstand for kong Sauls straf.

F. Alle disse domme skete ifølge dom af Retsind og Sandhed, men dog med tilslutning af Fredsommelighed og Miskundhed; ti Moses gjorde mange og store jærtegn hver dag for kong Farao og bød ham at give slip på guds folk, og, hvis han havde villet, havde han i sin magt at give slip på det, således at han selv ingen skade led derved, og ofte lovede han da, at således skulde det ske, men holdt ikke sine ord og løfter. Nu var det rigtigt, at han faldt ved sin uretfærds og ondskabs forhærdelse, idet han aldrig viste nogen skånsel eller nåde, uagtet han kunde det. Hvad Abiron og Dathan angår, blev de, da de af Moses hørte, at de havde forsyndet sig, vrede og angrede ikke, og derfor faldt de uden skånsel, fordi de ikke søgte nogen nåde. De, som bode i Jeriko eller Amalech, havde tit og ofte hørt, at de havde handlet ilde både mod guds vilje og mod hans folk; aldrig bød de dog nogen erstatning, men de erklærede at ville værge sig med våben i hånd, og derfor blev de overvundne i forbindelse med skånselsløs hævn. De eksempler derimod, som jeg nævnte for dig i den sidste række, de om Aaron og Ur eller David eller dem, jeg nævnte i eksemplerne, de nægtede ikke deres misgærninger, men tilstod dem, således som de var, og de bad derfor om skånsel og nåde, fordi de væntede, at de vilde få den, og de tilbød at underkaste sig dens dom til bod, som de vidste var herre over dommen, og de lovede, hvis de da fik fuld fred, aldrig mere at begå den synd.

S. Nu vil jeg spörge, hvorfor der var så stor forskel på Peder og Judas, uagtet deres skyld vil synes nærbeslægtet. Judas vendte tilbage med de penninge, som han havde modtaget, og han angrede sit uråd og vedgik, at han havde solgt sin herre uskyldig, og han kastede de penge bort og sagde, at han ikke vilde have disse, som han så uretfærdigt havde modtaget. Han gik fortabt, uagtet han angrede, medens Peder for sin anger fik nåde.

F. Judas faldt fra begyndelsen af i skyld på grund af sin begærlighed og griskhed og lod sig bestikke til at forråde sin herre, og han angrede således, at han ingen nåde væntede sig, og heller ingen skånsel bad han om, men straffede sig selv med en hastig død. Men Peder græd voldsomt i sin anger og bad om skånsel og væntede sig nåde; Judas’ skyld var også större, ti han solgte sin herre. Men uagtet han angrede, bad han ikke om nåde, ti han væntede ikke på guds dom, men dömte sig selv med det samme. Peder fornægtede sin herre i et öjebliks frygt, men angrede det straks med stor sorg i sindet og bød sig under guds dom og væntede på denne; men han dömte sig ikke selv som Judas. Og på samme måde forholdt det sig med røverne på korset; uagtet bægge havde tilstået deres forbrydelser, bad (kun) den ene om barmhjærtighed og nåde, medens den anden ikke bad om nogen nåde og talte mere spottende og hånende end bönfaldende og alvorsfuld. Af den grund frelstes alle disse, som vi nu har nævnet, ved en skånende dom af Fredsommelighed og Miskundhed, og Sandhed og Retsind erklærede sig enige i dommen.

S. Da disse ting nu begynder at blive mig forståelige, og jeg skønner, hvilke grunde der har været til, at dommen stundom for störste delen berode på Retsind og Sandhed, men til andre tider mere på Fredsommelighed og Miskundhed, vil jeg nu bede eder om, at I viser mig de eksempler, I för omtalte, på, at gud har ændret en fældet dom, og hvilke grunde der da har været dertil.

F. Der er følgende eksempler, og de skete for meget længe siden, til samme tid, som Moses opholdt sig på det fjæld, der hedder Sinai. Da begik de fleste af folket en så stor synd, at de bedrev hor og havde samleje med kvinder, der hørte til hedenske folk; men dette var så strængt forbudt af gud, at enhver skulde lide døden, som begik den synd. Da sagde gud til Moses: »nu skal du ikke tale mere med mig, men giv mig tid til, at min vrede kan rase imod dette folk, som jeg havde sat dig til at styre, ti det har begået en så stor forbrydelse imod mit lovbud, at jeg derfor med strid vrede vil ødelægge dem alle; men jeg vil give dig et andet folk, meget bedre og desuden stærkere og större«. I denne sag synes det næsten, som om en dom var fældet i dette folks sag. Men Moses bad dog om lov til at svare med nogle ord for Israels folk. Efter at tilladelsen var givet, sagde Moses disse ord: »det beder jeg dig om, min herre, at du formilder din vrede, så at du ikke ødelægger dit folk, selv om det har handlet ilde. Giv ikke Egypterne et sådant eksempel, at de kan sige, at du førte dit folk ud af Egypten, ud af deres hænder, for at lade det gå til grunde her i fjælde og ødemarker, eller så at de kan sige, at du ikke har kræfter til at føre dit folk ind i det land, som du fra begyndelsen af havde lovet det. Mindes hellere, min herre, dine tjænere, Abraham, Isak og Jakob, og ødelæg ikke de slægter, der er avlede af Israel og som du selv lovede at mangfoldiggöre på jorden og føre sikkert ind i det land, dine fjender nu har i deres magt«. Gud hørte Mose bön og dæmpede sin vrede og dræbte ikke hele sit folk, således som han havde truet med; men han overlod Moses at udføre straffen og bød ham, at uden straf skulde sagen ikke være, selv om den ikke blev så stræng, som gud för havde truet med. Moses gik hurtig hen til folket og kom da farende med oprørt sind og megen vrede, og slog mange tusinder ihjæl i løbet af den dag og tilfredsstillede derved guds vrede. Nu er der disse eksempler, der viser, at gud ændrede en fældet dom til eftergivenhed, da han formildede sin vrede formedelst Mose bön. Det viser sig heri, at ingen af de søstre savnede sit retskrav i denne dom, hverken Sandhed eller Retsind, idet Moses for at formilde guds vrede dræbte en stor skare mænd. Men deri fik Fredsommelighed og Miskundhed deres ret, at en mindre straf fuldbyrdedes, end det fra begyndelsen af var bestemt. Et andet eksempel, der viser, at gud har ændret en fældet dom, er følgende. Han sendte profeten Jonas til Ninive og bød ham sige kongen og hele befolkningen i byen, at inden 30 dage skulde Ninive og alt, hvad der var deri, gå til grunde. Jonas gjorde, hvad der var befalet ham, og fortalte disse ting som sande tidender. Men da kongen forstod, at de tilvisse vilde blive genstand for guds vrede, eftersom folket var fuldt af utugt og alslags uretfærdighed, gik kongen ned fra sit höjsæde og aflagde sit kongelige skrud og angrede og fastede, og han bød, at alle i byen skulde göre det samme, både unge og gamle. Men da gud så, at de angrede deres ondskab ved selvpinsel og alleslags klare løfter, skånede han dem og ødelagde hverken byen eller dens befolkning. Følgende eksempel viser fremdeles den samme sag. Ezekia hed en god konge i Israel, men han blev syg, og han overvejede sin stilling, om gud vilde ønske, at han skulde komme sig af den sygdom, eller om han vilde lade ham dø. Da sendte gud profeten Iesaia til ham, og gud sagde profeten, at Ezekia skulde dø af den sygdom. Iesaia gik til kongen og talte til ham: »sörg godt for dig og træf bestemmelser angående dit hus og hele din familje, ti gud siger så, at du skal dø af denne sygdom og ikke blive i live«. Da Iesaia havde sagt disse ord til kongen, forlod han ham. Men kongen vendte sit ansigt mod væggen og bad for sig med disse ord: »mindes, min herre, hvor standhaftig jeg har været i din tjæneste; ti jeg har altid stået dine fjender imod, og jeg har vendt dette folk, som du har betroet mig, bort fra de mange unoder, som mangen en havde, för jeg fik magten. Der er 3 ting, for hvis skyld jeg er meget bedrøvet over at skulle dø så hastig af denne sygdom. Den förste er, at jeg ræddes mest for, at jeg ikke tilfulde har efterlevet dine bud, og at jeg skulde dø således, at jeg i min død kan vænte straf. Den anden er, at jeg endnu ikke tilfulde har bragt hele dit folk til at ophøre med dets unoder, og jeg frygter for, at, hvis jeg dør, vil det hurtig vende tilbage til dets tidligere unoder. Den tredje grund er, at jeg meget frygter dine fjenders overlegenhed over dit folk, ti min sön er kun et barn, og han vil have mindre styrke til værn for folket, end det skulde behøves mod dine fjender. Men hvis du vilde høre min bön og vilde forlænge mit liv med nogle dage, vilde der i alle disse ting kunne ske en större bedring, end der endnu er«. Gud hörte Ezekiæ bön og sagde til profeten Iesaia: »gå skyndsomst igen til kong Ezekia og sig ham en anden besked end du för sagde ham, ti jeg har nu hørt hans bön, og jeg vil øge hans levedage med 15 år udover det, jeg tidligere havde tiltænkt ham, og hele hans rige vil jeg frelse fra hans fjenders ufred«. Dette er fremdeles et eksempel, der skete længe efter. I de dage, da Jesus Kristus færdedes her på jorden blandt menneskene, faldt en af hans venner, ved navn Lazarus, i sygdom, og han døde af sygdommen. Bethania hed den borg, hvor Lazarus var begravet. Men da han havde ligget 4 dage i graven, kom Jesus til Bethania. Nu vilde det med Lazarus som med alle andre, der dør fra denne verden, se ud, som om en urokkelig dom var faldet i hans sag, eftersom han lå 4 dage død i jorden, og selve døden havde anvist ham plads i sit rige. Jesus lod (imidlertid) Lazarus’ grav åbne og råbte på ham og bød ham rive sig ud af hans døde fællers hænder. Så stod Lazarus op fra de døde og levede mange dage derefter. Der er mange andre eksempler, selv om vi snarest har fremdraget netop disse; men på grund af den vidtløftige tale finder jeg det ikke nødvendigt at opregne flere, ihvorvel der er nok at tage af.


Kongens bøn

S. Jo flere eksempler jeg hører på det, I omtalte tidligere i eders tale, desto rimeligere synes det mig, at det må være meget nødvendigt, at konger og andre hövdinger, der er satte til at dömme, er meget kyndige, hvis de i deres domme skal efterligne de eksempler, vi nu har hørt.

F. Det skal du nu tilfulde forstå, at, da kongen af gud har fået sit navn, er det tilvisse hans pligt i alle sine domme at efterligne guddommelige eksempler, og dette gælder ligeledes alle dem, der er satte til at dömme, både de lærde og ikke-lærde, ti nu er der ikke mere lejlighed til at spörge gud selv om råd i enhver sag, således som Moses gjorde, og derfor skal menneskene leve efter de eksempler, der skete dengang, da det var muligt at spörge gud selv om, hvorledes han vilde, at det skulde være. Af den grund skal kongen derfor ofte føre disse eksempler i munden og have dem for öje, og iøvrigt så mange som muligt, hvoraf han kan drage slutninger med hensyn til sine egne domme. Allermest må han om natten eller tidlig om morgenen, når han er mæt af sövnen, give sig tid til sådanne tanker. Men når tiden til at stå op nærmer sig, således at det er på tide for kongen at gå til messe, er det hans pligt at gå til kirken og med opmærksomhed høre messen og bede for sig ved salmesang, hvis han kan (nogle salmer). Det bör han göre og (iøvrigt også) hvert kristent menneske, der forretter sin bön, nemlig vise dér så stor en andagt, som om han stod foran guds knæ og talte til ham selv, og han skal da ihukomme de ord, som David sagde, da han udtalte følgende: »altid vil jeg se min herre for mit åsyn, ti han er altid ved min höjre side«. Men den begyndelse skal kongen have på sin bön, först at vise gud sin rette tro; dernæst skal han vise, at han bærer omsorg for et jordisk rige og guds guddommelige magt. Så skal han bekende for gud sine synder og forseelser og vise gud, at han ikke føler sig uden brøde dér eller er som den, der vil forsvare sin sag; dernæst skal han bede om skånsel og miskundhed for de synder, han har vedgået. Det skal han også ydmygt vise gud, at han føler sig tilstede dér for guds knæ som en træl eller tjæner, selv om gud har gjort ham til en mægtig mand blandt menneskene. Han skal ikke mindre ihukomme andre mennesker i sin bön end sig selv, (först) sin dronning — hvis han har nogen —, som jo er sat ved hans side til at styre og herske over landet, (dernæst) sine biskopper og alle andre lærde mænd, som sammen med ham skal styre kristenheden og er forpligtede til at afholde hellige bönner for ham og hele den øvrige befolkning, der er i hans rige. Fremdeles skal han i sin bön ihukomme de andre landets hövdinger eller riddere og alle andre af sine krigere, der hjælper ham i hans rigsstyrelse. Så skal han også ihukomme alle bønder og boende mænd og hele den øvrige almue, der opretholder hans magt ved arbejde eller anden syssel. Derfor skal han ihukomme alle, mænd såvelsom kvinder, fordi alle er forpligtede til hver dag at fremføre hellige bönner for ham. Men følgende bön er den, han kan bede hver dag, hvis han vil, indrettet således, som jeg nu har sagt, og (fremsagt) med så megen andagt, som om han talte med gud selv, idet han udtrykker sig således: »Hør mig, nådigste gud, evigværende fader! Hør mig, herlige sejrvinder, Jesus Kristus, guds enbårne sön! Hør mig, du mildeste trøster, hellige ånd! Hør mig, visdoms utømmelige kilde og ubrydelige tro, alhellige treenighed! Hør mig, uskadte enhed, udelelig eneste gud, almægtige, du som sidder over himlens höjeste höjde og ser skjulte afgrunde, ti ingen skabning kan undgå din magt, selv om den vil flygte for din vrede. Og selv om jeg kunde stige op til himlene, er du dér, og selv om jeg krøb ind i de nederste afkroge i helvedes skjul, så råder din åndelige (50) magt dér. Og selv om jeg kunde flyve ovenover vindens vinger og skjule mig udenfor det øde havs yderste grænser, vilde din højre hånd gribe mig dér og føre mig tilbage under din retfærdige dom; ti dit hjærte tæller det sand, der af vinde og af havets kraft spredes over hele jordens kres, og dit öje mønstrer alle regnduggens dråber. Derfor beder jeg dig, min herre, at du ikke sætter dig i dit domsæde for at undersøge min, din træls, retfærdighed, og at du ikke tæller mine synders mængde; men vend dit ansigt bort fra min ondskab og rens mig for mine skjulte synder, og aftvæt alle mine lyder, ti mine synder er store og hviler tungt på mit hoved, og de er så mange, at de på grund af deres mængde er mig utallige, de synder, som jeg har bedrevet i vrange tanker og dumme ord, i vanrøgt af dine bud og i alslags forglemmelse af din hellige lov, i kortsynede vidnesbyrd og letsindig svorne mundeder (banden), i urigtige domme mellem mænd og i for megen pengebegærlighed og alle slags urigtige og slette gærninger. Jeg vedgår og tilstår for dig, min herre, og tager alle dine hellige til vidne derpå, at jeg tilstår mig så brødefuld med hensyn til synder og onde gærninger, at mine synders mængde fordömmer mig, medmindre jeg nyder din miskundheds overvættes overflod og min frues, den hellige jomfru Mariæ gode og hjælpende ords fortjænstlighed og alle de helliges hjælp, som vandt din gunst fra verdens ophav; ti mine synder og alle mine lyder, som jeg har begået fra min barndom af og til denne dag, er for dig tydelige og uskjulte, selv om jeg vilde skjule dem og ikke vedgå dem, ti kortsynet skrøbelighed undså sig ikke for at vise sit begær i gærningen for dit åsyn. Men da du, min herre, ikke glæder dig over dem, der går til grunde i synden, og du hellere vil, at de lever og forbedrer sig, og da du ved, at mennesket er skrøbeligt og uden al kraft som jordens øvrige støv eller det falmende løv, medmindre du styrker det med din nådes kraft, derfor beder jeg dig, at du ikke straffer mig med din vredes hurtige dom, men at din guddommelige tålmodighed giver mig tid og lyst til anger, samt god ævne til at handle (derefter) for at bøde på (min synd). Tag fra mig, min herre, min avind og overmod, fortvivlelse, egenkærlighed, umådehold og uretfærdighed og det forbandede vellystbegær; rens mig for de syv hovedlaster og alle de forbandede følger deraf. Giv mig, min herre, kærlighed og evighedshåb, den rette tro og ydmyghed, visdom og retsind og fuldkommen styrke til at göre din vilje til hver tid, og giv mig den helligånds syv hovedgaver og al den velsignede frugt, der gror deraf, fordi jeg er dine hænders gærning, skabt efter dit billede, din slave, født i synd af din tjæner, sön af din tjænerinde. Din nåde har valgt mig til dit embede og ført mig, uværdige, til kongelig höjhed og helligt hövdingedömme, og du har sat mig til styrer og dommer over dit hellige folk. Derfor beder jeg dig, at du vurderer dit hellige folks trang, det folks, som du har sat mig til at styre, höjere end mine fortjænester, og at du giver mig den rette forståelse, mådehold og retsind, (rigtige) ord og bedömmelse og god vilje, at jeg således kan afgöre og dömme mellem rige og fattige, at det behager dig, og at de kan glæde sig over den ret, der vederfares bægge parter. Det beder jeg dig om, min herre, at du giver dine hjælpere og de rådgivere, der med mig styrer riget, velvillig forståelses ånd. Min dronning, som du har givet mig i ægteskabsbånd, og især den hellige kirkes viede styrere og tjænestemænd, den höjeste lærefader, Roms biskop, og alle vore biskopper, abbeder og provster, vore præster og alle lærde mænd, der står under deres styrelse, — giv alle dem, min herre, renlivethed og retfærd, at de kan vise dig deres gode gærninger og give dit folk gode forbilleder og rigtig lære. Og giv alle landets hövdinger og alle dem, der styrer og vogter riget med dig, sandhed og ævne til at undgå alle slette sæder, men forståelse af og kærlighed til alle gode sæder. Indgiv mine uvenner rigtig anger for deres ondskab og uretfærdighed og omvend dem til oprigtigt forlig og til at ophøre med deres grumhed. Og giv dit folk og almuen indsigt og lyst til at elske dig som den sande gud og til at vise rigtig lydighed mod deres overordnede, (giv det) god fred og rig åring, uden frygt for fjender. Mindes du, min herre, i din hellige nåde alle de menneskeslægter, til hvis frelse vor herre Jesus Kristus, din enbårne sön, udgød sit blod, hvad enten de lever i denne verden eller de er bortkaldte herfra ifølge dit bud og dit hellige tålmod. Men de, min herre, hvem forvildelse og ukyndighed har forblindet således, at de ikke forstår din hellige treenighed, send dem forståelsens ånd, for at de skal vide og mærke, at du ene er den sande gud og ingen anden, ti ingen kan nærme sig dig, medmindre din hellige nåde fører ham til din kærlighed. Men da jeg fik mod til nu at tale til dig, min herre, så bliv ikke vred på din slave, fordi jeg beder dig yderligere, men læg nådig øre til (mine ord) og bönhør mig og giv af din rige nåde, hvad jeg beder om. Derom beder jeg dig, min herre, at du aldrig giver mig i fjendehånd på grund af mine synder, og at du aldrig lader mig blive deres fangst eller bytte, og at du aldrig lader mine fjender, hverken de åndelige eller legemlige, synlige eller usynlige, glæde sig over mine uheld; men tag mig under din höjre hånd, hvis jeg forsynder mig imod din hellige vilje eller dit bud og revs mig selv ikke efter, hvad jeg har fortjænt, men efter din nådes milde dom, og giv mig rig styrke og sikker kraft mod al modstand og al svig, og lad mig ikke blive genstand for större fristelse, end at min skrøbelighed kan modstå den og lad mig ikke ende mit liv ved en hastig død, men kald mig bort fra denne verden således, at jeg i forvejen har nået at bøde på mine synder med rigtig anger, og at jeg, efter at mit verdslige arbejde er sluttet, kan hvile i evighed hos dig og dine hellige. Derom beder jeg indstændig, min herre, at du giver mig en retmæssig, af mine lænder udgået arving, som du af din nåde finder det sömmeligt at sætte efter mig på den hædersplads, hvorpå du har sat mig, og at du aldrig siden lader mit højsæde komme under andre hövdingeslægter undtagen dem, der forgrener sig fra mig, således at sön altid indtager det efter fader. Derom beder jeg dig, min herre, at du måtte tilstå mig, at ingen kvist, der gror af mig, visner eller går til grunde, og at de ikke hengiver sig til ryggesløshed eller vildstier som dumme folk, men giv dem forstand og indsigt til at forstå og kunne din hellige lov. samt styrke og god vilje til at elske dig og dine bud, ti du alene er den sande gud, som lever og hersker i al evighed. Amen«.

Det er den bön, du nu har hørt, som kongen, hvis han vil, kan bede, foruden andre bönner eller salmer, hvis han kan sådanne; men selv om han ikke altid anvender denne bön, skulde han dog indrette sine bönner på den måde, som det er ordnet i denne bön, og jeg mener tilvisse, at dette er hans pligt hver dag, indtil han har hørt sine tider og messe, hvis han da ellers vil lægge vind på det, der hører hans navn til og som er hans embedspligt.


Kongens dommervirksomhed

S. Nu synes det mig, som I har forklaret mig, hvad I mener er kongens pligt om natten efter sövnens ophør, når han vil drage omsorg for sit rige eller folk, — ligeledes om morgenen, når han går til kirke eller (forretter) sin bön, og jeg synes, at denne hans syssel både er nyttig og så nødvendig, at den slet ikke kan undværes. Derfor vil jeg nu bede eder, at I endnu fremdeles forklarer mig, hvilket pligtarbejde han skal udføre i dagens løb, eftersom I har vist mig, hvad han skal göre om natten eller i den tidlige morgenstund, ifald I da ikke finder, at han af den grund skal ved natlig vågen overveje sit riges tarv, for at han kan tilbringe dagen derefter frit på den måde, som jeg erfarer, at kongen nu de fleste steder gör, enten så, at de rider ud med høge eller drager på jagt med hunde eller har en eller anden sådan forlystelse, som jeg hører nu er kongernes almindelige skik sågodt som alle steder, eller om I synes, at han også har andre pligter, hvis han gjorde som han burde, og om de tillader sig denne forlystelse mere for morskabs skyld, end fordi den sömmer sig for deres navn.

F. Hvad dette dit spörgsmål angår, mener jeg forvist, at kongedömmet er sat og indrettet, mere for at (kongen skal) drage omsorg for hele folkets og hans riges tarv, end for tants og forfængelig morskabs skyld. Men dog skal det ikke være ham forbudt engang imellem at udøve en eller anden morskab enten med høge eller hunde eller heste eller med våben, for at han kan beholde sit helbred eller sin smidighed i våbenbrug og al krigsdeltagelse; men det er og bliver hans virkepligt, at drage nyttig omsorg for en fornuftig rigsstyrelse og en god afgörelse af alle vanskelige sager og af alslags nødvendighedssager, som føres frem for ham; og det skal du tilvisse vide, at det er lige så fuld pligt for kongen daglig at våge over de hellige loves regel og de hellige dommes retfærdighed, som det er biskoppens pligt at sörge for den hellige messes og alle tiders rette regel.

S. Af den grund spörger jeg så nöje om disse ting, fordi mange tror, at kongelig höjhed er indrettet for at være magt til forlystelse og töjlesløs morskab, alt efter ens frie behag. Men jeg forstår nu efter eders udtalelser, at kongen altid skal befinde sig under guds åg, og jeg synes, at han daglig må bære en tung byrde i al den bekymring, han har for almuens tarv, når denne forebringes ham. Derfor vil jeg endnu bede eder om, at I fremdeles nöjagtig forklarer mig, hvormed kongen skal beskæftige sig efter gudstjænesten.

F. Det var skik i gamle dage, da kongedömmet blev oprettet og det stod i sin fejreste glans, at når kongen sad uden frygt for fjender og i fuld frihed med sin hird, så bestemte han ét udmærket hus til deri at sætte sit höjsæde, hvor han havde sin domstol, og det sæde lod han udstyre vel med al kongelig værdighed. Så satte kongen sig deri, og han betænkte, hvor udmærket og höjt han sad; derpå overvejede han, hvorledes han kunde sidde i et så udmærket sæde, uden at han med hån skulde blive stødt bort fra det, enten på grund af uretfærdighed eller ondskab, kortsynethed eller dumhed eller for stor fejhed eller overmod eller for stor begærlighed, selv om han var sat höjt. Nu synes det mig rimeligst, at, da kongedömmet blev oprettet på denne måde fra begyndelsen af, som det nu er sagt, kongen så vedblivende fastholder den samme ordning, som var dengang. Men så snart kongen kommer i dette sæde, hvorom nu tales, og når han har overvejet alle disse ting, hvorom vi nu har talt, skal han dernæst dömme i folks sager og nødvendigheder, som bliver ført frem for ham. Da skal kongen med opmærksom nøjagtighed overveje den hellige visdoms oprindelse og undersøge alle dens veje og stier.


Visdommens tale

S. Derom vil jeg nu bede eder, min herre, at I ikke vredes på mig, selv om jeg nu spörger lidt hastigt og ukyndigt; ti det synes mig en vanskelig undersøgelse at overveje selve visdommens oprindelse og dens veje og stier, og derfor vil jeg bede eder, at I viser mig noget af denne undersøgelse, så at jeg kan få nogen forståelse deraf, hvis det kan lade sig göre.

F. Det bör man ikke vredes over, at en mand indtrængende spörger om sådanne ting, som han mener ikke at kunne forstå, medmindre han får nogen vejledning. Men guds nåde gör mange ting kendte og synlige for mænd, som vilde være skjulte for dem, hvis gud ikke vilde, at de skulde åbenbares, og han har åbenbaret for mænd meget, som för var skjult hos ham selv, fordi han vilde, at mennesket skulde bære nyttig omsorg for den rigdom på indsigt, det får fra guds skatkammer. Men denne vejledning med hensyn til den omsorg, vi för omtalte, kan vi snarest lære ved at anføre de ord, som selve visdommen har fremsat, idet den taler som følger:

»Jeg er født af guds hjærte, og jeg er udgået af den höjestes mund, og jeg har ordnet alle ting. Guds ånd førtes over det tomme dyb, og vi skilte lys fra mörke og ordnede stunder og tider, dage og nætter, år og vintre og evige somre, og vi optømrede et stjærnebesat höjsæde for himlens konge, og intet skabte gud uden min viist ordnende nærværelse, ti vi vejede sammen luftens lethed og jordens tyngde og ophængte den tunge jordklode i den lette luft og fæstede himlens bånd (firmament) med stærke kræfter. Vi bød den skinnende sol at pryde dagens hele lys med klare stråler, men den foranderlige måne bød vi at oplyse nattens mörke med blegt lysskær. Vi skabte det herligt byggede menneske i vor lignelse, og gud udstyrede jordens ansigt med mange slags træer og urter, og han dannede til luftens pryd mangfoldige arter af fugle, og han lukkede en mængde fisk af mange slags inde i vandenes dyb, og han bød de firbenede dyr at mangfoldiggøre sig ved mange arter, og han omgav jordens hele kres med et brusende hav og salte strömme; men han bød ferske vande at vælde frem fra jordens ansigt med stejle vandfald, og gud indrettede jordens grundvolde med sugende årer, så at strömmende vande uafladelig kunde udføre det dem befalede hværv, og han bød jordens lette støv at bære tunge vande op i luftens höjder ved den (til sig) trækkende varme, og han bød de vindopsvulmede skyer at udspy kolde regnbyger over jordens ansigt. Alle tings skaber bød mig at indse det guddommelige arbejdes (det skabtes) hele kunstfærdighed, og jeg trådte henover fjældenes isse med trykkende fod, men gik med lette fjed over jævne dale og flade sletter; jeg gik kraftig med tunge trin henover stejle bølger, og jeg målte de flade haves udstrakthed med bløde skridt; jeg trådte hårdt med stive lægge, da jeg gik henover de stormende vindes vinger. Jeg talte venlig, da jeg lærte det tavse vindstille sød veltalenhed. Jeg bevægede mig henover himlens höjde og gennem luftens udstrakthed, jeg undersøgte det urolige havs krumme ring, og med mine fjed målte jeg den buede jords hele kres. Jeg fór henover fjælde og åse, jeg løb over heder og sletter og jævne dale, og jeg gav alle frøfrembringende urter honningdugg. Jeg gik henover torne og krat og alslags skove, og jeg gav frugtbærende træer søde frugter. Og jeg rejste mit telt i skyggefri stråle, og jeg gik ud af det fagre herberg som en skrudklædt brudgom. Jeg var glad som en stærk rise (atlet), der glæder sig over løbebanen. Men dødelige falsguder misundte mig, dömte mig skyldig og dömte mig til døden, og vred steg jeg ned til de nederste dale, og i min vrede nedbrød jeg krigeres borge; jeg vred med kraft stærke borges samtlige malmporte isønder, jeg sønderbrød stærke jærnlænker og tykke jærnbjælker, jeg tog guld og hærtagne kostbarheder tilligemed ædelstene. Jeg gik glad til de höjeste bygder med byttet som en triumf. Jeg bevægede mig gennem landsbyer og gårde og herredsbygder og bød de fattige del i min rigdom. Jeg byder agerdyrkere spiredygtigt korn og fællig med mig, jeg trøster de sörgende, jeg giver de trætte hvile, jeg skænker for den törstende, jeg nærer den hungrige. Salig er den, der drikker af mit bordkar, ti min drik har uophørlig sødme. Jeg færdes i borge og byer og købstæder, løber gennem gårde og torve og stræder, og jeg kalder med venlig og klar røst. Jeg tilbyder måltid og samvær og svigeløs förnöjelse. Salig er den, der kommer til mit måltid, ti min føde dufter bedre end enhver vellugt; sødere end honning er min drik og klarere end nogen vin. Ved mit bord kan man høre klangfulde strengelege med søde og herlige toner; der fremsiges digte og høres sjældne sange; der er lystighed og glæde og svigeløs jubel uden nogen bekymring. Salig er den, der skal bo i mit herberg, ti i mit herberg er der syv hovedstolper, der forbinder hele hvælvingen med solidt tag og selve gulvet med aldrig svigtende grundvolde, og de giver med megen kraft alle vægge styrke. I enhver af disse stolper kan man finde syv hovedredskaber for al kunstfærdighed. Og mit herberg er belagt med duftende og herlige urter. Det er tjældet med skönhed og pryd og al salighed. Jeg er spøgefuld kammerat blandt de små, men stærk og stolt mod de stolte. Jeg er hovedlæremester i enhver skole og den höjeste veltalenhed på hvert ting, jeg er den viseste blandt alle lovkyndige og overdommer i alle domsæder. Salig er den, som bliver funden svigeløs fælle overfor mig, ti jeg frelser min fælle udaf enhver fare, og jeg ledsager ham evindelig. Den er salig, som ingen skam får af mig, ti min vrede tænder i sit raseri ild; den opbrænder lige til de nederste grundvolde, den vil sluge jorden med dens afgrøde og opbrænde alle fjældes grundvolde. Hvor kan dén skjule sig, der vil flygte for mig; guds ånd fylder verdens hele kres og ransager enhver stemmes forståelse og forklaring«.

Sådanne taler, som du nu har hørt, foruden mange andre, der ikke her bliver omtalte, af samme eller endnu højere art, fører visdommen selv, ti kong Salomo eller Jesus, Sirachs sön, har med megen veltalenhed skrevet en mængde af de taler, som visdommen selv på forskellig vis har ført. Men hvis vi nu mindes alle de taler, vi kan finde i deres skrifter, bliver der et ophold i en lang tale, og jeg finder det ikke nødvendigt for denne gang i vor tale at mindes vidtløftigere de ting, hvorom selve visdommen har talt. Men dog er det enhver konges pligt fuldkomment at kende alle de taler, som selve visdommen har ført, og ligeledes (dem), de vise mænd, som för er nævnede, (har ført), og det er hans pligt daglig at overveje endel af disse taler, hvis han fra andre nødvendige pligter får nogen ledig stund dertil.


Kongens domme

S. Eftersom det tilvisse er kongens pligt at opnå dygtig indsigt, hvad alt mandevid angår, er det sikkert, at den kyndighed, I nu har omtalt, er den, han har störst pligt til at erhværve sig, ti det er sandsynligt, at han ved hjælp af denne kyndighed vil samle sig störst forståelse, hvad enten det gælder at overveje den guddommelige vældes magt eller menneskets tarv. Da I nu ikke ønsker at tale mere om disse ting, vil jeg nu bede eder om endnu at forlænge denne tale med nogle ord om, hvad kongen, når han sætter sig på sin domstol, skal betænke angående de domme, han skal fælde i folks sager.

F. Det er tilvisse hans pligt, som du för sagde, omhyggelig at undersøge alle de taler, som vi nu har ført, med altgennemtrængende forståelse, og derfor vil han, hvis han tolker disse taler udførlig i sit sind, tilvisse deri kunne finde — hvis han da ellers har (den rette) forståelse — sågodt som alle de ting, der angår den guddommelige magts vælde, og endvidere, hvorledes gud har fordelt sine gaver mellem menneskene og den øvrige skabning; og enhver konge, og iøvrigt enhver klog mand, kan kende, hvem han er og hvorledes han skal være, hvis han vil beflitte sig på det, hvortil han af gud er sat. Men når du spurgte om, hvorledes domme skal overvejes, når kongen dömmer mellem mænd, forklarede jeg dig det forhen i vor tale med nogle ord, dengang vi talte om, hvorledes gud dömte om det brudte forlig mellem sig og Adam, og hvilke dommere gud lod sidde med sig i dommen. Ligeledes viste jeg dig flere eksempler på, hvorledes gud indrettede sine domme over dem, der levede senere, både kong Farao og alle de andre, der senere blev nævnte i den tale, og enhver konge bör tilvisse overveje, hvad der kan findes i de eksempler. Også må han omhyggelig overveje og forstå, hvor han skal anvende straf og strænghed i sine domme, eller hvor han skal være eftergivende i domme; ti ikke bör domme være lige strænge i alle tilfælde, men i alle domme skal der dog være retfærdighed og billigheds grænser, og herpå kan der anføres eksempler, hvis man vil. Der var engang en konge, hvem jeg i denne forbindelse helst vil anføre som eksempel. Han var en udmærket og mægtig mand, meget lærd med hensyn til alt mandevid og selv retfærdig i alle domme; hver dag kom der en stor mængde mænd, i hvis sager han skulde dömme, og hver dag sad han lang tid i sit dommersæde for at dömme i folks sager sammen med de vismænd, han fandt var de klogeste og velvilligste med hensyn til så vigtige sager. Men når kongen og de vismænd, som han havde udvalgt med sig, sad i denne forsamling, var der væbnede riddere uden for huset for at sörge for, at kongen kunde sidde der i fuld fred. Denne konge havde mange sönner; en af disse var ham dog kærest af alle, ti denne holdt mest af så ofte som muligt at være i nærheden af sin fader, og han var også ofte i dommersædet hos kongen. Det var denne konges natur at være langsom i alle sine domsafsigelser, og herom talte de mænd indbyrdes, der var noget ilsindede, (og de sagde) at kongen vilde hurtigere kunde fælde sine domme og afgöre folks sager, hvis han var meget klog. Denne tale vandt tilslutning hos hans sön og flere andre af hans vismænd, og om denne sag talte de så ofte, at kongen selv kom under vejr med, hvad de sagde. Så skete det engang, at kongen måtte efter en åreladning forholde sig rolig, og der kom da en mængde af de mænd, der skulde føre deres sager for kongen. Kongen lod da sin sön kalde til sig, ham som var vant til at sidde hos ham ved domsafgørelserne, og sagde til ham: »kald du mine vismænd sammen, dem der plejer at sidde i retten med mig, og gå I ind i mit domhus; sæt du dig på min plads i dag, og afgörer så folks sager, så mange I idag kan overkomme«. Således skete det, som kongen bød. Men da de sager blev ført frem for dem, syntes de, at de hurtig vilde kunne afgöre dem. Men da kongens sön var færdig til at fremsige afgörelsen i de sager, som var bleven ført frem for ham, syntes han at se tre unge mænd, smukke af åsyn og dog frygtelige, træde frem. To af dem satte sig ned for hans fødder, en på hver sin side af ham; den ene af dem havde mange breve, og på de breve var skrevne alle de sager, der den dag skulde finde deres afgörelse, én på hvert brev. Den anden havde i hånden en vægtskål; denne syntes ham så fintmærkende, at hvis blot et hår blev lagt i den ene skål, vilde den anden give efter. Han, som havde vægtskålen, holdt den i vejret, men han, der havde brevene, lagde i den ene skål de breve, det galdt sagsøgerens sag, men i den anden dem, der galdt den, der skulde svare i sagen, og det forekom ham, som om skålene aldrig vilde stå lige. Så syntes det ham, som om de breve kom frem, hvorpå var skrevne de afgörelser og bestemte domme i overensstemmelse med, hvad han havde tænkt sig at ville fremsige og hvortil alle hans vismænd havde rådet, og da de breve blev lagt i skålene, blev disse aldrig mere ligevægtige end för. Da kongens sön så dette, lagde han mærke til, hvad den tredje unge mand foretog sig, og da så han, at denne stod nær ved ham med draget sværd og rede til at hugge. Det sværd var hvast og så frygteligt, at der syntes ham at brænde ild ud af bægge ægge. Da indså han tilvisse, at dersom han fremsagde dommen, för end skålene stod lige, vilde den unge mands sværd ramme hans hals. Da kom han til at se ned for sine fødder, og der så han jorden åbnet til dens grundvold, dernede så han helvede med gabende svælg, ret som om det væntede, at han vilde komme derned. Men da kongens sön havde set disse ting, forsinkedes hans tale og dommens afsigelse. Vismændene bemærkede, at dommene skulde afsiges; han kaldte dem da til sig, men hver af dem, som kom hen til ham, så alt, hvorom vi nu har fortalt, og ingen havde siden mod til at afsige dommene, ti den unge mands skåle kom aldrig til at stå lige, og der blev ingen sager afsluttede den dag. Siden undredes ingen over, at kongen var langsom i sine domsafsigelser. Der er fremdeles andre lignende eksempler, således som jeg har sagt dig det för i vor tale, da vi talte om det, der kaldes Temar i Irland; og ifald vi vil, kan vi atter fremdrage i vor erindring det æmne. Det var hovedstaden i Irland, og dér var kongens hovedsæde, og intet berömtere sted kendte man på jorden. Men uagtet landets befolkning var hedensk og ikke endnu trode på den rette gud, var det folks tro dog således beskaffen, at det mente, at retfærdighed i domme aldrig vilde svigte fra den konges side, der havde sit sæde i Temar; ti der blev ingen dom fældet i Irland, som de trode var rigtig, för end kongen i Temar havde fældet den. Følgende tildragelse hændte en gang, at en sag blev fremført for den konge, der sad i Temar, i hvilken sag hans frænder og venner var den ene part, men den anden de mænd, som kongen stod i fjendtligt forhold til. Da dömte kongen vrangt, mere efter sin vilje end efter retten, og følgerne heraf viste sig, at 3 dage efter vendtes der op og ned på kongens hal og alle de andre huse, hvor han bode, og da vendte grundvolden opad, men kampskår og vægge ned i jorden, og borgen blev lagt øde og er aldrig senere bleven genopbygget. Heraf kan man se, at gud åbenbarer menneskene sådanne ting, fordi han vil, at de skal forstå, at sådanne ting daglig åndeligt og usynligt er rede til at vederfares dem, der ikke vil iagttage retfærdighed eller dömme rigtig, når de skal afgöre folks sager.


Dommes væsen

S. Farlige er disse eksempler for de mænd, der enten er pengebegærlige eller voldsomme eller bægge dele.

F. Det skal du tilvisse også vide, at allevegne hvor retten sælges for penge eller ved voldsom færd trædes under fødder, udebliver aldrig hævnen eller straffen fra gud enten åndelig eller legemlig, og der er endnu et eksempel til bevis derpå, hvis så synes. En udmærket borger, som hed Stefan, i Aten, var dommer i alle de sager, der opstod i byen. Han var ikke anset for at være en uretfærdig mand. Det skete så, at Stefan døde, og der kom to skarer af engle imod ham, den ene af dem for at hjælpe hans sag, den anden for at fremføre mod ham mange og svære beskyldninger og for at føre ham med sig i døden. Og da der opstod strid imellem dem og ingen vilde give efter, sagde en af englene, at de skulde føre Stefan frem for dommerens knæ og ved dom skulde sagen imellem dem afgöres. Men da de kom til dommeren, skreg anklagerne höjt og sagde, at de havde en stor sag (beskyldning) mod Stefan, og erklærede, at han ved uretfærdig dom havde frataget den hellige Laurentius’ kirke en jord. Dommeren svarede, at Laurentius skulde træffe afgørelse om, hvad der var blevet ham frarøvet. Men da Laurentius gik hen for at höre, hvorledes det hængte sammen med sagen, sagde en af englene til Stefan: »hvorfor påkalder du nu ikke den hellige præst Justinus, hvem du hædrede ved at bygge ham et kapel nærved din hal, og hvem du har tjænt ivrig på mange måder; han vilde nu kunde støtte din sag noget i denne din nød«. Justinus kom just tilstede på det tidspunkt, da denne sag blev fremført for den hellige Laurentius, og efter at den var fremført, spurgte Laurentius, hvorfor Stefan havde ranet fra ham og dömt en jord at være hans kirke ikke tilhørende. Stefan svarede at han ikke med vilje havde fældet en uretfærdig dom, men havde trot, at det var en ret dom. Da greb Laurentius fat i siden på Stefan og kneb ham meget stærkt. Da gik Justinus i forbön for ham og bad Laurentius vise ham nåde, både formedelst hans bön og så fordi han ikke vidste, at han havde fældet en vrang dom. Stefan trode, at sålænge den hellige Laurentius holdt ham i siden, vilde det, selv om han måtte tåle en enkelt pinsel ligeså længe i helvede, ikke være ham en smærtefuldere kval end Laurentius’ kniben. Men såsnart Justinus havde bedt for Stefan, slap Laurentius taget og tilgav ham hans skyld. Men da anklagerne hørte, at de havde tabt den sag, skreg de langt höjere op og sagde, at de havde en endnu större sag imod Stefan, og udtalte, at en romersk mand, ved navn Tarkvin, var kommen til Aten, og da han var udlænding og uden frænder der, mente han, at han trængte til Stefans hjælp i alle de ting, der vedkom ham, eftersom han var dommer og hövding over hele byen. Stefan modtog da en god hest af ham, for at han skulde hjælpe ham til at få sin ret ifølge loven. Dommen lød da på, at dersom Stefan havde solgt retten for penge, skulde den pengefordel føre til hans fordömmelse. Men da Stefan blev spurgt, om den beskyldning var sand eller ej, svarede han nej dertil og sagde, at han slet ikke huskede, at han nogensinde som dommer havde modtaget penge eller gaver. Men da Stefan benægtede sin skyld, blev det befalet, at Tarkvin skulde komme derhen og selv afgive en bindende erklæring om sagen. Da Tarkvin kom, erklærede han, at den beskyldning mod Stefan ikke var sand; ti han udtalte, at Stefan aldrig, såvidt han vidste, havde modtaget bestikkelser som dommer — »men da jeg var kommen derhen som en udlænding«, sagde Tarkvin, »mente jeg at behøve en sådan mands venskab, og jeg gav ham min hest frivillig, men ikke ifølge hans ønske«. Da anklagerne nu hørte, at de også havde tabt den sag, skreg de langt höjere op, og sagde, at de havde en beskyldning imod ham, langt större end nogen af de andre. De erklærede, at Stefan med magt havde befriet 3 mænd fra døden, stik imod hvad der var ret, mænd som både lov og ret og ligeledes rigtig dom havde fældet. Da Stefan blev spurgt, om denne beskyldning mod ham var sand, vedgik han, at han havde frelst mændene fra døden, men sagde, at han altid havde angret, at han med magt havde frelst dem, stik imod hvad der var ret. Da erklærede dommen, at dersom han med magt havde frelst dem fra døden, hvorimod retten havde dömt dem til døden, skulde han selv lide døden derfor, medmindre han bødede for, hvad han havde forbrudt. Da bad præsten Justinus den hellige Laurentius at hjælpe hans sag, siden han havde tilgivet ham den sag, han havde haft imod ham, og ingen anden beskyldning mod ham havde vist sig at være begrundet, undtagen den alene, der nu blev nævnet. Så gik Laurentius og Justinus straks til dronningen (ɔ: jomfru Maria) og faldt hende tilfode og bönfaldt hende om at bede om den nådesbevisning, at dommen blev således mildnet, at Stefan fik lov til at bøde for det, han havde forbrudt. Men såsnart dronningen bad for Stefan, blev det, hun bad om, tilstået. Dernæst blev Stefan ført tilbage til Aten, og han stod op (af døde) i den time, da man havde tænkt at føre hans legeme bort for at begraves, og han levede derefter i 3 år og gjorde bod for sin sag efter den biskops råd, som var i den by. Af sådanne eksempler er der mange, hvis det måtte anses nødvendigt at fremføre flere eksempler i denne tale; og du kan nu forstå, efter hvad jeg för bemærkede for dig, at man iagttager de domme meget omhyggelig, som her fældes, og derfor er det meget magtpåliggende, at de, der afsiger domme, nöje sorger for, at de bliver rigtig formulerede og afsagte, eftersom du hørte, i hvor höj grad dommene blev vanskeliggjorte for den kongesön, for hvem vægtskålene blev holdt op og aldrig blev ligevægtige og for hvem døden var bestemt, hvis han afsagde andre domme, mod skålenes ligevægtstilling. Det hørte du også, hvorledes gud straffede kongen og staden Temar, fordi kongen havde fældet en urigtig dom; selv om folket ikke havde den rette tro på gud, straffede han dog (kongen), ti folket trode, at en urigtig dom aldrig vilde udgå fra Temar. Men i disse sidste domme hørte du, hvorledes Stefan blev afkrævet fornuftgrunde for alle de domme, han havde fældet, og (hvorfor han) blev sagsøgt, fordi han havde modtaget en gave af sin ven; men dødsdom fik han, fordi han frelste folk fra døden, og det vilde mange opfatte snarere som en god end en ond gærning.


Strænge og milde domme

S. Jo flere sådanne eksempler jeg hører, desto vanskeligere synes mig deres sag at være, som har med domme at göre. Derfor vil jeg bede eder om, at I giver mig en forklaring, hvoraf jeg kan forstå, i hvilke tilfælde domme bör være strænge, og i hvilke mere skånsomme.

F. Det er det mig vanskeligt at göre rede for med klare ord, men alle domme (i sager), der fremføres for de mænd, der er satte til at dömme, må finde deres afgörelse. Den omstændighed, at de dömmer så rigtig, som de har indsigt til, mener jeg befrier dem for den værste skyld overfor gud, ti det frelste Stefan for den skyld, at han havde fradömt den hellige Laurentius’ kirke en jord, det at han var uvidende om, at han havde dömt urigtig; dog undgik han ikke straffen helt, men han fik en mange gange mindre straf, end han vilde have fået, hvis han med vidende havde dömt urigtig. Der er 4 ting, som en dommer skal udelukke, når han går ind i et domhus, og som han aldrig skal lade komme indenfor dören eller i dommersædet hos sig. Den ene er pengegridskhed, den anden uvenskab, den tredje partiskhed, den fjærde venskab; ti du hørte, at Stefan blev afkrævet grunde for ikke at modtage en gave af Tarkvin, for at han for penge skulde skaffe denne ret, og dommen udtalte, at hvis han havde modtaget penge for at dömme gunstig, skulde de penge føre til hans fortabelse. Det hørte du ligeledes, at han blev dömt til døden, fordi han med magt befriede mænd fra døden stik imod, hvad der var ret. Det hørte du også i de foregående taler, at kongen i Temar og ligeledes selve staden gik til grunde, fordi han böjede retten af den grund, at han havde venskab med nogle, men megen uvenskab med andre. Derfor må de nævnte ting være udelukkede, for at retten ikke som følge af nogen af dem på noget punkt skal blive böjet. Men når du spurgte om, hvor domme skal være milde eller hvor de skal være strænge, skal det nu forklares med nogle ord. Det skal da nöje overvejes, hvorledes det forholder sig med den mands sag, der bliver anklaget. Anklages en mand, der gærne vilde være fredelig, og er det en andens begærlighed og voldsomhed, der tvinger ham til ufred, og finder han da (selv) sin sag slet og vil gærne göre den god igen, så skal dommen blive mild, når det gælder en mands sag, hvem det er således fat med. Ligeledes hvis en mand, der er ukyndig og uvidende om, at han begår lovbrud, og (bagefter) vilde ønske, at han ikke havde begået det, hvis han havde vidst, at det var lovbrud, skal dommen også i det tilfælde blive mild. Selv når sådanne sager, der er de hæsligste blandt folk, ran eller tyveri, forefalder, bör det fremdeles tages i betragtning, hvorledes det hænger sammen med skylden. Hvis en mand har befundet sig i en sådan trang, at han ikke kan få mad hverken som gave eller for penge, og at han ikke kan arbejde, men hunger og legemets natur (trang) tvinger ham, så at han ikke kan udholde det, bör dommen skåne ham, selv om han bliver greben i denne brøde — og (overhovedet) allevegne hvor den hårde nød tvinger en mand til brøde eller lovbrud, skal dommen blive mild. Men hvis sådanne mænd gör sig skyldige, som gör det på grund af kappelyst eller for at göre sig berömte eller af egenkærlighed eller begær, da bör dommene dér være strænge, og dog skal man i alle domme iagttage lands lov og ret. Men i alle sådanne tilfælde, som vi nu har nævnet, skal dommene ramme med den störst mulige strænghed efter loven. Men i de andre tilfælde, vi för omtalte, skal den lovlige fremgangsmåde gå ud på at vurdere den tvang, som har rådet, og derefter skal der fældes så milde domme, som den virkende tvang vurderes til. Men dersom kongen eller en landshövding, der er dommer eller straffefuldbyrder, straffer med henrettelse, skal han altid føle smærte derved og i sit hjærte sörge over vedkommendes død; han skal dog ikke nære den opfattelse hos sig selv, at han lader den anden henrette på grund af sin egen grumhed eller vrede eller af had til den, som må dø, men at han tager ham af dage ifølge en lovlig straf og af kærlighed til de andre, der lever; ti han vil, at de bagefter skal leve under så meget större frihed og leve et bedre liv, når de ser de andres vanskæbne og død, og han vil, at den frygt og tugt, de får gennem de andres vanskæbne, skal føre til retfærdighed og gode sæder de folk, hvem naturen ikke kunde føre dertil på grund af (deres) for store begærlighed og kortsynethed. En udmærket og herlig og retfærdig kejser traf den kongelige straffebestemmelse, at hvis en konge blev så vred på en mand, at han vilde lade ham dræbe, uden at der var en så åbenbar sag imod ham, at den straks for ham måtte medføre hurtig død ifølge en lovlig dom, da skulde den mand bevogtes i kongens gård eller fængsel i 40 dage, förend den endelige dom blev afsagt i hans sag, og det vilde være rimeligst, at alle konger overholdt denne lov, for at de kunde indrette deres domme efter ret og fornuftig betragtning, men ikke efter overilet vrede. Men hvis en mand bliver anklaget, hvem lov og ret idömmer pengebøde, men ikke døden, da bör kongen eller den hövding, der styrer landet, tage hans gods i henhold til lovlig straf og landets lov, men ikke ifølge pengebegær eller egenkærlighed. Dersom nu alle disse ting, hvorom vi nu har talt, iagttages, mener jeg, at de, der er satte til at lede domme, i mindst grad har at vænte store straffe fra gud.


Retfærdige domme

S. Det er meget sandsynligt, at det land har en god styrelse, hvorover der er sat en hövding, som iagttager disse ting vel, hvis da ellers folket rigtig forstår at vurdere hans styrelse. Dog vil jeg endnu med tilladelse spörge om ting, jeg har lyst til at vide, vedrørende dommes retfærdighed. I omtalte, hvad der synes mig meget rimeligt, at det var et godt lovbud, kejseren gav angående den kongelige straf, at man skal give den mand, der pådrager sig kongens vrede, 40 dages frist under kongens varetægt, for at der ikke under påvirkning af hæftig vrede skal fældes en overilet dom i hans sag, og jeg synes, at der skal en meget stor godmodighed til, hvis en mand i sin vrede skal kunne skåne en anden. En så retsindig og hellig mand som Moses kunde, efter hvad der fortælles mig, ikke, da han kom til Israel, styre sin vrede, men han blev så frygtelig vred, at de stentavler, han havde i sine arme og som gud med sine fingre selv havde beskrevet med sine 10 lovbud, dem slog Moses i sin forbitrelse mod en sten og knuste dem, og han og alle de, som vilde følge ham, løb straks efter deres våben, og han slog den dag mange hundreder ihjæl. Det har jeg også hørt, at den mand, der undslap fra den kamp, hvor Saul faldt, og som bragte det budskab, at Saul var død, ham lod David i sin hæftige vrede straks dræbe, men han lod ham ikke sætte i forvaring for at overveje (hvad der skulde göres ved ham).

F. Husk, hvad jeg sagde dig i en tidligere tale, at den lov, at opsætte straffen, er bestemt for de mænd, mod hvem der ikke rettes så tydelige anklager, at retfærdigheden dömmer dem til hurtig død. Men Moses skiltes således fra gud, at han kendte hans vrede mod Israels hele folk, og han udførte en kærlighedshandling, men ikke et avindsværk, da han ved denne straf førte det bort fra vildfarelse og onde sæder; og jeg sagde dig, at kongen i sin afstraffelse skulde handle af kærlighed og ikke af avind, ti enhver straf, der udføres på grund af avind, bliver manddrab, men enhver straf, der udøves på grund af kærlighed og ret, det er en hellig gærning og ikke manddrab.

S. Nu vil jeg med tilladelse gærne spörge om domme. Kun få vil kunne forstå, at det skulde være et godt og et helligt kærlighedsværk, at mænd dræbes, og jeg og iøvrigt mange andre trænger til, at I med nogle ord forklarer mig, at det er en god og ret handling at dræbe folk med retfærdig straf, ti alle sagtmodige og fredsommelige mænd føler ubehag ved manddrab og finder det ondt og syndigt.

F. Som åbenbart fornuftsvar derpå foreligger netop det, vi nu talte om, det med Moses. Hvis en så hellig og retsindig mand som han, der i enhver henseende var sagtmodig, havde vidst, at hans straf var ligeså syndig som ethvert andet manddrab, havde han ikke udøvet den. Men hvis han i sin voldsomme vrede havde været så hidsig, at han havde udøvet denne handling mere på grund af sin hidsighed end af retfærdighed, så vilde guds retfærdighed have straffet ham med en hård straf og stræng hævn for så meget manddrab, som han bedrev, idet Moses bød enhver, som greb til våben sammen med ham, ikke at skåne nogen, hverken fader eller broder eller andre frænder, når han var med i den gærning, hvorfor gud var bleven vred på dem. Moses’ retfærdighed tredobledes i denne straf, ti de, der deltog med Moses i afstraffelsen, helligede deres hænder i hines blod, som blev dræbte, ti de viste lydighed mod deres hövding og værnede ved deres gærning den hellige lov. Men de, som beholdt livet, angrede deres lovbrud og vendte sig mod bod og bedring for deres lovbrud. Men de, som blev dræbte, rensedes ved deres angren og den smærte, de led ved deres død, og det var dem langt bedre at lide en kort pine i døden end en lang pinsel i helvede. Og på samme vis forholder det sig nu med kongers straffe, ti kongen renser sig i de uretfærdiges blod, hvis han henretter dem ved en retfærdig straf og for at værne den hellige lov. Men der gives mange mænd, der frygter straf og som vilde begå lovbrud, hvis de ikke nærede frygt for kongens straf. Men den, der må lide en straffedom, går til skrifte, og han angrer da sine misgærninger, hvilke han slet ikke vilde angre, dersom han ikke så sig den visse død beredt; han frelses da ved sin anger og ved den pine, han lider ved døden, og det er bedre for ham her at lide hurtig straf end endeløs kval og pinsel, ti ikke straffer gud to gange for det samme. Derfor bliver kongens afstraffelse en god og kærlig handling mod alle dem, der står under hans magt, fordi han vil, at den, som lider straf, her får en kort pine for sin ondskab, hellere end at han skal være evig fortabt i den anden verden, og med kærlighed frelser han den retfærdige og fredsommelige fra den ufredsommeliges begær og ondskab. Det må også betænkes, at straf er en god gærning, dersom den udføres retfærdigt. Kong Saul mistede sit rige, ti han straffede ikke som gud bød ham det, da han drog til Amalech og Amorearige.

S. Nu vil jeg spörge om, hvorfor David dræbte den mand, vi först talte om, ham der fortalte ham, at Saul var falden, og om det var en retfærdsdom, at han dræbte ham, eller om det skete i hastig vrede.

F. David spurgte ham, som havde bragt det budskab, hvorledes han vidste det, men manden sagde, at han (selv) havde båret våben mod Saul efter dennes eget ønske. Men da David hørte dette, svarede han: »elendig er du, som turde lægge hånd på herrens salvede, og det er bedre for dig her at få en hurtig straf, end at din skyld skal følge dig til helvede i al evighed«. Derpå bød David, at den mand skulde henrettes. Men da denne så, at døden var ham tiltænkt, istedet for at han trode, at han vilde få en god modtagelse og gode gaver for sin mælding, fortrød han, at han havde pålöjet sig selv en skyld, og vilde gærne tage sine ord tilbage, dersom han havde kunnet. Men David svarede således: »dit eget vidnesbyrd, men ikke jeg, dömmer dig, ti du erklærede selv, at du havde dræbt guds salvede«. Som et andet eksempel kan gælde de mænd, der dræbte Isboseth, Sauls sön, og som mente, at de vilde få Davids venskab derfor; de drog da til David og meddelte ham, at de havde dræbt hans fjende, der havde villet rejse sig mod ham og hans rige. Men da David hørte denne tidende, svarede han således: »elendige er I for den gærning, at I dræbte eders herre, eftersom I var Isboseths mænd; I har udført drottensvig og en niddingsdåd, da I lagde hånd på eders herre, som om I var mine mænd og som om I gjorde det i egenskab af mine tillidsmænd. Nu må I uundgålig få en hurtig hævn og øjeblikkelig straf, for at denne skyld ikke skal føre eder til evige pinsler«. Dernæst bød David at hugge både hænder og fødder af dem og lod dem siden hænge ved en lille sø på det sted, som hedder Ebron.

S. Endnu vil jeg vove at spörge om én ting, nemlig derom, at jeg synes, at gud på en mærkelig måde har ændret sine domme, og jeg vil, fordi jeg næppe kan forstå det, gærne spörge, hvilken forskel der har været på de domme, jeg nu vil spörge om, og hvorledes de bör forstås. I omtalte för i eders tale, at gud af den grund berøvede Saul riget, fordi han var for skånsom i manddrab, og mange vilde dog mene, at det ikke var nogen stor ugærning, ti det vilde være en let sag at dræbe en mængde, hvis det ansås for at være bedre gærning end at lade dem leve; men han tog sig den sag så nær, at gud sagde, at han fortrød, at han havde valgt Saul til konge over sit folk, og lovede straks, hvad han siden også holdt, at kongedömmet ikke skulde bevares længere i hans slægt, og valgte straks, endnu medens Saul levede, en anden til at være konge efter hans dag. Men følgende brøde gjorde David sig skyldig i, efterat han var bleven konge, en brøde, der ved bedömmelse ikke skulde synes ringere, den nemlig, at han bedrev utugt med hustruen til Urias, hans ridder, en god og trofast mand, og siden voldte han ham døden ved sine råd, ikke på grund af nogen brøde, men fordi han vilde have hans hustru. Men efterat Nathan havde bebrejdet David denne hans brøde og han havde vedgået den, blev den ham straks tilgivet, og det var næsten, som om hans magt blev yderligere rodfæstet derefter, end den för havde været. Jeg ved nu ikke, hvilken brøde der var störst, enten at dræbe en uskyldig mand og bedrive utugt med hans hustru eller lade den skyldige leve. Nu vil mange, der ikke har den rette indsigt, forstå sagen så, at gud har elsket David höjere end Saul, og at det var grunden til, at brøden blev lettere for David. Men da gud dömmer alle ting efter, hvad ret er, men ikke efter personsanseelse, vil det være klart, at man ikke forstår disse ting tydelig, og det vil være bedre, om I forklarer dette med nogle ord, hvis I da ellers ikke finder, at jeg spörger for enfoldigt. Det kan også være, at store hövdinger, der er satte til at dömme, kan få en bedre forståelse heraf, hvis sagen bliver nöjagtig forklaret.

F. Således er dette spörgsmål beskaffet, at æmnet må forklares ved lange taler, hvis det tilfulde skal blive forståeligt. Men eftersom det er stillet, vil jeg gærne udvikle dette æmne så godt jeg kan og dog så kort som muligt. Det må da erindres, hvad jeg bemærkede i min forrige tale, da vi talte om dommene, i hvilke tilfælde de skulde være strænge og i hvilke de skulde være mildere. Jeg bemærkede da for dig, at dersom en god og fredelig mand begik en brøde og angrede sin forsyndelse og gærne vilde göre bod for den, bör dommen skåne ham på grund af den menneskelige natur; ti den menneskelige natur er så skrøbelig, at den ikke kan tage sig i vare for aldrig at begå en brøde. Andre begår derimod brøde, idet de vil göre sig til deraf, og de tager sig ikke i agt for straks at begå en brøde til. Det var nu Davids natur, at han var meget tapper til at bruge våben i kamp og ret stræng i sine straffe; han var en velmenende mand og kærlig mod enhver og medlidende i enhvers ulykke, han var pålidelig i alle ting, retskaffen, ordholden i venskab og i alle løfter og så samvittighedsfuld, at han ikke vilde begå nogen brøde, og ingen var hans ligemand i Israels folk, ti gud tog, da han valgte David til konge, således tilorde i sit vidnesbyrd, at han sagde, at han havde fundet en mand efter sit tykke. Men det var menneskenaturens skrøbelighed, der voldte, at David begik den brøde, vi för talte om, at han bedrev utugt med Urias’ hustru; men lige såsnart han havde begået den synd, angrede han den dybt, med suk og med tårer, når han var i enrum. Men da lovreglen dömte denne brøde til at være en hæslig last, hvis den blev bekendt blandt folket, da indså David, at han hellere skulde skjule den, for at gud kunde se hans anger, hvorimod folket ikke fik hans lovbrud at vide og ikke kunde tage hans brøde til forbillede, så at det mindre skulde undgå at begå brøde og lovbrud, hvis det kendte hans forbrydelse. Men med en sådan snedighed vilde David skjule sin forbrydelse, at straks da han vidste, at Bersabe, Urias’ hustru, var med barn, lod han sende bud efter Urias og vilde undgå manddrab, og han ønskede, at Urias selv skulde have samleje med sin hustru, for at det foster skulde blive opfattet som hans. Derimod vilde han bøde for sin utugtsbrøde i al hemmelighed og agtede aldrig mere at komme den andens hustru nær. Men da han så, at det ikke blev til noget med, at Urias fik samleje med sin hustru, søgte han den snedige udvej at skjule sin forbrydelse for menneskene, uagtet han for gud forøgede den. Da profeten Natan beskyldte David for alt dette, svarede David selvdömmende, idet han sagde: »så ond og tung er min brøde, at jeg fortjæner døden derfor, og jeg er angst for, at jeg har givet guds folk et så slet eksempel, eftersom han satte mig til styrer og dommer over sit folk, og jeg vil nu hellere gærne lide en hastig død, end at den forbrydelse skal følge mig til helvede. Eftersom jeg nu har givet guds folk et syndigt eksempel ved min brøde, er jeg nu rede til at lide straffen efter min guds vilje, for at folket skal undgå at begå en sådan brøde«. Men da Sandhed og Retfærdighed så Davids anger, henskød de i dette tilfælde domsafgørelsen til Miskundhed, ti profeten Natan sagde: »gud ser din anger, og han vil ikke, at du tager døden for din synd, men han vil straffe dig med en passende stræng straf for denne gærning, förend du dør«. Nu skal du vide, at gud ikke tilgav David denne synd således, at han ikke straffede ham efter, hvad retten krævede; ti det blev den förste straf, David fik af gud, at det barn, han havde avlet med Bersabe, var en sön, overmåde smuk, og David vilde gærne, at barnet skulde leve, men gud vilde ikke unde David nogen glæde af det barn, som han så syndigt havde avlet. Dog lå David i 7 dage fastende på jorden og i sörgedragt, og han bad til gud om det barn måtte leve, men gud vilde ikke høre hans bön, og barnet døde på den 8. dag. Men det var den anden straf, at gud ikke vilde modtage af David, at han byggede ham et tempel, idet gud kaldte David for drabsmand, fordi han havde voldt Urias’ død. Men fordi han havde bedrevet utugt med Urias’ hustru, måtte han lide den skam, at Absalon, hans sön, gik hen i hele folkets påsyn og havde samleje med hans friller og voldte sin fader denne skam foran hele folket. Men der hvor du spurgte om, hvilken brøde der var störst, enten den, at David dræbte Urias uskyldig og bedrev utugt med hans hustru, eller den, at Saul ikke vilde slå så mange ihjæl i Amalech, da skal du tilvisse vide, at den brøde var störst, som Saul begik; ti ingen brøde er tungere end den at vise sin overordnede ulydighed, hvad Saul gjorde. Dette kan du endnu den dag i dag se deraf, at dersom munken i et kloster er ulydig mod sin abbed, der står i spidsen for det kloster, eller mod prioren, hvis der er en sådan, skal han straks jages bort fra den hellige orden og fra sit kloster og betragtes som en lægmand. Ligeledes hvis præsten ikke vil være biskoppen, sin overordnede, lydig, bliver han straks afsat fra den gejstlige værdighed, messesang bliver ham frataget og al anden virksomhed berøvet. Ligeledes hvis biskoppen ikke vil være lydig mod sin overordnede, hvad enten han er mægtig eller ej, bliver han straks afsat fra sin værdighed og hele embede og blandt hele gejstligheden kun betragtet som enhver anden ulærd mand, der ikke fortjæner nogen ære. Endnu bedre kan du da forstå, at det ikke kunde gå an for Saul at være ulydig mod en sådan overordnet som gud selv, eftersom han havde befalet ham at gå til Amalech og til Amoreernes rige folder at dræbe alt, hvad levende var. Gud tog sin straffevånd og gav den til Saul og bød ham hævne sin vrede og intet skåne, hvad levende var, brænde byer og boliger og klæder, og alt andet, hvad dér fandtes, skulde ødelægges, og således skulde hele landet renses med sværd, økse og ild. Men Saul ordnede den straf, det var ham befalet at tage, således, at han ødelagde alt, hvad der ikke var skönt eller værdifuldt, hvorimod alt, hvad han fandt værd at eje og hvad der var skönnest og af værdi, det skånede han og delte det imellem sine mænd og førte det hjem i sit land. Men da Samuel kom til Saul og forkyndte ham guds vrede, sagde Saul ligesom for at forsvare sin sag: »lovpriset være du, gud, hvis bud jeg har opfyldt; jeg drog ud til Amalech, og jeg ødelagde hele det rige med ild og sværd, men førte herhen kong Agag, ti jeg vilde hædre guds bud således, at kongen skulde dø her, hvis gud vil, at han skal dø; fede okser og herlige beder er førte herhen for at ofres til gud, så meget han vil modtage, men mægtige mænds börn førte jeg herhen for at yde os en værdig tjæneste og selv leve i trældom og som slaver«. Da svarede Samuel: »hvorledes kan gud her modtage som offer, hvad han selv i sin vrede forbandede; ti gud vil modtage et velsignet, men ikke et forbandet offer. Det skal du tilvisse vide, at gud finder mere behag i lydighed end nogen andet offer«. Sandhed stod nærved og svarede: »hvorfor skal det skjules, hvilken bevæggrund Saul havde til ikke at göre, hvad gud havde befalet ham? Saul trode nu at have nået en så fuldkommen herskermagt, at han mente, at han kunde ordne sådanne ting mere efter sin egen vilje end efter guds bud; heri viste Saul sit overmod, idet han ikke ænsede, hvem der havde givet ham magten. Gode heste eller okser eller beder og mange andre kostbarheder tog han, fordi han derved gav efter for sine ridderes pengebegær og andre krigeres egennytte istedet for at iagttage guds bud. Men lögn begik han, idet han sagde, at han førte heste og får og andre kostbarheder hjem i sit rige, fordi han ønskede, at der skulde bringes gud ofre deraf, ti han vidste, at gud ikke vilde modtage forbandede ofre«. Da blev den dom henvist til Retfærdighed, men hun svarede således: »da gud tog sin straffevånd og gav den til Saul og bød ham hævne sin vrede på det forbandede folk, skal på Saul og hans slægt hvile den straf, som han sparede dem for, hvem gud befalede ham at udøve den på. Og den straffevånd, der blev givet Saul til at svinge over andre, skal overgives en anden for at svinges over Saul og hele hans slægt. Men fordi han af egennytte vilde komme i besiddelse af den rigdom, der var ham forbudt, skal han miste den rigdom, som var ham tidligere given«. Men af den grund blev denne Retfærdighedens dom så hård mod Saul, fordi gud nöje kendte hans natur; men det var hans natur, at han var umedgörlig og overmodig for guds åsyn, efterdi han mente at være rodfæstet i besiddelsen af sin magt; han blev egennyttig og grisk, hvorom dette æmne afgiver vidnesbyrd. Nu var der den forskel på Davids og Sauls sindelag, at da profeten Natan bebrejdede David hans skyld, angrede han sin brøde, som om han dömte sig selv; han bad om nåde og tilbød at lide straf for en forbrydelse, som om han med taknemmelighed modtog den, på hvilken betingelse end gud vilde; og derfor fik han nåde ved en skånsom miskundhedsdom. Dog døde hans sön til straf for Urias’ død, medens han ikke selv døde. Men for den utugt, han bedrev med Urias’ hustru, fik han et overmål af skam, idet hans sön vanærede ham for hele folkets öjne. Men da Samuel bebrejdede Saul hans skyld, svarede han som den, der vil forsvare sin sag, og pralede af, at han havde handlet smukt, idet han sagde: »gud være lovet for, at jeg har gjort, hvad han bød mig«, uagtet han med sig selv vidste, at sandheden var en anden, og derfor faldt han ved Retfærdighedens dom, fordi gud så hans hovmodige pral og løgnagtige forsvar. Men alligevel blev hans avind og overmod siden endnu klarere, da han mærkede, at gud var vred på ham, ti Saul blev angrebet af en sygdom, idet han gentagne gange led af sindsygdom, og han måtte bevogtes, sålænge den sygdom (anfaldet) varede, og det fandt man på for at helbrede ham, at skaffe en mand, der forstod sig godt på at spille på harpe for ham; da vilde sygdommen virke mindre stærkt. Derpå fandt man en ung og smuk mand — det var David, sön af Isai i Betlehem —, som forstod sig godt på at slå harpe, og han kom til kongen. Og såsnart sygdommen påkom kongen, stod David foran ham og slog sin harpe, og da forlod sygdommen ham med det samme. Men da kongen mærkede, at hans sygdom tog af, fattede han megen kærlighed til David og gjorde ham til sin skjoldsvend; men desuagtet havde Samuel i forvejen hemmelig salvet ham til konge, så at ingen vidste det undtagen hans fader og brødre. David var mange dage hos kong Saul og tjænte ham trofast. Men alle mænd mærkede, at gud var med David i alle hans gærninger. Saul var også i begyndelsen venlig stemt imod ham og gav ham sin datter til ægte og gav ham sit mandskab at styre. Men efter den sejr, kong Saul havde vundet over Filistæerne, og da David havde dræbt risen Golia og de vendte tilbage fra det krigstog, gik kvinderne ud af byer og købstæder og dansede dem imøde og sang dem lov og pris for deres sejr. Men det kom til at lyde i deres sang således, at kong Saul havde overvundet et tusinde, men David ti tusinder. Og da Saul hørte dette, opfyldtes han straks af vrede og avind mod David og sagde til sig selv: »nu forstår jeg, at gud har bestemt denne mand, men ikke mine sönner, til at tage riget efter mig, og jeg skal forsøge at hindre den bestemmelse, hvis jeg kan, og dog så kløgtig, at ingen skal vide, at jeg med min gode vilje dræber ham«. Få dage efter angreb den sædvanlige sygdom Saul, men David tog sin harpe og stod foran ham og slog harpen efter sædvane, for at kongens sygdom skulde minskes. Saul havde et spyd i hånden og skød det mod David, og det havde været hans hensigt at skyde det igennem ham og dermed nagle ham fast til hallens væg; han havde på den vis villet undgå (beskyldningen for) manddrab, at folket skulde tro, at han gjorde det i galskab, men ikke af ondskab. David undslap og kunde redde sig fra livsfaren. Men da Saul så, at David undslap, og at han ikke kunde fange ham, sendte han David ud på mange krigstog blandt hedenske folk og mente, at han dér skulde falde. Men jo flere krigstog David foretog, desto flere sejre vandt han og desto berömtere blev han, og gud hævede David meget i hele folkets öjne. Men Saul misundte David desto mere, jo mere held denne havde med sig. Nu kan du forstå kong Sauls natur; han havde ingen anklager at fremføre mod David, men kun hvad der var godt. Men fordi han så, at gud elskede David höjt på grund af hans munterhed og pålidelighed, bar han nag til David på samme vis som Kain misundte Abel, sin broder, fordi gud elskede ham; og Sauls fjendskab mod David blev så åbenbart, at han ikke skjulte det for nogen, ti han vilde dræbe David. Dog mindede hans sön Jonathas kongen om, at det var synd at dræbe en uskyldig mand, og talte således: »min herre, hvorfor er du så vred på David, din tjæner; hvis han har gjort sig skyldig i noget, der strider imod din magt eller ære, da vil enhver mand, som er omkring eder, ligge på lur efter hans liv, og vi vil, såsnart vi ønsker, straks kunne have ham i vor magt, ti han tager sig ikke i agt for os, da han ved sig uskyldig. Han har tjænt eder længe og været trofast i alle ting; han gik frem imod stor overmagt, da han fældede Golia, og gud frelste hele eders rige ved Davids mærkelige sejr, idet han kæmpede våbenløs mod en rise; han har tjænt eder under eders sygdomsanfald, og når I har sat ham i spidsen for eders folk har han opretholdt et udmærket forsvar for eders rige, og ingen ved andet om ham at sige end pålidelighed. Stands nu din vrede, min herre, og begå ikke en så åbenbar maddrabsbrøde for gud, at I dræber en uskyldig mand«. Saul blev blot så meget mere vred og beskyldte sin sön og alle de mænd, der talte et godt ord om David, for forræderi. Davis flygtede for kong Sauls vrede uden våben og uden klæder, kun med få svende, og kom til den stad, som hed Nobe. Der var Abimelek biskop, sön af biskop Achitob, men Achitob var sön af Ikabod, sön af Finees, sön af biskop Ely. Men da David kom til biskop Abimelek, sagde han, at han rejste i et nødvendigt ærinde for kong Saul, og bad ham give sig og sine svende noget mad og bad ham give sig nogle våben, og biskop Abimelek gav ham den mad, han havde; derimod havde han ingen våben at give ham undtagen det sværd, som Golia havde ejet, og det gav han ham, ti han vidste ikke, at han var en flygtning, men trode, at han skulde udrette kongens ærinde, som han selv havde sagt. Men så meget fjendskab nærede kongen til David, at såsnart han erfarede, at biskop Abimelek havde givet ham mad, tog han biskoppen og hele hans familje og rettede mod ham en beskyldning for forræderi. Da svarede biskoppen således: »min herre, jeg vedgår, at jeg gav David den mad, jeg havde, og det våben, jeg havde, ti han sagde, at han rejste i et nødvendigt ærinde for eder. Hvorfor skulde jeg ikke modtage vel en sådan mand som David, der er den störste og mest udmærkede mand, og som er hos eder, foruden eders sönner, og tilmed er eders svigersøn, og som har været tro mod eder i alle ting? Aldrig har jeg næret svig mod eder eller eders ære. Tro ikke, min herre, at jeg, din tjæner, gör noget mod din vilje mod (til gunst for) David, ti jeg var uvidende om, hvilken anden grund David havde til sin rejse end den, han fortalte mig, at han rejste i et nødvendigt ærinde for eder, og jeg vidste ikke, at han havde begået nogen brøde mod eder«. Saul svarede straks i voldsom vrede: »det sværger jeg, at du og al din familje skal dø i dag«, og derpå lod han biskoppen og 85 andre mænd, der alle havde præstelig værdighed, henrette. Og siden lod han byen Nobe opbrænde og dræbe alt, hvad levende var i byen, börn og kvinder. Nu har jeg vist dig Sauls grumhed, som gud så i hans bryst, da han berøvede ham riget, og som siden blev åbenbar, således som du nu har hørt det foruden meget andet af samme art, selv om jeg kun har nævnet dette. Og derfor ramte den brøde, kongen begik mod gud, ham så hårdt, fordi gud i hans bryst så den begærlige grumhed, som senere åbenbarede sig. Nu vilde han dræbe David uskyldig, ti han mærkede, at gud elskede ham; og biskoppen dræbte han uskyldig med så megen grumhed, at han dræbte alt, hvad levende var i byen, og brændte derpå byen. Men da gud bød ham at udøve en lignende grumhed, udviste han skånsel; men i dette tilfælde dræbte han guds tjænere uden befaling fra gud. Derfor blev Davids brøde mildere i guds dom, og ligesom gud så denne grumhed i Sauls bryst, skønnede han en sand anger og mildhed i Davids bryst — som jeg nu vil vise dig det. Abiathar hed en sön af biskop Abimelek; han var, da alle de blev henrettede, som för blev nævnede, flygtet til en klippehule. Abiathar flygtede til David og fortalte ham alle disse ting. Da David hørte disse tidender, blev han bevæget og svarede med megen sorg i sind: »gud tilgive mig af sin nåde dette manddrab, ti jeg er for stor en delhaver deri, ti jeg spiste din faders mad; og da du nu er kommen her, så vær hos mig, og dersom gud vil lade mig leve, vil han beskytte dig sammen med mig, og vi skal dele den samme skæbne, som gud vil give os«. Dernæst hævede David ham til den bispeværdighed, hans fader för havde haft. Men da Davids frænder erfarede, at han færdedes ude i skovene, begav de sig i talrig mængde til ham, og der var da samlet ikke mindre mandskab end 300 mand, og fra den tid styrkedes David, som gud vilde. David opholdt sig på fjældene med denne skare og bekrigede stadig Sauls fjender, men aldrig ham selv eller hans venner. Allevegne, hvor Saul erfarede, at David skjulte sig, drog han imod ham og vilde tage hans liv. Men engang skete det så, at, da David skjulte sig i en stor hule med sin skare, gik Saul ene derind, for nødtörfts skyld. Da sagde Davids fæller: »nu har gud holdt, hvad han har lovet dig, og sendt dine fjender lige i dine hænder; forstå nu at göre dig denne fangst nyttig«. David så sit snit til at skære et stykke af kong Sauls kjortelskød, uden at denne lagde mærke dertil, og gik så tilbage til sine mænd; da sagde Davids fæller: »hvis du ikke selv vil lægge hånd på ham, så lad os dræbe ham«. David svarede: »lige stor for gud er min brøde, om jeg gör det eller byder en anden at göre det. Gud vogte mig og alle mine mænd for den gærning at lægge hånd på guds salvede; han er min herre, og jeg har tjænt ham længe, han er også herrens salvede, og det vilde være en stor misgærning, hvis jeg lagde hånd på ham, eftersom jeg hverken har fader eller brødre eller andre frænder at hævne, og det er heller ikke så, som havde han erobret det sæde, hvorpå han nu sidder, fra mine frænder ved nogen svig eller magt, ti gud valgte ham dertil og viede ham til sin tjæner og prydede ham med sit eget navn, og det er ret, at den, som valgte ham dertil, af sin egen vilje berøver ham riget, men ikke at jeg med begærlig dristighed gör det, og jeg sværger idag, at (kun) gud skal kalde ham, enten til at falde i kamp for sine uvenner, eller afkræve ham hans sjæl; for mine hænder skal han leve i fred i mange dage. Dog fortryder jeg meget, at jeg beskadigede hans klæder, hvis han er misfornøjet dermed eller ser en beskæmmelse deri«. Men da Saul var gået bort og til sit mandskab, løb David op på en höj og sagde: »kan du høre mig, min herre, kong Saul?« Men da kongen vendte sig om for at høre, hvad den mand sagde, faldt David straks til jorden på bægge knæ og böjede sig for kongen og sagde til ham: »ilde handler de mænd, som siger eder, herre konge, at jeg vil være eders uven; ti her har jeg nu i min hånd et vidnesbyrd om, at jeg kunde tage dit liv idag, da du gik ene ind i hulen, bort fra hele din hær, og jeg havde ligeså godt kunnet skade dit liv som dine klæder, ti her har jeg nu i min hånd en stor del af dit kjortelskød. Nu vil gud dömme os imellem; I ser nu, at de som sagde, at jeg lurede på dit liv, har talt usandhed«. Saul lod, som han forstod dette, ti David talte sandt, og Saul lovede aldrig mere at hade David. Men der gik ikke mange dage, för Saul drog ud for at søge efter David og (således gik det) stedse siden. Nu skete det atter en anden gang, da Saul var draget afsted for med megen umage at lede efter David, at han og hele hans hær faldt i sövn, og David begav sig ind i hæren, hvor Saul lå, således at ingen blev det var. Abisai hed den mand, som fulgte David, og han sagde til ham: »nu kan du se, at gud tilvisse vil udlevere denne din fjende i din hånd; det er rådeligt for dig ikke at vrage det, som gud selv byder dig, og nu vil jeg gennembore ham med mit spyd, hvis du tillader mig det, og så vil vi drage tilbage til vor hær«. David svarede: »det gör gud for at friste mig; han vil vide, om jeg vil lægge hånd på hans salvede. Nu vil jeg svare som tidligere, at enten skal gud fratage ham riget ved at afkræve ham hans sjæl, eller også skal han falde for sine fjender, men han skal leve mange dage i fred for mine hænder, eftersom jeg overfor ham hverken har at mindes store ran eller frændedrab, som jeg skulde hævne, men kun det, at han med retfærdig straf har renset landet, og det er hverken ret af mig eller nogen anden at hævne det, ti det er en större sag, end en viis mand kan betænke, at lægge hånd på herrens salvede, der er viet og helliget gud. Nu skal vi tage hans sadelkar og spyd til tegn og lad os så gå til vort mandskab«. Nu kan du forstå bægges natur, både Sauls og Davids, således som jeg för sagde dig. David vidste, at han af gud var valgt til rigets styrelse og viet til herrens salvede, helliget gud ikke mindre end Saul. Han vidste også, at gud havde vraget Saul, og gud førte Saul i Davids hånd, så at han idelig havde magt over hans liv, hvis han vilde, og David viste megen pålidelighed og ydmyghed deri, at hvergang David så Saul, böjede han sig for ham, og som enhver anden uviet lægmand, der ikke var valgt til at være hövding, hilste han ham. Uagtet Saul lurede på at tage hans liv, tjænte David ham og undertrykte hans fjender, alt hvad han kunde, men Saul havde kun den beskyldning mod David, at han vidste, at gud havde valgt ham til konge, og på det punkt viste han megen grumhed og ondskab, at han vilde dræbe en uskyldig mand og en, der tjænte ham pålidelig. Men deri viste han umådeligt overmod, at han vilde ombringe den mand, som gud selv havde valgt til herredömmet efter ham. Af den grund fik Sauls sag en stræng dom af gud, ti gud så i hans bryst, hvad menneskene ikke kunde forstå, og dog åbenbarede gud disse ting senere for menneskenes öjne. Men derfor blev Davids skyld ham lettere for gud, fordi gud fandt ham pålidelig og stedse ydmyg i alle ting, hvad han senere viste menneskene, og hvorom også det bærer vidne, at da David erfarede Sauls og hans sön Jonathas’ fald, blev han og hele hans hær bevæget af megen sorg, og han talte så: »forbandede være I, Gilboe bjærge; lade gud aldrig dugg eller regn falde på eder eller spirende urter (vokse), ti I ydede kong Saul og Jonathas svigefulde flugtstier henover eders isse, og ikke vilde I give dem frelsende veje, ad hvilke de havde kunnet redde deres liv fra fjendehånd, og ikke gav I dem krigerværn på eders höje. Bitter sorg er det for hele Israels folk, at så udmærkede hövdinger, som Saul og Jonathas var, skal være revne bort fra rådslagninger og rigsstyrelse. Megen kraft og styrke er på denne dag gået til grunde, idet så herlige hövdinger som kong Saul og Jonathas og så mangen en god ridder er omkomne, og så mange gode våben og mangen en god brynje (er mistet), som der er gået tabt sammen med dem. De små bör tage sig i agt for guds vrede, eftersom han tillod hedenske mænd at lægge hånd på sin salvede; alle mænd sörge over et sådant tab, at så herlige styrere skulde falde for hedninger«. Sådanne og mange andre ord talte David den dag og sörgede således over deres død, hellere end at glædes over, at riget nu var kommet ind under hans magt og i hans varetægt. Heraf kan man slutte, hvor oprigtig han var i sind og hvor samvittighedsfuld og fri for forsyndelser. Men hver gang han på grund af sin menneskenatur begik en forsyndelse, angrede han den straks hæftigt og bad gud om nåde og skånsel, og gud så straks hans sande anger. Vi omtalte også för i vor tale, hvorledes Absalon, Davids sön, rejste hele landet imod sin fader. Men da Davids riddere fik lejlighed til at kæmpe mod Absalon, og David erfarede hans fald, talte han således: »hvorfor skal jeg, gamle mand, leve, jeg som bliver skrøbeligere for hver dag, men du min sön Absalon skulde dø i din alders blomst? Gud give, at jeg hellere skulde dø, og at du, min sön, var i live«. Ikke var Davids bitterhed större mod alle mænd, end at han hellere selv vilde lide døden, end se en andens død, undtagen hvor han så, at der på grund af retfærdighed var udført en straf. Der er vidnesbyrd om, at da Davids hele rige blev genstand for guds vrede, opstod der en pest i det ganske rige, så voldsom, at folk i tusindvis faldt døde om; men da sygdommen nærmede sig Jerusalem, så David den engel, der slog folket ihjæl, stå med et ildsværd mellem himlen og jorden. Men da han så englen stå med draget sværd og ligesom rede til at hugge, strakte David sin hals frem under sværdet og sagde: »det beder jeg om, min gud, at dette sværd hellere skal vende sig mod min hals, end at flere af guds folk skal dræbes, og at min herres vrede hellere vender sig mod mig, der fortjæner det og er værdig dertil, end at guds folk ved min skyld skal forgå«. Da gud så Davids anger og hørte disse hans velbehagelige bönner, bød gud straks englen holde op og ikke slå flere ihjæl, og straks hørte pesten op over hele riget. Nu kan du af disse og mange andre sådanne ting slutte, hvor fuld af barmhjærtighed og godhed David var mod alle; og som gud i hans bryst så mildhed og godhed og ydmyghed, således så han i Sauls bryst begærlighed og grumhed og umådeholdent overmod, og derfor blev alle forsyndelser mod gud tungere for Saul end for David, ti der var forskel på mennesker. David var den mest sagtmodige mand og meget barmhjærtig og bad gud om nåde, såsnart han begik en forseelse; men Saul var desto grummere og mere avindsyg, jo flere forbrydelser han begik, og jo mere han så, at guds vrede nærmede sig ham. Dersom du nu synes, at disse svar fører dig til fuld forståelse af dit spörgsmål, finder jeg det ikke nødvendigt at tale vidtløftigere om denne sag.

S. Efter hvad I sagde i den foregående tale, forstår jeg nu, at dommen af den grund har været skånsommere mod David, fordi han angrede de forseelser, han begik, men desto tungere for Saul, fordi han ikke vilde give bod for sine ugærninger. Nu er der én ting, som jeg har megen lyst til at vide og som jeg med tilladelse vil spörge eder om, nemlig noget, der skete senere, efter Davids død, da to kvinder kom for kong Salomo og stredes om et barn. Da bød kongen, at barnet skulde hugges i to stykker og hver af kvinderne skulde have sin halvdel — jeg vil da spörge, om kongen vilde have ladet barnet gennemhugge eller ej, hvis ingen af kvinderne havde sagt et ord.

F. Kongen bød, at barnet skulde sønderdeles, fordi han med sikkerhed vidste, at hun, som var moderen, ikke vilde lade det hugge i stykker.

S. Jeg spurgte, om kongen vilde lade barnet dele, hvis moderen havde tiet stille.

F. Hvis moderen havde været så blottet for barmhjærtighed, at hun ikke havde bedt om nogen skånsel for barnet, da havde kongen delt barnet mellem dem.

S. Vilde I, dersom han havde dræbt det uskyldige barn, synes, at det var et fuldkomment manddrab, uden at det var nogen straf.

F. Det vilde tilvisse være manddrab, dersom han havde dræbt barnet; men dog var den brøde ikke kongens, men moderen havde haft skylden, hvis hun ikke havde bedt om nåde for sit barn, da hun hørte af kongens mund den upartiske dom dem imellem, og da hun så, at det var en dødsdom for barnet; derfor havde skylden ramt hende, hvis hun havde nægtet barnet moderlig mildhed, for at det skulde leve.

S. Hvad mener I om Joabs og Adonias’ død, hvem kong Salomo lod henrette; var det en retfærdig dom eller ej?; eller hvad mener I om, at Salomo lod Semei dræbe, fordi han havde forbandet hans fader David, og dog havde David tilgivet ham denne brøde?

F. Hvis Salomo havde gjort dette, uden at det var en retfærdig straf, vilde gud have straffet ham med en retfærdig straf som for manddrab. Men efter alle disse gærninger viste gud sig i drömme for Salomo og bød ham at vælge en eller anden gave af sig, som han kunde ønske. Men Salomo valgte, at gud vilde give ham visdom og ævne til at forstå (sig på) alle rigtige domme. Gud svarede ham så: »dersom dette valg blev givet mange, vilde der være mange, som valgte gods og magt eller et langt liv eller fred eller sejrrighed; men da du har valgt dette, skal du få det, du först valgte, og (desuden) alle de ting, som jeg nys nævnede«. Heraf kan du slutte, hvorledes gud elsker rette domme, siden gud gav Salomo alle de ypperste hovedgaver, fordi han valgte sig ævnen til at dömme retfærdig. Det skal du også tro, at hvis han ifølge en uretfærdig dom havde dræbt de fornævnte, vilde gud ikke have givet ham sådanne hovedgaver, som han gav ham.

S. Det, som I nu har sagt, er tilvisse rimeligt, at hvis Salomo havde dræbt disse mænd af begærlighed uden retfærdighed, havde han ikke efter den gærning fået sådanne hovedgaver af gud, som han nu fik. Men hvis det kan ske, vilde jeg dog gærne bede om, at I viser mig denne dömmende retfærdigheds rette forløb, for at det skal stå mig og ligeledes alle dem, der hører dette, klarere for öje, at det var en retfærdig dom, at Salomo dræbte Semei, uagtet hans fader David för havde tilgivet ham hans skyld.

F. Følgende fornuftsvar er der på, at Salomo gjorde dette mere på grund af retfærdighed end grumhed, nemlig at da Semei forbandede David, gjorde han det mere som følge af stridbarhed og ondskab end med rette, men da han bad David om nåde, bad han derom mere på grund af frygt end anger, ti han blev bange for, at David vilde dræbe ham efter de hellige loves dom. Men David svarede ham således, da han bad om nåde: »ikke skal jeg denne gang dræbe dig, siden du beder om nåde, men sörg selv for, at du ikke bliver straffet for denne gærning, hvis du ikke bøder derfor med oprigtig anger«. Ved disse ord viste David, at Semei skulde ved kærlighedsfuldt venskab give bod for de ord, han i fuldt fjendskab havde udtalt. Men siden levede Semei alle dage således, at man intet mærkede til, at han nærede fjendskab mod David; men det sås heller aldrig, at han viste ham venskab til gengæld for, at David havde skænket ham livet, da loven dömte ham til døden. Men da han efter Davids død kom til Salomo, sagde denne til ham: »mindes du, Semei, at du har forbandet guds salvede, ti ingen ved, om du senere rettelig har angret det. Dette forlig skal nu være imellem os til bevis på din anger, at du ikke skal leve så frit som en, der ikke har gjort sig skyldig i denne brøde. Da du nu ejer store og gode slotte og mange huse i Jerusalem, skal du leve indenfor byen(s område) i frihed, og drag dér efter din egen lyst nytte af alt, hvad du ejer. Men såsnart du kommer udenfor byen, skal en lovlig straf svæve over dit hoved, fordi du ikke huskede at angre, för jeg mindede dig herom«. Da kongen sluttede sin tale, erklærede Semei, at han med tak modtog dette forlig, og han sagde, at det ikke vilde volde ham nogen fortræd ikke at kunne færdes udenfor byen, når han i frihed og kongens venskab kunde leve indenfor byen og selv nyde alt, hvad han ejede. Men 3 år efter glemte Semei dette forlig og gik udenfor byen for at more sig, ret som om han efter at have brudt forliget gjorde sig til af sin dristighed. Men da dette blev fortalt kongen, lod han Semei pågribe og føre til sig og sagde til ham: »du glemte at skamme dig over at bryde det forlig, vi to gjorde til minde om din anger over, at du forbandede guds salvede, og nu svæver en dobbelt skyld over dit hoved, og det er bedre for dig her at modtage en øjeblikkelig straf, så at andre kan advares ved din ulykke, end at denne skyld skal følge dig til døden i al evighed, og at andre, hvis du dør uden straf, skal driste sig til en lignende ondskab«. Derpå lod kongen ham dræbe og begrave udenfor byen, andre til advarsel og for at andre skulde undgå at bryde et gjort forlig.

S. Nu vil jeg spörge, hvorfor han lod Adonias, sin broder, dræbe, da han bad om at måtte få Abisag til hustru.

F. Adonias gjorde, som du nok har hørt, opstand imod sin fader, dengang da David var gammel og næsten helt affældig af alder. Adonias valgte sig selv til konge uden sin faders vidende, og foranstaltede en højtidelig fest som en nyviet konge. Han lod mænd løbe gennem byen med trommer og piber og lod udråbe over hele byen, at Adonias nu var konge. Følgende høvdinger tog del i hans planer: Joab, Davids hærfører og frænde, Abiathar biskop og mange andre. Men da biskop Sadoch og profeten Natan og hövdingen Bananias og dronning Bersabe tilsyneladende sorgbetyngede meddelte David, at sådanne store planer holdtes skjulte for ham, da tav David en stund og blev stærkt bevæget; dernæst svarede han som med sorg i sind og sagde: »ikke vil mine sönner tilegne sig min natur, ti jeg tjænte kong Saul lange tider, medens han lurede på mit liv, og dog havde gud valgt mig til konge, ti han var vred på kong Saul; dog oppebiede jeg den dom, at gud fradömte ham riget, men ikke vilde jeg dömme ham, uagtet han var min fjende. Men nu har min sön handlet således mod mig, som jeg ikke vilde göre mod min fjende. Nu da Adonias har dömt mig fra det rige, hvortil gud selv valgte mig, förend jeg selv frasagde mig det eller den fratog mig det, som valgte mig dertil, derfor skal han med forsmædelse miste denne hæder, således som dén faldt, der med overmod mod sin herre gjorde den förste opstand«. Dernæst sagde David til biskop Sadoch: »tag mit muldyr og lad det udstyre med alt, hvormed det var udstyret, da jeg i min fulde værdighed red derpå, og sæt min sön Salomo derpå, og tag med dig profeten Natan og hövdingen Bananias og alle mine mest trofaste riddere, og rider til guds tabernakkel og igennem det og salver dér Salomo til konge. Lad derpå tage mine egne lurer og lad blæse hele byen over under højtidelige udråb og lad forkynde, at Salomo ifølge guds vilje og Davids valg er konge. For derpå min sön Salomo herhen til mig, for at jeg kan hilse kongen, der lige har sat sig i sit sæde«. Da David havde sluttet sin tale, gjorde Sadoch alt, hvad David bød ham. Men da Salomo kom tilbage iført alt (konge)skrud, stod David selv op imod ham og böjede sig for ham og velsignede ham med disse ord: »velsignet være du, gud, fordi du værdigede dig til at hæve mig fra ringe herkomst til så megen ære, som jeg besidder, og fordi du har hjulpet mig i mange farer og givet mig den trøst efter mange vanskeligheder og langvarigt arbejde, at mine öjne idag kan se den, der er udgået af mine lænder, blive anbragt af dig, herre, efter hvad du har lovet mig, på den hædersplads, som du tidligere har givet mig. Derom beder jeg dig, herre, at du fordobler og tredobler Davids mandevid og værdighed i denne yngling og gör ham til en fuldkommen hövding til at styre dit hellige folk efter din vilje«. Derpå kyssede David Salomo og sagde: »den gud, som styrer himlen, give dig fremfor alle konger mangedobbelt fred på jorden og give dig al rigdom på jordens afgrøde«. Efter denne velsignelse sagde David til Salomo: »da jeg mærker, at gud har givet dig visdom og mandevid, så styr riget med viselig retfærdighed og udøv straf kun i sådant omfang, at dit rige ikke skal synes at være uden styrelse på grund af for megen frygt fra din side. Sörg for at anvende mådelig hårde straffe, for at du ikke ved for megen grumhed skal findes at være ubarmhjærtig. Dog skal du mindes din frænde Joab, som længe har tjænt mig med meget arbejde, og det sömmer sig ikke, at den syndige brøde, han har gjort sig skyldig i, følger ham til helvede, ti han dræbte Abner og Amasa, udmærkede hövdinger, som længe med megen trofasthed havde tjænt kong Saul, uagtet jeg havde lovet dem sikkerhed, og der er mange andre, som han dræbte på grund af overmod, men ikke ved en retfærdig straf; det er bedre, at du lader ham her få öjeblikkelig straf, end at han fortabes evindelig i denne brøde. Hold også mit ord til Semei, uagtet han forbandede mig, dengang jeg flygtede for din broder Absalons overmagt, men dog således, at han har et minde om sin forbrydelse, for at ikke den forbandelse, han udstedte mod mig uskyldig, stadig forbliver over hans hoved. Skån også din broder Adonias på grund af slægtskabet, hvis du ser, at han angrer, at han gjorde en svigefuld opstand imod sin fader. Husk på, at biskop Abiathar mistede sin fader og alle sine frænder, fordi jeg fik mad i Nobe, da jeg flygtede for kong Saul; det skal Abiathar også nyde godt af, at han flygtede med mig og bar guds ark foran mig, da jeg flygtede for din broder Absalon; dog må du sörge for, at Abiathar rigtig husker at angre, at han deltog i den svigefulde færd mod mig med din broder Adonias, for at den skyld ikke skal følge ham til døden. Bliv djærv og hårdhændet og dog mådeholden, gör i alle ting guds vilje; da vil du få både timelig og evig velfærd«. Da talte David til biskop Sadoch og profeten Natan: »fører nu kong Salomo ind i min hal og sætter ham med al festlig velkomsthilsen på min trone og foranstalter en fest«. De gjorde alt, hvad David bød dem. Men da Adonias’ fest var endt, hørte de en herlig klang af piber og alslags jubel, ret som om der lige var blevet fest i byen. Da Adonias spurgte, hvorledes det forholdt sig med den jubel, om den glæde herskede for hans og hans ophøjelses skyld, eller om det var noget nyt, blev det sagt ham, at kong David havde selv givet Salomo sit navn og valgt ham til konge og til (at besidde) al kongeværdighed, og at Salomo da var viet til konge og nu sad i Davids höjsæde med alt festligt skrud, og at hele folket jublede over det skete som en herlig fest. Da Adonias hørte denne tidende, blev han og alle de, der havde deltaget i hans planer, meget bange og flygtede hver til sit hjem. Men Adonias flygtede til guds tabernakkel og lagde sin hånd på det hellige alter, som om han viede sig til asketisk liv og til tjæner i guds hellige tælt. Derpå sendte han bud til kongen og sagde: »her skal jeg dø, medmindre min herre, kong Salomo, lover mig höjt og helligt, at han ikke dræber mig, hans tjæner, for hvad jeg har forbrudt«. Da svarede kong Salomo: »Adonias er min broder, og jeg vil gærne skåne ham, hvis han rettelig vil angre, at han rejste en svigefuld opstand mod sin fader David, og jeg vil for gud bære denne byrde med ham på den betingelse, at han altid (herefter) viser pålidelighed og ydmyghed uden al falskhed. Men hvis nogen falskheds lyst opdages hos ham, kan han vænte uundgålig straf over sit hoved. Nu kan han drage hjem til sine ejendomme og nyde dem, sålænge han holder hvad nu blev sagt«. Men da Davids dødsstund nærmede sig, kom kong Salomo stedse til sin fader David, lige indtil han var død, og han begræd hans død mange dage og gjorde hans begravelse med al kongelig værdighed og umådelig bekostning. Men efter Davids død bad Adonias dronning Bersabe, at hun skulde bede kong Salomo om at give ham Abisag til hustru. Således havde, det forholdt sig med Abisag, at da kong David var bleven gammel, følte han i sit legeme en sådan kulde, at han ikke kunde blive varm af den varme, klæderne gav. Da var Abisag ung og den skönneste i riget og af den bedste og störste æt. Hun blev ført til Davids sæng for at ligge ved hans side og varme og tjæne ham, så at David kunde få varme af hendes bløde legeme. Men David elskede hende som sin fostermoder, ikke som en hustru. Herfor fik Abisag så megen hæder, at hun i hele folkets öjne betragtedes som en hoveddronning over alle dronninger og således blev hendes værdighed indviet af Davids favntag. Men med den tanke søgte Adonias giftermål (med hende) efter Davids død, at han mente, at han således kunde få riget ved svigagtig list, ti, hvis han ægtede Abisag, vilde hele folket sige som så, at den havde mest fortjænt at sidde på Davids trone, der var den værdigste til at ligge i Davids sæng og til at hvile i den favn, som David ved sig selv havde helliget. Også trode han, at det vilde ske, at Abisags brødre og alle hendes frænder hellere vilde unde ham magten, hvis han ægtede hende, end den mand, der ingen slægtskabsforbindelse havde med dem. Dronning Bersabe modtog Adonias’ hværv og begav sig så til sin sön Salomo. Men da hun kom ind i kongens hal, gik han selv sin moder imøde og førte hende til sæde hos sig. Derpå fremførte dronningen sit ærinde og talte således: »jeg har en ringe bön at fremføre for dig, men jeg vil ikke fremsige den, för end du lover at opfylde den«. Kongen svarede: »du er min moder, og jeg kan ikke sige nej til dig, og jeg vil tilvisse, at du får, hvad du beder om. Men det er givet, og det sömmer dig tilvisse at betænke, at du (kun) beder om noget, jeg kan stå mig ved at yde«. Da sagde dronning Bersabe: »jeg vil bede om, at du giver din broder Adonias Abisag til hustru«. Kong Salomo svarede vred: »hvorfor er det magtpåliggende for dig at bede om Abisag til hustru for ham? Hvis du bedre under ham kongedömmet end mig, da forlang riget til ham, ti du ved, at min broder Adonias er ældre end jeg, og at han gav sig selv kongenavnet ifølge de mest udmærkede hövdingers valg, för end min fader med guds vilje valgte mig til konge. De samme mænd er endnu den dag i dag hans hjælpere i alt, Joab, den mægtigste hærfører, og biskop Abiathar, men Abisag er af den bedste slægt i byen og i hele riget og desuden hædret af alle som den höjeste dronning på grund af den fostermodergærning, som hun udøvede mod min fader i hans alderdom. Hvis Adonias får hende til ægte, bedömmer folket det, som om han mest fortjæner at sidde på Davids trone, eftersom han fortjæner at hvile i hans sæng eller i den favn, hvori David selv lå. Da Adonias begik forræderi mod sin fader, tilbød jeg at bære sammen med ham ansvaret for gud for vort slægtskabs skyld. Men nu tredobler han for anden gang den svig mod mig, hans broder, som han först begik mod sin fader. Derfor sværger jeg ved den gud, som satte mig på Davids plads, at Adonias og (ligeledes) enhver af dem, som deltog i denne niddingsdåd sammen med ham, skal lide straf for deres brøde«. Dernæst sagde kong Salomo til hövdingen Bananias: »gå hen og dræb min broder Adonias, ti hellere vil jeg, at han her for sit forræderi får öjeblikkelig straf, efter hvad hellige loves regel byder, hellere end at han bærer en niddingssag til helvede. Dræb også Joab, min frænde, ti han har øvet to niddingsgærninger mod kong David, da han dræbte Abner og Amasa, udmærkede hövdinger, imod tro og love fra Davids side; men den tredje skyld, og det er den allerstørste, er den, at han begik forræderi mod David, da han gav Adonias kongenavnet, og han er tilvisse evig fortabt i den anden verden, medmindre han i denne verden angrer i forbindelse med at lide lovlig straf«. I denne sag viser kong Salomo et klart eksempel på, at det sömmer sig vel at bryde de løfter og indrømmelser, som bliver en afkrævede eller tilståede mod lovlig ret, ti han tilstod sin moder, dronning Bersabe, hvad hun bad om, för han vidste, hvad det var; men såsnart han erfarede, at det var en skadelig bön, da dræbte han ham, som först fremførte det ønske. Bananias gjorde, som kong Salomo bød, og dræbte Adonias, men ligesom hærføreren Joab og biskop Abiathar deltog i det forehavende at give Adonias kongenavn, således deltog de også i den plan, at han skulde bede om Abisag til sin hustru. Og da de erfarede Adonias’ død, væntede de også, at de selv skulde dø. Bananias greb biskop Abiathar og lod ham føre frem for kong Salomo, men Joab flygtede til guds tabernakkel og lagde sin hånd på det hellige alterhjörne, som om han vilde hellige sig til et asketisk liv og til tjæner i guds hellige tælt. Bananias kom til guds tælt og sagde: »gå ud, Joab, kongen byder dig at gå ud af guds tælt«, men Joab svarede: »eftersom jeg er indenfor guds fristed, skal jeg her enten lide døden eller også være i sikkerhed«. Derpå lod Bananias sin sendemand sige kongen dette, og da denne kom til kongen med biskop Abiathar og berettede ham alle disse ting, da svarede kong Salomo: »sig disse mine ord til Bananias, at han skal dræbe Joab, hvor han så end er stedt, ti hans gærning og den hellige lovs dom dræber ham, men ingen af os«. Bananias gjorde, som kongen bød, og dræbte Joab der, hvor han befandt sig. Men kongen talte til biskop Abiathar sålunde: »du ved, at du med rette efter den hellige ordens lov har fortjænt døden, men da du mistede din fader og al din slægt i Nobe på én dag, fordi din fader gav David, min fader, føde, og da du bar guds ark foran ham, da han flygtede for min broder Absalon, er det rigtigt, at du denne gang nyder godt deraf og ikke lider en øjeblikkelig død; men derved skal du for denne gang købe dit liv, at du altid mindes din anger for den drottensvig, du begik imod David. Begiv dig nu til dine ejendomme og lev der som en agerdyrker og nyd som bondemand alle dine ejendomme; men såsnart du rækker dine hænder ud efter et gejstligt embede, skal du tilvisse vide, at den hellige lovs retfærdige dom svæver over dit hoved«. Abiathar drog hjem og overholdt stedse siden, hvad kongen bød ham, og levede lange tider derefter. Men Semei døde 3 år efter, fordi han ikke overholdt det, der var ham befalet — således som vi för har sagt.


Hvorledes løfter bör holdes

S. Der er endnu nogle ting, jeg synes ikke at have spurgt tilstrækkelig om. Hvorfor skete det for Salomo, at han ringeagtede Joabs sikkerhed, skönt han havde taget tilflugt til guds sikkerhed og i det hus, der var viet til gud? Nu er omtrent hele jorden opfyldt af kirker, og det anses ilde gjort at dræbe en mand, der søger sig sikkerhed i kirken, men jeg trode, at desto omhyggeligere havde man overholdt guds hellige huses værdighed, jo færre i tal de var. En anden ting, jeg har lyst at spörge om, er følgende. Hvorfor gjorde Salomo det, at han lovede sin moder, hvad hun bad om, uden bagefter at holde det? Jeg skulde dog snarere have trot, at en så klog mand som Salomo vilde först have spurgt om, hvad det var, hun bad om, för end han lovede det, hellere end ikke at holde, hvad han havde lovet, selv om bönnen ikke var efter hans ønske.

F. Vi omtalte för i vor tale, at den bedendes mandevid er (kun) at bede om sådanne ting, der var passende og som kunde gives, og at alle de gaver bör være faste og nyttige, der er både viselig givne og ønskede. Men i denne sag gav kong Salomo et godt og nyttigt eksempel, idet han viselig tog den gave tilbage, som hans moder dumt havde bedt om, uagtet han för havde tilstået hende den. Følgende eksempel, som var værre, fandt sted langt senere, nemlig det som Herodes afgav i Galilæa under festen, da han lovede sin stedatter, at hun måtte få, hvad hun bad om, men hun da ifølge sin moders råd ønskede baptisten Johannes’ hoved. Herodes vidste, at Johannes var uskyldig og en hellig mand, og han fortrød stærkt, at han havde tilstået hende denne bön, men hans fortrydelse bar ingen frugt, ti han undlod at tage viselig den gave tilbage, som hun dumt havde bedt om, og istedet for udførte han den misgærning, hun bad ham om, og derfor fortabtes bægge parter: kvinderne for deres bön, og Herodes for gaven. Men Salomo fandt, at det var bedre at se sin moders sind blive vredt, fordi han viselig sagde nej til, hvad han overilet havde tilstået, end at lide forbryderisk tab, hvis han stadfæstede dumme og vrange bönner. Dog skal du tilfulde forstå, at det ikke sömmer sig for nogen at være uordholden, og det sömmer sig desto mindre, jo mægtigere man er; men når store forbrydelser voldes derved, er det ingen bod for nogen, at han i forvejen har lovet det.

S. Det vil jeg nu bede eder om, at I forklarer mig nöjere, hvad der bör holdes af det, som er lovet, og hvad der bör brydes af det, som er lovet.

F. Når en mægtig mand bliver bedt om noget og bönnen fremsættes for ham, må han vel overveje, hvad det er, han bliver bedt om, om det kan blive ham til skade eller ære. Hvis han da ser, at det er uden skade for ham, må han overveje, til hvem han giver dét, hvorom han bliver bedt, eller hvor meget der bör gives enhver, for at det ikke skal gå ham, som det gik Herodes, — således som vi för har omtalt —, ti denne iagttog hverken tilstrækkelig dens fortjæneste, som bad, eller tidspunktet (da han lovede det), ikke heller hvor meget han skulde give. Men da han gav, var det således fat med ham, at han var drukken, ti han havde foranstaltet en stor fest for alle sine hövdinger, og således ænsede han ikke tiden; ti det skulde han ikke have gjort, at give et løfte i beruset tilstand, ti kun få gaver bliver givne med mådehold, når man er drukken. Men heller ikke iagttog han (det rette) mådehold, da han gav sin stedatter, ovenikøbet en kvinde, der ikke var hans slægtning, en så stor gave, idet han tog således til orde: »hvad det end er, du beder om, skal jeg give dig det, selv om du vil bede om halvdelen af mit rige«. Heraf kan du skönne, at han var halvgal af drik, da han talte således, ti hans stedatter viste ham ikke större hæder, end at hun tumlede sig foran ham. og hendes leg var en ringere gave værd end den, han da gav hende (derfor), og han skulde ikke have gjort det, at overlade til en anden både ønskets og gavens omfang, idet han sagde: »hvad du end beder om, skal du få det, selv om du beder om halvdelen af mit rige«. Men hvis han havde udtrykt sig som så, at »hvad du med måde og fornuft beder om og jeg kan (stå mig ved at) give, det skal du få«, da havde han talt vel og forstandig, og da havde det stået ganske i hans magt, om han enten vilde holde (sit løfte) eller sige nej. Nu bör det endvidere forklares dig, hvilke de ting er, hövdinger kan tilstå, når de bliver bedt. Alt det kan tilstås, som hövdingen og heller ikke nogen andre kan tage skade af, og som dog bliver til ære og hjælp for den modtagende. Og når en hövding bliver bedt om at yde sit arbejde eller også sit gods, kan han godt opfylde ønsket, når hans hæder intet skår derved lider. Og når han yder bægge dele, både gods og arbejde, kan det godt ydes, ifald han giver til dem, der er megen hæder værd. Men i alle de tilfælde, hvor en mand bliver bedt om noget, der forringer hans anseelse eller hæder, skal det ikke ydes, og selvom han i en hast lover det, bör han viselig tage det tilbage. Det bör også tages tilbage, hvis man yder meget, men den, der modtager, kun giver liden tak for; og overhovedet bör en stor gaves stadfæstelse ikke stå længe ved magt, hvis modtageren ikke véd at takke rigtig derfor, og da er det dennes egen ufornuft og ringe retfærdssans, der berøver ham det, og ikke den givendes uordholdenhed. De gaver bör også alle tages tilbage, som den bedende har fået ved lögn eller svigagtig snuhed; det er hans lögn og snuhed, der da tager gaverne tilbage og ikke uordholdenhed hos ham, som gav dem. Men hvis en hövding viselig vil sörge for sine gaver, må han vel overveje, hvad han bliver bedt om og hvem den person er, der beder. Eftersom ikke alle fortjæner lige store gaver, må man betænke, hvor stor en gave enhver har fortjænt og til hvilken tid enhver gave bör gives, men den, som giver, bör så sjælden som muligt blive bekendt for at tage sine gaver tilbage, for at han ikke skal findes at være lidet ordholden.


Retfærdige domme

S. Nu vil jeg spörge om, hvilke fornuftsvar der er på, at det var retfærdigt, at kong Salomo lod Joab dræbe i guds hellige tabernakkel, hvor han holdt om guds hellige alter, og hvorfor han ikke först lod ham føre bort og siden dræbe?

F. Det spörgsmål, du fremsatte, vil ikke blive forståeligt for dig, medmindre det forklares med en lang tale og en sådan, der mere vil synes at ligne en fortolkning end en umiddelbar fortsættelse af en påbegyndt udvikling. Men da kong Salomo dömte, at Joab skulde dræbes der, hvor han sad, hellere end at man skulde føre ham bort, gjorde han det ikke uden ret, ti han vilde ikke begå den samme brøde som kong Saul, da denne bragte ofre på guds hellige alter. Nu vilde kong Salomo ikke, at det skulde føles, at han skulde bringe offer på det hellige alter, som om han var biskop; heller ikke vilde han med magt eller som krigsbytte bortføre ting (eller personer), der befandt sig så nær ved guds hellige alter som Joab, hvor han holdt om guds hellige alter. Men således overvejede Salomo ved sig selv: »det tilkommer mig at iagttage de hellige dommes regel, hvor den mand end er stedt, som skal dömmes, men det tilkommer mig ikke med magt og hårdhændethed at slæbe den bort, der selv er flygtet til et helligt sted; ti alle rigtige domme er rettelig guds domme og ikke mine, og jeg ved tilvisse, at guds hellige alter ikke besudles eller vanhelliges ved Joabs blod, ti det udgydes ifølge rigtig straf, ham selv til anger, men ikke af avind som ved en vrang fordömmelse«. I denne dom viser kong Salomo den deling, som gud havde sat mellem Moses og Aron, og tillige at han ikke vilde göre nogen ændring deri, for at han ikke selv skulde ifalde nogen skyld mod gud, ti gud havde ordnet det således mellem Moses og Aron, at Moses skulde iagttage de hellige dommes regel, men Aron skulde have med de ofre at göre, der bragtes det hellige alter; og det skal du tilvisse vide, at det (ɔ: den ordning) endnu den dag i dag med rette skal bestå, og det vil da stå tydeligere for dine öjne, hvis jeg forklarer dig det med nogle ord. Forklaringen er den, at gud indrettede sig to huse på jorden, som han valgte til sit embedes forrettelse; det ene er kirken, og bægge kan iøvrigt kaldes således, hvis man vil, ti navnet »kirke« betyder det samme som et tinghus på grund af det dér forsamlede folks møde. Men disse to huse er guds haller, og han har sat to mænd til at styre disse huse; i den ene hal har han anbragt sit bord, og det hedder »fødehus«, ti dér samles guds folk i den hensigt at tage åndelig føde dér. Men i den anden hal har gud anbragt sin hellige domstol, og dér samles folket for at høre forklaringen af guds hellige domme. I disse to huse har han sat to vogtere, den ene er kongen, den anden biskoppen. Kongen er sat til at vogte det hellige hus, i hvilket det hellige sæde er anbragt, og hvor guds hellige domme skal overvåges; han skal tilligemed alle dem, der siden overvåger de domme, som der bliver rettelig fældede, dömme således timelig mellem folk, at han derfor modtager den evige lykke. Ham har gud også overgivet det straffesværd, hvormed han skal hugge, når det kræves —, således som vi för sagde, at kong Salomo gjorde, da han lod Joab lægge under straffesværdet, og endvidere mange andre, som han lod rammes af rettelig straf. Kongen skal uden avind dræbe enhver i følge en retfærdig straf, men enhver som han dræber af avind, det er manddrab, og han skal for gud svare til en manddrabssag. Det skal du også tilvisse vide, at alle de ting, som gud fra först af ordnede med hensyn til denne hal og dette höjsæde, kan ingen fjærne derfra, medmindre han vil plyndre gud selv og hans hellige dommersæde og med overmod ændre den ordning, gud har bestemt. Enhver, som er anbragt i dette sæde, må med megen flid betænke de svar, han skal fremføre for sig selv, når han kommer for sin dommers knæ, ti han kan bestemt vænte sig en sådan tale, at den höjeste dommer til hver enkelt af dem, der har været denne hals vogtere og nu kommer frem for ham, vil tale således: »du er udstyret med mit navn, ti du er både konge og dommer ligesom jeg; nu vil jeg, at du skal göre rede for din virksomhed, eftersom du er sat til hertug og dommer over mit folk«. Nu skulde af den grund enhver især med megen forstand og efter lang overvejelse have klaret sig, hvad han skal svare, når han kommer for dommerens knæ. Eftersom hovedenglen, skönt uden al skrøbelighed, svarer ræd og bævende, når han af vor herre bliver krævet til regnskab for sin virksomhed, derfor må det kunne forstås, hvor ræd og bævende mennesket, der er skrøbeligt og syndigt, vil blive, når det for guds åsyn afkræves regnskab for sin forvaltning. Men allerförst vil han, der var vogter af denne hal, blive spurgt om, hvorledes han har styret domme blandt folk. Og hvis han ikke kan göre rigtig rede derfor, kan han straks vænte sådanne ord: »du onde træl, eftersom du ikke har iagttaget retfærdighed i domme, skal du drage derhen, hvor alle domme er urigtige, ti din egen mund dömmer dig til det sted«, ti han undså sig ikke for at fremføre urigtige domme. Men hvis han med ret og skel kan forsvare sine domme, vil han synes lykkelig og heldig med sin virksomhed, og da vil han høre disse ord: »eftersom du har våget over, at alle domme var rigtige, fortjæner du at nyde retfærdighed i alle ting«. Så vil han endvidere blive afkrævet redegörelse for andre ting; han vil dernæst blive spurgt om, hvor viselig eller opmærksomt han har iagttaget alt det, som gud fra först af har ordnet med hensyn til dette dommersæde. Og hvis han ikke har iagttaget alt det, som gud fra först af har ordnet med hensyn til det hellige dommersæde, vil han blive sammenlignet med dem, der derimod har gjort deres sag godt, som f. eks. Melchisedek eller Moses eller David eller andre sådanne, der har iagttaget alt med samme omhu som de nys nævnte. Derpå vil han høre følgende ord: »dersom du på samme gode måde havde våget over den hæder, jeg fra först af tillagde mit hellige dommersæde, vilde du høste samme lön som de nævnte; men ligeså megen hæder du med vrang dom berøvede mit dommersæde, ligeså megen hæder skal du her miste, og du skal her betragtes som ringere og lavere end de, som vågede over, at den hæder, som de var sat til at bevogte, forblev uforminsket. Ikke blev du derfor sat i mit dommersæde, fordi der var givet dig magt til at ordne virksomheder og værdigheder og hellige hædersbevisninger anderledes, end jeg fra först af havde ordnet dem, ti den syssel blev ikke givet dig som en evindelig arv, men den blev givet dig timelig, for at du skulde kunne høste evig lön derfor, hvis du styrede godt. Derfor blev magten givet dig, for at du dog på en fornuftig måde skulde uddele verdslige rigdomme, guld og sølv, men ikke mit hellige dommersædes værdighed eller hæder«. Hvis det kan undersøges (og bekræftes), at han med fornuft har udført sin syssel, vil han betragte sig som lykkelig ved den. Men han vil blive spurgt om flere ting. Han vil blive spurgt om, hvorledes han har vogtet den straffevånd, der blev ham overdraget; og det vilde da være meget magtpåliggende, om man omhyggelig har iagttaget retfærdighed i straffe, for at det ikke skal gå, som det gik kong Saul, da han undlod den retfærdige straf, som gud bød ham at anvende overfor det folk, der bode i Amalech, og da han dræbte biskop Abimelek og alle de præster, der var i Nobe ifølge en urigtig dom. Men dersom det går så uheldig for den, der bliver afkrævet fornuftgrunde for disse straffe, at han har gjort sig skyldig i de forsyndelser, vi nys har nævnt og som kong Saul begik, da vil han straks høre følgende svar: »fører ham derhen, hvor Saul eller Herodes eller Nero eller andre sådanne som disse opholder sig, og lad ham være hos dem, fordi han vilde være dem lig i grumhed«. Dog vil det ikke blive glemt, hvis han nogensinde har været barmhjærtig i sine domme eller straffe, og dersom han ved fornuftgrunde kunde frigöre sig for den skyld, som vi för har omtalt, vilde han synes lykkelig med hensyn til sin virksomhed, og han vil da hurtig høre følgende ord: »du er velkommen, tro tjæner og gode ven, ti du vogtede med troskab en ringe timelig hæder; du skal nu med jubel få stor og uendelig hæder uden al bekymring og fare i al evighed«. Og den er salig, i hvis lod det falder at høre disse ord, men den er elendig, der skal høre de vredesord, som vi nys har fortalt om. Men ingen skal nære tvivl om, at enhver af dem, der affordres regnskab for sin virksomhed og pligt, vil høre enten den ene eller den anden art ord.


Konge og biskop

S. Dette forstår jeg godt, at den mand tilvisse er sat til at styre en meget vanskelig sag, som får det hværv at våge over den hellige lov og iagttage retfærdighed i domme i alle ting. Og jeg forstår nu godt, at der mod kong Salomo ikke gjordes noget ansvar gældende, fordi han dræbte Joab i guds tabernakkel, ti han dræbte ham uden avind ifølge en retfærdig straf, men ikke af avind, som Kain dræbte sin broder Abel, og guds tabernakkel blev ikke forurenet af Joabs blod, da det ikke blev udgydt af avind; men derfor forurenedes jorden af Abels blod, fordi det blev udgydt af avind, og jeg forstår nu fuldt ud, at det er avind, men ikke straffen, der volder besmittelsen og synden. Men der hvor I talte om de to haller, som gud indviede til sig på jorden, er der noget, jeg har lyst til at spörge om. I omtalte, at i den ene hal står guds dommersæde, og det har I nu forklaret mig, og ligeledes angående ham, som styrer den (har I givet mig forklaring), men I bemærkede, at i den anden hal står guds bord, hvoraf guds folk skal tage sin åndelige føde. I sagde, at biskoppen var sat til at være vogter dér. Derfor vil jeg nu spörge, hvorfor kong Salomo fratog biskop Abiathar den virksomhed, der var tildelt ham, nemlig at vogte den hal, vi nys talte om, og det på en så hård måde, at han aldrig mere skulde have lov til at strække sin hånd ud efter et biskoppeligt embede, men han skulde leve ganske som en agerdyrker eller en bonde. Nu havde jeg trot, at ingen kunde fjærne en anden fra den vogtergærning, han var sat til, og derfor vilde jeg gærne have nogle fornuftgrunde, der kunde vise mig, hvorledes kong Salomo kunde fjærne biskop Abiathar fra hans embede uden straf fra gud.

F. Jeg bemærkede for dig, at du skal tænke på de haller, der bægge er guds huse, og at både kongen og biskoppen er guds tjænere og bevogtere af de huse. Men de er ikke ejermænd i den forstand, at de kan berøve dem noget, som fra först af er bestemt (til at tilhøre dem). Kongen kan ikke tage noget fra det hus, hvorover biskoppen er sat, ti ingen bör tage noget fra en anden, og intet bytte skal de tage fra hinanden, ti én, det vil sige gud, ejer bægge (huse), og den ene skal støtte den anden. Det bemærkede jeg også for dig, at gud havde givet kongen og ligeledes biskoppen en straffevånd. Den straffevånd, der er givet kongen, er et tveægget sværd; dermed skal han være forpligtet til at hugge enhver den ihjæl, der berøver den hellige hal, hvis bevogter han er, noget. Men derfor er kongens sværd tveægget, fordi han er lige så forpligtet til at beskytte den hal, hvorover biskoppen er sat, dersom denne med sin straffevånd ikke er i stand til at beskytte den. Men den straffevånd, som biskoppen har, skal han have i munden, og han skal hugge med ord, men ikke som kongen med hænderne. Men det hug, som biskoppen skal hugge, dersom nogen vil vanære den hellige hal, hvis bevogter han er, (består deri, at) han skal forbyde ham adgang til det bord, der er sat i det hellige hus, og til den hellige føde, man skal tage af det bord. Da kong Salomo fjærnede biskop Abiathar fra den biskoppelige værdighed og embede, sagde han, at det var dennes brøde og ikke ham selv, der berøvede ham den. Men fordi han dömte kong David fra hans sæde, för end gud dömte ham derfra, og fordi han valgte en anden istedet for David, medens denne endnu levede, var det ret, at han mistede det biskoppelige embede, eftersom han vilde berøve David det kongelige sæde. Men fordi Saul dræbte biskop Abimelek og alle de præster, der var i Nobe, uden lov og ret, derfor blev den brøde så tung for ham. Kong Salomo vilde have været straffri, om han havde ladet biskop Abiathar dræbe, fordi han fra guds hal fjærnede den hövding, hvem gud selv havde sat til vogter i sit hellige dommersæde; ti biskop Abiathar havde ingen ret til at vælge nogen dertil og heller ikke til at fjærne nogen derfra —, således som det bagefter viste sig —, ti David valgte til kongesædet den, hvem han vilde, men det valg, Abiathar foretog, var uden al betydning. Abiathar fik på den måde den biskoppelige værdighed, at David valgte ham og hævede ham til værdigheden, og du skal nu kunne forstå, at der er den forskel på kongens og biskoppens embede, at biskoppen er sat til at være mester og lærefader og rådgiver hos (sammen med) kongen, men kongen er sat til at være donnner og stræng udøver af al straf, til fuld skræk for alle dem, der står under ham. Dog har biskoppen ikke mindre straffevånden i sin hånd end kongen. Men der er den forskel på det sværd, som biskoppen har, og det, som kongen har, at kongens sværd bider altid, når der hugges dermed, og det bider til stort mén, dersom der hugges retfærdigt dermed, men det bliver til gavn for ham, der rammes af sværdet. Men biskoppens sværd bider ikke, medmindre der hugges retfærdigt dermed; hvis han derimod hugger uretfærdigt dermed, bliver det til skade for den, der hugger, men ikke for ham, der rammes af sværdet. Men hvis biskoppen hugger retfærdigt, bider sværdet endnu smærteligere end kongens. Vi vil imidlertid senere forklare disse ting fuldstændigere for dig, hvis vi ønsker det.



Vignet.jpg



Noter: ( efter noten fører tilbage til teksten)

  1. Ved „sæder“ betegnes egenlig ikke det moralske i og for sig, men den ydre vandel, opførsel, den måde, hvorpå man fører sit liv i alle enkeltheder; det „moralske“ kan komme herindunder. „Sædelig“ må forstås i overensstemmelse hermed.
  2. Hvis han nemlig opdagede, at det alligevel var en gal sti, han var slået ind på.
  3. Det er gejstlighedens.
  4. ɔ: genkaldte i erindringen.
  5. ɔ: af en anden bog, der skal udførlig forklares.
  6. ɔ: måde at belægge sine ord på.
  7. Der sigtes til de første ord i 1. hovedafsnit („God dag, min herre“).
  8. S. = Sønnen, F. = Faderen.
  9. ɔ: grundlag.
  10. Vistnok Salomon, Ordspr. 1, 7.
  11. Luk. 10, 27.
  12. D. v. s. sådanne som han ikke för har kendt.
  13. ɔ: Købmandsloven; egl. den lov, der gælder i og for købstæder. Af Bjarkø i Mälaren, hvor der var en købstad.
  14. ɔ: fransk.
  15. ɔ: hædre; ordet er bibeholdt, da det danner rim på ‘dömme’.
  16. Forf. bruger udtryk, som viser, at han betragter ‘ulykker’ som en bygning, der opføres.
  17. Der tænkes vist særlig på bidrag til ledingsfærd, enten personlige eller pekuniære.
  18. ɔ: den andel i bøder, som tilkommer kongen (sagefald).
  19. Skibets underlag om vinteren.
  20. ɔ: ved midten af april.
  21. Rykkebånd i et sejl (Åsen).
  22. ɔ: efter eget skön
  23. Dette ord har i grundsproget en videre betydning.
  24. ɔ: månens prim, nymåne.
  25. ɔ: idet man i 100 regner 12 tiere. „300, tolv-talt“ = 360.
  26. Efter vor udtryksmåde: „5“.
  27. ɔ: på latin.
  28. ɔ: minutter.
  29. ɔ: fra vort standpunkt set.
  30. ɔ: tager til 5 11/12.
  31. ɔ: gående i lige linje.
  32. ɔ: Manuel Komnenus 1143–80.
  33. Hermed menes halvfordöjet føde fra dens mave.
  34. Forf. tænker vel på Grönland (eller mulig Norge).
  35. ɔ: Gregors dialoger IV.
  36. Pave, d. 604.
  37. Dette er naturligvis en fabel.
  38. Ordet er keltisk og betyder ‘gal, rasende’.
  39. Hermed menes åbenbart en blæksprutte; ‘stramb’ = noget tykt, ligesom opsvulmet.
  40. Forf. mener: ingen.
  41. Denne sætning i membranen er en uægte tilföjelse.
  42. ɔ: deres liv på og styrelse af egne gårde i bygden.
  43. Dette er en urigtig forklaring; hird er et angelsaksisk låneord af en hel anden oprindelse.
  44. Den tjæneste, der ydes ham.
  45. Hermed menes vist etslags kastelformet bræddekompleks.
  46. Skal svare til middellat. graffium.
  47. Herved sigtes vistnok til „den græske ild“.
  48. Her tænkes særlig på skamdelene.
  49. Denne sætning er måske en senere tilføjelse.
  50. Urigtigt for kraftige.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.