Loke i nyere folkeoverlevering

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1909
s. 69-84
København 1909


Loke i nyere folkeoverlevering

II. De gammelnordiske lande


af Axel Olrik


1. Lokke som luftfænomen (Danmark). 2. Lokke (Lokje) som arneild (Sverig og Telemarken). 3. Lokje som drillende natlig vætte (Telemarken). 4. Lokke som vætte og Loke blandt Aserne.

I en tidligere redegörelse (Danske Studier 1908, s. 193 ff.) har jeg vist, hvor fyldige overleveringer man har om Loke fra de vestlige lande: Island, Færøerne, Shetlandsøerne, England, lande som ikke hører til vor folkestammes oprindelige bopæle, men hvor den slog sig ned i vikingetiden.
   Endnu mærkeligere var det, at så meget i disse overleveringer sluttede sig til det billede af Loke i Asernes flok, som vi kender fra den gamle eddadigtning: han påkaldes sammen med Odin, overlister jætten, ledsager Thor, skaber sig i alskens dyreskikkelser, og har listig sin del i Balders undergang.
   Der er dog tillige en rest: folkets tro eller snarere talemåder, hvori Lokes navn er indflettet. De minder noget om Lokes væsen i Eddaerne, og kan måske være svage afbilleder af denne skikkelse. Men håndgribelig vished derfor har vi ikke; og vi må derfor siden vende tilbage til disse småforestillinger. -
   I de gammelnordiske lande er forholdet anderledes. I sine rigtige mytiske omgivelser optræder Loke kun i folkevisen om Thor der får sin hammer igen, den middelalderlige omdigtning af Thrymskvadet i den Ældre Edda, sikkert digtet på norsk grund og derfra spredt ud til Sverig og Danmark. Men denne vise hører næppe nok med til nyere folkeoverlevering; vi har den væsenlig i ældre opskrifter, og det er uvist om det 19de årh.s opskrifter fra den jyske hede går tilbage til ægte overlevering.
   I øvrigt har vi en mængde tro og talemåder fra Nordens forskellige egne i det sidste hundredår; de er fuldstændig uden forbindelse med den gamle gudekreds, og de er såre lidt mytisk udformede. Derimod grupperer de sig om et bestemt naturfænomen, forskelligt i de forskellige lande.


1. Lokke som luftfænomen (Danmark). (1)

I Danmark er forestillingen om "Lokke" knyttet til den flimrende bevægelse i luften eller lyset. For Jyllands vedkommende møder benævnelsen "Lokke sår sin havre", "Lokkemand driver sine geder", eller blot "Lokke". Fra Sælland haves betegnelsen "Lokke lejemand".
   Dette sidste foreligger kun i en eneste, hidtil aldrig trykt, opskrift, som Jens Kamp har gjort henimod 1880 efter en gammel skipperenke fra København; men vidnesbyrdet er så tydeligt, at det ikke lader tvivl om fænomenets art:
   "Skinner solen ned i vand, så det legende lys igen kastes op f. eks. på en væg, da siges: "Det er Loke Lejemand." - "Nu skal du sidde stille dær på bordet (køkkenbordet) og se på Loke Lejemand oppe på væggen." Således, ordret, sagde en gammel skipperenke fra København til et lille barn. Hun opholdt sig dengang på Bogø. (2)
   Om forestillingens sællandske oprindelse vidner ikke blot hjemmelsmanden, men også udtrykket "lejemand"; i jysk vilde det i alt fald have heddet "legemand".
   Jeg véd ikke, om vi også skal henføre til Sælland, hvad den københavnske rektor Skule Thorlacius meddeler i et skoleprogram fra 1801: "Jeg har i Danmark hørt bønderne kalde det fænomen, at solstrålerne på grund at spærrende skyer når jorden eller vandet ligesom rør, for Locke dricker vand". (3)
   I det 17de årh. må forestillinger om "Lokke" have været endnu mere udbredte end de er senere. Den lærde Peder Syv, sællandsk rektor og siden sognepræst, har en hel række af dem i sine ordbogs-optegnelser: "Lokke haver sine geeder ude at vokte nu (naar det er oskin [!] og flammerne af varmen sees at staa op fra jorden som capræ saltantes [dvs: ligesom springende geder])". "Lokke faaer noget at bøde sine buxer med (naar noget bliver uredt i garnet eller sligt, saa det ej duer)". "At føre Lokkes breve" (eller "- her Lokkes breve"). "At høre Lokkes eventyr".
   Kun det sidste findes i hans trykte Danske Ordsprog (II 76); de andre i hans utrykte tillæg til samlingen. (4)
   Man må snarest vente, at Syv har kendt disse talemåder fra sællandsk overlevering. I nyere tid er de to sidste helt ukendte, den med Lokkes bukser er genfunden på Låland, og den med gederne har sidestykker i adskillige egne af landet, hyppigst i Vestjylland.
   Inden jeg omtaler de forskellige benævnelser, skal jeg give en del af meddelerne ordet, for at fremstille selve fænomenet så tyde­lig som muligt.

"Denne luftens dirrende eller bølgende bevægelse, som den jyske almue kalder Lokes havresæd, forvilder og blænder öjesynet" (Blicher. Noveller, 2. udg. II 90).
   "Talemåden "Lokke (Lokki) sår havre idag" eller "Lokke driver idag med sine geder" bruges i adskillige egne af Jylland, f.eks. Medelsom herred, Viborg stift, og fl. ... og betegner derved det forårssyn i solskin, når varmen begynder at fremlokke rigelige dunster af jorden, og disse da ses i horisonten i jævne egne ligesom at flagre eller holde sig i en bølgende bevægelse over jorden, lig de hede dampe der ses i en sådan bevægelse over en kedel eller stærk brændende ild" (Molbech, Dansk dialektleksikon [1841] s. 330) "... når man i klart vejr og solskin ser hen ad horisonten, og luften da viser sig som i en slags bølgende bevægelse, eller lig en vandflade, der ses langt fra at hæve sig og at synke bølgevis" (fra Ty; sstds.).
   "En roterende strömning eller oscillation (virrende bevægelse) af små fine lyspunkter, der undertiden om aftenen efter en varm dag viser sig over et vandstade" (Hanherred; sstds.).
   "Ifølge meddelelse fra Horsens-egn siges der, når luften på en varm sommerdag er i bævrende bevægelse: "Lokke sar sin havre" eller "bjærgmanden driver med sine får" (DgF IV 758).
   "Når der på varme sommerdage farer hvirvlende varmedunster omkring i luften nærmest jorden" (E. T. Kristensen, Jyske folkeminder VII 273; sikkert fra Herning- og Viborg-egn).
   "Man kalder den flimren i luften om foråret og först på sommeren, bjærgmanden sår havre"" (Vestjyll., Sevel sogn; lærer P. Kristensen 1908).
   "Det bølgende fatamorgana, der på varme dage viste sig i horisonten ud over de flade heder, kaldtes af bønderne endnu dengang [o. 1860] altid Lokes havresæd" (Varde-egn, Grindsted; Ida Stochholm 1908).
   "Morgenen efter gik det atter ind over heden [fra Ulborg]. Vejret var klart og smukt og undte os endog et glimt af de luftige tryllerier, hvormed lysalferne om sommeren more sig. En varm duft dimlede over heden henimod horisonten, og derover fortonede det sig som kirker og skove. Det er "Lokemand der driver sin hjord" eller "sår sin havresæd", siger almuen" (F. Hammerich 1839 i Brage og Idun II 299).
   "Når man på en varm sommerdag ser luftbølgerne ude i synskresen, ser det ud som noget levende bevægede sig, og dette kalder man kullebondens svin, - som spår godt vejr." (Bornholm; Martin Nielsen i Skattegraveren VII, 1887, s. 143, st. 713).
   "När Lukas vallar sina får, blir det långvarig värme." - "En egendomlig darrning i luften under våren, hvilken gör att det ser ut, som om små föremål sprungo öfver den upplöjda jorden" (Skåne, Antiqu. tidskrift for Sverige VII 2 s. 25).
   Det kan tilföjes, at jeg selv har set lignende fænomen f. eks. påskedag 1906 på markerne nær ved København efter længere tids solskin og törke; bevægelsen i luften lavt ved jorden viste sig for mig först som dryssende, snart efter som hoppende eller springende i en bestemt retning.

   Stadig opfattes bevægelsen i luften som virksomhed af et levende væsen: Lokke, Lokkemand, bjærgmanden ell. lign.; men selve handlingen opfattes på væsenlig to forskellige måder: enten "sår han sin havre" eller "driver han sine geder (får, svin)".
   "Lokke sår sin havre er enerådende i Limfjordsegnene (Vendsyssel, Hanherred, Ty, Mors, Salling, Himmerland); men den når også mere sparsomt sydpå gennem Øst- eller snarere Midtjylland: Viborg-egn, Horsens, Grindsted (5).
   "Lokkemand driver sine geder (får)" hører derimod til i de vestjyske hedeegne, lige fra Limfjordens munding og til Varde-Ribe-egnen, samt den vestlige side af Sønderjylland. Men forestillingen møder endnu videre om land: i Skåne "Lukas vallar sina får", på Bornholm om "kullebondens svin", - foruden den allerede nævnte hos P. Syv: "Lokke har sine geder ude at vogte".
   Hver af de to udtryksmåder betegner sin måde at opfatte det flimrende luftsyn på, enten som dryssende eller som tumlende. Folketroen går ikke ud fra nogen forestilling om "Lokke's" væsen og virkemåde; den skaber udtrykket lige ud af den synlige natur. Vil vi have udtrykkelig bekræftelse på at det forholder sig så, kan vi lægge mærke til at beslægtede folkeslag har skabt lignende udtryk, der antyder luftflimmerels lighed med springende dyr: i frisisk "do summerkatte lope", ligeså i engelsk "summer-colt".
   Men når folketroen forst har skabt en sådan person og virksomhed, så former den videre på den. Når kreaturerne ikke kan ses på de store heder, på grund af uroen i luften, hedder det at "æ Lokkemand ha nok tawen em". Det urolige flimrende luftvæsen går over til også at være tyvagtigt eller drillende.
   Den anden tanke, Lokkes havresæd, bliver bestemtere udformet, idet man nævner et par forskellige planter som "Lokkes havre".
   1. "Et slags rødligt mos, der tidlig om foråret ses på skarpsandede jorder", "jomfruhår" (polytrichum commune), kaldes i Vendsyssel for "Lokkens havre." (6) En anden benævnelse på samme plante er: pukhavre, päukhagre (dvs. troldehavre) på Gulland. (7)
   2. "Lokes eller Lokkes havre" opgives i "Videnskabernes selskabs ordbog" som navn for planten "avena fatua", der ellers i nordisk kaldes flyvehavre (flughavre), vildhavre el. lign. Andre mytiske benævnelser på den er "trollhavre" (Østnorge), "liot-agär" (den Ondes havre; Dalarne). (8)
   I modsætning til den dyrkede havreart har man opfattet den golde vildhavre som den der såedes af drillende troldevæsner, eller snarest af den drillende "Lokke". Dette gælder ikke blot flyvehavren, men også jomfruhår: "I namnen ... pukhavre ligger en yttring af förtrytelse över mossans kornlika svällande fröknappars fullkomliga oanvändbarhet." (9) Tillige har det naturligvis været bestemmende, at den kommer op på den årstid da "Lokke sår sin havre".
   Med navnet "Lokke" synes vi at være ved det egenlige og ejendommelige i disse forestillinger; kun i fjærnere svenske og norske egne, hvor den danske "Lokke" er ukendt, ombyttes han med de vagere udtryk: puke, troll, liot.
   Hertil kommer, at vi på jysk grund kan følge hans navn i endnu flere plantenavne:
   3. I Ty kaldes en art hvenegræs (agrostis spica venti) for "Lokes græs", eller "rapgræs (poa) tillige med flere lignende græsarter kaldes Lokes eller Lokkels græs" (10) - Atter er det den golde, unyttige græsart, der har sit udspring fra Lokkes såning.
   4. På Jyllands vestkyst, i Lem ved Ringkøbing, kaldes Løvetand for "Låkkilæjer". (11) "-læjer", "-leger" bruges i sammensætning i adskillige benævnelser på blomstrende planter. Løvetanden må være bleven henført til "Låkki" ved sin stærke vækst i den varme forsommer, måske også ved sine flygtige frugtdun og sin giftige saft.
   Disse navne vidner om, hvor udbredt forestillingen om Lokkes såning, eller i alt fald om hans luftige færd i forårsvarmen, har været. Et navn som Låkkilæjer er næppe nu forståeligt for almuen: det må gå tilbage til en tid, hvor man ikke satte -s til personnavnet som ejeforms-mærke, altså adskillige århundreder.
   Fra meget nyere tid er derimod et rim fra Vestjylland: "æ Låkkemand mæ hans skek lakker æ ban ud te æ vek." Ellers altid hedder rimet: "Tor med hans lange skæg, lokker barnet ud fra væg" (Tor = marts måned) (12). Det er kun enkeltmands indfald at indsætte navnet "Låkkemand" for dermed at betegne foråret.
   Sådan vokser den folkelige mytedannelse om "Lokke", samtidig med at vi stadig kan øjne forårets lysflimmer som dens udgangspunkt. Al levende overlevering har jo en hang til at skifte fra sted til sted, at vokse eller at mindske.
   Også i navnets mange former tinder vi noget af denne skiften.
   I forbindelse med at "så havre" hedder han regelmæssig "Lokke" (Låki, Lòkə, undertiden "Lokken" eller æ Låki) fra Vendsyssel sydpå over Himmerland, Salling, Viborg-egn, indtil Horsens og Grindsted. Enkelte meddelere viser deres boglige dannelse ved at kalde ham "Loke"; dog bruges denne form aldrig af nogen, der udtrykkelig vil betegne hvorledes navnet udtales. Nu og da forekommer en variant "Lokmand", "Lokkemand" eller "Blokmand" i det østlige Vendsyssel - "Blokken" i Kær herred og Himmerland, - et lille forsøg på at få mening i dette navn, hvis oprindelse forlængst er gået i glemme.
   I de vestlige Limfjordsegne (Ty med Vesterhanherred, Mors og delvis Salling) optræder en anden form af navnet. De fleste meddelere skriver uden videre Lukas, en siger at i V. Hanherred sagde de ældre folk "Sankt Lukas"; men de der gengiver udtalen nøjagtig har kun en enkelt gang Lukas (Salling), Lukə (Mors), ellers Lokəs, Lok'əs. I Hjærm herred ombyttes det med, at "Markus" driver geder; hans helgendag (25. april) passer da også bedre end Lukas, der intet har med foråret at gøre. Dette Lukas-navn har da aldrig indeholdt nogen virkelig mening; det er atter et lille forsøg på at få det dunkle gamle navn til at udsige noget med mening i; og vejen over til det ny var allerede bygget, idet man sagde Lokəs hawər, og s så voksede fast på navnet.
   I den anden gruppe finder vi den simple form "Lokke" alene hos Peder Syv. I Skåne hedder det, at "Lukas vallar sina får"; den samme modernisering af navnet, som vi kender fra Limfjords-egnene, har fundet sted her, skönt egn og naturbillede er ganske ulige.
   Overalt i Vestjylland møder derimod: "æ Lokkemand"; i de sydligste egne (Anst og Malt herreder) ombyttes det med "Per Lokkemand", "Lokke-Per", i den vestlige side af Sønderjylland "Jakob Löj". Såvel "Per Lokkemand" som "Jakob Löj" er de stedlige betegnelser for sövnen eller dovenskaben; og brugen at personnavn røber dem som yngre dannelser; "Lokkemand" er sikkert grundformen. Men selve dette "Lokkemand" må være udvidelse af "Lokke". Overnaturlige væsner med navne på "-mand" er noget forholdsvis moderne (endnu i vore folkeviser er de næsten ukendte); og plantenavnet Låkkilæjer antyder tillige, at det simple navn Låkki tidligere har været til på disse egne.
   "Lokkemand" er tillige en overgangsform til de mere ubestemte betegnelser, der yndes i hedeegnene: "æ bjærremand" (undertiden "æ mand", "æ gammel mand"; "æ hawmand" dvs. vestenvinden). (13) Også på Bornholm mødte vi en tilsvarende ubestemt betegnelse: "kullebondens svin". Forestillingen om et væsen, der driver sit kvæg i flimrevarmen, har öjensynlig let ved at gå over i den almindelige tro på höjboende folk, der færdes i nærheden af menneskene.
   Alt i alt har navnet "Lokke" vist sig så udbredt over de forskellige egne af Danmark i hele dets gamle omfang, at der næppe kan være tvivl om, at det fra förste færd har været betegnelsen for den varmebølgende luft.
   Vi kan få dette bekræftet ad anden vej. De andre benævnelser for flimrefænomenet er indskrænkede til enkelte egne, og har intet der tyder på at de er særlig gamle. I Vendsyssels vestlige herreder træffer man: "det iler", "det er slærk iling"; i Hammerum herred: "æ warm drywer", i Vrads herred: "æ warm drawer"; på Sælland: "våren trækker" (Skelskør-egn), "det er "våren" (Sejre), "vårvinden trækker", "vårvinden blafrer" (Hornsherred). Der er noget nygjort over alle disse udtryk ("ile" betyder ellers, at varmen lumrer eller at det blæser), - og for så vidt bekræfter de, at "Lokke" er det eneste gamle navn.
   Hertil kommer, at "Lokke" ligeledes har betegnet beslægtede fænomener: solstrålerne der "drikker vand", og lysskæret ("Lokke Lejemand") der flimrer på væggen.
   Vi har også et ydre vidnesbyrd om, at denne "Lokke Lejemand" går i alt fald århundreder tilbage i tiden. I folkevisen om "Tor af Havsgård" optræder sendebuddet Lokke, som i det ene danske håndskrift fra 16de årh. kaldes "liden Locke", i det andet "Lochy leymandt" (svarende til "Lokie Lagenson", "Locke Loye" i norsk og svensk opskrift af visen). (14) Navnet i visen er öjensynlig blevet tillæmpet efter den hjemlige (sællandske) forestilling om den i lyset spillende vætte.
   Altså: Lokke er - over hele Danmark - det gamle navn på lysflimre-vætten.
   Hvad sammenhæng er der mellem dette væsen fra dansk folketro og den Loke, der optræder i den gamle gudedigtning?
   Tidligere troede man altid i slige tilfælde, at en sådan småvætte var en gammel gudeskikkelse, der efter kristendommens indførelse var sunken ned til lille målestok. Men efterhånden opdagede man, at det var en forholdsvis vanskelig måde at forklare det væsens tilblivelse på. Sådan også med vor "Lokke". Med Asa-Loke har han til fælles lidt drilagtighed, men ikke rænkefuldhed eller ondskab, så lidt som noget forhold til gudekredsen. Han er ikke As eller jætte, men et væsen af samme art som bjærgmænd og ellefolk; naar han skjuler køerne i hedens dunst, svarer det ganske til, hvad en gammel røgter, jeg har kendt, troede om ellepigerne: at de stjal hans riskoste og gemte dem af vejen. Han er et bjærgmands- eller elveragtigt væsen, og hele hans optræden forklares ud af et eneste forhold: luftflimmeret.
   Vi har dog endnu et par småtræk, som ikke uden videre kan udledes af luftflimmeret. Peder Syv kender den talemåde: "Lokke faaer noget at bøde sine buxer med" - naar noget bliver uredt i garnet eller sligt saa det ej duer"; og ganske tilsvarende udtryk er i vore dage kendt på Lolland. (15)
   Det morsomme er, at vi formelig kan følge denne forestillings tilblivelse. På Island siger man, når garnet kommer i urede, at der er en loki (bugt, kurre) på tråden (opt er loki á nálþræðinu), men man har i alt fald i nyislandsk en tilböjelighed til at tro, at Loki kommer i tråden og forvikler den. På dansk har man haft lignende udtryk for at tråden kommer i ulave; dette "loki" kan endnu spores i det jyske "dæ lyk'ər å æ tråi, der kommer kurre på tråden. Men så er der kun et lille spring over til den tro, at det er den tyvagtige Loke eller Lokke, der har bragt den i ulave for at göre den ubrugelig for mennesker, for selv at tilegne sig den.
   Det er dog tvivlsomt, om det er luftflimmerets "Lokke", der bringer garnet i ulave, eller en rigtig "Loke". Vi må gemme det spørgsmål, til vi helt har set os for i stoffet.
   Peder Syv kender også talemåderne "at føre Lokkes breve" og "at høre paa Lockens eventyr", der formodenlig skal betyde at fremføre lögn og at høre på lögn (Ordsprog II 72). Udtrykket minder om det islandske lokalygi (stærk lögn), og forudsætter en personlig og talende "Lokke", ret forskellig fra det flygtige luftvæsen. Man må på de danske øer have haft en bestemtere udformet forestilling om Lokke.
   Endelig har Molbechs Dialektleksikon bevaret os talemåden "at gå i Lokkis arri" fra Sønderlyng herred i Randers amt, om fuglene der fælder fjer. Måske man her har tænkt sig "Lokki" som et drillende væsen, der (med sin harve?) river fjerene af fuglene i fældningstiden, - en forestilling, der i alt fald kan være vokset ud af den drillende og tyvagtige "Lokke" med kvæget.


2. Lokke (Lokje) som arneilden (Sverig og Telemarken).

En ganske anden opfattelse af Lokke foreligger i Sverig og det sydlige Norge (dvs. Telemarken).
   Fra Telemarken har man den talemåde, når det gnistrer stærkt af ilden på arnen: "Lokje dengjer bon'e sine" (Loke slår sine børn). I det sydlige nabolandskab, Sætersdalen, sagde man derimod: "No dengjer vetti bonni si", når det hvinede i brændet på arnen eller piplede i æbler der stegtes; "no syng'e vetti", sagde man når det gnistrede i ilden. Her i Sætersdalen var "vætten" den fælles benævnelse for et hjælpende væsen, hvad enten det boede i vættetræer, vættehöje eller i arnen. (16)
   Når man i Telemarken kogte mælk, kastede man skindet i ilden som offer til "Lokje". Sydligere (i Lister og Mandals amt) kendes den samme skik, men uden nævnelse af Lokje. (17)
   I mange egne af Sverig kaster børn, der fælder tænder, den gamle tand i ilden med ord som: "Locke, ge mig en bentand för en guldtand", ell. lign. Navnets form står man noget famlende overfor:

locke locke ran ell. locke locke, Småland (Cavallius, Wärend I 235).
låkka ramm, Småland (Rietz 418).
låkke låkke, Kalmar-egn (Sv. landsm. IX, 1 s. 365).
loke (så!?), Nerike (Hofberg, Nerikes gamla minnen, 215).
lokk lokk ell. nokk nokk, svensk Finland (Nyland IV 65, med tilföjelse: "af hvem man begår, vet man icke").
noke noke, Skåne, ell. Berta Berta, Glumslöf i Skåne (Eva Wigström, Folkdiktning II 278; "men hon menade elden då hon sade Berta").

Der synes ingen tvivl at være om, at den grundlæggende form er Lokke, og at det er ilden der tiltales med dette ord. Når man i Småland tilføjer ran eller ramm, er det sikkert tillægsordet ram, stærk, der netop i Småland kendes i denne betydning; det er den "stærke lue", man beder om at give den ny tand vækst.
   Selve tandofferet har en endnu langt videre udbredelse end Lokkenavnet; det synes at tilhøre hele den gotiske æt. To hovedformer af det er der: den ene at ofre tanden til ilden, den anden at ofre den til jorden (i musehul, på kirkegård el. lign.). I Tyskland har vi begge disse hovedformer om hinanden, skönt sjældnest den med ilden (at kaste tanden over sit hoved bagved ovnen). Over hele Norden har ildofferet vistnok været enerådende; det findes fyldig i Sverig med Skåne og i Norge, i Danmark kun i svage lævninger: (i Vendsyssel: op i skorstenen eller på ovnen, Skattegrav. IX 49; [ved Sorø?]: over sit hoved, Skgr. VIII 49); sædvanlig kastes den blot under sengen. Tiltalen er i Danmark og undtagelsesvis i de andre lande: "Mus, mus, giv mig en bentand for en guldtand", måske ved påvirkning af den tyske skik at kaste tanden i musehul. (18) Ved Norges sydspids findes en egen tiltale: "Gulmari, Gulmari, gje meg ei beintån, så ska du få ei guldtån." (19) Den rødgule lue betegnes ved dette hædersnavn som et væsen klædt i gyldent skrud.
   Der er da ingen tvivl om. at Lokke i Sverig, Lokje i Telemarken, er navn på arneilden, opfattet som en vætte der tager sig af hjemmets hele trivsel.
   For så vidt er han noget ganske andet end eddakvadenes Asa-Loke og den danske folketros drilagtige flimrevætte. -
   Videnskabsmændene har gjort sig höjst forskellige tanker om, hvad navnet Loke egenlig betyder. Vi kan dog lade hans mangeartede væsen ude af betragtning, og alene holde os til hvorledes det hænger sammen med Lokke som navn på arneilden.
   Der må være en sammenhæng imellem denne lokki, (arneild) og ordet "lue", oldnord. logi; allerede betydningen siger det. Der er en mulighed for, at også logi og guden Loki er samme ord; men kyndige sprogmænd stiller sig dog stærkt betænkelige overfor en sådan lydovergang. Derimod vil - som professor Vilh. Thomsen gör mig opmærksom på - logi og lokki være ganske naturlige dobbeltformer, idet et ord i ursproget spaltede sig i to; logi opstod da af nævneformen (*lukēn), lokki af afhængighedsformerne (*luknós). Det ene fastholdt grundbetydningen "lue", det andet fik den særlige betydning "arneild".
   Nu bliver det også forståeligt, at Lokki i Danmark optræder som navn på lysflimrevætten. I sine naturomgivelser og mytiske karakter er han forskellig fra arneilden; men sproglig er ordet det samme. Ordroden luk havde ikke blot betydningen af "lue", men overhovedet af "lys". Vor Lokki kan efter sin oprindelse oversættes ved "lysmanden": "lysmanden sår", "lysmanden driver sine geder", "lysmanden drikker vand" (når strålerne når jorden), "lysmanden leger på væggen". - Det er en sprogdannelse og mytedannelse af samme simple art, som forekommer den dag idag, hver gang en mor viser sit småbarn alle "lysmændene", der er tændt ude. Netop fordi ordet Lokki (og Loki?) i sig selv siger så lidt, har der kunnet opstå de forskelligste forestillinger om dem.


3. Lokje som drillende natlig vætte (Telemarken).

De to store typer af "Lokke"-skikkelsen, den danske lysvætte og den svensk-norske arnevætte, står hermed klare for vores blik. Men indenfor denne venlige arnevættes område, i Telemarken, gemmer der sig tillige en række træk, som viser andet væsen
   Det ældste vidnesbyrd er vistnok det hos Wille i det först senere trykte fuldstændige manuskript af hans "Beskrivelse af Sillejord": "Samme aften [skærtorsdag] skulde vrides tre pisker til at istandsætte slæden for Loke, som da kom kørendes med et læs lopper og havde kørt slæden itu, da læsset var meget tungt. Blev dette ikke iagttaget, blev der i det år en utrolig mængde lopper." (20)
   I hans trykte tekst af "Beskrivelse af Sillejord' (1786, s. 251) hedder det derimod blot: "Lokje er lidt bekendt og kaldes en natgenganger". Ligeså i hans store utrykte ordsamling fra Sillejord og flere steder i Telemarken: "Laakie, en nat-genganger som tar små børn". (21)
   Hertil slutter sig følgende nyere overlevering fra samme egn: "I Telemarken véd man at fortælle om et ondt væsen, Lokje, der stundom forveksles med djævlen selv. En gang skal han have taget et barn over korsryggen, sat det ned og sagt: "Så skal du sidde indtil du er årsgammel!" Deraf kommer det, at børn have et hul på hver side af hoften, og ikke kunne gå förend året er omme". (22)
   Derimod bör man - ifølge Ross - ikke sammenblande den telemarkske Lokje med alm. norsk Låkjen, dvs. den onde, djævlen (af låk, ond, slet).
   Et natligt, drilagtigt eller plagende væsen som dette synes at være ganske uforeneligt med arnevætten, der tager sig af menneskenes trivsel. Snarere kunde man finde en sammenhæng med eddadigtningens Loke eller med den danske luftvættes drilagtige færd. Dog vilde det særlig natlige ved ham i begge tilfælde blive uforklaret.
   Men det er nu éngang ikke til at komme uden om, at denne "Lokje" trives netop i den egn, hvor troen på arnens "Lokje" også er levende; og der er tillige den lighed imellem dem, at også den drillende Loke er knyttet til husets indre liv. Der er måske alligevel en sammenhæng i deres udspring.
   Forestillingen om et lille husligt væsen mest optrædende ved nattetid, på én gang vågende over menneskers og dyrs trivsel og tillige drilagtig, træffer vi hyppig i Norden, ligesom mange steder videre omkring. Han bærer navne som nisse, nissepuk, puge, gårdbo, tomte, vord (dvs. vogter) o. desl. Det må regnes for sandsynligt, at denne husvætte fra först af har været - ligesom Littauernes pukis - arneilden, der modtog stadigt offer; og senere gik over til at være et mere mytisk-poetisk, halvt skæmtende og drilagtigt væsen. Eksempelvis nævner jeg en vestnorsk folketro, at når nogen om morgenen findes kradsede i ansigtet, er det vord'en der har kløet dem. (23)
   Ligesom "vætten" spænder over den hele udviklingsrække fra at være den i arnen eller höjen boende hjælpende magt og til at være den plagende, spænder den mere personlige benævnelse Lokje over det samme område. Også Lokje har vistnok da gennemgået den samme nisseagtige udvikling.


4. Lokke som vætte og Loke blandt Aserne.

Det har sin interesse nu at komme tilbage til en del rester og småtræk, som vi ikke tidligere har kunnet sætte på rette plads, i alt fald ikke med nogen sikkerhed.
   Island havde en vrimmel af spredte Loke-forestillinger. Enkelte hørte utvivlsomt sammen med den höjere mytologi; men andre passer bedre ind i den vættetro, vi nu har lært at kende.
   Man havde, eller har, en kaupaloki, en lille figur (noget i retning af hvad vi ellers kalder en "dragedukke"), som, når man bar den hos sig, skaffede fortjæneste ved handel. Vi finder her loki igen som den daglig hjælpende vætte.
   Man bruger lokadaun eller lokalykt om den svovlagtige lugt "som om en ånd gik gennem stuen". Natlig, indendörs færd og svovlagtig lugt er netop karakteristisk for nisserne.
   Plantenavne optræder i forbindelse med Lokes navn; på Island lokasjóður (planten "judaspenge" med de falske efterligninger af sølvmønt). På Shetlandsøerne lokis läins (Lokes liner), de falske snore, nemlig af den let bristende tang; og lokis u ("kæruld"), den uld der ikke lader sig spinde. Alt dette synes at være videre forgreninger af det motiv, som indeholdes i "Lokkes havre" og de andre jyske plantenavne.
   Hvis lokabrenna egenlig betyder sommerheden (og ikke stjærnen Sirius), må det vel også hænge sammen med vor "Lokke" og hans sommerhede.
   Således indeholder nybygderne løse træk af den ene og den anden art, medens de fra gammel tid bebyggede lande har hver sin store gruppe af sammenhørende motiver: lysvættens og arne­ eller husvættens.
   Allerede denne forskel mellem gammel bygd og ny bygd (kun et tusind år gammel bosættelse!) giver et vink om Lokke-forestillingernes ælde. Forøvrigt er det ikke udelukket, at også de to gamle grupper kan have indvirket på hinanden, om end i ringere grad. Det er muligt, at Telemarkens Lokje, der kommer skærtorsdagaften og bringer lopper til huse (dvs. med forårsvarmen), hænger sammen med jysk opfattelse af ham som forårsvætte. Det er mere sikkert, at "Lokkes havre" som plantenavn har spredt sig til Norge og Sverig, men rigtignok kun ved at opgive Lokke-navnet og optræde som "trollhavre", "pukhagre".
   Omvendt, når på de danske øer Lokke optræder som forstyrreren i hjemmet, der bringer garnet i ulave, er han måske ikke lysflimmerets Lokke, men den nisseaglige husvætte. -
   Der er en ting, som må undre den der har de gamle gudesagns Loke i sit minde: at mennesker har båret navnet Loke eller Lokke. Således blandt Nordboer i Nordhumberland i 12te årh. en Locchi; i Skåne er Lokkethorp (nu Lockarp) opkaldt efter en mand med lignende navn; i Småland har Locke været bevaret som arveligt tilnavn; i Upland findes på en runesten Luki (Loki?, Lokki?). og det spores i stednavne (Lockbol, 1341 Lukabol; Lockesta, 1328 Locastum); fra Norge kender vi en landnamsmand Þorbjörn loki og en birkebein Þórðr loki (?). (24)
   Sammenhængen turde være den, at det slet ikke er en opkaldelse efter guden Loke, således som man måske först vilde tænke sig; men efter vætten eller småtrolden Loki (Lokki). Det svarer i så henseende til en del gamle nordiske tilnavne (og personnavne), såsom dverg, puke, skratte, troll, thurs, jotun. Fra först af har man givet sådanne benævnelser som tilnavne til folk efter deres usædvanlig lille eller store vækst og deres sære fremtræden; og i tidens løb er det arvet ned som personnavn. Menneskenavnet Lokki har da snarest indeholdt bibetydning af en lille og nisseagtig mandsperson.
   Til fordel for at opfatte menneskenavnet som opkaldelse efter guden Loke kunde man anføre, at der samtidig med birkebejnen Þórðr loki levede en bagler Auðunn býleistr (opkaldt efter Lokes bror). Men hvis der overhoved er sammenhæng mellem de to navne (formen Loki er ikke helt sikker her), kan den bero på, at man har givet øgenavnet býleistr (den der er mage til eller værre end Loke) til en modstander, netop fordi man i birkebejnernes kreds ikke kendte oprindelsen til navnet.
   Opkaldelser efter den egenlige gudekres synes ikke at have været kendt hos Nordboerne som helhed. Derimod har man i Islands tidligste tid lidt tilböjelighed til at give gudernes tilnavne til mennesker: vingnir, gefn (så stærk som Thor?, så smuk som Freya?); eller navne på gudekredsens bipersoner (höðr, måske om en stærk kæmpe); ligeså opkaldelse efter bestemte jætters navne (hrungnir, surtr). Men hverken efter deres art eller deres område giver disse nogen hjemmel for at opfatte lok(k)i som opkaldelse efter Asa-Loke.
   Vi kan da fatte resultatet af hele undersøgelsen sammen. I de nordiske lande har der fra fjærne tider været forestilling om Lokki (i Norge Loki) som en lille vætte. Navnets grundbetydning er "lue", "lysmand". I Danmark opfattes han som luftflimmeret, i Norge og Sverig som arneilden; i sidste skikkelse har han modtaget småoffer indenfor det enkelte hjem som dets værner og hjælper. Fra disse udgangspunkter vokser der visse elveragtige eller nisseagtige træk frem i hans væsen, navnlig noget drillende og tyvagtigt.
   Han er ikke afledt fra eddadigtningens Loke, som rummer så meget andet både af sammenhæng med storguderne og af djævelskab; men visse træk i hans væsen (det småagtige, gækkende og tyvagtige) ligesom også selve navnets lighed vidner om, at der er forbindelse. Træk fra folketroens vætte må være gåede ind i gudeskikkelsen Loke og har bidraget til at give den det underlige mangeartede præg. (25)
   En ting turde i hvert fald stå som sikker. Vi kan, ved ligefrem og uforudfattet at betragte den nyere tids nordiske folketro, komme bag om den eddamytiske Loke til en simplere art af mytevæsner, bundne til visse naturfænomener, og endnu ikke skilte ud fra de forestillinger, man i almindelighed nærede om vætter af samme slags. Forholdet er med Loke, som det var med Odin (se min "Odinsjægeren i Jylland", Dania VIII 139). Kendskaben til folketroen i dens udformninger på de forskellige egne åbenbarede her en natlig jagende, troldeforfølgende, stormsusende vætte, - hvis tilværelse har været en vigtig forudsætning for at krigs- og Valhalsherskeren Odin kunde blive til.




Fodnoter:

(1) Vigtigste kilder: H. F. Feilberg, Jysk ordbog: "Lokkemand" og "Jakob Löj"; Dansk Folkemindesamling 1906, 29b: "Lokke".
(2) DFS 1904, 42, 286.
(3) Thorlacius, Antiqu. boreales VII 43: in Dania a rusticis audivi, phænomenon, quo solis radii per nubium interstitia tuborum instar in terram vel mare descendunt, vocari Locke dricker vand. Thorlacius var 1769-77 rektor i Kolding, 1777-1803 i København.
(4) P. Syvs "Paralipomena ex proverbiis" (2. og 4. side) i hans ordsprogssamlinger, nu på Univ. bibl. (Rostgård 48 8°). Et par af dem er unöjagtig aftrykte hos R. Nyerup, P. Syvs kærnefulde ordsprog, s. lxxviii.
(5) I Sevel sogn af Ginding herred: æ bjærremand sår havre; i Törring ved Holstebro overført på frøernes kvækken: æ frøer sår havre (!).
(6) Jensen-Tusch, Nordiske plantenavne (Vends., påberåbende sig Lyngbye); også i Molbech, Diallex. 331 (uden sted, og uden særlig udtaleform). Finn Magnusen, Mythologiæ lexicon (1828) 232 ("nordlige Jylland", påberåbende sig H. C. Lyngbye, der var opvokset i Hellum herred ved Ålborg); også Lovise Hansen kender fra Vends. "Lokkemandshavre" som en art mos med små fine blomster.
(7) Rietz, Diallex. 512; Lundgren, Språkliga intyg om hednisk gudetro 80; nævnes allerede hos Linné.
(8) Jensen-Tusch 32. 288; DgF IV 578; Rietz, Diallex. 408 (jf. Lundgren, Språkl. intyg); Dybeck, Runa 1847, 30.
(9) Dybeck, Runa 1847, 30.
(10) Jensen-Tusch 10. 175. "Loengræs" (Samsø) er vel snarest en folkeetymologisk omdannelse med tilknytning til "lodden".
(11) E. T. Kristensen, Jyske folkeminder, IX 76.
(12) Feilb. II 446. - Lad mig i forbigående ramme en pæl gennem den stadig gentagne fejl, at Tormåneden (og dette vers) har noget med guden Thor at göre. Det må, trods den noget afvigende tid, være identisk med oldn. Þorri. Verset henviser bestemt på dette månedsnavn, idet søstermåneden Gói stilles ved siden af ("Torre med sit skjeg lokke bådna onne veg, Goi med sit skinn jage bådna inn"; således meddelt mig fra Helleland i Stavanger amt af professor Magnus Olsen).
(13) Disse kan i grænseegnene mellem "havresæd" og "geder" også undertiden overføres på havresæden.
(14) Fra håndskriftet (Danm. gl. folkev., nr. 1 Ab) er det senere gået over i Vedel's udgave (Locke Leiemand) og derfra til nyjysk overlevering (Lokki Læjermand, Lok å Liremand, DgF IV 581). Herfra stammer måske også "lejodrengen" i den svenske opskrift af visen.
(15) DgF IV 578.
(16) Lokje: Aasen, Norsk ordbog (fra Rauland); ligeledes Faye, Norske folkesagn 6. - Vetti: Skard, Gamalt fraa Sætesdal. III (1903) 27.
(17) Eiler Sundt, Folkevennen, XI (1861) 393.
(18) Se henvisn. i Feilb., Ordbog: mus.
(19) Folkevennen XI (1861) 393 (Storaker, Overtro og sagn i Lister og Mandals amt).
(20) Wille, Optegnelser om Telemarken (særtr. af n. Hist. Tidsskr. 2. R. III) s. 43.
(21) Ross, Norsk ordbog 486; med den vedtegning: "da Wille ikke hører den store forskel mellem o' og aa, kan det være Lokje".
(22) Faye, Norske folkesagn, 2 udg. 1844, s. 5.
(23) Glossaret i Thottske samling 1506 4°: voorkloor. Efter velvillig meddelelse af adjunkt Hannaas, der også har givet mig flere oplysninger til denne undersøgelse.
(24) Locchi i Durham's Liber Vitæ (Danm. helted. I 140) O. Nielsen, Oldd. personnavne 62 (tvivlsomt er Locthorp, Lovtrup i Sønderjylland; urigtig Iuriæn Loyson SRD V540). Lundgren, Språkliga intyg af hednisk gudatro 80; Hyltén-Cavallius, Wärend I 98. 136. Årb. 1907, 260. 197. - Forskelligt herfra er tilnavnet lokkr (Årb. 1907, 197; Cav., Wärend I 98, fra Småland 1619 og 1624 Hvitfeld. Danm. hist. I 368. fra Jylland 1313).
(25) Også F.v.d. Leyen (Die götter und göttersagen der Germanen, Müncken 1909, s. 222 ff.) har uafhængig af mig og udfra selve myterne fremstillet Loke som et fra först af elveragtigt væsen, der er hævet op i gudekresen. Uden at binde mig til enkelthederne i hans opfattelse (der endnu venter på bevis), må jeg udtale min tilslutning til ham, i alt fald for en væsenlig del af Lokes mytiske karakter.