Manden, der aldrig fik sæl. Fortalt af Ûmâtsiakajik (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Manden, der aldrig fik sæl

Fortalt af Ûmâtsiakajik

I efterfølgende sagn fortælles, at manden puster sælen op. Dette gøres ved, at man trækker sælens forparti op på kajakdækket, skærer et lille hul i skindet omtrent ud for strubehovedet og stikker knivbladet ind imellem spæk og kød, trækker den halvt ud, stikker igen og så fremdeles, således at der til sidst er 4-5 kanaler, der i en vifte med det første stikhul som centrum danner en halvcirkel over sælens bryst. Derpå lægger manden munden til og puster. Luften fordeler sig gennem kanalerne og siver ind i det porøse vævlag i spækket, så sælen kan flyde. Stikhullet proppes derefter til med en såkaldt strubepløk. Ligger sælen skævt i vandet, hamrer man på den for at få den på ret køl. Inden oppustningen er sælens forluffer gjort fast med en »luffe-strop«, talerersîn, i hvis ender der sidder pinde, der stikkes igennem et hul i skindet i forkanten af lufferne. Dette gøres, for at lufferne ikke skal stritte.

__________

I gamle dage var der en ungkarl, som aldrig fik sæl. Han var en smuk mand, men trods mange opfordringer var han ikke at formå til at tage sig en kone.

Man spurgte ham: »Hvorfor tager du dig ikke en kone?« Og han svarede altid afvisende: »Hvordan skulle jeg tage mig en kone, jeg, som aldrig fanger noget?«

»Åh, skidt med, om du ikke fanger sæl. Dine bopladsfæller skal nok give dig maden. Tager du dig en kone, der har brødre, kommer du ikke til at sulte«, sagde gifteknivene til ham.

»Nej, her ved yderkysten tager jeg mig ingen kone; men når jeg engang flytter ind i fjorden, kan jeg gifte mig«, svarede ungkarlen.

Så engang forlod han sin boplads, hvis kvinder han ikke ville have, og stævnede ind i fjorden.

Undervejs tænkte ungkarlen ved sig selv: »Derinde har jeg vel størst chance for at finde mig en kone«.

Han kom ind i fjorden – en fjord, der på begge bredder havde et stort næs. Og herinde slog han sig ned ved en boplads. Hver gang han var på fangst, kom han hjem uden noget, han så aldrig en sæl. De andre fangere derimod kom med sæl på slæb.

Så engang fik han lyst til at tage en datter til en af sine nye bopladsfæller til kone; men han turde ikke frembære sit ønske. Længe gik han og nølede, men en dag tog han dog mod til sig og friede til pigen. Ganske uventet fik han hendes ja. Så gik han til pigens far, og her fik han også et ja. – Og således fik ungkarlen en kone.

Folk sagde da til ham: »Der kan du se, hvad man har sagt til dig. Nu har du fået én til at ligge ved din side, og du skal se, dine svogre skal nok skaffe dig maden«.

Manden havde et godt sovehjerte. Og så længe plejede han at sove, at når de andre fangere vendte hjem fra dagens togt, mødte han dem, idet han da først var på vej ud på fangst. Intet under, at han aldrig så så meget som kølvandsstriben af et fangstdyr.

En aften, da manden kom sent hjem, sagde han: »I morgen vil jeg tage på fangst norden for det store næs derude«.

Som sædvanlig mødte han på udturen de andre kajakmænd, der var på vej hjem med deres sæler på agterdækket. »Hvor skal du hen?« spurgte man manden, som svarede: »Jeg agter mig på fangst derude«.

Da manden havde nået sit bestemmelsessted, lagde han sig på lur. Han gled for strømmen, men holdt kursen ved ind imellem at vrikke med åren. Havet lå spejlblankt, så stille, at man ville lægge mærke til den mindste krusning. Han holdt skarpt udkig, og på et tidspunkt hvor han havde vrikket ind på sin kurs, hørte han næselyde; en sæl brød vandspejlet lige ved siden af kajakspidsen. Stille rettede manden sin kurs ind på sælen, tog et par åretag og hævedeharpunen.

Han kastede og ramte. Sælen trak linen efter sig i dybet, og idet han kastede sin fangeblære, svævede den i luften for stram line, ramte vandet og forsvandt for i samme nu at vælde op igen. Manden, der ellers aldrig fik sæl, halede sin fangst op ved linen. Op kom sælen. »Åh, en fin sæl, helt uden pletter. – Gad vide, hvad det er for en sælart«, tænkte manden.

Derefter tog han harpunspidsen ud, satte en sårprop i såret og pustede sælen op.

Da han var klar, gjorde han bugserlinen godt fast. Idet kajakken tog fart, strammedes linen, og manden kiggede bagud for at betragte sælen. Så stolt var han, at han ikke tog mange tag med åren, før han igen kiggede bagud på sælen. Sådan roede han hjemover.

Manden tænkte: »Jeg vil ikke ro hjem over det åbne vand, så folk kan se mig på lang afstand. Jeg følger kysten og dukker først frem ved næsset tæt ved bopladsen«.

Manden havde været så optaget af at se efter sin fangst, at han ikke holdt øje med, hvor langt han var kommet. Pludselig lagde han mærke til, at han var nået til næsset tæt ved bopladsen. Han roede stille videre, sikker på, at ingen havde set ham, thi det var så sent på aftenen, at der ikke ville være nogen bærplukkere på fjeldet.

Men med ét var der én, der istemte en sang inde på land. Manden blev forskrækket og kiggede op på land. Et stykke oppe sad et mærkværdigt stort menneske med pelshætten over hovedet. Mennesket sad næsten med ryggen til og sang:

»Ajánga Ajánga qâ-jê

Ajánga Ajánga jâ-jê

hvad er det, du bugserer

Ajánga Ajánga qâ-jê.«

»Åh«, stønnede manden, »det er første gang, jeg oplever et spøgelse, hvad skal jeg gøre?« – »Nå, lad mig svare det med sang«, tænkte han.

»Ajánga ajánga – jâ-ja-jé

jeg bugserer en ensfarvet én (ung klapmyds)

ajánga ajánga qâ-jê.«

Mennesket på fjeldet istemte atter en sang:

»Ajánga-ja ajánga - jâ-ja-jé

hvem skal have det skind til pels

ajánga-je ajánga qê-jê.« 

»Ajánga – ajánga jâ-ja

det skal blive min kones bukser

ajánga – ajánga qê-jê.«

Således endte han samtalen og roede videre. Idet han rundede næsset, fik man øje på ham fra bopladsen, og der blev råbt: »Han har fanget en sæl«.

Denne hændelse var for manden, der ellers ingen sæler fangede, den største oplevelse han havde haft.