Fanger i sin kajak en snevejrsdag
Jens Erik Carl Rasmussen, 1886
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
71. Maningak, en stor Kajakroer ved Godthaab
(Uddrag)
Maningak var som ung en meget forvoven Kajakroer. Da hans Fader ikke kunde afholde ham fra at gaae for langt udhavs, flyttede han med ham fra Kangek (Mundingen af Godthaabs-Fjord) langt op i Fjorden, og da Sønnen alligevel kunde naae at komme udenskjærs, flyttede han endnu længere op til Marasissoks-Øerne. Sammesteds fik han til Følgesvend en Storfanger. Maningak vilde ikke have ham med sig i rigtig Storm, men da denne alligevel fulgte efter ham, hændtes det engang, at Maningak, som stadig holdt Øie med ham, saae at Søen brød over ham, og at Kajakken derefter kom frem alene og Manden svømmede bagefter. Maningak maatte da lade ham hænge sig fast paa sin Kajak og frelste ham kun med Møie. Da Faderen var død tog Maningak sig en Hustru og havde to Sønner med hende. Dengang den store Angakok paa Karra ikke rigtig kunde døe (see I., S. 308) saa var det den ældste af disse som bedækkede hans Ansigt med et Hundeskind, hvorefter han ikke levede op igjen. Da Maningak hørte, at der var en Storfanger uden Lige, ved Navn Urukase paa Kilangait drog han derhen for at maale sig med ham, nemlig ganske i Smug, idet han fulgte med ham paa Fangst. Men Urukase havde allerede sine tre Sælhunde inden Magingak fik nogen, fordi han nemlig ikke kunde overliste dem. Han drog derfor ganske stiltiende hjem igjen. Da Maningaks Sønner vare voxne til, bleve de døbte med Navnene Esaias og Lars, og boede paa det nordre Næs ved det nordre Nouk (selve Kolonien Godthaab). De havde ikke deres lige i at tumle med Hvidfisk i høi Søgang. Men deres Fader havde ogsaa, naar de havde været uheldige, og næste Gang gik i Kajak, brugt at hjælpe dem ud og med det samme synge Trylleord over dem. Alligevel gik Esaias en Vinter ganske Glip af Hvidfiskene, fordi nemlig en Qvinde ved Navn Monika havde hexet over ham. Lars blev tilsidst Kivigtok, Folk paastaae senere at have seet og gjenkjendt ham, klædt i en Pels af blaat Tøi og Klædes-Beenklæder.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 108-109