Maratse besøger de døde i underverdenen (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse besøger de døde i underverdenen

Da Maratse havde besluttet sig til at besøge Agdîn, de døde i underverdenen, bad han sin kone sy ham et par nye kamikker uden strømper, en ny tarmskindsanorak samt nye nâtin, korte husbukser. Kun iklædt disse lette klæder skulle han foretage sin ånderejse.

Da alt var klart, trak Maratse i sine nye klæder og besvor sine ånder for slukkede lamper. Da han havde manet sit åndedræt i dybet (kîtserpoq = han lod synke ned) og var besjælet af en ånd, tiltrådte han sin ånderejse. Det var midt i vinterens hårdeste kulde, og frosten var så hård, at der, hvor havisen stødte op til kysten, var kun en smal stribe vand, ikke bredere end en piskesnert.

Omgivet af sine hjælpeånder for Maratse af sted. Da han nåede ned til stranden, sitrede isen, som var det åbent vand, der brydes. Der opstod en åbning, som Maratse og hans følge slap ind igennem. De havde lagt stranden bag sig, men var endnu ikke kommet langt, før en ånd kom dem i møde. Ved mødet sagde ånden: »Ilánâlivaqaoq ilivájitse orqidilerniardingo qângâjeqiáko«. »Jeg blev bange, da du brød igennem vores gravdække« (indgangen til vores bolig). Det viste sig, at ånden var en tangloppe.

Forrest for en af Maratses hjælpeånder – vistnok Îkádik – og sporede vejen for ham. Maratse selv fulgte i hælene på ham. Bag ham – i en lang række – kom de øvrige hjælpeånder. Deres vej førte dem længere og længere ned. Pludselig råbte den forreste hjælpeånd: »Jeg kan se, jeg kan se«. Og da så Maratse, det var en ånd med sin bolig på skulderen, det var altså en havsnegl.

De for forbi i rasende fart.

Lidt efter traf man på en ny ånd, med vældige udstående øjne, det var en perqítana – hestereje. Hesterejen sagde noget, men for Maratse og hans ånder var hesterejens tale ren volapyk, som de ikke forstod.

Undervejs traf de på mange andre ånder — havets mangfoldige væsener.

Med ét passerede man ligesom en tærskel, og mørket splintredes af stærke solstråler fra en skyfri himmel. Det var Sêrnersíngivardivaq — landet, hvor grundvandet var presset op og frosset til vældige iskapper.

De fortsatte nu en tid og fik et land i sigte, der var oversået med store vandreblokke, dækket med merqin (d. e. hår).

Da anføreren havde passeret denne landstrimmel, blev det Maratses tur. Det føltes som at glide hen over en ru overflade, og Maratse hoppede, hver gang hans glideflugt stoppedes af den ru overflade. Under denne ubehagelige fremfærd mærkede Maratse en svien under hælen, og han så nu, at han allerede havde slidt hul i sålen under hælen.

Man stoppede en lille stund for at ordne hans såler. Den forreste af hjælpeånderne gned med håndfladen på sålen, og den var igen som ny.

Man fortsatte rejsen en lang tid, indtil man fra toppen af en fjeldknold fik udsigt over en stor teltlejr. Her stoppede Maratse og hans hjælpeånder.

Der blev stort røre ved teltlejren, og man råbte: »Hvem er det, hvem er det?« Maratses hjælpeånder råbte til svar: »Det er Maratse, det er Maratse!«

Nede fra lejren blev der råbt: »Er han kommet for at blive?«

Hjælpeånderne råbte tilbage: »Han er ikke kommet for at blive!«

Nede fra lejren løb folk dem i møde – og selv gik Maratse og hans hjælpeånder ned mod lejren.

Tæt ved lejren lå en mærkelig bunke, tildækket med et stort skindtæppe.

En hjælpeånd rev skindtæppet til side og svingede det rundt over sit hoved. Luften blev grå om dem, og ånden sagde: »Pilagtsalin« – »Det er dem, du skal befri«. Det var døde folk, der ikke kunne leve helt op til underverdenens glæder. Til højre for Maratse lå et menneske helt dækket til af snot.

Maratse spurgte: »Hvad er der i vejen med ham?«

»Hans efterladte begræder ham altid. Og alle de tårer og den snot, de grædende udgyder, sætter sig på ham. Derfor kan han ikke leve op til underverdenens glæder«.

En anden kom kravlende hen imod Maratse, og ham genkendte han som Tiardúko. Han slæbte sig frem på albuerne. Lidt over albuerne sad to store klapmydskranier som armbind, idet Tiardúkos arme var stukket ind bag kindbensbøjlerne på kraniet. Han kom for at blive befriet for kranierne.

Så gik Maratses hjælpeånd i gang med ved åndepustning at befri de stakkels mennesker for deres lidelser.

Da hjælpeånden begyndte at blæse på Tiardúkos ene armbånd, gled det gradvis ned ad armen, og da kraniets kæbebensbøjler klemte sig om albueleddet, skreg Tiardúko op i stor smerte, og det begyndte at bløde. Hjælpeånden holdt op med at puste og blæse. Lidt efter blæste hjælpeånden videre, men da huden foran kraniet begyndte at trække sig sammen som en vold ved presset ovenfra, og Tiardúko dånede, holdt hjælpeånden inde med sin pustning. Endelig var Tiardúko befriet for det ene kranium. På samme måde blev han befriet for det andet kranium.

Da Tiardúko var befriet, vendte han ryggen til hjælpeånden og henvendte sig til Maratse: »Ih, hvor er jeg dog taknemmelig, nu kan jeg muntre mig med de andre«.

Maratse spurte Tiardúko, hvorfor han havde fået disse klapmydskranier om armene. »Jo, ser du«, sagde Tiardúko, »det er fordi min søster lige efter min død som det første spiste af et klapmydshoved«.

En anden kom vaklende hen imod Maratse. Han anede ikke, hvor han skulle træde.

Maratse undersøgte manden; der, hvor øjnene skulle sidde, var der i stedet rodknolde af rosenrod.

Hjælpeånden pustede og blæste rødderne ud af øjenhulerne på manden, og han blev seende. Han henvendte sig til Maratse: »Hvor er jeg taknemmelig. Nu kan jeg se alt omkring mig!«

Alle, der kom til Maratse, blev af hans store hjælpeånd befriet for deres lidelser.

Nu blev der stor glæde i de dødes land. – Og man råbte: »Nu, da vi har gæster på besøg, skulle vi muntre os med sangkamp«.

Det lod Maratse sig ikke sige to gange. Han trådte frem, og en anden trådte frem, og snart var man midt oppe i en munter sangkamp.

Selv de mennesker, som Maratse engang havde kendt, mens de levede, og som aldrig havde rørt en tromme, nærmest sloges for at træde frem og danse.

Under sangstævnet i dette vidunderlige sommerland – de dødes land i underverdenen – kunne Maratse iagttage sine omgivelser. Lige uden for bopladsen var der så mange sæler, at det så ud, som om det var terner, der fløj op i luften for straks efter at lade sig dumpe ned og sende et sprøjt op i luften. Sådan boltrede de kåde sæler sig i det stille vand.

En eller anden stak hovedet ud af et telt og så hen mod sangstævnet og råbte begejstret: »Nu er jeg sammen med mine kære slægtninge«. Så forsvandt han igen, og idet han gik ind i teltet, råbte han: »Qídivaringisip pútâritâ arqilîarârsê«-»Bring Qídvaringiseqs pútârin herned«. Hvad pútârin betød, forstod Maratse ikke.

Lidt adskilt fra den øvrige lejrplads i nord på et lille næs stod et stort telt med lange stænger; så svære og lange var stængerne, at de stak langt ud af teltbetrækket.

»Hvis telt er det?«, spurgte Maratse.

»Det er Porqujuks telt«, var der én, der svarede.

Den eneste af Maratses hjælpeånder, der var hjemme ved bopladsen, var den lamkindede, Ímulâ. Pludselig vældede Ímulâ op igennem gulvfliserne og kom ind i huset. Hans stemme lød begejstret: »Quâtsirâna kakatsivángîuk – tivtivardingana kakatsivángîuk« – »Hvor en min lillebror – fantastisk. Hvor er min herre – fantastisk«.

Og ved disse ord manede Ímulâ sig ned gennem gulvet.

Mens Maratse sammen med sine hjælpeånder havde det mest fornøjeligt, sagde en af hjælpeånderne, at dagen var ved at bryde frem — og dog var de i det dejligste lyse sommerland i de dødes land i underverdenen. I menneskenes land herskede den lange mørke vinter – og dagslyset varede kun en stakket stund.

Inde i huset begyndte Maratses tromme, der ellers havde ligget stille, med ét at vugge voldsomt. Det var i det øjeblik, Maratse og hans hjælpeånder tiltrådte hjemrejsen.

Ímulâ fik travlt. Han vældede op og ned gennem gulvfliserne, og en gang han manede sig ned i dybet, istemte han en sang, og man hørte sangen dø hen i det uudgrundelige fjerne. Men netop som sangen var ved at dø bort, blev den igen højere og højere. Igennem jorden under gulvfliserne kredsede Ímulâ rundt på nippet til at bryde igennem, men ligesom man mente, han for alvor skulle bryde igennem gulvfliserne, gik han igen ned i dybet med et latterbrøl og med sådan en kraft, at gulvfliserne blev suget ned i jorden og hoppede tilbage, så det klirrede.

Der gik en tid. Under huset hørtes hjælpeåndernes vældige tog som et brus af stemmer, der steg til vejrs. Nu genkendte man Maratses stemme, der i vældig fart steg op gennem jorden. Maratse dukkede op gennem gulvfliserne og satte sig på sit siddeskind. »Nu kan I godt tænde lamperne«, sagde Maratse.

Da lamperne blev tændt, kunne man se, at hælene på Maratses nye såler, næsten var slidt igennem.

Så henvendte Maratse sig til en af kvinderne og sagde: »Silerqâtsiâ – din ældre bror led forfærdeligt«.

»Hvorfor«, spurgte Silerqâtsiâ.

»Jo«, sagde Maratse. »Han havde øjne af rosenrodsknolde«. Dette var, fordi Silerqâtsiâ umiddelbart efter broderens død havde spist rodknolde af rosenrod.

Og han fortalte om alle sine oplevelser, som vi nu har hørt, og Maratse sluttede sin beretning ved at sige: »Sikke et vidunderligt land det var – de dødes land i underverdenen, og sikke en vrimmel af sæler, der var. Og uforglemmeligt var Porqujuks kæmpetelt med de svære stænger«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 277-280, København, 1963.

Næste kapitel ►