Maratse bliver stukket af Îkádik (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse bliver stukket af Îkádik

Der gik lang tid efter at Maratse var blevet stenet af sin tôrnârdik, og der herskede tilsyneladende fred og fordragelighed imellem ham og hans hjælpeånder. Men så en aften blev folk vidne til det forfærdelige, at Maratse blev stukket med kniv af sin hjælpeånd Îkádik. Dette skete to gange, og efter det andet stik bar Maratse for resten af sit liv et stort ar lige neden for ribbenene på højre side. Arret var langt som en pegefinger. Îkádik havde stukket Maratse for at styrke hans omdømme som åndemaner, og for at styrke hans evner.

Maratse sad lænet op ad husmuren bagest på briksen og underholdt sine bopladsfæller med en fortælling. Aftenen gik fredeligt, thi mændene var i godt lune og i fortællehumør.

Mens en af mændene sad og fortalte, sad Maratse og lyttede. Med ét skreg han op i stor smerte og rykkede ud mod briksens forkant.

Folk sprang forskrækket op, og man så en tyk blodstråle stå ud af et stort åbent sår i siden på Maratse. Maratse gned håndfladerne imod hinanden og råbte: »Aja – ja – ja«, og så strøg han med håndfladen hen over såret, der straks var lægt. Hans kone tørrede blodet bort. Maratse måtte lægge sig på briksen, og hans husfæller tænkte: »Gad vide, om vi ser ham levende i morgen«.

Tidligt næste morgen spadserede Maratse rundt på gulvet, som om der ikke var sket ham det ringeste.

Den næste gang, Îkádik stak Maratse, sad han på briksekanten og lænede sig op ad en husstolpe, der skilte familiebåsene, og underholdt sig med sine husfæller. I den ene ende af huset sad en klynge og sang viser.

Maratse mærkede nok en lille skratten under briksen, han bøjede sig ned og kiggede, men så ingenting.

Pludselig sprang Maratse op og vrælede. Îkádik havde stukket ham bagfra tværs igennem, og der stod en stråle af blod fra bugen på ham. Maratse råbte: »Aja – ja – ja« og strøg med håndfladen over såret på ryggen, der lukkede sig. Men det var ham umuligt at få lukket såret foran, og indhyllet i væv boblede nogle af hans indvolde ud af såret.

Folk blev forskrækkede, men da Maratse ikke så ud til at skulle styrte om, faldt man hurtigt til ro igen – og de syngende fortsatte med deres sang. Man var vant til de mærkeligste hændelser med åndemanere.

Det tog lang tid for Maratse at blive rask, og når han lå hen med store smerter, pønsede han på hævn over for Îkádik. Til det formål gjorde Maratse en ganske lille kniv, hvis blad var et lille stykke blik, og de, der har set kniven, fortæller, at den var så uanselig, at man næppe ville kunne mærke mere end et lille stik, hvis man blev stukket med den. Men Maratse fik aldrig lejlighed til at påføre Îkádik noget sår, thi – som han sagde — Îkádik var ikke til at falde i ryggen.

Langt om længe lægtes såret foran på Maratse, men noget stak ud og blev til en stor tør knyst, som han skar af.

En af dem, der var vidne til Îkádiks knivstikkeri, var Usorqo, som du jo selv har kendt. Han har fortalt mig om hændelsen og sluttede med at sige: »Mange mennesker ville i dag være besvimet af skræk ved synet af det frygtelige, vi var vidne til, da Îkádik to gange stak Maratse; men dengang var man hærdet i at se voldsomheder, og det gjorde ikke dybere indtryk på os. Men at Maratse overlevede disse stik, der gik tværs igennem ham, tog vi som et bevis på, at han var en stor åndemaner«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 266-267, København, 1963.

Næste kapitel ►