Min mor, Kâkâq. Fortalt af Elisabeth Kalia (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Min mor, Kâkâq

Fortalt af Elisabeth Kalia

Siden jeg var en lille pige, har jeg passet min blinde mor, åndemanersken Kâkâq. Hun havde store evner som åndemaner, men de kom aldrig rigtig til udfoldelse, hun holdt sin viden skjult. Endvidere kom kristendommen, og i dåben fik hun navnet Karen.

Meget har jeg oplevet ved min mors side, hun var et mærkeligt menneske, gennemsyret af alskens trolddomskunst. Midt om natten kunne jeg vågne ved, at hun pludselig skreg »já – já – jâ«, og liggende på ryggen gned hun håndfladerne mod hinanden og var da midt oppe i en voldsom besættelse. Briksen skjalv, og skindtapeterne raslede. Og jeg anede hendes hjælpeånder, der besjælede hende. Da var det, som min mor var omgivet af noget gnistrende. Og når så hendes ånde sank i dybet, lå hun hen som død.

Når min mor omsider kom til sig selv, varede det længe, inden hun kom til hægterne.

Min opvækst var præget af frygt, frygt for ånderne, frygt for at min mor skulle rives bort af de fortørnede hjælpeånder. Hjælpeånderne havde undset sig på hende, fordi hun interesserede sig for den nye lære.

Min mors kamp mellem det gamle og det nye gav sig ofte udtryk i sindssygelignende perioder. Og du, som har set min mor, ved, hvor lille og sammenfalden hun var. Hun var så spinkel, at det var et under, at hun holdt til det voldsomme pres, hun nat efter nat var ude for.

Om dagen sad hun hensunken på briksen, vissen og uanselig, men når mørket faldt på – ofte i vinterens storm og kulde – var det som et slør blev taget fra hendes blinde øjne. Det var, som om hun hentede styrke fra en usynlig kraftkilde. Hun blev spændstig, og som om hun havde synet, greb hun sine klæder og trak i dem. Når hun kom til kamikkerne, bed hun i venstre kamiks strømpe i den øverste kant og trak den af. Da vidste jeg, hvad der var i gærde. Den højre kamik, hvor strømpen sad i, trak hun på, og bagefter den venstre – uden strømpe. Så sprang hun ned fra briksen og for ud gennem husgangen. Jeg fulgte efter.

Ikke så snart var hun ude, før hun skreg: »Já -já -já -jâ« og gned håndfladerne mod hinanden. Grebet af denne stemning svajede hun som en søvndrukken og mumlede dulgte besværgelser. Midt i sin vuggen skreg hun som en besat, og jeg ser endnu for mig hendes famlende hænder mod vinterens fuldmåne. Thi netop når der var fuldmåne, var hendes tilstand forfærdelig, da var hun vild som et dyr med så enorme kræfter, at ingen mand kunne holde hende.

Snart skrigende, snart pibende varslede og pegede hun: »Der, der kommer de; – og der er uhyret med menneskekrop, det ene ben er af en hund og det andet af en fugl«.

Da sprang hun hylende om på flugt, og en af hendes hjælpeånder besatte hende. Når hun var i denne besættelse, lyste hendes øjne som store nattestjerner. Og rundt om os for skygger af gruopvækkende væsener, tit blev jeg slynget langt hen ad jorden, når en skygge strejfede mig. Når dette springeri havde stået på længe, faldt min mor omsider til ro, thi da havde hjælpeånderne jaget uhyret bort. Men længe varede det ikke, før hjælpeånderne faldt over min mor. Også de havde et alvorligt mellemværende med hende. Hun havde svigtet dem ved at lade sig kristne. Det så forfærdeligt ud, når de usynlige lod hug og slag regne ned over hende. Min mor skreg som en afsindig.

Når jeg ikke mere kunne stå for presset, løb jeg ind og hentede hjælp. Min bror Apollo (Pîsue) var dengang en kraftkarl, men ham slyngede min mor bort så let, som var han et barn.

Min bror sprang rundt lurende på en anledning, og når den kom, slog han håndfladerne ind i øret på min mor, da var det, som en gnist blev slået ud af hende, og hun faldt bevidstløs om. Vi bar vor tilsyneladende livløse mor ind og lagde hende til rette på briksen. Hun var da fuldkommen afslappet. Efter en sådan besættelse kunne hun samle kræfter i lange tider.

Som du ved, var min mor blind, og det var hun fra ung alder. Hun fortalte aldrig om, hvordan hun havde mistet synet.

En nat fik jeg en mærkelig drøm. Jeg gik på fjeldet inde i Sermilikfjorden, det var ved Tasítin. Mens jeg vandrede op ad fjeldet, hørte jeg sang. Da jeg gik efter lyden, så jeg en stor skindklædt mand sidde på en kvartsitblok (orsugiak) og synge. Da kæmpen opdagede mig, vinkede han mig hen til sig. Da jeg kom hen til ham, spurgte manden om mit navn. Da han fik det at vide, sagde han også sit navn.

Næste morgen erindrede jeg intet om drømmen.

Men hen på aftenen kom jeg pludselig i tanker om drømmen. Jeg fortalte min mor om den. Hun sad i begyndelsen ganske uinteresseret, tilsyneladende uden at høre efter. Da jeg kom til det punkt i drømmen, hvor jeg så den store mand på kvartsitblokken, blev min mor pludselig interesseret og spurgte: »Hvad hed kæmpen?« Jeg havde glemt navnet og fortalte videre. Pludselig var navnet der, Pukuana. Mine ord blev skåret over af min mors skrig, og hun hvæsede mig ind i ansigtet: »Din skarns tøs«. Hurtigere end jeg kan berette, blev jeg slynget ind mod husets bagvæg og våndede mig. Min mor skreg øresønderrivende og gned håndfladerne mod hinanden. Ind imellem jamrede hun: »Han var den sidste, jeg ville bekende om, min store hjælpeånd, den største af dem alle – mit sidste håb«.

Under de frygteligste veer bekendte min mor om hjælpeånden, den store Pukuana. Men ingen forstod helt, hvad hun sagde. Hun rystede voldsomt, og sveden haglede ned fra hendes ansigt og krop. Briksen knagede, og skindtapeterne skrattede, som om en orkan for gennem huset; så voldsom var min mors udfoldelse, at mange mænd måtte holde hende. Det tog det meste af natten for hende at berette om Pukuana og hans væsen.

Gulvfliserne – store stenplader – hoppede op af deres leje, og larmen i huset var forfærdelig.

Pukuanas store vrede var usigelig, over at min mor ved at berette om ham for stedse sendte ham bort.

Forfærdelig var natten, men mod dagning kom den sidste bekendelse, og da var min mors kraftudfoldelse så voldsom, at nattens gru blegnede helt.

Vi forstod nu, hvorfor min mor var blevet blind. På den tid hun omgikkes med planer om at lade sig døbe, havde Pukuana truet hende med døden, men helt tage livet af mor, der nu besad nogen kristendom, kunne Pukuana ikke. Han havde da kastet et indtørret øjeæble af en dødning i hovedet på hende. Det var som en eksplosion – en gnistregn for hendes øjne. Fra det øjeblik var min mor blind.

Efter denne bekendelse afslappedes min mors krop gradvis, og hun faldt i en dyb, dødlignende søvn. Først da så vi, at det var blevet lyst ude.

Efter denne nat var min mors tilstand mildnet og sindet roligere, men hun vedblev at være åndemanerske, som i nattens mørke — når husfællerne sov – stod i forbindelse med ånderne.

I Angmagssaliks kirkebog står følgende data at læse om Kâkâq:

Født 1865 ved Kap Dan

Døbt 13. maj 1917 til Karen

Død 22. januar 1942 ved Tîleqilâq, ca. 77 år gammel.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 295-297, København, 1963.

Næste kapitel ►