Mitsivarniánga. Fortalt af Kârale (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Mitsivarniánga

Fortalt af Kârale

Blandt tilskuerne ved Avkos hævn over Ilíngivákêq var Mitsivarniánga, og når han senere berettede om denne begivenhed, sagde han, at den havde gjort et dybt og varigt indtryk på ham.

Mitsivarniánga var en åndemaner, der gik op i sit hellige kald med en stærk offervilje. Efterligning af fællers kunst var ikke hans mål. Som den store stræber han var, søgte han nye veje og fortolkninger.

Som åndemaner nåede han aldrig at blive så stor som sin svigerfar, Avko.

Mitsivarniánga var en storfanger og dertil en usædvanlig dygtig håndværker. Hans kajakudstyr var kendt viden om. Da hans kone Pisêrajik var yderst pertentlig, kendt for sin syning og skindberedning, var den lille familie den bedst klædte i distriktet. De var rige folk med velholdt konebåd og et stort og smukt telt.

Deres eneste barn var på den tid, nærværende beretning begynder, otte vintre gammel. Han var en opvakt dreng med en veludviklet iagttagelsesevne.

Mitsivarniánga havde opkaldt sin søn efter sin sangkampsven Ilíngivákêqs bror, den kendte åndemaner Kâvkajik (jfr. s. 252).

Familien overvintrede ved Tasîlaq. Drengen var stærkt optaget af de store huse, som man aldrig før havde set magen til. Det var fire år siden, at folk – fremmede af skind og tro – havde slået sig ned iblandt dem (1898).

Kâvkajik hørte nok, at de fremmede forkyndte en ny lære, som han imidlertid ikke forstod og ikke var i stand til at gennemtænke. Det mest forunderlige ved kolonisterne var deres kram: svovlstikker, nåle og knive af jern, rifler, glasruder, stoffer og tobak og meget andet. Eskimoerne kunne ikke tiltuske sig fødevarer, men det fæstede drengen sig ikke ved, skønt han af og til – når han gik beundrende mellem de store huse – fik en godbid af de fremmedes lækre mad.

Mitsivarniánga mødte ofte de fremmede og talte med dem, men intet tydede på, at han nogen sinde skulle opgive sit kald som åndemaner – endsige sine besværgelser.

En aften manede han ånder, og netop som ånderne havde sluppet deres tag i ham – før han beordrede lamperne tændt – råbte han, at man skulle høre godt efter. Da hørte man et hvinende sus nærme sig med retning fra storfjeldet ŨngÚtuk. På nært hold lød hvinet som en orkan i frembrud. Det for gennem huset som en brølende hvirvelvind, og der hørtes et voldsomt skrald fra forhængsskindene. Det rev brølende Mitsivarniángas skrig med sig med så stor fart, at det døde hen i ét nu.

Alt blev stille. Intet rørte sig. Mitsivarniángas plejesøn Quvtuiaq gik ned til ham, og efter en hastig undersøgelse gispede han: »Han er død«.

Pisêrajik tændte sin lampe og tyssede på Kâvkajik, som begyndte at græde. Sammen med Quvtuiaq gik også en gammel mand og hans søn ud til Mitsivarniánga for at undersøge ham. Han lå næsten på maven, og i sin forvredne stilling så han ud til at være livløs. De vendte og drejede på ham for at få liv i ham igen, men deres bestræbelser var omsonst, og mændene krøb igen op på briksen. Pisêrajik slukkede sin lampe.

Igen begyndte Kâvkajik at græde, men moderen tyssede på ham: »Hold op. Bliver det ved, til dagslyset kommer, så kan vi først begræde ham. – Hans ånde har vist ikke helt forladt ham«.

Folk anråbte ånderne om hjælp, og fortvivlelsen steg, da hverken tromme eller forhængsskind rørte sig.

Som en sidste udvej gav man sig til at anråbe ånderne om hjælp ned langs briksestolperne, men intet skete. Til sidst var der én, som bekendtgjorde, at han gennem tarmskindsrudens kighul havde set, at stjernen Nalârseq (Vega, østgrønlændernes nattetegn, ligesom solen angiver dagens gang) nu var nået så langt på sin bane, at den trak gryet efter sig. Man istemte tryllesange. Efter mange sange raslede det endelig lidt i forhængsskindene. Der var et spinkelt håb om, at Mitsivarniánga ville komme til live igen.

Trommen satte i gang, og samtidig med at den vandt i styrke, vældede en lyd op fra det fjerne dyb. Da den var kommet op, spurgte man, hvem det var. »Jeg er Katata«, svarede hjælpeånden, og man spurgte videre: »Titârtivin qane – íniarnerpa, qartimârsimavíngíkalivaq?« »Din herre er vel ikke død?« Katata svarede: »Qartimârsimavigsimángilaq, âjivna – sule ivngerpalârteq atiniaralivasavara«. »Han er ikke død – han synger endnu, jeg prøver at besjæle ham«.

Flere gange vældede ånden op og ned. Endelig lykkedes det den at tage bolig i Mitsivarniángas døde legeme.

En hærskare af hjælpeånder kom til, og så mange var de, at deres tale var som et ekko langt nede under huset. Til sidst forstod man, hvad de talte om. Det var Mitsivarniángas hjælpeånd Tunivia, der havde hævnet sig ved at sende sin skræmmeånd Ajúmâq på ham. Tunivia var blevet fortørnet over, at Mitsivarniánga havde røbet dens hensigt, at bortføre et menneske.

Pludselig hørtes en trylleformular fra én, som kredsede under gulvet. Katata forlod huset. Lidt efter brød Mitsivarniángas egen ånde igennem og tog bolig i hans legeme.

Tromme og forhængsskind stoppede, og lamperne blev tændt. Mitsivarniángas ansigt var gustent som hos en død, og i samfulde tre dage forblev han bleg som et lig.

Fra den dag frygtede Kâvkajik sin fars åndebesværgelser.

Mitsivarniángas kone Pisêrajik lod sig efterhånden påvirke af de fremmede. Manden var ikke glad ved det, men han gjorde ikke noget for at tvinge eller forhindre hende fra den nye lære, som hun lod sig drage af. Som den første østgrønlænder af otte dåbskandidater, modtog Pisêrajik den 16. april 1899 den kristne dåb sammen med sin søn Kâvkajik. Hun valgte navnet Elisa, og Kâvkajik fik navnet Karl. Dåbshandlingen forrettedes af pastor F. C. P. Rüttel, Angmagssaliks første missionær 1894-1904.

Mitsivarniánga fortsatte sine åndemaninger med uformindsket kraft. Storfangeren Mitsivarniánga beholdt sit strålende humør, og når man var inde i marts, og han var sikker på, at hans store vinterforråd ikke ville slippe op, da bød han til vældige ædegilder, ofte efterfulgt af åndemaninger.

En sådan aften, da ånderne havde besat ham, gav han sig til at varsle om, at der ret ud for fjordgabet var kommet et gnistrende lys til syne, lysende som morild. Den næste aften – efter endnu en besværgelse – meldte Mitsivarniánga, at lyset var kommet nærmere.

Den tredie dag, før det endnu var helt mørkt, manede Mitsivarniánga igen ånder, og straks han var i besættelse, varslede han om, at det gnistrende havde retning mod husgangen, og at det var en vældig troldbjørn. Så manede Mitsivarniánga liv i trommen, men den blev liggende livløs, kun forhængsskindene raslede svagt, men blev snart så kraftesløse, at de stoppede. Den dybe stilhed rugede. Mitsivarniánga åndede tungt af angst.

Man hørte nu en dyb brølen nærme sig ganske langsomt. Ind imellem afløstes brølet af en dyb indre brummen. Idet uhyret nåede frem til husgangen, gav forhængsskindene sig til at rasle svagt. Pludselig var det, som en umådelig magt sugede forhængsskindene til sig. Bragende rettede skindene sig ud i husgangen, og et bredt månelys kastedes ind over Mitsivarniánga, der sad på sit skind med sænket hoved, spændt afventende, hvad der ville ske. Idet en vældig skygge formørkede husgangen, var der noget ufattelig tungt, der stødte mod husgangstaget, og hele huset rystede, som ved et hæftigt jordskælv.

Den store skygge fyldte husgangen på vej ind, og man mente at høre skraben af vældige kløer. Mitsivarniánga stønnede og bævede af angst. Lige som uhyret tilsyneladende nåede tærskeltrinnet, stivnede man af skræk, ved at en hund, der lå under sidebriksen, pludselig sprang op og bjæffede som ad en bjørn. Samtidig bragede og klirrede det fra glasruderne, som Mitsivarniánga fornylig havde købt og erstattet tarmskindsruderne med. Ruderne knustes og igennem larmen skreg Mitsivarniánga.

Skriget døde hen og stilheden var trykkende. Intet bevægede sig. De gamle påkaldte hjælpeånderne: »Nângme – savna?« »Hvor er I dernede?« Intet svar.

Nogle gik ned til Mitsivarniánga, som lå slap og død hen. Han lå halvt ned over tærskeltrinnet på nippet til at styrte ud i husgangen. Den ene svære ophængsrem for forhængsskindene var sprængt. Pisêrajik sagde med skælvende stemme: »Prøv at lægge ham til rette på siddeskindet; han kan ikke være helt død, siden han ikke er faldet ud i gangen«.

Man løste derefter de snærrende bånd af ham, og lagde den tilsyneladende livløse Mitsivarniánga på ryggen på siddeskindet. Den sprængte rem blev erstattet af en ny, og forhængsskindene blev genophængt.

Man krøb igen op på briksen og slukkede lampen.

I mørket tryglede og bad man fortvivlet ånderne om hjælp. Man anråbte og besvor, men ingen raslen forkyndte hjælpens komme. Trommen lå død, og forhængsskindene hang stille ned.

Da man i lang tid havde besvoret ret ud i den tomme luft, sprang Pisêrajik hen til det vindue, der var nærmest husgangen, og fjernede skindforhænget, så månelyset stod som en flimrende lysbjælke ind i rummet og blottede alt. Mitsivarniánga og hans tromme lå i lyset side om side. Man sang trylleviser, men uden virkning. Man gik ned til Mitsivarniánga, og hans legeme var koldt og stivnet. Kâvkajik skreg i angst og panik. Hans mor beherskede sine følelser og bad ham tvinge gråden i sig, hvis han ville have faderen til at leve op igen.

Tiden pressede sig langsomt igennem. – Endelig åndede man lettet op, ved at en svag sitren gik igennem kanten på forhængsskindene. – Åh, alt blev igen livløst.

Pludselig gennemrystedes skindene atter, denne gang med tiltagende styrke, til slut så kraftigt, at det var, som når trommen gik for fuld styrke – men trommen lå død. Inde fra briksen bønfaldt de fortvivlede mennesker trommen om at komme i gang. »Ja – ja – jâ«, skreg de ude af sig selv.

Man satte sig opgivende til at vente. — En skratten for under gulvet og manede sig op. Trommen satte i gang, kraftigt, men med lange slag. Den stoppede straks igen. Den opvældende nærmede sig og talte: »Ulîvíngmik titârtingma sanianin jâjâtsâp tuângin isivítserqiarpuse, sule títârtinga atineq ajernarman anernersinera uvaseqiame.« »Bred et skind ud ved min herres side, ved trommesiden, jeg kan endnu ikke besætte min herre, hans åndedræt er altfor langt borte.«

Man skyndte sig at brede skindet ud, som ånden bad.

Den opvældende kom nærmere og nærmere. Man stirrede og så den dukke op af gulvet, endnu manende sin opsang. Et menneske, meget større end Mitsivarniánga, satte sig omhyggeligt til rette på det nys udbredte skind.

Ånden gav sig til at slå løs på Mitsivarniánga af alle kræfter, så det klaskede. Da den holdt op, spurgte man: »Hvor langt borte er din herres ånde?« »Den er langt, langt nede, men den synger, jeg hører det svagt; den er på vej.« Derpå gav ånden sig til at blæse på Mitsivarniánga, alt imens den slog løs på ham. Så satte forhængsskindene i gang, og trommen gungrede på rette måde, og som larmen steg, ankom åndernes vældige følge under råb, og man hørte lyden: »Ululô – ululô«, svævende under gulvet. Efter lang tids tavshed råbte kæmpeånden: »Ata – ata – atavâ!« »Hør, hør, hør«. Trommen standsede, forhængsskindene hang slapt. Så hørte man et fjernt skrig, Mitsivarniángas stemme nærmede sig langt, langt ude fra havet ud for Tasîlaq-fjordens munding. Under Mitsivarniángas døde legeme hørtes et brus af stemmer, og den store ånd forkyndte: »Nâmaraligtuarijua« – »Jeg går«. Kæmpen begyndte at mane sig ned, trommen sang, og forhængsskindene smældede i takt til den store hjælpeånds langsomme forsvinden gennem gulvfliserne. Tilskuerne måbede af forundring.

Mitsivarniánga lå stadig ubevægelig på skindet. Hans stemme arbejdede sig op fra dybet med stor stædighed, som om den anstrengte sig for at komme løs af et greb. Endelig gik den ind i hans krop, og Mitsivarniánga rejste sig ganske langsomt over ende, svajende fra side til side som en søvndrukken; snart faldt overkroppen forover, snart bagover. Til slut sad han stille, ånderne havde sluppet deres tag, den store besværgelse var gennemført. Mitsivarniánga rejste sig og vaklede hen til sin liggeplads på briksen.

Gennem den utildækkede, knuste vinduesrude stod månelyset ind som en ildvej, så intet var skjult for de mange blikke.

I tre dage lå Mitsivarniánga hen bleg og gusten, indtil kræfterne vendte tilbage efter hans sidste og største åndebesværgelse under den gamle tro.

Efter lange og tunge overvejelser – i tvivl og vaklen, under voldsomme sjælekvaler opsøgte Mitsivarniánga den 19. april 1901 pastor Rüttel og bad om at blive døbt. Herom skrev pastor Rüttel bl. a.:

»Endnu sidste Efteraar øvede Migssuarnianga dog sine Kunster, men som han fortalte til andre, ikke til mig, det var kun for Morskabs Skyld, som en Slags Afskedsforestilling, for nu skulle det jo have Ende! Det var altsaa, som naar Drukkenbolten tager sig en sidste Generalrus, før han melder sig ind i Afholdsforeningen! Bedre havde det været, om han ogsaa havde ladet den Rus fare! -« (F. C. P. Rüttel: Ti Aar blandt Østgrønlands Hedninger, side 176).

To år efter sin kones og søns dåb — den 28. april 1901 — lod Mitsivarniánga sig sammen med 20 andre døbe og tog navnet Andreas.

Den følgende sommer gjorde Mitsivarniánga store fangster og han havde et stort vinterforråd. Da andre familier skulle overvintre ved kolonien, tog Mitsivarniánga sammen med sin svoger, åndemaneren Ajukutôq, til Ikâsagdivaq, hvor de flyttede i fælleshus sammen.

Tidligt på efteråret fik Mitsivarniánga smerter i det venstre ben. De havde ikke været længe i hus, før smerterne tog til, og Mitsivarniánga rejste sig ikke fra sit leje på den tid, hvor han ellers gjorde sine heldige efterårsfangster på sæl. Når han sådan lå hen med stærke smerter, prøvede han i tankerne at finde årsagen til dem. Han kunne ikke komme i tanker om at have slået sig, men han huskede, at han umiddelbart før opbruddet fra Tasîlaq gik bag om sit hus, og at noget hvinende for forbi og strejfede hans venstre ben som et vindpust.

Året vendte. Stadig lå Mitsivarniánga på briksen. For at gøre situationen endnu mere fortvivlet døde Pisêrajik dagen efter en dødfødsel. Tunge, sorgfulde dage kom og gik for Mitsivarniánga og Kâvkajik.

Kâvkajik tog sig sammen og forsøgte at gøre det så godt for sin far som muligt, og husfællerne stod ham bi. Kâvkajik vogtede sin mors lampe for at holde den klart brændende både dag og nat. En sjælden gang gik han på faderens opfordring ud på korte jagtture med hans riffel. Efter flere forgæves ture kom han en dag hjem med to tejster. Mitsivarniánga udstødte et glædesudbrud, men straks efter græd han: »Tænk, hvor ville din mor have været stolt; hun glædede sig altid stærkt over dine små fangster«. Far og søn begræd den bortgangne mor.

En dag begyndte Mitsivarniánga at tale om, at han var blevet træt af livet. Sønnen blev fortvivlet – om nu også hans far skulle dø. Kâvkajik vågede opofrende over sin forpinte far og veg ikke fra hans side. Om aftenen, når faderen døsede hen, satte Kâvkajik sig med sin ABD og stavede sig møjsommeligt igennem teksten. Hans mor havde givet sin sparsomme boglærdom videre til ham og formanet ham til at fortsætte og ikke glemme.

En sen aften, hvor alle husfællerne sov, gik ligesom en svag rødmen over Mitsivarniángas ansigt. Han gned håndfladerne mod hinanden og var midt oppe i en åndebesættelse.

Sønnen stavede uforstyrret videre i ABD-en; han var så vant til faderens åndebesættelse. Imidlertid var der noget, der rørte sig ved briksens fodende. Kâvkajik så op, og han så da ind i et spædbarneansigt, som uophørligt stirrede på ham, samtidig med at det langsomt sank ned mellem briks og husmur. Ophidset sagde han til sin far: »Jeg så et frygtindgydende spædbarn!«. Men hans ord overdøvedes af Mitsivarniángas skrig: »Ajajâ«. Faderen svarede: »Jeg har længe set det spædbarn«.

Husfællerne sprang forskrækkede op af deres søvn. Mitsivarniángas svoger, Ajukutôq, kom til, og Mitsivarniánga bekendte, at det var hans tupilak, som nær havde givet tilbageslag. Kâvkajik blev frygtelig bange og kom i tanker om, at husfællerne kort forinden havde hørt rylefløj og spædbarnegråd.

Få dage efter – en sen nattetime – talte Mitsivarniánga igen om, at han ikke mere holdt livet ud. Han så sin søn i øjnene og sagde: »Sønneke, hold dig modig, jeg vil forlade mit forpinte legeme. Jeg er træt«. Og hans åndedræt sank i dybet som under en besværgelse. Det var som han slugte sin egen ånde. En summen, lyden stoppede ved mellemgulvet, og langt blev der mellem Mitsivarniángas vejrdrag. Endelig forlod åndedrættet ham helt. Ud- og indåndingen ophørte.

Mitsivarniángas stemme hørtes som et fjernt skrig, langt, langt under gulvet. Snart var den under indgangsåbningen, snart under vindues- og sidebriks. Lang tid gik, uden at lyden døde hen. Så vældede stemmen op fra det fjerne dyb, og idet den smeltede sammen med Mitsivarniángas legeme, hørte sønnen en summen fra faderens bryst. Stadig lå Mitsivarniánga uden åndedræt.« Tiden gik. Kâvkajik var ved at bryde sammen af fortvivlelse. Så åndede faderen igen. Senere, da Kâvkajik fik et ur, antog han, at faderen havde ligget uden ånde i over en halv time.

Mitsivarniánga lå ganske stille, og da kræfterne vendte tilbage, sagde han til sønnen: »Jeg magter ikke mere at tvinge mit åndedræt under min vilje. Lad mig pines, indtil døden forbarmer sig over mig«.

Derpå lagde han sig til rette på lejet og lå ganske stille. Ved hans side sad sønnen og så undrende på sin far.

Henslængt i sorg og pinsel mistede den store angákeq Mitsivarniánga sin magt over ånderne.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 252-258, København, 1963.

Næste kapitel ►