Mitsivarniángas beretning om sit besøg ved Akínâtsân (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Mitsivarniángas beretning
om sit besøg ved Akínâtsân

En dag roede jeg over til Akínâtsân for at se, hvordan det stod til der. Det var i juni. Det jeg så, rørte mig så dybt, at jeg, som ellers ikke plages af medlidenhed, stod med tårer i øjnene. Jeg så Bâliks lille søn, der lå og ligesom trykkede sig ind til sin mor. Ravnene havde hakket øjnene ud på ham og ædt hans tunge, og det samme var overgået hans mor. Omkring huset var uhyggen stor, her og der lå udtrukne tarme, på hustaget lå fem døde, alle med udhakkede øjne, rundt om lå døde mennesker. Værst var det at se de fire brødre, der lå klinet op ad hinanden, også deres øjne var hakket ud, og på en af dem havde ravnene hakket et stort hul i bugen og trukket tarmene ud. Derfra gik jeg op i huset, men der stod en så voldsom stank ud, at jeg opgav at gå ind. I stedet kiggede jeg ind gennem vindueshullerne. Der lå ingen mennesker på gulvet, hvor mange der lå på briksen var ikke til at afgøre, nogle lå helt op ad bagvæggen, medens andre lige var synlige under sovetæppeme. Putsáinaq lå på briksen med sin korte kajakpels over sig. Jeg gik stille ned imod min kajak og troede at have set alt. Ikke langt fra stranden for jeg forskrækket sammen. Ved en lille klippe sad et menneske, der så så frisk ud, at jeg troede, at vedkommende blot sad og sov, men det var en død. Da jeg så nærmere til, så jeg, at det var en kvinde, og at hun sad med vidt åbne øjne. Jeg kom i tanker om, at jeg havde hørt, at de få overlevende fra bopladsen ved bortrejsen havde efterladt Najâjik, som ellers intet fejlede; hende var det. Hun så ikke ud til at være frosset ihjel, idet hun var godt klædt på i aflagte klæder – og desuden var vejret så varmt. Ej heller var hun død af sult, der lå et stykke spæk og grønne urter ved siden af hende, ligesom hun i hånden havde et stykke spæk. Hun havde sandsynligvis forspist sig.

Da jeg roede bort, svandt meget af det uhyggelige, jeg havde set, men synet af Najâjik var ikke til at udviske.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, s. 132, København, 1963.

Næste kapitel ►