Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Maanemanden og Indvoldsrøveren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Maanemanden og Indvoldsrøveren
Fortalt af Arnâluk
Der var engang en Kvinde, som flygtede bort til Fjælds; hun kunde ikke gaa, men maatte krybe, fordi hendes Mand havde stukket hende under Fodsaalerne med en Kniv.
Paa sin Vej ser hun en Slæde, som farer af Sted gennem Luften. Det var den store Maanemand.
"Hej, du store Maanemand!" raabte hun til ham, og saa kom han. Da han var naaet frem til hende, ønskede han hende til Kone.
Paa sin Slæde havde han mange Sælskind; dem begyndte han at tage fra, for at hun kunde sætte sig paa det nederste.
"Luk Øjnene!" sagde han til hende, og saa kørte de op gennem Luften.
"Naar du kommer ind i mit Hus, maa du endelig ikke se hen i Retning af Solen; du maa heller ikke smile, for saa vil Indvoldsrøveren skære Indvoldene ud af Livet paa dig," forklarede Maanemanden hende.
Der fortælles, at der lige ved Siden af Maanen bor en Mand, der røver Menneskers Indvolde. Det er Maanens Fætter. Han besøger Maanen og holder Trommedanse med ham. Under sin Sang og sin Dans søger han at faa Menneskene til at le, og faar han dem bare til at smile, skærer han Maven op paa dem og udtager Indvoldene; derfor medfører han altid en Bakke af Træ. Hans Ansigt indbyder stærkt til Latter, for han har store udstaaende Øjne og opadvendte Næsebor, og saa vrider han sin Krop i Dans til Trommens Takt.
Ja, saa kom da Maanemanden frem til sit Hus.
"Pas nu endelig paa, at du ikke ser til Solen," sagde han igen, "for hvis du vækker hendes Nysgerrighed, kan hun let komme til at brænde dig!"
De kom nu ind i Huset, og Kvinden skelede blot en lille Smule hen mod Solen og fik straks sin Pelskrave brændt.
Henne ved Sidebriksen opdagede hun en Del Mennesker, Indvoldene var skaaret ud paa.
Tidligere havde nok Maanen anvendt en Sælknogle som Kone, men nu da han havde faaet en rigtig Kvinde, forsmaaede han den og kastede den ind i den bageste Ende af Husrummet.
"Hum!" sagde den fornærmet, da den faldt.
"Naar du engang bliver svanger, kan du jo rejse hjem," sagde han til sin nye Kone.
Endelig en Dag kom saa Indvoldsrøveren paa Besøg og gav sig til at holde Trommedans. Hans Kone stod i Vinduet og saa til.
"Nu var hun lige ved at smile!" raabte hun ind; men det var slet ikke sandt, og tilsidst maatte Indvoldsrøveren gaa, vred og med uforrettet Sag.
En Dag saa Kvinden fra sin Briks ned mod Jorden, og der fik hun Øje paa sine to smaa Børn, der gik med hinanden i Haanden; og saa fik hun Hjemve.
Endelig blev hun svanger, og saa bragte Maanemanden hende hjem.
Da han nu havde forladt hende, sendte han hende stadig Føde, idet han lod Bjørne, Ræve og Harer falde ned til Jorden.
Men en Dag kom en gammel Kælling bag paa ham, og saa blev han skamfuld og kom siden aldrig mere med Føde.
Gennem denne Kvindes Fortælling fik Menneskene Kundskab om Maaneboerne.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 50-52. København, 1925.
