Naujas åndeflugt til Tinitarsêrpik, det store tidevands land (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Naujas åndeflugt til Tinitarsêrpik,
det store tidevands land

Nauja var efterhånden en berømt åndemaner, som kunne foretage vældige åndeflugter.

En tidlig efterårsdag bebudede Nauja, at han på åndeflugt ville udforske Tinitarsêrpik, som man kun kendte igennem umindelig gamle fortællinger, fortalt af gamle mennesker.

Som det er skik, når en berømt åndemaner skal besværge sine ånder og foretage åndeflugt, strømmede folk til fra nær og fjern. Ved Ivnardivaq vrimlede det med folk, og Naujas fars hus var fyldt til sidste plads.

Da alle forberedelser var gjort og Nauja åndebesat, fløj han, fulgt af sine to »stærkeste« hjælpeånder, den ældgamle dværg Ardiaq, den mest trolddomskyndige og derfor den »største« af Naujas hjælpeånder i menneskeskikkelse, og kæmpen Nûkádik. Foran de tre fløj Naujas drabelige tornârdik på vældige vinger og lyttede sig frem ved hjælp af sine store ører.

De havde fløjet længe, da de endelig så et stort fjeld, større end de andre, »stribet i farveprægtige gange«. Nauja gav hjælpeånderne besked om, at de skulle sætte sig der og tage pejling af retningen til Tinitarsêrpik.

Nauja spurgte hjælpeånderne: »I hvilken retning skal vi flyve?« Men hverken Ardiaq eller Nûkádik kendte retningen.

Der opstod et vældigt skænderi mellem hjælpeånderne, og Nauja foreslog derfor: »Så må vi hellere vende om og spørge de gamle grundigt ud. Senere kan vi foretage en anden flugt«.

Ardiaq svarede: »Du skal ikke tro, at vi senere kan overskride det fjeld, hvis vi vender tilbage herfra nu«.

Bedst som uenigheden var størst, fik de øje på Tornârdik, hvis ører viftede og derefter glidende afsøgte horisonten mod syd. Tornârdik anstrengte sig så voldsomt med at lytte, at der stod gnister ud af ørerne på den. De tre andre strakte sig som fugle, der bereder sig på at lette. Med et højt jubelskrig gik Tornârdik på vingerne. Nauja og hans hjælpeånder gav et skingrende hyl fra sig og kastede sig ud over fjeldkammen. Nauja, der var bundet og forsynet med tejstevinger, fløj, så vingerne sang. Hjælpeånderne slyngede armene om haserne og trykkede overkroppen mod lårene. Det peb og hvislede, og der stod en lang hale af gnister efter dem.

Længe fløj de mod syd med landet på deres højre side. Omsider fik de øje på lys igennem tarmskinsruder. Det var Tinitarsêrpik. De dalede ned til huset. Endelig var de nået til landet, hvor folk fangede narhval og hvidhval ved at grave store faldgruber i sandet ved lavvande.

Knapt var man landet ved huset og havde kigget ind gennem rudens lille kighul, før Nûkádik blev utålmodig. »Det er på tide, vi viser os for husboerne.«

Ardiaq, der var en erfaren knark, beroligede ham: »Nej, lad os nu først rigtig blive klar over, hvordan hele huset er indrettet og se, hvad det er for folk, der bor der«. Og Ardiaq fortsatte: »Se, hver anden briksebås er lys, hver anden mørk. De lyse tilhører vældige åndemanere«.

Nauja og hans hjælpeånder manede sig ned under jorden og gled ind under briksen. De tog den ene bås efter den anden, uden at nogen reagerede.

Omsider kom turen til en mand, der sad og spiste indmad af en hvidhval, som han havde åbnet. Nauja og hans hjælpeånder betænkte sig lidt. De syntes ikke, de ville afbryde ham i hans spisen. Men alligevel gled de ind under ham, og det gav et vældigt spjæt i manden der straks smed maden fra sig, tørrede sine hænder og sagde: »Det er som dengang, åndemanere opsøgte os til hjælpeånder«.

Straks blev der stor larm i huset, og manden gned håndfladerne mod hinanden for at komme i besættelse.

En flok mænd på sidebriksen, der havde siddet og leget med en nordortaun, smed legetøjet fra sig. Nauja og hans hjælpeånder vældede op gennem gulvfliserne.

Straks blev forhængsskind hængt op, og to af husets beboere fløj ud i retning mod Ivnardivaq.

Nauja havde fået to nye hjælpeånder.

Snart blev lamperne tændt.

Nogle af husets beboere bandt båndene af Nauja, og som en hvinende piskesnert fløj båndene ud af huset.

Med et klask faldt noget ned foran Naujas far, og da han så efter, var det sønnens bånd.

Da Nauja var frigjort for sine bånd, følte han sig utryg. Det var, som når man på fangst langt fra bopladsen pludselig bliver overrasket af voldsomt uvejr. Men Ardiaq tog det med ro.

De mænd, der havde leget med nordortaun, genoptog legen. De opfordrede Nauja til at prøve med følgende ord: »Rammer du ikke et af hullerne i hvalroskindtanden, vil dit liv blive afbrudt før tiden, men rammer du, skal du leve dine dage til ende, som det er forudbestemt«.

Omgivet af en tæt klynge mænd gav Nauja sig til at prøve lykken.

Han tog stiksylen og sigtede, og da han mente, at hvalroskindtanden lå i den retning, han sigtede, lod han stå til og jog sylen ind mellem bjørnehjørnetænderne. Mændene fjernede de skærmende hjørnetænder og se, Nauja havde ramt et af de tre huller i hvalroskindtanden. Der lød et brøl af begejstring fra mændene, og Nauja blev så let, at han fløj en runde i huset.

Derefter slukkedes lamperne, og den ene efter den anden af åndemanerne manede ånder.

Til sidst var der kun én der ikke havde været på gulvet. Det var Sîtsîja, og da man opfordrede ham til at mane, sagde han. »Skal jeg da virkelig også forsøge, jeg, der ikke har sønner, der kan løbe med deres pukiteq (deres banemand) i munden«. Han havde lagt mærke til, at Nauja havde sjæleranet hans to sønner.

Derpå fløj Nauja med sine hjælpeånder tilbage til Ivnardivaq. Bag dem sygnede Sîtsîja'ssønner hen, for til sidst at knække sammen, da deres brystkasse svandt ind. Så vældig en troldmand var Nauja

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 212-213, København, 1963.

Næste kapitel ►