Sønnetabet (oversat af N. M. Petersen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Egil Skallagrimsson


Sønnetabet


Oversat af N. M. Petersen (1839)


1.
Ve mig! ja, det langsomt gaar,
Tungen nu at røre;
frem for Lyset ej formaar
mødig Sjæl at føre
Vidrers Rov; o, den er trang,
tung den Vej at træde,
naar en Sjæl skal avle Sang,
som har tabt sin Glæde.

2.
Dybt i Brystet, dump og hul,
slumrer klare Tone;
stiger langsomt fra sit Skjul
op til Luftens Zone;
Klangen, som fra Jætters Hjem
i de aarle Dage
Odin drog alvældig frem,
vorder Klage! Klage!

3.
Ham, som var saa brødefri,
(visselig, det saarer!)
ham, som Sorgen gik forbi
smilende i Taarer,
mine Dages Haab, min Hu,
stedte jeg til Jorde,
og hans hvide Lok endnu
hvidere skal vorde.

4.
Nu min Æt til Ende gaar,
Egen lig, hvis Grene
fældes af, og Stammen staar
stivet og alene.
Karsk er ej den Mand, der har
vædet med sin Taare
Frændes Lig, da han det bar
hen paa sidste Baare.

5.
Frænders Fald? Det ogsaa mig
før har voldet Sukke;
saa jeg ikke Moders Lig,
Faders Høj sig lukke?
Skønt jeg ved, det er kun Støv
hvad jeg ej kan glemme,
Mindets Træ jeg giver Løv
med min svage Stemme.

6.
Men det var et voldsomt Skaar,
som den grumme Bølge
gjorde i min Frændegaard,
i min Faders Følge.
Hvilket Gab! Jeg stirrer stum
paa den brustne Række,
paa det store, øde Rum
inden Husets Vægge.

7.
Hjemsøgt har mig grumme Ran
haardt min Sjæl bedrøvet;
hvad jeg vil, ej mer jeg kan,
venneløs, bedøvet.
Havet sled det stærke Baand,
som min Slægt omslynged,
mine Lænders Ættevaand,
som mig selv forynged,

8.
Uret har jeg hævnet før,
Vold jeg før har tvungen,
men mod Æger, mon jeg tør
røre Sværdetungen ?
Hvis jeg turde, mon jeg kan
Ægers Mø den kolde
saare med Slagvrimlens Brand,
tæmme mellem Skjolde?

9.
Naar det stormer over Sø,
kan jeg Havet dæmpe?
naar det kuler under ø,
Stormens Magt bekæmpe?
Nej, for Folkets øjne maa
jeg, lig Markens Stubbe,
marvløs og foragtet staa,
som en fattig Gubbe.

10.
Havet har min Lykkering
brudt itu i Kvelde;
o, det er en bitter Ting,
Frænders Fald at tælle ;
siden han, som helst jeg gad
her paa Jorden eje,
vandrede saa tidlig ad
evig Yndes Veje.

11.
O, jeg ved, at i min Søn
Æmnet til det onde,
ogsaa laa, endnu i Løn,
men udvikles kunde;
hvis som voksen Mand han drog
Sværd i Vaabenvrimlen,
førend Hærgauts Hænder tog
ham herfra til Himlen

12.
Men hver Ædling, der er glad
ved sin Næstes Hæder,
visselig vil sande hvad
jeg som Fader kvæder:
han var god, og han var brav,
gæv han vilde blevet;
mig han var en Støttestav,
kun i ham jeg leved.

13.
Ofte Thor jeg tænker paa
og de gamle Minder,
ogsaa vi maa jo bestaa
Kamp mod Jættekvinder;
og naar da selv Helligdom
Had og .Hovmod krænker,
ser jeg mig bekymret om,
og vemodig tænker:

14.
Hvo skal nu som trofast Thegn
byde Trods min Fjende?
rejse om min Gerning Hegn,
værne om mit Minde?
Hvo skal nu staa Gubben bi,
naar Uvenner sigte
ham for fejgt Forræderi,
og naar Venner svigte ?

15.
Thi kun falsk og fuldt af Svig
fremmed Hjerte banker,
og som Vindpust ændre sig
Isefolkets Tanker.
Frænde er ej Frænde huld,
hader selv ubaarne,
og sin Broders Lig for Guld
sælger den uvorne.

16.
Ingen ved hvad Søn er værd,
værd i Fryd og Smerte,
uden den, der fjern og nær
bar ham i sit Hjerte;
ingen ved, hvad Frænde snild
vorde kan for Frænde,
uden den, som Broder gild
lærte det at kende.

17.
Hobens Færd jeg hader; Fred
bære de til Skue,
men de le, naar Nidings Sned
Nabos Velfærd true;
Biers Skib for fulde Sejl
om i Gaarde farer,
Kvindes Brøst og Gubbes Fejl
er jo gængse Varer.

18.
Men hvad renser Hobens Id
nu min trætte Tanke,
siden Mjødens Drot ublid
gav mig større Anke?
Tankens Vogn at styre, mig
svigter vante Styrke,
og jeg stirrer kummerlig
ud i Nattens Mørke.

19.
Siden Sygdoms hede Brand
tog fra Verdens Øde
ham, min Søn, som ingen Mand
sigte kan for Brøde;
som sin Tunge vogted snild,
gæv iblandt de gæve,
ham, som dannis, venlig, mild
vel var værd at leve.

20.
Siden han, der ofte slog,
Manden i sin Vrede,
op til Guders Sæde tog
al mit Jordlivs Glæde.
Ættens Ask, det bedste Skud
udaf Kveldulf-Stammen,
Slægtens Gren, hvis Bladebrud
var min Hustrus Gammen.

21.
Før paa Spydets høje Drot
led jeg til det sidste,
thi med ham jeg stod mig godt,
det for vist jeg vidste;
nu han har sin Gunst fortrudt,
vendt fra mig sin Kærre,
og vort Venskab har han brudt.
Sejrens høje Herre.

22.
Egen Fordel drev mig ej,
naar til Viles Broder,
naar til Guders Fyrste jeg
gudhengiven bloder.
Dog gav Mimers ædle Ven,
naar jeg tæller efter,
stedse Bod for Sorg igen,
og i Svaghed Kræfter.

23.
Herlig Idræt gav han mig,
Ulvens Overvinder,
ufordunklet Ry i Krig.
Daad, der aldrig svinder ,
og det Sind, at paa min Færd
kunde Folk mig kende,
at i mig Fredniding hver
saa sin visse Fjende.

24.
Nu mig dobbelt Tab nedslaar,
Tiden ej mig trøster;
thi paa Næsset hisset staar
Narves blege Søster.
Mig hun ondt forkynder ej,
der er jo min Glæde.
Kom kun, Hel! din mørke Vej
vil jeg fro betræde.


Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, København, 1839-44

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."