Nogle Viser af Kong Regners Sønner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779


Nogle Viser af Kong Regners Sønner


Kong Regner Lothbrogs Sønner giorde engang et Indfald i Sverrig, hvor deres hele Krigshær, tilligemed den ene af Brødrene, Agnar, blev slaget. Ingen var nu tilovers uden den anden Broder, Erik. Kong Eisteinn vilde skienke ham Livet, hvilket han ved følgende Vise vegrede sig ved at modtage, udbedende sig allene, at han maatte løftes op paa Spydene, og døe paa denne selv-valgte Maade:

Bod vil jeg ei for min Broder,
Ei Møe for Ringe kiøbe:
Jeg hører nu at Eistein
Er Agnars Morder vorden.
Mig Moder ei begræder:
Døe vil jeg over andre,
Det Spyd, som mig igiennem
Skal bore, alt er dannet.


Fortæller det til Aslaug,
Forbi er mine Krigstog'
Mod Østen, at min' Ringe
Skal ømme Pige have.
Det skal fuld af Vrede,
Naar min Død hun spørger,
Min Stifmoder sine
Milde Sønner fortælle.


Da Aslaug fik dette at høre, gik hun til sine Børn. Biørn og Hvitserkr spillede Tavl, og Sigurdr stod og saae til. Da sang Aslaug:

Ei I skulde være,
Om I først var' døde,
Kun et halvt Aar efter
Uden Hævn, I Brødre!
Det vil jeg ei dølge.
Erik nu og Agnar
Mig ufødte Sønner.


Da svarede Sigurdr Orm i Auga:

Det er tre Ugers Gierning,
Om du sørger, Moder,
Skiønt vi lang Vey have,
Krigstoget at begynde.
Ikke skal i Upsal,
Skiønt meget Guld han byder,
Om vor Kaarde duer,
Eistein Beli raade!


Da sang Biørn Jarnside:

Her er Mod og Mands-Hierte
Inden mine Rivbeen.
Skiønt kun lidt jeg taler,
Mod har jeg dog som Ørnen.
Ikke har jeg i Øye
Orme, ei skinnend' Snoge,
Mig glæded' mine Brødre,
Dine Stifbørn jeg begræder.


Da svarede Hvitserkr:

Lad see, at før vi love
At vi vil dette hevne,
Vi med al Ulykke
Glæde Agnars Morder.
Støder Skib i Havet,
Hugger Iis for Stavnen,
At vore Skibe hastig
Tilladne kunne blive.


Da sang Ivar Beinlause:

Stort Mod I have,
Orm og Tillid tillige,
Seer nu til at ikke
Bestandighed feiler.
Man bære mig Beenløse
Frem, der hvor Sverde klinge,
Haand har jeg til at hævne,
Endskiønt jeg ingen bruger.