Nogle almindelig forekommende Endelser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


De danske stednavne
Johannes Steenstrup



4. Nogle almindelig forekommende Endelser


I de danske Landsbyers Navne er der en Del Endelser, som stadig kommer igen. Nogle af dem har en Betydning, som er kendt for alle, idet Ordet endnu anvendes i Sproget, med andre forholder det sig saaledes, at Ordet ganske vist findes, medens det dog har ændret sin Betydning noget, atter andre er ikke længere i Brug. Det vil være rigtigt at kaste et Blik paa de vigtigste af disse Navnebestanddele.


By

By vil i Danmark sige en Bebyggelse, hvori flere Personer har deltaget, eller som omfatter flere Gaarde eller Huse; By er ikke en enkelt Mands Gaard, og By er derfor forskellig fra Bær og Byr (-bø, -by) i Norge og paa Island, der benyttes om den enkelte Gaard. Navnene paa -by hører, hvad Tolkningen angaar, til de lettest gennemskuelige. Som oftest er de sammensatte med et Ord, der angiver topografiske Ejendommeligheder ved Stedet, dets Højdeforhold, Jordbund, Plantevækst og lignende, saaledes:

Aaby
Bækby
Kjeldby
Strandby
Sundby
Søby
Kærby
Moseby
Rørby
Hedeby
Lyngby
Oreby
Bjerreby
Hvolby
Højby
Lundby
Risby
Skovby
Sandby
Stenby
Vejleby
Dalby
Draaby (Drag, Landtunge)
Næsby


eller ogsaa sammensættes de med en Genstand, som Mennesker har frembragt:


Broby
Brøndby
Skjelby
Vejby
Borreby [Burgby]
Husby
Kværnby
Mølleby
Harreby (Harg, Hørg, stendynge helligt Sted)
Hørby (Harg, Hørg, stendynge helligt Sted)
Viby (Vi, Helligdom)


Derimod sammensættes By ikke med Personnavne; det er en Regel, hvorfra der kun findes faa Undtagelser, sikkert fra en sen Tid. Først da de Danske i det 9de og 10de Aarh. bebyggede store Dele af England, benyttede de -by paa almindeligere Maade om enhver Bebyggelse og forbandt det hyppigt med Personnavne.


Det har været antaget, at -by ogsaa kunde sammensættes med saadanne Personbetegnelser som Karl, Bonde, men dette er dog maaske tvivlsomt. Bondeby, der ligger paa Ærø som en nordlig Fortsættelse af Marstal Handelsplads, er vist et Navn opstaaet i nyere Tid og betegner Modsætningen til Købingen. Karleby’er findes ganske vist rundt om i Landet, men de synes at indeholde et Ord Karl, der har betydet et Kær og været sprogligt beslægtet dermed; herfor taler Naturforholdene paa disse Steder, og vi støder vist paa det samme Ord i Burkarl og i Karlum i Sønderjylland og i Valkärra [Walkærle] i Skaane.


Landsbyerne med Endelsen -by har en anselig Størrelse, 60—90 Td. Hk.; kun i det sydlige og vestlige Jylland, i Vejle og Ribe Amter, har man kaldt ganske smaa Bebyggelser paa 20—30 Td. Hk. for -by. Dette bringer Forholdene paa Bornholm i Erindring; her findes der ingen Landsbyer, men Gaardene kan hedde Elleby, Risby, Strandby og lign. Hverken i Jylland eller paa Bornholm sammensættes dog -by med et Personnavn.


-løse

I Bynavnene paa -løse (-else) har vi et af de klareste Eksempler paa en Navneform, der knyttes til bestemte Naturforhold. Man vil saa godt som altid træffe Byer med denne Endelse i det vide og flade Terræn, hvor der er udstrakte Enge og Moser, lavtliggende, flade Marker, allerhelst i Nærheden af Aaer, hvor der er gode naturlige Græsgange. Saaledes ligger paa Strækningen fra Fure Sø til Roskilde Fjord ved Hove Aa og de tilstødende Vandløb Stenløse, Gandløse, Kirke- og Lille Værløse, Herringløse, Sengeløse, Vridsløse Lille og Magle, i Egnene mellem Tissø og Holbek Fjord, især ved Halleby- eller Aamose Aa og dens Tilløb, Merløse, Grandløse, Kvandløse, Ondløse, Uggerløse, Nidløse, Jordløse. Enhver, der har Kendskab til en eller anden Egn, vil kunne bevidne, at dette slaar til.


Naar man nu skal fortolke denne Endelse -løse, der ofte er bleven afslidt til -else, saaledes Havelse [Hawgeløsæ], Slagelse [Slauløsæ], kan man ikke sætte den i Forbindelse med løs, fri for noget, da f. Eks, Stenløse, Jordløse ikke kan savne, hvad der angives i Navnets første Led, og da det i det Hele vilde være en besynderlig Maade at navngive paa, stadig at henvise til, hvad der mangler. Underligt er det, at Ordet Løse ikke findes selvstændigt i det gamle Sprog, det maa allerede i længst forsvunden Tid være gaaet ud af Brug. Man er dog nu ikke i Tvivl om, hvad det betyder, idet Løse efter sproghistoriske Regler kan jævnstilles med det angelsachsiske Læs, Eng, og har udviklet sig af samme Rod som dette. Denne Betydning af Ordet svarer jo godt til den Skildring af disse Landsbyers Naturforhold, som ovenfor blev givet. Og undersøger vi disse Byer med Hensyn til Landsbymarkens Størrelse, vil vi finde, at de netop hører til Landets allerstørste; de har et Tilliggende gennemsnitlig af o. 100 Td. Hk., o. 1000 Td. Land. Stednavne med Endelsen -løse findes paa en enkelt Undtagelse nær ikke i Jylland.


Det Ord, til hvilket Løse hæftes som sidste Led — som første Led forekommer Løse aldrig — vil gerne være en Naturgenstand (Sten-, Jord-, Træ-, Jern-), men ofte er ved Ordets Form i Nutiden dets rette Skikkelse bleven tilsløret. Saaledes har Byen Sengeløse Navn efter sine Sø-Enge, hvad den gamle Skrivemaade [Siængeløse] viser hen til. Vanløse betyder Græsgangen, hvor Hvan, Angelika, vokser; paa denne nyttige Køkken- og Lægeplante satte man i Oldtiden overordentlig Pris. Planten hed ogsaa Kvan; denne Form finder vi i den sjællandske Landsby Kvandløse ved Holbek. Med et Personnavn træffer man aldrig -løse sammensat. For Resten er det ofte vanskeligt at tolke Forledet i disse Navne, der synes at høre til de ældste i Landet.


-lev, -løv

Her møder vi en af de Navneformer, der er mest ejendommelige for vort Land; den træffes overalt paa gammelt dansk Omraade, lige fra Koslev (nu Kosel) og Maaslev ved Egernfjord og Sli til Bindslev Syd for Skagen, og i Øst findes den til Grænsen af Smaaland. Sydligere end Ejder gaar den ikke, den findes slet ikke i Holsten, saalidt som i Meklenborg eller Hannover, og først nede i det gamle Landskab Nordthüringen ved Harzen og ved Floden Saale træffes en hel Gruppe Navne paa -leben, der svarer til det danske -lev, ligesom disse tyske Navne ogsaa ved de Personnavne, hvormed de sammensættes, bringer danske Navne i Erindring, saaledes Badersleben, Hassleben, Ingersleben. Heller ikke vandrer denne Endelse ud over Skaanes Østgrænse, selv om der i de tilgrænsende svenske Landskaber kan findes nogle faa Byer paa -lev, og i Norge mangler den ligeledes. Indenfor Danmark er den stærkest udbredt paa Øerne og i Skaane, paa den jydske Halvø mindre, og mindst i de jydske Amter nærmest Nord for Kongeaaen.


Egent for disse Bynavne er endvidere, at de altid er sammensatte med et Personnavn, man kan sige et Mandsnavn — Enderslev med Endre, Købelev med Køpe, Havnelev med Hanef eller Hogne — og Endelsen -lef peger ogsaa paa en Persons Besiddelse. Vi kender dette gamle Ord fra Konunglef, Navnet paa saadant Jordegods, som var henlagt til Kongedømmet eller var Statsejendom, som vi nu vilde sige; man kaldte ogsaa Gods, som gennem lange Tider var arvet i en Slægt, dens Oldeleve, hvorimod man aldrig brugte Lev om Arvegods i Almindelighed. Endvidere træffer vi i nordisk og angelsachsisk Digtning saadanne Udtryk, som at Sværdet bliver kaldet Smedens Lev eller Hammers og Fils Lev, dens Levning og Værk. Lev synes saaledes at betyde det nedarvede, men tillige hvad der stammer fra en bestemt Mand, eller hvad der i sin Tid har været overladt ham. Man vil endvidere kunne iagttage, at disse Byer endnu den Dag i Dag er store, fremtrædende Byer, de har et Tilliggende paa 80—100 Td. Hk., og i over Halvdelen af dem træffer vi Landsbykirken liggende, saa at Sognet har Navn efter dem, og vi finder i over to Trediedele af dem Skoler.


Som det vil ses, er der den bestemte Forskel mellem Byerne paa -lev og -løse, at de første altid sammensættes med et Personnavn, de sidste aldrig. Naar der paa Sjælland findes en By, som hedder Vemmelev, og en anden Vemmeløse, kan man derfor paa Forhaand vide, at Ordenes Forled uagtet den ydre Lighed maa være af forskellig Art. Dette bekræfter da ogsaa de gamle Kilder, hvor de har en helt ulige Form, Wimbløse og Wimerslef; i det sidste Ord genkender vi det gamle Personnavn Wimer.


-sted, -stath

-sted eller som den gamle Form lød: -stath er en Endelse, der er kendt fra alle Dele af Danmark; i vestjydske og sydjydske Egne har den ofte halvt skjult sig, nemlig i saadanne Navne som Andst, Gamst, Sest, Skast, hvor de gamle Kilder dog viser os, at en Afkortning har fundet Sted: Anstath, Gamsted, Seested, Skastath. Denne Endelse har altid et Personnavn som Forled. Naar man har dette for Øje, vil man undgaa Tolkninger, som ellers kunde synes de nærmestliggende. Skibsted, 3 Mil Syd for Aalborg, kan saaledes ikke komme af et Skib, hvad der heller ikke var Mening i efter Stedets Beliggenhed, men af Mandsnavnet Skef. Købstaden Thisted skriver vi med Th-, og vi forstaar uvilkaarlig Navnet som Thys Stad eller Hovedby, men alle gamle Optegnelser viser os, at Landskabet altid blev stavet Thyth, Byen derimod Tisted, det vil sige paa samme Maade som flere Landsbyer Tisted, der ligger udenfor Thy, og som hverken i tidligere Tid eller nu er skrevne med Th-; de er alle sammensatte med det Mandsnavn, som ogsaa forekommer i Landsbyerne Tistrup. Tingsted paa Falster har intet med et Ting at gøre, og vi har da heller ingen Efterretning om, at her er bleven holdt Ting; Navnet indeholder det samme Personnavn, som findes i Tingstrup (ved Thisted), i Tinglev og vistnok ogsaa i Tinningsted (de to sidste i Sønderjylland). — Byerne paa -sted naar vel ikke op til en Størrelse som Byerne paa -løse og -lev, men de har dog ogsaa et stort Tilligende, o. 60—90 Td. Hk.


-um

Der findes vist indenfor de gamle danske Landsdele langt over tre Hundrede Navne, der ender paa -um, og de er alle gamle Bebyggelser. Det er korte Ord, de har kun to Stavelser eller i vore Dage stundom endda kun én, saaledes Sem [Seem], der udtales Siem, og Rom [Runnum]. Den sædvanlige Fortolkning af disse Navne gaar ud paa, at deres Endelse oprindelig har lydt Hem, Hjem. Denne Endelse er vel kendt fra andre Lande, hvor germanske Folk har været bosatte, og hvor den findes i stort Antal, saaledes i England (Birmingham, Nottingham), i Nordfrankrig (Étréham, Warhem), i Tyskland (Hildesheim, Rüdesheim), i Schweiz og andre Lande. Og allermest overbevisende synes det at være, at vi i Norge, der har mange Navne paa -um, kan forfølge Navnenes Historie tilbage til Middelalderen og her finder dem skrevne som -heim. Naar vi derfor i Danmark træffer det samme Navn som i Norge, men kan paavise, at det norskes gamle Form er -heim, synes vi at maatte antage, at det danske har en tilsvarende Herkomst. Endvidere kan den Maade, hvorpaa flere af disse Navne er stavede i ældre Kilder, synes at tale vægtigt for, at Endelsen er Hjem, saaledes naar Gudum, Kornum, Maarum, Smørum skrives Guthemæ, Kornhæm, Martheme, Smørhem.


Stednavnene paa -um er imidlertid ogsaa blevne tolkede som indeholdende en gammel Dativ Pluralis af et Ord, dets Hensynsform i Flertal; i Olddansk dannedes nemlig denne med -um eller -ium. I Eriks Sjællandske Lov kan vi saaledes læse: mæth wapnum (med Vaaben), æt loghum (efter Lov), at giuæ guthzhusum (at give til Gudshuse), medens i Jydske Lov denne Endelse oftest er svækket til -æ. I vort nulydende Sprog har vi den kun tilbage i enkelte Udtryk som fordum, i Løndum, stundum. I Stednavne vilde Hensynsformen let kunne komme ind, idet man jo betegnede Stedet efter dets Beliggenhed »paa Aasene«, »i Engene«, »ved Lundene«, altsaa med Benyttelse af Præpositioner (Forholdsord), som styrede Dativ, ja det var i de ældste Tider endog Skik ved Angivelse af Stednavne at lade Præpositionen stadig følge med Ordet for Naturforholdet, man finder saaledes i Knytlinga Saga Hjørring, Ribe og Aarhus betegnede som »det Sted, som hedder í Jörúngi, í Rípum, í Árósi.« Vi kalder jo endnu i Kjøbenhavn en Gade Ved Stranden, medens den tilsvarende Gade paa Kristianshavn hedder Strandgade. I Norge findes da ogsaa mangfoldige saadanne Hensynsformer i Stednavne. Gaarde, som i ældre Tid kunde betegnes som Hólar, Thorpar, men som, naar man anvendte en Præposition, antog Hensynsformen: i Hólum, i Thorpum, har efterhaanden beholdt denne sidste Skikkelse som eneste Form og hedder nu i alle Forbindelser Holum, Torpum. Almuen har her endogsaa i nyere Tid, efter at Hensynsformerne iøvrigt var gaaede tabt i Sproget, dannet nye Navne ved samme Endelse: Myrum, Bergum.


Enhver maa nu efter eget Valg bestemme sig for den Forklaring af de danske Navne, som forekommer ham sandsynligst. Den, som skriver denne Bog, tror dog, at næsten alle danske Navne af denne Art har bevaret en gammel Bøjningsendelse. Herfor taler disse Navnets korte Form, højst paa 6 Bogstaver, og Ufornødenheden af at tænke sig »et Hjem« indskudt. Naar der saaledes nær ved Egum (ved Fredericia) ligger Egehave og Egeskov, og der her har været store Egeskove, synes Navnet simplest at kunne forklares som: I Egene. Risum svarer ganske til Gaardnavnet I Risene paa Bornholm — paa denne Ø har man nemlig endnu i flere Stednavne bevaret Præpositioner. Engom ved Vejle, med Engom Kær og spredte Smaaenge, er dog vel I Engene. I en stor Engegn i Ulvborg Herred ligger Madum ved Madum Aa (Mad d. e. Eng). Lende betyder i det gamle Sprog Landskabet, det vidtstrakte Land. og Lendum ved Skive ligger i en saadan vid Eng- og Hedestrækning; her vilde en Forbindelse med Hjem (Landskabs Hjem) være lidet rimelig. Vammen ved Viborg hed Wathum; paa den store Flade mellem Tjele Langsø og Skalsaa og dens Enge maatte Vadesteder være nyttige, og en Betegnelse alene efter dem, »Ved Vadene«, er rimeligere end Vad-Hjem. En Bod er kun et midlertidigt Opholdssted, ikke et Hjem, og Bodum paa en lille Halvø fra Thy ud i Limfjorden og Bodum i Moseegnen ved Jarup Aa i Slesvig angiver netop Steder, der sikkert oprindelig kun havde Beboere »I Boderne« paa Fiskeriets eller paa Tørveskærets Tid. At knytte Hus til Hjem maa synes ret overflødigt, og Husum i Slesvig og Husum ved København betyder kun I Husene. Paa samme Maade gaar det sikkert med Toftum.


Efter vor Opfattelse maa derfor næsten alle Stednavne paa -um antages at indeholde en Bøjningsendelse. Nærmere beset turde den ovennævnte gamle Staveform af flere af disse Navne heller ikke bevise synderligt. At Maarum blev skrevet Marth-em, viser kun Navnets Herkomst af Marth, Skov, som vi kender fra de svenske Skovnavne Kolmorden, Ødmorden; Maarum er endnu et af vore mest skovfyldte Sogne. Naar man skrev Kornh-æm og Smørh-em, er det kun en Ejendommelighed ved Middelalderens Stavemaade, der kendes fra mangfoldige andre Tilfælde; man lod h indgaa i Slutningen af en Stavelse, især naar denne var stærkt betonet. Den lidet betonede sidste Stavelse -um maatte endvidere let faa Formen -em, der allerede i Middelalderen var almindelig for stundum [stundem, stønnem].


Der findes nogle Navne paa -um, der ikke hører sammen med de foran nævnte. Som et saadant kan nævnes Ornum; det er et fra de gamle Landsby forhold vel kendt Ord og betegner Jord indenfor Landsbyens Omraade, som ikke faldt ind under det Fællesskab, der ellers bestod mellem Bønderne i Landsbyen, men paa Grund af et eller andet Fortids-Forhold var undtaget derfra, saa at Ejeren kunde dyrke Jorden her, som han vilde. Ordet kommer af or, udenfor, og næmæ, at tage; endnu hedder et Gods ved Slien og en Del af en Landsby paa Ærø Ornum.


Navne, der ender paa -rum, kan, som vi allerede har set, meget vel indeholde en Bøjningsendelse — Hamrum kommer saaledes af Hammer, stenet Bakke — men andre Navne er dannede ved Sammensætning med et Ord Rum. Man vil ogsaa let mærke, at saadanne Navne som Andrarum, Ballerum, Linderum, Sanderum, Stangerum har en anden Bygning end de foran nævnte korte Tostavelsesnavne. De er sammensatte med Rum i Betydningen af en aaben, fri Plads, til Eks. et ikke træklædt Sted i Skoven; ligeledes var Støverum Navnet for den Plads ved Møllen, hvor Vandet kunde stemmes op [støves]. Saadanne Navne paa -rum finder vi ogsaa i svenske, til Skaane grænsende Provinser, de ligger her ofte ved Søer, hvad der ligeledes er Tilfældet i Danmark. Til disse Navne maa vi ogsaa henføre Esrum i Nordsjælland; det er den frie Plads ved Ese, saaledes som Esrum Sø endnu kaldes af Almuen.


-inge

At de mange Navne med -inge virkelig angiver Byer, der har en bestemt Plads i Landets Bebyggelseshistorie, synes at fremgaa deraf, at de har en ret ensartet Størrelse, nemlig med et Middeltal af 70—90 Td. Hk. De er med andre Ord ikke saa store som -lev og -løse, men omtrent som -by og -sted, de er betydelig større end Byerne paa -torp, -skov-, -holt og -rød; man vil i det Hele aldrig finde smaa Byer paa -inge. Byer med denne Endelse findes i mange Lande; i Tyskland er Formen -ingen, og ogsaa her stammer de fra bestemte Tidsrum indenfor Bebyggelseshistorien.


Det er bleven hævdet, at i andre Lande det Forled, hvormed -inge (-unge) er forbundet, ofte er Navnet paa en Slægt eller en Stamme. Af Navnet paa en Mand, der var sin Families Hoved eller var Høvding for sin Stamme, er der ved den tilføjede Endelse -ing bleven dannet et Navn for hans Slægt eller for den Kreds, som lød ham — vi behøver blot at tænke paa Skjoldunger, Knytlinger, Nibelunger — og derpaa har atter dette Navn for hans Kreds eller Skare hæftet sig til det Sted, som den tog i Besiddelse. Derfor har da ogsaa svenske Videnskabsmænd villet fortolke Navnene paa -inge i Sverige og i Danmark paa denne Maade; de indeholder formentlig et Slægtnavn i Ejeform Flertal, med underforstaaet -land eller -sted. For Eks. har efter Manden Glam eller Glæm — hvilke Navne iøvrigt ikke kendes — Slægten faaet Navnet Glæming, og dens Byer bleven kaldt Glæminge(stad) [Glæminge, nu Glimminge, i Skaane].


Det er dog tvivlsomt, om denne Opfattelse er rigtig. Det er paa mange Steder i Udlandet bleven bestridt, at her forelaa en Slægt- eller Stamme-Endelse, man har tolket Endelsen som »Beboer af« eller paa anden Maade. For Nordens Vedkommende er det endvidere saa godt som ikke muligt ved Hjælp af de Personnavne, som vi kender fra Runeindskrifter eller andre gamle Kilder, at forklare Navnene paa -inge — medens det var let at tyde dem paa -lev — og det synes ikke rigtigt at tage Personnavne fra fremmede Lande til Hjælp, idet vi kun opstiller en Formodning om, at de ogsaa har været kendt hos vort Folk. En saadan Slægt maatte da ogsaa have bosat sig paa vidt forskellige Steder, idet vi ofte finder de samme Navne i langt fra hinanden liggende Landskaber.


Naar vi træffer en By som Heding (Hjedding) ved Varde, med Heding Hede og med Heder rundt om sig, kan der vel ikke tvistes om, at det er Naturforholdene, som har sat sig Mærke i Navnet. Man kan ikke heller tvivle om Tolkningen af Navnet paa den højtliggende Sogneby Bjerring ved Viborg, der har Højder, Skrænter og Dale (Glisbjerg, Harpedal, Vindumdal). Landskabet Bleking er alle enige om at udlede af Blege, d. e. Kalk, Kridt, som er fremtrædende især i det vestlige Bleking; i Jylland bliver foruden Kalk ogsaa andet blegt og lyst i Jorden, saaledes Flintesten blandt Merglen, kaldt Blege, og Blegind ved Skanderborg [Blegh-yng] maa forklares paa denne Maade.


Vi skal her endnu kun betone, hvor nær Navnegrupperne paa -ing og paa -um staar hinanden. Hvad enten man opfatter -um som en Bøjningsendelse eller som Hjem, er alle enige om, at disse Navne altid i deres første Led indeholder et Naturforhold, ikke noget Personnavn; dette gælder ogsaa de norske Navne. Men nu viser det sig, at mange Navne er snart dannede med -ing og snart med -um; saaledes findes:


Aalum
Buddum
Bælum [Beflum]
Ellum
Kornum
Risum
Sædden [Sæthum]
Taanum
Toftum
Tornum
Uldum [Wollum]
Vellum
Vindum
Aaling
Buddinge
Bøvling [Bifling]
Ellinge
Korning
Risinge
Sædinge [Sæthyng]
Taaning
Tofting
Torning
Volling
Velling
Vinding

Dette synes jo da at tale for, at der i -ing foreligger en særlig Endelse, ved hvilken man dannede Stednavne paa Grundlag af Navnet paa et eller andet Naturforhold.


-torp, -trup, -drup, -rup, -tarp, -terp

I det ældre danske Riges samtlige Provinser findes der vist halvfjerde Tusinde Stednavne med Endelsen Torp, der dog gerne i Tidernes Løb er bleven omdannet eller afslebet til en af de andre her nævnte Former. Paa vore gamle Landsloves Tid var Thorp Modsætningen til Adelby; ude paa Hovedbyens Mark var der opstaaet en saadan Datterby, og Ærkebisp Anders Sunesøn siger da ogsaa, at om Thorp véd man, at den er udrundet fra en anden By. Som Følge deraf er gennemgaaende Torperne mindre Byer, 30—60 Td. Hk. Torperne er, som det allerede er sagt, saa godt som udelukkende sammensatte med Personnavne.


De allerfleste af de Personnavne, som indgaar i dem, er os vel bekendte, og de enkelte Gange, da for Eks. Sø eller Skov forbindes med Torp, er saa faa, at de snarest bekræfter Hovedreglen, især naar vi betænker, hvor rig Anledning der vilde have været til at danne Navne med disse Sammensætningsled. Saaledes findes der mellem Sønderjyllands 300 Torper kun ét Sørup og ét Skovrup, i Danmark mellem 2000 Torper næppe mere end ét Skovstrup og ét Skoverup samt 13 Sørup’er.


-bølle, -bøl, -bel

Af det gamle Ord Bol, der betyder en Gaard eller saa stort et Jordstykke, at det gav en fri Bonde og hans Familie fuldt Underhold, blev der dannet en Form Bøle, vistnok nærmest med Betydningen beboet Plads, Byggested. Det er mindre Bebyggelser, af Størrelse som Torp (40—50 Td. Hk.), og de er altid sammensatte med et Personnavn; Randbøl [Randæbøøl] kommer saaledes af Rande, Havbølle [Hakæbølæ] og Tullebølle [Tolebølle] paa Langeland af Hake og Tole.


-skov, -holt (-elt), -ryd, (-rød).

Ved Holt forstaas den lille Skov, Ryd er den for Trævækst ryddede Jord. Byer, i hvis Navne disse Ord indgaar, hører som Regel til de mindste, hvad der jo er let forstaaeligt, da Skovbestanden maa have været hindrende for Bebyggelsens Vækst. Man vil derfor ogsaa kunne forstaa, at der kun sjældent findes Kirker i Byer med disse Endelser, -rød, der er meget almindelig i det østlige Danmark og i Skaane, forekommer især hyppigt i Egne, der først sent er blevne ryddede for Skov og opdyrkede. De træffes hyppigst i det nordøstlige Sjælland, og denne Del af Landet, som Adam af Bremen (11te Aarh.) kaldte øde, har vitterligt nok først langsomt mistet en Del af sine Skove. I det sydøstlige Skaane, paa Linderøds Aasen og dens Affald, er Byerne paa -rød talrige, og disse Egne hører netop til de mest ufrugtbare og senest opdyrkede i denne Provins. — Byerne paa -skov har et Tilliggende paa 30—50 Td. Hk., Byerne paa -holt og -rød 10—30 Td. Hk.