Nordboernes Aandsliv - Tro, Gudsdyrkelse og Sædelighedsbegreb

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Rosenberg
Nordboernes Aandsliv
fra Oldtiden til vore Dage
I. Hedenold

Kjøbenhavn, 1877


Tro, Gudsdyrkelse og Sædelighedsbegreb

af Carl Rosenberg


Kernen i de hedenske Nordboers Tro er Ragnarøk-Myten. Denne indeholder tre Hovedstykker. For det første har man i Tilværelsen set en oprindelig Modsætning mellem to Slags Kræfter, nogle lave, uædle, bestemte til Underordnelse, og nogle ophøjede, ædle, bestemte til at herske, frie og lyksalige, i den af dem ordnede Verden; det er en Modsætning, men ingen Splid; der er fra først af Fred i Tilværelsen. For det Andet har man følt, at den nærværende Tilstand ikke er, som den skulde være, at hin oprindelige Harmoni er brudt, at der er foregaaet en Forstyrrelse, et Fald, m. a. O., man har anet Synden, Arvesynden som det nærværende Verdenslivs Grundvilkaar. Synden bestaar dog ikke i nogen Slags Hovmod, noget Selviskhedens Overgreb, tvertimod snarest i Mangel paa Stolthed. Guderne have nedladt sig til Jætterne, de ædle Magter have givet sig i Lag med de uædle. Dette var ikke Tilværelsens oprindelige Bestemmelse. Derfor ere nu Alt og Alle komne ind under Skyldens Konsekvents d. e. under Skæbnens Herredømme. Det mytiske Udtryk herfor er Nornernes Komme til Asgaard, samt Lokes, den Svigefuldes, Niddingens Optagelse og Indflydelse i Gudernes Kreds. Den én Gang saaede Spire til Fordærvelse maa voxe og voxe, indtil den hidfører den almene Undergang, da Verdenslivet, trods Lokes Fængsling, omsider er blevet gennemtrængt af hans Væsen, af Svig, og da Guderne selv have svækket sig ved atter og atter at indlade sig med deres Fjender. Men — dette er den tredje Hovedtanke — »hvad evigt er, kan Luen ej forbrænde«, — og evigt i sit Væsen er det Ædle; derfor genfødes Guderne i en ny, lydeløs Tingenes Orden, da atter de ædle Magter skulle raade ene for Livet, og Storguden den egentlige Verdenshersker aabenbares.

Den nærværende Tingenes Orden er altsaa væsentlig Uorden; den almene Tilstands Grundtræk er Splid, Den første Ufred mellem selve Gudernes to Slægter har kunnet sluttes med et Forlig ; mellem Guder og Jætter er Bruddet ulægeligt, og ethvert Forlig, enhver Overenskomst er ej alene kun forbigaaende, men ogsaa fordærvelig for Guderne. Det er Odin og Thor, som væsentlig føre Kampen, hin med Aandens, denne med Haandens Kraft; derfor ere de begge Hovedguder. Langt mindre træde de andre Guder frem. Den tredje, Frey, staar endog som Jættefjende langt tilbage for Tyr, der har ofret sin Haand for at faa Ulven bunden. Hvordan det hænger sammen hermed, skal senere ses. — Guderne ere ufuldkomne, trues stadig med Undergang; derfor hviler over deres Færd et Skær af tragiskt Lune. Odin, som er sig den altid lurende Fare bevidst, har optaget dette i sit eget Væsen og bliver derved dæmonisk. Thor gaar op i Øjeblikkets Dyst og bliver derfor, med al sin Kraft og al sin gode Vilje, komisk. Alle Guder blive til Latter for Loke, men netop derved vække de den dybeste Medfølelse: at Sligt times det Ædle i Verden, er netop det frygteligste Mærke paa Verdens Brøst og Forgængelighed.

Af Gudernes dobbelte Egenskab: paa den ene Side som Verdensordenens Skabere og Vedligeholdere samt de uædle Livsmagters svorne Fjender, paa den anden Side som ufuldkomne og dømte til Undergang, bestemmes deres Forhold til Menneskeverdenen og Menneskenes til dem, altsaa Gudsdyrkelsen.

Guderne raade for den Verdensorden, de have indstiftet, særlig for Naturkræfternes Virksomhed, Menneskene ere denne Verdensorden underkastede; derfor trænge de altid til Gudernes Hjælp, og derfor bede og blote de til dem. Dette er Gudsdyrkelsens almindelige Grund. Naar man holdt de tre store Aarshøjtider: Høstblot, Juleblot og Sommerblot, var det sikkert nok væsentlig denne Følelse, der gav Ofringer, Skaaldrikning for Guderne og Gilder sin Betydning. Ifølge de faa og sparsomme Efterretninger, vi have (Snorre i Ynglinges. Kap. 8, 42, i Olaf d. H.'s S. Kap. 75, 104) blotede man om Høsten for at »hilse« Vinteren samt »for godt Aar og Fred« »for Fred og en god Vintertid« ; det er rimeligt, at denne Fest særlig har været helliget Frey, Frugtbarhedens Gud, Rigdomsgiveren ; en enkelt Efterretning fra Island (Gisle Surssøns Saga, S. 111) mælder det udtrykkelig. Ved Aarets største Højtid, Julen, blotede man »for Afgrøde« (til gróðrar); sandsynligvis gjaldt Festen alle Guder. Sommerblotet kaldes ogsaa »Sejrsblot«; Hovedøjemedet var altsaa at faa Gudernes Hjælp i Sommerens Kampe; da Odin var Sejrskifteren, er det rimeligt, at Festen særlig var helliget ham; men udtrykkelig siges det ingensteds. Naar der endelig tales om andre Fællesblot (d. e. ikke Enkeltmands) til Diserne og til Alferne, kan Meningen med disse vel heller ej have været nogen anden, end at vinde vedkommende Guddoms Gunst med Hensyn til de Goder, som hver særlig havde det i sin Magt at give eller nægte.

For saa vidt Trangen til Gudernes Hjælp og Gunst er Gudsdyrkelsens Grund, er Nordboernes Gudsdyrkelse ikke væsentlig forskjellig fra andre hedenske Folkeslags Oflfertjeneste. Derimod faar den en særegen Farve paa Grund af Forestillingen om Gudeverdenens Forhold til Jætteverdenen, om Gudefaldet og om Ragnarøk: heri ligger Grunden til Thors- og Odinsdyrkelsens Særpræg.

Menneskene ere Gudernes Værk, have af dem faaet Aand og Liv. Følgelig høre de med til Gudernes Del af Verden, og følgelig ere de, lige saa vel som Guderne, Genstand for Jætternes Fjendskab (man erindre t. Ex. Thjoðolvs Jætte-Kenning: »Menneske-Fjenden«). I denne Tanke ligger den væsentlige Grund til Thorsdyrkelsen, Overalt i Livet lure skjulte fjendske Magter, onde Vætter, som Mennesket trænger til Værn imod; de findes ikke alene udenfor Mennesket, i Naturen, der er opfyldt af dem, men ogsaa i Menneskeverdenen selv, i alle de Mennesker, der øve Jættevæsen (Sejdmænd og Sejdkvinder, og i det Hele Ildgerningsmænd). Hvem af Guderne skulle nu Menneskene snarere vende sig til om Værn mod alt Sligt, end til ham, hvis Hværv og Lyst det er at forfølge Jætter (jótna dólgr)? Hans Beskyttelse bestaar i, at han »vier«, helliger Menneskene, deres Ting, deres Handlinger og derved gør dem uangribelige for onde Vætter. I Ordet »Midgaards (ɔ: Menneskeverdenens) véurr«, hvormed han saa betydningsfuldt nævnes i Völuspá, ligger baade Begrebet »Vier« og »Værger«, og dermed er denne Guddoms Hovedhværv udtrykt i Forhold til Menneskene (»stor blev Jætters Æt, om alle leved, ingen Mennesker blev der da i Midgaard«, siger Thor i »Harbarðsljóð«). Hvad vi vide om Thorsdyrkelsen — og det er forholdsvis Meget — stadfæster denne Opfattelse. At Ægtefolk »viedes sammen« med Hammeren, derom vidner Thrymskvædet (V. 30), idet selvfølgelig her en almindelig menneskelig Skik er overført paa Gudeverdenen; naar der føjes til: »med Vaars Haand«, altsaa under Paakaldelse af den Dis, som straffer Løftesbrud, saa bliver det klart, at Meningen med Vielsen var at gøre Troskabsløftet helligt; men hvad skulde saa netop Thors Hammer til? aabenbart paakaldes ved dette Tegn Jættefjendens Hjælp mod enhver ond Magt, som ellers kunde faa Evne og Lejlighed til at volde Splid mellem Ægtefolkene og hidføre Brud paa Løftet. Glavendrup- og Virring-Stenenes Ord: »Thor vie disse Runer« — »disse Kumler«, Læborg-Stenens og et Par andre Gravstenes Hammerbilleder vidne om, at man stillede Gravens Fred under Thors Beskyttelse, Meningen er selvfølgelig at han skulde holde onde Vætter eller Mennesker, som handlede i deres Aand, fra den Afdødes Hvilested. Naar Hammeren hyppig er funden (i Danmark og Sverige) som Prydelse, med Kæder ved, saa at man kan se, den er bleven baaren om Halsen, er det klart, at man har en Amulet for sig; men hvad Lykke skulde netop Hammeren give om ikke den, at Jætter og Trolde kystes fra ham, som bar den, ved at se Billedet af deres Modstanders frygtelige Vaaben? At man gjorde Hammertegnet over Drikkehornet, kan maaske sluttes af Snorres Fortælling om Haakon den Gode, da han gjorde Korsets Tegn over Hornet, og Sigurd Jarl forklarer det for de mistænksomme Bønder som Hammertegnet; om det var almindelig Skik, er usikkert, men Meningen kan da i alt Fald kun have været, at Jættefjenden skulde værne mod Trolddom, skjult i Drikken. Hvor vidt udbredt og hvor gammel den Skik var at have Thors Billede paa Højsædespillerne, kan heller ej vides af de Efterretninger, der haves herom med Hensyn til adskillige islandske Landnamsmænd; men atter her maa Tanken have været, at Guden skulde værne Huset og Husbonden mod onde Vætter. Hvor som helst Thors Hjælp saaledes paakaldes, er det klart, at der ingen Mening var i at vende sig netop til ham, med mindre man huskede paa hans Stilling som Asaverdenens Kæmpe mod Jætterne. Thorsdyrkelsen forudsætter altsaa en af Grundtankerne i Ragnarøks-Myten; Gudedrømmen, Gudedigtningen, »Mytologien« er ingenlunde adskilt fra den, end mindre i Strid med den.1)

Det Samme gælder endnu øjensynligere om Odinsdyrkelsen. Hvad har Odin med Menneskene at gjøre? Han skifter Sejr for dem, er »Sejrfader«. Følgelig maa han paakaldes i Strid. Det er dog ikke særlig nordiskt, at man beder Guderne om Sejr i Strid; Sejr hører med til Livets Lykkegaver. Men særlig nordiskt er det, at Kampen bliver til Gudsdyrkelse.

Ved Gudefaldet er Verdenstilstanden bleven Kamp. Ogsaa Menneskelivet er væsentlig og uundgaaelig et Liv i indbyrdes Kamp. Men, ligesom Menneskene maa lide med Guderne under Følgerne af Faldet, saaledes have de Del i Gudernes Adel som Jætternes Modstandere og særlig i deres Bestemmelse: at kæmpe mod Jætterne, i den sidste store Strid at fælde dem og falde selv, men genrejses til et Liv i evig Fred og Glæde — alt forudsat at man gør sig værdig dertil; thi uden Kamp og Lidelser sones ikke den Mennesker som Guder tyngende Brøde. Det er Odins Sag, hans, som fremfor de andre Guder véd og husker paa, at Guderne trænge til Menneskene, at gøre disse værdige til at blive Gudernes Vaabenfæller; det er hans Gerning at adle Menneskelivet. Men dette sker kun ved at lære saa mange Mennesker som muligt at trodse Døden; thi heri ligger den fuldkomneste Hævdelse af Personlighedens Selvstændighed. Derfor maa Odin færdes vidt i Verden og egge Mænd til »Storværk«, d. e. til at sende ham mange Rekruter til den store Hær, derfor udsender han sine »Ønskemøer«, som skulle løfte Helten over Hverdagskaar og Hverdagstanker, ved at bringe ham i Forhold til Døden, thi Tanken om Døden er det, som giver Livet Alvor og Højhed. I Valhals Hæderssal samles »Sejrsfolket«, hvert Aar bringer nye Skarer, alle visse paa Hæderens Lyksalighed indtil Tidernes Ende og paa, efter den store Strid, at bo i Gimle, hvor alle »ædle Slægter« (dyggvar dróttir) skulle fryde sig i Evighed.

Af denne Odins Stilling følger hans Dyrkelsesmaade. Man kan ikke tjene ham og sig selv, d. v. s, sit højere sit, egentlige Selv, bedre end ved at dræbe og dræbes. Først og fremst sker det ved Vaabenfærd. Den er i sit Væsen Offer til Odin. Dette træder tydelig frem, naar man før Slaget »vier Valen« til Odin, naar man »viser de Faldne til Valhal«, naar man rister Blodørn paa den fangne Fjendes Ryg og »giver ham til Odin«. Men ogsaa de vanlige Blot til Odin maatte for en stor Del blive Menneskeofringer, »Mandblot«, — saaledes de store periodiske Blot i Upsala og Lejre (Adam af Bremens og Thietmar af Merseburgs Vidnesbyrd, se S. 173—174).

At man forestillede sig de Blotede som bestemte til Del i Valhalshæderen, ses af Brynhilds Ord paa Dødslejet se S. 300); dette er meget vigtigt; det giver en Nøgle til Forstaaelse af vore Forfædres Menneskeofringer og borttager Meget af det for os gruelige ved Tanken om dem. Uden Valhals- og Ragnarøks-Drømmen som Grundmotiv bliver Odinsdyrkelsen en Afskyelighed, en Grumhedens Vellyst, der afgjort strider mod de mange Vidnesbyrd om inderlig, fin Følelse, som vore Oltidskvad indeholde. Med denne Drøm til Baggrund, bliver Odins-Dyrkelsen ej alene forstaaelig, men den faar med al sin Blodighed, en Højhed og Skønhed som ingen anden hedensk Gudsdyrkelse, fordi den fremfor nogen anden viser tilbage til Menneskehjærtets dybeste religiøse Indskydelser: Anelsen am Fald og Oprejsning og om evig Ære hinsides Graven som Løn for et værdig ført Liv.

Naar Hovedøjemedet med Odinsdyrkelsen var Sejr i Livets Strid, og et Hædersliv efter Døden, kunde der ikke blive stor Anledning til at paakalde Gudens Hjælp i det nærværende Livs andre Forhold; Sligt laa saa at sige under hans Værdighed. Kun paa to Punkter endnu berører den »viseste« As Menneskelivet og bliver særlig Gjenstand for Paakaldelse: fra ham ere Runerne komne til »Mandkøns Ætter,« den Lønvisdom, ved hvilken Mennesket ene er i Stand til at hævde Aandens Vælde over Tingene og andre Mennesker; og fra ham kommer Skjalde-Begejstringen — ogsaa derved adler han Menneskelivet; thi Sangen kaster Skønhedens Glans over Livets Daad, Sorg og Glæde og sikrer Eftermælet, det sidste og ypperste jordiske Gode for hugstore Sjæle.

Af Ragnarøk-Myten, opfattet som Kærnen i vore Forfædres Tro, følger endnu den Særegenhed i deres Følelse lige over for Guderne, at de vel bøje sig for dem, mene sig forpligtede til og tjente med at dyrke dem, men dog, i Bevidstheden om Gudernes Ufuldkommenhed og om den fælles Undergang, staa frygtløse, frie og stolte lige over for dem: de føle sig hverken som Gudernes Slaver (østerlandskt) eller som deres Legetøj (græskt), men snarere som deres Forbundsfæller, vel mindre mægtige end de, men væsentlig dog Ligemænd. Al Slags Blot var Gave, som æskede Gjengæld; klogest var det derfor ikke at blote for meget; thi uvist var det altid, hvad man fik derfor; (Hávam. V. 114) ja Egil er jo saa stolt, at han slet ikke vil kræve Noget for sine Blot til Odin: de havde kun været Venskabstegn.

Af den religiøse Tro bestemmes endelig Livsanskuelsen, Sæderne.

Livet er Kamp, Kampen Gudsdyrkelse; thi den har Evigheden til Baggrund og Maal. At unddrage sig Kampen, bliver følgelig foragteligt; thi det vidner om et for Evighedstanken uimodtageligt, om et lavt Sind. At tage Del i Kampen, især at falde i den , bliver et indre Krav til Manden, naar han vil fyldestgjøre sig selv og Guderne; thi kun Døden er det sikre Segl paa hans Tros, hans Viljes Alvor. Hovedmoment i Aarets Hovedfest, Julen, var derfor det Øjeblik, da »Sonegalten«2) førtes frem, og man, tømmende »Bragarfull«,3) med Haanden paa Galtens Hoved, kaldte Guder og Mennesker til Vidne paa, at man lovede i det kommende Aar at øve et Storværk, d. v. s. en Heltegjeming; ethvert saadant Helteløfte sluttes med de Ord: »eller i andet Fald dø!« Fremdeles, naar det er Mandens sidste Maal at hævde Selvet ved at vise sig hævet over Døden , bliver det hans Livsopgave at hævde Selvet i alle Forhold : hævde Personligheden mod Alt, hvad der kan nedværdige den. Uværdigst af Alt er Frygt; derfor er det først og fremst Heltens — d. v. s. det ideale Menneskes — Væsen aldrig at ræddes for nogen Fare eller Tvang, enten den kommer fra andre Mennesker eller fra Naturens frygteligste Vætter; end ikke den vældigste af alle Magter: Skjæbnen, maa han bøje sig for, men se den djærvt i Øjnene, og, hvis han overvældes af den, maa han bære den koldt og fast, uden at blinke, uden at prøve paa at undgaa den, uden at klynke eller klage. Uværdigt er det overhoved at vise sig overvældet af nogen Tilskikkelse, at blive ellevild af Glæde, at briste i Graad i Sorg; det vidner Altsammen om en Sjæl, som ej er Herre over sig selv, som det skorter paa Viljekraft; »blød« er det samme som fejg. Uværdig er af samme Grund Ømskindethed; end ikke de grueligste legemlige Pinsler maa Helten ømme sig ved: skulde hans Fjender vel have det at more sig over? Uværdig er overhoved al Svaghed; derfor er Alderdommens Affældighed ynkelig, Sygdom ikke bedre, Sotdød den værste Ulykke. Uværdigt er det at lide nogen Fornærmelse, uden at hævne den; den uhævnede Fornærmelse nedsætter Manden, fordi den lader det uvist, om han har havt Mod til at byde Fornærmeren Spidsen. Uværdigt er det i noget Forhold at lade sig overmande eller kue af Nogen. Derfor bliver ethvert Menneskeforhold, ogsaa de sympatiske, saa let til en Kamp, en Prøve paa, hvis Vilje der er stærkest; derfor lægger en dygtig Kampdyst den fasteste Grund til Venskab mellem ædle Helte; selv i Elskoven mødes Vilje mod Vilje, Personlighed mod Personlighed; opstaar der Misforstaaelse, gælder det ej alene Lykken, men Livet. Uværdigt er det at misbruge sin Styrke mod den Svagere. Derfor er Kvinden fredhellig, og det er den største Skændsel at slaa en Kvinde, og derfor er det helteligt (»drengilegt«) at vise Mildhed og Højværdighed mod dem, der trænge til Hjælp eller mod overvundne Fjender. Uværdigt er det at lyve, at bryde sit Ord, overhovedet at bruge Svig, fremfor Alt at øve lønlig Trolddom eller at dræbe Nogen lønlig, saa at man ikke véd, hvem der har gjort det; i alle disse Tilfælde søger jo man at unddrage sig Faren ved at handle aabent. Uværdigt er Alt hvad der smager af Paaholdenhed; Rigdommens Herlighed ligger i den Anseelse, der kan vindes ved ikke at holde paa den (»Ringbryder« Mandskenning). Uværdig er Sladdervorenhed; Ordgyderen bortgiver Noget af sin egen Personlighed, og Praleren vækker Mistanke om, at hans Handlinger ikke ville svare til hans Ord (Ordsproget: »Den lever længe, som man slaar ihjel med Ord«). Uværdigt er det at svigte sin Slægt; dens Ære eller Skam er det enkelte Medlems Ære eller Skam; den Skæbnesammenhæng, der binder Ættens forskellige Led sammen, er som et Billede i det Smaa af den store Sammenhæng i Verdensskæbnen; man maa lige saa lidt hist som her unddrage sig sin Del af Byrden. Derfor er det først og fremst Sønnens Pligt at hædre Faderens Minde; det sker ved Gravølløftet, der gaar ud paa et Storværk til den Afdødes Ære, og som Kæmpen maa holde »eller dø!« Er Faderen dræbt, da er Blodhævnen Sønnepligt; faar han Lov at ligge uhævnet i sin Grav, er det Vidnesbyrd om Mangel paa personligt Værd hos ham selv, eller om Modløshed hos Sønnen. Men overhoved, naar en Mand af Ens Slægt dræbes, er det Frændepligt at hævne ham; at nogen har vovet at røre ham, røber en Ringeagt for Frændernes Magt eller Mod, som nedsætter dem, og som de ikke kunne taale. Dem, man er forpligtet til at hævne efter Døden, er man forpligtet til at hjælpe, mens de leve, i enhver Nød og Fare; det er en daarlig Karl, der ikke holder sammen med sine Frænder mod alle Fremmede, selv om der kan være indbyrdes Fjendskab mellem Frændeme. Paa lignende Maade forpligte de frivillig knyttede Baand: Fostbroderen skal være sin Fostbroder tro i Livet og hævne ham i Døden, ligeledes Hirdmanden sin Konge. Selv i Ægteskabet og i Elskov er Omhu for den Elskedes Værdighed en Hovedvirkning af Ømheden; en god Hustru vil ti Grange heller se sin Mand død end vanæret, og hun vil sætte sine Sønners Liv paa at hævne deres dræbte Fader; Brynhild er og bliver Nordens højeste Elskerindeideal, fordi hun sætter sin og sin Elskedes Ære højere end Begges Liv.

Skal man overhoved nævne med et enkelt Navn den sædelige Følelse, som gennemtrængte vore Forfædres Liv og gav alle dets Forhold sit egentlige Indhold og Fasthed, saa maa det være Æresfølelse. Man kan med Sandhed sige, at hos intet andet Folk har Æresfølelsen udfoldet sig tidligere eller raadet mere ubetinget, end hos Nordboerne i Hedenold. Dette er deres Tilskud til Menneskeslægtens moralske Begreber, Folkets »Ophavsord«; at bevare Æresfølelsen, er dets Livsvilkaar som Folk; den Dag, da det bliver raadende Tænkemaade i Norden at sætte Fred og gode Dage højere end Ærens Krav, have Nordboerne svigtet deres Livsprincip, deres første Kald paa Jorden, og de ere dømte til Undergang. — Den er højst aristokratisk, den heraf gennemtrængte Livsanskuelse; thi den forudsætter som sin Jordbund fra først af en overmaade stolt, særlig en ætstolt Adel. Men, da Æresfølelsen dog til Syvende og Sidst hviler paa Bevidstheden om Personligheden, om Menneskets evige Værd, udelukker den ingenlunde Humanitet. Selv Trællen er Menneske, ikke Ting, om han end er Andres Magt undergiven og snarest vil komme til at udtrykke den foragtelige Modsætning til Helten: Trællenes Ætter, ikke mindre end Bønders og Jarlers, have Guden til Stammefader.

Det her i al Korthed tegnede Billede af nordisk Tro, Gudsdyrkelse og Sædelighed er væsentlig bygget paa, hvad der kan sluttes af den hedenske Folkedigtnings Indhold. Men passer det nu lige godt til enhver Periode af Hedenold? Er den Aandstilstand, som Folkedigtningen afspejler, den oprindelige d. v. s. det tidligste Udviklingstrin, som vi kunne iagttage? Og hvis saa er, har den da ikke i Tidens Løb forandret sig? M. a. O. er der ikke foregaaet en fremadskridende Udvikling i Aandslivets Indhold, lige saa vel som i dets Fremtrædelsesformer? Dette er et Spørgsmaal, som vi ikke kunne gaa udenom, naar vi ville have en sandru Opfattelse af Nordboernes Aandspræg i Hedenold.

Et vigtigt Vink vil det være, hvis man kan finde, hvilke Momenter af det nordiske Hedenskab der have været tilstede ogsaa hos de andre Germaner. Hedenskabet ophørte jo langt tidligere hos disse end i Norden: Vest-Goterne bleve kristne i det 4de Aarhundrede, Øst-Goterne og Burgundeme i det 5te, Frankerne og Longobarderne i det 6te, Angelsaxerne i det 7de, Sydtyskerne i det 7de og 8de, Nordtyskerne i Begyndelsen af det 9de. Det er givet, at intet væsentligt Træk af Trosindholdet, som Nordboerne have havt til fælles med noget af disse Folk, kan være kommet derfra, efter at Hedenskabet der var brudt; er et saadant Træk overført fra en Stamme til en anden, saa er dette sket, inden Kristendommen fik Magt hos hin. Følgelig har det udgjort en Del af Nordboernes Trosindhold senest paa en Tid, da vekommende Stamme endnu var hedensk; men der er overvejende Sandsynlighed for, at de Træk, hvoraf der findes Spor hos flere eller maaske alle germanske Stammer, have været oprindelig fælles, følgelig ogsaa nordiske lige fra den nordiske Folkeudviklings Begyndelse af.

Lad os i al Korthed efterse nogle af de vigtigste Vidnesbyrd om Germanernes Religion. Det ældste, Cæsars: at Germanerne dyrkede Solen, Ilden og Maanen, har Lidet at sige, da hans Kendskab til Germanerne var saa flygtigt; dog maa man lægge Mærke til, at han netop nævner tre Guddomme. Langt vigtigere er Tacitus' Efterretning (Germ. Kap. 9 jfr. 3). at Germanerne dyrke Mercurius, Hercules og Mars samt Isis. At med Mercurius menes Odin (Woden, Wuotan), er bekendt nok; denne Sammenligning fastholdtes i den følgende Tid; det stærkeste Minde om den er Navnet paa den fjerde Ugedag, henholdsvis hos de romanske og germanske Folk (»mercredi« — »Onsdag«). At Romerne fandt Odin svarende til Mercurius, kan kun forklares deraf, at Odin af de Germaner, som hine kendte, har været dyrket bl. A. som Veltalenhedens Giver, maaske ogsaa som Skjaldskabs Ophav — Mercurius var Lyrens Opfinder — , overhoved som den ordmægtige Guddom; denne Side af Odins-Forestillingen er altsaa ældgammel. Lige saa sikkert er det, at ved Mars sigtes til Tyr, atter her vidner Ugedagsnavnet stærkere end noget Andet (»mardi« — »Tirsdag«). Mere Tvivl har der været om Hercules; men, naar man senere stadig ser Odin og Thor sammenstillede med en tredje Gud (Tyr, Saxnot, Frey) som Hovedguder, og naar man husker paa, at Thors Hovedgerning er at fælde Riser, hvorved han for Romerne i høj Grad maatte komme til at ligne Hercules, saa kan man ikke tvivle om, at Hercules hos Tacitus er Thor (Thunar); og man faar da tillige den Oplysning, at i det første Aarhundrede e. Krist hørte Forestillingen om en staaende Strid mellem Guder og Troldkæmper med til Germanernes Trosindhold. Bag Isis endelig ligger aabenbart Frigg, (Frea, Fria); Sammenligningsleddet er Begges Væsen som Personifikationer af Jorden, Allivets Moder. Tacitus beretter videre, at til Mercurius ofres ogsaa Mennesker, til Hercules og Mars kun Dyr; saa vel heraf som af Rækkefølgen, hvori de nævnes, kan med Vished sluttes, at Odin var Hovedguden. Dette Resultat rokkes ikke derved, at man senere gjorde Thor til Ét med Jupiter (»jeudi« — »Thorsdag«); man vilde derved ikke betegne hans Rang (thi det staar efter mange andre Beretninger fast, at Mercurius var Germanernes øverste Gud), men kun, at han var Tordneren.

Asanavnet møde vi, som bekendt, først hos Goternes Historieskriver Jornandes, ifølge hvem Østgoternes Konger ætledede sig fra »Anses«, der, siger han, fordum dyrkedes som »Halvguder«, og hvis Stammefader hed »Gapt«. I dette Navn genkende vi Odins-Navnet »Gaut«; naar han nævnes i Spidsen for »Anses« ɔ: Aserne, kan man slutte at Goterne i deres Hedenold have betragtet Odin som Hovedgud, ligesom et Navn som det vestgotiske »Thorismund« er nok til at røbe, at de ogsaa i sin Tid have dyrket Thor. — I sin Gengivelse af det velkendte Sagn om Longobard-Navnets Oprindelse, fremstiller Paulus Diaconus »Wodan« som »Sejruddeler« (og »Frea« ɔ: Frigg, som hans Hustru), og Forf. lægger til, at Wodan, »hvem vi Romere kalde Mercurius, dyrkes som Gud af alle Germaniens Folkefærd;« man ser heraf, at Longobarderne, mens de vare Hedninger, tilbade Odin som den, der raader for Kampens Udfald, og deraf, at ingen anden Gud nævnes, kan det endvidere sluttes, ej alene at han har været deres Hovedgud, men ogsaa at han opfattedes paa samme Maade af »alle Germaner« , som endnu vare Hedninger paa Paulus Diaconus' Tid (8de Aarh.) — Paa lignende Maade træder »Woden« i Forgrunden i Minderne om Angelsaxernes Hedenskab, af hvilket vi høre en levende Genklang bl. A. i Normannen Robert Waces »Roman de Brut«, der er bygget paa walisisk-bretonske Traditioner, naar Forf. lader Hengist fortælle, at »fremfor alle Guder tilbede vi (Saxerne) med stor Ærefrygt Mercurium, som i vort Sprog har Navnet Woden« — hvorhos han nævner Jupiter og flere Guder, deriblandt Gudinden »Frée«.

Nogle Stedsnavne og en hel Del Folkeovertro vidne noksom om, at »Wuotan« og »Thunar« have været dyrkede fremfor andre Guddomme i Tyskland, og mangfoldige Folkesagn pege tilbage paa Forestillingen om Gudernes evige Kamp med »Riseme«. Et af de mærkeligste Vidnesbyrd om tyskt Hedenskab er dog en Afsværgelsesformular fra det 8de Aarhundrede, hvori den nysomvendte Kristne lover at forsage »Thunar ende Wuoden ende Saxnot ende allum them unholdum the hira genotas sind« (alle de Utysker, som ere deres Fæller)4). Atter her har man tre Guder, som hos Tacitus, atter ere Thor og Odin de fornemste; men særeget er det, at Thor nævnes først, hvoraf mulig kunde sluttes , at han paa den Tid og i den paagældende Egn havde været dyrket fremfor Odin; ligeledes studser man ved at finde et andet ellers ukendt Gudenavn i Stedet for Tyrs; da Navnet aabenbart har Hensyn til Saxerfolket, ligger det nær at antage, at hos dette har en særlig Stammegud trængt sig frem i den oprindelige tredje Guds Sted.

Vende vi os fra de enkelte Hovedguddomme — om de Øvrige, som vi kende dem fra Norden, ere Minderne andensteds svage og uvisse — til de almindelige mytiske Forestillinger, saa finde vi, som tidligere paavist (se S. 164 — 66) ikke Spor af Tvivl om, at jo Forestillingen om Verdens Ophav og Undergang, altsaa Ragnarøk-Myten har været i det Mindste Tyskeres og Angelsaxers Eje. Heri ligger ej alene, at det bag Myten liggende Livssyn har været disse Folkefærds, og følgelig rimeligvis alle Germaners, hele Folkestammens »Vuggegave« og Adelsbrev blandt Folkene, men ogsaa, næsten med Nødvendighed, at tillige de med Ragnarøk-Tanken sammenhængende Hovedmyter have levet saavel udenfor som, i Norden, navnlig Forestillingen om Nornerne, Valhal og Valkyrjer; og denne Formodning stadfæstes ved mangt enkelt Spor i ældre og yngre tysk og engelsk Poesi. Paa Nornerne pege Brugen af Ordet »Wurt«, »Wyrd« (ɔ: Urðr) om Skæbnen, især Døden5). Valhalsbilledet dæmrer øjensynlig bag saadanne Udtryk som Kædmons (7de og 8de Aarh,) at «hjemsøge« Gud, »Skjoldborgen«, brugt om Himlen, »Englehirden«, »Sejrdrotten«, »Sejrvolderen« om Gud og Kristus. Talrige ere især Valkyrjeminderne. De ligge i ethvert Personnavn, sammensat med et Valkyrjenavn, og af saadanne vrimler det i Oldtysk og Oldengelsk — Navne, der ende paa —»hilt«, — »gunt«, — »drud«. »Hilt« og »Gunn« nævnes under Formerne »Hiltia« og »Gundia«, i Hildebrandssangen, Bjovulvkvadet bruger Udtrykkene: hvis »Hild« tager mig, »Gud (ɔ: Gunn) tog ham, og kalder Helten »Hild-Dyret«, Kædmon og andre kristne oldengelske Digtere kalde Striden »Hild«, Ravnene »Hild-Fugle o. s. v. — 6)

Odin og Thor Hovedguder, men Odin den ypperste, Odin den aandsoverlegne, Thor den haandstærke, Fjendskab mellem Guder og Jætter et Grundforhold og Thor Jætteknuser, Verdenslivet undergivet Nornernes Bud og bestemt til Undergang (følgelig ogsaa til Oprejsning), Menneskelivet et Kampliv, Odin Sejruddeleren (følgelig ogsaa Kamp-Egger), Valhal de faldne Heltes Bolig, Valkyrjerne virksomme i Odins Tjeneste for at samle Einherjer — alle disse Asatroens Hovedtræk, som vi kende den i Norden, have altsaa været tilstede hos Germanerne udenfor Norden, og saa vidt udviklede, at de have kunnet gennemtrænge den almene Bevisthed (ellers havde de bl. A. ikke kunnet afpræge sig i Menneskenavnene), alt inden Hedenskaben ophørte hos hvert af disse Folk, og det ej alene hos Tyskerne, hvor det ophørte sidst, men ogsaa hos Angelsaxerne og rimeligvis hos Longobarderne, der bleve kristne flere Aarhundreder tidligere end Tyskerne. Heraf kan man slutte med Sikkerhed, at, hvis Asatroen skulde være overført fra andre germanske Stammer til Norden, saa kan dette ikke være sket senere end ved 800. Men der er aldeles ingen Grund til at antage nogen “Overførelse. Paa den ene Side skimte vi alt hos Tacitus nogle aldeles indgribende Hovedtræk baade i Tro og Gudsdyrkelse ; da var ikke det første Aarhundrede e. Kr. ude ; det er da saa godt som utænkeligt, at Asatroen ikke skulde have havt i det Mindste det samme Indhold i Norden lige fra det særlig nordiske Folkelivs første Begyndelse (i det 3die Aarh. e. Kr.). Paa den anden Side forefinde vi særlig i Norden den udelukkende Norden tilhørende, vistnok til Sølivet knyttede Vaneslægt optagen i Asernes Kreds, ikke løseligt, men nøje sammensmeltet med den: Frey har faaet Tyrs Hædersplads som den tredje Hovedgud, og Vanemyterne gribe væsentlig ind i Asamyteme (Tabet af Freys Sværd føles i Ragnarøk-Striden, hvor han selv faar Plads i Kraft af sin Rang, Freya ejer Hælvten af de faldne mod Odin o. s. v.). Denne Vanetroens Indarbejdelse i Asatroen maa have taget lang Tid. Da nu de med Hensyn til Tiden historisk sikre mytiske Hentydninger — Mytedrapaernes fra det 9de Aarh. — røbe, at Vanerne forlængst vare blevne fuldstændig hjemme i Valhal, idet overhoved alle Gudesagn fremtræde her som gamle, velkendte Historier, maa Asatroen, hvis den skulde være overført til Norden fra Stammefrænderne, i alt Fald være kommen langt tidligere; men herved føres vi atter tilbage til den ældre Jærnalder, og det viser sig atter fra denne Side som ubetinget sandsynligt, at Asatroen oprindelig har tilhørt de nordiske, saa vel som de andre Germaner. I alt Fald synes det uomstødeligt, at i den ældre (d. e. ældre og mellemste Jærnalder) har Nordboernes Tro udfoldet hele sit Indhold, saaledes som vi kende det fra Eddakvadene, de mytiske Sagaer og selv Saxes Hedenskabsminder, der jo ogsaa væsentlig ere Odinsminder. Navnlig maa det staa fast, at Ragnarøk-Myten og Odins Dyrkelse som Hovedgud med Alt hvad heraf følger hører til Nordboernes aandelige Aasyn paa dette tidligere Trin.7)

I Hedenolds sidste Aarhundreder er heri indtraadt en Forandring: Odin og Odinsdyrkelsen er, til en vis Grad, traadt i Skygge for Thor og Thorsdyrkelsen, ja selv for Frey og Freysdyrkelsen. Allerede hos Tyskerne kan maaske noget Saadant spores, — hvis man tør slutte saa Meget af saa svage Vink, som dels at Elias i »Muspilli« øjensynlig er traadt i Stedet for Thor, ikke for Odin, som »Ulvens« Overvinder — følgelig skulde man tro, at paa det tyske Hedenskabs sidste Trin havde Thor, ikke Odin været opfattet som Hovedkæmpen i Ragnarøk-Striden — og dels af Gudenavnenes Følge i Afsværgelsesformularen. Dette være imidlertid, som det vil, i Norden er Overgangen altfor iøjenfaldende, til at kunne miskendes. Det er ikke saaledes at forstaa, som om Odin eller Odinsmyterne glemtes, hans Dyrkelse ophørte; dertil laa alt dette for dybt i Hedenskabets Trosindhold. Endnu paa Adam af Bremens Tid dyrkedes Odin i Upsala med store Menneskeblot. Skjalde som Lodbrókarkviðas og Eriksmaalets, som Eyvind og Egil vide godt, hvem der som Valhals Drot modtager de faldne Helte og stævner dem did, fordi »den graa Ulv stirrer paa Guders Skare«, de vide godt, hvem der egentlig styrer Verden, og hvem de skylde Skjaldskabsgaven, og især have vi set Valkyrjeforestillingen holde sig meget længe. Men det er, som om man her havde med Tidens mere fremragende Aander at gøre. Vist er det, at den store Mængde — ikke særlig Almuen ; thi Storbønder og Høvdinger med deres Skjalde gik i Spidsen — vender sig, til Dagligbrug i alt Fald, aabenbart hellere til Frey og især til Thor, end til Odin.

I Upsala-Hovet stod, ifølge Adam af Bremen, Thorsbilledet paa Hæderspladsen mellem Odin og Frey. Vistnok have Svenskerne særlig været ivrige Frey-Dyrkere. Derpaa tyder Yngling-Ættens Ætledning fra Frey; Saxes Fortælling, at Hadding begyndte at offre sorte Nød til »Frø« med Tilføjende: »det kalde Svenskerne Frøblot«; Beretningen i den større Olav Tryggvessøns Saga (Fornm. Søg. II, 73—78) om, hvorledes Svenskerne førte Freys Billede omkring i Landet og ofrede til det for godt Aar; en saadan Skik, som at Almuen i Sverige lige til vore Dage ved Juletid bager Kager i Lignelse af en Galt, sikkert et Minde fra Oldtidens »Sonegalt« , der vistnok var Frey helliget. — I Norge og paa Island tales aldrig om Odinsbilleder, men des mere om Thorsbilleder, stundom om Freysbilleder (Ingemund Gamles i Vatnsdølemes Saga). De islandske Landnamsmænd ere, for saa vidt deres Tro omtales, Thorsdyrkere. Paa Island selv tales kun om Thors- og Freys-Goder, aldrig om Odins-Goder, om Land helliget til Thor (Thorsmörk) , om Heste helligede til Frey (Freyfaxer). Ingen Guddom holde Drapaskjaldene fra Brage til Eiliv saa meget af at kvæde om, som om Thor og om hans Kampe med Jætterne, fremfor alt hans Fiskefærd. Ingen Guds Navn optages hyppigere i Personnavne end Thors; det er en Slags Helligelse til Thor, der skulde bringe Barnet Lykke. I Edsformularer finde vi nævnt flere Gange: »Frey, Njörd og den almægtigs As« eller »F., N. og Landasen«, med hvilke sidste sikkert menes ikke Odin, men Thor. I Danmark have Forholdene vistnok været lignende; herom turde det vidne, at der er mange flere Stedsnavne med Thor i end med Frey og Odin, samt at Hammeren som Amulet, der udelukkende tilhører den yngre Jærnalder, især er funden i Danmark (samt i Sverige).8)

Samtidig synes Forskellen mellem Gudernes Hværv at udslettes; den Gud man særlig dyrker, skal hjælpe i alle Slags Tilfælde. Thor paakaldes »til Søfærd« (af Helge den Magre) — man skulde snarere ventet Njörð. Hans Billede paa Højsædespillerne maa vise Landnamsmænd Vej til et lykkeligt Landnam (Thorolv Mostrarskegge o. fl.); og han paakaldes i Hungersnød (Thorfinn Karlsefni) — man skulde snarere i begge disse Tilfælde ventet Frey. Særligt maa det mærkes, at Thor paakaldes ogsaa for Sejr i Strid, altsaa i Stedet for Odin; dette plejede efter hvad Dudo beretter, de hedenske Normanner at gøre, og endnu hos de kristne Normanner i Tiden nærmest før Vilhelm Erobreren benyttes Stridsraabet : »Hjælp Thor!« (Tur aie!).

Grunden til dette utvivlsomme Fænomen er ikke vanskelig at se. I Troen paa Odin og i Dyrkelsen af ham laa de dybeste og højeste Tanker, som overhoved indeholdes i det germanske Hedenskab. Hertil knyttedes Bevidstheden om Menneskets Adel, om en Bestemmelse, der strækker sig ud over dette Liv, om et Evighedsforhold. Men alt dette var dog kun Drøm, Anelse, og, altsom i det Hele Hedenskabet tabte sin Magt over Sindene, maatte denne Side af det først fordunkles. Allersnarest maatte Tanken om en evig Gud bag Valhalsguderne blegne, derfor have vi kun saa faa Spor af den, og derfor finde vi i Snorres Edda Odin gjort til Et med Alfader. Men ogsaa Odin maatte efterhaanden vige tilbage. Folk, som de ere flest, bryde sig altid mere om det Timdige end om det Evige. Men med Hensyn til timelig Lykke og Velvære stode Menneskene i ganske anderledes nært Forhold til Frey og Thor end til Odin. Til Dagligbrug havde man meget mere at gøre med og søge hos den Gud, som gav godt Aar, eller hos den Gud, som værnede mod alle skjulte fjendske Magter, end hos den Gud, som lovede Lyksalighed i Valhal og Salighed i Gimle til Løn for Heltedøden. Derfor maatte hines Dyrkelse, altsom Tiden gik, faa større Vigtighed og holde sig længere i fuld Kraft end dennes. Dertil kommer endnu to andre Omstændigheder. Odinsagnene ere stærk dæmoniske. Guden virker i Løndom og hans Gerning er ikke Lykke, men Ulykke, — timelig set. Naar man ikke længer havde det nærværende i sin Tro, hvad der var den højere, i Virkeligheden velgørende Mening med Odins Stiften Ufred, hvorom Sagnene idelig mældte, maatte man snarest komme til at betragte ham som en ond Vætte; allerede indenfor Folkedigtningen kommer denne Tanke frem i Rolv Krake-Sagnet. Det var da tryggere at holde sig til de andre Guder. Og endelig er Odin en aandeligt fornem Gud; hans Skikkelse staar altid i en ophøjet, halvdunkel Frastand; han griber ikke umiddelbart ind i Verdenslivet, men virker ad Omveje, og hans Storhed er ikke Kæmpekraftens men Tankens. Thor derimod — og derfor maatte han især stille ogsaa Frey i Skygge — har, med sin Djærvhed, sine vældige Kræfter, sin Godmodighed, et langt mere jævnt Præg. For en Slægt, hvis Liv gik hen i Kamp, maatte, skønt denne Tilstand i Virkeligheden tildels var en Eftervirkning netop af Odins- og Valhalstankens fordums Magt over Sindene, den altid slagfærdige Kæmpekarl med Hammeren staa som en langt mere tiltrækkende Skikkelse og især som en langt tilgængeligere og paalideligere Hjælper end den fjærne, uhyggelige, enøjede Blaakappemand, som man aldrig kunde vide om, hvor man havde ham. Saa holdt man sig da til Vens med Thor, — men forøvrigt lejlighedsvis ogsaa med mangen anden Vætte, som man mente kunde og vilde gavne En; Sagaerne indeholde Exempler i Mængde paa den Slags Overtro som Haakon Jarls, der havde Thor staaende i sit Hov mellem Thorgerd og Irpa, hans haaleyske Æts oprindelig finske Skytsguder, eller Kodrans, der havde sin »Spaamand« i en Klippe udenfor sin Gaard, indtil Bisp Frederik drev Vætten bort med Vievand. Grunden til al den Slags Dyrkelse er overalt den samme: Trang til og Tro paa overnaturlig Hjælp i det Timelige. Naar denne udeblev eller man var for stolt til at søge den, trode man »paa sin egen Kraft«, medens ganske faa dybt religiøse Sjæle (Thorkel Maane, Thorstein Ingemundssøn) anede en eneste Gud, ham, »der havde skabt Solen«. Dette er det sidste Trin i Hedenskabets Opløsningsproces.9)

Hvis det er sandt, at Religion og Moral, Tro og Livsanskudte hænge uadskillelig sammen, maa man vente at finde en til den religiøse Opløsning svarende Opløsning i Sæderne i Vikingetiden. Her maa dog et eget Forhold tages i Betragtning. En Stjerne kan lyse, efter at den er slukt. De Sædelighedsbegreber, som under en livskraftig Tros Indflydelse ere komne ind i Menneskers Liv og have afpræget sig i den alment raadende, fra Slægt til Slægt nedarvede Opfattelse af de menneskelige Forhold, ville altid holde sig, mer eller mindre kraftige, en Stund efter at Troen, der var deres Kilde, er udtørret i Hjærterne. Men efterhaanden vil dog saa et, saa et andet Led i den hele Livsanskuelse svækkes, og til sidst vil Meget gælde for at være i sin Orden, som den svundne, troskraftige Tids Mennesker vilde have fordømt, og som fordømmes af de Samtidige, der endnu holde fast ved det Gamle.

Denne almindelige Erfaring stadfæster sig ogsaa i Nordens Oldtid.

Den Følelse, at Livets almene Kaar er Kamp og at Selvhævdelse er Mandens Opgave i Livet, var for dybt rodfæstet, til at kunne svinde bort. Den opfylder Vikingetidens Nordboer lige ud til Fingerspidserne; og det er ikke saa sært; thi den var ej alene en nedarvet Livsopfattelse, som var indvævet i alle andre menneskelige Følelser; den var bleven et Existensvilkaar. Under Valhalstroens mægtige Indflydelse var den almene Kamp kommen i Gang og kunde ikke stanse, fordi hin Tro tabte sin løftende Magt. Ligesom Hjadningerne, kunde Datidens Nordboer ikke leve i Fred, selv om de vilde. Ufreden var en almindelig Arv. Blodhævnen vedligeholdt den mellem Familierne fra Slægt til Slægt; den forplantede sig fra Bygd til Bygd, fra Land til Land. Enkelte Kongeætters Herskesyge fyldte Rigerne med Kampbulder, idet de vilde kue alle andre Magthavere, og atter sønderreves Storkongeætterne af indbyrdes Strid. Norden blev for trangt for dets Sønner; de søgte i uendelige Sværme til fremmede Have og Lande ; ogsaa her var Kamp den daglige Syssel. Enhver Mand maatte være vaabenduelig blot for at kunne friste Livet. Hele Opdragelsen maatte gaa ud paa at styrke den vordende Mands Vilje og Krop til de Dyster, han uundgaaelig ville blive stedt i; og naar saa Kræfterne vare der og Sindet fra Barndommen var fyldt med Forestillinger om farlig Idræt og derved vunden Hæder og Bytte, saa kom Lysten af sig selv. Det haarde, friske Klima, en drøj, sund Levemaade, daglig Færden i det Fri, især paa det mægtige Hav, hele Norden over det vigtigste Samkvemsmiddel, Indaandingen af Søluften og Genlyden i Sjælen af Bølgernes Brusen — Alt maatte avle en legemlig Frodighed, en svulmende Kraftfylde, der næsten uimodstaaelig krævede Kamp som Livets herligste Fest, i alt Fald gjorde Manden rede til at slaa ved den mindste Anledning.

Det er nu vist, at Vikingetidens Mennesker, baade som de have tegnet sig selv i deres egne Frembringelser (Konstdigtene), og som vi kende dem gennem den historiske Overlevering (Sagaerne), ikke alene vise mangfoldige Træk af den Viljefasthed, som var Frugten af den almene Kampstilstand og den derved betingede Opdragelse, denne Forvovenhed, denne Haardførhed, denne Sejghed i at fastholde en Beslutning, dette kolde Lune i Fare, Pinsel og Dødsnød, som allermest har forbavset senere Tiders blødagtigere og viljesvagere Slægter; men at der ogsaa midt i alt det Vilde og Grumme lyser andre mildere Træk, som vidne om virkelig Sjælsadel: Venfasthed, Trofasthed i Elskov, stærkt Familiesammenhold, fremfor Alt Hirdmandstroskab mod Kongen , storladen Rundhaandethed , Nænsomhed ligeoverfor Kvinden, overhoved frisindet Agtelse for Personligheden, som ikke mindst viser sig i den mærkelige Frihed, der undtes den opvoxende Dreng, ja stundom afgjort Ulyst til Strid og Drab hos den, som i fuldest Maal havde Heltedygtigheden (Gunnar fra Hliðarende). Men gennem alle de Træk, som karakterisere Tidens Tænkemaade gaar dog en Følelse, som er mindre tiltrækkende og som væsentlig maa tilskrives den religiøse Slappelse.

Naar det at hævde sig selv er Livets Opgave, men Opgaven ikke længer væsentlig har et evigt Maal, naar den kun gælder det Timelige, i alt Fald, hvis det kommer højt, kun den Fortsættelse af Livet efter Døden, som ligger i Eftermælet, saa maa Selvfølelsen slaa over i Selviskhed. Saaledes er det ogsaa i Virkeligheden; glubsk Egoisme farver hele Vikingetiden. Allerede paa Overgangen fra den heroiske Tid se vi den, som dyb Mistro og hensynsløs Egennytte, sat i System i Hávamáls første Afsnit. I de historiske Beretninger se vi den udfolde sig praktisk i mangfoldige Skikkelser. Hos Konger og Høvdinger er det umættelig Magtsyge; Hovedexemplet er Harald Haarfager, han, der ikke trode paa Guderne: ingen Grumhed, ingen Svig ingen Uretfærdighed forsmaar han for at lægge Norge under sig og befæste sit Voldsherredømme; hans Sønner slægte ham paa, fremfor Alle Brodermorderen Erik; men baade han og Faderen prises af Skjaldene i de højeste Udtryk. Det er ikke alene Kamp og Hæder, som Vikingerne søge paa de fremmede Kyster, det er fuldt saa meget Bytte; kun altfor ofte træder denne Rovlyst frem; selv en i andre Henseender saa udmærket Mand som Egil er stærkt smittet af Pengegriskhed — ogsaa deri er han typisk. Rovlysten og Ringeagten for de Fremmede avler en tidligere vistnok ukendt Grumhed mod Værgeløse; i alt Fald klage de fremmede Krøniker noksom over Vikingernes Mishandlinger af Kvinder og Børn. Bedst Lejlighed til at lære den almene Tænkemaade at kende yde selfølgelig Fortællingerne om Livet paa Island, fordi man her føres dybest ind i Hjemlivet og dets Forhold. Her se vi Selviskheden ytre sig baade i Overdrivelse og Slappelse af Æresfølelsen. Hvor ofte fremtræder den ikke næsten som barnagtig Stikkenhed! Den ubetydeligste, tidt rent indbildte Krænkelse lægger Spiren til uforsonligt Had og volder Drab paa Drab. Men den forbyder ikke mere Mange at slaa sig sammen mod En. Vel maa man huske paa, at Forholdet snarest maa opfattes som Krig mellem Stater: naar den var erklæret, maatte den Truede vare sig, som han bedst kunde; og uhæderligt ansaas det at lade sig købe til at forfølge en Mand, især naar man passede at hytte sit eget Skind (Ejolv i Gisle Surssøns Saga), saa vel som at bruge Trolddom (Thorbjørn Øngul i Gretters Saga); men ligefuldt tyder det paa svækket Følelse for den sande Ære, at saa ofte Mænd, der ellers gælde for udmærkede og virkelig vise Højsind, tage Del i Overfald, der nærme sig til Mord, ja i Indebrænding (Bolle mod Kjartan, Flose mod Njál o. m. Fl.). Naar enhver ubetydelig Tvist kunde give Anledning til Fejde og Drab, blev det næsten nødvendigt, at der kunde sluttes Forlig og bødes med Penge; men i sig selv er dette dog et Mærke paa, at Blodhævnen ikke mere opfattes som Æressag, som før. Man tænke sig, at Sigurd Faavnersbane skulde ladet sig købe med Penge til ikke at hævne sin Fader, og man vil føle Forskellen! Mest iøjenfaldende er maaske Selvfølelsens Forvandling til Selviskhed i Æresfølelsens Udartning til tom Glimrelyst. Den har i det Mindste den halve Del i Heltefærd, i Gæstfrihed og Gavmildhed; ja vi have kunnet iagttage dens Virkning i Skjaldekonstens Udvikling og i den poetiske Stil.

Hvor meget Storladent og virkelig Stort der end udmærker Nordboernes Tænkemaade i Slutningen af Hedenold, man mærker dog idelig, hvorledes den gamle Sædeligheds Baand slappes altsom Valhals- og Ragnarøks-Tanken blegner. Idet Evighedstanken, som havde givet det nordiske Kæmpeliv sin Indvielse, svinder bort, maa den gamle Kultur opløses. Da var Tidens Fylde kommen for vort Folkeslag. Da kunde Hjærterne aabnes for Evighedstanken i en ny Skikkelse, for Forkyndelsen af den Gud, som Fædrene kun havde anet. Hvor dybt og kraftigt de kunde gribes af den nye Tro, have vi set et Vink om i kristne Runeindskrifter. Vi skulle se det nærmere i det Følgende, men ved Siden deraf, hvorledes den gamle Kulturs Tanker og Forestillinger vedblive at virke under den kristelige Aands, men tillige under den sydevropæiske Kulturs Indflydelse. Denne Brydning er Indholdet af Middelalderens Aandshistorie i Norden.


Noter:
1. Henry Petersen: “Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro” (1876) har rigtig set Grunden til Thorsdyrkelsen i hans Egenskab som Midgaards “véurr”; men naar han ender med den Slutning, at Thorsdyrkelsen ikke har noget Væsentligt med “Mytologien” at gøre, saa kommer han i den haandgribeligste Modsigelse med sin egen Hovedsætning; thi som “Midgaards véurr” forstaas Thor kun i Henhold til Gudekvadene, til “Mytologien”.
2. At den var helliget Frey, kan maaske sluttes af Hervørssaga (Kap. 12), hvor det heder, at Heidrek blotede Frey sin Galt og at hans Mænd gjorde Løfter over den.
3. Ordet har Intet med Brage at gøre. “Bragr” betyder det mest Udmærkede i sin Slags (“hon er bragr kvenna”, siger Gunnar om Brynhild i 3die Sgdskv. ; Thor kaldes “Asabragr”). Bragarfull maa altsaa nærmest gengives ved “Storheds-Skaal”.
4. Se bl. A. Müllenhoff und Scherer: “Denkmäler deutscher Poesie u. Prosa.”
5. Den oldsaxiske Messiade “Heliand” bruger t. Ex. Udtrykkene “thiu Wurdh is at handun”, “Wurth ina benam”; i Hildebrandssangen hedder det : “We, Wurt skihit”, i oldengelske Digte møder man t. Ex. “Det tilvævede mig Wyrd” — altsaa Billedet af Nornernes Væv — , “Vyrd” nævnes atter og atter i Bjovulvskvædet (t. Ex.: “ealla Vyrd forsveop” ɔ: Alle rev V. bort); Kædmon taler om den “valgrumme Vyrd”; i Shakespares Machbeth skride Nornerne endnu over Scenen som “weirdsisters”. Det er kun et Par Bemærkninger blandt Hundreder.
6. Se bl. A. Grimms “Deutsche Mythol« og Fr, Hammerich: “De episk-kristelige Oldkvad hos de gotiske Folk.”
7. Naar E. Sars i sin Udsigt over Nordens Historie (1873) slutter, at Eddakvadene maa tilhøre Hedenskabets Slutning, deraf, at Konsten aldrig bemægtiger sig Religionerne, før naar disse have tabt deres egentlige Livskraft som Religioner — saaledes i Grækenland i Oldtiden, i Italien i Renaissancen — , saa beror denne Slutning paa en fuldstændig Miskendelse af Eddakvadenes Karakter; de ere ikke Konstdigte, men naive Digte, svarende snarere til de forhomeriske end til de homeriske Digte, end sige til det græske Drama, og de have deres Sidestykker indenfor den kristelige Udvikling ikke i den italienske Renaissance, men t. Ex. i de ældste latinske Hymner, i de oldengelske episk-kristelige Kvad, i den evangeliske Salmedigtning, og bære, ligesom disse Grupper af Digtning, fuldstændig Præg af at være umiddelbare Yttringer af en frisk og levende religiøs Tro, hvis Midtpunkt er Odins- Valhals- og Ragnarøks-Myten.
8. 14 Exemplarer i de gamle danske Lande, 6 i de svenske.
9. En Del af de i det nærmest Foregaaende fremhævede Kendsgerninger ere uddragne af Henry Petersens ovennævnte Afhandling: “Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro.” Forf. søger heri at bevise, at Thor, ikke Odin er den oprindelige nordiske Hovedgud, at “Odinsdigtningen” d. e. det Meste af Eddakvadene og Sagnene, især Valhalsmyten (hvormed følger Valkyrjetroen og Heltesagnene), ikke har havt nogen videre Sammenhæng med den virkelige Folkereligion, samt at denne Digtning er Frugten af en sen Indvirkning (i det 10de Aarh.) fra Stammefrænderne sydpaa, fra Tyskland eller England. Alle de af ham selv paaberaabte Kendsgerninger pege, som ovenfor vist, netop i modsat Retning. Især, hvorledes der fra det engelske eller tyske Hedenskab, som blev brudt henholdsvis ved Aar 600 og 800 skulde have kunnet komme Impulser til hedensk Gudedigtning i Norden i det 10de Aarhundrede, dette staar hen som en uløst (og uløselig) Gaade; skulde Nordens Hedninger have lært Noget af de sidste tyske Hedninger, maatte det netop have været at sætte Thor over Odin, — og dette var ikke saa urimeligt; ogsaa hos Tyskerne vilde det være naturligt, om Evighedstanken i Hedenskabet var fordunklet henimod Slutningen og tidligere end i Norden.