Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq

Folkene ved Nunakitseq havde fra tidligt på foråret ligget i fangstlejr ude ved Kulusuk. Da de foråret og sommeren igennem ikke fik fangst, vendte de tilbage til bopladsen og gik i vinterkvarter. Der var otte fangere med deres familier, nemlig: Quarrajêq, Maratse, Arqe, Igsiavikitseq, Kúko, Ũtuaq, Siánialik og Umigtêq.

Fra bopladsen drog man på lange fangsttogter, men intet levende var at se. Allerede tidligt på efteråret begyndte isen at lægge sig, hvorved al kajakfangst umuliggjordes. Storisen blev presset ind til land og frøs sammen. Fra bopladsen, der lå på en ø, kunne man gå ind til fastlandet og plukke sortebær, og til alt held var der nok af dem. Herefter levede man af bær, men spækhungeren var stor. Langt tidligere end man plejede, flyttede man i hus, omkring slutningen af august eller begyndelsen af september. Man så ingen anden udvej, thi de store skindtelte var ikke mere til at varme op. Fortvivlelsen var stor. Man skiftedes til at sige: »Hvad skal vi dog stille op?«

Storisen skruede fast om landet. Ikke en våge var at øjne. Fangerne humpede fortvivlede og sultne omkring, ude af stand til at se, hvordan man skulle skaffe føden.

De fortvivlede mennesker henvendte sig til åndemaneren Maratse og bad ham besværge sine ånder og få dem til at løsne for ismasserne, så man kunne tage ud på fangst. Maratse var som døv. Da de andre gjorde det ubehageligt for ham og tvang ham op i et hjørne, sagde han endelig spagfærdigt: »Er det sandt, at man er åndemaner? Findes der virkelig en sådan iblandt os? Er han imellem os, vil vi vågne op til havblik i morgen. Men er her ingen åndemaner, så vil vi vågne op til det samme!« – Og han pegede ud over isen, der skruede op mod kysten.

Den næste morgen tidligt gik Umigtêq ud, og se, havet var isfrit. Han for ind igen og fortalte, hvad han havde set.

Fangerne fik travlt. Straks efter var de på vej ud. De var væk hele dagen. Om aftenen kom de hjem, Igsiavikitseq med en klapmyds, Kúko med en fuldvoksen sortside, alle de andre med hver sin fjordsæl. Man var gal af glæde, og alle råbte i munden på hverandre: »Vi er reddet – vi er reddet«. I flere dage lå havet åbent, og man fik endnu nogle sæler.

Snart skruede storisen igen op mod land, og hele den lange vinter så man ikke en åben våge.

Dagene gik. Igen havde man intet at bide i, og sulten sled i indvoldene. Som det så værst ud, begyndte de forskellige mennesker i fælleshuset at savne hengemte spækstumper og skindfiler. Der var tyve iblandt dem.

Siánialik angav Arqe som den skyldige, men denne benægtede på det kraftigste. En anden dag var Siánaliks eneste spækstump borte, og Maratse fik skylden. Der opstod et voldsomt skænderi.

Quarrajêq brød ind: »Undersøg sagen ved gnidning«. Maratse greb sin tromme, satte sig på gulvet og gned dens ramme mod gulvfliserne.

Efter kort tids gnidning rejste Maratse sig og gik hen til sin yngre bror, Arqe. »Kiângma,« sådan kaldte Maratse sin bror, »er det dig, der har taget det bortkomne?« Broderen nikkede bekræftende: »Flere gange har man skudt skylden på mig, selv om jeg ikke havde stjålet. For at beskyldningerne skulle ske fyldest, tog jeg det«.

Da Arqe svarede således, var der ingen, der knurrede.

Da året havde vendt, begyndte man at æde sine hunde. Med de få radmagre hunde, man havde igen, kørte man på fangst, men både mænd og hunde var som skygger, skind og ben.

En dag, mens Kúko lå på briksen, og hans kone lyskede ham, blev der et voldsomt hundeslagsmål på gulvet. Det var en af Kúkos og en af Maratses hunde, der var røget i totterne på hinanden. Maratse sprang ud på gulvet og greb Kúkos hund og begyndte at hamre dens hoved mod gulvfliserne for at dræbe den.

Kúko, der var meget tunghør, må have hørt noget, for han spurgte sin kone, hvad det var for et spektakel, og hun svarede:

»Maratse er ved at hamre din bedste hund ihjel.«

Den umådeligt stærke Kúko sprang langt ud på gulvet og greb Maratses hund, der var som vægtløs i hans stærke arme. Uden et ord gik han ned til husgangsåbningen og slyngede hundeskallen mod væggen med så stor kraft, at hjernen sprøjtede helt op på tagspærene. Kúkos hund var ikke kommet noget til. Maratse slængte den fra sig, rykkede ind på Kúko og vrælede ham i synet: »Gad vide, hvem der vil være mest ynkværdig, en køter eller et barn?« Maratse ville sjælerane et af Kúkos børn.

»Ja, dør et af mine børn, ved jeg, at det er dig, der har ranet sjælen. Men jeg er ikke bange for dig. Raner du en sjæl, er dit liv kortere end en tommelfinger. Vil du lide en voldsom død, dø med smerte, så bare hal sjæle ud af mine unger, lige så meget du har lyst«, råbte Kúko.

Da Maratse ikke svarede, krøb Kúko op på briksen.

Maratse flåede og parterede sin radmagre hund. Nu havde de da i det mindste noget at æde.

Man var inde i marts måned. Hele det indre af huset var aldeles hvidt af rim. Dampene fra menneskenes ånde satte sig som rim overalt, siden frøs det sammen til is. Man havde for længst hængt alle hunde og ædt dem op. Kun skindstumper og remme havde man at opretholde livet ved. De mindreårige børn magtede ikke mere at rejse sig overende. Som skeletter lå børnene hen. En dag sultede Maratses kone Mikertes lille søn ihjel. Få dage efter sultede igen Maratse-familiens yngste ihjel.

Sultedøden var begyndt at rydde ud.

En dag sprang pludselig Igsiavikitseq op af sin kraftesløshed og sagde: »Her ligger jeg ved min kone og mine børns side og venter på, at de skal sulte ihjel! Nej, om de skal . . .«

Igsiavikitseq gjorde sig klar til at gå. Hans kone Mákak spurgte: »Hvor skal du hen?« — »Jeg skal se, om der er noget at fange. Åh, var Sûsân blot endnu i live, ville vi i dag have fået varm suppe at smage«. Sûsân var en dygtig åndehulsfanger, der havde haft fast vinterplads ved Sermiligâq. Så forsvandt Igsiavikitseq ud gennem husgangen.

Da man ikke mente, at en så afkræftet mand kunne tage på fangst, ventede man, at Igsiavikitseq straks ville komme tilbage, men han blev væk.

Dagen gik, og henimod aften krøb Mákak ud og stavrede op på »udkiggen«, – men – stadig ingen Igsiavikitseq.

Sent på natten hørtes raslen ved husgangen, men folkene i huset var så afkræftede, at de bare lå henslængt på briksen og gloede. De så da Igsiavikitseq krybe ind medbringende en fyldt halvpels, som han lagde på kassen foran briksebåsen. Meget højt sagde han: »I, alle mine husfæller, i dag og i morgen er der mad til os alle. Jeg fangede en remmesæl«. Folk sprang op, som om de havde deres kræfter i behold; der blev et forfærdeligt spektakel.

Efter et dybt suk hørtes i mørket en mandsstemme: »Det er det, jeg altid har sagt. Igsiavikitseq venter jeg mig noget stort af«. Og man genkendte Siánialiks stemme. Igsiavikitseq svarede: »Ak, jeg er så nærig; at der, sikkert ikke bliver en bid til jer andre«. Siánialik havde flere gange bagtalt ham som nærig, Iqsiavikitseq bad Mákak bore ild, og da hun vægrede sig: »Vi skal jo æde spækket,« svarede manden, »jeg har set flere åndehuller fra remmesæler«.

Endelig lykkedes det at få det rimslåede ildtøj til at fænge. I lyset fra lampens varme flamme delte Igsiavikitseq kødet ud til husfællerne, og der var stor taknemmelighed i huset den nat.

Lad os følge Igsiavikitseq på hans fangst.

Meget afkræftet drog han af sted ud over den endeløse is. Vaklende nåede han sit mål: et sted, hvor han vidste, at isen altid var tyndere end andre steder. Her stødte han på et åndehul, og da han så sig om, så han to andre åndehulskupler. Da han ikke ville skræmme sælerne ved sine fodslag, ryddede han sneen til side omkring åndehulstuen og stillede sin åndehulsstol, en lille trebenet skammel, på læsiden af åndehullet, for at den opkommende sæl ikke skulle få fært af ham. Det kunne ikke være længe siden, sælen havde været der, thi der var klart vand i hullet, og han så, at det var en remmesæls åndehul. Så satte han sig til at vente; ikke langt derfra hørte han en fjordsæl ånde.

Han ventede og ventede. Dagen gik. Solen gik ned, men derved steg hans forhåbninger, for remmesæler kommer oftere op i åndehullerne efter solnedgang.

Der gik et sæt igennem hans magre krop af forskrækkelse, da vandet i åndehullet blev presset op gennem røret, og det plaskede svagt. Sælen pustede med stor styrke, den havde været længe under vand. Da sælen pustede anden gang rejste Igsiavikitseq sig lydløst op. Meget forsigtigt løftede han harpunen til stød. Endelig skimtede han sælen gennem åndehulstuens lille hul.

Med opbydelse af sine sidste kræfter jog Igsiavikitseq harpunspidsen ned i nakken på remmesælen, dyret slog en volte, og vandet fossede op igennem åndehullet. Igsiavikitseq måtte lægge kræfter i for at holde linen; sælen trak hårdt, men blev til sidst så træt, at den lod sig hale op gennem åndehullet, som Igsiavikitseq havde udvidet med sin ismejsel.

Sælen fik dødsstødet, og skyndsomt skar Igsiavikitseq lunser af byttet, puttede dem op i halvpelsen og begav sig hjem til sine sultende husfæller.

Næste morgen stavrede alle de, der kunne, afsted efter resten af remmesælen. Ved hjemkomsten sagde Igsiavikitseq: »Hør nu her, nu må I bruge forstanden, ligelig fordeling, opdager jeg et eneste tyveri, så deler jeg ikke med jer, hvis jeg får fangst senere«. Umigtêq bifaldt hans ord.

Dette sagde Igsiavikitseq, fordi det længe havde været sådan, at hver gang noget blev hengemt i en kødgrav — om det så var et nok så lille skindstykke – var det væk næste morgen, når ejeren kom for at hente det.

Efter denne tid fik man med lange mellemrum sæl, så man lige kunne holde den gående. Særlig Igsiavikitseq bragte sæler hjem, og hver gang delte han ud i små parter, så selv en lille fjordsæl straktes til en kæmpe, der holdt i flere dage. Siánialik, der jo havde bagtalt Igsiavikitseq, modtog hans gaver med flov mine.

Igsiavikitseq huskes som en usædvanlig hårdfør storfanger, manden, der reddede Nunakitseq- beboerne fra den sikre sultedød.

Åndemaneren Maratse, der ellers benyttede enhver anledning til at vise sig som den store mand – hvad han ikke var – gik ikke ret meget på fangst. Hans fangst bestod i, at han — klædt i bjørneskind fra top til tå — krøb ud af husgangen for at hente aflagt kajak- og konebådsbetræk. Når han kom ind med en skindstump, satte han sig med ryggen til sin tiggende familie og begyndte uden at fortrække en mine at snitte i skindet og æde det. Han vendte ikke ansigtet til familien, før alt var opædt, og der på briksen lå hans gravide kone og hans lille søn afkræftet af hunger.

Midt under elendigheden fik Maratses kone fødselsveer. Uden hjælp fødte hun i det iskolde hus en velskabt dreng. Glad og varm efter veloverstået fødsel sagde hun til sin mand: »Maratse, jeg har født dig en pæn dreng, din anden søn«. Maratse for op og snerrede: »Sikke noget lort, han bliver aldrig til en fanger, bring ham ud«. Grædende pakkede Maratses kone det skrigende spædbarn i nogle skindpjalter og bar det ud gennem husgangen. Lidt efter kom hun krybende ind og lagde sig hulkende på briksen. De, der overværede dette optrin, fik stor medfølelse med den sørgende moder.

Et stykke ind i april så man et par mænd komme vaklende. Det var Kilimê og Símujôq. De vaklede hen til møddingen og gav sig til at gnave knogler, der i forvejen var fuldstændig renpillede. De var som hunde, der kommer hjem fra en lang trækdag. »Afgnavede knogler duer ikke, kom ind«, sagde Igsiavikitseq, og de fremmede kom i hus og fik hver et lille stykke kød, som de flåede i sig. Derefter faldt de i en dødlignende søvn, den lille stump kød havde slået dem helt ud med sin kraft.

Da de vågnede længe, længe efter, følte de sig bedre tilpas. De blev i flere dage ved Nunakitseq og nassede. Efterhånden fik man et ondt øje til dem. Men netop som man beredte sig på at jage dem af huse, forlod de endelig bopladsen.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 108-112, København, 1963.

Næste kapitel ►