Olufas kvad

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

V. U. Hammershaimb

Færøske kvæder i dansk oversættelse

Olufas kvad

Oversat fra færøsk af
Venceslaus Ulricus Hammershaimb

Antiquarisk Tidsskrift
Kjøbenhavn
1847

Dette kvad, som jeg herved tillader mig at meddele, er ikke trykt før, ej heller findes det i Svabos og de andre håndskrevne samlinger af færøiske kvæder på det store kongelige bibliothek; alligevel er det et på Færøerne meget bekendt og yndet kvad. På min rejse deroppe tog jeg 4 optegnelser deraf, idet jeg lod mig det foresynge på Suderø, Skuvø, Sandø og Mikjunes; herved håber jeg at have fået det så fuldstændigt, som det er muligt nu at tilvejebringe; dog er det på flere steder tydeligt, at det før er blevet sunget fuldstændigere og vidtløftigere, end det nu her foreligger. Til grund for bearbejdelsen har jeg især lagt den suderøiske optegnelse, som fra indholdets side var den bedst sammenhængende og tillige med hensyn til sproget den reneste; hvad de andre havde fuldstændigere, har jeg flættet ind, hvor det kunde lade sig gøre uden endnu mere at afbryde gangen eller forstyrre enheden. Optegnelsen fra Mikjunes er langt kortere, og afviger temmelig betydeligt fra de 3 andre, hvorfor jeg kun enkelte steder har kunnet tage hensyn til den. Den vedføjede danske oversættelse må jeg bede læseren blot betragte som en såvidt muligt ordret gengivelse af den færøiske text, og ikke som en poetisk bearbejdelse deraf, hvilket jeg ikke formår at give.

Hvad kvadets ælde angår, da véd man intet herom at sige; dog synes det af indre kriterier at være meget gammelt; sproget er temmelig rent, forsåvidt som det ikke er blandet med nyere tilsætninger; således overgår dette kvad langt i denne henseende flere af de andre kvæder, som handle om Karlemagnus og hans samtids helte; enkelte af disse synes at være digtede i den nyere tid efter krønnikerne. Flere ældre og nyere færøiske kvæder begynde med de indledende ord om deres oprindelse: «Ein er ríman úr Íslandi komin, skrivað í bók so breiða" o.s.v.; Færingerne henføre således deres fleste kvæder til Island, de nævne endogså «á Fróðarsteini" (navnet vist dannet af fróður kyndig, vís) som det sted, hvor kvæderne skulle være digtede, og derfra komne til Færøerne. (Se P. E. Müller i hans fortale til Lyngbys «færøiske kvæder om Sigurd Fáfnersbane"). Heri ligger vel fornemmelig, at Færingerne vistnok også have været i besiddelse af islandske sagaer og skindbøger, efter hvilke de have digtet deres kvæder; eller også den almindelige udtalelse, at Færingerne i Island må søge kilden og grunden til deres sprog og sprogminder. — Også på Island findes et kvad af lignende indhold, som det her meddelte (se herom den i Oldskriftselskabets arkiv bevarede «Rímnabók" nr. 5: «Landres rímur, sonar Hugions hertoga af Englandi, og Ólífar, systur Karlamagnus keisara). Dette kvads indhold findes også fuldstændig og vidtløftig bearbejdet i en meget gammel spansk roman: «Historia de Enrique, fi de Oliva, rey de Jherusalem, Emperador de Constantinopla" (den er fortalt af Ferdinand Wolf i hans værk: über die neuesten leistungen der Franzosen für die herausgabe ihrer national-heldengedichte, ein beitrag zur geschichte der romantischen poesi. Wien 1833, side 98-123). Wolf antager, at denne ridderroman er sammensat af to forskelligartede bestanddele, af hvilke den ene, som indeholder Olivas historie, vel grunder sig på en ældre ægte saga; «für dessen ächtheit spricht, dass er die concrete gestaltung einer absoluten wahrheit, die individualisirte darstellung einer allgemeingültigen weltanschauung ist; denn in Oliva spricht sich doch wohl die idee aus, dass das urtheil über den sittlichen werth des menschen bloss nach der äusseren, zufälligen erscheinung seiner handlungen einer oft bis zur evidenz gesteigerten täuschung unterliege, und dass wir oft gerade das gegentheil der darauf gegründeten, allgemeinen meinung als das wahre fänden, wenn es uns vergönnt wäre in die tiefen des gemüthes der handelnden zu blicken . . . ., daher die gläubige berufung des miltelalters auf die höhere wahrheit des solchen täuschungen nicht unterliegenden gottesurtheils". Den anden bestanddel af romanen, som handler om Enriques korstog og bestigelse af kejserthronen i Konstantinopel anser Wolf for «en senere tilsætning, og i virkeligheden ikke andet end den med fabler gennemvævede fortælling om grev Henrik af Flanderns korstog, den anden latinske kejser i Konstantinopel". Vort kvad synes at bestyrke denne conjecturs rimelighed; Olufa er her hovedpersonen, hun kan vel og siges at fremstille den samme grundtanke her, som vi ovenfor (kun noget vel højtravende!) se Oliva fremstille i den spanske roman. De navne, som findes i kvadet, ere mere eller mindre forskellige fra romanens; således Pipin og Oliva blive i kvadet til Pippingur og Óluva, hertugen af la Rocha til Hugin, Tomillas til Mýlint, Aldigon til Galianna, Enrique til Landrus og Malindre til Málandrus. Det færøiske kvad har ingen stednavne uden Frakland, hvorimod den spanske roman er nøje localiseret. Desuden tager kvadet sig den frihed at gøre Hugin til konge, istedenfor han efter romanen kun er hertug og en af Pipins vasaller; endelig indfører kvadet en blåmand istedenfor en riddersvend.

Melodien til dette kvad er bekendt ved Syngemester Rungs optegnelse deraf, benyttet og udgiven til P.R.s digt: «Slaget ved Slesvig"; den findes bagved udsat for pianoforte af Organist Berggreen. Musiken til de færøiske kvæder må fornemmelig søges i omkvæderne, da selve kvadet foredrages halvt deklamerende halvt syngende , hvorfor versemålet ingenlunde altid er nøjagtigt. Omkvædet benyttes til afskedssangen den sidste aften de ere forsamlede i dansetiden, altså når fasten, Christi lidelsestid, begynder; de danse da ikke igen før efter Jesu fødselsfest, anden juledag. Til opmuntring og formaning især for dem, som under dansetiden ere blevne forlovede, vælger, man et kvad, hvor kvindens troskab skildres; vemodige ved tanken om, at den glædelige dansetid er forbi, skilles de nu ad med omkvædets ord; «Gud han råder; hvor vi holde jul igen".

Funningur kirke Foto: Erik Christensen

1.
Lystighed jeg yppe vil,
hvor jeg går til dans:
jeg synger om kong Pipping
og Olufa datter hans.

Omkvæde:

Træder fast på vort gulv, alle raske mænd!

Gud han råder, hvor vi holde jul igen.

2.
Pipping var konge i Frankerig,
Gertrud hans dronning hed,
Olufa deres datter skøn,
var from og forstandig med.

3.
Karlemagnus Pippingsson,
han er den jomfrus broder,
så herlig en stamfader havde de,
Johannes hin gode.

4.
Hugin sidder i højsæde,
han taler til sine svende:
en brud at søge pønser jeg på,
men hvor skal jeg finde hende?

5.
Alle bøjed' de hovedet ned,
ingen da tale torde
uden en af svendene,
der sålunde tog til orde.

6.
Uden en af svendene,
der tog til orde så:
selv du bedst må vide det,
hvorhen din hu mon stå.

7.
Bedst du det jo vide må,
hvem du monne lide;
men at Pippings datter er væn,
derom tales så vide.

8.
Pipping konning en datter har,
hendes øjne ere så fagre,
med silkebånd hun omsnor sine hår,
som nedad skuldrene flagre.

9.
Skøn Olufa bedst lignes ved
morgensolens skær;
den jomfrukind er at skue,
som blod på sne du ser.

10.
Er hun så væn og tækkelig,
som I skildre hende,
da lover jeg det højt og dyrt:
Olufa skal jeg vinde.

11.
Løftet jeg indfrier strax,
til Frankrig rejse jeg må,
at bejle til Pippings datter,
hvorledes det end skal gå.

12.
Hugin konning sine skibe
strax udruste lod,
og alle tovene han får
med redenguld omsnot.

13.
Strax da lader Hugin konning
udruste skibene sine,
både lader han i dem
øll og kostbare vine.

14.
Slebne vare sværdene,
snekken malet blå,
fløjen var af rødenguld,
og solen skinned derpå.

15.
Han hejser nu op sine silkesejl
med guldindvævet rand,
og stryger dem ikke ned igen
før inde ved Pippings land.

16.
Kongen da til Frankrig drog
at bejle til væne kvinde;
at alt hans folk sig glæded derved,
det vi berettet finde.

17.
Hyrdedrengen på fjeldet sidder,
vogter geder og får,
han ser skib på havet sejle,
som ind mod havnen står.

18.
Sammen på den grønne mark
han driver sine får,
slænger kappen om sin skulder
og iler til kongens gård.

19.
Kappen blå han om sig svøber
og ganger i kongens hal;
en ting, som I ikke vide,
jeg eder nu sige skal.

20.
En ting jeg eder sige vil,
hvorom I intet vide,
jeg så skibe på havet komme,
hvis sejl vare blændende hvide.

21.
Ser du skibe ad havet komme,
hvis sejl ere hvide som lin,
vist en høvding det være må
at bejle til datter min.

22.
Såsnart nu deres snekker
mærked det nære land,
da kasted' de deres anker
ned i den hvide sand.

23.
Kasted' de deres anker
ned i den hvide sand,
først da steg kong Hugin
fra skibet op på land.

24.
Først da steg kong Hugin
fra skibet op på land,
på hver sin side han havde
tolv brynjeklædte mand.

25.
Hugin gik fra stranden op,
så statelig klædt han var:
med røden guldhjelm på hovedet
for intet frygt han har.

26.
Midt udi den abildgård,
der axler han sit skind,
således rustet ganger
han i høje haller ind.

27.
Således rustet ganger han
ind i de høje haller,
hvor Pipping kong ved bordet sad
med sine kæmper alle.

28.
Hugin træder i hallen ind
og som det skik monne være,
han hilser og beder i samme stund:
giv mig din datter kære.

29.
Hugin står på hallens gulv
frembærer hilsen sin:
hil dig, tappre kong Pipping,
du give mig datter din.

30.
Længe sad da Pipping kong,
det råd han tænkte på,
hvorledes kong Hugin skulde
et glædeligt svar nu få.

31.
Mælede nu Pipping kong:
dette jeg vil forfare,
I føre min datter i hallen ind
selv for sig at svare.

32.
Kongedatteren af terner fulgt
i hallen førtes ind,
Hugin sidder i højsæde,
snart bleg, snart rød blev hans kind.

33.
Tækkelig var Olufa
og yndet, overalt,
håret var som spundet guld,
i dejlige lokker det faldt.

34.
Vær velkommen, min kære datter,
bejleren svar du give,
dit hjterte derfor vælge nu,
om du hans brud vil blive.

35.
Mælede skøn Olufa:
dertil jeg svare må,
min hu stod til kong Hugin,
forinden jeg ham så.

36.
Alle tyktes så vel derom
både fader og moder,
så og hendes fosterfader,
Engelbret den gode.

37.
Da den væne Olufa
rakte hånd over bord,
lysteligt var at lytte
til deres trolovelsesord.

38.
Det var tappre kong Hugin,
han knæled' for Olufa,
og strax hun loved som hans viv
med ham at drage derfra.

39.
Holdt de nu deres bryllup,
de hofmænd så glade var',
som fuglen bliver i træets gren,
når dagen frembryder klar.

40.
Hugin ægted' Olufa,
førte hende hjem,
på harper og på giger
man spillede for dem.

41.
Perler og kosteligt silke nu
henad vejen blev bredt,
derpå blev fru Olufa
ned til stranden ledt.

42.
Førte de da fru Olufa
hen i skibets stavn,
frem ginge riddere og svende,
gave hende dronningenavn.

43.
Der udstråled så herlig en glans
over skibet hen,
som den væne fru Olufa
sidder i lyftingen.

44.
Der udstråled så herlig en glans
ud fra skibets stavn,
hvor den skønne Olufa sad
i kong Hugins favn.

45.
Han hejser nu op de silkesejl,
så bliden bør han får;
da rundne vare dage sex,
hjem til sit land han når.

46.
Først steg nu kong Hugin
fra skibet op på land,
men hans hustru Olufa
gik ved hans højre hand.

47.
Førte han fru Olufa
op på land med sig:
Gud og jomfru Maria så blid
være nu med dig!

48.
Da var onde Mylint
reden ned til strand,
han hilsed den væne dronning
og trykkede hendes hand.

49.
Tækkelig var Olufa
og yndelig at skue,
Mylint der han hende så,
optændtes af elskovslue.

50.
Avlede Hugin og Olufa
en søn efter føje tid;
undfangen han blev og til verden født
under en stjerne så blid.

51.
Svøbt han blev i kosteligt lin,
lyst er derom at kvæde,
derpå blev han til kirken båren,
Landrus skal han hedde.

52.
Hjem han blev fra kirke båren
ved moderens side lagt;
mere omhu hun viste ham
end all sit guld og pragt.

53.
Hugin sidder i højsæde,
hans kind den var så hvid:
hvo skal vogte min dronning kær,
imedens jeg drager i strid?

54.
Dertil svarede Olufa,
kongens hustru kære:
Engelbret mig førte hertil,
han skal hos mig være.

55.
Jeg vælger ud af mine mænd
Mylint en ridder snild,
dronning og mine skatte
ham betro jeg vil.

56.
Udvælger du af dine mænd
Mylint den ridder rige,
jeg hans gerninger kender vel,
han dig først vil svige.

57.
Hugin drog gennem skovene bort,
at øve kampeleg;
hjemme sidder Olufa,
hun er på kinden bleg.

58.
I kirken sidder Olufa
og læser i sin bog;
did kom Mylint gående,
sin arm om hende han slog.

59.
Høre du det, Mylint rige,
som pønser at handle ilde;
hvis du sviger din konges tro,
dit omdømme vil du forspilde.

60.
Jeg vil give dig mere guld,
så han taler for sig,
end kong Hugin i Pippings hal,
da han bejled' til dig.

61.
Om du Olufa hører min bøn,
jeg dig siger forsand,
tolv mark af det røde guld
jeg dig giver på stand.

62.
Behold du selv dit røde guld,
ej gaver jeg tager af dig,
meget jeg for mine øjne ser,
som Gud haver undet mig.

63.
Mylint der han det indså,
han ej kunde dronningen bøje,
flux fra hende han vendte sig
og monne sig bort forføje.

64.
Mylint går i kælderen ned,
blander vin og mjød,
og så megen glemsel
han kommer i drikken sød.

65.
Og så megen glemsel
han kom i drikken sød,
bærer den ind for Olufa
og hende drikke bød.

66.
Olufa tog mod bægeret,
så fromt hun korser sig:
Gud og jomfru Maria blid
være nu hos mig!

67.
Da hun havde drukket ud
og bægeret givet tilbage,
hun mindedes ej kong Hugin
og ikke fordums dage.

68.
Det var den onde Mylint,
kun rænker hans sind udspandt,
han standser ikke sine skridt,
før han Blåmanden fandt.

69.
Skynd dig op i slottets hal,
til den væne viv du gå,
god hun er imod alle,
hun intet vil dig afslå.

70.
Bedre var, om du tilbød mig
at æde og drikke i mag,
der ere ikke høviske kvinder,
som finde i mig behag.

71.
Bedre var, om du tilbød mig
klæder og dertil mad,
thi alle høviske kvinder
mig vise kun spot og had.

72.
Mylint gav ham glemselsdrik,
bedåred hans tanke og sind,
afdrog ham hans klæder
og lagde i sengen ham ind.

73.
Tog han viljeløs Blåmand
og lagde hos Olufa ned,
det var ej så underligt,
hun farve skifted' derved.

74.
Over dronningens hvide hals
de sorte arme han slog,
han var venlig mod hende,
men intet svar modtog.

75.
De sorte læber trykker han
ned på dronningens mund,
mod hende viser han venlighed,
vel går nu Mylints påfund.

76.
Mylint dvælede hos dem
blot en stund så kort,
dernæst kong Hugin at træffe
han iler fra dem bort.

77.
Hugin vender atter hjem
og spørger da på stand,
hvem haver gæstet slottets hal,
siden jeg drog af land?

78.
Hugin taler til Mylint rige:
derom jeg spørger dig,
hvor er dronning Olufa,
jeg gav dig at vogte for mig?

79.
Du træde hen til brede bord,
min mægtige herre kær,
da jeg siger dig forsand,
hvor Olufa dronning er.

80.
Ført han blev i kammeret ind,
hvor Olufa for dem lå,
kongen optændtes af vrede,
der han dette så.

81.
Hugin stander på hallens gulv,
bliver som jorden sort:
skændigt haver du, Olufa,
kastet din skønhed bort.

82.
Mylint tog da Blåmanden,
og slængte på gulvet ham brat:
her du ser den boler,
som hun haver haft i nat.

83.
Mylint greb sit gode sværd,
gav hannem ulivssår,
hvor hans røde blod da randt
lysglans af det går.

84.
Høre du Mylint rige,
her vildfarelse er for sand,
ilde haver du handlet
ved at dræbe sagløs mand.

85.
Du tie, du tie, mægtige herre,
du tale ikke så,
i dronningens tryllekunster
du årsagen søge må.

86.
Det da var kong Hugin,
til orde så han tager;
bede vil jeg Pipping kong,
at nu til mig han drager.

87.
Det var ædle Engelbret,
som budet skulde bære
derfra og hen til det land,
hvor Pipping monne være.

88.
Høre du det Engelbret,
for sand du sige mig nu:
hvorlunde mår Olufa datter min
som kong Hugins hustru?

89.
Alt jeg strax berette vil
og sandheden sige dig:
hun er funden hos anden mand,
kongen dig byder til sig.

90.
Pipping drager til Hugins land
(scenen vexler nu atter)
spørger efter Olufa:
mon jeg vil træffe min datter?

91.
Mylint ganger i kælderen,
han rænkefuld blanded' mjød,
trådte frem for kong Pipping,
med svig ham drikken bød.

92.
Mylint gav ham glemselsdrik
hans tanke og sind at bedåre,
at han skulde glemme Olufa,
som før han elsked' så såre.

93.
Ind kom fruen Olufa,
sin fader tilfode hun faldt,
vred han hende fra sig jog,
hun så, at tabt var alt.

94.
Den Blåmands afhuggede hoved
han kasted' for hende brat:
tag du denne bolers hoved,
du elske det dag og nat.

95.
Nu ingen af alle hoffets mænd
hadet til Olufa dulgte,
uden den trofaste Engelbret,
som hende til landet fulgte.

96.
Jeg vil kæmpe for dronningen,
stride skal du med mig,
jeg uden skjold og harnisk —
Mylint, du ruste dig!

97.
Sammen rede de der en dyst,
så hårdt mod hinanden de for',
Engelbret kastede Mylint
så langt af sadlen til jord.

98.
Det er min første uskyldsprøve:
I føre mig ud på hav!
er jeg skyldig i denne sag,
i bølgen jeg finder min grav.

99.
De Olufa førte på havet ud,
så mig berettet er,
da de kom på land igen,
stod Olufa for dem der.

100.
Mælede Mylint rige,
som stedse var ond i hu:
det er Olufas trolddomsgerning,
som her vi skue nu.

101.
Det er min anden uskyldsprøve
på luende bål at bæres;
er jeg skyldig i denne sag,
da vil mit legem fortæres.

102.
Olufa lagdes på bålet op
(for farer udsattes hendes liv),
hende skaded' ej ilden mer,
end hården sten en kniv.

103.
Ikke vilde Hugin selv
berøve Olufa liv,
fordi han engang havde
elsket den væne viv.

104.
Olufa gik til vuggen ind
at kysse sønnen sin:
i lykke og held du leve,
forglem ikke moder din!

105.
Frem kom onde Mylint
at volde dem begge mén;
han lagde pil på spændte streng,
traf drengens pandeben.

106.
Mylint ganger for kongen ind
løgn at føje dertil:
ej alene i ett er hun ond,
sit barn nu myrde hun vil.

107.
Ægter din datter end Hugin kong,
sin lykke hun vil forlise;
han, som skabte al verden,
retfærdighed vil mig bevise.

108.
Det være min tredje uskyldsprøve,
om I mig derpå vil stille:
I føre mig ud i den øde ørk
blandt øgler og udyr vilde.

109.
De dronningen derpå i øde ørk
til slanger og øgler føre,
men alle sig lagde for hende ned,
ej torde de hende røre.

110.
De bragte dronning Olufa
hen i den ormeborg;
hjemme ligger kongen,
han pines svart af sorg.

111.
Til hende kom føde fra himlen ned,
for hendes fødder bæres,
medens Hugin i kongeborgen
af sin længsel fortæres.

112.
Olufa de satte flux
i ormeborgen ind;
men Mylint tilbyder kongen
Galianna datter sin.

113.
Jeg mon ingen jomfru elske
og lægge ved min side,
efter jeg misted Olufa —
jeg aldrig glemmer min kvide.

114.
Hør du det, min mægtige herre,
din hu du fra Olufa vende;
tag min datter Galianna,
knyt elskovsbånd med hende!

115.
På knæ da monne falde
den tappre Hugin konning,
da han Mylints datter
sig fæstede til dronning.

116.
Galianna fødte Hugin
en søn efter føje tid;
undfangen han var og til verden født
under en stjerne ublid.

117.
Svøbt han blev i kosteligt lin,
lyst er derom at kvæde,
derpå blev han til kirke båren,
Malandrus skal han hedde.

118.
Førend han kunde på gulvet gå,
da bed han folk i fødder,
Mylint og Galianna
give for ham bøder.

119.
Op der voxed svendene
begge i samme hjem;
som mellem kristenmand og hund —
slig forskel var der på dem.

120.
Opvoxede i riget der
på ett sted svendene begge;
hofmændene for Olufas søn
deres yndest for dagen lægge.

121.
Rede da begge svendene
på den kampplads frem;
Landrus sejred' i hver en leg,
thi tapprest han var af dem.

122.
Malandrus løfted op sin hånd
og slog ham med knyttet næve,
blodet flød på brystet ned,
det så de hofmænd gæve.

123.
Til gengæld slog da Landrus,
hans pandebrask han brød,
mærkede brat Malandrus,
at det var et alvorsstød.

124.
Mylint træder for kongen ind:
hvem skal vel hevne dette,
at du lader din slegfredssøn
dit kære barn forurette?

125.
Mylint træder for kongen frem
at volde de ungersvend sorg;
Hugin da lader Landrus jage
med knipler ud af sin borg.

126.
Landrus drager fra hjemmet bort,
da han erfarede det,
hvor den ædle kvinde bode,
som var af hans moders æt.

127.
Det var den samme aften,
han Sivjas gæst mon være;
sorrigfulde de bleve i sind
ved at mindes hans moder kære.

128.
Hun gav ham klæder indsyde med guld,
en svend han er så fager:
held og lykke følge med dig,
hvorhen du, Landrus, drager!

129.
Det var den bolde Landrus,
besluttede ud at ride,
listig man klæderne fra ham tog
under den grønne lide.

130.
Hurtig fra dem han vendte sig
tilbage til Sivjas gård;
med åben favn på tærskelen
den ædle kvinde står.

131.
Det var Sivja hans frænke kær,
udbryder til ham med latter:
Galianna er din stedmoder,
hun vil dig forskrække atter.

132.
Guldindsyde klæder ham gav
så rask en ganger dertil:
vogt dig vel, min Landrus,
hvor du end færdes vil.

133.
Det var på en anden dag,
han gæste vil en frænde;
der han kommer i skoven ind,
han træffer pillegrimme tvende.

134.
De bøde ham træde til breden bord
for deres gæst at være,
der at æde og drikke godt
dem til hæder og ære.

135.
Intet mærkede Landrus,
for forsvundet var derfra
mad og drikke og klædning god —
alt han manglede da.

136.
Nogen rider da Landrus
tilbage til Sivjas gård,
med åben favn på tærskelen
den ædle kvinde står.

137.
Løfted' hun op sin høire hånd
på kinden et slag ham at give:
ej du tåle af ringere mand,
hvad dig til skam vil blive.

138.
Guldindsyde klæder ham gav
og en ganger stærk:
møder du din stedmoder,
da øve du gengældsverk.

139.
Landrus rider fra borgen ud,
så glad han var i sinde,
kom han til en sten og dværge to
hørte han tale derinde.

140.
Olufa, som de udhungre vilde,
er denne ungersvends moder;
vogt dig vel, han ej hører din røst,
du tale så sagte, min broder!

141.
Siden Olufa kom i ørken her,
vel femten vintre hengik,
men ondskab stifted' hendes lykke,
thi føde fra himlen hun fik.

142.
Der have de et lidet klæde,
al lykke er deri at finde;
hvo, der bærer det på sig,
hans sorger brat forsvinde.

143.
Svared' da den ældre dværg,
han taler til sin broder:
giv du ham nu dette klæde
at bringe til sin moder.

144.
Vel forstod han dværgemål,
førend han derfra gik,
et sværd han bragte hjem med sig,
hvorved han altid sejer fik.

145.
Landrus red da derfra bort,
således sagnet går,
aldrig han hørte så fager en sang,
som den, til hans øre nu når.

146.
Landrus kom nu til den høj,
hvor Olufa lå i dvale,
der sang en så hellig fugl
bedre end nattergale.

147.
Landrus lagde pil på streng,
at skyde han vil sig berede,
for fuglens bryst ser han ligge
mange øgler lede.

148.
Høre du det, ungersvend,
hvad navn skal jeg give dig,
hvad er vel min brøde,
at du vil dræbe mig ?

149.
Landrus skal du nævne mig,
søn af Hugin konning;
om min moder er mig sagt,
at det var Olufa dronning.

150.
Af Gud velsignet vorde du,
Landrus sønnen min,
hvad beslutning har han taget
Hugin fader din.

151.
Han ægtet har en anden dronning,
Galianna hun hedder,
Mylint rige er hendes fader,
så mangen han ondt bereder.

152.
Galianna har født en søn,
Malandrus vi ham kalde,
i moders fodspor træder han,
thi ond han er mod alle.

153.
Lever Sivja fostermoder
hinsides den brede flod,
bed hende, hvis hun har sind dertil
at sende mig klædning god.

154.
Skyndsomt red da Landrus unge
tilbage til Sivjas gård:
med åben favn på tærskelen
den ædle kvinde står.

155.
Jeg red igennem grønne skov
og så min moder kære,
hun bad dig sende sig klædning god,
om villig dertil du mon være.

156.
Sivja blev så sorrigfuld,
hun fældede tårer blide:
Olufa din moder måtte
så ung alt døden lide.

157.
Gud tilgive dig fostermoder,
du aner ej Guds vælde,
jeg har med min moder talt,
det rygtet skal snart fortælle.

158.
Sivja skar de klæder gode,
gav ham en ganger så stærk:
træffer du din stedmoder,
da øve du gengældsværk.

159.
Bort da red nu Landrus unge,
både med glæde og gammen,
han og hans kære moder
rede da hjem tilsammen.

160.
Det var på en helligdag
han agter til kirke at ride,
han mærked intet, før han var
i strømme hårde og stride.

161.
Han mærked' intet, før han var
i strømme hårde og stride,
hesten bar ham til land igen
på enge grønne og blide.

162.
Til drage, som edder og gift udspyr,
omskaber sig Galianna,
hesten springer op på dens ryg,
det blev da dragens bane.

163.
I borgen man holdt den hellige fest
og julemåltidet nød,
dronningen brat på hallens gulv
nedfaldt fra højsædet død.

164.
Landrus da sin kære moder
satte op på sin hest,
rede de så til slottet hen,
alt hvad de kunde bedst.

165
Det var dronning Olufa,
hun gik i hallen ind,
alle de kvinder, som inde vare,
blegnede da på kind.

166.
Landrus ganger i hallen ind,
ryster sin faders skæg,
alle kæmper, som inde vare,
de sade så tavse ved væg.

167.
Landrus stander på hallens gulv,
for ham nejed Mylint rige:
dette du sige mig på stand,
hvi mon du min moder svige?

168.
Nådig, nådig, Landrus unge,
jeg håber, du mig vil være,
fordi jeg en ven så længe var
af Hugin, din fader kære.

169.
Ingen ham røre af mine mænd,
frist jeg vil ham tilsige,
til alle rænker opregnet han har,
hvorved han min moder mon svige.

170.
Hør du det Landrus, tappre helt,
jeg sandheden ej vil forvende,
jeg tilbød Olufa guld og gods,
så vilde jeg friste hende.

171.
Intet hun vilde indrømme mig,
det voldte mig stor harm,
derfor tog jeg sagløs Blåmand
og lagde i hendes arm.

172.
Bange var nu Hylint rige,
han knæled', hvor Olufa sad,
stødte hun ham i vrede bort,
ej for hans sjæl hun bad.

173.
De samme hæslige øgler,
som Olufa forhen beskytted',
til dem indkaste de Mylint,
glad jul med kval han ombytted'.

174.
De satte Mylint i ormegrav,
ej undres man kan derved,
næppe var han kommen derind,
før de ham søndersled'.

175.
Hugin sidder i højsæde
han skifted' farve på kind,
da han så den væne viv
træde i hallen ind.

176.
Kongen tilbyder Olufa
at blive hans hustru kære,
tak da have den frue god,
hun vilde hans viv ej være!

177.
Hun gav sig i klostret ind
af så from en tro,
aldrig som der i sin levetid
hun fandt så salig ro.

178.
Det da var fru Olufa,
i nonnekloster sig gav;
Landrus hedder hendes søn,
en ridder mægtig og brav.

Omkvæde:

Træder fast på vort gulv, alle raske mænd!

Gud han råder, hvor vi holde jul igen.