Om Thoraren Nefjulfsøn (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XI
Om Thoraren Nefjulfsøns
mislykkede tog til Grönland


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn



Dette Stykke udgjör det 8de Capitel i Olaf den Helliges Saga, saaledes som den findes i Snorre Sturlesöns Heimskringla, Kjöbenhavns Udgave II, 113-116, men det 82de i den Recension af samme som er trykt i Fornmanna-Sögur IV, 174-178. Her indföre vi det efter Heimskringla, og have her i særdeleshed benyttet en hidindtil ikke udgiven Afskrift (i den Arnæmagnæanske Samling Nr. 38, Folio) af den Kjöbenbavns Universitet forhen tilhörende Pergaments-Codex, som af Torfæus kaldtes Jöfraskinna (Membrana regia - ? -), men af Arne Magnussen Codex academicus secundus, og som ulykkeligviis tilligemed saa mange andre ypperlige Membraner, opbrændte i Kjöbenhavns Ildebrand 1728. Afskriften, skreven af Asgeir Johnsen, er kortelig ommeldt af Schöning, i hans Fortale, S. XXV, mærket med Bogstavet D; saaledes betegnes den og undertiden i de til Udgaven föiede (men langt fra ikke fuldstændig samlede) Varianter. Med denne Afskrift have vi collationeret fölgende andre: A) Asgeir Johnsens Afskrift (i samme Samling, Nr. 35-36 i Folio) af den (ligeledes opbrændte) Codex academicus primu: eller saakaldte Kríngla. E) en gammel Afskrift, rimeligviis tagen efter en Pergamentsbog, af den bekjendte Afskriver Magnus Einarsen; den findes i den Arnæmagnæanske Samling under Nr. 70 i Qvart. F) Olaf den Helliges Saga, i den i nærværende Værk tit benyttede Flatöbog (eller Codex Flateyensis) i det Store Kongelige Bibliothek. O) den gamle Membran, Nr. 61 i 4, som er lagt til Grund for Udgaven af sidstmeldte Saga i Fornmanna-Sögur, 4de og 5te Bind.

Thoraren Nefjulfsön reiste ung til Norge som Skibsförer, og antog Daaben, tilligemed Kjartan Olafsön og flere 999. Han omtales i Ljósvetnínga-Saga (Islendinga-Sögur ll, 15-16) som en fortrolig Ven af Hövdingen Gudmund, den Rige eller Mægtige, i Öefjords Herred Paa Islands Nordland, hvor Thoraren for en Tid skal have boet paa det saakaldte Tjörnæs. I en lille særskilt Fortælling om ham siges han at have opholdt sig en Tid ved Knud den Stores Hof, förend han kom til Kong Olaf, i hvilken Anledning han blev angivet i Norge som Forræder, men lagde sin Uskyldighed klart for Dagen. Vor Thorarens i det her indrykkede Brudstykke omhandlede Söreise foretoges i Aaret 1020. Den Kong Rörik (fra Norges Oplande) som han skulde overföre til Grönland eller Island var, da han ikke vilde antage Christendommen eller hylde Kong Olaf Haraldsön, overvundet af den sidstnævnte, tagen til Fange og blindet paa begge Öine 1017. Siden nöd han anstændig Underholdning ved Olafs Hof, men sögte forskjellige Gange at myrde ham og at undflye, hvorfor hans overvinder tilsidst skilte sig af med ham, paa den Maade som det her fortælles. Det er sandsynligt, at Röriks tro Smaasvend Finn, som undkom fra Olafs Forfölgelser, vilde opsöge sin forrige Herre i Grönland, men har forlist der ved de efter ham opkaldte Finnbuder Paa Landets Östkyst, hvorom meer i Anmærkningerne til Ivar Beres Grönlandske Efterretninger. Thoraren Nefjulfsön befriede siden, ved sine Forbönner hos Kong Olaf, Nordmanden Asbjörn Selsbane fra en ham overhængende Dödsstraf, og sendtes 1024 af Kongen, med vigtige Ærender, tvende Gange til Island, for om muligt at formaae Indbyggerne til at hylde den norske Konge som Landets Overherre, eller og til at overlade ham den lille Ö Grimsö (mellem Island og Grönland), men Thoraren kunde, í disse Henseender, intet udrette. Alt dette fortælles udförlig i Kongesagaerne. Efter den særskilte Fortælling, faldt Thoraren Nefjulfsön, med Kong Olaf selv, i det store Slag paa Stiklestad 1030. Jfr. ellers Saga-Bibl. III, 357, 360-67.


Ferð Hröreks[1] konúngs til Íslands

Toraren viser frem sin styggeste fod for kongen. ill.: Christian Krohg. Snorres Kongesagaer, 1899-udg.
Maðr er nefndr Þórarinn Nefjólfsson, [kynjaðr af Íslandi[2] ; eigi var hann ættstór, en[3] manna vitrastr[4], djarfmæltr[5] við tigna menn. Hann var farmaðr mikill ok var[6] laungnm utanlendis[7]. Þórarinn var manna ljótastr, ok bar þat mest frá[8] hve illa hann var limaðr; hann hafði hendr miklar ok ljótar, en fætrnir voru miklu ferligri[9]. Þorarinn var staddr í Túnsbergi, er þessi tiðindi urðu[10]. Þórarinn bjó þá kaupskip er hann átti, ok ætlaði til Íslands um sumarit. Ölafr konúngr hafðí Þórarin í boði sínu nokkra daga, ok talaði við hann mart[11]; svaf Þórarinn í konúngs herbergi. Þat var einn morgin snemma er konúngrinn vakti, en aðrir menn sváfu[12]; þá var sól farin litt, ok var ljóst mjök inni; konúnngr sá at Þórarinn hafði rètt fót annan undan klæðum; hann sá á fótinn um hrið. Þá vöknuðu menn í herberginu. Konúngr mælti til Þórarins: vakat hefi ek um hrið, ok hefi ek sèt[13] þá syn, er mêr[14] þykkir mikils um vert, en þat er manns fótr sá er ek hygg at engi [muni ljótari finnast hêr í bænum[15], ok bað aðra menn hyggja at, hvert svâ síndist, en allir er sá, þá sönnuðu at svâ væri. Þórarinn fann[16] livar mælt var til, ok svarar: fátt er svâ einna[17] luta at örvænt sè at hitti [annat slikt[18], ok er þat líkligast at hèr sè enn svá. Konúngr mælti: heldr vil ek því[19] at fulltíngja[20], at eigi mani fást jamljótr fótr[21]. Þá pá mælti Þórarinn: búinn em ek at veðja um[22], at ek mun finna í kaupbænum[23]. Konúngr svarar: þá skal sá okkar kjósa bæn af öðrum, er sannara hefir. Svâ skal vera, segir Þórarinn. Hann brá þá undan klæðunum öðrum fætinum, ok var sá engum mun fegri, ok var þar af hin mesta[24] táin. Þá mælti Þórarinn: sê hèr nú, konúngr[25], annan fót, ok er sjá því ljótari, at hêr er af [en mesta[26] táin, ok á ek nú veðfèit. Konúngr segir: er hinn fótrinn því ófegri[27], at þar ero V lær ferligar á þeim, en hèr ero IlIl[28], ok á ek[29] at kjósa bæn at þèr. Þórarinn svarar[30] dýrt er drottins orð, eða hverja bæn villtu[31] þiggja. Konúngr segir: þá, at þú flytir Hrörek konúng[32] til Grænlands, ok færir hann Leifi Eiríkssyni[33]. Þórarinn svarar: eigi hefi ek komít til Grænlands. Konúngr segir: farmaðr[34] slíkr sem þú ert, þá er þèr nú mál at fara til Grænlands, ef þú hefir þar eigi fyrr komit. [Þórarinn svarar fáu um þetta mál fyrst. En er konúngr hèllt fram þessi málaleitan, þá veikst Þórarinn eigi með öllu af hendi, ok mælti svá[35]: heyra skal ek yðr láta, [konúngr[36] bæn þá, er ek hafða hugat at[37] biðja, ef mèr bærist veðfèit[38], [en þat er at[39] [gerast hirðmaðr yðar[40]; en ef þér veitit mêr þat, þá verð ek[41] skyldari til, at [leggjast[42] eigi undir höfut þat[43] er [þèr vilit krafit[44] hafa[45]. Konúngr játaði þessu, ok gerðist Þórarinn hirðmaðr hans[46]. Þá bjó Þórarinn skip sitt, ok er hann var búinn, þá tók hann við Ræreki konúni. En er[47] þeir skildust, Ölafr konúngr ok Þórarinn, þá mælti Þórarinn: nu berr svâ til[48], konúgr, sem eigi er örvænt, ok opt kann verða, at vêr komim eigi fram Grænlandsferðinni, ok berr oss at Íslandi eðr öðrum löndum, hverneg skal ek skiljast við konúng þenna, þess at yðr megi lika? Konúngr svarar: ef þú kemr til Íslands, þá skalt þú selja hann í hendr Guðmundi Eyjólfssyni eðr Skapta lögsögumanni[49], eðr öðrum nokkorum höfðíngja[50] þeim er taka vill1[51] við vináttu minni ok jartegnum[52]. En ef þik berr at öðrum löndum, þeim er higat[53], eru nær, þa haga þú svâ til at þú vitir vist, at Hrörekr komi aldregi lifs[54] til Noregs, en ger því at eino, at[55] at þú sèr engi önnor faung á[56]. En er Þórarinn var búinn, ok byr gaf, þá sigldi hann allt útleið[57], ok stefndi hann í [haf út[58]. Honum byrjaði eigi skjótt, en hann [vildi hvergi við land koma[59]. Hann sigldi fyri sunnan +Island, ok hafði vita af[60], ok svâ vestr um landit í Grænlands haf. Þá fèkk hann rèttu stóra[61], ok er á leið sumarit, tók hann Ísland í Breiðafirði. Þorgils Arason kom fyrst[62] til þeirra[63] virðingamanna. Þórarinn sýnir[64] honum [orðsending ok vináttumál[65] ok jartegnir Ölafs konúngs, [er fylgðu[66] víðrtöku Hröreks konúngs. Þorgils varð við vel, ok [bauð til sín[67] Hröreki konúngi, ok var hann með Þorgilsi um vetrinn[68]. Hann undi þar eigi[69], ok beiddi at Þorgils skyldi[70] fylgja honum til Guðmundar, ok segir, at hann þóttist þat spurt hafa, at með Guðmundi var rausn mest á Íslandi, ok væri hann honum til handa sendr. Þorgils gerði [sem hann beiddi, fêkk menn til, ok lêt fylgja honum til [handa Guðmundi[71] á Möðruvöllum. Tók Guðmundr vel við Hröreki fyri sakir orðsendíngar[72] konúngs, ok var hann með Guðmundi vetr annan. Þá undi hann þar eigi lengr. Þá fèkk Guðmundr honum vist á litlum bæ er heitir á Kálfskinni, ok var þar fáll hljóna. Þar var Hrörekr hinn þriðja vetr, ok sagði hann svâ, at síðan er hann lèt af konúngdomi, at hann hefði þar svâ verit, at honum hefði bezt þótt, því þar var hann af öllum mest metinn. [Eptir um sumarit fèkk[73] Hrörekr sótt, þá er hann leiddi til bana. Svá er lsagt, at sá einn konúngr hvílir á Íslandi. Þórarinn Nefiólfsson hafðist síðan lengi í fórum[74], en var stundum með Ólafi konúngi.


Kong Röreks Reise til Island.

En Mand, ved Navn Thoraren Nefjulfsön, nedstammede fra en islandsk Slægt; den var ikke anseelig, men selv havde han en udmærket Forstand og var frimodig i Samtaler med Folk af höi Stand. Han var en dygtig Söfarende, og opholdt sig længe udenlands. Thoraren var meget styg, og havde især hæslige Lemmer; hans Hænder vare stygge og store, men Födderne dog meget grueligere. Thoraren var tilstede i Tönsberg da disse Begivenheder[75] skete; han udrustede i den Tid et Handelsskib, som han eiede, og agtede sig til Island i den Sommer. Kong Olaf havde indbudet Thoraren til sig, paa nogle Dage, og talte med ham om mange Ting. Thoraren sov i Kongens egen Sovestue. En Morgen var Kongen tidlig Vaagen, men andre sov; Solen var nylig opstaaet, og Værelset ret lyst. Kongen saae, at Thoraren havde strakt den ene Fod frem, ud af Sengeklæderne, og betragtede den en Stund, indtil andre Folk (i Sovestuen) vaagnede. Kongen sagde til Thoraren: Jeg har været vaagen i nogen Tid, og har seet et Syn som jeg anseer fon meget mærkværdigt, men det er en saadan Menneskefod, at jeg neppe troer at nogen styggere end den kan findes her i Staden. Kongen bad derpaa de andre at see efter, om de ikke vare af samme Mening, og alle som saae (Foden) bekræftede Kongens Udsagn. Thoraren mærkede, hvortil denne Tale sigtede, og sagde: faa Ting ere saaledes beskafne, at der jo ikke gives noget lignende, og det er rimeligst, at det samme bliver Tilfældet her. Kongen svarede: Jeg vil heller understötte den Gisning, at man ikke kan opdage nogen Fod, der er saa hæslig som denne. Da sagde Thoraren: Jeg er beredt til at vedde derpaa, at jeg nok kan finde en saadan her i Kjöbstaden. Kongen svarede: Da skal det staae den af os, som har Ret, frit for at begjere noget af den anden. Lad saa være, svarede Thoraren, i det han strakte ud af Sengen den anden Fod, som ikke var det mindste smukkere end den anden, og af den var den store Taa borte. Da sagde Thoraren: See nu her, Konge, den anden Fod, og den er styggere, fordi den mangler den store Taa, og nu har jeg vundet Veddernaalet. Kongen svarede: Den anden Fod er saa meget uskjönnere, som den har fem hæslige Tæer, da dog her kun ere fire, og det er mig som har Ret til at faae en Bön opfyldt af din. Thoraren svarede: Dyrt er Drottens Ord[76], men hvad er det vel, som du vil begjere af mig? Kongen sagde da: det, at du overbringer Kong Rörik til Grönland og afhænder ham til Leif Eriksön[77]. Thoraren svarede: Jeg har aldrig været i Grönland. Kongen sagde: For saadan Sörmand som dig er det da nu paa Tiden at du gjör en Reise til Grönland, hvis du ikke har været der för. Thoraren svarede, for det förste, ikke noget afgjörende derpaa, men da Kongen med Iver sögte at faae sin Villie frem, undslog Thoraren sig ikke ganske, og talte da saaledes: Jeg skulde deg, Konge, lade Eder höre den Begjering, som jeg havde i sinde at forebringe hvis jeg havde vundet Veddemaalet, den nemlig, at jeg maatte antages til eders Hirdmand[78]; dersom I opfylder den, saa bliver jeg end pligtigere til at söge at udföre alt det som I vilde kunne fordre af mig. Kongen tilstod det Forlangte, og Thoraren blev antaget som hans Hirdmand. Thoraren udrustede derpaa sit Skib, og da han var seiltfærdig, modtog han Kong Rörik. Da Thoraren derpaa tog Afsked med Kong Olaf, sagde han: Skulde det træffe sig, Konge, som ikke er utænkeligt og som ofte kan hændes, at vor Grönlandsreise ikke kan fuldbringes, men at vi drives til Island eller andre Lande, hvorledes skal jeg da skille mig af med denne Konge saaledes, at I bliver tilfreds dermed? Kongen svarede: Hvis du kommer til Island, skal du afhænde ham til Gudmund Ejolfsön, Laugmanden Skapte[79], eller een af de andre Hövdinger som vil modtage mit Venskab og de af dig medtagne Bevisligheder. Hvis du derimod drives til andre Lande, som ere os nærmere, da maa du bære dig saaledes ad, at du kan være sikker paa at Rörik aldrig mere skal komme levende til Norge, men dette maa dog kun skee i det Tilfælde, at ingen anden Udvei er muelig. Da Vinden blev god, gik Thoraren under Seil, seilede ud af Skjærgaarden, og satte sin Kaas lige ud paa Havet. Han fik siden megen Modvind, men vilde dog ingensteds anlöbe Kysten. Han seilede sönden for Island, saaledes at han havde det noget nær i Sigte, og derpaa vester om Landet ud paa Grönlands Hav. Da fik han store Söstyrtninger, og da det led ud paa Sommeren maatte han anlöbe Island, i Bredefjords-Bugten. Af anseete Mænd var Thorgils Aresön[80] den förste som besögte dem. Thoraren viiste ham Kong Olafs Budskab, Venskabsyttringer og Jertegn, til den som vilde tage imod Kong Rörik. Thorgils gav et godt Svar herpaa, og indböd Kong Rörik til sig; han blev hos Thorgils den næste Vinter over. Længere fandt han sig ikke fornöiet der, og begjerede at Thorgils skulde fölge ham til Gudmund, samt lagde til, at han havde hört, at i Gudmunds Huus gik det overflödigst til[81] paa hele Island, samt paastod, at han egentlig var sendt til ham. Thorgils opfyldte hans Begjering ved at skaffe ham Ledsagere, som fulgtes med ham til Gudmund paa Mödrevalle. Gudmund tog vel imod Rörik for Kongens Budskabs Skyld, og han blev hos Gudmund den anden Vinter over. Da fandt Rörik sig ikke længer fornöiet der. Gudmund skaffede ham da Ophold paa en lille Gaard som kaldes Kalvskind; der var kun faa Folk; der var Rörik den tredie Vinter, og udlod sig med, at han ingensteds havde fundet sig saa vel tilfreds som der, siden hans Kongedömme ophörte, fordi han der blev agtet mest af alle. Den næste Sommer faldt Rörik i en Sygdom, som gjorde Ende paa hans Liv. Man siger at han er den eneste Konge som har sit Hvilested paa Island. Thoraren Nefjulfsön foretog sig efter den Tid mange Söreiser, men opholdt sig dog stundom hos Kong Olaf.

Fodnoter

  1. Ræreks (stedse), A, E, Hræreks (ellers), O.
  2. fra [hann var islenskr maðr; hann var kynjaðr (ættaðr, O) norðan or landi (for norðan land, O), han var en islandsk Mand, hans Slægt var paa Nordlandet, A, O
  3. allra, till. A, E, O.
  4. ok orðspakastr, A, orðsnjallr, F; hann var, og talte meget godt for sig; han var, tíll. A, H.
  5. orðdjarfastr, O.
  6. saal. A, E, nær, D.
  7. á Íslandi annan vetr, en annan i Noregi, en Vinter paa Island, og den anden i Norge, O.
  8. fur, E, O,
  9. ljótari, A, E.
  10. er áðr var frásagt. Hann var (þá) málkunnigr Olafi konúngi; som ovenfor ere blevne fortalte, han talte undertiden med Kong Olaf; som kjendte ham, till. A, E, F, O.
  11. udel. A, E,
  12. í herberginu, till. A, E.
  13. um hugleidt, O.
  14. hefir fyrir augu borit, ok, till. O.
  15. fra [skuli hèr í kaupstaðum ljótari vera, A, E, F.
  16. sá, saa, O.
  17. herra, einhverra, O.
  18. þvílíkt, O, fra [annan slíkan, A, E.
  19. hinu, O.
  20. fylgja, F, O.
  21. ok svâ þótt ek skylda veðja um, om jeg end skulde vedde derom, till. A, E, F, O.
  22. þat við yðr, det med eder, till. A, E, F, O.
  23. kaupstaðinum, A, E, O; till. O.
  24. minsta, den mindste, A, E, F.
  25. herra, O.
  26. ein, A, E, O.
  27. öllu ljótari, O.
  28. einar, till. O.
  29. vist, till. O.
  30. Þat er þó mælt, herra, segir :órarinn, at þat sè jafnan ljótara, er eigi er með þeim hætti, sem Kristr hefir skapat fur öndverðu, en hèr mun sannast hit fornkveðna, at, man siger dag, Herre, sagde Thoraren, at det er stedse styggere, der ikke er dannet saaledes, som Christus havde skabt det fra Begyndelsen af, men her opfyldes vel det gamle Ordsproget, till. O
  31. vilit þèr af mèr kjósa eðr, O.
  32. udel. A, E, út, till. O.
  33. í Brattahlið, paa Brattelid, O,
  34. siglingamañr, O.
  35. fra udel. O.
  36. herra, F.
  37. fra [hvers ek munda yðr O.
  38. já, svarar konúngr, þat er vist til; till. O.
  39. fra [udeL O.
  40. fra [ek vilda (vil) biðja yðr hirðvistar, A, E, F, O.
  41. miklu, meget, till. O.
  42. þessa ferð, denne Reise, till. O.
  43. eðr Det annat, eller det andet, O.
  44. kvatt, A, E.
  45. fra[veita yðr ok gera yðvarn vilja; konúngr játaði þessu ok gerðist glaðr, F.
  46. játti Þórarinn þá at taka við Hræreki; Thoraren lovede da at tage mod Rörek, till. O.
  47. áðr, för end, O.
  48. herra, till. O.
  49. lögmanni, O,
  50. höfðingjum, andre Hövdinge, A, E, O.
  51. vilja, ville, A,E, O.
  52. hvar sem þik kann at bera, till. O,
  53. hèr, A, E.
  54. siðan, siden, A, E, aptr, tilbage, O.
  55. ef, dersom A, E.
  56. Her har D Kapitelskifte og tilföier denne Overskrift: Lifát Hröreks, Röriks Endeligt.
  57. útleiði fyrir utan eyjar (allar), ok norðr frá Líðandisnesi (fyri Liðandisnes); ud til Söes, uden for Öerne og norden for Lindesnæs, till. A, E, F, O.
  58. lit í aðalhaf, O,
  59. fra [varaðist þat mest, at koma við landit (hvergi við Noreg), tog sig mest i Agt for at anlöbe Kysten (Norge), A,E, O.
  60. landi, till. O.
  61. vâlk mikit (mikíl), en; omtumledes meget (paa Havet), men, till, A, E, F, O.
  62. udel, APEKF, O.
  63. fyrstr, till. her, A, E, F, O.
  64. sýndi, F; segir, siger, A, E; sagði, O.
  65. fra [orðsendingar, F.
  66. fra [til, F.
  67. fra [tók þegar við, O.
  68. á Reykjahólum, paa Reikhole, till. O.
  69. lengr en þann vetr, till. O.
  70. lèti, vilde lade (sig fölge), A, E, F; skyldl láta, skulde lade o.s.v., O.
  71. Guðmundar, A, E, O , fra [ligel., F.
  72. Olafs, F.
  73. fra [þá tók, O.
  74. kaupferðum, O.
  75. Kong Böriks sidste Forsög paa at myrde Kong Olaf, ved et Dolkestik, midt under Gudstjenesten, i Hirken, paa Christi Himmelfartsdag.
  76. Et gammelt Ordsprog; dets förste Ord betyder baade dyrt og dyrebart, ligesom fordum i det Danske, samt endnu det Engelske dear, Tydske theuer; Drottens (af Drot, i det gamle Sprog drotti og drottínn) er her det samme som Herrens eller Herskerens.
  77. Denne Leif, Sön af Erik den Röde, tit nævnt i det Foregaaende, har Kong Olaf vel anseet for den ypperste Hövding paa Grönland. Dog kjendte Kongen der end flere anseelige eller udmærkede Mænd, efter fölgende Beretning af Snorre i hans Sagas 134te Capitel (Kkr. II, 204): Hann háfði haft orðsendíngar ok gert sèr marga víni bæði á Íslandi ok Grænlandi, ok svá í Færeyjum; han havde og sendt Budskaber baade til Island og Grönland, saavel som og til Færöerne, samt erhvervet sig der mange Venner. Jfr Fornm..$. V, 279. - Der gives endog en gammel Beretning, i Flatöbogens Færeyíngasaga (Rafns Udgave 1833, S. 189) som vil vide at Kong Olaf har underkastet sig Grönland, denne nemlig: Rettliga hafa froðir menn svá ritat ok sannliga sagt, at Ólafr konúngr hafi skattgilt öll þau lönd, er nú liggja undir Noreg utan Ísland, fyrst Orkneyjar, Hjaltland, Færeyjar ok Grænland. Kyndige Mænd have rigtigen skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtaget, skatskyldige; först Örkenöerne, (siden) Hjaltland, Færöerne og Grönlaud. Her have vi Kilden til lignende nyere Beretninger, saavel i den rimede danske Grönlands-Krönike, som hos Arngrim Johnsen og Theodorus Thorlacius i deres forskjellige Skrifter. Jfr. Torfæi Grænlandia S. 242. Vi komme til at dröfte denne Beretning nærmere i det Fölgende, men da vi ikke antage den for beviislig af flere Kildeskrifter, indrömme vi den ikke nogen særegen Plads i nærværende Værk.
  78. Dette gamle Ord oversættes vel tit ved Hofsinde, hvorved det dog ikke fuldkommen udtrykkes, da Hirdmændene tillige ansattes ved Kongens Livvagt, som da var i megen Anseelse, omtrent som den adelige Livgarde i nyere Tider ved visse europæiske Hoffer. De norske Kongers saakaldte Gjæster (Fremmede som opholdt sig ved Hoffet i nogen Tid) og faste Huskarle, vare ligeledes forbundne til Krigstjeneste, men vare mindre anseete end Hirdmændene.
  79. Om Hövdingen Gudmund Eyjolfsön (paa Islands Nordland), see Indledningen, men om Laugmand Skapte Thoroddsön (en Sön af den bekjendte Thorodd, Gode i Ölves, boende paa Sönderlandet); see ovenfor II, 152 o. f., 220 (Anm. 153). Han döde enten sidst paa Aaret 1030 eller först i 1031.
  80. Om Hövdingen Thorgils Aresön (boende paa Reikhole, paa Islands Vesterland) see ovenfor I, 152-155, 169. Mere om ham forekommer i Fóstbræðra-Saga, af hvilken et betydeligt Stykke vil udgjöre den næste Afdeling af nærværende Værk.
  81. Originalens korte Ord raum er meget udtryksfuldt, da det betegner baade Pragt, Overflod, Gjæstfrihed og Gavmildhed.