På kongen og martyren Sankt Olavs dag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
På kongen og martyren Sankt Olavs dag
In die sancti Olavi regis et martiris
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
I de nordlige egne af den beboede verden ligger det land, der hedder Norge. Dér herskede indtil for nylig en stor vildfarelse og alskens uskik; folkene dér fulgte Djævelens vilje, og kun få troede på Guds nåde, for Djævelen havde kvalt dem i en vældig vantro og undertrykt dem med sit voldsherredømme. Og sådan gengiver den hellige Esajas, Guds profet, Djævelens pralende ord og fortæller os: »Jeg vil rejse mit højsæde oven over alle himmellegemerne, og jeg vil sidde på Guds vidnefjeld og råde for det nordlige og gøre mig lig den højeste Gud.«[1] Men den hellige Gud, den lovpriste Herre, som tømrer den hellige by og bereder den til syndige og elendige mennesker, han fik denne stærke frost i deres bryst til at tø med den helligste storhed, og med den hellige tros varme kærlighed opildnede han de genstridige menneskers hu. Nu sendte Vorherre mænd, som var faste i troen, til dem for at omvende dem fra hedenske ofringer, og de lovede alle dem, der ville tro på Gud, evigt liv og glæde uden ende, men truede de ondskabsfulde og forbryderiske med dommedags rædsler og Guds dom og Helvedes pinsler.
Dengang herskede den hellige kong Olav i Norge. Han var særligt afholdt af Gud, i sandhed mild og barmhjertig og indsigtsfuld i alle gode anliggender. Han blev født i Norge, og derfra kom hans slægt, men i England fik han troen på Gud, og i den by, der hedder Rom, lod han sig kristne. Straks da han blev renset ved den hellige dåb, blev han et helt andet menneske, og som den hellige apostel Paulus siger, dræbte og ombragte han sine utilbørligheder for Guds skyld[2] og forsagede denne verden og legemligt begær og blev foregangsmand for det at følge den rette tro.
Han anså denne verdens pragt for at være hæslig, og han regnede ikke denne verdens ære for noget i forhold til Guds kærlighed. Han viste sig ydmyg i udøvelsen af sin kongemagt og i de mange ting, han bekymrede sig om. Han tænkte altid på himmelsk ære frem for alt. Han afstod fra alt det, som Guds lov forbyder, og med den største kærligheds varme gjorde han det, som loven påbyder. Og ved dette ville han ikke alene frelse sig selv, men hele det folk, som Gud havde overladt ham, ønskede han med stor årvågenhed at lede til Gud. Og han var — hvilket er sjældent — ikke bare deres konge i styringen af landet, men udøvede en apostels gerning med hellige påmindelser. Han fik mange ud af Djævelens hænder med sine formaninger og ledte dem til den almægtige Gud. Vorherre havde givet den hellige kong Olav så megen visdom og veltalenhed, at hans ord og hans formaninger og den fornemme adfærd, han havde, fik mange mennesker til at angre deres synder og forkaste hedenskabet.
Da gjorde mange slette mennesker, mægtige og ondskabsfulde folk, rejsning imod ham på Djævelens tilskyndelse, og de gik af al kraft imod Guds bud og beskæmmede hans hellige lære. Men alt dette tog den hellige kong Olav tålmodigt for Guds skyld, og han blev da meget mere standhaftig i at lære alle om det gode, end han havde været før, og han ville hellere miste sit liv og sit rige med for Guds skyld og derved opnå uendelig glæde end at ligge under for Djævelens vildfarelse og slaphed i hedenskabet.
Til Guds og alle helgenernes gunst samlede den hellige kong Olav på kort tid en stor og god skare. Da nedbrød og brændte han hedenske gudehov og rejste kirker i stedet og skaffede præster og lærere til at varetage den kristne tro og alle tjenester dér. Siden omvendte hele folket sig til Gud med stor anger og fornægtede derefter hedenskabet og alskens vildfarelse.
Intet menneske formår at fortælle, hvor stor en lykke der fulgte den gode mand og var i ham selv, da han så Norges mennesker vende sig bort fra hedenskabet og Djævelens vildfarelse og give sig under den almægtige skabers nåde. Han bad for dem og fortalte dem tidligt og sent om Guds pinsler og helgenernes færd, gav dem gode råd, lokkede gamle såvel som unge, irettesatte de trodsige og genstridige og bestræbte sig meget på at gøre dem alle til Guds venner.
Derefter fastsatte han, hvilke love der skulle gælde mellem mennesker, og de er siden blevet overholdt over hele landet, nemlig at mægtige mennesker ikke må rane fra dem, som er fattigere, men snarere skulle enhver råde over sit, som ret er, og over det, som Gud har skænket ham. Han fastsatte i sine love, hvad lærde mænd har pligt til at yde de ulærde på Guds vegne, og han gør det ligeledes klart, hvilken tak og anseelse de til gengæld skal have af dem for det. Han laver forskrifter for konger og kongsmænd, laster deres selvrådighed og fremfærd, og indfører bøder, såfremt de overskrider det tilbørlige. Hvis man leder i lovene, kan man dér se, hvor trofast han var imod Gud, hvor pålidelig han var over for hele landets folk, og hvor gode beslutninger han traf for dem, og hvor nådig og medlidende han var over for alle nødlidende mennesker.
Ingen er i stand til at fortælle, hvor store forbedringer denne hellige mand skabte for folket, mens han rådede for land og lov. Men jo mere godhed han viste dem, des meget værre og upålidelige blev de over for ham. Da gik disse forvildede og ondskabsfulde mennesker imod ham med Djævelens kraft og en stor hærskare, men han flygtede fra dette uvejr østpå til Gardarige og ville ikke for denne gang stride imod sine landsmænd. Nu skal ingen beskylde Olav den Hellige for at være flygtet fra landet, fordi han ikke turde møde onde og ildesindede mennesker i våbenskifte, men man skal snarere se sådan på det — hvilket er meget mere i overensstemmelse med sandheden — at han ville skåne sin kristne tro og livet for dem, der fulgte ham for at fremme kristendommen og værne landet. Nu gav han sig under en konge i Gardarige, der hed Jaroslav[3], og var hos ham i mange dage og blev højt anset. Han blev dér meget berømt blandt folk for sin kristne tro og den godhed og kærlighed, som han nærede til både Gud og alle mennesker.
Men derefter vendte han tilbage østfra gennem Sverige til sit land og rige. Hans egen hu fortalte ham også, at Gud snart ville kalde ham til endnu mere anseelse og magt, og han gjorde sig klar til holmgang som en modig ridder. Nu iklædte han sig først den hellige tros brynje, og fortrøstningen til Gud bar han som skjold, i sit bælte havde han det skarpe og bidende sværd, der hedder Guds ord[4]. Han forkyndte de hellige bud for alle og var rede til at lade sit liv for Guds skyld og at blive kaldt og at være den højeste konges første blodvidne i Norge.
Men så snart hans fjender og uvenner erfarede, at han var kommet tilbage til sit land og rige, samlede de sig alle imod ham og ville tage livet af ham ved svig. Og anføreren for denne flok hed Kalv Arneson, en ond og troløs mand, sådan som alle, der svigter deres herre, er. Denne onde mand forrådte ham og gik imod ham med en stor hærskare, og han begik da niddingsværk mod sin retmæssige herre, som kun havde få mænd omkring sig.
Og natten før den dag, hvor de kæmpede, da viste Vorherre sig for ham, mens han sov, og satte en stige foran ham, som var så høj, at den nåede op i himlen, og sagde dette til ham: »Min gode ven! Kom snart til mig og til samvær med helgenerne. Nu skal du til gengæld for dine anstrengelser og dit slid få en dyrebar krone, evigt liv og himmelsk lykke og glæde.« Og da han siden vågnede, fortalte han sine kæreste venner om dette smukke syn og takkede højtideligt den almægtige Gud for denne pragtfulde indbydelse.
Den følgende morgen fylkede han sin hær i Verdalsherred, på det sted, der hedder Stiklestad, og dér stred han størstedelen af dagen mod disse onde mennesker, sine uvenner og Guds fjender. Til sidst fik han et skud i knæet og et hug i kinden, før han faldt, og samme dag lod han sit liv. Dette skete om onsdagen og på den tid af året, hvor alle kristne mennesker siden har fejret hans højtid, som vi kalder Den første Olavsmesse[5]. Og fra dengang Gud lod sig føde til denne verden og til den hellige kong Olavs pinselsdag, menes der at være gået 1024 år[6]. Nu er det blevet kundgjort for jer, hvilke pinsler den hellige kong Olav tålte i denne verden for Guds skyld.
Noter:
- ↑ Se Es 14, 13-14
- ↑ Se fx Kol 3, 5
- ↑ Jaroslav den Vise af Kyiv (d. 1054)
- ↑ Se Ef 6, 13-17
- ↑ 29. juni
- ↑ Kong Olavs død sættes sædvanligvis til omkr. år 1030.
