Qernertivardik (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Qernertivardik

Her slog følgende familier deres telte op: Milagtêq og hans to sønner Agdiartertoq og Angákertân. Desuden Ujorqâq, Angisêq med sønnerne Kúnitse og Sanequjuk, og endelig Nêqángitseq og Orqisâq.

Den første, der fangede noget om efteråret, var Nêqángitseq, der en dag kom hjem med en remmesæl. Bopladsfællernes glæde kendte ingen grænser. »Nêqángitseq har skaffet os mad«.

Inden remmesælen blev flænset, roede Agdiartertoq og Ujorqâq ud på fangst. Hen under aften kom de hjem – uden fangst, og meget sultne. De bad deres koner om mad, og konerne rakte dem kød, men knapt til to mundfulde. Konerne fortalte, at de selv havde fået endnu mindre, og at Nêqángitseq ikke engang havde delt spæk ud.

»Nej, jeg bryder mig ikke om at bo sammen med så gerrig en mand. Lad os flytte til Ikâsagdivaq«, udbrød Agdiartertoq fortørnet. Gamle Milagtêq bifaldt sønnens ord, og næste dag tog man teltene ned, og Milagtêq og hans sønner og Ujorqâq lastede konebådene for at sejle bort. Nêqángitseqs kone Qiligagssaq kom ned til stranden og beklagede, at de skulle rejse: »Vi havde ventet jeres støtte til vinter«, sagde hun, hvorpå Milagtêq svarede kort for hovedet: »Vi er overbevist om, at I ville snyde os til vinter, hvis I fik noget spiseligt, derfor forlader vi jer«. Derpå roede de bort.

De, der var blevet tilbage ved Qernertivardik, gjorde vinterhuset færdigt og rykkede ind. Men ikke én lampe blev tændt i den anledning. Yderst sjældent fik man sæl. Og så lagde isen sig fast bag bopladsen.

En dag udeblev Kúnitse, og alle mente, han var omkommet. Lang tid efter hørte man, at han havde slået sig ned ved Kingitsâjik. »Man sulter for slemt ved Qernertivardik«, var hans hilsen til den efterladte kone.

Inden årsskiftet døde Angisêqs kone. Manden slæbte hende bort, lagde hende foran en klippevæg og dækkede hende til med skindpjalter. Han begræd hende ikke, for – som han sagde: »Snart følger jeg selv efter«.

På den tid, da solen igen var på vej op, var man klar over, at man snart ville sulte ihjel. Når der en sjælden gang kom besøgende fra andre bopladser jamrede Angisêq sig over sulten og over, at bopladsfællerne ikke tog ud på sælfangst. Han hentydede dermed til Nêqángitseq.

Omkring udgangen af januar fik Nêqángitseq en fjordsæl ved åndehul, og den var stor. Angisêq fik det ene skulderblad. Hans taksigelse lød: »Ah, hvor skal det smage. Jeg skal spise det og skal siden aldrig glemme. – Nêqángitseq, fang den igen senere«.

Nêqángitseq svarede: »Det bliver nok min sidste sæl, spis og nyd kødet«.

Angisêq huggede i sig med stort velbehag, og idet han lagde knoglen i et kødfad, sagde han: »Nu slår det mig med søvnighed«. Og så krøb han ind under soveskindene.

Næste dag vågnede Angisêq ikke, da det blev lyst, men det tog husfællerne sig ikke af. Da det led mod aften, blev man dog ængstelig og ruskede i ham. Langt om længe kom der liv i Angisêq, men uden at slå øjnene op mumlede han: »Jeg vågner nok engang«. Næste dag sov han – ingen kunne få liv i ham, og hans åndedræt var uregelmæssigt.

Qiligagssaq gav besked om at bringe Angisêq ud af huset, mens der endnu var lidt liv i ham, for døde han inden døre, var der ingen pårørende til at tage sig af hans lig; Angisêqs søn var omkommet i kajak, og broderen Kúnitse havde forladt bopladsen.

Nêqángitseq tog en solid rem og bandt den om anklerne på Angisêq. Nêqángitseq hev til, og Angisêq røg langt ud på gulvet. Idet han ramte gulvet, hev han tungt efter vejret.

Nêqángitseq trak Angisêq over gulvet og hev ham derefter langt ud i husgangen. Angisêq stønnede. Et lille stykke fra huset lagde Nêqángitseq Angisêq på en klippehylde. Angisêq sov videre, stønnende højlydt – og han vågnede aldrig mere af sin madrus.

Få dage efter var Nêqángitseq ikke mere i stand til at gå på fangst, sulten bandt ham til bopladsen. Med februar kom sultedøden til stedet.

Kúnitses og Ângânes lille søn var den første, der bukkede under. Moderen begravede barnet på behørig vis under voldsom veklage; senere åd hun liget.

Dagene sneglede sig af sted. I huset lå folk, som man næppe mere kunne betragte som levende. Udenfor lå forvredne barnelig, og de ellers så sky ravne levede højt på deres kød. Denne sultevinter blev ravnene tamme som hunde.

Bag huset og lidt østenfor lå seks barnelig, alle børnebørn til gamle Qiligagssaq. Nêqángitseq og Qiligagssaq havde seks børn: tre gifte døtre, hvoraf kun Ângâne nævnes ved navn, en voksen søn Kajimigteq, der var gift med Orqisâq, og to drenge på ti og otte år. Ângâne overlevede sultevinteren sammen med moderen.

I marts hørte man ved Qernertivardik, at man af og til fik fangst ved Akerninaq inde i Sermilik. En af Nêqángitseqs og Qiligagssaqs svigersønner fik lyst til at tage til Sermilik. Han var meget afkræftet, og man forsøgte derfor at tale ham fra hans forehavende, men da han absolut ville gå, lod man ham til sidst få sin vilje. Den unge mand stavrede af sted.

Tre dage efter fik man øje på en mand i bugten syd for Qernertivardik, og da det ikke kunne være andre end den unge mand, der var gået til Sermilik, gik hans kone ham i møde. Da hun nåede frem til manden, holdt han et stykke spæk på størrelse med en hånd frem. Han så sin kone i øjnene og sagde: »Giv mig dine hænder«. Hun rakte ham sine hænder, og han fortsatte: »Du kommer aldrig mere til at spise af min fangst, for nu dør jeg. Tag min ismejsel og slå et hul i isen – og skub mig ned i vågen«.

Det var et langvarigt og tungt arbejde at slå hul i isen. Manden lå udstrakt ved siden af vågen. Efter at have samlet alle sine kræfter lempede konen ham i vandet.

Med spækstykket i hånden begav hun sig hjemover og nåede med nød og næppe frem.

En dag kunne Nêqángitseq ikke mere røre sig. Hans kone Qiligagssaq fik ham tvunget over på vinduesbriksen. Hun hånede ham med ordene: »Du tager alligevel ikke på fangst mere, læg du dig der og vent på din død«. Nêqángitseq protesterede, men konen, der havde flest kræfter, slængte ham over på vinduesbriksen. Omgivet af en fold af briksetæpper lå Nêqángitseq og visnede hen.

Endnu mens Nêqángitseq var i live, kom besøgende fra Ikâsagdivaq. Mens de fremmede sad og småsnakkede, fik Nêqángitseq mandet sig op til at sige: »Giv mig lige min kniv, jeg kan ikke klare det her skindstykke uden kniv«.

Men Qiligagssaq nærmest råbte: »Nej, I giver ham ikke kniven, han vil tage livet af mig«.

Nêqángitseq vendte ryggen til, og uden at røre sig igen døde han. Qiligagssaq slæbte ham ud og slængte ham ved husgangen, hvorefter hun smøgede sine bukser ned og tissede ham i hovedet, for at han ikke skulle gå igen.

Efterhånden som husfællerne sultede ihjel, blev Qiligagssaq mere og mere skræmmende, idet hun til stadighed talte om alt det kød, hun skulle koge. Derfor besluttede svigerdatteren Orqisâq sig til at forlade bopladsen, og hun foregav at ville gå på visit til Ikâsagdivaq. Hendes mand Kajimigteq var så elendig, at han tilsyneladende ikke mere var i stand til at gå. Orqisâq havde tilbagelagt et stykke vej, da hun så sig tilbage. Minsandten om ikke Kajimigteq kom stavrende bagefter. Hun vendte ham ryggen og gik til.

Ved bopladsen var der kun fem levende tilbage. I april talte Qiligagssaq uafbrudt om, at hun gerne ville spise noget varmt. En aften ruskede hun en af sine døtre i skuldrene og sagde: »Der er ingen, der vil ynkes over jeres far, skal vi ikke tage og æde ham? Han ville jo ikke bosætte sig, hvor der er hajer og muslinger«. Hun mindedes, at manden forkastede hendes forslag om at bosætte sig et sted, hvor man kunne fange hajer og samle muslinger.

Datteren så på sin mor og sagde: »Mor er du ved at miste forstanden, skal vi æde vores gamle? Nej, jeg skal ikke«. Derpå henvendte Qiligagssaq sig til sin anden datter Ángánê og sagde: »Hvad mener du?« – Ángánê svarede: »Jeg vil ikke, hvis du så gerne vil æde noget, må det blive din egen sag«.

Qiligagssaq tog et stort spånfad samt krumkniv og gik ud.

Lige uden for husgangen bearbejdede Qiligagssaq sin mands lig med trylleord. Derpå klædte hun ham af og gav ham endnu en ordentlig gang trylleord ind igennem endetarmen. Derefter skar hun arme og ben af med krumkniven og splittede kroppen op. Da hun skulle til at skære hovedet af, stod hun længe og sundede sig. Hun bar så alle stykkerne ind i spånfadet og lagde det hele på sidebriksen, og så sagde hun: »Nu er alt, hvad man ellers kan være bange for, vist fjernet. Det næste er, hvordan vi skal få tændt ild«. Hun rakte op efter ildtøjet, der lå stukket ind under et tagspær. Det var fuldstændig indsvøbt i rim. Qiligagssaq pustede på ildtøjet og fremsagde en trylleformular over det. Hun bad sin datter om at trykke ildborepinden ned med tværpinden, og så rykkede hun i drivremmen. Ved tredie drejning af ildborepinden var der ild. Qiligagssaq lagde pinde til rette i lampeskålen, og snart knitrede et bål, og sneen i gryden smeltede. Det første vand slukkede kvinderne deres brændende tørst ved. For anden gang blev gryden fyldt op med sne, og da sneen var smeltet, gemte døtrene sig under soveskindene, de ville ikke se deres fars kød blive puttet i gryden. De to yngste drenge gned sig længselsfuldt op ad deres mor.

Qiligagssaq kogte kødet af sin mand.

Da gryden begyndte at boble og syde, sagde den yngste af drengene: »Mor, nu er det ved at være kogt, skynd dig at vende det«.

Qiligagssaq lænede sig fremover for at vende kogekødet, men i det samme våndede Ángánê sig under soveskindet, og hun kom derved til at støde til sin mor, så hun nær var faldet ned fra briksekanten.

Ángánê havde et kort øjeblik forglemt sig. I den tro, at det var bjørnekød, der blev kogt, thi sådan lugtede det, våndede hun sig af madlyst. Ángánês appetit var nu vakt så stærkt til live, at hun bad om et stykke kød, men moderen svarede: »Ingen anden end jeg skal først smage kødet«. Derpå fik Qiligagssaq travlt med at hale kødstykkerne op – og det lignede bjørnekød. Hun trak gryden bort fra ilden og søgte ned i den. »Vent, til jeg har fundet det stykke, jeg først skal æde«. Og hun fandt sin mands endetarm og spiste den.

Derpå sagde hun: »Nu kan I spise lige så meget, I har lyst til«. Den ene af døtrene rørte sig ikke under soveskindet og ville ikke have noget. Moderen vrængede ad hende: »Så! Rejs dig over ende, hvis du ikke vil sulte ihjel«. Datteren satte sig op og tog imod et stykke kød, tog en bid og gav resten tilbage til sin mor. Derpå dækkede hun sig til med soveskindet for aldrig mere at røre sig.

Husrummet var fyldt med brænderøg, og frost og rim tøede op, og vandet silede ned.

»Hvad er det, vi spiser«, spurgte den yngste dreng, alt imens han rengnavede sin fars skulderblad. »Spis du bare, selv om du ikke ved, hvad det er«, svarede moderen vredt. Da de var færdige med måltidet, smed de de afgnavede knogler tilbage i spånfadet.

Ángánê stod ude på gulvet med sin krumkniv og sagde: »Jeg kunne godt have lyst til mere«. Moderen svarede ikke. Ángánê fortsatte: »Det var da værd at putte mere i gryden, mens suppen endnu er varm«. Endelig så Qiligagssaq op på datteren og sagde: »Du har jo selv noget kød liggende, det kan du blot hente, hvis du vil«. Ángánê gik ud. Moderen blussede brændet op.

Nu krøb datteren op over hustærskelen med spånfadet fyldt med flænsestykker, klar til at putte i gryden. Forinden spurgte moderen Ángánê: »Hvem er det, du kommer ind med?« »Det er såmænd »mit eget«, som jeg selv bar ud i vinter.« Det var hendes lille søn, som hun havde begravet under megen veklage først på vinteren.

Moderen sagde: »Ja, ja, nu har du taget det ind, put det så blot i gryden«. Det tog ikke lang tid at koge kødet af barnet, Ángánê delte ud, men søsteren under soveskindet nægtede at spise noget. Snart var barnet spist op – og knoglerne knaset.

Lige fra om morgenen havde kvinderne været beskæftiget med kogningen — og da de var mætte, lagde de mærke til, at det var blevet aften. Idet Qiligagssaq krøb ind under soveskindet, sagde hun: »Da vores far ikke mere tog ud på fangst, blev han ædt«.

Kvinderne krøb under soveskindene, overbevist om, at de ville sove godt efter det solide varme måltid. Det blev imidlertid ikke tilfældet, thi hver gang de var ved at slumre ind, for noget ind gennem husgangen; men aldrig kom det ind i huset. Når det omsider blev tyst, så de, at Nêqángitseq var i færd med at krybe op på briksen til dem. De blev skræmte og hylede, og derved forsvandt »den gamle« sporløst. Først ved daggry faldt kvinderne i søvn.

Så snart kvinderne vågnede, gjorde de klar til at koge igen. Derefter flænsede kvinderne lig med dags mellemrum. Barneligene var de første, der blev ædt, og derefter gik man løs på de voksne. Datteren, der ikke ville have menneskekød, døde omsider af sult. Ángánê spurgte sin mor, om søsterens lig skulle bringes ud. Dertil svarede moderen: »Du må gøre, som du vil, tag hende ud, hvis du vil«. De bragte derefter liget ud. Men allerede dagen efter parterede de hende og kogte kødet.

Efterhånden åd Qiligagssaq og hendes tre børn alle deres slægtninge op. Der var to lig tilbage, som de en tid holdt sig fra. Det var Angisêq og hans kone. De to havde mange slægtninge, som kunne blive stødte.

Maj måned kom med høj sol vekslende med uvejr.

En dag, hvor vejret var for råt til at være ude i, blev Qiligagssaq og hendes børn liggende på briksen under soveskindene. De havde intet at putte i munden. Med ét for Qiligagssaq op og spurgte: »Hvad er det, derude?« Og så var der én udefra, der råbte: »Er I alle døde derinde?«

Efter lang tids tavshed svarede Qiligagssaq.

»Der er nogle tilbage.«

»Hvor mange er I?« spurgte stemmen.

»Vi er kun fire igen, men hvem er du derude?«

»Jeg er Mitsivarniánga«, blev der svaret.

»Jeg har ædt både min mand og mine børn«, fortalte Qiligagssaq.

»Her er kød og spæk til jer«, sagde Mitsivarniánga.

»Ih, hvor er jeg taknemmelig, hvorfor kommer du ikke ind?«

Mitsivarniánga tog helpelsen af og kom ind, og han kunne lugte bålrøg. Qiligagssaq bad Mitsivarniánga om at lægge kødet på sidebriksen. Da Qiligagssaq så gaverne: et bækkenparti af en sæl og et stykke spæk, kunne hun ikke holde gråden tilbage, og hun græd, så hun rystede. Da hun havde grædt ud, ville hun give Mitsivarniánga noget til gengæld. Det var et middel, som Mitsivarniánga kunne tage i anvendelse, hvis nogen engang skulle stræbe ham på livet. Mange år efter tog Mitsivarniánga midlet i brug mod Kûitse og hans brødre og undgik derved sin skæbne. Midlet var, at Mitsivarniánga brød en gammel grav op og på stedet åd leveren af liget – dette gjorde ham usårlig for hans fjender.

Qiligagssaq og hendes børn levede en tid af Mitsivarniángas gaver. Det var så kraftig kost, at de med en spækterning hver kunne klare sig en hel dag.

Så gik dagene igen uden mad. Den ene dreng var ude af stand til at røre sig, og den anden blev svagere og svagere.

En dag under stærkt uvejr skar Qiligagssaq Angisêqs klæder op og fjernede kødet af ham. Bagefter syede hun klæderne sammen om knoglerne.

Da vejret igen blev godt, besluttede mor og datter at rykke ud i telt. Under flytningen bearbejdede Qiligagssaq alt, hvad hun fik fat i, med trylleformularer. Kun mor og datter flyttede ud i telt, de to drenge, der ikke mere var i stand til at røre sig, blev efterladt i huset på trods af deres bøn om også at måtte følge med. De hylende drengebørn fik lov til at ligge. De døde dagen efter. Snart var de ædt af deres mor og søster.

I alt blev fjorten lig spist ved Qernertivardik, nemlig Qiligagssaqs mand Nêqángitseq og deres fem børn og syv børnebørn samt Angisêq.

Efter udflytningen havde mor og datter ikke andet at leve af end urter og rødder. Stranden kunne de ikke komme i nærheden af på grund af dødsbod.

En ganske tidlig morgen gav Ángánê sig til at trygle sin mor om at måtte gå ned på stranden for at samle muslinger, og hvad hun ellers kunne finde. Moderen svarede: »Du kan godt gå derned, men nu er det for sent i dag. I morgen tidlig ved daggry kan du gå ned«. Den dag forekom Ángánê uudholdelig lang.

Ángánê faldt i søvn, men hun havde en følelse af, at hun kun lige havde fået lukket øjnene, da hendes mor vækkede hende. De gik ud af teltet, Ángánê med en skindpose i hånden. Hun så da, at solen strejfede de højeste fjeldtoppe. Mor og datter gik ned mod stranden. Et stykke fra isfoden bad moderen Ángánê om at stoppe. Qiligagssaq gik ned til isfoden og fremsagde trylleord over det sted, hvor datteren skulle hoppe ned. Da hun var færdig dermed, bad hun datteren stille sig på stedet. Selv stillede hun sig sammenkrummet bagved og fremsagde trylleord. Så gik hun foran datterens fødder og gav nok engang isfoden en grundig formular.

Qiligagssaq gav derefter datteren besked om at spise nogle tangplanter, og da det var gjort, sagde hun: »Din dødsbod er nu ophævet, du kan herefter gøre, hvad du vil, thi alt, hvad der ellers ville kunne skræmme dig til døde, har tabt sin kraft«.

Qiligagssaq vendte derpå ryggen til og gik op mod teltet.

Ángánê gav sig til at gå langs med stranden, og da hun ikke mere kunne se teltet, hørte hun moderen råbe en besværgelse ud i luften: »Hun, min eneste bopladsfælle er gået, hvem skal beskytte hende?«

Det blev aften, og endnu var Ángánê ikke vendt tilbage. Qiligagssaq blev ængstelig, men hun trøstede sig ved tanken: »Jeg gjorde det nu så godt jeg kunne, for at berede hende vejen – om nogen har hørt mit råb, vil de hjælpe hende«.

Det led mod nat – stadig var Ángánê borte. Hver gang småfugle satte sig på teltet, gav det et helt sæt i Qiligagssaq, så stille var der omkring hende.

Endelig lød der fodslag uden for teltet, og datteren trådte ind med sin store bærepose fyldt med sortstilket bladtang.

Qiligagssaq, der var godt sulten, bad datteren om at hale posens indhold ud. Foruden tangen var der blå- og sandmuslinger, havsnegle og hvidskallede muslinger.

Mens mor og datter havde travlt med sagerne fra stranden, sagde moderen pludselig: »Hvad er det? Hør, der er nogen, der går!« Jo, der var nogen, der gik, og da de stoppede, spurgte Qiligagssaq: »Hvem er det?« »Det er mig og Peqitigssaq«. Det var Mitsivarniánga, der for anden gang kom med kød. De blev budt ind, og de havde med sig en halvpels godt og vel fyldt: et stort spækstykke, to bækkener og skulderblad af sæl.

Qiligagssaq begyndte at snakke om gengave. Men Peqitigssaq sagde: »Vi er begyndt at få fangst – det her er en gave til jer«. De besøgende drog hurtigt bort.

Mor og datter forspiste sig i tang og spæk, og de sov tungt ind. De vågnede først, da solen stod højt på himlen. De kogte lidt kød, men denne gang var de forsigtige og spiste kun lidt. Som dagene gik, vendte kræfterne gradvis tilbage. Datteren gik ind i landet og samlede fjorgamle bær og rødder. Ved lavvande gik hun ned på stranden efter tang og muslinger. Men hun gik aldrig mod nord til Ikâsagdivaqs strømsted for ikke at risikere, at Ikâsagdivaq-folkene skulle mane hende trolddom på.

Engang Ángánê var ude, gik hun tæt forbi en lille sæl på isen, som ikke sprang i vandet. Da hun kom forbi på hjemvejen, lå den der endnu. Da hun kom hjem, sagde hun til moderen, at hun ville prøve at harpunere sælen. Men det syntes hendes mor ikke om, for – som hun sagde: »Jeg kender intet tryllemiddel til at mane sæler til at blive liggende, indtil man sætter harpun i dem«.

Ángánê holdt stædigt fast ved at ville harpunere sælen, men Qiligagssaq sagde: »Det er rigtigt, at du nok kunne sætte den fast, men jeg har sagt, at du ikke går til den«, og derved blev det; Qiligagssaq har betragtet sælen som tupilak.

Kort tid efter brød isen op, og der gik lang tid, hvor de ikke så andre mennesker. En morgen hørte mor og datter en konebåd lægge til ved stranden. Et par mennesker gik op til teltet, og der var én, der sagde: »Gad vide, om de stadig er i live«. Mor og datter genkendte stemmen som Kúnitses, Ángánês mand, som om vinteren havde forladt kone og børn. Qiligagssaq svarede: »Ja, der er endnu mennesker tilbage, men hvad vil I?« Kúnitse svarede: »Ángánê, jeg er her for at hente dig, gør jer nu klar til at tage af sted«. Ángánê vrængede: »Nå, så du lever endnu. – Jeg anede ikke, du kunne føle medlidenhed«. Og hun fortsatte: »Vi voksne er ikke værd at tage sig af«.

Kúnitse gav sig til at græde – og inde i teltet græd mor og datter.

Snart forlod man Qernertivardik, og i den bortdragende konebåd sad Qiligagssaq og Ángánê og græd, da de så deres boplads, hvor de havde døjet så meget ondt, vige agterud.

De rejsende fortsatte til Qíngeq, hvor folk bjærgede angmagssatter. Her var da Nêqángitseqs mange halvfætre, som havde et ondt øje til Qiligagssaq og Ángánê for deres menneskeæderi. Derfor sagde Qiligagssaq til dem: »Jeg åd jeres halvfætter, da han ikke mere kunne tage ind i fjorden«. Og hun tilføjede: »Nu forstår jeg, hvorfor jeres halvfætter var sådan en morgenmand, hans milt var så lille«. Man forestillede sig, at miltens størrelse var afgørende for søvnen. Og efter at Qiligagssaq åbent havde erkendt, at hun havde ædt sin mand, lod man hende være i fred.

Ángánê og Kúnitse levede igen sammen som mand og kone og fik tre børn.

Men ikke mange år efter sultevinteren døde alle beboerne ved Qíngeq, ikke af sult, men sikkert af sygdom. Det så ud til, at Ángánê var den sidste, der bukkede under, og tilsyneladende havde hun i døden døjet frygtens gru.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 139-146, København, 1963.

Næste kapitel ►